Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 183:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik. (Midlertidig huslejehjælp).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 30.04.2014).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til Venstres ordfører, hr. Eyvind Vesselbo.

Der er alt for mange hjemløse i Danmark, og det er jo ikke noget, der bare er af nyere dato. Det er en udvikling, som har været meget negativ gennem årene, og antallet af hjemløse er steget – jeg vil ikke sige støt, men det er steget – igennem en lang række år. Og vi kan jo ikke have, at folk i den situation, som man er i, når man er hjemløs, ikke bare mangler et sted at bo, men også har en lang række andre problemer såsom alkoholisme, nogle er psykisk syge, nogle er stofmisbrugere og nogle har måske alle tre problemer på en gang. Så det er klart, at der er brug for at få stoppet den negative udvikling i stigningen af antallet af hjemløse.

Vi forsøgte jo for nogle år siden at afsætte et stort beløb på 500 mio. kr., som skulle være med til at hjælpe på hjemløseproblematikken, altså få folk ud af hjemløshed eller forhindre, at unge, ældre og midaldrende mennesker blev hjemløse. Det er jo interessant, at det trods alle de penge alligevel er gået den forkerte vej, for antallet af hjemløse er nemlig steget. Det var endog sådan, at en del af de 500 mio kr. – lige under 100 mio. kr., omkring 80 mio. kr. – ikke blev brugt. Det kan jo overraske, og det var specielt Københavns Kommune, der for en stor del af den sums vedkommende – omkring 72 mio. kr. – ikke kunne bruge de midler til at få hjulpet de hjemløse i Københavns Kommune. Nu er det jo så heldigt, at når man ikke kan bruge pengene inden for den aftalte periode, har vi mulighed for at bruge pengene i den kommende periode, og det er så det, vi har vedtaget, nemlig at bruge de penge af puljen på 500 mio. kr, som i første omgang ikke blev brugt.

Der er lagt en udmærket plan for at hjælpe de hjemløse og sætte ind for at forbedre deres vilkår. Sagen er jo, at det ikke er nok bare at give de hjemløse en bolig. Mange hjemløse siger: Jamen det er jo fint nok at få en bolig, men jeg kan ikke klare at være der, for jeg har en lang række andre problemer. Der, hvor man skal sætte ind, er med en helhedsbehandling af de her mennesker – ikke bare give dem en bolig, men også hjælpe dem, hvis de er misbrugere eller psykisk syge. Der skal gives en samlet pakke.

Det her lovforslag, som jo er en del af finanslovsaftalen, går ud på, at man skal hjælpe unge mennesker under 30 år, som modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp og revalideringsydelse, med huslejen, hvis de i en periode ikke kan klare deres husleje. Det er i første omgang en periode på 6 måneder, og der er afsat 20 mio. kr. om året i bloktilskud til kommunerne, så de ligesom kan sørge for at hjælpe de unge under 30 år, som har problemer med huslejen, med at få betalt huslejen, så de ikke bliver hjemløse. Det er sådan set et meget fint og godt forslag.

Der er to ting i forslaget, jeg lige vil nævne, og den første er perioden på de 6 måneder. Det er jo noget, vi har lavet som en del af finanslovsaftalen, men det er klart, at det jo er en drøftelse værd, om denne periode på 6 måneder skal ligge fast, eller om man i nogle tilfælde kunne lave en dispensation. Jeg nævner det bare som et forslag til en drøftelse. Vi står helt ved den aftale, der er lavet, men jeg synes bare, det er vigtigt at slå fast, at der måske kunne være noget i at være lidt mere fleksibel.

Så er der det andet punkt, og det er, at der er afsat 20 mio. kr. om året, men i år, altså 2014, kan man kun bruge 9,4 mio. kr., tror jeg der står. Der mangler jo så at blive brugt et beløb på 10 mio. kr., og der har jeg bedt ministeren om at finde ud af, hvad man gør med dem. Skal kommunerne bare have et bloktilskud, som de ikke bruger til det, det er afsat til, eller hvordan får man løst det problem?

Det er klart, at Venstre synes, det her er en god ting, og vi støtter selvfølgelig forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren. Jeg skal lige høre, hvad der lå i ordførerens bemærkning om at kigge på de 6 måneder. Ligger der deri en invitation til, at vi kan lave et ændringsforslag, så det bliver en længere periode, eller det måske bliver en permanent ordning? For det lyder, som om ordføreren erkender, at der nok er et problem med den midlertidige hjælp, hvis man ikke i mellemtiden har kunnet anvise en billigere bolig til det unge menneske.

Ordføreren.

Næh, men fordi man lægger op til en drøftelse af en problemstilling, er det ikke nødvendigvis sådan, at man behøver at have et helt konkret forslag til at løse det problem. Det, jeg mener vi skal bruge Folketingets talerstol til, er at tage nogle problemstillinger i lovforslaget op. Det er ellers godt nok, men med hensyn til de der 6 måneder kunne det være, at det var noget, vi kunne finde sammen om at finde en løsning på, hvis det nu var sådan, at det går rigtig, rigtig godt, og der lige er brug for en måned mere. Jeg siger ikke, at det så er Venstres forslag at gøre det. Jeg siger bare, at det er en drøftelse værd.

Med hensyn til det permanente vil jeg sige, at den aftale, der er lavet, er på 4 år, og der står i aftalen, at om 4 år skal man så tage stilling til, om den skal forlænges. Der er sat penge af til de her 4 år, og det er der jo ikke yderlige, hvis den skal være permanent og række ud over 2017.

Finn Sørensen.

Tak. Ordføreren skal ikke opfatte mit spørgsmål som nogen kritik, tværtimod. Jeg har stor respekt for og kvitterer for, at ordføreren kan problematisere ting, der er i et forslag, på baggrund af et forlig, man selv har været med i. Det synes jeg er fint, og det er en god stil at have i Folketinget. Så jeg ville bare gerne høre, hvor meget der ligger i det. Er der mulighed for, at vi gennem forhandlinger i udvalget kan nå frem til et ændringsforslag, som kunne forbedre det på det her punkt?

