Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af lovforslag nr. L 194:

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret for styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love. (Ny sygedagpengemodel med tidlig opfølgning og indsats, jobafklaringsforløb, arbejdsløshedsdagpenge under sygdom m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 07.05.2014).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Hans Andersen som Venstres ordfører.

Tak for det. En tidligere og mere jobrettet indsats for de sygemeldte. Det er hovedprincipperne i den sygedagpengeaftale, som vi har indgået med Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og regeringen. Indsatsen for sygemeldte vil fremover i højere grad afspejle den sygemeldtes behov for støtte til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Ressourcerne kan så fokuseres på de sygemeldte, der er i fare for at få en længerevarende sygemelding.

Med reformen har vi været med til at sikre, at sygedagpengemodtagere fremover bliver mødt af en tidligere indsats, så vi giver mennesker ramt af sygdom de bedste muligheder for at vende tilbage til arbejdet. I 2012 var der omkring 400.000 personer omfattet af sygedagpengesystemet. Fremover vil sygemeldte allerede efter 5 måneder skulle have revurderet deres ret til sygedagpenge i stedet for efter 12 måneder, som ordningen er i dag.

Det lykkedes i forhandlingerne at få skabt en fast track-løsning, så virksomhederne endnu tidligere kan hjælpe deres medarbejdere videre, så de dermed hurtigst muligt kan vende tilbage til virksomheden og til deres arbejde. På den måde bliver arbejdspladsen i højere grad inddraget i at få den sygemeldte sikkert tilbage i arbejde.

Det er vigtigt for os, at personer med livstruende sygdom kan koncentrere sig om at blive rask. Der indføres derfor en ny forlængelsesregel i sygedagpengesystemet. Den sikrer, at personer med livstruende alvorlig sygdom, som ikke kan få forlænget deres sygedagpenge efter de gældende forlængelsesregler, nu kan få forlængelse uden tidsbegrænsning.

Med den nye aftale er det også lykkedes at sikre en mere fleksibel og digital sagsgang. Det vil gøre det nemmere for de sygemeldte, kommunerne og arbejdsgiverne. Yderligere har vi valgt at se bort fra det relativt detaljerede forslag til model, som udsprang af TTA-projektet, bl.a. med henblik på at sikre, at virksomhederne ikke bliver overvældet af nye administrative byrder.

Jeg vil gerne understrege, at for Venstre er det og må det være målet, at vi her arbejder med en tilbagevenden til arbejdsmarkedet for de mennesker, der er ramt af sygdom. Det er det klare fokus, vi skal have i vores sygedagpengesystem. Med det her forlig, vi nu har indgået, sætter vi netop fokus på den virksomhedsrettede indsats. Vi sætter fokus på, at der skal sikres et bedre samarbejde mellem virksomheder, den sygemeldte og kommuner.

Der var i udspillet fra regeringen forslag om, at den samlede model skulle koste penge fremadrettet for det offentlige. Den regning er nu blevet reduceret, så når den her model er blevet fuldt implementeret, giver det faktisk en besparelse på længere sigt på 385 mio. kr., og det øger også samtidig arbejdsudbuddet med omkring 1.700 fuldtidspersoner.

Vi har også aftalt med hinanden, at såfremt de økonomiske forudsætninger skrider, skal vi sætte os ned omkring bordet og finde løsninger på det.

På den baggrund kan Venstre godt bakke op om det her lovforslag, der udmønter det forlig, vi indgik tilbage i december måned. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Kan ordføreren bekræfte, at den gruppe, der efter den nye forlængelsesregel kan få forlænget sygedagpengene på ubestemt tid, er en meget, meget lille gruppe – få hundrede personer – men at der til gengæld er cirka 14.000 personer, der mister sygedagpengene 7 måneder tidligere, end de ville gøre med de nuværende regler?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at vi taler om en gruppe på ca. 14.000 personer, der ifølge vurderingen efter 5 måneder så ikke længere skal være på sygedagpenge, men skal i et jobafklaringsforløb. Der er vurderingen, at det er omkring 14.000 personer. Hvor præcist vi kan skyde med hensyn til tallet i forbindelse med den nye forlængelsesregel, vi nu laver, om det er 100 personer eller flere personer, kan jeg ikke stå og præcisere eller komme nærmere andet end at sige, at det helt afgørende for Venstre jo har været, at hvis man har en livstruende sygdom, skal man koncentrere sig om at blive rask. Så skal man jo sådan set ikke, som det er i dag, risikere at miste sine sygedagpenge. Det er derfor, den nye forlængelsesregel er kommet til.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Tak, fordi ordføreren bekræfter, at der er en alvorlig forringelse for cirka 14.000 mennesker i den her reform, fordi den betyder, at de vil miste deres sygedagpenge efter 5 måneder/22 uger, hvor hovedreglen jo i dag er 52 uger. Så tak, fordi ordføreren lige fik det med på mit spørgsmål. Jeg savnede faktisk den kendsgerning i ordførerens tale. Men så kan ordføreren måske lige forklare mig: Hvorfor skal der være den forskelsbehandling mellem syge mennesker? Jeg mener, at enten er man i stand til at arbejde, eller også er man ikke, men her har vi altså to grupper, nemlig nogle, der kan få sygedagpengesats, og nogle, der må nøjes med en kontanthjælpssats i det såkaldte jobafklaringsforløb. Hvorfor denne forskel?

Ordføreren.

For Venstre har det været helt afgørende, at vi skulle arbejde med at få sikret, at de her mennesker hurtigst muligt kan komme tilbage til arbejdet. Vi har de eksisterende forlængelsesregler, dem har vi suppleret med en, men har så også, hvad skal man sige, trukket en anden fra, så der er sådan set et uændret antal forlængelsesregler, der nu også omfatter borgere med livstruende sygdomme. Og så har det da været afgørende for os, at hvis man ikke kan opnå forlængelse med de her nuværende regler, så kommer man i et jobafklaringsforløb, hvor fokus er på at få afklaret, hvad der skal til for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det er det, der har været vores fokus, og det er derfor, at vi sådan set mener, at det er en fornuftig model, vi har skruet sammen.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Jens Joel som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det. Jeg har glædet mig til debatten i dag. Mest af alt har jeg glædet mig til, at vi nu endelig kan få lukket et hul i vores fælles sikkerhedsnet, det hul, som har betydet, at syge mennesker kunne miste hele deres indkomst, selv om de stadig væk var syge.

Det har været afgørende for Socialdemokraterne, at lovforslaget i dag sikrer netop det: at ingen syge i vores samfund skal ende uden en krone på lommen. Vi gør op med den økonomiske utryghed, som varighedsbegrænsningen har været, for der er ingen, der bliver raske af udsigten til at miste hele deres indkomst, og fra den 1. juli 2014 vil den situation heldigvis ikke længere kunne opstå.

For langt de fleste af vores sygedagpengemodtagere vil den her reform ikke betyde de store ændringer. De vil fortsat få sygedagpenge og blive forlænget på de samme vilkår som i dag, indtil deres brækkede ben er helet eller ryggen igen er klar, så de kan arbejde. Det gælder for det store flertal.

Men der er også en gruppe alvorligt, livstruende syge, som det vil betyde rigtig meget for, at vi nu laver en forlængelse. Altså, vi har simpelt hen i forslaget ændret det, så vi sætter en stopper for historien om dødssyge mennesker, der mister deres indkomst, mens de bogstavelig talt ligger til behandling på sygehuset. Det er vigtigt for de syge og deres pårørende, der ved gud har nok andet at tænke på, men jo også for vores opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt, og hvordan vi tager hånd om hinanden.

For en anden gruppe vil det også betyde ændringer. Det er den gruppe, som i dag så at sige ser frem til at ryge helt ud af systemet, altså som styrer mod varighedsbegrænsningen, kan man sige. Det er heldigvis en mindre gruppe end det store flertal, men det er en gruppe, som ikke desto mindre har været hårdt ramt den her gang. Der gør vi det, at vi sikrer, at de ikke kan miste forsørgelsen, så længe de er syge, at de får en mere målrettet, individuel indsats, en tværfaglig indsats, hvor vi tager udgangspunkt i, hvad der skal til, for at de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Det er rigtigt, at den ydelse, som man vil modtage efter 5 måneder, hvis man i det gamle system ville se frem til at ramme en sygedagpengevarighedsbegrænsning, er lavere, men det er faktisk vores opfattelse, at det vigtigste i den her situation er at komme ind og støtte op og lave en målrettet indsats for at sikre, at de folk kommer bedst muligt tilbage på arbejdsmarkedet. For det er dem, som i dag lider af nogle diffuse diagnoser, det er svært at få sat fingeren på, og som derfor heller ikke rigtigt får hjælp.

