Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 175:

Forslag til lov om ændring af lov om tv-overvågning, lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. og forskellige andre love. (Samling af visse af politiets opgaver i opgavefællesskaber og bortsalg af hittegods ved offentligt tilgængelig internetauktion m.v.).

Af justitsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 28.03.2014).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Karsten Lauritzen som Venstres ordfører.

Tak for det. Som formanden læste op, behandler vi her i dag et lovforslag, som er en ændring af en række forskellige love, hvor vi giver justitsministeren en række bemyndigelser, beføjelser, til at ændre i særlig den måde, hvorpå opgaver er placeret hos politiet.

Hvis jeg sådan kort skal gennemgå lovforslaget, vil jeg sige, at der er en ændring, som handler om, at det skal være nemmere for politiet at håndtere hittegods, heriblandt regler om, at politiet selv skal kunne afgøre, hvordan bekendtgørelse af salg af hittegods gøres mest effektivt. I dag er der jo faktisk nogle ret firkantede regler om, at man skal offentliggøre, hvornår der er en hittegodsauktion i det lokale dagblad, men fremover bliver der mulighed for, at man udelukkende kan gøre det på f.eks. internettet. Det er jo herligt, at vi nu kan opdatere lovgivningen på det område ved brug af moderne teknologiske hjælpemidler. Derudover handler det, der sådan er de store ting i lovforslaget, om, at man fjerner nogle opgaver fra de enkelte politikredse. Der har været en arbejdsgruppe under Rigspolitiet, som er kommet med nogle anbefalinger, som Justitsministeriet et stykke hen ad vejen har tilsluttet sig, og som jo handler om, at våbensager, det vil f.eks. sige våbentillladelsessager, og kørekortssager ikke længere skal behandles i den enkelte politikreds, men samles i nogle opgavefællesskaber, som bliver forankret to forskellige steder i landet.

I Venstre har vi det sådan, at vi jo ikke har noget imod, at man gør tingene mere effektivt, vi har sådan set en erklæret politik om, at vi skal køre længere på literen, den offentlige sektor skal køre længere på literen, og med lovforslaget lægger man op til at kunne effektivisere, så man kan løse de her sager 20 pct. billigere eller 20 pct. mere effektivt end tidligere. Så det med, at man samler og centraliserer, har vi ikke noget imod, men vi synes ikke nødvendigvis, det er de rigtige steder, ministeren har valgt, og jeg må i en parentes bemærke, at det undrer mig noget, at justitsministeren ikke har drøftet det her lovforslag med de partier, som er en del af aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi. Efter Venstres opfattelse ville det være naturligt, jeg vil også sige, at det er noget, partierne har krav på at diskutere, i hvert fald dele af indholdet i det her lovforslag, for det indeholder flytning af en række betjente fra politikredse til nogle opgavefællesskaber.

I lovforslaget lægger man op til, at de her opgavefællesskaber skal være ved henholdsvis Københavns Vestegns Politi og Midt- og Vestjyllands Politi, og i Venstre har vi den politik, at når man skal samle og centralisere i den statslige administration, skal vi gøre det i områder, hvor statslige arbejdspladser betyder mest. Hvis ikke der er nogen nævneværdig, saglig begrundelse for at samle tingene omkring de større byer, skal det altså ske andre steder, og derfor er vi noget kritiske over for den fordeling, ministeren har lavet, og vi er undrende over for, at det ikke har været drøftet med den aftalekreds, der er omkring politiets økonomi, og derfor vil vi sådan set opfordre ministeren til at åbne op for, at vi kan have en drøftelse af det her, for det er faktisk – i hvert fald for Venstre – ret vigtigt, at vi har et effektivt politi, men også at vi under effektivt politi kan sikre os, at vi placerer de statslige arbejdspladser i de områder, hvor det gør mest gavn. Og det er vores opfattelse, at de her opgavefællesskaber som udgangspunkt kunne placeres andre steder end dem, ministeren har lagt op til, men det vil vi også grave i i udvalgsbehandlingen.

Derudover begrænser lovforslaget på en række områder muligheden for, at man kan påklage en afgørelse under færdselsloven. Jeg har læst lovforslaget nogle gange, det er jo ikke så stort, og man skriver, at det er små sager. Man bruger nogle andre formuleringer, men det er lidt svært at finde ud af, hvad det præcis er for nogle situationer, hvor en virksomhed eller en borger ikke længere vil kunne påklage en afgørelse. Jeg må sige, at når der er tale om en bemyndigelse, der gives til en minister, og ministeren så i forklaringen af, hvad man skal bruge den her bemyndigelse til – i det her tilfælde en bemyndigelse til, at folk ikke kan påklage en afgørelse – så skriver »mindre væsentlige sager« og ikke kommer nærmere ind på, hvad det er, så synes jeg, det er en uskik, for man må forklare, hvad det er for nogle sager, det handler om, så Folketinget kan tage stilling til, hvorvidt vi synes, det er fornuftigt eller ej, og man skal ikke dække sig ind under begreber som »mindre væsentlige sager«. Så det er noget, vi i Venstre vil forfølge under udvalgsbehandlingen, for vi har den holdning, at man skal centralisere og effektivisere, men man skal ikke gå på kompromis med den betjening, som borgerne får, og folk skal heller ikke som udgangspunkt gå på kompromis med den retssikkerhed, der jo ligger i, at man kan påklage en afgørelse. Og hvis man skal begrænse muligheden for at påklage dem, skal Folketinget gøre det med åbne øjne og vide, hvilke sager det handler om, og det er ikke klart med det her lovforslag.

Så jeg skal på Venstres vegne meddele, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan støtte lovforslaget, men vi håber, at vi kan komme til at støtte det under udvalgsbehandlingen eller eventuelt under en drøftelse i Justitsministeriet med ministeren, for vi har nogle ting, som vi synes skal ændres.

Tak til Venstres ordfører. Fru Trine Bramsen som socialdemokratisk ordfører.

