Tak.
Enhedslisten er også positiv over for det her lovforslag.
Hvad den første del angår, nemlig spørgsmålet om en bedre retsstilling for de retspsykiatriske patienter og andre psykiatriske patienter i Grønland, så kan man jo kun støtte det.
Det ligner jo andre lovforslag, vi behandler i den her samling i Folketinget, hvor vi, om man så må sige, retter op på fortidens synder og forbedrer retsstillingen i Grønland, hvor den på en del punkter har haltet bagud, i forhold til hvad der er gældende her i Danmark.
Så det er kun positivt.
I den forbindelse skal jeg måske dryppe en lille smule malurt i bægeret.
Jeg ved godt, det ikke direkte har noget med det her lovforslag at gøre, men det handler jo om, at man på grund af tilstanden i øvrigt i det grønlandske retsvæsen er nødt til at sende mange grønlændere til afsoning her i Danmark, fordi man mangler de fornødne faciliteter i Grønland.
Jeg har ikke overblik over hvor mange, men det skulle være mærkeligt, om der ikke også blandt disse grønlændere, som afsoner her i Danmark, findes et antal retspsykiatriske patienter.
Der kan man selvfølgelig sige, at det er godt, at deres retstilstand forbedres, men samtidig må vi jo erkende, at den så halter bagud, hvad angår det forhold, at de er nødt til at afsone her i Danmark med fare for en yderligere forværring af deres situation, fordi de mange tusind kilometers adskillelse fra familien med deraf følgende vanskeligheder ved at have den fornødne sociale kontakt jo kan være med til at forværre disse afsoneres situation.
Jeg synes, det skal nævnes i den her sammenhæng, selv om jeg godt ved, at det ikke direkte har noget med det her lovforslag at gøre.
Det andet punkt om at omgøre afgørelser om påtaleopgivelser og tiltalefrafald kan vi også godt tilslutte os.
Det er jo ikke så meget af hensyn til retssikkerheden for de pågældende, men spørgsmålet om håndhævelse.
Det lægges der heller ikke skjul på, og den side af sagen skal der jo også tages hensyn til.
Man kan måske sige, at erfaringsgrundlaget er lidt tyndt i forhold til Grønland, hvad det her angår, men det skal heller ikke få os til at gå imod den del af lovforslaget.
Så er der det tredje spørgsmål om at få klare regler og retssikkerhed i forhold til videoafhøring af børn.
Vi støtter også den del, men ligesom Dansk Folkepartis ordfører er vi faktisk meget lydhøre over for det ønske, der kommer fra det grønlandske Landsting, fra selvstyret, om, at man hæver aldersgrænsen til 15 år som en god, yderligere beskyttelse af børnene i den her sammenhæng.
Og vi forstår ikke rigtig argumenterne fra regeringens side, ud over at man gerne vil høre, hvad et udvalg har at sige om sagen.
Det er selvfølgelig altid godt, men det er, som om der ligger lidt automattænkning om, at hvis det er sådan i Danmark, skal det også være sådan i Grønland.
Det gjorde da ikke noget, hvis man på nogle punkter kunne give en bedre retsstilling i Grønland, end der gives i Danmark.
Det kunne jo så smitte af den anden vej.
Det ville være vældig fint.
Vi synes ikke rigtig, der gives nogen saglige argumenter imod at hæve aldersgrænsen til 15 år, når man samtidig kigger på de argumenter, som Landstinget og selvstyret fremfører, hvor man henviser til FN's børnekonvention, hvor man jo definerer et barn som et menneske under 18 år.
Vi bliver også oplyst om, at aldersgrænsen for videoafhøring i Finland, Sverige og Island er 15 år og i Norge 16 år, og det kunne da give anledning til noget eftertanke og måske også til, at vi indhentede nogle erfaringer:
Hvad er så erfaringerne fra disse lande med en højere aldersgrænse end den, vi har i Danmark?
Så vi kunne da godt se en idé i, at vi allerede under behandlingen af det her lovforslag støttede ønsket fra Grønland i den her sag.
Det lyder ikke, som om der umiddelbart er flertal for det.
Det lyder også, som om der er en lille smule bevægelse.
Det er selvfølgelig positivt, og vi vil da meget gerne skubbe lidt mere på, hvad det angår.
Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at vi er positive over for lovforslaget som sådan, da der jo alt i alt er tale om forbedringer af retssikkerheden i Grønland.