Det næste punkt på dagsordenen er:

28) 1. behandling af lovforslag nr. L 186:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Mulighed for genoptagelse af visse sager om familiesammenføring med børn).

Af justitsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 30.04.2014).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Karsten Lauritzen, Venstre. Værsgo.

Tak. Som der lige er blevet læst op, handler det her lovforslag om muligheden for at genoptage en række sager, og det er jo et lovforslag, som udspringer af en helt konkret enkeltsag om en pige fra Køge, Songül, som der var en hel del diskussion om i offentligheden for efterhånden en del måneder siden, i forhold til hvorvidt hun skulle sendes ud af Danmark eller have mulighed for at få et opholdsgrundlag.

I Venstre har vi det principielle udgangspunkt, at vi ikke ønsker at lovgive ud fra en enkeltsag, og vi ønsker heller ikke, selv om det kan være svært en gang imellem, at skabe nogle incitamenter i vores udlændingelovgivning, hvor man reelt kommer til at belønne familier, børn eller forældre eller voksne for ikke at respektere dansk lovgivning.

Det gør man jo desværre med det pågældende forslag, fordi det, man gør med forslaget, er, at man siger til en række, ikke blot Songül fra Køge, men en række andre unge, der var børn engang, og som er voksne nu i nogle af tilfældene, at på trods af at de aldrig har haft et lovligt opholdsgrundlag i Danmark – og det kan måske siges, at det kan børnene ikke holdes ansvarlige for, men så kan forældrene – på trods af at forældrene ikke har respekteret, at de har fået afslag på ansøgning om asyl, familiesammenføring, forskellige andre opholdsgrundlag, de har søgt, og aldrig har haft lovligt ophold i Danmark, så kommer der nu et flertal i Folketinget, der siger, fordi der har været en masse diskussioner om det i offentligheden: Vi finder et opholdsgrundlag til jer, I skal have lov til at have ophold i Danmark.

Der må vi sige, at selv om det selvfølgelig er svært, og selv om det letteste ville være at sige ja, så har vi valgt at tage den principielle indgangsvinkel til det, at vi ikke ønsker at belønne folk, der opholder sig ulovligt. Det går helt tilbage til de asylansøgere, som besatte Brorsons Kirke, fordi de ikke ville rejse tilbage til Irak og de havde fået afslag på asyl. Der har vi det principielle synspunkt, at man ikke kan vente sig til en opholdstilladelse, man kan ikke besætte en kirke og få en opholdstilladelse.

Vi har også det synspunkt i den her sag, at der må gælde de regler for den her gruppe som for alle andre, og som jeg har forstået det på justitsministeren, er der tusind – tusind – der har fået afslag på familiesammenføring under de samme regler, har respekteret afslaget og er rejst hjem. Jeg må sige, at jeg har svært ved at forsvare over for de tusind, at dem, der valgte ikke at respektere lovgivningen, valgte at ignorere den og blive i Danmark, skal belønnes med et opholdsgrundlag. Jeg tror, at det er skadeligt og farligt for vores lovgivningstradition, hvis man begynder i det her omfang at lovgive ud fra enkeltsager.

Derfor har vi i Venstre, selv om det er svært, og det anerkender vi, og selv om vi gerne ville have hjulpet nogle af dem, der sidder i klemme, valgt at tage de principielle briller på og sige, at vi ikke ønsker at lovgive ud fra den her enkeltsag, vi ønsker ikke at belønne folk, der aldrig har haft et lovligt ophold i Danmark, men tværtimod gang på gang i årevis har ignoreret myndighedernes afgørelse og ikke er rejst hjem, selv om de har fået afslag. Vi ønsker ikke at belønne dem med et lovligt opholdsgrundlag. Det kan man så være enig eller uenig i.

Jeg fornemmer, at der er flertal i Folketinget, der er uenige i den holdning, men det ændrer ikke ved, at det er en holdning, som vi har i Venstre, og det er en holdning, som vi har haft hele tiden, nemlig at vi ikke ønsker at belønne folk, der aldrig har haft et lovligt opholdsgrundlag og har opholdt sig i Danmark ulovligt, med et lovligt opholdsgrundlag. Vi synes, at det er svært at forsvare over for det store flertal, som har respekteret myndighedernes afgørelse.

Det system, som man skaber, når man vedtager det her lovforslag og giver efter det mediepres, der har været, er jo en situation, hvor folk, hvis de får et afslag, vil sidde og overveje, om de ikke skulle blive; det kan være, hvis de bliver i lang nok tid, at så får de et lovligt opholdsgrundlag. Det er ikke et hensigtsmæssigt system at skabe i en retsstat.

Så med de ord skal jeg sige, at Venstres folketingsgruppe ikke kan støtte det lovforslag, vi behandler her i dag.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. I Venstres kommunalpolitiske bagland er der jo i hvert fald ikke enighed med Venstres folketingsgruppe, eftersom Palle Svendsen i Køge har sagt, og jeg citerer:

Det er dybt ulykkeligt, når vi har en borger, der integrerer sig så godt, at der så er regler og forordninger, som kunne have tvunget hende ud.

Det minder jo utrolig meget om nogle af de citater, som Venstres tidligere ordfører på området, fru Inger Støjberg, kom med i februar, hvor hun scorede forskellige overskrifter på den konto. Så de gode intentioner er åbenbart væk. Da man så skulle til at tage ansvar bare en måned efter, zigzaggede Venstre sig hen til et andet sted. Nu kunne jeg godt tænke mig at høre, om ordføreren er enig i, at det ikke giver mening at sende velintegrerede unge mennesker ud af Danmark. Og skal man så for så vidt muligt indrette reglerne, sådan at de her ting ikke sker?

Tak. Ordføreren.

Tak. Fru Mette Reissmann havde kunnet fremføre en berettiget kritik af Venstre, hvis vi var gået med til lovforslaget. Hvis spørgeren kigger på, hvordan vi har stemt i Folketingssalen, så kan hun se, at vi har haft den helt klare linje, at hvis man har fået afslag på ansøgning om asyl, hvis man har fået afslag på ansøgning om familiesammenføring, så skal man respektere det afslag, man har fået, og så skal man rejse hjem. Det er lighed for loven, og jeg må sige, at lovforslaget her jo altså helt grundlæggende er i strid med grundlæggende principper om lighed for loven og respekt for loven, nemlig at reglerne håndhæves. Der er jo en forrygende uretfærdighed i det, når de tusinde, som har respekteret deres afslag og er rejst hjem, så nu ikke bliver belønnet med et opholdsgrundlag.

Det er rigtigt, at der er nogle i Venstre, der mener noget andet. Altså, sådan er det jo i mange sager. Venstre er et rummeligt parti, og jeg har respekt for, at nogle kommunalpolitikere i Køge mener noget andet, men det her er Venstres folketingsgruppes holdning, og den ligger helt på linje med, hvad vi har ment de sidste 20-30 år.

Tak. Fru Mette Reissmann.

Det er jo rigtig nok lang tid, vil jeg nok sige, at ordføreren har den holdning, men i hvert fald var det i forbindelse med debatten forud for den her konkrete og nærværende debat, vi har i dag, og forud for aftalen rigtig nok særlig Songül Yüksel fra Køge, som fyldte. I den forbindelse sagde fru Inger Støjberg jo også, og jeg citerer igen:

»Det er ikke os, der kommer til at sætte os på tværs, hvis man kigger en ekstra gang på en sag som den her.«

Nu har vi så et færdigt lovforslag, og Venstre stemmer åbenbart ifølge hr. Karsten Lauritzen ikke for, og nu vil jeg gerne spørge hr. Karsten Lauritzen og have et klart svar: Er det hele Venstres folketingsgruppe, som nu i den fremadrettede parlamentariske proces ikke stemmer for det her?

Tak. Hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Fru Inger Støjberg sagde, at man ville se en ekstra gang på den her sag, og jeg må sige, at da vi kiggede på den, kom der noget frem, som jeg ikke havde forstået på den beskrivelse, der havde været i pressen og i offentligheden. Det tror jeg heller ikke at fru Inger Støjberg havde, nemlig det faktum, at den pågældende person aldrig har haft lovligt ophold i Danmark. Der er jo forskel på at have haft et opholdsgrundlag og miste det og så aldrig at have haft et lovligt opholdsgrundlag. Derfor holder vi fast i principperne også i den her sag, selv om det er svært, og det er, fordi vi synes, der skal være retfærdighed til, ikke blot over for en enkeltperson, men over for det store flertal, som har respekteret dansk lovgivning.

