Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 133:

Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love. (Gennemførelse af kreditinstitut- og kapitalkravsdirektiv (CRD IV) og ændringer som følge af den tilhørende forordning (CRR) samt lovgivning vedrørende SIFIer m.v.).

Af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen).

(Fremsættelse 07.02.2014).

Lovforslaget vedrører gennemførelse af kreditinstitut- og kapitalkravsdirektivet og ændringer som følge af den tilhørende forordning samt lovgivning vedrørende systemisk vigtige finansielle institutter – hvad det så end er.

Værsgo til Venstres ordfører, hr. Kim Andersen.

Tak for det. Med dette meget omfattende og detaljerede lovforslag indføres en række stramninger og reguleringer af den finansielle sektor. Forslaget ligger i forlængelse af de initiativer, der er taget i EU-regi for at polstre den finansielle sektor. Mange af de stramninger er desuden i tråd med Baselkomiteens anbefalinger, dvs. det, man i daglig tale kalder Basel III. Endelig indfører lovforslaget en række af de stramninger, som blev aftalt mellem regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i forbindelse med vedtagelsen af det, vi kalder bankpakke VI.

Forslaget indeholder dels en række generelle ændringer, som gælder for alle finansielle virksomheder, dels en række ændringer, som berører de systemisk vigtige finansielle institutter, de såkaldte SIFI'er. Så hr. formand, her var forklaringen.

En væsentlig del af lovforslaget udgør nye krav til virksomheder, der ansøger om at udøve virksomhed som kreditinstitut eller fondsmæglerselskab. Det foreslås, at medlemmer af ansøgervirksomhedernes bestyrelser fremover skal leve op til nye krav om hæderlighed, integritet og uafhængighed. Det er også et krav, at bestyrelsesmedlemmerne har de fornødne ressourcer til at besidde bestyrelseshvervet. Desuden lægger forslaget op til, at ansøgervirksomheder fremover skal oplyse identiteten på de 20 største aktionærer. Endvidere skal ansøgninger om at drive finansiel virksomhed indeholde en driftsplan med en beskrivelse af de påtænkte forretninger.

En anden væsentlig del af lovforslaget går ud på at tilpasse de danske regler om kapitalkrav til reglerne i EU. Mere specifikt skal dansk lovgivning stemme overens med reglerne i kapitalkravsforordningen, CRR, og kapitalkravsdirektivet, CRD IV. Man lægger således op til, at danske regler ikke må være strengere end de generelle regler i EU. Det er et synspunkt, vi i Venstre har gjort gældende, og som vi har argumenteret kraftigt for. Vi har tidligere gjort opmærksom på, at Danmark har haft en tendens til at overimplementere EU-lovgivning, og derfor vil vi gerne kvittere for, at man her er begyndt at se sig lidt mere over skulderen. I mange tilfælde vil man da opdage, at også vores nabolande tolker reglerne anderledes og implementer mindre strenge krav. Vi skulle med dette forslag have lært en smule af dem.

Vi er af samme årsag også positive over for, at der bl.a. lægges op til en tilpasning af de danske regler til EU's regler om startkapital. Det indebærer nemlig, at kravene ændres fra 8 mio. euro til 5 mio. euro. Selvfølgelig skal vi finde en balance, hvor vi regulerer hensigtsmæssigt uden at gøre det for svært at starte nye virksomheder. Det gælder også finansielle virksomheder.

En anden del af de ændrede regler om startkapital er, at der her indføres et nyt krav om oprettelse af en kontracyklisk kapitalbuffer. Kravet indebærer, at finansielle virksomheder, der er omfattet af CRD IV-direktivet, skal være ansvarlige for at opbygge en sådan buffer i vækstperioder.

Med forslaget indføres også en række krav til nogle interne ordninger i de finansielle virksomheder, som skal bidrage til at øge virksomhedernes sikkerhed og følgelig en mere generel sikkerhed på de finansielle markeder. Der indføres krav om etablering af nominerings- og risikoudvalg i finansielle virksomheder, som er børsnoterede eller har mere end 1.000 ansatte. Endvidere indføres krav om whistleblowerordninger i finansielle virksomheder. Det er en praksis, som kun få finansielle virksomheder benytter sig af i dag, men som vi ønsker at udbrede til sektoren generelt.

Med hensyn til den del af lovforslaget, der omfatter de systemisk vigtige finansielle institutter, etableres der med lovforslaget nogle klare retningslinjer for, hvordan man kategoriserer systemisk vigtige finansielle institutter. Helt konkret fastsættes der tre kvantitative indikatorer for, hvad der kendetegner SIFI'er.

For det første ser man på instituttets balance i procent af bruttonationalproduktet, for det andet ser man på instituttets udlån i procent af penge- og realkreditinstitutternes samlede udlån i Danmark, og endelig ser man på instituttets indlån i procent af pengeinstitutternes samlede indlån i Danmark. Derudover indfører man også en grænse for, hvor mange bestyrelsesposter og direktionsposter SIFI-bestyrelsesmedlemmer har lov til at varetage. Det vil således fremadrettet kun være tilladt at sidde i fire bestyrelser, medmindre man er direktør. Er man det, vil det kun være tilladt at sidde i to bestyrelser.

En anden vigtig del af lovforslaget omhandler organiseringen og styringen af Finanstilsynet. Tilsynet har fået styrket sine kompetencer og beføjelser. Det har vi gjort for at sikre en effektiv og velfungerende tilsynsvirksomhed, men med det øgede ansvar, der ligger i Finanstilsynet, er det selvfølgelig også vigtigt, at tilsynet har en stærk og effektiv organisation. Af den grund har vi fra Venstres side lagt vægt på, at vi får en omorganisering, hvor der oprettes en ny bestyrelse for Finanstilsynet. Den bestyrelse vil desuden overtage en række af de opgaver, der i dag ligger under Det Finansielle Råd, som derfor foreslås nedlagt.

Som nævnt ligger dette lovforslag i forlængelse af aftalen om bankpakke VI, som Venstre i sin tid var med til at indgå. Desuden er det hensigten med lovforslaget at implementere EU's bankdirektiv, og det bakker vi fra Venstres side naturligvis op om, og jeg kan derfor tilsige lovforslaget Venstres velvillige behandling i udvalgsprocessen. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Der er jo ingen tvivl om, at der er forskellige stramninger i det her forslag, hvilket vi synes er godt, men mit spørgsmål går på, om det, samtidig med at vi tilslutter os nogle internationale regler – og det er rigtig fint, at vi gør det, når de er gode – så også er en god idé, at vi samtidig vedtager, at Danmark ikke må gå videre. Er det ikke det, der ligger i loven, og det, der ligger i direktivet? Altså, at vi gerne må tilslutte os de internationale regler, men samtidig skal vi acceptere, at det er forbudt for Danmark at stille yderligere krav på de her områder.

Ordføreren.

Der er næppe tvivl om, at det lå Danmark som sådan frit for at gå videre på nogle områder, men det har vi fra Venstres side ikke ønsket. Altså, vi er helt med på, at den finansielle sektor skal reguleres – ingen diskussion om det. Vi er også helt indforstået med, at vi skal lære af finanskrisen og den måde, som den finansielle sektor, også her i landet, på en lang række påviste områder rent faktisk reagerede, reagerede til ugunst for landet og for indskydere og for låntagere. Det skal vi tage højde for, men vi skal gøre det på en balanceret måde, og derfor synes vi faktisk, at det her lovforslag er udtryk for, at vi nationalt lever op til internationale krav på området, men at vi gør det på en balanceret måde, så vi ikke stiller danske finansielle virksomheder og dermed også generelt dansk erhvervsliv ringere, end man gør i landene omkring os.

Det er meget, meget vigtigt for Venstre, fordi at drive finansiel virksomhed er altså også at drive en virksomhed som enhver anden form for virksomhed, og den finansielle sektor har i et moderne samfund meget, meget stor betydning i forhold til at generere vækst og jobs, og det lægger vi meget vægt på sker.

Frank Aaen.

Tak for det. Jeg synes, at det er fint, at Venstre bare siger, at det er okay med internationale regler, og vi så samtidig frasiger os retten til at lave yderligere regler vedrørende danske realkreditinstitutter, pengeinstitutter. Det synes jeg er fint, jeg synes bare, at det er forkert.

Ordføreren. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak for hr. Frank Aaens afsluttende spørgsmål eller kommentar og så blot korrigere, for der er ikke tale om, at vi fraskriver os nogen som helst muligheder. Vi er efter nøje overvejelse og forsøg på at sætte os ind i de ting, det her drejer sig om rent substantielt, og i forhandling med regeringen nået til, at det er bedst, at vi ikke strammer skruen yderligere. Vi er med på, at der skal reguleres, og at vi skal lære af finanskrisen, men vi skal jo ikke stramme garnet så hårdt, at vi kvæler barnet – for at citere fra en gammel sang. Så vil jeg i øvrigt bare kvittere for, at hr. Frank Aaen ligesom jeg ser en helt klar forskel på Venstres og Enhedslistens politik på det her område. Det er jeg meget glad for, og det kan også være, at hr. Frank Aaen er det.

Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Benny Engelbrecht.

Siden finansmarkederne endte i kollaps, har politikere verden over diskuteret, hvordan vi mest hensigtsmæssigt kan stramme finanssektorens tøjler. Regeringen har over det seneste par år øget gennemsigtigheden, styrket tilsynet og sørget for at tilgodese borgernes krav om åbenhed, rådgivning og erstatning. Danske socialdemokrater har i årevis herhjemme og i Europa drevet indsatsen for at forhindre en ny finansiel kollaps. Det har vi gjort ved at regulere den finansielle sektor endnu mere. Det 892 siders lovforslag, som vi behandler nu, er et godt eksempel på, at vi ikke tager let på opgaven.

