Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 37:

Forespørgsel til statsministeren om regeringens holdning til, at forhenværende justitsminister Morten Bødskov løj over for Folketinget. (Hasteforespørgsel):

Hvad kan statsministeren oplyse om regeringens holdning til, at forhenværende justitsminister Morten Bødskov løj over for Folketinget, og hvilken konsekvens mener statsministeren det skal have, hvis ministre bevidst konstruerer løgne over for Folketinget?

Af Kristian Jensen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Lars Barfoed (KF).

(Anmeldelse 09.05.2014. Fremme 13.05.2014).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til i morgen, den 15. maj 2014.

Jeg skal så lige for god ordens skyld, fordi det er så sjældent, at vi har de her hasteforespørgsler, repetere taletidsreglerne. Ordføreren for forespørgerne har til begrundelse 2 minutter, ministerens besvarelse er op til 10 minutter, og ordførerindlæg begrænses til op til 4 minutter, ligesom også ministerens afslutning i første runde og ordføreren for forespørgernes afsluttende bemærkninger begrænses til 4 minutter. Det betyder, at antallet af korte bemærkninger, jeg kan tildele, er i størrelsesordenen 16 i hele debatten. Det beder jeg om forståelse for. Det bliver proceduren, som vi har aftalt den, da vi skal afvikle hasteforespørgslen inden for 2 timer.

Jeg giver ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.

Tak for det, formand. Som formanden for Folketinget læste op, handler forespørgslen her i dag, som er indkaldt af en bred skare af partier, om, hvad statsministeren kan oplyse om regeringens holdning til, at forhenværende justitsminister Morten Bødskov løj over for Folketinget, og hvilken konsekvens statsministeren mener det skal have, hvis en minister bevidst konstruerer løgne over for Folketinget.

Det er jo i det hele taget lidt absurd, at vi skal have en forespørgselsdebat om det her – det er i hvert fald vores opfattelse som spørgere – men det er, fordi statsministeren ikke har kritiseret eller påpeget over for den nu forhenværende justitsminister, at hele forløbet var uhensigtsmæssigt. Det har jo skabt, kan vi forstå, en retstilstand, hvor en nødløgn åbenbart er lovlig, altså, man må godt lyve lidt over for Folketinget. Og vi må sige, at det synes vi i partierne, der står bag forespørgslen, er ganske uholdbart, og vi håber også, at statsministeren i sin besvarelse vil slå klart fast, at ministre, der bevidst konstruerer løgne over for Folketinget, selvfølgelig bliver afskediget og ikke kan være en del af en regering. Sådan bør det retmæssigt være.

Vi håber også, at vi her i Folketingssalen kan få en drøftelse af, hvad vi så gør for at sikre, at den nye retstilstand, der er skabt, hvor en nødløgn over for Folketinget altså er i orden, bliver ført tilbage til sådan, som det var før, hvor der var det helt klare udgangspunkt, at man ikke kunne lyve over for Folketinget – hverken med en hvid løgn eller en nødløgn. Men man kan selvfølgelig undlade at svare.

Jeg vil sige, at en del af det her selvfølgelig også handler om en tjenestemandssag, der har kørt mod to embedsmænd i Justitsministeriet, men i Folketinget holder vi jo ministrene ansvarlige – det er vores vej ind. Men der er jo en sammenhæng mellem tjenestemandsundersøgelsen og så den sag, vi skal diskutere her i Folketingssalen i dag. Vores udgangspunkt er jo at holde ministrene i regeringen ansvarlige. Det er dem, der afgiver svar til Folketinget, og det er også dem, der må være ansvarlige for, at de svar er rigtige.

Det var en indledning, og så glæder vi os selvfølgelig til statsministerens besvarelse og den efterfølgende debat.

Så er det statsministeren for besvarelse af hasteforespørgslen.

Også tak fra mig for at komme her i dag og tale om ministrenes sandhedspligt. Jeg vil starte med at beskrive den grundlæggende ramme for ministres sandhedspligt over for Folketinget.

Den juridiske pligt for ministre til at tale sandt over for Folketinget er beskrevet i ministeransvarlighedsloven. Som det fremgår af loven, må en minister ikke give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under behandlingen af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Ved siden af det juridiske ansvar gælder et politisk ansvar. Det indebærer bl.a., at en minister ikke kan blive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt mistillid til ham eller hende. Det er den grundlæggende ramme, og den er god. For det er en grundlæggende forudsætning for, at vi har et velfungerende demokrati, at Folketinget kan føre kontrol med regeringen og dens magtudøvelse.

Når Folketinget skal føre kontrol med regeringen, er det i et meget stort omfang afhængig af de oplysninger, det får fra regeringen. Og hvis Folketinget ikke kan stole på de oplysninger, som det får fra regeringen, ja, så kan det jo ikke udføre sin kontrolfunktion. Ministeransvarlighedsloven og hensynet til, at Folketinget kan udføre sin kontrol med regeringen, indebærer således, at man skal fortælle sandheden over for Folketinget.

Spørgeren er også optaget af hr. Morten Bødskovs rolle i forbindelse med Retsudvalgets besøg på Christiania. Hr. Morten Bødskov var kaldt i samråd om Christianiasagen den 10. december sidste år. Dagen før samrådet havde Justitsministeriet givet et svar til Folketinget, hvoraf det fremgik, at forklaringen om, at Johan Reimann ikke kunne deltage i Retsudvalgets planlagte besøg på Christiania den 29. februar 2012, var koordineret mellem ministeriet og politidirektøren. Jeg synes, det var godt, at den daværende justitsminister fik lejlighed til at give sin samlede redegørelse for forløbet over for Retsudvalget under det samråd, som skulle finde sted dagen efter.

Under samrådet beklagede hr. Morten Bødskov dybt over for Folketingets Retsudvalg, at han bidrog til, at medlemmerne af udvalget i februar 2012 fik en begrundelse for aflysning af besøget på Christiania, som ikke var den reelle. Han sagde endvidere, at der var ting i forløbet, som han gerne ville have håndteret anderledes. Som jeg bl.a. sagde under samrådet om sagen i Retsudvalget den 17. januar i år, synes jeg, det var rigtigt, at hr. Morten Bødskov har beklaget over for Folketinget. Det synes jeg stadig væk.

Jeg sagde også under samrådet, at man skal fortælle sandheden til Folketinget, og at der ikke kan være to meninger om det. Det kan der stadig væk ikke. I forlængelse af samrådet konstaterede hr. Morten Bødskov, at et flertal i Folketinget ikke længere havde tillid til ham som minister. Derfor meddelte han mig, at han ønskede at træde tilbage fra sin stilling som justitsminister. Sådan er de parlamentariske spilleregler. En minister skal gå af, hvis ministeren ikke længere har opbakning fra et flertal i Folketinget.

I forbindelse med fru Karen Hækkerups tiltræden som justitsminister i december sidste år aftalte hun med mig, at der blev iværksat en undersøgelse af de relevante embedsmænds rolle i forbindelse med aflysningen af Retsudvalgets besøg på Christiania. De relevante embedsmænd blev bedt om at redegøre for deres rolle i sagen. Kammeradvokaten vurderede redegørelserne, og på baggrund af en anbefaling fra kammeradvokaten besluttede justitsministeren at indlede et tjenstligt forhør mod departementschefen og en anden ledende medarbejder i Justitsministeriet. Den 2. maj afleverede forhørsledelsen så sin beretning til justitsministeren, en beretning, som siden er blevet offentliggjort.

Forhørsledelsen har fundet, at de to embedsmænd ikke har begået tjenesteforseelser eller udvist forhold, der kan give anledning til kritik. Regeringen har taget forhørsledelsens beretning til efterretning, og de to embedsmænd er vendt tilbage til deres stillinger. Som vi alle ved, blev Retsudvalgets planlagte besøg på Christiania den 29. februar 2012 aflyst, bl.a. fordi den daværende politidirektør Johan Reimann ikke kunne deltage. Det har efterfølgende vist sig, at den forklaring var koordineret mellem Justitsministeriet og Reimann. Forhørsledelsen kalder i sin beretning Reimann-begrundelsen for, og jeg citerer, en forklarlig og undskyldelig nødløgn. Forhørsledelsen finder ikke, at det var i strid med de pågældende embedsmænds sandhedspligt over for Folketinget at bruge en nødløgn i denne konkrete situation. Det er forhørsledelsens juridiske vurdering af sagen, og den har regeringen taget til efterretning.

Det siger sig selv, at min regerings ministre ikke må lyve over for Folketinget. Uanset hvad den juridiske vurdering er, vil min regerings ministre ikke benytte sig af de beskrevne nødløgne.

Det rejser spørgsmålet om, hvordan man håndterer en lignende situation i fremtiden. Den bedste løsning ville være, hvis vi kan skabe en procedure eller lignende, som sikrer, at man ikke kommer i en tilsvarende situation. Regeringen har derfor taget initiativ til en dialog med Folketingets partier om, hvordan man håndterer en lignende situation i fremtiden, så vi respekterer Folketingets kontrolfunktion, og så vi sikrer, at Folketinget kan have fuld tillid til oplysninger fra regeringen. Det er justitsministeren, der taler med Folketingets partier om spørgsmålet. Der var et første møde i Justitsministeriet i går, og jeg kan forstå, at der er enighed om at arbejde videre med spørgsmålet. Det er naturligvis en sag, som jeg vil følge tæt. Vi skal sikre, at Folketinget kan have fuld tillid til oplysninger fra regeringen. Det er magtpåliggende for mig.

Som en del af forespørgslen spørges der til, hvilken konsekvens jeg mener det skal have, hvis ministre bevidst konstruerer løgne over for Folketinget. Det er lige nøjagtig for at undgå, at man fremover kommer i sådanne situationer, at regeringen har iværksat en dialog med Folketingets partier. Tak for ordet.

Tak til statsministeren for besvarelsen af forespørgslen. Så går vi til forhandlingen. Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg vil gerne starte med et citat:

»Johan Reimann kunne ikke deltage i det møde, som var planlagt, og derfor er der ingen grund til at betvivle sandheden i det...«

Citatet er af forhenværende justitsminister, hr. Morten Bødskov, fra den 6. december 2013. 4 dage senere var hr. Morten Bødskov forhenværende justitsminister, netop fordi Johan Reimann kunne deltage i det pågældende møde, og fordi der var al mulig grund til at betvivle sandheden i justitsministerens påstande, der blot et par dage senere blev afsløret som en løgn, der var bevidst konstrueret med henblik på at føre Folketinget bag lyset. Først da taburetten vaklede, faldt det justitsministeren ind, at det nok kunne være en god idé at fortælle sandheden. Da havde et flertal i Folketinget mistet tilliden til hr. Morten Bødskovs virke som minister. Hvordan kunne man meget andet, når løgnen så stædigt var fastholdt lige indtil det tidspunkt, hvor det var umuligt for justitsministeren at gøre andet end at fortælle sandheden?

Hvad var så statsministerens reaktion? Reaktionen var ros: Morten Bødskov har været en fremragende minister, sagde statsministeren og fyldte op med noget om parlamentariske spilleregler. Der var ingen fordømmelse, ingen kritik, ingen eftertænksomhed og vurdering af, om det nu virkelig var måden, regeringen ville behandle Folketinget på. Statsministeren havde kun ros til overs for den mand, der var ansvarlig for løgnen.

Mens statsministeren roste den politisk ansvarlige for løgnen, gik det anderledes hårdt ud over et par embedsmænd i Justitsministeriet: tjenstligt forhør, mistænkeliggørelse, hjemsendelse. Embedsmændene skulle undersøges, ministeren skulle til gengæld med i Socialdemokraternes gruppeledelse. Så kommer resultatet så af det tjenstlige forhør, som er blevet indledt, efter at både Kammeradvokaten og Justitsministeriet havde vurderet, at der var handlet i strid med de pligter, der påhviler embedsmænd, og vi fik den forvaltningsretlige nyskabelse: nødløgnen.

Så gik den nye justitsminister i gang, for den slags kan regeringen ikke acceptere. Man skal jo tale sandt, men kritisere den ansvarlige justitsminister, nej, det vil regeringen altså ikke. Det vil statsministeren ikke. Så der er vi nu.