Som folketingsmedlemmer har vi ansvaret for den danske lovgivning. Det indebærer både store politiske ændringer som konsekvens af beslutninger, der er ideologisk begrundede, og det omfatter også lovændringer, der mere er en konsekvens af samfundets udvikling. Man kan vist godt tillade sig at konkludere, at det primært er med udgangspunkt i sidstnævnte, at vi står her i Folketingssalen i dag. Det fremsatte lovforslag indeholder fire elementer, som alle har til formål at understøtte et bedre retssystem. Jeg vil fremhæve to af de fire elementer.

For det første skal forslaget understøtte, at politiets behandling af visse sager inden for våben- og tilladelsesområdet kan samles i de her opgavefællesskaber, som den tidligere ordfører også var inde på. Dermed sikres større effektivitet og ikke mindst ensartethed i sagsbehandlingen. Kvaliteten forventes desuden at blive højere.

Andet element er en forbedring af hittegodsloven, så hittegods bl.a. kan finde sin ejermand via annoncering, og auktioner over ikkeafhentet hittegods kan foregå på internettet, hvor de fleste auktioner nu om stunder foregår. Det betyder også, at hittegods, der ikke er afhentet, kan destrueres.

Med det samlede lovforslag sikrer vi en lovgivning, der er anvendelig og praktisk i det gode arbejde, som hver dag udføres af vores politifolk og andre gode ansatte i hele landet. Og med de bemærkninger skal jeg meddele, at vi Socialdemokrater kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Fru Pia Adelsteen som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak for det. Som det er blevet nævnt, går forslaget jo ud på at lave nogle opgavefællesskaber, hvor man forventer at politiet så vil opnå en effektiviseringsgevinst. Det kan der for så vidt være noget positivt i, det er jo altid rart, hvis man kan spare noget. Ligesom Venstre har vi også en betænkelighed i forhold til, hvor de skal placeres, men det er en anden diskussion, synes jeg. Men det er i hvert fald noget, vi kan tage i udvalgsarbejdet.

Når det drejer sig om hittegodset, er der i hvert fald noget, jeg ikke helt forstår, for der står i forslaget, at det ikke længere skal annonceres i lokale dagblade, men i et eller flere egnede medier – det er det udtryk, der bliver brugt. Og så tænker jeg: Hvad er det? Er det Facebook? Er det internettet? Hvad er det? Hvis jeg som borger har mistet et eller andet og jeg gerne vil vide, hvor det måske er blevet fundet, hvor skal jeg så se henne? Jeg kan sådan set godt forstå intentionen, men som borger må det jo, hvis man har mistet noget, være rart at vide, hvor det helt præcis er, at man skal se, om der også er fundet noget. Og hvis man ikke ved det, fordi det nu er op til politiet at vurdere, hvor det skal annonceres, ja, hvad gør man så som borger? Det synes jeg i hvert fald skal med i den her diskussion om, hvordan man gør det.

Når det gælder resten i forhold til det med hittegodset, synes jeg for så vidt, det er fint nok – man har jo altid haft en mulighed for det. Jeg kan huske, at vi, sidste gang vi havde noget om hittegods, lavede en minimumsgrænse, så man, hvis det havde en værdi på under 500 kr., tror jeg, eller en meget lav værdi, kunne få lov til at destruere det eller give det væk, og det synes jeg for så vidt er fint nok.

Så er der en tredje ting, som er med i det, og det er det med betalingen af en afgift, når udenlandske embedsmænd ansøger om tilladelse efter våbenloven. Der har det tidligere været sådan, at de har skullet betale en afgift, men det kan de så slippe for nu. Og mit spørgsmål skal så være: Kan jægerne så ikke også slippe for det? Altså, når det gælder de her tilladelser, hvor der er noget administration, så har vi jo, synes jeg i hvert fald, altid haft et princip om, at den udgift, der var til administrationen, blev dækket af brugerne. Men hvorfor lige præcis de udenlandske embedsmænd så skal slippe for at betale for det, forstår jeg simpelt hen ikke, det må jeg ærligt indrømme – hvorfor skal de udenlandske jægere, der kommer til Danmark for at jage, så ikke også slippe for det? Jeg synes i hvert fald, det er meget mærkeligt, at man ligesom synes, at det lige præcis er embedsfolkene, der skal slippe for at betale en afgift, de burde have pengene til det, om ikke andet.

Det sidste, jeg vil nævne, er det med de bemyndigelser, man giver til Justitsministeriet. Lige præcis når det gælder den bemyndigelse, som man giver til adgangen til klagemulighed, som Venstres ordfører også nævnte – jeg tror, Venstres ordfører kaldte det en uskik, fordi det ikke var præciseret helt tydeligt, hvad det er, man giver ministeren bemyndigelse til, og hvor det er – vil jeg sige, at jeg synes, det er noget principielt. Jeg synes faktisk ikke, ministeren skal have den bemyndigelse. Jeg synes, det skal være sådan, at hvis man vil ændre en klageadgang, så er det hernede i Folketingssalen, vi tager beslutningen. Så det kan vi i hvert fald ikke støtte i Dansk Folkeparti, og det synes jeg er væsentligt.

Så vi er noget skeptiske med hensyn til nogle af tingene, men vi må selvfølgelig få afklaret, hvordan og hvorledes det hele kommer til at være – det kan være, at det hele bliver mere klart i forbindelse med udvalgsarbejdet.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jeppe Mikkelsen som radikal ordfører.

Tak for ordet, formand. Jeg vil gøre det kort: Vi kan i Radikale Venstre bakke op om, at man med dette lovforslag giver mulighed for, at politiet i højere grad kan benytte sig af såkaldte opgavefællesskaber, f.eks. i forhold til udstedelse af kørekort og våbentilladelser. Det kan føre til færre udgifter, det kan højne kvaliteten, og det kan styrke ensartetheden i behandlingen af sagerne på tværs af landet.

