Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 177:

Forslag til lov om ændring af lov om en Cityring og ligningsloven. (Supplerende miljømæssige vurderinger, bemyndigelser til at fastsætte regler om forurening og gener fra byggepladserne, kompensation til metrobyggepladsernes naboer, skattefritagelse for kompensation m.v.).

Af transportministeren (Magnus Heunicke).

(Fremsættelse 09.04.2014).

Så skal vi i gang med førstebehandlingen, men jeg skal bede om lidt mere ro.

Forhandlingen er åbnet. Det er hr. Jan E. Jørgensen som Venstres ordfører.

Vi går nu i gang med at behandle et lovforslag, der har fået nummeret L 177. Det handler om Cityringen, altså udbygningen af metroen i København og på Frederiksberg, og det handler om, at klageadgangen for selvfølgelig primært naboerne bliver afskaffet. Og så handler det om, at erstatningerne og muligheden for genhusning for de samme naboer bliver forbedret.

Helt konkret bliver det nu op til transportministeren frem for de to kommuner at gennemføre en supplerende VVM, altså en vurdering af virkningerne på miljøet og en miljøvurdering af ændringer i byggeriets anlægsfase. Så vil man fremover skulle lave en sammenhængende og generelt fastsat regulering af den forurening og de gener, der er ved metrobyggeriet, i stedet for, som det har været hidtil, at hver enkelt byggeplads for sig har skullet reguleres individuelt efter miljøbeskyttelsesloven.

Reguleringen af forurening og de gener, der er ved byggeriet, skal udstedes som bekendtgørelser, og det er også noget, som transportministeren får til opgave, og det skal så baseres på resultater af den supplerende VVM og de politiske beslutninger, der træffes i Københavns Kommune og i Frederiksberg Kommune.

Tilsynet med selve byggeriet vil fortsat ligge i de to kommuner, altså København og Frederiksberg, men som jeg nævnte indledningsvis, vil miljøbeskyttelseslovens regler ikke længere finde anvendelse, og det, som der har været mest opmærksomhed om, er jo så vedrørende klageadgangen til Natur- og Miljøklagenævnet. Den afskaffes fremover, hvad angår disse byggepladser.

Endelig er det sådan, at de borgere, som er naboer til byggepladserne, får bedre økonomisk kompensation for de gener, som der jo er ved at være nabo til en metrobyggeplads, og der bliver også mulighed for midlertidig genhusning, altså bedre muligheder, end der er i dag. Og som noget ret centralt sikres det, at hvis man får erstatning, er det skattefrit, og samtidig medfører det ikke, at man f.eks. bliver trukket i sin kontanthjælp. For vi kan sige, at man jo så er lige vidt, hvis man vil ud og kompensere ved f.eks. at flytte et andet sted hen. Hvis man bliver trukket i sin kontanthjælp, har man ikke mulighed for det.

Alt i alt er det et rigtig godt lovforslag. Men når vi står her i dag, må man jo også sige, at det egentlig er ærgerligt, at vi står her i dag, for den her lov burde jo et eller andet sted have været vedtaget, allerede før metrobyggeriet gik i gang.

Det har mildest talt ikke været kønt at se på, at det har været så vanskeligt for Københavns Kommune til dels også Frederiksberg Kommune at følge landets lovgivning. Det er ikke de to kommuners skyld. Vi taler altså bl.a. om Danmarks største kommune, som har rigtig mange dygtige embedsmænd siddende. Men når vi i denne sag et eller andet sted har formået at strikke en lovgivning sammen, som er så kompliceret, at det altså har været muligt for naboer dygtigt bistået af advokater at stikke den ene kæp i hjulet efter den anden på metrobyggeriet, så må vi altså også konstatere, at den lovgivning, vi har, er unødigt kompliceret. Jeg synes, vi burde tage den her sag som et eksempel på, at miljøbeskyttelsesloven bør ændres, så det bliver mere klart, hvad man har af rettigheder som nabo, og hvad man har af muligheder som bygherre.

Jeg kan godt forstå, at mange naboer til metrobyggeriet føler sig kørt over. Jeg kan godt forstå, at mange af naboerne synes, at det her har været en meget mærkelig proces. Og det er ikke noget, der tjener vores folkestyre. Men nu får vi repareret på det. Jeg vil også godt rose den nye transportminister, som jeg synes har taget problemstillingen meget alvorligt, sådan meget billedrigt, ved at han bl.a. overnattede i en lejlighed op til en af metrobyggepladserne. Det tror jeg sådan set var et godt initiativ, som var med til at give noget troværdighed, og som var med til at vise, at man tager naboerne alvorligt.

Men omvendt må vi jo altså også sige, at det er et kæmpestort projekt. Det er det største anlægsprojekt i København, siden Christianshavn i sin tid blev anlagt. Det er et kæmpe projekt, og hvis det bliver forsinket, vil det være til stor skade og gene for Danmarks hovedstad. Det vil betyde, at de ulemper, der er ved byggeriet – store lastvognstransporter osv. – vil komme til at trække ud, og det vil alt andet lige skabe større gener for flere mennesker, end det vil, hvis vi bliver færdige med byggeriet så hurtigt som muligt.

Der har været nogle misforståelser i pressen om, hvad den her lov indebærer. Jeg kan ikke adressere dem alle sammen, for så mange har der været. Men en af dem går på, at det her skulle medføre øget natarbejde og øget døgnarbejde. Det er altså ikke tilfældet. Det natarbejde, der hele tiden har været planlagt, er også det natarbejde, som vil komme fremover. Det ændrer loven ikke ved.

Jeg håber, at vi får vedtaget loven. Jeg vil også godt opfordre transportministeren til, at man sammen med Metroselskabet og de to kommuner laver en intensiveret oplysningsindsats ved de enkelte byggepladser, så vi kan få nogle af de her myter og misforståelser om muligt banket ned. Jeg tror, at det bliver svært, for der er en meget stor mistro over for myndighederne hos mange naboer. Det kan jeg sådan set godt forstå. Men der bør i hvert fald gøres en indsats for at få øget informationsindsatsen. Og så regner jeg også med, at vi i forligskredsen sætter os sammen og får en drøftelse efter førstebehandlingen, så vi kan se, om der eventuelt skulle være anledning til at foretage justeringer i den lov, som vi forhåbentlig snart vedtager.

Der er en kort bemærkning fra hr. Henning Hyllested.

Jeg kan forstå på ordføreren, at på trods af besværgelser om, at vi tager naboerne alvorligt osv., er stort set det hele alligevel naboernes skyld. Det er i hvert fald dem, der – jeg tror, jeg citerer – stikker en kæp i hjulet på det her projekt. Nu er problemet jo bare, at naboerne sådan set hidtil i deres forskellige klagesager ved Natur- og Miljøklagenævnet har fået ret. De har faktisk retten på deres side. Det er Metroselskabet, der er blevet underkendt. Det er Københavns Kommune, der er blevet underkendt. Er det så ikke et underligt udsagn at komme med, nemlig at det er naboerne, der stikker en kæp i hjulet? De har sådan set bare stået på deres ret og fået ret. Hvordan kommer ordføreren frem til den underlige slutning?

Ordføreren.

Jeg kan sådan set sagtens følge ordføreren for Enhedslisten. Det er jo rigtigt, at der har været truffet nogle afgørelser i Natur- og Miljøklagenævnet. Det er jo ikke endelige afgørelser, men afgørelser, som har haft opsættende virkning, og det er primært gået på forskellige processuelle og formelle fodfejl, men det er alvorligt nok. Jeg tror ikke på, at Københavns Kommune har begået de her fejl, om man så må sige, med vilje. Jeg ser det snarere som et udtryk for, at den lovgivning, som er, altså er ekstremt kompliceret og har været meget, meget vanskelig at håndtere.

Naboerne har selvfølgelig været i deres fulde ret til at benytte den klageadgang, der har været. Jeg synes måske også, det hører med til billedet, at den klageadgang, man er sikret gennem grundloven til at gå til domstolene, jo stadig væk er der – den er der ikke nogen, der går ind og piller ved. Men det er altså alene den udvidede klageadgang, man har til at gå til Natur- og Miljøklagenævnet og betale et gebyr på 500 kr. og så få en klage behandlet der, der tilsidesættes, men det gør den jo ved en lovgivning, som bliver vedtaget demokratisk i Folketingssalen. Men det var ikke nogen bebrejdelse af naboerne, sådan må det ikke forstås. Jeg har fuld forståelse for, at man som nabo vælger at bruge de muligheder, man har for at dæmpe generne ved sådan et stort byggeri.

Hr. Henning Hyllested.

Men ordføreren er vel opmærksom på, at den der indskrænkning af den udvidede klageadgang måske i virkeligheden kan være i strid med den såkaldte Århuskonvention? Det vil jo vise sig.

Men hvem har egentlig skylden for forsinkelserne? Det er i høj grad blevet tillagt naboerne og alle deres klager og den opsættende virkning, de har haft. Men forsinkelserne blev jo konstateret, længe inden naboerne for alvor begyndte at klage. Jeg kan henvise til, at allerede på det tidspunkt, da nogle fik aktindsigt i den såkaldte lorteliste, blev der gjort opmærksom på, at det her var alvorligt. Der var forsinkelser på det tidspunkt, som kunne konstateres var alvorlige for projektet. Så hvem er det egentlig, der har skylden for de forsinkelser? Er det i virkeligheden ikke Metroselskabet, og hvorfor skal naboerne så bøde nu ved at få forhindret deres klageadgang osv. osv.?

Ordføreren.

Med hensyn til Århuskonventionen forholder lovforslaget sig direkte til den. Der står i bemærkningerne til lovforslaget, at lovforslaget ikke strider med Århuskonventionen. Det kan være, at Enhedslisten er uenig i den vurdering, det skal man selvfølgelig have lov til at være, men der vil jeg nu henholde mig til embedsmændene i ministerierne frem for til Enhedslistens ordfører, hans kvaliteter i øvrigt ufortalte.