Sygedagpengeindsatsen handler jo om meget andet end ydelser. Det handler også om, hvor tidligt vi sætter ind, og hvad vi gør for at hjælpe vores kollegaer tilbage på arbejde. Vi kan desværre se, at det ikke er alle steder i landet, man er lige god til at komme i gang med behandlingen og hjælpen. Nogle steder kommer man først for alvor i gang, når borgerne er ved at ramme grænsen, og det er simpelt hen ikke godt nok. Der er ingen, der bliver raske af at gå rundt og vente på hverken afklaring eller indsats, og vi skal sørge for, at den hjælp kommer langt hurtigere.

Derfor er jeg glad for, at vi lægger op til den hurtigere indsats, men også til en indsats, hvor vi bruger flere midler på dem, der er i fare for at blive langtidssyge, altså at vi prioriterer midlerne i systemet.

Et punkt, jeg også har lyst til at nævne, er, at man ikke fremover skal kunne tvinges i behandling mod sin vilje. Den enkelte får mulighed for at sige nej til at komme på lykkepiller, få elektrochok, blive underkastet rygoperationer uden at miste forsørgelsesgrundlaget, altså uden at man kan trues med, at man bliver frataget sine sygedagpenge. Det er i min verden fuldstændig afgørende, at vi gør op med det element i reglerne, for det er grænseoverskridende, at man kan tvinge andre mennesker med henvisning til økonomisk straf.

Så har jeg også lyst til på baggrund af det, som hr. Hans Andersen, Venstres ordfører, sagde, at sige, at det for os ikke er en spareøvelse. Det er jo også derfor, at der på kort sigt er tale om en investering i de her mennesker. Det handler ikke om at spare penge, men det er selvfølgelig rigtigt, at vi håber, at det her kan betyde, at man kommer hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet, og at statskassen, samfundet, derfor på lang sigt vil spare penge. Men det håber vi altså primært af hensyn til de borgere, som gerne vil tilbage.

Jeg er glad for, at der er relativt bred opbakning om det her forslag, og jeg synes, at vi har haft et godt forhandlingsforløb. Jeg ser selvfølgelig også frem til forhandlingen i Folketingssalen.

Socialdemokraterne støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg vil gerne have, at også Socialdemokraternes ordfører bekræfter, at vi efter forslagets egne forudsætninger vil få en gruppe på ca. 14.500 mennesker – sandsynligvis flere, men mindst det antal – der mister sygedagpengene, 7 måneder før de ville gøre det efter de nuværende regler, altså at det er en forudsætning i det her lovforslag. Det vil jeg gerne have ordføreren bekræfter.

Så vil jeg gerne have, at ordføreren forklarer mig, hvorfor det skulle gøre det nemmere for disse mennesker at komme tilbage på arbejdsmarkedet og blive raske, at man foretager en drastisk nedskæring af deres indtægtsgrundlag allerede efter 5 måneder.

Ordføreren.

Det er korrekt, at hvis man ser på tallene, vil man se, at langt de fleste af de over 400.000, som modtager sygedagpenge hvert år, ikke vil mærke en ændring, men at der er den del, som hr. Finn Sørensen også hentyder til, der estimeres til at være på omkring 14.000, og som vi kan se er nogle af de mennesker, som med de nuværende regler er i fare for at ramme varighedsbegrænsningen og altså miste muligheden for forlængelse og dermed potentielt set ende i et sort hul, hvor de ikke får en krone.

Der siger vi, at vi faktisk hellere vil sætte ind efter 5 måneder for at sikre, at den ydelse, man får – som rigtigt nok er lavere, men som er uden modregning for ægtefælleindkomst eller formue – ikke kan udløbe. Den starter godt nok tidligere, men til gengæld kan den ikke udløbe, så længe man er syg. Og så skal vi selvfølgelig også sætte ind med et jobafklaringsforløb, altså en tværfaglig indsats, hvor man tager udgangspunkt i, hvad der skal til for at hjælpe netop den enkelte tilbage på arbejdsmarkedet. For det tror jeg ærlig talt er det, man helst vil, hvis man er i den situation.

Hr. Finn Sørensen.

Tak for bekræftelsen af, at vi altså taler om ca. 14.000 mennesker, måske flere, der, 7 måneder før de ellers ville med de nuværende regler, mister en væsentlig del af deres indtægt. Det er jo ikke nogen uvæsentlig nedgang, der er tale om; det er 7.000 kr. pr. måned for en enlig. Den gruppe er i dag på ca. 8.000 mennesker. Det vil altså sige, at man forøger antallet af mennesker, der mister deres sygedagpenge, og som går væsentligt ned i indtægt.

Så mangler jeg stadig væk svar på spørgsmålet: Hvorfor skulle denne nedgang i indtægt gøre, at disse mennesker bliver hurtigere raske? Og hvorfor skulle den gøre, at de får et job?

Ordføreren.

Jeg tror, at hvis man skal gøre sig forhåbninger om, at det her hjælper – og det gør jeg mig faktisk, det er jeg sikker på det kan – så er det jo ikke på baggrund af ydelsen; så er det jo på baggrund af den indsats, som ydes i det her tværfaglige forløb.

Men jeg er også nødt til at sige – og det kan jo godt være, at jeg er uenig med hr. Finn Sørensen om det – at det for mig faktisk har været magtpåliggende at redde, ja, en mindre gruppe, men en mindre gruppe, som i dag ryger i et sort hul, hvor de ikke får en krone. Der kan man sige, at vi nu laver en model, hvor det ikke kan lade sig gøre. Og det er rigtigt, at det betyder, at der er en gruppe, som vil være på jobafklaringsydelse og -forløb, men det betyder sådan set – og det har været det vigtige for os – at man ikke længere, som sandheden er i dag, kan ende i et sort hul uden en krone på lommen.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Bent Bøgsted som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak, formand. Det her lovforslag om sygedagpenge er jo et, der har været lang tid undervejs, og langt om længe er det lykkedes at få det til behandling.

Det har jo betydet, at folk, der er på sygedagpenge, kommer ned på, at de skal have en afklaring efter 5 måneder, medmindre de kan få en forlængelse efter de gældende regler, og det er der rigtig mange der kan i dag, altså få forlænget deres sygedagpenge, og de vil selvfølgelig ikke rigtig mærke noget til det.

Så er det rigtigt nok, at der er nogle, der går fra 52 uger og så ned til 5 måneder, hvor der så skal ske en jobafklaring, hvis ikke de får en forlængelse efter de nuværende regler. Nu har vi jo hørt debatten her, og man kan selvfølgelig sige, at det er en forringelse, for de mister den høje sats på sygedagpenge i 7 måneder, men man kan også sige, at så får de en ydelse svarende til kontanthjælp, der ikke er afhængig af forsørgerpligt eller ægtefælle, og så er det jo noget med ca. 14.000 kr., de får om måneden som forsørger, og det kan de få i længere tid.

Hvad er så den store gevinst? Man mister den høje sats på sygedagpenge efter 5 måneder og kan så få forlænget i måske 2, 3, 4, 5 år eller 6 år eller 7 år, eller hvor lang tid der nu går, hvor man får en ydelse, der ikke er afhængig, eller man mister sygedagpengene efter 52 uger og ikke får nogen ydelse. Det er jo den modsætning, der er.

Der er så også lavet en ottende forlængelsesmulighed i forbindelse med sygedagpengene, der skulle hjælpe dem, der har en livstruende alvorlig sygdom, og der er altså en uheldig sætning, og det har jeg sendt over til beskæftigelsesministeren, og ministeren har lovet at se på det. I teksten står, at man kan få den ottende forlængelse, hvor en læge vurderer, at den sygemeldte har en livstruende alvorlig sygdom, og så kommer de famøse ord, der er begrundet tvivl om overlevelse og ikke som i dag kun tvivl om overlevelse. Det er der kun i tilfælde, hvor den sygemeldte er i terminalfasen. Og den der sætning, hvor der er begrundet tvivl om overlevelse, mener jeg absolut ikke er noget, vi har talt om, og det har en lidt uheldig virkning, fordi vi får ikke en læge til efter 5 måneder at sige til en kræftpatient: Jeg regner ikke med, at du overlever, så du kan godt få forlænget dine sygedagpenge. Det er en meget uheldig formulering. Ministeren har som sagt indvilget i at kigge på den formulering.

Så har vi jobafklaringsforløbet, hvor den enkelte skal igennem en afklaring om, om vedkommende kan vende tilbage til arbejdsmarkedet eller ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det kan jo også resultere i, at man skal have set på, om det så er en førtidspension eller et fleksjob, man skal have, hvis ikke man kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er her, hvor man kan få den forsørgelse, der ikke er afhængig af samlivsreglerne eller ægtefællereglerne.