Vi støtter også ændringerne i hittegodsloven, da de er med til at modernisere vores omgang med hittegods, ligesom den lovgivning, vi lavede, jeg tror, det var i 2012 – fru Pia Adelsteen var også inde på det i sin tale. De nuværende regler om annoncering stammer vist fra omkring 1952, og man må jo sige, at der er sket lidt i mediebilledet siden da. Ligeledes foregår auktionerne i dag også på en helt anden måde, end de gjorde tidligere, så vi kan bakke op om den her modernisering.

Så samlet set er det gode forbedringer af politiets arbejdsbetingelser, som vi fra radikal side kan støtte. Tak.

Tak for det. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt som SF's ordfører.

Nu er der blevet sagt mange ting om det her lovforslag, så jeg behøver ikke at gentage, hvad det er, det går ud på. Men jeg vil da også godt starte med at udtrykke min undren over, at politiforligskredsen ikke er blevet orienteret om det her. Vi holder dog jævnligt møder, og jeg gætter på, at det her lovforslag trods alt har været på vej, og jeg synes jo, at det havde været det rette sted at have fået en diskussion af det.

Umiddelbart har vi i SF i hvert fald ikke noget imod, at man effektiviserer sagsbehandlingen og gør den mere ensartet. Det tror vi sådan set, ud over at det kan spare penge, kan være en fordel for borgerne, så de får en nogenlunde ens, lige og fair behandling.

I forhold til det spørgsmål, der har været nævnt om afskæring af klageadgangen, tror jeg også, at vi i SF kan melde, at det er noget, som vi ser frem til at få boret ned i under udvalgsarbejdet.

Så det er en forsigtig, positiv indstilling fra SF, men også med nogle spørgsmål, som vi synes skal afklares.

Tak til SF's ordfører. Fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører. Undskyld, det var hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning; der var jeg uopmærksom, så vi må lige ændre scenen et øjeblik. Enten var jeg uopmærksom, eller også var hr. Karsten Lauritzen meget sent på den – det er nu lige meget, der var en kort bemærkning!

Ja tak. Jeg trykkede umiddelbart på knappen til at starte med. Men det er fint nok, nogle gange kan det gå galt. Sådan er det.

Det, jeg godt vil spørge SF's ordfører om, nævnte jeg i min ordførertale, nemlig at vi i Venstre heller ikke har noget imod centralisering og effektivisering, men vi synes, at man måske godt kunne drøfte, hvor man gjorde det henne. Ordføreren for SF nævnte også det her med, at det ikke har været omkring aftalekredsen.

Så jeg vil godt spørge, om SF's ordfører er enig med Venstre i, at det ville være formålstjenligt, at vi diskuterer, hvor man placerer de her opgavefællesskaber henne, og ligesom får kigget på, om der er balance i tingene; man foretager den her samling af opgaver og flytter rundt på en masse ansatte – et par hundrede vel nærmest – i politiet. Så er SF's ordfører enig i det principielle synspunkt?

Ordføreren.

Jeg synes altid, vi skal være opmærksomme på, hvor vi placerer arbejdspladser, specielt i de her tider. Landdistrikterne har nogle særlige udfordringer, men mange steder i provinsen har særlige udfordringer. Jeg ved ikke, hvad der er baggrunden for, at man har valgt at placere opgavefællesskaberne på den måde, man har foreslået her, men jeg synes, det er noget, vi kan dykke ned i under udvalgsarbejdet, og det vil jeg gerne være med til.

Hr. Karsten Lauritzen. Ikke mere? Så siger jeg tak til SF's ordfører, og så siger vi værsgo til Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper.

Som der vist er flere ordførere, der allerede har påpeget, så er det her sådan lidt en lille buket af forskellige små elementer, som retter til i noget lovgivning sådan hist og her. Det store, der sker med det her lovforslag, er en centralisering af nogle opgaver hos politiet omkring våbentilladelser, omkring tilladelser til arrangementer og kørekort. Det er en del af regeringens handlingsplan for en effektiv administration.

Det er et forsøg på at effektivisere statens opgaver. Det har betydet, at flere hundrede arbejdspladser allerede er forsvundet, men selvfølgelig kan det være positivt at effektivisere, hvis det betyder en afbureaukratisering af reglerne, og hvis det ikke forringer mulighederne eller retssikkerheden for borgerne, men måske ligefrem gavner den. Det er måske et af de elementer, som vi skal dykke ned i i det her lovforslag, nemlig hvordan det kommer til at påvirke borgerne, når de er i kontakt med politiet, for nok er det noget, som politiet måske selv ville kategorisere som administrative opgaver, men det er opgaver, hvor borgerne i høj grad er i kontakt med politiet på daglig basis, og noget, som vi alle sammen – eller rigtig mange af os i hvert fald – skal, når det f.eks. gælder kørekort.

Det andet element handler om hittegods, som der også er flere der har talt om. Der er helt klart i flere af elementerne tale om en opdatering, hvor vi lige gør det lidt moderne og i hvert fald får det bragt i nærheden af år 2014, specielt hvad angår, at man kan afholde politiauktioner på internettet, i stedet for at folk skal møde op i et auktionslokale. Det er da kun at modernisere lovgivningen.

Men vi har selvfølgelig også nogle bekymringer hos Enhedslisten. Den ene bekymring er, hvor de sparede ressourcer går hen. Man sparer en del ressourcer med det her. Hvor ender pengene så henne? Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at vi overordnet og generelt har en diskussion om, hvorvidt politiet har ressourcer nok, og hvordan de bruger dem, specielt oven på politireformen, som jo i høj grad var en centraliseringsopgave.

