Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 127:

Forslag til lov om ændring af lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer m.v. (Særlige rettigheder og immuniteter til Palæstinas mission i Danmark).

Af udenrigsministeren (Holger K. Nielsen).

(Fremsættelse 30.01.2014).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Søren Pind som Venstres ordfører.

Så vidt jeg er orienteret, er det den nye udenrigsministers første lovforslag. Tillykke med titlen. Det skal ikke forhindre, at Venstre har nogle bemærkninger til den her sag af måske knap så imødekommende karakterer, i hvert fald til at starte med.

Vi synes ærlig talt godt, at udenrigsministeren kunne have ventet lidt. Vi synes godt, at udenrigsministeren kunne have inddraget de politiske partier i højere grad i arbejdet med det her lovforslag. Vi synes, at en sag af en sådan karakter fortjener en udstrakt hånd og et bredt samarbejde på grund af sagens karakter. Det har der ikke været. Det har i høj grad været en sag, som SF har fremført i den tidligere regering, og som har skullet presses og hastes igennem, og det vil jeg egentlig godt starte med at beklage – det vil jeg godt, fordi vi faktisk ikke er principielt modstandere af forslaget.

Lovforslaget er alternativt – det tror jeg godt man kan sige – og det følger jo af lovforslaget selv, at det ikke er normal praksis, at man giver den form for status til det, vi nu giver det til. Det er man så kommet om ved at lave et særlig lovforslag. Vi havde som sagt gerne været inddraget tættere i udarbejdelsen, bl.a. fordi vi mener, at det her ville være det rigtige tidspunkt at drøfte og forhandle nogle bestemte forhold med det palæstinensiske selvstyre på, bl.a. hvordan og hvorledes man påregner at påtage sig det ansvar, der måtte komme, når den tostatsløsning, som der jo er bredt flertal for i Folketinget, skal etableres, når den kommer til at blive virkelighed.

En af de ting, som optager Venstre meget, er en garanti fra de palæstinensiske selvstyremyndigheder om, at man bl.a. vil modtage danske palæstinensiske flygtninge, når den tid måtte komme. Vi har i offentligheden nævnt, at dette ville være et naturligt krav at rejse, altså at få en tilkendegivelse fra bl.a. den palæstinensiske repræsentation i Danmark om, at dette ville man gøre, men regeringen har indtil nu været afvisende. Mere har vi ikke været involveret i det, det synes vi er en skam.

Det er også vigtigt, at det her selvfølgelig sker afbalanceret. Det er vigtigt, at vi fortsat stiller krav om, at den palæstinensiske side garanterer Israels ret til eksistens, at man står inde for som dansk regering, at dette er et klart og entydigt krav. Derfor er der selvfølgelig en række forhold, som vi vil inddrage i det udvalgsarbejde, som kommer. Vi håber stadig væk, at det kan nås i forhold til det betænkningsbidrag, der skal afgives, altså at man kan etablere et sådant samarbejde med regeringen om disse forhold.

Det betyder selvfølgelig, at vores tilgang til sagen er konstruktiv. Det betyder, at vi egentlig gerne vil dette. Men det betyder også, at hvis regeringen afviser et sådant samarbejde, afviser vores ønsker til disse politiske tilkendegivelser, så vil de tilkendegivelser, Venstre så fremkommer med, selvfølgelig være vores forudsætning, også den dag, der eventuelt måtte komme en borgerlig regering. Så vil det være grundlaget for vores stemmeafgivelse her i Folketingssalen om den her sag.

Der er dem, der vil fremføre, at det her undergraver de fredsforhandlinger, som er i gang – det synes Venstre faktisk ikke. Det er egentlig vores opfattelse, at det i højere grad tjener til at fremme en fredsproces og tjener til at sikre, at parterne forstår, at der er behov for en løsning. Så som sagt går vi konstruktivt ind i arbejdet. Vi er kede af, at vi ikke er blevet involveret tidligere; vi synes, at den nye udenrigsminister måske skulle have siddet lidt længere i stolen, før det blev fremsat, men vi rækker hånden ud til samarbejde og håber, at regeringen tager imod den.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg vil gerne spørge hr. Søren Pind, om han synes, at 2 ½ år er forhastet. Altså, vi har nu diskuteret den her sag i temmelig lang tid, og den tidligere udenrigsminister har taget nogle små skridt i retning af det her med det helt klare mål, at det her jo så skulle være det mulige endemål, indtil der var tale om en selvstændig stat. Hvis det her er forhastet, hvordan i alverden skal vi så lave politik sammen med Venstre? Så kan vi jo næsten ikke lave noget, uden at det vil blive kaldt forhastet.

Ordføreren.

Nu gjaldt min appel heller ikke et samarbejde med hr. Christian Juhl fra Enhedslisten; min appel gjaldt et samarbejde med regeringen. Regeringen har ikke involveret os i tilblivelsen af det her lovforslag, og det var sådan set det, vi i al stilfærdighed konstaterede. For der burde sådan set være et behov for et bredt samarbejde om præcis sager af den her karakter i det danske Folketing. Det er jo noget, der helst skal bestå, også selv om et politisk flertal måtte skifte.

