Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 35:

Forespørgsel til statsministeren:

Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?

Af Inger Støjberg (V), Maja Panduro (S), Kristian Thulesen Dahl (DF), Christian Friis Bach (RV), Pia Olsen Dyhr (SF), Stine Brix (EL), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Lars Barfoed (KF), Sara Olsvig (IA), Doris Jakobsen (SIU), Edmund Joensen (SP), Sjúrður Skaale (JF) og Uffe Elbæk (UFG).

(Anmeldelse 02.05.2014. Fremme 06.05.2014).

Jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Inger Støjberg, Venstre.

På vegne af forespørgerne vil jeg gerne begrunde forespørgslen.

Det er jo en rigtig god tradition, at vi på det her tidspunkt af folketingsåret får en status for det år, der er gået. Derfor har vi i fællesskab – traditionen tro – stillet forespørgslen til statsministeren og dermed bedt om at få en status på den indenrigs- og den udenrigspolitiske situation.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Og så giver jeg ordet til statsministeren.

På Fabriksvej i Odense ligger virksomheden Claus Andersen Rustfri Stål A/S. Her arbejder smede og metalarbejdere med at svejse, bukke og skære stålet. De producerer skabe til at opbevare hjertestartere. De laver elementer til kantiner. De udfører underentrepriser for andre virksomheder. Claus Andersen er en af de mange danske produktionsvirksomheder, der måtte fyre folk under krisen, men som nu er begyndt at ansætte igen. Jeg besøgte virksomheden for en måneds tid siden. Der er travlt, ordrebogen er fuld, og den største bekymring er, om de nu kan nå det hele inden industriferien i juli. Der er en ny optimisme i dansk erhvervsliv.

For 2 måneder siden besøgte jeg Slotsgården i Horsens. Her bor der 16 ældre med demens. Slotsgården er et af de mange ældrecentre og plejehjem rundtom i Danmark, hvor engagerede mennesker knokler for, at de mennesker, der selv har arbejdet hårdt gennem livet, kan få en tryg og værdig alderdom. Det er en af velfærdssamfundets allervigtigste opgaver. Derfor giver vi 1 mia. kr. ekstra til vores svageste ældre.

Flere job og bedre velfærd – det er balancen i regeringens politik. Fra den dag vi trådte til, har det været vores mål at bringe Danmark trygt gennem krisen uden skår i vores solidariske samfund. Og Danmark er kommet videre. I dag står vi et helt andet sted end for 3 år siden.

Økonomien voksede med næsten 1 pct. i de første 3 måneder af året. Det viser Danmarks Statistiks foreløbige tal. Og det seneste år er 28.000 flere kommet i arbejde. Ledigheden er faldet, eksporten er steget, og boligmarkedet har det bedre. Brik for brik bliver billedet mere klart. Danmark er i fremgang, og meget tyder på, at fremgangen vil bide sig fast og tage til i de kommende år. Det er forventningen, både i regeringen og hos de fleste økonomer. Og det er ikke kun økonomien, der har fået det bedre. Vi har også gennemført markante sociale forbedringer – for udsatte børn, for de ældre, for dem, der har mest brug for det. Danmark er tilbage på sporet.

Nogle ser velfærdssamfundet som en omkostning, der skal holdes nede, så den private sektor kan vokse. Sådan ser jeg det ikke. Jeg ønsker et Danmark med en stærk offentlig sektor og en stærk privat sektor. Jeg tror på et samfund, hvor vi tager ansvar for hinanden og får alle med. Jeg tror på et land med tryghed og ordentlighed. Jeg tror på et frit, lige og solidarisk Danmark.

Derfor har regeringen tilrettelagt vores økonomiske politik, så det offentlige forbrug kan vokse med lidt mere end 3 mia. kr. hvert år. Når vi kommer frem til år 2020, er det blevet til 22 mia. kr. ekstra om året – sammenlignet med nulvækst. Og 22 milliarder kroner er en forskel, der kan mærkes. Det er mere, end vi bruger på alle vores gymnasier og erhvervsuddannelser tilsammen.

Men det er ikke en høj vækst i de offentlige udgifter, hvis man ser på, hvad vi ellers har været vant til i Danmark, det er ikke luksus. Det er det, vi har brug for; vi har brug for flere penge, når der kommer flere ældre, der skal til lægen eller på sygehuset, når vi skal indføre ny og bedre kræftbehandling, og når flere unge skal have en uddannelse.

Hvis der er nulvækst, hvor skal de penge så komme fra? Ved at skære i børnehaverne? Ved at spare på plejehjemmene? Vi mangler stadig svar på det. Regeringen har et klart svar: 22 mia. kr. Og vi vil ikke bare komme med flere penge. Vi vil også gøre tingene smartere og mere effektivt. Et eksempel: Når borgeren bliver genoptrænet hjemme og ikke på hospitalet, er det både lettere for den enkelte og billigere for kommunen og regionen. Frem mod 2020 vil vi frigøre 12 mia. kr., ved at arbejdet bliver tilrettelagt bedre og den offentlige sektor bliver mere effektiv. De penge, vi finder på den måde, skal blive i den offentlige sektor og bruges der, hvor de gør mest gavn for danskerne.

Regeringen fører en politik i balance. Vi har mål for økonomien frem til 2020, og vi har sociale 2020-mål. Vi investerer vores fælles oliepenge i en grøn togfond. Og på sundhedsområdet sætter vi den frie og lige adgang over alt andet. Vi vil ikke acceptere, at det er bankkontoens størrelse, der skal bestemme, hvornår du får tid hos lægen, og derfor har vi afskaffet fradraget for sundhedsforsikringer. Regeringen ønsker et stærkt offentligt sundhedsvæsen. Vi har aftalt med regionerne, at de til næste år har 1 mia. kr. mere til nye behandlingsformer, flere ældre patienter og flere kronisk syge, og kommunerne kan styrke deres sundhedsopgaver med 350 mio. kr.

Regeringen vil heller ikke acceptere, at nogle former for sygdom regnes for finere end andre. I mange år blev psykiatrien forsømt. Jeg ved ikke, om det skyldes fordomme, eller at psykiske sygdomme er mindre synlige end fysiske. Men jeg har aldrig forstået, at det skulle være mere alvorligt at få diabetes end at få en depression. Mennesker med psykisk sygdom skal have samme vilkår som alle andre patienter – selvfølgelig skal de det.

Forholdene for dem, der arbejder i psykiatrien, skal også være bedre. De to ting hænger sammen. Vi har oplevet situationer, der har skadet patienter og medarbejdere. Vi har oplevet tragiske tilfælde, hvor det endte med drab. Det er forfærdeligt, og ingen kan desværre garantere, at det ikke sker igen. Men vi kan og vi skal forebygge bedre.

Først og fremmest arbejder vi målrettet på at løfte hele psykiatrien. Vi har givet flere sengepladser til de psykiatriske afdelinger, flere kan få tilskud til psykolog, og sårbare børn og unge får hurtigere hjælp. Nu tager vi et skridt videre. For 3 uger siden offentliggjorde regeringen en langsigtet plan for en ny og moderne psykiatri. Vi vil tilføre psykiatrien 1,6 mia. kr. over de næste 4 år. Vi vil øge kapaciteten og udbygge den ambulante psykiatri. Det er en historisk investering. Jeg synes, det er på tide.

Så er det heldigvis muligt at komme sig efter en psykisk sygdom. Vi skal hjælpe mennesker videre til et godt og aktivt liv. Derfor vil vi også styrke rehabiliteringen. Regeringen vil gøre op med forskelsbehandling af mennesker med psykiske sygdomme. Vi er mange, der skal arbejde sammen for at få det til at lykkes: ledere og medarbejdere på sygehuse og i botilbud, lægen i almen praksis, sagsbehandleren i jobcenteret og du og jeg – som naboer, kolleger, patienter eller pårørende.

Mennesker skal behandles med ordentlighed og respekt. Det gælder også dem, der har mistet deres arbejde. I dag bliver de ledige mødt af for meget bureaukrati og meningsløs aktivering og for lidt respekt for deres situation. Det skyldes ikke medarbejderne på jobcentrene eller i a-kasserne. Det vil jeg gerne understrege. De gør deres bedste inden for lovens rammer. Det er loven, vi skal lave om. Regeringen vil sætte den enkelte i centrum, for arbejdsløse er ikke ens. De er mennesker med forskellige erfaringer og drømme.

Vi vil lave en klar arbejdsdeling mellem a-kasser og jobcentre, så a-kasserne tager sig af de ledige, der sagt lidt forenklet bare skal finde sig et job, og jobcentrene tager sig af de ledige, der har brug for lidt mere hjælp. Vi vil gøre op med pipfuglekurser og give de ledige en reel uddannelse. Regeringen vil bruge tæt på 500 mio. kr. ekstra hvert år på uddannelse af de arbejdsløse, og vi vil bruge flest penge på de ledige, der har mindst uddannelse. Det er dem, der står for tur. Det er ret og rimeligt. Målet er, at flere ledige skal i varig beskæftigelse. Det bedste, vi kan gøre for den enkelte og for fællesskabet, er at give folk mulighed for at få et arbejde.

Når vi har historisk høje offentlige investeringer, giver det arbejde til malere, murere og elektrikere rundtom i landet, og når det er så vigtigt for regeringen, at vores virksomheder har gode vilkår, så er det med ét mål for øje: arbejdspladser. Gennem mange år har Danmark haltet efter f.eks. Sverige og Tyskland, når det handler om at blive mere produktive, og vores konkurrenceevne er blevet svækket. Vi skal styrke erhvervslivets vilkår, så vi kan fastholde gode og vellønnede job her i Danmark, og vi er i fuld gang. Sidste år gennemførte et bredt flertal i Folketinget den største vækstplan i mange år med markante skatte- og afgiftslettelser. I år har regeringen fremlagt en stor vækstpakke med næsten 90 forslag.

Jeg vil sige det helt klart: De to vækstudspil skal ikke gøre det samme. De skal supplere hinanden. Tilsammen betyder de en markant forbedring af vilkårene for at skabe arbejdspladser i Danmark. Med den nye vækstpakke vil vi gøre det nemmere at skabe job. Vi vil nedbringe den tid, som stat og kommuner er om at klare sager for virksomhederne – for eksempel de 50.000 byggesager, som kommunerne behandler hvert år. Vi vil forbedre adgangen til finansiering. Vi forlænger Vækstlåneordningen for mindre virksomheder, der ikke kan stille tilstrækkelig sikkerhed for at få banklån.

Vi vil gøre varer og serviceydelser billigere. Derfor skal forsyningssektoren være mere effektiv. Det vil give lavere priser på el, varme og vand til virksomhederne og forbrugerne. Lavere omkostninger er særlig vigtigt for vores produktionsvirksomheder. De er oppe mod en hård international konkurrence. Regeringen er optaget af, at der fortsat skal være industriarbejdspladser i Danmark. Produktion er vigtig for at skabe job uden for de store byer, for eksporten og for at beholde forskning og udvikling i Danmark. Samtidig har vi høje ambitioner for vores miljø og klima. Det giver grønne arbejdspladser. Men vi har også et hensyn at tage til de virksomheder, der ikke lever af at bygge vindmøller eller solceller.

Derfor lemper vi virksomhedernes udgifter til rumvarme med samlet 5 mia. kr. frem mod 2020, vi sænker PSO-afgifter på energi med 6 mia. kr., og vi har aftalt med arbejdsmarkedets parter, hvordan vi konkret skal bruge den milliard, vi har sat af til bedre voksen- og efteruddannelser. Veluddannede medarbejdere på alle niveauer er et af Danmarks bedste kort i den globale konkurrence. Derfor skal vi give mere uddannelse til dem, der har mindst. Nu kan 180.000 kursister komme på danskkursus, tage et buskørekort, få et krancertifikat, tage et kursus i markedsføring eller noget helt femte. Muligheden for at blive dygtigere er nok den stærkeste kraft til at forandre et menneskes liv og til at forandre vores samfund. Derfor vil uddannelse altid være en mærkesag for regeringen.

Om 2 måneder starter børnene i en ny folkeskole. I de her dage får mange lærere deres skemaer for næste skoleår. Der skal arbejdes på nye måder, der bliver stillet andre krav, og der er nye muligheder. Børn, lærere, forældre, pædagoger og skoleledere er i gang med den største forandring af folkeskolen i mange år. Det er en fælles udfordring at få det til at fungere. Der er nye undervisningsmetoder og samarbejdsformer, som skal prøves af, og som måske bliver bedre i andet forsøg end i første. Det er sjældent, alting virker, som det skal, fra dag et. Forandringer kræver noget af os, men de giver mere tilbage.

Jeg vil opfordre alle til at arbejde sammen om målet, som er at gøre en god folkeskole endnu bedre, så alle børn kan trives og blive dygtigere. Nogle skoler er godt i gang. Hvilke erfaringer har de gjort sig?

På Gladsaxe Skole har de yngste elever fået en ekstra time fra kl. 13-14, hvor pædagoger og lærere står for lege med bogstavlyde og matematik. Det går så godt, at skolen også vil bruge pædagogerne i de ældste klasser. På Naur-Sir Skole i Holstebro har eleverne prøvet at blive længere på skolen til lektiehjælp, især til glæde for dem, der ikke kan få hjælp derhjemme. På Alkestrupskolen i Tureby på Sjælland er der faglig læsning i alle fag. Når eleverne får en matematikopgave, som handler om Den Kinesiske Mur, læser klassen også tekster om muren. Det kræver tid til at fordybe sig, og til gengæld giver det eleverne en langt bedre forståelse af stoffet. Tid til lektiehjælp, faglig fordybelse og nye måder at lære på er eksempler på den sammenhængende og afvekslende skoledag, som mere end en halv million børn vil møde efter sommerferien.

Lige nu er 100.000 elever i gang med folkeskolens afgangsprøver efter 9. og 10. klasse. Hvad vil de efter sommerferien?

De fleste skal i gang med en ungdomsuddannelse, og for første gang i mange år er der lidt flere, der har valgt en erhvervsuddannelse. Jeg er glad for, at det går den vej. Vi skal have balance i vores uddannelsespolitik. Ingen uddannelser er finere end andre. Vi skal anerkende en stolthed og en glæde ved at udføre et godt, praktisk arbejde. Danmark har brug for procesoperatører, mediegrafikere, tandklinikassistenter og de mange andre faglærte. Erhvervsuddannelserne var forsømt i 10 år. Nu har vi indgået en bred aftale om bedre erhvervsuddannelser med et højere niveau, flere timer og et fast timetal med det klare mål at uddanne flere og bedre på de faglige uddannelser. Regeringen vil arbejde videre med at forbedre vores uddannelser.

Hvordan kan vi gøre vores gymnasier bedre? Når så mange unge tager supplerende kurser efter gymnasiet, er der noget, der ikke er godt nok. Og hvordan kan vi hæve kvaliteten på uddannelserne på universiteterne? Uddanner vi for mange nogle steder og for få andre steder? Det er nogle af de spørgsmål, vi skal tage fat på. Vores uddannelser skal have en høj kvalitet. Det er en fælles opgave. Den kræver samarbejde på skoler og uddannelsesinstitutioner, og den kræver samarbejde her i Folketinget. Derfor er jeg glad for, at en bred kreds af partier er med i aftalen om folkeskolen og i aftalen om erhvervsuddannelserne.

Her i Folketinget er der også bred opbakning til samarbejdet i rigsfællesskabet. Det bekræftede den debat, vi havde for kort tid siden. Vi har et moderne rigsfællesskab, der kan rumme, at vi er forskellige og ligeværdige lande. Vi har et samfund, hvor vi taler åbent med hinanden og finder løsninger – også på vanskelige sager – og hvor vi viser, at vi kan mere sammen end hver for sig.

Det lykkedes EU, Norge og Færøerne at blive enige om en aftale for makrelfiskeriet. Jeg håber, at det også kan lykkes at finde en løsning for sildefiskeriet. Det er en sag, som kunne have udfordret vores rigsfællesskab. Men både Færøerne og Danmark har haft et stærkt ønske om ikke at slå skår i vores forhold. Landsstyret har haft en forståelse for Danmarks situation som medlem af både EU og rigsfællesskabet, og det er godt.

I Grønland har de juridisk faderløse stået i en svær situation. Det er de grønlændere, der er født uden for ægteskab før børneloven fra 1962. Nu har vi her i Folketinget besluttet, at de kan få at vide, hvem der er deres far. Jeg er sikker på, at vi alle sammen kan forstå, hvor vigtigt det er for et menneske, og jeg er glad for, at der også er meget bred opbakning her i Folketinget til, at Danmark og Grønland arbejder sammen om, hvordan vi kan give de juridisk faderløse mulighed for at bearbejde deres fortid og komme videre.

Grønland har brug for at udvikle sine erhverv og skabe nye indtægter. Det vil få stor betydning, hvis landet kan udnytte sine råstoffer bedre. I morgen vedtager vi følgelovgivningen til den grønlandske storskalalov, og dermed er juraen om udlændinges opholds- og arbejdstilladelser på plads for storskalaprojekter i Grønland. Det er en forudsætning for, at f.eks. det store jernmineprojekt i Isukasia kan sættes i gang.

Ved Grønland bliver havisen tyndere, og indlandsisen trækker sig tilbage. Få steder er det tydeligere end ved Jakobshavn Isbræ ved Ilulissat, som jeg besøgte i marts måned sammen med FN's generalsekretær, Ban Ki-moon. Med besøget ønskede vi at styrke den globale opmærksomhed på klimaforandringer. De grønlandske fangeres vilkår ændrer sig, når isen smelter. I andre dele af verden bliver mennesker udfordret af tørke eller kraftige regnskyl. Regeringen vil arbejde for et ambitiøst resultat ved FN's klimatopmøde i Paris til næste år, og vi arbejder for, at EU går foran med høje mål for klima- og energipolitikken.

Danmark har en interesse i ambitiøse internationale mål. Danske virksomheder er førende inden for pumper, vindmøller og energiteknologi, og som samfund er vi langt med den grønne omstilling. Derfor bliver der lyttet til os. Dansk ekspertise giver dansk indflydelse i verden.

Grøn teknologi var også en vigtig del af årets to store erhvervsfremstød – de største danske fremstød i Asien nogensinde. Hendes Majestæt Dronningen stod i foråret i spidsen for et meget succesfuldt statsbesøg i Kina med et rekordstort antal danske virksomheder, og jeg var selv i Japan med en stor delegation af erhvervsledere. Kina er det land i verden, der bruger mest energi, og store dele af den japanske energisektor skal omlægges efter katastrofen på atomkraftværket i Fukushima for 3 år siden. Den danske eksport af energiteknologi har aldrig været større. Danmark har et stærkt image som et grønt og bæredygtigt samfund, og det skal vi blive ved med at gøre opmærksom på i Kina, i Japan og i resten af verden.

Dansk ekspertise er efterspurgt. Det gælder også i verdens konfliktområder. Danmark står ikke på sidelinjen; vi engagerer os. Vi tager et ansvar, der rækker langt ud over vores grænser, og det giver os indflydelse i verden. Danmark påtog sig en ledende rolle med at få de kemiske stoffer væk fra Syrien – en vigtig opgave, som vi løser på vegne af det internationale samfund, og en mission uden fortilfælde. Jeg er stolt af den indsats, vores udsendte har ydet på de danske skibe.

I Afghanistan har vores kampvogne afsluttet deres sidste operation, og nu kan den danske lejr pakkes helt ned efter 8 års indsats i Helmandprovinsen. Jeg har besøgt Helmand flere gange, og hver gang har det fyldt mig med stolthed at se, hvordan danske soldater og udsendte har løftet opgaven. Jeg vil sige tak – tak til alle jer, der har ydet en stor indsats under svære vilkår.

Missionen i Afghanistan er hård – også for familierne herhjemme. De har måttet bære frygt og usikkerhed, og nogle må i dag leve med et savn, der ikke er ord for. Nu sætter vi punktum for et markant kapitel i dansk udenrigspolitik, men vi lukker ikke bogen i. Det internationale samfund skal sikre de resultater, vi har opnået. Derfor vil regeringen drøfte med partierne, hvordan det danske engagement i Afghanistan skal sammensættes fra den 1. januar 2015.

Fred og sikkerhed er ingen selvfølge, heller ikke i lande tættere på Danmark. Vi har sendt F-16-fly til Estland for at støtte overvågningen af luftrummet over de baltiske lande, og vi har rakt en hånd ud til den trængte befolkning i Ukraine. Danmark har været med til at sikre, at EU-landene står sammen om at lægge pres på Rusland, så landet ændrer kurs. Vi har vist, at solidaritet for os i Danmark ikke bare er ord, det er handling. Et effektivt forsvar for fred og frihed i Europa forudsætter, at vi arbejder tæt sammen med de andre medlemslande i EU. Det er krisen i Ukraine et tydeligt eksempel på.

Danmark er ikke nogen isoleret ø. Økonomien i Europa og resten af verden har konsekvenser for danske arbejdspladser, organiseret kriminalitet kender ingen grænser, og globale klimaforandringer påvirker også vores land. Det kan vi ikke vælge til eller fra, men vi kan vælge, om vi vil være med til at træffe de beslutninger, der påvirker vores hverdag i Danmark.

Patentdomstolen er et praktisk og konkret eksempel på de muligheder, vi har i det europæiske samarbejde. Ved folkeafstemningen for 2 uger siden sagde et rungende flertal af vælgerne ja til, at Danmark skal være med i det fælles patent til gavn for vores arbejdspladser. Valget til Europa-Parlamentet gav også et sikkert flertal til de partier, som ønsker et stærkt europæisk fællesskab. Samtidig fik skeptikerne stor opbakning. De er hidtil kommet med megen kritik og kun med få bud på realistiske løsninger. Nu er det op til dem at levere resultater for vælgerne. Men resultater kræver jo netop, at vi samarbejder i Europa.

Nogle mener, at Danmark kan bestemme mere ved at samarbejde mindre. Jeg er ikke i tvivl: Det forholder sig lige omvendt. Vi øger vores selvbestemmelse, når vi deltager aktivt i det europæiske samarbejde. Derfor arbejder regeringen på at være så tæt på kernen i EU som muligt. Et eksempel: Europa skal begrænse sin afhængighed af importeret energi af hensyn til miljøet og af hensyn til vores sikkerhed. Det er en dansk mærkesag, og det er på dansk forslag, at Kommissionen for 2 uger siden fremlagde en samlet plan til at begrænse Europas energiafhængighed. Det er et aktuelt og konkret eksempel på, at vi gør en forskel i samarbejdet.

Et velfungerende indre marked er vigtigt for Danmarks velstand, og alle, der sælger varer i EU, skal leve op til fælles standarder, så vi ikke konkurrerer på dårlig arbejdsmiljøbeskyttelse eller mangelfuld forbrugerbeskyttelse. Det er igen danske mærkesager, hvor vi gør en forskel.

Spørgsmålet om velfærdsydelser og arbejdskraftens frie bevægelighed har fyldt meget i den danske debat – også her i salen. Min holdning er klar: EU-borgere skal bruge arbejdskraftens frie bevægelighed til at flytte derhen, hvor de kan få et arbejde. Den skal ikke bruges til at rejse derhen, hvor man kan få de bedste velfærdsydelser. EU er ikke én stor velfærdsstat, og det skal EU heller ikke være. Derfor har regeringen indledt en dialog med Kommissionen. Vi vil arbejde for, at EU-reglerne fremover afspejler en virkelighed, hvor der jo er store forskelle i indkomster og velfærdsydelser medlemsstaterne imellem. Det er en dialog, som jeg vil opfordre de ansvarlige partier i Folketinget til at bakke op om i stedet for at kræve, at regeringen nægter EU-borgere deres rettigheder, som det desværre har været tilfældet med børnechecken. Det hører ikke hjemme i en retsstat.

Dansk EU-politik har altid bygget på, at en bred kreds af partier har taget et fælles ansvar. En solid enighed er vejen til, at Danmark kan handle effektivt i EU til fordel for vores interesser. Men det forudsætter, at den solide opbakning er der i det daglige arbejde. Jeg vil opfordre til, at vi her i Folketinget arbejder sammen om at fremme Danmarks interesser og værdier i Europa, også når det er besværligt.

Vi skal have modet til at træffe svære beslutninger. Vi skal have viljen til at samarbejde og komme videre. Og Danmark er kommet videre. Kan I huske, hvordan det var for 3 år siden? Arbejdspladser forsvandt, familier havde det svært, og usikkerheden var stor. Sådan er det ikke mere; nu går det fremad. Det mærker de danskere, der har fået et arbejde. Det mærker de, der ikke længere frygter for deres job. Det mærker vores børn og unge, der får en endnu bedre folkeskole.

Danmark er tilbage på sporet. Vi er ved at komme op i fart, og nu skal vi holde kursen. Jeg vil sige det helt klart: Tiden er ikke til eksperimenter – hverken med ufinansierede skattelettelser eller med ufinansieret velfærd. Tiden er til en ansvarlig politik, hvor målet både er flere job og bedre velfærd, et Danmark i balance.

Tak til statsministeren. Der er som vanlig ikke adgang til korte bemærkninger efter svaret på en forespørgsel, men det vil der være, når statsministeren i eftermiddag antagelig tager ordet igen.

Så går vi til ordførerrækken, og jeg giver først ordet til Venstres ordfører, hr. Lars Løkke Rasmussen.

Fremtiden begynder i dag. Det gør den jo sådan set hver dag, og den nyere danske politiske tradition med at holde afslutningsdebat, selv om vigtige politiske forhandlinger endnu udestår, gælder også i år, og det understreger i virkeligheden den pointe. Så frem for at dvæle ved folketingsåret, der er gået, vil jeg hellere se fremad. Men lige et lille tilbageblik først:

På valgnatten for snart 3 år siden sagde jeg, at Venstre ville være konsekvente, konstruktive i vores oppositionsrolle. Og vi har holdt vores løfte. Hver gang regeringen har været parat til at tage et skridt i den rigtige retning – lavere selskabsskat, højere beskæftigelsesfradrag, lavere topskattegrænse, lavere afgifter – så har vi været der, taget ansvar og gjort skridtene længere end oprindelig foreslået. Det har været godt for det samarbejdende folkestyre, og det har først og fremmest være godt for Danmark.

På det solide fundament af reformer, vi lavede i min regerings sidste leveår – skattereformen fra 2009, genopretningspakken fra 2010 og tilbagetrækningsreformen fra 2011 – har vi sammen bygget videre og på den måde bidraget til, at Danmark har klaret sig nogenlunde i de svære kriseår. Men vi er ikke i mål. Jeg ved godt, at der det næste års tid frem til valget vil blive arbejdet benhårdt på at genskabe det falske skel i dansk politik. Ved sidste valg var det jo velfærd eller skattelettelser, selv om skattelettelserne er der endnu og der endda er kommet flere til. Næste gang bliver det så velfærd eller udgiftsstop. For mig og for Venstre er det nu som dengang falske modsætninger. Det er ikke et enten-eller, men et både-og.

Jeg vil ikke nedgøre regeringens resultater, men fremlægge vores bud på den politik, Danmark har brug for de kommende år. Jeg vil ikke pege fingre ad politiske modstandere for at have skabt problemerne, men i stedet komme med forslag til, hvordan de skal løses. Jeg vil ikke konkurrere om, hvem der kan tegne det sorteste billede af modstanderne, men hellere konkurrere om, hvem der kan opstille det lyseste fremtidsscenarie for Danmark.

For selv om det lysner, er Danmark fortsat udfordret – ikke kun af internationale konjunkturer, men på en mere grundlæggende måde. Vi har reelt været helt uden vækst de seneste år, finansministeren har netop nedjusteret vækstudsigterne for i år, og vi ligger i den absolutte bund, når man internationalt vurderer landenes vækstudsigter for de kommende år. Og det går ikke. Vi taber handlemuligheder for kommende generationer, hvis vi falder tilbage og på den måde bliver relativt fattigere end lande omkring os.

Jeg ønsker et Danmark, hvor vi kan tilbyde danske kræftpatienter den behandling, som er af bedste internationale standard. Jeg ønsker et Danmark, hvor vi kan ibrugtage den nyeste teknologi såvel i det offentlige som i det private. Jeg ønsker et Danmark, hvor vi giver vores børn og unge det bedst mulige vidensmæssige afsæt til at kunne begå sig i en stadig hårdere international konkurrence. Jeg ønsker et Danmark, hvor folk kan tage vare på sig selv og have et reelt udkomme af arbejde, der i dag kun er lønsomt for folk udefra, der er dårligere vant. Jeg ønsker et Danmark, hvor hele landet, ikke kun trekantsområdet og hovedstadsområdet, tror på fremtiden.

Danmark er et fantastisk land, og det er vores ansvar at sikre, at det ikke kun holder vores tid ud. Derfor skal vi videre, ikke ved at lukke Danmark af, ikke ved at håne de virksomheder, der flytter arbejdspladser ud af landet for at sikre virksomhedens overlevelse, eller de virksomheder, der bruger østeuropæisk arbejdskraft for at sikre deres virksomheds overlevelse i Danmark, ikke ved at lukke øjnene for udfordringerne – de mange unge, der fortsat tabes i vores skolesystem, eller de alt for mange, der er placeret på kanten af arbejdsmarkedet – men ved at se udfordringerne i øjnene og være ærlige om, at de ikke kan trylles væk, hverken på 12 minutter eller på et enkelt folketingsår for den sags skyld, og ved at handle konsekvent og målrettet.

Lad mig nævne fem ting.