Den anden bekymring, vi har, er også en bekymring, som Dansk Folkeparti har nævnt. Det er diskussionen om bemyndigelsesbestemmelser. Det er sådan, at der flere steder i det her lovforslag er punkter, som giver ministeren nogle kompetencer til at træffe afgørelser, at ændre i reglerne, noget, som i dag altså skal ned forbi Folketingssalen. Der er lidt en tendens til, at det er man meget glad for. Hvis man nu kan sørge for, at ministeren har bemyndigelse til at træffe beslutninger om diverse organiseringer, slipper man sådan lidt for den generende og irriterende trummerum hernede i Folketingssalen, hvor der er demokratisk valgte politikere, der tager stilling til, hvordan tingene skal se ud. Det synes jeg, og det synes vi i Enhedslisten er en uskik. Det kan selvfølgelig være relevant, og det kan selvfølgelig være i orden, men det er helt overordnet noget, som man skal bekymre sig om, og man skal kigge meget nøje på, hvad det er, man giver ministeren beføjelser til.

Der må jeg så også sige at jeg er kommet til kort. På trods af at jeg har forsøgt at læse det her lovforslag mange gange, så er det faktisk stadig væk lidt af et mysterium for mig, hvad der sker i forhold til borgernes klageadgang i forbindelse med færdselslovens § 134. Vi bliver nødt til i udvalgsarbejdet at sørge for, dels at det er en meget specifik bemyndigelse, ministeren får, dels at den klageadgang, man har i dag, ikke bliver forringet på trods af de her omrokeringer. Så Enhedslisten har bestemt nogle spørgsmål og også mere end et til udvalgsarbejdet, som vi gerne vil se på svarene til, før vi tager endelig stilling til det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører.

Tak. Som det vel også er fremgået nogenlunde af debatten, er der jo sådan set enighed om det meste i det her forslag. Derfor vil jeg også mere hæfte mig ved nogle af de ting, som vi har spørgsmål til. Der er især spørgsmålet om det her med klageadgangen, hvor man fastholder, at der ikke kan klages over afgørelser. Der kan man sådan set bare centralt bestemme, at sådan er det – uden at vi ligesom bliver blandet ind i det. Det kunne jeg i hvert fald godt tænke mig at justitsministeren lige sagde noget mere uddybende om. Det er det, der har gjort os mest sådan skeptiske. Ellers synes jeg sådan set, at forslaget er godt.

Så kan jeg ikke lade være med, nu hvor fru Pernille Skipper tog spørgsmålet op, at spørge om, hvad pengene skal bruges til. Altså, jeg skammer mig jo næsten ved at måtte sige, at det havde jeg ikke tænkt nærmere over, for nu at sige det sådan. Man kan jo sige, at hvis nu justitsministeren går op og siger, at de skal bruges til skattelettelser, så kan vi i hvert fald nok acceptere de fleste svar på det første spørgsmål, men det kan også bare være, at de går i Justitsministeriets store kasse eller finansministerens store kasse eller måske bliver i politiet til andre opgaver. Så kan man selvfølgelig håbe, at politiet vil begynde at tage sig af den omfattende indbrudskriminalitet i private hjem i stedet for at spilde tiden på så mange mærkelige ting som razziaer på Kalundborg Gymnasium og totalkontroller, og hvad ved jeg, hvor man spilder borgernes penge i stedet for at beskæftige sig med borgernær kriminalitet, som er det, borgerne vel interesserer sig for. Men mon ikke vi finder en fredelig løsning på den del af det?

Jeg glæder mig til at høre justitsministerens redegørelse om det med klageadgang.

Tak til ordføreren. Hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Ja, umiddelbart er det jo et lovforslag, som samler en række tekniske småjusteringer og tilpasninger, og der har man formentlig i ministeriet tænkt: Dem samler vi lige i et lovforslag, og så løber det nok lige igennem. Men som man har kunnet høre på debatten, er der jo en lang række af de her punkter, hvor der er tvivl om rækkevidden af de lovbestemmelser, vi nu laver: Hvad er det præcis, det kommer til betyde i fremtiden? Hvordan kommer det til at påvirke klagemulighederne? Kan man få det oplyst mere præcist end på den måde, det er beskrevet i lovforslaget? Vi er fra konservativ side helt enige i de bekymringer, der er fremført. Vi kan godt se noget fornuftigt i lovforslaget som sådan, men der er nogle bekymringer, og dem deler vi.

Jeg er især meget optaget af det, man nu vil lave med opgavefællesskaber i politiet. Det kan selvfølgelig være hensigtsmæssigt, hvis der er en opgave, som kun er sporadisk og en gang imellem, og hvor det er sjældent, den forekommer. Så kan der være god mening i, at man samler noget ekspertise, noget kompetence mere centralt for at få en bedre kvalitet, en bedre sagsbehandling. Det kan være inden for kriminalitetstyper, som heldigvis forekommer sjældent. Der kan det være nødvendigt, at man centraliserer for at få noget ekspertviden, og det vil jo være rigtig godt i forhold til retssikkerheden og i forhold til at få opklaret sagerne.

Men man vil f.eks. gå ind og sammenlægge alle våbenkontorer. Men henvendelser om våben er jo ikke noget, der kun sådan forekommer sporadisk og en gang imellem ude i politikredsene. Det er jo hver eneste dag, og det er flere gange dagligt, der er borgere, der henvender sig for at få en våbentilladelse eller få omgjort en våbentilladelse eller med tvivlsspørgsmål osv. Så det er altså ikke noget, der kun sker sådan et par gange om året – og da ville det være nødvendigt at samle ekspertviden centralt – slet ikke. Tværtimod er det jo en utrolig borgernær opgave, politiet løser, og politiet har endda mange politifolk sat på til at løse den her opgave rundt i hele landet, for der er rigtig mange, der søger om våbentilladelse, fordi vi har en restriktiv våbenlov. Og det er jo fint nok, sådan skal det være.

