På alle måder er selve grundlaget for, at vi nu skal i gang med at lave og er i gang med at lave et lovforslag for at løse nogle af de problemer, som de her borgere er kommet i, en dybt tragisk situation.
Det er det, fordi vi i alle de breve og henvendelser, vi får, jo kan se, at systemet ikke har fungeret.
Det, der skulle have afhjulpet de menneskers problemer, mens det skete, har ikke fungeret, og det, der efterfølgende dannede grundlag for, at de mennesker skulle blive hjulpet også rent økonomisk, har ikke fungeret.
Derfor må man så samlet sige, at det er godt, at vi har fået ændret på loven, og jeg vil også godt kvittere for, at der er sket det, at vi har ændret på loven.
Er det, vi har fundet frem til, så godt nok?
Det er jeg langtfra sikker på.
Jeg tror, at alvoren går mere og mere op for folk, efterhånden som vi arbejder os igennem alle de her sager.
Derfor er det også meget vigtigt – og det er Venstre også meget enig med regeringen i – at vi får nedsat et udvalg, som får kigget på de her ting.
Det er meget vigtigt, at ved den anledning sørger vi også for at få involveret de mennesker, som har oplevelserne inde på egen krop.
Det jo dem, der er de bedste vidner til, hvordan det foregik, og kan sige, hvordan det burde have foregået.
Det er den ene del af det.
Den anden er, at jeg meget vil opfordre til, at vi selv i udvalget får drøftet, hvad vi bør gøre.
Jeg kunne selv nemt forestille mig, at vi kunne have en høring herinde i Folketinget, som vi kunne lave sammen i udvalget, og hvor vi også gav mulighed for, at de mennesker, der er blevet ramt og dermed sidder inde med en stor viden, som vi også har godt af at få, kunne komme frem og fortælle deres historie.
Det kan vi tage en drøftelse af, men jeg synes, det er vigtigt at sende det signal, at vi kerer os om det, og at vi også har tænkt os, at vi vil fortsætte med at gøre det.
Det får mig også til at sige til de mennesker, som er så hårdt ramt, at når nu sagerne skal i gang efter de nye regler, som forhåbentlig bliver vedtaget om ganske kort tid, er det vigtigt, at man også sørger for, at de bliver ført ud i livet.
Altså, det er vigtigt, at forsikringsselskaberne, som nu har fået langt bedre vilkår for at tilgodese de mennesker, der har tegnet forsikring hos dem, ved at udregne og medtage forskellige ting, som man ikke kunne før, bruger de ting.
Det gælder selvfølgelig også de myndigheder, som er involveret i det.
Vi vil fra Venstres side – kan jeg rolig sige – nøje følge, hvordan den udvikling kommer til at foregå; nøje følge, om de mennesker, der nu skal have erstatning efter den her lov, også får den erstatning, de er berettiget til; nøje følge, at forsikringsselskaberne behandler de her borgere, som de skal, og som der står skrevet i bemærkningerne til selve lovforslaget.
Når det er sagt, vil jeg også godt sige, at man altid kan overveje, om vi burde være gået længere.
Det er klart, at vi hele tiden får mails fra de forskellige mennesker, der oplever, at de ikke er med i det.
Til det er der jo at sige, at vi finder en aftale sammen.
Så håber jeg, at i det udvalgsarbejde, der kommer, vil man sørge for at få redegjort for alle de bekymringer, som vi har modtaget på mail.
At det er en trist, trist historie, og at det er sådan, at de mennesker, der skal leve efter det her, har haft nogle store problemer med det, står jo klart for os alle sammen.
Er der så nogen, man skal bebrejde det her?
Næh, jeg skal ikke gøre noget politisk ud af det.
Vi har jo også vedtaget de regler, der var der, og nu prøver vi så sammen at forbedre dem og gøre dem mere imødekommende over for de borgere, der er ramt.
Det synes jeg sådan set at det fortjener.
Lad os så se, hvordan det kommer til at virke, men jeg synes, at vi alle sammen har en interesse i at være opmærksomme og have fokus rettet på, om det kommer til at virke sådan.
Det håber jeg at det gør, og jeg håber også, at vi sammen politisk kan prøve at få afklaret de her problemer, hvis der skulle opstå nogen, så det er det formål og fokus, vi holder i sagen.
Det tror jeg tjener alle bedst.