Først og fremmest vil jeg rose ministeren for hendes ændringsforslag.
Jeg har jo stillet ministeren et spørsmål om, hvorfor lovforslaget oprindelig havde en forældelsesfrist på 30 år.
Samtidig med at ministeren affattede et svar på dette spørgsmål, blev hun opmærksom på, at der kunne være krigsveteraner og andre, der på grund af forældelsesfristen blev afskåret fra at få erstatning, og det er baggrunden for ministerens ændringsforslag.
Det er et godt forslag, som vi med glæde i stemmen kan stemme for.
Jeg har jo bemærket, at ministeren i sit svar skriver både krigsveteraner og andre.
Hvad betyder disse andre?
Det, der undrer mig, er, hvorfor ministeren og de andre partier siger nej til vores ændringsforslag, som jo omfatter andre personer end krigsveteraner og andre udsendte statsansatte, som får psykiske mén i form af PTSD.
Jeg vil godt citere fra et svar på mit spørgsmål, spørgsmål nr.
13:
»På baggrund af udredningen om forsinket PTSD og depression efter exceptionelle belastninger fra juni 2013 er diagnosen forsinket PTSD med et sygdomsforløb, hvor den tilskadekomne har haft nogle symptomer inden for seks måneder og fuld symptomdebut indenfor få år, optaget på Erhvervssygdomsfortegnelsen og kan anerkendes administrativt af Arbejdsskadestyrelsen.
Den lempede praksis for anerkendelse af forsinket PTSD har været gældende for hele arbejdsmarkedet siden sommeren 2013.«
Det betyder jo alle personer, som har fået PTSD med en forsinkelse i forhold til 6-månedersreglen – også andre end krigsveteranerne.
Men uden grund er der folk, som ikke bliver omfattet af dette lovforslag.
Ikke mindre underligt er det, ministeren svarer på mit spørgsmål nr.
14.
Hun skriver:
»Det er ikke muligt at oplyse antallet af sager vedrørende andre end veteraner med Forsvaret som arbejdsgiver, som er genoptaget på baggrund af den ændrede praksis, idet disse sager ikke kan fremsøges i styrelsens sagssystem.«
Når jeg så ser på betænkningen til lovforslaget, kan jeg se, at SF delvis har forstået den mangel i forslaget, og i betænkningen skriver man om, om der kan opnås en højere grad af ligestilling gennem eventuelle forslag om ændrede regler i forbindelse med sent diagnosticeret PTSD som arbejdsskade ved arbejde udført i Danmark.
Jeg vil dog oplyse SF om, at mit ændringsforslag faktisk indeholder et svar på det spørgsmål, som de stiller, nemlig spørgsmålet om, hvem der skal betale for en erstatning til dem, der får en arbejdsskade i form af sent diagnosticeret PTSD.
Det handler om ændringsforslagene nr.
5 og 6, hvor der i bemærkningerne står:
»For andre personer end statsansatte foreslås det, at udgifterne også betales af staten, der får refusion fra Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring for udgifterne.
...
Det foreslås videre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring får hjemmel til at opkræve et tillæg til bidraget efter § 58 i arbejdsskadesikringsloven hos arbejdsgiverne, dog ikke hos statslige arbejdsgivere.«
Så alt i alt tror jeg faktisk, at SF bør kunne stemme for mine ændringsforslag.
Og til jer andre vil jeg blot sige, at jeg ikke tror, I har forstået ændringsforslaget.
Det er jo et lovforslag, som bør dække alle personer, som arbejder på det danske arbejdsmarked.
Hvis dette endnu ikke er forstået, vil jeg arbejde for, at vi kan få det rettet op i fremtiden.