Det, der også er i det her, er, at den ydelse ikke er eksporterbar, og det vil sige, at man ikke bare kan rejse til udlandet og så tage den med ud af landet. Her skal man så have en indsats, der kan hjælpe en tilbage til arbejdsmarkedet, og noget af det bedste, man kan få, er at blive hjulpet tilbage til arbejdsmarkedet, så man slipper for det offentlige system.

Der er også en indsats, fast track-systemet hedder det, hvor man i samarbejde med arbejdsgiverne jo skal arbejde på at komme hurtigst muligt tilbage til arbejdsmarkedet, fordi det er dér, hvor man har det allerbedst.

Der er også den her ret til at sige nej til lægebehandling uden ydelsesmæssige konsekvenser. Alle kan huske den her uheldige situation, hvor patienter fik at vide, at hvis ikke du tager de her piller, mister du din ydelse. Det er jo ikke særlig hensigtsmæssigt, at man kunne risikere det. Det giver en vis form for utryghed, som egentlig ikke er berettiget.

Men altså som helhed synes vi i Dansk Folkeparti egentlig, at vi har fået en udmærket aftale, der vil hjælpe rigtig mange. Der er selvfølgelig nogle skønhedsfejl i den. Som ministeren sagde under det tidligere lovforslag, kan det ikke undgås, at der i så omfattende et lovforslag er nogle skønhedsfejl, og der skal vi selvfølgelig som forligskreds også være klar til at se på det, når det bliver opdaget.

Med de ord her – tiden er ved at løbe ud – vil jeg sige, at Dansk Folkeparti selvfølgelig støtter forslaget. Vi har noget, vi skal have afklaret i udvalgsarbejdet, og jeg har forstået, at ministeren også er indforstået med, at vi skal have en snak om, hvordan vi løser de problemer, der opstår.

Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Kan ordføreren løfte sløret for, hvad det er for nogle skønhedsfejl, der er i den her reform ud over den uheldige sætning, som ordføreren nævnte, om livstruende sygdomme? Det vil jeg gerne høre. Jeg går ud fra, at ordføreren ikke mener, det er en skønhedsfejl, at der er en klokkeklar forskelsbehandling mellem syge mennesker, nemlig mellem de syge, der kan få sygedagpenge, og så de syge, der må nøjes med en langt mindre sats. Kan ordføreren forklare mig, hvorfor det er så vigtigt at fastholde den her forskelsbehandling og jo faktisk uddybe den, ved at en gruppe faktisk mister deres sygedagpenge langt tidligere, end de gør efter de nuværende regler?

Ordføreren.

Det er jo det her med de 5 måneder, som hr. Finn Sørensen hentyder til, og jeg vil da ærligt sige, at det ikke lige var det, Dansk Folkeparti arbejdede for. Vi havde gerne set, at det havde været noget længere tid, men et forlig er det muliges kunst, og vi står selvfølgelig ved den aftale, der er lavet, om, at det er 5 måneder.

Men det gode ved det, som jeg nævnte før, er jo, at når man mister sygedagpengene efter 5 måneder, så får man en ydelse, der svarer til kontanthjælp, hvis man ikke kan få en af de gældende forlængelsesmuligheder, og det er der rigtig mange, der kan. For forsøgere er det noget med 14.000 kr., og jeg ved, at sygedagpengene er noget med 16.000-17.000 kr. – jeg kan ikke lige huske de nøjagtige tal.

Men forskellen er bare, at hvis man mister sygedagpengene efter de 52 uger, så kunne man ifølge det gamle system ikke få nogen ydelser, hvis man var omfattet af forsørgerpligten. Det kan man nu, nu får man en ydelse, der løber i flere år, og som ikke er omfattet af forsørgerpligten. Og jeg tror egentlig, at mange vil foretrække at sige okay, hvis vi er så syge, at vi er havnet der, så lad os da hellere få en ydelse, der varer i flere år, end vide, at vi om 7 måneder mister ydelsen. Det tror jeg langt er at foretrække.

Finn Sørensen.

Tak. Jeg bliver nødt til at spørge igen: Hvorfor er det så vigtigt for ordføreren, at der er en forskelsbehandling mellem syge mennesker, sådan at nogle syge mennesker kan få sygedagpengesats på ca. 17.600 kr., mens andre syge må nøjes med en langt lavere sats på henholdsvis 10.600 kr. og lidt over 14.000 kr.? Hvorfor er det så vigtigt med sådan en forskelsbehandling? Det er det første spørgsmål – det var det også før, og jeg vil gerne have svar.

Det andet spørgsmål er: Der var jo en anden mulighed end at vælge mellem den nuværende elendighed og så den elendighed, der bliver beskrevet her, nemlig at støtte Enhedslisten i vores kamp for, at regeringsgrundlaget blev taget alvorligt. Der står der klart og tydeligt, at varighedsbegrænsningen på sygedagpenge skal afskaffes, så man ikke kan gå ned i indtægt, så længe man ikke er i stand til at arbejde og forsørge sig selv.

Ordføreren.

Det er sjovt nok, hr. Finn Sørensen nævner det, for Enhedslisten sidder jo som parlamentarisk grundlag for regeringen, og så klandrer Enhedslisten Dansk Folkeparti for, at vi ikke går hårdere til regeringen og siger, at de skal leve op til deres regeringsgrundlag. Jamen så stil da et mistillidsvotum til regeringen. Det er den måde, det kan gøres på, men det gør Enhedslisten jo ikke. Hvis hr. Finn Sørensen er utilfreds og vil klandre regeringen for, at de ikke lever op til regeringsgrundlaget, så stå da frem og sig, at det vil man ikke finde sig i. Der er kun en vej.

Dansk Folkeparti har indgået en aftale med regeringen, og vi synes egentlig, det er blevet en ret god aftale. Der kan være nogle skønhedsfejl, og dem skal der selvfølgelig rettes op på, men det er og bliver da ikke Dansk Folkeparti, der har bragt regeringen til magten. Det er Enhedslisten, og så må man jo sige til regeringen, at den her går ikke længere; I må leve op til regeringsgrundlaget. Anden udvej er der ikke.

Dermed tak til ordføreren. Så er det næste ordfører, hr. Nadeem Farooq fra Det Radikale Venstre.

Tak for det. Som Dansk Folkepartis ordfører har været inde på, er det jo en sag, der har stået på længe. Vi har debatteret det længe, og nu er tiden kommet til at udmønte aftalen med dette lovforslag. Vi effektuerer reelt aftalen om en ny sygedagpengemodel, og det betyder, at sygemeldte borgere er sikret et forsørgelsesgrundlag, så længe de fortsat er syge. Det indebærer også, at sygemeldte borgere, der ikke er omfattet af de nuværende forlængelsesregler, efter 5 måneder begynder i et jobafklaringsforløb. De pågældende borgere modtager en ydelse på kontanthjælpsniveau, som er uafhængig af både ægtefælles og samlevers indkomst og også formue – det er vigtigt at pointere.

Men spørgsmålet om forsørgelse og sikring af forsørgelsesgrundlaget kan ikke stå alene; vi bliver nødt til også at have fokus på den anden del, og det handler om, at man sætter ind med en tidlig og effektiv indsats.

Der indføres en ny forlængelsesmulighed, der tager særlig hånd om de borgere, der er ramt af en livstruende sygdom. De er fremover sikret sygedagpenge gennem hele sygdomsforløbet. Det synes jeg er et socialt hensyn, som er vigtigt at tage. Det er vigtigt, at vi spænder dette sikkerhedsnet ud under disse borgere.

Det er også vigtigt at få sagt i forhold til de to yderligheder, der er, altså om man hjælper sygemeldte borgere ved at sikre dem forsørgelse, eller om man hjælper sygemeldte borgere ved at stoppe deres forsørgelse: Ingen af delene. Vi bliver nødt til at se på selve indsatsen, jobafklaringen, samtidig med at vi sikrer en så fornuftig forsørgelse som muligt. Det er det, vi gør med det her forslag, og derfor kan Radikale Venstre støtte det.

Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Jeg forstår ordføreren sådan, at ordføreren er enig med hr. Jens Joel i, at folk ikke bliver raske, fordi man tager en del af deres forsørgelsesgrundlag fra dem. Kan ordføreren så forklare mig, hvorfor det er så vigtigt at gøre det? Det er jo det, man gør med det her forslag, hvor man afkorter sygedagpengeperioden til 22 uger og altså fratager ca. 14.000 mennesker en stor del af deres forsørgelse, 7 måneder tidligere end det ville være sket efter de nuværende regler. Hvorfor gør man det, hvis de mennesker ikke bliver raske af det?

Ordføreren.

