Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 104:

Forslag til lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.

Af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 20.12.2013).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Troels Lund Poulsen som Venstres ordfører.

Tak for det. Det lovforslag, L 104, som vi i dag skal førstebehandle, har været længere tid undervejs, og stammer jo fra en større offentlig debat, der har været igennem efterhånden en del år i forhold til de vilkår, der er for soldater og andre veteraner, der har været udsendt i internationale missioner.

Fra starten af debatten i dag vil jeg gerne på vegne af Venstre sige, at vi synes, at dem, der er udsendt på vegne af den danske stat, hvad enten det er soldater, rådgivere, politibetjente eller lignende, gør en meget fornem indsats på baggrund af de beslutninger, vi træffer her i det danske Folketing. Det er vi stolte af, og derfor fortjener de også vores fulde støtte og den anerkendelse, der bør følge med den støtte, vi giver.

Når vi tager nu hul på behandlingen af L 104, vil jeg, som jeg også startede med, sige, at den jo udspringer af en debat, vi havde i april måned, hvor et bredt flertal i Folketinget besluttede, at der skulle ske en særlig indsats i forhold til 6-månedersreglen, hvad angår anerkendelse af PTSD hos dem, der har været udsendt i international tjeneste. Derfor er det sådan set en rigtig god dag og dermed også en vigtig dag for det udsendte danske personel.

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at det har været en lang og svær kamp, og det har selvfølgelig også været en sag, som har krævet et vist politisk pres. Det tror jeg overhovedet ikke man skal undervurdere. Derfor er jeg også glad for, at regeringen valgte at være med i det forslag til vedtagelse, der blev lavet, så det var et enigt Folketing, der i april måned stod bag det.

Nu har vi så set lovforslaget. Vi har også set de høringssvar, der er blevet afgivet, og der er ingen tvivl om, at vi fra Venstres side ved førstebehandlingen vil sige, at vi jo står bag den beslutning, vi har truffet, og også bag den finansiering, der ligger til grund for det her lovforslag. Men selv om lovforslaget på store stræk ser fornuftigt ud, vil vi selvfølgelig også under udvalgsbehandlingen – bl.a. på baggrund af den lange række af høringssvar, der er kommet, og det materiale, vi løbende har modtaget – stille yderligere spørgsmål, så vi fuldstændig ned i detaljen får belyst, hvordan vi sikrer, at dem, der skal have en mulighed for bedre vilkår i fremtiden, faktisk også får det.

Derfor vil vi i udvalgsbehandlingen lægge vægt på, at vi blandt partierne følger området meget nøje og sikrer, at de intentioner, vi nu har givet fra politisk side – både med vedtagelsen af V 57, og når det her lovforslag bliver vedtaget – får en helt konkret og praktisk betydning for de mange veteraner, som hidtil har været i klemme i systemet, og som på mange måder fortjener en langt bedre behandling end den, de har fået. Derfor vil jeg også foreslå, at der kommer til at være en løbende afrapportering til forsvarsforligskredsen om, hvordan udviklingen går i forhold til de sager, som løbende bliver taget op, og ikke mindst i forhold til de fremtidige sager, der måtte komme.

Med de bemærkninger vil vi selvfølgelig kvittere for regeringens forslag. Det skal man gøre, når tingene bevæger sig i den rigtige retning, og det gør de i forhold til L 104.

Der er par korte bemærkninger. Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg giver jo Venstres ordfører ret – det er et godt lovforslag. Men man skal også huske på, at efter vores forslag til vedtagelse kom der er en udredning med Jens Peter Bonde i spidsen, som fortalte, at alle mennesker kan få sent diagnosticeret PTSD. Så derfor vil jeg spørge Venstres ordfører: Hvorfor er det ikke alle de mennesker, som får PTSD, som vil blive omfattet af lovforslaget?

Ordføreren.

Nu er det jo lidt tid siden, jeg har stået her som minister, og jeg føler lidt, at det er et spørgsmål, der bliver stillet til en minister. Det er ikke Venstre, der har fremsat lovforslaget – det er trods alt regeringen.

Men vi står jo fuldt og helt bag det forslag til vedtagelse, der hedder V 57, og som har fokus på, at det er dem, der har været udsendt, som skal have nogle anderledes og bedre vilkår end dem, som har været gældende hidtil. Det er jo det, der er den økonomiske ramme for det her forslag, og hvis Enhedslisten mener, at det fremsatte forslag ikke er godt nok, så må Enhedslisten jo forklare det.

Jeg troede, at vi var enige med Enhedslisten om, at vi skulle gøre en fælles indsats, og derfor synes jeg faktisk – nu når hr. Jørgen Arbo-Bæhr, jeg tror for første gang i hvert fald i nyere danmarkshistorie, siger noget pænt om mig – at der er grund til at kvittere for, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr faktisk var meget fremkommelig og med til at sørge for, at vi fik lavet det forslag til vedtagelse.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Ja, det er også rigtigt i udgangspunktet. Men efter V 57 kom den udredning, hvor man fortalte, at sent diagnosticeret PTSD kan ramme alle. Så derfor undrer det mig.

Det her er jo en supplementsordning til arbejdsskadeloven, og arbejdsskadeloven gælder for alle, der arbejder i det her land. Derfor undrer det mig meget – for det er ikke ret mange mennesker, vi snakker om – at man ikke vil være med til at sige, at hvis det skal være et rigtig godt lovforslag, skal det omfatte alle, som får sent diagnosticeret PTSD.

Ordføreren.

Jeg minder sådan set bare om den debat, vi havde i foråret, og som vi har haft gennem mange år, om at gøre noget særligt i forhold til vores udsendte danske soldater og for den sags skyld også for andre udsendte. Det har Venstre og andre partier haft et ønske om, og det var det, der var rammen om det forslag til vedtagelse, der blev fremsat.

Jeg husker endda også, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr var meget aktiv i at få formuleret et ganske udmærket forslag til vedtagelse. Og hvis det er sådan, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr nu mener, at det forslag til vedtagelse ikke var godt nok, jamen så kommer vi jo til at diskutere det i løbet af den udvalgsbehandling, der skal finde sted.

Vi ser selvfølgelig fordomsfrit på en dialog om det her, men jeg vil bare sige, at vores udgangspunkt har været, at det var rammen for V 57, der skulle være gældende i forhold til det her lovforslag. Hvis det ikke er det, er det jo altså svært at lave aftaler mellem opposition og regering – altså hvis man, om jeg så må sige, flytter målstregen undervejs. Der må vi altså sige, at det har vi ikke nogen interesse i. Vi står ved de aftaler, vi har lavet.

Fru Lene Espersen, kort bemærkning.

Jeg kan høre, at Venstres ordfører også er optaget af, at vi får mulighed for at følge området, når lovforslaget forhåbentlig snart vedtages. Jeg vil spørge hr. Troels Lund Poulsen, om hr. Troels Lund Poulsen så er enig i, at det vil være formålstjenligt, hvis det bliver muligt f.eks. kvartalsvis at få en status på, hvordan det går med at få sagsbehandlet alle de gamle sager en gang til. På den måde får vi en mulighed for at følge med i både det flow og den sagsbehandling, der foregår, og vi får en sikkerhed for, at de mange veteraner, der nu venter utålmodigt, ved, at der er en eller anden form for politisk opfølgning på det.