Tak. Den næste spørger er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, værsgo.

Tak for det. Nu har jeg altid ment, at ordføreren er en gammel mand i en ung mands krop. Det kan være, at det er set i det lys, ordføreren i de sidste 30 år har haft sine holdninger. Men det er nu ikke det, jeg vil sige.

Jeg vil gerne læse et citat op af fru Inger Støjberg, og hun siger:

»Når man er så god til samfundsfag og dansk, viser det, at man har en stor interesse i og viden om, hvordan det danske samfund er indrettet. Ellers ville man jo ikke komme ud med tårnhøje karakterer.«

Og fru Inger Støjberg fortsætter:

»Kunne man ikke have set knap så firkantet på den her sag? Det tror jeg, at man kunne. Det håber jeg, at justitsministeren er enig i, og jeg håber, hun vil tage sagen op.«

Det har fru Støjberg udtalt, og fru Støjberg er jo ikke en del af det kommunale bagland, men en del af folketingsgruppen. Kan ordføreren sætte flere ord på, hvad det er, der har ændret sig i Songüls sag, siden fru Støjberg så klart meldte ud og faktisk kom rigtig meget i medierne på at melde så klart ud med en kritik af Justitsministeriet?

Tak. Ordføreren.

Jeg skal måske lige rette det, for det, jeg mente, var, at det har været Venstres politik i de sidste 20-30 år, og jeg må sige modsat andre medlemmer af Venstre, at jeg er en del af Venstre, men jeg er ikke Venstre, og det her er Venstres holdning, og det er min egen personlige holdning, og jeg ved, at det også er fru Inger Støjbergs holdning.

Jeg kan da godt sætte flere ord på, men jeg har sådan set sagt det tidligere, nemlig det faktum, at der er tale om en person, som aldrig har haft lovligt ophold, og som jeg har forstået det på fru Inger Støjberg, var hun sådan set af den opfattelse, at der er tale om en, der havde fortabt sit opholdsgrundlag i Danmark, og ikke om en, der aldrig nogen sinde har haft lovligt ophold her. Det er altså en afgørende forskel.

Så må jeg sige, at det her – og det illustrerer lovforslaget og den udvalgsbehandling, der kommer jo også – handler ikke om en enkelt person. Det er designet til en enkelt person, men det betyder jo, at en lang række andre, som jeg ikke er sikker på er så velintegrerede, også får mulighed for at få lovligt ophold, på trods af at de har ignoreret myndighedernes afgørelser og ikke har villet rette sig efter dem i efterhånden ganske lang tid.

Tak. Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Så det, ordføreren siger, er sådan set, at fru Inger Støjberg har udtalt sig ret – synes jeg – tydeligt og i øvrigt også med en kritisk af justitsministeren i en sag uden at have sat sig ind i, hvad den handler om. Jeg troede sådan set, at Venstres fru Støjberg var ordfører på det her område, men fru Inger Støjberg har udtalt sig på vegne af Venstres folketingsgruppe uden at sætte sig ind i det. Men i hvert fald kom fru Inger Støjberg jo så i medierne i en sag, som jeg ved at rigtig mange gik op i.

Tak. Ordføreren.

Fru Inger Støjberg har udtalt sig på det foreliggende grundlag, altså det, hun blev oplyst om på daværende tidspunkt; det, dagspressen skrev. Det sker jo hver dag. Jeg tror også, at man kan finde et enkelt tilfælde, hvor fru Johanne Schmidt-Nielsen har udtalt sig på et ikke fuldt ud oplyst grundlag. Det må man jo som politiker tage til efterretning.

Jeg mener nu, at fru Inger Støjberg kan stå inde for det, hun har sagt, og jeg mener bestemt også, at hun kan stå inde for den holdning og diskussion, som vi har haft i Venstres folketingsgruppe. Og jeg synes faktisk netop, at man kunne kritisere Venstre for at have skiftet holdning og have en zigzagkurs, hvis vi ville stemme for det her lovforslag, men det gør vi altså ikke.

Tak. Så er det hr. Tom Behnke. Værsgo.

Venstre skal jo have lov til at have sin holdning; det synes jeg ikke jeg vil diskutere. Men jeg vil gerne diskutere lidt mere i forhold til public service. Der er måske nogen mennesker, der sidder og følger den her debat, og det, jeg hørte, var, at et af Venstres argumenter, et hovedargument, er, at de her ca. 30 børn og unge, vi taler om, vil få automatisk opholdstilladelse, hvis det her lovforslag bliver vedtaget. Jeg vil gerne høre, om ikke jeg hørte forkert, for det er vel ikke det, der gør sig gældende? Det er ikke sådan, at de her ca. 30 børn og unge automatisk får et opholdsgrundlag, hvis lovforslaget her bliver vedtaget.

Tak. Ordføreren.

Jeg tror også, jeg indledningsvis sagde, at man får mulighed for at få genoptaget sin sag, og det er jo ikke ensbetydende med, at man får et opholdsgrundlag; der er altså nogle kriterier. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at det her er et lovforslag, der er designet til at give en enkelt lovligt ophold i Danmark, men der er problemet bare, at man ikke kan lave enkeltsagslovgivning, og når man gør det, går det galt, og det tror jeg også vil vise sig ved det her lovforslag. Jeg respekterer De Konservatives holdning i den her sag, men der er Venstre og Det Konservative Folkeparti så ikke enige, for vi ønsker at stå fast på princippet. Det her er jo så typisk børn af tyrkiske forældre, der har fået afslag på familiesammenføring, og jeg tror, det vil vise sig, at det samme gør sig gældende for børn af iranske forældre, og sådan er der mange flere, når man gennemfører lovforslaget. Jeg tror i virkeligheden, der er mange flere, der kan blive omfattet end de 30, som man vurderer, og så må vi jo se, hvor mange af dem der reelt får et opholdsgrundlag, men jeg tror, det kommer til at være en hel del. Som sagt er vi ikke enige i den her sag, og det lever vi fint med i Venstre, og det håber vi også man respekterer i Det Konservative Folkeparti.

Tak. Hr. Tom Behnke.

Ja, naturligvis. Det er mere for at få det slået fast. Det, der skal ske, er, at de her børn og unge, vi taler om, skal søge efter den nye lov og de kriterier, der er i 2012-loven, plus at de skal opholde sig her i landet, de skal være velintegreret i det danske samfund, de må ikke have begået kriminalitet, de skal indsende ansøgningen inden den 1. januar osv. Der er altså en lang række kriterier, der først skal være opfyldt, og derefter kan man så kigge på ansøgningen og vurdere, om de lever op til kravene. Det var bare den ene ting, jeg synes skulle sættes på plads.

Det andet er, om ikke det er korrekt, at forudsætningen for, at de her børn var udrejst, da de fik afslag, var, at forældrene gav samtykke, for uden forældrenes samtykke kan man ikke få et udrejsedokument til det land, man skal rejse til, og derfor er børnene uden skyld i, at de stadig er her?

Tak. Ordføreren.

Jo, men forældrene har et ansvar, og hvis vi skaber et system, hvor forældrene kan skubbe deres børn foran sig og på den måde sikre dem opholdsgrundlag, vil vi ikke bare se 1 eller 30, så vil vi se tusindvis af sager. Og det er det system, som et flertal af Folketingets partier er på vej til at skabe. Jeg ved godt, at det letteste bare er at tage den person, der optræder i tv, og sige: Ved I hvad, lad os da belønne vedkommende med et opholdsgrundlag, på trods af at man har ignoreret myndighedernes afgørelser i årevis. Det er da den letteste løsning, men det har altså nogle konsekvenser, og de konsekvenser kan vi ikke stå inde for i Venstre, selv om vi dog gerne ville hjælpe den pågældende person. Derfor har vi valgt at indtage det principielle synspunkt, selv om det rareste på kort sigt nok ville være at gøre noget andet. Men vi ønsker at tænke langsigtet, og vi ønsker, at der skal være sammenhæng i vores politik.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mette Reissmann, Socialdemokraterne. Værsgo.

