Det sidste punkt på dagsordenen er:

19) Forespørgsel nr. F 7:

Forespørgsel til social-, børne- og integrationsministeren:

Vil regeringen redegøre for kommunernes anvendelse af egne, ofte billigere tilbud til mennesker med handicap frem for at gøre brug af specialiserede tilbud?

Af Karina Adsbøl (DF), René Christensen (DF), Merete Dea Larsen (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 25.10.2013. Fremme 31.10.2013).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse også her udsættes til den 5. december 2013.

Jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl, for begrundelse af forespørgslen.

Tak for det, formand. Dansk Folkeparti stiller denne forespørgsel i dag med titlen: »Vil regeringen redegøre for kommunernes anvendelse af egne, ofte billigere tilbud til mennesker med handicap frem for at gøre brug af specialiserede tilbud?« Og begrundelsen er, at der har været flere eksempler på, at man som borger ikke altid får den optimale hjælp eller det rigtige specialiserede tilbud. Vi har sikkert alle set udsendelsen »Pigen, der ikke ville dø«, hvor der berettes om, hvordan den unge pige som 19-årig ender på et kommunalt genoptræningscenter, hvor hun er den eneste under 55 år, og hvor de ikke har de rette kompetencer eller den rette ekspertise til at yde den rette indsats.

Der har også været debat om mennesker med hjerneskade. De skal vælge postnummer med omhu, da de fire cifre i ens adresse kan få helt afgørende betydning for, om man får et højt specialiseret tilbud til hjerneskaderamte eller et kommunalt tilbud baseret på langt færre faglige ressourcer og viden.

Jeg kan også huske en sag fra sidste år, hvor en ung fyr på 20 år, som er autist og mentalt retarderet, de sidste 4 år havde boet på et autismecenter, hvor han havde fået støtte. Kommunen meddelte så familien, at de har fundet døgnplads til ham på en af kommunens egne institutioner, og herudover vil han kun få lidt støtte.

Evalueringen af kommunalreformen har imidlertid vist, at kommunerne i stigende grad prioriterer at yde sociale tilbud i eget lokalområde i stedet for at benytte specialiserede tilbud i regioner og andre kommuner. Det kan der være forskellige årsager til; det kan være, fordi borgeren ønsker at komme tættere på sin familie. Men det ændrer ikke på, at borgeren fortsat skal have den rette indsats.

Udviklingen har endvidere givet anledning til bekymring for, om der fremover vil være en tilstrækkelig specialiseret viden og kompetence på det sociale område, som kan understøtte, at borgerne får tilstrækkelig specialiserede indsatser tilpasset deres komplekse behov. Ministeren vil sikkert også sige, at der er indgået en bred aftale på det specialiserede område i forbindelse med kommunalreformen, og det ser vi også som et skridt i den rigtige retning.

Men derfor er det ikke mindre vigtigt, at vi fra Folketingets side følger området tæt. Samtidig ønsker jeg også, at vi får sat fokus på sagsbehandlingstiderne samt klagemulighederne for borgerne. Jeg ser også gerne, at ministeren følger servicelovens § 32 tæt. Den handler om, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelser om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte.

Dansk Folkeparti havde i sit finanslovsforslag afsat en ramme på 1 mia. kr. til sundhedsområdet for bl.a. at sikre, at vi fik fokus på genoptræningsområdet. Vi nåede ikke så langt, men vi havde det med i vores ønsker.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det social-, børne- og integrationsministeren til at besvare forespørgslen.

Også tak for muligheden for, at vi kan have den her forespørgselsdebat. Borgere med sociale problemer eller handicap skal have den hjælp, de har brug for. Det gælder også mennesker med komplekse problemer eller sjældne funktionsnedsættelser, som ofte har brug for en speciel indsats, som er tilpasset lige præcis deres særlige situation, og for at det kan lade sig gøre, skal de nødvendige tilbud selvfølgelig være til stede, og kommunerne skal have mulighed for at visitere borgerne til dem. Forespørgselsdebatten i dag handler for mig at se om tre temaer.

For det første bygger forespørgslen på en præmis om, at kommunerne ikke gør brug af specialiserede tilbud, men i stedet bruger egne og billigere tilbud til mennesker med handicap. Det er ikke noget, vi ved nok om til at kunne drage en konklusion, men det, vi kan se, er, at kommunerne gradvis har udbygget deres egne tilbud med mere specialiseret viden for at kunne inkludere deres borgere lokalt.

Nogle specialiserede tilbud, både kommunale, regionale og private, har som følge af det her oplevet en vigende efterspørgsel, og nogle har ligefrem også været nødt til at lukke. Det er et problem, hvis vigtig viden går tabt, men det er ikke et problem, hvis det er viden, der går tabt et sted, men så findes et andet sted. Vi skal med andre ord opbygge viden, vi skal ikke opbygge mursten, og derfor er det også vigtigt, at vi fremover sikrer og udvikler den specialiserede viden på socialområdet med en ny national koordinationsstruktur.

For det andet er efterspørgslen udtryk for en bekymring for, om mennesker med handicap også i fremtiden vil kunne få de indsatser, som de har krav på i henhold til loven. Det er ikke noget, der står til diskussion. Selvfølgelig skal borgere, der er afhængige af støtte fra fællesskabet, have det, de har krav på, og derfor er det også vigtigt, at vi understøtter kommunernes brug af de specialiserede sociale tilbud.

For det tredje handler forespørgslen om, hvordan vi sikrer og udvikler en højere kvalitet i de sociale tilbud. Vi ved ikke, i hvilket omfang kommunerne hjemtager borgere til mindre specialiserede og billigere tilbud. Det, vi ved, er, at der siden 2007 er blevet færre døgntilbud til både børn og voksne, og at nogle specialiserede tilbud har oplevet et fald i efterspørgslen. Det hænger bl.a. sammen med omlægningen af indsatsen, så flere børn anbringes i plejefamilier, og flere voksne modtager støtte i eget hjem.

For mig at se er det en positiv udvikling. De børn, der er anbragt i en plejefamilie, lærer at indgå i en familie. Samtidig ved vi fra undersøgelser, at de her børn klarer sig bedre senere i livet end børn, som bliver anbragt på en institution. For de voksne med handicap og særlige behov betyder den nye udvikling, at de ikke bliver isoleret fra familie og venner, men kan inkluderes i samfundet.