Hr. Christian Juhl.

Nu forstod jeg det sådan, at det var hele Folketinget, hr. Pind ville i dialog med, men det er da helt o.k. Hvornår er så det rigtige tidspunkt? Ja, det ved jeg ikke, men hvis forudsætningen for at skulle stemme ja til det her forslag er, at regeringen vil give en garanti for, at palæstinensiske flygtninge i Danmark kan komme tilbage til Palæstina, så bliver det lidt svært at lave en løsning, al den stund at det jo i forhandlingerne netop er til debat, om alle flygtningene kan komme tilbage til Palæstina. Israelerne mener det jo ikke. For det vil betyde, at der stort set ikke er plads til de huse, der skal være der, da der jo er millioner af flygtninge, som skal tilbage. Og derfor er det vel et spørgsmål, som Israel og Palæstina må finde ud af, når de nu i første omgang søger en løsning, en fredsløsning, hvor det indgår.

Ordføreren.

Der er vi altså ikke enige, i den forstand at vi mener, at det må være selvindlysende, at palæstinensere i Danmark, som har flygtningestatus, naturligvis, hvis der bliver etableret en palæstinensisk stat, igen skal hjem til denne palæstinensiske stat. Og det bør naturligvis ske. Og det bør også så tidligt som overhovedet muligt blive forhandlet på plads med dem, der nu engang måtte repræsentere dem med det ansvar.

Tak til ordføreren. Fru Mette Gjerskov som socialdemokratisk ordfører.

Tak, formand. Det her forslag handler jo i høj grad om at give regeringen bemyndigelse til, hvad skal man sige, at normalisere forholdet til palæstinenserne. Det er jo sådan, at regler om diplomatiske forbindelser er fastlagt i konventionen om diplomatisk immunitet og den slags, det ligger i Wienerkonventionen, men da Palæstina ikke er anerkendt som en selvstændig stat, er de jo heller ikke omfattet af disse regler.

Så det, man gør i det her lovforslag, er altså, at man bemyndiger regeringen til at indgå en aftale med Palæstina om at få nogle lignende vilkår for den palæstinensiske repræsentation i Danmark, og det synes vi fra Socialdemokratiets side er vældig fornuftigt. Det ligger fuldt ud i forlængelse af den politik, som den her regering har ført i Palæstinaspørgsmålet, altså om en tostatsløsning, men det er jo så vidt muligt også en normalisering af situationen. Det er en anerkendelse af, at palæstinenserne er gået aktivt ind i fredsprocessen, det er et fælles nordisk ønske om, at vi i de nordiske lande nogenlunde behandler palæstinenserne ens, og det ligger så i øvrigt også i forlængelse af FN's beslutning om Palæstinas status.

Så jeg kan kun sige, at jeg da ser frem til at have en dialog med Venstre i udvalget, og det ville jo være lykkeligt, om Venstre også kunne bakke op om det her lovforslag, men samtidig må jeg også sige, at jeg finder lovforslaget både fornuftigt og fuldstændig i tråd med den politik, som den nuværende regering har ført. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Søren Espersen som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak. Med det her lovforslag er vi i Folketinget – igen – gået i gang med at vedtage en særlov. Jeg havde fået den opfattelse, at Folketinget efterhånden havde lært, at særlove var noget bras og efterlader flere problemer, end de løser. Og sådan spår jeg også det vil gå med den her lov.

Her drejer særloven sig om nogle palæstinensiske selvstyreområder. Problemet er altså bare, at der ikke findes et land, der hedder Palæstina. Det kan jo godt ske, at der en dag kommer en stat, der hedder Palæstina, men den dag er altså ikke kommet endnu. Det, regeringen nu ved en særlov vil gennemføre, er, at vi leger, at der findes et land, der hedder Palæstina. Så selv om Palæstina altså ikke eksisterer, og selv om selvstyreområdet ikke har fastlagte grænser – ja, ingen aner i virkeligheden, hvor de grænser går – og selv om Danmark ikke anerkender, at der er en stat, der hedder Palæstina, så er vi altså her i gang med reelt – om ikke formelt, så reelt – at anerkende en stat, som end ikke har udråbt sig selv som stat.

Dette lovforslag er altså med andre ord diplomatisk noget makværk, skabt af to folkesocialistiske udenrigsministre, hr. Villy Søvndal og hr. Holger K. Nielsen, begge tidligere medlemmer af Boykot Israel-bevægelsen, og det har en udenrigsminister fra Det Radikale Venstre altså nu arvet.

Gennem Danmarks lange diplomatiske historie, som begynder i den tidlige middelalder, har vi som en selvfølge kun haft diplomatiske forbindelser på højeste plan med anerkendte stater. Men kunne således med fuld ret spørge regeringen, om det ikke var på tide at udveksle ambassadører med Katalonien, med Korsika eller med Baskerlandet. Eller hvad med Vestsahara? Jeg har netop i dag fået et brev, hvor man beder om, at Folketinget anerkender Vestsahara som en selvstændig stat. Hvorfor egentlig ikke? Og hvordan mon Spanien og Frankrig og Marokko i øvrigt vil forholde sig til det? Eller, måske mere relevant, hvordan vil regeringen her i Danmark forholde sig til, at eksempelvis USA oprettede diplomatiske forbindelser på højeste plan med Grønland?