I det øjeblik man begynder at centralisere de her ting, skal der følge nogle besparelser med. Det ligger også i lovforslaget her. Dels vil det jo betyde, at man så ude i politikredsene ikke længere har ressourcer til de politifolk, der i dag sidder og løser de her opgaver, og det betyder jo arbejdspladser lokalt, dels betyder det også, at der, hvor vi jo med politireformen ønskede at vi skulle have nogle store, slagkraftige politikredse, der har kompetencen og evnen og styrken til at løse alle opgaver, der kommer – altså den fleksibilitet, der ligger i, at man har en politistyrke, der kan løse de opgaver, der kommer hen ad vejen, også de uforudsete – bliver det sværere og sværere, efterhånden som man centraliserer flere og flere opgaver og dermed dræner politikredsene for politifolk. Det vil sige, at den fleksibilitet, der var meningen med politireformen, forsvinder. Bid for bid centraliserer man, trækker ting ind i Rigspolitiet, trækker ting over til, at det er nogle få steder i landet, det skal være, osv. Det fjerner fleksibiliteten bid for bid. Det bliver man nødt til at forholde sig til, for så virker den politireform, vi lavede, på det punkt i hvert fald ikke længere.

Det andet er om borgernærheden. Altså, hvad er det, det kommer til at betyde helt konkret, når borgerne skal henvende sig og have en våbentilladelse til det ene eller det andet? Der kan være tvivlsspørgsmål: Hvad er det her præcis for et våben? Hvilken type tilladelse skal der til? I dag kan borgerne tage ned på den lokale station – i hvert fald lokalt i politikredsene – og henvende sig og få en snak om, hvad det her er for noget, og hvilken tilladelse der skal til. Nu skal borgerne til at rejse land og rige rundt med deres våben for at få våbentilladelse. Det er ikke hensigtsmæssigt. Og jeg kan se, at ministeren ryster på hovedet – og det er jo sådan set glædeligt – men så mangler der et svar i lovforslaget. Så er lovforslaget simpelt hen ikke skrevet godt nok. For når vi som ordførere kan have så mange tvivlsspørgsmål, må ministeren gøre sit arbejde bedre og være bedre til at forklare, hvad det er, det her går ud på.

For hvis det ikke er sådan, at borgerne skal til at flytte sig, hvordan har man så forestillet at man centraliserer opgaven og samtidig bevarer den derude lokalt? Altså, i min verden kan det ikke lade sig gøre; i min verden hænger det ikke sammen. Men ministeren har formentlig et godt svar på det, og det glæder vi os til at høre.

Indtil nu kan vi ikke støtte forslaget, som det ligger. Vi ser frem til udvalgsbehandlingen. Vi har allerede stillet nogle spørgsmål, og der kommer flere, for det er ikke helt ligegyldigt, hvordan det her lander. Det er trods alt både borgerne og politiet, vi taler om.

Tak til ordføreren. Justitsministeren.

Tak for det, hr. formand. Og tak for behandlingen, som jeg synes har været engageret; det vil jeg sådan set gerne sige tak for. Det er jo et lovforslag, som er en svær sag at sætte sig ind i, og det synes jeg også er fremgået af de forskellige ordførerindlæg. For der er rigtig mange små bitte elementer, og der kunne jeg måske godt kan have været tydeligere med hensyn til at forklare nogle af tingene, og det skal jeg tage på egen kappe, hvis det er et kritikpunkt. Men jeg håber i hvert fald, at det i forhold til noget af den kritik, der har været, af lovforslaget – om end der har været en overordnet forståelse for, at det nok trods alt alligevel var meget godt – kan blive lidt mere klart under både min tale og den efterfølgende udvalgsbehandling.

Det foreslås, at der etableres et lovgivningsmæssigt grundlag for, at politiets behandling af visse sager inden for våben-, tilladelses- og færdselsområdet kan samles i såkaldte opgavefællesskaber. De påtænkes etableret i Midt- og Vestjyllands Politi og i Københavns Vestegns Politi, og formålet med samlingen af opgaverne er at opnå en effektiviseringsgevinst ved en centralisering af sagsbehandlingen, at højne kvaliteten af sagsbehandlingen og at understøtte ensartetheden i opgavevaretagelsen.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men så kan jeg alligevel høre, at den konservative ordfører, hr. Tom Behnke, spørger: Hvad så med tankerne bag politireformen, havde vi ikke lige præcis aftalt med hinanden at lave så store og stærke kredse, at de kunne løfte alting? Jo, og det er sådan set stadig væk meningen, men Rigspolitiet har ønsket inden for visse områder at lave nogle centrale steder, der behandler visse sager. Det gode spørgsmål er jo så: Hvad betyder det for borgerne, og hvad betyder det for de ansatte? Ja, for borgerne kommer det ikke til at betyde noget, for man vil som borger stadig væk kunne henvende sig i en hvilken som helst politikreds med sin sag, så man skal ikke rejse land og rige rundt, som jeg tror at hr. Tom Behnke sagde, for at finde ud af, hvordan ens sag skal behandles. Men Rigspolitiet har ønsket at lave nogle opgavefællesskaber, hvor man kan sidde og sagsbehandle sagerne, forskellige steder i landet, og det synes jeg lyder meget fornuftigt.

Så har der været en debat i forhold til ændringen om i stedet for den stedlige politidirektør at henlægge kompetencen til politiet som sådan og det, at der i øvrigt skal indsættes bemyndigelsesbestemmelser i de relevante love, der giver den pågældende minister adgang til at fastsætte regler om, hvilken myndighed inden for politiet der skal varetage politiets opgaver på de pågældende områder.

Derudover har der været debat om hittegodsloven, og der vil jeg gerne sige tak for de kommentarer, der er faldet. Jeg tror, det var den radikale ordfører, som sagde, at der var sket lidt siden 1952, da de nuværende regler om, hvordan man skal annoncere hittegods, blev lavet. Jeg synes personligt, det er rigtig fornuftigt at lave en modernisering, der betyder, at man ikke kun kan sælge hittegods på auktioner, men at borgere også får mulighed for at gå ind via internetauktioner og byde på de forskellige ting, og at vi samtidig også laver en hjemmel for, at de ting, som ikke bliver solgt, kan doneres væk til velgørende formål. Jeg tror, at der er rigtig meget god mening i at lave en sådan modernisering.