Med hensyn til hvem der har skylden, vil jeg sige, at jeg da ikke synes, man kan sige, at det er naboernes skyld. Naboerne har brugt nogle muligheder, som de har, men vi kan se, at det i den grad er uhensigtsmæssigt, at klagerne – vi ved det jo ikke, men min påstand er, at de i sidste ende ikke vil få medhold – har medført de her store forsinkelser eller kan medføre de her store forsinkelser. Det er jo et faktum, som vi må forholde os til. Så kan vi vælge at sætte os ned og sige, at det bare er ærgerligt, sådan er det, eller vi kan vælge at gøre noget ved det. Det, der er Venstres mission i den her sag, er at få metrobyggeriet færdiggjort til tiden og helst også til prisen, og så er det at sørge for ordentlig kompensation til naboerne, og det handler ikke så meget om at finde ud af, hvem der er skyld i hvad.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Rasmus Prehn som socialdemokratisk ordfører.

Jeg skal opfordre tilhørerne til at sikre, at de har slået lyden på deres mobiltelefoner fra.

Det er mig, der kører toget. Sådan sagde min søn Oskar, da vi første gang prøvede metroen i København. Vi var begge to meget begejstret over det her med at sidde helt foran i det her førerløse tog, og for det ene øjeblik at være i lufthavnen til det andet øjeblik at være på Kongens Nytorv; det var en fantastisk oplevelse. Jeg tror, at min søn og jeg langtfra er de eneste, jeg tror faktisk, det er langt de fleste, der har det sådan, at den københavnske metro er helt fantastisk, et kæmpe løft af den kollektive trafik. Fra at vi for år tilbage kunne kigge misundeligt på englænderne i London, der havde undergrunden, har vi pludselig også noget, der kan måle sig med det – noget, der er fantastisk, noget, der kan transportere os hurtigt på kryds og tværs af vores fantastiske hovedstad.

Derfor er vi også mange, der glæder os til at få metrocityringen på plads. Det er et fantastisk projekt, et projekt, som binder København langt bedre sammen. Det er også et meget ambitiøst projekt. Som Venstres ordfører hr. Jan E. Jørgensen var inde på før, er det det største anlægsprojekt i historisk sammenhæng, siden Christian IV anlagde Christianshavn. Det er virkelig ambitiøst, og det er rigtig, rigtig flot. Og jeg tror, vi er mange, der glæder os til, at vi kan stå på Københavns Hovedbanegård og det næste øjeblik på Enghave Plads eller på Trianglen. Det bliver rigtig godt at få det her på plads.

Så er der ikke nogen tvivl om, at når man laver sådan et projekt, kommer det til at larme, og det kommer til at støje, og det kommer til at være træls, som vi siger i Jylland. Det er der også mange naboer der har oplevet. Jeg tror, at vi alle sammen, der er herinde i Folketingssalen, kan føle med de naboer og tænke: Det er da rigtig, rigtig træls at være i deres situation, når det er, at der er en stor boremaskine, der larmer. Jeg kunne forstå på ministeren, da vi fik en kop kaffe før, at lige i øjeblikket, lige her i talende stund, er boremaskinen lige neden under Magasin. Så hvis der er folk, der står og handler ovre i Magasin, kan de måske høre, at boremaskinen summer nedenunder. Og folk tænker: Holder det nu, er det nu godt osv. Når man laver sådan et projekt, vil det helt sikkert være forbundet med bekymringer og frustrationer og sådan nogle ting.

Derfor er der ingen tvivl om, at de her ting skal være i orden. Der skal være gode kompensationsmuligheder, der skal være hjælp til at blive genhuset, der skal være andre ting, der er i orden, og det er det, som man gør med det her lovforslag; man rækker ud efter de bekymringer, borgerne har, og prøver at gøre det bedre. Faktisk var det sådan, at da man lavede den her lov i sin tid, skrev man ind i loven, at den til enhver tid siddende minister har en handlepligt, hvis det er, at projektet bliver forsinket. Der er det altså, at jeg synes, at vi må takke den nuværende transportminister, hr. Magnus Heunicke, for, at han som nærmest helt nytiltrådt minister tog handsken op og gjorde noget ved det her og sikrede, at vi kan færdiggøre det her metrocityringprojekt i overensstemmelse med de forudsætninger, der var, da vi lavede loven i sin tid, og at vi sikrer en langt mere målrettet hjælp til de naboer, der sidder derude og selvfølgelig er bekymret over, at deres nattesøvn bliver forstyrret, at det larmer og støver og andet.

Derfor er vi fra socialdemokratisk side rigtig glade for, at der er så bred opbakning til det her. Vi skal jo lige være opmærksomme på, at det er alle partier i forligskredsen med undtagelse af Det Konservative Folkeparti, som sprang fra, som er med i forhold til det her. Det vil sige, det er næsten alle partier i Folketinget. Der er Enhedslisten, som i sin tid var helt imod at få en metro. Enhedslisten, som ellers normalt går ind for bedre kollektiv trafik, sagde, at lige metroen, som er det mest populære, ikke var noget for dem: Der springer vi over, vi vil hellere have nogle busser, hvor man kan stå op og blive rusket rundt og alverdens ting. Det ved vi.

Men ellers er der bredt i Folketinget opbakning til det her, og der er vi glade for, at det lykkedes transportministeren i tæt samarbejde med både Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune at få lavet den her aftale, som på rigtig god vis hjælper de her naboer, der er berørt. De kan få op mod 20.000 kr. hver eneste måned som kompensation, hvis det er, deres lejlighed er udsat, eller man kan få hjælp til at blive genhuset. Og som også hr. Jan E. Jørgensen understregede, er der blevet taget det sociale hensyn, at man ikke kan blive modregnet i f.eks. kontanthjælp eller andet. Det er godt set, og det er det rigtige at gøre, og det er et skattefrit tillæg, man får.

Den fantastiske vision for bedre kollektiv trafik og et mere sammenhængende København, som metroen giver, kan sikres med det her forslag. Metrocityringen kan realiseres mere til tiden, og de naboer, der har været bekymret og følt sig generet, får en udstrakt hånd og bedre mulighed for hjælp. Det synes vi fra socialdemokratisk side er rigtig godt, og vi takker de partier, der er med til at bakke det her op. Det er et rigtig godt lovforslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Henning Hyllested.

Jeg skal bare høre, om det virkelig er den socialdemokratiske tilgang til det her projekt, at naboerne ved større projekter, som projektet med metrocityringen jo er, må tåle støj – færdigt arbejde. Det må de finde sig i, de skal ikke være sarte, de har bare at finde sig i at opholde sig i et støjhelvede, som der jo er tale om, fordi der er tale om ganske væsentlige overskridelser af de normalt anbefalede støjgrænser fra både WHO og fra embedslægen. Så der er tale om sundhedsskadelig støj, og det er jo ikke bare sådan lige en dag eller en uge sådan lige forbigående. Der er tale om at opholde sig i støj månedsvis, halvårligt, årligt! Er det virkelig den socialdemokratiske tilgang til det her, at det må folk da bare finde sig i, for sådan nogle store projekter er søreme så gode, så vi kører hen over folk. For dem, det rammer, er det ærgerligt, men de bliver glade bagefter. Jeg ved ikke, om hr. Rasmus Prehn har prøvet at få sin nattesøvn forstyrret i årevis, om jeg så må sige, og om han ved, hvordan det indvirker på hele ens måde at fungere på, på ens helbred, på ens livskvalitet. Så jeg forstår ikke, at Socialdemokraterne på den måde kan være med til at se bort fra de folk, de ganske almindelige beboere i den her by, som rammes af den livskvæstende støj.

Ordføreren.

Jeg er meget ked af, hvis jeg har udtrykt mig så upræcist, at Enhedslistens hr. Henning Hyllested har fået det indtryk, at vi fra socialdemokratisk side er fuldstændig ligeglade med naboerne. Altså, hovedpointen i min tale var sådan set, at noget af det, der ligger os mest på sinde fra socialdemokratisk side, er, at der bliver fremstrakt en hånd til de her naboer. Og hvis det er, at man lever i det, hr. Henning Hyllested og Enhedslisten kalder et støjhelvede, jamen så er der mulighed for, at man kan få op mod 20.000 kr. om måneden, sådan at man kan leje en lejlighed et andet sted og bo der, imens det her bliver bygget, eller at man kan få hjælp til genhusning.

Det, vi er allermest optaget af, er jo at sikre, at når vi skal lave så ambitiøst et projekt, som vi glæder os til – ja, og vi synes, det er en vigtig vision – skal folk, der kommer til at lide nød undervejs, selvfølgelig også have den bedst mulige hjælp, og det er det, vi sikrer med det her lovforslag. Det er et skridt i den rigtige retning, det er en håndsrækning til de her naboer.

Men når det så er sagt, vil jeg sige, at hr. Henning Hyllested da har ret i, hvad vi også godt er klar over, at når der laves store anlægsprojekter, vil der være nogle midlertidige forstyrrelser, som er trælse, og som man gerne vil være foruden, men når det er, at det er overstået, er man også rigtig glad for, at det er blevet til noget.

Derfor tror jeg, at der er rigtig mange, der har det på den måde, at det var godt, at man ikke lyttede til Enhedslisten, og at det var rigtig godt, at man derimod byggede metroen og lyttede til de partier, der bakkede det op.

Hr. Henning Hyllested.

Jeg forstår udmærket godt hr. Rasmus Prehns spin om Enhedslisten og om, at vi ikke skulle gå ind for metroen, men det er jo ikke rigtigt. Men vi endte med at være imod det på grund af den finansieringsform, der er, og som har været i forbindelse med hele metroringen, og fordi vi betvivlede de trafikprognoser, som lå til grund for det, og det har vi i øvrigt fået ret i, når det gælder de nuværende metroringe. Nå, men det var nu ikke det, jeg ville bruge min tid på, for hr. Rasmus Prehn henviste jo til hensynet til naboerne.

