Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 126:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. (Ændring af regler om patienters retsstilling, nedlæggelse af Lægemiddelskadeankenævnet, oplysningspligt ved erstatningsudbetalinger i patientskadesager, afbrydelse af forældelse i sager om patient- og lægemiddelskadeserstatninger, offentliggørelse af Sundhedsstyrelsens tilsynsrapporter ved tilbagevendende tilsyn m.v.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag).

(Fremsættelse 30.01.2014).

Forhandlingen er åbnet. Fru Sophie Løhde som Venstres ordfører.

Tak for det. Det går hurtigt her i salen, så jeg håber, vi andre til gengæld kan få lov til at overskride taletiden en lille smule, for godt nok skal lovforslaget her ses som en samlet pakke, der skal være med til at sætte fokus på patienternes retssikkerhed – og der er også rigtig mange flotte ord i fremsættelsestalen, og jeg vil rose ministeriet for at have været kreative i argumentationen for, hvorfor det her lovforslag helt åbenlyst er udtryk for en samlet pakke, for man må da i hvert fald sige, at der er pakket rigtig mange ting sammen i en pakke – men der kan måske være nogle steder, hvor man sådan kan spørge lidt til, hvad tingene helt logisk set har med hinanden at gøre. Men der er en masse forskellige elementer – og i øvrigt tillykke til den nye sundhedsminister – og vi ser frem til et godt samarbejde og skal også nok love den nye minister, at han ikke på noget tidspunkt vil komme til at savne os.

I forhold til den første del af lovforslaget, som vedrører en ændring af reglerne om patienternes retsstilling, er vi som udgangspunkt positive over for forslagene og noterer os jo særlig, at ministeriet også undervejs på baggrund af høringssvarene har suppleret bemærkningerne til lovforslaget, herunder indføjet en tilføjelse til sundhedsloven, sådan at alle studerende er undergivet en lovfæstet tavshedspligt i forbindelse med modtagelsen af helbredsoplysninger, når de deltager i behandling som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse, og herunder også, at man udstrækker forslaget til at omfatte andre nærmere afgrænsede grupper af sundhedspersoner, som under uddannelse eller videreuddannelse kan have behov for at kunne følge et afsluttet patientforløb med henblik på læring. Til gengæld savner vi måske også, at det af lovforslaget kommer til at fremgå lidt mere klart, hvordan det også for patienterne bliver tydeligt, hvordan man kan frabede sig, at nogle oplysninger bliver videregivet. For en væsentlig forudsætning for at kunne tale om den selvbestemmelsesret, som der tales om i lovforslaget, er jo også, at det sker på et for patienten oplyst grundlag. Og den del bør man nok overveje at se på hvordan man kan arbejde lidt videre med i lovforslaget.

Den anden del af lovforslaget vedrører et forslag om at samle Lægemiddelskadeankenævnet og Patientskadeankenævnet til et nyt samlet nævn, der samtidig skal skifte navn til den yderst mundrette titel Ankenævnet for Patientforsikringen. Vi er positive over for at samle de to nævn, under den klare forudsætning at det jo ikke bare er en smart øvelse på papiret, men at den organisatoriske ændring af ankenævnsbehandlingen rent faktisk også for borgerne betyder, at systemet fremadrettet bliver mere gennemskueligt.

I ministerens lovforslag var der samtidig, i hvert fald indtil i går eftermiddags eller i går aftes, et forslag om også at ændre i repræsentationen i nævnet. I høringssvarene og alt muligt andet var der vist ikke rigtig så mange, som kunne forstå, hvorfor Forbrugerrådet og Kommunernes Landsforening skulle smides ud af nævnet, og jeg kan forstå, at ministeren også har valgt at bakke på den tidligere sundhedsministers del af lovforslaget, og det kan jo måske ikke helt afvises, at ministeren sådan har skelet lidt til stemningen i Folketingssalen, i forhold til om der var en opbakning til den del eller ej i forhold til sit første lovforslag som sundhedsminister. Men det er jo bare en lille detalje.

Den tredje del af lovforslaget vedrører så et forslag om, at regioner og forsikringsselskaber forpligtes til at oplyse Sundhedsstyrelsen om skadeserstatningsudbetalinger, der så at sige ligger ud over det gennemsnitlige niveau for skader. Det synes vi er et rigtig fint supplerende redskab til Sundhedsstyrelsen som led i dens tilsynsvirksomhed, og det giver dermed også bedre muligheder for at målrette tilsynsindsatsen. Til gengæld er vi ikke enige i, at pligten til at oplyse ikke gælder skadeserstatninger som følge af skader på offentlige sygehuse. Her burde der være en ligestilling mellem de private og de offentlige hospitaler. Og endelig er vi også enige med de høringsparter, der bemærker, at Sundhedsstyrelsen burde kunne modtage oplysningerne direkte fra Patientforsikringen og behandlingsstedet.

Den fjerde og næstsidste del af lovforslaget vedrører et forslag om afbrydelse af forældelse i sager om patient- og lægemiddelskader, og dermed at man genopretter en tidligere praksis vedrørende forældelsesreglerne. Det synes vi er godt, men vi synes bestemt ikke, det er godt nok med de ændringer, man foreslår her. Der mener vi at der vil være behov for nogle ændringer i lovforslaget, før Venstre vil kunne bakke op om det. Nu er vi bare spændt på, om den nye minister så også vil være villig til at lytte og justere lovforslaget her undervejs, eller om man insisterer på at trumfe det, der ligger på bordet, igennem.

Endelig, for det femte, vedrører det her lovforslag også et forslag om offentliggørelse af tilsynsrapporter. Det er jo igen positivt, specielt også når regeringen godt kan lide at tale om øget åbenhed inden for sundhedsvæsenet, at vi siger: Nu er der nogle aktører, så der skal være øget åbenhed omkring tilsynsrapporter. Igen er det bare besynderligt, at det kun gælder de private aktører. Jeg tror, at de private hospitaler og klinikker fylder sådan rundt regnet, skal vi sige 1,5-2 pct. af den samlede aktivitet inden for det offentlige sygehusvæsen. Så er det jo besynderligt, at man ikke også insisterer på en øget åbenhed der, hvor patienterne så i omkring 98 pct. af tilfældene rent faktisk bliver behandlet. Så der så vi måske gerne, at en insisteren på en øget åbenhed sådan set også rakte længere ud og dermed også kunne bruges som et for borgerne reelt instrument til at kunne navigere ud fra kvaliteten på de forskellige behandlingssteder, og at forslaget dermed ikke kun omfatter private sygehuse, men at vi også medtænker de offentlige.