For fremtiden skal flere danskere være en del af fællesskabet. I dag er over 800.000 danskere på offentlig forsørgelse. Jeg tror, at mange af dem – ikke dem alle sammen, men mange af dem – vil og kan tage mere helhjertet del i det fællesskab, som et aktivt arbejdsliv er. Det kræver fortsatte arbejdsmarkedsreformer, et moderniseret kontanthjælpsloft, en jobreform, som sikrer, at det bedre kan betale sig at tage skridtet fra ledighed ind på arbejdsmarkedet. Hvis vi kunne nå et svensk niveau, var der ikke over 800.000, men ca. 250.000 færre, på offentlig forsørgelse. Og hver gang vi flytter bare én ledig fra dagpenge til et job i industrien, er det en gevinst for statskassen på 330.000 kr. om året. Det er både god samfundsøkonomi og god socialpolitik.

For fremtiden skal vi mere målrettet øge vores velstand. Private arbejdspladser er forudsætningen for velfærd. Det er en helt grundlæggende erkendelse, som mange, og måske også mit eget parti, har manglet fra tid til anden. Vi har glemt, at vi kun har råd til en stor offentlig sektor, fordi vi har et stærkt erhvervsliv, som skaber arbejdspladser og eksport. Vi fremtidssikrer ikke velfærden ved at bruge en stadig større andel af vores fælles penge på offentlige udgifter – nej, vi fremtidssikrer velfærden ved at gøre Danmark til et stadig rigere og mere velstående land. Det kræver, at vi systematisk driver byrder, skatter og afgifter ned, og det kræver, at vi genfinder vores sunde fornuft, så vi ikke lægger barrierer i vejen for Danmarks vækstmuligheder i form af overimplementering af EU-regler, konkurrenceforvridende danske særregler osv.

For fremtiden skal vi gøre velfærden bedre, men ikke dyrere. Jeg vil udvikle velfærden, ikke afvikle den. Og jeg er helt overbevist om, at det er muligt, uanset om man til næste år kan bruge 100 kr. eller 100 kr. og 60 øre i offentligt forbrug. Men det kræver selvfølgelig, at vi bliver enige om, at når vi gerne vil bruge lidt ekstra ét sted i den offentlige sektor, skal vi bruge lidt mindre et andet sted. Og der er steder, hvor jeg mener der skal skæres ned i det offentlige. For bare at nævne nogle få eksempler skal vi f.eks. reformere vores udviklingsbistand til FN-niveau, vi skal fortsætte reformerne af beskæftigelsespolitikken, og vi skal normalisere vores udlændingepolitik.

For fremtiden skal flere udlændinge, som bidrager til vores velstand, hertil. Balancen i dansk udlændingepolitik skal ændres, så vi åbner langt mere op for arbejdskraft og studieindvandring fra lande med et godt integrationspotentiale. Til gengæld skal familiesammenføringen strammes op, og kriminelle udlændinge skal ud. Vi ønsker et åbent Danmark for dem, der kan og vil, og et hermetisk lukket Danmark for dem, der ikke vil.

For fremtiden skal Danmark aktivt være en del af Europa. Danmark hører hjemme i Europa, ikke i Socialstateuropa, men i et slankt og stærkt Europa, der samarbejder dybere om det, der betyder noget, forskning, samhandel, energi, infrastruktur, grænseoverskridende kriminalitet, og dropper det, der irriterer, nidkær detailregulering, kvindekvoter, skolemælksordninger. Og det er vel at mærke også den lære, der kan drages af valget og folkeafstemningen for et par uger siden. På en og samme tid en betydelig skepsis og så et rungende ja til den patentdomstol, som simpelt hen bare er fornuftig.

I Venstre er vi klar til at tage den lære til os. Det betyder, at vi ikke skal være bange for at spørge danskerne, når vi har en god europæisk idé. Og lige nu og her vil det være en god idé at holde Danmark inde i Europolsamarbejdet, så vi effektivt kan bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Det kræver en folkeafstemning om retsforbeholdet – jo før, desto bedre. Og vi er klar til at indgå en forpligtende aftale med regeringen om at holde en sådan folkeafstemning snarest muligt.

Det betyder også, at vi skal præge det europæiske samarbejde, så der fortsat er plads til national forskellighed. Det indre marked er jo, specielt for et lille land som Danmark, der lever af at handle med andre, et ubetinget gode, men den gode idé må ikke bruges som et dække for etablering af en social union, hvor alle har krav på alt alle steder til alle tider. Men det betyder også, at vi må se fordomsfrit på, hvordan vi indretter os, så vi får de fulde gevinster ved den frie bevægelighed og i størst muligt omfang undgår ulemperne. Det er derfor, vi skal styrke toldkontrollen og konsekvent udvise straffede til afsoning i eget land. Og det er derfor, at vi med målrettede skattelettelser i bunden skal genåbne det arbejdsmarked for danskere, som i dag fremstår mest attraktivt for udlændinge.

Danmark har det bedre i dag end i går, for vi har gjort en del, men meget udestår, og Venstre er klar både nu, til næste folketingsår og efter et valg.

Så vil jeg gerne på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringens politik på trods af enkelte tegn på bedring i økonomien ikke har formået at skabe reel vækst i Danmark. Der har samlet set ikke været vækst i dansk økonomi i perioden 2012-2013, og Danmark har udsigt til en af de laveste vækstrater i OECD.

Danmark har brug for flere private arbejdspladser. Der er behov for en ambitiøs vækstpakke, der gennem lavere energiafgifter og målrettede initiativer sikrer, at det bedre kan betale sig at arbejde og bidrage til væksten i dansk økonomi.

Folketinget beklager, at regeringen gennem en afskaffelse af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen har skabt en situation, hvor kontanthjælpsmodtagere har en meget svag økonomisk tilskyndelse til at tage et arbejde. Folketinget beklager bl.a. derfor, at regeringen med lempelser af udlændingepolitikken har svækket integrationen, og opfordrer regeringen til igen at sikre en balance i udlændingepolitikken, så flere af de udlændinge, der kommer til Danmark, bidrager positivt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 63).

Tak til Venstres ordfører. Forslaget til vedtagelse vil indgå i debatten og komme til afstemning senere på dagen.

Nu vil der være adgang til korte bemærkninger, og jeg kan oplyse, at det vil være muligt at tale to gange 1 minut, hvis man ønsker korte bemærkninger. Det er der 12 der har gjort, og hvis de tager hensyn til hinanden, når vi dem alle sammen.

Først giver jeg ordet til hr. Jens Joel.

Tak for det, og tak til hr. Lars Løkke Rasmussen, også for at ville snakke om Venstres politik. Det kunne vi ærlig talt godt bruge nogle svar på, og derfor vil jeg spørge konkret ind til noget af det, som Venstre går og siger. Venstres politiske ordfører, fru Inger Støjberg, udtaler i Børsen den 28. februar 2014:

»Derfor vil vi gennemføre et udgiftsstop i det offentlige, hvad der ifølge Finansministeriets beregninger vil kunne forbedre bnp med 17 mia. kr.«

Mit spørgsmål er, om hr. Lars Løkke Rasmussen vedkender sig, at forudsætningen herfor ifølge Finansministeriet beregninger jo er en meget betragtelig sænkelse af topskatten.

Ordføreren.

Når vi foreslår et udgiftsstop, er det jo ikke, fordi det er helligt i sig selv. Så er det, fordi det er drivmidlet til at gøre det, Danmark har brug for, nemlig løbende og målrettet at lette omkostningerne, gøre det billigere og ikke dyrere at være dansker, gøre det billigere og ikke dyrere at drive virksomhed. Det er ligesom det, der er sigtelinjen.

Vi har ikke taget stilling til, hvordan det råderum, det frigiver, skal bruges. Det skal gøres så fornuftigt som muligt, og jeg har meget klart også i mit indlæg her i dag peget på, at et af de steder, hvor vi virkelig har en udfordring i Danmark, er i bunden af indtægtsskalaen. Det hænger simpelt hen sammen med det forhold, at det for for mange mennesker ikke er økonomisk attraktivt at tage et arbejde, det, vi normalt kalder et lavtlønsjob. Det truer sådan set på mange måder sammenhængskraften i vores samfund, og derfor er det en prioritet.

Udelukker det så, at man også kan lave andre skattelettelser? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg forhandlede selv den skattereform i 2009, hvor vi lavede den største sænkning af marginalskatten, siden indkomstskatten blev indført i 1903, så det er altså ikke en fremmed tanke.

Jens Joel.

Jamen så bliver jeg bare alligevel nødt til at spørge ind til det igen, når man både taler udgiftsstoppet op som noget, der vil hjælpe BNP, og man taler om skattelettelser i bunden. Men hele forudsætningen for det, som Venstre turnerer rundt med, er jo ikke bare, at man skal sætte topskatten markant ned, men faktisk, at den skal afskaffes. Er det ikke rigtigt, at det er det, der er forudsætningen for det, fru Inger Støjberg siger om de gavnlige effekter?

Ordføreren.

Vi turnerer ikke rundt med finansministerielle notater. Det må vi overlade til regeringen. Kigger man i dem, vil man jo se, at regeringen aktuelt har sat kommunerne på skrump. Den kommuneaftale, der blev indgået sidste år, er jo en kommuneaftale, der reelt medfører negativ realvækst i kommunerne. Det er ikke det indtryk, man får, når man hører statsministeren her i dag, men det er jo et faktum. Hvis man tager højde for løn- og prisudviklingen, har kommunerne næste år en serviceramme, der er mindre end den, de har i år. Så vi turnerer ikke rundt med den slags notater. Vi turnerer rundt med politik, med holdninger.

Vi har den grundholdning, at det her lille land er udfordret hinsides konjunkturerne. Vi glæder os over, at det lysner. Vi har selv bidraget til det og er glade for, at alle de reformer, der skulle rulles tilbage, ikke blev rullet tilbage, så regeringen har kunnet bygge videre på et solidt fundament, som vi skabte.

Men det ændrer ikke ved, at der er nogle strukturelle udfordringer. Og når vi f.eks., siden krisen ramte os, har set et stigende antal østeuropæere, der udfører arbejde i Danmark, samtidig med at vi har det stigende antal kontanthjælpsmodtagere, som ikke fejler andet, end at de er arbejdsløse, så er det et samfundsmæssigt problem, vi er nødt til at gøre noget ved – helt uafhængigt af hvad der måtte stå i forskellige notater fra Finansministeriet.

Hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Det er meget fint, at hr. Lars Løkke Rasmussen gerne vil diskutere politik, men det passer simpelt hen ikke, når ordføreren siger, at Venstre ikke turnerer med finansministerielle beregninger. Hvis vi nu bare tager det her citat, som der bliver henvist til, fra den 28. februar, hvor fru Inger Støjberg henviser til Finansministeriets beregninger, der vil kunne forbedre BNP med 17 mia. kr., så handler det jo lige præcis om nogle finansministerielle beregninger. Og det fremgår sort på hvidt af det svar, som man henviser til, at forudsætningen for, at de tal, som fru Inger Støjberg bruger, passer, er, at man fjerner topskatten med de penge, der kommer ud af Venstres nulvækstpolitik. Så anerkender ordføreren Finansministeriets beregninger, og at der faktisk bliver turneret med dem?

Ordføreren.

Vi anerkender jo fuldstændig den måde, der regnes på i Finansministeriet. Altså, i modsætning til spørgerens eget parti har vi ikke en regnemetode før valget og en anden efter valget. Så vi lægger sådan set til grund, at den måde, man regner på i Finansministeriet, er gangbar. Vi behøver ikke mærke ansvarets åg for nu at acceptere anerkendte regnemetoder.

Men det, jeg giver udtryk for her, er en politisk holdning. Det er en analyse af Danmark, som siger, at det er et problem, at der er nogle balancer, der er tippet. Det kan godt være, spørgeren ikke er enig i det, men for os er det ikke godt nok, at vi har mere end 800.000 på offentlig forsørgelse. For os er det ikke godt nok, at selv når vi har indfaset den skattereform, vi lavede med regeringen for et par år siden, så vil der stadig væk være en kvart million danskere, som ikke har nogen nævneværdig gevinst af at tage sig et arbejde. For os er det ikke godt nok at iagttage en situation, hvor vi har en stigning i østeuropæisk arbejdskraft i Danmark – de skal jo sådan set være velkomne, nogle skal lave arbejdet – i en situation, hvor vi samtidig har arbejdsløshed. Det er vi nødt til at gøre noget ved, og det gør vi ikke ved enøjet at lade verdens største offentlige sektor blive endnu større. Det gør vi ved at lempe på nogle rammevilkår for danskerne og erhvervslivet. Det handler om penge, men det handler jo om mere end det. Det handler om meget mere end det.

Jesper Petersen.

Jeg vil bare sige, at den her debatform fungerer bedst, hvis man svarer på det, man faktisk bliver spurgt om. Og når Venstres formand og ordfører i dag stiller sig op og siger, at man vil tale om politik, og så taler om alt muligt andet bagefter, så holder den debatform jo ikke rigtig. Så jeg må prøve en gang til: Er det, eller er det ikke Venstres politik at bruge provenuet fra nulvækst til at fjerne topskatten, sådan som Venstres egen politiske ordfører og adskillige andre har udtalt det til forskellige medier igennem de sidste måneder? Lad os bare holde os til fru Inger Støjberg i den her omgang og det konkrete citat, jeg læste op før. Er det, eller er det ikke Venstres politik at bruge de midler, der kommer fra nulvækst, færre penge til velfærd, på at fjerne topskatten?

Ordføreren.

Nu er udgiftsstop jo ikke et udtryk for færre penge til velfærd. Udgiftsstop er udtryk for præcis lige så mange penge til velfærd. Jeg må bare helt stilfærdigt sige, at hvis den aftale, finansministeren i sidste uge indgik med kommunerne, havde baseret sig på Venstres udgiftsstop, så ville kommunerne næste år have flere penge, end denne regering har givet dem. For udgiftsstoppet betyder, at man reguleret for løn- og prisudviklingen har det samme i morgen, som man havde i går. Og det har kommunerne ikke, det har de ikke haft under den her regering, og det får de heller ikke næste år. Der har været negativ vækst.

Er det Venstres politik at fjerne topskatten? Nej, det er Venstres prioritet – det er Venstres prioritet – at lave så målrettede skattelettelser i bunden af indkomstskalaen, som vi har mulighed for, for at løse det kæmpeproblem, vi har i Danmark, med, at for mange danskere er parkeret uden for skabet, som i stedet burde være en del af det aktive fællesskab. Det er vores prioritet. Udelukker det så, hvis der er råderum til mere, at vi kunne fortsætte med at gøre noget ved marginalskatten? Nej, selvfølgelig udelukker det ikke det, men vores prioritet er et andet sted.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Nu siger hr. Lars Løkke Rasmussen jo, at Venstre ikke turnerer med det her papir fra Finansministeriet, men så synes jeg, hr. Lars Løkke Rasmussen skal vide, at den anden del af Venstres formandskab, nemlig hr. Kristian Jensen, i Herning Folkeblad den 15. januar i år har sagt:

»Ved at holde fast i det nuværende niveau i det offentlige forbrug kan der skabes 14.000 nye arbejdspladser i Danmark. Sådan lyder opskriften nu fra Finansministeriet.«

Han fortsætter: »I Venstre er vi klar til at skabe flere arbejdspladser – og vi siger gerne hvordan.«

Så vil jeg gerne høre: Er det Venstres politik, eller er det ikke Venstres politik at sænke topskatten betragteligt?

Ordføreren.

Altså, nu var hr. Jesper Petersen jo inde på, hvad der tjener debatten bedst, og det skal jeg sådan set ikke blande mig i. Men jeg har jo egentlig svaret på spørgsmålet, og jeg ved ikke, om det tjener debatten bedst, at jeg skal svare på de samme spørgsmål flere gange.

Men der er jo en reference til et papir fra Finansministeriet, og så er det fulgt op med et politisk udsagn, som jeg er hundrede procent enig i, for det er Venstres politik, at vi ønsker flere private arbejdspladser. Hvis SF ikke ønsker det, er det fair nok for mig, det skal jeg jo ikke blande mig i, men i Venstre har vi altså den analyse af Danmarks udfordringer, at vi har brug for at skabe flere private arbejdspladser. Og vi har brug for at se på vores skattesystem og på vores arbejdsmarkedspolitik med henblik på at sikre, at flere danskere kan få nogle af de arbejdspladser, som rent faktisk udbydes. Jeg har intet overhovedet imod østeuropæisk arbejdskraft, men det er da et paradoks, at vi, siden krisen har ramt os, har set, at der har været en stigning i østeuropæisk arbejdskraft i Danmark, som udfører job, der ikke nødvendigvis kalder på de store uddannelsesmæssige kvalifikationer, samtidig med at vi har en stigning i antallet af danske arbejdsløse, i antallet af danske kontanthjælpsmodtagere. Det er vi da nødt til at gøre noget ved.

Pia Olsen Dyhr.

Godt, så fik vi svaret på det: Jo, Venstre turnerer med det her papir. Jeg vil gerne sige, når nu Venstre anerkender Finansministeriets beregninger, at de jo også viser, at nulvækst betyder, at der skal spares 33.000 arbejdspladser i den offentlige sektor. Hvis man så, som Venstre lægger op til, gerne vil generere nye arbejdspladser, så forudsætter det topskattelettelser. Hvordan får Venstre ellers det regnskab til at hænge sammen?

Ordføreren.

Der skal jo ikke spares 33.000 stillinger. Selv da man lyttede til statsministerens tale for et øjeblik siden, kunne man høre, at skræmmebilledet mildnedes lidt, for statsministeren brugte tallet 22.000. Skal der så fjernes 22.000 arbejdspladser? Undskyld, det var 22 mia. kr., rigtigt. Men det afgørende er nu, at der jo ikke skal spares nogen stillinger. For det første er der en god gang hykleri i alt det her, for regeringen har præsideret over en politik, hvor der totalt set i dag er 6.000 færre offentligt ansatte, end da regeringen tog over. Og kigger man på de borgernære områder ude i kommunerne, kan man se, at tallet er større. Der er kommet tal i dag frem på 17.000.

Men hvad betyder udgiftsstop? Udgiftsstop betyder, at der er den samme købekraft i morgen, som der var i går. Man kan købe de samme varer, man kan have de samme mennesker ansat. Vil man så gøre det? Jamen det afhænger jo af den måde, man disponerer på. Hvis der er en kommune, der i dag får sin pensionistmad leveret ude i byen, som i stedet tager det hjem til sit eget storkøkken, så kommer der flere offentligt ansatte. Hvis der er en kommune, der i dag laver pensionistmaden selv i eget køkken, som udliciterer det, så kommer der færre offentligt ansatte. Men udgiftsstoppet skaber jo det samme rum, som der hele tiden har været, samtidig med at det frigør de ressourcer, der skal bruges til, at vi kan drive skatter, afgifter, byrder på danskerne og på virksomhederne ned.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Vi har jo efterhånden brugt flere år på at få Venstre og hr. Lars Løkke Rasmussen til at svare på, hvor der skal skæres ned, hvor der skal fyres, hvis hr. Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister – er det i børnehaverne, er det på sygehusene, er det i folkeskolerne, eller hvor er det? Jeg tror desværre heller ikke, at vi får et svar i dag.

Derfor vil jeg spørge til noget andet. Nu kom det jo frem for et par uger siden, at Venstre har modtaget 70.000 kr. fra pelsfirmaet Kopenhagen Fur, hvilket man har glemt at fortælle danskerne om. Det har jo så ført til nogle spekulationer om, om det var med vilje, at man ikke fortalte det, hvad pengene er gået til, og hvad Kopenhagen Fur har fået til gengæld osv., men det vil jeg sådan set ikke gå ind i.

Jeg vil spørge hr. Lars Løkke Rasmussen, om det ikke ville være lettere for alle, også for Venstre, og skabe større åbenhed og gennemsigtighed for borgerne, hvis nu det var åbent, hvem der sponsorerer partierne. Altså, hvad ville problemet egentlig være i, at danskerne fik at vide, hvem der betaler hr. Lars Løkke Rasmussens valgkampagne, hvem der betaler Venstres valgkampagne? Hvorfor ikke lægge regnskaberne åbent frem?

Ordføreren.

Det er jo åbent. Altså, vi har en lovgivning, efter hvilken det fremgår, at hvis partier modtager bidrag på over 20.000 kr., skal det fremgå, hvem der giver de bidrag, og det fremgår også af Venstres regnskab.

Johanne Schmidt-Nielsen.

Arh, jeg tror godt at Venstres formand ved, at man i dag, som loven ser ud, ikke er forpligtet til at fortælle, hvor mange penge man får fra f.eks. Kopenhagen Fur, Mærsk, bankerne, eller hvem det nu kunne være. Men jeg synes, det ville være respektfuldt over for danskerne, hvis det var muligt at se, hvem der sponsorerer partierne, f.eks. at se, hvem Venstre sponsoreres af og med hvor meget.

Derfor vil jeg spørge igen, for jeg kan faktisk ikke forstå det: Hvad ville problemet være med, at alle mennesker i Danmark kunne få at vide, hvem Venstre får penge fra, og hvor mange penge man får? Altså, det er vel ikke noget at skamme sig over, hvor mange penge man får fra Mærsk eller fra bankerne – man kan vel bare lægge regnskaberne åbent frem. Hvad skulle problemet være i det?

Ordføreren.

Det kan man også se. Man kan i vores regnskaber – og det gælder jo i alle partier – se, hvor meget vi får ind i eksterne bidrag, og man kan se, hvem vi får pengene fra. Så det er jo åbent i dag.

Fru Maja Panduro for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil godt vende tilbage til nogle af de spørgsmål, som hr. Lars Løkke Rasmussen ikke helt fik svaret på før. Venstres ordfører siger, at Venstre rigtig gerne vil have private arbejdspladser. Det er jo meget godt, det er vi mange, der gerne vil. Så er det meget godt, hvis man også kan fremlægge en plan for, hvordan man ønsker at gøre det. Problemet er, at de tal, som Venstres medlemmer turnerer rundt med, om, at nulvækst kan generere 14.000 jobs, har den klare, klare forudsætning ifølge Finansministeriets beregninger, at man sænker topskatten meget markant. Anerkender Venstres ordfører det?

Ordføreren.

Jeg har ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved alle de papirer, der laves ovre i Finansministeriet. Det rokker sådan set ikke en tøddel ved, hvad der er vores politiske kurs. Det handler jo ikke kun om den økonomiske politik – det handler om hele vores politik. Regeringen har fremlagt en stor vækstpakke med 90 initiativer. Vi kan ikke rigtig få at vide, hvor mange arbejdspladser det giver. Det, vi ved med sikkerhed, er, at pakken fjerner de 5.000 arbejdspladser, der er skabt gennem boligjobordningen, og de, der kommer til på den anden hånd, kommer primært, ved at man forbedrer forskerskatteordningen, så udlændinge, der kommer til Danmark, i hvert fald ikke skal betale den skat, vi byder os selv. Det er, hvad der er i den pakke.

Der har vi så en anden linje. Det er jo en kombination af den økonomiske politik og erhvervspolitikken generelt. Det handler om at frigøre økonomi til at sætte byrder og skatter og afgifter ned. Det handler om at genåbne den del af arbejdsmarkedet for danskere, som i dag reelt ikke er åbent for dem; det handler om at regulere vores erhvervsliv lempeligere ved systematisk at lave nabolandecheck, ved at have et system, der sikrer, at vi ikke overimplementerer EU-regler, sådan som fødevareministeren og miljøministeren f.eks. kom for skade at gøre det fornylig ved den såkaldte Alperegel, da man var ved at forvandle dansk landbrug til det rene alpelandbrug; det handler om en stribe tiltag, der alle sammen har det sigte at skabe noget mere vækst i den private sektor, fordi det nu engang er sådan, at forudsætningen for velfærd er velstand, og velstand skabes på private arbejdspladser og via eksport.

Maja Panduro.

Nu spurgte jeg ikke til alpelandbrug. Jeg spurgte, om Venstres ordfører anerkender Finansministeriets beregninger. Det sagde Venstres ordfører ja til. Anerkender ordføreren så også, at hvis man ikke sænker topskatten meget markant, får man ikke de 14.000 private arbejdspladser, som hele Venstres hold ellers turnerer rundt med at man kan få ud af nulvæksten?

Ordføreren.

Jeg gentager det lige igen. Jeg anerkender alle de papirer, der kommer fra Finansministeriet. Men jeg advarer sådan set også imod, at vi nu gør den politiske debat til et spørgsmål om det ene papir op mod det andet. Det handler da om en retning. Det handler da om at sætte en retning, som man så også følger. Jeg må sige helt ærligt, at det da er forstemmende at være til stede her i dag og høre, hvordan man nu bygger op til en konflikt mellem velfærd og udgiftsstop fra partier i en regering, som om nogen har lavet nulvækst ude i kommunerne; som netop, så sent som i sidste uge, har indgået en kommuneaftale, der gør, at kommunerne næste år reelt har færre penge til rådighed, end de har i år.

Lad os da få politikken tilbage. Jeg anerkender fuldt ud de resultater, regeringen har opnået. Jeg er glad for at kunne have samarbejdet med regeringen; jeg er glad for, at det samarbejde har fundet sted oven på reformer, som vi lavede, mens jeg var statsminister, og som skulle rulles tilbage, men heldigvis står der endnu. Men vi bør da føre en samtale med hinanden om, om Danmark stadig væk har udfordringer.

I Venstre synes vi, at det er en udfordring, at for mange danskere er parkeret på kanten af arbejdsmarkedet. Det vil vi da gøre noget ved, og derfor er vores prioritet ikke at lette topskatten. Vores prioritet er så målrettet som muligt at gøre noget i bunden af indkomstskalaen. Det er både det sure og det søde. Det er det søde – skattelettelser – og det er det sure, kunne man sige – et moderne kontanthjælpsloft. For det er et problem, at regeringen har revet kontanthjælpsloftet ned med den effekt til følge, at et kontanthjælpsægtepar er i den situation, at den ene skal ud at finde et arbejde til 35.000 kr. om måneden, for at det egentlig kan betale sig.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er dejligt, at hr. Lars Løkke Rasmussen nu er kommet på talerstolen og også siger, at man gerne vil snakke politik. Men når vi så kommer til de her svar, synes jeg ærlig talt ikke, at det går særlig godt. Men jeg vil gerne forsøge en ekstra gang.

En lang række af Venstres folketingsmedlemmer har indrykket en lang række debatindlæg, jeg tror over 30 debatindlæg i diverse regionale aviser, hvor man fortæller danskerne, at Venstre vil skabe job ved at sænke topskatten. Så er det bare, man bliver lidt forundret, når man i dag kan høre, at Venstres formand ikke rigtig kan svare på det. Så derfor vil jeg bare gerne have et ganske klart svar: Er det eller er det ikke Venstres politik at sænke topskatten betragteligt for at skabe arbejdspladser?

Værsgo.

Jeg må sige, at jeg ikke ved, hvad det er for nogle læserindlæg, der refereres til. Jeg er ikke bekendt med, at Venstres medlemmer sådan i al almindelighed skulle gå rundt med et forslag om, at nu skal vi sænke topskatten. Vi har en meget, meget klar prioritet i Venstre: Det skal kunne betale sig at arbejde. Det skal det for alle. Og der, hvor vi reelt har en kæmpe udfordring i Danmark i dag, er i bunden af indkomstskalaen, hvor gevinsten ved at flytte sig fra ikke at være på arbejdsmarkedet til at være på arbejdsmarkedet er for lille. Det skal vi gøre noget ved.

Forhindrer det så, at vi også har en ambition om at sænke marginalskatterne? Nej, det er ikke nogen fremmed tanke for os. Jeg forhandlede selv den fuldt finansierede skatteaftale, hvor vi lavede den største sænkning af skatten på den sidsttjente krone, siden indkomstskatten blev indført i 1903. Spørgerens eget parti var imod. Men den står der endnu. Og jeg glæder mig over, at vi jo i øvrigt sammen har gjort den endnu mere robust ved at hæve topskattegrænsen yderligere.

Det er os ikke nogen fremmed tanke, men politik består i at prioritere. Noget er vigtigere end noget andet. Og det, vi peger på, er vigtigheden af, at det overhovedet kan betale sig at arbejde, snarere end at det for sådan en som mig kan betale sig at arbejde mere.

Jonas Dahl.

Det er bare lidt bemærkelsesværdigt, at vi kan læse det. Jeg har her et eksemplar, hvor det er hr. Peter Christensen, der skriver. Der er en række andre af Venstres folketingsmedlemmer, som skriver det i debatindlæg, og det kan så godt være, at hr. Lars Løkke Rasmussen ikke læser de regionale aviser. Så kan jeg bare opfordre til, at man gør det, for der fremgår det i hvert fald, at det er Venstres folketingsmedlemmers politik, at topskatten skal sænkes. Derfor er det vel rimeligt at spørge Venstres formand: Er det Venstres politik, ja eller nej? Vil man sænke topskatten, hvilket en række folketingsmedlemmer fra Venstre rent faktisk skriver i en stribe regionale medier?

Ordføreren.

Jeg har svaret meget klart. Det bliver sådan noget »leger vi byret for amatører«, at man trækker et eller andet notat op, som har været nævnt som en reference i en artikel, og så bruger man det til at bevise, at nu vil Venstre fjerne topskatten. Altså, prøv engang at høre – jeg siger det igen, og jeg er da glad for at kunne sige det en gang mere: Vi synes, at skatterne i dette land er for høje. Det synes vi, fordi det gør det for dyrt at være dansker, og det gør det for dyrt at drive virksomhed. Det er derfor, arbejdspladser flytter ud af landet. Det er derfor, arbejdskraft flytter ind i landet og på visse dele af arbejdsmarkedet fortrænger danskere. Det skal vi gøre noget ved.