Gør det slet ikke indtryk, når det af de høringssvar, der allerede er indkommet, og det af den supplerende VVM-redegørelse fremgår, at der i høj grad kan rejses tvivl om de støjmålinger, som jo ligger til grund for tildelingen af kompensation eller for retten til genhusning, hvor det jo kun er dem, der rammes hundrede procent, der får ret til genhusning?

Altså, når man kan rejse tvivl om de støjmålinger, som ligger til grund for det – og det er der allerede blevet gjort – gør det så ikke indtryk på hr. Rasmus Prehn? Synes han så ikke, at der måske var en pegefinger eller et øjenbryn, man kunne løfte og sige: Hov, det skal vi da have kigget nærmere på, for det går jo ikke? For det får jo konsekvenser for, hvor mange der i sidste ende får ret til henholdsvis genhusning og kompensation, og hvor stor kompensationen bliver.

Ordføreren.

Det gør naturligvis meget stort indtryk på mig og på Socialdemokratiet, når der er borgere, der er bekymrede, når der er borgere, der er så bekymrede, at de ligefrem laver høringsskrivelser og andet; selvfølgelig gør det indtryk. Det er jo også derfor, vi er rigtig glade for hele den proces, der heldigvis er, når man laver lovforslag som det her, hvor der er høringsfaser, og hvor folk kan komme til orde. I den her situation bliver der tilmed lavet en ny VVM-undersøgelse, hvor man skal vurdere virkningerne på miljøet, netop for at være helt sikre på, at der er styr på tingene, at vi ved, hvad det er, vi taler om, at folk kan være trygge ved de målinger, der er. Vi er meget optaget af de her ting, og vi sætter tid af til, at folk, der sår tvivl om vores målinger, vores beregninger og vores forudsætninger, kan komme til orde og være med til at korrigere os. Vi er ikke skråsikre og bedrevidende og andet, nej, vi er meget ydmyge, og vi ved, at vi er nødt til at lytte til de mennesker, der har skoen på, for det er dem, der ved, hvor den trykker, og derfor vil vi meget gerne være i dialog med dem, for borgerne skal behandles ordentligt. Der er nogle, som har været udsat for et urimeligt støjhelvede, og de skal hjælpes; det er vi optaget af. Men vi synes også, det er et stærkt projekt med den her metro, og vi er glade for, at Enhedslisten ikke fik det, som de ville, nemlig at man undgik at få metroen. Vi er glade for metroen.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Kim Christiansen som Dansk Folkepartis ordfører.

Når man laver så stort et anlægsprojekt, som metrocityringen er, så vil det uundgåeligt komme til at genere rigtig mange af de borgere, som bor tæt på; det kan ikke undgås. Det har man måske ikke været dygtig nok til at tage højde for, men der føler jeg i hvert fald, at vi nu med det her lovforslag tager borgernes parti i forhold til den støj, de er udsat for, og øger muligheden for at få kompensation, både som en kompensation for støjgener, men også en mulighed for genhusning. Samtidig bliver der, som andre også har nævnt, den her skattefrihed, så man ikke også ovenikøbet bliver beskattet af den kompensation, man får, og man bliver heller ikke modregnet i eventuel pension eller andre sociale ydelser.

Jeg kan forstå, at hr. Henning Hyllested mener, at det er støjfrit at bygge en metro, men vi kan jo ikke bare fjerne støjen – det måtte da i så fald være ved at anvende nogle metoder, som jeg ikke har set endnu. Det kan ikke lade sig gøre; det vil genere nogle mennesker, og der prøver vi bare at komme de borgere i møde med den her lovgivning og gøre det bedre for dem i det tidsrum, hvor man altså bygger metroen, som, når den står færdig, jo vil være et kæmpe aktiv for København og for alle de mange mennesker, der dagligt skal bruge den kollektive trafik – og jeg ved jo i hvert fald, at Enhedslisten også går meget ind for den kollektive trafik. Så det her vil ende med at blive en god historie; der er nogle gener ved det, men det prøver vi i hvert fald at gå ind og kompensere for med det her lovforslag.

Jeg er også meget glad for, at der bliver den her ekstra VVM-runde, så vi i hvert fald får en sikkerhed for, at det er de rigtige støjmålinger osv., og der kan man jo altid rejse tvivl om, om det er de rigtige støjgrænser, men det må vi selvfølgelig kigge på, hvis der er klager over det, og så må man sørge for, at tallene er pålidelige, når det gælder de støjmålinger, man laver.

Så vi støtter selvfølgelig lovforslaget, fordi det er med til at gøre det bedre for de borgere i København, der føler sig plaget af støjen fra metrobyggeriet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Henning Hyllested.

Jamen jeg er da glad for, at hr. Kim Christiansen ligesom indrømmer, at man nok ikke har været dygtige nok til at tage højde for de gener, som man nu trods alt påfører store dele af den her bys befolkning eller i hvert fald naboerne til metrobyggepladserne. Man kan jo altid diskutere vildt og inderligt, om ikke man burde have forudset, at man, når man bygger i så tæt bebyggelse, som den her by jo trods alt er, ikke kan gøre det uden at genere voldsomt. Dansk Folkeparti prøver jo at slå sig meget op på at være fortaleren for den lille mand, for befolkningen osv., og nu kommer der en række høringssvar, de er allerede på vej ind, hvor der sås tvivl om de her støjmålinger, og så vil jeg gerne vide, om man kan regne med, at Dansk Folkeparti vil tage de høringssvar alvorligt. Det er et retorisk spørgsmål, for hr. Kim Christiansen vil nok svare: Ja, det kan du da roligt regne med. Men hvis der virkelig sås alvorlig tvivl om de støjmålinger, de støjkort, man anvender, er hr. Kim Christiansen så villig til at rejse det her i forligskredsen og sige: Det kan vi ikke leve med, det må laves om?

Ordføreren.

Jeg er sikker på, at vi som en del af forligskredsen tager de høringssvar, der kommer ind, alvorligt; selvfølgelig gør vi det, ellers var der ingen grund til at lave en høringsfase. Så det er rigtigt, vil jeg sige til hr. Henning Hyllested, svaret giver næsten sig selv. Men jeg formoder da så sandelig også, at transportministeren har fokus på det her og sikrer, at oplysningerne fra de støjmålinger, der kommer, også er valide, så man kan opnå den erstatning, man er berettiget til. Jeg kan ikke selv gå ud og vurdere de støjmålinger, det tror jeg mennesker, der er klogere end mig, skal gøre, men selvfølgelig skal det da være på det rigtige grundlag, man både søger erstatning og får erstatningen udbetalt.

Hr. Henning Hyllested.

Når jeg rejser problemet, er det, fordi det allerede er blevet ret konkret. I går har man udstedt et påbud eller en såkaldt tilladelse, hvor det kan konstateres, at der er en divergens mellem det støjniveau, man opererer med i den supplerende VVM-redegørelse, og så det støjniveau, firmaet Grontmij oprindelig målte. I det ene tilfælde var det 60 dB, i det andet tilfælde var det 71 dB. Det er jo de støjmålinger, der ligger til grund for, hvad folk får af kompensation eller af ret til genhusning. Det er da allerede et kæmpemæssigt problem, at man allerede nu tillader støj, og hvor der er en divergens i støjmålingerne.

Ordføreren.

Nu er jeg jo som sagt ikke ekspert i decibel og støjmålinger, det tror jeg heller ikke hr. Henning Hyllested er, og vi må ligesom forlade os på, at der er nogle mennesker, der har forstand på det, som kan foretage de rigtige støjmålinger, og jeg har givet udtryk for, at de tal selvfølgelig skal være korrekte. Men jeg vil ikke stå her på Folketingets talerstol og gøre mig klog på, om det er 60 eller 71 dB, men vi må jo forlade os på, at de folk, der foretager de her målinger, også gør det på en korrekt måde, og jeg synes selvfølgelig også, vi har et ansvar for at være opmærksom på det.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Hr. Andreas Steenberg som radikal ordfører.

Man kan ikke bygge metro, uden at det støjer. Det gode ved metroen er jo, at den ligger der, hvor der bor allerflest mennesker i Danmark, og fordi vi i sagens natur bygger metro under jorden, skal boligerne jo heller ikke fjernes. Når vi bygger veje eller jernbaner, eksproprierer man jo folks huse og gårde og alt muligt andet for at gøre plads til vejen, men det skal man jo ikke, når man bygger metro, fordi den er under jorden. Det betyder jo, at folk kommer til at leve op og ned ad det byggeri, mens det står på.

Der har været debat om de her støjniveauer i lang tid, men vi kommer desværre ikke udenom, at det kommer til at støje, og folk skal jo netop bo der, hvor det støjer, fordi det er det, der er hele meningen med metroen, nemlig at den skal gå der, hvor folk bor.

Ved metrobyggeriet den her gang i modsætning til tidligere har der udviklet sig en praksis, hvor man kan klage til Natur- og Miljøklagenævnet med opsættende virkning for de tilladelser, byggeriet har fået. Derfor er metrobyggeriet blevet forsinket, og byggeriet kan ikke gennemføres inden for den tidsplan, der er, hvis det fortsætter på den her måde med alle de klager.

Metroen er finansieret på den måde, at Metroselskabet har optaget et lån, og det lån skal så betales tilbage med billetindtægterne. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvornår metroen bliver færdig, fordi på et tidspunkt skal man jo til at afdrage på gælden, og det kræver, at billetindtægterne begynder at rulle ind. Ud over det er det her jo med til at udvikle København, vores hovedstad, og derfor er det jo heller ikke helt ligegyldigt, hvornår det her byggeri bliver færdigt.