Ordføreren.

Ja, jeg kan garantere fru Lene Espersen, at V og K er fuldstændig enige i, at der skal være en kvartalsmæssig opfølgning. Derudover kræver den her sag også, at vi fra politisk side interesserer os enormt meget for, hvordan fremdriften kommer til at være, for vi må desværre konstatere, at der har været udfordringer undervejs i forhold til 6-månedersreglen. Der er jo også til stadighed en diskussion om, hvorvidt der er en anden administrationspraksis end det, der står i den nuværende lovgivning, og alene af den grund skal den her sag have fuld politisk opmærksomhed. Det går jeg også ud fra som en naturlig selvfølge at beskæftigelsesministeren vil være interesseret i.

Fru Lene Espersen, ikke mere? Så siger jeg tak til ordføreren. Hr. Lennart Damsbo-Andersen som socialdemokratisk ordfører.

I dag er en rigtig god dag, fordi vi i dag behandler et lovforslag, der ligestiller posttraumatisk stresslidelse, PTSD, med andre arbejdsskader, også selv om man først opdager symptomerne, mere end 6 måneder efter man hjemkommet.

For Socialdemokraterne er det hjerteblod, at arbejdsgiverne har pligt til at passe på sine ansatte. Alle skal kunne gå trygt på arbejde og vide, at de er sikret den nødvendige støtte, hvis uheldet skulle være ude. Det gælder naturligvis også de mennesker, der er sendt ud i krig på vegne af Danmark. De vil ofte være udsat for meget ekstreme situationer, som de færreste af os her i salen kan sætte os ind i. Disse ekstreme forhold kan medføre PTSD.

Der er mange ubehagelige symptomer forbundet med den posttraumatiske stresslidelse. Det kan være overfølsomhed, vredesudbrud, søvnproblemer eller problemer med at koncentrere sig, for bare at nævne nogle. Det kan også gøre det rigtig svært at klare en helt almindelig hverdag eller et helt almindeligt arbejde. Vi ved også, at PTSD kan ramme meget pludseligt og forsinket, og i mange tilfælde dukker symptomerne for soldater, veteraner, først op efter en længere periode. Det er derfor i mine øjne kun rimeligt, at PTSD anerkendes som en arbejdsskade, også selv om symptomerne først viser sig senere.

Det er ligeledes rimeligt, at lovforslaget bliver udvidet til ikke kun at gælde for de udsendte fra Forsvarsministeriets området, men også andre statsansatte såsom politifolk, der er udsendt af Justitsministeriet. Lovforslaget sikrer hermed, at vi i Folketinget tager ansvaret på os og sikrer, at de danske udsendte får den erstatning, de berettiget til.

Så Socialdemokraterne støtter forslaget.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Lene Espersen.

Jeg vil gerne spørge Socialdemokratiets ordfører, om Socialdemokratiet vil være indstillet på, at vi under udvalgsbehandlingen får en sikkerhed fra ministeren for, at vi kan følge implementeringen af det her lovforslag og følge med i, hvordan det går med sagsbehandlingen af de mange sager. Det er simpelt hen for, at vi har en sikkerhed for, at når det, vi vedtager her, bliver ført ud i praksis, så kan vi se, hvilket flow der er, og hvilken sagsbehandlingstid der er for det, herunder naturligvis også hvor mange sager der er blevet anerkendt, og hvor mange der vil blive afvist.

Ordføreren.

Jeg tror, at vi i forbindelse med udvalgsbehandlingen vil prøve at undersøge, om det vil være muligt at lave sådan en opfølgning, og så vil jeg ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til, om vi synes, det er noget, vi skal gøre eller ej.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr for en kort bemærkning.

Det ligger i forlængelse af mit spørgsmål til hr. Troels Lund Poulsen og hans svar. Det går ud på, at V 57 handler om krigsveteraner, men lovforslaget omfatter mere end krigsveteraner, så lovforslaget er i virkeligheden en udvidelse i forhold til V 57. Så skal jeg spørge hr. Lennart Damsbo-Andersen, hvorfor det i virkeligheden ikke er alle mennesker, der går på arbejde, som bliver omfattet af det her lovforslag. Det undrer mig meget, for hvorfor skal der være forskel på folk, der arbejder her i landet, og dem, der er udsendt som statsansatte i udlandet?

Ordføreren.

Som hr. Jørgen Arbo-Bæhr er fuldstændig klar over, er jeg sikker på, er det her lovforslag jo udsprunget af V 57, og hele den diskussion, der ligger forud for det, bunder i en lang, lang diskussion her i Folketinget om, hvorvidt vi skulle give veteraner, der var hjemkommet fra krig, særlige vilkår. Vi har alle sammen hørt historier og kender måske mennesker, som f.eks. har været udsendt til Kosova og til Irak, og i den forbindelse var man fra forsvarets side overhovedet ikke opmærksom på, at ptsd kunne være en mulighed, fordi man havde – det tør jeg godt sige – måske sådan lidt en machokultur. Derfra og så til den situation, vi står i dag, er man kommet rigtig, rigtig langt, i forhold til at vi tager ansvar for dem, der er udsendt, dvs. militær, politi, sygeplejersker osv., til krigszoner rundtomkring i verden.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Men der er jo andre mennesker, der også kan være del af en machokultur, f.eks. brandmænd, og som går ind for præcis det samme. Hvorfor er de ikke dækket på samme måde som dem, der er sendt ud? Problemet er jo, at når man snakker med krigsveteraner, så siger de, at de håber, at vi ikke får en særlov. De vil behandles ligesom alle mulige andre mennesker i det her land. Det tror jeg er vigtigt, når man lider af ptsd.

Ordføreren.

Hvis nu hr. Jørgen Arbo-Bæhr havde lyttet efter, havde han hørt, at jeg jo netop sagde, at krigsveteranerne ikke bliver behandlet på en særlig måde. De bliver jo netop behandlet på samme måde som alle andre, men de får mulighed for at få anerkendt arbejdsskaden ptsd og opdagelsen af den, selv om den først fremkommer senere end 6 måneder efter hjemsendelsen, og det er det, der er forskellen. Ellers bliver de behandlet fuldstændig som alle andre.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er det fru Marie Krarup som Dansk Folkepartis ordfører.

I Dansk Folkeparti er vi meget taknemlige over de soldater og andre statsansatte, der tør lade sig udsende til konfliktområder. De skal takkes ordentligt, og det skal man gøre, ved at de får en ordentlig behandling, når de kommer hjem. Det har de ptsd-ramte, der ikke har kunnet få anerkendt deres skade som en arbejdsskade, ikke fået, og det skal der rettes op på. Det bliver der rettet op på med L 104, og det går vi varmt ind for. Det eneste problem i forbindelse med den lov, som vi ser det, er, at det har taget så lang tid at få det vedtaget, og derfor håber vi, at det vil gå hurtigt, sådan at veteranerne og de andre statsansatte, som det nu omfatter, hurtigt vil kunne få deres erstatning udbetalt. Det er så væsentligt, at vi respekterer, og at vi takker de folk, der tør sætte livet på spil for Danmark.