Vi vil gerne sætte mange skatter ned, men man er nødt til at prioritere, og noget er vigtigere end noget andet. Det, der er det vigtigste lige nu og her, men som ikke udelukker, at man også kan gøre andet, er at gøre noget ved det smertelige dilemma, at vi altså har udenlandsk arbejdskraft på områder, som kunne bestrides af danskere, men hvor det ikke sker. Og en af forklaringerne er, at den økonomiske gevinst ved at tage den type arbejde ikke er stor nok. Det ønsker vi at gøre noget ved, og jeg skal beklage, at SF så ikke ønsker at gøre noget ved det.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak for det. Venstres ordfører sagde, at der skal skæres ned på tre områder, bl.a. via en reform af beskæftigelsespolitikken. Hvilke krav har Venstre til et forlig om en beskæftigelsesreform? Står Venstre stadig væk fast på, at de ledige ikke skal have mulighed for uddannelse, i det omfang som vores arbejdsminister lægger op til? Og står Venstre fast på, at besparelser på aktiveringsområdet skal bruges til skattelettelser i erhvervslivet?

Ordføreren.

Vi har den grundholdning – det grundsynspunkt – at den bedste måde at bekæmpe arbejdsløshed på er at skabe arbejdspladser. Derfor er det vores hovedfokus. Og når vi har et beskæftigelsessystem, som er dobbelt så dyrt som det svenske og fire gange dyrere end OECD-gennemsnittet – vi bruger ifølge Carsten Koch i omegnen af 100 mia. kr. på system og ydelser – har vi den ambition, at det bør kunne gøres billigere.

Det har vi også en stribe forskellige forslag til, f.eks. væk med 6 ugers selvvalgt uddannelse. Jeg har nævnt det moderne kontanthjælpsloft. Jeg har nævnt 225-timersreglen. Jeg har nævnt en stribe ting. Og det er jo alt sammen med det sigte at frigøre nogle ressourcer, som i stedet kan investeres i rigtige danske arbejdspladser.

Vi har nævnt tallet 1,5 mia. kr. stigende til 4 mia. kr. Det er vores udgangspunkt for drøftelserne. Men som jeg også sagde i mit indlæg, så ønsker vi at være konstruktive og konsekvente. Det vigtige for os er, at vi tager skridt den rigtige vej og ikke den forkerte vej.

Christian Juhl.

Nå, lidt kom der da. Tak for det. Væk med 6 ugers selvvalgt uddannelse: Betyder det, at de arbejdsgivere, der nu står og mangler en medarbejder med et certifikat til Nordsøen, ikke skal have adgang til det? Hvis nu en arbejdsgiver med et stort lager står og mangler en medarbejder med et truckcertifikat, skal han ikke havde adgang til det, selv om han har brug for det?

Er det så meningen, at man skal gøre det mindre fleksibelt at drive virksomhed i Danmark? Og hvad med f.eks. mine kollegaer i 3F? Er det ikke snart på tide, at de får lov til at få en ordentlig uddannelse, der er længere end 6 uger, så de kan være veluddannede til at varetage fremtidens arbejde? Eller er det fuldstændig ligegyldigt?

Ordføreren.

Det er bestemt ikke ligegyldigt, at folk har de kvalifikationer, der efterspørges. Derfor er vi jo sådan set også meget åbne over for, at man, når man rekrutterer arbejdskraft og flytter folk fra ledighed ind i en virksomhed, i forbindelse med den ansættelse opruster folk. Det er noget andet end 6 ugers selvvalgt uddannelse. Vi synes heller ikke, at beskæftigelsessystemet er det mest egnede til at lave den generelle oprustning af vores kompetencer, som efterspørges.

Jeg så sådan set meget hellere, at der her kunne ligge et tema til kommende overenskomstforhandlinger, for jeg kan sagtens se den udfordring, der består i, at der findes mennesker på det her arbejdsmarked, som er debuteret tidligt, kan man sige, uden at have den store uddannelse, set op imod jævnaldrende, som har fået gymnasiale uddannelser og videregående uddannelser osv., og at der senere i livet kan opstå et ønske om at opkvalificere sig. Men i givet fald er det da en bredere udfordring; det er da ikke en udfordring, der knytter sig til dem, der er blevet ledige. Det er da en bred samfundsmæssig udfordring, som må knytte sig til hele spørgsmålet om, hvordan vi generelt efteruddanner vores arbejdsstyrke.

Hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Jeg vil lige starte med at rose ordføreren, for jeg synes faktisk, det er meget frisk sådan at komme her og bruge en stor del af sin taletid på at være økonomisk belærende over for Folketinget; det synes jeg er meget frisk. Når det er sagt, er det jo klart, at vi selvfølgelig er meget optaget af de her berømte debatindlæg – mere end 30 er der skrevet – om nulvæksten og sammenhængen med topskattelettelserne. Men når vi nu ikke kan få et ordentligt svar på det, vil jeg i stedet for spørge ordføreren, når nu ordføreren anerkender, at nulvæksten vil frigøre 22 mia. kr., om han så kan forklare, hvor mange af de her penge der konkret skal bruges til at lette skatten i bunden.

Ordføreren.

Altså, vores ambition er jo, at de penge, vi kan frigøre, skal bruges på at lempe skatter og afgifter og byrder. Det er sådan set hele ideen med udgiftsstoppet. Det er jo ikke et helligt mål for mig, at den offentlige sektor skal have den størrelse, den offentlige sektor har; det er ikke det, der er målet. Det, der er målet, er at sikre, at velstanden og dermed velfærden i vores samfund bliver mere holdbare – det er det, der er målet, og udgiftsstoppet er drivmidlet. For hvis man har en stram disciplin på en kendt ramme, der så i øvrigt vokser år for år med pris- og lønudviklingen, så har man benzin at hælde på forandringsmotoren. Og ja, så er der en udfordring, selvfølgelig er det. For jeg var jo selv den sundhedsminister, der i sin tid fjernede ventelisterne, og jeg har ikke nogen ambition om f.eks. at skulle genindføre dem, og derfor bliver man selvfølgelig nødt til at se på, om der er steder, ressourcerne kan bruges anderledes.

Nu har regeringen brugt en lille milliard kroner på at sætte ulandsbistanden op, og regeringen har brugt 1 mia. kr. på at føre en slappere udlændingepolitik; det er da penge, som jeg hellere vil bruge på at have et ordentligt sygehusvæsen.

Benny Engelbrecht.

Tak, hr. formand. Jo, det er meget fint. Men nu stillede jeg faktisk et meget konkret spørgsmål, og i betragtning af hvor belærende hr. Lars Løkke Rasmussen har været hidtil, kunne det jo godt være, at man faktisk også fik et konkret svar. Altså, hvor stor en andel af de 22 mia. kr., som jeg går ud fra at ordføreren anerkender der kan være tale om, skal så gå til lettelser i bunden? Det er vel et relativt simpelt spørgsmål, som man må kunne svare på. Altså, jeg går ud fra, at der er en plan.

Ordføreren.

Vi prioriterer at gøre op med det dilemma, at der for folk med små indkomster er en for lille gevinst ved at arbejde. Den præcise måde, som vores prioriteter sættes igennem på, vil man kunne se, når vi, fuldstændig ligesom regeringen jo også gør det, fremlægger vores finanslovsforslag. Jeg kan pege på, at det finanslovsforslag, vi fremlagde sidste år, var et finanslovsforslag, som både sikrede velfærd, og som samtidig frigjorde 5 mia. kr. til skatte- og afgiftslettelser. På samme måde vil hr. Benny Engelbrecht jo få syn for sagen efter sommerferien, når vi fremlægger vores finanslovsforslag for 2015, og vores politiske prioritet er den, jeg her har givet udtryk for.

Hr. Christian Friis Bach for en kort bemærkning.

Tak for det. Venstre lover jo – og det gør ordføreren igen i dag – nulvækst i de offentlige budgetter og ikke nogen grænsebomme. Dansk Folkeparti lover positiv vækst og kræver grænsebomme. Liberal Alliance vil gerne acceptere grænsebomme, hvis de bare får nulvækst. Man behøver jo ikke være atomfysiker for at regne ud, hvor det ender henne. Så kan Venstres ordfører bekræfte, at hvis der skulle blive et blåt flertal efter et valg, ender vi med både nulvækst og grænsebomme?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte. Men jeg kan klart bekræfte, at de fire blå partier – jeg ved egentlig ikke, hvor de der farver kommer fra – altså de fire partier i oppositionen jo er fire forskellige partier, og der er nuancer, men der er også et fælles ønske om at få et regeringsskifte, og det kan man bl.a. også aflæse af vores forslag til vedtagelse her i dag.

Jeg må sige, at vi har 10 års dokumentation for at kunne arbejde sammen, også på en måde, hvor det ikke var sådan, at vi mente noget før et valg og noget diametralt modsat bagefter. Det er altså en rekord, der blev slået på meget kort tid af dem, der sidder her nu. Nu har jeg fra starten lovet at være konstruktiv og afstå fra det polemiske, så jeg skal slet ikke repetere hele listen her.

Men der er jo meget, der binder os sammen. Jeg er helt sikker på, at noget af det, der binder os sammen, f.eks. er ambitionen om, at det skal kunne betale sig at arbejde, også for folk med små indkomster. Noget af det, der binder os sammen, er, hvordan vi prioriterer de offentlige udgifter. Der er f.eks. et fælles ønske – det er så afvejet lidt forskelligt – om at reducere vores udviklingsbistand for at bruge pengene på noget andet. Der er et fælles ønske om at lave et kontanthjælpsloft for i stedet at bruge pengene på noget andet. Så der er jo sådan set meget, der peger den samme vej.

Christian Friis Bach.

Nu er jeg ikke så optaget af, hvad I er enige om, men måske mere, hvad I er uenige om. Og er det ikke rigtigt, at når de tre partier i den borgerlige opposition meget bastant kræver nulvækst og det fjerde parti kræver grænsebomme, ender vi jo med at få grænsebomme?

Ordføreren.

Nej, det tror jeg sådan set ikke vi gør. Det er jo meget, meget svært at stå og forudse valgresultater og alt mulig andet – vi skal jo lige have det på plads først. Men jeg er da helt sikker på, at noget af det, vi ender med, er en langt bedre kontrol med den grænseoverskridende kriminalitet.

Det første, spørgerens regering gjorde, var jo at fjerne de 55 mio. kr., vi havde sat af til en styrket toldkontrol, for i stedet at kaste dem ind i udlændingepolitikken. Der tror jeg at de fire partier – jeg kan i hvert fald tale for mit eget – er enige om, at det da skal rulles tilbage. Vi skal da investere begavet i at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet, og det kræver bl.a. en oprustning af vores toldindsats. Vi foreslår, at det skal være efter svensk forbillede; det handler ikke om grænsebomme, men om på en begavet og intelligent måde at have bedre mulighed for at lave stikprøvekontrol og nummerpladescanning, at have en intelligent måde at forfølge kriminelle på, og det kræver ressourcer. Regeringen har sparet på de ressourcer, mens vi ønsker at bruge mere, og det tror jeg binder de fire blå partier sammen.

Fru Ida Auken for en kort bemærkning.

Vi kan forstå, at Venstres ordfører gerne vil lette skatten i både toppen og bunden, og vi prøver jo så bare at finde ud af, hvad der egentlig er Venstres politik. Så vil hr. Lars Løkke Rasmussen svare: Hvor meget af 100 kr. skal gå til at lette skatten i bunden?

Ordføreren.

Jamen jeg har givet klart udtryk for vores prioritet, og vores prioritet er at lette skatten i bunden af de grunde, jeg har givet før. Det kan man så godt lave sådan en leg ud af her. På et tidspunkt bliver det jo også spørgerens partis tur til at stå heroppe, og så tror jeg da, at noget af det, der vil interessere os, er at få at vide, hvordan de penge, regeringen vil bruge ekstra i den offentlige sektor, skal bruges. Det er jo altså at vende det lidt på hovedet, at vi nu skal stå og forklare, hvordan vi ikke vil bruge nogle penge, vi ikke vil bruge, mens regeringen, som altså vil bruge 60 øre mere, for hver gang vi bruger 100 kr., slet ikke skal forholde sig til de 60 øre. Det er jo lige så relevant at få oplyst.

For når man lægger øre til det, regeringen vil, så vil regeringen gerne tegne et billede af, at med de her 60 øre er allehånde problemer løst. Der kan man tale til børnefamilierne, man kan tale til de ældre, man kan tale til de syge, man kan tale til forskerne, man kan tale til erhvervslivet, for alle skal have en del af de 60 øre. Men alle kan jo ikke få en del af de 60 øre.

Jeg tror, politik må bestå i, at man siger, at noget er vigtigere end noget andet. Og det, jeg siger meget, meget klart, så jeg tror, det kan forstås, er, at det vigtigste nu er at gøre det attraktivt for folk med små indkomster at arbejde. Og det gør man altså ikke ved at lette topskatten; det gør man ved at lave målrettede skattelettelser i bunden af indkomstskalaen.

Ida Auken.

Godt. Vi kan i hvert fald forstå, at hr. Lars Løkke Rasmussen har aflyst de 30 læserbreve fra sine medlemmer rundt i hele landet, der turnerer rundt med budskabet om 14.000 arbejdspladser, for de forudsætter jo, at man letter skatten i toppen. Tak for det – så er det i hvert fald blevet klart.

Men det var hr. Lars Løkke Rasmussen, der gik ned og snakkede om hundredkronesedlen og de 60 øre, og så synes jeg godt, vi kan forvente, at Venstres ordfører vil blive lidt klarere på, om det er 5 kr. ud af 100 kr., der skal bruges til at lette bundskatten. Eller er det 1 kr., er det 6 kr., er det 10 kr.? Altså, hvor ligger vi henne? Er det 60 øre? For hvis hr. Lars Løkke Rasmussen kan gå så meget i detaljer med vores politik, må vi da også kunne finde ud af, hvad det egentlig er, Venstre mener. Så hvor meget ud af 100 kr. skal bruges til at lette skatten i bunden?

Ordføreren.

Jeg er ikke i stand til at gå i detaljer med regeringens politik, for den flagrer simpelt hen i det uvisse. Den hviler på, at for hver gang vi vil bruge 100 kr., vil regeringen bruge 60 øre mere, men der siges ikke noget om, hvad pengene skal bruges til.

Over for det står så det, jeg har talt om her i dag, nemlig at vi vil klare os med den hundredkroneseddel, vi har, fremskrevet med løn- og prisudviklingen. Det kræver selvfølgelig, at man har modet, viljen og evnen til at tage nogle områder og skære ned på dem for at få plads til prioriteret velfærd. Jeg har peget på udviklingsbistanden, jeg har peget på beskæftigelsespolitikken, jeg har peget på udlændingepolitikken. Og så peger jeg på den anden del af det: Hvordan kan vi nedbringe, de omkostninger, vi har til offentlig forsørgelse ved siden af det offentlige forbrug? Det er jo der, pengene for alvor ligger.

Tænk, hvis vi kunne føre en politik, der med inspiration fra Sverige nåede en ambition om at have 250.000 færre på offentlig forsørgelse. Tænk, hvad det ville give af livsglæde for de mennesker, der kunne blive aktive på arbejdsmarkedet. Tænk, hvad det kunne frigøre af penge – både i sparede overførsler og ekstra skatteprovenu. Det får jo hele den her debat om 100 kr. og de 60 øre til at blegne ved siden af. Det, der er vores ambition, er jo at skabe et samfund med bedre sammenhængskraft, og vejen derhen går bl.a. via at sætte skatterne på små indkomster ned. Jo længere vi kan nå, og jo hurtigere vi kan nå det, jo bedre.

Men det, jeg kan garantere, er, at man ikke vil opleve, at vi stikker en kurs ud for så at vende 180 grader og gå den anden vej. Det overlader vi til andre.

Hr. Anders Samuelsen, en kort bemærkning.

Tak for det. Først og fremmest tak til hr. Lars Løkke Rasmussen for at gå på talerstolen og komme med en konstruktiv og positiv tale, som peger på, hvad Venstre gerne vil. Det synes jeg er virkelig befriende, for det åbner jo op for en politisk diskussion, som vi har brug for, så vandene kan skilles, så vi kan dele os efter anskuelse, og så danskerne har noget at vælge mellem.

Målet må være at skabe jobs, jobs og jobs, for hvis vi skaber jobs, skaber vi velstand, så skaber vi faktisk også skatteindtægter, og så skaber vi råd til, at vi kan betale for den grundlæggende velfærd, som vi alle sammen herinde i Folketinget er enige om at vi gerne vil have råd til. Mit spørgsmål til Venstre og til Venstres leder er så: Hvorfor går man ikke ud og siger klart, at ja, selvfølgelig skal vi fjerne topskatten? For det giver 14.000 jobs i den private sektor, og det er jo det, vi har allermest brug for. Det er også det, der løfter danskere, og det er også det, der løfter folk ud af en svær situation, nemlig at være på overførselsindkomst. Så vi kan godt gøre begge dele; vi kan godt lette i bunden – det er vi med på er det, Venstre gerne vil – men vi skal også lette i toppen. Vil Venstre ikke være med til at fjerne topskatten?

Ordføreren.

Fordi man ikke kan bruge pengene mere end én gang. Det koster penge at fjerne topskatten, og vi har en anden prioritet. Vores prioritet er den, som jeg nu ad et antal omgange har haft mulighed for at redegøre for, og som jeg gerne vil nævne her igen, nemlig i bunden af arbejdsmarkedet at skabe et arbejdsmarked for danskerne. Det handler ikke kun om, hvor mange arbejdspladser vi genererer i Danmark, det handler også om, hvordan de fyldes ud. Og vi ønsker at stå vagt om sammenhængskraften. Vi synes, at 800.000 danskere på offentlig forsørgelse – og intet ondt ord sagt om nogen af dem som individer – er for mange. Summen er for stor, og det skal vi gøre noget ved.

Betyder det, jeg har sagt, så, at det er en fremmed tanke for Venstre at gøre noget ved topskattegrænsen? Nej, det har vi gjort ad et antal omgange, både dengang, vi blev hånet for det, da man kaldte det rødvinsreform og sagde, at det var ufinansieret, selv om det var finansieret krone til krone, og også senere, da den nye regering tog det til sig af hele deres hjerte – af hele deres hjerte – og endda satte grænserne længere op.

Så det udelukker jeg jo ikke, men pengene skal være der først.

Anders Samuelsen.

Ja, pengene skal være der først, og hvis man ikke rigtig har penge, må man jo sørge for at skabe et råderum for det. Nulvækst frem til 2020 – eller et udgiftsstop frem til 2020 for at være præcis – giver 22 mia. kr. Vi har Produktivitetkommissionens rapport, som peger på, at det højst sandsynligt er nærmest hundrede procent selvfinansierende at fjerne topskatten. Sandheden er jo bare den, at vi herinde i Folketinget er så bange for at tale om at fjerne topskatten, fordi vi er bange for, at det ender i misundelsesretorik, fordi hele den del af salen, der sidder derovre, (Anders Samuelsen peger over i højre side af salen) kan gøre det hele om til, at man vil give de rige noget.

Jeg kunne godt tænke mig, at Venstre blev ambitiøse og sagde: Vi kan godt være så ambitiøse, at vi siger udgiftsstop, og vi kan faktisk også være så ambitiøse, at vi siger, at vi skal have en mindre offentlig sektor. For Produktivitetskommissionen har jo peget på, at vi kan spare op mod 60 mia. kr. uden at få et forringet serviceniveau, hvis vi bare organiserer os bedre. Så har vi faktisk frigjort så mange penge, at vi kan fjerne topskatten, at vi kan halvere selskabsskatten, og at vi kan give betydelig større lettelser i bunden end det, Venstre lægger op til. For Venstre lægger op til lettelser, der minder om måske 6 mia. kr. Vi lægger op til at lette i bunden for 50 mia. kr., altså 20.000 kr. til hver eneste i arbejde.

Hvis vi gør det, har vi et ambitiøst land; så har vi et land med nogle rammer, som vil tiltrække enorme mængder af arbejdspladser, og dermed fremtidssikrer vi også den velfærd, som vi alle sammen er enige om at vi gerne vil have. Hvorfor vil Venstre ikke være med til at sige tingene ligeud – ja, en mindre offentlig sektor, ja, væk med topskatten, halver selskabsskatten og let massivt i bunden?

Ordføreren.

Hvis hr. Anders Samuelsen og jeg mente det samme, ville vi formentlig stå i samme parti. Jeg har det nu meget godt med at have stået i det parti, jeg står i, fra jeg var 16 år og frem til i dag.

Vi vil sådan set hellere skubbe til den gode side. Ved siden af den økonomiske debat, vi nu har haft, og som sikkert også fortsætter i dag, har vi jo en anden samfundsmæssig udfordring, som jeg tror vi er nødt til at tage alvorligt, og det handler om tilliden til politikernes politik. Derfor agter jeg altså ikke at begå fortidens synder, som består i at stille sig op og stikke en kurs ud og få vælgerne til at stemme i forvisning om, at den bliver fulgt, for så på valgnatten at dreje 180 grader og gå den anden vej. Det vil jeg simpelt hen ikke lægge ryg til. Og derfor er vi realistiske i det, vi siger.

Jeg er helt enig i, at der selvfølgelig er et betydeligt potentiale for at effektivisere i den offentlige sektor. Der er masser af steder, hvor det skriger til himlen. Så sent som i dag kunne man se tal på fravær i den danske folkeskole, hvor man nogle steder har 20 dages fravær, hvad der på 9 års skolegang svarer til et helt skoleår, og på andre skoler er der stort set ikke noget fravær. Man kan se det samme i forhold til hjemmehjælpen, og man kan se det samme ude på sygehusafdelingerne. Der er da et betydeligt potentiale. Men jeg ved også, for jeg har været der, jeg har været minister i 10 år, at det kan man ikke bare knipse frem. Det kræver hårdt arbejde. Og i det omfang, det lykkes, kan man omdisponere pengene, men man skal altså ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt.

Tak. Så er det fru Annette Lind, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes egentlig, at svarene er sådan lidt comme si comme ça, her ved man i hvert fald ikke, hvor man har Venstre. En lang række af Venstres folketingsmedlemmer siger, at de vil sænke topskatten. Ordføreren her siger nu, at Venstre prioriterer bundskattelettelser frem for topskattelettelser. Samtidig anerkender ordføreren, at nulvækst vil medføre 22 mia. kr. Har vi egentlig fået noget svar? Næh, men det vil jeg altså gerne have. Kan ordføreren fortælle mig, hvor mange af de penge der skal gå til bundskattelettelser?

Tak. Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Man kan i hvert fald høre, at der er nogen, der har øvet sig hjemmefra, og tak for at have klippet fra alle de her læserbreve, det sætter jeg meget, meget stor pris på. Jeg tror, at hvis man for alvor orienterer sig i alle de debatindlæg, som Venstres folk skriver, vil man kunne se, at der er en ret entydig opbakning til en linje, der er lagt. Den handler om at gøre Danmark rigere og rimeligere – rigere ved at skabe mere vækst i den private sektor, ved at få nogle flere private danske arbejdspladser, både ved at lette de økonomiske byrder og rammevilkårene i øvrigt; ved at lade være med, hver gang der kommer en EU-regel, så lige at give den en ekstra skrue; ved at se på, hvad man gør i andre lande, før vi stiller store krav til os selv; og ved f.eks. at have en realistisk grøn profil. Alene i år skal vi betale 3,6 mia. kr. mere i PSO end det, vi alle sammen troede for 2 år siden. Det er ligesom linjen. Men til vores linje hører også at gøre det mere attraktivt for folk med små indkomster at gå på arbejde. Det er vores prioritet, det er vores sigtelinje, det er vores retning, og det er der fuld opbakning til i Venstre.

Tak. Fru Annette Lind.

Ordføreren startede med at sige, at Venstre ikke sådan turnerede rundt i landet og snakkede om finanspolitiske spørgsmål og skattelettelser. Det er rigtigt nok, de sidder jo nok på kontorerne og sender deres ting ud i stedet for. Men i hvert fald synes jeg ikke, vi har fået sådan noget svar. Med hensyn til de her 100 kr., vil man så bruge 1 kr. på bundskattelettelser? Vil man bruge 100 kr. alene på topskattelettelser?

Tak. Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Altså, de 100 kr., jeg talte om, er de 100 kr. til offentligt forbrug, og dem vil vi bruge på offentligt forbrug. Regeringen vil så bruge 60 øre ekstra. De 60 øre vil vi gerne reservere til at lade den private sektor vokse mere, ved at gøre det muligt for folk at gå på arbejde og have en gevinst ud af det, ved at fremme det, man kunne kalde den nære velfærd. For velfærd er jo ikke kun et spørgsmål om kollektiv velfærd, at låne bøger på biblioteket, at tage en bus, at gå ned på skadestuen. Velfærd er jo også, at man hjemme i familien har overskud og rummelighed, at man føler en tillid til fremtiden, sikkerhed for, at der er arbejde til ens børn, når de bliver store, føler tillid til, at huset kan sælges, når det er blevet for stort og børnene flytter hjemmefra. Og den nære velfærd skabes ved, at vi gør det mere attraktivt at arbejde og lave arbejdspladser. Det er derfor, de 60 øre skal investeres der.

De 100 kr. skal investeres i bedre kollektiv velfærd, og der synes vi, noget er vigtigere end noget andet. Ja, vi vil gerne spare på udviklingsbistanden og i stedet bruge pengene på danskernes velfærd. Ja, vi vil gerne spare på beskæftigelsessystemet og i stedet bruge pengene et andet sted. Ja, vi vil gerne rulle slapheden i udlændingepolitikken, som foreløbig har kostet 1 mia. kr., tilbage og bruge de penge på noget andet i stedet.

Tak til ordføreren. Det var den sidste spørger i denne runde. Og så går vi videre til fru Maja Panduro, Socialdemokraterne, med 10 minutters ordførertale. Værsgo.

Det har ikke været noget almindeligt år i dansk politik. Venstre og Konservative gik med til en finanslov med mere velfærd. Hr. Kristian Thulesen Dahl indgik en politisk aftale med Togfonden DK på egen hånd, uden hr. Lars Løkke Rasmussen. Og så har vi netop set oppositionens statsministerkandidat hr. Lars Løkke Rasmussen gå på talerstolen.

Desværre er der en ting, der er, som det plejer at være. Vi skal stadig væk hive og trække sandheden ud af hr. Lars Løkke Rasmussen. Hvor er de ærlige svar om Venstres politik? Hvor er planen for, hvor nulvæksten skal slå ned? Ja, Venstre ved man stadig hvor man har – går den, så går den.

Men der er et sted, hvor det går bedre, og det er i Danmark. Det er nu snart 3 år siden, at hr. Lars Løkke Rasmussen stod lige her på den her plads som statsminister og sagde, at vi havde lagt krisen bag os, og at opgaven var løst. Men krisen var ikke forbi, tværtimod var Danmark dengang under VKO et land med store problemer. Dengang flød det med bilag og ubetalte regninger i Finansministeriet.

Nu har vi igen en robust økonomi, hvor vi svarer enhver sit. Dengang var der minusvækst i den offentlige sektor. Nu har vi igen råd til velfærden. Dengang fossede tusindvis af arbejdspladser ud af Danmark. De seneste år er 28.000 danskere igen kommet i arbejde. Tænk engang: 28.000! Det er, hvad der svarer til, at alle indbyggerne i Rebild, Albertslund eller Nordfyns Kommune det sidste år er kommet i arbejde. Forestil jer den mor eller far, der ellers havde prøvet at komme hjem med en fyreseddel i baglommen, men som nu igen har et arbejde at stå op til om morgenen.

Det er ikke kommet af sig selv. Det har krævet hårdt arbejde og svære beslutninger. Vi har gennemført reformer, der har givet styr på økonomien. Vi har fået flere i arbejde ved at sætte gang i det offentlige byggeri og ved at lette afgifter på virksomhederne. Og senest har vi fremlagt et vækstudspil med ikke færre end 89 forslag. Over for det står hr. Lars Løkke Rasmussen, som rigtig gerne igen vil være statsminister, men som ikke vil fortælle, hvad Venstres politik er. Der kommer ikke nogen politiske udspil. Vi ved ikke, hvem der skal have de største skattelettelser. De vil ikke ud med, hvad deres plan for Danmark er.

Så det er situationen i dansk politik. Mens regeringen har arbejdstøjet på, står Venstre afklædte tilbage i deres underbukser uden konkret politik. Det eneste, vi kender til Venstres politik, er nogle nøje designede slogans: nulvækst i den offentlige sektor; vi skal køre længere på literen; vi skal vende hver en krone. Og ja, den er god nok, det er Venstre, jeg taler om – et parti, der jo ellers siger, at de er bedst, når der bliver talt politik. Det har vi andre sådan set efterlyst igennem lang tid.

Så lad os tale politik, og lad os tage fat i et af de helt centrale spørgsmål i dansk politik: Skal vi bevare og styrke vores velfærd, eller skal der være nulvækst i årene, der kommer?

Vores prioritering er klar. Der skal være råd til at bevare, styrke og udvikle vores velfærd. Og derfor har vi jo også sat penge af til en reel vækst i det offentlige forbrug. Det er ikke guld og grønne skove, og det er ikke nogen luksusordning, men det er det, der skal til, for at vi kan passe ordentligt på hinanden her i Danmark. For der er brug for lidt flere penge, hvis vi skal blive ved med at give vores børn og unge en ordentlig uddannelse. Der er behov for at bruge lidt flere penge på vores sygehuse, så vi kan sikre, at alle får den bedste behandling. Der er brug for lidt flere penge, hvis vi skal tage os ordentligt af de mange flere ældre i de kommende år.