Hvis der så endda engang i historien havde været et land, der hed Palæstina, kunne regeringen måske med en vis ret sno sig ud af hele denne diplomatiske misere, men heller ikke det er tilfældet, og det vil den følgende historieundervisning vise.

Fra 1516 til 1917 var hele Mellemøsten Det Osmanniske Imperium. Med i alt dette var det, som vi i dag kalder Israel, Vestbredden, Gaza, Syrien, Libanon, Jordan og tilmed Egypten. Da tyrkerne under første verdenskrig befandt sig på den tabende side, måtte de i 1917 afstå Mellemøsten til sejrherrerne. Frankrig fik som mandat Syrien, hvorunder Libanon hørte, samt en del af Irak, mens briterne overtog mandatet Palæstina, som var navnet for det nuværende Israel samt det nuværende Jordan. Frankrig delte Syrien i to: et kristent Libanon og et muslimsk Syrien. Og Storbritannien delte Palæstina i to: Det ene er det nuværende Israel samt Vestbredden og Gaza, og den anden del er Jordan, som blev udskilt som en selvstændig stat i 1922. Mandatet for Restpalæstina udløb den 15. maj 1948. Året før anbefalede FN som bekendt, at det nu stærkt indsnævrede Palæstina skulle deles i to: en jødisk stat og en arabisk stat. Jøderne accepterede delingsplanen, araberne ikke. I stedet kom det til krig, da jøderne udråbte deres stat på det areal, som FN havde anbefalet.

Denne meget blodige krig, som varede et år, ændrede det kort, som FN havde anbefalet, og da der i 1949 blev indgået våbenhvile mellem parterne, stod hærene på de linjer, som i dag er før 1967-grænserne.

Jeg nævner det for at slå fast, at det var en ren og skær militær tilfældighed, at linjerne netop blev trukket dér. Der var altså intet som helst historisk eller traditionsbundet eller geografisk logisk ved disse før 1967-grænser. Og der var i øvrigt ingen, som i årene mellem 1949 og 1967 betragtede det som palæstinensisk land eller hævdede, at det var palæstinensisk land. I de år var området en integreret del af Jordan.

Så jeg vil altså spørge regeringen, specifikt udenrigsministeren: Inden for hvilke grænser ligger det her splinternye land, som man nu ved en særlov agter at give fuld diplomatisk anerkendelse? Findes der faste og anerkendte grænser i landet, og i bekræftende fald, hvilke grænser gælder? Er det 1917-grænserne, 1922-grænserne, eller er det grænserne fra 1947, 1949, 1956, 1967, 1973, 1979 eller 2006, eller hvad? Jeg formoder, at udenrigsministeren har et godt svar på det spørgsmål.

Tilbage for mig bliver at konstatere, at Dansk Folkeparti vil modsætte sig lovforslaget og agter at stemme imod ved lovforslagets endelige vedtagelse.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg har et spørgsmål til hr. Søren Espersen. Jeg er altid glad for at få en historisk belæring. Jeg vil godt høre hr. Søren Espersen, om vi skal bede israelerne om at trække sig hjem, indtil grænserne er på plads, for ellers kan vi ikke definere den israelske stat. Hvis grænsen mellem Israel og Palæstina ikke er defineret, har vi da et problem ved at have givet fulde demokratiske rettigheder til Israel i Danmark. Det er den ene ting.

Den anden ting er, om der er tale om fuld anerkendelse af Palæstina som stat, hvis man godkender det her? Mener hr. Søren Espersen, at der er tale om fuld anerkendelse af den palæstinensiske stat?

Ordføreren.

Først vil jeg sige om det sidste, at nej, det er der jo ikke tale om, men det her er en udveksling af ambassadører på allerhøjeste plan. Vi diskuterer jo, hvorvidt man skal lave særlove for på en måde at anerkende en ikkeeksisterende stat, som ikke har udråbt sig selv – det har den jo heller ikke. Det er derfor, jeg synes, det er så relevant at pege på de andre eksempler, der er på steder, som vi også bare kunne skride til anerkendelse af.

Vi skal være meget varsomme med at oprette forbindelser på ambassadørniveau. Det mener jeg i høj grad man skal. Det er noget, man tager meget alvorligt, for det er et kæmpe privilegium, man får, og det skal ikke gøres på den her sådan lidt halvkvædede måde. Enten anerkender man et land, ellers også gør man ikke.

Hr. Christian Juhl.

Det er Danmark jo ikke alene om. I f.eks. OSCE, som jeg lige har besøgt, i sidste uge til Wienmødet, er det sådan, at Palæstina nu er ligeværdig i forhold til Israel, altså man deltager som ikkemedlem, altså man er ikke medlem af OSCE, det er Israel heller ikke, men de er nabostater, og derfor deltager de i forhandlingerne og i debatterne i OSCE. Og der har man jo taget konsekvensen af FN-beslutningen om at opgradere Palæstinas status.