Selvfølgelig må vi se i øjnene, at udviklingen også indebærer en risiko for, at specialiserede tilbud, der har en helt særlig specialviden, bliver nødt til at lukke. Det er helt afgørende, at vi ikke mister specialiseret viden, som ikke findes andre steder, og derfor har alle Folketingets partier den 13. november i år indgået aftale om en kvalificeret indsats for grupper med særlige behov. Jeg er som social-, børne- og integrationsminister rigtig glad for, at alle Folketingets partier er med i aftalen. Det er en vigtig aftale, hvor vi får styrket samarbejdet ved at oprette en ny national koordinationsstruktur under Socialstyrelsen. Koordinationsstrukturen skal sikre, at der fremover er de nødvendige tilbud på de mest specialiserede social- og specialundervisningsområder, og samtidig skal den understøtte kommunernes anvendelse af tilbuddene. Det skal den ved at skabe det nationale overblik over målgrupper og indsatser på de mest specialiserede social- og specialundervisningsområder, som vi i dag mangler, og ved løbende at holde øje med udviklingen i de specialiserede tilbud.

Socialstyrelsen får samtidig kompetence til at udmelde målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination eller planlægning på tværs af kommuner og regioner, og det vil bidrage til en bedre faglig planlægning af tilbudsstrukturen, sådan at vi kan sikre og videreudvikle den mest specialiserede indsats. Socialstyrelsen skal også udarbejde forløbsbeskrivelser om den aktuelt bedste viden og om, hvilke tilbud og ydelser der er relevante for en bestemt målgruppe. Forløbsbeskrivelserne skal hjælpe til at sikre en styrket faglig ramme for tilrettelæggelsen af kommunernes indsats for det mest specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet. Kommunerne vil også kunne støtte sig til dem, når de konkret skal vurdere, hvad der vil være det rette tilbud til en borger med særligt komplekse og omfattende rehabiliteringsbehov.

Endelig går vi ind og ændrer takstreglerne, så kommunerne fremover får mulighed for at finansiere tilbud på andre måder end ved takstfinansiering. Det betyder bl.a., at de selv får mulighed for at aftale løsninger tilpasset de konkrete situationer. Det skal skabe bedre incitamenter til effektiv drifts- og finansieringsløsninger, som er holdbare. Det formoder vi også får en afsmittende effekt på efterspørgslen, så kommunerne også får et større incitament til at bruge de mest specialiserede tilbud. Med aftalen får vi altså styrket det nødvendige kommunale samarbejde om drift, udvikling og finansiering af tilbuddene på tværs af kommuner og regioner. Og på den måde får vi også skabt et bedre grundlag for, at den rette og kvalificerede hjælp er til rådighed for mennesker med komplekse eller sjældne problemstillinger, som har brug for den.

I forbindelse med forespørgslen synes jeg også, det er relevant at nævne den nye handicappolitiske handlingsplan, som regeringen lancerede her i efteråret. Planen, som hedder »Et samfund for alle«, lægger sporene for de kommende års handicappolitik. Som en del af planen vil vi i de kommende år sætte særligt fokus på seks udvalgte temaer, som på hver deres måde kan understøtte udviklingen frem mod et mere inkluderende og ligeværdigt samfund. Et af temaerne er mere viden og bedre effekt, og det er vigtigt at blive klogere på effekten af det, vi gør. Hvis vi for alvor skal løfte området, skal vi give den rette støtte i rette tid, og vi skal følge op på, om indsatsen nu også virker godt nok. Vi skal kort sagt satse meget mere på rehabiliterende indsatser og på de indsatser, som vi ved virker. Og nogle af de konkrete projekter, vi sætter i gang med handlingsplanen, er f.eks. afprøvning af evidensbaserede metoder på botilbud og i familier med børn med handicap. Det handler om at tage afsæt i det enkelte menneskes ressourcer og muligheder og understøtte de kompetencer og færdigheder, der skal til for at have et aktivt og selvstændigt liv. Aftalen om en kvalificeret indsats for grupper med særlige behov er ikke det eneste initiativ, der bidrager til at sikre kvalitet i tilbuddene og en mere kvalificeret visitation.

Flere andre tiltag på det sociale område spiller også en rolle, bl.a. tilsynsreformen. Og tilsynsreformen træder i kraft ved årsskiftet og har fokus på en bedre beskrivelse af tilbuddenes målgrupper og metoder, en kvalificering af oplysningerne om tilbuddene på tilbudsportalen og – som det tredje – mere valide og sammenlignelige oplysninger om tilbuddenes økonomi. Samlet set vil det være med til at give handlekommunerne bedre grundlag for at vurdere, hvilke tilbud de skal indgå aftale med i konkrete sager.

Alt i alt gennemfører regeringen altså over de næste år en lang række initiativer, som skal hjælpe kommunerne i deres konkrete vurdering af, hvilket specialiseret tilbud der er relevant at visitere til, og samtidig sikrer vi med initiativerne, at tilbuddene er til rådighed for dem, og at de benytter sig af dem. Det mener vi vil sikre, at borgere med komplekse eller sjældne problemstillinger får den hjælp, som de har brug for. Og som en ekstra foranstaltning vil vi i regeringen i overgangsfasen frem mod den fulde implementering af den nationale koordinationsstruktur bede Ankestyrelsen om at lave en afdækning, og det vil ske inden udgangen af 2014. Afdækningen kommer til at omfatte visitation til tilbud efter serviceloven i et udvalgt antal sager for mennesker med komplekse og sjældne problemstillinger. Det gælder bl.a. mennesker med kompleks erhvervet hjerneskade.

Jeg ser frem til debatten.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl.

Tak til ministeren for talen. Dansk Folkeparti ønsker med den her forespørgselsdebat at øge fokus på mennesker med handicap, sådan at de også får det rette tilbud og den hjælp, de har behov for. Debatten i dag er sådan set også lidt en forlængelse af en tidligere debat, Dansk Folkeparti rejste om kommunernes efterlevelse af love, regler og ankepraksis. Dansk Folkeparti har tidligere rejst relevante problemstillinger på handicapområdet. Bl.a. har vi haft den tidligere minister fru Karen Hækkerup i adskillige samråd, bl.a. om BPA-ordningen, som vi jo er i gang med nu.

Vi har også problemstillingen med Handicapcenter København, hvor forældre, der har et handicappet barn, går ned med stress eller bliver fyret fra deres job. Børnene får det dårligere i stedet for bedre. Og hele sagsbehandlingen sejler. Sådan har Politiken beskrevet situationen for 58 familier i København, som alle har børn med lidelser inden for autismespektret, der er dybt afhængige af støtte gennem Handicapcenter København, som er en enhed under kommunens socialforvaltning.