Så spurgte jeg jo ikke til, hvor længe aftalen løber, men at man skulle kigge på det problematiske i, at det kun er en midlertidig hjælp på 6 måneder, man yder i det hele taget. Jeg vil gerne lige påpege, at efter det her forslag vil et ungt menneske med en husleje på 4.000 kr. med den yderligere hjælp, man så kan få i det her forslag, hvilket selvfølgelig er fint, efter betaling af boligudgifter have knap 850 kr. om måneden til mad, tøj, vask, lommepenge og alle øvrige faste udgifter. Jeg vil gerne høre ordføreren: Synes ordføreren, at det er muligt i længere tid overhovedet at leve for sådan et lille beløb?

Ordføreren.

Det, vi gør her, er jo, at vi åbner op for, at kommunerne kan give en huslejehjælp ud fra en bedømmelse af den enkelte persons økonomiske grundlag. Det er klart, at ud fra de penge, der er sat af her, og de krav og betingelser, der står i lovgivningen, er det selvfølgelig sådan, at det jo skulle hjælpe den enkelte unge under 30 år, sådan at personen ikke bliver hjemløs.

Det, som er de andre problemer, som jeg nævnte fra starten, nemlig det, at man måske ikke kan styre sin økonomi, eller at man har nogle andre problemer, nogle sociale problemer, må jo løses på en anden måde. Det her er jo et helt konkret forslag til at afhjælpe og forhindre og forebygge hjemløshed blandt unge under 30 år, og jeg synes, at det er et godt forslag. Vi står helt ved det, og vi stemmer for.

Tak til Venstres ordfører. Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Tak for det. For Socialdemokratiet er det et kardinalpunkt, at alle får lige muligheder for at tage del i vores samfund. Derfor har Socialdemokratiet sammen med vores regeringspartner taget rigtig mange initiativer til at begrænse fattigdom i Danmark og dermed sikre reelt lige muligheder for alle mennesker i Danmark. Derfor har vi, selv om det jo har været krisetid og økonomien har været stram, alligevel taget initiativ til at afskaffe de særlig lave fattigdomsydelser og givet flere penge til de fattigste pensionister og sat massivt ind, så færre familier skal opleve at blive sat på gaden. Det har faktisk konkret betydet, at der har været et fald i antallet af udsættelser på mellem 25 pct. og 30 pct. i løbet af de her par år, hvor vi har siddet med regeringsmagten, og efter at vi har afskaffet fattigdomsydelserne. Det mener vi sådan set er værd at bide mærke i.

Det forslag, vi behandler her i dag, ligger så også i forlængelse af det. Vi har et ønske om, at folk kan bevare deres bolig, og det vil sige, at det kan være væsentligt, at man i en periode kan gå ind og hjælpe med huslejen.

Målet med kontanthjælpsreformen er, at de unge mennesker får en uddannelse, og at flere får mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet og klare sig selv. I 1980'erne og 1990'erne oplevede vi, hvordan man efterlod en generation til sig selv, efterlod dem hjemme foran fjernsynet. De fik ganske rigtigt en check, så det var jo ikke, fordi de led nød på den front, men der var ikke nogen, der hjalp dem til at komme i gang med en uddannelse. Hovedsigtet med vores kontanthjælpsreform er, at alle dem, der kan, de skal, og alle dem, der ikke kan, skal til gengæld have mere hjælp end den, de har fået hidtil.

Når man ser på det her forslag, kan jeg næsten gætte mig til, hvad hr. Finn Sørensen vil spørge til, og derfor kan jeg lige så godt svare på det med det samme. For det, vi har at gøre med her, er den gruppe af unge mennesker, som hr. Finn Sørensen taler om kommer til at leve af en SU-lignende ydelse. Når vi bliver spurgt, om vi forestiller os, at de unge mennesker kan leve på det særlig længe, så er svaret: Øh nej, det gør vi ikke. Det er jo meningen, at de skal i uddannelse. Og fire gange om året starter der en erhvervsuddannelse, man kan starte på. Det vil sige, at på det tidspunkt, hvor man bliver erklæret uddannelsesparat, vil man kunne indskrive sig og inden for de næste 3 måneder påbegynde sin uddannelse.

Der, hvor der så opstår et problem – og det er en af årsagerne til, at det her forslag så er vigtigt – er jo, at det ikke er sikkert, at man også inden for den tidsramme kan finde sig en ny bolig. Hvis man havde forestillet sig, at man skulle være på kontanthjælp på den gamle høje sats resten af sit liv, så har man givetvis fundet en bolig ud fra den forudsætning, og det vil sige, at det, at man kan starte på en uddannelse 2-3 måneder senere, jo ikke også betyder, at der nødvendigvis er en bolig til rådighed inden for det tidsperspektiv. Derfor kan det selvfølgelig være nødvendigt, at man kan træde til og sige, at her er der en mulighed for at kunne blive i boligen, frem til at den unge får tilpasset sin boligsituation til den nye økonomiske virkelighed.

Men ja, vi mener, at folk skal kunne leve af en SU eller af den uddannelsesydelse, de får, hvis de er lærlinge – den lærlingeløn, de får, mens de er under uddannelse – men vi mener under ingen omstændigheder, at folk skal blive i kontanthjælpssystemet, når vi taler om de stærke unge. Og det er jo den ene gruppe, når vi taler om kontanthjælpsreform.

Så er der den anden gruppe, og det er dem, der har store psykiske eller sociale vanskeligheder. Der er det vores opfattelse, at de selvfølgelig skal være på den gamle og nu siger jeg høje – i gåseøjne – kontanthjælp, for der er ikke nogen, der skal have den illusion, at man har mange penge, når man er på kontanthjælp, for det har man ikke. Men den svage gruppe af unge, som har sociale og psykiske udfordringer, kommer ikke over på den lavere ydelse, og de kommer ikke ind i den her trædemølle, men bliver netop på de ydelser, som har været førhen. Det er i erkendelse af, at det altså ikke er en gruppe unge, der kan. De skal til gengæld have noget mere hjælp.