Lad det være de afsluttende bemærkninger. Vi kan som sagt ikke umiddelbart støtte lovforslaget, som det ligger på bordet her og nu, men vi vil være åbne for at støtte det undervejs, hvis ministeren også til gengæld udviser en åbenhed over for at ændre elementer i lovforslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Jeg kunne se, at taletiden rakte nogenlunde.

Hr. Flemming Møller Mortensen som socialdemokratisk ordfører.

Tak. Her i Folketingssalen skal vi jo lave gode nye love, men vi skal naturligvis også sikre, at vi får vurderet og om nødvendigt justeret og forbedret de eksisterende love. Det gør vi så i dag i forhold til sundhedsloven og andre love, som er relateret til sundhedsområdet.

For mig som socialdemokrat er kvalitet og tryghed for den enkelte patient og for de pårørende den helt grundlæggende og den helt afgørende del af tilliden til og synet på vort sundhedsvæsen. Det her lovforslag laver altså moderniseringer og justeringer, primært for at sikre, at retssikkerheden og gennemsigtigheden på området bliver bedre for patienterne.

Der er en håndfuld områder, hvor der foregår justeringer. For det første styrker vi rettighederne i forhold til aktindsigt i patientjournaler, sådan at studerende, som er i gang med en uddannelse inden for sundhedsområdet, opnår bedre muligheder for at uddanne sig og opnår bedre kompetencer. Det styrker behandlingen for den enkelte patient, og det øger kvaliteten i fremtiden. For det andet sikres der også en bedre og mere gennemsigtig klageadgang. Der er to instanser i dag; de bliver lagt sammen, og nu får vi, som også fru Sophie Løhde sagde, et mere mundret navn for det, og det kommer til at hedde Ankenævnet for Patientforsikringen. Det er rigtig godt. Vi undgår, at man skal til at lave dobbelt sagsbehandling, og det vil med sikkerhed øge gennemsigtigheden for borgerne.

For det tredje får vi også kigget på forældelsen af sager i forhold til patient- og lægemiddelskadeserstatninger. Der er altså skader, som opstår senere end andre, og der får vi nu en helt anden mulighed for at sikre patienterne mulighed for erstatning. Det skal ske, inden for 10 år efter at der er givet en afgørelse i forhold til et område. Det er en klar forbedring af patienternes retstilstand, så derfor er det en rigtig god forandring.

Et andet område, hvor der sker en ændring, er oplysningspligten i forhold til erstatningsudbetalinger i patientskadessager, og her bliver det altså sådan, at regioner og forsikringsselskaber får en forpligtelse til at oplyse Sundhedsstyrelsen om det, hvis det viser sig, at der er sket en større udbetaling end det, der er det gennemsnitlige, hvilket dermed kan indikere, at noget er galt.

Et andet sted, hvor der også sker en forbedring af gennemsigtigheden, er i forhold til patienter, som går til private aktører i sundhedsvæsenet. Her får Sundhedsstyrelsen fremover mulighed for administrativt at fastsætte regler i forhold til private plejehjem, kosmetiske behandlingsinstitutioner og klinikker og andre behandlingssteder om, at de skal offentliggøre Sundhedsstyrelsens tilsynsrapporter. Det giver patienterne bedre mulighed for at vurdere, hvilken pleje og behandling de kan få de forskellige steder.

Forløbet af det her lovforslag frem til førstebehandlingen her i dag synes jeg faktisk på rigtig fin vis giver et billede af, hvor åben og demokratisk en proces man også har i forbindelse med revidering af love. Der er givet rigtig mange og rigtig gode høringssvar; der er blevet lyttet til dem; og der er blevet lavet ændringer, hvilket også afspejles af sundhedsministerens to ændringsforslag.

Socialdemokraterne støtter det her lovforslag. Det øger kvaliteten, det øger gennemsigtigheden, og det har vi til stadighed behov for i vores gode sundhedsvæsen. Vi støtter lovforslaget og ser frem til og vil sikre en aktiv deltagelse i udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Fru Liselott Blixt som Dansk Folkepartis ordfører.

Mange tak. Jeg vil først sige velkommen til vores nye sundhedsminister. Det er jo det første forslag under den nye sundhedsminister, og jeg vil starte med at rose forslaget, fordi der er sket to ændringer.

Den første vedrører politiets adgang til helbredsoplysninger til brug for opklaring af forbrydelser. Det var vi lidt utilfredse med i Dansk Folkeparti og gjorde opmærksom på det før jul. Heldigvis har det vist sig, at man i høringssvarene har haft den samme opfattelse, så det blev meget hurtigt pillet ud af lovforslaget. Den anden ændring er den, som de andre ordførere har nævnt, nemlig af Patienskadeankenævnet, hvor man ville udelukke KL og Forbrugerstyrelsen, som ellers har siddet med i det nuværende ankenævn. Så vi ser med tilfredshed på, at ministeren har stillet et ændringsforslag til det her.

Ellers er det hele en pose blandede bolsjer, vil jeg sige. Desværre er det sådan med nogle af de her lovforslag, at ministeren har taget alt godt nede i skuffen, og når man så åbner forslaget, kommer der lidt godt og skidt blandet sammen. Der er ting i det, som vi vil stille uddybende spørgsmål til, og det drejer sig netop om lægemiddelerstatningssager. Advokatrådet og andre jurister har været inde at problematisere nogle af tingene, fordi det, der kan være godt for nogle, kan være til skade for andre. Der mener jeg, at vi bliver nødt til at få en dybere forklaring, eventuelt en teknisk gennemgang af, hvordan det forholder sig, for det er ikke noget, som man lige kan gennemskue, altså hvad det vil betyde for den enkelte patient, der på et tidspunkt anker en sag, eller får en erstatning, som vedkommende eventuelt skal betale tilbage igen.

