Først og fremmest tak til samtlige partier for den støtte, som lovforslaget har fået her under førstebehandlingen.
Lad mig understrege, at Eksportrådet gennem årene har haft kæmpestor gavn af den kompetente rådgivning, man har fået fra bestyrelsen, men det er også rigtigt, som flere ordførere har påpeget, at med en selvstændig ministerfunktion på området er den konstruktion ikke længere tidssvarende, og derfor er det mig selvfølgelig også magtpåliggende at lave det om.
Når det er sagt, har flere peget på, at den værdi, som ligger i at have en tæt kontakt til det danske erhvervsliv, til de danske erhvervsinteresser, ikke må tabes, og det kommer heller ikke til at ske.
Det er jo præcis derfor, at vi vil lave det Udenrigsøkonomiske Forum, som – for nu at adressere bl.a.
Enhedslistens ordførers bemærkninger – vil have repræsentanter for danske virksomheder og erhvervsorganisationer i en størrelsesorden på omkring 15, sådan at vi er sikre på, at virksomhederne har et direkte talerør, at vi kan mærke, hvad det er for nogle rammevilkår, de møder, hvad det er for nogle begrænsninger, hvad det er for nogle ønsker, de måtte have til, at vi kan fremme eksporten mest muligt på Danmarks vegne.
Og så vil det også få ti repræsentanter for forskningsverdenen og andre relevante interessenter.
Jeg tror ikke, at der kan være nogen tvivl om, at en relevant interessent i den her sammenhæng selvfølgelig er den danske fagbevægelse, fordi vi jo ved, at fagbevægelsen også er af afgørende betydning for at sikre de rammevilkår, som der er for dansk erhvervsliv, og at de muligheder for at træde ud på den internationale scene er afgørende.
Så selvfølgelig skal fagbevægelsen også være med dér, og selvfølgelig skal lønmodtagerne også høres dér.
En vedtagelse af lovforslaget vil, hvis man skal sige det helt kort, give mulighed for en mere tidssvarende rådgivning af Eksportrådet, og dermed skriver lovforslaget sig ind i den moderniserings- og effektiviseringsproces, der er i gang i Udenrigsministeriet.
Og det giver anledning til også bare lige at berøre et par andre elementer.
Det blev nævnt fra Venstres ordførers side – og det er jeg enig i – at der er behov for at se på det store tyske marked.
Jeg tager selv til Tyskland; vi har nye initiativer på vej, der retter sig specifikt mod det tyske marked – og også her går vi i øvrigt hånd i hånd, regeringen og oppositionen, i det synspunkt, at der er meget at gøre på det tyske marked.
Det tyske marked er rugbrødsmotoren i den danske eksport og skal derfor prioriteres, og det kommer også til at ske.
Et andet element i den modernisering, som finder sted, er jo den nye ambassadestruktur, som vi laver, og som i øvrigt også betyder en styrkelse af præcis ambassaden i Berlin, men som jo også betyder, at vi sikrer, at vi hele tiden følger med i det tilstedevær, vi har i verden, sådan at vores tilstedevær på de nye fremvoksende markeder bliver styrket, at vores tilstedevær i EU bliver styrket.
Så er det, som den konservative ordfører sagde, fuldstændig rigtigt – og det kan jeg kun bakke op om – nemlig at der er behov for hele tiden at have en fokuseret kraftindsats for at sikre, at den danske eksport står så godt som muligt.
Hvorfor det?
Fordi vi ved, at hver eneste gang danske virksomheder sælger for 1 mia.
kr.
ude i verden, så bliver der alt andet lige skabt 600-700 arbejdspladser herhjemme, som betyder velstand for de familier, hvor arbejdspladserne kommer, og som jo via den velstand, via de skatteindtægter, som der lægges osv., skaber grundlag for den velfærd, som vi gerne vil give, skaber grundlag for det ordentlige skolesystem, som vi gerne vil have, og skaber grundlag for ordentlige daginstitutioner, skaber grundlag for fri og lige adgang til hospitaler osv.
Så der er fuld fokus på, at vi skal blive ved med at prioritere den danske eksport.
Men jeg takker alle Folketingets partier for støtten til forslaget, som det ligger, og jeg glæder mig til det videre arbejde med det.
Tak.