Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 138:

Forslag til lov om ændring af lov om stormflod og stormfald. (Dækning af udgifter til genhusning, opmagasinering og flytning samt udbedring af skimmelsvamp m.v.).

Af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen).

(Fremsættelse 26.02.2014).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Hans Christian Schmidt som Venstres ordfører.

Venstre hilser regeringens forslag velkommen. Det er jo en svær situation, vi står i, for rigtig mange mennesker, det har været en svær tid, og der er ingen tvivl om, at ser vi tilbage på, hvad der skete den 6. december, er det jo for de mennesker, som blev berørt, meget lang tid at vente på, at der kommer et lovforslag. Vi kan godt forstå, at der er mange ting, der skal undersøges og tilrettelægges, så derfor er vi som sagt meget glade for, at regeringen nu har fremsat forslaget, og vi har ingen kommentarer i øvrigt til det, andet end at vi vil være indstillet på en velvillig behandling, en hurtig behandling, men selvfølgelig også en grundig behandling.

Der er en række forhold i lovforslaget, som jeg senere skal komme tilbage til, men inden det vil jeg godt give et par overordnede kommentarer. Der er ingen tvivl om, at den nuværende lov ikke har taget højde for den situation, som vi oplevede den 6. december med stormen Bodil, og derfor er det naturligt, og derfor går jeg også ud fra, at Folketinget vil blive enige om, at vi selvfølgelig skal have loven lavet om, og at vi skal lave den om med tilbagevirkende kraft. Vi skal også senere have en drøftelse af, om vi har det rigtige beredskab, hvilke erfaringer vi har fået, og hvad de kan bruges til, og jeg tænker her på hele indsatsområdet: myndigheder, kommuner, politi, brandvæsen osv. Jeg er godt klar over, at vi ikke kan nå det hele i denne omgang, vi må tage en ting ad gangen, og derfor vil jeg nu kommentere på lovforslaget, men må altså samtidig annoncere, at vi også er nødt til at se på de andre tiltag, som jeg lige har nævnt.

Vedrørende lovforslaget medvirker Venstre som sagt gerne til en hurtig behandling, men det skal også, som jeg nævnte før, være en grundig og seriøs behandling. En af de ting, som jeg gerne vil fremhæve, er, at ordningen eller lovforslaget, om I vil, efter vores opfattelse skal hvile på almindelige forsikringsvilkår, den almindelige praksis, så tæt på, som man kan komme, og det skal forstås på den måde, at vi gerne ser, at man anvender de almindelige forsikringsvilkår, når man skruer reglerne sammen. Ministeren nævner selv i lovforslaget, »at der er en forskellig praksis for anvendelse af afskrivning for bygninger og bygningsdele i henholdsvis stormflodsordningen og hos forsikringsselskaberne.«

Videre står der: »På den baggrund ændres brugen af afskrivningstabeller på fast ejendom«.

Det er vi helt enige i, men det efterlader jo et behov for afklaring af nogle forskellige forhold, nemlig i hvor høj grad man så også kan finde, at det er de almindelige regler, der gælder, når vi taler selvrisiko, nedskrivningslister eller tab ved løsøre, genhusningsregler, hvor vi forstår at den første måned bliver undtaget, erstatning af løsøre og indbo i kældre, fleksibel brug af forsikringspengene i forhold til ejendommen, udbetaling af acontobeløb, dækning af følgeskader, en sikker sagsbehandling, fritidshuse og sommerhuse, selvrisiko på eget arbejde – for nu bare at nævne nogle af forholdene. Dem vil vi selvfølgelig forbeholde os ret til at vende tilbage til i udvalget under udvalgsbehandlingen, for vi mener, at vi er nødt til at undersøge, hvordan disse forhold bliver behandlet af forsikringsselskaberne, hvis det altså var almindelige forsikringer, der skulle behandles på den her måde.

Vi er bl.a. nødt til at se på selvrisikoen, som jeg tror kan føre til flere menneskers ruin. Vedrørende nedskrivningslister overrasker det mig, at ministeren skriver i lovforslaget:

»Undersøgelsen viser, at stormflodsordningen på en række elementer i forhold til fast ejendom, men ikke i forhold til løsøre, benytter sig af afskrivninger, hvor sammenlignelige private forsikringer i dag enten har mindre eller ingen afskrivninger.«

I udvalget er vi blevet oplyst om det modsatte, så det vil jeg gerne bede ministeren om at redegøre for, altså at der er stor forskel på, hvordan man behandler nedskrivninger og afskrivninger på løsøre i det her lovforslag, og hvordan forsikringsselskaberne gør det. Men det må vi vende tilbage til, eller også vil jeg afvente ministerens svar på det. Så helt overordnet set er vi nødt til at sikre, at borgere, der ikke har fået anmeldt i tide eller har anmeldt forkert, får en mulighed for at blive samlet op, altså få deres sag vurderet.

Jeg undrer mig også over, at man mener, at en bestemt indretning af lovgivningen kan føre til, at borgerne gennemfører sikring af boliger i størst muligt omfang imod stormflods- og oversvømmelsesskade. Jeg besøgte en ældre kvinde, der boede i Frederikssund, altså ikke nede ved vandet, men oppe i byen. Hele hendes hus var ramt, og alt, undtagen væggene, var taget ud af huset, selv krybekælderen var helt synlig. Man må jo spørge sig selv, hvad hun skulle have gjort for at sikre sig mod oversvømmelser og skader? Ingen havde jo forestillet sig, at det kunne ske. Alligevel er jeg nervøs for, at hun kan blive straffet økonomisk på grund af den måde, vi skruer reglerne sammen på. Det finder vi ikke rimeligt, og det vil vi gerne have en drøftelse af.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Benny Engelbrecht som socialdemokratisk ordfører.

Det kan ikke have undgået nogens opmærksomhed, at klimaforandringer er noget, der påvirker vores klode. Gennemsnitstemperaturerne ændrer sig, områder, som aldrig før har været ramt af naturkatastrofer, bliver pludselig ramt af oversvømmelser og orkaner, og alene i 2012 kostede naturkatastrofer verden over 1.500 mia. kr.

Vi har heldigvis ikke oplevet det lige så voldsomt herhjemme, som de har mange andre steder i verden, men vi har oplevet det. Det ville være forkert at sige andet. Den 5. december 2013 ramte stormen Bodil Danmark, og efter stormen kom der stormflod. Selv om det nu er mere end 3 måneder siden, er der stadig over 400 familier, der er så hårdt ramt, at de ikke kan bo i deres huse. Det er alle sammen familier, der betaler prisen for den globale opvarmning. Vi må nok indstille os på, at vi desværre oftere, end vi har været vidne til før, vil opleve naturfænomener som stormen Bodil.

Det er selvfølgelig også derfor, vi er nødt til at lave politik derefter, og derfor skal loven fremtidssikres. Men det er selvfølgelig mest rimeligt, at det sker med tilbagevirkende kraft, når vi nu har opdaget, at der er elementer, som kan gøres bedre, for den her ekstraordinære situation har nemlig vist, at der er huller i lovgivningen. Det her handler altså ikke om at give nogle familier særbehandling. Det vil jeg gerne understrege, og jeg vil også gerne advare imod, at denne lovbehandling får karakter af egentlig sagsbehandling, for det er ikke det, det handler om. Det handler om at fremtidssikre loven, så den passer til de klimaforandringer, der desværre er en realitet.

Helt konkret vil vi udvide stormflodsordningen, så den dækker endnu mere, end den gør nu. Som ordningen er i dag, bliver udgifter til genhusning og flytning, til opmagasinering og til udbedring af skimmelsvamp eksempelvis ikke dækket. Det vil vi ændre, så det også fremover bliver erstattet. Det synes jeg er virkelig positivt. Men det er klart, at der ikke er gode forslag, uden at de også møder kritik. Noget af det, der er blevet kritiseret, har været spørgsmålet om selvrisiko i stormflodsordningen, og lad os lige dvæle lidt ved selvrisikoen, for jeg synes faktisk, at selvrisiko giver meget god mening.

Socialdemokraterne vil give erstatning til de familier, som nu engang har været ofre for en stormflod, og vi vil give tryghed til alle, der bekymrer sig om en lignende situation, men vi vil også give et incitament til, at hver enkelt selv tager ansvar, og at hver enkelt selv gør så meget som overhovedet muligt for at sikre sig mod stormflodsskader. Det må være det princip, loven hviler på. Netop derfor giver selvrisiko mening, ligesom selvrisikoen giver mening ved enhver privat forsikring, for der er faktisk meget, man selv kan gøre. Derudover er stormflodsordningen finansieret kollektivt. Det er altså ikke en privat forsikring, som hver enkelt selv finansier. Derfor mener vi faktisk ikke, at det er rimeligt, at alle skal være med til at betale, hvis den enkelte husejer ikke gør alt for at undgå skader.

Det har Folketingets partier da også gennem tiden været enige om, og de har været medansvarlige for, at den selvrisiko, vi har i dag, fungerer som det bærende incitament for selv at undgå skader. Det har alle partier – som jeg kan huske det i hvert fald – siden vi i fællesskab lavede den her ordning helt tilbage i 1991, været enige om.

Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at der vedrørende omkostninger til genhusning kun er tale om 1 måneds selvrisiko, og hverken udgifter til flytning eller opbevaring hører under selvrisikoen.

Jeg synes, det er glædeligt og på tide, at de berørte familier nu også får en rimelig erstatning til genhusning og kan få opbevaret deres ting og få udbedret skimmelsvamp, og jeg synes også, at det er vigtigt, at vi med dette lovforslag fremtidssikrer loven, så den passer til den virkelighed, vi lever i. Socialdemokraterne kan støtte det fremsatte lovforslag.

Der er foreløbig tre, der har bedt om korte bemærkninger. Hr. Flemming Damgaard Larsen.

Tak for det. Ordføreren for Socialdemokratiet var meget inde på, at det giver god mening at have en selvrisiko. Og det gør det også i almindelighed. I almindelige forsikringer har man jo en selvrisiko på et bestemt beløb. Det kan være 5.000 kr., 10.000 kr. eller måske et større beløb.

Men her taler vi om procenter, og det giver så nogle helt andre store beløb på selvrisikoen. Jeg sidder her med rigtig mange opgørelser, hvor det drejer sig om 92.000 kr., 69.000 kr. osv. Der er også nogle beløb, der er meget højere med over hundredetusind i selvrisiko. Kan ordføreren ikke se, at det er helt urimeligt med disse meget, meget store beløb, som en enlig mor eller en SOSU-assistent på ingen måde har råd til at betale? Kan ordføreren ikke se, at det er en helt urimelig måde at lave selvrisiko på?