Dansk Folkeparti spurgte til ordene »et eller flere egnede medier«, der er brugt i teksten. Det er sådan, at vi har lagt op til, at det skal være op til politiet at vurdere i sagerne, hvad der bedst giver mening. Man kan stadig væk holde auktioner, og man kan også lave det på internettet, og jeg vil selvfølgelig meget gerne prøve at svare mere uddybende i et skriftligt svar på: Hvordan får den enkelte borger så sikkerhed for, hvor man skal kigge henne, når nu det er politiet, som skal lave skønnet? Det laver jeg meget gerne et svar på, som forhåbentlig kan tilfredsstille Dansk Folkepartis interesse for emnet.

Så er der blevet spurgt en del til klageadgangen. Og der vil jeg gerne sige, at der sådan set ikke er noget nyt i det, der bliver foreslået. For opgaven ligger i dag hos Rigspolitiet, men i og med at vi nu giver mulighed for, at en opgave kan flyttes til en kreds, er det sådan, at det i forvejen er Justitsministeriet, der har klageadgangen. I forbindelse med sager, som man påtænker at afskære klageadgangen til, er det formuleret på en sådan måde, at det er »hvor bebyrdende administrative afgørelser efterfølgende oversendes til strafferetlig behandling og eventuel domstolsprøvelse.« Og det betyder altså, at sagerne i forvejen skal sendes videre til en afgørelse ved domstolene, og at det derfor er der, man skal lave en prøvelse af sagen, hvorfor man ikke behøver at have en klageadgang til den ved politiet. Men også det vil jeg meget, meget gerne uddybe i et skriftligt svar, sådan at alle Folketingets medlemmer kan se for sig, præcis hvad det er for sager, der i forvejen ryger videre til en afgørelse ved domstolene, og hvad det er for andre væsentlige sager, man også påtænker taget med i lovforslaget, som det er beskrevet. Det skal jeg meget gerne uddybe på en måde, som jeg håber bliver både pædagogisk og forståelig for os alle sammen, for det er ikke helt nemt.

Så var der spørgsmålet om udenlandske embedsmænd, og det var også Dansk Folkeparti, som spurgte til det. Vi har en Prümafgørelse, Prümafgørelsens artikel 17 og 18, om kravet om betaling af afgiften, når man søger om tilladelse efter våbenloven. Det er sådan, at hvis eksempelvis en dansk politibetjent vil tage sit våben med til Tyskland, så skal denne betale en afgift der, og at hvis en tysk politibetjent vil tage sit våben med til Danmark, så skal denne betale en afgift her. Det vil vi sådan set gerne ophæve, på samme måde som vi har ophævet det i Øresundsregionen, hvor dansk og svensk politi jo også samarbejder i grænseområdet; og så giver det ikke meget mening, at vi skal sidde og udfylde formularer til hinanden og sende penge på kryds og tværs. Så det er alene en form for ligestilling af den praksis, der i forvejen er i Øresundsregionen, som vi lægger op til.

Dansk Folkeparti spørger så: Hvad så med jægerne, skal de så ikke også undtages? Ja, det kan man jo godt, hvis man kan finde penge til det, for der kan sagtens være nogle, som ønsker at tage til andre lande og gå på jagt. Det kan man vel godt, hvis der kan anvises en finansiering til det – den har jeg ikke lige selv med, men jeg kan forstå, at det er et ønske fra Dansk Folkepartis side. Jeg vil bare gerne sige, at det, der ligger i mit lovforslag, handler om de offentligt ansatte og ikke om dem, der privat ønsker at gå på jagt; de skal stadig væk betale, hvis der er sådan en afgift i forvejen.

Jeg tror, at jeg kom nogenlunde rundt om de forskellige emner, der har været debat om. Jeg forstod godt, at der var en del spørgsmål. Der er også rejst en del spørgsmål vedrørende placeringen af de her arbejdspladser: Hvor skal de være henne? De er allerede stillet skriftligt, så de vil selvfølgelig også blive besvaret skriftligt. Og skulle det ikke være nok, tilbyder jeg selvfølgelig også meget gerne at komme forbi til et møde i Retsudvalget til en snak om det. Jeg har sådan set ikke vurderet, at det var nødvendigt at indkalde til det, fordi det er små ting, der er tale om, men har Folketingets medlemmer lyst til at invitere mig til et møde i Retsudvalget, kommer jeg selvfølgelig meget gerne. Det er jo endnu ikke afklaret, hvor personalet skal flyttes rundt, og det er jo Rigspolitiet, der sådan set har bedt om den her løsning. Det er ikke specielt afklaret, så det ville være begrænset, hvad jeg alligevel ville kunne sige.

Men jeg starter med at sende skriftlige svar over, og hvis Folketinget så ikke synes, at det tilfredsstiller spørgelysten, møder jeg selvfølgelig også meget gerne op, for jeg vil jo gerne have et flertal for det her lovforslag, som alt i alt er en stor buket af en hel masse effektiviseringer og små fornuftige ting.

Der er tre, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg forstår det, ministeren siger, sådan, at ministeren har taget til efterretning, at ministeren er kommet med et lovforslag her, som et bredt udsnit af Folketingets partier har svært ved at forstå; altså, hvad betyder det egentlig? Det er jo udtryk for, at det, der er fremsat i Folketingssalen, ikke har været godt nok. Det er jeg glad for ministeren tager til efterretning.

Jeg forstår også på det, ministeren siger, at ministeren tager til efterretning, at det var et lovforslag, som de fleste af de partier, der er med i aftalekredsen om politi- og anklagemyndighedens økonomi, gerne havde set vi lige havde drøftet, og det havde ikke nødvendigvis taget så lang tid. Men det er ærgerligt, at det så ender hernede i Folketingssalen, for man kan jo få det indtryk, at ministeren eller Rigspolitiet for den sags skyld bare betragter Folketinget som et gummistempel. Og der må jeg bare sige, at for Venstres vedkommende vil vi godt have lidt hånd i hanke med, hvad der foregår, også i politiet, og også i forhold til hvor opgaver bliver placeret henne. Men jeg vil godt kvittere for ministerens tilkendegivelse i forhold til møder og andet.

