Jeg vil gerne takke for en god debat i dag og ikke mindst takke for det meget brede samarbejde og det meget lange samarbejde, der har været om tilblivelsen af de her lovforslag, med i hvert fald en snes forhandlingsmøder, der har ført frem til den samdrægtighed, vi så har kunnet aflæse af ordførertalerne i dag.
Som afrunding vil jeg gerne benytte lejligheden til at opsummere formålet med etableringen af Danmarks Innovationsfond.
Da regeringen tiltrådte, annoncerede vi, at vi ville lave en innovationsstrategi for Danmark, og et meget væsentligt omdrejningspunkt i den strategi, da den blev præsenteret, var den reform af rådene på innovations- og forskningsområdet, som ligger til grund for lovforslagene i dag.
Ambitionen for os er klar:
De store offentlige investeringer i forskning og innovation skal i øget omfang bidrage til løsninger på samfundsudfordringer og skabe vækst og beskæftigelse.
Vi investerer hvert år knap 20 mia.
kr.
i forskning og udvikling, og det gør Danmark til et af de lande, der set i forhold til BNP investerer mest i forskning og udvikling og herved også investerer mest i vores fremtid.
Det er noget, vi kan være stolte af, og noget, vi bør værne om, og noget, vi bør fortsætte.
Derfor er det også et mål for regeringen, at vores offentlige forskningsinvesteringer skal udgøre mindst 1 pct.
af BNP, og her er der tale om et gulv og ikke et loft.
De massive investeringer har bl.a.
resulteret i fremragende forskere og forskningsresultater i verdensklasse.
Det vidner bl.a.
den nylige evaluering af Grundforskningsfonden også om.
Men samtidig har vi måttet konstatere, at når vi kigger på resultaterne af investeringerne og den viden, der kommer ud af dem, så er det ikke tilstrækkeligt, hvad vi får ud af det.
Sammenligner vi os med andre lande, klarer vi os dårligere på parametre som f.eks.
kommercialisering af forskningsresultater, private investeringer i forskning og innovation, andelen af innovative virksomheder og højtuddannede i den private sektor.
Der er derfor behov for at sætte ind og gøre tingene anderledes, hvis vi fortsat skal kunne begå os i den globale konkurrence.
Det betaler sig.
Faktisk kan man læse i Produktivitetskommissionens rapport, der jo kom, et stykke tid efter at vi havde indgået vores aftale, at virksomhederne kan opnå et afkast i størrelsesordenen 25-35 pct.
af deres investeringer i forskning.
Det var altså også grunden til, at vi allerede i 2012 lancerede Danmarks første samlede innovationsstrategi.
Med vores forslag om at samle og forenkle strukturen på forsknings- og innovationsområdet ønsker vi at fremtidssikre det danske forsknings- og innovationssystem og sikre, at det bidrager til at levere løsninger på de konkrete samfundsudfordringer, og at vi får større effekt af vores investeringer i forskning og udvikling.
Derfor er det altså en usigelig glæde, at det er et samlet Folketing, der efter grundige forhandlinger er enige om at ændre den nuværende struktur.
Vi etablerer altså én samlet fond, Danmarks Innovationsfond – fonden for strategisk forskning, højteknologi og innovation ved at sammenlægge Det Strategiske Forskningsråd, Højteknologifonden og Rådet for Teknologi og Innovation.
Vi forventer, at fonden vil uddele – i hvert fald i år – knap 1,6 mia.
kr.
til strategisk forskning, udvikling og innovation, afhængigt af hvordan finanslovsbevillingerne falder.
Med Innovationsfonden vil koblingen mellem forsknings-, teknologi- og innovationsindsatsen blive styrket, og der vil blive skabt et mere enkelt og slagkraftigt forsknings- og innovationssystem.
I dag skal den her indsats koordineres mellem tre forskellige organer med hver sin ledelse og egne strategier.
Jeg vil dog gerne benytte lejligheden her til at understrege, at forslaget om en ny organisering af forsknings- og innovationsområdet ikke skal ses som en kritik eller manglende anerkendelse af den indsats, som Det Strategiske Forskningsråd og Højteknologifonden eller Rådet for Teknologi og Innovation har ydet over tid.
Højteknologifonden, Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation har på hvert sit område opnået ganske markante resultater.
Men uanset de gode erfaringer med de enkelte dele af det samlede system må vi jo altså konstatere, at de store offentlige investeringer, som vi i Danmark foretager, ikke i tilstrækkeligt omfang omsættes i vækst og beskæftigelse i virksomhederne, og det er på den baggrund naturligt og nødvendigt at ændre strukturen.
Det er ikke for at lave tingene om for enhver pris, men for at sikre, at vi gør tingene på den bedste og mest effektive måde.
Nu får vi med Innovationsfonden skabt en helt ny bevillingsstruktur for strategisk forskning, højteknologi og innovation, hvor vi bygger videre på de allerbedste elementer fra de gamle organer.
Det giver en mere sammenhængende indsats med fokus på de indsamlede effekter og et øget fokus på løsning af samfundsudfordringer og dermed også et større afkast af de offentlige investeringer.
Jeg noterede mig i debatten, at bl.a.
Dansk Folkeparti pegede på det, som også er en del af høringssvarene, nemlig at understøtte vidensformidling og vidensudveksling, og det har fra starten været opfattet som en central opgave, men vi har på baggrund af høringssvarene også tilpasset bemærkningerne i håbet om at kunne imødekomme det, men drøfter det selvfølgelig gerne yderligere, hvis der er behov for det.
Jeg vil, inden jeg slutter, for god ordens skyld allerede nu gøre opmærksom på, at jeg i forbindelse med udvalgsbehandlingen agter at stille et ændringsforslag til lovforslag nr.
L 107 om Danmarks Innovationsfond vedrørende momsfritagelse.
Momsfritagelsen betyder, at fonden kan få sine udgifter til ikkefradragsberettiget købsmoms refunderet.
Det vil betyde, at Innovationsfonden får de samme muligheder for momsfritagelse, som Styrelsen for Forskning og Innovation, Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation har haft indtil i dag.
Samlet set er det med en vis stolthed, at jeg nu kan konkludere på førstebehandlingen, at vi fortsat har et helt enigt Folketing, der bakker op om den her markante forenkling i forskningsrådsstrukturen.
Jeg mener, at den enighed og det samarbejde, der er på det her område, er med til at øge forventningerne til, at det vil lykkes os for alvor at få taget hånd om samfundsudfordringerne og få gjort det på en måde, som forøger vækst og beskæftigelse i Danmark – noget, som der er god brug for.
Tak for ordet.