Spørgsmålet drejer sig egentlig om Grønland. Man har jo netop meddelt, at man vil orientere sig ud i verden og ikke kun ind mod Danmark, fordi man netop siger, at på et tidspunkt vil man blive selvstændig. Man vil i hvert fald have muligheden for det. Ser hr. Søren Espersen noget som helst problem i, at Grønland har tætte kontakter til f.eks. USA, Canada eller for den sags skyld Alaska eller Mellemamerika eller Norge eller et hvilket som helst andet land?

Ordføreren.

Ja, hvis der er tale om udveksling af ambassadører på det højeste niveau, så ser jeg i høj grad et problem i det. Grønland skal ikke føre udenrigspolitik før det øjeblik, hvor Grønland bliver selvstændigt. I øvrigt vil jeg sige om de andre ting, som hr. Christian Juhl nævner, at hvad de gør i andre lande, sådan set ikke er det, vi skal beskæftige os med lige nu. Altså, vi skal bestemme, hvad Danmark vil, og vi fører formodentlig stadig væk vores suveræne og selvstændige udenrigspolitik.

Tak til ordføreren. Fru Camilla Hersom som radikal ordfører.

Tak for det. Dette er mit første forslag som ny udenrigsordfører for Radikale Venstre, og jeg og mit parti synes, at det er et glædeligt forslag. Vi synes, det er et vigtigt forslag og et forslag, der peger i den rigtige retning.

Som flere af ordførerne, der tidligere har haft ordet, har været inde på, er det jo et lovforslag, der i sin essens omfatter, at den palæstinensiske mission i Danmark får rettigheder og immunitet, der svarer til de rettigheder, som andre diplomatiske repræsentationer tildeles. Lovforslaget er dermed et udtryk for en styrkelse af den palæstinensiske mission i Danmark, og tilsvarende skridt er som bekendt taget eller undervejs i flere af de andre nordiske lande.

I Radikale Venstre hilser vi forslaget velkommen. Palæstina er endnu ikke i en situation, hvor Palæstina kan anerkendes som stat. Men derfor er det vigtigt alligevel at holde sig målet om en egentlig statsdannelse for øje. Det er jo baggrunden for, at Danmark stemte ja til Palæstinas opgraderede status i FN i november 2012. Det er også baggrunden for det lovforslag, vi behandler i dag. Det er vores overbevisning, at den støtte, der ligger i disse tiltag, vil styrke forhandlingerne om en tostatsløsning.

Radikale Venstre kan derfor støtte lovforslaget i dets helhed.

Tak til ordføreren. Hr. Steen Gade som ordfører for SF.

Også SF kan fuldt ud støtte det her forslag. Jeg er glad for det. Jeg synes, det er et helt nødvendigt forslag. Det handler jo så om opgradering af den palæstinensiske repræsentations position her i landet. Det synes jeg vi har brug for. Egentlig har Palæstina ikke nødvendigvis brug for det – det har man nok også – men vi har brug for at opgradere Palæstinas repræsentations status.

Det, Folketinget gør, når vi vedtager det her forslag, er samtidig at give samtykke til den aftale, der er indgået mellem Danmark og Palæstina den 14. januar i år. Den aftale opfatter jeg som en naturlig del af, at vi jo også har drøftet det her med vores nordiske kollegaer, og vi ved, at Finland er i gang med samme proces, vi ved, at Sverige gjorde det samme i 2012, og den er trådt i kraft i juni 2013, og vi ved, at Norge har lavet en lignende aftale. Så man kan jo sådan set sige, at vi nu kommer på plads med de andre nordiske lande, så vi står samlet om den her opgradering.

Så synes jeg også, jeg har lyst til at sige, at det jo også for mig at se er en videreførsel af den vedtagelse, som Danmark har stemt for i FN's generalforsamlingsresolution fra 2012, hvor Palæstina fik en opgradering af sin status i FN. Dermed er det jo en videreførsel og, hvad skal vi sige, en gennemførsel af to tidligere udenrigsministres store arbejde på det her område. Det er to tidligere udenrigsministre fra SF.

Nu siger jeg tillykke til den nye udenrigsminister, som får lov til forhåbentlig at få det her vedtaget til gavn for Danmark. Den danske position er også et af vores mange, men, tror jeg, vigtige bidrag til at fremme fredsprocessen i Mellemøsten.

Jeg synes sådan set, at det med at skabe tvivl om, hvorvidt det palæstinensiske selvstyre arbejder inden for en ramme, hvor man vil garantere staten Israels eksistens, er malplaceret i den her sammenhæng.

Tak til ordføreren. Hr. Christian Juhl som Enhedslistens ordfører.