Det er ikke nogen nem sag at designe en ny sygedagpengemodel, som både honorerer kravet om sociale hensyn til dem, der er mest udsat, samtidig med at vi skal honorere et krav, som vi har pålagt os selv i regeringsgrundlaget, om at håndtere varighedsproblemet samt investere i mennesker, sådan at vi sikrer, at vi med et jobafklaringsforløb kan få sygemeldte borgere tilbage i job.

Jeg ser ikke på verden med samme lethed, som jeg synes spørgeren gør her. Jeg mener, at den mest fornuftige måde at honorere de tre krav på er ved at designe den model, vi har designet her.

Finn Sørensen.

Nu er det jo ikke i Enhedslisten, der har skrevet regeringsgrundlaget. Det har hr. Nadeem Farooqs parti, beskæftigelsesministerens parti og SF. Det er de tre parter, der har skrevet regeringsgrundlaget. Der står jo ikke, at man skal håndtere varighedsbegrænsningen. Der står højt og tydeligt, at varighedsbegrænsningen på sygedagpenge skal afskaffes. Hvorfor har ordføreren ikke bare sikret, at man levede op til det regeringsgrundlag?

Ordføreren.

Det er helt korrekt, at det ikke er Enhedslisten, der har skrevet regeringsgrundlaget. Regeringsgrundlaget er heller ikke skrevet af hensyn til Enhedslisten.

Grunden til, at vi har taget det her med varighedsbegrænsningen med i regeringsgrundlaget, er hensynet til de borgere, som risikerer at falde i et sort hul uden sygedagpenge. For at sikre, at de ikke ryger i det sorte hul, samtidig med at man sikrer, at der er den fornødne hjælp til dem, der har mest brug for den, er man nødt til at finde en model, som så at sige lever op til alle de krav, vi stiller. Der mener jeg faktisk, at det, vi står med her, er den mest fornuftig model, vi har kunnet finde. Det er både i forhold til nogle økonomiske hensyn og også i forhold til – og det er det vigtigste – nogle sociale hensyn.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er SF's ordfører, hr. Eigil Andersen.

Det er en forfærdelig situation at være langtidssyg og så have 0 kr. i indtægt – 0 kr. Det har i årtier været situationen for mange syge, der først har været på sygedagpenge. De skal slås mod deres sygdom, og de skal slås mod usikkerhed for fremtiden. Men samfundet har simpelt hen taget deres indtægt fra dem og skabt endnu mere utryghed for den syge og vedkommendes familie. Det er en umenneskelig behandling, som samfundet ikke kan være bekendt. Den er både absurd og uretfærdig, men nu er det så heldigvis også slut fra den 1. juli i år, ved at varighedsbegrænsningen for sygedagpenge nu bliver ophævet. Det drejer sig om 8.000-10.000 langtidssyge, som årligt mister retten til sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen, selv om de som nævnt fortsat er syge, og en del af dem havner som nævnt på 0,0 kr. i indtægt i det såkaldte sorte hul. Det er en forfærdelig situation, og derfor har det for SF igennem adskillige år, helt tilbage fra 1990'erne, været en mærkesag at få den varighedsbegrænsning på sygedagpengene ophævet. Det er lykkedes med det forlig, der er indgået, og det er et stort fremskridt til gavn for mange langtidssyge i Danmark.

En anden mærkesag for SF er også blevet nævnt her fra talerstolen, og det er noget, andre partier også har villet rette op på, nemlig at kommunerne hidtil har haft ret til at true med at tage sygedagpengene fra syge, hvis de f.eks. ikke ville modtage elektrochok eller spise lykkepiller, og det er jo helt urimeligt, at kommunerne har kunnet gøre det. Der kan være alvorlige bivirkninger. Der kan f.eks. ved elektrochok være den bivirkning, at man mister en væsentlig del af sin hukommelse, så man ikke kan huske sine egne børns opvækst. Med hensyn til lykkepiller vil jeg sige, at de hjælper mange mennesker, men der er også nogle mennesker, for hvem de betyder, at risikoen for at begå selvmord – absurd nok – bliver forøget. Derfor mener vi i SF, at det, som nu bliver gennemført med det her forlig, er helt rimeligt, nemlig at man som syg på sygedagpenge kan afvise en behandling, uden at man af den grund mister sin indtægt.

En tredje mærkesag for SF bliver også til virkelighed. En del kræftpatienter og andre med alvorlige livstruende sygdomme har hidtil været blandt dem, der kunne miste deres sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen, og det er en urimelig regel, som der nu bliver rettet op på. Mange vil sikkert synes, at det dog var forbavsende, at man kan tage sygedagpenge fra alvorligt syge mennesker, som også kan være i risiko for at dø. Jeg savner ord for, hvor skrækkeligt det må være, og hvor uretfærdigt det er, og derfor er jeg glad for, at der bliver udvidet forlængelsesmulighed, sådan at disse alvorligt syge mennesker, vores medborgere, ikke fremover havner på 0,0 kr., for det kan vi selvfølgelig ikke være bekendt. I den forbindelse mener jeg og SF, at det er et væsentligt fremskridt, at det fremover bliver sådan, at man, hvis man skal falde ind i den kategori af alvorligt syge mennesker, der kan få forlænget sygedagpengeperioden, blot skal have en erklæring fra sin læge. Vi ved alle sammen, at de kommunale lægekonsulenter i en række situationer har spillet en meget negativ og uheldig rolle, men de er altså ude af billedet her. Det er en lægeerklæring fra den enkeltes læge, som kommunen skal tage til efterretning – punktum.

Så er der også blevet nævnt noget andet i debatten. Efter 5 måneders sygdom skal det vurderes, om man skal fortsætte på fuld sygedagpengesats, eller om man har ekstra behov for hjælp og dermed skal på en lavere sats. Det, der ligger bag forliget, er, at 75 pct. af sygedagpengemodtagerne fortsat vil få den fulde sygedagpengesats og 25 pct. den lavere. Til gengæld vil man så få en meget stor hjælp i form af en tværfaglig indsats, også med en sundhedsperson fra regionen, og nedgangen på 25 pct. i ydelse for den gruppe her betyder så, at man får 10.700 kr. Det er en kontanthjælpslignende sats, men det er uden ægtefælleafhængighed, og det spiller ingen rolle, om man har penge stående i banken. Det er selvfølgelig klart, at sådan en ydelsesnedgang kunne man godt have ønsket sig var bedre, altså at det ikke var sket, at de skal have en ydelsesnedgang, og det er da heller ikke oprindelig SF's forslag, men når syv partier skal være enige, er der jo mange synspunkter, der skal bøjes mod hinanden, og det er også det, der er sket.

Jeg vil runde mit indlæg af med at sige – apropos det her – at forligspartierne vil holde særdeles skarpt øje med fra starten, at det kommunale skøn ikke betyder, at det pludselig bliver flere end 25 pct., der havner på den nedsatte sats, for det vil være særdeles urimeligt, og det vil også være et brud på de forudsætninger, som sygedagpengeforliget er indgået under. Men summa summarum, SF stemmer for det her lovforslag, og vi er også en del af forliget.

Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil bare høre ordføreren, om ordføreren kan bekræfte, at SF gik til valg – i øvrigt sammen med Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne – på, at vi skulle afskaffe varighedsbegrænsningen for sygedagpenge, og at vi heri lagde, at man ikke skal kunne miste sine sygedagpenge, førend man enten kan få en førtidspension eller man er rask nok til at arbejde. Kan ordføreren bekræfte det?

Hvis ordføreren kan det, hvorfor medvirker ordføreren så til et lovforslag, der medfører, at ca. 14.500 mennesker mister deres sygedagpenge, ca. 7 måneder før de ellers ville gøre det efter de nuværende regler?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi gik til valg på, at varighedsbegrænsningen på sygedagpenge skulle afskaffes, og den bliver afskaffet med vedtagelsen af det her lovforslag.

Der opstår jo ikke længere den situation, at der er nogen, som mister deres sygedagpenge og havner på 0,0 kr. Det sker ikke i fremtiden, og det er et væsentligt fremskridt og et meget menneskeligt fremskridt.

Så er det rigtigt, at det ikke fra starten var vores ønske i SF, at der var nogen, der skulle gå ned i ydelse, men det er altså det, som har været det praktisk mulige, med de forhandlinger, der er foregået.

Jeg synes også, at Enhedslistens ordfører overser, at en væsentlig del af den gruppe på de der 14.000, som vil komme på en nedsat sats, er nogle, der efter en periode helt ville have mistet deres sygedagpenge. Og jeg må sige det, som det er: Jeg mener, at 10.500 kr. pr. måned før skat er mange gange bedre end 0,0 kr.

Finn Sørensen.

Tak. For det første vil jeg bede ordføreren bekræfte, at der er forskel på sygedagpengene, som rundt regnet er 17.600 kr., og så den sats, man kan få efter det, der lægges frem her. Altså, man har ikke afskaffet varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.

