Tak.
Hensigten med det her lovforslag er at effektivisere og forenkle ydelsesadministrationen, forbedre mulighederne for digital selvbetjening og muliggøre en mere præcis og korrekt indtægtsregulering af social pension og boligstøtte.
Det overordnede sigte er vi i Dansk Folkeparti fuldstændig enige i, nemlig at få justeret reglerne, så der kommer en mere objektiv tildeling, så tildeling af pension og boligstøtte ikke afhænger af, hvad og hvordan man får oplyst om bl.a.
indtægtsforhold, men at det er baseret på faktiske tal og som udgangspunkt kan baseres på oplysninger, som er i systemet i forvejen, så man skal oplyse så lidt som muligt.
Der er nogle enkelte ting, der undrer os.
F.eks.
er der en formulering om, at i forbindelse med Udbetaling Danmark, hvor det er registreret, at forskudsopgørelserne ikke holder, så skal Udbetaling Danmark så vidt muligt, forinden man ændrer forskudsopgørelsen, gøre pensionisten opmærksom på, at man gør det.
Hvorfor står der for så vidt muligt?
Hvornår er det ikke muligt at gøre opmærksom på, at man har tænkt sig at ændre på forskudsopgørelsen?
Hvis det gælder en af de mange borgere, som kan modtage digital kommunikation, så skulle der jo ikke være noget problem i at sende en meddelelse den vej rundt.
Og til dem, der ikke kan det, vil det vel være rimeligt at forvente, at man, før man ændrer på folks forskudsopgørelse, så sender et brev.
Så det, at det kun skal ske så vidt muligt, synes vi nok man lige skulle tænke over en ekstra gang.
Grundlæggende er der et problem i det her lovforslag, som ikke specifikt skyldes lovforslaget, men som bliver tydeligt, i forbindelse med at vi kigger på det her.
Det er den der markante digitalisering, som faktisk skaber en marginalisering af en gruppe.
Digitalisering er fint nok, og for det store flertal vil det helt sikkert også fungere udmærket.
Men det ligger i forlængelse af en tendens, som har været kendetegnende i en årrække i den offentlige sektor i tilgangen til borgerne, som vi mener man er nødt til at gøre op med.
Det er en tendens, som handler om, at man som offentlig myndighed i mange år har opbygget en praksis med, at det er godt, hvis man kan holde borgeren væk, hvis man kan sende borgeren videre til den næste dør.
Det har med rimelighed kunnet fungere, så længe der rent faktisk var en dør rent fysisk og der bag den dør sad en sagsbehandler, som også rent faktisk kunne tage sig af borgerens problemer.
Men i dag er vi derhenne, at når jeg som ældre borger, der ikke har it, ikke forstår det, ikke evner at finde ud af alle, kommer hen til kommunen for at få klarhed over, hvorfor min pension ikke ser ud, som jeg forventer det, så sendes jeg ud af døren igen med to telefonnumre:
et til SKAT og et til Udbetaling Danmark.
Når jeg så prøver at ringe til dem, kommer jeg igennem et virvar af menuer, og det kan tage timer, før jeg kommer igennem og får et menneske at tale med, hvis jeg ikke giver op undervejs.
Der bliver vi nødt til at gøre noget ved.
F.eks.
er der i lovforslaget et punkt, hvor der står, at når Udbetaling Danmark sender en agterskrivelse, kan det gøres digitalt med en frist på 8 dage i.
Det nævnes, at der etableres en digital selvbetjeningsløsning på besvarelse af partshøringen.
Det er meget godt for alle dem, der kan finde ud af det, altså dem, der er digitalt velkørende, dem der har styr på det, men hvad gør den, der ikke kan finde ud af det?
Hvor går man hen?
Vi bliver nødt til at sikre, at kommunerne både kan og vil og skal hjælpe i den situation.
I min egenskab af lokalpolitiker bliver jeg ofte kontaktet af borgere, som fortæller, at de har været oppe i borgerservice med et spørgsmål om f.eks.
pensionen og kommer ud med de her par telefonnumre til SKAT og Udbetaling Danmark, og så ringer de til mig og spørger:
Hvad skal jeg så gøre?
Min indgang til det er, at kommunen faktisk bør og skal hjælpe dem.
Vi bliver nødt til at sikre, at det præciseres, hvordan kommunen er forpligtet til at hjælpe de borgere, som af den ene eller den anden grund ikke kan finde ud af det.
Tag ikke fejl:
Det bliver somme tider nævnt, at det her problem med digitalisering forsvinder, når de gamle ikke er her mere.
Når den ældre generation er væk, er vi alle sammen i stand til at arbejde digitalt.
Prøv lige at se jer om.
Prøv at se på alle de unge, som rent faktisk har svært ved at håndtere en reel digital kommunikation, og som rent faktisk vil have brug for håndgribelig hjælp for at finde ud af systemet.
Der vil altid være en gruppe, som har brug for hjælp, og vi skal sikre, at den hjælp er der.
Det skal være en hjælp i nærområdet.
Det skal være den kommunale borgerservice, som skal løse den opgave i samarbejde med SKAT og Udbetaling Danmark.
Hvis vi kan finde en god løsning på det problem og få præciseret, hvordan det løses, så vil Dansk Folkeparti gerne støtte det her lovforslag.
Tak.