I Dansk Folkeparti ønsker vi at følge op – også på de bemærkninger, der har været fra Rigsrevisionen om merudgiftsydelser og tabt arbejdsfortjeneste. Og her håber vi på ministerens snarlige fremlæggelse af en forenkling af loven. Ministeren har givet følgende svar på et spørgsmål, jeg har stillet:

»... det overvejes derfor bl.a. aktuelt, om der kan udvikles et mere simpelt system for beregningen af ydelsen, som kan reducere antallet af fejl, men som også kan spare tid for kommunerne. Herudover overvejes det med henblik på at lette kommunernes administration, om bestemmelsens anvendelsesområde kan tydeliggøres fremadrettet.«

Så derfor håber vi jo meget på, at ministeren kommer med et lovforslag om det.

I Dansk Folkeparti finder vi det vigtigt, at man, når man visiterer til et tilbud, også inddrager de fagpersoner, der har en specialviden om det enkelte menneskes handicap. Der er rigtig mange forskellige handicap, og derfor skal man også sikre borgeren en helhedsorienteret indsats og lytte til og handle efter de anbefalinger, der kommer fra dem, der har viden og har kontakten til borgeren i det daglige. Vi hører ofte om, at man underkender speciallæger, læger og andre fagpersoner, og det er problematisk. Der har også været kritik fra Landsforeningen LEV af, at man isolerer folk i deres hjem. Og der vil jeg gerne citere fra en artikel i Ekstra Bladet den 20. maj:

»Landets største handikaporganisationer oplever i stigende grad, at udviklingshæmmede og autister nu som rå spareøvelser bliver flyttet fra deres dagtilbud hjem i deres bofællesskab – altså opbevaring døgnet rundt i deres eget hjem: – Jeg er rystet over, at kommunerne mener, det er godt nok bare at putte borgerne ind i en kasse, siger Sytter Kristensen, der er landsformand for de udviklingshæmmedes forening LEV.

Det kan ikke være rigtigt, at fordi man er udviklingshæmmet, får man frataget muligheden for at være sammen med sine venner. Det er jo kynisk tænkning.

Pengepung bestemmer alt. Det ikke længere den enkeltes behov, der afgør, om man som handikappet må vinke farvel til dagtilbuddet, hvor man kan arbejde og møde andre mennesker. Det afgøres i stedet af, hvilken kommune man er så heldig – eller uheldig – at bo i ...«

Der har her på det sidste kørt en række sager, som Ekstra Bladet har haft artikler om. Og nu ved jeg godt, at der er mange, der sikkert siger, at det bare er Ekstra Bladet. Men vi skal jo huske på, at journalisterne også er dem, der tit og ofte holder øje med, om borgerne også får den rette behandling. Derfor er der også givet flere journalistpriser. Der blev også kåret en prisvinder i forhold til Rebildsagen.

Men der er altså overskriften: Hjerneskadede Jonas syltet af kommunen. Og der citerer jeg:

»Kommunerne mistænkes for at spekulere i uretfærdig sagsbehandling – mens klagerne trækker i langdrag hos ankemyndighederne, slipper de for at yde støtte«.

Her har vi jo et forældrepar, der, som lægerne skriver, har kæmpet hårdt for at sikre vital genoptræning til deres 12-årige dreng, Jonas. Desværre for Jonas, der på grund af en jordemoderfejl blev hjerneskadet under fødslen, er sagsbehandlingen nu trukket ud i over 2 år. Det frustrerer de her forældre, og det er også katastrofalt, fordi der er flere læger og flere psykolograpporter, der gør det klart, at det er vigtigt for den 12-årige drengs fremtid, at han får genoptræning.

Det nævnes også, at kommunen bruger ankesystemet som en syltekrukke. Uanset om de overtræder lovparagraffer, kan de bare skyde den til hjørne i Ankestyrelsen. I mellemtiden slipper de for at betale. Det er sådan nogle fra den virkelige verden, vi læser om, og det er jo rigtig, rigtig trist læsning. Derfor har vi også fra Folketingets side en vigtig opgave foran os.

Så vil jeg bare lige minde ministeren om – for min taletid er snart udløbet – vores forhandlinger om satspuljen. Der havde jeg også en liste med om flere ting, bl.a. en fast koordinator tilknyttet de her borgere, så de kan finde ud af at agere i det sociale system. Og jeg har lavet en liste, som jeg håber ministeren også vil tage med i den fremtidige debat. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Nå ja, der er et forslag til vedtagelse. Værsgo at læse det op.

Tak for det, formand. Jeg fremsætter forslaget til vedtagelse på vegne af os alle sammen (V, S, SF, DF, RV, EL, LA og KF). Det er meget glædeligt, at vi kunne mødes om det her forslag til vedtagelse.

Forslag til vedtagelse

»Borgere med meget komplekse eller sjældne problemstillinger skal have den hjælp, de har brug for.

Folketinget noterer sig, at regeringen har indgået en aftale med alle Folketingets partier om en kvalificeret indsats for grupper med særlige behov.

Aftalen indebærer, at der gradvis skabes et nationalt overblik over målgrupper og indsatser på det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde. Staten gives ansvar for at bidrage til bedre faglig planlægning af de nødvendige tilbud gennem en ny national koordinationsstruktur, som skal sikre det nødvendige kommunale samarbejde om drift, udvikling og finansiering af de mest specialiserede tilbud til borgerne.

Folketinget noterer sig, at regeringen vil bede Ankestyrelsen om inden udgangen af 2014 at iværksætte en afdækning af visitation til tilbud efter serviceloven i et udvalgt antal sager for mennesker med komplekse og sjældne problemstillinger, herunder også mennesker med kompleks erhvervet hjerneskade«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 10)

Tak for ordet.

Det af fru Karina Adsbøl oplæste forslag til vedtagelse fra en lang række partier indgår selvfølgelig i den videre debat.

Tak til ordføreren. Så er det fru Anne-Mette Winther Christiansen som Venstres ordfører.

Tak for ordet. Og tak til Dansk Folkeparti for at have indkaldt til denne forespørgselsdebat, hvor vi lige får vendt de specialiserede tilbud til borgere med særlige behov.

Ligesom den tidligere ordfører har jeg jo også set den utrolige historie. Man bliver jo rørt dybt i hjertet af at følge Carina Melchior i udsendelsen »Pigen, der ikke ville dø«, som handler om en pige, som var ude for en alvorlig trafikulykke, og hvor lægerne vurderede, at hun ikke ville overleve. Men det gjorde hun. Og i dag efter en meget hård kamp rider hun, kører på cykel og løber motionsløb.

Hvis vi tager ved lære af sagen om Carina, har vi et eksempel på, hvor godt det kan gå, når en person med specialbehov bliver tilbudt den rigtige hjælp. Ja, men så er der bare lige hele fortællingen før det, for desværre blev hun jo faktisk modsat et eksempel på en pige, som i lang tid fik hæmmet sin udvikling, fordi hun blev tilbudt den forkerte hjælp af kommunen.