Vi er dog ikke trygge ved den lov om patienters retsstilling, hvor aktindsigten i patientjournaler bliver udvidet. Fra Dansk Folkepartis side er holdningen, at en patientjournal er ens private oplysninger, og derfor skal man selv give tilladelse til, at andre kan få indsigt i journalen efter endt behandling. Ministeren skriver i høringssvarene, at sikkerhed og privathed er af stor betydning og værdi for det enkelte menneske og for sundhedsvæsenets funktion. Den socialdemokratiske ordfører var også inde på, at tilliden til sundhedsvæsenet var det vigtigste

Alligevel ser vi her gang på gang love, der sikrer, at flere og flere får adgang til en patientjournal uden at skulle anmode om samtykke. Det er blevet en lang glidebane, hvor tilliden mellem læge og patient bliver mindre og mindre. I lovforslaget står der, at man kan frasige sig, at oplysningerne gives videre. Det vil i bund og grund betyde, at får man det ikke oplyst, er man uvidende om det. Det vil så sige, at efter det her forslag kan sundhedspersonale som studerende, læger, tandlæger, jordemødre bruge ens patientoplysninger i 6 måneder efter endt behandling. Ser vi så op på høringssvarene her, kan vi jo se, at mange af dem faktisk ønsker at få adgang i længere tid, og der er også mange, der siger, at når andre har fået adgang, vil de også have adgang. Det er en glidebane, og vi ser det efterhånden mere og mere.

Jeg er da glad for, at ministeren sagde nej til, at der var flere, der skulle have adgang til de her oplysninger, men efterhånden ved vi ikke som borgere, hvem det er, der har adgang til vores oplysninger, hvis vi ikke selv giver samtykke. Så det er også noget, jeg vil bede ministeren om at oplyse, nemlig hvem der kan gå ind i vores patientjournaler og få oplysninger uden at bede om samtykke; hvordan kan vi selv frasige os muligheden, og hvordan bliver vi oplyst. Det er vigtigt for os at vide i Dansk Folkeparti, før vi kan tilslutte os det her lovforslag.

Sjovt nok er det jo sådan, at den, der har dårligst adgang til sin journal, nogle gange er patienten selv. Jeg fik en henvendelse fra en borger, der gerne ville vide, hvad der var sket i borgernes liv, da borgeren var indlagt som barn. Den pågældende fik at vide – det står jo også i forslaget – at hvis det var inden 2010, er det ikke altid, man kan få det oplyst. Men det vil sige, at der altså er nogle, der har svært ved at få oplyst, hvad der er sket, mens de var børn – noget, som også kan påvirke dem i voksenlivet. Jeg synes, det er lidt underligt, at vi skal give alle mulige andre adgang til vores journaler, og at vi kan sælge vores oplysninger uden i det hele taget at give samtykke, mens det at komme til at se vores egne journaloplysninger kan være en prøvelse.

Dansk Folkeparti har ikke noget imod, at oplysningerne kan bruges i forbindelse med læring. Vi mener bare, at vi skal give vores tilladelse først; det skal ikke være et formodet samtykke. Og jeg er sikker på, at der er rigtig mange, der vil give tilladelse til, at studerende kan se oplysningerne i forbindelse med deres læring.

Men jeg synes, det er mest betryggende, at man kender den studerende eller den læge, der har været til stede, da man var inde at få en behandling, hvis man selv skal sige, at de meget gerne må tage oplysninger fra ens journal. Men at man lader journalen være vidt åben, så man ikke ved, hvem det er, der læser ens oplysninger, mener Dansk Folkeparti er problematisk, og det er nogle af de ting, som vi gerne vil tage op. Og så håber jeg, at vi får en rigtig god gennemgang af lovforslaget sammen med ministeren.

Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Jeg vil sige til fru Liselott Blixt, at det undrer mig ganske meget, at Dansk Folkeparti er skeptisk, i forhold til at studerende, som har med en patient at gøre, efterfølgende kan få lov til at gå ind og gøre brug af de oplysninger for netop at kvalificere sig og blive en bedre sundhedsprofessionel til at yde omsorg for og pleje og behandling af danske borgere efterfølgende.

Jeg synes, det er en højst besynderlig skepsis at lægge ned over et system, der bygger på tillid mellem den enkelte patient og det sundhedsfaglige personale, hvor vi har begreber som tavshedspligt, som gælder for enhver, og hvor det kan kontrolleres efterfølgende, om nogen bryder sin tavshedspligt, og om man har gjort brug af oplysninger, som ikke har væsentlighed for en. Jeg synes, det er højst besynderligt, og jeg synes, det er at skabe mistillid om hele tillidsbegrebet at sætte spørgsmålstegn ved tavshedspligtsbegrebet i det offentlige sundhedsvæsen, og det synes jeg er højst besynderligt. Jeg synes faktisk også, det er beklageligt.

Ordføreren.

Jamen så kan vi jo se, hvad Socialdemokraterne mener at en patientjournal skal bruges til. Jeg er valgt af borgerne, jeg lytter til, hvad borgerne siger, og borgerne ønsker, at det er dem selv, der skal give tilladelse til, at der er nogen, der ser deres journal. Hvis de har haft et dårligt forløb med en læge eller en studerende, ønsker de måske ikke, at vedkommende skal gå ind og se, hvad der sker videre det næste halve år. Det er deres personlige papirer.

Jeg kunne da godt tænke mig at spørge Socialdemokraternes ordfører: Mener hr. Flemming Møller Mortensen, det er statens papirer, når man har en patientjournal, som alle kan få lov til at gå ind og se i, når det passer dem?

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Som der netop står meget tydeligt i lovforslaget her, har borgeren, patienten, mulighed for at frasige sig det. Borgeren, patienten, har mulighed for at frasige sig det, men det bygger på tillid mellem borger og sundhedsvæsen, og jeg synes, Dansk Folkeparti på en fuldstændig unødvendig måde drager i tvivl, om det er et bærende element. Det undrer jeg mig rigtig meget over.

Ordføreren.

Det kan godt være, hr. Flemming Møller Mortensen undrer sig, men nu mener vi, at det her er private dokumenter. Det er nogle oplysninger, som man giver til en læge i tillid. Vi ser, at der er flere og flere, der lader være med at fortælle alt til deres læge, for de ved ikke, hvem det er, der kan gøre brug af de oplysninger. Det må da være den enkelte patient, der bestemmer. Ja, man kan frasige sig det, men så skal man jo også have det at vide først. Hvor mange i dag ved, hvem der gør brug af deres oplysninger? Det er der ikke ret mange, der ved, for man oplyser det ikke, og man spørger ikke patienterne.

