Tak for det.
Vi vil gerne udtrykke vores bekymring over det, der bliver lagt op til her fra regeringens side.
Det er jo sådan, at vi har været en søfartsnation i mange år, og vi har også haft ry for, at vi har passet på havene omkring os.
Derfor synes vi, det er mærkeligt, at den her regering med støtte fra Enhedslisten, som jo altid vil gøre hvad som helst, for at regeringen kan bevare regeringsmagten, ser på pengene frem for på sikkerheden for natur og miljø.
For man kan sige, at her gælder det jo kun om at få de lave priser.
Vi synes jo også, det er meget velkomment, hvis man kan finde nogle steder, hvor der kan spares nogle penge, men at gå på kompromis med, at det kan gå ud over miljøet, synes vi ikke er den rigtige vej at gå, som vi ser det i Dansk Folkeparti.
Vi kan jo også høre i den argumentation, som kom fra Socialdemokraterne, at det handlede om lønnen.
Altså, at en lods skal tjene 1,1 mio.
kr., kan man jo altid diskutere, men jeg synes også set fra den her stol, at lodsen har et enormt stort ansvar for det skib, der skal lodses igennem.
Der kan man sige, at folketingsmedlemmer jo stemmer, som de har lyst, så derfor behøver de ikke få ret meget i løn, hvis man spørger mig, for de to ting er vidt forskellige.
Derfor synes jeg også, at man skal se på det, der står i lovforslaget, med, at en lods godt kan få sit lodscertifikat taget fra sig, hvis det er, vedkommende har gjort noget, der er groft, eller har gjort det gentagne gange.
Det vil altså sige, at hvis man sejler et skib på grund, skal vi til at diskutere:
Var det groft; var det forsætligt, var han fuld, eller hvad skete der?
Vi har jo set andre gange, at der har stået nogle styrmænd, som har været fulde.
Det er ikke særlig godt, at man skal til at diskutere, hvad der er groft.
Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle klare eksempler på det, så man ikke skal ud at diskutere, at nogle, der har sejlet, man kan sige, ved siden af det, de egentlig har fået besked på, selvfølgelig ikke skal have lov til at sejle i danske eller internationale farvande.
Så er der også det med gentagne gange.
Altså, det vil jo sige, at regeringen lægger op til, at de her uheld skal ske mange gange, inden man egentlig vil fratage dem muligheden for at sejle og lodse gennem farvandet.
Det er Danmarks natur, vi taler om her, og derfor skal der også være styr på de folk.
Og de skal selvfølgelig aflønnes på en ordentlig og en sober måde, som vi ser det.
Det, vi også er bekymret for, er, hvis man lukker op for, at nogle af de lodscertifikater, som kan udstedes, er til nogle, der bare har læst nogle papirer og ikke har den praktiske erfaring.
Hvem skal sidde og bedømme det?
Hvornår har man nok viden, kan man kalde det, på det her område?
Derfor synes vi, det er bekymrende, at regeringen bare vil effektivisere på det her område, uden at man egentlig skeler til, hvad der er sket i andre lande.
F.eks.
har man jo set i andre lande, at lodsers hviletid ikke er blevet overholdt.
Og der er vi bare nødt til at sige, at der skal være nogle klare spilleregler for, hvornår det er, at en lods egentlig kan tiltræde en vagt på det næste skib, og hvordan man vil sikre, at lodsen har overholdt den hviletid, der er.
I en lastbil ved vi jo alle sammen at der sidder et ur, som man stempler ind på, man har sit førerkort.
Det er jo ikke til at snyde med, men hvis der ikke ligesom er noget håndfast her, kan man godt frygte, at nogle af de her lodser fra private virksomheder bare vil tage den næste opgave lynhurtigt uden at tage hviletiden og dermed have sikkerheden i orden.
Det, vi også er bekymrede for i Dansk Folkeparti, er konsekvenserne for de små havne.
Hvad betyder det, hvis man lige pludselig ikke får servicen, når man har brug for den?
Det betyder måske, at havnen taber penge på det her.
Det kan godt være, at nogle andre kan tjene lidt flere penge og kan gøre det billigere, men regningen bliver sendt videre.
Så vi mener, at det her kan medføre et tab af arbejdspladser, hvis det er, at man ikke ligesom gennemregner alle de her ting på en ordentlig og en sober måde.
Derfor går vi til udvalgsarbejdet på en konstruktiv måde, men vi har også nogle spørgsmål, som vi synes skal besvares, inden vi kan tage endelig stilling til det her.
Vi vil fra Dansk Folkepartis side af i hvert fald ikke gå på kompromis med naturen og med arbejdspladserne, og derfor vil vi se på, hvad det er, regeringen egentlig lægger op til i sidste ende, og hvad vi kan finde ud af.