Så har der i kommunerne været problemer med, at nogle kommuner har visiteret alt, alt for mange unge mennesker ind til den særligt lave uddannelsesydelse. Det mener vi i Socialdemokratiet, og det mener vi i regeringen er fuldstændig uacceptabelt, for det betyder, at man sætter nogle unge i en situation, hvor de ikke er reelt uddannelsesparate, men hvor de alligevel bliver sat ned i ydelse. Der opstår så en situation, hvor nogle unge mennesker, der reelt ikke kan forandre på deres egen situation, bliver sat ned på en ydelse, som man ikke kan leve af i længere tid ad gangen. Den situation ønsker vi ikke opstår, og derfor har vi også fra regeringens side taget fat om de kommuner, som har visiteret som fanden læser Bibelen – det ved jeg ikke om man må sige fra talerstolen, men nu gjorde jeg det – og man har taget dem ind og taget en snak med dem om, hvordan man kan få rettet op på den visitationssituation.

Det her forslag skal gerne hjælpe til at forebygge, at nogle unge mennesker mister deres bolig undervejs, hvilket på den måde skaber større usikkerhed om deres situation, end der er i forvejen, og derfor kan Socialdemokratiet selvfølgelig støtte forslaget.

Jeg vil lade udtrykke passere, da der er tale om et velkendt citat.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak. Det skal jeg huske; man skal sørge for, at de ting, man siger, er velkendte eller kan dokumenteres at være det.

Jeg vil selvfølgelig kvittere for, at der ligger en forbedring i det her. Men jeg er da glad for, at ordføreren selv tager proppen af den store flaske, for der gemmer sig en masse problemer i den kontanthjælpsreform, men jeg når jo ikke at spørge ind til det alt sammen.

Jeg vil bare sige, at ordføreren faktisk selv berører et af de helt store problemer, nemlig at kommunerne har mulighed for at visitere unge mennesker til at være uddannelsesparate, selv om de rent faktisk ikke er det. Det er jo det, vi allerede har fået en masse eksempler på, og de meget store udsving i procentsatserne på, hvor mange man visiterer til at være uddannelsesparat, er jo i hvert fald en indirekte indikator på eller dokumentation af, at det er det, der foregår – også fordi der er nogle besparelser for kommunerne ved at gøre det.

Jeg er nødt til at minde om forskellen mellem at være visiteret som uddannelsesparat og være på SU. Når du er på SU, har du mulighed for at tjene nogle flere penge uden at blive modregnet, og du har mulighed for at tage et lån. Det er altså nogle muligheder, som disse unge på uddannelsesydelse ikke har. Så er spørgsmålet: Hvorfor skal de være ringere stillet? Selv om der kommer en forbedring her, hvorfor skal de så være ringere stillet end unge på SU og ringere stillet end aktivitetsparate, som jo både får en højere ydelse, og som også kan søge hjælp efter § 34?

Ordføreren.

Nu bliver der jo stillet flere forskellige spørgsmål. Til den del om kommunerne vil jeg gerne sige, at det har været os magtpåliggende, at vi ikke bare lavede en revisionsbestemmelse om to eller tre år for så at vende tilbage for at se, hvordan det går med den her reform. For det er klart, at når vi giver det visitationsredskab til kommunerne, at de kan gå ind og sætte en gruppe unge mennesker ganske gevaldigt ned i ydelse, hvis de ikke går i gang med en uddannelse, så bliver vi også nødt til at følge særdeles tæt, at det redskab ikke bliver brugt forkert.

Derfor fangede vi meget, meget tidligt i forløbet, at udsvingene er for store, og vi fik præciseret vejledningen og fik taget kommunerne ind. Og vi har ikke sluppet det der. Jeg vil gerne se tal for, og det vil jeg gerne med korte mellemrum, hvordan udviklingen er, for vi skal ikke have den situation for de unge mennesker. Jeg hørte et helt vanvittigt eksempel om en, der var indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling og alligevel var blevet visiteret som uddannelsesparat. Det mener jeg selvfølgelig er fuldstændig hen i vejret.

Så vil jeg sige til det om, at vilkårene er forskellige, at jeg midt i alt det her synes, det er vigtigt at holde fast i, at det jo er unge mennesker, som skal være der i ganske kort tid. Der starter brobygningsforløb, som er SU-berettigede forløb, og der starter uddannelsesforløb på erhvervsuddannelserne, hvor man kan få en uddannelsesydelse og komme ind under et andet sæt regler – og det sker med ganske få måneders mellemrum.

Det vil sige, at der kommer til at gælde de samme regler, som hvis du eksempelvis har afsluttet din ungdomsuddannelse og skal påbegynde en videregående uddannelse efter sommerferien. I det slip, der er imellem ungdomsuddannelsen og den videregående uddannelser, er du slet ikke berettiget til at få kontanthjælp. Det kan man jo også diskutere. Men det er et spørgsmål om, at vi som samfund siger, at behovet er til at overse.

Finn Sørensen.

Jeg er ikke i tvivl om, at både ordføreren og den relevante minister vil følge den udvikling tæt. Men kendsgerningen er jo, at man har lavet en lov, der gør det muligt for kommunerne at visitere unge mennesker til at være uddannelsesparate, selv om de ikke er det. Der er ikke – jeg har i hvert fald ikke opdaget dem, og hvis de er der, vil jeg gerne oplyses om det – nogen redskaber i loven, der kan forhindre, at kommunerne lader de her unge mennesker gå i en meget længere periode end den, der er intentionen fra lovgivers side. Og så er det jo, at jeg synes, man skulle tage at få rettet op på det.

Ordføreren.

Indimellem kan jeg også blive så frustreret over det kommunale selvstyre i Danmark, at jeg får lyst til at lave det hele om til en stor stat. Den slags frustrationer synes jeg at man skal passe på med at lade løbe af med sig. Men det er jo det, der er årsagen. Når vi har kommunalt selvstyre i Danmark – det vil sige, at det er ude i det kommunale system, man implementerer den her type lovgivning – så er der irriterende nok, når man sidder her på Christiansborg, nogle ting, som man ikke kan styre.

Det, vi så forsøger, er selvfølgelig at lave så præcise vejledninger som muligt, fordi vi ikke har et ønske om, at folk, der ikke tilhører en bestemt kategori, alligevel ryger ned i den. Der vil vi selvfølgelig forsøge at tage de værktøjer op af værktøjskassen, som vi skal benytte til det her. Men jeg synes, vi er sådan inde i en vanlig dans omkring det kommunale selvstyre, og der bliver jeg også indimellem frustreret over, hvordan det bliver tacklet.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Karina Adsbøl.