I dag behandler vi et lovforslag, der giver mulighed for at genoptage en række sager om familiesammenføring med børn. Baggrunden for lovforslaget er, at det kom frem, at en gruppe børn og unge er kommet i klemme, fordi de er blevet holdt i Danmark af deres forældre, selv om de tidligere har fået afslag på at være her. I årene, der er gået siden deres afslag, er der sket det helt naturlige, at de er kommet godt i gang med integrationen i Danmark. De har måske gået i skole, de har fået venner, de har lært sproget og er generelt blevet en del af det danske samfund, og samtidig er reglerne for familiesammenføring blevet ændret i 2012.

Jeg vil gerne slå noget helt fast: For Socialdemokraterne er det vigtigt, at vi fortsat har en robust udlændingepolitik i Danmark. Vi stiller krav til, at man skal tage del i det danske samfund, hvis man vil bo i Danmark, man skal ville Danmark, men samtidig skal udlændingepolitikken også give mening. Og det er meningsløst, hvis unge mennesker, der er godt på vej til at blive integreret i Danmark, sendes ud af landet, og samtidig bliver det jo ikke mindre urimeligt af, at de velfungerende unge betaler prisen for valg, som deres forældre har truffet. Derfor lægger regeringen med det her lovforslag op til, at den gruppe børn og unge får mulighed for at få prøvet deres sag efter de nye regler.

Det er således vigtigt at forstå, at der for det første ikke er tale om en automatisk tildeling af opholdstilladelse til den her gruppe, det er blot en mulighed for at ansøge om at få genoptaget sin sag og prøvet den efter reglerne fra 2012. Det betyder også, at tildelingen af opholdstilladelse bl.a. vil afhænge af en samlet vurdering af, hvorvidt barnet eller den unge faktisk er velintegreret i det danske samfund. For det andet følger der en række betingelser med, for at man kan få genoptaget sin sag, deriblandt at barnet eller den unge i det væsentligste har opholdt sig i Danmark indtil sin 18-årsfødselsdag og ikke har begået kriminalitet i Danmark, der har givet ubetinget eller betinget fængsel eller udvisningsdom.

Så samlet set er det derfor et lovforslag, der på en fornuftig måde retter op på en urimelighed, og som man da også kan glæde sig over nyder bred opbakning i Folketingssalen. Enhedslisten, Konservative over SF og regeringen bakker op om dette, så det er en bred aftale. Men der er huller i den, og desværre vil Venstre jo ikke være med til at støtte op om det, og det er beklageligt, at man nu har oplevet en U-vending fra Venstres side på dette punkt. Når det så er sagt, synes jeg først og fremmest, at vi skal glæde os over, at det er et bredt udsnit af Folketingets partier, der er gået sammen om at udbedre et hul i reglerne og har sikret, at velfungerende og velintegrerede unge mennesker ikke meningsløst sendes ud af landet.

Socialdemokraterne støtter derfor forslaget.

Tak for det. Der er nogle spørgere. Først er det hr. Martin Henriksen, Danske Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Hvis man nu ser bort fra de sager, der har været fremme i pressen, så er bundlinjen i det her lovforslag, at man belønner folk, der har overtrådt dansk lovgivning ved at opholde sig ulovligt i Danmark. Det er sagen. Og hvilket signal sender det til de tusindvis af udlændinge, som i øvrigt opholder sig illegalt i Danmark, når Folketinget vedtager et sådant lovforslag? Sender det ikke et signal om, at hvis man på ulovlig vis etablerer sig i Danmark og f.eks. har gået på en dansk uddannelsesinstitution, selv om man egentlig ikke har lovligt ophold i Danmark, og hvis man bare er stædig nok til gang på gang at ignorere og sige nej til de beslutninger og henstillinger, som danske myndigheder træffer og pålægger en, så kan det faktisk ende med, at Folketinget siger okay, så får I alligevel lov til at opholde jer i Danmark? Hvilket signal sender det efter Socialdemokraternes opfattelse?

Tak. Ordføreren.

Jeg vil gerne understrege over for hr. Martin Henriksen, at der ikke er tale om en belønning, og at vi her taler om børn, der måske nok har været her ulovligt, men hvor det altså er deres forældre, der har taget den beslutning på deres vegne. Det kunne de ikke selv dengang, og det mener Socialdemokraterne ikke at børnene skal straffes for. Forældrene har jo netop skullet give samtykke til, at disse børn i givet fald skulle rejse hjem, hvis vi nu forestillede os det, og det har de her forældre ikke ønsket.

Med hensyn til, hvilket signal det sender, vil jeg altså igen understrege, at hvis der sidder nogen derude og prøver på at spekulere i lige præcis det her, så skal de ikke regne med, at det kommer dem til gode. Regeringen fører en robust udlændingepolitik, men den skal altså også være meningsfuld, som jeg sagde i min ordførertale, og den skal ikke på den måde, som hr. Martin Henriksen lægger op til her, straffe børn, som ikke på noget tidspunkt har haft nogen skyld. Så disse børn, der er godt på vej i deres liv i Danmark på en velintegreret måde, får muligheden – og jeg vil gerne understrege, at det er en mulighed – for at få genoptaget deres sag i medfør af reglerne fra 2012.

Tak. Hr. Martin Henriksen.

Sagen er jo den, at vi med den her lovgivning ikke alene sender et signal om, at hvis man har opholdt sig illegalt i Danmark og bare i tilpas tid har set stort på de beslutninger, som de danske myndigheder har truffet, kan man ende med at få en opholdstilladelse – så bøjer Folketinget af – vi sender også et signal om, at hvis man skubber børnene foran sig i en kamp mod den lovgivning, som Folketinget har vedtaget, så bøjer Folketinget også af. Det er jo ikke særlig sympatisk, at man gør det som forældre.

Jeg synes, at man bliver nødt til at fastholde, at forældrene har et ansvar. Og jeg synes, man bliver nødt til at gøre opmærksom på, at når forældrene ikke blev familiesammenført med deres børn under 2004-loven, var det jo – ja, det må man antage i langt de fleste tilfælde – fordi forældrene ikke benyttede sig af den mulighed, der var, for at søge om at blive familiesammenført inden for den tidsperiode, der var, på 2 år, og det er jo forældrenes afgørelse.

Nu siger vi: Bare man skubber børnene foran sig, bare man opholder sig illegalt i Danmark længe nok, kan man ende med at få ophold. Og det er altså ikke hensigtsmæssigt, det har ikke noget at gøre med en robust udlændingepolitik.

Tak. Ordføreren.

Jeg ved ikke rigtig, om hr. Martin Henriksen egentlig havde et spørgsmål. Det hørte jeg ikke, man jeg vil da i hvert fald gerne have lov til at kommentere det og sige:

Det her handler om et smalt kirurgisk, juridisk indgreb, der foretages, over for en gruppe af børn, der uden skyld er kommet i klemme i systemet. Det handler ikke om, at der sidder tusindvis af børn og i øvrigt deres forældre ude i samfundet og blot venter på at udnytte det her. Efter de oplysninger, vi har fra politiets side, handler det om mellem 25 og 30 børn, som dækker over 14 familier. Det kan ikke siges at være særlig mange.

Det skal også understreges, at de betingelser, der ligger i forslaget, er kumulative, forstået på den facon, at det altså er en flertrinsraket, som vi faktisk har tænkt os at have til at ligge til grund for det her. Så først skal der være opfyldt ret stringente krav, hvorefter man så, når man er kommet igennem nåleøjet, integrationsvurderes.

Så det er ikke nogen let gang på jorden som potentiel misbruger af det her system, man har – overhovedet ikke.

Tak. Hr. Karsten Lauritzen, værsgo.

Tak. Fru Mette Reissmann bruger ordene robust udlændingepolitik. Altså, jeg må sige, at jeg ikke synes, det er særlig robust, hvad man lægger op til her. Der kommer en sag op i medierne, og det er jo ikke den første sag, og straks griber man til lovændringer, som ikke er gennemtænkt, og som kommer til at få nogle ganske vidtrækkende konsekvenser, bl.a. med de signaler, som det sender. Men lad det nu ligge.