Nu kan jeg forstå på ordføreren, at ordføreren synes, det er rimeligt, at der er en sådan forskel, når der er tale om syge mennesker. Kan ordføreren forklare mig, hvorfor det er rimeligt, at nogle har ret til en relativt høj sats, og at andre må nøjes med en lavere sats?

Ordføreren.

Hvis man er jurist, er det selvfølgelig en meget interessant diskussion, om det hedder sygedagpenge eller det hedder noget andet. Hvis man er borger i samfundet, tror jeg, at det er vigtig, at man får en indtægt, og det gør man jo efter det her lovforslag, og dermed bliver varighedsbegrænsningen altså ophævet.

Jeg har tilkendegivet, at det ikke fra starten var SF's ønske, at det skulle ende med en nedsat sats. Men i nogle situationer her i livet såvel som i politik bliver man nødt til at spørge sig selv: Vil du opnå en række fordele og fremskridt for mennesker i Danmark og så acceptere visse ting, som ikke er din kop te, eller vil du stå med armene over kors og så lade de skæve forhold fortsætte?

Der arbejder SF for forbedringer for mennesker her og nu.

Tak til ordføreren. Så er det Finn Sørensen, Enhedslisten, som ordfører.

Tak. Da beskæftigelsesministeren præsenterede sit oplæg til en reform af sygedagpengene, skete det under overskriften, at nu ville man afskaffe varighedsbegrænsningen for sygedagpenge. Den retorik er fornuftigvis dæmpet noget ned hos alle ordførere undtagen den ordfører, der lige har været heroppe, nemlig ordføreren for SF. Og det er jo meget klart og klogt, at man gør det, for man gennemfører jo ikke det, som man sagde ved præsentationen af det her oplæg.

Regeringsgrundlaget siger meget klart, og jeg citerer:

»Regeringen vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. I stedet vil regeringen styrke den aktive indsats.«

Det skete oven i købet under overskriften »Færre mennesker skal leve i fattigdom«.

Jeg tror ikke, der er nogen i den her sal, der er i tvivl om, hvad sygedagpengene er – 17.658 kr. om måneden i 2014. Der er altså et langt stykke fra denne sats og ned til den sats, man nu tilbyder syge mennesker efter 5 måneder, hvis man stopper deres sygedagpenge, og som er 10.689 kr. for en enlig og 14.203 kr. for en forsørger.

Derfor må jeg konstatere, at der er tale om et klart løftebrud. Det er der, fordi man kunne have benyttet sig af det flertal, man kunne få sammen med Enhedslisten, for at indfri det her regeringsgrundlag. Der er selvfølgelig forbedringer, ingen tvivl om det, og den vigtigste er, at man ikke nødvendigvis mister sit forsørgelsesgrundlag, når sygedagpengene stopper.

Men det korte af det lange af den her reform er, at det altså er de syge selv, der betaler for den forbedring. Og så for at gøre det meget, meget kort: Det er jo det, der er den afgørende forskel imellem SF og Socialdemokraterne og så os, når vi taler om at indføre forbedringer, og det er der, vores grundlæggende konflikt ligger med den her regering: Når den endelig vil indføre nogle forbedringer for de udsatte, skal de selv betale dem, fordi man har underkastet sig en strategi, der jo også er beskrevet i regeringsgrundlaget, nemlig at udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.

Den politik kender vi jo, og den er desværre også blevet videreført i bredeste forstand. Det er en politik, der går på, at skattelettelser til de rige og de velbjergede, til aktionærerne i de store virksomheder, er vigtigere end velfærd, og at de velfærdsforbedringer, man vil indføre, skal folk selv betale. Det er den grundlæggende konflikt, som afspejler sig fuldstændig krystalklart i debatten om det her lovforslag.

Enhedslisten har gang på gang tilbudt regeringen at sikre et flertal for det, der står i regeringsgrundlaget, men det har været vigtigere at lave forlig med højrefløjen, hvor der sker en alvorlig stramning ved afkortningen af sygedagpengeperioden.

Jeg har gentagne gange spurgt ordførerne: Er der nogen, der kan forklare, hvorfor der skal være denne forskelsbehandling af syge mennesker med, at nogle skal have ret til sygedagpenge, mens andre må nøjes med en langt lavere sats? Bliver de sidstnævnte, dem, der må nøjes med den lave sats, hurtigere raske, fordi man har taget en del af indtægtsgrundlaget fra dem?

Det er der så ikke nogen der har turdet påstå direkte. Hr. Jens Joel var meget klar i spyttet, og det vil jeg gerne kvittere for: Det er ikke ydelsen, altså en lavere ydelse, der gør, at folk bliver raske. Og der må jeg sige, at hr. Jens Joel jo sådan set var den, der var mest ærlig af de ordførere, der var her: Ja, vi har lagt en præmis, der hedder, at det er de syge selv, der skal betale for de forbedringer, der ligger i det her.

Det burde egentlig være indlysende for partier, der repræsenterer arbejderbevægelsen, at vi ikke køber en sådan logik, men at vi er parat til at vende bøtten og sige: Det er på tide, at det er de vellønnede, de rige i det her samfund, der betaler for de forbedringer, der skal indføres, og at vi også står ved de valgløfter, vi har givet.

Så med de ord tror jeg det er meget klart, hvorfor Enhedslisten på trods af de forbedringer, der også findes i det her forslag, selvfølgelig må stemme imod det. Og jeg må bare sige, at det jo er endnu et eksempel på en lovgivning, der modvirker den flotte målsætning, der er i det her regeringsgrundlag, nemlig at regeringen vil måles på, om den er i stand til at mindske ulighed og fattigdom. For hvis du i mange, mange år – og det er jo det, der lægges op til her – kommer til at gå på den såkaldte ressourceforløbsydelse, ja, så kommer du i risikogruppen for at havne i fattigdom. Og jeg vil gerne sætte et stort spørgsmålstegn ved, om de ressourceforløb og afklaringsforløb, der lægges op til her, reelt bliver til noget. For det er jo en anden barsk kendsgerning i det her lovforslag, at der ikke er sat penge af til en øget indsats på det område.

Jens Joel.

Tak for det. Nu havde ordføreren gjort sig umage med at citere undertegnede, men så vil jeg også godt lige sige, at det, som jeg rent faktisk sagde, jo var, at det er den indsats, man gør, som forhåbentlig kommer til at hjælpe de syge, og så er det, at man fjerner den usikkerhed, at en person kan ende uden en krone på lommen.

Med det in mente har jeg to spørgsmål til Enhedslisten. Det første punkt er, at jeg godt kunne tænke mig at vide, hvorfor man ikke betragter det som en forbedring, at det nu ikke længere er muligt at være sygemeldt i Danmark og ende med nul kroner på lommen. Det synes jeg faktisk burde tilsige, at man siger ja til det her forslag.

Det andet punkt er, om Enhedslistens ordfører, hr. Finn Sørensen, vil bekræfte, at vi jo ikke næste år sparer penge på det her forslag, altså at den besparelse, der ligger i det, kommer, hvis folk kommer tættere på arbejdsmarkedet, hvilket vi jo alle sammen håber, men at det ikke på kort sigt er en nedskæringsøvelse, sådan som hr. Finn Sørensen lidt lægger op til.

Ordføreren.

Jeg kan da fuldstændig bekræfte, at det er indsatsen over for de sygemeldte, der afgør, om de bliver raske, og at det også er indsatsen for at skabe job, der afgør, om de så får et job, når de er blevet raske. Det sidste er der jo ikke noget af i det her forlig. Der er jo ikke nogen krav til arbejdsgiverne, der er ikke nogen krav til arbejdsmarkedet om at blive mere rummeligt, så det kan tage imod syge mennesker.

Jeg tror, jeg har skåret det meget godt og klart ud i pap: Vi har hele vejen igennem sagt, at det er en forbedring for de her ca. 1.400 mennesker, der i dag mister deres forsørgelse efter de nuværende regler – det har vi startet alle sætninger med. Vi har bare understreget – og det er jo det, der er forskellen på mig og ordføreren – at vi altså ikke har en opfattelse af, at det er de syge mennesker, der selv skal betale for sådan en forbedring, hvilket de kommer til i det her forlig.

Jens Joel.

Nu synes jeg, at tonen måske bliver lidt spids. Jeg kan måske bare følge op med, at vi jo sådan set også – hvis ordføreren vil bekræfte det – sammen med Enhedslisten har lavet nogle andre forslag, som handler om at udvide antallet af fleksjob og sikre, at flere folk kan komme ind på arbejdsmarkedet. Det er jo sådan set også en del af den her indsats.

Ordføreren.