Venstre vil derimod gennemføre et mangeårigt nulvæksteksperiment med vores fælles velfærd. Og ja, man kan dårlig nå at sige nulvækst, førend Konservative og Liberal Alliance har brugt pengene – og flere til – på skattelettelser.

Så har vi jo Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti har én mærkesag, og det er, at hr. Lars Løkke Rasmussen skal være statsminister, også selv om de tilsyneladende ikke vil have hans politik. Hr. Kristian Thulesen Dahl siger nemlig, at han vil have vækst i den offentlige økonomi. Han siger, at han vil bruge flere penge på velfærd, og som om det ikke var nok, har han stillet danskerne gaver i udsigt for mindst 155 mia. kr. – det, der også går under navnet tulliarder. Det kan være gratis offentlig transport, nye kloakker i hele landet, skillevægge til toiletterne i børnehaverne. Der er masser af forslag at tage af. Men fælles for dem alle sammen er, at der ikke er skygge af finansiering: Gaver for milliarder, ingen til at tage regningen. Dansk Folkepartis politiske program lyder efterhånden som noget, vi nogle gange siger der, hvor jeg kommer fra: Min livret er gratis mad og drikkevarer af det gode mærke ad libitum.

Jeg synes, hr. Kristian Thulesen Dahl bliver lidt for smart. Han siger en ting og gør noget andet. Det står helt klart, at en stemme på Dansk Folkeparti er en stemme på hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister og også på hans ultimative krav om nulvækst. Man påstår jo godt nok i Dansk Folkeparti, at sådan bliver det ikke, men jeg har noteret mig, at hr. Lars Løkke Rasmussen er blevet glad for at tale om mafiametoder. Og når det kommer til Venstres krav om nulvækst i den offentlige sektor, må man også forstå, at hr. Lars Løkke Rasmussen har givet hr. Kristian Thulesen Dahl et tilbud, han ikke kan afslå. Det er: Enten nulvækst, eller også får du ikke mig som statsminister. Og det plejer jo da også at gå sådan, at når hr. Lars Løkke Rasmussen og hr. Kristian Thulesen Dahl kommer ud af et forhandlingslokale, har Venstre fået sine nedskæringer, og hr. Kristian Thulesen Dahl har fået en omgang flæskesteg.

Nej, det har ikke været noget almindeligt år i dansk politik, og selv om vi nu står her ved Folketingets afslutningsdebat, fortsætter regeringen arbejdet. Vi skal sikre, at vores arbejdsløse får ordentlig hjælp til at finde et nyt arbejde. Vi skal sætte endnu mere gang i væksten, så vi kan få endnu flere nye arbejdspladser i Danmark. Vi skal trække Danmark helt fri af krisen. Det gør vi kun gennem hårdt arbejde. Det arbejde har vi taget på os, så vi fastholder, at Danmark er et land, hvor der er arbejde at få, hvor alle kommer med, og hvor vi har råd til at passe på hinanden.

Før jeg nu læser forslaget til vedtagelse op, har jeg lovet at overbringe en kærlig hilsen fra Siumuts medlem af Folketinget, fru Doris Jakobsen. Hun kan desværre ikke være her i dag, og derfor har hun sendt sit indlæg til statsministeren.

Så vil jeg læse et forslag til vedtagelse op, og det er på vegne af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det er nødvendigt at skabe nye arbejdspladser på ordentlige vilkår og sikre en ansvarlig økonomisk politik, der bygger på social og miljømæssig bæredygtighed. Det indebærer et fortsat opgør med social dumping og fokus på grøn omstilling til glæde for beskæftigelse, klima og miljø.

Folketinget konstaterer endvidere, at der er brug for en reel vækst i de offentlige udgifter, hvis vi skal bevare og udvikle det danske velfærdssamfund – et velfærdssamfund, der er kendetegnet ved stor lighed og bekæmpelse af fattigdom, en ordentlig omsorg for børnene og vores ældre, gratis uddannelse, fri og lige adgang til sundhedsvæsenet og social ansvarlighed over for arbejdsløse, syge og mennesker med handicap. Derimod vil nulvækst i den offentlige sektor skade det velfærdssamfund, som vi kender i Danmark, med dårligere service og markant færre offentligt ansatte til følge.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 64).

Tak til ordføreren. Så er der en lang række spørgere. Jeg skal lige læse op, så man ved, hvor man har hinanden: fru Inger Støjberg, hr. Kristian Jensen, hr. Kristian Thulesen Dahl, hr. Peter Christensen, hr. Lars Barfoed, hr. Peter Skaarup, hr. Frank Aaen, fru Sophie Løhde, fru Pia Olsen Dyhr, hr. Anders Samuelsen, hr. Jacob Jensen og hr. Martin Henriksen indtil videre.

Fru Inger Støjberg, Venstre, er den første, værsgo.

Tak for det. Statsministeren spurgte i sin tale, hvad vi egentlig husker. Det kan være et farligt spørgsmål for statsministeren at stille, vil jeg sige, for vi husker nemlig de mange valgløfter, som den nuværende regering gik til valg på. Jeg husker f.eks. de 12 minutter, der skulle løse alle problemer; jeg husker også de billigere billetter i den offentlige transport; og jeg husker også de to ekstra lærere i klasserne.

Så vil jeg gerne bede den socialdemokratiske ordfører om at prøve at forholde sig til de mange valgløfter, som vi godt husker, men som bare ikke blev til noget. Vi stoppede med at tælle, da vi kom til 100 brudte løfter. Jeg vil godt bede den socialdemokratiske ordfører om at forholde sig til de tal, som Politiken beskriver i dagens avis, hvor det netop er beskrevet, at der er skåret 17.000 ansatte væk i den kommunale sektor. Hvordan harmonerer det egentlig med de mange valgløfter, som man gav? Hvordan harmonerer det med det udsagn, som ordføreren selv kom med i sin ordførertale, om, at der skulle være råd til at bevare og styrke velfærden? Synes ordføreren egentlig selv, at regeringen har levet op til det, man gik til valg på?

Tak. Ordføreren.

Er det virkelig Venstre? Er det det her, der er planen, nemlig at prøve at banke liv i en gammel løftebrudsdebat igen? Bliver det næste, at man begynder at tale om, hvem der er Danmarks moralske statsminister, for det glæder jeg mig da virkelig utrolig meget til?

Regeringen har taget et ansvar på sig, løftet en opgave, der ikke var nem. Vi overtog et Danmark i dyb krise, vi overtog regeringskontorer, hvor det væltede med ubetalte regninger ud af hver eneste skuffe. Vi har taget det ansvar på os, og nu begynder resultaterne at vise sig. Det har ikke været nemt. Vi har måttet tage svære beslutninger, også nogle beslutninger, som mange danskere har syntes var hårde, men det lysner nu, og vi er nået et sted hen, hvor vi har betalt regningerne, og hvor vi også kan se fremad og se frem til lysere tider. Det er jeg stolt over som socialdemokrat. Det synes jeg ville klæde Venstre at anerkende frem for at prøve at banke liv i en gammel debat om løftebrud eller moralske statsministre.

Tak. Så er det fru Inger Støjberg, værsgo.

I den linde strøm af ord, der kom fra ordføreren, hørte jeg bare ikke lige et svar på det spørgsmål, som jeg stillede, og som ellers var ret simpelt, synes jeg. Kan ordføreren bekræfte, at der er kommet 17.000 færre ansatte i kommunerne?

Tak. Ordføreren.

Der var ganske mange anklager og spørgsmål i det, som ordføreren sagde. Jeg skal beklage, hvis jeg ikke nåede det hele. Jeg vil gerne forholde mig også til de 17.000. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været svære tider i Danmark. Det har det været i det private erhvervsliv, det har det også været i mange husholdninger, tror jeg, hvor man har oplevet, at man har måttet vende hver en krone, og det har det så også været i kommunerne.

Det er jo en situation, som vi har været optaget af at rydde op i, efter at vi overtog økonomien fra Venstre og Konservative. Det har været hårdt, og det har betydet, at også kommunerne har måttet holde for. Det har de gjort, og det synes jeg i virkeligheden de skal have ros for.

Nu er vi så nået til en situation, hvor der også er mulighed for at se fremad, og hvor vi har sagt, at vi ønsker at sætte 3 mia. kr. ekstra af til en bedre velfærd fremover. Det står i skærende kontrast til de 0,000 kr., som fru Inger Støjbergs parti, Venstre, ønsker at sætte af, og derfor er det lidt flot, når Venstre mener, at vi skal høre dem kere sig om antallet af offentlige medarbejdere.

Tak, og så er det hr. Kristian Jensen, Venstre. Værsgo.

Jeg tror, at man er nødt til at tolke Socialdemokraternes ordførers talen udenom som en bekræftelse på fru Inger Støjbergs spørgsmål. Der var i hvert fald ikke noget nej. Det var så tæt på et ja, som man overhovedet kunne komme, nemlig at der er 17.000 færre ansatte. Så sagde fru Maja Panduro, at nu skulle man kigge fremad. Så lad os kigge fremad på den kommuneaftale, som der lige er blevet indgået mellem finansministeren og Danmarks kommuner. Synes fru Maja Panduro, at det er en god aftale, der er indgået?

Ordføreren.

Jeg taler ikke udenom. Jeg synes, at det er en god og ansvarlig aftale, der er blevet indgået med kommunerne. Det er ikke en aftale, hvor det flyder med mælk og honning, eller hvor der er guld og grønne skove. Det er ikke nogen hemmelighed. Man har heller ikke hørt mig eller vores statsminister sige noget som helst andet. Det er en stram aftale, men med den økonomiske plan, som vi har fremlagt, er der mulighed for, at vi kan få en bedre velfærd fremover, at vi kan bruge lidt flere penge på at tage os af hinanden. Derfor har vi jo også set, at der de sidste 2 år har været en positiv vækst under et i den offentlige sektor. Det ville der ikke have været mulighed for, hvis vi skulle have haft den nulvækst, som Venstre ønskede sig, og som de ønsker sig fremover.

Tak. Hr. Kristian Jensen.

Hvis fru Maja Panduro ikke svarer udenom, så lad mig bare spørge igen: Er det rigtigt, at der er blevet 17.000 færre ansatte i kommunerne i løbet af de sidste par år? Så i forhold til kommuneaftalen fremadrettet: Kan fru Maja Panduro ikke bekræfte, at den aftale, der ligger nu, jo ikke engang er nulvækst for kommunerne, men at servicerammen for kommunerne, når man tager højde for, at der skal være pris- og lønfremskrivninger, reelt i 2015 vil være mindre end servicerammen i 2014?

Ordføreren.

Som jeg også har sagt, er der ingen tvivl om, at det har været stramme tider for kommunerne. Vi kan jo så notere os, at det ville have været betragtelig strammere tider, hvis Venstre havde haft magt, som de har agt, for vi har dog formået at have en positiv vækst i den offentlige sektor under et – det ene år på 0,4 pct. og det andet år på 0,8 pct. – og vi arbejder med en økonomi, der gør, at vi fremover har råd til en positiv vækst i den offentlige sektor på 0,6 pct. Venstre vil have en vækst på 0,00. Når man fremskriver det, betyder det i 2020 33.000 færre medarbejdere til at tage sig af os alle sammen, end hvad man kan få med vores plan, eller 22.000 færre end i dag. Derfor er jeg bare decideret imponeret over, at Venstre nu pludselig er optaget af antallet af medarbejdere i vores omsorgserhverv, for det er sandelig nye toner fra Venstre.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Fru Maja Panduro synes, at det er noget gammelt noget, kan jeg forstå, at tale om Socialdemokratiets løfter i sidste valgkamp, og det kan man jo godt forstå, for hæftet »Fair Løsning 2020« angav jo en kurs, som ikke er fulgt. Altså, man skrev bl.a. om den offentlige sektor:

»Socialdemokraterne og SF vil løfte de offentlige budgetter med 1,4 pct. fra 2012 til 2015. Det er et nødvendigt løft af de offentlige budgetter, hvis vi skal give stat, regioner og kommuner en reel mulighed for at bidrage til genopretningen af Danmark.«

Så læser man Politiken i dag, hvor der står, at inden for de sidste par år, altså efter magten er skiftet til Socialdemokratiet, er der kommet 17.000 færre i det, der kaldes den borgernære service i kommunerne, altså de såkaldte varme hænder – dem, der skal hjælpe vores ældre eller udsatte mennesker ude i kommunerne. Kan fru Maja Panduro ikke forstå, at der er mange, der synes, at det er lidt underligt?

Ligesom vi nærmer os årsdagen for, at der skal være valg igen, begynder man at vende tilbage til det, man gik til valg på sidste gang, men som man ikke har gennemført i de år, hvor man nu har haft magten. Altså, det giver da en formodning om, at man fører valgkamp på ét og gennemfører noget andet, når man har magten, og når man så skal til valg igen, prøver man at sige til danskerne: Det, vi egentlig sagde i sidste valgkamp, vil vi nu begynde at fortælle jer igen, i håb om at I vil give os magten 4 år mere.

Tak. Ordføreren.

Der er jo intet som helst nyt i, at regeringen ønsker en vækst i den offentlige sektor på 0,6 pct. Det har vi sagt ganske længe. Vi har oven i købet sat penge af til det. Det, der er nyt i dansk politik, er i virkeligheden, at der er nogle, der har sat sig ned og regnet på hr. Kristian Thulesen Dahls forslag. For det er der ingen der har gjort før, heller ikke hr. Kristian Thulesen Dahl selv. Vi kunne i finanslovsdebatten for et halvt år siden opleve, at hr. Kristian Thulesen Dahl stod på den her talerstol og som svar på spørgsmålet fra min gode kollega om, hvad de gode forslag, man kom med i DF's ældrepjece, egentlig ville koste, sagde: Det har jeg ikke regnet på. Og så begyndte han at tale om noget med julemanden og den slags. Det er det, der er det nye i dansk politik.

Når nu hr. Kristian Thulesen Dahl er optaget af den vækstprocent, som regeringen arbejder med, så synes jeg egentlig også, det var på tide, at vi fik et svar fra hr. Kristian Thulesen Dahl på, hvorvidt han stadig holder fast i ubetinget at pege på hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister uden at stille et eneste krav, selv om hr. Lars Løkke Rasmussen stiller som ultimativt krav, at der skal være nulvækst.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det var godt nok mange ord, som handlede om noget helt andet end det, jeg spurgte om. Altså, jeg spurgte om sammenhængen mellem det, man gik til valg på fra Socialdemokratiets side i 2011, det, man nu har gennemført, det, som man kan se på tallene er gennemført i 2012 og 2013, og som ser ud til at ville fortsætte i den her valgperiode, og så det, at man nu begynder at sige det samme, som man sagde før sidste valg, nemlig at der er en forskel. Hvorfor kan Politiken i dag skrive, er der er kommet 17.000 færre ansatte ude i kommunerne i det, der kaldes den borgernære service, altså det, der skulle handle om de ældre, og det, der skulle handle om børnene osv.? Hvordan kan de skrive sådan en historie, når man gik til valg på, at der skulle komme flere? Det er bare det, jeg forsøger at få et svar på.

Tak. Ordføreren.

Med den økonomiske politik, vi fører, bliver der mulighed for, at der kan komme flere medarbejdere fremover i den offentlige sektor. Det er ikke prangende mange, der bliver ikke noget luksus, det har jeg også sagt klart i min tale, og det har vores statsminister sagt. Men der kan komme flere. Med den politik, som hr. Kristian Thulesen Dahls statsministerkandidat, hr. Lars Løkke Rasmussen, fører, så er der en vækst på 0,00 pct. Det er 22.000 færre medarbejdere end i dag, 33.000 færre medarbejdere end med den politik, som vi ønsker at føre. Kan hr. Kristian Thulesen Dahl bare ikke lige repetere for sine vælgere, hvorfor det er, han insisterer på at pege på hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister, på trods af at det går stik imod alt, hvad han selv politisk påstår at stå for.

Tak. Så er det hr. Peter Christensen, Venstre. Værsgo.

Da vi endelig nåede til, at ordføreren også ville tale om Socialdemokratiets egen politik, blev det jo interessant at lytte lidt til det og acceptere nogle af de præmisser, der blev lagt ind. En af de præmisser, der blev lagt ind, var: Vi har ryddet op; alt var Venstres skyld, Socialdemokratiet kom til, og vi gjorde det modsatte af, hvad vi havde lovet, men vi har ryddet op, og derfor kan vi bygge op og se fremad.

Så påpeger vi her i salen over for regeringen, at der, når vi kigger fremad, ligger en aftale om kommunernes økonomi for 2015 med en negativ vækst. Er det en god aftale, og er det Socialdemokratiets definition på at bygge op og se fremad?

Ja, det er en god aftale. Det er en ansvarlig aftale i en jo stadig væk vanskelig økonomisk situation for Danmark, hvor vi hver eneste dag kæmper for at trække os fri af krisen og også trække os fri af det morads, som vi overtog efter Venstre.

Jeg har lyst til at komme med et modspørgsmål. Nu er det jo Venstres finansordfører, vi har med at gøre, så han må jo kunne svare på spørgsmålet. I en situation, hvor vi havde haft 0,0 pct. i offentlig vækst, hvordan ville en økonomiaftale indgået af Venstre så have set ud?

Tak. Hr. Peter Christensen.

Det siger sig selv, at modsat den kommuneøkonomiaftale for 2015, der lige er blevet indgået af regeringen og kommunerne, ville de, hvis man havde haft et udgiftsstop for kommunerne i den aftale, have haft flere penge til den borgernære service, end de har med den aftale, regeringen har indgået med kommunerne.

Derfor bliver det jo enormt hult at høre regeringen og Socialdemokratiet igen og igen sige, at de rydder op, og at det altså giver rum til, at de på skolerne og over for de ældre kan bygge op, og til, at den samlede serviceramme kan stige, når man ser, hvad der egentlig er aftalt. Det er nemlig negativ vækst. Man kan skælde meget ud, og jeg kan jo godt mærke på Socialdemokratiet, at det, de nødigst vil tale om, er deres egen politik, men nu er det bare ligesom den form, vi har herinde, at Venstres formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, taler om Venstres politik, og så er ideen egentlig, at Socialdemokratiets ordfører skal turde tale om Socialdemokratiets politik.

Ordføreren.

Jeg taler meget gerne om Socialdemokratiets politik. Det gjorde jeg også i min tale. Men Venstres spørger må have mig undskyldt mange gange, hvis jeg har misforstået det, som jeg har hørt næsten hvert eneste medlem af Venstres gruppe sige i de sidste par uger, nemlig at man glæder sig utrolig meget til igen at tale om politik, at man meget gerne vil tale om politik, og at man meget gerne vil tale om sin egen politik. Det prøver jeg så stilfærdigt at motivere til ved at stille nogle spørgsmål, som jo egentlig ikke burde være sådan rigtig svære for Venstre at svare på, hvis det ikke var, fordi man ikke ønsker at fremlægge sin plan for danskerne og ikke ønsker at fortælle, hvad konsekvenserne af ens politik er.

Når Venstres finansordfører nu siger, at der med nulvækst ville have været bedre forhold i kommunerne, end der er med den kommuneaftale, der er blevet lavet, er det jo enten decideret løgn, eller også indebærer det, at man ville have skåret ned på f.eks. vores sundhedsvæsen i regionerne, for det er jo den eneste måde, man har mulighed for at holde et rundt nul, hvis man vil give flere penge til et sted. Derfor er det bare lidt imponerende nu at skulle opleve Venstre være meget optaget af det her.

Tak. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Da dagpengeforringelserne blev gennemført af hr. Kristian Thulesen Dahl, hr. Lars Løkke Rasmussen og fru Margrethe Vestager, fik vi jo alle sammen at vide, at det ville være sådan 2.000-4.000 personer, der ville falde ud af systemet årligt. Sidste år faldt 34.000 mennesker ud af dagpengesystemet, og AK-Samvirke regner med, at det fremover vil være 14.000 mennesker, som falder ud af dagpengesystemet om året.

Det er for mig at se en åbenlys falliterklæring for tanken om, at hvis bare man tager pengene fra de arbejdsløse, skal de nok finde sig et arbejde. Det er for mig at se åbenlyst, at vi ikke har et robust dagpengesystem. Vi har behov for et nyt dagpengesystem.

Kan en socialdemokratisk ledet regering leve med et dagpengesystem, hvorfra 34.000 faldt ud sidste år, og hvorfra 14.000 står til at falde ud hvert eneste år fremover, eller er det på tide, at man holder op med dumstædigt at holde fast i de der nedskæringer, som hr. Lars Løkke Rasmussen, hr. Kristian Thulesen Dahl og fru Margrethe Vestager gennemførte?

Er det ikke på tide, at en socialdemokratisk ledet regering siger: Selvfølgelig skal vi have et nyt dagpengesystem, når 14.000 mennesker står til at falde ud af det hvert eneste år?

Tak. Så er det ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vi har netop sat et arbejde i gang for at nedsætte en dagpengekommission, der skal se på, hvordan vi sikrer, at man også fremover har et dagpengesystem, som passer til det arbejdsmarked, som man har i dag, og det arbejde ser jeg da frem til.

Jeg har lyst til at sige, at jeg også er rigtig glad for det arbejde, som vi har lavet sammen med bl.a. Enhedslisten, for netop at holde hånden under de mennesker, som ellers ville lide under konsekvenserne af den meget voldsomme reform, som den tidligere regering lavede, med en meget voldsom indfasning på et meget voldsomt tidspunkt – og opfinderen var jo hr. Kristian Thulesen Dahl, som sidder hernede.

Jeg er rigtig glad for både uddannelsesordningen og for muligheden for kompetenceløftet, altså at vi sammen har sørget for, at der ikke er nogen af dem, som opbruger deres dagpengeret, der står fuldstændig uden forsørgelse. Det synes jeg var vigtigt, og det vil jeg gerne kvittere for.

Tak. Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg synes også, det er godt, at det trods megen modstand fra regeringens side lykkedes at lave en midlertidig redningskrans til de her mennesker. Men den er netop midlertidig, og der er ikke noget, der tyder på, at det her dagpengeproblem er midlertidigt.

Alt tyder på, at vi har behov for en permanent ændring af systemet. Det er permanente problemer for rigtig, rigtig mange tusinde mennesker i Danmark, som hr. Lars Løkke Rasmussen, hr. Kristian Thulesen Dahl og fru Margrethe Vestager har skabt. Socialdemokraterne behøver vel ikke en kommission for at svare på det meget simple spørgsmål, nemlig om Socialdemokraterne kan leve med et dagpengesystem, hvorfra 14.000 falder ud årligt, eller om vi har behov for at ændre dagpengesystemet.

Altså, det er jo et politisk spørgmål, ikke et spørgsmål, som en kommission skal svare på:

Synes Socialdemokraterne, at det dagpengesystem, vi har i dag, er fornuftigt, eller skal vi lave et nyt, i erkendelse af at det er langt, langt flere, der falder ud af systemet, end det, som højrefløjen bildte os ind, da de gennemførte forringelserne?

Tak. Ordføreren.

Jeg synes, det er fornuftigt at lave en kommission, for udgangspunktet er jo den aftale, som et endda relativt stort flertal har lavet, og som derfor står. Jeg tror stadig væk, at det i den situation er muligt at se på, om der så er nogle ting, vi kan gøre smartere med udgangspunkt i det, der er. Det tror jeg der kunne være. Jeg tror også, det er rigtig godt så at lade de klogeste hoveder sætte sig ned og kigge på det. Jeg ser da frem til, at de kommer med deres anbefalinger på det område, for jeg tror på, at vi kan gøre det lidt smartere.

Vi skal måske også huske på, at det allervigtigste, vi kan gøre for de mennesker, der nu er på dagpenge, eller som har opbrugt dagpengeretten, jo er at arbejde for, at der er et arbejde at få. Det knokler vi for.

Derfor er det også, at jeg er så glad for det beskæftigelsestal, vi fik i sidste uge, nemlig at 28.000 flere sidste år har fået et arbejde at stå op til. Det er jo den vej, vi skal.

Tak. Så er det hr. Anders Samuelsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Statsministeren stod på talerstolen for lidt siden og proklamerede, at man ville bruge 22 mia. kr. mere i den offentlige sektor. De 22 mia. kr. kunne man også have brugt til at give alle danskere i arbejde en skattelettelse på 5.000 kr. om året. Samtidig ved vi, at regeringen for få dage siden indgik en aftale med regionerne om, at man skulle produktivitetsforbedre for 2 pct. uden at forringe den offentlige service. Alt peger altså på, at vi kunne bevare samme offentlige service, ovenikøbet måske forbedre den, og så kunne vi samtidig give danskerne 5.000 kr. i skattelettelse om året. Hvorfor er Socialdemokraterne imod at lade danskerne beholde flere af deres egne penge?

Tak, så er det ordføreren.

Jamen det er vi heller ikke nødvendigvis imod, hvis man kommer og anviser en finansiering til os. Det kniber det bare en lille smule med. Derfor er det bare fint og flot at tale om skattelettelser og om, at folk skal have flere penge mellem hænderne, når konsekvenserne er en ringere velfærd.

Det er rigtigt, at vi har lavet en aftale med regionerne om, at man kan effektivisere og bruge nogle af pengene på området til en bedre velfærd. Det er jo sådan set det, vi også har lagt op til med kommunerne, og det står helt i skærende kontrast til det, som Venstre har meldt ud, nemlig at det demografiske pres, man ved kommer fra flere ældre, der har brug for også mere sundhedsbehandling, vil de dække ved effektiviseringer, således at der ikke bliver en krone mere til bedre velfærd. Der siger vi, at de 12 mia. kr., som vi tror der kan effektiviseres for, ønsker vi at lade blive i den borgernære velfærd. Oven i det lægger vi 22 mia. kr. – 3 mia. kr. om året. – for det tror vi der er brug for, hvis vi skal sikre den bedste velfærd fremover.

Tak, taletiden skal overholdes. Så er det hr. Anders Samuelsen, værsgo.

Jeg synes, vi kom meget langt væk fra spørgsmålet og det, jeg forsøgte at få svar på. Regeringen har jo en ren tilståelsessag – positivt. Den har lavet en aftale med regionerne om, at man kan spare 2 pct. ved effektiviseringer og forbedringer af arbejdsgange uden at forringe velfærden. Så jeg bruger bare regeringens måde at arbejde på, og så siger jeg, at man jo kan skaffe de her 22 mia. kr., hvilket regeringen selv har vist, uden at forringe velfærdsservicen på nogen som helst måde. Det er jo det, regionsaftalen viser. Så kan man vælge at bruge de her 22 mia. kr. til mere velfærd i den offentlige sektor eller mere velfærd i den private sektor, altså hos borgeren.

Der er det, jeg spørger: Hvorfor er det for en gangs skyld ikke borgeren, der kan få lov til at beholde lidt flere af egne penge? 5.000 kr. om året vil da betyde rigtig meget velfærd for den enkelte familie. For en familie er det jo 10.000 kr., hvis begge er i arbejde. Det er da rigtig meget velfærd, altså helt konkret velfærd, hvor man bruger af sine egne penge til det, som man selv har mest lyst til. Hvorfor er det forkert set med Socialdemokraternes øjne, at borgerne selv får lov til at bruge deres penge? Hvorfor skal det altid være Socialdemokraterne, der skal bruge borgernes penge?

Tak, så er det ordføreren.

Jeg har ikke noget særligt behov for at bruge borgernes penge, men det, som jeg har et behov for og et ønske om, er at sikre, at der er en velfærd, man kan regne med; at man ikke skal have dankortet op af lommen, når man skal hen på sygehuset; at man heller ikke skal have dankortet op af lommen, når ens unger skal i skole; og at man kan regne med, at der er en ordentlig pleje til ens mor eller mormor, når hun skal på plejehjem. Det tror jeg ikke på kan lade sig gøre i det scenarie, som hr. Anders Samuelsen skitserer, og som han ønsker.

Jeg er bare spændt på, hvad det ender med ovre i blå blok, for efterhånden har man jo et spænd på så mange milliarder, at ikke engang betegnelsen tulliarder rigtig slår til, i forhold til hvad man ønsker for Danmark og for vores offentlige sektor. Jeg glæder mig til at se en samlet plan fra blå blok for, hvilken retning man ønsker at skubbe Danmark i. Det synes jeg i grunden man skylder de vælgere, som overvejer at stemme på et af de partier.

Tak, og så er det hr. Lars Barfoed, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, at det er, som om den socialdemokratiske ordfører lever i sådan en socialdemokratisk betonverden, hvor man slet ikke kan rive sig ud af fastlåste synspunkter. Det er, som om fru Maja Panduro tror, at velfærd er lig med offentlig sektors størrelse. Så jo større den offentlige sektor er, jo mere velfærd er der i Danmark. Er det slet ikke sådan, at det kunne falde fru Maja Panduro ind, at hvis vi kan tjene flere penge i virksomhederne, skabe flere job, så flere danskere kan klare sig selv uden at være afhængige af den offentlige sektor, så er det i sig selv den bedste måde overhovedet at skabe mere offentlig velfærd på, og så ville vi samtidig tjene flere penge, så vi bedre kunne finansiere den offentlige sektor? For den offentlige sektor er jo ikke et sted, hvor man kan plukke pengene oppe i nogle træer. Pengene kommer fra de private virksomheder. Er fru Maja Panduro ikke enig i det synspunkt?

Ordføreren.