Imens er der stadig væk en lang række ubesvarede spørgsmål: Hvorfor kunne hr. Morten Bødskov f.eks. indvie fru Anne Baastrup i, at der angiveligt var en sikkerhedstrussel, når man ikke kunne fortælle det samme til fru Pia Kjærsgaard, der sidder i kontroludvalget og derfor er underlagt tavshedspligt, som fru Anne Baastrup ikke var? Hvorfor husker hverken minister eller embedsmænd for den sags skyld, at man beder Johan Reimann om at blive forhindret i en sag, der er så usædvanlig, at man ligefrem er nødt til at opfinde en ny juridisk terminologi for at kunne forsvare den? Og det vigtigste er: Hvorfor vil statsministeren ikke indse det indlysende kritisable i hr. Morten Bødskovs løgn over for Folketinget og bare sige det, som enhver anden vil, nemlig at det er forkert, og at det ikke måtte ske?

Sikkert er det i hvert fald, at for Venstres vedkommende har denne sag skadet tilliden mellem Folketinget og regeringen. Det tror jeg faktisk er generelt. Om ikke andet burde statsministeren vel kunne beklage det? Men det er tilsyneladende ikke tilfældet.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, først fru Trine Bramsen.

Tak for det. Og tak til ordføreren for lige at ridse forløbet op, efter at statsministeren har ridset forløbet op. Samtlige partier har jo givet udtryk for, at det er fuldstændig uacceptabelt at lyve over for Folketinget. Ordføreren siger, at det er absurd, at vi skal have en forespørgsel her i dag, og jeg må på den baggrund også spørge ordføreren: Hvori består konflikten? Hvori består uenigheden om, at det skulle være legitimt at lyve over for Folketinget? Så vidt jeg har hørt, har samtlige partier inklusive statsministeren givet udtryk for, at det ikke er i orden at tale usandt over for Folketinget. Så hvori består uenigheden på det her område?

Ordføreren.

Jamen uenigheden består jo i, at vi ikke klart har hørt, og det hørte jeg sådan set heller ikke i statsministerens tale, den nu forhenværende justitsminister kritiseret for forløbet, altså at man ikke har sagt, at det selvfølgelig er helt, helt uacceptabelt. Jeg har ikke hørt den kritik, jeg har ikke hørt den fordømmelse, som burde være naturlig, i stedet har jeg hørt ros. Og da hr. Lars Løkke Rasmussen og hr. Kristian Thulesen Dahl i tirsdags i spørgetimen spurgte statsministeren om det samme, fik man heller ikke noget svar. Det må jeg sige nok er en uenighed. Og den mistanke, man kan få – og den er jo ikke berettiget, det er ikke noget, man kan dokumentere – er, at hvis der ikke var nogen i Folketingets Retsudvalg, som havde gravet i den her sag, og nogle dygtige journalister, der havde gravet i den her sag, var det jo gået. Så var der jo blevet løjet over for Folketinget, så var der aldrig nogen, der havde fundet ud af noget, og det er simpelt hen uholdbart og uacceptabelt. Det vidner jo om, at man i hvert fald har haft et problem med den kultur, der har været i Justitsministeriet, når man kan have en minister, som kan have leveret en løgn over for Folketingets Retsudvalg.

Fru Trine Bramsen.

Hr. Karsten Lauritzen svarer jo sådan set ikke rigtig på mit spørgsmål: Hvori består uenigheden? Er der nogen politikere i dette Folketing, nogen fra regeringen, der mener, at det er acceptabelt at lyve over for Folketinget? Jeg har ikke hørt det, så hvis hr. Karsten Lauritzen kan give eksempler på politikere, der har sagt, at det er fuldstændig acceptabelt, at ministre ikke taler sandt over for Folketinget, vil jeg gerne bede om dem. Jeg må bare gentage mit spørgsmål: Hvori består uenigheden, i forhold til at det selvfølgelig ikke er acceptabelt, at man taler usandt over for Folketinget?

Ordføreren.

Jamen uenigheden består jo i, at vi har en statsminister, som ikke klart tager afstand fra det forløb, der har været, men som tværtimod har rost den minister, som blev tvunget til at trække sig. Og jeg må sige, at jeg har det klare indtryk, at statsministeren gerne havde set, at hr. Morten Bødskov stadig væk var justitsminister. Og jeg tror, at hr. Morten Bødskov stadig væk havde været justitsminister, hvis det ikke var, fordi der var et flertal uden om regeringen, der havde trukket tæppet væk. Så havde vi haft en minister, der kunne sidde og være minister og have givet en løgn over for Folketinget og dækket sig ind juridisk under sådan et nødløgnsbegreb. Det er nok forskellen; og jeg må sige, at det er faktisk en ganske, ganske alvorlig forskel på, hvad Venstre vil acceptere, og hvad statsministeren og Socialdemokratiet vil acceptere. Det er en uenighed.

Hr. Jeppe Bruus for en kort bemærkning.

Tak. Det vil sige, at som jeg forstår ordføreren, består uenigheden her i statsministerens omtale af en nu tidligere justitsminister og dennes position i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Jeg hører sådan set ikke ordføreren fremlægge nogen former for uenighed i det, statsministeren har sagt om både det juridiske og det politiske i denne sag.

Hvis der er uenigheder i forståelsen og fortolkningen af det juridiske og politiske i anvendelsen af de såkaldte nødløgne, vil jeg gerne høre ordføreren om, hvori sådan nogle uenigheder består.

Ordføreren.

Der er jo den uenighed, må jeg sige, at vi undrer os såre over, at man farer ud med bål og brand mod nogle embedsmænd, der tilsyneladende har været med til at konstruere den her nødløgn over for Folketinget – men man roser ministeren. Altså, jeg må sige, at man jo godt kan lade være med at kalde det en uenighed, men man må bare undre sig. Og så må man stille sig selv spørgsmålet: Er det sådan et folkestyre, vi vil have? Man må spørge sig selv: Er det sådan, det skal være i en regering?

Der vil jeg sige, at min egen formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, den tidligere statsminister, klart har sagt, at hvis der er en minister i en eventuel kommende borgerlig regering, der bringer en nødløgn, så bliver vedkommende fyret på gråt papir. Den melding synes jeg da kunne være rar at høre fra statsministerens side. Og den har vi altså ikke hørt. Det er da i hvert fald en uenighed.

Hr. Jeppe Bruus.

Jamen det kan være, vi hører to forskellige udlægninger af den tale, som statsministeren kom med. Jeg hører hende ret klart udtrykke sig meget spidst om både det juridiske og det politiske ansvar. Og som jeg nu forstår ordføreren – det kan være, ordføreren kan bekræfte det – har vi den her indkaldelse af en hasteforespørgsel for at cementere en politisk uenighed om, hvordan statsministeren omtaler en nu tidligere justitsminister og dennes position i den socialdemokratiske gruppe.

Det er det, vi kan reducere det til, for jeg hører ikke ordføreren erklære nogen former for uenighed i fortolkningen af, hvordan det juridiske og politiske ansvar er i forhold til det her med nødløgne.

Ordføreren.

Altså, der var jo et møde i Justitsministeriet i går, hvor det kom frem, at der er stor tvivl om, hvad det her kommer til at betyde. Og regeringen har ingen bud på, hvordan vi løser det.

Altså, jeg må sige, at det synes jeg sådan set også er en betydelig uenighed. Og så er der jo den forskel, at jeg er ladt tilbage med det helt klare indtryk, at hvis det ikke havde været, fordi der var et flertal, der ikke længere stolede på daværende justitsminister, hr. Morten Bødskov, så havde det pågældende folketingsmedlem stadig væk været minister i den regering, vi har i øjeblikket.

Det gør da en væsentlig forskel, om man som statsminister klart siger: Hvis der er nogen, der lyver over for Folketinget, kommer med en nødløgn, så bliver de fyret – eller om man siger: Joh, o.k., hvis det er en nødløgn, så lever vi med det. Altså, det er da en klar forskel og en klar uenighed.

Jeg kan se, at der er en masse, der gerne vil have korte bemærkninger. For de større partier vil der være mulighed for tre og for de mindre partier to, hvis vi skal afvikle. Så det bliver den sidste nu. Det er hr. Henrik Dam Kristensen.

Det er jo stadig væk sådan, at forhandlinger her i Folketinget meget ordret bliver skrevet ned, og derfor får vi jo dokumentation i forhold til den diskussion, som hr. Karsten Lauritzen nu prøver at rejse, om, hvad der er sagt, hvad der ikke er sagt. Det får vi jo dokumentation for, når vi får referatet fra Folketinget, og så kan man, hvis man i øvrigt kan læse, se meget præcist, hvad statsministeren har sagt.

Det får mig til at spørge: Hvad er hr. Karsten Lauritzen mest optaget af – den polemik, som ordførertalen lægger op til, eller det forsøg, som justitsministeren gjorde i går, på at lave et seriøst stykke arbejde med samtlige Folketingets partier, hvilket betyder, at vi kan komme videre i forhold til de konsekvenser, som den her sag har haft? I går fik vi jo at vide, at ordet nødløgn, hvis der ikke sker noget, er et begreb i dansk retspolitik. Hvad er det, hr. Karsten Lauritzen vægter?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at man kan komme videre på ordentlig vis, hvis man ikke også forholder sig til det, der er sket i fortiden. Altså, lidt selvransagelse er måske det, vi efterspørger hos statsministeren. Jeg må sige, at det her jo også er udtryk for, at der tilsyneladende har været en bestemt kultur – det ved vi jo ikke om der stadig væk er, og der kan være andre nødløgne i den her regering – hvor man har følt, at det var berettiget at lyve over for Folketinget. Og man må jo også konkludere, at selv om man ikke juridisk kan komme efter det – vi kan jo ikke vide, hvordan det hænger sammen – har der været en del del personer involveret i det her.

Jeg må sige, at jeg tror, at hvis vi skal komme videre og få genoprettet den tillid, for det er det, politik handler om, så er det ikke nok bare at lave en løsning fremadrettet. Så må man også indbyde til lidt selvransagelse bagudrettet. Det er jo sådan, man normalt lærer. Det er ved at kigge på, hvad der gik galt, og forholde sig kritisk til det og så forbedre sig fremadrettet. Så man kan ikke bare udelukke det, der er sket, hvis man skal løse fremtidens problemer, heller ikke i denne sag.

Hr. Henrik Dam Kristensen.

Nu kan jeg høre, at hr. Karsten Lauritzen til trods for sin unge alder ikke husker særlig godt, for endnu en gang bliver det påstået, at statsministeren har sagt, at det er berettiget at lyve over for Folketinget. Men det fik vi afklaret med mit første spørgsmål. Det kan vi læse i Folketingets referat.

Derfor bliver jeg nødt til at spørge meget mere præcist, vil jeg sige til hr. Karsten Lauritzen. Den offentlige polemik, som åbenbart er interessant her, står den over at finde en ordentlig og seriøs løsning på de udfordringer, som vi blev præsenteret for ovre i Justitsministeriet i går?

Ordføreren.

Det ene udelukker jo ikke det andet. Jeg betragter ikke det her som polemik. Jeg betragter det som en meget, meget seriøs diskussion om forholdet mellem regering og Folketing, og en sag om, hvordan statsministeren reagerer på en sag, hvor en minister bliver taget i at lyve; om statsministeren sådan håber, at det går væk. Jeg må igen minde om, at grunden til, at hr. Morten Bødskov ikke er justitsminister mere, er, at Enhedslisten som det parlamentariske grundlag sagde: Det mener vi ikke er holdbart. Det var ikke noget, statsministeren sagde, selv om statsministeren var bekendt med, at der blev løjet over for Folketingets Retsudvalg. Jeg må sige, at jeg synes, at det er en væsentlig uenighed og et væsentligt spørgsmål at diskutere her i Folketingssalen. Det er en væsentlig forudsætning for, at man kan komme videre og få genopbygget den tillid, der nu er tabt.

Jeg siger tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det fru Trine Bramsen som socialdemokratisk ordfører. (Pernille Skipper (EL) markerer for at få ordet) . Jamen som jeg gjorde opmærksom på indledningsvis, er dette en hasteforespørgsel, og der er rationering på antallet af korte bemærkninger. Fru Trine Bramsen.

Tak for det. En af Folketingets vigtigste opgaver ud over at lovgive er at kontrollere regeringen. Det står direkte i grundloven, at en minister skal gå af, hvis et flertal i Folketinget udtrykker mistillid til ham eller hende. Mistillid var, hvad der opstod til den tidligere justitsminister, da han talte usandt over for Folketinget. Lad mig i den forbindelse starte med at slå fast, at vi Socialdemokrater selvfølgelig ikke mener, at ministre må lyve over for Folketinget. For os Socialdemokrater har løgne ingen farver. Der findes ikke hvide løgne, der findes ikke sorte løgne. En løgn er en løgn, og den skal undgås.