Jamen jeg er da ked af, at ordføreren synes, at tonen blev lidt spids. Det er faktisk ikke med vilje, for jeg står ved det, jeg sagde i min ordførertale, nemlig at hr. Jens Joel jo i modsætning til visse andre har været ærlig omkring præmisserne for sin tilslutning til det her. Det synes jeg er vigtigt, hvis vi skal have en ordentlig debat. Det er også det, der har vist en afgørende forskel mellem os.

Så kan jeg bekræfte, at vi har lavet en lille aftale, der inden for de beskedne rammer, der var til rådighed dér, lapper en smule på det, så mennesker med en meget lille arbejdsevne, der er visiteret til fleksjob, eventuelt kan få nemmere ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det er jo den her aftale om fleksjobbonus, hvor vi på det seneste har rettet nogle klare uhensigtsmæssigheder.

Vi har sammen med beskæftigelsesministeren rettet nogle uhensigtsmæssigheder i den aftale, og det er jeg også tilfreds med. Vi skal bare lade være med at overvurdere den, for det første er det samlede antal fleksjobbere, der er kommet i arbejde, jo ikke væsentlig forøget, og for det andet er der måske noget, der tyder på, at også den lille udmærkede aftale, vi har lavet om fleksjobbonus, måske medvirker til noget skævvridning, fordi de, der nu relativt blive tilgodeset i forhold til at få et fleksjob, er dem, der har en bonus med i baglommen. Der skal vi løbende følge, hvordan det går med det.

Eigil Andersen, SF.

Det er jo tydeligt for dem, der følger med i den her debat, at der er ting her, som vi er enige om, og at der også er ting, som vi er uenige om. Jeg vil gerne spørge til den problemstilling med, at man hidtil har kunnet havne på 0,0 kr. i indtægt, altså ingenting, samtidig med at man skal slås med sin alvorlige sygdom. Er Enhedslistens ordfører, hr. Finn Sørensen, enig i, at det er en forfærdelig situation at havne på 0 kr. i indtægt? Og er Enhedslistens ordfører enig i, at det da er et væsentligt fremskridt, et stort fremskridt, for den person, som fremover vil få 10.689 kr. pr. måned, og godt 14.000 kr., hvis man er forsørger, og at det er væsentlig bedre end 0 kr.? For det er jo en katastrofe.

Ordføreren.

Det kan jeg klart bekræfte. Det var jo derfor, at Enhedslisten sammen med Socialistisk Folkeparti, sammen Socialdemokraterne, sammen med Det Radikale Venstre gik til valg på et meget klart løfte til vælgerne om, at vi ville afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, sådan at man skulle kunne oppebære sygedagpenge, så længe man ikke var rask nok til at arbejde, eller indtil man blev visiteret til en førtidspension eller til en anden permanent ydelse, afhængigt af ens tilstand. Det var jo derfor, vi gik til valg på det, vil jeg sige til hr. Eigil Andersen, og det løfte kunne Socialistisk Folkeparti og de to nuværende regeringspartier have indfriet sammen med Enhedslisten; man skrev det ovenikøbet selv ind i regeringsgrundlaget.

Eigil Andersen.

Jeg er da glad for, at hr. Finn Sørensen mener, at der er tale om et væsentligt fremskridt, når mennesker, der hidtil har fået 0 kr. i indtægt – og det har de udsigt til fremover – nu i stedet for får 10.689 kr. pr. måned eller godt 14.000 kr. pr. måned, hvis de er forsørgere. Er hr. Finn Sørensen også enig i, at det er et stort fremskridt, at man fremover kan sige nej til en behandling, som har alvorlige bivirkninger – lykkepiller, farlige rygoperationer, fedmeoperationer osv. – og er hr. Finn Sørensen enig i, at det er et væsentligt fremskridt, at man som alvorligt syg, muligvis livstruende, bevarer den fulde sygedagpengesats?

Ordføreren.

Jeg tror, hr. Eigil Andersen udmærket er klar over, at Enhedslisten betragter disse ting som fremskridt, men i modsætning til hr. Eigil Andersens parti har Enhedslisten altså en opfattelse af, at det ikke er de syge mennesker, der selv skal betale for de forbedringer. Vi har også en opfattelse af, at det er fuldstændig forkert, at der skal være en forskelsbehandling af syge mennesker, som fastholdes, og som faktisk udbygges med det her lovforslag, nemlig en forskel mellem den gruppe syge, der kan få sygedagpenge, og så den gruppe, som må nøjes med en langt lavere sats. Forskellen mellem hr. Eigil Andersens parti og mit parti er, at vi har en opfattelse af, at det ikke er de syge selv, der skal betale for de forbedringer, der indføres.

Tak til ordføreren. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen.

Vi førstebehandler i dag L 194 om en aftale om sygedagpengereformen, som vi sad og forhandlede i lang tid. Noget af det vigtige i den her aftale set fra vores synspunkt er, at man har et fokus, der handler om en tidligere indsats, en jobrettet indsats, der handler om at få sygemeldte hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Det synes vi er rigtig godt. Når vi er med i den her aftale, skyldes det hovedsagelig, at den efter vores opfattelse trækker i den rigtige retning i forhold til beskæftigelsen. Det er et lille skridt; man forventer, at den her aftale øger beskæftigelsen med 1.700 personer. Set i forhold til, at vi har 800.000 danskere på offentlig forsørgelse, er det et lille skridt, men dog et skridt i den rigtige retning.

Det er ikke alt i den her reform, som vi synes er lige godt. Det var ikke vores intention, at der ikke skulle være nogen varighedsbegrænsning på, hvor lang tid man kunne få en offentlig ydelse. Jeg synes, at noget af den retorik, som også bliver fremført i salen her, er enormt unuanceret. Det har jo altid været sådan, at havde man ikke noget forsørgelsesgrundlag, var man berettiget til en kontanthjælp. Sådan har det altid været. Kunne ens ægtefælle ikke forsørge en, eller kunne man ikke selv, så var man berettiget til en kontanthjælp. Så det at sige, at der var nogle, der faldt i et sort hul, er jo en sandhed med modifikationer. Da vi synes, det er et godt princip, at hvis man kan forsørge sig selv, så forsørger man sig selv, så må vi sige, at der trædes et lille skridt væk fra det i den her aftale, og det er ikke noget af det, som vi kan lide i aftalen.

Det er også vigtigt, synes jeg, at understrege, at aftalen er hegnet ind i den forstand, at skulle forudsætningerne skride, er det aftalt, at så skal pengene findes på sygedagpengeområdet. Det synes vi er vigtigt, og sådan burde man sådan set indrette alle aftaler. Tak.

Eigil Andersen, SF.

Altså, der kan være forskellige vurderinger, og nu er der så diskussion med et forligsparti, kan jeg forstå. Er ordføreren for Liberal Alliance enig i, at det er et faktum, at der er et stort antal mennesker, som hvert år er havnet på 0,0 kr. i indtægt, fordi varighedsbegrænsningen på sygedagpengene betød, at deres sygedagpenge stoppede? Er ordføreren enig i, at et stort antal mennesker er havnet på 0,0 kr.?

Ordføreren.

Jamen det er jo korrekt, at man godt kan havne i en situation, hvor man ikke er berettiget til en offentlig ydelse. Men man er berettiget til en offentlig ydelse, hvis man ikke kan forsørge sig selv, og det vil sige, hvis man ikke har en ægtefælle, som kan forsørge en, eller hvis man ikke har midler, opsparing eller andre ting, der gør, at man kan forsørge sig selv. Jeg prøver bare ligesom at sige, at det er noget unuanceret at sige, at det har været sådan tidligere, at man bare kunne havne i et sort hul i den forstand, at man ingen midler havde. Det står i vores grundlov, at kan man ikke forsørge sig selv, er man berettiget til at få i det her tilfælde en kontanthjælp, og det var man også før.

Vi synes sådan set, det er et godt princip, at man forsørger sig selv, hvis man har muligheden for det, selv om det selvfølgelig er en svær situation. Det anerkender vi da bestemt. Derfor synes jeg sådan set også, og det skal være sagt til Enhedslisten, at det da er korrekt, at det jo ikke er sådan, at man har fjernet varighedsbegrænsningen på sygedagpengene med det her udspil. Det har man ikke.

Eigil Andersen.

Når man havner på 0,0 kr., altså ingen indtægt, og en familie må gå fra hus og hjem, og når en familie bliver splittet på grund af økonomiske problemer – det er der mange eksempler på – så må jeg indrømme at jeg mener, man er havnet i et sort hul. Men o.k., det mener Liberal Alliance ikke.