Jeg kan berolige De Konservatives ordfører med, at jeg ikke lever i nogen betonverden. Til gengæld lever jeg i en verden, hvor man kun kan bruge pengene én gang, og når det kommer til, at man skal eksperimentere eller gamble med, om vi har råd til en ordentlig sundhedsbehandling, om vi har råd til at tage os ordentligt af vores børn, så er jeg bare ikke sådan rigtig eventyrlysten. Det kan der selvfølgelig være andre der er. Der er andre, som har lagt op til, at vi skal have nogle meget vilde og langvarige eksperimenter med vores økonomi og med vores offentlige sektor. Det ønsker jeg ikke.

Jeg har det sådan med den offentlige sektor og den private sektor, at jeg ikke abonnerer på den der med, at en offentligt ansat er sådan en, som en privatansat slæber rundt på sin ryg, som det nogle gange kan lyde, når man hører nogle af hr. Lars Barfoeds meningsfæller. Jeg tror, at en stærk offentlig sektor og en stærk privat sektor er forudsætningerne for hinanden, og det synes jeg i virkeligheden at Danmark er et klasseeksempel på, og jeg er stolt af, at det er noget af det, som man også internationalt lægger mærke til. Det synes jeg at vi skal holde fast i.

Man må ikke være i tvivl om den her regerings optagethed af at skabe arbejdspladser. Det synes jeg egentlig også at vi har bevist i de sidste 2½ år, men det må ikke være på bekostning af, at vi har en velfærd, hvor vi kan tage os af hinanden.

Tak. Hr. Lars Barfoed.

Nu er jeg sådan set slet ikke ude på, at vi skal lave eventyrfortællinger. Jeg er bare ude på, at vi baserer os på erfaringer fra Danmark og erfaringer fra resten af verden, der viser, at forudsætningen for, at man tjener penge i et land, altså er, at man skaber gode vilkår for virksomhederne. Når jeg interesserer mig for det, er det jo, fordi både statsministeren i dag og nu også fru Maja Panduro stiller regnestykket op, som om man skal finde en eller anden balance imellem på den ene side arbejdspladser og på den anden side offentlig velfærd, og sådan kan man ikke gøre det op.

Man må gøre det op sådan, at først skal der skabes nogle arbejdspladser, så flest mulige danskere klarer sig uden offentlig forsørgelse. Gør vi det, har vi jo bedre råd til at tage os ordentligt af dem, som er udsatte, dem, som ikke kan klare sig selv – hjælpe dem, så de kan komme i gang med at klare sig selv. Det skaber en bedre offentlig sektor, en bedre service for mennesker.

Så det er jo ikke et spørgsmål om, at vi, som er interesseret i, at virksomhederne tjener penge og folk får job i den private sektor, er ude på, at vi skal have en dårlig offentlig sektor, men den offentlige sektor bliver jo faktisk mindre i udgifter, hvis der ikke er behov for at betale så mange penge til folk, der er ledige, fordi de kan klare sig selv. Er det ikke et regnestykke, man skulle interessere sig lidt mere for?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Vi skal jo gøre begge dele, vil jeg sige til hr. Lars Barfoed. Det er det, vi har gjort historisk i Danmark, og som mange andre lande misunder os. Det er også det, som den her regering netop har været kendetegnet ved de sidste 2½ år. Flere job og bedre velfærd er jo præcis det, der er overskriften for hele det arbejde, som vi står for. Det er grunden til, at vi for nylig har fremlagt 89 vækstinitiativer, der skal skabe bedre muligheder for, at vores virksomheder skal konkurrere, og det er også grunden til, at vi sidste år – og jo heldigvis med bred opbakning i Folketinget – vedtog den vækstplan, som oppositionens statsministerkandidat ganske vist så bagefter mente var en fin lille plan og ikke var specielt imponeret over. Jeg er stolt over den, og jeg tror, at de to ting tilsammen er det, som Danmark har brug for.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at en af de ting, som danskerne har respekt for, er, hvis der er overensstemmelse mellem det, som politikerne siger, og det, de gør. Det er til at tage og føle på, og der er det jo så interessant nu, hvor vi har haft regeringen til at sidde i knap 3 år, at følge op på, om der så var overensstemmelse, om der har været overensstemmelse mellem det, man har sagt, og det, man har gjort.

Der er jo den meget interessante artikel i Politiken i dag, som fru Maja Panduro vel også har læst, og hvor der står, at der på 2 år er forsvundet 17.000 varme hænder. Og jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Maja Panduro, hvordan Socialdemokraterne forklarer, at man gik til valg på flere varme hænder, at man gik til valg på velfærd, og at det, der er sket, så er, at der er kommet 17.000 færre ansatte i den kommunale sektor til at tage sig af de ældre, børnene osv., hvad der ligger af offentlig velfærd i kommunerne.

Jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvordan forklarer Socialdemokraterne det faktum, at der ikke har været overensstemmelse mellem det, man har sagt, og det, man har gjort?

Tak. Ordføreren.

Jeg har svaret på det spørgsmål, men jeg skal gerne prøve igen. Det var sådan, som jeg også sagde i min tale, at den daværende statsminister for 3 år siden stod her på talerstolen og aflyste krisen; vi måtte forstå, at alle regninger var betalt. Det viste sig så sandelig ikke at være tilfældet, og derfor har vi haft et ganske stort oprydningsarbejde, som nu begynder at virke. Regningerne er betalt, men det har ikke været nemt.

Jeg kan, når hr. Peter Skaarup siger, at der skal være overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør, ikke lade være med at spørge ham: Synes hr. Peter Skaarup, at der er overensstemmelse mellem at sige, at man ønsker en vækst i den offentlige sektor på 0,8 pct., og at man ønsker at dele gaver ud for mindst 155 mia. kr., og så at pege på hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister? Og kunne hr. Peter Skaarup ikke, bare sådan lige hurtigt, nævne for os, hvor mange flere offentlige medarbejdere der mon ville komme, hvis der var nulvækst, sådan som hr. Lars Løkke Rasmussen har stillet som et ultimativt krav?

Tak. Hr. Peter Skaarup.

Men prøv at høre, vil jeg sige til fru Maja Panduro: Det, der er situationen nu, er, at Socialdemokraterne sidder i regeringen. Det er Socialdemokraterne, der sidder på statsministerposten. Det er vel ikke for meget forlangt, at danskerne så spørger, hvordan det så lige går med de der ansatte i den kommunale sektor, som vi gerne vil have til at hjælpe os, når vi bliver syge, når vi bliver gamle, når vi har brug for hjælp til vores børn, der skal i børnehave. Det er vel i virkeligheden ikke for meget forlangt, at man så holder Socialdemokraterne op på, hvordan det så går lige nu.

Hvordan går det så lige nu? Jamen det, man har givet indtryk af, er, at danskerne er vældig godt stillet, fordi der er vældig mange varme hænder og man er vældig god til at stå for den offentlige velfærd. Men situationen har været, at det åbenbart ikke har kunnet lade sig gøre. Man har mistet 17.000 varme hænder alene på 2 år ude i den kommunale verden, hvor alle de her serviceydelser skal gives til borgerne. Så er det da ikke så underligt, at man rundtomkring oplever, at der er nedskæringer, at der er effektiviseringer, der gør, at man ikke kan få den service, man havde forventet.

Hvad har regeringen tænkt sig at gøre? Hvordan vil man forklare, at det er gået så galt?

Ordføreren.

Det har jeg altså prøvet at gøre, og jeg skal beklage, hvis mine pædagogiske evner ikke også rækker til hr. Peter Skaarup.

Når man overtager i den situation, som vi gjorde, så er det klart, at der må holdes for. Det må der i de private virksomheder, det har vi oplevet. I mange private hjem tror jeg også man har oplevet, at det har været stramt, og kommunerne har også oplevet det. Det er et resultat af den krise, som Danmark var i, og et resultat af den økonomiske politik og den forvaltning af Danmark, som vi overtog. Det har vi været optaget af at rydde op i i 2½ år. Det begynder at lysne nu, og derfor har vi nu også bragt vores økonomi i en situation, hvor vi kan sige, at vi fremover ønsker at bruge 3 mia. kr. ekstra på vores velfærd, på at tage sig af hinanden. Det er 3 mia. kr. mere end det, den statsministerkandidat, som hr. Peter Skaarups parti ønsker at pege på, vil bruge.

Vi skal jo altid være optaget af, hvad danskerne har lyst til at spørge os om, og det er jeg også, men jeg synes egentlig også, det ville klæde Dansk Folkeparti at være en lille smule optaget af at forklare danskerne, hvordan i himlens navn det skal hænge sammen, at man med den ene hånd lover gaver og påstår, at man ikke ønsker nulvækst, og at man med den anden hånd har lænket sig fast til hr. Lars Løkke Rasmussen som statsministerkandidat.

Tak. Så er det fru Sophie Løhde, Venstre. Værsgo.

Ja, man skulle næsten tro, det var noget af en træls opgave sådan at være ordfører for regeringspartierne, når ordføreren finder anledning til at bruge hovedparten af sin taletid på at tale grimt om alle andre, altså tale ned om alle andre partiers politik, og så ikke levner tid til at svare på, hvad der er ens egen politik, hvad det er for en politik, den her regering har gennemført og har tænkt sig at gennemføre. Jeg er fuldstændig enig med den foregående spørger i, at det jo ikke er for meget at forlange, at man i dag også svarer på, hvad det er for en politik, den her regering agter at stå på mål for.

Så her er et fuldstændig kort spørgsmål: Hvor mange færre offentligt ansatte i kommunerne er der blevet de sidste 2 år under den her regering? Og hvor mange færre offentligt ansatte i kommunerne forventer regeringen at der vil blive til næste år med en minusvækst i landets kommuner? Så altså kort og godt: Hvor mange færre er der blevet i kommunerne de sidste 2 år, og hvor mange færre forventer man at der vil blive til næste år med minusvækst i kommunerne?

Tak. Ordføreren.

Jamen det er meget flot, at Venstre bliver ved med at quizze rundt i det her. Altså, det er jo decideret imponerende, når man selv ønsker en nulvækst, hvor der vil være 33.000 færre end med den politik, som vi arbejder med. Og det ville da klæde Venstre at være ærlige om det i stedet for at være sådan polemiske og prøve på at sige, at den nuværende regering har ført nulvækstpolitik. Det har vi ikke. I den offentlige sektor under et har der været en positiv vækst – sidste år på 0,8 pct., forrige år på 0,4 pct. Fremover ønsker vi at operere med en vækst på 0,6 pct., og det er 0,6 pct. mere, end hvad Venstre ønsker.

Tak. Fru Sophie Løhde.

Jeg vil sige til fru Maja Panduro, at det kunne være rart, hvis man også begyndte at svare på de spørgsmål, som blev stillet i Folketingssalen. Jeg er fuldstændig opmærksom på, at den her regering ikke har gennemført et udgiftsstop, hvor man jo sådan set havde korrigeret for løn- og prisudviklingen, så der kunne købes det samme antal varer og være nøjagtig det samme antal offentligt ansatte i morgen, som der var i går. Nej, man har stået på mål for en politik, der betyder minusvækst i kommunerne. Til dem ude i kommunerne – der, hvor Socialdemokraterne plejer at sige at frontmedarbejderne for vores kernevelfærd er – er svaret, at til næste år agter regeringen at indføre minusvækst i kommunerne.

Så er mit spørgsmål helt kort: Når nu ordføreren nægter at forholde sig til det faktum, som står i, jeg ved ikke hvor mange aviser i dag, nemlig at der er blevet 17.000 færre offentligt ansatte i kommunerne de sidste 2 år under den her regering, hvor mange færre offentligt ansatte forventer fru Maja Panduro så at der vil være i kommunerne til næste år – nu, hvor regeringen mener, at der skal være minusvækst i kommunerne?

Man kunne også spørge på en anden måde: Vurderer ordføreren umiddelbart, at minusvækst i kommunerne, som regeringen gerne vil indføre, er værre end et udgiftsstop?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg har forholdt mig til det, og jeg har også svaret på spørgsmålene. Men vi kan da bare lige repetere, at der ikke har været nulvækst i den offentlige sektor de sidste 2 år. Der har været en positiv vækst. Det betyder også, at hvis der havde været den nulvækst under et, som Venstre turnerer rundt med, så havde det nok set værre ud. Er det ensbetydende med, at jeg siger, at det har været liv og glade dage derude? Nej, det gør jeg ikke. Jeg har sådan set flere gange, også her i dag, anerkendt, at det har været hårde tider, også i kommunerne. Det har det på grund af den krise, Danmark var i. Og det har det på grund af det morads, som vi måtte rydde op i efter den borgerlige regering. Det har vi så gjort støt og roligt.

Vi har taget det ansvar på os, og nu har vi bragt os i en situation, hvor regningerne er betalt, og hvor det er muligt at prioritere lidt flere penge til velfærd fremover. Det er det ikke med Venstres plan. Venstres plan vil betyde 33.000 færre medarbejdere om ganske få år, i 2020, end tilfældet er med den økonomi, som vi opererer med. Det synes jeg egentlig Venstre skulle tage at fortælle danskerne ærligt om. Hvad er det for nogle medarbejdere, der udfører et stykke arbejde, som man egentlig synes er overflødigt, og som man synes bare kan undværes? Det synes jeg ville være ærligt at gøre, og jeg synes, det ville klæde Venstre frem for den her polemik.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Da hr. Lars Løkke Rasmussen tilbage i 2010 lavede dagpengereformen, skønnede han på det tidspunkt, at der ville være tale om 2.000-4.000 mennesker, der ville falde ud af dagpengesystemet. Så mildest talt har han jo overset den økonomiske krise, han stod midt i, og som også havde raset 2 år forinden, og det har resulteret i, at 34.000 mennesker i 2013 er røget ud af dagpengesystemet. Mit spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører er derfor:

Vil Socialdemokraterne være med til at kigge på dagpengeproblemet, før kommissionen kommer med sine anbefalinger, kigge på det største problem, der er, nemlig spørgsmålet om genoptjeningsretten, hvor lang tid det tager, hvis man nu vælger at tage sæsonarbejde, tage et vikariat for netop at vise, at man gerne vil løfte ansvaret, men ikke kan komme i arbejde, så vi i stedet for det år, som de borgerlige har indført, sænker det til ½ år? Vil Socialdemokraterne være med på det?

Ordføreren.

Regeringen har ikke nogen planer om at ændre i genoptjeningsretten. Men det er klart, at SF jo må bringe de ting til forhandlingsbordene, som de er optaget af. Og når nu vi har nedsat en kommission, synes jeg, det er rigtigt at lade den sidde og udføre det arbejde, som vi har bedt den om.

Tak. Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg ved jo godt, at Socialdemokraterne sammen med SF stemte imod dagpengeforringelserne tilbage i 2010. Vi lavede også rigtig mange gode ting sammen i regeringen, bl.a. den 1-årige ekstra forlængelse tilbage i sommeren 2012. Det har været vigtige ændringer, og det tror jeg man skal være opmærksom på i forhold til vores dagpengesystem. Men vi må jo også erkende, at dagpengeforringelserne har været det største angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel, vi overhovedet har haft, og derfor vil jeg sådan set gerne appellere lidt til Socialdemokraterne. Jeg tror ikke, det er en overraskelse, at det er noget af det, SF er gået til finanslovsforhandlingerne med, men jeg håber også, at Socialdemokraterne vil se med velvillige øjne på, at vi får kigget på den tid, det tager at genoptjene retten til dagpenge.

Så jeg vil bare spørge Socialdemokraternes ordfører – det er jo ikke, fordi jeg ikke har hørt svaret – endnu en gang, meget appellerende: Vil Socialdemokraterne ikke være villige til at kigge på det her, før kommissionen kommer med sine anbefalinger, hvilket jo ligger et stykke ud i fremtiden?

Tak. Ordføreren.

Jeg synes bare, det er en meget god rækkefølge, når man har sat en kommission til arbejde, at man så også lader den arbejde færdigt, inden man begynder at lave grundlæggende om på de ting, man har sat den til at arbejde med. Når det er sagt, så har regeringen ikke, som jeg sagde, planer om at ændre på netop genoptjeningsretten, men jeg vil også gerne sige, at vi er fuldstændig klar over, at det er noget, som SF er optaget af. Det vil jeg gerne kvittere for, og så vil jeg i særdeleshed gerne kvittere for de ting, som vi jo netop har lavet sammen, og som SF's formand også skitserer her. Det gælder både den midlertidige forlængelse, og det gælder uddannelsesordningen, altså det, at vi i fællesskab og også sammen med Enhedslisten har sørget for, at der ikke er nogen, der kommer til at stå fuldstændig uden forsørgelse, som man ellers ville have gjort med den voldsomme reform – med en voldsom indfasning og på et voldsomt tidspunkt – som den borgerlige regering indførte, og som hr. Kristian Thulesen Dahl fandt på og foreslog ovre i Finansministeriet. Det synes jeg er vigtigt.

Tak. Så er det hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Jeg vil blot i forlængelse af det, som min kollega har spurgt om tidligere, høre, om Socialdemokraternes ordfører er enig i det, som bl.a. fremgår af dagens Politiken, nemlig at der over de sidste 2 år er blevet 17.000 færre offentligt ansatte i den kommunale sektor. Er Socialdemokraternes ordfører enig i det? Og hvis ikke, kunne Socialdemokraterne måske løfte sløret for, hvordan man selv vurderer det. For det fremgår klart og tydeligt, at den politik, der har været ført, og de kommuneforhandlinger, der har været ført under denne regering, har medført færre midler til den borgernære service ude i frontlinjen. Er det en udvikling, som Socialdemokraterne er tilfredse med? Og hvis ikke man er, hvad har man så tænkt sig at gøre ved det? Men jeg vil blot bede om, at man bekræfter eller afkræfter, at der er kommet 17.000 færre offentligt ansatte i den kommunale sektor i de sidste 2 år.

Tak. Ordføreren.

Jeg synes, det her er lidt imponerende. Jeg har jo ikke på noget som helst tidspunkt benægtet, at det har været hårde tider, også i kommunerne. Det har det været i Danmark. Jeg synes i virkeligheden, kommunerne fortjener ros for at have taget deres del af ansvaret på sig. Nu er det så også sådan, og det er jo naturligt nok, at man skal bruge lidt tid på at få vænnet sig til en ny form for økonomistyring. Den økonomistyring har været nødvendig for at få styr på den ikke specielt tjekkede måde, som hr. Lars Løkke Rasmussen og den tidligere borgerlige regering administrerede kommunerne på. Det er naturligt nok, at det har taget lidt tid. Vi ser jo, at kommunerne i de sidste år egentlig ikke har brugt alle de penge, som de havde lov til, og det vil jeg da selvfølgelig opfordre dem til at gøre. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg synes, vi også skal sætte stor pris på det ansvar, som de har taget på sig, for det har ikke været nemt. Det havde søreme været sværere med nulvækst.

Tak. Hr. Jacob Jensen.

Det har været hårde tider i kommunerne, må jeg forstå. Det er jeg enig i, men det tager jeg så også som en bekræftelse af, at der har været ført en politik med minusvækst, og at der har været færre ansatte i den offentlige sektor i kommunerne i de sidste 2 år, hvor denne regering har haft ansvaret. Tak for den bekræftelse. Så vil jeg blot høre, om det er noget, man er stolt af, om det er noget, som man ligesom vil tage ansvaret for, og om man i øvrigt kan bekræfte, at det samme antal offentligt ansatte ved et udgiftsstop ville medføre, at det er flere i den kommunale sektor end 17.000 færre. Altså, er nul mere end minus?

Tak. Ordføreren.

Jeg synes, det er mageløst at høre Venstrefolk påstå, må jeg forstå, at med deres nulvækst ville vi have flere medarbejdere til at tage sig af os alle sammen, end vi ville have med den politik, som regeringen har ført, hvor der sidste år var en vækst på 0,8 pct. og forrige år en vækst på 0,4 pct., og hvor der fremover skal være en vækst på 0,6 pct. Altså, Finansministeriet har jo rent faktisk gjort sig den ulejlighed at regne på det her, og hvis vi omsætter det til medarbejdere, er forskellen på den politik, vi ønsker at føre, og den politik, som hr. Lars Løkke Rasmussen har gjort til et ultimativt krav for, at han vil præsidere over en regering, som han udtrykker det, de 33.000 medarbejdere, SOSU'er, pædagoger, skolelærere, politibetjente. Det synes jeg er vigtigt. Jeg synes ikke, de kan fortsætte med at holde for, fortsætte med at spænde livremmen ind.

Der er ingen tvivl om, at det har været hårde tider i kommunerne. Jeg tror også, man nogle steder synes, det har været for hårdt. Vi kender det måske også alle sammen hjemme fra privatøkonomien. Man kan godt holde for sådan i slutningen af måneden eller måske endda en hel måned, men hvis man skal gøre det år efter år efter år, begynder det altså at have konsekvenser. Og sådan er det også med nulvækst. Venstre ønsker nulvækst i mange, mange år fremover, men de vil ikke komme ud med nogen plan for, hvordan den skal udmøntes. Det synes jeg bare ikke er fair over for danskerne, for det vil have ganske voldsomme konsekvenser.

Tak. Så er vi nået frem til den sidste spørger. Det er hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til udlændingepolitikken, for den er jo mildest talt ude af kontrol, indvandringen er ude af kontrol. Hvis man kigger på befolkningstilvæksten inden for de seneste år, er den jo steget i Danmark med ca. 115.000 personer. Ud af de mange personer var det kun 15.000, der havde dansk oprindelse. De resterende 100.000 var indvandrere og efterkommere. Det sætter jo mildest talt sit præg på det danske samfund nu og i mange år frem. Det betyder også, at vi ikke har råd til den velfærd, vi gerne vil have råd til, fordi mange af dem, der kommer ind, skal på offentlig forsørgelse.

Her er mange delområder, men jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt mere præcist ind til tallene på asylområdet. Der kan vi se, at flere og flere får en opholdstilladelse, og vi ved erfaringsmæssigt, at det er her, vi har nogle af de største udfordringer integrationsmæssigt, kulturelt og ikke mindst økonomisk. Hvad vil regeringen gøre for at bremse den massive tilgang i antallet af folk, der får en opholdstilladelse på asylområdet?

Tak. Ordføreren.

Det, regeringen gør, er bl.a. at yde et aktivt bidrag i Syrien. Udviklingen, vi ser på asylområdet, skyldes jo og kan forklares med den helt frygtelige situation, vi ser i Syrien, hvor små børn spiser græs for at overleve, hvor familier bliver væk fra hinanden, og hvor ganske mange mennesker bliver slået ihjel eller lever under frygtelige forhold. Jeg vil sige til hr. Martin Henriksen, at jeg faktisk ikke synes, det er klædeligt at prøve på at slå politisk plat på det og gøre det til et økonomisk spørgsmål.

Hr. Martin Henriksen.

Det er vel lidt vildt at sige, at fordi man fremhæver, at mange flere får en opholdstilladelse på asylområdet, så skulle det være at slå politisk plat. Det er vel at forholde sig til nogle reelle problemer. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at der altså også var krig og ufred i verden, dengang Dansk Folkeparti var støtteparti for den tidligere borgerlige regering, så det er jo ikke en nyhed som sådan.

Det er rigtigt, at der er en meget, meget ubehagelig konflikt og krig i Syrien, og vi vil gerne fra Dansk Folkepartis side diskutere, hvordan vi kan blive bedre til at hjælpe folk i nærområdet – regeringen kan jo indkalde til forhandlinger om det – der kan man i øvrigt hjælpe flere for færre penge, hvis det er det, man ønsker.

Det, jeg beder ordføreren om at forholde sig til, er, at vi ved, at mange af dem, der kommer til Danmark via asylsystemet, er rigtig svære at integrere. Vi kan se, at de bliver her permanent. Regeringen har i øvrigt også gjort det nemmere for flygtninge at få permanent opholdstilladelse, selv om de kun bør være her midlertidigt. Det nytter ikke noget, at ordføreren ryster på hovedet, for det er rigtigt. Det kan man bare slå op, og så kan man faktisk tjekke det, hvis man ønsker det. Ordføreren bliver nødt til at svare på: Har man nogen konkrete initiativer til at begrænse den massive tilstrømning, der kommer til Danmark, og det store antal, der får en opholdstilladelse på asylområdet, eller vil man bare lade det være og lade det sejle, som man gør nu?

Tak. Ordføreren.

Jamen så kan jeg jo gentage, at vi yder en aktiv indsats i Syrien, og det synes jeg vi skal fortsætte med. Jeg synes bare, man skal lade være med at prøve på at slå indenrigspolitisk plat på, at der er krig og nogle meget, meget frygtelige forhold i et andet land, nemlig i Syrien.

Sandheden er jo, vil jeg sige til hr. Martin Henriksen, at vi ikke har ændret et komma i asylpolitikken. Asylreglerne er præcis de samme, som de var, dengang vi havde en borgerlig regering, som Dansk Folkeparti støttede. Og det kunne da være interessant at høre, hvad det er for nogle yderligere stramninger, Dansk Folkeparti ønsker, og om det er noget, Dansk Folkeparti har opbakning til i resten af den borgerlige blok.

Tak for det. Tak til ordføreren. Så er det en ny ordfører, hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak til statsministeren for redegørelsen. Jeg vil allerførst sige, at for os i Dansk Folkeparti er tingene ikke sort-hvide. Det er ikke sådan, at fordi vi er et oppositionsparti herinde og ikke har støttet den nuværende regering, holder vi taler her i Folketinget om, at alt er sort, alt er negativt, alt er noget skidt.

Vi synes, det er vigtigt, at man også i en afslutningsdebat som den her kan fremhæve, at der er mange ting i Danmark, der faktisk fungerer rigtig godt. Vi har en masse hårdtarbejdende mennesker, f.eks. offentligt ansatte, som hver eneste dag møder på arbejde og gør en stor indsats til gavn for andre danskere. Vi har på sygehusene en masse mennesker, der bliver behandlet for lidelser og har en god oplevelse ved at blive hjulpet godt af et velfungerende sygehusvæsen. Vi har børnehaver, hvor danskere afleverer børnene om morgenen for bagefter travlt at tage på arbejde i forvisning om, at deres børn faktisk får en god behandling på den her offentlige institution. Vi har vores skoler, hvor der er mange, der bliver undervist og er glade for det, og hvor man jo i øvrigt har en stor diskussion netop nu om, hvordan skolen skal fungere efter sommer på grund af folkeskolereformen.

Vi har en masse ting, der fungerer, og det er godt, og derfor ser vi ikke tingene som sort-hvide, derfor ser vi tingene meget mere nuanceret, derfor vil vi også bruge afslutningsdebatten på lige at bruge de her par minutter på at fremhæve, at der faktisk er mange ting, vi kan glæde os over.

Når vi så kigger tilbage på det folketingsår, der er gået, kan vi se, at der er nogle emner, der bare falder mere i øjnene end andre. Der er europaparlamentsvalget den 25. maj, hvor danskerne jo stemte, og hvor man vel nok kan sige, at der var en skepsis, der bredte sig ikke bare i Danmark, men over det meste af Europa. Man kan vel sige det på den måde, at de partier, der vil mere Europa, de, der vil have Danmark knyttet tættere til det europæiske projekt, tabte valget. Man kan vel sige, at de partier, der argumenterede for, at vi skal have mindre EU, mere Danmark og større selvbestemmelsesret, vandt valget.

Hvad er så statsministerens svar på det? Det er, at der skal føres en uændret EU-politik; det er, at Danmark skal være så tæt på kernen i EU som muligt. Hun sagde endda i sin tale i dag, at regeringen derfor arbejder på at være så tæt på kernen i EU som muligt. Er det virkelig svaret til de danskere, som den 25. maj udtrykte deres skepsis? Er det svaret til de befolkninger i Europa, i det europæiske samarbejde, som siger, at man ønsker at bevare nationalstaternes særkende og selvbestemmelsesret?

Man kunne forledes til at tro, at det, der er tale om fra statsministerens side, er en kold vurdering af, at det måske alligevel tjener jobansøgningen bedst. Vi må jo se og vurdere, hvad der sker. Men sagen er i hvert fald, at man i store dele af det europæiske samarbejde diskuterer mulighederne for, at statsministeren bruger sin EU-politik i et forsøg på at fremme sine karrieremuligheder og komme et andet sted hen og få et andet job end jobbet som statsminister i Danmark. Jeg synes jo, det kunne være velgørende, hvis statsministeren, som jo kommer herop senere i debatten, siger et par ord om lige præcis det her og også fortæller den danske befolkning, om hun i virkeligheden bruger EU-politikken på den her måde til at fremme sine egne muligheder for at blive noget andet i EU.

Vi vil nemlig selv bestemme vores velfærdspolitik i Danmark. Vi vil også respektere de andre landes ret til at bestemme selv over deres velfærdsindretning, eksempelvis deres offentlige sektor. Derfor skal EU ikke bestemme, hvem vi skal udbetale børnecheck til. Det er jo en debat, der har fyldt ganske meget det forgangne folketingsår. Vi mener heller ikke, at der er nogle andre, der skal fortælle os, hvem vi skal udbetale SU til. Det var jo noget, som vi for godt et års tid siden var enige om i Folketinget skulle være sådan, men når EU-Domstolen så kommer med en vurdering af, at tingene skal være anderledes, retter regeringen ind, og så er det EU, der får lov til at bestemme farten. Det synes vi ikke er godt. Vi synes, at vi i Danmark skal kunne fastsætte regler om de ting, og derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at det svar, der er på befolkningens skepsis, der blev udtrykt den 25. maj både i Danmark og i andre lande, selvfølgelig er, at man anerkender, at vi skal have mindre EU og mere Danmark, og der skal føres en politik, der sikrer det.