Det omfangsrige lovforslag, som vi behandler her i dag, og som implementerer kapitalkravsdirektiv CRD IV og bevirker en række konsekvensrettelser i dansk lovgivning som følge af kapitalkravsforordning CRR, ligger i god forlængelse af den mangeårige indsats. Overordnet set er den danske finansielle sektor i dag forholdsvis sund og stabil. Det kan vi bl.a. takke de seneste års initiativer med at regulere den finansielle sektor for. Men yderligere tiltag er helt nødvendige for at understøtte den finansielle stabilitet og mindske risikoen for kriser i fremtiden. For det er ikke til diskussion, at en stabil finansiel sektor er en grundlæggende forudsætning for vækst og arbejdspladser i Danmark.

Lovforslaget følger op på den politiske aftale, der blev indgået den 10. oktober 2013 – det, som populært kaldes for bankpakke VI – en aftale om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter, forkortet SIFI. En sådan regulering har der ikke været tidligere. For det er uomtvisteligt, at der er helt særlige risici forbundet med systemisk vigtige finansielle institutter. Årsagen er den simple, at de er så store, at kommer de i uføre, vil det have store og voldsomme negative konsekvenser for både borgere og virksomheder og for samfundsøkonomien som helhed. Derfor indfører vi skrappere krav til systemisk vigtige finansielle institutter end til andre institutter. Det skal begrænse risikoen for, at et systemisk vigtigt finansielt institut kan komme i vanskeligheder og også begrænse samfundets og statens omkostninger, hvis det alligevel skulle ske. Vi styrker med andre ord den finansielle stabilitet ved at sikre, at institutterne kan klare selv alvorlig stress.

Med lovforslaget indfører vi regler om identifikation af og krav til SIFI'er i Danmark. Det gør vi bl.a. ved at stille kontante krav om, at den finansielle sektor skal polstre sig bedre, ved at alle banker og realkreditinstitutter skal have mere kapital og højere likviditet. Vi ændrer reglerne om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut eller fondsmæglerselskab, og vi giver mulighed for at fastsætte en kontracyklisk kapitalbuffer. Samtidig begrænser vi det antal bestyrelsesposter i finansielle virksomheder, som personer samtidig kan besidde, og vi stiller krav om, at der skal etableres nominerings- og risikoudvalg, ligesom der skal oprettes en whistleblowerordning. Endelig indebærer lovforslaget, at der vil blive etableret en bestyrelse i Finanstilsynet, og derfor bliver Det Finansielle Råd nedlagt.

Den globale økonomiske krise har vist os, hvordan det går, når de liberale kræfter får frit spil og deregulerer den finansielle sektor mest muligt. Konsekvenserne har været en krise af dimensioner, der fortsat kan aflæses i antallet af tab af arbejdspladser, og som sender folk fra hus og hjem. En sådan adfærd kommer denne regering aldrig til at legitimere. Vi er bannerfører for, at vi igennem lovgivning og globale aftaler gør vores yderste for, at bankdrift bliver til en reguleret, kedelig, nuvel, men stabil forretning. Det medvirker dette lovforslag til.

Socialdemokraterne støtter lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Forslaget går jo bl.a. ud på, at der skal være en sammenhæng mellem firmaets aktiver og så, hvor meget de har udlånt. Når man tænker på udlån, skal man jo vurdere, om det er et godt udlån eller et dårligt udlån, så man skal selvfølgelig lave en eller anden form for kvalitetsvurdering af udlånene og af den risiko, man løber. Er det ikke korrekt forstået, at bankerne med det her direktiv selv må have lov til at lave en vurdering af, hvad de mener er risikable udlån, og så bruge det tal, de selv kommer frem til, til at sammenligne med, hvad de har af aktiver, og derfor i virkeligheden selv bestemmer, hvordan deres samlede risiko skal vurderes?

Ordføreren.

Når jeg kender det regime, vi har i Danmark, og Finanstilsynets aktive tilgang, så må jeg sige, at jeg ikke tror, at det er den oplevelse, som bankerne har. Tværtimod må man sige, at vi netop til stadighed også oplever kritik fra bankernes side. De oplever, at Finanstilsynet i for høj grad går ind og taler i en anden retning. Det synes jeg er sundt. Vi skal have et aktivt finanstilsyn, og når der lægges op til, at der skal laves en bestyrelse for Finanstilsynet, så er det også vigtigt at huske, at vi dermed også kommer til at stå i en situation, hvor vi reelt mindsker den finansielle sektors direkte indflydelse.

I dag sidder der i Det Finansielle Råd aktive medlemmer af den finansielle sektor med og kan bl.a. påvirke Finanstilsynet fremover, med det vil ikke være sådan, at nuværende aktive personer i den finansielle sektor kommer til at sidde i den bestyrelse, der laves. Dermed får vi en anden tilgang til det, en slankere bestyrelse, men også noget, som jeg tror kan være med til yderligere at gøre Finanstilsynet aktive og skarpe, og det er jeg rigtig glad for.

Frank Aaen.

Jo, men spørgsmålet gik jo i virkeligheden på noget andet. Når man vurderer, om en bank er sund, kan man jo gå ind at kigge på, hvad de har af udlån, og om de har lånt alle pengene til boligspekulanterne på Amager eller andre steder i København eller en bank oppe i Løkken. Hvis der er de her regler, kan banken selv vurdere, at de synes, at det er nogle rigtig gode investeringer, de har lavet i København, og så bruger de den vurdering til at stille over for deres aktiver. Det er jo det, man kan få lov til med det her. Særlig hvis man er en stor bank, kan man få lov til at lave det, der kaldes individuelle vurderinger af, hvor meget ens udlån er værd på bogen. Og det var det, der skabte finanskrisen.

Er det ikke meget betænkeligt, at der bliver lavet den ordning for bankerne med det her direktiv? Og jeg spørger igen: Er det ikke tilfældet, og er det ikke en grund til, at vi burde være imod, at det her øger risikoen, fordi bankerne selv skal vurdere værdien af deres egne udlån?

Ordføreren.

Jeg kan ikke genkende det billede, som hr. Frank Aaen tegner, men jeg er også sikker på, at vi kan få det uddybet i udvalgsarbejdet. For sandheden er jo den, at det danske finanstilsyn er temmelig aktivt, når det handler om at gå ind og vurdere bankernes balancer og bankernes egne vurderinger af hensættelser til kommende tab. Det er noget af det, som jeg har noteret mig at der har været en ret intensiv debat om.

Jeg har også noteret mig, at der i denne sag er politikere, også ordførere, som mener, at det danske finanstilsyn går alt for langt. Det synspunkt deler jeg ikke. Tværtimod synes jeg at det er ganske fornuftigt, at vi har et finanstilsyn, som er særdeles gode til at foretage kritiske vurderinger, og som med dette forslag i øvrigt også, må man sige, bliver styrket yderligere, som jeg vurderer det.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Hans Kristian Skibby for Dansk Folkeparti.

Det lovforslag, som vi her behandler, indeholder, som ordførere før har sagt, to forskellige delelementer: Dels er der CRD IV, EU's kapitalkravdirektiv, som implementerer nogle ting og sætter nogle ting i gang, dels er det samtidig en del af den bankaftale, som blev indgået i oktober sidste år.

Det er en bankaftale, som Dansk Folkeparti er med i, ligesom vi har været i de andre bankaftaler her på Christiansborg, for vi synes sådan set, at selv om man altid kan finde nogle ting, der kunne være bedre i bankpakkerne, er det omvendt utrolig vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan politisk, for at skabe tillid til den danske finansielle sektor. Det er vigtigt, at udenlandske investorer og folk, der har mange penge, også kan have en forventning om og en tiltro til, at det er sundt og godt og sikkert at investere deres kapital i Danmark. Det synes jeg faktisk at vi med al respekt alle sammen her i Folketinget kan rose os af i dag. Det er faktisk lykkedes at få Danmark relativt godt igennem de sidste 7-8 års udfordringer og ud på den gode side set i forhold til andre lande, som har været mere udfordret end det danske samfund. Men det er selvfølgelig ikke en sovepude, og det ikke noget, der gør, at vi kan sige, at vi kan hvile på laurbærrene. Vi skal selvfølgelig blive ved.

I de ting, der ligger i det her lovforslag om den politiske aftale af 10. oktober sidste år, går vi bl.a. ind og kigger på, hvordan vi sikrer de her regler om basiskapital, de risikovægtede poster og ikke mindst, om der er nogle banker, der har store eksponeringer i enkelte sektorer. Vi så bl.a., hvordan det gik med Tønder Bank, hvor der i øvrigt i over 5 år – tror jeg det var – ikke var besøg af Finanstilsynet. Så kom de på besøg og fandt ud af, at der skulle laves ekstraordinært store nedskrivninger på de lån, der var, og det betød jo så, at banken var insolvent og måtte lukke.

Derfor er vi i Dansk Folkeparti også glade for, at vi med den aftale, der ligger bag det her lovforslag, også går ind og etablerer den her bestyrelse i Finanstilsynet. Og vi er sikre på, at det vil betyde, at der vil blive absolut fokus på, at den måde, som man vil føre sit tilsyn på, vil blive skærpet – ikke bare for at være stringent, men også for at være sikker på, at de krav, man stiller, er de rimelige krav, der skal stilles. Det Finansielle Råd bliver jo så ved samme lejlighed nedlagt, men så må vi se, hvordan det kommer til at gå. Jeg håber selvfølgelig også, at ministeren vil følge op på det, hvis der skulle være nogle udfordringer, der viser sig hen ad vejen.