Tak til ordføreren. Fru Camilla Hersom som radikal ordfører.

Tak for det. Dette er jo et lovforslag, der har som sit overordnede formål at styrke patienternes retssikkerhed, at fremme læring blandt læger, til gavn for patienterne selvsagt, og også at bidrage til at sikre mere enkle og gennemsigtige regler på en række områder vedrørende erstatningssager. For at opnå det ændrer vi regler i tre forskellige love, nemlig sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.

Det lyder jo allerede temmelig komplekst, og det er det også, må man sige, og høringsfasen har med stor tydelighed vist, at der var hjørner af det oprindelige forslag, som kunne have uhensigtsmæssige konsekvenser. Vi er i Radikale Venstre meget glade for de præciseringer, som høringsfasen har medført, og jeg finder grund til at understrege, at det jo meget tydeligt viser, hvor væsentligt det er, at vi har en høringsfase, hvor relevante parter kan udtale sig om et lovforslag og lovforslagets virkninger. Det giver jo meget, meget ofte anledning til forbedringer af et lovforslag; jeg kan næsten ikke huske noget lovforslag uden ændringer. I dette tilfælde har der været flere. Men jeg synes, det er et vældig godt udtryk for den måde, det danske demokrati fungerer på, at når vi sender et lovforslag i høring, så er vi altså også åbne over for de indvendinger, bemærkninger, korrektioner og præciseringer, det kan medføre.

En af de ting, vi behandler i det her lovforslag, handler jo om, hvem der har adgang til menneskers helbredsoplysninger, og det er klart, at det er nogle af de allermest personfølsomme data, vi har, både fordi det er følsomt for folk, hvilke forløb de har været igennem, men jo også fordi de opfatter det som følsomt. Derfor er det også nødvendigt, at vi er ekstra varsomme med, hvem der kan få adgang til hvilke oplysninger og på hvilket grundlag – samtidig med at vi også har hensyn til, at lægerne netop kan lære af de forløb, der er, at studerende kan få en god uddannelse, og i visse tilfælde også at sundhedsdata kan have betydning i helt andre forhold, f.eks. efterforskning af kriminalitet. Men vi er på baggrund af den høringsfase, der har været, og det forløb, der har været, meget tilfredse med, at når det f.eks. handler om efterforskning af kriminalitet, så vil det ikke være sådan, at man har pligt til at videregive helbredsoplysninger om patienter, hvad enten de måtte være i live eller på det tidspunkt døde, men at der faktisk lægges op til et samarbejde mellem Lægeforeningen og politiet om, hvordan man fortolker de eksisterende regler. For vi har jo også alle sammen en interesse i, at hvis der er begået grov kriminalitet og helbredsoplysninger kan være en nøgle i efterforskningen, at de så også kan bruges.

Vi er også i Radikale Venstre meget tilfredse med, at det nye Ankenævn for Patientforsikring får en bred repræsentation. Det mener vi faktisk ikke kun er vigtigt for den enkelte sag, der bliver vurderet og behandlet, men sådan set også, for at de relevante parter kan trække det ud af ankenævnsbehandlingen, som er nødvendigt for, at hele systemet fremadrettet kan lære, hvad enten det er lægerne, borgernes repræsentanter eller systemet som sådan.

Jeg kunne så høre på ordførertalerne fra Venstre og Dansk Folkeparti, at der er en række spørgsmål og ting og sager, vi måske skal drøfte i udvalgsbehandlingen. Det vil jeg se frem til, fordi det her er komplekst, og fordi det har med borgernes retssikkerhed at gøre, det har med sundhedsdata at gøre og forskellige systemer, der skal interagere og i øvrigt tage vare på forskellige hensyn. Så tror jeg, det er meget, meget vigtigt, at vi er grundige i behandlingen. Så jeg ser frem til de drøftelser og spørgsmål, der må opstå der.

Radikale Venstre kan støtte forslaget, som det ligger nu. Vi er også villige til at blive klogere undervejs. Og jeg skulle hilse fra min kollega fra SF, fru Özlem Cekic, og sige, at SF også kan støtte forslaget. Hun er desværre forhindret af forhandlinger andetsteds.

Der er en kort bemærkning fra fru Sophie Løhde ... nej, det var der ikke alligevel. Det var der på et tidspunkt. Tak til den radikale ordfører. Fru Stine Brix som Enhedslistens ordfører.

Tak for det. Jeg synes, det er en rigtig interessant diskussion om personfølsomme data, som Dansk Folkepartis ordfører rejser. Vi er et parti, som ofte er meget skeptisk over for, at adgangen til personfølsomme data bliver udvidet, men jeg må faktisk sige, at i den her sammenhæng synes jeg, at det, der lægges op til, er meget fornuftigt og afbalanceret. Ikke mindst synes jeg, det er værd at have med, at et af elementerne i det her lovforslag jo faktisk handler om at sikre netop patienternes adgang til deres egne journaler på en bedre måde end i dag, ved at man får ret til også at få aktindsigt i elektronisk form og også ved at skærpe fristen for, at man kan få adgang.

Det er rigtigt, at der også er en udvidelse for studerende og for sundhedspersonale, som er uddannet, men som så er i gang med en videreuddannelse, og det er rigtigt, at det bliver man selvfølgelig nødt til at overveje. Jeg synes, det er rigtig, rigtig klogt, at vi præciserer, hvad det er, der skal være gældende regler på det her område. Ja, det er fortrolige oplysninger, og ja, det er private og personfølsomme oplysninger, og det kræver også, at man kan stole på en god håndtering af de oplysninger, man videregiver, når man snakker med en læge, en sygeplejerske, en lægestuderende, en sygeplejerskestuderende. Netop derfor synes jeg, det er rigtig godt, at vi nu får understreget, at man som studerende også har en tavshedspligt i de her sammenhænge. Studerende fungerer ofte, når de er i praktik, fuldstændig på lige fod med det sundhedspersonale, der er der, og agerer sygeplejerske eller læge, selvfølgelig under observation, og derfor tror jeg faktisk, det er rigtig vigtigt, at de vænner sig til, hvor vigtigt det er, at de kan håndtere de her oplysninger, og at de gør det i overensstemmelse med det, som er opgaven, de skal løse, når de bliver færdiguddannet.