Et andet område, der falder i øjnene, når vi kigger tilbage på året, der er gået, er selvfølgelig indvandringspolitikken, som jo på det nærmeste er kommet ud af kontrol med regeringens lempelser i udlændingepolitikken. Både for 2012 og 2013 har vi nu tallene for, hvordan det er gået. Vi kan se, at i begge år er der slået rekord i forhold til 2002, der var det første år, efter at Dansk Folkeparti fik mere direkte indflydelse på tingene. Der er slået rekord i antallet af asylansøgere, og vi kan se, at det også betyder noget for antallet af familiesammenføringer, der er steget stærkt, og vi kan se, at det medfører markant større udfordringer for det danske samfund.

En ting er de kulturelle ting, som selvfølgelig kan give en udfordring med, om vi kan få integreret de mennesker, der kommer, men noget andet er også de vurderinger, der er af økonomien. I foråret fik vi en rapport fra Rockwool Fonden, som jo sagde, at vurderingen fra deres side er, at vi i år har en belastning af de offentlige finanser på 16,6 mia. kr. som følge af ikkevestlig indvandring. De har en vurdering, der siger, at kommer der 5.000 flere ikkevestlige indvandrere til Danmark, har det en pris for de offentlige finanser på 2,1 mia. kr. Så der er altså en snæver sammenhæng mellem, hvilken indvandringspolitik man fører, hvilke integrationsudfordringer vi får, og hvilke træk der er på de offentlige finanser.

Det har været nævnt nogle gange allerede heroppefra, at når man kun kan bruge pengene en gang, er det klart, at når man har brugt pengene et sted, er de der ikke til de ældre eller til vores sygehuse, eller hvad man ellers kunne tænke sig at bruge flere penge på. Samtidig har regeringen øget udviklingsbistanden, som gør, at der også her er et større træk og en begrænsning af, hvad man ellers kan bruge penge på.

Måske er det i virkeligheden en af grundene til, at når vi måler regeringen på de ting, der rent faktisk er sket de sidste par år, ser vi, som Politiken skriver i dag på baggrund af et svar fra Finansministeriet til Finansudvalget, at der er kommet 17.000 færre i det, de kalder den borgernære afdeling, altså der, hvor man for alvor hjælper vores ældre, der, hvor man for alvor hjælper vores udsatte osv. Det er måske, fordi pengene kun kan bruges en gang, og når man bruger flere penge et sted, er der færre penge, end man egentlig havde tænkt, at bruge et andet sted, og så bliver der færre til at hjælpe de danskere, der er i nød, de danskere, der har behov for hjælp af en velfungerende offentlig sektor.

Der har også tidligere været kritik af, at der bliver ansat flere til at administrere, der bliver ansat flere i staten, mens man skærer ned ude i kommunerne. Og man kan vel godt sige uden at tage munden for fuld, at med de aftaler, der er lavet for næste år for regioner og kommuner og altså er afgørende for sygehusenes og kommunernes muligheder for at hjælpe ældre osv., er det i hvert fald smalhals. Jeg tror også, det var det, man kunne høre på den socialdemokratiske ordfører heroppefra for et øjeblik siden.

For os er det vigtigt, at vi får fremgang i økonomien. Vi er glade for de små fremskridt, der er. Der er jo en del af vores virksomheder, der bliver trukket frem af bedre eksportmuligheder og specielt bedre eksportmuligheder i vores nærområder. Det er meget positivt. Vi synes jo alle sammen, tror jeg, at det går for langsomt, og derfor er det også fint, at der er forhandlinger også efter dagen i dag om vækstplan og beskæftigelsessystemet. De forhandlinger deltager vi meget gerne i, men der en ting, vi har sagt til regeringen, og som jeg også vil nævne i dag.

Det er, at vi blive nødt til at have fokus på sådan noget som vores energiomkostninger. Regeringen har lagt et beskedent forslag frem, men i virkeligheden kan man jo i dag se i en anden af de store aviser, nemlig Jyllands-Posten, at stigningerne i energiafgifterne er ganske store og i hvert fald er meget større end det, vi havde forestillet os, da vi i fællesskab for et par år siden lavede energiaftalen. Det er derfor, at vi sammen med andre partier herinde har sagt til regeringen, at vi bliver nødt til at kigge på den energiaftale igen. Vi bliver nødt til at billiggøre energien for danskerne. Det er en del af at sikre Danmark fremadrettet i form af vækst og arbejdspladser.

Så har vi selvfølgelig også fokus på det paradoks, at vi har ledige danskere, samtidig med at vi får ganske mange østeuropæere til Danmark, som tager arbejde. Vi synes jo, det er meget bedre, at danskere, der er ledige, kommer i job, end at vi importerer yderligere arbejdskraft fra udlandet. Det er både af værdi for den enkelte dansker, som rent faktisk får et job i stedet for at være arbejdsløs, men det er jo også af værdi for statskassen, for de offentlige finanser, fordi vi så har en udgift mindre til understøttelse af den ene aller anden art og så har en skatteindtægt fra en lønindkomst i stedet for. Så det er godt for den enkelte, og det er godt for samfundsøkonomien, og det skal vi selvfølgelig have fokus på.

Som sagt er det en afslutningsdebat, men alligevel er det egentlig ikke rigtig en afslutning, for der ligger nogle forhandlinger foran og venter, som vi glæder os til at deltage i fra Dansk Folkepartis side. Vi håber, de ender i gode resultater til gavn for Danmark og til gavn for danskerne.

Tak for det. Så går vi i gang med rækken af korte bemærkninger, og jeg læser lige op, så man ved, hvad man har at forholde sig til. Det er hr. Jonas Dahl, fru Camilla Hersom, hr. Peter Skaarup ... det sletter vi. Fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten træder ind i stedet for hr. Peter Skaarup, hr. Steen Gade, hr. Nikolaj Villumsen, fru Karin Gaardsted, fru Lisbeth Bech Poulsen, hr. Christian Juhl, fru Trine Bramsen, hr. Per Husted og fru Liv Holm Andersen.

Værsgo til hr. Jonas Dahl, Socialistisk Folkeparti, som den første.

Tak for det. Det havde måske egentlig været meget godt, hvis hr. Peter Skaarup også havde haft ordet her om lidt, for jeg vil egentlig gerne spørge ind til noget, hr. Peter Skaarup, Dansk Folkepartis gruppeformand, udtalte den 19. april i år. Han udtalte: Vi lægger ikke stemmer til nulvækst.

Derfor er det simple spørgsmål til Dansk Folkepartis formand og ordfører her i dag, hr. Kristian Thulesen Dahl: Vil Dansk Folkeparti efter et valg lægge stemmer til nulvækst?

Ordføreren, værsgo.

Altså, vores økonomiske politik er jo ganske klar. Det er den samme, som vi gik til valg på i 2011. Når vi dengang var sammen med andre partier om at lave en plan med en beskeden realvækst i den offentlige sektor, var det, fordi vi mente, at det var det rigtige. Og at andre partier flytter sig i den økonomiske politik, er jo deres ansvar. Vi har ansvaret for den politik, som vi lægger frem, og som vi forfægter, og den er som sagt uændret, nemlig at vi mener, at der fremadrettet er behov for en realvækst i den offentlige økonomi i forhold til de udfordringer, vi står over for i form af flere ældre, flere udgifter på sygehusene osv., som vi ønsker skal kunne tackles.

Tak. Hr. Jonas Dahl.

Det var jo mange fine ord, uden at der rigtig blev svaret på spørgsmålet. For det interessante er jo, om hr. Kristian Thulesen Dahl ligesom sin gruppeformand, hr. Peter Skaarup, kan garantere, at Dansk Folkeparti ikke lægger stemmer til nulvækst efter et valg. Det er jo det, der er den interessante diskussion, og det var også den diskussion, vi havde med hr. Lars Løkke Rasmussen for lidt tid siden, hvor hr. Lars Løkke Rasmussen nærmest begyndte at dele både topskattelettelser og alle mulige andre skattelettelser ud med rund hånd.

Man må alt andet lige forvente, at Dansk Folkeparti vil støtte – og det har de jo sagt – hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister, og det interessante er jo at vide, om Dansk Folkeparti vil lægge stemmer til nulvækst efter et valg.

Ordføreren.

Vi fortæller, hvad der er vores økonomiske politik, vi går til valg på den politik, og hvis vi overhovedet er i en situation, hvor vi får indflydelse efter et valg, skal vi selvfølgelig efterfølgende vurderes på, i hvilket omfang vi også er i stand til at få den politik gennemført.

Men vi kommer ikke til her under en afslutningsdebat, mens der sidder en SR-regering og med muligvis op til 1½ år til folketingsvalg, at fortælle, hvordan vi vil tackle situationen efter et folketingsvalg. Det giver efter mine bedste begreber ikke nogen mening, og hvorfor gør det ikke det? Fordi der lige skal en enkelt ting ind over, nemlig vælgerne. Hvis man vil respektere danskerne og respektere det valg, danskerne træffer på en folketingsvalgdag, så accepterer man også, at der her er nogle muligheder for danskerne, og så har de altså også noget at skulle have sagt, i forhold til hvilke partier de stemmer på. Og den opbakning, vi får fra danskerne, og hvordan Folketingets sammensætning i øvrigt bliver, er jo afgørende for, med hvilken kraft vi kan få gennemført den politik, vi går til valg på. Det er klart.

Så er det fru Maja Panduro, Socialdemokraterne, værsgo.

Tak for det. Det er jo ikke helt irrelevant at spørge hr. Kristian Thulesen Dahl, om hans parti kommer til at lægge stemmer til nulvækst; altså i virkeligheden et relativt simpelt spørgsmål, som man må kunne svare ja eller nej til. Så når Dansk Folkepartis gruppeformand tidligere har gjort det klart, at Dansk Folkeparti ikke vil lægge stemmer til en nulvækst, hvad kan vælgerne så egentlig regne med er Dansk Folkepartis politik? Vil man lægge stemmer til nulvækst – ja eller nej?

Tak. Ordføreren.

Jeg har gjort det krystalklart, at vores økonomiske politik bygger på en realvækst, så den bygger ikke på nulvækst, men på en realvækst i den offentlige økonomi, fordi det vurderer vi er det rigtigste. Det vurderede vi før folketingsvalget i 2011, og det har vi vurderet siden. Vi har ikke skiftet holdning.

At Socialdemokratiet er gået fra at love danskerne en realvækst i den offentlige sektor – nu er det her lidt teknisk – på 1,4 pct. og altså markant mere end det, man leverer nu og specielt jo i de seneste par år, hvor der er blevet færre ansatte ude i kommunerne til at hjælpe de ældre og hjælpe andre borgere, er jo Socialdemokratiets sag. De kan jo ligesom andre partier vælge at skifte økonomisk politik. Den økonomiske politik, som Dansk Folkeparti står for, er den samme, som vi sidste gang gik til valg på, og det mener vi er den rigtige økonomiske politik, eller stod vi jo ikke for den.

Tak.

Hr. Kristian Thulesen Dahl vil jo ikke garantere, at han ikke kommer til at lægge stemmer til nulvækst. Han kan jo bare give den garanti eller sige, hvis der er et eller andet minimum for, hvor lille en vækst hr. Kristian Thulesen Dahl vil acceptere af den statsministerkandidat, han peger på. Det kunne egentlig være interessant at høre. Er der et minimum for, hvilken vækst man vil acceptere, eller vil man stadig bare fuldstændig betingelsesløst pege på hr. Lars Løkke Rasmussen og den nulvækst, som han jo selv stiller som et ultimativt krav?

Jamen nu ved jeg godt, at jeg jo taler med en repræsentant for et parti, som gjorde sig i garantier til danskerne før sidste valg, og som sagde, at hvis S og SF fik regeringsmagten var der nogle ganske bestemte ting, der ville blive gennemført. Det har man så ikke kunnet gennemføre efter valget. Der er forskellige forklaringer på det, og man vil måske egentlig heller ikke det, man gik til valg på sidste gang osv., og det har man så døjet lidt med.

Vi går jo ikke i den fælde, at vi før valget siger, at uanset hvordan danskerne stemmer, så garanterer vi en masse ting. Vi går til valg på vores politik, og det er danskerne, der gennem deres opbakning til Dansk Folkeparti – altså hvor stor opbakning, man vil give Dansk Folkeparti – afgør, med hvilken vægt vi taler herinde og dermed, hvor meget af vores politik vi kan få igennem. Det er den tilgang, vi har til det. Den tror jeg sådan set at danskerne i meget vid udstrækning forstår, og det håber jeg også at fru Maja Panduro gør.

Så er det fru Camilla Hersom, Radikale Venstre, værsgo.

Tak for det. Det er jo vældig interessant at høre, for Dansk Folkepartis egen gruppeformand, hr. Peter Skaarup, har jo netop sagt, at Dansk Folkeparti ikke kommer til at lægge stemmer til nulvækst. Derfor er det jo interessant for os her i salen og for borgerne at høre, hvad DF's politik egentlig er. Jeg kan forstå, at hr. Kristian Thulesen Dahl ikke vil garantere, at det bliver sådan. Hr. Thulesen Dahl vil ikke give nogen garanti for, at det ikke netop er det, der kommer til at ske, altså at en stemme på Dansk Folkeparti er en stemme for nulvækst.

Tak. Ordføreren.

Altså, jeg tror, hr. Peter Skaarup får fuldstændig ret – det er jeg ret overbevist om – i den virkelige verden. Det, jeg bare forsøger at sige, er, at når man i politik fra Socialdemokratiets side – i mindre grad fra De Radikales side, for de gik til valg på noget andet – begynder at bruge det der ord garanti over for danskerne, så tror jeg bare, man skal være lidt varsom. Så tror jeg bare, man må anerkende, at der altså også lige er nogle danskere, der kommer ind over først og skal vælge, med hvilken vægt vi taler her i Folketinget. Der er søreme da forskel på, om man er et parti, der sidder med 4 mandater, eller man er et parti, der sidder med 22. Altså, der er forskel på, hvad man indgår i af flertal. Der er forskel på, om andre partier er forhandlingsvillige eller sætter sig fornærmede tilbage efter et valg – uanset om det er den ene eller den anden – og føler, at de har tabt valget, og har armene over kors og ikke vil være med. Der er jo stor forskel på mulighederne for at få gennemført sin politik.

Vi skal selvfølgelig vurderes af danskerne dels på den politik, vi har, dels efterfølgende på vores måde at prøve at få den gennemført på. Det er jo klart. Det skal danskerne vurdere.

Tak. Fru Camilla Hersom.

Jeg synes da, det er klogt at lade være med at udstede garantier. Men så hører jeg det jo også sådan, at Dansk Folkepartis leder ikke vil udelukke, at en stemme på Dansk Folkeparti kan komme til at være en stemme for nulvækst, fordi det er det, man i sidste instans kan komme til at lægge stemme til, fordi Dansk Folkeparti ikke vil garantere, at de ikke vil gøre det modsatte.

Tak. Ordføreren, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vi tror ikke på, vi kommer til at lægge stemmer til nulvækst. Altså, det, jeg sagde før om det, hr. Peter Skaarup sagde, var, at det tror jeg han har ret i.

Så er det spørgsmålet, om man på forhånd vil udstikke en bestemt garanti for, hvordan man gør tingene. Er det et misbrugt ord i dansk politik? Ja, det er det vistnok. Hvis man spurgte vælgerne før sidste valg: Tror I, Socialdemokratiet er kommet med en garanti imod noget, der ligner nulvækst, hvis de får magten? så tror jeg, at danskerne ville sige: Ja, det har de udstukket en garanti imod. Har de så gennemført noget, der ligner nulvækst eller endda minusvækst, i forhold til de 17.000 ansatte ude i kommunerne, som Politiken skriver om i dag? Ja, det har de så.

Det viser bare, at man bliver nødt til at acceptere, at danskerne bestemmer, gudskelov for det, sådan er det i et demokrati. På en valgdag bestemmer de, med hvilken vægt vi taler. Det, de ikke skal være i tvivl om, er, hvad det er for en økonomisk politik, vi forfægter. Og det skal vi selvfølgelig nok sørge for at danskerne er bekendt med op mod en valgdag, som jo sandsynligvis ligger – ja, det ved jeg ikke, det kan være, der er nyt under solen – i hvert fald op til 1½ år ude i fremtiden.

Tak. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti kritiserer den siddende regering, fordi der er blevet 17.000 færre stillinger i den borgernære velfærd i kommunerne. Dét kan jeg godt forstå, det er der i den grad grund til at kritisere den siddende regering for. Og hr. Kristian Thulesen Dahl kritiserer den siddende regering for ikke at ville gøre nok for de ledige. Man kan sige, det er en smule hyklerisk, eftersom det jo var hr. Kristian Thulesen Dahl, der fandt på at forringe dagpengesystemet, men nuvel, all right, man kan blive klogere – der er grund til at kritisere regeringen. Hr. Kristian Thulesen Dahl kritiserer den siddende regering for ikke at ville gøre nok for at bekæmpe den sociale dumping – jeg er enig.

Det, jeg så bare ikke forstår, vil jeg gerne sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, er, hvordan det kan give mening for Dansk Folkeparti at pege på hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister, for hr. Lars Løkke Rasmussen vil skære endnu mere i velfærden. Hr. Lars Løkke Rasmussen er tilsyneladende fløjtende ligeglad med social dumping; hr. Lars Løkke Rasmussen ville ikke engang lægge stemmer til den midlertidige løsning, der blev skabt for de mennesker, der stod til at falde ud af dagpengesystemet. Hvordan kan det give mening, vil jeg spørge hr. Thulesen Dahl, at kritisere regeringen for ikke at gøre nok for velfærden, ikke at gøre nok for de ledige, ikke at gøre nok mod social dumping og så samtidig pege på en statsministerkandidat, som vil gøre det hele endnu ringere?

Tak. Ordføreren, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, vores ansvar og mit ansvar er jo at placere Dansk Folkeparti der, hvor vi er overbevist om vi får mest politisk indflydelse, hvor vi får flest ting igennem. Så enkelt er det. Jeg husker, at vi før sidste valg lavede en aftale om forstærket kontrol ved vores grænser, eksempelvis grænsekontrol. Noget af det, den nuværende statsminister gjorde, da hun fik magten, var at rive den aftale i stykker og sige, at den ikke skulle gennemføres. Det er noget, der er vigtigt for Dansk Folkeparti, og det er i hvert fald noget, den siddende regering ikke er lydhøre over for.

Med hensyn til de ting, jeg nævnte i mit indlæg om sammenhængen mellem indvandring til Danmark og de økonomiske udfordringer og også de kulturelle udfordringer, vil jeg sige, at vi skriver rekord i antallet af asylansøgere f.eks. i 2012 og 2013, nemlig de år efter, der kom et regeringsskifte. Der er kommet mindre styr på de ting, der er større udfordringer at løse. Så jeg kan også nævne nogle ting for fru Johanne Schmidt-Nielsen, som er vigtige for Dansk Folkeparti, og som er medvirkende til, at vi håber, der kommer et regeringsskifte efter næste valg, hvor Dansk Folkeparti får større indflydelse på at løse de her udfordringer for det danske samfund.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Hr. Kristian Thulesen Dahl nævner udlændingepolitikken, hr. Kristian Thulesen Dahl nævner grænsebommene, og det er vel i og for sig klar besked. For jeg spørger til, hvordan det giver mening for Dansk Folkeparti at pege på en statsministerkandidat, som vil skære mere på velfærden, som er ligeglad med social dumping, som er ligeglad med de mange mennesker, der står til at falde ud af dagpengesystemet, eller som er faldet ud. Og hr. Kristian Thulesen Dahl svarer: Arh, men til gengæld kan jeg få nogle grænsebomme igennem. Jeg kan få nogle grænsebomme igennem med hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

I virkeligheden har jeg ikke noget spørgsmål, for det var ærlig besked fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Når det kommer til stykket, er alle de der flotte ord om velfærd og om et ordentligt sikkerhedssystem, sikkerhedsnet, om ordentlige dagpenge, om at bekæmpe social dumping, tilsyneladende ligegyldige. Man har det helt okay med at pege på en statsministerkandidat, som vil forringe velfærden markant mere end den siddende regering, så længe man kan få en grænsebom igennem. Det er klar besked fra hr. Kristian Thulesen Dahl, tak for det.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, jeg tror, at nogle af de danskere, der sad og lyttede her, måske stod af undervejs. Fru Johanne Schmidt-Nielsen spørger mig, om jeg kan pege på steder, hvor der er en enighed, og det gør jeg. Er der steder, hvor der er uenigheder? Ja, det er der. Har Dansk Folkeparti opgivet sin kamp for at få vores politik gennemført der, hvor der er uenigheder? Nej, det har vi ikke – det har vi ikke. Vi appellerer selvfølgelig til danskerne om at give Dansk Folkeparti så stærk en situation efter et folketingsvalg, at vi kan få en stor del af vores politik gennemført, også i forhold til den økonomiske politik.

I sidste valgkamp var vi i clinch med nogle, der sagde, at den økonomiske politik, vi stod for, var smalhals for den offentlige sektor, at det var virkelig sådan nedskæringspolitik. Det må på en eller anden måde være en rigtig, rigtig god økonomisk udvikling for den offentlige sektor med en realvækst på det, vi altså kalder 0,8 – sådan må det jo være. Men det er faktisk ikke så mange år siden, at de partier, som jeg håber kan få et flertal efter et folketingsvalg, var enige om den økonomiske politik – i hvert fald Venstre og Konservative var enige med Dansk Folkeparti i, at der skulle være plads til sådan en beskeden realvækst i den offentlige sektor for at håndtere udfordringerne.

Tak for det, og så er det snart frokost. Men først hr. Steen Gade, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er jo åbenlyst, at vi ikke kan få et klart svar fra hr. Kristian Thulsen Dahl. Men derfor vil jeg oplæse en meget klar markering fra hr. Peter Skaarup i Information den 20. april, hvor han udtaler: »Vi lægger ikke stemmer til nulvækst«. Jeg vil sige til Dansk Folkepartis formand og ordfører, at det her ikke handler om at give garantier, men om, hvad man prioriterer. Hvad er vigtigst? Og der kan jeg forstå på svaret, der blev givet lige før, at det er noget med grænsebomme. Men er det ikke vigtigt, om der skal være nulvækst i den offentlige sektor, hvor mange ansatte der skal være, og om der skal være ordentlig velfærd? Er det ikke vigtigt? Det er da i hvert fald sådan, at der er mange, der i de her år tror på Dansk Folkepartis sociale samvittighed, og derfor synes jeg da vi har brug for at få et helt klart svar.

Tak. Ordføreren.

Jo, men lige præcis til det konkrete eksempel har jeg jo sagt, at jeg synes, det var usædvanlig klogt, hvad hr. Peter Skaarup sagde, så det har jeg sådan set svaret på. Og det er jo sådan, at for os er der mange ting i vores politik, der er vigtige. Ja, det er vigtigt, at vi får en forstærket grænsekontrol. Ja, det er vigtigt, at vi får bekæmpet kriminalitet mere. Ja, det er vigtig, at forbrydere mærker en hårdere straf. Altså, der er mange ting, der er vigtige for os.

Men den økonomiske politik er jo også vigtig, og når man hører, hvad der bliver sagt, og så i dag læser en artikel i dagens udgave af Politiken, hvor der står, at 17.000 par varme hænder er forsvundet på 2 år – 2 år, hvor SR-regeringen har siddet ved magten – så får det sådan et mærkelig skær med den filosoferen over, hvad der sker om måske halvandet år, når der har været folketingsvalg og der måske så er nogle andre partier, der sidder med flertallet. Man kan bare diskutere, hvad der er sket de sidste 2 år under SR-regeringen. Og der er åbenbart skåret ned ude i kommunerne på de mennesker, der kan hjælpe vores ældre og kan hjælpe vores udsatte.

Tak. Hr. Steen Gade.

Nu vil jeg ikke sige, som man tit siger her i salen, at der ikke rigtig bliver svaret på spørgsmålet. Så lad mig sige, at jeg synes, det var en elegant svaren udenom og et forsøg på at rejse en anden diskussion.

Det, som er Dansk Folkepartis hovedproblem fra nu af og til det valg, som vi ikke ved hvornår kommer, er vel at få forklaret, om man er den sociale samvittighed, som mange mennesker i de her år tror Dansk Folkeparti er. Og der er det da vigtigt, om Dansk Folkeparti i virkeligheden går ind for en politik, der vil betyde, at der i 2020 er 33.000 færre offentligt ansatte og dermed ringere velfærd. Der må vil på et eller andet tidspunkt – sandsynligvis ikke i dag – blive givet et klart svar fra Dansk Folkepartis formand.

Tak. Så er det ordføreren.

Altså, det klare svar er, at vi ikke går ind for nulvækst. Det klare svar er, at den økonomiske politik, vi gik til valg på ved sidste valg, mener vi stadig væk er den rigtige, nemlig at der er plads til en beskeden realvækst i den offentlige sektor. Så det er jo det klare svar. Det, man så gerne vil have mig til, er selvfølgelig at sige noget om, hvad Dansk Folkeparti mon vil i hvilken situation og under forskellige forudsætninger efter et valg og ud fra, hvilket flertal danskerne vil sætte sammen om måske et år. Der vil jeg bare sige, at det jo er et af de svar, man ikke får under en afslutningsdebat som i dag. I dag står vi til ansvar for danskerne og lægger vores politik frem. Og så overlader vi selvfølgelig til den danske vælgerbefolkning at finde ud af, hvordan de vil sammensætte Folketinget, og så ved vi, hvad vi har at gøre godt med. Jo stærkere Dansk Folkeparti bliver ved et folketingsvalg, jo flere ting – også i vores økonomiske politik – kan vi selvfølgelig få igennem.

Tak for det.

Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:02).

Så genoptager vi afslutningsdebatten.

Der er vi i gang med korte bemærkninger til hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti. Og den første, der er noteret her efter pausen, er fru Liv Holm Andersen. Værsgo.

Mange tak for det. Jeg vil sådan set gerne gå videre til et lidt nyt emne. Dansk Folkeparti skriver i sit arbejdsprogram:

»I straffesager bør sigtedes advokat være berettiget til at foretage selvstændig efterforskning og selvstændige afhøringer og kunne kræve tiltale rejst mod personer, som politi og anklagemyndighed har overset. Sådanne alternative efterforskninger skal tildeles tilstrækkelige økonomiske ressourcer.«

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl kan oplyse os om, hvor mange ressourcer der skal stilles til rådighed til de her alternative efterforskninger.

Ordføreren.

Nej, det har vi ikke taget stilling til. Vi har det ønske, at man får øget mulighederne for den type efterforskning. Men det er klart, at skal det udmøntes i et konkret tiltag, kræver det selvfølgelig en del arbejde. Sådan er det jo ofte med punkter i et arbejdsprogram, at man angiver nogle ting, man gerne vil gå efter, men også anerkender, at et arbejdsprogram jo ikke er det fuldstændige grundlag at træffe en politisk beslutning på baggrund af.

Fru Liv Holm Andersen.

Men nu ved vi jo, at Dansk Folkeparti allerede har brugt i størrelsesordenen 50 mia. kr. på retsområdet. Jeg kan så oplyse hr. Kristian Thulesen Dahl om, at hvis blot halvdelen af de sigtede vælger at lade deres egen advokat stå for den her type alternativ efterforskning i 20 timer, vil det ifølge Justitsministeriet i hvert fald koste statskassen i omegnen af 2,8 mia. kr. om årligt. Jeg vil bare høre, om det er i den størrelsesorden, Dansk Folkeparti forestiller sig at man afsætter ressourcer til alternative efterforskninger.

Ordføreren.

Nej. Det er ikke et forslag, vi har klar til fremsættelse i Folketinget. Det er klart, at skal vi det, skal man jo ind og lave nogle afgrænsninger og så finde ud af, hvor langt man vil gå, også i forhold til hvor mange ressourcer man kan bruge på det.

Det er ligesom med en række af de andre ting, som forskellige her i Folketingssalen har interesseret sig for – og det synes jeg er fint – at man beder om at få nogle ting beregnet i virkeligheden med nogle forudsætninger, som vi ikke har lagt til grund. Derfor når man selvfølgelig også frem til nogle andre beløb, end vi ville nå frem til, hvis vi lavede det til et forslag, der blev fremsat her i Folketingssalen.

Hr. Nikolaj Villumsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil gerne tale om forholdene for vores ældre. Sidste år lykkedes det Enhedslisten at få sikret en milliard til de ældre på finansloven. Det var slet ikke nok til at dække de nedskæringer, der desværre har været, og jeg deler også kritikken af, at det er problematisk, at der ikke er blevet genoprettet på ældreområdet under den her regering.

Men jeg er meget bekymret for konsekvenserne for vores ældre, hvis hr. Lars Løkke Rasmussen og hans nulvækst kommer tilbage i statsministersædet. Det, jeg frygter, er, at der bliver færre hænder til at tage sig af de ældre danskere, som har bygget vores velfærdssamfund, hvis hr. Lars Løkke Rasmussen kommer tilbage på statsministerposten. Deler Dansk Folkeparti ikke den bekymring? Er Dansk Folkeparti ikke bekymret for konsekvenserne for de ældre, hvis hr. Lars Løkke Rasmussen igen bliver statsminister?

Ordføreren.