Efter 8 måneder med imponerende fremgang på Hammel Neurocenter, hvor specialister tog hånd om hende og hendes hjerneskade, tilbød kommunen hende en plads på et kommunalt sundhedscenter, der primært genoptræner ældre, der har fået hjerneblødning. Opholdet på det kommunale tilbud stoppede hendes udvikling, og det var først efter lang tids tovtrækkeri, at hun faktisk fik mulighed for at få et passende tilbud i Hobro. Det var der, hun fik sin livsglæde tilbage, og det var der, hun fortsatte den positive udvikling, som var blevet startet.

Historien viser den altafgørende forskel på, om man havner i det rigtige tilbud, eller om man får et andet tilbud, som er blevet vurderet til at være godt nok af nogle personer, men som ikke er det. Det vigtige er her, at vi tager ved lære. Kommunerne skal være meget omhyggelige, når de vælger det tilbud, de vurderer er det bedste til personer med særlige behov. Hvis man havner i et forkert tilbud, kan det jo altså ende med, at det medfører stor frustration og også mange forhindringer for, at man udvikler sig bedst muligt, efter at man én gang har været ramt på sin udvikling.

I dag er det sådan, at den enkelte kommune i kraft af sit forsyningsansvar har pligt til og ansvar for, at det tilbud, der bliver udviklet, dækker det behov, der er, i den enkelte kommune. Forsyningsansvaret bliver typisk løftet, ved at den enkelte kommune samarbejder med andre kommuner, regioner eller private udbydere. Den model er Venstre tilfreds med.

Men Venstre mener ikke, at det er tilfredsstillende, at der så alligevel findes kommuner, som placerer personer, der har særlige behov, i et tilbud, hvor de faktisk ikke hører hjemme. I Venstre mener vi, at der er plads til forbedring, når det kommer til koordineringen af udbuddet i tilbuddene, og derfor er vi altså glade for, at vi under evalueringen af kommunalreformen har fundet sammen om at anbefale en ny national koordinationsstruktur, som skal sikre det nødvendige kommunale samarbejde med drift, udvikling og finansiering af de mest specialiserede tilbud til borgerne.

For Venstre er det vigtigt at understrege, at personer med særlige behov skal have deres behov opfyldt bedst muligt. Konsekvenserne af et forkert tilbud er ødelæggende, og det er ikke godt. Det får også en kraftig konsekvens for den borger, vi udsætter for det, og det er frustrerende for de pårørende, som jo typisk står på sidelinjen og følger hele forløbet. Så derfor gælder det om at få givet den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt, så det giver mest mulig livskvalitet og de bedste muligheder for en positiv udvikling.

Tak til ordføreren. Fru Maja Panduro som socialdemokratisk ordfører.

Jeg skal også starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for at stille den her forespørgsel og dermed give os anledning til at diskutere det her meget vigtige emne. Som bekendt er forespørgslen anmeldt, før vi indgik en aftale – heldigvis med alle partierne – herinde i Folketinget. Men jeg synes da, at det er rigtig relevant at fortsætte med at have fokus på det her område, og det giver jo også anledning til, at vi kan snakke en lille smule om den aftale, som vi har lavet, som ministeren jo også meget grundigt redegjorde for.

Dengang, man lavede kommunalreformen, stemte mit parti, Socialdemokraterne, jo imod, og en af de mest tungtvejende grunde til, at vi gjorde det, var en bekymring for netop det specialiserede socialområde. Derfor har vi også været optaget af det, og jeg har været rigtig glad for, at noget af det, vi er lykkedes med, er at få lavet den her evaluering af, hvordan det så er gået efter kommunalreformen på bl.a. det specialiserede socialområde.

Den evaluering viste jo, at der på mange områder ikke er så meget at være bekymret for, og at borgerne stadig væk oplever at få en god service og at få et tilbud, der er tæt på dem, og det er både i forhold til, at det er de politikere, som de kan stemme på ved kommunalvalget, og som træffer beslutningerne, og det er også i forhold til, at det er tæt på familien og omgangskredsen osv. Men evalueringen viste også, at der på nogle områder i den grad var grund til bekymring, og det er jo ikke en bekymring, som det kun har været os i Socialdemokratiet, der har haft, men en bekymring, som vi har hørt fra ganske mange organisationer, og som selvfølgelig er blevet tydeligere og tydeligere, i takt med at vi har oplevet, at nogle af de meget specialiserede institutioner har været presset.

Derfor er jeg også glad for, at det er lykkedes at lave en aftale bredt her i Folketinget med hvert eneste parti om at lave nogle justeringer af den kommunalreform, således at vi forhåbentlig – og vi er jo enige om, at det kan det her jo gøre – tager et stort skridt til at sikre, at ikke nødvendigvis de specialiserede mursten, som ministeren sagde, men den specialiserede viden, bliver bevaret.

Vi gør det, at vi fra statens side gennem Socialstyrelsen tager et større ansvar på os for at sikre koordineringen og sikre, at overblikket er der – også i en grad, så det i sidste instans er muligt at give Socialstyrelsen en call in-funktion, og det er faktisk muligt at foretage et pålæg, altså at pålægge enten en kommune eller en gruppe af kommuner at sikre, at det her tilbud til den her målgruppe kan være til stede. Det er relativt drastisk, men jeg tror, at det er nødvendigt – i hvert fald nødvendigt at have den sabel at rasle med, lad os så håbe, at netop fordi truslen er til stede, bliver det måske ikke nødvendigt derude.

Den anden side er, at jeg faktisk helt grundlæggende ikke tror, at kommunalpolitikere er dårlige mennesker. Jeg tror på, at kommunalpolitikerne gerne vil et godt tilbud til borgerne. Og derfor er det jo også, at jeg tror på, at det, når vi nu sikrer det nationale overblik, sikrer koordineringen og gør måden, som man skal drifte og finansiere driften på, mere overskuelig og også løsner op for, at det ikke behøver at være sådan helt strengt takstfinansieret, vil skabe bedre muligheder for den enkelte kommune til at finde det rigtige tilbud til lige præcis den borger, som kommunen står og har brug for et tilbud til.

Det tror jeg på vil give en bedre livskvalitet til den borger, som vi har med at gøre. Og det er både, når det angår en borger, som har en kompleks kronisk lidelse, som vedkommende måske har haft hele sit liv og kommer til at have hele sit liv, og som har brug for, at eksempelvis overgangen mellem sundhedsområdet og socialområdet eller overgangen til institutioner eller bosteder, som passer til forskellige aldersgrupper, foregår på en bedre måde, end det gør i dag. Og det er også, når det angår folk, hvor der er tale om noget meget pludseligt opstået, eksempelvis en erhvervet hjerneskade, fordi man er kørt galt i en bil. De kan måske med den rette hjælp blive meget selvhjulpne igen, sådan som vi har set det i eksemplet med pigen fra Djursland.

