Tusind tak for det.
For tiden er der jo en stor diskussion om privatiseringen af forskellige dele af fællesskabets ejendom.
Det er meget få partier, som står helt fast med hensyn til at værne om fællesskabets værdier, men ofte bliver der talt om at sælge den fælles ejendom til private.
I den her sammenhæng har det her forslag være befriende.
Vi har nemlig en fælles front i Folketinget mod ureguleret konkurrence i forsvarsindustrien.
Jeg håber, at den store omsorg, der er for vores forsvarsindustri herhjemme, som har vist sig at være bred i Folketinget, vil smitte af på andre dele af vores samfund.
For når ureguleret liberalisme ikke er godt i forsvarsindustrien, er det mon så godt i vores børnehaver, vores ældrepleje, på plejehjem og skoler?
Nå, nok om den grundlæggende debat.
Den tror jeg at vi får rig lejlighed til at tage andre dage.
Enhedslisten kan sige, at vi støtter det her forslag, som jo grundlæggende handler om de regler, der skal være for indkøb af militært udstyr, det såkaldte industrisamarbejde.
Enhedslisten ønsker, at vi i fremtiden også skal have mulighed for at kræve modkøb ved indkøb af militært udstyr, men vi frygter, at vi med det her lovforslag, selv om det bliver vedtaget, faktisk kan risikere at få et pres på vores krav om modkøb.
Vi ved jo, at Europa-Kommissionen er opmærksom på det her område, og at de ikke kan lide den hidtidige praksis i Danmark med krav om modkøb, som da man eksempelvis købte F-16-flyene for år tilbage.
Der er ikke nogen grund til at tro, at man fra EU's side vil være mindre opmærksom på forsvarsindustrien i fremtiden, faktisk tværtimod.
På EU-topmødet i december aftalte vores egen statsminister med andre EU-ledere, at det indre marked for militærindustrien skal styrkes.
Det er jo netop det her indre marked, som er i modstrid med, at Danmark kræver modkøb, når et flertal af Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten eksempelvis snart planlægger at bruge 20-30 mia.
kr.
på at købe nye kampfly.
Kampflyene er jo egentlig et konkret eksempel på, hvad det her kan få af betydning, hvad EU's krav kan få af betydning i fremtiden.
Det bliver en gigantisk investering.
Indkøbet af kampfly svarer nok cirka til investeringen i Øresundsbroen til Sverige.
For prisen af bare et kampfly til omkring 1 mia.
kr.
ville man kunne få 4.747.000 timers hjemmehjælp, man ville kunne få 2.170 ekstra lærere i folkeskolen i 1 år, man ville kunne bygge 33 havvindmøller, som ville være nok til at dække Aalborgs energiforbrug i 20 år – altså et gigantisk beløb bare for et enkelt kampfly.
Det er en voldsom investering, og det er en investering, som der desværre ikke er så meget fokus på, så meget debat om, men det er jo et konkret eksempel på, at kravet om modkøb kan blive meget, meget tydeligt.
For når debatten engang imellem kommer op, siger forsvarsministeren, at der ikke er noget problem i den her store udskrivning for statskassen, fordi vi får arbejdspladser for pengene.
Det er så godt nok dyrt købte arbejdspladser kommet ved krav om modkøb ved brug af de her 20-30 mia.
kr., men o.k., det er trods alt arbejdspladser.
Spørgsmålet er så nu, om forsvarsministeren overhovedet kan bruge det her argument fremover, for det aner vi jo grundlæggende ikke.
Det vil være op til en vurdering fra EU, om Danmark kan kræve modkøb og godkendes.
Og hvis vi ikke bliver godkendt, risikerer vi at bruge 20-30 mia.
kr.
– et voldsomt beløb – uden at få en eneste dansk arbejdsplads for pengene.
Der er altså tale om en meget alvorlig situation – en alvorlig situation, som gør, at jeg også vil opfordre Folketingets partier til at genoverveje, om eksempelvis den dyre plan om indkøb af nye kampfly virkelig skal opretholdes.
Vi står i en situation, hvor der er en høj arbejdsløshed i Danmark, så ønsker man virkelig at bruge 20-30 mia.
kr.
og risikere ikke at få en eneste arbejdsplads for pengene?
Det er jo det, Folketingets partier bør spørge sig selv om.
Jeg ønsker det ikke, og jeg tror heller ikke de fleste danskere ønsker det, men det er det, der er situationen, det er det, EU kræver.
De kræver, at vi retter ind, og desværre kan det blive resultatet, selv om det her lovforslag vedtages i Folketinget.