Det lovforslag, der ligger foran os nu, er et godt skridt på vejen mod fuld anerkendelse af Palæstina. Det er et lille skridt, ligesom de tidligere skridt har været det, også da det blev ændret. Der var nogle, der spurgte: Hvorfor pokker ændre navnet fra palæstinensernes repræsentation til Palæstinas repræsentation? Der kan jeg med stolthed fortælle, at det er, fordi vi anerkender, at Palæstina er på vej til at blive en selvstændig stat, og at vi vil understøtte det i Danmark. Det er et klart signal fra Danmark om det. Sådan opfatter jeg også det her, nemlig at det er endnu et skridt mod det. Vi mangler lige, at de får lov til at aflevere akkreditiverne til dronningen. Det får de ikke i den her omgang, og derfor er det jo ikke en fuld anerkendelse af staten, vi giver i dag.

Jeg mener også, at der ligger en meget, meget klart signalgivning til f.eks. Israel og deres forhandlinger om, at vi anerkender palæstinensernes ret til en stat, at vi vil arbejde aktivt for det, og at vi også vil styrke samarbejdet med dem. Jeg lagde godt mærke til debatten i sidste uge om en vis persons besøg i Palæstina. Jeg synes, det er særdeles fornuftigt, at vi orienterer os også mod de områder og de folk, som endnu ikke har en selvstændig stat; at vi undersøger det og har en dialog med dem.

Jeg synes, at vi skal arbejde videre ad den vej, og jeg håber, at vi i en snarlig fremtid kan gøre det, at vi anerkender Palæstina som en selvstændig stat, og at vi vil behandle dem som sådan, uanset om grænserne måske ikke er helt på plads på det tidspunkt. Det er en naturlig følge af vores stilling i FN, OSCE og andre internationale organisationer, og det er jo en perlerække af internationale organisationer, der efterhånden tager den her retning mod at understøtte palæstinensernes ret. Det har også, som andre ordførere har peget på, været lang tid undervejs, i rigtig, rigtig mange år, og jeg synes bestemt ikke, at det her er for tidligt. Hvis det ikke er det rigtige tidspunkt, er det, fordi det har taget for lang tid.

Jeg glæder mig som sagt til, at vi kan få vedtaget det her. Vi vil stemme for forslaget.

Tak til ordføreren. Fru Mette Bock som Liberal Alliances ordfører.

I Liberal Alliance betragter vi det her lovforslag som et lillebitte led i den meget smertefulde fødselsproces, som forhåbentlig er undervejs til at blive tilendebragt. Man kan sige, at der er taget mange små skridt undervejs, og at fødslen undervejs også har været gået i stå i temmelig lange perioder. Der har været mange kriser. Men vi fik en opgradering med hensyn til deres FN-status. Det var et lille skridt. Vi havde her i Folketingssalen for ikke så lang tid siden en debat, hvor alle bortset fra Dansk Folkeparti var enige, og nu kommer som et naturligt skridt videre og i forlængelse af den holdning, som de fleste politiske partier har her i Danmark, det her lovforslag.

Derfor er vi sådan set positivt indstillet over for det fra Liberal Alliances side. Vi ser også frem til, at vi skal have en udvalgsbehandling. Der er nemlig visse ting, som vi godt vil have yderligere belyst. Men vi synes, at det er et nødvendigt og positivt skridt.

Så kan jeg ikke undlade at komme med en lille bemærkning til hr. Søren Espersen. Jeg har for så vidt et langt stykke ad vejen stor sympati for det forsvar for Israel og det israelske folk, som Dansk Folkeparti og hr. Søren Espersen konsekvent giver udtryk for. Men en løsning for det israelske folk forudsætter jo også en løsning for det palæstinensiske folk, og jeg savner af og til i hr. Søren Espersens begavede og belæste indlæg også at høre, hvad Dansk Folkepartis forslag egentlig er til, hvordan vi også løser det her for det palæstinensiske folk – vel vidende at en samlet løsning jo ikke findes, før der er en løsning for begge folk. Det var bare en lille opfordring, men den debat kan vi tage en anden gang.

Tak til ordføreren. Fru Lene Espersen som konservativ ordfører.

For Det Konservative Folkeparti har mellemøstpolitikken altid hvilet på det princip, at man skulle kunne gå på to ben. Der skal både tages et hensyn til staten Israels legitime ret til at kunne eksistere, også i fredelig samdrægtighed med sine naboer, og på den anden side et ønske om at give palæstinenserne en mulighed for at få deres egen stat og egne muligheder for frit at udleve deres liv. Det har altid præget vores tilgang til mellemøstpolitikken, uanset hvem der har siddet i udenrigsministerstolen, og uanset hvad vi ellers har diskuteret. Det er også med de briller på, at jeg nu vil komme med et par lidt krasse kommentarer til det forslag i forbindelse med særloven, der her fremsættes.

