Jo, men der er da gode ting i forslaget, f.eks.
er der muligheden for at købe licenser i nabodistrikter eller på anden måde at udvide sin aktivitet.
Det er vi sådan set positive over for.
Men et eller andet sted er det her jo i familie med DONG-diskussionen.
Nu er det ikke sådan, at man vil sælge dele af det her selskab til Goldman Sachs, og tak for, at det ikke har bredt sig – den uskik.
Men det er jo alligevel lidt samme tankegang, at staten, når den har et energiselskab, skal optimere ud fra økonomiske interesser.
Det er jo også det, der gennemsyrer det her forslag:
at det er de økonomiske interesser i forhold til olieudvinding og energiproduktion, som skal være det dominerende.
Og så vil man importere en masse af de ledelsesinstrumenter, man kender fra den private sektor, sådan forstår jeg i hvert fald forslaget, nemlig at man også er i stand til at kunne ansætte en direktion og give den løn til en direktion, som direktioner får, og den er jo som bekendt ikke ret lille, den er sådan set stor, altså i det hele taget indføre økonomiske principper i ledelsen af selskabet Nordsøfonden.
Det gør, at vi godt nok kan se de positive elementer i forslaget, men at vi nok ender med at stemme imod det, fordi vi ikke synes, at fonden af hensyn til statens interesser og den magt, staten jo i virkeligheden har fået i forhold til DUC og andre selskaber ude i Nordsøen, kun skal ledes ud fra økonomiske principper – altså, hvad tjener skatteyderne?
– og det kan jeg godt forstå, men alligevel.
Man siger:
Hvad tjener skatteyderne talt i penge bedst?
I stedet for kunne man måske sige:
Hvad tjener skatteyderne bedst i forhold til klimaet, i forhold til samfundsøkonomien som helhed, i forhold til miljøet?
Jeg synes, der er mange ting, som burde være de faktorer, som staten arbejder efter, og som er de vigtigste, og der er økonomi selvfølgelig en af dem, men absolut ikke den eneste.
Så det er altså ikke sådan, at vi synes, at det er vigtigt, at vi ikke tjener penge ude på Nordsøen, vi synes, vi skal tjene så mange penge som overhovedet muligt på Nordsøen, men i virkeligheden synes vi, man skal gennemtænke udvindingen af olie i Nordsøen i forhold til den samlede danske energipolitik.
Vi går jo ind for, at man skal nedbringe CO
2
-udledningen, og der er jo en modsætning her.
For jo mere olie, man hiver op fra Nordsøen, jo større er CO
2
-problemet i virkeligheden, og der bruger vi så penge på andre områder til at nedbringe CO
2
-udledningen og dermed forbedre klimaet.
Det skulle man måske tænke meget mere ind end bare at tænke ind, at vi ud fra økonomiske interesser skal have det maksimale ud af olien ude i Nordsøen; måske skal man tænke det ind i den samlede energipolitik.
Måske var det den ansvarlige for regeringens energipolitik, der skulle sidde her i dag, og ikke erhvervsministeren, for måske er det her mere energipolitik, end det er erhvervspolitik.
Derfor tror jeg som sagt ikke, vi stemmer for forslaget, selv om der er positive elementer i det.
Vi synes, det er forkert at lave så ensidig en satsning på, at det er økonomiske interesser, der skal være styrende for statens engagement ude i Nordsøen.