Det, jeg godt vil spørge fru Mette Reissmann om, er, hvad fru Mette Reissmann svar er til de tusind børn, som har fået afslag på familiesammenføring, er rejst hjem, men som nu kommer – med en vis berettigelse efter min opfattelse – og siger: Dem, der blev ulovligt, får opholdstilladelse; hvorfor kan vi ikke få det? Hvad skal vi svare dem? Hvad svarer fru Mette Reissmann dem?

Tak. Ordføreren.

Altså, jeg vil lige starte med at sige, at mage til hykleri fra hr. Karsten Lauritzens side skal man da lede længe efter, når han starter med: Der kommer en mediesag. Ja, hvem var det, der startede den? Mig bekendt var det fru Inger Støjberg, som simpelt hen ikke kunne få nok spalteplads i starten eller midten af februar, da man netop ønskede at stå og ytre sig på vegne af en enkelt person, som man selv bragte frem i medierne. Jeg synes ikke, hr. Karsten Lauritzen bør kaste med sten, når man selv bor i et glashus, om jeg så må sige. Så der er ingen tvivl om, at når det er sådan, at Venstre åbenbart gerne vil profilere sig på enkeltsager, når de selv sidder ved rattet, så gør de gladelig det.

Men blot for at svare på det her spørgsmål om, hvad det er, vi svarer, vil jeg for det første sige, at det ikke handler om tusindvis af børn, der sidder i den situation. For det andet vil jeg gerne igen understrege, at vi ikke belønner. Vi belønner ikke, der er ikke tale om belønning her, i forhold til at man som barn får en mulighed, som dets forældre faktisk har forhindret dette barn i at få. Børnene er uden skyld i det her, og derfor er vi også inde på et felt, hvor vi har et meget smalt juridisk, kirurgisk indgreb i en eksisterende lovgivning. Det er det, vi taler om.

Tak. Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg hørte ikke, hvad svaret var. Der kommer en masse børn, som har stået i præcis samme situation som dem, der nu får mulighed for at få et opholdsgrundlag. Hvad er fru Mette Reissmanns svar til dem? Hvorfor skal de ikke også have mulighed for at søge om genoptagelse af deres sag? Er der ikke lighed for loven, eller er lighed for loven i Socialdemokraternes optik, at man belønner dem, der ignorerer lovgivningen? Er det sådan, man må forstå det? Fru Mette Reissmann må forholde sig til, hvad svaret er til dem.

Jeg tror faktisk, det er tusind, der har fået afslag, og som nu ikke har mulighed for genoptagelse, fordi de har fulgt Folketingets og myndighedernes afgørelse – modsat dem, der nu får mulighed for at søge, og som har ignoreret den. Det er ikke fair, vil jeg sige til fru Mette Reissmann.

Tak. Ordføreren.

Det er jo bemærkelsesværdigt, at man fra hr. Karsten Lauritzens mund skal høre ordet fair, når det er sådan, at vi taler om de her ting. Igen fortsætter man den hykleriske retorik. Men jeg vil gerne sige, at der jo altså er et tidsinterval fra den 1. juli 2004 frem til den 20. juni 2012. De børn, der i den periode faktisk har oplevet at få et afslag, vil jo, såfremt de opfylder de betingelser, som lovforslaget indeholder, have mulighed for at søge om at få prøvet deres sag igen. Det er det vi taler om: at få prøvet sin sag. Og det handler om, at vi åbner et vindue på 6 måneder, hvor vi så siger: Her er man velkommen til det. I den forbindelse gør man også opmærksom på det, så de folk, som sidder i en situation, hvor de tentativt kunne have mulighed for at komme i betragtning, kan henvende sig.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det hr. Martin Henriksen som ordfører for Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det her er jo et meget specielt lovforslag, fordi det er sådan, at hvis man skal have opholdstilladelse efter bestemmelserne i det her lovforslag, skal man leve op til en række kriterier. Og et af kriterierne er jo, at man på et tidspunkt har valgt at ignorere de danske myndigheders afgørelse om afslag på ophold i Danmark; at man har valgt at ignorere, at man har fået besked på, at man skulle rejse ud af Danmark. Det kriterie skal man leve op til. Derudover skal man leve op til det kriterie, at man i en årrække skal have opholdt sig illegalt i Danmark.

Det er jo meget specielt, må man sige. Jeg kan ikke huske, at Folketinget – det er i hvert fald ikke noget, som jeg har været med til – har lavet lovgivning på den måde, når det omhandler udlændingepolitikken. Det omhandler også et ukendt antal personer. Det har også i debatten været nævnt, at det kunne være 20, 25 eller 30 personer, og der står også i lovforslaget, at Justitsministeriet vurderer, at der er tale om et begrænset antal personer. Men der står jo også i lovforslaget, at der er tale om et ukendt antal personer. Så det er også på den baggrund, at vi – eller i hvert fald et flertal i Folketinget – nu laver det her lovforslag.

Jeg kan da godt røbe – for det er der ingen grund til at lægge skjul på – at Dansk Folkeparti ikke kan støtte lovforslaget. Vi finder det dybt problematisk, at regeringen lemper udlændingepolitikken med tilbagevirkende kraft. Vi er imod, at man belønner enkeltpersoner og familier, som med åbne øjne har valgt at overtræde dansk lovgivning ved at opholde sig illegalt i Danmark.

Der er rigtig mange illegale udlændinge, og vi kan ikke begynde at give dem opholdstilladelse, fordi de virker integreret, eller fordi de på ulovlig vis har etableret sig hertillands. Det er ganske enkelt ikke en ordentlig måde, en fornuftig måde, at indrette udlændingepolitikken og udlændingereglerne på.

I Dansk Folkeparti er vi tilhænger af stramningen i 2004. Det var vi dengang, og det er vi fortsat. Vores politik har ikke ændret sig. Det er rimeligt at stille krav om integrationspotentiale. Det er rimeligt at stille krav om, at forældre, der ønsker, at deres børn skal komme til Danmark, skal søge om dette inden for en bestemt tidsperiode. Og hvis de så ikke gør det, altså forældrene, så er det jo forældrenes ansvar. Folketinget har givet dem muligheden, og nogle har så valgt ikke at benytte sig af den mulighed. Det er altså deres ansvar.

Så hvis forældrene ikke søger, og hvis man i øvrigt ikke lever op til de krav, som gælder, har det selvfølgelig nogle konsekvenser. Det er utrolig vigtigt at fastholde forældrenes ansvar. I Dansk Folkeparti betragter vi dette som endnu en særlov, en særforanstaltning – eller hvad man nu har lyst til at kalde det – på baggrund af enkeltsager i pressen. Og selv om der kan være enkeltsager, hvor jeg tror det hos os alle – når vi følger med i dem, ser dem i TV Avisen og læser om dem i aviserne – kan vække sympati og stærke følelser, så bør man altså stå fast på, at man ikke skal belønne personer, der igennem flere år har opholdt sig illegalt i Danmark, med en opholdstilladelse. Og derfor kan vi ikke støtte lovforslaget.

Jeg synes i øvrigt også, det er tankevækkende – for vi har selvfølgelig på baggrund af nogle af de her sager stillet en række spørgsmål – at vi kan konstatere, at der ikke er noget overblik over, hvor mange udlændinge, som ikke har en lovlig opholdstilladelse, men som alligevel går på en dansk uddannelse. Der er simpelt hen ikke noget overblik over det, og jeg synes faktisk, at den her sag bør være en anledning til, at man skaffer sig et overblik over, hvor mange udlændinge, der opholder sig illegalt i Danmark, og som på forskellig vis har adgang til offentlige institutioner, uden at vi egentlig har styr på det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen spørgsmål. Så har vi en ny ordfører, og det er fru Sanne Bjørn fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil gerne på Radikale Venstres vegne glæde mig over det her lovforslag. Da vi sammen med S og SF skrev regeringsgrundlaget, var det meget vigtigt for os at få ændret reglerne for familiesammenføring for børn, fordi vi syntes, at det var alt for svært, faktisk urimelig svært for børn og deres forældre at blive familiesammenført til et liv i Danmark. Derfor var og er vi rigtig glade for, at vi ændrede reglerne, så det nu igen blev muligt for udenlandske forældre at bo med deres børn i Danmark.