Når man går ind i politik, er det med et ønske om at forme og udvikle samfundet i den retning, som vi hver især tror på. Det er med et ønske om, at vi skal tage ansvar for vores samfund, og det ansvar, som danskerne giver os, skal vi forvalte med ansvarlighed. I den konkrete sag, som forespørgslen omhandler, er der slet ikke nogen tvivl om det uacceptable i at tale usandt over for Folketinget. Derfor har den pågældende minister også taget konsekvensen heraf.

Fremadrettet skal vi undgå, at lignende situationer opstår. En minister må ikke konstruere falske forklaringer, når der opstår situationer, hvor det kan være problematisk at give den sandfærdige forklaring til offentligheden. Derfor værdsætter vi Socialdemokrater, at justitsministeren har indkaldt partierne til en drøftelse af, hvordan det undgås fremadrettet. Der har allerede været holdt møder, og fremadrettet er det også forventningen at der bliver holdt flere møder, så vi i fællesskab kan finde en løsning på, hvordan det her undgås fremadrettet.

Det er min klare opfattelse, at der ikke er partipolitisk uenighed om, at såvel løgne som nødløgne skal undgås, og lad os derfor sammen fortsætte den gode drøftelse af løsningsmuligheder. Lad os sammen sikre, at reglerne på området er klare. Lad os sammen sikre, at vi her i Folketinget fortsat kan kontrollere regeringens arbejde. Med de ord skal jeg på vegne af Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget mener, at der som opfølgning på sagen om Retsudvalgets studietur til Christiania er behov for at slå fast, at det ikke skal være muligt at bruge en nødløgn over for Folketinget. Folketinget ser frem til de videre drøftelser hos justitsministeren.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 42).

Det netop oplæste forslag til vedtagelse fra fire partier indgår naturligvis i den fortsatte forhandling. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til den socialdemokratiske ordfører.

(Kim Andersen (V) har markeret for kort bemærkning) ... Hov, det var ikke noteret her, da jeg kiggede. Jeg må bede om, hvis vi skal afvikle det sådan nogenlunde smidigt, at man melder sig i tide. (Kim Andersen (V) frafalder).

Vi går videre til hr. Peter Skaarup som ordfører for Dansk Folkeparti.

Det er jo en god, gammel kendsgerning på Christiansborg og i det politiske liv, at Folketinget skal kunne stole på de oplysninger, som Folketinget får fra ministrene. Det er egentlig selve essensen i det parlamentariske arbejde, uanset hvad sagen i øvrigt handler om, at man får at vide hundrede procent fra ministrene, hvad fakta er, når der spørges til det fra Folketingets side. Derfor bør konsekvensen for ministre, der taler usandt over for Folketinget – altså ikke bare giver forkerte oplysninger, men helt bevidst fortæller Folketinget noget, der ikke passer, og som er i strid med sandheden – også helt indlysende være den, at man så ikke længere kan være minister. Hvis man lyver over for Folketinget, kan man ikke længere være minister.

I lyset af de seneste måneders forløb har det været vigtigt for Dansk Folkeparti og andre partier her i dag at få statsministeren i tale i den sag om Folketingets Retsudvalgs tur til Christiania. Det, der er sket på det seneste, er jo, at der har været nedsat et forhørsudvalg af nogle dommere, der er nået frem til en konklusion, som vi så diskuterer her i dag. Det har været et meget særpræget forløb op til den situation, hvor embedsmænd og den daværende justitsminister har forsøgt at vildlede Folketinget ved at hævde, at det var utrolig vigtigt, at Folketinget fik en teknisk gennemgang af det såkaldte Wendler Pedersen-udvalgs beretning, ligesom daværende politidirektør Johan Reimann efter sigende var forhindret i at deltage i et formøde forud for Retsudvalgets besøg på Christiania der i februar 2012 – men hvor det så har vist sig nu, at hele det forløb var konstrueret til lejligheden af justitsministeren for at dække over, at man ikke ville have, at fru Pia Kjærsgaard og andre skulle deltage i det her besøg på Christiania.

I forhold til daværende justitsminister hr. Morten Bødskov er sagen jo den, at han ikke længere er minister. Men samtidig kan man ikke komme uden om, at når man decideret har fyldt Folketinget med løgn, har man et problem i forhold til ministeransvarsloven, som meget klart fortæller os, at man skal give sandfærdige oplysninger over for Folketinget. I forhold til de to embedsmænd, som har været involveret i tjenestemandsundersøgelsen, ja, så er de nu tilbage på deres poster i Justitsministeriet, og tilbage står så i virkeligheden nu – og det er jo også det, vi kan diskutere her i dag – statsministerens rolle i sagen.

Det er jo velkendt, at Statsministeriet allerede den 19. november 2013 havde flere versioner af en pressemeddelelse fra den daværende justitsminister til gennemsyn, og af et af de udkast til pressemeddelelse fremgik det, at den tidligere justitsminister hr. Morten Bødskov beklagede hele forløbet omkring den her sag, bl.a. de oplysninger, der var givet til Retsudvalget om baggrunden for aflysningen af besøget på Christiania. Men det blev så ikke medtaget i den endelige pressemeddelelse, som var udsendt den dag. Statsministeren skriver selv i et svar, som jeg modtog i Folketinget, at statsministeren den 9. december fik oplyst, at den daværende justitsminister havde afgivet fejlagtige oplysninger over for Folketinget. Med andre ord kan det jo ikke være anderledes, end at man i hvert fald den 9. december, altså inden det famøse samråd, vi havde på Christiansborg den 10. december, var helt bevidst om, at der var afgivet urigtige oplysninger over for Folketinget.

Det, man så kan undre sig over, er jo, hvorfor ingen og heller ikke statsministeren reagerer på det. For som statsministeren jo faktisk har sagt her i dag, må man ikke give forkerte oplysninger, og man må ikke give løgnehistorier, over for Folketinget. Men den 9. december finder statsministeren og Folketinget jo definitivt ud af – hvis ikke vi havde vidst det i forvejen – at man faktisk havde givet forkerte oplysninger, urigtige oplysninger til Folketinget; man havde endda givet en løgn.

Men statsministeren vælger alligevel ikke at reagere på den og lade det være op til det her samråd i Retsudvalget, som så er dagen efter, at vurdere tingene, og det er så først, da Enhedslisten holder et fint, lille pressemøde, hvor Enhedslisten sammen med os andre får sagt, at man ikke længere har tillid til justitsministeren, at statsministeren gør noget. Op til da har statsministeren fuld tillid, og der er fine sætninger om hele justitsministerens virke i den sag. Og det er jo derfor, vi står her i dag. Hvis ingen havde gjort noget, hvis det samråd, som var den 10. december, ikke var kommet med den konklusion, så er spørgsmålet, om der overhovedet havde været tvivl om, at hr. Morten Bødskov var justitsminister den dag i dag. Det er jo i virkeligheden det kritisable, og det håber jeg vi kan få en dialog med statsministeren om her lidt senere.

Jeg skal på vegne af et antal partier læse et forslag til vedtagelse op – det er Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti, der står bag det. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at forhenværende justitsminister Morten Bødskov løj over for Folketinget i forbindelse med Retsudvalgets tur til Christiania. Folketinget finder det kritisabelt, at statsministeren har accepteret forløbet, selv om det har skadet tilliden mellem Folketinget og regeringen. Folketinget finder, at der er behov for at fastslå, at sandhedspligten over for folketinget er ubetinget.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 43)

Det af hr. Peter Skaarup oplæste forslag til vedtagelse fra fire partier indgår selvfølgelig i de videre forhandlinger.

Der er to korte bemærkninger, først fra fru Trine Bramsen.

Tak til hr. Peter Skaarup for igen at give salen her en gennemgang af forløbet. Det er altid praktisk, eftersom det kunne være, der var nogle, der havde glemt det, siden hr. Karsten Lauritzen gennemgik det eller statsministeren gennemgik det for ½ time siden.

Som jeg hørte det, sagde statsministeren meget klart, at man ikke må lyve over for Folketinget, når man er minister. Derfor vil jeg gerne høre hr. Peter Skaarup, hvori konflikten består. Hvori består uenigheden? Hvor er der en partipolitisk uenighed på det her område, som vi i dag skal debattere i den her forespørgselsdebat, for det står mig noget uklart?

Ordføreren.

Jamen det synes jeg egentlig jeg var lidt inde på i talen. Men jeg vil gerne prøve lige at genopfriske det for fru Trine Bramsen. For konflikten består jo i virkeligheden i det, jeg sagde til sidst, nemlig at hvis ingen havde gjort noget – hvis der nu ikke havde været samråd den 10. december, hvis nu ikke Enhedslisten havde mandet sig op til at sige: Vi har ikke længere tillid til justitsministeren – mon så ikke den justitsminister faktisk havde siddet i dag? Det tror jeg. For hele vejen op til den 10. december, hvor det her samråd er, og hvor regeringen måske blev overrasket over, at vi var nogle partier, der stod fast på, at det var helt galt at lyve over for Folketinget, mente statsministeren jo, at det var en ganske fin justitsminister, vi havde siddende. I øvrigt er vedkommende også blevet udpeget til en hel masse fine poster efterfølgende og kandiderer muligvis til at blive dansk EU-kommissær her til sommer. Så det er jo spørgsmålet, om der overhovedet var sket noget som helst, hvis ikke vi var nogle stykker, der havde sagt: Den er helt gal. Og spørgsmålet er, om der så var blevet givet nogle usandfærdige oplysninger til Folketinget uden nogen som helst konsekvenser. Det er jeg bange for var det, der var sket.

Fru Trine Bramsen.

Nuvel, men sagen er jo en anden. Det er jo kommet frem – og det var endda den tidligere justitsminister selv, der gik ud og sagde det – at han ikke informerede Folketinget rigtigt. Så sagen er jo kommet frem. Statsministeren har taget afstand fra, at der ikke blev givet rigtige oplysninger til Folketinget. Ministeren sidder ikke længere som minister. Så hvor er det egentlig, at hr. Peter Skaarup mener konflikten ligger? Hvad er det, hr. Peter Skaarup gerne vil have et svar på? Hvor er det, at hr. Peter Skaarup gerne vil have der skal ske noget? Det står mig stadig uklart.

Ordføreren.

Jeg kunne godt tænke mig, at statsministeren kom herop på talerstolen på et tidspunkt under debatten og sagde, at hvis den her sag opstod igen, nemlig at statsministeren på regeringens vegne blev opmærksom på, at en af regeringens ministre løj over for Folketinget – eller i fremtiden lyver over for Folketinget – så har det den eneste soleklare konsekvens, at den minister ikke kan blive siddende. Jeg tror, at der er nogle uden for de her tykke vægge på Christiansborg, som tænker: Det der Christiansborg er da en ren børnehave. De går og siger, at man ikke må lyve, men de accepterer det. Statsministeren har sådan set accepteret det, indtil der var nogen, der satte foden ned. Det er da virkelig vigtigt af hensyn til tilliden til Folketinget og politikerne, at det har konsekvenser, når man lyver.

Så er det hr. Jeppe Bruus for en kort bemærkning.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at det da er virkelig afgørende for folkestyret, at der er tillid imellem regeringen og Folketinget, og derfor handler det, der er indholdet i den her sag, jo både om det politiske og om det juridiske ansvar, som statsministeren har været meget klar om, nemlig at man selvfølgelig som minister ikke kan lyve for Folketinget. Det er jo sådan det ene indholdsmæssige i sagen, og jeg troede sådan set, det var det, den her hasteforespørgsel handlede om. Men nu kan jeg forstå, at den mere handler om en gennemgang af forløbet, hvor ordføreren siger: Jamen hvordan kan det være, at statsministeren havde tillid til sin minister? Jeg ihukommer ikke nogen statsminister, der gennem tiderne har gået og sået tvivl om sine ministre – indtil den dag, hvor der ikke var tillid. Enten har man tillid, eller også har man ikke tillid. Men det kan være, ordføreren ser et andet forløb.