Uanset hvem af dem, det er, er det nogle af de borgere, som har brug for, at der bare er et samfund og et tilbud, som fungerer. Det skylder vi de her mennesker, og det har vi heldigvis nu hvert eneste parti i det her Folketing lovet hinanden. Det glæder jeg mig rigtig meget over.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Karina Adsbøl.

Tak til ordføreren. Nu har kommunalreformen jo fået skyld for mangt og meget, men somme tider er det sådan, når vi laver lovgivning herinde i Folketinget, at det ikke er altid, at den i praksis bliver forvaltet, efter hvad vi har til hensigt herinde. Er ordføreren ikke enig i det?

Så vil jeg lige høre, hvad ordføreren tænker om sagsbehandlingen, og om ordføreren synes, at det ville være en god idé, at borgerne fik en fast koordinator tilknyttet til at agere i det sociale system. Eller kan man have en primær og en sekundær socialrådgiver? Tænker man i de baner? For det, vi ofte oplever, og det, jeg hører som handicapordfører, er, at borgerne ringer ind, og at de så måske somme tider får at vide, at socialrådgiveren er syg, så de først kan ringe senere eller en anden dag. Og så er der ikke nogen person til at tage hånd om deres sag. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordførerens tanker om det.

Ordføreren.

Spørgsmålene kan jo på en måde hænge sammen, for i forhold til det sidste var en af de ting, som der blev talt meget om dengang, hvor man vedtog kommunalreformen, det her med, at nu skulle der kun være én indgang til det offentlige. Jeg må sige, at jeg i hvert fald efterhånden har hørt relativt mange historier ude fra virkeligheden om, at oplevelsen tværtimod har været, at der pludselig kom rigtig, rigtig mange indgange. Det tror jeg egentlig ikke var intentionen, men ikke desto mindre var det jo sådan, det blev. Så er det jo godt, at både de partier, som stemte for kommunalreformen i sin tid sådan som spørgerens parti, og vi, som dengang var skeptiske, kan finde sammen om at prøve på at finde ud af, hvordan vi fremadrettet skal gøre det.

Måske er det ikke hensigtsmæssigt at skulle til at lave en kommunalreform igen. Det der med at lave om på hele danmarkskortet tror jeg man skal forsøge at gøre med mere end nogle års mellemrum. Sidste gang, vi gjorde det, var i 1970'erne. Men jeg synes, at vi er lykkedes med at få det justeret i fællesskab, sådan at vi kan imødegå nogle af de problemer og faldgruber, der har været, og det glæder mig rigtig, rigtig meget.

Så når jeg ikke at svare på det med den koordinerende socialrådgiver, kan jeg se på formanden, men det kan være, at ordføreren så lige vil spørge om det igen.

Fru Karina Adsbøl.

Det, jeg oplever tit, som jeg sagde før, var, at når borgerne henvender sig, får de at vide, at deres socialrådgiver har ferie eller andet. Så kunne ordføreren have nogle tanker om, at man måske havde en primær og en sekundær socialrådgiver eller i hvert fald en fast person, som var tilknyttet en, så man ikke skulle vente, når der er ferie eller andet. Man kan vente op til 3 uger, og somme tider er det jo vigtigt, at man får en besked hurtigt, så man kan få den hjælp, man skal have.

Ordføreren.

Jeg tror helt bestemt, at de fleste borgere vil følge sig mest trygge ved, at det er en person, de kender, og at det er den samme person, de skal henvende sig til hver gang. Det ved jeg at der heldigvis også er rigtig mange kommuner der er opmærksomme på og arbejder på. Vi har jo også i adskillige af de aftaler, som regeringen – heldigvis ofte med mange af Folketingets partier – har lavet de sidste par år, været optaget af lige præcis det her med, at der skal være en fast kontaktperson, en koordinerende sagsbehandler, eller hvad man har valgt at kalde det, som er den, der har sagen, og som måske også nogle gange kan hjælpe med at koordinere mellem mange forskellige forvaltninger, så det ikke er en borger, som måske har relativt meget at jonglere med i forvejen, der alene skal gøre det. Så det synes jeg at vi skal fortsætte med at arbejde hen imod.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen for en kort bemærkning.

Nu er forespørgslen jo selvfølgelig tilrettelagt sådan, at den handler om regeringens redegørelse for, hvordan man anvender de billige tilbud til mennesker med handicap. Men jeg kunne alligevel godt tænke mig at prøve at spørge om noget. Typisk vil ordføreren jo blive spurgt om, hvor pengene skal komme fra, hvis vi skal udvide rammen. Kunne ordføreren forestille sig, at der var et tættere samarbejde via Beskæftigelsesministeriets område og eksempelvis nogle af de specialiserede tilbud – lad os tage Center for Hjerneskade, hvor man jo kan dokumentere, at man kan få folk i beskæftigelse, hvis de får den korrekte meget, meget specifikke træning. Kunne de derved være med til selv at finansiere den udgift, der kan være ved at få den meget, meget specialiserede træning? Kunne det være en vej at gå?

Ordføreren.

Forudsat at jeg forstår spørgeren korrekt – det håber jeg jeg gør – synes jeg altid, det giver rigtig god mening at samarbejde så meget som overhovedet muligt. Nu er det jo ikke beskæftigelsesministeren, vi har siddende her, men jeg ved da tilfældigvis, at også beskæftigelsesministeren er temmelig optaget af at sikre indsatsen, også for mennesker, der eksempelvis har hjerneskade eller andre former for handicap eller funktionsnedsættelser. Jeg synes, vi skal samarbejde så meget, vi kan. Om der lå sådan en konkret model bag spørgsmålet, må jeg lige eventuelt høre nu.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Jamen blot det, at vi typisk – måske begge to – bliver spurgt: Hvor vil I få pengene fra? Og at vi sidder her og virkelig har med et område at gøre, som kan komme til at koste, men hvor vi jo siger til hinanden, at vi er interesserede i at være meget ansvarlige og finde en løsning, der er god. Men samtidig har vi jo også behov for at finde veje, og jeg synes, det er underligt, at vi nu siden 2010 har valgt at bortkaste chancen, fordi kommunerne har sagt: Vi har ikke råd, vi er nødt til at tage det billigste tilbud. Så jeg åbner bare og spørger: Kunne man forestille sig, at ordføreren kunne være interesseret i at brede det bedre ud og få beskæftigelsesområdet med ind over det her?

Ordføreren.