Så vi støtter lovforslaget varmt. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Nadeem Farooq som radikal ordfører.

Tak, formand. Som den socialdemokratiske kollega og ven, hr. Lennart Damsbo-Andersen, sagde det, er det en god dag. Og det mener jeg også det er; jeg mener, at den 28. januar 2014 er en rigtig god dag, en længe imødeset dag, og det er den på flere måder. Først og fremmest er det en oprejsning til vores soldater og veteraner, som har gjort tjeneste for Danmark, og som jo i nationens tjeneste har risikeret at betale den højeste pris. Og der er faktisk soldater, der har betalt den pris. Så det er en oprejsning, men det er mere end det.

Konkret betyder det, at vi nu ikke stiller krav om dokumentation for sygdomsdebut vedrørende ptsd i arbejdsskadesager. På den måde giver vi det større fleksibilitet set i forhold til nu, hvor udgangspunktet er 6 måneder.

Jeg mener, det er en ligestilling, og jeg mener, at det her, som vi har arbejdet længe på, både konkret forbedrer soldaternes vilkår, men at det også giver dem den nødvendige oprejsning, som de har fortjent. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Vi ved jo godt, at Det Radikale Venstre går ind for ligestilling, men det her lovforslag betyder jo forskelsbehandling. Hvorfor er en brandmand eller en lokomotivfører, som kommer ud for en meget alvorlig hændelse og i dag får ptsd og måske først anmelder det 1 år eller 2 efter, ikke omfattet af lovforslaget, når alle krigsveteraner er omfattet af lovforslaget?

Ordføreren.

Jamen jeg vil gerne kvittere for, at Enhedslisten roser De Radikales ligestillingspolitik, men der vil jeg sige, at det her er en særordning, som retter op på nogle helt klare problemer, der har været på det her område. Vi har – for nu at sige det mildt – ikke taget hånd om vores veteraner, som vi burde have gjort det. Det betyder ikke, at vi ikke fortsat kan have en diskussion om, om der også er andre områder, vi bør kigge på. Den diskussion kan vi godt have, uden at jeg stiller noget konkret i udsigt.

Men jeg mener faktisk, at det her er en særlig situation, hvor man sætter sit liv på spil for Danmark, i nationens interesse. Det er en særlig situation, og derfor kræver det også en særlig og ekstraordinær indsats, og den leverer vi nu.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg synes, det er underligt. Der er mange mennesker, som sætter deres liv på spil, også i det her land. Mange af dem kommer ud for nogle alvorlige hændelser. Det kan f.eks. være en socialpædagog, som er tæt på at blive slået ihjel. Så derfor undrer det mig meget, når ordføreren for Det Radikale Venstre siger, at vi godt kan have den diskussion, men uden at han vil give mig noget konkret omkring det. Hvorfor kan man ikke sige, om man går ind for det eller ej? Hvorfor er nogle mennesker i det her land, som får ptsd forsinket, ikke omfattet af lovforslaget?

Ordføreren.

Helt grundlæggende ønsker vi i Radikale Venstre at styrke arbejdsmiljøet, at forbedre arbejdsmiljøet, at forebygge og at sikre – ikke bare i skåltaler, men også i praksis – en ligestilling mellem fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Og så er der jo nogle ting afledt af det, og det er, i forhold til hvad man gør, hvis man nu får ptsd.

Så åbner man en diskussion – og det er helt relevant – om andre grupper, men jeg mener ikke, at man kan sammenligne alle andre grupper eller nogle selekterede grupper med vores soldater, vil jeg sige med al respekt.

Tak til ordføreren. Er der en til? Nå, den kom lige, da jeg løftede blikket. Det er fru Lene Espersen.

Tak. Jeg vil også bare gerne spørge den radikale ordfører – ligesom jeg stillede spørgsmålet til den socialdemokratiske ordfører – om han vil være indstillet på, at vi under udvalgsbehandlingen får en sikkerhed fra ministeren for, at vi kan følge sagsbehandlingen efterfølgende. Jeg synes jo, det er vigtigt, når vi laver en særlov, der skal hjælpe hundredvis af veteraner til at få en ny sagsbehandling, at vi også efterfølgende følger med i, hvordan det rent faktisk går med at få sagerne afviklet.

Så jeg vil høre, om Det Radikale Venstre er positivt indstillet over for, at Folketinget kan følge det arbejde efterfølgende.

Ordføreren.

Ja, den radikale ordfører blev lige nervøs for ikke at få det spørgsmål, som de andre fik. Jeg tænkte: Hvad er nu galt?

Nej, det, jeg vil sige, er, at det har jeg principielt ikke noget imod. Jeg mener, at der kan være god ræson i at gøre det. Så jeg synes godt, at vi kan følge op på det eller i hvert fald se på perspektiverne for at følge op på det. Det synes jeg lyder som en god idé.

Tak til ordføreren. Hr. Eigil Andersen som SF's ordfører.

SF var meget skarpt imod, at Danmark skulle føre krig i Irak, men når et flertal besluttede, at vi skulle sende soldater til Irak, mener vi i SF på den anden side, at disse soldater så skal have en ordentlig hjælp, og det gælder, hvis de får såvel fysiske som psykiske skader. Posttraumatisk stresssyndrom er en meget alvorlig lidelse, og efter vores opfattelse i SF har det længe været en kendsgerning, at man ikke nødvendigvis får fuldt udviklet PTSD inden for de første 6 måneder, sådan som man hidtil har krævet for at få erstatning. Derfor er det meget, meget positivt, at det nu anerkendes, at det forholder sig sådan, og at der sker den her forbedring over for soldater og andre udsendte, der har været i situationer, som kan sammenlignes med soldaternes. Men jeg vil apropos den debat, der har udspillet sig her, tilføje, at også for de mennesker, der ved arbejde her i landet får PTSD, har man ophævet reglen om, at der skal ligge en lægeerklæring om fuldt udviklet posttraumatisk stresssyndrom inden for 6 måneder. Også for dem gælder nu, at man kan komme senere, f.eks. 2 år senere, og hvis den arbejdsskadede fortæller lægen, at han eller hun havde et symptom på PTSD inden for de første 6 måneder efter den hændelse, der udløste det hele, men at sygdommen først udviklede sig efter 2 år, kan en sådan PTSD-lidelse, som f.eks. en brandmand har fået, også anerkendes efter den praksisændring, som er sket i Arbejdsskadestyrelsen. Det mener jeg også er vigtigt, for med hensyn til 6-månedersreglen er der så en ligestilling netop mellem dem, der er udsendt i krig og andet, og dem, der bliver arbejdsskadet her i Danmark. Og det her betyder, som man formentlig kan regne ud, at SF støtter det her lovforslag.