Med det lovforslag, vi førstebehandler nu, afskaffer vi klageadgangen og vedtager i stedet for et lovforslag, der giver metrobyggeriet mulighed for at støje, hvad der er nødvendigt for at få bygget metroen. Samtidig udvider vi borgernes rettigheder til erstatninger, genhusning og mulighed for at komme af med deres bolig, hvis man ønsker det. Vi laver en ny VVM-undersøgelse af miljøpåvirkningerne og støjpåvirkningerne, og borgerne vil få erstatning ud fra et worst case-scenarie for larm og støj i stedet for faktisk målt støj. Vi er tilfredse med, at borgernes mulighed for økonomisk erstatning eller genhusning øges, og at grundlaget for udstedelse af erstatninger bliver bedre.

Ud over at byggeriet er blevet forsinket på grund af klagerne, er borgernes erstatning også blevet sat i bero, når der har været opsættende virkning i forbindelse med klagerne. Derfor har klagerne ikke kun skabt usikkerhed for selve byggeriet, men også for de mennesker, som gerne vil have deres erstatning eller mulighed for at bo et andet sted, mens larmen står på. Det får vi skabt klarhed over nu.

Vi mener, at det her lovforslag finder den rigtige balance mellem at få bygget metroen og samtidig give mennesker, der er støjramte, gode og klare muligheder for erstatning eller genhusning, og derfor kan vi med glæde støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Henning Hyllested.

Jeg er meget enig med ordføreren i, at man ikke kan bygge metro, uden at det støjer – bravo, godt konstateret. Ordføreren konstaterer også, at vi nu giver Metroselskabet, entreprenørerne ret til at støje, hvad der er nødvendigt. Jeg ved ikke, om der heri ligger en erkendelse af – det er i hvert fald den erkendelse, vi er nået frem til ved at læse lovforslaget og også den supplerende VVM-redegørelse – at der nemlig gives meget, meget vide rammer for, hvor meget der må støjes, og hvad der er nødvendigt at støje. Så er det selvfølgelig helt afgørende, når man får så meget elastik, som man gør, dels med lovforslaget, dels med VVM-redegørelsen, at beboerne jo så, om jeg så må sige, kan komme væk fra støjhelvedet.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Det Radikale Venstre, om regeringen har noget estimat på, hvor mange flere der vil kunne opnå kompensation eller ret til genhusning, end der allerede i dag har det. Og det spørger jeg selvfølgelig om, fordi der allerede er rejst tvivl om de støjmålinger, som danner grundlaget for at tildele kompensation henholdsvis ret til genhusning.

Ordføreren.

Det centrale her er jo, at folk kan få erstatning eller genhusning ud fra worst case-scenariet; det vil sige, at det, vi nu skriver ind som det maks. tilladte, er det, man kan få erstatning ud fra, altså netop ikke den målte støj. Så kommer vi væk fra den her diskussion, om man nu har målt rigtigt, og om man har målt på et tidspunkt, hvor det ikke støjede, i stedet for lige den halve time, hvor det støjede rigtig meget. Og det er jeg tilfreds med, fordi det jo gør det nemmere at få givet de erstatninger. Det, at vi nu vedtager en lov her i Folketinget, gør også, at vi kan komme i gang med at få givet folk erstatning. Der er jo folk, der har troet, at nu skulle de have erstatning eller blive genhuset, og så er der kommet en klage, der har haft opsættende virkning, og så har de ikke kunnet få deres erstatning.

Så nu kan folk få at vide, hvad de kan få, og byggeriet kan gå videre. Det mener jeg er den bedste løsning i en svær situation.

Hr. Henning Hyllested.

I tilknytning til det vil jeg spørge ordføreren, om ikke man fra Det Radikale Venstres side synes, at det er betænkeligt, at man ligesom spiller bold med retssikkerheden, når man nu ophæver folks klageadgang. Det spørger jeg selvfølgelig om, fordi naboerne til metrobyggeriet jo har haft ret i deres klager indtil nu – de har faktisk fået ret. Så det, man opnår ved at køre dem over eller fratage dem klageadgangen og også den opsættende virkning for eventuelle klager, der måtte komme, er jo i virkeligheden, at man så at sige værner uretten. Beboerne har haft ret indtil nu.

Giver det ikke Det Radikale Venstre nogle retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, når man sådan lige pludselig siger: Nu skal vi have det gjort færdig, væk med beboernes retsgarantier og i det hele taget deres retssikkerhed, for det er vigtigere, at vi får gjort metroen færdig?

Ordføreren.

Vi har jo i Danmark et rigtig godt demokrati, hvor borgere kan blive hørt. Vi har en god procedure for VVM-undersøgelser, hvor der også er høringer. Det, vi jo gør nu, er at vedtage en lov. Og det er rigtigt, at nu vedtager vi, at sådan her kommer det til at støje, og i og med at der er vedtaget en lov her i Folketinget, kan man ikke klage over det til Natur- og Miljøklagenævnet. Man kan jo klage til os. Man kan stemme på Enhedslisten, som åbenbart er imod metroen eller imod, at det her kan blive færdigt. Men det er jo et meget, meget bredt flertal herinde, der siger, at nu vedtager vi en lov, der giver byggeriet mulighed for at støje, men samtidig får borgerne nogle meget, meget gunstige ordninger – op til 20.000 kr. skattefrit om måneden kan man få. Det tror jeg mange synes er gunstigt, i hvert fald hvis man kigger uden for Københavns Kommune. Så jeg synes, at vi her laver en god lov med et meget, meget bredt flertal i Folketinget.

Tak til den radikale ordfører. Hr. Karsten Hønge som SF's ordfører.

Man kan jo undre sig over, hvor galt en god sag kan gå. I et land med så mange erfaringer i store anlægsprojekter, herunder også den første fase af Cityringen, har det været en trist oplevelse, at det fra starten er blevet grebet an på en måde, som kom til at indebære så store problemer for den praktiske gennemførelse af en metrocityring, der i øvrigt vil være et løft for hele København. Bl.a. er det da på tide, at der kommer fair ordninger for kompensation, og måske også netop det område viser, hvor dårligt man fra starten har grebet dialogen med beboerne an. Jeg vil også sige, at det fremover skal være sådan, at vi selvfølgelig tager alle henvendelser fra borgerne alvorligt. Der må f.eks. ikke kunne stilles berettigede spørgsmål til støjmålingerne, borgernes retssikkerhed skal stå på et fast fundament. Jeg synes også, at vi skal være skarpe på, at de forsinkelser, som alene skyldes forhold hos entreprenøren, ikke skal tørres af på borgerne.

Som vi ser det, er der altså brug for klare rammer for metrobyggeriet, og det er det, vi nu sikrer med det lovforslag. Men der skal da ikke være tvivl om, at vi samtidig skal tage naboerne til byggeriet alvorligt, når de oplever store gener ved byggeriet i form af – især – støj i aften- og nattetimerne. For meget støj kan faktisk gå hen og være sundhedsskadeligt, og det er klart, at det for nogle beboeres vedkommende gør det noget nær umuligt at bo så tæt på byggeriet, som de gør i dag. Derfor skal vi ikke bare have klare rammer for byggeriet, men også sikre en fair kompensation og rimelige muligheder for at blive genhuset.

Med lovforslaget bliver erstatningerne bedre, idet erstatning fremadrettet vil blive givet på grundlag af den tilladte støj og ikke den faktiske støj. De beboere, som er allerværst ramt, får bedre muligheder for genhusning, og der indføres samtidig mulighed for, at man i visse tilfælde kan komme af med sin bolig. Endelig vil modtagelse af kompensation som følge af byggeriet ikke indebære tab eller nedsættelse af offentlige ydelser. I alt vil den her nabopakke koste i størrelsesordenen 300 mio. kr. og vil dermed bidrage til at hjælpe de mange naboer, der desværre er hårdt ramt af generne fra så stort et byggeri som Cityringen, som jo af gode grunde foregår midt i byens tættest befolkede bydele.

Samtidig må vi erkende, at det ikke er muligt at fortsætte byggeriet med de nuværende retslige rammer. Hvis vi gør det, vil byggeriet blive forsinket og koste skatteborgerne mange milliarder kroner ekstra. Det er ikke holdbart. Vi har alle sammen en interesse i at få anlægsarbejdet færdigt så hurtigt som muligt, og det gælder som bekendt også mange af de naboer, som bor op ad byggeriet i dag, og som jo også ønsker en hurtig åbning af en metrostation tæt ved boligen.

Vi har netop nu brug for at styrke den kollektive trafik i København og på Frederiksberg. Lovforslaget sikrer på den ene side, at vi kan få klare rammer for anlægsbyggeriet, så vi kan blive færdige så hurtigt som muligt og dermed få udbygget metronettet, og på den anden side giver vi naboerne bedre muligheder for at undgå støjen fra byggeriet. SF kan støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Henning Hyllested.

Det undrer mig selvfølgelig, at SF kaster sig ind i det. Jeg har hørt hr. Karsten Hønges ordførertale og kan også forstå, at SF trods alt har en række forbehold, men de medvirker dog alligevel i forligskredsen til det. Det undrer mig bare, at SF medvirker til at ophæve beboernes klagemuligheder. Det er jo en grundlæggende ret, man har, at man kan klage over, lad os bare kalde det overgreb fra myndighedernes side. Jeg synes ikke, det er nok at henvise til, som den radikale ordfører gjorde, at nu vedtager vi det her i Folketinget. Ja, men det er vel godt, at man her i landet trods alt kan få en uvildig domstols- eller domstolslignende afgørelse, ligesom man kan i henhold til Århuskonventionen. Så det undrer mig, at SF deltager i det her.

Vi er vel enige om, at det, vi snakker om, den støjpåvirkning, som finder sted, er sundhedsskadelig. Den er erklæret sundhedsskadelig, den er sundhedsskadelig også efter alle internationale målestokke. Og når man i lovforslaget, og også i den supplerende VVM-redegørelse, kan konstatere, at det ikke er sikret – der er stadig væk ret til at støje meget sundhedsskadeligt – hvordan kan det så være, at SF medvirker?

