Tak for det, formand.
Når vi i dag om et øjeblik vedtager L 138, altså det, vi kalder stormflodsloven, så er vi nødt til at erkende over for hinanden, at vi ikke har nogen grund til at være stolte.
Vi kan glæde os over, at det er lykkedes at forbedre det oprindelige lovforslag, men stolte og tilfredse kan vi ikke være.
Det skyldes, at selv med de ændringer, vi nu fået lavet med den her aftale, så er forslaget på mange områder stadig helt utilfredsstillende.
Jeg må opfordre folketingsmedlemmerne til at tænke over, hvad jeg i hvert fald synes er tankevækkende, nemlig at når helt tilfældige familier i Danmark bliver ramt af en naturkatastrofe, en stormflod, uden at de overhovedet har kunnet skærme sig imod det, så er vi som land ikke i stand til at hjælpe dem.
Det er tankevækkende, at vi lever i et land, hvor vi ikke er i stand til det.
Hvad var det, der skete dengang?
Ja, næsten alt var jo kaos, både under og efter stormen.
De ramte måtte kæmpe både med myndigheder og selskaber om at skaffe bare lidt retfærdighed i den måde, de blev behandlet på.
Vi var totalt uforberedte.
Ingen havde regnet med, at vi kom i den situation, og den eksisterende lovgivning var slet ikke indrettet til den situation, der opstod.
Det forbedrer vi selvfølgelig nu, men stadig bliver mennesker ramt, selv om de har gjort alt, hvad de kunne.
Man kunne spørge:
Hvad burde de have gjort?
Jeg synes, det har været svært at trænge igennem og forklare Folketinget, at de her mennesker har gjort alt, hvad de burde have gjort, og ved en ren tilfældighed bliver de nu ramt – ved en ren tilfældighed!
Ingen kan forudse, at vandet kommer til at stå oppe i Frederikssund by, og ingen har gjort det.
Alle har tegnet forsikringer; alle, der bor i kældre deroppe, har fået lov til det; ingen vidste det.
Det rammer fuldstændig tilfældigt de mennesker, der desværre nu kommer til at bo på de adresser, hvor det altså ramte.
Man må jo sige, når man kigger på det her lovforslag, at der er mange, der ikke ved, hvor hårdt de pågældende nu bliver ramt.
Nogle får slet ingenting, det har vi lige hørt Dansk Folkepartis ordfører redegøre for.
Det gælder nemlig de mennesker, der er blevt ramt, fordi deres kældre er blevet oversvømmet, ikke fordi de ikke har fået dem godkendt til beboelse – det har de – ikke fordi det ikke fremgår, at de er BBR-registeret, for det er de, men fordi vi har valgt at sige, at selv om forsikringer normalt omfatter kældre, så skal det her lovforslag ikke omfatte kældre.
Har loven omfattet kældre før?
Nej.
Skulle vi så have lært af det?
Ja, man kunne jo forestille sig, at vi havde lært af det, men det har vi så ikke gjort.
Så dem lader vi i stikken, og det er jeg og Venstre meget kede af.
Det burde have været noget, vi havde gjort noget ved.
Fælles for dem er, at de er forsikret, og normalt ville de have fået erstatning.
Regeringen har ikke ønsket at gøre noget ved det.
Jeg synes ikke, det er rimeligt, men vi har indgået en aftale, og den står vi selvfølgelig ved.
Helt generelt er det simpelt hen ikke godt nok, hvad vi har fået skruet sammen.
Der burde ikke være så mange problemer for dem, der i forvejen er hårdt ramt.
Jeg vil gerne sige, så det ikke kan misforstås:
Sådan kan vi ikke være bekendt at behandle hinanden.
Og lad det her være et skoleeksempel på, at sådan gør vi ikke i fremtiden.
Det glæder mig selvfølgelig, at vi er enige om at nedsætte et udvalg, der skal se på, hvordan vi i fremtiden bør indrette lovgivningen.
Jeg vil opfordre ministeren til at huske, at vi får nogle af de mennesker, som er blevet ramt, med i det arbejde.
Det er jo godt, at man en gang mellem, når man skal vurdere situationer, husker at tage dem med, der har erfaringerne, og ikke kun lader sin beslutningskraft hvile på dem, der er nødt til at lave beregninger og modeller, og som ikke aner en pind om, hvad der foregår ude i det virkelige liv.
De mennesker, der bliver ramt, ved, hvad det gik ud på.
Jeg vil gerne her fra Folketingets talerstol sige tak til alle dem, der blev ramt under stormen.
Tak for jeres indsats, tak for jeres tålmodighed.
I har ved jeres store arbejdsindsats i grupper og på egen hånd den største del af æren for, at lovforslaget trods alt er blevet bedre.
Uden jeres hjælp ville det her aldrig nogen sinde være sket.
I står nu over for en kæmpe opgave, nemlig at komme videre i jeres liv.
Jeg vil sige, at jeg håber, det vil lykkes for jer, men jeg ved også, det vil kræve en kæmpe indsats.
Derfor glæder jeg mig selvfølgelig over, at jeg kan høre, at der er opbakning til mit forslag om, at udvalget afholder en høring om stormfloden.
Det er faktisk også det mindste, vi kan gøre.
Jeg foreslår, at Erhvervsudvalget allerede på næste møde træffer en egentlig beslutning om gennemførelse af høringen, så vi kan høre direkte fra de mennesker, der oplevede det på nært hold, hvordan de har oplevet det, og hvilke mangler de i den grad synes der har været i lovforslaget.
Så vil jeg bare afslutningsvis nævne, at vi med det her forslag siger, at Stormrådet nu har mulighed for at behandle borgerne ordentligt, og at forsikringsselskaberne har fået mulighed for at behandle deres kunder ordentligt, og derfor skal min opfordring til de borgere, der oplever, at de kommer i klemme det ene eller det andet sted, også være:
Send jeres sag her ind til os i Folketinget, så vi har mulighed for at følge med i, hvordan reglerne bliver administreret, og så vi har en chance for at reagere, hvis vi ikke mener, at man i administrationen følger de regler, vi har aftalt.