Der er et par korte bemærkninger. Hr. Jørgen Arbo-Bæhr først.

Først og fremmest har jeg jo snakket med krigsveteranerne, og de siger jo til mig, at de skal behandles ligesom alle mulige andre mennesker. Nu har jeg så set høringssvarene, og jeg ved, at hr. Eigil Andersen går meget ind for LO's høringssvar, og det vil jeg prøve at læse op fra:

Samlet finder LO det således principielt uhensigtsmæssigt at bryde med systematikken i arbejdsskadesikringsloven. Det bør være sådan, at personer udsat for samme belastning og samme dokumentationsvanskeligheder stilles lige, uanset om der er tale om soldater, redningsfolk, brandfolk, politifolk, socialpædagoger eller andre faggrupper, der i forbindelse med deres arbejde oplever voldsomme og livstruende situationer.

Giver hr. Eigil Andersen LO ret i det?

Ordføreren.

I det, som jeg omtalte i min ordførertale, nævnte jeg 6-månedersreglen. Og for så vidt angår 6-månedersreglen, mener jeg, at der er tale om ligestilling mellem dem, der er udsendt i krig, og de mennesker, som ulykkeligvis bliver arbejdsskadet her i landet.

Så har vi et andet spørgsmål, og det er spørgsmålet om, hvor lang tid efter at en arbejdsskade i form af ptsd er opstået man kan bede om at få erstatning og få det anerkendt. Der er en forskel. Og forskellen består, sådan som jeg har forstået det, i, at en krigsveteran kan få erstatning, også selv om vedkommendes symptomer først opstår efter mange år, altså eksempelvis efter 8 år. Der har jeg opfattet det på den måde – men det kan vi jo få belyst nærmere i udvalgsarbejdet – at hvis der er tale om en brandmand fra Danmark, som har fået ptsd, skal vedkommende foretage anmeldelsen inden for de første 2-3 år. Så med hensyn til anmeldelsestidspunktet har jeg opfattet det sådan, at der er en forskel.

Det kunne man da ønske sig bedre, kan man sige. Men verden går jo fremad i skridt, og her er der i hvert fald tale om et fremskridt også for de lønmodtagere i Danmark, som bliver ramt af det her.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Som udgangspunkt er det jo i virkeligheden den udredning, der kommer fra Jens Peter Bonde m.fl., som siger, at der er mennesker i det her land, som sent får diagnosticeret ptsd. Det er rigtigt, at rigtig, rigtig mange af dem er krigsveteraner, men de andre, som der ikke er så mange af, bliver ikke omfattet af loven. Dem, der arbejder i Danmark, er ikke omfattet af loven. Så er det jo lige meget, om hr. Eigil Andersen har opfattet det rigtigt eller forkert, for det handler jo om folk, der får ptsd, og at de skal dækkes af arbejdsskadelovgivningen.

Så hvorfor gøres der forskel på folk inden for arbejdsskadeloven med denne supplementsordning? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Altså, problemet er, at det ikke er tilstrækkeligt at sætte fokus på det lovforslag, vi behandler i dag, for det omfatter krigsveteraner og udsendte. Men parallelt med det har Arbejdsskadestyrelsen ændret praksis med hensyn til de lønmodtagere i Danmark, som bliver ramt af ptsd. Det, man har gjort der, er, at man ophævet den hidtidige absolutte 6-månedersregel – altså, at det skulle være konstateret inden for 6 måneder ved en lægeerklæring – som gjaldt både for soldaterne og for brandmanden i Danmark. Den praksisændring er med til at belyse, hvad det er, der er sket i forhold til danske lønmodtagere.

Men som sagt er der noget, man kan diskutere i forbindelse med anmeldelsestidspunktet. Der vil krigsveteraner stå bedre, end danske lønmodtagere vil gøre, og det kunne man da ideelt set ønske sig bedre. Men som sagt, jeg mener, at verden går fremad i skridt, og her er der sket et stort fremskridt.

Fru Lene Espersen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge SF's ordfører, hr. Eigil Andersen, om SF, ligesom jeg også har hørt det fra de andre regeringspartiers side, vil være åben over for at sikre, at der bliver mulighed for, at Folketinget løbende, f.eks. kvartalsvis, kan følge med i, hvordan det går med alle disse sager, der skal genoptages, således at vi får fulgt sagen til dørs og får set, hvor hurtigt og hvor mange sager der bliver færdigbehandlet, og hvor mange veteraner der så får godkendt deres PTSD.

Ordføreren

Det synes jeg da er en god idé, idet jeg formoder, at de bureaukratiske systemer også kan løse opgaven. Så det synes jeg er en god idé. Men jeg vil så tilføje – apropos diskussionen med Enhedslisten – at jeg også synes, at det kunne være en god idé, at vi på den måde også fik rapportering om, hvordan det går med PTSD hos lønmodtagere i Danmark – men det er så min tilføjelse.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr som Enhedslistens ordfører.

Det er jo svært at blive ved med at være pessimist i forhold til dette lovforslag. Jeg har jo kæmpet for, at vi skal anerkende de soldater, som har fået psykiske men som følge af deres arbejde som udsendte. Det har været en lang kamp, som startede allerede den 9. december 2011, som nu bliver en supplerende ordning til arbejdsskadeloven ved at give erstatning og anerkendelse for diagnosticeret PTSD.

Jeg er blevet klogere på, hvorfor en lang række krigsveteraner, som i dag lever med PTSD, ikke får anerkendt deres alvorlige arbejdsskade. Det handler jo om et punkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen er meget firkantet vedrørende anerkendelse af PTSD. Det er 6-månedersreglen, hvorefter den tilskadekomne skal have et lægenotat inden for 6 måneder efter hændelsen. Det er jo denne regel, som man skal se bort fra, når man skal vurdere, om en krigsveteran skal have anerkendt sin PTSD.

Lige så vel som jeg er blevet klogere, tror jeg også at beskæftigelsesministeren er blevet klogere. I starten påstod hun, at 6-månedersreglen var et sundhedsfagligt faktum, men en SFI-rapport om 26.000 krigsveteraner viste, at mange af veteranerne vendte hjem med PTSD, som de først blev behandlet for meget senere end de første 6 måneder, efter at de var kommet hjem.

Sidste sommer kom en sundhedsfaglig udredning under ledelse af Jens Peter Bonde, som sagde, at PTSD også opstår, som de kaldte det, forsinket. I forlængelse af vores vedtagelse i Folketinget af forslag til vedtagelse V 57 betyder det, at baggrunden for dette lovforslag er kommet. Ministeren har lavet forslaget som en særlov; i første omgang som et lovforslag, som kun omhandlede krigsveteraner, men som efter høringssvarene også kom til at omhandle udsendte statsansatte.

Vi snakker om Arbejdsskadestyrelsen, hvis praksis bygger på arbejdsskadeloven. Men her er et lovforslag, som bryder med systematikken i loven, og hvor alle, der får en belastning af arbejdet, som giver psykisk sygdom, altså PTSD, skal behandles ens.