Der var sådan set lidt flere ting i det, der blev sagt, men i forhold til ældrepolitikken og ældreområdet er det, tror jeg, velkendt for de fleste, at Dansk Folkeparti ønsker, at vi skal yde en ordentlig service og hjælp til vores ældre medborgere, altså de ældre, der ikke kan klare sig selv. Det er helt afgørende i et velfærdssamfund, at vi gør det. Og derfor vil jeg også gerne sige, at jeg synes, det var en rigtig prioritering, da man sidste efterår satte fokus på ældreområdet som en af de helt afgørende ting i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, og vi har også efterfølgende rost, at der blev afsat flere penge. Det var ikke noget, regeringen fandt på, hverken i deres finanslovsoplæg eller i statsministerens åbningstale tilbage sidste oktober for den sags skyld; det var noget, der blev presset igennem ved forhandlingsbordet bl.a. af Enhedslisten, og det synes jeg var rigtig godt.

Nu handler det jo så om, om de penge bliver brugt rigtigt, og om vi har sikkerhed for, at de bliver til flere hænder, for som Politiken altså kan skrive i dag, er der kommet færre såkaldte varme hænder – altså hænder, der kan hjælpe bl.a. de ældre – ude i kommunerne, og derfor viser det jo også, at der faktisk har været behov for, at der blev sat yderligere ressourcer af, og det er en politik, vi i Dansk Folkeparti synes er rigtig.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for rosen fra Dansk Folkeparti. Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten går rigtig meget op i forholdene for de ældre. Det, som jeg spørger til, er, hvad konsekvenserne for de ældre bliver, hvis hr. Lars Løkke Rasmussen igen bliver statsminister. Det er der, hvor jeg efterlyser om Dansk Folkeparti har tænkt over, hvad konsekvensen for vores ældre medborgere bliver, de ældre medborgere, som allerede i dag mangler varme hænder til at tage sig af dem.

Har Dansk Folkeparti slet ikke tænkt over, hvad konsekvensen af hr. Lars Løkke Rasmussens nulvækst bliver for de ældre danskere i Danmark?

Ordføreren.

Jo – altså, man kan sige, at det har vi jo tænkt på, før hr. Lars Løkke Rasmussen tænkte på nulvækst. Vi lavede jo før sidste folketingsvalg en plan for, hvordan den offentlige økonomi efter vores opfattelse skulle se ud frem til 2020. Den lagde vi jo frem for den danske befolkning og for Folketinget og for alle, der interesserede sig lidt for det og ville læse om det. Så kunne man se der, hvad der skulle til, set med Dansk Folkepartis briller. Vi har så ikke forladt den kurs, vi har stadig væk den kurs, så det fortæller selvfølgelig noget om, hvad vi synes er den rigtige økonomiske politik til at sikre bl.a. vores ældre og til at sikre vores sygehuse og de ressourcer, der skal til osv.

Jeg har jo også tidligere under den her debat understreget, at det synes vi stadig væk er den rigtige økonomiske politik, og derfor har vi holdt fast, også selv om andre partier har forladt den økonomiske politik, som vi dengang var fælles om.

Hr. Jeppe Bruus for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne vende tilbage til det forslag, I har fra Dansk Folkepartis side i jeres arbejdsprogram, om, at sigtedes advokater skal være berettiget til at foretage en selvstændig efterforskning. Nu gav hr. Kristian Thulesen Dahl et svar lige før, som jeg synes var lidt vævende. Skal jeg bare forstå det sådan, at bandemedlemmer og rockere og andre altså skal have penge af staten til at gennemføre deres egen efterforskning?

Ordføreren.

Som jeg sagde før, har vi ikke lavet et konkret forslag. Når vi gør det, vil vi selvfølgelig skulle afgrænse, hvor det skal gælde og under hvilke vilkår, og hvad den økonomiske ramme, der er for sådan noget, vil være. Det er jo først på det tidspunkt, at vi kommer det nærmere. Sådan er det jo, når man kigger på partiers arbejdsprogrammer. Så er det ikke udtryk for ting, som man nødvendigvis med det samme kan fremsætte forslag om i Folketingssalen, men jo ting, man gerne vil arbejde i retning af. Men det er klart, at det, når det så skal komme som et forslag i Folketinget, selvfølgelig skal konkretiseres.

Hr. Jeppe Bruus.

Jeg synes, at man bliver forvirret på et højere plan. Der bliver sagt, at sådan er det jo med partiers arbejdsprogrammer. Det vil sige, at sådan er det for Dansk Folkeparti, nemlig at I kan foreslå hvad som helst. Tidligere har vi jo dokumenteret, at I har foreslået ting for 155 mia. kr. Det er åbenbart sådan normal praksis hos Dansk Folkeparti. Jeg tror, at Dansk Folkeparti der adskiller sig lidt fra andre ansvarlige partier, der sådan set anviser finansiering til de forslag, de har.

Vi har jo bedt Justitsministeriet om at regne lidt på det her forslag om at give rockere og bandemedlemmer ret til at lave deres egen efterforskning for statens midler. Man har estimeret, at det vil koste mellem 2,8 og 8,4 mia. kr. Det kunne jo være rart, hvis Dansk Folkeparti kunne hjælpe os lidt med at konkretisere, hvad det koster. Hvem er det, der skal have de rettigheder? Skal det være alle bandemedlemmer og alle rockere, eller er det bare endnu et i rækken af forslag fra Dansk Folkepartis side om ting, som man kan ønske sig, og som man så efterfølgende kan konkretisere? Hvis ikke det er sådan, eksisterer der så en anden virkelighed for Dansk Folkeparti, end der gør for alle mulige andre økonomisk ansvarlige partier, der sådan set ønsker at tage ansvar for det her land?

Ordføreren.

Det overlader vi trygt til danskerne at vurdere i forhold til de politiske partier. Det, der er sagen, er jo, i hvilken takt man kan få gennemført de politiske ønsker, man har. Det er selvfølgelig i den takt, man kan finde finansiering og penge til det. Jeg nævnte tidligere under debatten, at Rockwool Fonden har beregnet – det er deres vurdering – at hver gang der kommer 5.000 ikkevestlige indvandrere til Danmark, belaster det de offentlige finanser med 2,1 mia. kr. De vurderer, at vi i år har en belastning af de offentlige finanser i forhold til ikkevestlig indvandring på 16,6 mia. kr. Det er klart, at når vi ønsker at føre en politik, hvor der er færre, der kommer til Danmark og på den måde belaster de offentlige finanser, så frigør det jo nogle penge, efterhånden som det kan blive gennemført, og dem kan vi så bruge på andre ting.

Men vi kan jo selvfølgelig ikke sige, at det gennemfører vi så bare lige i næste uge, for vi har ikke, tror jeg, fået flertallet i Folketinget til at gøre de ting på indvandringsområdet, der er nødvendige for at frigøre de penge. Så det er bare for at sige, at sådan hænger tingene selvfølgelig sammen. Det tror jeg danskerne forstår, og det tror jeg egentlig også Socialdemokraterne forstår efter det, de var udsat for efter sidste valg, hvor man altså lovede mange ting, som man efter valget jo ikke har kunnet holde.

Fru Karin Gaardsted for kort en bemærkning.

Tak. Man står jo her og bliver frygtelig i tvivl om, om partiformanden står og undsiger sit eget arbejdsprogram. Jeg står med arbejdsprogrammet her, og der er jo mange rigtig gode ting i, men det er, som om Dansk Folkeparti er begyndt at tale med to tunger. Jeg ved ikke, om det er sådan, at partiet har været i lære et andet sted, men det er i hvert fald sådan, vi kan opfatte det. Hr. Peter Skaarup udtaler sig på den ene måde, f.eks. om ingen nulvækst, og så står partiformanden i dag og siger: Det er da det, vi går efter som udgangspunkt.

Jeg vil gerne spørge partiformanden: Skal vi høre det sådan, at arbejdsprogrammet bliver undsagt i dag?

Ordføreren.

Nej, sådan skal man ikke høre det. Det er heller ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at der er forskel på at komme med et arbejdsprogram, hvor vi fortæller danskerne, i hvilken retning vi ønsker det her samfund skal udvikle sig, og så til efteråret f.eks. at komme med finanslovsforslag for 2015 eller for den sags skyld i næste valgkamp at gøre det krystalklart for danskerne, hvad det er, vi vil forvente eller håbe vi kan få igennem efter et folketingsvalg i en ny valgperiode.

Et arbejdsprogram rækker nemlig længere. Det er ikke noget, vi foregøgler danskerne vi kan få igennem på ganske kort tid. Det er et langt, sejt træk. Det vil kræve, at vi i meget høj grad får lov til at definere, hvilken politik der føres i Danmark. Og det siger vi fuldstændig klart og tydeligt, så jeg tror, at rigtig mange i hvert fald kan fange det. Det gør jo også, tror jeg, at vi ikke får den samme problemstilling, som Socialdemokratiet gjorde efter sidste valg, hvor man havde lovet nogle ting. Jeg tror, der var noget med en skattepolitik, man havde sagt ikke kunne blive ændret med et komma, og så blev den jo ændret ganske meget efterfølgende. Det er jo sådan en situation, vi ikke vil bringe Dansk Folkeparti ud i, nemlig at man på den måde har sagt til danskerne: Præcis sådan her bliver det, hvis I stemmer på os – og så kan man ikke levere varen bagefter. Der tager vi selvfølgelig det forbehold, at det kræver et langt, sejt træk, det kræver stor indflydelse fra Dansk Folkeparti, og det kræver stor opbakning til os, for at vi kan gå i den retning, vi ønsker.

Fru Karin Gaardsted.

Men så er det jo bare hensigtserklæringer: Hvis og måske og i fald kunne det godt være, at Dansk Folkeparti ville have, at de her ting skulle ske. Det er faktisk det, jeg synes Dansk Folkeparti skoser os andre for: at vi ikke, med det samme vi kommer til magten, også får gennemført alt det, som vi ønskede os. Vi har det ligesom alle andre. Der skal kunne tælles til 90. Men nu har vi i hvert fald hørt fra partiformanden, at det, der står i arbejdsprogrammet, er noget, som måske kommer til at ske.

Lige som et afsluttende spørgsmål vil jeg gerne høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl kan garantere, at de ældre ikke kommer til at miste i forhold til det, som der er lovet i arbejdsprogrammet, hvis det er sådan, at V kommer til at danne regering efter et kommende valg.

Ordføreren.

Det er en lidt forunderlig debat, vi har her. Det er jo en god socialdemokrat, der her stiller spørgsmål, og som gik til valg på bl.a. »Fair Forandring«, som meget detaljeret fortalte, hvad der skulle ske, hvis Socialdemokratiet fik regeringsmagten. Så kunne man ikke gennemføre det. Det kan diskuteres, i hvor høj grad man overhovedet har sloges for det, man gik til valg på, men man gav i hvert fald nogle ret klare løfter til danskerne, som mange danskere ikke føler man har kæmpet for at få indfriet.

Så siger jeg, at det jo nok er, fordi danskernes valg ved et folketingsvalg har en vis indvirkning, og det er meget godt lige at tage det forbehold, at danskerne skal stemme til et folketingsvalg. Vi kan ikke sidde og gennemføre politik uden om danskerne. Det er sådan set hele ideen i et demokrati. Så bliver det pludselig til et problem; det mener jeg ikke det er.

Jeg mener, at det er sundt, at danskerne får at vide, at der er forskel på partierne, og hvad det er for en retning, man vil bevæge Danmark i. Så kan danskerne forholde sig til, hvem man ønsker at give stemmen til, og så får den opbakning, vi får herinde, jo afgørende betydning for, i hvilket omfang vi så kan få gennemført det, vi rent faktisk ønsker. Det kan danskerne godt gennemskue. Det tror jeg faktisk også at spørgeren kan.

Fru Lisbeth Bech Poulsen for en kort bemærkning.

Jeg synes, at vi skal gå væk fra, hvad det koster, for jeg kan godt høre, at vi ikke kommer det meget nærmere, hvor DF vil finde de milliarder, det koster.

Men jeg vil godt fortsætte i det her spor, for jeg vil gerne tale politik med ordføreren. Så derfor vil jeg gerne vide, om DF mener, at staten skal punge ud med milliarder, for at rockere, bandemedlemmer, voldtægtsforbrydere og alle mulige andre kan få penge fra staten til deres egen efterforskning. Jeg vil bare gerne vide, om hr. Kristian Thulesen Dahl politisk set mener, det er en statslig opgave, som skatteborgerne skal betale milliarder for.

Ordføreren.

Det her handler om retssikkerhed. Altså, det handler jo om, hvis man er beskyldt for at have begået en kriminel handling, hvad det så er, vi som samfund accepterer er en del af det at søge retssikkerhed. Og det skal selvfølgelig afgrænses, i forhold til hvilke omkostninger man kan lægge ind i det, og hvordan man vil udarbejde det konkrete forslag. Det har vi ikke gjort. Men jeg synes, at hovedprincippet er, at man i virkeligheden som samfund også forholder sig til, at hvis folk bliver sigtet, har de selvfølgelig en beskyttelse, og så har de også en mulighed for at få undersøgt, om den kriminelle handling nu er den, de er blevet beskyldt for.

Det er grundlæggende et spørgsmål om at sikre retssikkerheden. Og så skal vi selvfølgelig med dem, som vil diskutere det med os, finde ud af, hvordan man så afgrænser det konkret, for selvfølgelig skal det afgrænses.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Ja, og det er jo det, vi har politiet til. Jeg ved ikke, om hr. Kristian Thulesen Dahl fra Folketingets talerstol står og undsiger politiets arbejde. Men når hr. Kristian Thulesen Dahl på den ene side taler om retssikkerhed og på den anden side siger, at vi må kigge på forslaget – hvordan det skal afgrænses, og hvem der skal have penge – er det så en særlig stor grad af retssikkerhed, at DF skal beslutte, hvem der skal have penge til det og ikke skal have penge til det?

Derfor vil jeg bare igen spørge, om DF politisk set mener – og nu går vi ikke i detaljer – at potentielle voldtægtsforbrydere, pædofile voldtægtsmænd, mordere og alle mulige andre skal have penge til en parallel efterforskning, deres egen efterforskning? I stedet for kunne vi måske kigge på, om politiet har de ressourcer. Det kunne vi jo godt tage en diskussion om. Men jeg vil gerne vide: Er det DF's politik, at man skal kunne køre de her parallelle efterforskninger, hvis man f.eks. er bandemedlem, rocker, voldtægtsforbryder? Er det det, vi skal bruge statens milliarder til?

Ordføreren.

Jo, men jeg vil bare ikke lave den afgrænsning i dag, for så langt er vi i hvert fald ikke kommet. Vi har i vores arbejdsprogram nogle ting om det at skabe retssikkerhed, altså sikre folk, der er beskyldt for kriminelle handlinger. Og det handler selvfølgelig også om folk, der f.eks. bliver beskyldt for pædofili, som jo er en grov beskyldning – og hvis det er rigtigt, skal det selvfølgelig straffes hårdt, men hvis det er en beskyldning, der er baseret på et urigtigt grundlag, er der selvfølgelig nogle andre mekanismer, der skal træde i kraft.

Jeg synes da, det er helt legitimt, at vi som politiske partier har en diskussion af: Hvordan sikrer vi retssikkerhed for de folk, der bliver beskyldt for kriminelle gerninger? Det har vi så forholdt os til i vores arbejdsprogram. Vi har ikke udmøntet det i et konkret forslag, for vi anerkender, at når man vil skulle det, skal man selvfølgelig lægge nogle afgrænsninger ind i det. Det gør man blandt de partier, der i givet fald vil tage den diskussion. Det er jo ikke Dansk Folkeparti, der definerer det; det er de partier, der i givet fald vil gå ind i den her diskussion om at skabe en tilfredsstillende situation i forhold til retssikkerhed. Sådan er det da.

Fru Trine Bramsen for en kort bemærkning.

Jeg må sige, at det er første gang nogen sinde, jeg hører Dansk Folkeparti tale om retssikkerhed for rockere og bandemedlemmer. Derfor må jeg også lige finde arbejdsprogrammet frem her igen, for der står klart og tydeligt: I straffesager bør sigtedes advokat være berettiget til at foretage selvstændig efterforskning og selvstændige afhøringer. Hvem gælder det? Kan vi få et svar? Det står i arbejdsprogrammet. Så må man jo formode, at Dansk Folkepartis formand også har tænkt over, hvem den her rettighed skal gælde for. Gælder det også for rockere og bandemedlemmer?

Ordføreren.

Jamen altså, retssikkerhed gælder jo i udgangspunktet for alle, der bliver beskyldt for at have begået en kriminel gerning. Det kommer noget bag på mig, at Socialdemokratiet nu laver et skel og siger, at hvis man bliver beskyldt for bestemte kriminelle gerninger, så har man ingen retssikkerhed. Altså, retssikkerhed er da et bærende princip i en retsstat; det troede jeg var noget vi var fuldstændig enige om.

Den næste diskussion er så, hvad det betyder i praksis, og hvordan man så sikrer den retssikkerhed, og det har vi tilladt os at have nogle synspunkter om i et arbejdsprogram, hvor vi siger, at hvis det skal konkretiseres efterfølgende, vil vi jo komme ind i diskussionen om, som fru Bramsen siger, hvem det præcis skal gælde for og i hvilke situationer, og hvilke ressourcer vi kan lægge ind i det. Men selve princippet om, at retssikkerhed også gælder for folk, der er beskyldt for hårde kriminelle gerninger inden for rockermiljøet eller, som det blev nævnt før, pædofili osv., må stå fast. Selvfølgelig gælder retssikkerheden da også der. Det vil vi i hvert fald gerne have den skal gøre. Det troede jeg egentlig vi var fælles om.

Fru Trine Bramsen.

Det er jo noget af en indrømmelse, vi får her fra Folketingets talerstol i dag. Danske skatteydere skal fremover betale for rockere og bandemedlemmers egen efterforskning, for at man kan føre en selvstændig retssag. Det er de danske skatteydere, der skal betale for det. Må jeg ikke spørge Dansk Folkepartis ordfører: Kommer det her til at indgå i finanslovsforhandlingerne som et krav fra Dansk Folkepartis side?

Ordføreren.

Altså, det sidste har vi ikke taget stilling til. Det skal vi nok gøre til efteråret – der må spørgeren have lidt tålmodighed. Til efteråret, når der bliver fremlagt et forslag til finanslov fra regeringen, gør vi, som vi altid gør, når det bliver efterår. Så fremlægger vi, hvor vi ønsker ændringer i det finanslovsforslag for det efterfølgende år. Sådan vil vi også gøre til efteråret. Der vil vi tage stilling til, hvilke af de ønsker, Dansk Folkeparti har – som er mange, ja, vi har mange store ambitioner på det danske samfunds vegne – vi ønsker at prioritere i forhold til 2015.

Så må jeg sige i forhold til det andet, at jeg synes, det er overraskende, at Socialdemokratiet nu i diskussionen om retssikkerhed – og så kan vi altid diskutere, hvad der skal lægges ind, og hvad der sikrer retssikkerheden – begynder at sondre og sige, at der er nogle grupper af potentielle kriminelle, som ikke skal have retssikkerhed. At begynde at lave sådan en sondring i forhold til andre grupper af folk, der er beskyldt for kriminalitet, havde jeg nok ikke lige set komme i den her debat. Men det har vi så fået konstateret nu.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak for det. »Det er min vigtigste opgave at placere Dansk Folkeparti, hvor de får størst indflydelse«, sagde hr. Kristian Thulesen Dahl. Det skal jeg da lige love for. Det skete jo under den tidligere VK-regering. Da var jeg ikke i Folketinget, men sad sammen med flere hundrede arbejdsløse, som jeg skulle finde job til. Det var en indflydelse, som arbejdsløse stadig lider under, i form af en halvering af dagpengene og en fordobling af genoptjeningsperioden.

Så har jeg forstået, at Dansk Folkeparti igen vil støtte hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Det kan jo være, at jeg har hørt forkert. Men vil Dansk Folkeparti kræve ændringer i dagpengereglerne af hr. Lars Løkke Rasmussen, hvis han bliver statsminister, og hvis ellers Dansk Folkeparti stadig væk er i Folketinget?

Ordføreren.

Ja, det er i hvert fald nogle gode, vigtige forudsætninger at lægge ind. Altså, vi mener jo under alle omstændigheder, at der er behov for at kigge på dagpengesystemet, og det er, uanset hvem der sidder i regering efter næste valg. Vi har forstået det sådan på statsministeren og regeringen, at der er nedsat en gruppe af mennesker, der skal kigge på, om man kan lave nogle fornuftige ændringer af dagpengesystemet.

Noget af det, som vi synes er meget interessant i den sammenhæng, er jo, om de kan komme frem med et forslag til et konjunkturbestemt dagpengesystem, som tager højde for, at der gælder forskellige regler i forhold til dagpengene, afhængigt af om vi har god vækst og gang i økonomien, eller om vi har lavvækst. Og det vil jeg gerne sige: at kan de komme frem med en model, der virker gennemførlig, altså som virker praktisk gennemførlig, så er det noget af det, som vi vil kigge meget positivt på.

Hr. Christian Juhl.

Jeg forstår ikke helt, hvad hr. Kristian Thulesen Dahl mener med konjunkturbestemt, men det må vi have fundet ud af. Er det det samme, som skete i 2010: at man så snitter lidt af her og snitter lidt af der? Altså, dengang var det jo ret voldsomt, man gjorde det, endda midt i en kriseperiode. Betyder det så, at hvis der er dårlige konjunkturer, skal dagpengene også være dårlige? Eller betyder det, at i dårlige perioder skal de være bedre? Det er jo ikke let at forstå, når man under den gamle borgerlige regering faktisk skar ned på dagpengene midt i en kriseperiode.

Ordføreren.

Altså, den dagpengereform, der blev gennemført, var en hård reform, og i lyset af at væksten i økonomien ikke kom, som vi havde forudset det, blev den indfaset for skrapt. Det har vi diskuteret rigtig mange gange her i Folketingssalen, og den diskussion tager vi meget gerne igen.

I forhold til det fremadrettede er det vores udgangspunkt – jeg tror også, det er det, spørgeren lægger lidt til grund her – at hvis man skal have et konjunkturbestemt dagpengesystem, så handler det om, at man i perioder med lavvækst kan have en længere periode end den, man har i dag. Det er den tilgang, vi har til det, og så håber vi, at der kommer et godt svar fra de mennesker, som regeringen har valgt at sige skal kigge på det, og at det også kommer forholdsvis hurtigt.

Så siger jeg bare, at kan man der lave en konjunkturbestemt løsning, tror jeg, at rigtig mange danskere vil synes, at det er en fornuftig måde at gribe det an på – hvor man altså respekterer, at der er forskel på, om vi er i en situation, hvor der er gang i økonomien og der bliver skabt arbejdspladser, eller om vi er i en situation, hvor der er lavvækst.

Fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil vende tilbage til det her med Dansk Folkeparti, der går ind for, at det offentlige skal finansiere, at sigtede kan lave selvstændige efterforskninger. En ting er pengene og sådan noget, men det, der i hvert fald står klart i dag, er, at hr. Kristian Thulesen Dahl vedstår sig, at det vil Dansk Folkeparti. Det står i arbejdsprogrammet, og så skal det måske fases ind eller vinkles, eller hvad ved jeg. Det må hr. Kristian Thulesen Dahl jo meget gerne lade os vide, når man er kommet videre med det.

Men jeg vil faktisk gerne spørge ind til det principielle. For det her vil jo betyde, at sigtede i f.eks. rockersager skal kunne lave en parallel efterforskning betalt af fællesskabets kasser. Er det virkelig det, Dansk Folkeparti mener?

Ordføreren.

Jamen altså, som jeg også tidligere har svaret på det samme spørgsmål, er det klart, at når sådan et forslag skal konkretiseres, skal det også afgrænses. Og der skal man jo så tage stilling til – også i forhold til de ressourcer, man vil lægge ind – hvor afgrænsningen skal forekomme.

Men selve princippet om, at man som sigtet for kriminalitet har nogle muligheder, ligger ikke os fjernt. Jeg tror sådan set også, de fleste egentlig godt ville kunne se fornuften i, at det her ikke handler om, hvorvidt man skal kunne det eller ikke kunne det. Det handler om, hvorvidt det er afgrænset på den rigtige måde.

Det handler jo ikke om, at politiet ikke skal have de redskaber, der skal til, for at politiet kan foretage sin efterforskning. Men det handler selvfølgelig om at indbygge nogle retssikkerhedsgarantier for dem, der er beskyldt for kriminalitet.

Fru Astrid Krag.

Jeg bliver nødt til at sige, at jeg synes, det her lugter langt væk af mistillid til politiets efterforskning. Og jeg må bare sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, at det altså er Dansk Folkeparti, der kommer til at skylde os andre et svar på, hvordan man så vil afgrænse det, hvis man ikke vil gå ind og sige, at der er visse typer af kriminalitet – rockerkriminalitet, bandekriminalitet – hvor man ikke på det offentliges regning selv skal kunne hyre advokater til at lave parallelle efterforskninger. For de penge ville vi jo kunne bruge på andre gode ting i fællesskabet, og der deler jeg hr. Kristian Thulesen Dahl syn på, at der f.eks. er masser af værdige sager inden for ældreområdet.

Altså, jeg er sådan lidt rystet over, at hr. Kristian Thulesen Dahl i dag siger det så klart: Det står i vores arbejdsprogram, jeg står ved det, det er den vej, samfundet skal udvikle sig.

Jeg må bare sige og så her allerede anmelde, at jeg kommer til at glæde mig utrolig meget til at se, hvordan det forslag konkret ser ud. Og hvis det ikke bliver til det her års finanslov, kan vi jo forstå, det bliver noget af det, man tager med til en kommende regering. Og det er for mig en meget mærkelig opfattelse både af retssikkerhed, men sådan set også af det arbejde, vores politi udfører, når de efterforsker.

Ordføreren.

Jeg skal bare sige, at vi i forskellige sammenhænge jo har diskussioner om, hvad det offentlige dækker, når det f.eks. gælder en klagers udgifter til at kunne køre sin sag. Altså, vi har jo også på skatteområdet tidligere haft diskussioner om omkostningsdækning og lignende, sådan at man får dækket de omkostninger, man måtte have haft for at søge sin ret.

Det er jo den balancegang, vi hele tiden skal gå, nemlig sådan at vi finder, hvad der er en rimelig måde at gøre det på, så man sikrer, at det, der bliver enden på det for folk, der bliver beskyldt for forskellige former for kriminalitet – hvis det er på skatteområdet, er det måske for skattesnyd – kommer så tæt, vi overhovedet kan komme på det rigtige, så de mennesker, der har begået forbrydelserne, bliver straffet hårdt og føler, at de får en straf for det, mens de, der ikke har, selvfølgelig ikke bliver det.

Det er den balance, som vi i hvert fald er optaget af at finde. Og jeg må bare sige, at jeg troede egentlig, det var en balance, som alle andre af Folketingets partier ønskede at finde i lighed med os.

Så er der en sidste omgang korte bemærkninger. Fru Sanne Bjørn, værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at dykke lidt ned i Dansk Folkepartis politik på forsvarsområdet, for jeg synes, det er en lidt besynderlig måde, som Dansk Folkeparti arbejder med forsvarsudgifterne på. Dansk Folkeparti er med i det nuværende forsvarsforlig, hvor vi besluttede at reducere udgifterne med 2,7 mia. kr. årligt frem mod 2017. Alligevel taler Dansk Folkepartis retsordfører om, at Dansk Folkeparti vil bruge 10 mia. kr. mere på forsvaret. Er det korrekt, at Dansk Folkeparti har været med til at aftale besparelser de næste 3 år?

Ordføreren.

Ja, det er fuldstændig rigtigt, at vi i det forsvarsforlig, vi har lavet, sparer 2,7 mia. kr. af forsvarets ramme. Det er også rigtigt – hvis det var det, der lå i spørgsmålet – at vi igennem flere forsvarsforlig faktisk har haft den situation, at man har skullet spare på forsvaret. Og jeg håber, at vi er kommet dertil nu, hvor vi ikke længere skal lave forsvarsforlig, hvor vi skal spare på forsvaret. Og hvorfor det? Fordi vi jo ser, hvad der sker omkring os. Vi ser, at der er behov for et dansk forsvar, der er effektivt og stærkt, og som kan bidrage rundtomkring i verdens brændpunkter.

Så hvis den diskussion, vi har om forsvaret og vores bidrag til det, kan medføre, at vi nu begynder at kigge den anden vej, så vil det være klogt. I hvilket omfang man så kan det, beror selvfølgelig på de konkrete forhandlinger, der bliver om forsvarets rammer i fremtiden.

Fru Sanne Bjørn.

Altså, det virker, som om Dansk Folkeparti og hr. Kristian Thulesen Dahl gør ét og siger noget andet. Hr. Kristian Thulesen Dahl sagde selv i forbindelse med forhandlingen om det nuværende forsvarsforlig, at Dansk Folkeparti godt ville gå med til besparelser, hvilket I så også gjorde. Kan hr. Kristian Thulesen Dahl forklare, hvordan man kan gå ind for at øge forsvarsbudgettet med 10 mia. kr. på den ene side, samtidig med at man på den anden side ikke har noget imod besparelser og rent faktisk skærer ned på budgettet?

Ordføreren.

Jeg tror, det siger sig selv, at hvis man mener, at vi skal have et stærkt og effektivt forsvar, er det sådan, at jo flere gange man har lavet forsvarsforlig, der baserer sig på, at man skærer i bevillingerne, jo sværere er det at gøre det igen – altså, jo mere logisk er det da, at man begynder at kigge den anden vej.