Men der er et sted, hvor vi i Dansk Folkeparti er lidt betænkelige, for med de her banklove fra EU med CRD IV, kapitalkravsdirektivet, kan vi jo se, at det jo senest er kommet frem, at der er nogle udfordringer set i forhold til den danske realkreditsektor. Der er vi i hvert fald betænkelige ved, hvad der kan ske også på den lange bane for de danske realkreditinstitutter set i forhold til CRD IV-kravene: Er der nogle steder, hvor vi kommer i karambolage med dem? Det er jo ikke første gang, at vi skal kriges med EU-bureaukratiet, og det bliver måske heller ikke den sidste. Men vi vil i hvert fald gerne i Dansk Folkeparti have nogle af de her ting belyst under udvalgsarbejdet set i forhold til den kritik, som der på det seneste har været af realkredittens fremtid.

På baggrund af det her er vi positivt indstillet over for lovforslaget, og vi anerkender jo også, at det langt hen ad vejen er en del af en aftale, som vi har indgået. Derfor skal det selvfølgelig også vedtages her i Folketinget. Men vi skal selvfølgelig have et godt udvalgsarbejde om det.

Hr. Frank Aaen har en kort bemærkning.

Jeg er enig med Dansk Folkeparti i, at vi internationalt skal have nogle strammere regler for kontrol med finansielle institutioner. Jeg er helt enig. Men i lyset af det, som ordføreren lige har nævnt, nemlig problemer med, at de også skal bestemme over dansk realkredit, og den debat, vi har i øjeblikket, om, at EU i virkeligheden også bestemmer over de sociale ydelser i Danmark og over, hvem der har ret til dem, synes Dansk Folkeparti så ikke, at det er betænkeligt at tilslutte sig en lovgivning og et direktiv, som gør, at det er EU, der bestemmer på området?

Det er jo det, der er problemet. Det er jo EU, der bestemmer. Vi kan ikke her i Folketinget f.eks. beslutte os for strammere regler for virksomhederne; vi kan tilsyneladende ikke bestemme, hvordan realkreditten i Danmark skal indrettes. Det er EU, der bestemmer det. Er det ikke en bekymring for Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvor godt hr. Frank Aaen hører, men jeg synes faktisk, at det også var det, jeg sagde i min ordførertale. Jeg sagde, at vi jo netop har noteret os den senere tids kritik af den risiko, der er ved, at man stiller større krav til den danske realkreditsektor. Hvad vil det få af betydning for vores realkreditsektor? Vi ved jo også, at man slås om, hvilken værdi de danske obligationer skal have, hvordan de så at sige skal rates i forhold til andre landes obligationer.

Det er altså et stort slagsmål, der ligger, og derfor sagde jeg også i min ordførertale – og jeg synes faktisk, jeg sagde det ganske præcist – at vi er betænkelige ved det, og det er nogle af de ting, vi selvfølgelig vil stille spørgsmål om i det her lovforslag, for hvis der kommer afledte konsekvenser af det, som ligger her ifølge den her aftale, er det selvfølgelig noget, som jeg mener vi også må tage på os, og det må naturligvis også være i regeringens interesse, at man holder fast i, at vi skal bevare en god og stabil realkreditsektor i Danmark.

Frank Aaen.

Det vil altså betyde, at hvis EU-direktivet og det lovforslag, vi i dag skal gennemføre, betyder, at EU får lov til at bestemme over dansk realkredit, så er Dansk Folkeparti imod? Eller stemmer man for alligevel?

Ordføreren.

Det fantastiske ved parlamentarismen i Danmark er jo, at vi har mulighed for at stille spørgsmål både mellem første og anden behandling og mellem anden og tredje behandling. Vi har også mulighed for at stille ændringsforslag. Vi har også mulighed for at kræve ting belyst. Og det er jo klart, at når der er de ting, der eksempelvis er kommet frem efter den 10. oktober, og når vi kan se, at der er en række kritikpunkter af den måde, man håndterer dansk realkredit på, så er det selvfølgelig noget, der skal undersøges i forbindelse med lovarbejdet og sagsbehandlingen af det her lovforslag. Så derfor skal vi selvfølgelig have de fakta på bordet – det siger sig selv.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Andreas Steenberg for Radikale Venstre.

Da den finansielle krise rullede, blev også danske banker ramt ganske hårdt. Der var blevet lånt ud til alt for usikre kunder, og da tabene ramte de danske banker, havde de ikke penge nok på kistebunden til at stå imod. Derfor var bankerne truede af at gå ned, gå konkurs, og det danske samfund var truet af, at der ikke ville blive lånt penge ud. Normalt i det danske samfund lader vi jo private virksomheder gå konkurs, men det kan vi ikke med de helt store banker i Danmark. Deres betydning for samfundet er nemlig så stor, at vi ikke kan lade dem gå ned. Derfor satte staten en masse milliarder på højkant i form af statsgarantier til bankerne.

Radikale Venstre mener, at banker skal drives på markedsvilkår, og vi synes ikke, det er rimeligt, at skatteborgerne skal holde for, når private virksomheder kommer i uføre. Men som sagt var det i den her situation nødvendigt, da store bankers konkurs ville have haft uoverskuelige konsekvenser. Vores opgave her efter krisen er at få lavet en ny bankregulering, så vi ikke ender i samme situation igen. Efter vores mening var en af årsagerne – det kan man også læse i den meget omfangsrige rapport, der er blevet lavet af Rangvidudvalget – til krisen for dårlig regulering og for dårligt tilsyn i 00'erne. I dag løser vi den opgave med det her lovforslag på små 900 sider.

Det primære i loven er, at alle banker vil blive mødt med kapitalkrav, så de skal sætte penge til side til at imødegå tab. De store banker i Danmark, de såkaldte SIFI-banker, vil blive mødt med højere krav end de små. Det skal sikre, at bankerne har buffer nok i deres drift til at kunne imødegå tab, hvis de skulle opstå. Som en lille, men væsentlig ekstra tilføjelse indfører loven en whistleblowerordning på det finansielle område. Vi så her i kølvandet på den finansielle krise, hvordan nogle banker og nogle medarbejdere har ageret helt og aldeles uansvarligt, og det har samfundet og alle danskere måttet rydde op i efter krisen. Derfor støtter vi varmt op om en whistleblowerordning, så medarbejdere, der har viden om ulovligheder og alt muligt andet, i sikkerhed kan viderebringe deres viden til myndighederne.

Samlet set ser Radikale Venstre den her lov som den helt afgørende opfølgning på den finansielle krise. Rigtig meget af lovgivningen stammer fra EU og viser, at EU i den her situation har taget ansvar. Vi skal huske på, at den finansielle sektor agerer på tværs af landegrænser, og derfor er der brug for lovgivning, der også går på tværs af landegrænser, og vi er rigtig glade for de direktiver, som den danske regering stod i spidsen for, da vi havde EU-formandskabet. Den finansielle krise har været ødelæggende for Danmark og danske virksomheder og jobskabelsen, vi har tabt tusinde af arbejdspladser, fordi den finansielle sektor frøs til, og med den her lov mener vi vi har skabt et reguleringsmæssigt grundlag for at få en sund og stabil finansiel sektor igen, som vil være til gavn for Danmark, og som virker. Vi støtter varmt op om lovforslaget.

Der er igen en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Ja, ellers vil der ikke komme nogen, så det er en god idé. Undskyld, formand.

Jeg bare spørge, om Det Radikale Venstre er klar over, at det her lovforslag jo på ingen måde sikrer imod, at man igen bare låner meget mere ud, end man har på kistebunden. Altså, der er ikke regler om, hvor meget man har lov til at geare sine udlån, og der er slet ikke klare regler om, hvordan man skal vurdere, om udlånene er usikre, eller om de er sikre. Banken skal selv, særlig hvis det er en stor bank, vurdere, om man synes, det er et rigtig sikkert udlån, den har til en ejendomsspekulant på Amager. Bekymrer det slet ikke Radikale Venstre, at reglen er sådan, og at den er bestemt af EU?

Ordføreren.

Finansielle kriser starter jo, ved at banker eller andre låner mere ud, end folk kan betale tilbage. Det, vi jo har set i 00'erne, er, at man har overbelånt f.eks. landbrugsjord eller ejendomme her i det københavnske og ikke været sikker på, at folk kunne betale pengene tilbage.

Den her lovgivning sikrer jo et meget stærkt tilsyn, som kan gå ind og sige: Hov, det der er altså belånt til mere, end det nok egentlig er værd. Jeg tror, de fleste banker synes, Finanstilsynet er lidt for offensive. Ud over det sikrer den her lov, at bankerne skal sætte penge tilbage, så hvis de taber penge, er det bankernes egen kapitalbuffer, der skal dække tabet, og ikke skatteborgerne, og det synes vi er meget rimeligt.

Frank Aaen.

Jo, jo, men hvis en bank nu har lånt ud for noget, der svarer til 30 gange dens egen egenkapital, så er det jo vanskeligt at forestille sig, at den har penge nok til at dække et tab, hvis de udlån, den har foretaget, er meget usikre. Det er jo det, vi har set i forbindelse med en stribe banker, både i Danmark og internationalt. Og derfor: Kan det være rigtigt, som der lægges op til med det her lovforslag – sådan forstår jeg det, det kan man også spørge ministeren om – at det skal være op til de store banker selv at vurdere, om de udlån, de har foretaget, er det værd, der står på papiret, eller om de reelt er værdiløse? For hvis ikke man kan lave en sådan vurdering ordentligt, så er det jo, vi kommer i samme situation, som vi har været i engang før, nemlig at der lånes ud for langt mere, end der er dækning for i egenkapitalen, og at det så dermed er skatteyderne, der kommer til at betale endnu en gang.