Så kommer jeg til mit spørgsmål, og det er, om ministeren – for det var ministeren ikke inde på i sin tale – i forhold til den her begrænsede klageadgang kunne specificere sådan helt konkret, hvad begrebet mindre væsentlige sager dækker over, altså det begreb, der står i lovforslaget. Kunne ministeren forklare, hvad det præcis er, det dækker over?

Ministeren.

Man kan sige, at begrebet mindre væsentlige sager jo er et kendt begreb, også inden for den her juridiske verden, og der ligger altid et skøn, ud over hvad man vurderer er en mindre væsentlig sag. Det, som jeg sagde, er, at der ikke er noget nyt i det, jeg sådan set kommer her og beder om. Det er en lovtilstand, som ikke bliver forandret, men i og med vi gerne vil tage en opgave, som i dag ligger hos Rigspolitiet, og flytte den til en kreds, skal vi også formelt sørge for, at klageadgangen er beskrevet, og det er det, som det her lovforslag er udtryk for. Det vil sige, at der er altså intet nyt under solen. Og som jeg sagde, er det ikke noget, man skal være bekymret for, for det er ikke sådan, at man ikke skal klage. Men det er eksempelvis de sager, som i forvejen er sendt ind, i forhold til at der skal tages stilling til, om der skal rejses en tiltale; der vil det jo være ved domstolene, der finder en prøvelse sted, og hvor det skal være hjemlet. Så jeg forsøger ikke at komme med noget fusk, det er en retstilstand, som er der i forvejen, men jeg uddyber det selvfølgelig meget gerne på skrift.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Det vil jeg glæde mig til, for det virker lidt på mig, som om ministeren heller ikke er helt hundrede procent klar over, hvilke sager der er tale om. Og jeg er da glad for, at det ikke kun er retsordføreren, men også ministeren, som ikke helt præcis ved, hvad det er, vi skal beslutte i forhold til det, der står på lovforslagets side 17: »Bestemmelsen forudsættes alene benyttet til at afskære klageadgang fra politikredsene til Rigspolitiet i relation til mindre væsentlige sager ...«. Altså, hvad det dækker over, vil være rart at få frem.

Jeg kan bare sige, at for Venstres vedkommende handler det her jo om, at hvis man gør det, der ligger i lovforslaget, er der ikke nogen politikere, man i sidste ende kan gå til. Sådan som det er i dag, er det justitsministeren, der bestemmer det, men med lovforslaget kommer det til at være Rigspolitiet. Og i spidsen for Justitsministeriet sidder en valgt politiker, det er justitsministeren, og i spidsen for Rigspolitiet sidder en af justitsministeren udpeget rigspolitichef. Så der er altså en afgørende forskel.

Ministeren.

Det er ikke sådan, at jeg ikke ved, hvad det er for sager, men når jeg siger, det er meget svært præcist at definere, er det, fordi der jo ikke findes nogen udtømmende defineret liste. Der vil nemlig være et skøn, som skal lægges ind over, hvad der vurderes at være mindre væsentlige sager. Det er et kendt begreb, som vi også opererer med i dag, så der er sådan set ikke noget nyt i det. Jeg kan ikke lave en lang liste og sige, at det er præcis, at der er en, der har klaget over, at naboen ikke har fjernet ukrudt; er det så en mindre væsentlig sag, og er det overhovedet lovligt? Jeg kan ikke lave sådan en liste, for der vil være nogen, der skal sidde og foretage et skøn.

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

I forhold til det med opgavefællesskaberne nævner ministeren to grunde: Den ene er pengene, og den anden er, at man vil højne kvaliteten i sagsbehandlingen. Der vil jeg lige høre, om det er udtryk for kritik af den sagsbehandling, der finder sted i dag. Altså, er der mange fejlafgørelser, er der mange fejljournaliseringer, er der mange fejl i forhold til, at man udsteder eller ikke udsteder våbentilladelser i dag? Er det, fordi man har konstateret, at det sejler fuldstændig rundtomkring på politiets våbenkontorer, at man føler et behov for at centralisere og dermed højne kvaliteten?

Ministeren.

Nej, jeg kan afkræfte, at det sejler ved politiet, men jeg kan til gengæld bekræfte, at politiet har ønsket at tilrettelægge nogle sagsgange på en lidt mere smart måde, noget, som Rigspolitiet altså selv har bedt om. De har sagt, at for dem giver det mening, det vil være besparende, både ressource- og personalemæssigt, og de synes, de kan levere et mindst lige så godt resultat, hvis de gør det på den måde. Så det er ikke udtryk for, at der er noget, der sejler, men alene udtryk for et ønske om at forbedre den politibetjening, der er. Vi ved jo alle sammen, at hvis man kan forbedre noget, og hvis man så kan hente lidt på det, kan man bruge det til andre gode ting, så det synes jeg er et nobelt formål.

Hr. Tom Behnke.

Jo, men det betyder jo så, at både Socialdemokratiets ordfører og ministerens argument om, at det her skulle højne kvaliteten, sådan set er ligegyldigt, det er varm luft, det er et hurraord, som ikke har nogen bundklang overhovedet. Det er pengene, vi taler om, og så ser man stort på, hvordan det så i øvrigt går ude i politikredsene og med borgerne. Men når det nu er sådan, at man vil centralisere selve sagsbehandlingen – man skal stadig væk som borger kunne henvende sig lokalt – hvorfor så gøre det to steder i Danmark? Hvad er filosofien bag det? Så burde det vel være ét sted, man gjorde det, hvis det overhovedet skal give nogen mening. Den der mellemløsning, altså at vi centraliserer, men vi gør det så i øvrigt to steder, giver jo ikke meget mening.

