Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 2. behandling af lovforslag nr. L 178:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. (Revision af reglerne om behandling af civile sager og syn og skøn, forhøjelse af beløbsgrænse for anke, indførelse af deltidsordning for dommere m.v., medieannoncering af tvangsauktioner, tvangsfuldbyrdelse af digitale lånedokumenter, skriftlig behandling af anke i straffesager med samstemmende påstande m.v.).

Af justitsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 09.04.2014. 1. behandling 02.05.2014. Betænkning 02.06.2014).

Ønsker nogen at udtale sig? Det gør hr. Preben Bang Henriksen som ordfører for Venstre. Værsgo.

Jeg har lovet at redegøre for Venstres stilling til forslaget her under andenbehandlingen, og det vil jeg gøre nu.

Lad mig lige starte med at berigtige en enkelt misforståelse. I betænkningen er det anført, og det skyldes givet min fejl, at Venstre er imod de ændringsforslag, der er stillet af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Konservative folkeparti. Det er i hovedsagen nogle redaktionelle ændringer osv., og dem er vi for. Så samlet set kan det siges, at Venstre er for forslaget, men Venstre har et ændringsforslag vedrørende ankebegrænsningsreglerne, og det er det, jeg her vil redegøre for.

Indledningsvis skal jeg sige, at det er en tiltrængt modernisering af reglerne for behandlingen af civile sager, vi ser her. Civile sager er ikke noget, vi beskæftiger os meget med i Folketinget. Det er jo normalt straffesager og straffesagers behandling, der er temaet her i Folketinget. Men retterne bruger meget tid på de civile sager, og af den grund bør vi også koncentrere os om at få den del af retsplejen til at virke så effektivt som overhovedet muligt med respekt for de retssikkerhedsgarantier, som vi skal have.

Vi kunne godt have ønsket os, at den revision af retsplejelovens regler, som vi er i gang med, gik endnu videre end det, der sker her, men en ting ad gangen. Jeg kan f.eks. nævne, at vi ved de danske domstole bruger utrolig lang tid på at se på skønsmænds habilitet, og nu er vi i gang med at vedtage nye regler i retsplejeloven om udmeldelse af skønsmænd og springer ligesom revisionen af det punkt over. Dommerne skal i dag beskæftige sig i lang tid med, om en ejendomsmægler er i familie med en part, eller om han har en ejendom, der ligger i nærheden af den ejendom, som en boligretssag vedrører. Det burde vi altså her i Folketinget se at få revideret. Men lidt har også ret, og her er forhåbentlig den første del af revisionen.

Der, hvor vandene skilles mellem Venstre og regeringen i det her forslag, er omkring ankebegrænsningsreglen. Jeg hilser med glæde, at tidligere tanker om en sagsgenstand på 50.000 kr. som værende ankebegrænsning nu er nede på 20.000 kr. Det kan vi tilslutte os.

Tilbage er spørgsmålet om den screeningsbestemmelse, som er anført i retsplejelovens § 302 og i § 368 i forslaget, og om den screeningsbestemmelse skal vedtages eller ej. Jeg må i den forbindelse sige, at Venstre i allerhøjeste grad anerkender, at der er behov for en sikring mod det, der hedder kreditanker, hvor man har tabt en sag og bare anker for at trække tiden. Men det her er efter Venstres mening ikke den måde, det skal gøres på. I regeringens forslag er der lagt op til, at en landsdommer skal kigge på sagen. En landsdommer, der ikke har set sagen tidligere, skal afgøre, om den kan fortsætte for landsretten.

Det synes vi er en dårlig idé, og Venstre har derfor stillet et ændringsforslag, der går ud på, at der skal være mulighed for, hvis eksempelvis det byggefirma, der har tabt en sag om et nybyggeri, anker, at dommeren på parternes begæring kan anføre i dommen, at der skal stilles sikkerhed for dommens opfyldelse i forbindelse med anke. Vi synes, at en deponering her er en rimelig løsning, og jeg gør høfligst opmærksom på, at det er nøjagtig de samme kriterier, der skal anvendes i forbindelse med dommerens beslutning om stillelse af sikkerheden, som i regeringens forslag om, at en landsdommer skal kunne screene sagen til videre færd.