Regeringen fremsætter jo i forbindelse med særloven et forslag, hvis formål er at give Palæstinas mission i Danmark, missionspersonale samt familiemedlemmer tilhørende personalet husstandsrettigheder og immuniteter i et omfang, der svarer til de rettigheder og immuniteter, der tilkommer diplomatiske repræsentationer her i landet. Der er i dag ikke hjemmel til at give den slags rettigheder til personale, der ikke kommer fra en anerkendt stat eller en international organisation eller institution. Og selv om vi altså er enige i, at det er klart, at man på tidspunkter skal støtte palæstinensernes kamp – derfor støttede vi også det ønske, der var omkring at kunne blive medlem af UNESCO, og var enige om, at man skal støtte præsident Abbas' meget, meget inkarnerede og meget målrettede forsøg på at se, om ikke man kan få skabt fremskridt – så mener vi ikke, at timingen med det her lovforslag overhovedet er godt. Lige nu forhandler udenrigsminister Kerry med de stridende parter, og vi synes altså, det er meget problematisk, at man på den baggrund kommer løbende med et lovforslag på nuværende tidspunkt.

Jeg vil gerne sige, at vi for det første altså har en stor skepsis over for særlove, og vi synes, man skal være yderst tilbageholdende med at anvende dem. Endnu værre bliver det så, når man så læser lovforslaget, for for mig at se er der ikke noget behov for absolut at tvinge lovforslaget igennem Folketinget nu. Der står i lovforslaget, at man har truffet beslutning om at gøre det sammen med Finland, men det er da ikke noget argument. Det kunne lige passe, at finnerne sagde: Vi gør det, fordi vi har truffet beslutning om at gøre det med Danmark. Så er det lidt ligesom to børn, der kommer rendende ind hos mor og far for at få lov til et eller andet. Jeg synes, der skal helt andre argumenter på bordet, og jeg vil i hvert fald sige, at jeg ikke ser nogen argumenter for, at det lovforslag skal fremsættes nu. Jeg synes også, at det er selvmodsigende, at man på den ene side erkender, at der ikke er nogen selvstændig stat, men på den anden side også gerne vil lade, som om der alligevel er det.

Endelig vil jeg også gerne sige, at jeg egentlig altid har betragtet Danmark som et land, der lå i midterfeltet i EU, når det gjaldt mellemøstproblematikken. Vi var ikke på den fløj, der kun tog side for den palæstinensiske side, vi var heller ikke på den fløj, der valgte at forsvare staten Israels synspunkter uanset hvad, nej, vi var i midten, og vi sagde, at hvis der skal være fred i Mellemøsten, skal man stille krav til begge parter. Derfor vil jeg sige, at vi ikke synes, det her lovforslag er timet godt, det kommer på et rigtig dårligt tidspunkt, og vi ser ikke nogen argumenter for det, og derfor kan vi på det foreliggende grundlag heller ikke støtte det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Tak. Det bliver understreget, at det er en særlov. Det er det jo også, og det er da i særdeleshed også en særlig situation, som palæstinenserne efterhånden har været i i rigtig, rigtig mange år.

Mener ordføreren ikke, at den her beslutning er en naturlig følge af den beslutning, som hele Folketinget – med undtagelse af hr. Søren Espersen – tog den 21. januar i år, hvor vi præciserede, hvordan det danske Folketing ser på Palæstinas situation? Og regeringen uddybede sine synspunkter netop i samme debat.

Ordføreren.

Nej, det gør jeg ikke.

Hr. Christian Juhl.

Tak for et kort svar. Så vil jeg gerne spørge: Når ordføreren siger, at Folketinget tvinges til at vedtage det her lovforslag, er det så ikke lige i overkanten? Jeg mener: Vi har da alle sammen vores frie ret til at trykke på både den røde, den grønne og den gule knap, når vi skal til at stemme og tage stilling til selve forslaget?

Ordføreren.

Det, jeg sagde, vil jeg sige til hr. Christian Juhl, var, at der er tale om en særlov. Jeg har det principielle synspunkt – og det har Det Konservative Folkeparti – at man skal være yderst, yderst tilbageholdende med at fremsætte lovforslag til særlove, og der er ikke noget tvingende behov for, at det absolut skal igennem Folketinget nu.

Jeg synes, at det timingsmæssigt er utrolig dårligt tilrettelagt at komme med forslaget nu. Det var noget andet, hvis der var blevet lavet en fredsløsning på Mellemøstkonflikten og der var tale om, at der kom en palæstinensisk stat; så kunne jeg forstå det. Men jeg kan ikke se, hvorfor det lovforslag skal komme nu, og derfor kan vi ikke støtte det.

Tak til ordføreren. Udenrigsministeren.

Mange tak for det, og tak for en god debat og for den opbakning, som lovforslaget har fået her under førstebehandlingen i salen, og også tak for de mange venlige bemærkninger. Det er ganske rigtigt mit første lovforslag som udenrigsminister, og det er jeg glad for.

Lovforslaget vil, som flere har været inde på, jo give hjemmel til, at Palæstinas mission i Danmark og missionens personale samt familiemedlemmer tilhørende personales husstand kan indrømmes rettigheder og immuniteter i et omfang, der svarer til de rettigheder og immuniteter, der tilkommer diplomatiske repræsentationer her i landet.