Tak for det, formand. Dette lovforslag er en del af finanslovsaftalen. Lovforslaget giver kommunen mulighed for at yde midlertidig huslejehjælp til unge under 30 år, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller revalideringsydelse, og som er i en udsat boligsituation. Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af finanslovsaftalen for 2014 mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Det fremgår af aftalen, at der er behov for en særlig indsats for unge, som er i risiko for hjemløshed. I aftalen om finansloven for 2014 blev partierne derfor enige om at afsætte en reserve på 20 mio. kr. årligt fra 2014 til 2017. En række kommuner har peget på, at visse grupper af unge har vanskeligheder med at fastholde en bolig, som de har råd til at betale. Der er især tale om unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år, hvor det vurderes, at de maksimalt har råd til at have en månedlig husleje på ca. 3.000 kr.

Dansk Folkeparti vil gerne hjælpe unge, der har behov for en særlig indsats, og som er i risiko for hjemløshed. I Dansk Folkeparti har vi derfor også været med til flere aftaler om at styrke indsatsen, bl.a. i 2010, hvor vi fik afsat 220 mio. kr. årligt i årene 2011 til 2014 til nedsættelse af lejen i problemramte boligafdelinger samt 40 mio. kr. via satspuljen til gældsrådgivning i perioden fra 2012 til 2016. Og vi har for nylig her i Folketinget vedtaget et lovforslag, hvor kommunalbestyrelsen og en almen boligorganisation i en periode frem til 2017 kan aftale, at almene-, ældre- og familieboliger med et bruttoetageareal på mellem 50 og 65 m² kan opmærkes til almene ungdomsboliger, netop for at få flere billige boliger til unge mennesker.

Det lovforslag, vi behandler i dag, har til formål at forebygge og afhjælpe hjemløshed hos unge, der er i en udsat boligsituation, og som ikke har mulighed for at flytte eller blive anvist en bolig med en lavere husleje. Huslejehjælpen kan ydes til unge, som ikke har mulighed for at betale huslejen. Det er vurderet i lovforslaget, at det kun er 2.000 personer, der vil være i denne målgruppe. Vi tror, at målgruppen vil være væsentlig større.

Derfor kunne jeg også godt tænke mig, at ministeren redegør for, i hvilke konkrete situationer der kan ydes hjælp, og i en kommende vejledning til kommunerne præciserer dette, netop fordi der kan være 98 forskellige måder at tolke lovgivningen på. Samtidig vil jeg gerne høre, hvordan ministeren vil sikre, at de ekstra midler, der bliver bevilget til kommunerne, også kun bliver brugt til formålet og ikke bliver brugt på andre ting. Det er også anført i høringssvarene, at det ikke er en forpligtelse for kommunen at yde hjælpen. Hvis en kommune får midlerne til dette, er der vel også en forpligtelse til at anvende dem til formålet? Dansk Folkeparti ønsker, at pengene specifikt bliver øremærket til de unge, og at der også bliver lavet en form for kvalitetssikring.

I forhold til billige boliger til udsatte unge har vi bl.a. i 2014 afsat 39 mio. kr. til etablering af nye startboliger, som almene boligorganisationer og selvejende almene ungdomsboligorganisationer kan søge, hvis kommunen anbefaler startboliger. Startboliger kan komme udsatte unge til gavn, når der bliver tilknyttet en social vicevært. Forsøgsordningen med skæve boliger blev gjort permanent med virkning fra den 1. januar 2009, så kommunerne kunne ansøge om tilskud til etablering af boliger til udsatte grupper – boliger, der var tilpasset deres behov. Formålet med skæve boliger var, at ordningen med tilskud til etablering af skæve boliger skulle skabe passende økonomiske rammer for etablering til en bred vifte af byggerier, bl.a. til hjemløse og særligt udsatte befolkningsgrupper, som havde svært ved at indpasse sig, eller som ikke magtede at bo i et traditionelt udlejningsbyggeri.

Vi har fra Folketingets side gjort en række tiltag for at forbedre indsatsen og forebygge hjemløshed, og med dette lovforslag gør vi endnu en indsats. Så derfor støtter vi i Dansk Folkeparti lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til den radikale ordfører, fru Zenia Stampe.

Vi synes også, det er et vældig godt forslag, og for at sige det, fuldstændig som det er, udfylder det jo også et hul, som vores ellers udmærkede kontanthjælpsreform efterlod. Vi synes, det er rimeligt, at man nedsætter satserne for sunde og raske unge mennesker, der sagtens kan tage en uddannelse og også er i stand til at tage et arbejde. For vi mener ikke, at det på nogen måde vil være rimeligt og et ordentligt incitament at give unge mennesker, at det bedre kan betale sig at blive derhjemme end at komme i uddannelse og arbejde. Derfor var vi glade for den kontanthjælpsreform.

Men det er klart, at den efterlod et hul, fordi der var nogle unge mennesker, der akut blev bragt i en situation, hvor de sad i en for dyr bolig, ikke kunne finde et job, der gjorde, at de var i stand til at betale den bolig, og heller ikke umiddelbart kunne starte på en uddannelse, og derfor prøver vi jo netop at bløde den her meget bratte overgang op med det her forslag. Så jeg synes, det skal ses i forlængelse af kontanthjælpsreformen som et forsøg på at udfylde det hul, som reformen, som ellers på alle måder giver rigtig god mening, efterlod, og altså sørge for, at der ikke er nogen, der falder ned i det hul, hvilket desværre var en mulighed efter reformen.

Derfor støtter vi forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Pernille Vigsø Bagge.

Som det fremgår af bemærkningerne til forslaget, og som det også er blevet sagt i løbet af debatten, indgår det her forslag som en del af udmøntningen af aftalen om finansloven, hvor SF som bekendt er et af aftalepartierne. På den baggrund kommer det nok ikke som det største chok i dag i danmarkshistorien, at vi støtter det her forslag, som jo gør det muligt for kommunerne i op til 6 måneder at yde økonomisk hjælp til visse unge under 30 år, som står i en presset boligsituation.