Det vil være Venstres forslag, og jeg håber, at Tinget tager velvilligt imod Venstres forslag om sikkerhedsstillelse ved anken.

Tak til Venstres ordfører. Fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører.

Tak. Enhedslisten har ligesom Venstre stillet nogle ændringsforslag til det her lovforslag, og det er dem, jeg sådan set vil starte med at redegøre for. Der har, som Venstres ordfører også sagde, været to store diskussioner i forbindelse med behandlingen af det her lovforslag, og den ene handler om den beløbsgrænse, der er for, hvornår man må appellere sin sag fra byretten til landsretten, og den grænse ønsker regeringen at hæve fra i dag 10.000 kr. til 20.000 kr.

Det har så åbenbart gjort Venstre tilfreds, men i Enhedslisten har vi det nu sådan, at retssikkerhed ikke skal være betinget af, om ens sag handler om mange eller få penge. Og for nogles vedkommende kan en sag, der drejer sig om 19.500 kr., altså både handle om rigtig, rigtig mange penge, men også være af særlig principiel eller følelsesmæssig karakter for den enkelte. Vi mener ikke, at retssikkerhed, ej heller i civile sager, skal være begrænset til dem, som slås om mange penge. Så det er det ene ændringsforslag, vi har stillet, der altså går ud på, at vi gerne vil bevare de grænser, der er i dag, også for så vidt angår, hvilke sager der vil være omfattet af en appelgrænse.

Derudover har vi stillet et ændringsforslag, som fuldstændig afskaffer den mulighed, som regeringen ønsker at indføre, for, at landsretterne kan afvise en sag på forhånd, før de behandler den, altså afvise, at man får mulighed for at få sin sag prøvet i anden instans. Der har Venstre stillet et ændringsforslag, som pålægger byretterne at tage stilling til, om deres egen dom er så god, at der skal kræves deponering, før en sag kan ankes. Det mener vi er en uskik. Der tror jeg nu nok, at byretsdommerne selv synes, at kvaliteten af deres afgørelser er så god, at der altid bør være krav om deponering. Derfor kan vi ikke støtte Venstres ændringsforslag, og derfor har vi også selv foreslået, at man går væk fra den her idé om, at landsretterne må afvise en sag, før de egentlig har behandlet den.

Det er især set i lyset af oplysningen – på foranledning af spørgsmål fra Enhedslisten – om, at ministeriet og domstolene f.eks. ikke kan opgøre, hvor mange sager det egentlig drejer sig om, når de siger, at der er store problemer med de såkaldte kreditanker. Så der må jeg sige, at når vi ikke ved, hvor stort problemet er, er det efter vores mening fjollet at mindske retssikkerheden for borgere i Danmark. Det bør altså være sådan, at man kan få sin sag behandlet ved to instanser i et retssamfund som vores, også selv om det måske drejer sig om et lille beløb, og også selv om de fine herrer i landsretterne ikke synes, det er så spændende en sag.

Så derfor håber vi selvfølgelig, at ikke mindst de partier, som har kritiseret forslaget fra regeringen i medierne og her i salen, vil støtte vores ændringsforslag.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Først hr. Jan E. Jørgensen.

Det ærgrer mig naturligvis, at Enhedslisten ikke er med på Venstres ændringsforslag. Jeg mener personligt, at min gode kollega, hr. Preben Bang Henriksen, har fundet lidt af et columbusæg, men det er jo så ærgerligt, at Enhedslisten ikke er enig i det.