Det er et besynderligt forslag, når nogle ansatte får en anerkendelse og erstatning, mens andre ikke har mulighed for præcis det samme efter loven. Vi ved jo godt, at andre ud over de i forslaget nævnte får PTSD, også forsinket. Det kan være brandfolk, det kan være politifolk, socialpædagoger osv.

Jeg ved jo godt, at de bliver behandlet ens, efter at Arbejdsskadestyrelsen indtil videre har ændret sin praksis, men selvfølgelig skal de også være omfattet af loven. Derfor vil jeg stille et ændringsforslag, så alle bliver omfattet af loven. Hvor mange flere, der bliver omfattet, ved hverken jeg eller regeringen, men jeg tror, at det kun bliver få. Det håber jeg, fordi vi snakker om folk, der bliver psykisk syge af deres arbejde.

Her til sidst vil jeg stille to spørgsmål direkte til ministeren i forbindelse med udgifter i relation til de såkaldte aktstykke 425-ydelser, der er en bestemmelse, som er vedtaget i 1996, og som forsvaret fortolker indskrænkende, så den udelukkende gælder for soldater, der har været udsendt den 14. august 1996 eller senere. Er det rigtigt, og er det i overensstemmelse med personellovens § 11, stk. b? Og kan det være rigtigt, at soldater, som er på førtidspension, får fradrag i pensionen, når de får en ydelse på baggrund af personellovens § 11, stk. b?

Udover det har jeg en række spørgsmål, som jeg vil have besvaret skriftligt under udvalgsbehandlingen. Jeg håber og tror på, at vi kan ændre forslaget, så det omfatter alle, som får sent diagnosticeret PTSD.

Tak til ordføreren. Hr. Joachim B. Olsen som Liberal Alliances ordfører.

At sende danske soldater i krig er en af de absolut alvorligste og sværeste beslutninger, Folketinget kan tage. Det er næsten altid meget svært at forudse, om den potentielle politiske gevinst vil stå mål med de økonomiske og frem for alt menneskelige omkostninger, en krig uvægerlig vil have både for vores soldater og for civilbefolkningen i det konfliktramte område. De danske soldater og det danske forsvar som helhed løser de opgaver, de bliver pålagt, med stor professionalisme, og de nyder stor anerkendelse fra Danmarks allierede.

Langt hovedparten af de 26.000 soldater, Danmark har udsendt siden 1992, er heldigvis kommer uskadte hjem til deres familier og venner. Langt hovedparten har også klaret sig godt efterfølgende. Men 68 soldater har mistet livet i tjenesten, og de og deres familier har betalt den ultimative pris for dansk deltagelse i væbnede konflikter. 265 soldater er blevet såret, 32 af dem hårdt såret. En del har forståeligt nok fået ar på sjælen, f.eks. i form af posttraumatisk belastningsreaktion. Dette lovforslag sikrer, at posttraumatisk belastningsreaktion også kan anerkendes som en arbejdsskade i de tilfælde, hvor den konstateres år efter, at den udsendte er vendt hjem. Sådan skal det naturligvis være. Liberal Alliance bakker med glæde op om dette lovforslag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lene Espersen som konservativ ordfører.

Det er en god dag i dag. Det er først og fremmest en god dag for de udsendte i Danmarks tjeneste, der på grund af deres indsats for fædrelandet har pådraget sig den alvorlige sygdom ptsd og derfor har krav på anerkendelse og erstatning. Det er også en god dag for folkestyret, fordi dette efter et forbilledligt samarbejde mellem veteranerne, Soldaterlegatet og andre foreninger sammen med oppositionen, bl.a. med Det Konservative Folkeparti i spidsen, lykkedes at overbevise regeringen om, at reglerne var uacceptable og skulle ændres. Derfor er vi alle glade.

Formålet med lovforslaget er at fjerne det uforståelige dokumentationskrav på sygdomsdebut vedrørende ptsd i form af et besøg inden for 6 måneder, der hidtil har været gældende ret. Det er helt åbenlyst urimeligt, at ens lægefagligt diagnosticerede sygdom ikke anerkendes, alene fordi man ikke er gået til læge inden for en vis dato. I forbindelse med folketingsdebatten og vedtagelsen af V 57, der danner baggrund for dette lovforslag, var der alene tale om udsendte veteraner, dvs. udsendte soldater, der skulle have anerkendelse af sene diagnosticeringer.

Med L 104 foreslår regeringen, at andre udsendte, herunder politifolk, nødhjælpschauffører og andre, der i statens tjeneste sendes ud til samme områder, omfattes af samme regelændring. Det støtter Det Konservative Folkeparti. Vi er glade for, at alle tidligere afviste sager nu genoptages, og vi vil følge området vedrørende praksisændringen som følge af dette lovforslags vedtagelse tæt. Vi vil gerne sikre, at de udsendte, der vender hjem med ptsd, anerkendes og får den erstatning efter arbejdsskadesikringslovens regler, som de har krav på.

Vi har i udvalget modtaget bilag fra Soldaterlegatet, der gennemgår en række fejl i Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling, herunder at man har undladt at spørge i forsvaret for at få bekræftelse på hændelsen eller forløbet, eller at man i forsvaret ikke har fundet dokumentation for, at en soldat har været udsat for truende, voldelige hændelser, selv om den pågældende soldat af det selv samme forsvar har modtaget en særlig anerkendelse for heltemodig adfærd i forbindelse med angreb på danskernes lejr, hvor to danske soldater blev dræbt. Det er simpelt hen ikke til at forstå. Og det vil jeg i hvert fald spørge ministeren ind til under udvalgsbehandlingen.

Soldaterlegatet har også i sit høringssvar gjort opmærksom på, at lovforslaget mangler at omfatte diagnosticeret forsinket ptsd, der jo ikke var anerkendt, da vi i foråret vedtog V 57. Det vil vi gerne høre ministerens kommentar til. Man påpeger også i Soldaterlegatets høringssvar, at der er sket en sproglig opstramning i forhold til den psykiatriske speciallægeerklæring. Det vil vi gerne have belyst under udvalgsbehandlingen.

Endelig vil vi gerne lufte en bekymring, vi har i forhold til kvalitet og sagsbehandlingstid, særlig når så mange sager skal genoptages på ny og have en – i citationstegn – frisk start. Der er afsat 0,2 mio. kr. årligt til dette, dog 1,5 mio. kr. det første år. Og selv om vi normalt i Det Konservative Folkeparti ikke taler for øgede offentlige udgifter, vil vi gerne her tilkendegive, at det lyder meget billigt. Vi vil gerne sikre, at der både er flow og kvalitet i sagsbehandlingen, og derfor har jeg også under førstebehandlingen i dag spurgt ind til, hvordan vi i hvert fald i udvalget kan sikre os, at vi efterfølgende på en eller anden måde bliver orienteret om, hvordan det går med alle disse sager, der nu bliver genoptaget. Og der ser jeg altså helst – det håber jeg ministeren vil være positiv over for – at vi får lavet en ordning, hvor vi måske kvartalsvis hører, hvordan det går. Jeg har nemlig en fornemmelse af, at der er rigtig mange veteraner, der vil være interesseret i, hvordan det her system kommer op at køre. Frem for, at vi stiller skriftlige spørgsmål og § 20-spørgsmål til ministeren, er det måske bedre bare lave en praksis for det, så vi kan se og følge, hvordan det her lovforslag bliver udfærdiget i praksis.