Forslaget omhandler primært unge, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller revalideringsstøtte, og som risikerer at ende som hjemløse, hvis ikke de tildeles økonomisk støtte til at klare huslejen. Den støtte vil SF gerne være med til at give, fordi vi tror på, at vi på den måde kan være med til at bringe noget stabilitet ind i de unges tilværelse, som i stedet for bekymringer om boligsituationen kan fokusere mere på job eller uddannelse.

Vi er også interesseret i, at de elementer af kontanthjælpsreformen, som har vist sig at have en uheldig effekt, skal lappes, repareres, forbedres, og det her er et skridt på vejen.

Med de ord kan jeg meddele, at SF støtter lovforslaget

Der var en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen, kan jeg nå at se her. Værsgo.

Tak til ordføreren for indlægget. Jeg skal bare spørge: Synes ordføreren, at det her er en tilstrækkelig løsning på det problem, der er skabt gennem kontanthjælpsreformen, nemlig at endnu flere tusinde unge mennesker, end vi havde før – det var alle dem, der var under 25 år, og nu er det også dem op til 30 år – skal leve for nogle meget lave ydelser, som gør, at det stort set er umuligt at få det til at løbe rundt? Er det her er en tilstrækkelig løsning på det, eller kan vi forvente ordførerens hjælp, om jeg så må sige, til at lægge et pres på regeringen, for at vi får nogle, vil jeg sige, egentlig langtidsholdbare løsninger på det problem?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet. Man kan rolig regne med, at SF ikke synes, at det her er tilstrækkeligt i forhold til at råde bod på de udfordringer, der er i forhold til de unge. Som vi har lavet kontanthjælpsreformen, er der alt for mange unge, der efterlades med et for lavt forsørgelsesgrundlag, og det vil vi meget gerne være med til at kigge på i årets finanslovsforhandlinger, som jeg også ved tidligere lejligheder har sagt her fra talerstolen. Så tak for spørgsmålet.

Hr. Finn Sørensen.

Så vil jeg bare takke for det klare svar og se frem til samarbejdet om den opgave.

Selv tak.

Tak til SF's ordfører. Så er det hr. Finn Sørensen som ordfører for Enhedslisten.

Tak. Jeg havde egentlig ikke forberedt, at vi skulle have en større diskussion om kontanthjælpsreformen – det var nok ud fra en forventning om, at det nok ikke ville nytte ret meget. Men da fru Pernille Rosenkrantz-Theil jo selv lagde op til den, vil jeg da ganske kort kommentere den, men ikke på den måde, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil og andre måske ville have forventet, nemlig ved at gentage hele vores dræbende kritik af den elendige reform, men ved bare at komme med en opfordring til fru Pernille Rosenkrantz-Theil, som desværre ikke er i salen, men så må jeg jo fange hende på et andet tidspunkt: Kan vi nu ikke snart slippe for den der henvisning til det kommunale selvstyre, hver gang man bliver præsenteret for, at man har lavet en lov, der skaber nogle problemer, fordi kommunerne får nogle muligheder for at spare ved at sætte nogle udsatte mennesker i en endnu mere udsat position? Det er jo det, der er sket med den lov.

Kan vi ikke bare slippe for det? For når vi kigger på andre forhold, er der jo ingen smalle steder, så er der ikke noget kommunalt selvstyre. Kommunerne må ikke selv bare finde ud af at opkræve noget mere i kommuneskat. Det må de skam ikke. De må ikke bruge bare så meget som en lillebitte bøjet femøre mere end det budget, der nu er afsat af Folketinget og i en aftale med KL, uden at de bliver straffet i hoved og i den anden ende, og det er ikke bare individuelt den kommune, der forsynder sig, men kollektivt. Og sådan kunne vi blive ved.

Så kan vi ikke bare slippe for den der henvisning til det kommunale selvstyre? Det er jo bare en måde at slippe uden om reelt at tage stilling til de problemer, man skaber med den lovgivning, man laver herinde i Folketinget. Men lad os lige huske, at det er os i Folketinget, der har ansvaret for de rammer, kommunerne skal administrere inden for, så lad os dog lade være med at give dem nogle rammer, der kan medføre de problemer, som vi så skal forholde os til her.

Når det er sagt, vil jeg selvfølgelig sige, at det jo er fint, at regeringen og forligspartierne indser, at man med den kontanthjælpsreform har indført nogle forsørgelsesydelser, der er så lave, at en række unge mennesker under 30 år ikke har penge til huslejen. Det er jo det, det handler om. Så tak for det. Det er jo en erkendelse. Det er jo en tilståelsessag. Det er også klart, at der ligger en forbedring i det her, og det vil Enhedslisten selvfølgelig stemme for.

Men inden man puster sig alt for meget op, synes jeg lige, at vi skal kigge på, hvad realiteterne er i det, som man foreslår. Den foreslåede ordning er jo langt ringere end den særlige støtte, som kontanthjælpsmodtagere over 30 år kan få, og som unge, der modtager aktivitetstillæg, kan få, hvis de søger efter § 34 i aktivloven. Efter § 34 kan en enlig få hjælp til den del af de samlede boligudgifter, som overstiger 2.800 kr., og her medregnes varme og el osv. til de boligudgifter, der gives hjælp til.

Det er jo ret absurd, at unge, der i forvejen får en ekstremt lav hjælp, som de ikke kan leve af, nu skal spises af med en meget ringe huslejehjælp, som kun gives for ½ år og kun gives efter kommunens skøn. Det er bare for at sætte tingene i relief og ikke for at kaste vrag på den forbedring, der ligger, men det er jo en forbedring fra et meget, meget lavt niveau.

Vi har regnet på det, og vi har muligvis regnet forkert, men så vil udvalget få mulighed for at efterprøve vores udregninger. Dem vil vi selvfølgelig gerne lægge frem. Vi har sat en husleje på 4.000 kr. om måneden, som ikke er en ualmindelig husleje for et ungt menneske i Københavnsområdet. Der vil boligsikringen være på 600 kr., og dermed vil nettohuslejen være på 3.400 kr. Det vil betyde, at den unge, efter det, der foreslås her, kan få 400 kr. om måneden i midlertidig huslejehjælp i 6 måneder. Det er selvfølgelig bedre end ingenting. Hvis huslejehjælpen blev udregnet efter principperne i § 34 og vi satte udgifter til el og varme til 900 kr. om måneden, ville den unge have fået 1.500 kr. om måneden i huslejehjælp.