Ordføreren.

Jo, men hvad er alternativet? Det er det, vi er optaget af. Er alternativet, at metrobyggeriet skal forsinkes i et par år, så byggeriet tager længere tid med alle de mange gener, det så indebærer, også for de beboere, der bor tæt op ad det? Eller er den vej, vi går nu, ikke den, man kunne være gået fra starten? I den forstand er der jo noget uholdbart ved, at man griber så stort et anlægsprojekt an på en måde, hvor man inviterer til en række problemer siden hen. Hvis man fra starten af havde inddraget borgerne, fra starten af havde givet borgerne et fundament, hvor de kunne se, at sådan kom byggeriet til at foregå og de kompensationer kunne de få, er jeg sikker på, at man også kunne have skaffet langt større forståelse for det. Vi ser ingen vej udenom – når vi nu ønsker, at metrobyggeriet skal fungere, og at det ikke bliver unødig forsinket – at vi gør det på den her måde.

Hr. Henning Hyllested.

Jeg er helt enig i, at man ikke på nuværende tidspunkt kan rulle projektet tilbage. Det ville se meget mærkeligt ud.

Men så er der jo også den indrømmelse fra hr. Karsten Hønge, at det nu er økonomien i projektet, og det er færdiggørelsen, det først og fremmest handler om. Jeg har meget sympati for og er meget enig i bemærkningen om, at man fra starten af i langt højere grad skulle have inddraget borgerne. Men den kritik falder vel i høj grad tilbage på Metroselskabet? Jeg kunne godt tænke mig at høre SF, om man ikke burde gøre sig nogle overvejelser om, hvorvidt det i virkeligheden er Metroselskabet, der ikke har styr på en skid i det her foretagende?

Ordføreren.

Jeg vil give hr. Henning Hyllested fuldstændig ret i, at der er god grund til at stille mange spørgsmål til både den politiske håndtering af det her projekt fra starten af, men også til selskabet.

En af de ting, jeg nævnte, var også, at i det omfang at nogle af forsinkelserne alene kan henføres til, at Metroselskabet ikke har sørget for at have maskinerne klar eller de ikke arbejder i det tempo, de ellers selv har forudsat, skal det ikke tørres af på borgerne. Men pointen er vel, at man ikke altid bare kan forvente, at retssikkerhed hænger sammen med retten til at klage. Vi kan jo ikke gå rundt og klage over alle lovene i Danmark. Det her handler om at få skabt et klart fundament for den fremtidige udbygning af metroen.

Tak til SF's ordfører. Så er det hr. Henning Hyllested som ordfører for Enhedslisten.

Det her lovforslag bygger på en politisk aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Venstre og SF fra den 21. februar i år om klare rammer for byggeriet af metrocityringen. Det lyder godt. Den er også i populær tale blevet kaldt nabopakken.

Efter vores mening burde den i stedet hedde fremdriftspakken, for vægten er helt klart lagt på færdiggørelse; den er lagt på økonomien i projektet; den er lagt på at blive færdig til tiden, i det omfang det nu kan lade sig gøre, for tiden er skredet. Hensynet til naboerne viger efter vores mening i stor udstrækning, først og fremmest ved at klageadgangen ophæves.

Man kan sige, at begrundelsen for at gøre den slags ting skulle være at sikre større adgang til kompensation og genhusning, men vi mener faktisk, at det er tvivlsomt, om det bliver et resultat, og om der bliver noget særligt ud af det. Det er, som jeg også har henvist til i en række af mine spørgsmål, et spørgsmål om, at vi mener, der kan rejses tvivl om nogle af de støjmålinger, der finder sted, og som jo danner grundlag for adgang til genhusning – ganske vist kun i kategorien for dem, der rammes hundrede procent.

Det er jo fatalt, at man kan begynde at rejse tvivl om støjmålingerne, fordi det er dem, der ligger til grund for vurderingerne af kompensation og genhusning. Det er jo nogle af de tidligere støjmålinger og også metodikken i dem, som er blevet underkendt i Natur- og Miljøklagenævnet. De støjudbredelseskort, som man anvender i den supplerende VVM-redegørelse, stemmer altså ikke overens med den reelle støjudledning, som den er målt i f.eks. Nørrebroparken. Jeg har tidligere i et spørgsmål lige været inde på, at man allerede nu har oplevet et påbud i den såkaldte fase 3.3, hvor man kan se en divergens mellem de støjgrænser, man opererer med i decibel. Det synes vi faktisk viser, at vi har ret i, at man kan rejse tvivl om nogle af de her støjmålinger. Det skulle jo give udvidet adgang til genhusning og kompensation, men den bliver så også tvivlsom, i og med at man kan rejse tvivl om, hvorvidt de der støjmålinger overhovedet fungerer, som de skal. Det var ellers det, der skulle kunne begrunde ophævelse af klageadgang af hensyn til fremdriften.

Vi synes, det er en panikhandling, man foretager fra Metroselskabets ejerkreds' side. Projektet er i forvejen forsinket, og det er besynderligt, at en såkaldt nabopakke åbner ballet med nærmest at give naboerne skylden for forsinkelsen, fordi man har klaget og det har fået opsættende virkning.

Forsinkelsen skyldes efter vores mening – og det har vi påpeget rigtig mange gange – dårlig planlægning, den skyldes manglende styring af projektet, den skyldes i bund og grund også underbudgettering, fordi man fra starten af jo lå ganske betragteligt over de rammer, der var sat for udbuddet, og derfor var man nødt til at lave en supplerende udbudsrunde, hvor man jo begyndte at operere med døgnarbejde, som ikke var med i den oprindelige VVM-redegørelse, og det er også noget af det, man har fået underkendt, hvilket betyder, at man så får ret til døgnarbejde på fire arbejdspladser, og at Metroselskabet i øvrigt overtager risikoen ved forsinkelser på grund af myndighedsbehandling af nogle af de her ting. Det er jo det problem, man så står i nu, i øvrigt uden at Transportministeriet har informeret Finansudvalget om dette, da aktstykket i tilknytning til det her blev vedtaget.

Det fremgår af den såkaldte lorteliste, som nogle har søgt aktindsigt i allerede i januar 2013, og jeg citerer: »Projektet er ved at være så forsinket, at det ikke kan ignoreres.« Det var altså, længe før naboerne for alvor begyndte at klage og man fik opsættende virkninger. Så man kan også spørge, om det er naboernes skyld, at tunnelboremaskinen først ankom til Nørrebroparken med et års forsinkelse. Og hvordan kan det overraske, at den trange plads ved Marmorkirken er et problem, og at det nødvendigvis vil føre til ballade med naboerne og til klager?

I stedet for at give naboerne skylden for forsinkelserne skulle ejerkredsen og forligspartierne hellere rette lyset mod Metroselskabet og måske mod direktionsgangen, for det er helt tydeligt, at der ikke er styr på det her projekt, og det har der sådan set ikke været fra starten af. De har ikke formået at skabe det tillidsforhold til naboerne, som også hr. Karsten Hønge var inde på. Tværtimod har man benyttet sig af manipulation i stor udstrækning over for naboerne, og derfor mener vi, at der er tale om en panikhandling, der er tale om en hastelov, hvor man jo altså også udstyrer en af medejerne, altså Transportministeriet, med retten til at regulere miljøforholdene. Man fjerner klagemulighederne, og det er, på trods af at naboerne hidtil har fået ret i deres klager og at det er blevet konstateret, at det er Metroselskabet, der har forbrudt sig mod gældende love og regler. Det bliver så et værn mod uretten, og det er i strid med Århuskonventionen. Det samme er ophævelsen af den opsættende virkning, som også strider mod den samme artikel i Århuskonventionen, fordi der rent faktisk står, at klager og sagsanlæg skal kunne tillægges opsættende virkning.

Jeg kan godt se, at lovforslaget forsøger at tage højde for Århuskonventionens krav om nem og billig adgang til en retfærdig domstolslignende prøvelse, i og med at man trods alt sikrer en domstolsafgørelse – man kan jo heller ikke andet. Men hvordan sikrer man i praksis, at en sag ved en domstol bliver billig og nem? Den slags søgsmål har det jo med at blive både langvarige og dyre, og hvordan vil man direkte pålægge retten det og sige, at det må det ikke blive, og klager må eventuelt ikke pålægges for store byrder i den forbindelse? Det forstår jeg ikke helt.

Vi mener – jeg er ved at gøre mig færdig, hr. formand – at de 300 mio. kr., som er afsat til det her, formentlig slet ikke vil være nok, sådan som vi kan se det. Det indikerer i hvert fald, at den udvidede adgang til genhusning og kompensation måske i virkeligheden er lidt illusorisk.

Derfor kan vi med nogle af de bemærkninger selvfølgelig ikke tilslutte os lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg kan forstå på Enhedslistens hr. Henning Hyllested, at der ikke er nogen, der har styr på noget som helst. Metroselskabet har ikke styr på noget som helst, staten har ikke styr på noget som helst, Københavns Kommune har ikke styr på noget som helst, og så tror jeg faktisk, at min egen kommune, Frederiksberg Kommune, gik hus forbi, men vi har sikkert heller ikke styr på noget som helst.

Det har man derimod i Enhedslisten. I Enhedslisten kan man det hele, og derfor vil jeg gerne høre, hvordan hr. Henning Hyllested og hans banjobande har tænkt sig at løse den problemstilling, vi jo står med, og som er indiskutabel, nemlig at hvis ikke det her lovforslag bliver vedtaget, så bliver metroen forsinket, så bliver der tale om øgede ekstraomkostninger i milliardklassen, og så bliver København og Frederiksberg en byggeplads i langt længere tid, end det ellers havde været nødvendigt. Hvordan vil Enhedslisten løse de problemer, som man nu står og skal forholde sig til?