Men i forbindelse med den lovændring, vi lavede, var der nogle børn, som kom i klemme – nogle børn, som ganske rigtigt ikke var her lovligt, men som, idet de var børn, heller ikke havde muligheden for lige at sætte sig i et fly og rejse tilbage. Imens de opholdt sig i Danmark har de så gået i skole og er blevet velintegreret, og den dag, de så fylder 18 år, får de en hjemsendelse i fødselsdagsgave. Det synes vi ikke er rimeligt, og derfor er vi glade for det lovforslag, vi i dag behandler, fordi det sikrer, at de her børn ikke falder ned mellem to lovgivninger, men bliver vurderet ud fra den lov, som gælder i dag.

Vi er glade for, at vi fandt en god og nærmest vigtig og generel løsning på en urimelig, åbenlys sag, som nu også vil gøre sig gældende for andre lignende sager. Det modsatte synspunkt, nemlig at man gerne vil have justitsministeren til at stå og skalte og valte og sige go eller no go i enkeltsager, mener vi nemlig grundlæggende ikke er et retssamfund værdigt. Loven skal være ens for alle, og den skal gælde for alle.

I Radikale Venstre er vi glade for lovforslaget, som udover at løse den pågældende sag og lignende sager også vil medvirke til, at regeringens overordnede intention om lettere adgang for familiesammenføring for børn i højere grad realiseres. Og det er godt. Så vi kan i den grad støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Det her lovforslag er jo en udløber af en bred aftale, som heldigvis rækker ud over rød blok – det synes jeg er godt – men det er også noget, der kom på baggrund af den såkaldte Songül-sag, som handlede om en tyrkisk gymnasiepige, som var blevet i Danmark ulovligt. Man kan sige, at det jo ikke var noget, hun selv havde taget beslutningen om; det var en beslutning, hendes forældre havde taget for hende, og som havde gjort, at hun jo havde været her i Danmark og havde gået på gymnasiet og faktisk klaret sig rigtig, rigtig godt.

Med den sag blev vi jo opmærksomme på, at der var børn, som var kommet i klemme her, som havde opholdt sig her i Danmark, som var blevet, hvad vi vil kalde for danske, som ikke selv havde indflydelse på de valg, som deres forældre havde taget for dem, og som nu gjorde, at de ville være i en frygtelig klemme, fordi de ville blive sendt ud af Danmark. Samtidig var der jo så det heldige, at vi jo fremadrettet havde ændret reglerne, fordi vi havde lavet nye regler for familiesammenføring med børn, som var mere lempelige, som var mere fair. Det, vi jo så besluttede med aftalen, var, at de her børn, en meget begrænset gruppe børn og unge, som jo så var kommet i klemme, ville kunne få genoptaget deres sager, når nu det her lovforslag er blevet gennemført, efter de nye og mere lempelige regler.

Det syntes vi sådan set i SF var en rigtig god idé, og derfor støtter vi også det her forslag, hvis baggrund er en aftale, som vi er en del af. Det vil få stor betydning for de ca. 25 børn, som det drejer sig om. De er danske, de har været Danmark i lang tid, de har et hverdagsliv her. Nu lukker vi det lille hul – det er rigtig godt.

Tak til ordføreren. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Enhedslisten støtter naturligvis lovforslaget, som jo betyder, at Songül og andre børn i hendes situation kan få lov til at blive i Danmark. Man kan sige, at hvis vi har haft nogle mere rimelige familiesammenføringsregler, ville Songül aldrig være havnet i den her situation. Stod det til Enhedslisten, skulle børn selvfølgelig have krav på at være sammen med deres forældre uden diverse integrationsvurderinger, og hvad ved jeg. Men ikke desto mindre er Songül og andre børn nu havnet i den her situation, og forhåbentlig får det her lovforslag rettet op på det. Jeg mener ikke, man skal udvise børn, som reelt er danske, og det er jo det, der er tale om her: et barn eller en ung kvinde, som er blevet dansk. Som sagt betyder den her lovgivning forhåbentlig, at vi ikke udviser unge mennesker eller børn i Songüls situation.

Jeg kan sådan set godt forstå indvendingen fra hr. Karsten Lauritzen fra Venstre i forhold til det her med, om man ved at opholde sig her ulovligt i en periode kan, om jeg så må sige, vente sig til opholdstilladelse. Og hvad med dem, som så er rejst ud? Jeg synes, det er et okay og fornuftigt spørgsmål, som hr. Karsten Lauritzen rejser. Men jeg synes, hr. Karsten Lauritzen og Venstre overser den vigtige pointe, at der er tale om børn – børn, som ikke selv har valgt, at de ville bo i Danmark, selv om de ikke havde lov til at bo her. Og det er for os i Enhedslisten meget afgørende. Det undrer mig, at det ikke spiller en rolle for hr. Karsten Lauritzen og Venstre.

Jeg vil slutte af med at sige, at jeg endnu en gang vil benytte lejligheden til at fremføre ønsket om at få FN's børnekonvention skrevet ind i dansk lov. Jeg synes jo, at vi ser rigtig mange sager, hvor man kan undre sig og tænke: Gad vide, om der er taget hensyn til barnets tarv her. Det er ikke for at sige, at de her sager med Songül og andre i hendes situation ville være endt anderledes, hvis FN's børnekonvention var skrevet ind i dansk lov, men ikke desto mindre synes jeg, man ville sende et meget, meget klart signal om, at barnets tarv er noget, vi tager alvorligt.

Vi stemmer selvfølgelig for lovforslaget.

Tak for det. Hr. Karsten Lauritzen, Venstre. Værsgo.

Tak. Den kritik, jeg fremførte fra talerstolen, var sådan set ikke gående på Enhedslisten, for Enhedslistens politik er klar: Enhedslisten ville også tilbyde de tusind, der har respekteret afgørelsen, at få opholdsgrundlag, hvis Enhedslisten havde mandater til det. Altså, det, jeg angreb, var sådan set de partier, som siger: Den her gruppe skal ind, og den anden gruppe, huha, det kan vi ikke forholde os til. Det var sådan set dem, jeg angreb, og jeg vil godt undskylde over for fru Johanne Schmidt-Nielsen, hvis hun har misforstået det på den måde. Det handlede sådan set ikke om Enhedslisten. Jeg synes, Enhedslistens politik er sammenhængende. Vi er uenige, Venstre og Enhedslisten, meget uenige, men det var sådan set mod dem, der mener, at den her lille gruppe skal have opholdsgrundlag, mens alle de andre, der har respekteret lovgivningen, ikke skal.

Tak. Ordføreren.

Jeg opfattede det sådan set heller ikke som en kritik af mig eller Enhedslisten. Min kommentar var en generel kommentar til hr. Karsten Lauritzen og til Venstre, nemlig at jeg synes, at man fra Venstres side i den argumentation, som går ud på, om man så bare kan vente sig til ophold, overser det faktum, at der er tale om børn, som ikke frivilligt har besluttet sig for at leve i Danmark. Det undrer mig, at det ikke spiller en rolle i Venstres overvejelser over, hvorvidt de vil stemme for det her lovforslag.

Hr. Karsten Lauritzen.

Men hvis man skal føre den argumentation til ende, vil jeg godt spørge fru Johanne Schmidt-Nielsen: Vi har jo masser af uledsagede mindreårige flygtningebørn, som også er uden skyld i deres situation, kunne man sige; er det Enhedslistens holdning, at de skal have opholdstilladelse? Og hvis det er Enhedslistens holdning, hvad man godt ville kunne forstå, så illustrerer det netop, hvorfor vi i Venstre ikke er gået ned ad den vej. For hvis man har sagt A, må man også sige B og C og D, og det er vi ikke villige til. Der er så en politisk uenighed.

Tak. Ordføreren.

Som hr. Karsten Lauritzen ganske rigtigt siger, er vi jo meget uenige, Enhedslisten og Venstre. I Enhedslisten mener vi, som hr. Karsten Lauritzen også ved, at situationen omkring de uledsagede flygtningebørn er meget uholdbar. Mange af dem sidder jo og venter og får lov til at være her, men de ved, at i det øjeblik de fylder 18 år, skal de i princippet udsendes. Det er i øvrigt slet ikke så ligetil at gennemføre, men ikke desto mindre synes jeg, det er en helt uholdbar situation at sætte børn i. Og generelt mener jeg, at hensynet til barnets tarv, ikke bare i forhold til familiesammenføring, men i udlændingeloven generelt, fylder alt, alt for lidt. Jeg ville ønske, at vi kunne blive enige om, at det skulle fylde mere, f.eks. ved at inkorporere børnekonventionen i dansk lovgivning.