I vores regneeksempel vil den unge efter betaling af boligudgifter have knap 850 kr. om måneden til mad, tøj, vask, lommepenge og alle øvrige faste udgifter. Enhver burde kunne se, at det ikke holder en meter. Og med den midlertidige huslejehjælp, som foreslås her, vil det unge mennesker have knap 1.250 kr., efter at huslejen er betalt, til alle de udgifter, som jeg nævnte før, og det holder jo stadig væk ikke.

Så spørgsmålet er jo, hvor mange unge der skal sættes ud af deres bolig, før regeringen kan indse, at det er nødvendigt at forhøje de lave ungeydelser og give en tilstrækkelig hjælp til boligudgifter, så man kan sikre, at de unge både har penge til at betale husleje, til at spise sig mætte hver dag og til at deltage i det almindelige sociale liv, som unge mennesker også skal deltage i, men som jo også koster penge.

Vi forstår heller ikke, hvorfor den her hjælp skal være midlertidig. Hvad skal kommunen stille op, når de 6 måneder er gået, og det ikke er lykkedes at anvise en billigere bolig eller få det unge menneske over på SU, hvor man må tjene nogle penge eller tage et lån? Skal man så bare acceptere, at de bliver sat på gaden, for nu har de brugt deres kvote for midlertidig hjælp?

Vi forstår heller ikke, at huslejehjælpen skal gives efter et skøn, og at det ikke er en retmæssig ydelse. Alle unge på den lave uddannelsesydelse og lave kontanthjælp, som har en husleje på over 3.000 kr., vil jo mere end opfylde de økonomiske betingelser for at få huslejehjælpen.

Til sidst vil jeg selvfølgelig bare sige, at ja, det er en forbedring, og der er heller ikke nogen nye forringelser i det, så derfor vil Enhedslisten støtte det. Men vi håber da, at noget af det, der bliver sagt, ikke falder på stenet grund, og at vi undervejs i udvalgsarbejdet måske kan lave nogle forbedringer.

Der er et par korte bemærkninger. Fru Zenia Stampe først.

Jeg blev bare lige lidt i tvivl, men måske blev det afklaret til sidst, hvad det egentlig er, Enhedslisten er imod. Er man imod, at de laver et skøn, altså at de differentierer mellem de stærke unge, der godt kan finde ud af at få et arbejde og tage en uddannelse, og så de svage unge, der ikke kan, og som derfor skal have en lidt højere ydelse? Er man imod, at de laver den differentiering i satsen, eller er man bare imod, at det er kommunen, der foretager det skøn?

Ordføreren.

Det er da muligt, at jeg ikke fik sagt det klart. Vi er tilhængere af, at man anvender nogle objektive kriterier, der tager udgangspunkt i, hvad det er for et rådighedsbeløb, de unge mennesker har, og at man udmåler hjælpen efter det. Sådan nogle objektive kriterier kan de bruge, når vi taler om boligsikring – hvorfor kan man så ikke gøre det, når man taler om, at unge skal have hjælp? Det er jo til syvende og sidst et spørgsmål om, hvilke penge man har til rådighed til at betale husleje for og leve for. Så hvorfor skal det overlades til et skøn? Det forstår jeg sådan set ikke. Det er bedre, end hvis der slet ikke er noget, yes, men det hænger jo ikke sammen i forhold til de unge menneskers situation.

Fru Zenia Stampe.

Ordføreren må undskylde, at det var mig, der ikke fik udtrykt mig klart nok. For det var faktisk kontanthjælpen, jeg mente. Det var ikke den her huslejeydelse. For skyldes modstanden mod de lave ungesatser, at man er imod, at de her sunde og raske unge kommer ned på en lavere ydelse, altså mener man, at alle unge skal have det samme som de ældre, eller er det, fordi man er imod, at det er kommunen, der laver skønnet?

Når jeg spørger, er det selvfølgelig, fordi jeg er nysgerrig efter, om det er det kommunale selvstyre, vi er ude efter – for sådan lød det lidt på indlægget – eller om det er, fordi vi generelt er ude efter princippet om, at man skal skelne mellem de unge, altså hvem der har brug for en høj ydelse, fordi de ikke kan bringe sig selv i en situation, hvor de kan forsørge sig selv eller tage en uddannelse. Og så er der de andre på den anden side, der faktisk måske bare skal have et lille kærligt skub for at komme i gang med en uddannelse eller få et job.

Ordføreren.

Det var ikke det kommunale selvstyre, jeg var ude efter. Det var fru Pernille Rosenkrantz-Theil, der bruger det kommunale selvstyre som ansvarsforflygtigelse, hver gang man bliver præsenteret for et problem, man har skabt med de love, man laver.

Hvad ydelserne angår, tror jeg, at fru Zenia Stampe da må kende Enhedslistens synspunkt. Vi har alle dage været modstandere af den lave ydelse til unge under 25 år. Vi er da dobbelte modstandere af, at man så også udvider en uretfærdighed, der bliver begået mod unge under 25 år, til at den også rammer unge under 30 år.

Hr. Eyvind Vesselbo for en kort bemærkning.

Tak. Når man sidder og hører hr. Finn Sørensens tale, tænker man: Hvad er det for en mørkemand fra Enhedslisten, som gennemgår en lang række af de punkter, som egentlig er rimelig positive i det her lovforslag, nemlig at forsøge at hjælpe nogle med at undgå at blive sat ud af deres lejlighed? Og det undrede mig, da det sidste i talen kom, nemlig at Enhedslisten ville støtte det her forslag, for da man sad og hørte alt det, der blev sagt om negative ting, tænkte man, at Enhedslisten nok ville stemme imod. Kunne hr. Finn Sørensen ikke lige forklare, hvad begrundelsen, med alle de der forfærdelige ting, som er i det her forslag, er for, at Enhedslisten vil støtte forslaget?

Ordføreren.