Ordføreren.

Nej, vi vil være rimelig sikre på, at skatteborgerne ikke ender med at betale her, og det er der jo to grunde til. For det første kommer bankerne til at blive bedre polstret; de kommer simpelt hen til at have flere penge, og derfor får de netop ikke lov til at geare sig så højt, som de har gjort tidligere. For det andet har vi jo et meget skrapt tilsyn, som går ind og ser på, hvad tingene er værd, som spørger, om det virkelig kan passe, at en bolig er 5 mio. kr. værd, som banken har belånt den til. Og så kan Finanstilsynet, hvis man vurderer, at den kun er 3 mio. kr. værd, tvinge banken til at lave en nedskrivning. Der foretages jo fra bankernes side rigtig mange nedskrivninger i de her år, netop fordi de har lånt ud til mere, end hvad tingene er værd, og det er jeg rigtig glad for at Finanstilsynet går ind i.

Tak til den radikale ordfører. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, hr. Steen Gade.

Tak. Forslaget her er et af de afgørende forslag, når det gælder om at få styr på hele den finansielle sektor, som vi jo har brug for at få reguleret på en betydelig bedre, mere effektiv og sikker måde end det, vi har set i fortiden.

Andre ordførere har talt om den finansielle krise. Det kunne måske være på sin plads lige at gøre opmærksom på, at det forholdsvis neutrale begreb den finansielle krise dækker over en økonomisk nedtur, som svarer til den, man havde ved det store krak i USA i 1929, når vi ser på verdensøkonomien.

Når vi ser på Danmark, sidder vi jo stadig i det her Folketing dag efter dag med efterbyrden fra den finansielle krise i Danmark, som skyldes en række finansielle institutioners uforsvarlige udlån og troen på, at prisstigningerne på jord og fast ejendom bare kunne gå én vej, nemlig op og op. Så der er brug for at rydde op, og det er jo en sag, som der kun kan ryddes op i for alvor, hvis man også ser internationalt på den. Derfor har det jo være helt nødvendigt at få EU-regulering på det her område. En hoveddel af forslaget handler jo så om at gennemføre EU's kapitalkravsdirektiv. Det mener jeg er absolut nødvendigt at gøre.

Når man så står i en situation, hvor de samme finansielle institutioner og banker, hvad det måtte være, er kommet i økonomiske vanskeligheder og skal løse dem – dem har de i høj grad fået løst, ved at staten er gået ind og har skaffet pengene midlertidigt, hvorefter de bliver betalt tilbage – skal man ikke skjule, at der i den situation jo også opstår det, at der bliver en mangel på muligheder for at låne ud til fornuftige lave renter. Og det problem har vi jo stadig i Danmark. Det vil sige, at vi stadig står i oprydningens tegn efter den økonomiske krise.

Men kapitalkravsdirektivet er en uomgængelig del at få gennemført. Og der gennemfører vi jo så EU's ordninger på det her område. Det eneste, jeg synes man måske – hvad skal man sige – kan være lidt bekymret for i den her sammenhæng, er jo, at man ikke er kommet så langt globalt, som vi burde have været. Men der kan man sige, at EU's kapitalkravsdirektiv er en god inspiration for den fortsatte diskussion om en mere omfattende global regulering.

Så implementerer man bankpakke VI, som andre har nævnt her, og som SF også har en andel i, ligesom vi også har haft en andel i oprydningen efter den tidligere regering og den økonomiske krise i det her land.

Vi indfører det her begreb med særlige systemiske banker, og den første gang, jeg hørte om systemiske banker, tænkte jeg, at det måske var noget med, at de nærmest blev nationaliseret. Det var det jo så ikke, og det går jeg heller ikke ind for. Men det betød jo, at de kom under og kommer under en særlig forpligtelse. Det er fuldstændig nødvendigt og vigtigt, at de banker, som vi er afhængige af, de banker, som vi må sige som samfund vi ikke kan lade gå ned, stiller vi nogle særlige krav til. Og det implementeres med lovforslaget her.

Så vil jeg til sidst sige, at mit parti er en stærk tilhænger af et stærkt Finanstilsyn, og jeg tror, vi skal takke et stærkt Finanstilsyns adfærd her under oprydningen for, at vi har fået nogle banker, som ikke kunne overleve, til at lukke i tide, så de ikke gik konkurs, og så rygtet ikke blev spredt ud i verden, at bankerne i Danmark går konkurs. Så hellere sige, at de bliver opkøbt, for hvis rygtet havde spredt sig, kan det jo godt være, at den danske ranking i de internationale systemer af, hvor stærk vores økonomi er, ville være ringere, end den heldigvis er.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Vi er jo i Enhedslisten fuldstændig enige med SF og andre om, at der er brug for stærkere internationale regler, og der må vi bruge de forskellige internationale samarbejdsorganer, der er, men hvad siger SF til, at vi så samtidig med, at vi laver internationale aftaler på det her område, fraskriver os muligheden for at lave skrappere regler i Danmark? Jeg spørger, fordi en stor del af krisen i Danmark f.eks. kom ved, at Danske Bank investerede i Irland, altså ting, der ikke havde noget med Danmark at gøre overhovedet, men som har påført det danske samfund milliardudgifter. Var det ikke en god idé, at vi i Danmark kunne sige f.eks. til Danske Bank: Hvis I vil spekulere ude i verden, må I gøre det for jeres egne penge og ikke for noget, der kan få konsekvens for det danske samfund?

Ordføreren.

Jeg opfatter det faktisk som to spørgsmål. Det ene er, om vi fraskriver os at kunne gøre noget mere. Det mener jeg ikke at vi gør med det her forslag. Det var det første.

Til det andet med, om vi fra Folketingets side skulle gå ned og præcist og helt detaljeret sige, hvad man ikke må, tror jeg faktisk, at det er det klogeste at sige noget om polstringen, altså hvor meget kapital og en række andre af de instrumenter, der ligger her, der skal være til rådighed.

Jeg ved ikke, hvor detaljerede vi dybest set kan være på det punkt, som hr. Frank Aaen nævner her, men vi er da efter min opfattelse i den situation, at hvis vi i de næste år oplever, at vi får brug for at skærpe nogle af reglerne, så kan vi da gøre det.

Hr. Frank Aaen.

Mit enkle spørgsmål var jo i virkeligheden, eller nu må jeg jo rette spørgsmålet, for der blev sagt, at det kan vi gøre: Er SF ikke klar over, at det her, vi implementerer, er det, vi kalder et maksimumdirektiv, som gør, at de regler, vi vedtager nu, er dem, der gælder, og at vi ikke kan lave dem om uden at spørge EU? Det er jo et grundlæggende problem. Tager jeg fejl? Kan vi lave dem om, som vi har lyst til her i Folketinget, eller skal vi spørge EU, før vi får lov til at lave dem om?

Ordføreren.

Kapitalkravsdirektivet er jo et EU-direktiv, som der ligger. Om EU vil forbyde os at have skrappere krav til kapital kan jeg ikke forestille mig, men det kunne vi jo få pindet ud i udvalget. Men lad mig så sige om det helt generelt, at det jo er meget, meget vigtigt og fornuftigt, at det her er EU-reguleret. Det er jo det, det hele handler om, nemlig at banker genforsikrer og arbejder så tæt sammen på tværs af grænser i dag, at der sådan set kun findes en regulering, der for alvor dur, og det er en international regulering. Det er jo et af de steder, hvor man kan sige, at havde vi ikke EU, så måtte vi opfinde EU.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. Frank Aaen for Enhedslisten.

Jamen der er ingen tvivl om, at der er forbedringer i det, der er vedtaget i EU, og som vi nu implementerer i dansk lovgivning, man kan sige med ført hånd, ingen tvivl om det. Men vores store problem er, at det samtidig stadfæster, at vi ikke bare kan gå videre. Og det vil jeg gerne have at ministeren kommenterer, for det har været en del af debatten undervejs: Kan vi her i Folketinget vedtage strammere regler for bankerne, de finansielle institutter, end dem, der ligger heri på de områder, der er reguleret her? Det synes jeg da er vigtigt.

Jeg mener i virkeligheden, man skal være opmærksom på, hvorfor Danmark kom i uføre i finanskrisen. Det gjorde vi af mange grunde, og de sidder mest herovre til højre i salen, men det gjorde vi jo også, fordi danske banker lånte enormt mange penge i udlandet og investerede en masse af de penge i udlandet, f.eks. Danske Bank, som lånte en masse penge i udlandet og investerede dem i Irland. De har bare tabt milliarder og atter milliarder af kroner, og dem om det, Danske Banks aktionærer om det. Men problemet var jo, at det var danske skatteydere, der kom til at bære en stor del af byrden, herunder at man har trukket alle de tab, man har haft i Irland, fra i skat bl.a. i Danmark.

Jeg synes i hvert fald, vi burde have mulighed for at kunne beslutte, at hvis det er sådan, at danske banker vil lege ude på de internationale markeder – de tabte også penge hos Lehman Brothers f.eks. – må de selv tage risikoen. Det vil sige, at de må have selvstændige selskaber og ikke på nogen måde kunne tilbageføre et underskud til Danmark. Altså, vi skal som danske skatteborgere ikke kunne belastes af, at direktøren i Danske Bank synes, det er en god idé at spekulere i udlandet. Jeg synes, det er et helt elementært krav.