Men grundlæggende synes vi, det er et rigtig godt lovforslag, som vi støtter.

Der er to, der har bedt om korte bemærkninger, først er det hr. Finn Sørensen.

Tak. Og tak til ordføreren for fremlæggelsen. Vi er jo et stykke af vejen rigtig meget enige i den her sag. Jeg har lige et spørgsmål til ordførerens fremstilling af handlingsforløbet. For der synes jeg ikke, at ordføreren nævnte, at vi aldrig var kommet så langt, som vi trods alt er, hvis ikke Enhedslisten, ikke mindst ved vores ordfører, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, havde kastet sig ind i det og sikret, at der blev et flertal. Kan ordføreren bekræfte, at det er en vigtig omstændighed i det her forløb?

Så vil jeg gerne høre, hvad ordføreren mener om Enhedslistens ændringsforslag, som jo sådan i al sin enkelhed går ud på, at det ikke kun skal omfatte veteraner, der er kommet til skade i en krig, men at det f.eks. også kunne omfatte en lokomotivfører , der bliver udsat for den meget traumatiske oplevelse, det er, at komme til at køre et menneske over, som har kastet sig ud foran skinnerne.

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige til hr. Finn Sørensen: Nu ved jeg godt, at Enhedslisten er regeringens støtteparti og normalt altid ender med alligevel at holde hånden over regeringen, men jeg sagde faktisk allerførst i indledningen, at veteraner, Soldaterlegatet og andre foreninger sammen med oppositionen fik lagt pres på regeringen. Jeg går ud fra, at Enhedslisten også betragter sig selv som en del af oppositionen, og jeg beklager meget, jeg ikke nævnte samtlige partier i Folketinget udover regeringspartierne. Men Enhedslisten betragter Det Konservative Folkeparti som absolut værende en del af oppositionen. Så det er svaret til hr. Finn Sørensen.

Til den anden del af hr. Finn Sørensens spørgsmål, der sådan dukker op som trold af en æske, vil jeg sige, at vi jo må spørge ind til det under udvalgsbehandlingen og få ministerens vurdering af, hvad sådan noget måtte koste. Men jeg vil gerne sige ligesom de mange andre, der har været på talerstolen her i dag, at jeg faktisk synes, der er en forskel. Der er nogle, der har været udsendt som soldat og har været gearet op til krig, og måske er kommet hjem og føler sig meget stærke, så der går et stykke tid, før de faktisk erkender, at de måske ikke har det så godt, og der er nogle, der bor hjemme i Danmark, har oplevet en hændelse, har deres netværk omkring sig, deres fagforening osv. Jeg tror, at hvis man har oplevet hændelsen her i Danmark, er sandsynligheden for, at man går til læge eller psykiater, forholdsvis større, end hvis man har oplevet den som udsendt.

Derfor synes jeg faktisk, at det var velbegrundet, at vi i sin tid rejste den her sag på vegne af soldaterne. Men vi ser selvfølgelig frem til, hvad ministeren siger under udvalgsbehandlingen, og vi holder selvfølgelig fast i den aftale, vi har lavet med regeringen.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Den helt præcise betegnelse for Enhedslistens rolle her i Folketinget er, at vi er parlamentarisk grundlag for regeringen. Det har vi sådan brugt lidt tid på at kommunikere til de andre partier og til befolkningen, så derfor kan man vel formulere det på den måde – hvis man endelig skal over i det med filosofi om at være opposition – at vi sådan er en delvis opposition.

Men tak for den ikke helt afvisende kommentar til Enhedslistens ændringsforslag. Til det har jeg bare en kommentar, som jeg gerne vil høre ordførerens svar på.

Det er sikkert rigtigt, at der er et bedre netværk for folk, som arbejder her i landet. Det kunne jo så gøre – hvis vi endelig skal tale økonomi – at omkostningerne ved også at inddrage den slags personer ville være beskedne. Men det skal bare være i erkendelse af, at der også i den slags situationer kan være det, man vel kan sige er en lidt forsinket reaktion på den traumatiske oplevelse, som så kan sætte sig som ptsd. Så derfor mener jeg, der er saglige begrundelser for det ændringsforslag, som Enhedslisten har stillet her.

Ordføreren.

Altså, man kan sige, at vi jo har to deldiskussioner her, og jeg vil sige til hr. Finn Sørensen, at enten er man i opposition, eller også er man i regering, man kan ikke være begge dele samtidig – det er lidt lige som at være gravid. Og derfor betragter jeg altså Enhedslisten som værende et oppositionsparti, vi har også en tradition for mindretalsregeringer her i landet.

Til det andet vil jeg sige, at jeg faktisk synes, det er lidt ærgerligt – og det er ikke for at være polemisk – at Enhedslisten tropper op her i dag og gør det til det store debatemne. Jeg synes faktisk, at vores veteraner fortjener, at vi holder fokus der, hvor fokus var, da vi havde debatten i foråret. Der kendte Enhedslisten præcis til det her problem, og jeg synes, vi skal holde fokus på, at de folk, vi udsender, og som sætter deres liv på spil for Danmarks skyld, er dem, vi hædrer og ærer i dag.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr for en kort bemærkning.

Nu ved jeg ikke, om fru Lene Espersen har snakket med veteranerne. Det har jeg gjort, og veteranerne siger til mig: Vi skal ikke have nogen særlov, punktum.

Så var der noget i ordførerens tale, jeg studsede over, nemlig at det var kommet i stand ved oppositionen med Det Konservative Folkeparti i spidsen, og derfor vil jeg prøve at spørge fru Lene Espersen: Hvornår skiftede De Konservative holdning til det her spørgsmål? Man sad jo i regering fra 2001 til 2011, hvad gjorde man for krigsveteranerne? Hvad gjorde man for dem, der havde ptsd, i 10 år? Så det undrer mig lidt, at De Konservative så lige pludselig finder ud af, at man skal stå i spidsen for krigsveteranerne, i betragtning af at man i 10 år har gjort ingenting.

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Jørgen Arbo-Bæhr, at min oplevelse har været, også når jeg har talt med veteraner og de personer, der menes at måtte repræsentere veteraner, at de faktisk har været meget optaget af, at lige præcis deres særlige situation var noget, vi håndterede. Og jeg vil sige til hr. Jørgen Arbo-Bæhr, at mens Det Konservative Folkeparti sidst deltog i regeringen, var vi faktisk, som et af de første partier overhovedet, på banen med at sige, at der skulle være en veteranpolitik, og med også at begynde at formulere en veteranpolitik.