Heldigvis er det sådan, at når nu vi bliver bedre til at udrulle de elektroniske systemer, så bliver det også logget, hvem der ser på oplysningerne, og derfor kan man som patient hele tiden holde øje med det. Jeg er enig i, at man selvfølgelig skal oplyses om muligheden for at frabede sig de her ting. Men jeg synes nu, det er ganske klogt, når det gælder de studerende, at give dem nogle muligheder, der svarer til det uddannede sundhedspersonales.

Til gengæld er jeg enig i pointen fra Dansk Folkeparti, og jeg tror også fra De Radikale, om, at det er rigtig klogt, at den del om, at politiet skulle have aktindsigt uden dommerkendelse, er pillet ud. For her ville der virkelig være et brud med tilliden til, at de oplysninger, man videregiver til sundhedspersonale, ikke ender i alle mulige andre sammenhænge. Lægeforeningen, og jeg tror også patientforeningerne, var jo også meget hurtigt ude og advare mod det, fordi det netop ville være sådan noget, der ville sætte tillidsforholdet i forbindelse med de oplysninger, man videregiver, under pres. Så det er en rigtig, rigtig god ændring i forhold til det oprindelige forslag.

Vi kan støtte lovforslaget, som det ligger. Jeg kunne forstå på Venstre, at man gerne vil fremsætte et ændringsforslag, men ikke mere præcist om hvad. Men det må vi jo tage i udvalgsbehandlingen, det vil vi sådan set gerne høre noget mere om. Vi synes også, det er en rigtig god ændring, man lægger op til, om at give Forbrugerrådet og KL plads i det nye samlede ankenævn. Så det er et ændringsforslag, vi også sagtens kan støtte. Men med de bemærkninger vil jeg holde her.

Tak. Tak til ordføreren. Hr. Leif Mikkelsen som Liberal Alliances ordfører.

Tak for det. Det lovforslag, vi behandler her, indeholder utvivlsomt gode elementer. Det er f.eks. svært at være imod en styrkelse af patienternes retsstilling, og i Liberal Alliance bakker vi således gerne op om elementer som en skærpet tidsfrist i forbindelse med ansøgning om aktindsigt i patientjournaler.

Omvendt er det også vores vurdering, at lovforslaget på en række områder lader væsentlige spørgsmål stå ubesvaret, og vi vil derfor selvfølgelig gå konstruktivt ind i udvalgsarbejdet, og vi har da også allerede sendt et par spørgsmål til ministeren. Vore to primære bekymringer drejer sig dels om patienternes persondatasikkerhed, dels om, hvorvidt de private hospitalers mulighed for at udfordre det offentlige system med stigende kvalitet og lavere udgifter til følge svækkes.

Danske Regioner understreger f.eks. i deres høringssvar, at der i forslaget åbnes op for, at studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af patienter, kan få videregivet patientoplysninger, hvor der gives adgang til at videregive oplysningerne til en faggruppe, der ikke kan stilles selvstændigt til ansvar i sundhedsvæsenets patientklagesystem, men alene efter de almindelige forvaltningsmæssige regler. Der kan rejses spørgsmål om, om dette overhovedet bidrager til den styrkelse af patienternes retsstilling, som er et af de bærende motiver bag det her forslag, men det er også vores vurdering, at det rejser væsentlige problemstillinger vedrørende patienternes persondatasikkerhed.

I Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikkers høringssvar fremgår det, at nogle af de umiddelbart gode tiltag, der lanceres, ved nærlæsning udelukkende gælder private aktører. På den baggrund er vi i Liberal Alliance bekymrede for, om man ved at opstille særlige krav til private aktører svækker disses mulighed for at levere god service til patienterne og for at bidrage til en effektiv udnyttelse af de ressourcer, vi investerer i vores sundhedsvæsen.

Vi ser frem til udvalgsbehandlingen, og vi ser frem til en forhåbentlig lydhør minister. Derfor kan vi her i dag sige, at indgangen til det her forslag fra vores side er, at vi er overvejende positive.

Tak til ordføreren. Fru Mai Mercado som konservativ ordfører.

Tak for det. Herfra skal også lyde et varmt velkommen til den nye minister. Vi ser også frem til samarbejdet.

Det her lovforslag er blevet kaldt rigtig mange ting. Det er blevet kaldt blandede bolsjer, det er blevet kaldt lidt af en rodebunke, det er blevet kaldt for forvirrende, og jeg tror, at jeg vil stille mig op i rækken af ordførere, som siger, at det kan være svært at gennemskue, hvad de enkelte elementer nøjagtig har med hinanden at gøre. Men lovforslaget er tænkt som en samlet opdatering af en række regler, som altså skal komme patienterne til gode og bidrage til at styrke patienternes retssikkerhed. Det er med de briller på, at jeg som konservativ ordfører har læst lovforslaget.

Baggrunden for det her forslag er så ifølge ministeren at sikre så enkle og gennemsigtige regler som muligt, og det er jo noget, som vi i udgangspunktet egentlig synes er meget positivt. Vi finder det positivt, at regeringen har fundet lejlighed til at ændre i lovforslaget nu op til flere gange, fordi man er blevet klogere af høringssvarene, også op til flere gange, men måske burde det have fået endnu en omgang i maskinrummet. Vi ser i hvert fald stadig væk elementer, som vi er betænkelige over for.

Det første element vedrører muligheden for, at medicin- og sygeplejerskestuderende og andre studerende, som indgår i den her kliniske hverdag, kan videregive helbredsoplysninger fra patienter uden samtykke. I lovforslaget står det beskrevet, som om det er sådan en teknikalitet, afhængigt af på hvilken måde den studerende arbejder, om det er selvstændigt, eller om man arbejder sammen med andet sundhedsfagligt personale. Der vil vi i udvalgsbehandlingen spørge konkret ind til denne forskel og også de udfordringer, der måtte være forbundet hermed, fordi på hvilken måde stilles patienterne rent faktisk bedre, ved at flere deler de her oplysninger?