Jeg vil gerne understrege, at Danmark med denne beslutning om opgradering ikke har anerkendt Palæstina som stat. For regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget hænger en anerkendelse uløseligt sammen med en forhandlet tostatsløsning mellem Israel og Palæstina. Det har regeringen ofte gjort klart over for palæstinenserne, og senest gjorde den tidligere udenrigsminister det den 14. januar i forbindelse med underskrivelsen af aftalen om Palæstinas missions status. Alle Tingets udenrigsordførere var som bekendt indbudt til denne begivenhed, og den danske tilgang svarer til, hvordan de andre nordiske og en række øvrige europæiske lande har grebet sagen an.

Så har jeg et par kommentarer til de mere partispecifikke bemærkninger, der har været. Til Venstre, der godt kunne have ønsket sig en udstrakt hånd, vil jeg gerne i al stilfærdighed sige, at sagen dog har været diskuteret siden maj. Jeg forstår, at der har været et samråd den 16. maj med en række skriftlige spørgsmål og besvarelser i forlængelse af det, og det har været forberedt i løbet af efteråret. Men det skal nu ikke skille os ad, fordi det er klart, at regeringen ikke har noget andet ønske end at tage en dialog og tage imod den udstrakte hånd, som hr. Søren Pind gav.

Jeg kan ikke sådan på forhånd garantere, at vi kan imødekomme alle Venstres ønsker, i forhold til hvad vi skal stille af betingelser og krav osv., fordi hele ideen med det her – og det er også en kommentar til nogle af de andre bemærkninger, der har været – jo er at skabe et bedre grundlag for at kunne tage nogle af de her drøftelser, end vi har i dag. Men jeg synes da bestemt, at vi skal tale om mulighederne for at lave et fælles betænkningsbidrag. Lad os se på det, og kan vi ikke komme hele vejen i mål, kan det være, at vi kan komme halvvejs i mål. Lad os se på det.

Så nævner hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, hvad det egentlig er for nogle grænser, vi forhandler ud fra her i dag, hvad det er for en palæstinensisk stat, vi snakker om. Der er jo ikke et Palæstina. Det må jeg give hr. Søren Espersen ret i, som jeg også lige har sagt. Det her er jo ikke anerkendelse af en egentlig stat. Der pågår jo forhandling om, hvordan grænsedragningen skal være. Som også hr. Christian Juhl var inde på, kunne man på samme måde sige, at der ikke foreligger en israelsk stat med endelig faste grænser. Det er først fastlagt, når forhandlingerne er færdige.

Men det, vi gør her, svarer jo meget til den opgradering af Palæstinas status i FN, der blev foretaget den 29. november 2012 til ikkemedlemsobservatørstat. Dermed kan man sige, at Danmarks anvendelse af betegnelsen Palæstina er helt i overensstemmelse med betegnelsen i den resolution, som FN's Generalforsamling vedtog med meget stort flertal – 138 lande, der stemte for, 41 lande afstod fra at stemme, og 9 lande stemte imod.

Det er som sagt ikke udtryk for en anerkendelse af en palæstinensisk stat, men regeringens offentligt kendte politik er her, at anerkendelsen vil blive en konsekvens af en forhandlet tostatsløsning mellem Israel og Palæstina. Men i den her aftale afspejler betegnelsen Palæstina den danske stemmeafgivning og det internationale samfunds beslutning i november 2012, og på den måde synes jeg sådan set, at det hviler på et rimeligt konsistent grundlag.

Tak til både Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten for at støtte aftalen, og også tak til Liberal Alliance. Jeg er meget enig i, at det har været og er en smertefuld fødselsproces. Vi håber, vi kan komme med et lillebitte bidrag her og opfatter det også som et naturligt videre skridt, og jeg vil se frem til at svare på de spørgsmål, som Liberal Alliance måtte have i forbindelse med lovbehandlingen.

Så kom der et lidt krast indlæg, synes jeg, fra De Konservative her til sidst, der synes, at det både er dårlig timing og en dårlig særlov, og som i det hele taget savner gode argumenter for overhovedet at tage det her skridt på nuværende tidspunkt. Som sagt er det jo en proces, der har været undervejs længe. Vi er helt på bølgelængde med de nordiske lande og en lang række andre europæiske lande, som også tilhører det midterspor, som De Konservative taler om.

Jeg synes egentlig, at det at forbedre mulighederne for at føre en konstruktiv og også til tider kritisk dialog med det palæstinensiske selvstyre sådan set kun giver god mening. Det synes jeg ikke er udtryk for dårlig timing. Det er jo rigtigt, at der pågår forhandlinger, men der kunne man fristes til at sige, at det har der godt nok gjort i mange, mange år i forskelligt regi og forskellige konstellationer, og det har jo ikke forhindret, at vi løbende har taget – i øvrigt også den tidligere regering – små skridt for at forbedre dialogen med både det palæstinensiske selvstyre og Israel. Så jeg synes ikke, at det er udtryk for sådan en meget ubalanceret tilgang, at man nu også tager dette skridt.