Ordføreren argumenterede med, at det gav god mening, for så var der et incitament til, at man selv kunne forhindre, at skaden blev så stor. Hvordan skulle f. eks. den dame, der bor inde midt i Frederikssund, kunne have bygget et dige der? Hun kan ikke engang se vandet derfra, hvor hun bor, og alligevel blev hendes hus totalt ødelagt. Det vil jeg godt have en forklaring fra ordføreren på.

Ordføreren.

Selve grundprincippet i en selvrisiko er jo, at når man har en privat forsikring, tegner man sin forsikring med tilhørende præmie, efter hvor stor den risiko skal være. Her er der tale om en kollektiv ordning, og der kan man altså ikke lave en justering eller en tilpasning. Hvis man skulle det, skulle man ind og lave individuelle forsikringer. Dengang man sidst evaluerede stormflodsordningen i Stormflodsudvalget, i 2009, kiggede man på, hvad det ville betyde, hvis man skulle lave en privat forsikringsordning for de boliger, som var særlig udsatte. Og der nåede man frem til, at en forsikringsordning for den enkelte bolig ville koste et sted mellem 12.300 kr. og 35.500 kr. om året – selvfølgelig afhængigt af selvrisiko og forskellige andre elementer.

Så man kan sige, at al den stund vi samlet set har en meget billig ordning for hver enkelt borger i Danmark, som vi alle sammen er med til at regulere, så er vi nødt til at lave en tilgang, hvor vi tager højde for de eventualiteter, der er. Og så er det klart, at der er nogle, der er ramt. Det må vi sige der er nogle der er. Men jeg synes, at vi i den her konkrete lovbehandling må se på, hvor de særlige enkeltsager så er.

Hr. Flemming Damgaard Larsen.

Jeg kan slet ikke forstå ordførerens argumentation. Den er efter min mening helt ude på overdrevet. Men lad nu det være. Den håber jeg så andre kan forstå, jeg kan bare ikke forstå den.

Så vil jeg godt spørge ind til det med, at man siger, at man heller ikke vil dække den første måneds genhusning. Der er det interessante ved det, at den første måned er den dyreste. Det er langt den dyreste. Det gælder f.eks. for de mange, mange familier, der har arrangeret sig med containere. Der skal tilsluttes vand, kloak, el, internet osv. osv. Hvordan kan det være, at man lige præcis har taget den første måned og ikke f.eks. den sidste måned eller den midterste måned?

Der kan være nogle elementer i forhold til det, vi lige skal kigge på under lovbehandlingen. Mit indtryk er, at man kigger på den gennemsnitlige omkostning, men det skal vi selvfølgelig se på. Og bare for at vende tilbage til det andet element, som hr. Flemming Damgaard Larsen er inde på, så må jeg lige understrege noget, som gælder langt størstedelen af de skader, der er sket. Der har været 2.900 skadesanmeldelser, og af dem ligger de 2.500 altså under et beløb på 200.000 kr., og kun 23 tilfælde ligger i den helt høje ende. Det er selvfølgelig væsentligt, at vi så også kigger på de 23 tilfælde og ser på, om der er nogle enkeltelementer i dem, som vi skal tage højde for. Men jeg vil meget nødig sagsbehandle her i Folketingssalen.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Jeg vil da gerne give ordføreren ret i, at vi ikke skal sagsbehandle den enkelte sag her i Folketingssalen. Men omvendt er vi nødt til at tage udgangspunkt i, hvad det her lovforslag vil betyde for den enkelte. Så kan det godt være, at vi kan sige, at der er over 2.900 sager, der kører. Jeg tror faktisk, at det nyeste tal er, at der er over 3.000. Så siger ordføreren, at der kun er 23, som ligger helt i den høje ende. Men det er jo med til at skabe en forvikling, kan man sige.

Ordføreren siger, at det med selvrisiko giver god mening. Så vil jeg gerne spørge: Hvad med kommunens ansvar i forhold til kystsikring? Hvad med kommunens ansvar i forhold til vandløbssager og vandløbshåndtering? Vi ved jo, at mange af de her steder er der tale om oversvømmelser, der har fundet sted op til 1,5 km inde i landet. Som hr. Flemming Damgaard Larsen siger, har det ikke ramt folk, som bor med havudsigt og lige ved vandkanten osv. Det har ramt folk, der f.eks. har købt en kommunal byggegrund for 6-8 år siden. De har købt en kommunal byggegrund, de har bygget et hus på en kommunal byggegrund, de har fået en byggetilladelse, de har tegnet forsikringer, og nu står de med skægget i postkassen for at sige det ligeud. Så synes jeg jo ikke, det giver særlig god mening. Jeg synes, at Socialdemokraterne skulle prøve at evaluere det endnu en gang.

Ordføreren.

Jeg kan sagtens forstå de familier, som kan stå i den situation. Det siger jeg, fordi jeg selv har haft en ekstrem naturoplevelse i 2007 på en nyanlagt byggegrund. Heldigvis havde jeg en privat forsikring, som kunne dække en del af det, men det kostede også mig og min familie på den anden side af 50.000 kr. i private omkostninger. Det er desværre nogle gange sådan, at man bliver udsat for naturens hærgen, det kommer man jo ikke uden om. Men dermed også bare sagt, at der også findes konkrete eksempler på noget, som ligger ud over, hvad der ligger i den her stormflodsordning.

Når det er sagt, er det jo vigtigt – og der deler jeg fuldstændig Venstres ordførers, hr. Hans Christian Schmidts, synspunkt i sin tale – nemlig at der selvfølgelig er en række elementer, som vi også skal se på, og som vi skal lære af, herunder hvad man kan gøre for at forebygge. Det er ikke noget, som vi kan håndtere i forbindelse med det her lovforslag, men jeg er fuldstændig enig i og deler det synspunkt, som jeg også antager at hr. Hans Kristian Skibby giver udtryk for, nemlig at der bestemt også er andre ting, vi kan lære af den her konkrete stormflodssag.

Hans Kristian Skibby.

Tak for svaret. Men jeg synes ikke, ordføreren svarede på spørgsmålet. Altså, rent principielt er det jo sådan, at kommunerne har ansvaret for vandløbssikring, kystsikring osv. Det er faktisk ikke så mange år siden, man fik en oversigt tilsendt over de steder, hvor kommunerne vurderede der var den største risiko for forhøjet vandstand osv.

Nogle af de eksempler, der er på, at folk er kommet meget galt af sted i forbindelse med den her konkrete stormflod, er, hvor folk har købt en kommunal byggegrund inden for de sidste 6 til 8 år. De har købt en grund af kommunen, de har fået en byggetilladelse, de har tegnet alle forsikringer. Nu får de så at vide, at det er fint nok med den selvrisiko, og pyt så med, at det måske koster dem 100.000 kr. tilsammen i selvrisiko, fordi de både skal betale for en del af deres indbo og løsøre og så for genopbygningen af deres bolig. Der er det, jeg siger, at vi altså er nødt til at tage den diskussion her i Folketinget, for det er, som det ligger med lovforslaget her, altså ikke godt nok. Vi er nødt til at skulle have de her ting tænkt ind, for det er jo altså ikke den enkelte grundejer, som har gjort noget forkert, det er vi nødt til at konstatere.

Ordføreren.

Som jeg faktisk indikerede, kan jeg udmærket sætte mig ind i den situation, hvor træls det er, fordi jeg selv og en række af mine naboer har været udsat for nøjagtig den samme situation. Men det ændrer jo ikke på, at det, når det drejer sig om den ordning, som vi behandler nu, altså ikke handler om at bygge diger, men det handler om, hvordan vi sikrer, at ordningen, den her stomflodsordning, fungerer bedst muligt. Det er en katastrofeordning, som er blevet indført, og som sikrer, hvad vi så gør, når katastrofen er sket. Men jeg er fuldstændig enig med hr. Hans Kristian Skibby i, at der selvfølgelig er nogle elementer i forbindelse med det med forebyggelsen, som vi også er nødt til at lære af; vi kan jo ikke med tilbagevirkende kraft ændre på, at man ikke har bygget et dige, men vi kan lære af det, i forhold til, hvordan vi kan sikre, at kommunerne bliver bedre til at forebygge kommende skader, sådan at de ikke opstår igen.

Det næste spørgsmål er fra hr. Hans Christian Schmidt.

Tak for det. Jeg tror – det vil jeg godt sige til ordføreren – at en af de vigtigste ting, vi skal lægge til grund her, er, at det her ikke handler om, at vi giver hinanden skylden for det, der er sket. For det her er jo noget, som, tror jeg, er startet med nogle lovforslag i 1991, og de love har jo så været ændret op igennem årene. Men jeg tror, at det, som er meget vigtigt, er, at vi, når vi kigger på det nu, så også får det lavet med tilbagevirkende kraft på en sådan måde, at folk oplever, at det sker på en ret og rimelig måde. Og jeg vil godt kvittere for, at ordføreren – sådan hører jeg det – er positiv over for at gå ind og kigge på noget af det. Der var så et par ting, som jeg synes jeg godt ville høre ordførerens mening om.

Hvis jeg forstod det rigtigt, var der bl.a. noget med, hvorfor man selv skal betale for den første måned. For vi må jo sige, at skal man genhuses, så giver det jo ingen mening, at man selv skal betale de 20.000-25.000 kr., det koster. Mange mennesker har slet ikke råd til det, de kan ikke få fat i de penge. Så jeg vil godt høre, om ordføreren lige ville sige noget om det, og om han så også ville uddybe det med, hvad det betød, hvis der var en selvrisiko. For hvis nu folk har gjort, hvad de kunne, er ordføreren så enig i, at de ikke skal ind at betale en forhøjet selvrisiko? Eller hvordan skulle det forstås?

Ordføreren.

Det kan være meget vanskeligt at afgøre, lige præcis hvad man kunne gøre, og hvad man ikke kunne gøre, og det er vanskeligt at tale om det ud fra principielle overvejelser, fordi man så meget nemt kommer til at skulle forholde sig til konkrete sager. Men når vi taler om genhusningselementet, synes jeg nu, det giver meget god mening, at man, når det gælder den mindre omkostning, som kan være forbundet med, at man i 14 dage eller 3 uger er nødt til at være væk fra sit hus, selv skal dække det, og derefter træder der så en offentlig ordning i kraft, sådan at det med selvrisikoen kun gælder den første måned. Men jeg synes også, det er meget naturligt, at det, man kigger på – og det er jo sådan set også i forlængelse af det tidligere spørgsmål fra hr. Flemming Damgaard Larsen – selvfølgelig er den totalomkostning, der er. Jeg kan ikke vurdere, om der kan være nogle enkeltelementer, hvad angår den umiddelbare etablering, som kan have en særlig omfattende karakter – det synes jeg vi skal have udboret i lovbehandlingen; det er klart.