Jeg vil gerne spørge: Kan vi indføre sådan en regel efter den her lov, det her direktiv, eller er vi forhindret i at gøre det? Så er det da vigtigt at tage det med i overvejelserne. Jeg siger bare igen, for at ingen skal misforstå det: Vi går ind for alle de strammere internationale regler for bankerne, som vi overhovedet kan komme i tanker om og kan få gennemført, men vi synes, det er en dum idé, at det sker på en måde, hvor vi ikke kan gå videre i reguleringen af danske banker på forskellige områder. Det opfatter vi det her direktiv, den her lov som en begrænsning af.

Så mener vi ikke, at forslaget er godt nok. Jeg har peget på par ting undervejs i spørgsmålene til de andre ordførere og skal også nok stille dem skriftligt. Jeg mener ikke, der er en ordentlig begrænsning af bankernes mulighed for at geare deres kapital. Altså, hvis man har en kapital på 1 mia. kr., kan man låne ud fra 30 mia. kr., 40 mia. kr., og så er der jo ikke nogen sammenhæng mellem den risiko, banken tager, og den kapital, den har til at stå imod med og betale med, hvis det går galt. Så er det, vi igen ender tilbage ved, at det er skatteyderne, der kommer til at betale. Det er et af problemerne, som jeg synes er meget stort.

Et andet problem er, at de store banker har lov til at lave deres egen individuelle vurdering af deres eget udlån. Altså, der burde det som minimum være Finanstilsynet, der går ind og siger: Hov, er et lån til en boligspekulant på Amager de penge værd, som lånet står til i bøgerne, eller er det i virkeligheden værdiløst? Der er så lavet et system – og det er meget indviklet og meget kompliceret, så vidt jeg har forstået, og jeg vil ikke love, at jeg ville forstå det, selv om jeg satte mig ind i det – men det er alligevel sådan, har jeg ladet mig fortælle, og jeg tror, det er rigtigt, at de store banker i virkeligheden selv inden for nogle bestemte regler trods alt kan vurdere værdien af de udlån, de har. Gad vide, om ikke de i en klemt situation har en meget positiv vurdering af deres udlån på samme måde, som de havde oppe i Løkken eller nede i Tønder. Det tror jeg, og det gør jo så, at der lige pludselig ikke er sammenhæng mellem værdien af udlånet og den værdi, de har i form af aktiver, dvs. deres aktiekapital. Og så kommer regningen igen tilbage til samfundet.

Jeg tror ikke på, at det, der ligger i det her, er tilfredsstillende; jeg tror faktisk, det er meget utilfredsstillende, og at det bare påfører samfundet nye problemer. Det, man bare skal være opmærksom på, er, at lige efter krisen brød ud, var der ingen grænser for, hvilke reguleringer man skulle lave – jo, det var der, men der var i hvert fald ret stramme krav til reguleringen af bankerne. De er lige så stille smuldret, og nu er bankdirektørerne oppe på hesten igen. Det er de på to måder: Dels kører de bare derudad med endnu en gang at spekulere i udlandet, dels har man samtidig indført alle mulige former for bonusordninger, sådan at direktørerne bliver rigtig rige, hvis deres aktier stiger.

Så vi kan ikke støtte lovforslaget, og jeg skal love, at vi vil komme med en masse spørgsmål i udvalgsarbejdet, og det vil nok også ende med, at vi efter at have fået svar på dem stemmer imod lovforslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen.

Med dette lovforslag implementeres kapitalkravsdirektivet, CRD IV. Lovforslaget tilpasser endvidere dansk lovgivning, så den kommer i overensstemmelse med kapitalkravsforordningen. Med lovforslaget indføres højere krav til kapital og likviditet i finansielle virksomheder. Lovforslaget følger endvidere op på den aftale om regulering af systemiske vigtige banker, en aftale, som Liberal Alliance er med i.

Selv om det ikke står direkte i lovforslaget, ligger det implicit, at staten og dermed skatteborgerne åbenbart skal redde banker, hvis de kommer i vanskeligheder. Det er ikke LA's kop te, at skatteborgerne skal redde private virksomheder. Vi synes, at det havde været langt mere konstruktivt, hvis konsekvensen af finanskrisen havde været, at man nationalt og internationalt havde indset, at en stor del af den regulering af finanssektoren, som politikere verden over har vedtaget med det formål at beskytte borgere fra uundgåelige kriser, har medvirket til at forværre kriserne og gøre dem dybere.

Banker og andre finansielle institutter har haft en klar forventning om, at de ville blive reddet, hvis de kom i vanskeligheder, ikke bare i Danmark, men i stort set alle vestlige lande. Det må antages, at ved man, at man bliver reddet, hvis man kommer i vanskeligheder, er incitamentet til at opføre sig ansvarligt mindre. Jeg tror ikke, at det kan udelukkes, at det faktum, at man ved, at man bliver reddet, gør, at man bliver mere villig til at tage større risiko.

Når LA er med i bankpakke VI, skyldes det, at vi åbenbart lever i en verden, hvor banker bliver reddet af skatteborgerne, hvis de kommer i vanskeligheder, og det må vi jo tage til efterretning. Når det nu er sådan, er det nok også rimeligt, at man stiller krav til, at bankerne polstrer sig bedre. Spørgsmålet er så, om de positive konsekvenser af denne nye regulering overstiger de negative. Alt har jo en pris, og prisen for den øgede regulering vil i sidste ende blive betalt af forbrugerne. Der er ikke andre til at betale regningen.

Ingen af os ved reelt, hvad den øgede regulering af finanssektoren vil betyde. Vi kan gætte, men vi ved det ikke. Personligt kunne jeg godt frygte, at den langsigtede økonomiske vækst vil blive lavere end ellers, og jeg tvivler på, at en øget regulering vil medføre, at vi ikke vil se finanskriser i fremtiden. Vi kan så håbe på, at de ikke bliver helt så hårde som det, vi har set, men personligt tvivler jeg nu også på det. Alligevel kan vi altså støtte det her lovforslag i Liberal Alliance. Tak.

Der er korte bemærkninger. Først fra hr. Kim Andersen.

Tak for det. Jeg har ofte stor glæde ved at lytte til hr. Joachim B. Olsens principielle og sådan meget rene og klare ordførertaler. Det kan tit være en fornøjelse, og det kan også være godt for debatten at få tingene skåret lidt til. Men der skal også være hold i tingene trods alt, og derfor vil jeg godt – når hr. Joachim B. Olsen nu siger, at vi lever i et system og i en verden, hvor skatteborgerne åbenbart skal punge ud og redde bankerne, når de bærer sig fjollet ad – bede hr. Joachim B. Olsen om at fortælle mig og Folketinget, hvor mange penge skatteborgerne rent faktisk til dato har betalt til de forskellige bankpakker, vi har præsteret her i landet, 6 stk. er det vist. Hvor meget har skatteyderne rent faktisk betalt, og hvad tror hr. Joachim B. Olsen ville have været konsekvensen for skatteborgerne og samfundet, hvis ikke vi havde haft disse bankpakker?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at havde man ikke haft i hvert fald bankpakke I, var det gået fuldstændig galt, Danske Bank var måske gået nedenom og hjem, og derfor var det også rigtigt at lave den. Det synes jeg også. Det er også sådan, at vi jo ikke har subsidieret bankerne direkte i Danmark. Vi har stillet nogle garantier. Nu kan det godt være, at jeg siger noget, der er forkert, men jeg mener, at man brugte 46 mia. kr., altså man tog garanti for 46 mia. kr. i bankerne, og de brugte ikke engang hele den garanti, der blev stillet til rådighed for dem. Så det er ikke sådan, at vi har subsidieret banker direkte. Det er fuldstændig rigtigt. Det var under omstændighederne – synes jeg og mange andre også – en fornuftig måde at gøre tingene på.

Men det her og det, jeg prøver at problematisere, er jo sådan et mere strukturelt problem. Der er jo ikke nogen tvivl om, at man har gjort bankerne til syndebuk for alt, for hele finanskrisen, og det synes jeg er en mærkelig debat. Jeg kunne godt tænke mig, at man kom dertil, hvor man måske fik en debat om, at det jo ikke er sådan, at den her sektor ikke var stærkt reguleret før krisen. Det var stadig væk den mest regulerede sektor af alle sektorer. Det har åbenbart ikke gjort, at man ikke kunne få finanskriser. Så måske er regulering ikke altid svaret. Det er bare det, jeg prøver at sige.

Kim Andersen.

Tak. Vi bliver en gang imellem nødt til at være lidt præcise, og det kan være glimrende at få sådan en debat på et tidspunkt, men jeg vil sige til hr. Joachim B. Olsen, at vi bliver nødt til nu at få slået fast, at skatteyderne i Danmark, statskassen – det er jo sådan set et fedt, når det kommer dertil – ikke har punget ud med noget som helst til bankerne. Tværtimod er de ordninger og garantier, der er stillet fra den danske stats side, blevet honoreret fra bankernes side med en rentesats, som har betydet, at staten har haft en nettoindtægt på disse garantier, så vidt jeg husker i størrelsesordenen 12-13 mia. kr. Ministeren har givetvis disse tal mere present og kan måske runde det i sit svar, for det er jo en myte, at skatteborgerne har punget ud og har reddet bankerne og de finansielle institutter. Staten har stillet nogle garantier, men de sunde banker, om jeg så må sige, har fået lov at betale for det, sådan at staten netto har haft en provenuindtægt.

Så vil jeg gerne sige, at jeg er enig i, at man ikke skal gøre de finansielle institutter til prygelknaber, og de er en del af et nyt opsving, som forhåbentlig er på vej. Modsat skal vi også lære af det, vi har været igennem, og der er institutter inden for den finansielle sektor også her i landet, som har båret sig ganske og aldeles forkert ad, og det skal vi naturligvis tage højde for i den regulering, som nu finder sted.