Men ligesom med Venstre tager jeg meget gerne en dialog med De Konservative og hører, om der kan gøres noget for at betrygge De Konservative i, at det her er en del af en balanceret tilgang i forhold til et eventuelt betænkningsbidrag og opfordrer selvfølgelig også den konservative ordfører til at stille alle de spørgsmål, der måtte være i den forbindelse.

Der er et par korte bemærkninger fra Søren Espersen og Lene Espersen. Først er det Søren Espersen.

Tak. Lige inden jeg stiller mit spørgsmål til udenrigsministeren, vil jeg lidt usædvanligt prøve at besvare det, som fru Mette Bock spurgte om, altså hvad der egentlig var vores mellemøstpolitik. Jamen min og vores mellemøstpolitik er, at alt det, israelerne og palæstinenserne kan blive enige om, går vi ind for. Det er egentlig meget let. Der er gud ske tak og lov en masse samarbejde, der foregår på tværs af grænserne i alle mulige sammenhænge – kulturelle og sportslige osv. Så der foregår egentlig masser af ting, der er positive, men vi hører bare næsten aldrig om dem. Det er ærgerligt.

Så til mit spørgsmål til udenrigsministeren: Hvordan har Israels reaktion på, at regeringen vil fremsætte det her lovforslag, været? Har ministeren selv haft nogen kontakt, og hvad har man sagt fra israelsk side?

Udenrigsministeren.

Jeg har ikke personligt har haft kontakt med Israel, men vi har selvfølgelig orienteret Israel om det her i flere omgange, og jeg er ikke bekendt med, at det har afstedkommet større reaktioner fra Israels side.

Hr. Søren Espersen.

Jamen jeg vil så gerne bede udenrigsministeren om at spørge Israel, altså spørge den israelske ambassadør om, hvordan man ser på det her, og så måske lade det tilgå Udenrigsudvalget i et svar. Tak.

Udenrigsministeren.

Som sagt har vi orienteret Israel om de her skridt, og jeg er sikker på, at hvis man ønsker en kommentar fra Israel til det her spørgsmål, kan man få det, hvis man spørger.

Fru Lene Espersen for en kort bemærkning.

Jeg reagerer lidt på udenrigsministerens bemærkning om, at Danmark med det her skridt har placeret sig i midterfeltet af EU-lande. Altså, mig bekendt er der tale om, at det alene er Danmark og Finland, der opgraderer palæstinensernes mission i de to pågældende lande. Men vil udenrigsministeren uddybe, om der er andre EU-lande, der påtænker at gå den samme vej som Danmark og dermed komme til at være i det såkaldte midterfelt, som udenrigsministeren nævner Danmark er i med det her lovinitiativ?

Udenrigsministeren.

Det vil jeg meget gerne. Der er stillet et spørgsmål af Hr. Søren Pind, spørgsmål 99 til Udenrigsudvalget, som jeg kan henvise til. Jeg har det med her, så jeg kan lige ganske kort sige, at der er en gruppe af lande, som faktisk indrømmer rettigheder og immuniteter til palæstinensiske missioner helt i medfør af Wienerkonventionen. Det er landene i kategori 1, nemlig Polen, Tjekkiet, Østrig, Rumænien, Grækenland og Cypern. Så er der landene i kategori 2, som er lande, der gør det, vi gør nu, altså lande, der indrømme rettigheder og immuniteter i et omfang, der svarer til de rettigheder, som tilkommer diplomatiske repræsentationer, og i den gruppe er Bulgarien, Frankrig, Ungarn, Sverige, Slovakiet, Italien, Portugal, Slovenien og Malta. Og så er der kategori 3, som er lande, som giver nogle rettigheder og/eller immuniteter og påtænker en opgradering af den status, og det er Luxembourg, Finland og Danmark. Endelig er der en mindre kategori – kategori 4 – der giver nogle rettigheder og ikke påtænker en opgradering. Det er Irland, Storbritannien, Spanien, Holland, Tyskland og Belgien. Så jeg synes godt, man kan tillade sig at sige, at vi ligger nogenlunde i midterfeltet.

Fru Lene Espersen.

Det var lige præcis derfor, jeg stillede udenrigsministeren spørgsmålet, for jeg kender også det svar. Og der er jo ikke andre lande end Danmark og Finland, der påtænker ensidigt at rykke i retning af en mere propalæstinensisk status. Så det var faktisk derfor, jeg stillede spørgsmålet, men nu har udenrigsministeren selv svaret på det, og svaret er entydigt: Der er ikke tale om, at hele mellemgruppen af EU-lande nu sammen rykker i en retning. Der er tale om, at Danmark og Finland nu ensidigt bevæger sig i en mere propalæstinensisk retning end den, man har fulgt tidligere, og jeg vil bare sige, at det beklager jeg, for jeg synes, at den tobenede tilgang til mellemøststrategien er den rigtige.

Udenrigsministeren.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvilke lande der kan siges at tilhøre midtergruppen. Men jeg kan i hvert fald konstatere, at når Danmark og Finland har gjort det her, er der altså 22 af de 28 EU-lande, som har taget det skridt, og 6, der ikke har.

Tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.