Hr. Joachim B. Olsen gav udtryk for under forhandlingerne, inden der blev indgået forlig, at den ydelse, man får efter det her nye forlig, bliver en luksusydelse. Jeg vil gerne spørge Liberal Alliance, om man stadig væk mener det. Efter mine begreber er det meget, meget langt fra en luksusydelse.

Ordføreren.

Jeg mener sådan set, at det er en meget gavmild ydelse i den forstand, at den ikke er omfattet af ægtefælleafhængighed, at den er permanent. Altså, man kan få den så lang tid, som det nu måtte tage, i princippet uendeligt, og det synes jeg – jeg tror ikke, der er nogen andre i mit parti, der har brugt den betegnelse, det vil jeg godt indrømme – er en meget, meget gavmild ydelse. Ud fra den opfattelse, jeg har af et velfærdssamfund, skal det være sådan, at kan man forsørge sig selv, skal man forsørge sig selv. Det er sådan og har altid været sådan, at kan man ikke forsørge sig selv, er man berettiget til en kontanthjælp. Sådan var det også før. Det synes jeg bare er et sundt princip, og det syntes Socialdemokrater i hvert fald i gamle dage også at det var.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, fru Mai Mercado.

Det Konservative Folkeparti kan støtte lovforslaget, da vi jo også er en del af sygedagpengeaftalen. Hos De Konservative er vi tilhængere af reformer, og vi mener, at det er på tide, at der også bliver gjort noget ved sygedagpengene, hvilket et bredt flertal bakker op om i Folketingssalen her i dag.

Det allervigtigste for os er, at sygedagpengemodtagerne med den her aftale nu får en økonomisk tryghed under hele sygdomsforløbet. Det er helt afgørende for os, at man ikke efter 52 uger bare væltes ud over kanten uden forsørgelse. Der er det fornuftigt, at sygedagpengeperioden nu kommer til at følge perioden med sygdom, al den stund at der efter 5 måneder gives mulighed for forlængelse til dem, der har brug for en forlængelse. Det er også vigtigt, at dem, der ikke kan forlænges, heller ikke væltes ud over kanten, men overgår til jobafklaringsforløb og en dertil hørende ydelse, som er på kontanthjælpsniveau. Det giver sygedagpengemodtagerne et sikkerhedsnet, og det er vi utrolig glade for.

Jobafklaringsforløbet følger parallelt med de ressourceforløb, der er lavet i forbindelse med førtidspensionsreformen og fleksjobreformen, og det er også vigtigt, at kommunerne tilvejebringe en individuel, håndholdt, helhedsorienteret og ikke mindst rehabiliterende indsats og tager fat på sammen med borgeren at få nedbrudt de barrierer, der kan være for at indgå på arbejdsmarkedet.

Vi er også meget optaget af, at personer, som er syge, fra nu af skal have deres situation vurderet efter 5 måneder. Det er rigtig vigtigt, at revurderingstidspunktet er blevet fremrykket, for det vil medføre, at flere danskere vil komme i arbejde i stedet for at blive efterladt på offentlig forsørgelse, og det er i sig selv en kæmpe gevinst ved den her reform.

Selv om en tidlig indsats er rigtig vigtig, er det jo ikke nok i sig selv, og det, at der nu indføres en helt ny opfølgningsmodel med en indbygget mulighed for at kunne bruge sådan en fast track-løsning – for nu at bruge et godt dansk udtryk – vil betyde, at virksomheder eller borgere kan få kommunen til at iværksætte en ekstraordinær tidlig indsats, hvis der er risiko for et længerevarende sygdomsforløb. På den måde kan den her indsats komme i gang meget tidligere end ellers, og det glæder vi os over. Det er nemlig et rigtig godt tiltag at prioritere dem, der har hjælp behov, og dem, der er de mest syge. Det er helt, som det skal være.

Ligeledes bifalder vi, at der i lovforslaget eksplicit bliver lagt vægt på, at indsatsen fremover skal tage udgangspunkt i den sygemeldtes behov i forhold til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Samtidig vil der med den her lov komme et opgør med bureaukratiet og en forenkling af systemet. Det indebærer bl.a., at de digitale muligheder skal udnyttes bedre for dermed at skabe et mere effektiv sygedagpengesystem. Vi tror på, at i og med at vi får borgerne i centrum, vil det for alvor gøre en stor forskel.

For os Konservative er det altså også et kardinalpunkt, at vi nu får den her nye forlængelsesmulighed, som sikrer at personer, som har en livstruende sygdom, på baggrund af en konkret lægelig vurdering kan fortsætte på sygedagpenge uden tidsbegrænsning. Med en ny ottende forlængelsesmulighed tager aftalen altså særlig hånd om de borgere, der er ramt af en alvorlig livstruende sygdom som eksempelvis kræft. Dermed lades ingen mennesker med alvorlige sygdomme i stikken.

Alt i alt er det altså en god aftale for de syge, som får et økonomisk sikkerhedsnet og en individuel, håndholdt indsats, og i og med at vi er et af forligspartierne, kan Konservative naturligvis også bakke op om lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren.

Jeg tror, jeg vil starte et andet sted, end jeg først havde planlagt, for jeg har jo lyttet til diskussionen her i dag. Og egentlig vil jeg gerne rose for, at vi har kunnet lave så bred en politisk aftale. For der har været mange uenigheder, og jeg tror sådan set, at der for så vidt stadig er uenigheder forligskredsen imellem.

Det er rigtigt, at der er nogle af os, der har været optaget af at komme af med varighedsbegrænsningen. Og der er partier, der har været bekymret ved at lade den varighedsbegrænsning ophæve. Vi har til gengæld været meget enige om, at mennesker med livstruende sygdom skal stilles bedre end i dag. Vi har diskuteret, hvor mange byrder arbejdsgiverne må og skal pålægges.

Men alle de der uenigheder til trods er det lykkedes Folketingets partier – med undtagelse af et enkelt – at lave en bred politisk aftale på sygedagpengeområdet. Det synes jeg er godt gået. Og jeg synes, det er folkestyret, når det er bedst, at man – på trods af at man kommer med vidt forskelligt udgangspunkt og måske også en gang imellem ønsker noget forskelligt med det, vi sidder og diskuterer – alligevel kan enes om noget, efterfølgende fremsætte lovforslag og få det vedtaget. Det var rosen. Godt gået til Folketingets partier. Jeg er glad for det lovforslag, der ligger her.

Så vil jeg gå over til den, kan man sige, mere sådan regeringspolitiske del af det, jeg egentlig havde planlagt at sige. For vi har igennem mange år været optaget af at få varighedsbegrænsningen ophævet. Og det har vi først og fremmest af den årsag, at det grundlæggende er dybt urimeligt, at mennesker, der er sygemeldte og ikke kan arbejde, kan opleve at stå i den uholdbare situation, det er at miste et forsørgelsesgrundlag, selv om de ikke kan forsørge sig selv med arbejde netop på grund af, at de er sygemeldt.

Så kan man diskutere metoden til at komme den varighedsbegrænsning til livs. Jeg står fuldt bag den løsning, vi har valgt her. Og det gør jeg, fordi jeg mener, Enhedslisten grundlæggende tager fejl med hensyn til det kloge i bare at ophæve varighedsbegrænsningen. For det bare at fjerne varighedsbegrænsningen uden samtidig at gøre sig utrolig umage i forhold til at sætte noget andet i stedet har indbyggede risici. Det er risici i forhold til potentielt at forlænge sygedagpengeperioder. Og det skal man da være påpasselig med.

Derfor mener jeg sådan set, vi har fundet en ret fin model – det kan godt være, vores model er lidt Storm P.-agtig, det vil jeg ikke afvise – hvor vi siger: Ingen skal stå med den usikkerhed, at ens forsørgelsesgrundlag kan bortfalde, hvis man fortsat er syg. Den usikkerhed skal væk. Omvendt skal vi jo ikke have et system eller et samfund, hvor man bare kan blive ved med at gå på sygedagpenge, for det er heller ikke lykken.

Der er nogle, der har behov for at være på sygedagpenge i lang tid, fordi det er det, deres sygdom tilsiger. De skal selvfølgelig være sikret, og det er derfor, vi laver en ny ottende forlængelsesmulighed. Men når det gælder de mennesker, der har behov for det, der for nogles vedkommende er en tværfaglig koordineret tidlig indsats for komme tilbage på arbejdsmarkedet, vil det jo være en meget bedre løsning for det enkelte menneske end bare at forlænge sygedagpengene. Derfor har vi indført, at man overgår til et jobafklaringsforløb.

Er den ydelse høj? Nej, det er den ikke. Er den okay? Ja, det er den. Den svarer til kontanthjælp, men den er bedre, fordi der hverken er formue- eller ægtefælleafhængighed. Er den høj? Nej, det er den ikke. Men er den bedre end det, der er i dag? Ja, det er den jo, fordi en del af de borgere, vi forventer vil overgå til jobafklaringsforløb, er nogle af de borgere, der i dag enten ryger i det sorte hul og står uden forsørgelse, eller i lange perioder vil være tynget af usikkerheden om, om det er der, man kommer hen.