Men jeg synes faktisk, det giver meget god mening, at der også er en beskeden selvrisiko forbundet med det her.

Hans Christian Schmidt.

Tak for det, formand. Ja, men jeg synes jo bare, at når det handler om den første måneds genhusning, kan jeg forstå – fra da jeg besøgte området – at flere af dem betaler helt op til 24.000 kr. For lige nøjagtig i den første måned skal man, selv om man betaler 10.000-12.000 kr. for containeren, også betale for tilslutning af el og tilslutning af kloak osv., og derfor koster det rigtig mange penge. Og det koster i øvrigt også i den sidste måned penge at få det nedtaget igen. Men generelt vil jeg bare spørge til det centrale i det, nemlig om folk skal betale, og det synes jeg ikke at de skal, når de i forvejen har problemer nok og nu så også skal til at genhuses. Men det vender vi tilbage til i udvalget.

Ordføreren.

Det er jeg enig i. Jeg opfatter det i hvert fald som naturligt, at man kigger på gennemsnitsomkostningen for den periode, der er, men jeg er ikke godt nok inde i den måde, man har tænkt sig at udføre det her på i praksis, og noget af det ligger måske også på bekendtgørelsesniveau. Så lad os få det uddybet i udvalgsbehandlingen. Det er jeg fuldstændig enig i.

Tak til ordføreren. Og så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Hans Kristian Skibby.

Fra Dansk Folkepartis side vil vi selvfølgelig også gerne takke for, at det her lovforslag endelig er blevet fremsat, og at det også er kommet til behandling i Folketinget. Vi synes også, at lovforslaget indeholder rigtig mange positive elementer, som selvfølgelig er med til at understøtte en grad af forhandlingsvilje over for de mange berørte husejere, som er kommet i klemme i forbindelse med stormen den 6. december 2013. Det er jo fornuftigt, at vi får set på, at der bliver bedre mulighed for at få tilskud til genhusning og opmagasinering af indbo, flytning og udbedring af skimmelsvampskader osv. Det synes vi i Dansk Folkeparti er ganske fint, og vi synes også, det er fint, at man på den her måde er med til at finansiere det, ved at der justeres lidt på den økonomi, som ligger bag stormflodsordningen, hvor man jo skal betale en øget afgift på 10 kr. om året via sine ejendomsskatter.

Vi har i Dansk Folkeparti et problem med den situation, der er omkring selvrisikoen, for vi mener, at de mennesker, som har de største problemer og de største udgifter i forbindelse med skader på deres ejendomme, også er dem, der står med de allerstørste selvrisikoudgifter forbundet med det. Det er jo sådan, at der er en ret høj selvrisiko på især fritidshuse på 13 pct. og på løsøre på 10 pct. og på almindelige helårsboliger på 8 pct. Vi synes jo, det ville være fint, hvis vi tog det her med ind i forhandlingerne om det her lovforslag og fik set på, hvad det egentlig reelt vil koste, hvis vi får sikret en langt, langt bedre selvrisikoordning, så folk ikke skal stå med så store udgifter, som det ser ud til at de gør i nogle af de her konkrete tilfælde, som vi jo stadig væk kan se komme, og hvor folk har store skader på deres ejendomme. Det håber jeg selvfølgelig også at regeringen og ikke mindst ministeren vil se på med forhandlingsvilje. Det er i hvert fald noget, Dansk Folkeparti gerne være med til både at forhandle om og finansiere. Vi synes, at der skal være en form for fornuftig solidarisk handling her, og det er der altså ikke, når folk kan opleve en selvrisiko på eksempelvis over 100.000 kr.

Vi kigger jo på de udtalelser, der f.eks. tidligere har været fra ministeren om hele stormflodssagen, og de har lydt, at det så vidt muligt skulle kunne sidestilles med en almindelig forsikringsbetaling. Det er jo sådan, at når vi kigger på vores forsikringspolicer i vores egne ejendomme, kan vi se, hvad det er for en selvrisiko, vi skal betale. Det står i vores individuelle forsikringspolicer. Der er det altså ikke rimeligt, at der er nogle grundejere og ejendomsejere her, som kommer til at stå med en urimelig stor økonomisk byrde. Det synes vi også at vi skal have med ind i lovarbejdet.

Men vi er positive over for det, der ligger. Vi vil gerne gøre det endnu bedre, men det må så komme an på den forhandling, der må komme i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget her efterfølgende.

Tak til ordføreren. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Ida Auken. Undskyld, undskyld, nej, det er det ikke, det er den radikale ordfører, fru Ida Auken.

Det er i orden. Man skulle tro, det var indstuderet i dagens anledning, men jeg tager det på mig, for sådan er det. Det har omkostninger at træffe nye politiske valg.

I forhold til den dagsorden, vi snakker om nu, handler det jo om, at vi har et forandret klima, vi har nogle større nedbørsmængder, nogle kraftigere storme. Vi har et samfund, som er mere udsat på grund af de voldsomme klimaforandringer, der nogle gange kommer til udtryk, som vi så det med stormen Bodil i december måned. Regeringen har jo gjort mange ting på det her område. Vi har bl.a. sørget for, at alle kommuner skal have klimatilpasningsplaner, som sikrer, at man kan undgå de hændelser, der er normale – dem, man kan regne ud vil komme inden for en 10-20-årig horisont. Men de helt store katastrofehændelser er det svært at gå ud og sikre sig imod uden dermed at gå ud og bruge voldsomt mange af samfundets penge på at overbeskytte sig. Derfor har vi også en stormflodsordning, som kan træde ind de steder, hvor katastroferne rammer og vi har svært ved at dække os ind på forhånd.

Vi så jo, hvordan de her meget store ødelæggelser ramte Danmark i december måned. Der var meget voldsomme billeder af folk, der sejlede rundt i deres sommerhusområder eller deres villakvarterer, og vi kender alle sammen den menneskelige smerte, det er, når ens ting bliver ødelagt og man må forlade sin bolig. Så det har selvfølgelig gjort indtryk på os alle sammen, og derfor er jeg da også glad for opbakningen til regeringens forslag om at ændre på stormflodsordningen.

Lovforslaget indeholder konkret, at der bliver udmålt højere erstatninger for skader på fast ejendom og dækning for udgifter til udbedring af skimmelsvampskader og omkostninger til genhusning, flytning og opmagasinering på op til 12.000 kr. om måneden. Derudover har lovforslaget til formål at justere ordningens økonomi som følge af de foreslåede udvidelser. Og så er der en ændret praksis i brugen af afskrivninger på fast ejendom.

Jeg synes, det er vigtigt at huske, at det her er en solidarisk ordning, som gør, at vi i stedet for at lade nogle mennesker i stikken med meget, meget store regninger siger, at vi som samfund alle sammen vil give en lille bid mere for at hjælpe dem, der bliver rigtig hårdt ramt. Derfor synes vi fra Det Radikale Venstres side, at det er en rigtig god idé med den her udvidelse af stormflodsordningen, og vi kan støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Damgaard Larsen.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge den radikale ordfører, om Det Radikale Venstre internt i regeringen vil arbejde for, at den helt urimelige selvrisiko, som vi her har med at gøre, bliver ændret i lovforslaget, således at det følger almindelige forsikringsbetingelsers risikoopbygning, som vi tidligere har været inde på. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er, at der er nogle meget kraftige afskrivninger og nedskrivninger på løsøre, som også rammer rigtig voldsomt for mange, mange familier, oven i at man skal betale den store selvrisiko. Vil Det Radikale Venstre også arbejde for, at disse afskrivningsregler bliver ændret, således at de følger almindelige forsikringsselskabers afskrivningsregler?

Det allersidste er, om man i det hele taget vil ændre lovforslaget i retning af, at det er almindelige forsikringsbetingelser, der kommer til at gælde, for her har vi altså et lovforslag, der stiller de berørte langt, langt ringere, end hvis deres hus var brændt ned på grund af en tændt juledekoration, og det virker jo ret urimeligt.

Ordføreren.

For Det Radikale Venstre handler det om, at tingene balancerer, og vi skal huske, at der jo er en regning i den anden ende, hvis man udvider ordningen på nogen som helst områder. Det er jo meget belejligt for Venstre at stå i dag og sige: Lad os udvide her og der og ikke sige, hvor pengene skal komme fra, og så samtidig have et princip om, at det ikke må blive dyrere at være dansker.

Så jeg kunne sende spørgsmålet tilbage til hr. Flemming Damgaard Larsen: Hvis vi skal udvide den her ordning, vil Venstre så gøre det dyrere at være dansker og hæve stormflodsordningen yderligere? Og hvor meget synes man det er rimeligt at hæve stormflodsordningen med, hvis man skal udvide den med de ting, som hr. Flemming Damgaard Larsen ønsker sig?

Flemming Damgaard Larsen.

Nu er det jo således, at reglerne tilsiger, at det kan jeg ikke svare på. Det er ikke ordføreren, der kan stille spørgsmål til folketingsmedlemmerne.

Jeg fik ikke noget svar på de spørgsmål, jeg stillede, og jeg vil godt have, at ordføreren forholder sig helt præcist til, om ikke ordføreren kan se, at det er helt urimeligt, at man her bliver stillet langt, langt ringere, end hvis det havde været en juledekoration, der havde tændt ild i huset, og det var brændt ned. Her er det en naturkatastrofe, hvor man ikke selv kan gøre noget for at undgå det. Ved en juledekoration kunne man måske have taget nogle forholdsregler, og hvis det så endelig var en juledekoration, var det en helt anden selvrisiko, der var inde i billedet end det, vi ser her. Synes ordføreren ikke, at det er helt urimeligt?

Ordføreren.

Det var faktisk et svar på spørgsmålet, fordi når regeringen fremlægger en model, der ser sådan her ud, er det, fordi vi mener, at det er den balancerede løsning, hvor vi ikke skal ud og bede stort set alle danskere om at betale flere penge, gøre det dyrere at være dansker, men finder en balanceret ordning, hvor alt ikke bliver dækket ind, men hvor man også har en vis selvrisiko. Så det er jo svaret på spørgsmålet, nemlig at umiddelbart synes vi, at det her er det rigtige sted. Vi er altid åbne for at diskutere ting i forhandlingerne, men det må jo være relevant for folk derude, der ser den her debat, at vide, hvor meget Venstre synes at vi skal hæve stormflodsordningen med, når Venstre nu ønsker en udvidet selvrisiko og ønsker, at man ikke skal betale noget som helst selv. Altså er det 80 kr. mere, hver enkelt dansker kan betale for den her stormflodsordning, som Venstre ønsker sig? Det kunne jeg godt tænke mig et svar på.

Tak til den radikale ordfører. Og så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, hr. Steen Gade.

Jeg kan forstå, at det kan være svært at følge med, men det er sandt, at det er SF's ordfører.

