Tak for det.
Det lovforslag om erhvervsdrivende fonde, som vi her har til første behandling, er et meget vigtigt og et stort og teknisk lovforslag.
Det er vigtigt, fordi det er en hovedlov, en grundlov, kan man måske endda kalde det, for de erhvervsdrivende fonde her i landet, og det er typisk nogle af vores allerstørste foretagender, der er organiseret på den måde.
Det er virksomheder, koncerner, som betyder rigtig meget for værdiskabelsen i vores samfund, som giver mange arbejdspladser, og som står for valutaindtjening og for vækst og udvikling.
Det er naturligvis vigtigt, at sådan nogle virksomheder har nogle tidssvarende og gode rammevilkår, og at man har en lovgivning bag sig, som er moderne og til at administrere ud fra.
Det lovforslag her bygger på et meget omfattende forarbejde, og det følger op på den modernisering af selskabslovgivningen, som vi vedtog her i Folketinget i 2009.
Vi er i Venstre positive over for erhvervsministerens lovforslag, og jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti, som ikke kan være til stede, og sige, at De Konservative også er positive.
Lovforslaget er uhyre detaljeret.
Det definerer og angiver anvendelsesområdet for en erhvervsdrivende fond.
Det forklarer noget om kommunikationsrelationerne mellem myndighederne på området.
Det angiver krav om frister og registrering, kapitalkrav, krav om revisionsbestemmelser, om udlodninger og anden kapitalafgang, om fusioner og vedtægtsændringer, og om opløsning og overgang mellem erhvervsdrivende og ikkeerhvervsdrivende fonde osv.
osv.
Regeringens formål med at fremsætte forslaget er at som nævnt at modernisere lovgivningen, regelsættet bag de erhvervsdrivende fonde.
Det er for at øge gennemsigtigheden, transparensen hos de erhvervsdrivende fonde, herunder rammerne for ledelsen, dennes sammensætning og uafhængighed.
Det knytter som nævnt også an til reformen af selskabslovgivningen fra 2009.
Der er i forbindelse med en sådan omfattende erhvervslovgivning naturligvis nogle spørgsmål, også selv om jeg i høj grad anerkender, at lovforslaget bygger på et grundigt forudgående arbejde.
Vi vil i udvalgsbehandlingen stille nogle spørgsmål, fordi vi synes, der er lidt, der skal klarlægges, men det er som sagt ud fra en meget positiv tilgang.
Vi synes måske nok, at det kunne være interessant lige at få belyst forholdet mellem Civilstyrelsen og Erhvervsstyrelsen.
Begge styrelser vil også fremadrettet være fondsmyndighed, men vi skal jo også sikre, at der så er en ligelig og sammenlignelig sagsbehandling og en ligelig og effektiv sagsbehandling i de to styrelser.
Og vi skal i den forbindelse sørge for, at vi kan stå inde for retssikkerheden i styrelserne, som administrerer fondsmyndigheden.
Ligeså kunne vi måske overveje lidt at få beskrevet den forskel der er, ved vi har et register, som fortsættes for erhvervsdrivende fonde, men ikke for andre fonde.
Ligeledes er der spørgsmålet om § 133, stk.
4, i lovforslaget om dispensationsmuligheder for erhvervsdrivende fonde stiftet før 1985.
Det er en dispensation, som giver en fleksibilitet i en intern organisationsopbygning, men man kan spørge, om det ikke skulle være en generel dispensation, som også var fremadrettet, og som gav virksomhederne nogle handlemuligheder.
Endelig vil vi nok gerne i udvalgsarbejdet dyrke selve fondsbegrebet lidt, definitionen af det, og måske også spørge lidt ind til, om det ikke bør tydeliggøres, at skærpelsen af fondsbegrebet ikke finder sted over for eksisterende fonde, sådan som det er tilfældet i et andet lovforslag, vi netop har til behandling.
Endelig vil vi også gerne have belyst, om påbud, anbefalinger fra fondsmyndigheden ikke skal kunne påklages til en højere instans.
Men i det hele taget vil vi være konstruktive i udvalgsbehandlingen.
Der er mange interesser i det her lovforslag, og det skal vi anerkende.
Der er også mange relevante parter, som har spørgsmål – også for at få nogle ting defineret – og det vil vi gå konstruktivt ind i, og det håber jeg også at ministeren vil.
Og hvis vi har den tilgang til det alle sammen, ender vi nok med at få et ganske godt og fremadrettet, fornuftigt forslag ud af det.