Langt de fleste vil få forlænget deres sygedagpenge efter den 5. måned med det, vi lægger op til, og det er godt. En mindre del af dem, der har de lange sygedagpengeforløb, vil overgå til jobafklaringsforløb. Der påhviler os nu alle sammen en fælles stor opgave i at sikre, at de jobafklaringsforløb bliver så gode og målrettede som overhovedet muligt.

Så vil jeg altså også gerne sige, at jeg er glad for et mindre element, der er i lovforslaget, som ikke har været behandlet så meget her i dag, nemlig at vi nu i en periode sikrer, at mennesker ikke kan tvinges til en speciel behandlingsform af en læge for at kunne opretholde deres sygedagpenge. Jeg synes personligt, det er grænseoverskridende, at myndigheder kan frakende mennesker sygedagpenge, fordi de ikke ønsker eksempelvis at underlægge sig elektrochok eller brugen af antidepressiva.

Jeg synes, princippet om, at ethvert menneske skal bidrage til sin egen helbredelse, er fornuftigt; det vil de fleste mennesker jo i øvrigt også gerne. Men jeg synes, det nuværende lovkompleks går for langt med hensyn til, hvad vi kan kræve af det enkelte menneske. Det får vi også ændret på.

Som det har været fremført af flere, kommer der nu en ny ottende forlængelsesmulighed – det er helt rigtigt. Jeg har fået en henvendelse fra hr. Bent Bøgsted og også fra Gigtforeningen og andre, og vi kigger selvfølgelig på formuleringen, for det, vi i fællesskab har ønsket med den ottende forlængelsesmulighed, er at sikre, at mennesker, der står med en livstruende sygdom, ikke pludselig kan miste deres sygedagpenge. Og sproget skal understøtte den politiske intention, og gør det ikke det i tilstrækkelig grad, må vi selvfølgelig kigge på det. Og dermed er det en gentagelse af det tilsagn.

Så vil jeg til sidst sige, at det faktisk heller ikke er så tosset endda, at vi kommer i gang med en tidligere indsats for dem, der har behov for det, for det er ikke noget mål i sig selv, at vi skal have lange sygedagpengeperioder. Og jeg vil ikke påstå, at jeg er i nærheden af at være læge, og det bliver jeg nok heller aldrig, men jeg tror dog helt grundlæggende på, at det er lettere at komme igennem et sygdomsforløb, hvis der er nogen, der tager hånd om en i situationer, der er svære. Vi ved, at en tidlig tilbagevenden til arbejdsmarkedet – måske kun delvis – er det, der i hvert fald for nogle kan være nøglen til at komme tilbage til det arbejdsliv, som man måske har mistet på grund af sygdom.

Det, at vi nu laver en fast track-model til dem, hvor man allerede fra starten kan se, at her bliver der måske tale om en langtidssygemelding, er noget helt nyt på sygedagpengeområdet, og det glæder jeg mig til at vi kan folde ud i fællesskab.

Så endnu en gang vil jeg sige tak til Folketingets partier for, at vi på et område, hvor vi startede så langt fra hinanden og har så grundlæggende principielle uenigheder, alligevel har kunnet nå hinanden og lavet en aftale, der for rigtig, rigtig mange sygemeldte vil være en forbedring i forhold til tingenes tilstand i dag.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Tak til ministeren. Første spørgsmål: Vil ministeren bekræfte, at det for andre tusinde er en klar forringelse, fordi de mister sygedagpengene, 7 måneder før de gør det efter de nuværende regler?

Hvornår har Enhedslistens sagt, at man bare skulle ophæve varighedsbegrænsningen for sygedagpengene og så ikke foretage sig andet i forhold til de syge? Altså, ministeren skyder Enhedslisten i skoene, at vi ikke skulle mene, at man skal foretage en øget indsats med helhedsorienteret sagsbehandling og alle de andre gode ting, der er beskrevet her. Hvornår har Enhedslisten givet udtryk for det synspunkt?

Kan ministeren bekræfte, at man sagtens kan igangsætte en tidligere opfølgning og en helhedsorienteret indsats uden at forringe de sygemeldtes indtægtsgrundlag?

Og det sidste spørgsmål er: Hvordan vil ministeren sikre, at der med hendes lovforslag rent faktisk sker en forbedring af indsatsen for de sygemeldte? Jeg henholder mig til svaret i høringsnotatet, hvor der står, at der ikke er sat penge af til det.

Ministeren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan nå at svare på så mange spørgsmål så hurtigt. Men jeg vil sige, at det her jo minder om forløb, vi har prøvet før, det gjaldt f.eks. også i reformen af førtidspensionsområdet, hvor Enhedslisten siger: Minister – som regel er det arbejdsminister, jeg bliver tiltalt med – hvor er der mange gode ting i den her reform, hvor er det godt, at der nu bliver brugt flere penge på den aktive indsats, hvor er det godt, I kommer tidligere i gang, hvor er det godt med det tværfaglige, men vi vil så ikke være med til den anden del af det.

Jeg tror ikke, der er nogen vej udenom, at hvis vi gerne vil skabe forbedringerne, så bliver vi også nødt til at finde pengene dertil. Og vi kan ikke bare gå tilbage til altid at trække pengene fra de steder, hvor vi har gjort det tidligere; der skal også tænkes anderledes. Jeg synes, at det fine ved den model, vi lægger frem her, er, at vi både får håndteret de mennesker, der har en livstruende sygdom, som i dag kommer i klemme, og samtidig får fremrykket indsatsen og får den gjort mere tværfaglig for dem, der har behovet derfor. Jeg siger ikke, at den indtægt, man kommer til at have i et jobafklaringsforløb, er høj, men jeg mener, det er hævet over enhver tvivl, at det er bedre at være sikker på at kunne komme i et jobafklaringsforløb med en tilhørende ydelse end at leve med den usikkerhed, der gælder for sygemeldte i dag, nemlig at man helt kan miste sit forsørgelsesgrundlag.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg tror, at den grundlæggende forskel mellem Enhedslisten og de andre partier i den her sag er trukket tydeligt op. Enhedslisten er modstander af, at det er de syge selv, der skal betale for de forbedringer, man indfører. Det er den afgørende forskel.

Jeg vil gerne bede ministeren forklare, hvornår Enhedslisten har givet udtryk for, at man bare skulle ophæve varighedsbegrænsningen for sygedagpenge og så ikke foretage sig noget i forhold til de syge for at hjælpe dem hurtigere igennem sygdomsforløbet, så de bliver raske og kan komme i arbejde. Hvornår har Enhedslisten givet udtryk for det? For det var faktisk det, ministeren skød mig i skoene i sit tidligere indlæg. Så det vil jeg gerne have dokumenteret, hvis vi skulle have givet udtryk for noget sådant.

Jeg mener godt, ministeren kan nå at svare på, om hun kan bekræfte, at man sagtens kan igangsætte en tidlig opfølgning uden at forringe de sygemeldtes indtægtsgrundlag. Og hvordan vil ministeren sikre, at hendes lovforslag rent faktisk fører til en forbedring i form af de her jobafklaringsforløb, som der ikke er sat penge af til?

Ministeren.

Jamen jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har hørt det særlig stærkt udtrykt fra Enhedslistens side, at den aktive indsats er lige så vigtig som det, at varighedsbegrænsningen bortfalder. Men det er selvfølgelig kun positivt, hvis vi er enige i den sag. Og så må man jo omvendt kvittere for, at det faktisk er lykkedes os nu at finde en model, hvor der kommer en tidligere indsats til dem, der har behov for det.

Så er der det andet spørgsmål, som er helt væsentligt, og som er helt relevant også at stille her i salen i dag, nemlig hvordan vi vil sikre, at det kommer til at ske. Det er jo et kommunalt ansvar, for det er i den enkelte kommune, at sygedagpengeindsatsen skal tilrettelægges. Jeg tror, at alle de partier, der står bag lovforslaget her, med meget, meget stor interesse vil følge med i, at det her bliver implementeret på den rigtige måde.

Jeg vil bare måske afslutningsvis sige, at alle vinder, når man laver den rigtige indsats på sygedagpengeområdet; det gør den enkelte sygemeldte, det gør kommunens økonomi i øvrigt, men det gør vi jo også som samfund, for vi har mange sygemeldinger i Danmark, og vi har alle sammen et meget, meget stort tab af værdi, både menneskeligt og økonomisk, hvis ikke vi får gjort noget ved den problemstilling.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget.

Det er vedtaget.