Ordføreren.

Der er ingen vej udenom end at tage dialogen med naboerne, prøve at komme dem så meget i møde, som det nu overhovedet kan lade sig gøre, men jeg forestiller mig heller ikke, at det her kan gøres uden også væsentlige fordyrelser af projektet. Det kan man så lægge vægt på eller lade være med at lægge vægt på. Man kan lægge vægt på, at det her projekt ikke må blive uforholdsmæssigt meget dyrere. Det bliver det under alle omstændigheder. Projektet er forsinket, og det er også en af grundene til, at jeg siger, at Metroselskabet i bund og grund ikke har styr på projektet. Det her bliver meget dyrere, og vi er parat til at sige, at vi ikke vil tilsidesætte naboers ret og retssikkerhed, og vi vil ikke fastholde naboer i et støjhelvede. Så må det koste de penge, det koster.

Men jeg tror faktisk på, og vi har opfordret til det igennem rigtig, rigtig lang tid, at man med en dialog med de pågældende naboer og ved at sikre en omfattende adgang til genhusning og kompensation – meget mere end der er lagt op til, for der er lagt op til et vældigt slagsmål mellem Metroselskabet og naboerne, ligesom der har været indtil nu – kan få projektet færdigt i nogenlunde rimelig tid og uden alt for store udgifter. Men at man slipper gratis fra det her miskmask, tror jeg ikke på.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det lød nærmest, som om spørgsmålet kom lidt bag på Enhedslistens ordfører. Jeg ved også, at det kan være svært at skulle forholde sig konstruktivt til noget frem for kun at kritisere.

Men man skal jo ikke opholde sig i et støjhelvede, fordi det lovforslag, vi vedtager nu, jo netop giver mulighed for, at man kan flytte væk fra støjhelvedet, hvis man synes, at det er for slemt, eller man kan vælge at blive boende, hvis man ikke synes, at det er så slemt, og så tage den økonomiske kompensation. Men jeg kan forstå, at Enhedslistens svar på problemerne er, at vi tager en dialog, altså vi sætter os sammen og snakker over en kop te, eller hvad ved jeg. Jeg har svært ved at tro på, at det løser frygtelig meget i virkelighedens verden.

Ordføreren.

Jamen spørgsmålet er jo netop, og det er jo det, det hele kommer til at stå om: Hvor mange får adgang til kompensation? Hvor mange får adgang til at blive genhuset? Indtil videre er det stadig væk kun dem i kategori 100 pct., kan man kalde det, som får adgang til genhusning. Hvor mange flere er det end dem, der i dag har adgang til det? Nogle flere bliver det selvfølgelig, men er det nok, er det nok til, at de naboer til metrobyggepladserne, som føler sig voldsomt generet af det her – og jeg tror, at man bliver nødt til at gå ind på den snak med at føle sig voldsomt generet af det her – egentlig også får adgang? Støj opfattes jo i høj grad individuelt. Man kan have børn, man kan have handicap, man kan have dit, man kan have dat, som jo påvirker, om en familie skal have ret til genhusning eller kompensation, og det kan vi ikke se at der er taget højde for.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører.

Hr. Rasmus Prehn lagde ud med at sige, at alle partier i Folketinget på nær De Konservative og Enhedslisten støtter det her forslag – og »alle partier« var så dem, der var i forligskredsen, kunne jeg så forstå. Så jeg håber ikke, der har været valg eller andet, der har gjort, at vi er røget ud. Men Liberal Alliance støtter faktisk forslaget, som ligger her, på trods af at vi ikke er medlem af forligskredsen. Jeg kan så sige, at når vi ikke er med i forligskredsen, skyldes det vel egentlig ikke nogen særlige forhold, ud over at Liberal Alliance ikke eksisterede, dengang forligskredsen blev etableret. Så sådan er det.

Det er klart for enhver, at metrobyggeriet har været ude af kontrol, klagesagerne har hobet sig op, borgernes nattesøvn er blevet forstyrret indtil det helbredstruende, forskellige myndigheders beslutninger er blevet underkendt, og leveringsdatoen for Cityringen har været lige så usikker, som hvis der var tale om byggeriet af Gaudis kirke i Barcelona, hvor det vist nok er meningen, at det aldrig skal blive færdigt.

Oven på dette har der hvilet en enorm usikkerhed for alle parter både i forhold til de retssikkerhedsmæssige forhold og den samlede økonomi, og vi læser faktisk lovforslag L 177 anderledes, end nogle måske har gjort det, hvilket er fremgået af debatten i dag, nemlig sådan, at der er tale om, at man mindsker usikkerheden, og det kan vi sådan set støtte op om.

For Liberal Alliance er det selvfølgelig grundlæggende, at borgerne skal kompenseres i overensstemmelse med lovgivning og almindelig rimelighed, og tilbud om genhusning og økonomisk kompensation, som det fremstår ifølge lovforslaget her, synes vi rammer rigtig godt.

Afslutningsvis synes jeg det er værd at påpege, at når vi læser om fordyrelse af projektet på op til 4-5 mia. kr. og udskudte færdiggørelsestidspunkter i op til flere år, svier det selvfølgelig en del. Særlig når hanen fra den offentlige kasse åbnes på baggrund af naturforvaltningsregimentets bureaukratiske regelsæt, tager svien til, men i dette tilfælde er det hensynet til borgerne, som jeg egentlig synes der ligger til grund for det, og som vi synes har været det vigtigste, og derfor trykker vi på den grønne knap.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det hr. Mike Legarth som konservativ ordfører.

Som alle ved, men som måske alligevel er værd at gentage for nogle, handler den her sag jo ikke om for eller imod metro. Metrobyggeriet er for længst sat i gang. Det, det handler om, er byggeriet og det, det afstedkommer. Sagen drejer sig om støjproblemer ved de byggepladser, der er i forbindelse med Metrocityringen, og de massive forsinkelser, der har været på grund af rigtig mange nabogener og deraf følgende klager.

Regeringen har ønsket at sikre, at der ikke kommer flere forsinkelser. Den dagsorden bakker vi hundrede procent op om, den synes vi er rigtig god. Vi synes også, at lovforslaget her er et rigtigt skridt på den vej. Og det, man har gjort, er altså så at lovliggøre og udvide Metroselskabets muligheder for støjende natarbejde og fratage naboerne muligheden for at klage over støjgener. Det synes vi så ikke er særlig fornuftigt. Som kompensation forbedres genhusningsreglerne og erstatningerne marginalt.

Principielt synes vi, det er en god idé, men da vi skulle forhandle den her aftale, blev vi smidt ud af forhandlingslokalet af ministeren, fordi vi ønskede, at man tog en drøftelse med naboerne om de her forhold og det her forslag, inden man forhandlede færdig. Der har været så massive gener og så mange brudte forudsætninger for de naboer, der bor tæt på byggeriet, at det havde været det eneste ordentlige at gøre. Vi er enige i, at det handler om at få gjort metroen færdig. Det vil være til fordel for alle københavnere. Det er et stærkt, det er et godt, det er et fint projekt, men vi lever dog også i et retssamfund, og vi mener ikke, at man bare kan fratage folk klageretten over offentlige beslutninger.

Vi har også set reaktionerne fra naboerne. De har været klare, naboerne har på ingen måde været tilfredse med den ordning, der er fundet. De føler sig kørt over af systemet, og hvis der er en ting, der er vigtig for Det Konservative Folkeparti, så er det, at borgerne kommer før systemet. Derfor vil vi gentage opfordringen til regeringen om at invitere til forhandlinger med naboerne, og så længe de forhandlinger ikke er foretaget, kan vi ikke støtte det her lovforslag.

Tak til den konservative ordfører. Transportministeren.

Jeg vil gerne starte med at takke for den positive modtagelse af forslaget. Og må jeg ikke sige: Der er to partier, som siger, at de har modstand mod selve indholdet af det her forslag, men jeg synes også, det er værd at kvittere for, at alle partier i Folketinget har tilkendegivet, at man er tilhænger af, at vi får en metro i København og på Frederiksberg. Alle er tilhængere af, at vi får denne udbygning, som jo helt rigtigt er det største anlægsarbejde i Danmarks hovedstad siden Christian IV's tid. Det er det, vi taler om her. Derfor er det også noget, som ikke kan gøres, uden at det larmer og støver og støjer, og derfor skal vi gøre det ordentligt, og derfor skal vi også, når projektet skrider, få det tilbage på sporet igen. Men at alle partier har sagt helt entydigt, at man synes, det er en god beslutning at få den her metro, synes jeg er godt, for det er et kæmpe skridt fremad for den kollektive trafik.

Sagen er jo bare den, at i februar måned i år – jeg var helt nytiltrådt minister – fik jeg en henvendelse fra Metroselskabet, som i meget klart sprog redegjorde for en meget stor risiko, som de situationer, som byggeriet er kommet i, medfører for hele byggeriet. Der var usikkerhed om behandlingen af en række klagesager vedrørende byggeriet i Natur- og Miljøklagenævnet, og jeg blev orienteret om, at de usikkerheder kunne betyde, at byggeriet kunne blive flere år forsinket og dermed mange, mange millioner, ja, milliarder kroner fordyret. Som en tommelfingerregel regner man med, at for hver måned metrocityringsarbejdet bliver forsinket, koster det op mod 100 mio. kr. ekstra, hvis ikke vi har en ordentlig plan. Det står sort på hvidt i loven om metrocityringen, at den til enhver tid siddende transportminister har et ansvar for at skride ind og præsentere en løsning for Folketingets Finansudvalg, hvis byggeriet kommer ud af kontrol ved enten en fordyrelse på mere end 3 pct. eller en forsinkelse på mere end 2 år. Begge dele var til stede, og derfor var det min pligt ifølge loven at skride ind, og derfor er jeg glad for, at et meget bredt flertal af Folketingets partier var klar og parat til at gøre det.