Det andet spørgsmål er: Får politikredsene lov til at beholde de bevillinger, de har i dag, således at politikredsene stadig væk er slagkraftige i forhold til at løse de opgaver, de i øvrigt har?

Ministeren.

Jeg vil gerne sige, at jeg måske skulle have kommenteret det, da jeg startede mit indlæg, for hr. Tom Behnke var også inde på det til at starte med. Hr. Tom Behnke sagde, at nu dræner vi kredsene for politifolk. Det er sådan set ikke det, der er tanken. Når jeg siger, vi gerne vil gøre det bedre, handler det jo ikke om, at det ikke har været godt nok i dag, men det er klart, at hvis man har et våbenkontor alle steder, men måske ikke har våbensager nok til, at det kun er det, man fylder sin arbejdsdag ud med, sidder man også og laver andre ting. Hvis man kan lægge de ting sammen, sådan at folk, der sidder og arbejder med våbensagerne, primært har deres arbejdsfokus rettet på det, vil vi da vide, at der kommer færre fejl, der vil være en mere ensartet og hurtigere sagsbehandling, for folk vil kende sagerne, de vil kende alle de forskellige vinkler, der kan ligge rundt omkring det, for de sidder og arbejder med det hele tiden. Så det har altså været et ønske fra politiets side om at samle de folk, der arbejder med de her sager.

Det betyder ikke noget for borgeren, for borgeren kan stadig væk gå ind på de forskellige politikredse, men kan så sende det af sted til to steder i landet, hvor man vil sidde og arbejde med det. Det synes jeg altså er meget, meget fornuftigt. Så kan de politifolk, som så er tilbage i kredsene, lave andre gode ting.

Så er det fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Jeg vil så bare følge lidt op på det spørgsmål, fordi jeg så simpelt hen ikke forstår, hvor det er, man vil hente ressourcerne henne. Hvis der stadig væk skal være personale ude på den lokale station, hvor folk kommer ind og beder om at få lavet en våbentilladelse, eller hvad det nu måtte være, så skal der altså stadig væk være noget personale, der håndterer den sag. Det samme personale skal så sørge for, at sagen bliver sendt videre til et sted, der er centralt, hvor der så skal sidde nogle folk, som så måske nok arbejder hurtigere, fordi det er det eneste, de laver. Jeg har bare svært ved lige at se, hvor man opnår besparelsen henne – men fred være med det. Det kan være, at ministeren kan forklare det.

Ministeren.

Jeg skal meget gerne få lavet en uddybende beskrivelse af, hvordan det fungerer i dag. Jeg kunne forestille mig – uden at jeg skal lægge hovedet på blokken – at når man går ind og gerne vil lave en våbensag, så går man jo ikke direkte ind på våbenkontoret. Så vil der være en eller anden form for skranke, hvor man henvender sig, og hvor man afleverer sine ønsker – og så bliver de så videreformidlet. Og om de bliver videreformidlet til et kontor, som ligger lige umiddelbart bag den skranke, hvor man har afleveret det, eller om det lige bliver scannet ind og sendt til et andet kontor, tror jeg ikke for borgeren gør nogen stor forskel. Men jeg tror godt, at det for den effektive sagsbehandling, der skal laves, kan gøre en forskel. Men jeg skal sørge for, at det bliver beskrevet udførligt til fru Pia Adelsteen.

Fru Pia Adelsteen.

Så har jeg et andet spørgsmål. Det er sådan lidt i forhold til det her med de udenlandske embedsfolk. Jeg kunne forstå på ministeren, at det var meget vigtigt og helt o.k., hvis det var offentlige, altså f.eks. politifolk, at de ikke skulle betale gebyr, hvorimod der skal betales gebyr, hvis det er private. Det kunne jeg forstå. Jeg vil sige, at det ikke nødvendigvis er et ønske fra Dansk Folkepartis side, at jægere skal have det gratis. Jeg synes bare, at det er underligt, at offentligt ansatte personer åbenbart skal have tingene gratis, hvorimod private skal betale.

Det, som jeg ikke forstod, som ministeren sagde, var, at så skal man ikke længere udfylde formularer. Jeg går ud fra, at selv om man er politimand fra Tyskland eller fra Norge eller fra Sverige, eller hvor man nu kommer fra, og man tager sit våben med ind i Danmark, så skal man stadig væk udfylde formularer, så vi ved, hvilke våben der er i landet, lige så vel som vi skal udfylde nogle papirer, når vores politifolk tager andre steder hen. Så jeg går ud fra, at formularerne egentlig stadig væk skal udfyldes. Det er ikke der, man sparer noget som helst, men man slipper så bare for gebyret. Har jeg forstået det korrekt?

Ministeren.

Jeg vil sige, at forskellen på at være offentlig og privat jo er, at de offentlige er på arbejde. Det vil sige, at det er en udgift, der ellers ville skulle dækkes af statskassen, at man tager sit våben med i tjenstligt medfør på den ene eller den anden side af grænsen. Og det synes jeg er meget, meget fornuftigt, altså at den danske statskasse ikke skal sende noget til Tyskland, og så skal den tyske statskasse sende noget til Danmark for nogle politiaktioner, vi i øvrigt er fælles om – ligesom vi har en aftale på den svenske del, hvor vi i Øresundsregionen omkring grænsesamarbejdet jo også kan hjælpe hinanden på begge sider af grænserne.

Så det handler alene om, at de offentlige jo altså er på arbejde, og derfor er der ingen grund til, at statskasserne på den måde skal sende penge til hinanden. Spørgsmålet om, hvordan det skal registreres, skal jeg også sørge for vil blive skriftligt besvaret, men selv om der skal være registrering og uanset hvordan den i givet fald skal finde sted, slipper man altså så for at sidde og overføre penge til hinanden.

Tak til justitsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.