Nu prøvede jeg faktisk ikke at sprede mørke. Det er måske heller ikke nødvendigt i hr. Eyvind Vesselbos tilfælde. Jeg prøvede faktisk at kaste lys over, at man med kontanthjælpsreformen har skabt et kæmpe problem for unge menneskers mulighed for at blive i deres bolig og for at have et nogenlunde anstændigt liv, hvor de kan være en del af det almindelige sociale liv. Og så har jeg faktisk kvitteret for, at man har erkendt, at man har skabt et problem med den kontanthjælpsreform. Det erkender man, ved at man nu kommer med et forslag, der lapper en lille smule på det. Og Venstres ordfører ved jo udmærket godt, at Enhedslisten er tilhænger af lapper. Hvis det ikke er muligt at få en rigtig stor lap, stemmer vi også for en lille lap, så længe der ikke gemmer sig nogen forringelser i det, og det gør der jo ikke her.

Hr. Eyvind Vesselbo.

Nu fik vi så svaret på, hvorfor Enhedslisten stemmer for det her forslag, nemlig at det sådan set er meget godt. Det er hvert fald bedre end det, der er på nuværende tidspunkt, og det synes jeg jo så at Enhedslisten skulle have præciseret lidt kraftigere i stedet for at stå og tale det her ned i hele ordførertalen. For man må vel konkludere, og det går jeg ud fra at hr. Finn Sørensen gerne vil gentage, at det her gør situationen bedre, end den er på nuværende tidspunkt. Så kan hr. Finn Sørensen godt snakke om alle mulige andre ting, kontanthjælpsreform og alt muligt, som sådan set i realiteten ikke har noget konkret med det her lovforslag at gøre. Det her lovforslag er jo konkret, ved at man siger: Nu bliver der et forslag og en mulighed for kommunerne til at gå ind og støtte de her unge mennesker under 30 år. Var det ikke det, hr. Finn Sørensen skulle have fokuseret på, nemlig lovforslaget og ikke alle mulige andre ting?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. I modsætning til Venstres ordfører kan jeg godt lide at skabe sammenhæng i tingene. Og hvad enten man piber eller synger, er årsagen til, at det her lovforslag er kommet frem, at man har lavet en kontanthjælpsreform, der skaber store problemer for tusindvis af unge mennesker med at blive i deres bolig og holde fast i, hvad kan jeg sige, en god basis for tilværelsen. Ellers var man jo ikke kommet med sådan et forslag her. Så jeg vil bare gerne have sammenhæng og sætte det konkrete forslag, vi forholder os til, i relief og ind i den virkelighed, som de unge mennesker har. Det var formålet med det. Og så sagde jeg meget klart og tydeligt i ordførertalen, at der er en lille forbedring i det her, og den støtter vi. Og da der ikke er nogen forringelse pakket ind i det, hvad der ellers tit er, så har vi jo ingen problemer med det.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil for en kort bemærkning.

Jeg lod mig lige provokere af, at ordføreren siger, at jeg tørrer det af på det kommunale selvstyre eller bruger det som bolværk i forhold til en eller anden ansvarsforflygtigelse. Jeg kunne godt tænke mig at opfordre ordføreren til at komme med den lovgivning i hånden til mig – så vil jeg gerne tage den meget seriøst – hvor det er muligt at kategorisere, om man i den ene kategori har et ungt menneske med sociale eller psykiske problemer, som derfor selvfølgelig skal have ordentlig hjælp, og i den anden kategori nogle unge mennesker, som er stærke og i stand til at tage en uddannelse.

Altså, når vi lægger det ud til kommunerne, er det jo i erkendelse af, at den vurdering kan man ikke sidde og foretage bag et skrivebord på Christiansborg. Der bliver man nødt til at være i kontakt med de unge mennesker, og derfor kommer vi ind i den struktur. Det handler ikke om ansvarsforflygtigelse, men det er blot et spørgsmål om, at den slags vurderinger ikke kan foretages bag et skrivebord inde på Christiansborg. Og så er der nogle udfordringer, i forhold til hvad kommunerne så bruger det her til.

Men jeg mener, det er fuldstændig urealistisk. Det kan være, hr. Finn Sørensen har et rigtig godt forslag til det, og så vil jeg rigtig gerne høre det, for jeg synes faktisk, det er et problem, at der er rigtig mange unge mennesker, der er blevet kategoriseret forkert. Men jeg vil gerne høre, om der er et konkret forslag til, hvordan man i praksis skal få delt de to grupper op, hvis ikke det er sådan, at man netop skal gøre det ude i virkeligheden, ansigt til ansigt med den unge, og foretage vurderingen der.

Ordføreren.

Jamen jeg har ikke foreslået eller antydet, at man skulle lave et sådant lovforslag, for det kan da kun foretages ét sted, det er vi da fuldstændig enige om. Men man skal lade være med at lave en lovgivning, der kan medføre, at kommunerne bringer unge mennesker ud i en frygtelig situation, hvor de ikke har råd til at blive i deres bolig, og jeg mener bare, at det her forslag jo ikke løser det grundlæggende problem, der er i kontanthjælpsreformen. Men det handler jo om, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil argumenterer på den måde, som man nu har gjort omkring den her reform, nemlig at det skulle hjælpe på de unges muligheder for at få uddannelse, at man tager nogle penge fra dem. Det er jo den filosofi, der ligger bag. Det er klart, at hvis man laver sådan en lovgivning, gør man det også muligt for kommunerne at træffe nogle afgørelser og visitere på en måde, så unge mennesker får det endnu sværere, end de har i forvejen.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Altså, vi skal lige slå fast, at den gruppe, vi taler om, som får uddannelsespålæg, ikke er en gruppe, der har det svært. Den gruppe, der har det svært, bliver ved med at være på den gamle høje ydelse – altså »høje« ydelse, ikke? Den gruppe, vi taler om her, består af helt almindelige unge mennesker, som er i kontanthjælpssystemet. Og når vi vælger at sætte ydelsen ned til et SU-lignende niveau, og ganske rigtigt uden lånemuligheder og alle de der andre ting, er det jo, fordi vi mener, at det er fuldstændig vanvittigt at sige til unge mennesker: Hvis du er i kontanthjælpssystemet, kan du få så mange penge; hvis du tager en uddannelse, kan du få så mange penge. Det går ikke.