Derfor må jeg også betragte det her indlæg som en art historieskrivning, hvor man spekulerer i, hvad der kunne være sket, hvis ikke Enhedslisten havde handlet, som de gjorde. Det kan selvfølgelig være interessant for historikere og måske også for politikere at indgå i, men det er vel lidt at dreje fokus væk fra det, der er substansen her, nemlig den helt centrale kernediskussion om det politiske og juridiske ansvar. Er ordføreren ikke enig i, at statsministeren i sit indlæg var meget klar med hensyn til de to spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg synes, det er fint, hvad det socialdemokratiske folketingsmedlem siger her. Det synes jeg er et udmærket indlæg i debatten, hvis det så kan følges op af, at statsministeren går herop på talerstolen og siger til os alle sammen og den danske befolkning, at hvis den her sag med, at en minister lyver over for Folketinget, kommer igen, så er det sådan, at statsministeren fyrer den pågældende minister på stedet. Hvis vi kan få det ud af det, synes jeg, det er en rigtig god udgang på den her debat. Men det havde statsministeren jo chancen for i sidste uge. Det skete ikke. Vi kan håbe, at statsministeren bruger chancen nu. Det tror jeg vil være noget, som borgerne vil have respekt for. Det andet sniksnak har borgerne ikke respekt for.

Hr. Jeppe Bruus.

Jamen det er jeg da glad for, for jeg opfatter egentlig det meste af det her som sniksnak og bevægen sig væk fra det, der er sagens kerne, når jeg hører ordføreren tale om, at en statsminister skal gå og så tvivl om sine ministre. Mig bekendt er der ikke nogen statsminister, der har gået og sagt: Ahr, måske har jeg tillid, måske har jeg ikke. Altså, enten har man det, eller også har man det ikke.

Når ordføreren refererer til de poster, som den tidligere justitsminister har i den socialdemokratiske gruppe, så opfatter jeg det egentlig på den måde, at man afsporer debatten og får den væk fra det, det handler om, nemlig det, som statsministeren også redegjorde for i sit indlæg. Derfor skal jeg bare høre, når vi nu har en hasteforespørgsel her: Hvori består uenigheden i det, som statsministeren sagde om det politiske og det juridiske ansvar, hvis der er en sådan uenighed?

Ordføreren.

Uenigheden består i, at statsministeren ikke i samme øjeblik, man bliver klar over, at Folketinget er blevet fyldt med løgn, fyrer den minister, der er tale om. Det er uenigheden i sagens kerne, og det vil det socialdemokratiske folketingsmedlem åbenbart ikke forstå. Det er så fint nok med mig. Men det er min holdning, og jeg tror faktisk, det er en holdning, som rigtig mange, der følger det politiske billede på Christiansborg, også har, nemlig at det simpelt hen er utilstedeligt, i forhold til at man altid skal fortælle sandheden til Folketinget. Man må ikke konstruere en løgn. Det er det, man har gjort, og det ville ikke have fået nogen konsekvenser, hvis det var, at Folketinget ikke havde grebet ind dengang.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Jeppe Mikkelsen som radikal ordfører.

Tak for ordet. Jeg må starte med på mange stræk at erklære mig enig med de tidligere ordførere. Vi er i Radikale Venstre naturligvis heller ikke glade for den tvivl, som beretningen fra sidste uge har rejst, om, hvorvidt man som folketingsmedlem kan forvente at få sandheden at vide. Det er i sagens natur alfa og omega for, at den parlamentariske kontrol fungerer, at der ikke skabes tvivl om sandhedspligten.

Sagen er sluttet nu, hvad angår de to embedsmænd, men vi bliver nødt til at evaluere det her politisk, og derfor glæder det mig også, at der jo allerede er en dialog i gang mellem partierne. Jeg tror, at vi kan nå hinanden – det håber jeg, og det forventer jeg – og vi er vist enige om, at begrebet nødløgn ikke skal figurere i den forvaltningsretlige ordbog.

For mig at se er der to områder, vi skal have kigget på nu. For det første skal vi have slået helt fast, at det med praksis og præcedens forholder sig sådan, at der fortsat gælder sandhedspligt over for Folketinget. Med andre ord skal vi altså have neutraliseret den beretning, som kom i sidste uge. For det andet skal vi have fundet en model her internt i Tinget, så vi undgår en lignende situation i fremtiden. Vores procedurer for at håndtere fortrolige og følsomme informationer skal gøres bedre. Det burde kunne lade sig gøre – jeg kan jo pege på, at det allerede sker i nævnet og i kontroludvalget i vid udstrækning.

Jeg tror som sagt, at vi kan nå hinanden, og jeg vil slutte af med at takke stillerne for den her forespørgsel. Vi vil fra radikal side gå konstruktivt ind i arbejdet om at løse det her, som jeg ser det, fælles problem, og vi kan i øvrigt bakke op om det forslag til vedtagelse, som blev oplæst af Socialdemokraternes ordfører, Trine Bramsen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jonas Dahl som SF's ordfører.

Tak for det, formand. Jeg vil også gerne indledningsvis sige, at jeg da glæder mig over, at vi kan tage den her debat i dag. Jeg har nu svært ved at se, at der egentlig er den store uenighed i den konkrete sag.

Der skal ikke herske nogen tvivl om – og det er der sådan set heller ikke fra SF's side – at det ikke er i orden, at der bliver skabt den her usikkerhed om, om man må lyve for eller vildlede Folketinget. Det må man ikke. Det er sådan set også meget klart beskrevet i lovgivningen, og jeg tror sådan set heller ikke, der er nogen her i salen eller for den sags skyld udeomkring, der synes, at det er okay, at man kan lyve for eller vildlede Folketinget. Det er sådan set helt afgørende, og det er jo også en del af det ansvar, man sidder med som minister.

Derfor skal vi selvfølgelig også sikre os i forhold til den unødige debat, som sidste uges rapport har skabt i forhold til hele diskussionen om, om det så er o.k. med en såkaldt nødløgn. Og hvad det i øvrigt er for et begreb, kan man så måske have en længere sproglig diskussion om – for mig at se er det stadig væk, i hvert fald sprogligt, et lidt mærkeligt begreb. Enten er det en løgn, eller også er det ikke.

Derfor er der også behov for, at vi fra Folketingets side selvfølgelig får præciseret, at man skal leve op til det, der egentlig er meget klart beskrevet i ministeransvarsloven, altså at man ikke må lyve for eller vildlede Folketinget eller Folketingets udvalg.

Så derfor vil jeg egentlig også gerne kvittere for, at regeringen og justitsministeren har inviteret til de drøftelser, som vi havde i går. Og jeg kan også tilslutte mig det forslag til vedtagelse, som den socialdemokratiske ordfører læste op tidligere, for det er sådan set helt afgørende, at vi selvfølgelig sikrer os, at vi undgår, at det her kan danne præcedens. Og derfor vil jeg som sagt også gerne kvittere for, at man nu allerede har indledt de politiske drøftelser i forhold til at sikre, at vi ikke fremadrettet kan stå i den situation. Det kan vi fra SF's side tilslutte os, og med de ord skal jeg blot sige, at vi kan tilslutte os det forslag til vedtagelse, som den socialdemokratiske ordfører læste op.

Tak til ordføreren. Det går hurtigere, end jeg havde forudset. Fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører.

Som flere andre har påpeget, er der jo i den her sag, vi diskuterer i dag, sket, rigtig, rigtig meget: en aflyst tur til Christiania; PET-ansatte, som afslørede i Ekstra Bladet, at ledelsen derude havde misbrugt personfølsomme oplysninger i en kalender; en minister, der havde løjet om årsagen til aflysningen; en minister, der senere havde løjet om løgnen; PET-chefer, som måtte forlade jobbet; embedsmandsundersøgelser osv. osv.

Hele den her misere, som flere andre har sagt, førte til, at vi i Enhedslisten mente, at vi ikke længere kunne have tillid til den daværende justitsminister. Det var der to grunde til. Den ene er den, som vi diskuterer meget i dag, og som handlede om den her meget bevidst konstruerede løgn, som blev givet over for Folketinget. Den anden begrundelse handlede om, at den daværende justitsminister ikke handlede over for PET som underliggende myndighed, da det gik op for ministeren, at der altså var anvendt personfølsomme oplysninger på en måde, som det ikke til at starte med var formålet at anvende dem på. Det er jo et aspekt, som vi ikke har brugt særlig meget tid på at diskutere, desværre, for det er et aspekt, som også kan vedrøre andre borgere. Altså, når PET håndterer vores personfølsomme oplysninger, uanset om man hedder Pia Kjærsgaard eller noget andet, kan vi så være sikker på, at det sker med det formål, som de har fået det i hænde? Det mangler vi sådan set stadig at få undersøgt efter vores mening.

Til gengæld er der jo, som andre også har bemærket, blevet sat en tjenestemandsundersøgelse i gang, og der kunne man jo se, at det var meget tydeligt, at Justitsministeriets repræsentant som Kammeradvokaten, havde nogle holdninger omkring, at de handlinger, som embedsmændene havde medvirket til, var uacceptable. Jeg vil også sige, at vi i Enhedslisten ligesom mange andre politikere, tror jeg, blev meget overraskede, da der så kom en indstilling fra forhørsledelsen, som altså skabte den her nye retstilstand om en nødløgn, altså en mulighed for, at det kan accepteres, at man lyver over for Folketinget, og at embedsmænd også medvirker til det. Der er ikke nogen tvivl om, at det er ganske, ganske uholdbart for Folketingets arbejde, for muligheden for at kontrollere forvaltning og regering, hvis man ikke har tillid til, hvad der kommer ud af embedsværket af svar, og hvad der kommer fra ministre af svar, og derfor skal og må der rettes op på det.

Jeg er glad for, at det er en enighed, der er på tværs af alle Folketingets partier, og jeg synes, at det er hamrende vigtigt, også for vores demokrati helt grundlæggende, at vi så at sige holder snuden i sporet og fokuserer på at få skabt en retstilstand, hvor der kan være tillid mellem Folketing og forvaltning igen.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Peter Skaarup.

Jeg synes jo, at Enhedslisten har ydet en brav indsats frem til og med den 10. december i denne sag. Jeg synes så, at det sidenhen har haltet lidt. Jeg ved ikke hvorfor. Der kan være nogle andre årsager til det, end jeg lige kender til. Der er sket det, at man ligesom har sluppet taget i sagen, synes jeg, og har ladet regeringen arbejde videre.

Jeg kunne godt tænke mig at høre Enhedslistens ordfører her i dag, om Enhedslisten er enig i, at i samme øjeblik en statsminister bliver klar over, at en minister har fyldt Folketinget med løgn, er der kun én vej, nemlig at fyre den minister.

Ordføreren.

Jeg bliver faktisk en lille smule fornærmet over, at hr. Peter Skaarup påstår, at Enhedslisten har sluppet taget i den her sag, for hr. Peter Skaarup ved udmærket godt, at det er Enhedslisten, der har stillet alle de kritiske spørgsmål i denne sag, alle de spørgsmål, som har gjort, at sandheden er kommet frem. Det var Enhedslisten, der indkaldte til samråd. Det var Enhedslisten, der stillede op mod 30 skriftlige spørgsmål. Mens hr. Peter Skaarup rendte rundt og sagde, at det var synd for ham selv og Dansk Folkeparti, gik vi faktisk efter sagens kerne, og vi vil holde os til sagens kerne igen, og det er, at vi skal have skabt en retstilstand, hvor Folketinget kan stole på forvaltningen.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg erindrer ikke, at jeg har sagt, at det var synd for mig selv – i hvert fald ikke i forbindelse med den her sag.

Vi har også stillet en del spørgsmål, og det samme har mange andre partier af gode grunde. Det, jeg godt vil spørge Enhedslistens ordfører om, var det, jeg spurgte Enhedslistens ordfører om før, nemlig: Er det rigtigste ikke, når en statsminister bliver klar over, at en minister helt bevidst har fyldt Folketinget med løgn, at man så som statsminister fyrer den minister i samme øjeblik?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, man kan blive siddende som minister i en situation som den, vi var ude i, hvor man altså ikke bare taler usandt, men decideret konstruerer en løgn over for Folketinget og samtidig undlader at handle, når en myndighed misbruger personfølsomme oplysninger. Det har jeg sagt, jeg ved ikke hvor mange gange. Og hvad statsministerens holding er til det, svarer statsministeren jo pænt på.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Det sidste kan vi så diskutere på et andet tidspunkt.

