Tak.
Enhedslisten har jo samme tilgang som hr.
Jonas Dahl – og det tror jeg alle partier i Folketinget har – til lovforslag, der bliver fremsat her i salen på baggrund af en anmodning eller et ønske fra den grønlandske eller færøske regering.
I det her tilfælde er det så den færøske.
Vi stemmer som hovedregel for sådan nogle lovforslag, også selv om vi ikke er enige i indholdet.
Jeg vil – og det vil jeg da gerne også af hensyn til en senere diskussion – indskærpe, at for Enhedslistens vedkommende er der og kan der opstå en situation, når det drejer sig om mulige krænkelser af arbejder- og menneskerettigheder, som Danmark er forpligtet af i henhold til internationale konventioner, hvor Enhedslisten ikke vil kunne støtte et lovforslag.
Det er sandsynligvis ikke tilfældet med det her lovforslag, så jeg tror også, at enden på det bliver, at Enhedslisten stemmer for her.
Men vi vil også gerne fortsætte den gode stil, vi fik lagt under vores 5 timer lange debat om rigsfællesskabet, hvor vi jo nåede frem til, at det ikke er odiøst at sige, hvad man mener om forslag, der kommer fra andre dele af rigsfællesskabet.
Det er jo også vigtigt, for det er da meget betydningsfuldt, at Folketinget i det mindste er fuldt oplyst om, hvad situationen er, og hvad grundlaget og baggrunden er for et bestemt lovforslag, som man ønsker gennemført fra i det her tilfælde færingernes side, og hvorfor det ser ud, som det gør.
Der må jeg bare sige, at umiddelbart virker det her som en dårlig idé.
Altså, man lægger op til, at det skal være muligt at importere arbejdskraft i bygge- og anlægssektoren, blot fordi arbejdsløsheden falder til under 6 pct., hvor der i dag er en 3,5 pct.s grænse.
Selv om vi har meget forskellige tilgange til det her spørgsmål, har jeg lidt ligesom den radikale ordfører en holdning om, at en procentgrænse måske er lidt mystisk, for det, der må være det rigtige princip, er jo, at en forudsætning for at importere arbejdskraft til et land er, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, hverken mere eller mindre.
Det er jo også det, der er det grundlæggende princip i den danske udlændingelov og i den færøske udlændingelov.
Problemet i den danske udlændingelov er jo så, som hr.
Søren Espersen var inde på, at det princip er blevet fuldstændig fjernet, når det drejer sig om arbejdskraft fra EU-/EØS-lande.
Det er jo kun, når vi taler tredjelandsborgere, at princippet stadig væk gælder.
Så er der jo en anden ting, som også er vigtig, når man taler om import af arbejdskraft.
Det er:
Hvem skal tage stilling til, om der er mangel på kvalificeret arbejdskraft?
Skal det være en regering, nogle embedsmænd, eller skal det være dem, som har fingrene nede i materien, nemlig arbejdsmarkedets parter?
Der er faktisk også en struktur i den danske udlændingelov, som siger, at arbejdsmarkedets parter skal høres om, hvorvidt der nu også er mangel på kvalificeret arbejdskraft.
For Enhedslistens vedkommende måtte den beføjelse gerne være meget stærkere end en høringsret, for det er vel den rigtige måde at kontrollere på, om der rent faktisk er brug for ekstra arbejdskraft.
Hvis man har en sådan mekanisme, behøver man ikke en procentsats.
Samtidig synes jeg, at man ser, når man læser det her, at det virker, som om det er fremsat på et meget løst grundlag.
Den eneste henvisning til, at der skulle opstå et problem med mangel på arbejdskraft i den færøske bygge- og anlægssektor, er et udsagn fra arbejdsgiverforeningen Færøernes Industri.
Jeg kender dem ikke så godt.
Jeg tror, de ligner den danske udgave ret meget.
Har man nogen sinde hørt om en arbejdsgiverforening, der ikke mener, at det er meget vigtigt, at man får noget mere arbejdskraft til rådighed, for der vil sikkert blive mangel på arbejdskraft lige om lidt?
På den måde har arbejdsgiverne flest mulige ansøgere til jobbene at vælge imellem med det fuldstændig uundgåelige resultat, at der vil opstå et pres på lønningerne.
Jeg synes heller ikke, at lovforslaget dokumenterer, at der skulle være et faktisk problem i bygge- og anlægssektoren på Færøerne.
Det står der faktisk ikke noget om.
Der står tværtimod, at den færøske bygge- og anlægsaktivitet ikke engang er på niveau med, hvad situationen var før krisen.
Så jeg vil sige, at hvis jeg var fagforening eller arbejderparti på Færøerne, ville jeg ikke være særlig tryg ved sådan en lov.
Jeg mener, at med de oplysninger, vi har til rådighed her, vil den meget nemt kunne føre til social dumping.
Jeg må også spørge, når vi kommer dertil, hvad faren for en belastning af den færøske økonomi i det her egentlig er.
Handler det her om, at de færøske bygge- og anlægsarbejdere, hvis de skal have en højere beskæftigelse, vil forlange mere end det, som overenskomsterne siger?
Hvis det bare handler om, at de vil have opfyldt de overenskomster, de nu engang har indgået med deres arbejdsgivere, så burde det vel ikke betragtes som en belastning af økonomien, for så kommer der også tilsvarende indtjening til at betale den øgede arbejdskraft.
Så jeg synes, vi mangler at få noget at vide om, hvad de færøske fagforeninger mener om den her sag.
Er de overhovedet blevet hørt, og hvilken kontrol føres der egentlig med, at de udenlandske arbejdere arbejder på sædvanlige færøske vilkår?
Disse og andre spørgsmål vil jeg stille i den videre behandling.