Forslaget er blevet fremsat, fordi vi havde stormflodskatastrofen i december, og man kan vel sige, at den katastrofe og dens omfang på en måde har overrasket alle. I hvert fald har den overrasket i forhold til den udformning, den eksisterende stormflodsordning har. Så man må vel sige som det første, at regeringen er kommet med et udspil, som markant forbedrer den eksisterende ordning, og det bliver gjort med tilbagevirkende kraft, hvilket betyder, at dem, der kom til at lide under stormfloden, får en bedre erstatning, end de ville have fået, hvis det her forslag ikke var kommet. Så det er det første, og det er jo sådan set det overordnet vigtige. Det er der selvfølgelig nogen der skal betale, og det er derfor, at der også er indført et øget bidrag på 10 kr. på betalingen fra alle danskere, hvilket betyder, at vi sådan set skal bidrage noget mere for at have sådan en ordning, der gælder for os alle.

Når jeg så kigger på selve forslaget, har jeg, i forlængelse af at man altså ikke må glemme, at det er en forbedring – det handler om genhusning, det handler om opmagasinering, det handler om flytning, og det handler også om skimmelsvamp – lyst til at sige, at jeg synes, at det omfang, som den stormflod havde, bør få os til at kigge det lidt grundigt efter. Er den rigtige balance nu fundet? Er der nogle huller her, som vi burde kigge på? Det er jeg indstillet på at vi undersøger i udvalgsarbejdet, og jeg er indstillet på, at vi får stillet de spørgsmål og får de ting belyst, som også er rejst fra lodsejeres side. Nogle af sagerne er også rejst her i salen tidligere i debatten. Så det er jeg indstillet på at vi kigger stille og roligt på for at se, om balancen er rimelig.

Så vil jeg tilføje noget, som andre ikke har været inde på. Vi må jo se i øjnene, at det her sådan set er en advarsel om en virkelighed, som kom til udtryk i december, og det er noget, vi vil opleve oftere og oftere i de kommende år. De Radikales ordfører var inde på det før. En del af de ting, som handler om klimatilpasning og risiko ved ekstremt vejr, skal jo håndteres, ved at kommunerne påtager sig et ansvar, og at en lang række offentlige institutioner påtager sig et ansvar. Men hvis vi kigger 10-15 år frem, må vi konstatere, at vi ikke undgår lignende situationer. Derfor er man også nødt til at tage i betragtning, at det, vi har lavet her, måske ikke er særlig fremtidssikret. Jeg vil gerne i udvalgsarbejdet bidrage til, at vi får kigget lidt mere på det i forhold til fremtidssikring.

Er det f.eks. rimeligt, at folk ikke kan få udbetalt det beløb, som de har fået ret til at få til at genopbygge deres hus, hvis de nu har besluttet sig for, at der ikke mere skal bygges hus på det sted? Hvorfor kan de ikke få de penge, så de måske kunne få et sommerhus et andet sted, da det nuværende sted ikke egner sig til at bygge et sommerhus på, fordi der ikke er sikkerhed i fremtiden? Jeg synes, det kunne gøre det mere fremadrettet og fremtidsrettet at kigge lidt mere ind i det, som jo er realiteten her, nemlig at det også handler om klimatilpasning.

Med de her bidrag vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at vi får et godt udvalgsarbejde, og for at vi får vedtaget et lovforslag, der er lidt mere fremsynet end det, der ligger her, og at vi også benytter det som startskud til at få tænkt kommunale indsatser sammen med en ordning. Men vi bør også se på, at lodsejere jo også har en forpligtelse til selv at bruge penge på at lave nogle kystsikringer osv., f.eks. omkring deres sommerhuse. Vi kan ikke løse det hele, via at alle andre skal betale.

Tak til SF's ordfører. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Stine Brix.

Tak for det. Først vil jeg til at starte med sige til SF's ordfører, at jeg synes, at det var en udmærket pointe at prøve at kigge på, hvordan man også kan understøtte, at den enkelte kan tage stilling til, om det er det rigtige sted at have et hus i fremtiden, altså prøve at understøtte en sådan proces.

Men ellers vil jeg starte fra toppen med at sige, at vi fra Enhedslistens side synes, det er rigtig godt, at regeringen og ministeren har taget fat, og at man også har taget fat med tilbagevirkende kraft, sådan at de mennesker, der står med et konkret problem her og nu efter stormfloden i starten af december, også kan få glæde af de ændringer, der kommer. Flere har jo været inde på, hvad lovforslaget indeholder, nemlig at man kan få hjælp til f.eks. genhusning, opmagasinering og flytning; at man også kan få erstatning, hvis man bliver udsat for skimmelsvamp som følge af en stormflod. Og det er også rigtig positivt, at det nu understreges, at opgørelse af skader på ejendommen skal ske på samme måde, som vi i øvrigt kender det, så man ikke får en væsentlig lavere forsikringssum efter en stormflod.

Vi har jo her i debatten hørt fra flere, at der er en række problemstillinger, bl.a. i forhold til selvrisikoen, og det er også et af de punkter, vi gerne vil være med til at kigge noget mere på. Tilbage i 2010, hvor loven også var til behandling, var det jo en af de ting, som vi prøvede at fremhæve, nemlig at f.eks. det, at selvrisikoen løbende stiger, kan give nogle problemer, hvis man er i en situation, hvor man ikke har nogen reel mulighed for at sikre sig, eller hvis ejendommen ligger et sted, hvor det slet ikke er muligt at forudse, at der kommer en stormflod.

Jeg er også enig med De Radikales ordfører i, at det i så fald kræver, at vi diskuterer en finansiering af ordningen, og der mangler jeg nok lidt nogle svar. Men det må vi jo prøve at komme nærmere i udvalgsarbejdet. Jeg kan sige, at vi fra Enhedslisten side sådan set gerne vil være med til at kigge på at hæve betalingen yderligere. Hvor meget der skal til, og hvor langt vi kan komme, er jo det, vi må have noget hjælp til at regne på, men det kunne være interessant at høre, hvor langt vi kunne komme ved at hæve prisen med 10 eller 20 kr. yderligere, altså om vi kunne få bragt selvrisikoen yderligere ned, og om vi kunne gøre det især for dem, som ikke har nogen mulighed for at forebygge stormflod.

For mig er det rigtig vigtigt, at når man bliver ramt af en katastrofe, som vi jo må sige der er tale om her, så skal man kunne være sikker på, at der er nogle, der står bag og hjælper. Altså, det er jo virkelig der, hvor man har brug for et fællesskab, som kan hjælpe en igennem en sådan svær situation, og derfor bliver vi også nødt til at se på, at enkeltfamilier ikke bærer en uforholdsmæssig stor del af regningen selv, som tvinger dem til at sælge deres hus eller lade det gå på tvangsauktion. Så vi vil også meget gerne deltage i den videre debat, også om, hvordan man kunne kigge på selvrisikoen.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Hans Christian Schmidt.

Tak for det. Og også tak til ordføreren. Jeg vil bare spørge ordføreren helt generelt, om ordføreren er enig i, at sådan en ordning her bør være på forsikringslignende vilkår, sådan at hvis der sker det, at en forsikring ikke længere dækker på grund af en naturkatastrofe, så vil det være sådan, når man anvender den her ordning, at den er så tæt på forsikringslignende vilkår som muligt. Og her taler jeg selvfølgelig om alle forhold.

Det andet, jeg vil spørge ordføreren om, er, om ordføreren er enig i, at man jo godt kan lade staten – hvis Folketinget ønsker det – komme med et større udlæg. Så vil det bare tage nogle flere år, før det er tilbagebetalt. Altså, når man på den her måde kommer med et udlæg og man lader afgiften eller gebyret stige – og det kan vi sagtens være med til – så kunne man godt have valgt i stedet at sige: Nej, vi kommer bare med et udlæg, men i øvrigt trækker vi det over nogle flere år, for så tager det lidt længere tid, før det er tilbagebetalt.

Ordføreren.

Jamen selvfølgelig er der flere modeller for den måde, man kan lave en finansiering på, og vi vil meget gerne diskutere med Folketingets øvrige partier, hvad der kunne være den bedste, og hvad der kan opnås enighed om. Og det er ikke sådan, at vi ligger fast på én model. Jeg synes sådan set bare, det var meget fraværende i den her debat, hvordan man ønskede at finansiere en lavere selvrisiko. Og det mener jeg vi skylder at tale om, for det koster jo selvfølgelig nogle penge.

Men det er ét bud; man kunne også gøre det på andre måder. Det anerkender jeg fuldt ud. Man kunne sikkert også gøre det på en tredje måde. Men det vil vi gerne diskutere. Og præcis hvordan vilkårene skal være, præcis hvordan det skal skrues sammen – om det skal være forsikringslignende, som ordføreren siger – er noget, vi må tage i udvalget. Der er rigtig mange forhold, der gør sig gældende, så det kan jeg ikke svare fuldstændigt på her.

Hans Christian Schmidt.

Tak for svarene, som jeg i øvrigt synes er positive. Jeg vil lige spørge ordføreren om en enkelt ting, som debatten har drejet sig en del om i dag – også andre ordførere har været inde på det: Hvad er ordførerens holdning til, at man pålægger en familie at betale den første måneds genhusning, som jo er langt den dyreste?

Ordføreren.

Ja, det er rigtigt. Det glemte jeg at kommentere, og det er klart, at det også er en af de ting, vi synes det er relevant at se nærmere på. Det er klart, at det jo netop er i den første måned, man står i en krise og befinder sig en katastrofesituation, og jeg mener godt, vi kan gå ind og diskutere, om man også kan gøre noget dér. Men igen bliver vi jo også nødt til at diskutere, hvordan vi så finansierer det. Og det vil vi selvfølgelig også gerne være med til.

Hr. Flemming Damgaard Larsen har den næste korte bemærkning.

Tak for det. Der er jo flere elementer, som den enkelte familie bliver ramt af. Det ene er selvrisikoen, den er meget væsentlig, og det har vi været inde på flere gange her i debatten. Det andet er udgiften til genhusning i den første måned. Det har vi også været inde på. Men så er der også et tredje element, som tynger rigtig mange familier, og det er den nedskrivning, der sker af indboet. Der er rigtig mange familier, der bliver ramt rigtig hårdt, fordi de i Stormrådet har nogle andre afskrivningsprocenter, end man har i forsikringsselskaber i almindelighed.

Jeg vil bare nævne et eksempel, som jeg sådan lige umiddelbart kan huske: Hvis man har et tæppe, der er over 10 år gammelt, er der 0 kr. i erstatning. Da jeg var ude og besøge en række familier i Jyllingeområdet og i Frederikssund, gik jeg hjem og så på mine tæpper, de er alle sammen over 10 år gamle, og det vil sige, at jeg ikke ville kunne få en krone for dem. Og sådan kan man tage ting efter ting i indboet, hvor man er langt ringere stillet, hvis man står med Stormrådets regler frem for forsikringsselskabernes regler.