Burde statsministeren have fyret justitsministeren efter fru Pernille Skippers mening?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om man tror, at man er i gang med at føre mig ind i en eller anden form for fælde. Altså, Enhedslisten udtrykte, at vi ikke syntes, den daværende justitsminister kunne blive siddende. Så selvfølgelig syntes vi da, at der også var nogle andre, der skulle have trukket stikket; det er der vel ikke noget særlig kontroversielt i. Den daværende justitsminister har jo ikke længere sin post, fordi vi ikke syntes, at han skulle sidde der.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg tror, at fru Pernille Skipper skal slappe lidt af – der er ikke nogen, der er ude på hverken at lokke hende i en fælde eller fornærme hende eller andre af den slags ting. Vi prøver bare at finde ud af, hvordan holdningerne er bredt i Folketinget, og jeg er utrolig glad for, at Liberal Alliance og Enhedslisten er enige på det her område, og det, jeg så glæder mig til at finde ud af om lidt, er, om statsministeren er enig med Liberal Alliance, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Selv om forslagene til vedtagelse fordeler sig lidt sjovt, kan jeg jo nu konstatere, at der egentlig er et flertal, der er enige om, hvordan statsministeren burde have håndteret sagen. Og tak for det svar; det var sådan set bare det, jeg bad om.

Ordføreren.

Jeg skal beklage, hvis jeg virker en lille smule irritabel. Jeg synes, at vi burde bruge tiden på at diskutere, hvordan vi kommer videre og sørger for, at det her ikke kan ske igen – og der mangler vi jo konkrete forslag fra rigtig, rigtig mange partier, men jeg er sikker på, at vi kommer dertil – i stedet for at vi har en eller anden mærkelig polemik, hvor vi skal skalere en kritik. Altså, ærlig talt, jeg forstår ikke, hvad vi diskuterer, og derfor kan det være, at jeg begynder at lyde en lille smule irriteret.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en sidste kort bemærkning.

Jo, jo, men nu skal vi, tror jeg endda, have noget udvalgsarbejde om, hvordan vi kan sikre, at ministre ikke lyver over for Folketinget. Altså, jeg tror virkelig, at folk uden for det her hus synes, det er noget underligt noget.

Men det er jo rigtigt, at fru Skipper virker sådan nærmest nervøs for at komme til at kritisere statsministeren. Og det er jo lidt paradoksalt i en sag, hvor Enhedslisten ellers tilbage i december netop fandt, at den siddende justitsminister ikke kunne blive siddende. Hvorfor er det så svært sammen med os andre at kritisere statsministeren for ikke selv at have truffet det valg tilbage i december?

Så kan vi ikke få en utvetydig udtalelse fra Enhedslisten her i dag om, at det var kritisabelt, at statsministeren ikke, da hun blev bekendt med, at en af hendes ministre havde løjet over for Folketinget, havde fabrikeret en usandhed over for Folketinget og dermed vildledt Folketinget, ikke af egen drift fyrede den justitsminister.

Ordføreren.

Uden at jeg skal udtale mig på statsministerens vegne, tror jeg ikke, at statsministeren eller noget andet medlem af regeringen går rundt og har den følelse af, at Enhedslisten ikke kritiserer dem tilstrækkeligt eller er meget søde og venlige. Men det må der jo være nogle andre der svarer på.

Altså, jeg har jo sagt, hvad Enhedslistens holdning er. Der er en grund til, at den daværende justitsminister ikke længere har sin post. Det er, fordi Enhedslisten ikke mente, at han af de grunde, som vi har listet op, kunne blive siddende. Og ja, selvfølgelig synes vi da dermed også, at det burde være noget, statsministeren havde gjort.

Det, der optager Enhedslisten, er sådan set ikke en eller anden mystisk polemik om, om man har kritiseret hårdt, for lidt eller en kende for lidt eller skulle have gjort det lidt mere. Altså, jeg forstår ikke, hvad vi diskuterer. Det er en mærkelig polemik, og jeg er begejstret, nej, det er for meget, men jeg er glad for den udtalelse, som regeringen, SF og Enhedslisten nu har lagt frem her, hvor vi faktisk peger på det, der er vigtigt, og sørger for, at vi får en retstilstand, hvor nødløgne ikke kan blive brugt og der ikke er undtagelser til sandhedspligten over for Folketinget. Og om det skal være et udvalgsarbejde eller ej, er der jo sådan set ikke taget stilling til endnu, så hvis hr. Kristian Thulesen Dahl har forslag, kan Dansk Folkeparti jo også komme med dem; jeg hører dem i hvert fald gerne.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jo, fru Skipper kan kalde det her polemik, men der er jo en masse sager, hvor man kigger tilbage for at sætte ting på plads, altså helt tilbage til tamilsagen, eller hvad det har været, hvor der er foregået ting, der ikke burde foregå, og så får man det sat på plads, ved at Folketinget konstaterer, at der kan udtales kritik af nogle ting, eller ved at der træffes nogle beslutninger.

Så spørger jeg bare fru Skipper, hvorfor det er så svært at udtale kritik af statsministeren for ikke selv at have fyret den daværende justitsminister hr. Morten Bødskov. For det bliver gjort til et eller andet med, at statsministeren selv må svare, og at det jo er polemik osv. Nej.

Er Enhedslisten enig med os i, at det var kritisabelt, at statsministeren ikke af egen drift fyrede daværende justitsminister hr. Morten Bødskov, da det blev klart for statsministeren, at den daværende justitsminister havde fabrikeret en vildledning af Folketinget?

Ordføreren.

Jamen jeg svarer igen: Enhedslisten mente ikke, at den daværende justitsminister kunne blive siddende af de grunde, vi har listet op. Og derfor synes vi da også, at det havde været passende, at statsministeren selv havde taget den beslutning. Men det skete ikke, og så skal vi sådan set videre i den sag.

Men derudover er jeg enig med hr. Kristian Thulesen Dahl i, at der kan være masser af grunde til at kigge bagud. F.eks. synes jeg, det er hamrende relevant, at vi finder ud af, hvordan PET i øvrigt håndterer personfølsomme oplysninger, fordi det kan gå ud over andre borgere i det her land end fru Pia Kjærsgaard. Men det er der ikke nogen hasteforespørgselsdebat om. Nu sidder vi og diskuterer, hvilket niveau af kritik statsministeren burde have udtalt, og det synes jeg er polemik, og den holdning må jeg vel have lov til at have.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører.

Der er blevet løjet. Det er der sådan set ikke nogen der bestrider, det er der ikke nogen, der er i tvivl om. Der er blevet løjet, det er det, sagen handler om. Der er blevet løjet af den tidligere justitsminister, af departementschefen i Justitsministeriet og en embedsmand, som har medvirket. Det har skadet tilliden mellem Folketinget og regeringen. Efter Kammeradvokatens redegørelse og efter den seneste redegørelse fra en pensioneret og et par dommere står vi i den situation, at der nu ligesom er to spor, vi skal forfølge. Det ene handler om at slutte med nødløgne. Det har justitsministeren indkaldt til forhandlinger om: Hvordan får vi sluttet med nødløgne? Man har ikke mange svar, men man inviterer til dialog, og den medvirker vi gerne konstruktivt til.

Det er der mange, der har talt om i dag, men man kan faktisk se på skærmen over mig, at det er ikke det, forespørgslen handler om. Forespørgslen handler om: Hvad burde statsministeren have gjort? Burde hun have fyret den daværende justitsminister, hr. Morten Bødskov, i situationen? Statsministeren sagde i sin besvarelse: Min regerings ministre må ikke lyve for Folketinget. Og det er jo sådan set et godt udgangspunkt. Det, der bare er lidt svært, er, om det mere er en teoretisk overordnet betragtning eller det også er noget, der er konkret praktisk relevant. For i forhold til den her sag kommer jeg til at tænke på et afsnit af Matador, hvor de spiller Matador og oberst Hackel spørger dr. Hansen: Snyder de, doktor? Det gjorde han, og han svarer: Kun, hvis jeg bliver opdaget. Det er også lidt den fornemmelse, man sidder tilbage med her: Regeringen blev opdaget. Et flertal i Folketinget fældede ministeren, og så må man jo også hellere tage det alvorligt, men man havde ikke rigtig gjort det, hvis ikke man var blevet opdaget.

Det er det, det her handler om, nemlig at få statsministeren til klart og tydeligt at sige: Ja, jeg ville have fyret den daværende justitsminister. For så ved vi og kan tro på, at det vil statsministeren gøre fremadrettet, hvis lignende situationer opstår. Det kan vi ikke være betryggede ved med den besvarelse, vi har fået i dag, den besvarelse, som statsministeren også gav til hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Anders Samuelsen i sidste spørgetime, den besvarelse, som statsministeren gav til det hidtil eneste Retsudvalgsmøde med 29 fremmødte medlemmer.

Med løgn skal land bygges – sådan skal det selvfølgelig ikke være. Det her handler om at genoprette en tillid til, at vi kan tro på, at det igen skal være med lov, land skal bygges, og på sandhed besvarelser gives. Derfor støtter vi det forslag til vedtagelse, som fire partier har fremsat, og som jeg vil være så flabet at sige at jeg hører der i ånden var fem der støttede, men af taktiske årsager fordeler støtten til vedtagelserne sig så lidt anderledes. Det lever vi med, men det er kun regeringspartierne og SF, der ikke har givet udtryk for, at de ville have fyret den daværende justitsminister.

Der er to korte bemærkninger. Fru Trine Bramsen først.

Jeg vil gerne starte med at rose ordføreren for at have fanget, at der rent faktisk ikke er nogen hverken politisk eller juridisk uenighed, at vi i den seneste time har diskuteret ord. Men jeg vil så også gerne spørge ordføreren, hvad han mener der skal til af ord for at blive tilfreds, for selv om ordføreren siger, at det her er endt i en debat om ord og ikke en politisk uenighed, for samtlige politiske partier mener, at det er uacceptabelt at lyve for Folketinget, jamen så slutter ordføreren alligevel af med at efterlyse nogle særlige ord. Så kan ordføreren ikke fortælle os her i salen, hvad det er for nogle ord, ordføreren ønsker? Hvad er det, der ikke er nok ved at sige, at det selvfølgelig ikke er i orden at lyve over for Folketinget?

Ordføreren.

Det er faktisk et af de mest bemærkelsesværdige spørgsmål, jeg har fået i mine mere end 9 år herinde, fordi det virker, som om spørgeren overhovedet ikke har hørt den tale, som jeg har forberedt, og som jeg egentlig også selv synes at jeg fremførte sådan udmærket klart og i et tydeligt sprog, og refererer, som om jeg havde holdt en helt anden tale, og så stiller et spørgsmål på baggrund af det. Det giver jo overhovedet ingen mening.

Det, jeg sagde, var, at jeg forventer, at statsministeren om lidt går op og siger, at hun selvfølgelig ville have fyret den daværende justitsminister, hr. Morten Bødskov, fordi han havde løjet for Folketinget. Det er det, jeg forventer.

Fru Trine Bramsen.

Det er da dejligt, at ordføreren selv mener, at han har holdt en glimrende tale. Jeg må bare sige, at jeg stadig væk ikke forstår, hvad det er, ordføreren vil have ud af det her. Han beder statsministeren om at sige nogle særlige ord, men der er ikke nogen politisk uenighed, så jeg må gentage spørgsmålet, og så er vi tilbage ved det, som de foregående ordførere også har måttet svare på: Hvad er uenigheden i det her?

Ordføreren.

For at citere en besvarelse, som den nuværende justitsminister engang gav i Folketingssalen: Hvis ikke jeg skal besvare med ord, hvad skal jeg så besvare med? Altså, forventer fru Trine Bramsen en optræden af en eller anden art, eller hvad er meningen? Jeg kan jo ikke besvare med andet end ord, og jeg har svaret klart og tydeligt, at det, jeg ønsker mig, er, at statsministeren går herop om lidt, det skal hun nok gøre, men også giver et svar, der hedder: Ja, jeg ville have fyret daværende justitsminister Morten Bødskov, fordi han løj for Folketinget.

Værsgo til hr. Jeppe Bruus, en kort bemærkning.

Tak for det. Som jeg nu forstår oppositionen her, er der enighed om den politiske og den juridiske vurdering, som statsministeren har fremlagt, om at påtage sig et ansvar. Det, vi så har fået en række indlæg om, er historieskrivning, og det, som hr. Simon Emil Ammitzbøll så også forventer at statsministeren udtaler sig meget tydeligt om, er noget, der sådan set rækker tilbage: Hvad ville man, og hvad ville man ikke have gjort i den historieskrivning? Ordføreren citerer jo selv, så lad mig derfor læse et citat op:

Det siger sig selv, at min regerings ministre ikke må lyve over for Folketinget, og uanset hvad den juridiske vurdering er, vil min regerings ministre ikke benytte sig af de beskrevne nødløgne.

