Når vi om et øjeblik skal til at trykke på knapperne, bliver der begået et brud på energiaftalen, og det gør der, fordi dette lovforslag er en udmøntning af energiaftalen.
Det kan man se i lovforslaget, som det er fremsat, på side 8 i bemærkningerne.
Der står:
»Energisparepakken indgår såvel i Energiaftalen som i udmøntningsaftalen med de hovedelementer, som er medtaget i dette lovforslag.«
Enhedslisten har klart tilkendegivet i betænkningsbidraget, at Enhedslisten vil stemme imod dette lovforslag, og det vil derfor være et brud på forliget.
Forligsskik herinde i Folketinget tilsiger, at forligsparter er med til at udmønte lovforslaget til lov.
Så når det er, at Enhedslisten stemmer imod dette lovforslag, er det et brud på energiaftalen.
Derfor forventer vi selvfølgelig, at når regeringen accepterer, at man for visse forligsparters vedkommende ikke er med til at udmønte energiaftalen, må det samme gøre sig gældende for andre forligsparter.