Når man med jævne mellemrum støder ind i nyheder i aviser eller på tv om, at et barn eller et ungt menneske er involveret i kriminalitet af mere eller mindre grov karakter, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der egentlig er årsagen til, at nogle ender i sådan en situation.
Hvad er det, der gør, at netop den person og ikke ham eller hende fra naboejendommen er involveret i noget ulovligt, at netop denne unge har overtrådt loven og ikke valgt et liv på lovens rette sti?
Jeg tror bestemt ikke, at der er en bestemt forklaring, men der hersker ikke tvivl om, at netop det helt nære miljø, og her tænker jeg primært på familien, spiller en stor rolle i det enkelte menneskes udvikling på godt og ondt.
Ofte er man nok ikke selv herre over, hvordan ens liv udvikler sig, man er vel snarere en part i det.
At ansvaret dog primært ligger hos den enkelte, er indiskutabelt, og især når man når en vis alder.
For det lille barn, der skal vokse op, er der sjældent et ansvar, man kan pålægges.
Her er der ikke tvivl om, at det miljø, man vokser op i, er udslagsgivende for ens adfærd både på kortere og på længere sigt.
Når der i lovforslaget her skal tages stilling til, hvordan man kan gribe det an, når et barn eller et ungt menneske er kommet ud i et uheldigt, ja måske endda kriminelt adfærdsmønster, er det vigtigt, at der sker en tidlig og konsekvent indsats, og at den er målrettet og involverer den personkreds, der kan være med til at forbedre situationen for den involverede unge person.
Det må være det primære, men det skal heller ikke glemmes, at kommer den unge på ret køl, er der også sandsynlighed for, at resten af netværket får det bedre, og at samfundet som sådan kan spare ressourcer på flere områder.
Dansk Folkeparti finder det fornuftigt, at der iværksættes et projekt, som skal fremme og understøtte kommunens brug af netop netværkssamråd i praksis.
Det er noget, som vi drøftede i satspuljekredsen sidste år, kan jeg huske, og som vi besluttede at arbejde videre med for at fokusere på den gruppe, der netop har det, vi kalder for bekymrende asocial adfærd, men som jo egentlig ikke er kriminelle.
Når der så om 3 år skal evalueres, bliver det interessant at se, om det så også er noget, der virker.
Det håber jeg selvfølgelig det er, for for Dansk Folkeparti har det på mange andre områder også været vigtigt, at vi netop har involveret netværket som noget af det mest væsentlige i alt, hvad vi foretager os.
Det blev i satspuljeaftalen aftalt, at der også skal være fokus på at få mentorer til unge, der er ude på en glidebane.
Der skal sættes kræfter ind på at få de unge ud af det belastede miljø og ændre adfærd, og der tror jeg helt klart at netop frivillige mentorer vil være en stor fordel.
Den anden del af forslaget, som drejer sig om ændring af regler vedrørende magtanvendelse på anbringelsessteder, vil jeg også lige nævne lidt om.
Umiddelbart kan man jo sige, at ordet magtanvendelse kan have en negativ klang.
Derfor er det så også væsentligt, at magt er noget af det allersidste, der gribes til, og at det kun sker for at beskytte den unge, hvis man skønner, at han eller hun er til fare for sig selv, eller hvis opførslen ses som en trussel mod de øvrige beboere og ansatte på et anbringelsessted.
Det er vigtigt, at en situation ikke udvikler sig uheldigt, hvis man kunne have stoppet den meget tidligere, inden skaden var for stor.
Det kan jeg se at der tages højde for, og det bakker vi selvfølgelig op om.
Så er vi selvfølgelig også stadig væk meget optaget af, at al form for magtanvendelse skal indberettes og registreres efterfølgende.
Det tror jeg er vigtigt for alle parter, men det er også vigtigt at slå fast, at drejer det sig om meget kriminelle, er det jo et helt andet regi, man skal behandles i, nemlig Kriminalforsorgen, og så er det selvfølgelig en anden lovgivning, som træder i kraft.
Så vil jeg også ligesom fru Karen J.
Klint komme ind på det med fiksering, fordi det jo er sådan et voldsomt udtryk, og jeg må da indrømme, at det vækker nogle associationer hos mig om nogle film, jeg så, dengang jeg gik på seminariet, hvor man netop så noget om det her.
Jeg mener jo, at fiksering kan være voldsomt grænseoverskridende, og når det så kommer frem i det her lovforslag, skyldes det jo netop, som fru Karen J.
Klint nævnte, at der i lovgivningen faktisk står, at det er muligt at fiksere – det er en regel helt tilbage fra 1970'erne – men at det så ikke ifølge magtanvendelsesbekendtgørelsen er tilladt at benytte sig af det, der hedder mekaniske tvangsmidler, og derfor skal de selvfølgelig fjernes, så der er helt overensstemmelse med hensyn til, hvad der er muligt.
Det sidste, jeg så lige vil kommentere, er den del af forslaget, hvor der står noget om anbringelsesstedets personale, og at de ikke har indgrebsmuligheder over for unge over 18 år, da de ikke er omfattet, og det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt, da vi jo netop ved, at det ved akut opståede krisesituationer kan være en nødvendighed, at man griber ind for at sikre, at tingene ikke udvikler sig til skade hverken for den unge eller for omgivelserne.
Vi bakker selvfølgelig op om det her forslag, også fordi vi er en del af satspuljekredsen, men jeg vil også gerne tilkendegive, at jeg mener, at det er et område, som vi fortløbende skal følge udviklingen på, og jeg håber selvfølgelig også, at ministeren vil gøre det, sådan at vi hele tiden har fokus på, om det er nødvendigt at foretage sig nogle yderligere skridt for at forbedre vilkårene både for de unge, som måske er på vej ud i noget, og dem, der har påbegyndt en kriminel løbebane, men vi skal være sikre på, at den bagage, som de unge mennesker får med sig, er en bagage, de kan drage nytte af og ikke er noget, som skader dem eller samfundet på sigt.