Ordføreren.

Jeg sagde ikke, at danske skatteborgere har betalt. Jeg sagde præcis det modsatte. Jeg sagde, at man ikke havde subsidieret. Jeg sagde, at man havde stillet garantier, men det, at man stiller en garanti betyder altså også, at der er en risiko. Så danske skatteborgere har skullet løbe en risiko på vegne af nogle private virksomheder. Det er vi forhåbentlig enige om. Det synes jeg er problematisk, om end jeg anerkender, at med det system, vi har i dag, var det nødvendigt, og det, jeg ligesom prøvede at efterspørge, var en mere substantiel debat om, at når vi nu lever i et samfund, hvor den her sektor har været meget, meget stramt reguleret – altså at påstå noget andet er noget sludder – så må man spørge sig selv, om mere regulering vil løse problemerne. Det stiller jeg mig tvivlende over for, men det håber vi selvfølgelig alle sammen på at den vil.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Jeg er enig i, at garantier jo også er penge værd, og de garantier har man fået. Jeg vil tilføje, at man derudover jo åbnede Nationalbanken, så de kunne give bankerne lån til en halv, en hel, halvanden procent, hvorefter de lånte dem ud til borgerne i Danmark, for 7-8 pct., til virksomheder for 10-15 pct., og det er jo i sig selv også en enorm gevinst for bankerne, at de kunne tage skatteydernes penge med den ene hånd til næsten ingenting i rente og låne dem ud til skatteyderne med den anden hånd til en kæmpestor rente. Hvis ikke det er penge værd, ved jeg ikke, hvad man skal sige. Men mit spørgsmål er i virkeligheden: Når nu man mener, at alt, der ikke kan stå, skal falde – sådan har jeg forstået Liberal Alliance – hvorfor har man så stemt for bankpakkerne?

Ordføreren.

Det har vi, fordi vi, som jeg sagde, lever i en verden, hvor skatteborgerne i sidste ende åbenbart skal være redningsplanke, og det er de også, når man stiller en garanti, fordi så tager skatteborgerne en risiko på vegne af nogle finansielle virksomheder. Når vi nu lever i den verden, finder vi det rimeligt, at man indfører nogle krav, nogle kapitalkrav, der gør, at bankerne polstrer sig selv. Så vi tager en pragmatisk indgangsvinkel til det her og siger, at vi åbenbart lever i en verden, hvor det hænger sådan sammen, at politikere løber, alt hvad remmer og tøj kan holde, fra det ansvar, de selv har haft, og vil ikke påtage sig noget som helst ansvar for nogen finansielle kriser – det er de onde mennesker ovre i bankerne – og samtidig skal skatteborgerne altså holde for. Så må man så indføre noget regulering, ellers skaber man det, man vist kalder sådan moral hazard, hvis man på den ene side siger, at skatteborgerne skal redde bankerne på den ene eller på den anden måde, hvis de kommer i problemer, men at man på den anden side ikke stiller nogen krav, og derfor stemmer vi for.

Frank Aaen.

Jo, jo, det har jeg forstået, ligesom jeg ikke forstået resten af Liberal Alliances politik i virkeligheden. Men når man nu bruger det argument, at når vi lever i en verden, hvor en branche får skatteyderne til at betale, hvis det går galt, skulle Liberal Alliance så ikke lige overveje, om de selv ville være med til at opbygge den verden? For det er jo det, man har gjort. Liberal Alliance har jo været med til gennem bankpakkerne at få vedtaget, at bankerne kan regne med skatteyderne. Det hænger jo ikke sammen, at man bruger det som en undskyldning, at nogle andre har opbygget en verden, når man selv har været med til at opbygge en opfattelse af, at skatteyderne nok skal betale.

Ordføreren.

Jamen vi er jo helt grundlæggende ikke for, at skatteborgerne skal betale, når private virksomheder går ned. Det er vi ikke. Men nu konstaterer vi, at det er der så et flertal, der ønsker, og vi tager så selvstændigt stilling til at sige, at sådan er det så åbenbart. Når det så åbenbart er sådan, kan man godt retfærdiggøre, at man stiller fra politisk side nogle krav om, at bankerne polstrer sig. Jeg synes bare, at det er ærgerligt, og jeg synes, at det har været en mangel i den her debat, at der har været så lidt selvkritik fra politikernes side, at man overhovedet ikke vil tage nogen diskussion om, om noget af den regulering, man selv har været med til at indføre, har været medvirkende til krisen. Man har bare sagt, at det var bankernes skyld og de har lånt for meget ud. Når man låner ud, kan man jo kun gøre det, hvis der f.eks. er nogle, der gerne vil låne pengene, også selv om de ikke har råd til at låne pengene. Det er bare et eksempel på, hvor skæv debatten har været.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. Brian Mikkelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Det er et betydningsfuldt lovforslag, vi behandler i dag. Det er et forslag fra erhvervs- og vækstministeren, som jeg synes rammer plet. Det er betydningsfuldt, fordi den finansielle sektor udgør en så væsentlig del af samfundsøkonomien og samfundsstrukturen, så det kan rokke båden og have implikationer for hele samfundsudviklingen, men også for vækstpolitikken i det danske samfund.

Der er sagt mange fornuftige ord om selve lovforslaget og også om de rent tekniske dele af det, og jeg vil blot knytte et par kortfattede politiske kommentarer til det.

Årsagen til, at det har været nødvendigt at gennemføre et sådant lovforslag her med hensyn til SIFI'erne, er jo, at der var brug for at signalere til markedet, både til de meget berømte private institutioner, men også sådan til hele omverdenen, at der skulle mere og bedre kapital og højere likviditet som en del af eksplicitte forudsætninger for at drive finansiel virksomhed i Danmark, ikke bare på SIFI-niveau, men i det hele taget.

Jeg synes, at erhvervsministerens forslag her rammer plet, efter den politiske aftale vi har lavet. Det rammer sådan, at der bliver sendt et signal om, at de her institutter ikke bare kan vælte, men at det også er op til dem selv ud fra markedet at sørge for, at de kan overleve den turbulens, der selvfølgelig kommer med op- og nedture osv. Men der er nu nogle forudsætninger sat ind for, at vi i hvert fald fra samfundets side kan regne med, at de ikke bare lige tipper omkuld for den første og den bedste vind.

Derfor siger jeg også selv som borgerlig, at det er nødvendigt, at man stiller nogle krav til bankerne. Bankerne udgør så mange forudsætninger for hele vores samfundsudvikling, at det er o.k., at der bliver stillet nogle politiske krav. Men det skal selvfølgelig være i balance med, at man kan gå ud og arbejde på det frie marked. For al historisk erfaring viser, at lige så snart politikere begynder at blande sig i drift og stille alt for eksplicitte krav, så går det altid den modsatte vej. Vi kan have nok så mange gode intentioner fra politisk side, men vi kan ikke drive forretning fra politisk side. Der synes jeg, man har ramt balancen ganske fornuftigt med det her forslag.

Det giver bedre polstring. Det sikrer også nogle bedre habilitetsregler, samtidig med at man også får implementeret CDR IV i Danmark.

Så alt i alt synes jeg, at det er et godt lovforslag, som vi kan støtte fra Det Konservative Folkepartis side.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. Edmund Joensen, Sambandspartiet.

En del af lovforslaget, L 133, omhandler systemets vigtige banker på Færøerne og i Grønland. Identifikationen og reguleringen af færøske SIFI-banker i dette lovforslag sker efter ønske fra Færøernes landsstyre, og Sambandspartiet bakker op om forslaget.

Det er rigsfællesskabet, der muliggør, at Færøernes banker er en del af den danske finanssektor. Det er udelukkende en fordel for bankkunderne på Færøerne, for bankerne selv og for samfundsøkonomien generelt. Lad mig minde om, at det kun er godt 3 år siden, at den største bank på Færøerne, Eik Bank, gik ned. Det var en tragedie i sig selv. Aktionærerne mistede deres penge. Men hverken kunderne, husholdningerne, virksomhederne eller samfundsøkonomien generelt blev påvirket nævneværdigt af konkursen. Og hvorfor? Fordi bankpakkerne også omfattede de færøske institutter. Uden bankpakkernes sikkerhedsnet ville konsekvenserne have været aldeles uoverskuelige for Færøerne.

Historisk har vi på Færøerne oplevet, hvordan bankkrak uden bankpakker og uden SIFI-regler påvirker samfundet. Man må sige, at sporene skræmmer. Også af denne årsag bakker Sambandspartiet op om skærpede krav til systemets vigtige banker på Færøerne.

I forlængelse heraf vil jeg stille erhvervsministeren to vigtige spørgsmål.

Baggrunden for det første spørgsmål er EU-bankunionen og det faktum, at Færøerne og Grønland står uden for EU, men er med i den danske finanssektor. Spørgsmålet er: Hvis det bliver sådan, at Danmark tilslutter sig bankunionen, vil beskæftigelsesministeren så bekræfte, at færøske og grønlandske bankkunder ikke på nogen måde vil blive stillet ringere end kongerigets øvrige bankkunder? Her tænker jeg på, at det er regeringens forpligtelse at sikre en fortsat solid indskydergaranti og tilsyn med bankerne på Færøerne og i Grønland.

Det andet spørgsmål er af mere opklarende karakter. Jeg vil høre, om det fortsat bliver sådan, at færøske og grønlandske banker er underlagt tilsynet i København, eller om tilsynet foretages af Den Europæiske Centralbank i Frankfurt.

Jeg håber, at ministeren vil komme med to gode og konkrete svar. Tak.

