Flere og flere danskere klager til Pressenævnet.
I 2012 blev der indgivet 211 klagesager, og det er en væsentlig stigning fra 2011.
Omkring 12 sager årligt bliver automatisk afvist, fordi klagerne allerede har overskredet den ret korte klagefrist på 4 uger.
Hvad er det så, folk klager over?
Hvis man ser på det seneste års kendelser fra Pressenævnet, er det f.eks.
en person, der uretmæssigt blev hængt ud for at være svindler; en børnehaveleder, der uberettiget blev beskyldt for at have kendskab til pædofile overgreb i sin børnehave uden at gøre noget ved det; en mor, der er grundløst beskyldt for at have bortført sit barn til udlandet; og et mejeri, der er uberettiget beskyldt for at hælde afføring i sin fløde.
Og den mest alvorlige sag handlede om en mand, der blev udråbt som morder uden at være det.
Ytringsfrihed betyder ikke, at man har ret til uretmæssigt at hænge en medborger ud på forsiden af avisen.
Bevægelsesfrihed betyder heller ikke, at man har ret til at udøve vold.
Sammenligningen er ikke tilfældig, for den krænkelse, som borgere og virksomheder oplever, når de uden rimelig grund havner på forsiden med en dårlig historie, er jo en form for psykisk vold.
Men i modsætning til fysiske overgreb er der ikke hjælp at hente hos politiet, for injurier og krænkelser af privatlivets fred er underlagt privat påtale, som det hedder.
Man må altså selv ud at finde og betale en advokat og anlægge en retssag.
Heldigvis har vi så Pressenævnet, hvor borgeren har en let adgang til at klage over medier, men desværre kan man godt få det indtryk, at flere medier ikke tager kritik fra Pressenævnet alvorligt nok.
Kulturudvalget og Retsudvalget har derfor afgivet en fælles beretning for at styrke borgerens retsstilling i forhold til medierne.
Vi ønsker at sikre, at medier, som udhænger mennesker, myndigheder, organisationer eller virksomheder uretmæssigt med en omtale, der er alvorligt skadende, forpligtes til at bringe dels Pressenævnets kendelse, dels et journalistisk udarbejdet dementi af den usande historie i en opsætning og med en placering, der nogenlunde svarer til det tidligere bragte, og hvor forurettede personer, virksomheder eller organisationer renses i tilstrækkelig grad.
Det allerbedste ville efter Venstres mening være, hvis et dementi fik nøjagtig den samme opsætning, størrelse og placering som den historie, der var blevet klaget over.
Øje for øje, tand for tand, forside for forside.
I beretningen stilles så en række yderligere spørgsmål.
Bør Pressenævnet kunne uddele bøder til medier, der i alvorlig grad overtræder medieansvarsloven og de presseetiske regler?
Er klageadgangen til Pressenævnet for snæver, når det kun er personer med retlig interesse, der kan klage?
Hvordan sikres det, at personer, der ønsker at klage til Pressenævnet, får bedst mulig hjælp og vejledning?
Er der behov for, at Pressenævnet i højere grad tager sager op af egen drift?
Er den erstatning, som gives til personer, virksomheder, organisationer m.v., der uretmæssigt er blevet hængt ud i medierne, tilstrækkelig i forhold til den skade, som omtalen har forvoldt?
Disse spørgsmål har så ført til en række ændringer hos Pressenævnet.
Det er rent praktisk sket i form af en justering af de vejledende regler for god presseskik.
Disse justeringer er næppe tilstrækkelige, men Venstre er parat til at give medierne en chance for at blive bedre til at udøve selvjustits.
En af de problemstillinger, der så blev rejst i beretningen, kræver imidlertid en ændret lovgivning for at kunne blive ført ud i livet, og det er derfor, vi står her i dag.
Det drejer sig om, hvorvidt tidsfristen på 4 uger for at klage til Pressenævnet er for kort og dermed kan afholde borgere og virksomheder fra at klage.
En forlængelse af klagefristen vil give virksomheder, organisationer og borgere langt bedre muligheder for at reagere på mediers uretmæssige behandling, og i en række tilfælde er 4 uger ikke tilstrækkeligt.
En klage til Pressenævnet forløber over flere stadier:
Først skal man lige komme sig over chokket ved den uretmæssige presseomtale, dernæst skal man vurdere, hvad man nu skal gøre, og hvad man kan gøre, og derefter bruger man tid på at finde en rådgiver og indhente dokumentation for, at presseomtalen har været uretmæssig, og endelig skal selve klagen udarbejdes.
Det kan være svært at nå på 4 uger, og derfor kan Venstre støtte en forlængelse af klagefristen.
Helt uproblematisk er det dog ikke, for som det påpeges i enkelte høringssvar, vil en forlængelse af fristen kunne medføre, at der går længere tid mellem den omtale, der klages over, og Pressenævnets afgørelse.
Det er korrekt, men man har naturligvis stadig mulighed for at klage, inden klagefristen er udløbet; man behøver jo ikke at vente til sidste øjeblik.
Jeg kan konstatere, at justitsministeren ikke hører en lyd af, hvad jeg siger, men det er så, hvad det er.
I lovforslaget foreslås det at forlænge klagefristen til Pressenævnet fra 4 uger til 12 uger, og samtidig foreslås det, at perioden for pligtmæssig opbevaring af udsendelser forlænges fra 3 måneder til 6 måneder, ligesom der foreslås en udtrykkelig regel om, at opbevaringspligten består, så længe en sag behandles ved Pressenævnet eller domstolene.
Det kan Venstre støtte, men vi er næppe færdige med at behandle borgerens beskyttelse mod mediernes overgreb – eller rettere sagt
nogle
mediers overgreb, for det er jo kendetegnende for Pressenævnets arbejde, at nogle medier har rigtig mange sager og andre medier har meget få sager.
Vi kunne sagtens forestille os, at Pressenævnets arbejde fremover skulle finansieres af de medier, der blev klaget over.
Princippet om, at forureneren betaler, kendes jo allerede fra miljøområdet.
Hvorfor ikke udstrække det til også at finde anvendelse i forhold til medierne?
Venstre stemmer for forslaget, fordi vi mener, at det er rimeligt at forlænge klagefristen, og vi håber, at regeringen og justitsministeren vil tage flere skridt i retning af at sikre muligheden for at tage til genmæle over for mediers uretmæssige omtale.
Tak.