Jamen lad os da snakke videre om det og så i øvrigt glæde os over, at vi jo nu i fællesskab gør det nemmere for kommunerne at gennemskue økonomien i de forskellige tilbud – det tror jeg ikke altid har ligget sådan lige til højreskøjten at gøre før – og over, at vi med de trin, vi tager, i det hele taget har en anden mulighed end før for at sikre nogle af de meget specialiserede tilbud, som man ellers kunne imødese en risiko for at miste. For her er jo tale om noget viden, som nogle gange er så specialiseret, at er den først tabt, kan den være rigtig, rigtig svær at bygge op igen. Det tror jeg faktisk vi er ret mange der er opmærksomme på og optaget af.

Tak til ordføreren. Fru Zenia Stampe som radikal ordfører.

Det her er jo et meget væsentligt emne, som er så vigtigt, at vi allerede har drøftet det ved flere møder, og vi har indtil videre også fundet en, tror jeg, rigtig fin løsning på de problemer, som flere har nævnt heroppe fra talerstolen.

Vi havde det på præcis samme måde som – som fru Maja Panduro nævnte – Socialdemokraterne, dengang opgave- og strukturreformen, som den jo dengang blev kaldt, blev vedtaget. Det største kritikpunkt, vi faktisk havde, gik på den faglige bæredygtighed på socialområdet. For hele argumentet for at få større kommuner og for omlægningen fra amter til regioner var jo at skabe større faglig bæredygtighed. Men lige præcis på det sociale område og det specialiserede område skete det modsatte jo; der var meget stærke faglige miljøer i regionerne, som blev spredt ud, ikke bare så der var en i hver kommune, der så kunne sidde helt alene – nogle kommuner fik jo slet ikke kompetencer og specialiseret viden på disse meget vanskelige og komplekse områder.

Det var vi vældig bekymrede over dengang, og den bekymring har jo også vist sig at være velbegrundet, men det er jo rigtig glædeligt, at der så har været et enigt Folketing, der har haft mod, lyst og vilje til at gå ind og rette op på de her fejl ved opgave- og strukturreformen. Det er vi rigtig glade for.

Vi er også meget spændte på, hvordan det kommer til at fungere med den her koordinationsstruktur, for på en eller anden måde er det også sådan lidt en lappeløsning, men det bliver det jo nødt til at være, når opgaverne nu er placeret, som de er. Der er jo nogle kommuner, som løser opgaverne vældig godt, fordi de er store nok til at have faglig bæredygtighed; andre kommuner er meget små og har brug for den her hjælp, men min bekymring kan så være, om det bliver for bureaukratisk for dem. Men jeg vil så til enhver tid selvfølgelig vælge bureaukratiet, hvis det er en forudsætning for at få en ordentlig, holdbar og fagligt bæredygtig løsning til de mange mennesker, som har de her komplicerede problemer.

Så det her er et problem, men det er også noget, vi har adresseret, og vi har store forventninger til den løsning, vi har fået, selv om vi kan se nogle svagheder i den, men anderledes kan det nok ikke være. Men vi synes også, det er vigtigt, at der bliver foretaget denne evaluering, så vi får mulighed for løbende at følge op på, om denne nye løsning så også løser de problemer, som vi har skitseret.

Så jeg vil bare sige, at det er en vigtig debat, og vi støtter selvfølgelig det forslag til vedtagelse, som er blevet fremsat, og vi glæder os til at følge udviklingen på området.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak til ordføreren. Ordføreren siger, der er nogle svagheder i det, og det kunne jeg da godt tænke mig ordføreren uddybede, for de svagheder, der er, skal man jo også finde en løsning på. Noget andet er, om ikke ordføreren er enig i, at det, når vi vedtager lovforslag herinde, også betyder noget, hvordan de bliver implementeret ude i kommunerne. Og vores fornemste opgave er jo at følge med i, om der er nogle ting, vi skal gøre yderligere, og derfor sætter vi også tit og ofte en revisionsbestemmelse ind eller foretager en evaluering af lovgivningen. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jeg tror ikke lige, jeg forstod det sidste. I forhold til de svagheder bed jeg selv mærke i, da vi sad og drøftede den model, som vi også er landet på, at der var rigtig mange papirer, og at der var rigtig mange ting, man skulle indrapportere på for kommunerne. Jeg tror ikke på, at det kan være anderledes, men i sagens natur bliver det lidt en lappeløsning, fordi vi tidligere har haft nogle meget fagligt bæredygtige miljøer, og det kan vi bare ikke med den opgavestruktur, som vi har nu efter strukturreformen eller kommunalreformen, fordi vi pludselig har nogle meget små enheder, som bestemt ikke er fagligt bæredygtige. Det kan vi så prøve at lappe på, og det er det, vi gør her. Der er selvfølgelig også nogle fordele ved, at det ligger kommunalt, som fru Maja Panduro også sagde, altså at man er tættere på borgerne, og det positive må vi jo gøre alt for at indhøste. For jeg tror ikke, at vi kommer udenom, at vi har skabt et problem her ved at placere nogle opgaver, der kræver ekstremt specialiseret viden på nogle meget små enheder.

Fru Karina Adsbøl.

Nu bliver jeg sådan lidt nysgerrig, fordi den radikale ordfører siger lappeløsninger. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad den radikale ordførers største ønske så er. Hvordan skulle hele det her billede i forhold til indsatsen på det her område så se ud efter De Radikales mening?

Ordføreren.

Jamen der er jo ikke nogen tvivl om, at dengang opgavestrukturreformen blev vedtaget, var vi meget kritiske over for, at meget af det sociale og specialiserede endte hos kommunerne, fordi vi ikke syntes, der var den faglige bæredygtighed til det. Nu ligger det der, og nogle kommuner har jo løst opgaven med bravour, men der er jo heller ikke nogen tvivl om, at der er nogle kommuner, der er meget små, og det er jo derfor, vi har lavet den her koordinationsstruktur, så derfor er den her koordinationsstruktur i sagens natur og næsten pr. definition en lappeløsning. Og sådan er det, og det kan vi godt leve med. Men det er jo, fordi opgaven ligger nogle steder, hvor man ikke har den nødvendige viden og den faglige bæredygtighed til at løse den.

Tak til ordføreren. Fru Anne Baastrup som SF's ordfører.