Det er et lidt nyere citat end det, ordføreren benytter sig af, det er jo ikke så gammelt, og det er noget af det, der peger fremad. Derfor er jeg sådan lidt undrende over, at vi nu står og har en eller anden diskussion om, hvad der ville være sket, hvis ikke Enhedslisten havde handlet; hvad statsministeren kunne have sagt tidligere; hvilken rolle den tidligere justitsminister kunne have; og hvorfor han skal have en eller anden position i den socialdemokratiske gruppe osv. – i stedet for at vi diskuterer substansen. Og jeg har ikke hørt ret mange bud på, hvad det egentlig er i den værktøjskasse og i de forhandlinger, som Liberal Alliance også ønsker sig fremadrettet.

Ordføreren.

Hvis man ikke forstår, hvordan fortid, nutid og fremtid hænger sammen, så taber man rigtig meget i forståelsen. Det er sådan, at vi har en regering, der har samme statsminister, som dengang den daværende justitsminister løj for Folketinget. Statsministeren ville ikke tage konsekvensen af det på det tidspunkt og ville ikke have gjort noget, hvis ikke et flertal i Folketinget havde sat foden ned, og hvis ikke det var blevet opdaget. Derfor er det da interessant, når vi stadig har den samme statsminister. Jeg arbejder på at ændre på det faktum, men så længe vi har den samme statsminister, er det da interessant at vide, om statsministeren mener, man burde have fyret ministeren, eller ikke mener det, for ellers kan vi jo ikke vide fremadrettet, om man fortsat vil dække over ting.

Det er da også mærkeligt med Socialdemokraterne. Teoretisk er de helt enige med os andre i, at man ikke må lyve, men når det handler om en konkret socialdemokrat, kan man søreme ikke forholde sig til det.

Hr. Jeppe Bruus.

Tak for forelæsningen i historieskrivning. Og jeg er da enig i det, som ordføreren oplyser, nemlig at statsministeren også var statsminister, da det her skete. Resten er jo motivforskning, altså hvad statsministeren ville eller ikke ville have gjort, den samme motivforskning, som vi hørte fra andre ordførere.

Ordføreren efterlyser det fremadrettede, og der læste jeg jo tidligere et citat op af det, statsministeren sagde i sin tale. Det er da klart, og det kan jeg godt forstå, at hvis man sådan ønsker at have motivforskning, er det ikke så interessant, men mere interessant, hvad der ikke kunne være sket. Men jeg synes, det er lidt ærgerligt, for det afsporer den vigtige debat om det juridiske og den vurdering, der forelå i sidste uge. Jeg fornemmer sådan set, at vi er enige på tværs af alle partier her om, at det selvfølgelig ikke går at benytte sig af det begreb, der hedder nødløgn.

Ordføreren.

Hvor spændende motivforskning end kan være, er jeg faktisk ikke gået ind i det. Det kunne jeg sikkert også have brugt både 5 og 10 og 20 minutter på, men det har jeg dog undladt, for det synes jeg ville være for langt at gå.

Jeg synes, det er en mærkelig undren, der her bliver udtrykt, for sagen er den, at nogle partier har bedt om en hasteforespørgsel. Det var der nogle partier der ikke syntes var en god idé, vistnok bl.a. spørgerens eget, hvorefter man nu svarer på et spørgsmål, vi ikke har stillet, og beklager, at vi så svarer på det spørgsmål, som forespørgslen egentlig handler om. Altså, det er dog alle partier tilladt at komme med forslag til forespørgsler, også Socialdemokraterne, og så kan vi tage besvarelsen af de spørgsmål, man måtte ønske, der.

Men skulle vi nu ikke forholde os til det, som vi egentlig taler om, det, som vi egentlig har bedt om at få en forespørgsel om? Og det er, om statsministeren ville have fyret hr. Morten Bødskov for den løgn, han som justitsminister fortalte Folketinget – ja eller nej. Hvorfor vil man ikke svare, når det handler om partifæller?

Tak, siger jeg nu til Liberal Alliances ordfører. Jeg kan ikke se nogen konservativ ordfører, så vi går videre til statsministeren.

Nu har jeg jo lyttet nøje til debatten her i dag. Der er naturligvis altid meget polemik, men som jeg hører indlæggene, tror jeg faktisk, vi ser ret ens på den her sag. Ministeransvarlighedsloven og hensynet til, at Folketinget kan udføre sin kontrol med regeringen, indebærer, at man skal fortælle sandheden til Folketinget. Det er en grundlæggende forudsætning for, at vi har et velfungerende demokrati, og for, at Folketinget kan føre kontrol med regeringen og dens magtudøvelse.

Der har været meget debat om, hvad jeg har sagt og ikke sagt om hr. Morten Bødskov, og derfor vil jeg godt gentage, hvad jeg har sagt flere gange:

Jeg synes, det er rigtigt, at hr. Morten Bødskov har beklaget dybt over for Folketingets Retsudvalg, at han bidrog til, at medlemmerne af udvalget i februar 2012 fik en begrundelse for aflysningen af besøget på Christiania, som ikke var den reelle. Ud over det synes jeg også, det er rigtigt, hvad han har sagt om, at der var ting i forløbet, han ville have håndteret anderledes.

For så vidt angår forhørsledelsens beretning, er der jo foretaget en juridisk vurdering af sagen, og den juridiske vurdering har regeringen taget til efterretning. Men jeg har også ved mange tidligere lejligheder sagt, og jeg vil gerne gentage det i dag: Min regerings ministre må ikke lyve for Folketinget. Og derfor vil min regerings ministre i sagens natur heller ikke benytte sig af de beskrevne nødløgne, uanset hvad den juridiske vurdering måtte være.

Det rejser så spørgsmålet om, hvordan man kan håndtere en lignende situation i fremtiden. Og regeringen har på den baggrund taget initiativ til en dialog med Folketingets partier om, hvordan man kan håndtere en lignende situation i fremtiden, så vi respekterer Folketingets kontrolfunktion, og så vi sikrer, at Folketinget kan have fuld tillid til oplysninger fra regeringen. I går indledte justitsministeren den dialog, og jeg håber naturligvis, at Folketingets partier vil medvirke til, at vi fremadrettet kan finde en måde at håndtere en lignende situation på, hvis den skulle opstå.

Jeg kan på baggrund af den debat, der har været i dag, konstatere, at vi alle er enige om, at ministre ikke må lyve for Folketinget. Derfor håber jeg også, at vi kan have en konstruktiv diskussion om, hvordan vi håndterer lignende sager fremadrettet. Tak for ordet.

Der er så foreløbig fem, der har bedt om ordet for korte bemærkninger. Først hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg vil godt spørge statsministeren – for statsministeren har sådan set ikke forholdt sig til det, forespørgslen handler om, og statsministeren gentager nu en stor del af den indledning, statsministeren havde, og det er jo statsministerens ret – stille statsministeren et helt konkret ja-/nejspørgsmål: Synes statsministeren, at hr. Morten Bødskov handlede kritisabelt, da han løj over for Folketinget? Det skal ikke være noget med, at statsministeren beklager. Synes statsministeren, at hr. Morten Bødskov handlede kritisabelt? Et simpelt ja-/nejspørgsmål.

Statsministeren.

Jeg har mange gange sagt, at jeg synes, det var rigtigt, at hr. Morten Bødskov over for Retsudvalget dybt beklagede, at han bidrog til, at medlemmerne af Retsudvalget helt tilbage i februar 2012 ikke fik den reelle begrundelse for aflysningen af besøget på Christiania. Det har jeg sagt rigtig mange gange.

Ud over det har han også sagt, at der er ting i forløbet, som han gerne ville have håndteret anderledes. Jeg synes også, det var rigtigt, at hr. Morten Bødskov sagde det til Folketingets Retsudvalg.

Hr. Karsten Lauritzen.

Nu gør statsministeren det igen: svarer ikke på spørgsmålet. Og jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor statsministeren ikke kan tage de ord, som alle andre kan sige, i sin mund og sige: Det var forkert; det er kritisabelt, at daværende justitsminister Morten Bødskov løj over for Folketinget. Hvorfor kan statsministeren ikke tage de ord i sin mund? Og hvilket signal sender det til alle de andre ministre og i øvrigt til befolkningen?

Jeg spørger igen og forventer et klart svar: Hvorfor kan statsministeren ikke kritisere det, at hr. Morten Bødskov løj over for Folketinget? Hvorfor kan statsministeren ikke tage de ord i sin mund?

Statsministeren.

Jamen enhver må jo tage de ord i sin mund, som de synes er de rigtige, og jeg tager de ord i munden, som jeg synes er de mest præcise i forhold til den her situation. Nogle må jo også have hørt dem i det samråd, der var helt tilbage i januar. Og som jeg sagde indledningsvis, har hr. Morten Bødskov jo beklaget over for Folketingets Retsudvalg, at han bidrog til, at de fik en begrundelse, der ikke var den reelle. Han har ud over det sagt, at der var ting i forløbet, som han gerne ville have håndteret anderledes. Jeg kan nærmest ikke sige det tydeligere, og jeg har tidligere sagt, at jeg synes, det var rigtigt, at hr. Morten Bødskov gav den beklagelse til Folketinget. Det syntes jeg dengang, og det mener jeg stadig.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak for det. Ud over at jeg vil opfordre statsministeren til at svare klart på det forrige spørgsmål, synes jeg jo, det er væsentligt at høre, når det er sådan en væsentlig og principiel debat netop om, at man skal tale sandt over for Folketinget, om statsministeren kan blive lidt mere klar på, hvem det rent faktisk var, der fandt på den pågældende nødløgn, om statsministeren kan blive lidt mere klar på, hvem det rent faktisk var, der kendte til nødløgnen, og om statsministeren vil sørge for, at alle dokumenter i sagen fra Justitsministeriet bliver lagt frem.

Statsministeren.

Jeg synes, det er rigtig godt, at det nu bliver konstateret også fra Dansk Folkepartis side, at vi jo egentlig alle sammen er enige, og at det, som rigtig mange af os har sagt i den her debat, nu også på det her tidspunkt er taget ned. Og det er, at det siger sig selv, at ministre ikke må lyve for Folketinget. Det betyder også, at min regerings ministre ikke må lyve for Folketinget, og det betyder også, at min regerings ministre ikke vil benytte sig af de beskrevne nødløgne.

Så stilles der ud over det spørgsmål til forhørsledelsens beretning, og der må jeg henvise til forhørsledelsens beretning og det, der er kommet frem i den. Den er jo lagt frem, sådan at alle kan orientere sig i den. Og vi har jo som sagt, både justitsministeren og jeg selv, taget den beretning til efterretning.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg synes, at statsministeren skal gøre sig lidt mere umage med at svare på de spørgsmål, som der bliver stillet, i stedet for bare at læse noget op, som er forberedt på forhånd. Derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, om statsministeren er opmærksom på, hvem der fandt på den såkaldte nødløgn, om statsministeren vil komme ind på det, eller om statsministeren ikke vil komme ind på det – benægter man simpelt hen? – om statsministeren kan svare på, hvem der har haft kendskab til den, og om statsministeren vil sikre, at Justitsministeriet lægger alle dokumenter i sagen frem. Det kan statsministeren jo bede sin minister om at gøre.

Statsministeren.

I forhold til de konkrete dokumenter vil jeg bede ordføreren om at henvende sig til Justitsministeriet, sådan som det er sædvanlig praksis. I forhold til forhørsledelsens beretning kan vi jo alle sammen orientere os om nogle af de spørgsmål, som er rejst i dag. Der har vi jo alle sammen forhørsledelsens beretning til at besvare nogle af de spørgsmål, der er stillet.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge statsministeren om hele forløbet omkring den tidligere justitsminister Morten Bødskovs sæde i regeringen. Sagen er jo, at statsministeren mandag den 9. december 2013 bliver bekendt med, at justitsministeren har løjet over for Folketinget, men virkeligheden er, at der ingenting sker fra statsministerens side, før Enhedslisten sammen med os andre trækker tæppet væk under ministeren. Så siger statsministeren her under debatten i dag: Jamen justitsministeren har beklaget. Der vil jeg godt spørge statsministeren, om det er nok at beklage en konstrueret løgn som minister under statsministerens regeringen.

Det enkle spørgsmål til statsministeren er: Vil det også i fremtiden være sådan, at hvis en minister konstruerer en løgn over for Folketinget og aftaler det med en hel masse mennesker, er det bare i orden, så kan man bare beklage, og så kører arbejdet videre efter det, eller vil det være sådan, at statsministeren fyrer en sådan minister?

Statsministeren.