Tak til alle ordførerne. Så er det erhvervs- og vækstministeren.

Jeg skal sige tak for de mange positive betragtninger om lovforslaget og for det brede flertal i Folketinget, som står bag endnu en bankpakke. Det vil jeg godt kvittere for. Jeg synes, det klæder Danmark og det danske folkestyre godt, at vi har brede aftaler Folketinget om noget så væsentligt som de danske pengeinstitutters forhold. Det er meget, meget vigtigt.

Nu kan jeg se, at det måske er sådan, at Liberal Alliances ordfører er på vej ud af salen, og han er sikkert lovlig undskyldt, men jeg kunne egentlig godt tænke mig en polemik om nogle af forudsætningerne for ordførerens betragtninger. Jeg tror, at Joachim B. Olsen på et tidspunkt nævnte, at årsagen til den finansielle krise var for meget regulering. Se, det synspunkt vil jeg gerne teste, for der skete jo faktisk det op igennem 1990'erne og ikke mindst op igennem 00'erne, at der kom deregulering på mode, og det vil sige, at der blev givet stadig større frihedsgrader til banker og finansielle virksomheder. Og jeg tror, at næsten alle, der betragter den her debat, er af den overbevisning, at havde man undladt at lave den deregulering, var vi aldrig endt i helt så svære vanskeligheder, som vi faktisk endte i i forbindelse med den finansielle krise.

Men det rejser jo grundlæggende spørgsmål om, hvad man vil med lovgivning og regulering i det hele taget, for vi kunne jo også bare vedtage, at sådan er den finansielle verden, og sådan er nu engang markedsøkonomien og kapitalismen, at den nogen gange bryder sammen, og så må de jo rejse sig op af egen kraft. Det gjorde man jo i forbindelse med det store krak i 1920'erne og efterfølgende i den store krise i 1930'erne, hvor der ikke var særlig meget statslig intervention før meget sent. Det kan man jo sige er et mønstereksempel på, at de selv må klare det derude med den formuedestruktion, som det nu engang medfører, men selvfølgelig også med den store ulykke for mange mennesker, som det medfører med massiv ledighed og stor økonomisk krise, og hvor det endda kommer til at tage rigtig lang tid. Men man kan sige, at det kan være en pris, som man er villig til at betale, fordi det er bedre, at markedet selv klarer det.

Jeg er så som socialdemokrat af den overbevisning, at det er en rigtig dårlig idé at overlade det til markedet. Det er ikke, fordi jeg har meget ondt af de mennesker, som i en sådan krise måtte have spekuleret for meget og har tabt pengene. Det skal jeg nok komme mig over. Jeg er nu mere bekymret for alle de mennesker, som bliver ledige, alle de mennesker, som får en dårlig tilværelse, som følge af at verden bryder sammen omkring dem.

Selv om vi havde regulering, og selv om vi var ret hurtige og vakse ved havelågen i forbindelse med den finansielle krise, må man jo sige, at de sidste 5-7 års økonomiske tilbagegang og stilstand har haft en voldsom pris for mennesker rundtomkring i denne verden.

Derfor går jeg til stålet for at sørge for, at det aldrig, aldrig sker igen – i hvert fald ikke på samme måde. Det er derfor, at vi nu går ind og laver regulering for at sikre, at vi lærer alt, hvad vi kan lære af de fejl, der var i forbindelse med, at vi fik den store finansielle krise. Og derfor en så omfattende regulering i Europa og derfor en så omfattende regulering i Danmark og derfor – sagt til hr. Frank Aaen – gerne endnu mere, hvor end vi kan komme frem, som sikrer, at vi har et sundt pengevæsen, men som også sørger for, at vi aldrig nogen sinde ender i en så stor krise igen. Hvis jeg på globalt plan på et eller andet tidspunkt kan få fat, så gør jeg det også gerne. Jeg er villig til at lade mig udnævne til enehersker for et stykke tid for at få bragt orden i tingene. Jeg er ikke sikker på, at jeg får mandat til det, men jeg vil gerne – bare for at sige, at intentionen er klar.

Det er så det, forslaget her går ud på: at sikre, at pengeinstitutter er så godt polstrede, at de ikke falder omkuld, næste gang det blæser, for der sker fejl, og der sker markedsfejl, og sikre – netop til hr. Frank Aaens beroligelse – at man ikke bare kan pakke forskellige finansielle produkter sammen i forskellige derivater eller andet og geare dem derudaf, sådan at subprimelån lige pludselig fremstår som ultra sikre lån, hvorefter de, når der er nogen, der kalder på pengene, ikke længere er noget værd. Det forhindrer vi jo via alle de regler, vi i øjeblikket sidder og laver; kvaliteten skal være i orden i de produkter, som der nu engang er, og som bankerne leverer – også i forhold til deres interne modeller. Det er det, der sker.

På stort set samtlige områder sørger vi for, at vi ikke kan have mystiske spekulanter siddende i et eller andet lækkert lokalområde og beslutte sig for at investere i det hæsblæsende ejendomsmarked i Bayern eller omegn, hvor de skulle have ladet være med det og måske mere have koncentreret sig om Odsherred, eller hvor de nu kommer fra. Det sørger vi også for med tilsynsdiamanten og med et aktivt Finanstilsyn – alt det, vi nu gør af fornuftige ting, er netop med henblik på at sørge for, at vi har en fornuftig og robust banksektor.

Jeg tror, jeg sagde på vegne af Socialdemokratiet, da vi var i opposition, og jeg har også gentaget som minister – man må tillade mig, at jeg siger det på engelsk – at »banking should be boring«. Det synes jeg det skal være. Bankvirksomhed skal være en kedelig opgave, og bankerne må gerne være befolket med kedelige mennesker, som render rundt og ser kedelige ud hele dagen. Jeg er ligeglad. Det skal ikke være spændende og energisk det hele, for det skal være sikkert.

Det skal være et sted, hvor vi kan være trygge ved – også gerne som aktionærer – at putte vores penge hen. Tænk på, hvor mange mennesker der rundtomkring i Danmark har mistet tilliden til bankvæsenet, og som havde placeret deres opsparing i bankaktier, fordi de regnede med, at det var et sikkert sted at placere deres penge. Her er ikke tale om spekulanter for alles vedkommende. Der er mennesker, som har tabt deres pensionsformuer og andet.

Vi skal tilbage dertil, hvor man tør at sætte sine penge i bankdrift igen. Derfor den her omfattende lovgivning, derfor alle de tiltag, der nu engang bliver taget. Jeg synes, det er fornuftige tiltag hele vejen igennem, og jeg vil godt kvittere for og sige tak til det brede flertal i Folketinget, som lige præcis står bag de her ting.

Så har såvel Dansk Folkeparti som andre stillet spørgsmål om realkredit og andet. Dem besvarer vi gerne i udvalget, og det gør vi også i forhold til det enormt komplekse og tekniske område, som det her er. Det er virkelig et lovforslag med tyngde, og det mærker man, hvis man taget fat i det. Sådan er det, fordi det her er omfattende lovgivning.

Det samme gælder hr. Edmund Joensen. Jeg skal sige, at efter min klare erindring – jeg skal nok tjekke efter – vil tilsynet fortsat være fra København. Det er kun til de rigtig store, systemiske, globale SIFI'er, vi får det internationale tilsyn. Hvad EU-bankunionen præcis måtte indebære, vil jeg altså nødig spå om på nuværende tidspunkt. Vi har heller ikke taget stilling til, om vi ønsker at tiltræde EU-bankunionen endnu. Jeg bliver svar skyldig, men jeg vil gerne opklare det i forbindelse med udvalgsarbejdet.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra hr. Frank Aaen.

Mange af de løfter, ministeren kom med om yderligere indgreb over for bankerne, så vidt jeg kunne forstå, næsten hele vejen, glæder jeg mig til at få udfordret og udviklet. Vi kan gerne gøre det i fællesskab. Jeg tror nok, ministeren overdriver lidt, når han taler om, hvad den her lov kan sikre af løsninger. Det gælder f.eks., når vi kigger på afledte finansielle instrumenter, derivater, altså produkter, i hvilke man har proppet alt muligt mærkeligt sammen. Man kan sige, at mængden af derivater på verdensmarkedet aldrig har været større, end den er i dag, på trods af krisen.

Men jeg har et lille spørgsmål. Det kan jo godt opfattes drilsk, og det er jeg helt indstillet på, men jeg mener det sådan set seriøst. Ministeren sagde på et tidspunkt som menigt folketingsmedlem, at det ville være godt med en statslig bankinstitution til at sikre udlån i f.eks. Udkantsdanmark. Hvordan ser ministeren i dag på sådan en idé om at lave en statslig udlånsfunktion?

Ministeren.

Allerførst vil jeg sige, at jeg ikke synes, at jeg overdriver rækkevidden af det her forslag. Det er et meget stort lovforslag. Vi går nu ind og stiller krav om den kapital, der skal være til rådighed, de ekstra buffere, vi lægger ind, redskaber, til at vi kan lave modcykliske buffere og andet. Det er meget, meget stort, det er meget, meget indgribende. Og for dem, der igennem hele livet har drømt om – og jeg er næsten sikker på, at hr. Frank Aaen har gjort det – at man virkelig vil sikre, at man vil have snor i banker og pengeinstitutter, vil jeg sige, at drømmen er ved at være inden for rækkevidde her. Så er det jo ærgerligt at misse den, skulle jeg mene. Det er rigtig ærgerligt, men den er der nu.