Jeg medgiver, at langt de fleste unge mennesker tager en uddannelse, fordi de har lyst til det. De er jo i gang. Langt de fleste unge mennesker tager en uddannelse. Men der er altså en gruppe, hvor vi kan konstatere, at det faktisk er stærke unge mennesker, som er klar til at tage en uddannelse, men de er ikke i gang. Og det er jo der, hvor vi gerne vil sætte ind og siger: Det kan i hvert fald ikke være rigtigt, at incitamentsstrukturen er gal. Og så vil vi i øvrigt gerne have, at de kommer ind, og at det kommunale system får hånd om dem, så det kommunale system også kan hjælpe dem med at finde sig til rette med, hvad det så er for en uddannelse, de skal have. Så det her giver altså både et incitamentinstrument, men også en mulighed for det kommunale system til at tage hånd om de unge mennesker.

Tak. Ordføreren.

Bare for at svare ganske kort: Jeg har den opfattelse, at det er muligt at hjælpe unge mennesker i gang med job og i gang med uddannelse uden at straffe dem økonomisk. Den filosofi har fru Pernille Rosenkrantz-Theil desværre ikke, det kan vi jo se af fru Pernille Rosenkrantz-Theils støtte til den her kontanthjælpsreform og det forlig, der er lavet om den. Men det er sådan den helt korte udgave af den generelle debat, vi har åbnet her.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det fru Merete Riisager som Liberal Alliances ordfører.

Som det fremgår af lovteksten til L 183, giver denne lov kommunerne mulighed for at yde en midlertidig huslejehjælp til unge under 30 år, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller revalideringsydelse, og som er i en udsat boligsituation. Formålet er at forebygge og afhjælpe hjemløshed blandt unge, som er i en udsat boligsituation, og som ikke har mulighed for at flytte til eller blive anvist en bolig med en lavere husleje. Huslejehjælpen kan kun gives til unge, som ikke selv har mulighed for at betale huslejen. Liberal Alliance kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Mai Mercado som konservativ ordfører.

Det her er jo et lovforslag, som tilvejebringer noget huslejehjælp til personer under 30 år, som modtager enten kontanthjælp, uddannelseshjælp eller en revalideringsydelse, og som er i en udsat boligsituation. Det er vigtigt at gentage, at det er en udsat boligsituation. I dag med de gældende regler, der er, kan man jo kun få dækket nogle rimeligt begrundede enkeltudgifter og altså ikke løbende udgifter som eksempelvis husleje. Men i en situation, hvor alt er kaos, hvor massive sociale problemer tårner sig op, kan der være behov for midlertidigt at yde hjælp til den udsatte, også inden borgeren bliver akut udsætningstruet med for mange ubetalte huslejeregninger til følge.

Jeg vil egentlig godt fortælle en lille historie fra mit eget liv. Dengang jeg gik på gymnasiet, mødte jeg på et tidspunkt nede i gågaden en fyr, der hed Allan. Allan var misbruger, og han var også hjemløs. Han satte sig ned på en bænk, og så fortalte han mig sin historie. Historien var den, at han egentlig var startet som rigtig mange andre med en god familie og et godt job og et fint liv, som kørte på skinner. Men en dag ville konen skilles. Det startede hans deroute. Han startede med at drikke, han startede med at få de her sociale problemer, som altså tårnede sig op. Han kunne ikke fastholde sit arbejde og endte også med at blive udsat af sin bolig.

Den dag tænkte jeg ved mig selv: Hvad er det for et samfund, som ikke kan passe på netop sådan en som Allan, en hjemløs og en misbruger, sådan som han var endt, og som ikke kan sikre, at der også er mulighed for at tage hånd om sådan en som ham? Havde Allan fået den mulighed, som vi nu åbner op for, og som vi nu giver kommunerne mulighed for at kunne give, er det jo slet ikke sikkert, at han var endt på den bænk, den bænk, hvor jeg i øvrigt traf beslutningen om at melde mig ind i Konservativ Ungdom for snart 14, 15 år siden.

Det her handler jo ikke om en lavere kontanthjælp for unge, som udmærket kan komme i uddannelse og endda kan gøre det i morgen, det her handler om at hjælpe mennesker, der har hjælp behov, og som er i en særlig situation. Netop med Allans historie i baghovedet er jeg glad for som konservativ ordfører at kunne stemme for og støtte lovforslaget i dag.

Tak til ordføreren. Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Jeg vil gerne takke for indlæggene og for den opbakning, der har været til forslaget. Især fru Mai Mercados sidste indlæg omkring Allan synes jeg på en eller anden måde indkapsler hele forslaget på rigtig, rigtig fin vis, for det er jo også lige præcis det, det handler om. Det er nemlig også et alternativ til hjemløsheden, det er at række en hånd ud til de mest udsatte.

Som de fleste også har været inde på, er det et forslag, som er fremsat som led i udmøntningen af aftalen for finansloven 2014 omkring den her særlige indsats for unge, som er i risiko for hjemløshed. Jeg vil selvfølgelig gerne kvittere over for de partier, som er med til at bakke op omkring det her, som også er med bag finansloven, og selvfølgelig også de andre partier, som bakker op om selve forslaget. Det, som vi ikke rigtig har været inde på, er, at forslaget selvfølgelig også understøtter de sociale 2020-mål om nedbringelse af antallet af hjemløse, og så giver forslaget også, som stort set alle har været inde på, kommunen mulighed for at yde den her midlertidige huslejehjælp til unge under 30 år, som bl.a. også modtager de særlige ungesatser efter lov om aktiv socialpolitik.

Det er jo også sådan, at kommunerne samtidig også kan stille nogle betingelser for at yde hjælpen. Det kan være, at den unge skal indgå i en administrationsaftale, skal medvirke til at fastsætte en plan for flytning til en mere passende bolig eller skal deltage i gældsrådgivning eller lignende. Der er indtil videre tale om, som der også er flere, der har været inde på, en midlertidig ordning, som skal tages op til revision i 2017.

Jeg vil, som jeg plejer, naturligvis besvare eventuelle opklarende eller uddybende spørgsmål i forbindelse med udvalgsarbejdet. Tak for ordet.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.