Tak. Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Spørgsmålet er måske lidt ved siden af, men ligger i forlængelse af ordførerens tale om, at man skal inkorporere FN's børnekonvention i dansk lovgivning. Der står jo mange ting i børnekonventionen. Der står bl.a., at børn har en naturlig ret til livet. Det er meget sympatisk, at det står der, men hvis man skriver det ind i dansk lovgivning, hvilke konsekvenser vil det så have f.eks. i forhold til kvinders adgang til abort? Jeg går ud fra, at fru Johanne Schmidt-Nielsen mener, at det, der står i børnekonventionen, skal tages alvorligt og bogstaveligt, eller hvordan forholder det sig? Jeg vil bare høre, om man har tænkt over det.

Tak. Ordføreren.

Ja, nu bevæger vi os godt nok lidt uden for emnet, men det er i orden. Jeg har nu aldrig hørt nogen af i hvert fald Justitsministeriets jurister vurdere børnekonventionen fra FN på den måde, at hvis man inkorporerede den i dansk lovgivning, så ville det betyde et forbud mod abort.

Hr. Martin Henriksen.

Nej, det er meget muligt, men det er bare, fordi det står i børnekonventionen. Der står i artikel 6, stk. 1:

»Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til livet.«

Jeg synes, det er meget sympatisk, at det står der, men det må jo så også betyde, at det er barnets ret til livet, der kommer først og foran alting. Sådan må det jo være, hvis man skal forstå det, der står i børnekonventionen, bogstaveligt og skrive det ind i dansk lovgivning.

Det er bare, fordi jeg gerne vil høre, om Enhedslisten har tænkt helt igennem, hvilke konsekvenser det også vil have på andre områder end bare lige f.eks. udlændingepolitikken, for der står jo sådan i børnekonventionen. Eller mener Enhedslisten, at det kun er de dele af børnekonventionen, som passer ind i Enhedslistens politik, man skal gennemføre, og at de andre dele skal man så gå lidt stille med?

Tak. Ordføreren.

Nu bliver jeg helt i tvivl om Dansk Folkepartis holdning til abort, når hr. Martin Henriksen her taler om retten til liv og siger, at det finder han meget sympatisk. Det var da spændende at høre, hvis Dansk Folkeparti ikke mener, at vi skal have fri abort i Danmark. Jeg mener, at vi skal have fri abort i Danmark, og jeg har ikke hørt nogen jurister vurdere, at en inkorporering af børnekonventionen ville betyde forbud mod abort i Danmark. Der er i øvrigt andre lande, der har inkorporeret børnekonventionen, hvor det da ikke har ført til forbud mod abort.

Tak til ordføreren. Så er det fru Merete Riisager, Liberal Alliance. Værsgo.

Vi behandler nu L 186, som tager udgangspunkt i en enkeltsag, nemlig sagen om Songül Yüksel, som er en flittig gymnasieelev, som står i den vanskelige situation, at hun muligvis ikke kan få lov til at blive i Danmark.

Der er kommet en kedelig tendens til, at vi i Folketinget arbejder meget med enkeltsager i udlændingespørgsmål, og årsagen til det er nok, at udlændingelovgivningen er blevet så kompleks, altså et kludetæppe af ændringer, at vi hele tiden bliver i tvivl om, hvordan vi skal forholde os i enkeltsager. Det er altså et spørgsmål, vi bør adressere særskilt, og derfor mener Liberal Alliance også, at der faktisk er brug for en mere gennemgribende gennemgang af udlændingelovgivningen i Danmark, sådan at vi kan få et mere enkelt system, som er til at gennemskue både for de myndighedspersoner, som arbejder med det, og for de udlændinge, som gerne vil søge om at få opholdstilladelse i Danmark.

Når det handler om Songül og hendes familie, vil jeg sige, at det er en familie, der i hvert fald lever op til Liberal Alliances principper og de krav, som vi gerne vil stille til udlændinge, der søger og får opholdstilladelse i Danmark, nemlig at man arbejder og forsørger sig selv og sine, holder sig fri af kriminalitet og deltager aktivt i samfundet.

Men når vi alligevel ikke bakker op om det her lovforslag, er det, fordi vi i forhandlingerne ikke kunne få en garanti for, at man ikke ville lukke unge, som har begået kriminalitet, ind. Derfor kan vi ikke sige ja, selv om vi som sagt har stor sympati for Songüls og hendes families sag. Vi bliver nødt til at have noget lovgivning, som er baseret på nogle principper, og som er gennemskuelig og gennemsigtig, sådan at vi kan stå inde for den hele vejen. Det var desværre ikke muligt at opnå i forhold til den her lovgivning, og derfor må vi sige nej til at støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Tom Behnke, Det Konservative Folkeparti.

Det sker nogle gange, at man rammer ind i et dilemma. Det sker nogle gange, at man egentlig har nogle principper, og at man synes, der er rimelig styr på, hvordan man vil have verden til at se ud. Og så sker det en gang imellem, at man møder virkeligheden, at principperne møder en virkelighed, hvor det viser sig, at det ikke er helt så nemt, som man egentlig havde forestillet sig, eller som man egentlig godt kunne tænke sig at det var. Det er ikke altid så let, så enkelt, så ligetil. Der er man jo altså nødt til at forholde sig til virkeligheden.

Det var lidt ligesom, kan jeg huske, da jeg var soldat. Da fik vi også den klare besked, hvis der var uoverensstemmelse mellem kortet og landskabet: Følg landskabet! Det synes jeg egentlig er meget fornuftigt. Det er også det, der gør sig gældende her. Der er nogle, der er i en situation, vi bliver nødt til at forholde os til. Og jeg er helt enig i, at det ikke må kunne betale sig ikke at efterkomme myndighedernes anvisninger, afgørelser, afslag osv. – jeg er helt enig. Men vi har nu engang at gøre med en gruppe af børn og unge her – som jeg kan forstå det, er det ca. 30, vi taler om – som ikke har efterkommet myndighedernes afgørelse. Min umiddelbare indskydelse var: Det er der ikke noget at gøre ved; så må vi stå fast. Men så viser det sig, at lige præcis de her børn og unge jo altså er en situation, hvor forudsætningen for, at de kunne forlade Danmark, var, at deres forældre havde givet samtykke, at forældrene havde skrevet under på udrejsedokumenter, så de rent faktisk kunne forlade landet. Det har forældrene ikke ønsket. Det er ikke i orden, men spørgsmålet er så, om vi så bare til de børn og unge, der har boet her i Danmark i alle de år – nogle har gået i skole, nogle har gået i gymnasiet, de er velintegrerede – bare skal sige: Nå, jamen det er der ikke noget at gøre ved; nu står vi fast på principperne? Nej, det mener vi ikke fra Konservatives side. Vi mener, at vi bliver nødt til at forholde os til den virkelighed, vi lever i.

Det skal selvfølgelig også ses i sammenhæng med, at de sager, vi taler om, er fra efter lovændringen i 2004 og frem til lovændringen i 2012. Det eneste, vi sådan set gør her, er at åbne op for, at de, der har været i klemme i den her periode på grund af forældrenes manglende samarbejde, får mulighed – mulighed – for at søge efter de regler, vi lavede i 2012, og som vi fra Konservatives side var med til at lave. Det er altså nogle regler, vi synes er gode. Det eneste, vi lukker op for, er, at de her ca. 30 børn og unge får mulighed for at søge efter 2012-reglerne, som vi selv støttede.

Men det er ikke nok, at vi giver mulighed for, at de kan søge efter de nye regler i 2012. Der er nogle yderligere kriterier, som de skal opfylde: De skal have holdt sig fri af kriminalitet. De må ikke have fået en dom til udvisning, og de må heller ikke har fået en dom her i landet på betinget eller ubetinget fængselsstraf. De skal være velintegrerede i det danske samfund, og det skal konkret vurderes i det enkelte tilfælde, om det nu også gør sig gældende. Derudover skal de jo også have opholdt sig i Danmark frem til det tidspunkt – eller i hvert fald for størstedelens vedkommende. Har de været på en lejrskole i Sverige, går det nok. Det tror jeg heller ikke skal skille parterne.