Den måde, vi gør det på, er en måde, hvor vi selvfølgelig overholder alle regler i forhold til høringer og den supplerende VVM, som også kommer i høring, og borgermøder – alt foregår på den åbne måde, som det jo skal. Og så vil vi, når den her lov er behandlet færdig, kunne få metrobyggeriet tilbage på sporet igen, tilbage til en realistisk tidsplan, som ikke kun skaber sikkerhed for, at vi får det store projekt, som alle er enige om er godt, tilbage på sporet, men også skaber sikkerhed for, at naboerne ved, hvad de har at rette sig efter. Og det er jo nok så vigtigt.

Jeg har selv været rundt på cykel og tale med en række naboer; jeg har både haft møder med dem, og jeg har også overnattet hos en af dem, og holdt kaffemøder med nogle af naboerne rundtomkring, og jeg har fuld forståelse for, at det da er pokkers generende, at de lige bor der i den her tid, hvor vi bygger den her metro. Det giver de udtryk for, og de havde forskellige problemer, de sloges med, men fra alle var der et ønske om dels at få det overstået, dels at få det klaret på en måde, hvor de ved, hvad de har at rette sig efter. Sagen er jo den, at hvis vi fortsatte sådan her, ville det ikke blive overstået i den nærmeste fremtid. Tværtimod ville byggeriet blive udsat og udsat år på år på år.

Noget andet er, at man som nabo ikke aner, hvad man har at rette sig efter i forhold til kompensation og i forhold til mulighed for genhusning, for hvis det fortsætter sådan her, er det jo sådan, at nogle af klagerne har opsættende virkning, og så skal byggeriet stoppe. Det koster mange penge, men det betyder også, at den kompensations- og genhusningsmulighed, man har som nabo, bortfalder, og så skal man blive boende, selv om man ellers havde planlagt, at man skulle lave noget andet i den periode, hvor der var de mest støjende arbejdspladser i nabolaget.

Nu kommer der styr på de ting. Derfor synes jeg, det er fornuftigt, og jeg synes, det er en fornuftig beslutning, vi her har truffet. Der er ikke nogen partier, som har sagt, og det gør jeg heller ikke selv som transportminister, at nu er lykken gjort; nu kan vi bare få bygget en metro, så stor en metro under København, og så er det bare gjort. Vi kunne da alle sammen ønske, at det her store skridt fremad allerede var blevet taget. Når vi ser på resten af verdens store byer, som vi godt vil have at København skal sammenlignes med og konkurrere med, kan vi se, at de jo for længst har truffet beslutningen om at lave en metro, nogle endda for hundrede år siden, og de har glæde af den den dag i dag. Det kunne da være godt, hvis generationer før os havde fået klaret det med den metro. Det kan man så roligt sige ikke blev klaret. Der findes ét metrobyggeri København, og nu kommer der så et til. Jeg tror, at generationer fremover vil sige, at det da var godt, at der var nogle, der her tog ansvaret for at give København det her kæmpe skridt fremad. For når den kører, kører den jo altså under jorden. Det er besværligt at bygge, men det er jo en kæmpe gevinst, også en støjmæssig gevinst, at få den store kollektive trafikmaskine, som metroen udgør, under jorden og give den fremdrift, uafhængigt af hvad der sker oppe på asfalten.

Lovforslaget her indebærer også, at der skabes adgang til at gennemføre en supplerende VVM, og det er den, der har givet en del debat i medierne. Den supplerende VVM- og miljøvurdering af ændringer i byggeriets anlægsfase gennemfører vi, fordi rammerne for resten af anlægsperioden skal være afklaret fuldstændigt, når vi går ind her. Derfor har vi den 10. april sendt den supplerende VVM i en 8 ugers høringsfrist, præcis sådan som det skal være.

Endvidere indebærer lovforslaget, at der overgås til én sammenhængende og generelt fastsat regulering af forurening og gener, herunder selvfølgelig navnlig støj, i stedet for den nuværende konkrete regulering af hver fase og byggeplads efter miljøbeskyttelsesloven. Med lovforslaget foreslås således, at reguleringen af forurening og gener udstedes som bekendtgørelser af transportministeren og baseres på resultatet af den her supplerende VVM samt de politiske beslutninger om udvidet arbejdstid truffet i Københavns og Frederiksberg Kommune. Det er altså fremover Københavns og Frederiksberg Kommunes opgave at udøve selve tilsynet af byggeriet, altså at have styr på, at man overholder de støjgrænser, som vi har for byggeriet. Jeg har som sagt selv været ude at se nogle af de her lejligheder, og det er simpelt hen sådan, at uden på byggeriet, uden på murstenene, hænger der i hele København i øjeblikket støjsensorer, som opfanger støj, og det er Københavns og Frederiksberg Kommunes opgave – sådan er det jo – at tjekke op på, at man så også overholder de støjgrænser, som er i VVM'en, og som er grundlaget for de bekendtgørelser, som transportministeren så fremover vil komme med.

Det gælder naturligvis navnlig naboerne til metrobyggepladsen, at det her påvirker i hverdagen. Derfor er det vigtigt, når vi gør det her, og det skal gøres, at vi gør det på en måde, hvor der er fuld offentlighed, hvor vi respekterer høringsfrister og det hele, men som også giver nogle rimelige vilkår, mens byggeriet står på. Når først vi er færdige, skal det nok blive godt. Men imens byggeriet står på, er det så stort og langvarigt et projekt, at vi skal give rimelige vilkår. Det er derfor, lovforslaget her giver naboerne til byggepladserne bedre muligheder for at enten helt undgå eller få en betragtelig kompensation for generne, mens byggeriet pågår.

Bl.a. forbedrer vi den økonomiske kompensation til naboerne. Det vil fremover, med det her lovforslag, være sådan, at kompensationen er baseret på det maksimalt tilladte støjniveau på byggepladsen og ikke, som det har været hidtil, på den støj, som faktisk måles derovre. Det giver jo en tryghed, at man ved, hvad man har at rette sig efter; man kan bare slå op i VVM'en og se, hvor meget støj der er tilladt. Endvidere får man en forbedring i forhold til at undgå generne fuldstændigt, ved at der skabes bedre adgang til midlertidig genhusning, eller hvis man har lyst til det, at ens lejlighed helt skal overtages.

Midlertidig genhusning vil efter lovforslaget være en mulighed for beboere i lejligheder m.v., der er beliggende i en støjzone, som berettiger beboeren til kompensation svarende til 100 pct. af huslejen. Og hvad er så det? Ja, det er jo de beboere, som har op mod – og det er op mod – 20.000 kr. skattefrit om måneden. Det er den kompensation, som er den højeste, man kan få. De beboere kan enten vælge at få kompensationen, eller man kan vælge en genhusning. Det er jo ikke op til os, synes jeg, at bestemme; jeg synes, det må være helt rimeligt og fair, at det er op til beboeren selv at bestemme, hvordan man befinder sig bedst i den her periode. Jeg har selv besøgt nogle af de lejligheder, som virkelig er hårdt ramt, ved Marmorkirken, og hvor man i øjeblikket ikke har ret til genhusning, fordi der er forskellige afgørelser, som betyder, at byggeriet hele tiden får sådan en stop and go-metodik, som betyder, at man ikke ved, hvad man har at rette sig efter. De vil så fremover, når det her lovforslag kommer igennem, hvad jeg ser frem til og håber det vil, vide, hvad de har at rette sig efter. Jeg talte med dem, og de sagde alle sammen, at de ville vælge genhusning. Det forstår jeg sandelig godt. Det vil de så kunne gøre i den her sammenhæng. Jeg har også talt med folk, som bor andre steder, som siger, at genhusning ikke er aktuelt for dem. De vil sådan set hellere have pengene og finde ud af noget aflastning på andre måder. Og dem om det; bare der er klare regler. Og det kommer der så nu her.

Genhusning vil i praksis kunne gennemføres, ved at Metroselskabet betaler udgifter til genhusningsbolig, som beboeren selv har fundet. Det kan også være, at beboeren ikke kan finde en egnet bolig, og så kan beboeren anmode enten Københavns eller Frederiksberg Kommune om at finde en egnet erstatningsbolig.

Lovforslaget indeholder samtidig regler, der sikrer, at kompensation og udbetalinger i forbindelse med genhusning, som er udbetalt af Metroselskabet til modtagere af ydelser fra det offentlige, hverken anses for indtægt eller formue, som kan føre til tab af retten til offentlige ydelser. Det betyder: Hvis man får boligsikring, kontanthjælp eller andre offentlige ydelser, har det hidtil været sådan, at får man en kompensation fra metroen, bliver man modregnet i den offentlige ydelse. Det er jo ikke rimeligt, og det er jeg glad for at et bredt flertal får sat en stopper for med den her lov, hvor vi sikrer, at får man kompensation, så er der ingen modregning i den offentlige ydelse, som man i givet fald får.

Det samme gælder spørgsmålet om skat. Der har været helt relevante spørgsmål om, hvad der sker med skat: Skal man betale skat af kompensationen? Nej, med den her lov bliver det sådan, som det hele tiden har været forudsat. Der har været tvivl om praksis, men nu bliver det sådan, for lovforslaget indeholder en ændring af ligningsloven, som sikrer, at Metroselskabets udbetalinger af kompensation ikke medregnes ved opgørelse af modtageres skattepligtige indkomst.

Alt det her er det, vi i lovforslaget kan se under navnet nabopakken, og den samlede pris for nabopakken er på ca. 300 mio. kr. Det er rundt regnet en fordobling af den hidtidige kompensation og indsats for naboerne. De får klare linjer, der er også flere penge til det, og hele projektet kommer tilbage på sporet, og det er jeg glad for som transportminister.