Som den eneste af de ordførere, der er til stede her, var jeg rent faktisk også ordfører, dengang vi lavede kommunalreformen, og jeg skal hilse og sige, at det var skrækkeligt. Der var ikke en eneste af de ministre, som jeg i øvrigt havde dyb respekt for, der interesserede sig for det specialiserede område, og hver gang jeg kom med eksempler, fik jeg bare at vide, at jeg var lidt sur og gik for meget i detaljer. Det betyder jo rent faktisk, at man fik fjernet amterne, som havde specialiserede socialrådgivere, som havde en meget, meget konkret viden om de enkelte handicapområder, og som kunne gå ind i det, hver gang der var et menneske med handicap, der havde behov for at få hjælp. Lad mig tage et eksempel: Der er en mor, som giver sit barn et æble. Barnet får æblet galt i halsen, mor lander på hospitalet, barnet vågner med en alvorlig hjerneskade, og ved siden af barnet, da det vågnede, var der en socialrådgiver, der sagde: Ring til mig dag og nat, jeg tager altid telefonen. Den mor ringede to gange, og hun følte sig tryg. Det er det, som vi opgav. Nu har vi så kludetæppet – sådan er det. Derfor skal vi få det bedste og mest muligt ud af det. Det, der også er vigtigt her, er de forløbsbeskrivelser.

Jeg vil gentage. En genoptræningsplan, som et menneske med erhvervet hjerneskade får fra hospitalet, er ikke et oplæg til diskussion. Det er en grundlæggende viden, som de folk i kommunen skal have om, hvad der konkret skal gøres der. Og det er det, som bl.a. ligger i vores aftale. Tilsvarende når det gælder børn og unge med spiseforstyrrelser. Det, der er så vigtigt, er, at den faglighed, man har fra sundhedsområdet, skal gå over i kommunerne, og hvis de ikke har fagligheden selv, skal de vide, hvor de kan få den, og derfor har vi VISO. Og det er det, som vi hele tiden skal huske. Vi skal nu igen genopbygge det, som vi mistede, da amternes specielle tilbud forsvandt. Det voldsomme bureaukrati, som man også syntes skulle være rigtig, rigtig sjovt at lave, nemlig at hver region skal lave en aftale med hver enkelt kommune om, hvad det er for nogle typer af borgere, der har brug for specialiserede tilbud, dropper vi. Nu laver man én aftale med samtlige kommuner, og så leverer kommunerne så det antal borgere, som man forventer. Det betyder jo så, at vi ikke kommer til at stå – håber jeg – i en situation, hvor der er institutioner, der bliver nødt til at lukke, fordi kommunerne ikke overholder den rammeaftale. Så det korte af det lange er, at vi har forsøgt at reparere. Jeg håber ikke, at vi kommer til at stå i en situation, hvor der er mennesker med erhvervede hjerneskader, der lander i en kørestol, mister evnen til at tale, mister det hele, fordi der ikke er det rigtige specialiserede tilbud.

Så er der en hemmelighed, og der er faktisk ikke nogen, der rigtig ved det, og den hemmelighed er, at vi har lavet en tilsynsreform. Alle, der taler om tilsynsreformen, taler om børn. Tilsynsreformens store revolution er, at der nu også er tilsyn med døgninstitutionerne. De institutioner, der har de svageste borgere i Danmark, har nu også krav på, at der føres tilsyn. Der kommer whistle blower-ordning og alt muligt andet, og det betyder så, at vi slipper for skrækkelige historier om, hvad vi i øvrigt kan opleve rundtomkring.

Så jeg satser på, at den her regering har repareret nogle af de meget store huller, den tidligere regering lavede, fordi alting skulle gå så hurtigt, og fordi man ikke interesserede sig tilstrækkeligt for handicapområdet.

Tak til ordføreren. Fru Stine Brix som Enhedslistens ordfører.

Ligesom de foregående fra rød blok, der har været oppe på talerstolen, stemte vi fra Enhedslistens side jo også imod strukturreformen, dengang den var til behandling, og fru Anne Baastrup har fuldstændig ret i, at da var jeg ikke til stede. Det var Line Barfod, og hun lå i mange spørgsmål i hvert fald fint i forlængelse af det, som fru Anne Baastrup lige har sagt.

Et af de kritikpunkter, som vi også fremhævede dengang, var bekymringen for, at det kunne føre til et tab af viden på det her område og også et tab af de specialiserede tilbud, altså at de ville lukke. Men vi var sådan set også bekymret for, at man i højere grad ville lade det her område styre af markedsmekanismer, og det kan vi jo også se er et af problemerne, som vi står med nu, hvor det er efterspørgslen, der i så høj grad driver, hvad det er for nogle tilbud, der får lov at bestå.

Der er mange, der har været inde på nogle af de eksempler på svigt, som vi ser. Et af de områder, jeg selv støder meget på, er området med erhvervet hjerneskade. Det er nok også i krydsfeltet af arbejdet med både sundhedsområdet og handicapområdet, hvor vi jo har set nogle helt grelle eksempler på kommuner, som tilbyder en genoptræning, som bare består i almindelig fysisk træning uden forståelse for det kæmpe potentiale, man har efter en hjerneskade, og for, hvor meget man faktisk kan komme tilbage, hvis man får den rette specialiserede indsats.

Vi har også set eksempler på, det var Dansk Folkepartis ordfører også inde på, at unge med f.eks. udviklingshæmning bliver flyttet fra botilbud, som er særligt specialiserede til at kunne tage sig af de unge, for så at skulle bo på et plejehjem, fordi det er et billigere sted at bo. Og ingen af de måder at håndtere borgere med handicap på er på nogen måde acceptabel.

Når det gælder specialundervisning, kan vi også se, at der bliver færre pladser og færre tilbud. Ministeren nævnte bl.a., at det skyldes, at der er flere børn, som bliver inkluderet i folkeskolen. Det synes vi fra Enhedslistens side er en rigtig god ambition, og nogle steder foregår det også på en rigtig fin måde. Desværre er der også nogle steder, hvor det ikke foregår så godt. Vi synes, det er smaddervigtigt, at vi er opmærksomme på, at den inklusion af børn med handicap eller specielle behov foregår på en måde, hvor børnene får lov til at kunne følge med og stadig får den støtte, som de har behov for. Det er super vigtigt, at det ikke bliver en spareøvelse.

Derfor syntes jeg personligt, det var meget bekymrende, da der for nylig blev offentliggjort resultatet af en undersøgelse, som viste, at næsten halvdelen af alle kommunalpolitikerne selv mente, at der var tale om en spareøvelse, når det gjaldt inklusion. Det er jo ikke tanken, det er jo ikke meningen. Det er tværtimod en positiv dagsorden om, at børn med et handicap skal kunne være en del af vores folkeskole.

Selv om vi fra Enhedslistens side var kritisk over for strukturreformen nogle år tilbage, gik vi med ind i det her arbejde med at følge op på reformen og forsøge at medvirke til at løse nogle af de problemer, som er blevet skabt. Og det har vi så for ganske nylig lavet en aftale om sammen med alle de andre partier herinde. Den aftale er vi glade for. Vi har ikke nogen forventning om, at alle problemer bliver løst på det her område, og derfor synes jeg bestemt, at den debat, som Dansk Folkeparti har taget initiativ til i dag, stadig er aktuel.