Når det så er sagt, er jeg jo også nødt til at konkludere, at vi er med i den her aftale, og derfor støtter vi selvfølgelig også lovforslaget her. Vi erkender, at det er et dilemma, men vi har valgt at se virkeligheden i øjnene. Vi har også valgt at tage til efterretning, at myndighedernes effektuering af et afslag – altså udvisningen af dem, der rent faktisk har fået afslag – skal være bedre. For hvis nu man havde sørget for, at de, der havde fået afslag, rent faktisk var blevet sendt ud af landet, var man nok ikke kommet i den situation – og så alligevel. For lige præcis for de børn og unge, vi taler om her, kan det jo ikke lade sig gøre. Altså, man kan jo ikke tvinge deres herboende forældre – der bor her lovligt i øvrigt, skal man huske, de har en fuldt lovlig opholdstilladelse her – til mod deres vilje at skrive under på et dokument om udvisning. Det kan ikke lade sig gøre.

Derfor kommer vi frem til, at den her gruppe af børn og unge, altså ca. 30 stykker, er i den situation, at de ikke har kunnet gøre hverken fra eller til. Det har ikke været muligt for dem at forlade landet. Jeg synes ikke, det skal komme til skade, at de ikke har haft den mulighed. Tværtimod har de jo så gjort, hvad de kunne for at få sig noget uddannelse, blive integreret i det danske samfund. Og hvis de er velintegrerede, som der står i lovforslaget, er der en mulighed for, at de kan få en opholdstilladelse i Danmark, og det synes vi at vi gerne vil være med til at lukke op for. Derfor støtter vi lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det justitsministeren.

Jeg kunne sådan set godt have lyst til bare at sætte mig ned og så sige, at jeg henviser til den forrige taler, for der var ikke et ord af det, som hr. Tom Behnke sagde, som jeg ikke var enig i i hele den præsentation af, hvad for en situation vi har stået i, hvorfor vi har ændret reglerne for børn, og hvorfor vi lige præcis i et tilfælde som det her og for børn og unge, som står i en tilsvarende situation, ikke kan gøre andet end selvfølgelig at række dem en hjælpende hånd.

Det synes jeg hr. Tom Behnke fik sat ord på så ganske fremragende, og jeg må sige, at jeg har været ualmindelig taknemlig over, at Det Konservative Folkeparti har holdt ved og har vedstået, at man syntes, at det her var det rigtige og rimelige at gøre i en situation som den her, især når Venstre som det første parti var ude at kræve, at jeg som minister skulle gå ind i den her sag, og at man skulle, jeg ved snart ikke hvad. Der blev sagt: Kunne man ikke nok se på den, og var reglerne ikke også forstået forkert? Nej, det var de jo så ikke, og det var da egentlig klart nok for alle. Jeg indkaldte til møder, og vi havde samtalerne om det, og pludselig skifter Venstre holdning og vil ikke være med alligevel. Der holder De Konservative fast. Det vil jeg gerne sige tak for.

For det her handler jo ikke om andet end, som også flere andre ordførere har præciseret, et snævert kirurgisk indgreb, som rammer lige præcis den meget, meget lille gruppe af børn, som blev ladt tilbage, da vi sidst ændrede reglerne for familiesammenføring for børn, nemlig de børn, som blev afskåret fra at kunne søge, fordi deres sager var afsluttet. Det er meget få børn og unge, det handler om, og jeg tror, de fleste kan se det.

Jeg synes, at beskrivelsen af, at hvis man skal stå og vælge mellem kortet og landskabet, så skal man vælge landskabet, er rigtig, rigtig god, for man står bare lige pludselig med nogle børn og unge, som har deres familie her, som har deres hverdag her, som har deres skolegang her, som går i gymnasiet, eller som laver andre ting, og det ville være en decideret forbrydelse at sige til dem: Det kan godt være, du har haft din barndom i Danmark, men nu slutter det, fordi din mor og far ikke opførte sig ordentligt. Sådan synes jeg ikke vi kan gøre. Det er ikke de børns skyld, og derfor har jeg været rigtig, rigtig taknemlig over, at vi i fællesskab har kunnet skabe et flertal for at lade den her gruppe børn og unge søge på de samme vilkår som dem, der blev ændret i 2012.

Det vil sige, at vi ikke laver nye regler og nye vilkår. Det er de samme ting, der gælder, og man skal leve op til de samme krav, som også hr. Tom Behnke og andre redegjorde for og gennemgik. Der er ikke tale om, at der bare er en åben invitation – man må ikke have begået kriminalitet, man skal være velintegreret – men der er skabt et nåleøje for præcis den gruppe børn, som blev ladt tilbage, sidst reglerne blev ændret, og hvor der ikke var øje for, at der var nogle, som faldt i et hul i systemet. Det er den gruppe børn og unge, som et flertal i Folketinget nu bakker op ved at sige: Selvfølgelig skal de have lov til at søge. Jeg tror ikke, at der er nogen, der tænker, at retssikkerheden eller Danmarks omdømme eller vores muligheder for noget som helst bliver påvirket af, at 20-30 velintegrerede unge mennesker får lov til at blive i Danmark hos deres familier, færdiggør deres uddannelse og har deres tilværelse her.

Så tak til dem, som holdt ved og har båret med igennem forhandlingerne i forbindelse med det her lovforslag. Det her vedrører jo ikke kun Songül. Det vedrører dem, som er i en lignende situation. Men sidst da man lavede en lov, som også blev kritiseret for at blive båret frem, fordi det var en enkelt sag, nemlig sagen om Im, så var det sådan i forbindelse med det lovforslag, der var om Im og Ims mor, at der jo også i fremtiden desværre ville komme nye børn, hvis stedmor eller stedfar i Danmark desværre gik hen og døde, og hvor barnet ville være her med en opholdstilladelse, fordi forældrene var blevet gift. Så det vil sige, at hvor Imloven jo sådan set ville føre til, at der i tid og evighed nok vil komme nogle, der ville stå i den samme eller tilsvarende ulykkelige situation, så er det her et kirurgisk indgreb, der lukker det en gang for alle. For der er kun tale om dem, som har været her, og som har opnået den her tilknytning til Danmark, men som ikke kunne søge, fordi de blev ladt tilbage i 2012, da man ændrede reglerne for familiesammenføring af børn.

Så det er bare for understrege endnu en gang, at der her ikke er tale om, at nu åbner vi op, og at nu er der alle mulige, der får mulighed for det, og at nu kan man i øvrigt se, at der bliver mange, mange flere. Det her er en løsning på en lillebittebitte ting, men en løsning, jeg synes vi kan se hinanden i øjnene med. Vi kan sige, at der gjorde vi det, som vi synes var det rigtige, og derfor har jeg været glad for at gå på talerstolen med det her lovforslag i dag. Jeg syntes, at det her var det eneste, vi kunne gøre i en situation som den, vi stod i.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har meldt sig for korte bemærkninger. Den første er hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Det er jo en fin forbrødring mellem Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti i udlændingepolitikken, alletiders.

Jeg kan forstå, at det her selvfølgelig er et dilemma, fair nok, men vi har jo også børn i asylcentrene, som sidder der i lang tid, fordi forældrene nægter at efterleve de afgørelser, som de danske myndigheder har truffet. Der er børnene jo også bragt i en ubehagelig situation som konsekvens af deres forældres beslutning om ikke at efterleve myndighedernes afgørelse. Der må jo så også være tale om at man skal gå ind og sige, at de skal have lov til at blive i Danmark.

Hvis man ikke mener, at man skal drage den konsekvens af den her lovgivning, hvad er så forklaringen til dem? Der kan selvfølgelig være tale om et andet opholdsgrundlag osv., men de står sådan set i den samme situation, nemlig at de er her, og de er i en ubehagelig situation, fordi deres forældre ikke efterlever de danske myndigheders afgørelser, og fordi de ikke lever op til de kriterier for at få ophold i Danmark, der bliver stillet af det danske Folketing. Hvad er svaret til dem på, at de ikke skal have en opholdstilladelse eller mulighed for at søge en?