Det næste element i lovforslaget er den her samling af Lægemiddelskadeankenævnet og Patientskadeankenævnet, og vi er generelt for forbedringer, der øger gennemskueligheden. Vi har også noteret os, at lovforslaget indikerer, at de to nævn ifølge ministeren er stort set identiske efter den seneste lovændring, og så kan man jo bare sådan lidt fiffigt spørge sig selv om, hvorfor nævnene så ikke blev lagt sammen dengang. Men nuvel, sådan er demokrati måske også en gang imellem. Det, som foruroliger os med sammenlægningen af de her to nævn, er, at vi jo dybest set ikke ved, hvad vi kan regne med.

Vi har jo så noteret os i dag, at KL og Forbrugerrådet alligevel får repræsentation, fordi det er kommet os for øre gennem en pressemeddelelse i går fra ministeriets side, og jeg synes da ærlig talt, at det er lidt opmærksomhedsvækkende, i hvert fald hvis man kan bruge det ord, at ministeren finder lejlighed til at sende en pressemeddelelse ud, men ikke finder lejlighed til at orientere partiernes ordførere om, at KL og Forbrugerrådet altså alligevel får repræsentation i det her nævn. Det finder vi faktisk stærkt problematisk, fordi det er problematisk, at vi som folketingsmedlemmer skal tage stilling til et lovforslag, som altså ikke kommer til at være korrekt i indholdet, når det så bliver debatteret i salen, og når vi ikke er orienteret herom.

Det tredje element handler om at opdatere oplysningspligten ved erstatningsudbetalinger af patientskadesager. Det ser sådan ud til at have bund i de ændrede regler om det udvidede frie sygehusvalg, og da regionerne så ikke længere er erstatningsansvarlige for de skader, som måtte opstå hos de private, har regionerne så heller ikke oplysningspligten. Den skal de private have. Det giver jo i princippet god mening. Men det, der ikke giver mening, er, at man forskelsbehandler, og det ville jo være positivt, om den her oplysningspligt også gjaldt for skader sket på offentlige sygehuse. Det virker underligt, at det kun er private, som har den her oplysningspligt. Så hvis det her lovforslag skal ses med patienternes øjne, ville det jo have været rigtig positivt, hvis man havde udvidet oplysningspligten til også at omfatte det offentlige sundhedsvæsen, for det ville patienterne jo i højere grad kunne have brugt.

Så summa summarum, det er godt med gennemsigtige og enkle regler for patienternes retssikkerhed, men vi er meget usikre på, hvor godt patienterne vil komme til at stå med den her lovændring. På flere måder virker argumentationen mere, som om den bliver til for systemets skyld og altså ikke til for patienternes. Det gælder sammenlægningen af de to nævn, og det gælder også muligheden for, at studerende kan videregive helbredsoplysninger uden samtykke. De to forslag vil være rigtig gode for sundhedssystemet. Spørgsmålet er, om de vil være rigtig gode for patienterne.

Vi har noteret os i debatten, at der er flere af regeringspartierne, som er villige til at blive klogere. Det synes vi er rigtig positivt. Når andre stiller sig spørgsmål, er det klart, at vi også stiller os de samme spørgsmål, og derfor vil vi benytte udvalgsbehandlingen til at få klarhed over en række af de spørgsmål, de stiller os.

Tak til ordføreren. Ministeren for sundhed og forebyggelse.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg som minister for det her område til raden rundt af ordførere sige tak for velkomsten. Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til vores samarbejde, og jeg håber, at I vil notere jer, at mine refleksioner over de vise bemærkninger, som ordførerne gav ved førstebehandlingen, også giver anledning til refleksioner i det videre forløb. Det ligger os – og det tror jeg gælder for os alle sammen – jo meget på sinde, at borgerne i landet har tillid til vores sundhedsvæsen, tillid til, hvordan det fungerer, at man kan være tryg, at man kan være tryg ved at komme til lægen på sygehuset, at man kan være tryg ved at få en ordentlig behandling og ikke mindst som patient være tryg ved sikkerheden for, at vores sundhedsvæsen er gennemskueligt.

Nu er der blevet sagt meget om, at det her også er svært gennemskueligt, og hvad det er for en pose blandede bolsjer, der bliver præsenteret osv. Man kunne også vælge at se det på den måde, at der i virkeligheden i det her forslag er indeholdt to typer ændringer. Der er en type ændring, som er til fordel for patienten, og lad mig i den sammenhæng bare nævne, at tidsfrister og form for aktindsigt bliver forbedret. Jeg noterede mig Dansk Folkepartis ordførers interesse for patienternes adgang til at få indsigt i egne oplysninger, og der er det her lovforslag uomtvisteligt et skridt i den rigtige retning. Jeg noterer mig også, at der overvejende er positive holdninger til det nye ankenævn for Patientforsikringen, som jo gør det lettere for patienterne at gennemskue, hvordan der skal arbejdes, hvordan man arbejder i den situation, når man har en sag, med at komme igennem med sine ønsker. Så synes jeg, at det, uanset hvordan man vender og drejer det, må anses for positivt, at forældelsesfristernes afbrydelse bliver lettere, for dermed bliver det lettere at opnå den retsstilling, som man som patient måtte ønske sig. Jeg hører heller ikke nogen af Folketingets partier være imod, at man tager det skridt i retning af at sikre patienterne bedre rettigheder. Endelig er der offentliggørelse af Sundhedsstyrelsens tilsynsrapport, som jo også er et skridt i den rigtige retning for den patient, der ønsker at vide, hvad det er for en behandling, vedkommende kan forvente, hvad det er for et sted, vedkommende lader sig behandle. Alt sammen er det gode og positive initiativer, som vil hjælpe og sikre patienternes retsstilling.

Så er der så en anden gruppe forslag, som man kan sige er forslag, der umiddelbart vil være til fordel for det personale, der færdes i vores sundhedsvæsen, men hvor hele målet jo ikke er, at det er endemålet. Endemålet er selvfølgelig, at det skal blive bedre at være patient i vores sundhedsvæsen. Det er blevet nævnt et par gange, altså hvad det her med, at studerende skal have adgang til sundhedsoplysninger, er, og om ikke det er farligt.

Eller det andet element i det: Hvorfor skal uddannelseslærere have oplysninger, sådan at de kan blive fagligt kvalificerede? Hvorfor skal der være adgang til elektroniske helbredsoplysninger for læger og tandlæger og jordemødre, bare fordi de skal kompetenceudvikles? Hvorfor skal der være adgang til indhentning af ikkeelektroniske helbredsoplysninger for læger, tandlæger og jordemødre som led i specialuddannelsen?