Det, jeg godt vil spørge ordføreren om, er: Vil Enhedslisten være med til at sikre, at vi også, når det gælder indboet og løsøret, ser på, at der skal være det samme niveau, som forsikringsselskabernes afskrivningsregler er på?

Ordføreren.

Vi vil gerne være med til at diskutere alle forhold i den her ordning. Men jeg vil gerne sige klart, at det, der er vores førsteprioritet, når vi skal tale om det i udvalget, er at sikre en lavere selvrisiko. Så må vi jo se, hvor langt vi kan komme, men lad os tale om det. En forudsætning for, at vi kan lykkes med at komme videre end det her udmærkede lovforslag, der ligger, er jo, at vi kan finde et flertal, der kan blive enige om nogle ting. Det må vi jo se på.

Flemming Damgaard Larsen.

Skal det forstås således – for det synes jeg er meget positivt – at Enhedslisten vil se på generelt, om det skal være almindelige forsikringsvilkår, der skal være gældende, frem for de her særordninger, som ligger i Stormrådet? Som jeg har nævnt nogle gange, er det lidt mærkeligt, at hvis det er en juledekoration, der er skyld i, at huset brænder ned og ikke længere kan bebos, så er man langt bedre dækket ind, end hvis det er på grund af en stormflod. Så vil Enhedslisten være med til at se på, om vi kan lave det således, at det er almindelige forsikringsvilkår, der gælder?

Ordføreren.

Det spurgte spørgerens kollega jo også om lige før, hvortil jeg svarede, at vi selvfølgelig gerne vil være med til at diskutere det. Men udgangspunktet er jo, at det er en katastrofeordning. Der er nogle helt klare problemer ved det, og vi må prøve at kigge på, hvor langt vi kan komme. Præcis hvor vi så ender henne, altså hvordan ordningen ender med at se ud, synes jeg er meget vanskeligt at forudsige.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så går vi til Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen.

Baggrunden for det her lovforslag er de skader, som stormen Bodil forvoldte den 6. december i Jyllinge- og Frederikssundområdet.

Jeg vil starte med at sige, at vi i Liberal Alliance er positive over for det her lovforslag, og man fornemmer jo også på debatten her i dag, at der er et arbejde, der venter forude i udvalget.

Det kan altid diskuteres, om lovforslaget skulle være skruet sammen på en anden måde, om staten skulle have haft et større udlæg, end tilfældet er, sådan at man var sluppet for at hæve gebyret på brandforsikringerne, men det er jo en diskussion, vi kan tage i udvalget. Og det er sådan set det, der står tilbage her i dag.

Det er jo glædeligt, at der er bred enighed om, at vi skal få hjulpet de mennesker, som har været udsat for den her naturkatastrofe, og så må vi jo tage resten af diskussionen i udvalget. Jeg fornemmer også, at vi når til enighed på de områder, hvor der på nuværende tidspunkt er uenighed.

Tak til ordføreren. Så går vi til den konservative ordfører, hr. Brian Mikkelsen.

Myndighederne svigtede den 6. december. Myndighederne svigtede både lokalt og nationalt. Det må man jo konstatere i forhold til de hjælpeaktioner, der var i gang lokalt, og i forhold til nationale myndigheders indsats. Efterfølgende, efter at danskerne så de forfærdelige, tragiske billeder med oversvømmelser den 6. december efter Bodils hærgen rundtomkring, specielt på Sjælland, kan man jo konstatere, at myndighederne er kommet i sving, både lokalt, efter et langt optræk, men også nationalt i form af eksempelvis forslaget her fra erhvervs- og vækstministerens side. Så det vil jeg godt kvittere for.

Jeg synes, det er et godt initiativ, jeg synes også, det på mange strækninger er et godt forslag. Men det var også nødvendigt, for hvad er situationen? Situationen er jo sådan, at da stormen hærgede den 6. december om aftenen og natten, havde vi en stormflodslov, som efterlod mange af de ramte på herrens mark, med en alt for rigid fortolkning af afskrivningsregler, med problematiske genhusningsregler, med en mangelfuld indsats fra lokale myndigheders side i forhold til fysisk og psykisk hjælp og med ikke opmærksomhed nok fra nationale myndigheders side, selv om det var en katastrofe for de ramte – og en fuldstændig uforskyldt katastrofe.

Man kalder det hundredårsstormen, nu må vi se med de klimaændringer, der er på vej, om der sker mere af den slags, hvilket vi selvfølgelig ikke håber på, men det er jo noget, som man som beboer i det pågældende område intet har kunnet gøre ved, og man har slet ikke noget ansvar selv for det. Men det har de lokale myndigheder jo haft et ansvar for, altså at være med til at sikre noget bedre sikring, eventuelt i samarbejde med regionale og statslige myndigheder. Men der var så ikke sikret nok, og man må så hele tiden vurdere, hvor meget man skal sikre i forhold til sådan en hundredårskatastrofe.

Når det så er sagt og man kan konstatere, at der ikke blev gjort nok i starten, kvitterer jeg her for, at der kommer et lovforslag, selv om jeg synes, der er utilstrækkeligheder i det. Vi er positive over for forslaget, vil jeg skynde mig at sige her, også at man hæver den lillebitte afgift, vi betaler til stormflodsordningen, men med de historier, der har været, og som jeg selv har fået mangfoldige af fra mennesker, der så sent som i dag har henvendt sig både telefonisk og på mail til mig, og som oplever, at selvrisikoen, fordi den er så relativt høj, som den er, betyder, at nogle af disse familier har meget svært ved at blive boende i husene, så synes jeg, man bliver nødt til at se på selvrisikoen.

Jeg har så sent som i dag fået en mail fra et pensionistægtepar, som bor i et sommerhus, og som oplever, at den store selvrisiko, som de bliver nødt til at betale, betyder, at de må overveje, om de kan blive boende, hvor de bor. Det synes jeg ikke vi som samfund kan være bekendt i sådan en uforskyldt situation. Så selvrisikoen er et af de områder, hvor jeg synes vi bliver nødt til at se på, om man kan gøre noget.

Så er der også situationen omkring hele afskrivningsproblematikken, som jeg synes er blevet håndteret meget rigidt i starten. Så er det blevet bedre, også efter den dialog, som ministeren sandsynligvis har haft med folkene bag ordningen her. Derfor er det blevet bedre. Men hvad angår nogle af de eksempler på, hvordan afskrivningsreglerne er blevet praktiseret på løsøre, i kældre og andre områder, så vil jeg sige, at jeg synes, man godt kunne kigge på, om der skulle gælde parallelregler i forhold til almindelige forsikringsprincipper, som hvis jeg f.eks. var udsat for, at der skete noget i mit eget hus.

Så med de ord og med de to spor, som jeg synes man bliver nødt til at kigge på under udvalgsbehandlingen, vil vi godt fra konservativ side tilsige vores støtte til forslaget. Men jeg synes, der er et par elementer, hvor vi skylder de folk, som er kommet i klemme på afskrivningssiden – det kan både handle om fysisk inventar, men også om løst inventar, og så på selvrisikosiden – at se på, om man kan gøre det bedre, mere retfærdigt og mere rimeligt i forhold til den forfærdelige, tragiske situation, mange af de her familier er havnet i.

Hr. Benny Engelbrecht har en kort bemærkning.

Jeg skal blot høre hr. Brian Mikkelsen som ordfører, hvad det er for nogle synspunkter, som gør sig gældende i forhold til spørgsmålet om selvrisiko. Jeg har jo noteret mig, at ordføreren fra Folketingets talerstol den 2. marts 2010, som minister på det tidspunkt – det var dengang, vi sidst behandlede et lovforslag om ændring af stormflodsloven – slog fast, at de foreslåede selvrisikoprocenter nøje afbalancerede hensynet til at sikre tilstrækkeligt incitament til forebyggelse og klimatilpasning over for hensynet til, at ordningens karakter af katastrofesikring skal bibeholdes. Så hvad er det lige præcis, der gør, at man i den her situation vurderer, at det skulle forholde sig anderledes, end da ordføreren selv indførte den nuværende lovgivning?

Ordføreren.

Forskellen er den 6. december. Det er den store forskel. Det er, at vi kan konstatere, at en masse familier blev efterladt i et tomrum og med en for nogles vedkommende uoverstigelig udfordring i forhold til at finansiere den selvrisiko.

Da vi drøftede det sidst, hvor et bredt flertal i Folketinget jo også støttede lovgivningen, havde man ikke været udsat for en sådan hændelse, og på det tidspunkt tror jeg ikke at nogen i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at det kunne gå så slemt, som det gjorde. Og der må jeg sige, at belært af erfaringen den 6. december synes jeg, at vi skal se på selvrisikoen og på, at familier ikke kommer uretmæssigt og uhensigtsmæssigt i klemme.

Benny Engelbrecht.

Jeg skal bare forstå det helt rigtigt: at hr. Brian Mikkelsen ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at man ville stå i en situation, hvor et hus kunne blive totalt oversvømmet og dermed totalt skadet, dengang man sidst behandlede et lovforslag om ændring af stormflodsloven – er det sådan, det skal forstås?

Ordføreren.

Man skal forstå det sådan, at den debat, vi havde i foråret 2010, jo illustrerede, at vi havde rettidig omhu i forhold til at sikre en fornuftig konstruktion på det tidspunkt. Jeg tror, det, der skete den 6. december om aftenen rundtomkring i forskellige, specielt sjællandske, byer, illustrerede, at der havde vi ikke et tilstrækkelig fintmasket net ude i forhold til den diskussion, vi havde, og der lærer man jo af erfaringerne. Rettidig omhu er jo så også at sige, at det skete den 6. december. Vi håber ikke, det kommer til at ske igen, at familier bliver udsat for sådan en situation, som stormen og blæsten forårsagede den aften og den nat, og der må vi i hvert fald så sikre, at de familier bliver kompenseret på en ordentlig måde, så de også kan blive boende i deres bolig og ikke må gå fra hus og hjem.

Tak til den konservative ordfører. Så er det erhvervs- og vækstministeren.

Jeg vil sige tak for de mange indlæg i debatten her til førstebehandlingen og også de mange konstruktive forslag og det engagement, der er i og omkring den her sag, for det er en vigtig sag. Jeg vil love, at vi arbejder hurtigt og direkte, for at vi hurtigst muligt kan få bragt lovgivningen på plads. Det tror jeg også der er en bred interesse i.