Men hvis hr. Jørgen Arbo-Bæhr husker tilbage til vores forespørgselsdebat i foråret, vil han huske, at jeg sagde: Da Det Konservative Folkeparti så den første dokumentation for, hvor mange problemer der var med ptsd – og det skete altså først, efter vi var kommet i opposition – gik vores partiformand, hr. Lars Barfoed, herud på Slotspladsen og sagde til veteranerne, at nu var vi overbevist om, at der skulle gøres noget. Og det har vi arbejdet ihærdigt med, lige siden den rapport kom. Jeg kan ikke huske, præcis hvornår den kom, men der var en rapport, der dokumenterede, at der var et problem med ptsd. Siden har det været en konservativ mærkesag. Vi arbejdede med den, da vi lavede forsvarsforlig, og vi har arbejdet med den – bl.a. med hr. Jørgen Arbo-Bæhr – for at få overbevist regeringen.

Så jeg vil sige, at der er fuldstændig konsistens i det, jeg siger her, og i den linje, Det Konservative Folkeparti har lagt, også da min forgænger, hr. Helge Adam Møller, var vores forsvarsordfører.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg skal bare fortælle fru Lene Espersen, at under den forrige regering kørte der rigtig mange sager, også ved domstolene, om folk, der havde PTSD, og de blev underkendt alle sammen. Så det undrer mig meget, at De Konservative så fandt ud af, at der var noget, der var i gære. Jeg tror, det kan skyldes én ting, nemlig at der er kommet en ny regering. Så det undrer mig meget, at problemet har været der i 10 år, uden at man har gjort noget ved det, og at man så her og nu går ind for det.

Det er jo godt, at vi bliver klogere alle sammen, og det er også godt, at I bliver klogere. For jeg synes, det er et godt lovforslag, men som udgangspunkt undrer det mig meget, at De Konservative har været 10 år i regering uden at gøre noget ved det.

Ordføreren.

Jamen jeg vil sige, at vi jo har sendt soldater ud i langt mere end 10 år, og så kan man jo blive ved med at gå tilbage og spørge: Hvorfor skete der ikke noget, da der sidst var en SR-regering? Og så kan man blive ved med at gå tilbage og gå tilbage. Jeg vil sige til hr. Jørgen Arbo-Bæhr, at det, jeg synes virkelig var game changeren – man må vist ikke bruge engelsk her – altså det, der ændrede spillereglerne, faktisk var, at der kom en rapport. Jeg mener det var i efteråret 2011, og det var jo den, der satte hele diskussionen i gang. Sådan erindrer jeg det, og jeg vil sige til hr. Jørgen Arbo-Bæhr, at jeg tror, at det, der er vigtigst, sådan set er, at da det gik op for os alle sammen, både hvor stort et problem det her var, men også at der var et problem med sagsbehandlingen, så fik vi gjort noget ved det. Og vi kan så takke hinanden for, at vi nu har et lovforslag, som der er bred opbakning til.

Tak til den konservative ordfører. Så er det beskæftigelsesministeren.

Nu skal Folketinget jo selvfølgelig diskutere det, man ønsker at diskutere, men det er dog alligevel en lidt spøjs debat. Vi er i gang med at førstebehandle et lovforslag, som alle partier tilslutter sig, og så bruger man taletiden til at diskutere, hvem der fik ideen. Og jeg tror, at jeg sådan i al stilfærdighed vil sige, at det er mit klare indtryk, at alle Folketingets partier er optaget af den her sag, er optaget af vores veteraner, er optaget af, at behandle mennesker, vi sender ud i krig, på en ordentlig måde. Og det, at der er så bred opbakning til lovforslaget her, understreger vel også, at Folketingets partier er villige til at påtage sig et fælles kollektivt ansvar for at hjælpe de mennesker, der får så store ar på sjæl og krop, efter at de vender hjem fra en krig, at de ikke kan arbejde. Det er det, det her lovforslag handler om.

Derfor: Man kan godt bruge tiden på at diskutere, hvem der først fik ideen, og hvem der har sagt hvad i hvilke sammenhænge. Jeg vil nøjes med at konstatere, at det klæder Folketinget at passe på vores veteraner, at det klæder et samarbejdende folkestyre, at man først kan lave et forslag til vedtagelse, som alle står bag, og at der efterfølgende nu forhåbentlig snart kan vedtages et lovforslag, for vores veteraner fortjener det. Man skal ikke bevæge sig ret meget rundt i veteranmiljøet, før man møder mennesker, der har taget endog meget stor skade af at deltage i krig under dannebrog. Det er meget alvorlige sager, vi hører om, og det er mennesker, der har det rigtig svært.

Det er også vigtigt for mig at sige indledningsvis, at rigtig mange af vores veteraner vender hjem fra krig og efterfølgende kan leve et godt liv. De fastholder deres tilknytning til arbejdsmarkedet, en del bliver sågar udsendt igen, deres familieliv fungerer, og det, at de har været udsendt i krig, har været bare én del af deres liv. Det er ikke dem, vi diskuterer i dag.

Dem, vi diskuterer i dag, er dem, der falder igennem vores sikkerhedsnet. Det er dem, der bliver syge af at gå på arbejde, fordi de har været udsendt i krig. Det er dem, der har været udsat for så traumatiserende oplevelse, at enten krop eller sjæl står af og ikke kan mere. Det er dem, der kommer hjem og er kede af det og ikke kan huske. Det er dem, der ikke kan gå på arbejde, dem, der ikke kan få tingene til at fungere. Det er dem, vi snakker om i dag. Og jeg synes, at det måske er meget godt at koncentrere debatten om dem.

Jeg tror også, det er vigtigt at huske på, at det, mange af vores veteraner fortæller os, er, at de ønsker anerkendelse, at det betyder noget, at det samfund, der sender dem i krig, efterfølgende takker dem for indsatsen, og at det betyder noget, at der, hvis man bliver så syg, når man kommer hjem, at man ikke kan passe sit arbejde, er et samfund, der anerkender, at det er en arbejdsskade, og at det, at man er i en så svær situation, som en krisesituation eller konfliktsituation kan være, kan betyde, at man mister sin arbejdsevne helt eller delvist.

Bare for at gøre det helt klart er der jo to forhold, der gør sig gældende på veteranområdet. Der er dels konsekvensen af den udredning, som blev færdiggjort sidste år, som vedrører hele vores arbejdsmarked. Og så er der det, vi diskuterer i dag, og det er måske især henvendt til Enhedslisten, nemlig udmøntningen af en vedtagelse. Altså, Folketinget har besluttet sig for at lave en særlovgivning vedrørende veteraner. Det er derfor, lovforslaget handler om det. Det er en udmøntning af en vedtagelse, som alle Folketingets partier står bag, også Enhedslisten.

Hvad angår udredningen, ved mange af jer, at Arbejdsskadestyrelsen i sommeren 2013 fik mulighed for at anerkende flere sager omkring ptsd på baggrund af lige præcis udredningen, og Arbejdsskadestyrelsen har allerede på baggrund af den ændring anerkendt flere veteraners arbejdsskadesager. Nu skal vi så videre med næste etape, og det er opfølgningen på den vedtagelse, som nu udmøntes i lovforslaget her.