Med hensyn til mængden af derivater på verdensmarkedet vil jeg sige, at jeg ikke skal gøre mig klog på alt, hvad der foregår rundtomkring. Men jeg kan i hvert fald sige, at den måde, hvorpå de europæiske pengeinstitutter, herunder også de danske, får lov til at pakke deres finansielle produkter sammen, herunder hvad de har stående på bøgerne, bliver testet, og den skal godkendes, og den bliver kontrolleret. Det er ikke noget, man bare selv kan beslutte. Dermed er vi nået meget længere, end man var tidligere.

Om jeg går ind for en statsbank, ja eller nej? Nej. Jeg har sagt, at kan bankerne på et tidspunkt ikke ordne de her ting, må vi jo lave en statslig udlånsfacilitet. Det var mit udgangspunkt i sin tid, da vi diskuterede de første bankpakker.

Frank Aaen.

Det med begrænsninger i spekulation, derivater, afledte finansielle instrumenter vender vi tilbage til i udvalgsarbejdet med spørgsmål. Det kan jeg love. Men det er jo sådan, at man ikke kan låne penge ude i Udkantsdanmark. Altså, de steder, hvor man er ramt af høj arbejdsløshed og mange sociale udgifter, kan folk ikke belåne deres ejendom. Der kan en virksomhed ikke låne. Der er masser af problemer med at skaffe kapital og udlån i store dele af det Danmark, som vi med et dårligt ord kalder Udkantsdanmark.

Så skal jeg tage ministerens udsagn her for, at hvis vi kan sige, at her er et problem, der ikke bliver løst af bankerne, kan vi lave en statslig funktion?

Ministeren.

Altså, med det her forslag beder jeg bankerne om at følge lovgivningen og opføre sig sundt og fornuftigt. Hvis spørgeren mener, jeg skal pålægge bankerne at udlåne penge, hvis det ikke er sundt og fornuftigt, er svaret nej. Lad det være sagt helt fra starten af, at jeg ikke kan pålægge nogen aktionærer og nogen private mennesker at udlåne penge, hvis de ikke synes, at det er en ordentlig forretning, de gør. Men normalt er det sådan, at der er en sammenhæng mellem prisen på penge og den risiko, der bliver taget.

Nu kommer det måske sådan lidt uden for det her forslags rækkevidde, men jeg kan nævne, at udlånshyppigheden rundtomkring i landet kan man ikke se nogen forskel på, med hensyn til hvilket postnummer det er, der er tale om. Det er sådan, at der i øjeblikket sker en jævn stigning i udlån, uanset hvor det er henne i landet.

Hr. Joachim B. Olsen for en kort bemærkning.

De her debatter egner sig nok ikke til sådan mere ideologiske diskussioner om regulering osv. Det, jeg prøvede at problematisere – og det synes jeg egentlig også at erhvervsministeren har været eksponent for, måske i mindre grad, siden han blev minister – er det her med, at mere regulering er bedre, at det er bankerne alene, der har ansvaret, og at politikerne har ikke haft noget ansvar. Ministeren nævner selv bankkrakket i 1929 som et eksempel på, hvad der kan ske med den utæmmede kapitalisme, men der er vist ret mange økonomer, der i dag er enige om, at nationalbanken i USA, the Fed, spillede en meget, meget kritisk rolle i krakket i 1929. Man havde ført en forkert pengepolitik osv. Det har jo ikke noget med kapitalismen at gøre. Altså, man var med til at forværre krisen på grund af den pengepolitik, man førte. Det er måske ikke et argument, som ministeren har hørt, men det er der en nobelprismodtager i økonomi, som har fremført og er blevet anerkendt for.

Det samme kan man sige om det, at der da også er blevet lavet lovgivning i Danmark, som har været problematisk. Altså, så vidt jeg husker, ændrede man i 2005 på regnskabsbestemmelserne i bankerne, vistnok fordi man mente, at der var noget skattespekulation involveret – det var i hvert fald det argument, man brugte for at indføre det her – og det medførte så, at bankerne fik langt færre hensættelser, pumpede penge ud, og de penge manglede så, da der indtraf en krise. Jeg prøver bare at sige, at jeg synes, at det er utrolig unuanceret at sige, at politikerne ikke har haft noget ansvar, og at det er utrolig unuanceret at sige, at jo mere regulering, man lægger oven på bankerne, jo bedre er det og jo mere sikkert bliver det. For uanset om man har afreguleret eller ej, er det en enormt reguleret branche, og det har det været i lang tid. Det er måske den mest regulerede, der overhovedet findes. Det var ligesom det, jeg prøvede at påpege.

Ministeren.

Jeg mener bestemt, at politikerne har et ansvar, eksempelvis når de deregulerer. Som spørgeren også var inde på, tror jeg, at der har været alt for meget deregulering, sådan at man har overladt det til markedet og branchen selv at styre det. Og det kan de ikke. Så går det galt. Så oplever man de her store kriser. Og der kan man sige: Det er fair nok, lad os få sådan nogle kriser en gang imellem. Det er der jo sikkert nogle økonomer – f.eks. i ledtog med dem, som synes, at pengepolitikken i 1929 var lækker eller ikke særlig lækker – som vil synes kun er meget kreativt og godt, altså at vi har nogle store nedbrud engang imellem, for så rejser det i sig igen, og så bygger man oven på noget sundt. Jeg er uenig. Jeg tror ikke på den strategi.

Spørgeren.

Jeg kender ikke nogen, som synes, at kriser er en god ting, når kriser bliver forværret af staters indblanding. Jeg kender ikke nogen, der synes, det er fantastisk godt, at folk må gå fra hus og hjem og blive arbejdsløse og alt muligt. Jeg kender ikke sådan nogle mennesker. Og jeg synes, det er ærgerligt, at debatten skal reduceres til, at man står og siger: Vi er for regulering, fordi vi synes, det er frygteligt, når mennesker bliver arbejdsløse og må gå fra hus og hjem, og I, der er mere skeptiske over for regulering, synes bare, det er fint, at folk må gå fra hus og hjem. Men det er jo ikke sådan, det hænger sammen.

Det, som jeg prøver at sige, er, at jeg ikke mener, man kan sige sig fri for, at noget af den regulering, man har indført i Danmark og i andre lande, har været med til at forværre kriser.

Ministeren.

Det er jeg helt uenig i, og jeg vil sige, at det normalt ikke er stater, der gør folk hjemløse, men i højere grad den finansielle branche, der gør det. Og det gør de som en følge af, at markedet bryder ned. Om den krise, vi oplevede her, vil jeg sige, at det jo ikke er, fordi enhver bank og ethvert pengeinstitut er dårligt. Det er det ikke. Der foregår og foregik også dengang ganske hæderlig og god og fin bankvirksomhed. Der er masser af mennesker, som samvittighedsfuldt hver eneste dag sørger for, at vi alle sammen kan låne nogle penge.

Der er også nogle, der spekulerer; der er nogle, der laver bobler; der er nogle, der hæver fortjenester, hvor de ikke er, og hvor man lige pludselig gearer det op og puster det op til noget, som ikke holder længere. Og når de store ting braser sammen, går det ud over os alle sammen. Det er det, vi gerne vil forhindre med det her lovforslag.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra hr. Edmund Joensen.

Nu er Færøerne og Grønland uden for EU, og Danmark inden for, og derfor vil jeg spørge lidt nærmere til, om ministeren vil sikre Færøerne og Grønland sikkerhed for indskydere og banktilsyn på lige fod med det øvrige Danmark. Det er meget vigtigt for det lille samfund, når vi nu står udenfor og Danmark er indenfor og Danmark muligvis skal mere under den europæiske paraply, at få at vide, om ministeren kan give den sikkerhed til vores små samfund.

Ministeren.

Altså, jeg tør ikke komme med nogen særlige gisninger om, hvordan vi i Danmark helt præcis forholder os til vores indskydergarantifonde, i forhold til når vi måtte træde ind i en bankunion eller andet. Men jeg vil godt give det tilsagn, at vi ikke efterlader Færøerne og Grønland til sig selv. Vi skal nok være der, sådan at man også har en ordentlig og anstændig ordning for Færøerne og Grønland. Og vi gør det i samarbejde med Færøerne og Grønland, som vi har gjort det hidtil, og i respekt for, at der selvfølgelig er en helt speciel økonomi også i de pågældende to lande. Så derfor kan man være sikker på, at vi ikke efterlader nogen her.

Tak. Tak til ministeren. Så har hr. Frank Aaen bedt om ordet i anden omgang. Værsgo, hr. Frank Aaen.

Det er såmænd bare, fordi jeg ikke syntes, svaret fra ministeren i sidste omgang var sådan helt klokkeklart. Men for nu ikke at være negativ, men positiv, så forstod jeg ministeren sådan, at hvis det skulle vise sig, at problemerne med at kunne låne til huskøb i Udkantsdanmark og til at investere i fornuftig forretningsvirksomhed og andre ting, som man måtte mene er samfundsmæssigt vigtigt og fornuftigt, ikke bliver varetaget af de private banker, så er ministeren indstillet på, at vi må overveje mulighederne for at lave en statslig udlånsfunktion, som i overskrifterne hed »statsbank« – men det ved jeg godt lige er på kanten af ministerens vilje til at bruge ord – men altså en statslig udlånsfunktion, sådan at de områder i Danmark, som har store økonomiske problemer, har store problemer med at kunne flytte rundt fra det ene hus til det andet, bliver hjulpet.

Sådan hørte jeg det, sådan har jeg også læst ministeren tidligere, og jeg vil bare sige, at det må vi prøve at forfølge. Vi må også undersøge, om problemet er der, og hvis det er der, må vi finde en løsning.

Tak til hr. Frank Aaen fra Enhedslisten.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.