Jeg synes også, det er positivt, at vi i dag kan stå sammen om et fælles forslag til vedtagelse, som ligger i fin forlængelse af den aftale, vi har lavet. Som noget nyt står der jo også her, at Ankestyrelsen skal undersøge, hvordan visiteringen til de specialiserede tilbud foregår, og det synes vi er fint.

Hvis man skal kigge lidt ud i fremtiden, synes vi, det kunne være interessant at kigge endnu mere på, hvordan finansieringen er skruet sammen på det her område. Der bliver taget et fornuftigt første skridt med den aftale, vi har lavet, hvor der afviges lidt fra det her med, at det skal være takstfinansiering, men man kunne måske godt gå videre ad den vej og overveje, om man i højere grad skulle finansiere særligt specialiserede tilbud i fællesskab frem for at lade det være op til de kommuner, som har en borger, som har brug for det.

Så med den replik om, hvordan man kunne kigge på det videre, vil jeg sige, at vi vil følge med i, hvordan den her aftale, vi nu har indgået, bliver til virkelighed, og om den kommer til at løse nogle af de problemer, vi håber den kan løse.

Tak til ordføreren. Fru Thyra Frank som Liberal Alliances ordfører.

Vi skal jo altid tage afsæt i det enkelte menneskes ressourcer og behov. Det gælder også for borgere med komplekse eller sjældne problemstillinger, og derfor er vi i Liberal Alliance glade for også at kunne støtte op om forslaget til vedtagelse for F 7, og det er hermed gjort.

Tak til ordføreren. Fru Benedikte Kiær som konservativ ordfører.

Her har vi at gøre med endnu en væsentlig debat – en debat om, hvordan vi sikrer hjælp, omsorg og støtte til nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund, f.eks. mennesker med handicap, udsatte børn og mange andre grupper, der i den grad har behov for, at samfundet træder til med en hjælpende hånd. Derfor er det jo – ud over at det er en væsentlig debat og at det er godt, at vi tager den her debat sammen – også en ganske glimrende forslag til vedtagelses-tekst, som vi her står med i dag.

Der er ikke nogen tvivl om, at der er sket nogle rigtig gode ting på området gennem de senere år. Og ja, kommunalreformen fra 00'erne har ført meget godt med sig, nemlig at der er kommet en indgang til myndighederne for borgerne, men samtidig har vi også kunnet se, at der har været nogle utilsigtede konsekvenser, ved at der er noget viden, der er gået tabt, og nogle institutioner, der er blevet lukket ned. Der er nogle borgere, der er kommet i klemme.

Derfor er det godt, at vi sådan set alle partier her i Folketinget er blevet enige om en revision af kommunalreformen, hvor vi i den grad også skal følge op på, om det nu også foregår, som vi ønsker det. For der er ikke nogen tvivl om, at det er nogle komplekse problemstillinger. Der er borgere med nogle store komplekse problemer, sociale problemer eller sundhedsmæssige problemstillinger, der kræver specialiseret viden, som ikke må komme i klemme fremadrettet. Vi har i dag i debatten hørt forskellige eksempler på nogle sager, der har været fremme i medierne, som har været ganske ulykkelige, og det har i den grad har rystet os alle sammen, at det overhovedet kunne ske.

Derfor er vi meget glade for revisionen af kommunalreformen, selv om vi godt kunne have ønsket, at vi for nogle af de meget små handicapgruppers vedkommende var gået mere i retning af, at der skulle have været mere statslig styring der. Men nu følger vi området med den her revision af kommunalreformen, som sammen med tilsynsreformen, hvor også alle partier er med, virkelig kan løfte området. Med tilsynsreformen, der i den grad sørger for, at fagligheden er i højsædet, kan vi få løftet de tilbud, for vi har desværre også oplevet nogle sager med nogle institutioner rundtom i landet.

Det, jeg godt kunne have tænkt mig, var, at vi måske havde drøftet muligheden for, at der var opsættende virkning for nogle af de mennesker med handicap, som i den grad er afhængige af den hjælp, de får fra kommunen. Det drejer sig f.eks. om borgere med BPA – den her brugerstyrede personlige assistance – hvor de, hvis de ikke får den hjælp, ikke kan fungere. Så er de sådan set fuldstændig låst inde i eget hjem. Der har vi desværre set nogle eksempler på kommuner, der har prøvet lovgivningen af, hvor der så er blevet sat gang i en klagesag, og hvor vi så har oplevet nogle borgere, som i den grad er kommet i klemme, indtil myndighederne, Ankestyrelsen osv., er kommet frem til en kendelse om, at det sådan set ikke var det, man kunne ifølge serviceloven.

Så i de her få tilfælde kunne man jo godt have det, der hedder opsættende virkning, for der er i den grad tale om nogle borgere, som får store problemer, har store omkostninger, ved at man ændrer tilbuddet, uden at man har mulighed for at gøre det, hvis man kigger på, hvad serviceloven egentlig lægger op til.

Men vi har også andre områder, hvor vi skal til at tænke os godt om, når vi indretter vores samfund. Hvis vi tager det andet eksempel, kan vi se, at vi også skal kigge på tilgængeligheden for mennesker med andre former for handicap. Det er ikke kun et spørgsmål om de tilbud, vi har, den hjælp, vi yder fra myndighederne, fra kommunerne, fra regionerne, men også, hvordan vi indretter vores samfund. Der synes jeg at det er noget, vi virkelig bør fokus på.

Hvis vi f.eks. ser på det, der i øjeblikket sker med kystbanen, kan vi se, at man går fra at have tomandsbetjente toge til at have enmandsbetjente toge. Hvad betyder det? Det betyder simpelt hen, at hvis man har et handicap, og man gerne vil med kystbanen, skal man ringe i god tid og bestille tid en eller anden dag, så der så kan komme nogle og hjælpe en ombord på toget, og man skal så kunne komme af sted. Og der skal så også være bestilt tid til, at der er en anden, der kan hjælpe en af toget igen. For sådan er Kystbanen nu engang indrettet rent fysisk. Der er ikke mulighed for, at man kan trille lige ind med sin kørestol.

Det er et af de områder, hvor vi lige skal tænke os godt om, når vi ser på, hvordan vi ellers indretter resten af vores samfund. Vi skal ikke gøre tilgængeligheden mindre, men faktisk sørge for at øge tilgængeligheden, hvis vi ønsker at leve op til handicapkonventionen. Men nu har vi en god forslag til vedtagelses-tekst om de specificerede tilbud.

Tak til ordføreren. Ønsker ministeren ordet? Nej.

Så er der ikke flere, der vil have ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på torsdag, den 5. december 2013.