Lovforslaget indebærer, at en lægeerklæring udstedt flere år efter hjemkomsten, hvor speciallægen beskriver, at sygdommen er opstået i tilknytning til og som følge af udsendelsen, i modsætning til i dag vil være tilstrækkelig dokumentation.

Så er det rigtigt, når Enhedslisten siger, at persongruppen er blevet udvidet lidt. Det er rigtigt. Vi har på baggrund af nogle af de høringssvar, der er indkommet, fundet det naturligt, at andre statsansatte, som også udsendes til konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver, også er omfattet af ordningen. Det er selvfølgelig på den baggrund, at det er en forventet sammenlignelig situation, de pågældende mennesker kan stå i, eksempelvis politibetjente. Det tror jeg er vigtigt at få sagt. Det er det, der er bevæggrunden for, at der er en lille ændring af persongruppen.

Men det er også vigtigt for mig igen at understrege, at den udredning, der er lavet, og som danner grundlag for en praksisændring, der allerede har fundet sted, gælder hele vores arbejdsmarked. Lovforslaget her har Folketinget allerede besluttet skal gælde veteraner.

Så er jeg fra konservativ side blevet spurgt om, om vi allerede nu kan tilvejebringe en løbende opfølgning på, hvordan det går med sagsbehandlingen. Det vil jeg meget gerne. Jeg deler fuldstændig indtrykket af, at mange af veteranerne venter. De har ventet længe allerede, og mange er også meget, meget syge og er derfor naturligt optaget af, hvordan det her udvikler sig.

Arbejdsskadestyrelsen har allerede identificeret adskillige sager, hvori der vil være tale om berettigelse til erstatning og godtgørelse efter lovforslaget her, altså allerede inden det er vedtaget, og derfor vil Arbejdsskadestyrelsen selvfølgelig også, når lovforslaget er vedtaget, prioritere at få behandlet mange af de sager hurtigst muligt, sådan at der også kan sættes nogle punktummer i den lange sagsbehandlingstid.

Så jeg vil allerede nu gerne give et tilsagn om, at vi får lavet en kontinuerlig, løbende opfølgning over for Folketinget; det synes jeg vil være helt naturligt. Jeg vil selvfølgelig også gerne vende tilbage til udvalget omkring de afsatte ressourcer på sagsbehandlingsområdet, for det siger sig selv, at forudsætningen for, at Folketinget kan komme i mål med det, vi sætter i gang her, selvfølgelig er, at der er de ressourcer, der skal til for at behandle de mange sager, der ligger og venter. Men der vil jo nok desværre fortsat komme nye sager til, fordi vi ikke alene fortsat har mennesker, der er udsendt, men også mennesker, der har været udsendt længere tilbage i tiden, som kan nå at få alvorlige problemer også.

Så jeg vil give et tilsagn om at besvare de spørgsmål, der er rejst. Og så ved jeg, der er nogle helt konkrete spørgsmål, som jeg gerne vil have lov til at besvare skriftligt, så vi er sikre på, at vi har alle fakta med.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg tror, at jeg er enig med ministeren i, at det først og fremmest handler om krigsveteraner. De skal behandles godt, og det tror jeg vi har gjort gennem praksisændringen inden for Arbejdsskadestyrelsen og med lovforslaget. Så er lovforslaget blevet udvidet til at omfatte nogle flere personer på grund af høringssvarene, men der er nogle høringssvar, som man ikke lytter til. Det drejer sig nemlig om folk, der arbejder inden for landets grænser, og som kommer ud for nogle situationer og nogle meget alvorlige hændelser, som man jo ved det er, når de er årsag til ptsd. Hvorfor de ikke er blevet omfattet, har jeg svært ved at forstå.

Ministeren.

Jeg må jo bare sige, at der blev truffet en politisk beslutning i Folketinget, da man lavede vedtagelsen om, at soldater er en særlig gruppe på vores arbejdsmarked. Den beslutning er truffet, og den kan man jo have forskellige holdninger til. Jeg synes, det er okay, taget i betragtning hvad soldater kan blive udsat for, at Folketinget vælger at lave en særlovgivning, men den beslutning er allerede truffet.

Så er vi i høringsfasen blevet gjort opmærksom på, at der kan være andre statsansatte, der er i samme situation, altså ude i en konflikt, hvad enten det er på en fredsbevarende eller fredsskabende mission, eller det for nu at tage et lidt mere dramatisk eksempel er danske udsendte, der eksempelvis står med den meget, meget svære opgave, det må være at åbne en massegrav. Det er den type personale, vi taler om.

Så den politiske beslutning om at lave en særlovgivning for vores soldater er truffet med vedtagelsen. Vi vælger nu at lade det omfatte yderligere statsansatte, der kan stå i samme situation. Hvad angår det generelle arbejdsmarked, gælder de almindelige regler på arbejdsskadeområdet, herunder den udredning, som jeg omtalte lige før.

Jørgen Arbo-Bæhr.

Problemet er jo, at vedtagelsen V 57 kun omhandlede krigsveteraner, og at ministeren nu har lavet et lovforslag, som omfatter andre end krigsveteraner. Jeg synes, det er godt, at ministeren tænker sig om, men man skal huske på, at arbejdsskadeloven omfatter alle i det her land, og at det her er et supplement til arbejdsskadeloven, en særlov for nogle personer i det her land. Altså, det er noget helt nyt, at man laver en særlov for nogle personer, mens andre personer ikke er omfattet af loven. Jeg tror bare, at det er få mennesker, vi snakker om. Det er rigtig få mennesker. Jeg synes, at som udgangspunkt skal systematikken være sådan, at arbejdsskadeloven dækker alle i det her land. Så derfor vil jeg spørge ministeren, om ikke vi på et eller andet tidspunkt, måske senere, kan lave et lovforslag, sådan at alle i den her supplementslovgivning er omfattet.

Ministeren.

Først og fremmest må jeg sige, at jeg fuldt ud deler intentionen om at passe på alle de danske lønmodtagere, der qua deres arbejde måtte blive bragt i en situation, hvor man kan udvikle ptsd. Og der er ingen tvivl om, at togføreren, der udsættes for et andet menneskes selvmord, medarbejderne i psykiatrien, der bliver overfaldet og udsat for vold, kan udvikle ptsd med de konsekvenser, det måtte have. Det ændrer jo bare ikke på, at Folketinget har truffet beslutning om at ville lave en særlovgivning.

Det virker måske lidt mærkeligt, at Enhedslisten er med til at lave en vedtagelse, hvis man oprindelig er imod indholdet af den vedtagelse, for det er jo det, ordføreren kommer til at sige i dag. Jeg vil altid gerne være med til at diskutere, hvordan vi sikrer, at vores arbejdsskadelovgivning og arbejdsmiljølovgivning dækker – i det omfang, vi overhovedet kan – hvad angår danske lønmodtagere, men jeg tror, det er vigtigt, at vi alle sammen i dag står ved, at det her lovforslag udmønter et forslag til vedtagelse, der allerede er vedtaget.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.