Det var mange spørgsmål i et. Jeg tror, at ordføreren får mulighed for at stille nogle af dem igen, for jeg kan nok ikke nå at svare på dem alle sammen.

Jeg er i hvert fald glad for én ting, og det er, at det nu er blevet slået fast, at den viden om, at der ikke var givet korrekte oplysninger til Folketinget, og at Johan Reimanns forklaring var koordineret med ham, fik jeg og offentligheden den 9. december 2013. Hr. Peter Skaarup kom faktisk til at sige tingene lidt forkert, da han stod på Folketingets talerstol, for han kom til at få det til at lyde, som om jeg havde haft den viden før den 9. december. Nu har ordføreren rettet sig selv, og det er jeg egentlig rigtig tilfreds med er sket, for så har vi fået etableret, at jeg fik den viden, Statsministeriet fik den viden, ligesom offentligheden gjorde den 9. december.

Som jeg også tidligere har sagt, har jeg hele tiden ment, at det var rigtigt, at den tidligere justitsminister fik lejlighed til at forklare sig på det samråd, som lå den 10. december. Det fik han jo så også, og det betød, at der var en helt almindelig parlamentarisk proces i forhold til hr. Morten Bødskov, hvor et flertal i Folketinget så drog den konklusion, som de jo engang drog.

Hr. Peter Skaarup.

Det, jeg sagde i min ordførertale, var jo, at statsministeren blev klar over allerede den 19. november – den dag, hvor vi havde kommunalvalg i Danmark – at justitsministeren ville beklage forløbet. Det endte så i øvrigt med at blive taget ud af pressemeddelelsen, efter den havde været forbi Statsministeriet nogle gange. Det er et forløb for sig.

Det, som statsministeren siger her i dag, er, at det, der skete under samrådet den 10. december, var et led i en helt almindelig parlamentarisk proces. Der siger vi andre: Jamen hvis man lyver over for Folketinget, er der sådan set kun én vej for en minister, og det er ud af vagten.

Mit spørgsmål til statsministeren er altså: Hvis man producerer konstruerede løgne i fremtiden som minister under statsministerens regering, vil statsministeren så omgående sørge for, at den minister, der gør det, bliver fyret?

Statsministeren.

Nu indsneg der sig igen en fejl i ordførerens udtalelser, og det er jo rigtig ærgerligt, også al den stund at vi er blevet belært rigtig meget om, hvor vigtigt det er at få korrekt historieskrivning. Den beklagelse, der optrådte den 19. november, var jo ikke en beklagelse af det forhold, vi så blev gjort opmærksomme på den 9. december, og som handlede om, at forklaringen om, at Johan Reimann ikke kunne deltage i besøget, var koordineret med ham. Så jeg tror, ordføreren blander tingene lidt sammen, og derfor er det vigtigt at få udredt tingene, og det ville egentlig klæde ordføreren at bekræfte, at man så – igen – blandede tingene lidt sammen.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Det er jo imponerende, som statsministeren vrider sig her for at undgå at svare på de spørgsmål, der bliver stillet. Altså, det, mange af os i Folketinget i virkeligheden søger at få at vide, er jo, om der er nogen handling bag de holdninger, der kommer ud af statsministerens mund, altså om der er nogen konsekvens.

Vi har en lov om ministeransvarlighed, som klart siger, at det er strafbart at vildlede Folketinget. Vi har en situation her, hvor en minister har erkendt at have vildledt Folketinget. Vi har en situation, hvor statsministeren siger: Min regerings ministre må ikke lyve for Folketinget. Og så er det naturlige og meget enkle spørgsmål at stille statsministeren: Var det så forkert, at statsministeren ikke selv fyrede den daværende justitsminister, da det blev klart for statsministeren, at den pågældende havde vildledt Folketinget? Altså er der på den måde nogen mulighed for at få statsministeren til at forholde sig til, om der også er konsekvens bag ordene?

Så det enkle spørgsmål er: Var det forkert af statsministeren, at statsministeren ikke, straks man blev bekendt med, at man havde en minister, der havde vildledt Folketinget, tog initiativ til at afskedige ministeren?

Statsministeren.

Jamen jeg har jo forholdt mig til den sag, for jeg har utrolig mange gange – og gør det selvfølgelig gerne igen – sagt, at hr. Morten Bødskov jo har beklaget dybt over for Retsudvalget, at han bidrog til, at medlemmerne ikke fik den reelle begrundelse for aflysningen af besøget på Christiania. Ud over det har han sagt, at der er ting i forløbet, han gerne ville have håndteret anderledes. Og jeg kan næsten ikke sige det tydeligere, og jeg har sagt rigtig mange gange, at jeg syntes, det var rigtigt, at hr. Morten Bødskov kom med den beklagelse til Retsudvalget, og det synes jeg egentlig siger ganske meget.

Ud over det mener jeg også, at man skal benytte dagen i dag til at se fremad, og det er også det, der ligger i det forslag til vedtagelse, som de fire partier har lagt frem. For det siger sig selv, at min regerings ministre ikke må lyve over for Folketinget, og uanset den juridiske vurdering, som nu er kommet frem, vil min regerings ministre heller ikke benytte sig af såkaldte nødløgne. Det er jo egentlig en meget præcis måde at sige, hvad jeg forventer at mine ministre, og hvad Folketinget selvfølgelig også med rette kan forvente.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Statsministeren forholder sig overhovedet ikke til det, jeg spørger om, men bruger sin tid på at tale om nogle ting, vi har fået at vide 17 gange tidligere. For jeg spørger jo bare, om der er konsekvens bag ordene.

Hvis statsministeren har den holdning, at hendes ministre ikke må lyve for Folketinget, ikke må vildlede Folketinget, og vi har at gøre med en minister, der rent faktisk har gjort det, så spørger jeg bare statsministeren: Var det så en fejl, at statsministeren ikke fyrede den pågældende? Altså, det er det, jeg spørger om. Jeg spørger ikke, om hr. Morten Bødskov har beklaget forløbet eller gerne ville have gjort noget anderledes – det kan vi jo læse i papirerne at han har sagt – jeg spørger, om det var en fejl af statsministeren, at statsministeren ikke fyrede hr. Morten Bødskov, da det blev statsministeren bekendt, at hr. Morten Bødskov havde stået bag vildledning af Folketinget.

Statsministeren.

Jeg syntes, det var rigtigt, at justitsministeren fik lejlighed til dagen efter at forklare sig for Retsudvalget, og alt andet er jo bare spekulation, hypoteser og alt mulig andet. Jeg syntes, som jeg også har sagt mange gange tidligere, at det var rigtigt, at den tidligere justitsminister fik lejlighed til at forklare sig om hele sagen til Retsudvalget.

Jeg synes også, det var rigtigt, som han så gjorde, at han beklagede dybt over for Folketingets Retsudvalg, og at han også sagde, at han ville have håndteret visse ting i forløbet anderledes. Alt det synes jeg også var rigtigt. Jeg kan nærmest ikke sige det tydeligere.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Statsministeren opfordrer til, at vi skal se fremad. Det vil jeg så gøre. Jeg vil citere: Min regerings ministre må ikke lyve for Folketinget – og så vil jeg høre, om det fremadrettet betyder, at ministre, der lyver for Folketinget, bliver fyret af statsministeren?

Statsministeren.

Jeg vil ikke forholde mig til hypotetiske situationer. Det siger sig selv, at regeringens ministre ikke skal lyve over for Folketinget. Og det, som jeg egentlig synes bør kunne samle alle partier i dag, er selvfølgelig også, at vi skal slå fast, at min regerings ministre – og forhåbentlig også ministre i fremtidige regeringer – ikke vil benytte sig af de beskrevne nødløgne.

Nødløgne er jo et nyt begreb i vores drøftelser her i Folketinget, og jeg synes egentlig, at hvis noget har været vigtigt i den her debat, så er det at få slået fast, at min regerings ministre heller ikke vil benytte sig at de beskrevne nødløgne. Det er jo en måde at se fremad på, ligesom når jeg håber, at alle Folketingets partier vil deltage i det arbejde, som justitsministeren satte i værk i går.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det var da et meget ærligt og samtidig meget trist svar. Mine ministre må ikke lyve for Folketinget, siger statsministeren, men de kan i øvrigt bare fortsætte på deres ministerposter, selv om de gør det. Og det vil sige, at situationen før samrådet: Lyv, hvad pokker I vil; I skal nok få lov at fortsætte for statsministeren, er den samme efter samrådet: Lyv, hvad pokker I vil; I skal nok få lov at fortsætte for statsministeren.

Jeg synes, det er virkelig trist, at vi har en statsminister, der tager så let på, at hendes ministre både i fortiden har løjet, og i fremtiden muligvis vil lyve. Det er dog en trist dag for folkestyret og et foreløbigt lavpunkt for den her regering, som ellers har været svært at opnå.

Statsministeren.

Jeg tror, at hr. Simon Emil Ammitzbøll i sin ophidselse kommer til at lægge mig nogle ord i munden, som jeg sådan set ikke har sagt. Det siger sig selv, at ministrene skal tale sandt i Folketinget. Det siger sig selv. Ud over det er der kommet det her nye begreb nødløgn ind i vores terminologi, som vi egentlig ikke havde tænkt så meget over før.

Det, som den her debat har bidraget til om noget, er i hvert fald, at jeg også har fået mulighed for at slå fast, at ud over at man naturligvis altid skal sige sandheden og ikke må lyve for Folketinget, så vil min regerings ministre heller ikke benytte sig af begrebet nødløgn eller de beskrevne nødløgne.

Det er jo netop derfor, at vi har taget initiativ til, at vi skal finde ud af, hvordan man kan håndtere en lignende situation fremadrettet. Og det er det, som justitsministeren har indkaldt til møder om i går, så vi i fællesskab kan tage stilling til, hvordan vi vil håndtere en lignende situation fremadrettet.

Så der er ikke nogen, der tager let på noget, vil jeg sige til hr. Simon Emil Ammitzbøll. Der er ingen ministre, der skal lyve for Folketinget. De skal selvfølgelig tale sandt. Og eftersom vi har fået det her nye begreb nødløgn, vil jeg også godt slå fast, at det ikke er noget, mine ministre vil benytte sig af.

Hr. Hans Christian Schmidt, kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil gøre forsøget via forventningsafstemning til statsministeren, hvad det er, jeg vil spørge til. Jeg spørger ikke til, om statsministeren synes, at det har været en god idé, at den forhenværende justitsminister beklagede, hvad han havde gjort, for det har jeg hørt statsministeren sige mange gange. Så det spørger jeg ikke til; jeg var i øvrigt også på samrådet og hørte justitsministeren. Så er den klaret.

Men nu vil jeg gerne vide, hvad statsministeren synes, og altså ikke, hvad justitsministeren dengang syntes, men hvad statsministeren synes var godt med den daværende justitsminister. Derfor vil jeg spørge statsministeren: Synes statsministeren, at det er kritisabelt, at hendes minister så løj over for Folketinget? Jeg forstår, at statsministeren er på vej ud i en definition af nødløgn, almindelig løgn. Det forholder jeg mig slet ikke til. Det eneste, jeg spørger om, er – fordi det så er nogle ord, som de fleste kan forstå – var det kritisabelt, at den daværende justitsminister løj over for Folketinget?

Statsministeren.

Nu er det jo ikke mig, der er på vej ud i en diskussion om løgn og nødløgn. Det er jo et begreb, som er introduceret med forhørsledelsens beretning, som vi i Folketinget nu forsøger at tage stilling til, og det er derfor, at justitsministeren har indkaldt til et møde i går for at kunne håndtere lignende situationer fremadrettet. Det var, fordi hr. Hans Christian Schmidt kom til at sige, at jeg havde introduceret noget med nødløgne og løgne, og derfor er det jo vigtigt lige at få præciseret det spørgsmål.

I forhold til den konkrete sag, som der diskuteres, med hensyn til hr. Morten Bødskov, må jeg bare sige, som jeg har sagt mange gange, at jeg synes, at det var helt rigtigt, at hr. Morten Bødskov beklagede og også beklagede dybt over for Folketingets Retsudvalg, at man ikke havde fået den reelle begrundelse for aflysningen af besøget på Christiania. Jeg tror ikke, at jeg kan sige det så meget klarere.

Spørgeren for anden gang.