Jeg ser frem til den videre behandling af forslaget, og jeg vil naturligvis hjælpe til i udvalget og også her i Folketingssalen med at svare på spørgsmål og få belyst ting, der kan være usikkerhed om.

Der er to, der har bedt om korte bemærkninger, først er det hr. Henning Hyllested.

Jeg kender jo ministeren som en minister, der er meget optaget af, at folk skal behandles ordentligt, og det tror jeg helt bestemt er udgangspunktet. Det tror jeg også var udgangspunktet, da ministeren tog på besøg og overnattede ved Nørrebroparken og også har gjort det ved Marmorkirken. Men hvis det ikke skal fremstå som et rent pressestunt, skal det jo kunne afspejles i lovforslaget. Derfor har jeg et meget konkret spørgsmål om retten til genhusning i forhold til udbetaling af kompensation:

Vil der blive givet tilladelse til, at det der meget støjende, sundhedsskadeligt støjende, arbejde kan gå i gang og kan foretages, inden folk rent faktisk er blevet genhuset, eller inden folk har haft muligheden for at få kompensation og så vælge at blive boende, hvis det er det, de vælger, således at man i en eller anden proces, hvor man har ret til genhusning eller søger om genhusning, eller hvad ved jeg, er fastholdt som nabo til en arbejdsplads, som støjer sundhedsskadeligt?

Ministeren.

Ud fra VVM'en kan man jo godt prøve at regne sig frem til, hvor mange huse det her spørgsmål handler om, eller hvor mange lejligheder – og det er det jo for alles vedkommende – det her handler om, altså hvor mange boliger. Vi har i ministeriet siddet og regnet os frem til, at med det her forslag med den nye VVM vil der være i alt 4.300 boliger, hvor man har ret til erstatning. Ud af dem vil beboerne i 550 boliger være berettiget til den højeste erstatning. I 550 boliger vil man være berettiget til den højeste erstatning. Og det er altså dem, der bor et sted, hvor der er natarbejde, hvor støjen overskrider de grænser for decibel, som er fastsat af kommissionen om ekspropriation. Det er de boliger, vi taler om.

Når jeg mødes med naboerne, siger de: Lad os hurtigst muligt få lov til at flytte. Jeg har talt med Metroselskabet om, at det, allerede når vi er i gang med det her, og når der er udsigt til, at der er flertal for det – og det ser det ud til der er – kan igangsættes, således at vi allerede, når vi trykker på knappen og stemmer for, hvilket jeg også vil anbefale at man gør fra Enhedslistens side, kan starte på at få folk til at flytte ud. Men det kræver selvfølgelig også, at naboerne er klar til at sige ja til det tilbud, de får.

Hr. Henning Hyllested.

Ja, det er klart, det kræver det selvfølgelig. Men jeg syntes ikke, det var sådan et klart svar på, om det er sådan, at folk kan forvente, at arbejdet ikke går i gang, før de faktisk er sikret genhusning eller ret til kompensation.

Jeg vil også godt lige spørge ministeren: Er det ikke sådan, at man i hvert fald i den supplerende VVM-redegørelse faktisk giver mulighed for at lave støjende aften- og natarbejde på samtlige byggepladser? Jeg siger ikke, at man nødvendigvis etablerer det, men man giver i hvert fald mulighed for, at der på samtlige byggepladser kan forekomme sundhedsskadelig støj langt over de normale grænser, altså på samtlige byggepladser.

Ministeren.

Lige til det første ganske kort: Det er klart nok, at kompensationen selvfølgelig vil blive udbetalt ud fra de niveauer, som er fastlagt, ikke – og det er netop forskellen fra den tidligere regel og til nu – ud fra hvad der kom til at ske. Her er det ud fra det, der er forudsat kan komme til at ske, altså worst case. Så vil man få kompensation. Men jeg tror, det ville være en ufarbar vej for mig at gå ud ad at sige, at alle skal være flyttet, inden man kan starte på natarbejdet. Ja, de skal have muligheden for det og tilbuddet, det er jeg med på, men jeg kan jo ikke vide, om man har nogle særkrav som nabo, i forhold til hvor man vil genhuses, og det forbehold må jeg tage her.

Nu nåede jeg ikke det andet spørgsmål, det er jeg ked af. Der er kun ½ minut. Kan jeg lige hurtigt svare på det? (Formanden : Ja). Tak.

Det er jo et lidt teknisk spørgsmål om natarbejde, og bare lige ganske kort: Det, der ligger til grund for den nye VVM, den supplerende VVM, er, at man på de byggepladser, der er i hele byen nu her, også kan have pumperne kørende om natten, ikke sådan at man arbejder, men at pumperne, der sørger for, at grundvandet ikke vil stige hver eneste nat, kan køre. Det er umuligt at bygge under jorden så dybt, som vi gør her i København, medmindre man altså har en pumpe, der sørger for, at grundvandet pumpes væk, og det er det, altså pumpe og ventilation, der gives tilladelse til. Det er den type, der gives tilladelse til. Det er ikke, at man skal arbejde om natten, som man gør ved Marmorkirken, i hele København.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg skulle hilse ministeren fra min svoger og hans hustru og ikke mindst deres lille datter, der hedder Maj. De bor lige over for Aksel Møllers Have. Jeg var hjemme hos dem for nylig og spurgte, hvad de sagde til de her nye tilladelser, vi havde givet på Frederiksberg, til, at der nu kunne støjes frem til kl. 22 med 61 dB. Det, de sagde, var, at hvis det var det støjniveau, kunne man for deres skyld sådan set godt larme hele døgnet, for det var altså ikke noget, de hørte. Og når en bus kørte forbi, blev støjen overdøvet.

Så ved jeg godt, at billedet andre steder er et helt, helt andet, og der har vi jo også på Frederiksberg haft nogle problemer med at få Metroselskabet – eller rettere sagt: deres entreprenør – til at overholde de støjgrænser, der var fastsat. Derfor vil jeg spørge ministeren, om man vil være kommunerne behjælpelig med mere effektivt at håndhæve de støjgrænser, der er, fordi vi altså desværre har haft nogle problemer med, at entreprenørerne har haft vanskeligt ved at leve op til de støjgrænser, der har været fastsat. Vi har endda foretaget politianmeldelse osv., uden at det har haft den helt store effekt.

Vil ministeren prøve at tage kommunerne i hånden og bruge sin indflydelse over for Metroselskabet og entreprenøren til at sikre, at de støjgrænser, vi så nu fastsætter, bliver overholdt, så vi i hvert fald ikke skal have den diskussion fremover, for den tror jeg også har været meget ødelæggende for hele processen?

Ministeren.

Tak for hilsenen. Jeg vil da bede ordføreren om at hilse tilbage.

Med lovforslaget her er det jo sådan, at natarbejde selvfølgelig giver kompensation, men også sent aftenarbejde mellem kl. 18 og 22. Hvis støjniveauet ligger på de der 61 dB, hvad jeg kan forstå, det gør i det boligområde, så giver det 20 pct. af den maksimale erstatning. Så der får man altså også noget kompensation.

Det er jo også sandt, at der i København er rigtig mange lejligheder. Vi taler jo om, at faktisk over halvdelen af boligerne i København på et eller andet niveau er påvirket af støj fra trafik. Det er jo en del af det at bo i en storby, men det giver jo ikke en undskyldning for, at metroen så skulle støje ekstra meget alle steder. Det er bare et grundvilkår, og det skal man lige have med i baghovedet – og det har vi så med i baghovedet. Men derfor skal man alligevel kompenseres, når der er ekstraordinært meget støj, hvad der jo er, og nogle steder er der også ekstra ekstraordinært meget støj, så man kan blive genhuset.

Så mit svar til det konkrete spørgsmål er ja. De her sensorer til at måle støj bliver jo hængende, decibelmålerne bliver jo hængende, og det er uden på bygningerne, det er ikke inden for, det er uden på murstenene, de hænger. Og jeg vil meget gerne være behjælpelig med at sørge for, at Københavns og Frederiksbergs kommuner, som har tilsynsmyndigheden med det, får helt klare regler om, hvad det er, de kan gøre her. Det er jo dem, der skal løfte opgaven, men hvis der skal hjælp til fra ministeriets side, så giver vi meget gerne den.

Hr. Jan E. Jørgensen

Det er ganske rigtigt, at de også får kompensation, og det er nu også blevet fastlagt, at det er skattefrit. Det er jo en stor fordel.

Med hensyn til håndhævelsen glæder det mig med den melding, jeg får fra ministeren, fordi det har altså været generende, at støjmålerne har vist, at der er blevet støjet mere, end der har været givet tilladelse til. Så har man påtalt det over for Metroselskabet, og der er ikke sket forbedringer. Selv politianmeldelser har ikke ført til, at man overholdt grænserne. Så det synes jeg ville være rigtig, rigtig godt, hvis vi kunne få en bedre sikring. Selvfølgelig kan der ske fejl, det kan der, hvor mennesker er involveret, men det ville være godt, hvis vi kunne få en større sikkerhed for, at de påbud, vi kommer med fra kommunernes side, altså også rent faktisk bliver overholdt.

Ministeren.

Ja, og det skal vi have. Jeg tror, man må sige, at man ikke kan undervurdere betydningen af informationsindsatsen fra Metroselskabets side og fra ejeren, dvs. os her i Folketinget og staten og de to kommuner, til de berørte naboer. Der er heller ingen tvivl om, at det jo er vanskeligt at informere, hvis byggeriet halter af sted, og det er stop and go; så er der natarbejde, så er der ikke natarbejde; så kan man larme, og så må man ikke larme. Derfor må det ud fra min sådan lægmandsvurdering være ulige meget nemmere at kommunikere, når der er klare rammer – og det kommer der her. Det må være nemmere at kommunikere, selv om jeg stadig væk tror, at opgaven er meget, meget stor – det skal man ikke undervurdere.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Transportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter det som vedtaget.

Det er vedtaget.