Alle de elementer er jo elementer, man lægger ind for at sige, at vores sundhedspersonale skal have mulighed for at blive bedre. Vores sundhedspersonale, der er studerende, der er i gang med en faglig kvalificering, der er i gang med kompetenceudvikling, der er i gang med en specialuddannelse, skal have mulighed for at følge patientforløbet, sådan at vi er sikre på, at næste patient, der kommer, får den bedst mulige behandling i vores sundhedsvæsen.

Det er rigtigt, at man altid skal tænke sig om, som det også er blevet påpeget af flere af ordførerne, når man siger, at der skal være adgang til oplysninger om borgernes forhold. Man bliver altid nødt til at veje det forhold, at borgeren skal have sine oplysninger for sig selv, over for hensynet til, at der kan være nogle situationer, hvor det er fornuftigt at give andre adgang til de her oplysninger.

Det, der sker i det her lovforslag, er, at vi for at gøre vores sundhedspersonale dygtigere, for at kvalificere, for at kompetenceudvikle siger: Skulle det ikke være sådan, at de skal have adgang til at lære af de patientforløb, som de har haft, så den næste patient og den næste patient og den næste igen, der kommer, får den bedst mulige behandling? Det er den afvejning, man må foretage sig. Jeg noterede mig Enhedslistens konstatering af, at balancen, der er fundet her, er en fornuftig balance. Jeg vil gerne snakke om den, jeg vil gerne med ordførerne fra partierne prøve at se, om vi kan finde den balance, som vi alle sammen kan stå inde for. Men det grundlæggende hensyn, hensynet til patienten, hensynet til, at patienten, næste gang vedkommende kommer i vores sundhedsvæsen, kan få den bedst mulige behandling, tilsiger, at man selvfølgelig skal kunne kompetenceudvikles, når man er personale i det danske sundhedsvæsen.

Der er så af nogle af ordførerne blevet rejst det spørgsmål: Bør man ikke sikre, at patienterne ved, at sådan nogle oplysninger kan blive brugt i det videre forløb, og at de har mulighed for at sige nej tak? Hvis ordførerne, partierne ikke føler, at det er tilstrækkeligt sikret i det lovforslag, som lægges frem, så lad os endelig arbejde med det. I det hele taget er min og regeringens tilgang til det her, at vi ønsker at samle et bredt flertal. Vi tror på, at det må være muligt at samle et bredt flertal her, fordi det jo er forslag, som er gode for patienterne, som er gode for patienternes mulighed for fremtidig behandling.

Jeg noterede mig, at Dansk Folkepartis ordfører sagde, at det her også er kompliceret stof, og at det ville være fornuftigt at lave en teknisk gennemgang. Det synes jeg lyder fornuftigt. Selvfølgelig skal vi have en teknisk gennemgang, hvis der er medlemmer af Tinget, af udvalget, som ønsker, at vi skal have det, for vi skal have det bedst mulige oplysningsgrundlag, sådan at vi ved, at når vi er uenige om de ting, vi diskuterer, er det ikke, fordi vi har misforstået hinanden, men fordi der er noget at være uenige om. Men jeg tror faktisk – det er min forhåbning – at vi, når vi har haft den tekniske gennemgang, vil kunne finde hinanden i et bredt flertal.

Så fra min side – det gælder det her forslag, det gælder de senere forslag, som jeg måtte fremsætte – ser jeg frem til samarbejdet, jeg ser frem til de debatter, vi skal have, jeg ser frem til de uenigheder, som vi skal kives og strides om, og jeg ser også frem til, at vi sammen kan løfte vores sundhedsvæsen til at blive endnu bedre, end det er i dag. Så tak for den fremstrakte hånd fra jer alle sammen; min skal også være fremstrakt til det fortsatte samarbejde.

Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt.

Jeg takker ministeren for, at vi kan få en teknisk gennemgang af det. Det er jo ikke alle, der er akademikere og kan sætte sig ind i juridisk stof i hvert fald – og jeg er en af dem.

Ministeren siger, at vi skal vægte, hvad der er fornuftigt, når vi ser på en patientjournal. Der kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad ministerens holdning til en patientjournal er: Hvem er det, der har integriteten over for en journal? Hvordan giver man selvbestemmelsesretten til en person? Hvordan sikrer man tilliden mellem sundhedsvæsenet og patienten, hvis man ikke samtidig sikrer, at patienten har en viden om, hvad der sker med de oplysninger, der er i journalen?

Her ser vi jo kun en lille del af, hvad den nuværende regering ønsker der skal ske med patientoplysninger. Og når ministeren siger, at man skal vægte, hvad der er fornuftigt for sundhedsvæsenet, tænker jeg, at vi jo ved, at det også handler om, at man vil sælge patientoplysninger osv. Altså, vi synes jo, det er en glidebane, hvor patienterne ikke selv får lov til at afgøre, om de vil videregive oplysninger.

Vi er sikre på, at der er mange, der vil tillade det med en god viden. Vi mener også, det er rigtig sundt, at studerende, læger og andre kan se, hvordan behandlingsforløbet har været, men vi mener stadig væk, at en journal er ens personlige oplysninger. Jeg har fået mange henvendelser fra borgere, og der er blandt dem nogle mennesker, der ikke ønsker, at man skal gøre brug af det her.

Ministeren.

Der åbnes ingen steder i det her lovforslag op for, at man skal kunne sælge patientoplysninger. Det, der åbnes op for, er at sikre personalet i vores sundhedsvæsen mulighed for kvalificering, for kompetenceudvikling, for deres videre uddannelse. Det er det hensyn, som jeg synes der er til den patient, som er i behandling, men så sandelig også til de patienter, som kommer efter, og som gerne skulle opleve den bedst mulige behandling.

Fru Liselott Blixt.

Som jeg kan forstå det, mener sundhedsministeren, at personalets uddannelse vægter højere end patientens integritet og selvbestemmelsesret?

Ministeren.