Med hensyn til ankebegrænsning på beløbsstørrelsen vil jeg spørge Enhedslisten, om man ikke også tænker på den, der jo har vundet sagen i byretten. For den, der vinder en sag i byretten, er det jo altså heller ikke særlig behageligt at skulle trækkes igennem en ekstra retssag i landsretten, som man jo med statistisk sandsynlighed står til at vinde, og jo altså også skulle blive belemret med udgifter til advokat osv. for at føre en sag i to instanser – og måske skulle ud og have en anden advokat, fordi den advokat, man har haft i første instans, ikke har møderet for landsretten. Hvilke tanker har Enhedslisten gjort sig om den part, som altså vinder sagen i byretten?

Ordføreren.

Det er selvfølgelig nogle fuldstændig valide argumenter, og man kan sige, at det er nogle problemer, som gælder generelt, i og med at man kan sagsøge hinanden ved civile domstole. Det er da super irriterende at blive sagsøgt, hvis man ikke har gjort noget forkert, og så skal man igennem en lang retssag. Men med den argumentation kunne man sige, at beløbsgrænsen sagtens kunne være 50.000 kr., hvilket Venstre var imod. Det kunne også være 100.000 kr., og det kunne også være 1 mio. kr. Der mener vi jo altså, at retsplejelovens regler balancerer hensynet til sagsøgte og sagsøger nogenlunde, og der er ikke nogen grund til at afskære præcis de mennesker, der har sagsøgt folk for små beløb eller gerne vil appellere omkring små beløb, fra at kunne det.

Derudover må jeg sige, at jeg også troede, at Venstre havde fundet et columbusæg, jeg var faktisk meget begejstret for forslaget til at starte med, men jeg tror også godt, Venstre selv kan se, at det ikke går, at byretten skal afsige en dom, og bagefter skal den samme dommer så vurdere, om ens dom er så god, at den kræver deponering. Det holder simpelt hen ikke i virkeligheden, desværre, for det ville ellers have været en god løsning, hvis der ikke var det her lille hul.

Hr. Jan E. Jørgensen – ikke mere? Så er det fru Jane Heitmann for en kort bemærkning. (Jane Heitmann (V): Det er en fejl). Det er en fejl. Så siger jeg tak til Enhedslistens ordfører. Så har justitsministeren bedt om ordet, og det får hun.

Det er blot ganske kort for at sige tak for en god behandling af det her forslag. Det er et forslag, som bygger på et ganske omfattende udvalgsarbejde i forskellige udvalg, som har arbejdet med henblik på at sørge for, at vi kunne lave en modernisering af den civile ret. Nu blev der sagt, at det var lidt uambitiøst, og derfor tænkte jeg, at jeg alligevel ville vise de her mange hundrede sider, som vi har været igennem, blot for at pege på, at det altså er et ganske omfattende arbejde, som er en hel lille reform af den måde, som domstolene behandler de civile sager på.

Der har været diskuteret to ting fra talerstolen, som jeg derfor lige vil give nogle ord med på vejen. Den ene var beløbsgrænsen på de 10.000 kr. Der vil jeg gerne sige, at det var sådan i udvalgsarbejdet, at man pegede på, at man anbefalede at hæve beløbsgrænsen for anker til 50.000 kr. Det har vi haft en politisk proces omkring, og det tror jeg alle har været enige om var et voldsomt stort beløb, simpelt hen ud fra den argumentation, som også fru Pernille Skipper nævner.

Men det, man skal tage med, og det, vi har lagt til grund, og som også peger på, at et beløb på 20.000 kr. er rimeligt, er, at beløbet på de 10.000 kr., som det tidligere var, ikke er blevet reguleret siden 1990. Hvis man laver en almindelig pris- og lønfremskrivning, vil man havne på et beløb på mellem 17.000 og 18.000 kr. Så har vi valgt at sige, at så er det 20.000 kr., og så kan der være fred om det her beløb i et stykke tid.