Men må jeg allerførst indlede med at sige, at jeg var ude at kigge på nogle af de skader, der var sket i forbindelse med stormfloden. Det er klart, at selv de bedste tv-billeder ikke kan erstatte, at man er ude og kigge på, hvor alvorligt det er – både hvad angår de voldsomme fysiske skader, der var sket, som man jo næsten ikke tror mulige, og selvfølgelig også de meget, meget ulykkelige mennesker, som vi har med at gøre, hvis liv er blevet om ikke ødelagt, så i hvert fald forstyrret for en lang periode, og som pludselig lever i en meget usikker tilstand. Det gjorde dybt indtryk. Og det er ikke sådan, at regeringen først handlede, da man så og besigtigede skaderne derude; vi handlede faktisk også før jul ved at komme med en tilkendegivelse om, at vi selvfølgelig ville fremsætte forslag, også med tilbagevirkende kraft, om, at familier kunne få kompensation for udgifter til genhusning, opmagasinering og andet. Det forslag kom vi med i håbet om, at et flertal i Folketinget ville bevilge det.

Da jeg var ude og kigge på tingene, blev jeg forelagt forskellige forholdsvis groteske eksempler, hvor mennesker kunne vise, at de havde fået en afskrivning på 50 pct. nogle steder på sådan et træhus, tror jeg det var, hvor de så kunne få dækket halvdelen af brættet – resten af brættet kunne de ikke få, det var stadig intakt, mente forsikringsselskabet – og hvor man kunne stille sig selv det spørgsmål, om de pågældende mennesker, der havde været ude at besigtige det her, havde udpræget humoristisk sans, eller om det i virkeligheden var det, de havde forestillet sig. Det viste sig desværre, at det ikke havde noget med humor at gøre, men med den skinbarlige virkelighed at gøre.

Vi bad derefter vores folk om at gå i gang med sammen med forsikringsbranchen at se på, hvad det var for nogle afskrivningsmetoder, man havde brugt. Og det viser sig, at det jo ikke er sådan, at forsikringsbranchen som sådan har gjort noget ulovligt eller forkert; de har bare fulgt den lovgivning, som lå til grund for den afskrivning, der skulle være. Men det gjorde altså, at regeringen på den baggrund meldte ud, at vi ønskede, at der skulle være de samme afskrivningsregler for bygninger i forbindelse med stormfloden som i forbindelse med øvrig forsikringsvirksomhed.

Der var en anden ting, vi også tog med. Da jeg konkret var derude, var der en herre, der henvendte sig til mig, og som kunne fortælle, at forsikringsselskaberne særskilt havde gjort opmærksom på, at man ikke ville forsikre skimmelsvamp, som følge af at der havde været stormflod. Det kan man jo sådan set godt forstå ud fra en risikobetragtning, men lige præcis fordi man har været udsat for stormflod, var det måske meget rimeligt, at man kunne få sådan en type forsikring. Derfor har vi også taget det konkrete forslag med.

Hvis vi sammenholder det med, at vi også i forbindelse med genhusningsområdet lavede en aftale med forsikringsbranchen om, at de kunne få lov til at lægge pengene ud, så ville vi komme med dem efterfølgende, sådan at man ikke ville få for stort et tab, og med, at vi oveni også har taget initiativ til – eller det har jeg gjort – at skrive til banker og realkreditinstitutter, at jeg ikke forventer, at de vil bruge en sådan anledning til at stramme op på deres kredit over for de pågældende involverede boligejere, så synes jeg faktisk, at regeringen har gjort ret meget for at sikre, at vi kunne komme de her mennesker til hjælp.

Vi har også prøvet at gøre det så hurtigt som muligt. Men vi har altså været udsat for, at vi også skulle have regelgrundlaget ordentligt på plads; det vil sige, at vi skulle vide, præcis hvad det var, vi havde med at gøre, og det her har været en omfattende skade. Så vi har gjort det så hurtigt, vi kunne.

Så forstår jeg, at der også i debatten er en diskussion om selvrisiko, der er diskussion om løsøre og andre ting, og jeg skal nok love at arbejde hurtigt og gerne konstruktivt med alle Folketingets partier om at få afklaret alle tvivlsspørgsmål med ministeriets mellemkomst.

Men må jeg ikke bare gøre mig den her lille principielle overvejelse: Det er jo ikke sådan, at vi har med en normal forsikring at gøre, for normale forsikringer vil ikke dække sådanne katastrofer. Det vil sige, at vi har med en solidarisk finansieret ordning at gøre. Alle danskere, uanset om de så bor i det højeste hus her i landet, får lov til at bidrage over deres brandforsikring med at betale til det her. Det vil der jo være en del mennesker rundtomkring i landet der vil synes er urimeligt, for hvorfor skal de egentlig det, hvis de bor på fjerde sal? Der kommer stormfloden næppe, så hvorfor skal de egentlig betale til alle de andre? Der synes vi og et bredt flertal i Folketinget så, det måske er meget rimeligt, at vi har sådan en ordning.

Det, man så har gjort ved de foregående lovændringer, man har lavet, er, at man har kigget på lovgivningen, man har lagt en række principper ind, og der må vi sige, at det ikke rækker i øjeblikket. Vi kommer til at lave lovgivning med tilbagevirkende kraft på en del områder, og vi udskriver hver gang en regning kollektivt, og som debatten er skredet frem her i salen, er det jo ikke blevet billigere fra minut til minut, har jeg konstateret. Det er det ikke. Jeg har meget sympati for, at vi skal kigge på selvrisikoen – det har jeg, jeg gør det gerne, og jeg kigger også gerne på alle forhold vedrørende løsøre og andet – men jeg synes også, at vi er nødt til at kigge på, hvad det er for en regning, vi sender til de øvrige borgere.

Jeg synes også, at vi er nødt til at kigge på, hvilken præcedens det her skaber. For det er jo ikke sådan, at hvis vi bare gør det her en gang, er det overstået med det. Næste gang det stormer, og næste gang der er oversvømmelser et eller andet sted, får det jo også retsvirkning der, og så bliver det generelt lidt dyrere for dem, der bor på tredje og fjerde sal og alle mulige andre steder rundtomkring. Det kunne også være, at der, hvad angår ganske mange af de her meget dejlige villaer lige omkring stranden, var nogle, der måske måtte have det synspunkt, at det ikke lige var folk i Brøndby Strand, der skulle betale til det. Jeg siger bare, at det kunne være et argument, man kunne gøre gældende. Derfor skal vi lige passe på med, hvor mange hundrede millioner kroner det er, vi står og udlover i øjeblikket.

Nu kommer jeg til at kigge over på et af oppositionspartierne, som i hvert fald indtil for nylig havde det princip, at det ikke skulle være dyrere at være dansker. Det er det blevet under den her debat, hvis vi skal brugerfinansiere det her. Så derfor indgår jeg gerne i en konstruktiv drøftelse, det gør jeg meget gerne, og vi har i forvejen hævet brugerbetalingen med 30-50 kr. pr. brandforsikring i øjeblikket. Men spørgsmålet er, hvor meget dyrere det skal være at være dansker, og hvordan vi i det hele taget skal fravige nogle af de hersens forsikringsprincipper. Det er altså, uanset at man har meget sympati for de gode mennesker, som det her går ud over, også noget, man er nødt til at have med i sine overvejelser som ansvarligt parti.

Så på den baggrund håber jeg på en konstruktiv drøftelse med alle Folketingets partier, for det vil jeg meget gerne have.

Der er en række korte bemærkninger, først er det hr. Flemming Damgaard Larsen.

Tak for det. Jeg forstår ikke helt ministerens tale her. Det, som ministeren er ude på, nemlig at det skal være et eller andet partipolitisk fnidderfnadder, vi skal ud i, vil jeg meget advare imod, fordi her har vi med nogle mennesker at gøre, som uforvarende, uden egen skyld, er kommet i en meget, meget slem situation, en virkelig slem situation. Jeg har besøgt rigtig mange af dem i Jyllinge, i Frederikssund, ved Skuldelev Strand, i Hyllingeriis osv., og det er altså nogle mennesker, der er i en utrolig ulykkelig situation.

Derfor handler det ikke om at stille det op, som om det nu er en strandvejsvilla, man skal til at erstatte – overhovedet ikke. Jeg har nævnt eksemplet med den gamle dame midt i Frederikssund by, langt væk fra vandet. Hendes hus er totalt ødelagt. Hun kan ikke engang se vandet fra sit hus, og alligevel er det totalt ødelagt. Hvad skulle hun have gjort osv. osv.? Og hvorfor skal hun rammes af det her? Det er altså vigtigt, at vi prøver at se på, hvad det er for en situation, de her mennesker står i, og hvordan vi som samfund, som et solidarisk samfund, kan hjælpe disse mennesker videre i livet på den ene eller den anden måde.

Jeg forstår heller ikke det, ministeren siger, nemlig at ministeren vil kigge på nogle ting. Hvad er definitionen på at kigge på? Hvad betyder det konkret? Altså, det, der er det helt store problem, er jo selvrisikoen. Hvad er det, ministeren vil der? Det andet store problem er afskrivning og nedskrivning på indbo og løsøre. Det vil ministeren også kigge på. Hvad mener ministeren helt konkret? Det vil jeg godt have et svar på.

Ministeren.

Jeg skal beklage, hvis hr. Flemming Damgaard Larsen mener, at det er noget fnidderfnadder at stå og tale om, hvilken regning det er, man udskriver til borgerne – det synes jeg ikke det er. Jeg synes, at vi som politikere i Folketinget, hvor vi tidligere har vedtaget den her lovgivning med samtlige partier og nu kommer og laver lovgivning med tilbagevirkende kraft, den her gang skal gøre os meget store anstrengelser for at ramme rigtigt.

Det er vel ikke ligegyldigt, hvilken præcedens sådan en lovgivning skaber, hvad det er for en regning, vi giver til alle forsikringstagere. Vi har, om jeg så må sige, hånden nede i lommen på alle danskere her, og derfor er der da grund til at gøre sig nogle overvejelser om, hvad det er for nogle forslag, man kommer med, og hvilken virkning det vil få økonomisk og retligt i tiden fremover, og at man ikke bare står og udskriver checks. Det kan man ikke, synes jeg. Det er det, som jeg prøver at påpege at vi har et problem med.

Så nævner hr. Flemming Damgaard Larsen, at det er noget fnidderfnadder med strandvejsvillaer og andet. Nej, det er det ikke. I det øjeblik vi går ind hele tiden og hæver kriterierne for, hvor meget man kan få, så gælder det for alle – også ved den næste storm, også ved den næste oversvømmelse. Og indtil videre har et flertal i Folketinget været enige om, at man har en selvrisiko, hvis man bor nogle udsatte steder, og det er derfor, jeg advarer imod det.