Jamen nu konstaterer jeg jo så, at statsministeren, selv om jeg bad om ikke at få at vide, hvad hun syntes om den daværende justitsminister, alligevel svarede mig på, hvad hun syntes om den daværende justitsminister. Det betyder så, at det stort set er umuligt at tale sammen, for man nægter simpelt hen at tale sammen, og man vil gerne selv have lov til at fortælle om, hvad man har oplevet. Og det er så det.

Der er også en anden mulighed, og jeg tror, det er den, nemlig hvad statsministeren sagde før, og jeg citerer fra det, nemlig at enhver jo må bruge de ord, man bedst synes passer til det, man mener. Og når statsministeren ikke vil sige, at det var, som jeg sagde før, kritisabelt, så er det, simpelt hen fordi statsministeren ikke mener, at det var det.

Statsministeren.

Hr. Hans Christian Schmidt skal ikke bestemme, hvad jeg mener og ikke mener. Nu var der ikke rigtig noget spørgsmål i det, men jeg kan bare sige, som jeg har sagt hele tiden, at selvfølgelig skal regeringens ministre tale sandt over for Folketinget, de må ikke lyve. Og det, der også er kommet klart frem i dagens debat, er, at min regerings ministre ikke vil benytte sig af de beskrevne nødløgne. Det er ikke noget, jeg har beskrevet, hvilket hr. Christian Schmidt fik rodet sig ud i at sige før. Det er det, der er beskrevet i forhørsledelsens beretning.

Det, der undrer mig i den her sag, er, at man ikke har lidt mere lyst til at se fremad og drøfte det her. Det er et alvorligt spørgsmål. Der er introduceret begrebet en nødløgn, og det, vi skal tage stilling til her i Folketinget, er, om vi gerne have det stående som noget, man kan anvende i en situation med mange dilemmaer, eller om det er noget, vi gerne vil forholde os til. Og jeg ærgrer mig egentlig lidt over, at Venstre som det store parti i Folketinget ikke ønsker at forholde sig til det spørgsmål.

Tak til statsministeren. Den næste spørger er hr. Jakob Engel-Schmidt. Værsgo.

Tak for det. Som nyt folketingsmedlem har jeg naturligvis ikke den store erfaring, som statsministeren har, i det parlamentariske arbejde, men jeg kan alligevel konstatere, at det at vildlede Folketinget kan medføre fængsel af op til 2 års varighed. Så er det jo, at jeg bliver en smule foruroliget, når jeg ikke kan få statsministeren i Folketingssalen til at forsikre Folketinget om, at ministre, der enten nødlyver eller vildleder Folketinget, pr. definition ikke har en plads i statsministerens regering.

Hvorfor vil statsministeren ikke skære det ud i pap?

Statsministeren.

Jamen jeg synes jo egentlig, at jeg har skåret det ud i pap, for jeg har sagt meget tydeligt, at mine ministre ikke vil lyve over for Folketinget, og de vil hellere ikke benytte sig af de såkaldte nødløgne. Det er meget, meget tydelig tale. Jeg ønsker ikke, at mine ministre på nogen måde ikke skal tale sandt til Folketinget – selvfølgelig skal de tale sandt til Folketinget. For det, at Folketinget kan stole på, at man får korrekte og sande oplysninger, er en væsentlig del af Folketingets arbejde, når Folketinget skal kontrollere regeringen. Så det kan der ikke være to holdninger til.

Derfor er det jo stadig interessant, hvad vi egentlig diskuterer i dag, for der er jo åbenbart ikke forskellige holdninger til, om ministrene skal tale sandt til Folketinget eller ej – ej heller om man skal benytte de såkaldte nødløgne. Ministrene mener, at de skal tale sandt, og at de ikke skal bruge nødløgne. Så hvor er uenigheden i Folketinget i dag?

Spørgeren for anden gang.

Så håber jeg bare, at statsministeren vil være villig til at indgå en musketered med Folketinget om, at ministre, der bliver taget i at vildlede eller lyve, pr. definition ikke længere har et job i statsministerens regering. Og kan vi blive enige om det, kan det også være, at statsministeren kan oplyse mig om, hvordan statsministeren ser på forholdet mellem nødret og nødløgn, for jeg har jo ærlig talt svært ved at skille det nye begreb, der er opstået i dansk politik, ad.

Statsministeren.

Vi behøver hverken musketered eller »Amager, sværger«, fordi vi har ministeransvarlighedsloven, og den er meget klar. Den siger selvfølgelig, at ministrene skal tale sandt til Folketinget. Det er så vigtigt, fordi Folketinget har den opgave at skulle kunne kontrollere regeringen i dens magtudøvelse – derfor er det så vigtigt.

Så vil jeg igen minde Venstre om, for man har åbenbart ikke helt læst forhørsledelsens beretning, at det ikke er mig eller regeringen, som har opfundet begrebet nødløgn. Det er i forhørsledelsens beretning, at det udtryk opstår. Derfor er det, diskussionen jo i virkeligheden burde have handlet om i dag, hvordan vi sikrer – hvis vi nogen sinde skulle komme i en lignende situation – at man ikke anvender en såkaldt nødløgn over for Folketinget.

Tak til statsministeren. Og den sidste på min liste er hr. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg må sige, at jeg også bliver lidt rystet over at høre statsministerens besvarelse, som ærlig talt minder om en omgang spin. Altså, det, som er sagen, er, at ministeren har forbrudt sig mod ministeransvarlighedsloven og har løjet for Folketinget. Og statsministeren kunne sige det meget enkelt, nemlig at hun, hvis Folketinget ikke havde grebet ind, så ville have fyret den pågældende minister, eller at hun, hvis hun i fremtiden får en minister, der lyver over for Folketinget, så vil fyre den pågældende minister. Det er sådan set det eneste, som jeg tror vi vil vide, altså om der virkelig er alvor bag ordene, og om statsministeren virkelig tager ministeransvarlighedsloven alvorligt.

Statsministeren.

Jeg synes, det var vigtigt, at hr. Morten Bødskov, den tidligere justitsminister, dagen efter at det kom frem, at Retsudvalget ikke havde fået den reelle begrundelse, fik lejlighed til at forklare sig i forhold til Retsudvalget. Og jeg synes egentlig også, det handler om respekt for Folketinget, at han fik lejlighed til at forklare sig og forsvare sig og beklage i forhold til Retsudvalget.

Så bliver jeg spurgt om, hvad jeg ville have gjort, hvis Retsudvalget havde reageret anderledes i den sag. Men det er jo et fuldkommen hypotetisk spørgsmål, som ingen kan svare på. Jeg synes, det var respekt for Folketinget, at justitsministeren fik mulighed for at forklare sig. Der var en fuldstændig fair parlamentarisk proces i forhold til det her, hvor der blev stillet masser af spørgsmål til justitsministeren, og det er så medlemmerne af Folketinget, der naturligvis suverænt afgør, om de efter en sådan drøftelse i Retsudvalget har tillid til en minister. Det er jo en politisk afgørelse, og den har alle i dette Ting naturligvis den dybeste respekt for.

Spørgeren for anden gang.

Nu nævner statsministeren hr. Morten Bødskovs beklagelse. Jeg må så konstatere, at hr. Morten Bødskov efter dommerundersøgelsen mener, at han er frikendt, hvilket jeg synes er lidt mærkeligt. Jeg ved godt, hvad jeg ville svare på det spørgsmål, hvis det var mig, der var statsminister; jeg ville svare, at hvis ikke Folketinget havde grebet ind, så var den pågældende minister blevet fyret for at have løjet for Folketinget. Det er da ganske enkelt.

Statsministeren.

Jamen det er jo så ikke hr. Christian Langballe, der er statsminister. Og jeg kan ikke sige så meget andet, end hvad jeg hidtil har sagt. Jeg synes, det var rigtigt, at hr. Morten Bødskov fik lejlighed til at forklare sig, jeg synes, det var rigtigt, at han beklagede over for Retsudvalget. Jeg synes også, det er rigtigt, at vi har den her diskussion, men jeg fornemmer, at oppositionen ikke er så optaget af at drøfte sagen sådan rigtigt, i forhold til hvad vi egentlig gør fremadrettet. Der er nu kommet et begreb, som ikke er opfundet af mig, men er opfundet af forhørsledelsen, som introducerer begrebet nødløgn. Og det, som vi egentlig alle sammen er enige om i dag, er, at vi ikke ønsker, at det begreb skal være et, man anvender i Folketinget.

Derfor har vi nu, regeringen, taget initiativ til, at alle Folketingets partier kan samles om at finde en måde, hvorpå en situation af den her karakter kan håndteres anderledes fremadrettet. Jeg er egentlig glad for, at vi har fået konstateret, at det er der fuldstændig enighed om. Der har været en meget stor trang til polemik, men under alle omstændigheder er vi jo enige om substansen, og det er, at ministrene skal tale sandt over for Folketinget, og at ministrene ikke skal benytte sig af såkaldte nødløgne.

Tak til statsministeren. Og så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Karsten Lauritzen fra Venstre. Værsgo.

Tak. Tak for debatten, og tak til statsministeren for besvarelsen. Statsministeren svarede ikke på det spørgsmål, som vi stillede i forespørgslen, under henvisning til at statsministeren ikke ville spekulere i, hvad der kunne være sket, hvis tingene var gået anderledes.

Statsministeren sagde dog i forhold til et spørgsmål, som jeg stillede – og nu tror jeg, jeg citerer rimelig ordret – at de ord, man tager i sin mund, er dem, man mener er de rigtige. Det er jo rigtigt nok. Der må man så bare undre sig over – det gør vi, der har rejst den her forespørgselsdebat, i hvert fald – at statsministeren ikke vil kritisere den daværende justitsminister, Morten Bødskov, men alene henviser til en beklagelse, som den daværende justitsminister er kommet med.

Jeg forstår simpelt hen ikke, at statsministeren ikke vil kritisere den handling, at hun ikke vil sige, at det er forkert. Det må man undre sig såre over. Jeg tror, statsministeren beklageligvis vil gå over i historien som den statsminister, som ikke var villig til i forhold til sine ministre at sørge for, at de drog konsekvensen af det, når der blev talt usandt, og når der blev løjet over for Folketinget og i det her tilfælde konstrueret en løgn, men alene ville beklage det.

Vi må jo sige, at det, vi så er enige om, er, at man ikke må lyve over for Folketinget, man må ikke komme med en nødløgn, og det er vi helt enige om. Men det er jo ikke nok, at man siger det, man skal også mene det, og dér er en god test på, om det, man siger, rent faktisk er det, man mener, om der er sammenhæng mellem det, man siger, og det, man gør. Og der må vi jo forstå på statsministerens besvarelse, at man som minister ikke må lyve, men det har ikke nødvendigvis nogen konsekvenser. Det er jo ikke engang sådan, at vi kan få ud af statsministeren, om statsministeren vil kritisere ministre for at lyve, statsministeren vil ikke fortælle, om man, hvis man stikker Folketinget en direkte, lodret løgn, så bliver fyret som minister, og det må undre.

Det undrer i hvert fald os, der har rejst den her forespørgselsdebat. Og det billede, der står tilbage, er jo, at den daværende justitsminister, hr. Morten Bødskov, mener, at han er frikendt; statsministeren vil ikke forholde sig kritisk til det, vil ikke kritisere noget, men alene henvise til de pågældende beklagelser.

Jeg må sige, jeg faktisk synes, det er en sørgelig dag for det danske folkestyre, når vi ikke kan få et klart svar ud af statsministeren, altså at det, hvis man lyver over for Folketinget, konstruerer en løgn, som den daværende justitsminister, hr. Morten Bødskov, gjorde, så naturligt har den konsekvens, hvis man ikke selv tager sit gode tøj og går, at man bliver fyret af den person, der er ansvarlig for regeringen, nemlig statsministeren. Det synes jeg kunne have været et rart, dejligt og klart svar at få fra statsministeren.

Det fik vi ikke i dag, og det er vi meget kede af. Men vi er dog enige om, at man i forhold til nødløgnsbegrebet, som regeringen jo er ansvarlig for er blevet skabt, må finde en løsning, og det medvirker både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative og Venstre, som jeg har forstået det, meget gerne til, og vi glæder os til, at der kommer nogle konkrete ting på bordet ovre i Justitsministeriet. Og så må vi jo lade historieskrivningen dømme, hvad der er rigtigt og forkert i den her situation. Der er nogle af os, der rent faktisk bekymrer os om, hvilken historie der bliver skrevet, og hvad man kan bruge den historie til. Men det betyder så mindre for andre, det er åbenbart polemik.

Men med de ord skal jeg sige tak for forespørgslen og for debatten.

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted i morgen, den 15. maj 2014.