Det, man jo også skal huske på, er, at vi gerne vil holde nogle af de mindre sager ude af domstolene. Man skal også tænke på, hvad det betyder for en borger, som skal ud at føre en sag om et meget lille beløb, at vedkommende skal have meget, meget store advokatregninger for en lille ting. Derfor har vi syntes, at det var naturligt at lave en fremskrivning. Det betyder ikke, at sager, som omhandler beløb, som er mindre end 20.000 kr., ikke fremover kan blive behandlet. Det kan de godt, hvis der er særlige processuelle ting ved det. Hvis der er noget, der er principielt, kan man stadig væk godt få sagen behandlet.

Det andet forslag, der blev nævnt fra talerstolen, var forslaget om deponering. Det har været et forsøg fra flere forskellige politiske partier på at se på, om man kunne finde en løsning på problemet med de kreditanker, som vi gerne vil undgå – altså hvor folk bare anker en sag, selv om de godt ved, at de ender med at skulle betale. Men fordi de enten ikke vil betale eller ikke kan betale, anker de for lige at få en omgang mere. Det med lige at få en omgang mere belaster selvfølgelig domstolene, men det er også ret urimeligt for dem, som har fået medhold i retten, at de ikke får deres penge udbetalt.

Der har vi i udvalgsarbejdet og i den politiske proces, der har været, haft debatten om, om det så ikke er rimeligt nok, at man, hvis man sidder ved den næste retsinstans og kigger på sagen og siger, at det her jo på ingen måde kan falde anderledes ud, så spørger og laver en høring og siger: Hvad er det for nogle argumenter, I vil prøve at få den her sag ændret med? Og hvis der ikke er nogen argumenter, hvis man ikke siger andet, end at man bare godt lige kunne tænke sig at få det skubbet engang, vil det kunne afvises. Det synes jeg selv er en fornuftig ting.

Så jeg vil sige tak for en god politisk proces. Vi har haft en møderække, og der har været et godt samarbejde. Nu glæder jeg mig til, at lovforslaget kan blive andenbehandlet og forhåbentlig snart vedtaget, for jeg ved, at det er noget, man glæder sig til at få i gang ved de danske domstole.

Der er ikke flere, der ønsker at udtale sig. Så er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes først om ændringsforslag nr. 4 af et mindretal, Enhedslisten, tiltrådt af et andet mindretal, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 25 (DF, EL og LA), imod stemte 81 (V, S, RV, SF og 1 (LA) (ved en fejl)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Herefter er ændringsforslag nr. 1, stillet og tiltrådt af samme mindretal, bortfaldet.

Ønskes afstemning om ændringsforslagene 2 og 3, tiltrådt af et flertal i udvalget med undtagelse af Venstre?

De er vedtaget.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 6 af et mindretal, Enhedslisten, tiltrådt af et andet mindretal, Dansk Folkeparti og SF. Der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 34 (DF, EL og LA), imod stemte 73 (V, S, RV og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 5 af et mindretal, Venstre. Og der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 32 (V og LA), imod stemte 73 (S, DF, RV, SF, EL og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 7, tiltrådt af et mindretal, Socialdemokratiet, De Radikale og De Konservative, og efter forkastelsen af ændringsforslag nr. 6 også støttet af et andet mindretal, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten, der tilsammen udgør et flertal?

Det er vedtaget.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 8 af et mindretal, Enhedslisten, tiltrådt af et andet mindretal, Dansk Folkeparti, SF og Liberal Alliance. Der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 34 (DF, SF, EL og LA), imod stemte 72 (V, S, RV og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Jeg betragter herefter ændringsforslagene nr. 9 og 15, stillet og tiltrådt af det samme mindretal, som forkastet.

De er forkastet.

Ønskes der afstemning om ændringsforslag nr. 10-14 og nr. 16-21, tiltrådt af et flertal i udvalget inklusive Venstre?

De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.