Det synes jeg var en dårlig måde at starte et samarbejde på, altså at skyde mig noget i skoene, som jeg under ingen omstændigheder har sagt. Jeg har ikke noget imod at diskutere. Jeg vil meget, meget gerne debattere, jeg vil meget, meget gerne have de uenigheder, som skal frem, men jeg synes også, vi skal gøre det på en måde, hvor vi respekterer det, som hver især siger. Og jeg har på ingen måde sagt, at der ikke er noget hensyn at tage til patienternes integritet. Tværtimod synes jeg, jeg har stået heroppe og har sagt, at det skal vi passe på, men at der jo i det her tilfælde også er behov for at finde en balance, sådan at patienterne kan have deres beskyttelse, men at vores sundhedsvæsen også kan blive dygtigere og bedre fremadrettet.

Så sagde jeg ovenikøbet også i det indledende indlæg – og det er jeg sikker på at fru Liselott Blixt har noteret sig – at jeg i forhold til spørgsmålet om at sikre, hvordan patienterne er oplyst om, at deres oplysninger vil kunne blive brugt i det videre forløb, og de eventuelt kan sige nej til det, så er indstillet på at snakke om, hvordan vi gør det. For det synes jeg da – ligesom alle mulige andre – er vigtigt og rigtigt.

Fru Sophie Løhde har også bedt om en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil jo først spørge sundhedsministeren i forhold til det element, som også blev debatteret, om offentliggørelse af tilsynsrapporter og hele spørgsmålet om indberetning af erstatningsudbetalinger i patientskadesager, der så at sige ligger ud over det gennemsnitlige, hvor man siger at det påhviler de private. Jeg kan selvfølgelig læse, hvad der er af bemærkninger i høringsnotatet fra ministeriet, men hvad er så ministerens egen overvejelse her, i forhold til at man jo ofte ynder at tale om, at der skal ske en ligestilling og en sidestilling osv., altså hvorfor skal åbenheden kun ske på den ene side og ikke på den anden side, når det er, man taler om øget gennemsigtighed og åbenhed i sundhedsvæsenet generelt?

Endelig vil jeg høre, hvilke overvejelser ministeren har gjort sig i forhold til hele spørgsmålet om fristen for at indbringe Patientskadeankenævnets afgørelser for domstolene.

Ministeren.

Jeg noterede mig godt, at det ikke kun var Venstres ordfører, der havde overvejelser om de oplysninger, som gives fra de private behandlingssteder; det var Liberal Alliances ordfører også inde på, og det var den konservative ordfører også inde på. Jeg er i det forløb, vi skal have her, meget villig til at se på, hvordan vi kan sikre, at oplysningerne kommer frem på tilsvarende måde, også fra offentlige sygehuse. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle have en interesse i at sikre, hvis der ikke måtte være det, den ligestilling, som er ønskelig.

Fru Sophie Løhde.

Så vil jeg blot spørge til den sidste del, nemlig i forhold til, hvad det er for nogle overvejelser ministeren har gjort sig med hensyn til spørgsmålet om fristen for at indbringe Patientskadeankenævnets afgørelse for domstolene. Det var det sidste spørgsmål, jeg stillede. Jeg kan jo læse ud af den pressemeddelelse, som ministeren altså har sendt ud i går, men som ingen af os andre har været vidende om – det er man ikke, medmindre man er en meget tæt følger af ministeriets pressemeddelelser m.v. – at ministeren har sat sig grundigt ind i lovforslaget og har læst alle høringssvarene, så her tænker jeg selvfølgelig på den del, som vedrører de her ting, som jeg ikke hørte ministeren kommentere, og hvor der jo er en række kommentarer i de forskellige høringssvar.

Ministeren.

Må jeg ikke sige, at jeg også noterede mig, at den konservative ordfører bevægede sig i samme retning, nemlig at man ikke var blevet orienteret om ændringsforslagene. Altså, vi sendte fra ministeriets side i forgårs oplysninger til udvalget om ændringsforslagene. Jeg har ikke nogen interesse i ikke at sikre, at vi har den bedst mulige og åbne dialog om de ændringsforslag, som der måtte være.

Fru Mai Mercado for en kort bemærkning.

I så fald ser det ud, som om der er nogle oplysninger, der ikke er kommet frem. Jeg vil egentlig sige tak for imødekommelsen. Jeg synes, det er ganske positivt, når en minister rent faktisk reflekterer over de ord, der bliver sagt i salen. Det er jo ikke altid, vi sådan oplever det. Men når det sker, er det positivt, og derfor vil jeg bare gribe muligheden for lige at spørge, om jeg hørte helt rigtigt, og om ministeren rent faktisk gav udtryk for, at han fandt, det var på tide, og syntes, det var positivt, at den her oplysningspligt også kom til at omfatte det offentlige sundhedsvæsen. Var det sådan, det skulle forstås?

Ministeren.

Jeg synes, vi har en fælles interesse i at sikre, at der er størst mulig transparens i sundhedsvæsenet som helhed.

Fru Mai Mercado.

Det var lige billigt nok sluppet. Skal vi som ordførere forstå åbningen på den måde, at ministeren tager oplysningspligten til også at omfatte det offentlige med i det her lovforslag, eller skal vi forstå det sådan, at der kommer en indbydelse til diskussion af oplysningspligten i forbindelse med det offentlige sundhedsvæsen i et andet regi? Eller hvordan skal vi forstå den åbning, som ministeren lige kom med?

For jeg er helt overbevist om, at jeg hørte en åbning, og at jeg hørte ministeren sige, at det var en god idé, der ikke var den her forskelsbehandling på det private og det offentlige sundhedsvæsen, at der skulle ske en ligestilling, at alle var interesseret i det, at det var til patienternes bedste, osv. Og så tænker jeg, at det så må være helt naturligt, at ministeren kan følge op med en konkretisering af det første svar, han gav.

Sundheds- og forebyggelsesministeren.

For mig er det ikke afgørende, om det bliver præcis i det her lovforslag eller på anden måde. For mig er det afgørende, at vi hele tiden bevæger os den rigtige vej. Jeg noterede mig også, at den konservative ordfører allerede var bekymret over, hvad der var indeholdt i det her lovforslag, så hvis fru Mai Mercado nu får endnu mere gummiarm, hvis vi skal snakke om flere emner, så vil det selvfølgelig være en byrde, som vil være svær for mig at bære. Men jeg sagde, og jeg vil gerne holde fast i, at jeg synes, det er noget af det, som vi skal snakke om i forbindelse med det arbejde, som nu skal finde sted, nemlig Folketingets arbejde med det lovforslag, som ligger.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så tak til ministeren for sundhed og forebyggelse. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.