Jeg vil gerne kigge på det, og det, jeg mener med at kigge på det, er at sige, at jeg gerne vil ned at kigge på principperne, men jeg vil også gerne vide, hvad konsekvenserne er både principielt og økonomisk, i forhold til hvad det rent faktisk er, vi gør. Man kan ikke bare stille sig op og så sige, at nu vil man redde alle, fordi det er politisk opportunt i øjeblikket. Jeg synes også, at man skal tage sit ansvar med. Og jeg har ingen problemer med at forstå, at mange af de mennesker er i en svær situation. Jeg synes også, at vi er kommet dem i møde et langt stykke hen ad vejen, men vi er også nødt til at have ansvaret med her.

Flemming Damgaard Larsen.

Det er jo således, at man kan løse det. Med de krav, der bliver stillet, er det klart, at det vil koste ekstra penge. Det er helt klart. Men man kan jo løse det finansieringsmæssigt ved, som hr. Hans Christian Schmidt tidligere var inde på, at strække det ud over nogle flere år, således at statskassen lægger ud i et antal år, indtil beløbene kommer ind igen. Det er en måde at løse det på, men der findes måske også andre måder – det ved jeg ikke. Men det er bare for at sige, at der er muligheder, hvis man bare tager fantasien i brug.

Det spørgsmål, jeg lige vil stille til ministeren, er, om ministeren mener, efter at han har stået i en tv-udsendelse og lovet fuld erstatning, at det her lovforslag, som ministeren har fremsat, giver fuld erstatning, ud fra det, som ministeren har lovet i en tv-udsendelse.

Ministeren

Først til spørgsmålet, om man kan strække det ud over flere omgange. Det kan man ikke, hvis det er, at man så samtidig skaber præcedens for, at flere får erstatning også i årene fremover, for det stormer ofte i det her land, og der er ofte oversvømmelse i det her land. Hvor mange gange kan man så lige pludselig blive omfattet af det her?

Derfor er det ikke bare et spørgsmål om, at det her er en engangsudgift. Det skaber præcedens, som man vælter over på de efterfølgende år. Det gør vi allerede med hensyn til genhusning, det gør vi jo også i forhold til hele afskrivningsområdet. Så derfor har det ret store økonomiske implikationer, og det er fair nok.

Det kan man jo sige at man ønsker, men man skal hele tiden afveje det med, at man nu har udvidet brugerbetalingen fra 30 til 50 kr. pr. forsikring. Skal vi sætte det højere op, f.eks. til 60, 70, 80 kr.? Hvor højt skal det op? Og hvordan skal det ses i forhold til normale områder, hvor du har forsikringer, og hvor du selvfølgelig betaler en præmie, i forhold til hvor du bor henne? Det er det, der er princippet i det.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Tak, hr. formand. Jeg vil egentlig gerne prøve at spørge ministeren, om ministeren er enig med sin egen ordfører, hr. Benny Engelbrecht, i, at selvrisiko giver god mening, også i de eksempler, som vi oplever her. Er der god mening i, at folk, der bor 1½ km fra kysten, kan få en selvrisikoregning på over 100.000 kr.? Rent konkret, giver det god mening? Det var i hvert fald det, vi kunne forstå på erhvervsministerens partis egen ordfører, nemlig at det giver god mening med de her store selvrisikobetalinger. Det vil jeg gerne spørge ministeren om.

Ministeren står så her og lover en meget hurtig behandling af det her lovforslag. Det er vi sådan set enige i. Betyder det så også, at ministeren vil indkalde til nogle forhandlinger? Har ministeren indkaldt nogle til forhandlinger? Vi er i hvert fald ikke blevet inviteret, skal jeg hilse og sige. Vi vil selvfølgelig meget gerne være med til disse hurtige forhandlinger til gavn for de her mange berørte grundejere, så det er sådan to konkrete spørgsmål.

Ministeren.

Jeg synes ikke, det er fair at udlægge hr. Benny Engelbrechts ordførertale sådan, at han syntes, det var helt fair og rimeligt, at folk endte med at have en stor selvrisiko, hvis de boede 1½ km væk fra kysten. Problemet er bare, som jeg også tror at hr. Benny Engelbrecht understregede, at det er lidt svært for os at gå ind i behandlingen af enkeltsager. Men man kan vel sige det på den måde, at desto større selvrisiko, desto større erstatning. Det er vel det, som også er tilfældet her. Og der kan man jo sige, at fra at vi er gået fra en gennemsnitlig erstatning på omkring 50 pct., til at vi nu er kommet op omkring 100 pct. i forhold til de afskrivningsmodeller, der ellers er, så har vi med det her forslag jo i allerhøjeste grad, synes jeg, afhjulpet, om jeg så må sige, de her konkrete problemer meget, meget kraftigt. Jeg skulle mene, at de rent faktisk er blevet imødekommet.

Men det er svært for mig at gå ind i de konkrete eksempler. Der er jo også, som ordføreren sikkert også ved, masser af eksempler på huse ved kysten, hvor man kan forvente at der tit kommer oversvømmelser og andet. Hvis man så lige pludselig lemper kravene, ville det så indebære, at man giver mulighed for, at de også bliver omfattet af det? Det er jo den type af spørgsmål, man skal være bevidst om, inden man går i gang.

Hans Kristian Skibby.

Tak. Jeg vil nu stadig væk påpege, at det, der blev sagt fra Socialdemokraternes ordførers side, var, at den her selvrisiko giver god mening. Så tager jeg bare nogle af de konkrete eksempler frem, hvor der er folk, der er ramt af den her selvrisiko i ekstra omfang. Det er bl.a. folk, der bor 1½ km væk fra vandet, og som har købt en grund af Roskilde Kommune for 6 år siden, hvortil de har fået en byggetilladelse, og de har tegnet alle de forsikringer, de kunne. Så må ministeren jo have en holdning til, om det er god, sund fornuft med så høje beløb for selvrisiko. Og så savnede jeg et svar på det med den hurtige sagsbehandling af lovforslaget og med at invitere partierne.

Den sidste kommentar skal selvfølgelig være, at den her sag jo også har gjort, at mange mennesker har været nede at købe varer i de forskellige byggemarkeder. Vi ved jo, at staten i hvert fald får en stor indtægt fra moms på byggematerialer, og vi ved også, at en lang række mennesker har fået beskæftigelse på baggrund af stormen Bodil. Det giver jo også nogle afledte økonomiske konsekvenser den positive vej.

Ministeren.

Jamen jeg er bare nødt til at sige til ordføreren, at jeg nægter at stå her og sagsbehandle enkelttilfælde. Der kan være alle mulige nuancer i og omkring det, og det er muligt, at ordføreren er meget betaget af et eller andet konkret eksempel. Det kan også umiddelbart lyde vanvittigt. Sådan er det. Men jeg nægter at stå her og behandle enkelteksempler.

Så er jeg nødt til spørge, inden jeg står her og skriver checkene ud: Hvad er det, ordføreren og Dansk Folkeparti forestiller sig? Er det, at der ikke skal være nogen selvrisiko overhovedet, eller skal den sænkes med 10 pct., 20 pct., 25 pct.? Hvor meget skal der gælde? Og er Dansk Folkeparti villig til at sende regningen til alle andre danskere? For det er jo det, der sker. Inden man er færdig med at lege julemand, skal man jo lige være klar over, at det er alle mulige steder, hvor man får et girokort ind ad døren, så man skal så også lige være sig sit ansvar bevidst, næste gang man stiller sig ud og siger, at det er dyrere at være dansker, eller hvad man nu kan brokke sig over.

Jeg siger bare, at jeg synes, man skal have alle overvejelserne med i forhold til det her.

Hr. Hans Christian Schmidt for en kort bemærkning.

Jeg vil godt lige lave en forventningsafstemning, for vi er indstillet på at lave en hurtig behandling af det her lovforslag, men jeg vil også sige, at det jo kræver, at alle er indstillet på det, og også at vi får svar på alle spørgsmål, og at der er tid til forhandlingerne, for det er stadig væk førsteprioritet for os, at det bliver grundigt og seriøst. Vi håber så, at vi kan gøre det hurtigt.

Jeg må bare sige til ministeren, at hvis der foreligger nogle papirer, noget dokumentation og nogle beregninger på de udtalelser, ministeren kommer med her, nemlig hvor meget dyrere det vil blive, så vil jeg bede om, at ministeren oversender dem med det samme, for jo før vi får dem i udvalget, jo hurtigere kan vi begynde at behandle dem, og så ved vi jo også, hvad det er, vi skal stille spørgsmål til. Jeg kan forstå, at ministeren ved, at hvis man gør så og så meget, betyder det så og så mange penge, og jeg vil bare bede ministeren om at sende det over, fordi jeg kender ikke tallene for, hvor dyrt det ville blive, hvis f.eks. man brugte nedskrivningslister på en anden måde, end man gør i Stormrådet, når det gælder løsøre.

Jeg synes, at ministeren har ret i, at vi da skal kende udgifterne, men jeg håber så, at man vil sende de tal over, når nu man har dem, fordi det kræver jo, for at vi kan komme videre i debatten, at vi har de tal.

Så vil jeg bare spørge ministeren: Hvorfor var det, ministeren foreslog, at den første måned skal borgerne selv betale? Hvad var argumentet for det?

Ministeren.

Vi giver alle de oplysninger, Folketinget beder om, hvis de stiller spørgsmål om det, men jeg kan jo ikke gætte på forhånd, hvilke oplysninger det er, Venstre gerne vil have. Vi er løbende kommet med beregninger også i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget, også i forbindelse med den kontakt og den debat, der har været offentligt om, hvad omkostningerne er ved det. Det fremgår også i forhold til lovforslaget. Der vil man kunne se, hvor meget det er, vi konkret hæver brugerbetalingen med på alle brandforsikringer.

Jeg glemte faktisk spørgsmål nummer to, hvad det præcis var, men tal skal jeg nok bidrage med, undskyld.

Jamen der kommer en næste runde, så vil spørgsmålet nok dukke op.

Det var om første måneds genhusning, og hvorfor man havde valgt at sige, at den første måned skal folk selv betale. Jeg vil bare sige til ministeren, at jeg ikke gider have en konfrontation på det her. Hvis den skal komme, må den komme meget senere, for jeg har ingen interesse i det.

Men jeg vil bare sige til ministeren, at der ikke her i lovforslaget står noget om, hvad det f.eks. ville koste, hvis det var, at man gjorde nogle af de ting, som ministeren sagde lige før, hvis man f.eks. ændrede på selvrisikoen. Jeg har ikke set nogen beregninger, der viser, hvad der sker, hvis man sænker den med, jeg tror, ministerens egne ord var 25 pct. eller 50 pct., men hvis vi skal vurdere sådan noget, skal vi jo have nogle tabeller, så vi kan se det. Hvis det f.eks. er sådan, at vi mener, at for løsøre skal der bruges de samme nedskrivningstabeller, som forsikringsselskaberne bruger, skal vi jo have et overblik over, hvor meget det koster, inden vi kan diskutere, hvad vi vil eller ej.

