Tak.
Jeg har bedt om ordet her i dag på vegne af Venstre, fordi vi, siden vi afgav betænkning over L 131, er blevet bekendt med oplysninger, der gør, at vi er i tvivl om, hvorvidt forudsætningerne for lovforslaget er fuldstændig korrekt belyst.
Derfor har vi nogle yderligere spørgsmål til lovforslaget, og jeg skal ikke udelukke – det afhænger af svarene på de spørgsmål – at det kan ændre vores stemmeafgivning ved tredjebehandlingen af forslaget.
En af grundene til, at vi har en første, anden og tredje behandling af et forslag, er jo, at partierne har mulighed for at blive klogere.
Forslaget handler jo om, at der er en diskussion mellem Kommissionen og Danmark om implementeringen af udsendelsesdirektivet.
Der er vi simpelt hen blevet i tvivl om, hvorvidt det, regeringen her lægger op til, er det korrekte, og vi er blevet i tvivl om, hvorvidt det ikke i virkeligheden vil blive sværere at udvise tredjelandsstatsborgere, som har ulovligt ophold i Danmark.
Derfor vil vi stille nogle yderligere spørgsmål til lovforslaget, og vi kan så forhåbentlig indgå i en dialog med justitsministeren om forslaget, og så kan vi finde ud af, om vi fortsat kan støtte forslaget, eller om det ender med, at vi må afvise at støtte forslaget ved tredjebehandlingen, eller – og det tror jeg er det mest sandsynlige – at vi måske kan få ændret nogle ting, sådan at alle er tilfredse.
Derfor vil jeg bede om, at forslaget bliver sendt tilbage til udvalget mellem anden- og tredjebehandlingen, beklager.