Ministeren.

Der er sådan set en god forklaring, og den gode forklaring er, at man, når man kommer til Danmark og søger om asyl, får prøvet sin sag, og hvis man lever op til de betingelser, vi stiller for at kunne få asyl, hjælper vi. Så er vi et meget generøst land, som hjælper rigtig flot for at få familier integreret og få asylansøgere til at falde til, så de kan være her og få en ny tilværelse her.

Men der er også nogle, der får deres sag afvist, og som derfor skal udrejse. Der er det jo sådan set bedst, at familien medvirker til den udrejse, så det kan ske på en fornuftig måde og familien kan komme tilbage til det sted, hvor de nu skal have deres fremtid, og kan få det til at fungere der.

Den her sag med Songül og de andre unge, som er i den her situation, er anderledes, for deres forældre har lovligt ophold. Det vil man typisk ikke have, hvis man er afvist asylansøger og er i en udsendelsesposition.

Når det så er sagt, vil jeg bare sige, at vi har gjort flere forskellige ting på asylcentrene – det er ikke med Dansk Folkepartis stemmer – af hensyn til børnene. Vi har sagt, at vi sådan set ikke så meget kigger på, hvad deres mor og far har gjort, men på, hvad der er godt for dem. Vi har eksempelvis givet tilladelse til at rejse uden for centrene.

Hr. Martin Henriksen.

Det er rigtig nok, at der er nogle tekniske ting, der er anderledes. Det er rigtig nok. Men der vil ikke være noget til hinder for, at en forælder med en lovlig opholdstilladelse sammen med sit barn rejse tilbage til det land, hvis forælderen ønsker at være sammen med sit barn. Det er der jo ikke noget til hinder for.

Det er rigtig nok, at der er nogle tekniske forskelle, men helt konkret i forhold til de mennesker, det handler om, er der jo ikke nogen forskel. Det er der jo ikke. Pointen er jo sådan set den samme. Du ville jo kunne fremføre fuldstændig den samme argumentation som i det her lovforslag, som du ville kunne over for de børn, der sidder i et asylcenter, hvis forældre har nægtet at efterleve myndighedernes afgørelse, nemlig at børnene er kommet i en klemme, fordi forældrene ikke har efterlevet de danske myndigheders beslutninger.

Det er jo det, der er pointen. Nu lukker man op for alt mulig andet, hvor man slet ikke har noget overblik over, hvilke konsekvenser det medfører. Og hvad vil man så sige til de børn? Vil man komme med en masse tekniske forklaringer om, at deres forældre er i en lidt anden situation end de her børns forældre? Det holder jo ikke.

Ministeren.

Jeg er bare så grundlæggende uenig i den tilgang, som Dansk Folkeparti har til det her spørgsmål. Der er milevid forskel på de forskellige situationer. Songül og andre i en lignende situation vil ganske givet stå i den situation, at de er velintegrerede i Danmark, at deres forældre har lovligt ophold i Danmark, at de er i arbejde i Danmark, og at de har søskende i Danmark.

Sender man derimod et barn alene tilbage til et andet land, væk fra dets søskende, væk fra dets mor og far, som eventuelt har lovligt ophold, bryder man det barns mulighed for at være sammen med familien. Det er altså ikke det samme, når man kigger på en asylansøgerfamilies situation. Jeg synes, at det andet her havde været ganske skrækkeligt.

Tak. Så er det hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil nu sige til justitsministeren, at der jo også findes familiemedlemmer til de pågældende personer. I det her tilfælde er det mange tyrkere, hvor faren eller moren bor i Tyrkiet. Altså, det er jo ikke i alle tilfælde, at begge forældre er heroppe; det er faktisk i de færreste tilfælde. Så der sidder også en ægtefælle i Tyrkiet eller måske et andet land, så jeg synes ikke, ministerens argumentation holder. Men ministeren siger, det er en forbrydelse – det var de ord, jeg hørte ministeren bruge – hvis vi ikke giver de her personer mulighed for at få opholdsgrundlag i Danmark, når de er velintegrerede.

Så vil jeg godt spørge: De mange hundrede, der er heroppe som uledsagede mindreårige asylansøgere og har opholdsgrundlag indtil det fyldte 18. år, og som er velintegrerede – og de kan i princippet være lige så velintegrerede som Songül – skal som udgangspunkt rejse hjem, når de fylder 18 år. Hvorfor skal de ikke have samme muligheder for at få et lovligt opholdsgrundlag? Jeg vil spørge ministeren: Vil det ikke også være en forbrydelse?

Ministeren.

Der gælder jo særlige regler for den gruppe børn, og der kan selvfølgelig også være meget stor forskel på, hvor gamle de har været, når de er kommet hertil.

Men i forhold til det andet vil jeg gerne sige, at da vi ændrede reglerne tilbage i 2012, gjorde vi det, fordi vi gerne ville gøre det lettere for børn at få familiesammenføring med deres forældre, som har lovligt ophold i Danmark. Der var der nogle børn, som vi glemte. Og det er den gruppe børn, som Songül er en del af. Hun blev glemt, fordi hendes sag var afsluttet; hun havde dermed ulovligt ophold i Danmark allerede og kunne derfor ikke søge.

Det, vi ændrede tilbage i 2012, var lige præcis, at vi sagde: Jamen vi synes egentlig ikke, det er rimeligt, at man kan sende et barn tilbage til eksempelvis Tyrkiet, hvis nu der er en forælder tilbage dernede, som sådan set ikke ønsker at påtage sig forældreansvaret. Før 2012 havde man sådan en holdning til det, hvor man sagde: Jamen når først barnet står der og banker på døren, jamen så vælter moderfølelserne eller faderfølelserne – eller i hvert fald forsørgerfølelsen – nok frem i folk, og så må de tage sig af det.

Det lavede vi om, og det er jeg glad for vi lavede om. Og jeg er også glad for, vi nu har et flertal for, at lige præcis den meget lille gruppe af børn og unge, som ikke blev omfattet af ændringen i 2012, nu kan blive det.

Hr. Karsten Lauritzen.

Men der er jo bare ikke sammenhæng i regeringens politik, når det her skal gælde en lille gruppe. De uledsagede mindreårige, der er velintegrerede, skal rejse hjem, men de tusind, der har fået afslag på familiesammenføring, og som jo også havde fået færdigbehandlet deres sager, kan ikke komme i betragtning, fordi de respekterede reglerne. Det er da ikke retfærdigt, må jeg sige til ministeren.

Det er da ikke retfærdighed. Det er da en lige så stor forbrydelse. Hvis man køber den argumentation, må det jo være en lige så stor forbrydelse over for dem, der har respekteret lovgivningen, som over for dem, der har ignoreret den og er blevet her. Det er der, hvor jeg bare siger, at jeg synes, vi skylder at have lidt mere sammenhæng i vores politik end den, regeringen og et flertal i Folketinget her lægger op til, selv om det er den svære løsning og ikke nødvendigvis den lette.

Ministeren.

Jamen jeg anerkender fuldt ud, at Venstre skal have point for at prøve at afspore debatten fuldstændig fra det, den handler om, nemlig: Skal en velintegreret pige som Songül, som har sin familie, sin opvækst, sin dagligdag, sit liv i Danmark, have at vide, at fordi vi har nogle principper og nogle regler, som vi overhovedet ikke vil bøje, selv om vi godt kan se, at der er nogle menneskeskæbner, som lider en krank skæbne, hvis vi gør sådan, finde sig i, at vi ikke vil tænke os om og gøre det, som vi synes er rigtigt?

Jeg tror, at det her dækker over, at Venstre har lyst til at få det til at handle om noget andet, end at Venstre i Køge har skrevet til mig, bedt om, at Songül skal få lov at være her, og at fru Inger Støjberg, som var daværende udlændingeordfører, i pressen flere gange gik frem og spurgte: Kan vi ikke nok finde en løsning for den her pige? Endelig synes jeg også, at Venstre er svar skyldig på det spørgsmål, som fru Mette Reissmann stillede, nemlig: Er det hele Venstre, som stemmer imod det her lovforslag? For mig bekendt er Venstre splittet.

Tak for det.

Da der ikke er flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.