Endelig vil jeg bare sige, at det jo er et synspunkt, man kan have, at enten skal staten stå med et udlæg, og så tror man på, at over en længere årrække får man pengene tilbage, eller også tror man, at det vil gå sådan, at der kommer flere oversvømmelser, så det vil ædes op. Det er jo trosspørgsmål, men hvis der er tal på det, vil jeg sådan set også bare gerne have, at vi får dem. Men jeg synes, at vi skal hjælpe hinanden med det, og Venstre er positivt indstillet.

Ministeren.

Det er glimrende, og jeg indgår gerne konstruktivt i også at fremlægge alle de tal og beregninger, som vi overhovedet kan finde, også med henblik på at det her kan gå hurtigt. Det siger selvfølgelig sig selv, at jo mere man udvider ordningen og udvider rettighederne, desto dyrere bliver det. Jeg siger også bare, at i det øjeblik man udvider principperne for, hvad der kan erstattes for, giver det præcedens i årene fremover, sådan at man ikke kan nøjes med det hidtil opkrævede bidrag, og det vil sige, at det bliver en permanent forhøjelse, man lægger i forhold til bidraget. Så det er bare de principper, man skal gøre sig klart. Jeg ser med stor velvilje på, hvordan vi kan få skruet det ordentligt sammen. Jeg advarer bare imod at udstede en blankocheck. Det er altså en dyr ting.

Så vil jeg sige, at grunden til, at vi ikke har første måned med, var, at der var ganske, ganske mange familier, som blev ramt af det her og også blev ramt i 3 dage og 7 dage og 10 dage og 14 dage og noget andet og klarede sig selv. Og ved en naturkatastrofe må vi sige, at ja, det er godt og det er fint, at de gør det, men hvis vi lige pludselig skal til at omfatte det forsikringsmæssigt til, at man også skal have erstatning for 7 dage og 10 dage og 15 dage, og hvad ved jeg, så bliver det her dyrt. Det er et spørgsmål om penge, og det er også et spørgsmål om, hvordan man opgør det rent administrativt. Derfor har vi ikke taget den første måned med, men gik ind og sagde, at de mennesker, som har et længerevarende genhusningsbehov, er dem, vi først og fremmest vil gå ind og hjælpe, fordi det er dem, der først og fremmest har det store slæb i forhold til det. Det er baggrunden for princippet på 1 måned.

Hr. Brian Mikkelsen for en kort bemærkning.

Så kunne man, som min gode ven, hr. Hans Christian Schmidt, siger, bare tælle den første måned med, hvis man var ramt af det. Men mit spørgsmål handler nu mere om – der er jeg for øvrigt enig med min gode kollega her – det ret og rimelige i diskussionen om selvrisiko.

I forbindelse med stormfloden den 6. december var der et beredskab, som ikke fungerede tilstrækkeligt på mange områder. Det kan der være mange forskellige årsager til. Det er man jo i gang med at evaluere, også kommunalt og også redningsmæssigt. Men vi var altså i en situation, hvor huse, sommerhuse, kolonihaver blev oversvømmet, hvor ejerne ikke kunne have gjort noget som helst selv for at forhindre den situation. I sådanne situationer må staten jo så træde til, hjælpe til, som man har gjort sammen med de lokale myndigheder, og i sidste ende har man jo så stormflodsordningen til at sikre os økonomi og kompensation i sådanne tilfælde.

Nu har regeringen så valgt at spille ud med et forslag, som vi i store træk godt kan støtte. Vi har et par problemer, som jeg også nævnte i min tale, og som flere af ordførerne her fokuserede på, omkring selvrisikoen. Så mit spørgsmål og kommentarer til ministeren handler altså om, hvad der er ret og rimeligt. Er det ikke ret og rimeligt, når man uforskyldt havner i en situation, som man intet som helst har kunnet gøre ved, at der er en selvrisiko i en mindelig forsikring? Det er jo ikke ligesom en almindelig forsikring, for der kan man lave nogle foranstaltninger mod indbrud, man kan gøre noget mere for, at det ikke brænder og alt muligt andet, bedre tætninger osv., men her kan man intet gøre ved det, og derfor er det rimeligt. Der må der være en situation, hvor jeg spørger ministeren, om det ikke er ret og rimeligt, at man ikke har en alt for høj selvrisiko, så man bliver nødt til at gå fra hus og hjem, fordi en uforskyldt hændelse som stormfloden rammer ens hus eller sommerhus den 6. december om aftenen.

Ministeren.

Jeg håber virkelig ikke og har heller ikke indtrykket af, at det er mange mennesker, der må gå fra hus og hjem på baggrund af det her. Det har jeg ikke indtryk af, men det hører jeg gerne nærmere om.

Det andet er: Hvad er ret og rimeligt, og hvad er principperne for det? Det har den tidligere regering og den tidligere udmærkede minister jo engang forholdt sig til. Man har haft en debat om det, hvor diskussionen om, at man er nødt til at have en selvrisiko på det her område, er vigtig af præventive årsager, i forhold til hvordan folk etablerer sig ude i landet. Hvis man fjerner selvrisikoen, hvad bliver så adfærden? Det er jo en debat, man har haft. Det er jo en diskussion, som har været der, og som selvfølgelig er vanskelig, og den er især vanskelig for de mennesker, det går ud over nu, for de har jo ikke etableret sig med den hensigt at spekulere i det.

Men hvis man fjerner selvrisikoen helt, hvad betyder det så? Er det ret og rimeligt at gøre det, eller hvor langt skal den ned, for at det er ret og rimeligt? Det er jo det, der er spørgsmålet. De principper diskuterer jeg gerne, men jeg advarer bare om, at det her ikke er gratis. Det er det, der er mit ærinde.

Brian Mikkelsen.

Det, der er situationen nu, er jo, at vi har en viden, som vi ikke havde på samme kvalificerede grundlag i forbindelse med tidligere debatter om det her. Derfor synes jeg, at man skylder offentligheden, ikke bare de berørte, men også andre, i tilfælde af at en sådan tragedie kommer til at ske i fremtiden, hvad vi ikke håber på, at vi politikere lærer af erfaring.

Det, der skete den 6. december, var tragisk, det var ulykkeligt. Man kunne måske have haft nogle fysiske foranstaltninger, som havde gjort, at der var sket lidt mindre, men man kunne ikke have stoppet det. Man kan ikke lave et værn omkring Danmark, nogle mure omkring Danmark, som kan stoppe en sådan stormflod, men vi kan godt indrette et forsikringssystem, så man ikke bliver fuldstændig prisgivet med hensyn til selvrisikoen, når man kan se, hvilke konsekvenser det kan få for folk. Jeg er ikke selv fortaler for, at man helt skal fjerne selvrisikoen.

Jeg synes, at det er vigtigt med en selvrisiko, også af incitamentsårsager, men spørgsmålet er her, om man har ramt den rigtige balance med selvrisikoen, når der nu kommer henvendelser i hvert fald til mig – jeg ved ikke, om de kommer til andre ordførere, det gør der jo sandsynligvis – i forhold til hvilke konsekvenser det får for folks videre både mulighed for blive i det hus eller sommerhus, men også for deres fremtidige liv. Det kan være pensionister, det kan være andre mennesker, som ikke har så mange penge at rutte med. Det er det spørgsmål, jeg stiller til erhvervsministeren.

Ministeren.

Det synes jeg er fair. Jeg diskuterer gerne, om det er den rette balance, vi har i øjeblikket. Det gør jeg. Jeg konstaterer, at tidligere har kloge mennesker debatteret det her grundigt i Folketingssalen og er i enstemmighed blevet enige om, at det i sin tid var meget fornuftigt. Nu er det så ikke fornuftigt længere, forstår jeg, men bevares, sådan kan vi blive klogere, som der også bliver sagt.

Jeg siger bare, at vi også er nødt til at tage den diskussion med ind, nemlig at dem, der tager risikoen her, jo er alle landets forsikringstagere og ikke den enkelte, som etablerer sig ude i det åbne land, og i hvilket omfang vi ønsker at fjerne risiko fra det menneske, som i næste uge har tænkt sig at bygge i nærheden af et eller andet skønt havbliksted, hvis man ellers må i forhold til planloven, og i forhold til hvad det er for en regning, vi skal påføre fremtidige forsikringstagere. Det er et godt spørgsmål, og det snit er jo formentlig ikke sådan et universelt, guddommeligt snit, som er blevet lagt, men det er vel noget, som man kommer til at skulle forholde sig til hele tiden. Jeg vil bare gerne have det med, inden vi udskriver regninger i forhold til det, fordi det er et væsentligt kriterie.

Tak til ministeren. Hr. Hans Christian Schmidt har bedt om ordet som led i en anden runde.

Nu er det jo sådan, at man kan stille ministeren to spørgsmål, og så er det det, og derfor er den eneste mulighed, man så har for at stille flere, at tage ordet i en anden runde, og det vil jeg gøre her. Det, jeg bare vil sige til ministeren, for at vi i hvert fald kan fremskynde processen, er, at når vi diskuterer den første måned ved genhusning, vil jeg gerne bede ministeren prøve at lave et forslag, der går ud på at sige, at hvis man bliver genhuset længere end 1 måned, så tæller den første måned med. Ministeren kan jo have ret i det med, om det er 3 dage eller 4 dage, hvor man boede et andet sted, og hvad det er for noget, men det kunne være interessant at få at vide, at hvis det var efter, altså hvis man har været i genhusning længere end 1 måned, så udløser det også, at den første måned tæller med. Så det forslag vil jeg bare gerne have at ministeren prøvede at oversende.

Så vil jeg allerede nu varsle, for det er en fair måde at arbejde på, og jeg oplever i grunden også ministeren være imødekommende, at vi gerne vil prøve at få undersøgt i ministeriet, hvordan de her ting ville være, hvis det var på mere forsikringslignende vilkår. Man kan faktisk tage det på samme måde som det, ministeren skriver i sit eget lovforslag, altså at man har undersøgt, om det er sådan, at den samme praksis bruges i loven her som ved almindelige forsikringsordninger, når det gælder bygninger og bygningsdele, og der vil vi bare gerne have undersøgt, om det også gælder, eller hvad forskellen er, når vi f.eks. taler om det, som har fyldt meget i dag, selvrisiko eller løsøre, sådan at vi prøver at få stillet op, hvad forskellen er. Det var kun det, jeg ville varsle allerede nu, for så har vi i hvert fald på et tidligt tidspunkt sagt, hvad det er for nogle ting, vi i hvert fald gerne vil have undersøgt.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.