Vi har også taget til efterretning, at NATO's generalsekretær har understreget, at vi skal være opmærksomme på USA's rolle i forhold til de europæiske landes forsvarsbudgetter, og at vi må se i øjnene, at USA nok vil betale mindre for det samlede NATO-forsvar fremover. Og hvis vi som et aktivt NATO-land, der gerne vil være engageret og tage ansvar, skal tages alvorligt i den sammenhæng, skal vi også være parate til at bidrage med vores. Og det er i lyset af den diskussion, vi har hele debatten om, hvordan forsvarets vilkår så skal være fremadrettet. Og den opfordring, som NATO's generalsekretær har givet, håber jeg da i hvert fald vil være en opfordring, som de fleste af Folketingets partier vil tage til sig, og jeg håber også, at de vil fokusere på den balance, der er mellem USA's andel af NATO's samlede forsvarsbidrag og så de europæiske landes bidrag.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det hr. Christian Friis Bach som radikal ordfører.

Tak for det. Det har været et år med høj politisk bølgegang. En regering er blevet til en mindretalsregering, og der er sket en række udskiftninger på ministerposterne – jeg mindes jo selv en enkelt af dem. Det har været et år fyldt med fokus på presse og personsager, og det har måske skabt forvirring og frustration hos mange danskere.

Derfor er der i dag grund til at huske, at vi i de sidste par år har skabt solide politiske resultater, og huske på, at vi har skabt dem sammen i det her Folketing på kryds og tværs i forlig efter forlig, resultat efter resultat. Ja, vi har delt os efter anskuelser, vi har ofte diskuteret, så det bragede, men det er jo kun, fordi vi deler os og diskuterer, så det brager, at vi skaber gode resultater. Debatten og dialogen former de politiske forlig. Folketinget er en unik tænketank og har samtidig været en ganske god handletank her de sidste år, for der er blevet handlet.

For 3 år siden havde vi et land i en barsk økonomisk krise. Vi stod i en situation, hvor VK-regeringen ikke havde vist rettidig omhu. Der var markant brug for reformer. Vi var kommet bagud. Der var ikke blevet handlet. Det er der nu, og det virker. Væksten forventes at stige til 1,5 pct. – 2 pct. i år og 2 pct. næste år – og beskæftigelsen er i løbet af 2013 øget med 28.000 personer. Ledigheden er faldet, uanset hvordan man måler den. Og erhvervslivet ser lysere på fremtiden. Det har jeg selv oplevet hos en lang række virksomheder, som jeg har besøgt. Det er lige fra Hydrema, der svejser en rendegraver op fra bunden, og som stadig væk er i Danmark, til NGI A/S, der er verdensmester i at lave sko – altså ikke sådan nogle sko, som vi indimellem diskuterer her i salen, men sko til maskiner – som melder om optimisme. Forbrugertilliden har været positiv i over et år, og danskerne er begyndt at købe mere ind. Vi er på vej ud af krisen.

Winston Churchill sagde engang, at man aldrig må spilde en god krise, og vi kan nu spørge os selv: Spildte vi krisen, forsømte vi at lave forandringerne? Og svaret er nej. Vi er som land kommet stærkere ud af krisen. Det er både, når det gælder økonomi, miljø og social ansvarlighed. Vi har i dag et stærkere, et mere bæredygtigt land, end vi havde for 3 år siden. Vi står godt rustet til en ny periode med økonomisk vækst, som samtidig er social og miljømæssig bæredygtig – for nu at citere en 27 år gammel rapport, som jeg og mange andre danskere engang læste, nemlig Brundtland-rapporten.

Vi er kommet stærkere igennem krisen, fordi vi netop har fokuseret på alle tre dimensioner af bæredygtighed. Vi har forstået, at vi ikke står over for særskilte kriser med en finanskrise her, en klimakrise her og en udviklingskrise der. Det er en og samme krise, for nu igen at citere Brundtland-rapporten.

Det har vi forstået, og med vi mener jeg faktisk hele dette Folketing trods politiske uenigheder, for de resultater, der er skabt, har vi jo lavet sammen med deltagelse af stort set alle partier i Folketinget. Nogle partier og politikere lægger mere vægt på det økonomiske, andre har et stærkere fokus på det sociale, og andre igen vægter det grønne, men det er jo balancen, og det er bæredygtigheden, der er det vigtige, og som regering har vi forsøgt at skabe både balance og bæredygtighed.

Det gælder økonomien med en vækstplan til 90 mia. kr., der styrker virksomhedernes konkurrenceevne efter 10 år, hvor det gik den forkerte vej. Der er arbejdsmarkedsreformer, der har fået arbejdsløse tættere på varig beskæftigelse. Der er skatteaftalen, som sænkede skatten på arbejde og øgede beskæftigelsen. Det er samlet 100 mia. kr. – endda over 100 mia. kr. – der de seneste 2 år er investeret i at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Det bidrager til at øge væksten med 12 mia. kr. om året, få 150.000 mennesker i privat beskæftigelse i 2020 og give en familie 3.000 kr. mere at leve af. Dertil kommer der en budgetlov; 2020-planen sikrer offentlige finanser i langt bedre balance på både kort og lang sigt. Vi står nu ikke længere i den sorte bog hos hverken EU eller de internationale kreditbureauer. Vi har igen mulighed for at investere i bedre sundhed og uddannelser, så også her bestod vi krisen. Det var økonomien.

Det gælder også miljøet og klimaet. Vi har vedtaget en af verdens mest ambitiøse energiplaner og en klimalov, der med jysk stædighed og med rigtig mange jyske vindmøller skal sikre, at vi selv kan producere den energi, vi skal bruge i 2050, fra vedvarende energikilder. Det vil da være fantastisk, hvis det lykkes, og det kan godt lykkes. Det vil ikke være helt nemt, og det vil heller ikke være helt billigt. Det koster os 6 mia. kr. mere i 2050. Det er mange penge. Men hvis vi nu regner det ud pr. indbygger, så svarer det til godt 1.000 kr. pr. dansker, og igen, vi måler jo ofte i sko her i salen, og det svarer stort set til prisen på de sko, som jeg har på i dag. Jeg giver gerne et par sko for et renere og grønnere Danmark, et Danmark, der er fuld af virkelyst og grønne virksomheder, en virkelyst, som jeg mærkede, da jeg i forrige weekend gik rundt ude i energibyen på Roskilde Dyrskue midt mellem varmepumper og vindmøller. Det vælter frem med nye grønne ideer og inspiration. Det her kan godt lade sig gøre.

Vi har fået en naturfond, der kan og vil give os nye herlige naturområder, hvor både fugle, frøer og fisk ikke kun vil undgå at få det værre, men faktisk kan gå hen og få det en hel del bedre. Vi har fået en togfond, der forvandler sort olie til grønne elektriske togskinner og sparer tid for danskerne i hele landet. Vi har lavet en ressourcestrategi, der skal sikre, at vi genanvender dobbelt så meget af vores affald i 2022, og starter omstillingen mod det, der kan kaldes en cirkulær økonomi, hvor en mobil bliver til en ny mobil, når den ikke duer længere, og hvor affald fra den ene fabrik bliver til en ressource i den næste. Det er helt, som de gør det i Kalundborg, hvor røgen bliver til gipsplader, og hvor enzymaffaldet bliver til biogas og til gødning. Det var miljø og klima.

Så til den sociale indsats. Den bygger ikke mindst på en ganske massiv investering i uddannelse. Der er tale om en ambitiøs folkeskolereform, som skal sikre, at alle, også dem, der bøvler lidt med tal og med bogstaver, kommer med; en reform af erhvervsuddannelserne, så vi fortsat kan have verdens bedste håndværkere; en reform på universiteter, så de studerende får bedre undervisning og hurtigere kommer igennem; og ikke mindst, som vi nu foreslår med beskæftigelsesreformen, en markant satsning på målrettet uddannelse af de arbejdsløse og især ufaglærte arbejdsløse, så de kan få et fag og de kan få et godt arbejde. Vi bliver klogere, dygtigere, og det er det, vi skal leve af. Mange af jer er jo selv eksempler på netop det, eller også er jeres forældre eksempler på det. Som min far, der startede i fattige kår, var landbrugselev, manufakturhandler og endte som lektor i kemi. Det forvandlede mit liv, det forvandlede min families liv og muligheder. Og han fik chancen, fordi han fik en uddannelse. Den chance skal alle børn i Danmark have. Vi har fra dag et haft som mål, at vores børn og unge skal være den bedst uddannede generation nogen sinde i Danmark.

Det er jo rigtigt, der har været svære reformer med sociale konsekvenser. Vi har jo alle fået i hundredvis af breve fra borgere, der enten er ramt af dagpengereform, gensidig forsørgerpligt og andre reformer, og de breve gør indtryk. Det betyder, at vi har bevisbyrden. Vi skal vise, at de her reformer virker og skaber arbejdspladser og uddannelsespladser til de mange, der har det svært, og det er ikke noget, vi må tage let på. Men det går den rigtige vej, vi er kommet igennem krisen uden tocifrede arbejdsløshedsprocenter, uden høje renter, uden usikkerhed, og nu vender det. Der er over 20.000 flere, der kommer i beskæftigelse hvert år i de her år, og ledigheden falder støt og solidt. Og så har vi blikket rettet mod de svageste og de fattigste.

Vi afskaffede fattigdomsydelserne, kontanthjælpsloft og starthjælp, og det har givet resultater. Fattigdomskurven er nu knækket for første gang siden år 2000. Antallet af fattige danskere og – måske mest vigtigt – antallet af fattige børn i Danmark er nu faldet fra 2011 til 2012. Det er søreme en god nyhed. Vi er fortsat et af de lande, hvor forskellen mellem rig og fattig er mindst. Det skaber sammenhold, sammenhængskraft, og det skal vi værne om. Vi skal jo ikke stoppe der. Nu skal vi have en markant psykiatrihandlingsplan og -investering, som skal hjælpe dem, der ryger ud på et sidespor, fordi de bliver ramt af en psykisk sygdom. Med den sociale 2020-plan kommer der målrettede tiltag til at hjælpe voldsramte kvinder, stofmisbrugere, hjemløse. Der er fortsat brug for at udbygge velfærdssamfundet og at tage hånd om dem, der har behov, og også derfor er nulvækst ikke en holdbar strategi i de kommende år. Det var det sociale.

Vi har derfor ikke spildt krisen. Vi er kommet stærkere ud af krisen på alle dimensioner af bæredygtighed, økonomi, miljø, den sociale indsats, og det har alle partier her i Folketinget bidraget til. Godt gået, og mange tak for samarbejdet! Derudover kan vi være stolte af, at vi også under krisen har tænkt på andre end os selv. Vi lukkede os ikke inde under krisen, vi lukkede ikke verden ude, tværtimod. Vi står fast – ja, det gælder måske så især regeringen – på fri bevægelighed og på børnecheck. Vi rejste ikke grænsebomme. Danskerne gav en markant tilslutning til patentdomstolen. Vi kan snart få dobbelt statsborgerskab, og vi har endda øget vores hjælp til verdens fattigste mennesker midt under krisen. Det har gjort en forskel for flygtninge i Syrien, skolebørn i Afghanistan og unge mødre i Mozambique. Vi bygger et bolværk op mod nye kriser, og vi løser verdens problemer i fællesskab. Det kommer godt igen. Min mormor fra Sindal i Vendsyssel sagde altid: Har man evnen, har man også pligten.

Vi har gjort det, vi kunne, men vi er ikke færdige. Der er brug for flere reformer, og lad os nu få den vækstplan og beskæftigelsesreform på plads inden sommerferien. Det kan vi godt nå. Men det samarbejdende folkestyre har leveret. Vi er på vej ud af krisen, vi står stærkere i dag. Vi har gjort det gennem samarbejde, det er det, vi skal, og det er sådan, det skal gøres, for som vi siger i Det Radikale Venstre: Vi samarbejder – punktum – med dem, der vil – punktum. Tak for ordet – punktum.

Så går vi til de korte bemærkninger. Først fru Inger Støjberg. Værsgo.

Tak, punktum – får man næsten lyst til at sige.

Det Radikale Venstre kalder sig normalt for et reformparti, og det var jo sådan set også der, ordføreren sluttede sin tale – netop med reformer og iveren efter at gennemføre reformer. Det afleder så det spørgsmål, om ordføreren kan bekræfte, at den nuværende regering har gennemført langt færre reformer end den tidligere regering under ledelse af hr. Lars Løkke Rasmussen.

Ordføreren.

Det tror jeg ikke jeg kan bekræfte, men jeg kan bekræfte, at vi har gennemført en lang række reformer sammen, og det var det, jeg kvitterede for her på talerstolen.

Men der var en reformangst i 00'erne. Der var en forsigtighed bundet og båret af en kontraktpolitik, og det satte Danmark i stå. Jeg anerkender fuldt ud, at der under det sidste år med VK-regeringen måske blev lidt panik før lukketid, og at man gik i gang tvunget af den økonomiske nødvendighed, af den økonomiske krise med et reformprogram, som denne regering har fuldendt, ført igennem og suppleret med reformer på stort set alle områder, og som har fået Danmark næsten ud af krisen. De sidste reformer skal til, så vi kan komme helt ud af krisen.

Fru Inger Støjberg.

Nu siger ordføreren: panik før lukketid. Det er så første gang, jeg skulle ønske, at der skulle være panik før lukketid, kan vi sige, under den her regering.

Men jeg kan røbe, at der under Lars Løkke Rasmussen-regeringen blev gennemført reformer, der øgede arbejdsudbuddet med lige knap 96.000, hvorimod tallet under den nuværende regering er lige knap 23.000. Så det vil altså sige, at reformiveren i hvert fald er meget aftagende hos Det Radikale Venstre, hvis man kan gøre det op på den måde, og det går jeg sådan set ud fra at man kan, i og med at ordføreren jo selv netop nævner, at der er behov for flere reformer.

Så mit spørgsmål er bare: Hvad har man tænkt sig at gøre fra Det Radikale Venstres side? Man har tilsyneladende en reformiver, men uden rigtig at omsætte det til noget, eller er iveren i virkeligheden forsvundet lidt, siden man er kommet i regering?

Ordføreren.

Jeg tror, alle danskere anerkender, at denne regering har gennemført flere og mere barske, men desværre nødvendige reformer, end vi har set i mange år i dansk politik – ja, måske helt tilbage til SR-regeringen i 1990'erne. Mange og barske reformer, der er gennemført igennem de sidste godt 2 år; reformer, som Venstre har bidraget til, og tak for det; reformer, der har været nødvendige, men de var jo nødvendige, fordi reformerne ikke kom under de otte gode år med VK-regeringen. Da kom de nødvendige reformer ikke, og derfor overtog vi jo et land og en økonomi på grænsen af, hvad vi kunne holde til. Regningen var sendt videre til børnene.

Vi har haft massive offentlige underskud, der skulle håndteres, men det har vi gjort. Vi er nu røget ud af den sorte bog i både EU og i de internationale kreditbureauer. Vi har formået at holde renterne lave og stimulere økonomien og få gang i væksten, og det er den opgave, som regeringen har løst. Tak for opbakningen til det fra Venstre undervejs i adskillige af reformerne, men det er en regering, der har gjort det, der var nødvendigt, og det, der skulle til.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu skal jeg ikke blande mig i striden om, hvem der har øget arbejdsudbuddet mest. Det er måske mere interessant at beskæftige sig med, hvornår der kom flest nye arbejdspladser.

Det, som jeg i grunden vil spørge hr. Christian Friis Bach om, er noget lidt andet. Jeg forstod, at hr. Christian Friis Bach var meget tilfreds med regeringens grønne profil, og så vil jeg bare spørge hr. Christian Friis Bach: Hvornår gik det op for Det Radikale Venstre, at det, der står i regeringsgrundlaget om, at grøn omstilling er et led i at skabe nye arbejdspladser og udvikling, mente man ikke mere? For hvis man ser på de vækstpakker, som regeringen er kommet med – og man er kommet med mindst tre, en sidste år, en på fødevareområdet nu og så igen en ny – er de jo karakteriseret ved, at de reducerer den grønne omstilling. De går faktisk den modsatte vej i forhold til grøn omstilling af det, der var regeringens ønske, og som jeg også troede var Det Radikale Venstres ønske. Hvad er årsagen til, at væksten altid skal være sort?

Ordføreren.

Vi har en af verdens mest ambitiøse klima- og energiplaner, vi har en ressourcestrategi, som målrettet sigter på nu at lave cirkulær økonomi, så vi kan genanvende vores affald, og vi har en togfond, som laver sort olie til grønne elektriske togskinner. Der er grøn vækst hele vejen rundt, og meget af det er sket med opbakning og støtte fra Enhedslisten – tak for det, det er det, der skal til.

Vi tror på den grønne omstilling. Vi tror på, at fremtidens job ikke bare skal være gode job, men skal være grønne job, og det er jo det, Danmark i høj grad skal leve af. Det er under denne regering, at de planer, som skal sikre den grønne omstilling, er blevet lagt – helt frem til 2050 – og virksomhederne kvitterer for det ved at gå i gang med grøn virkelyst, idérigdom, innovation, varmepumper og vindmøller, alt det, der skal til. Det har vi jo været enige om, vil jeg sige til hr. Per Clausen, nemlig den grønne omstilling. Der er fuld fart på den.

Hr. Per Clausen.

Kernen i regeringens politik for at skabe det, man kalder vækst, de sidste 2 år har jo været to udspil til vækstpakker, som forringer mulighederne for grøn omstilling og skaber mere forurening, og en vækstpakke for fødevareområdet, der har præcis det samme indhold. Det er altså tre pakker, som har haft det klare indtryk, at det er gået den modsatte vej i forhold til det grønne af det, hr. Christian Friis Bach siger regeringen ønsker sig.

Ordføreren.

Det hjælper jo ikke noget, at vi siger, at vi vil have grøn omstilling, hvis vi ikke har virksomheder, der kan levere den grønne omstilling, og derfor er virksomhedernes konkurrenceevne afgørende. Det er da helt sikkert, at vi skal sikre, at virksomhederne kan konkurrere også internationalt, så de grønne løsninger, som vi udvikler i Danmark, kan stå distancen og kan blive leveret til Kina eller til Korea, og det er jo lige præcis det, de bliver. Så konkurrenceevnen for virksomhederne, ja, den er vigtig, og den er blevet sikret med både en vækstplan til næsten 90 mia. kr. og nu med regeringens udspil til vækstinitiativer med næsten 90 initiativer. Så konkurrenceevnen er vigtig. Men det bygger jo på meget klare signaler til dansk erhvervsliv: Vi skal være fri for fossile brændstoffer i 2050, vi skal genanvende dobbelt så meget affald i 2022, og vi skal have omstillet transporten til skinner. De signaler er der, og det reagerer virksomhederne på, og kan de konkurrere, bliver det jo til gavn for både arbejdspladser og grøn vækst.

Hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning.

Jeg vil høre, om det er De Radikales politik, at der skal være flere offentligt ansatte i den kommunale sektor, eller om man mener, at der skal være færre offentligt ansatte i den kommunale sektor, og hvordan den politik så i øvrigt flugter med de kommuneaftaler, som regeringen i de sidste par år har indgået.

Ordføreren.

Antallet af offentligt ansatte er jo ikke et succeskriterie i sig selv, men vi ønsker fortsat at styrke et velfærdssamfund, der kan levere gode, solide velfærdsydelser til danskerne. Og det er jo derfor, vi klart siger, at nulvæksten ikke er den rigtige løsning frem til 2020. Vi har brug for at styrke velfærden, og vi har med de reformer, der er gennemført, sikret, at vi har råd til netop det.

Det er også det, bæredygtighed handler om. Det handler om at efterlade noget til børn og børnebørn, der er lige så godt som det, man selv har fået, og derfor har der været brug for at lave reformer – de er lavet, og de har kostet, det er helt sikkert. Det har også betydet, at kommunerne har tilpasset deres økonomi, men det har jo gjort, at vi nu har råd til at investere igen, og det er det, vi gerne vil. Kan vi gøre det smartere og bedre med færre offentligt ansatte, så lad os gøre det, men vi vil sikre velfærden i de næste år, og det er lige præcis det, vi har fået råd til.

Hr. Jacob Jensen.

Så det er altså ikke et mål i sig selv for De Radikale, at der skal være flere offentligt ansatte i den kommunale sektor; tværtimod kunne det også være et mål, at der skulle være færre offentligt ansatte i den kommunale sektor – var det sådan, jeg skulle forstå svaret? For hvis det er det, flugter det jo fint med de kommuneaftaler, som regeringen har indgået her i de seneste år, og vi kan jo i dagens aviser læse, at de bare de sidste 2 år har medført, at der er 17.000 færre offentligt ansatte i den kommunale sektor. Så jeg må forstå svaret sådan – og det kan ordføreren så måske bekræfte – at det er radikal politik, at man faktisk godt kan få den samme og måske også bedre service med det samme eller et mindre antal ansatte i den offentlige sektor i kommunerne.

Ordføreren.

Nu kan man sige, at grunden til, at der måske er blevet færre offentligt ansatte, jo bl.a. er, at Venstre, da Venstre sad i regering sammen med De Konservative, på ingen måde kunne styre de offentlige budgetter. Det gik jo galt med den kommunale og den offentlige udgiftsstyring i 2009 og 2010. VK-regeringen kunne ikke styre de offentlige budgetter – det gik galt.

Derfor er det jo spøjst at høre, at Venstre nu skælder regeringen ud for faktisk at styre de offentlige budgetter. Kommunerne har gjort en ihærdig indsats derude for at sørge for, at de overholder budgetterne. De har prioriteret at investere penge i nye anlæg, så vi kan ruste os til fremtiden. Det har været en nødvendig omstilling, og den synes jeg ikke man skal skælde ud over, den synes jeg man skal rose. Og det har netop dannet grundlag for, at vi så kan undgå et nulvækstscenarie i de næste år, for nu er der igen råd til at investere i velfærden.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg vil gerne spørge om hr. Christian Friis Bachs holdning til en finansskat. De Radikale og i særdeleshed ordføreren selv har tidligere talt om, at en global finansskat kunne bruges som finansiering til et løft af udviklingsbistanden, og De Radikale plejer jo også være et meget EU-positivt parti. Jeg tror, der stod i annoncerne ved europaparlamentsvalgkampen: Vi tror på EU. Men det gør man åbenbart ikke i den her sag.

Ti lande er gået foran i arbejdet med at indføre en finansskat i EU. Hvorfor tror De Radikale ikke, at EU kan bruges her? Hvorfor bakker Det Radikale Venstre ikke op om at tilslutte Danmark arbejdet for en finansskat i EU, så det kan blive slut med de hurtige spekulationer?

Ordføreren.

Nu kan jeg jo starte med at sige, at det har jeg aldrig sagt, i hvert fald ikke som politiker. Men det er jo rigtigt, at jeg også har set på og været positiv over for en finansskat, en finansskat, som kunne indføres i den ganske verden, og som kunne bidrage en lille smule til at dæmpe svingninger og finansiere de store udfordringer, der er i verden. Men den rigtige løsning er ikke en finansskat i Europa, og slet ikke den finansskat, der har været fremlagt som et bud i EU-samarbejdet. Vi har klart sagt, at det ikke er løsningen; det er ikke en model, vi kan bakke op om.

Til gengæld er der jo med striber af initiativer over for de finansielle markeder i Europa strammet op, stillet krav, lavet nye initiativer, som i den grad sikrer, at vi har en finanssektor, der leverer også til velfærden. Så en finansskat, som den ligger her, er ikke den rigtige løsning, og det har vi sagt meget klart fra første færd.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Nu nævnte jeg en global finansskat, men som jeg ser Det Radikale Venstre, plejer Det Radikale Venstre at være et realistisk parti, og jeg kan derfor ikke forstå, at man er kommet ud i det her drømmescenarie om at indføre en global skat på finansielle transaktioner, når muligheden ligger der lige i Europa. Ti lande – inklusive Tyskland og Frankrig, som jo ikke er ubetydelige økonomier i Europa – har sagt, at de er villige til at tilslutte sig en finansskat.

Hvorfor ikke tilslutte sig arbejdet, så vi får styr på de hurtige spekulationer, så vi får styr på økonomien igen, og så vi ikke kommer til at opleve det, vi så, med den finansielle krise, som jo bl.a. skyldtes den boble, vi så i økonomien i USA? Hvad med at få styr på de hurtige handler og på spekulationen ved finansielle transaktioner? Hvad skyldes det, at Det Radikale Venstre ikke mener her, at det er EU, men resten af verden der først skal være med, før Det Radikale Venstre er villig til at flytte sig?

Ordføreren.

Men der er jo kommet langt bedre styr på kortsigtede finansielle transaktioner. Med reguleringen, kravene til bankerne, soliditeten i den europæiske finansverden har man jo stået skulder ved skulder i Det Europæiske Fællesskab og løst problemerne. Det er jo det vigtige, og det er det, vi skal holde øje med, så vi sikrer, at der ikke kommer en boble og en ustabilitet og en finanssektor, som igen ryster i sin grundvold. Der er jo lavet en stribe af initiativer og reformer i Det Europæiske Fællesskab. Man har haft øjnene benhårdt rettet mod at sikre, at vi har en finansverden, der er solid, der ikke igen kommer ud i spekulationer og kaster os ud i en finanskrise, og som samtidig også leverer til en ordentlig velfærd i Europa.

Derfor er en finansskat jo et greb i luften, som ikke kan lade sig gøre, og som i den model, som er fremlagt, ikke vil gavne hverken Europa eller vækst eller arbejdspladser. Det er jo ikke løsningen; det er den stribe af andre initiativer, der har skabt en solid finanssektor. Og det er jo det, vi skal være glade for.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak, formand. Nu har De Radikale jo i den europaparlamentsvalgkamp, vi har været igennem, markedsført sig selv som nok det parti, der er størst tilhænger af EU og mest ivrig efter at få placeret Danmark så tæt på kernen af EU som muligt. Man er jo også fra Det Radikale Venstre side medlem af en regering, hvor man har en statsminister, der siger, at regeringen arbejder på at være så tæt på kernen i EU som muligt.

Det, jeg godt kunne tænke mig at høre hr. Christian Friis Bach fortælle os, er, hvad det betyder at være så tæt på kernen som muligt. Det må vel betyde, at der, hvor Danmark har nogle forbehold, som gør, at vi så ikke er så tæt på kernen som muligt, må de forbehold vel stå i vejen for at være der, hvor man gerne vil være, og derfor vil man vel gerne have de forbehold væk. Og så tror jeg, der er mange danskere, der godt kunne tænke sig at høre, hvordan man regner med, at det skal gøres, og hvornår det i givet fald skal ske.

Ordføreren.

Jeg hører nærmest ordføreren give et tilbud om at stå sammen om at få fjernet nogle af de danske forbehold, og hvis det er rigtigt, vil vi rigtig gerne det. For forbeholdene står bestemt i vejen for, at vi kan få indflydelse i det europæiske, og at vi kan få gavn af nogle af de fælles initiativer, som bærer det europæiske samarbejde. Et godt eksempel er jo Europol, som i den grad har været med til at styrke indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet. Vi kan jo ikke stoppe kriminelle ved en grænsebom på en motorvej, hvor folk holder i kø, for de kriminelle vil jo bare køre udenom. Men vi kan stoppe kriminaliteten i Europa ved at styrke samarbejdet på tværs af grænserne i Europa, og der er Europol en helt afgørende institution. Med retsforbeholdet og med de tiltag, der sker for at gøre Europol til et stærkere samarbejde, risikerer vi nu at glide ud af det. Vi vil gerne af med det forbehold, og vi vil gerne være med til også at tage en afstemning om det, når tid er. Der er ikke aktuelle planer om at gøre det, men ja, vi vil gerne af med forbeholdene.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, jeg spørger for at blive klogere, så man skal ikke lægge mig ord i munden. Jeg spørger simpelt hen bare for at blive klogere på, hvad der er Det Radikale Venstres EU-politik, fordi Det Radikale Venstre i valgkampen har markedsført sig som det mest EU-positive parti, og fordi man er med i en regering, hvor statsministeren gør det klart alle de steder, hun kan, at regeringen arbejder på at være så tæt på kernen i EU som muligt.

Så tæt på kernen i EU som muligt må jo være, at der, hvor vi selv i Danmark har valgt ikke at være så tæt på kernen, ønsker man så at få fjernet de forhindringer, der er for at kunne være så tæt på kernen som muligt. Det er ikke et spørgsmål om, om jeg ønsker det. Det er et spørgsmål om at finde ud af, hvad regeringen og Det Radikale Venstre står for.

Hvad forhindrer så Det Radikale Venstre i at få sit ønske opfyldt? Hvad forhindrer egentlig Det Radikale Venstre i at spørge befolkningen, om man ønsker forbeholdene afskaffet? Hvis det er ens politik, at man ønsker, at vi skal være så tæt på kernen som muligt, og hvis forbeholdene står i vejen for at være så tæt på kernen som muligt – de kan kun ophæves ved hjælp af en folkeafstemning – hvorfor forsøger man så ikke at få gennemført sin politik?

Værsgo.

Vi har lige spurgt den danske befolkning, om de ønskede at styrke det europæiske samarbejde med en fælles patentdomstol, og svaret var et overbevisende ja på trods af Dansk Folkepartis kampagne for det modsatte. Danskerne kvitterede og sagde ja til et stærkere europæisk samarbejde på et område, der virkelig gør en forskel for virksomheder og borgere i hele Europa. Det var da knaldgodt. Nu skal vi videre, det er klart.

Vi vil gerne af med de resterende forbehold. Det har været radikal politik fra dag et, da forbeholdene blev indført. En stor udfordring er samarbejdet mod grænseoverskridende kriminalitet, noget, som Dansk Folkeparti jo ellers lægger afgørende vægt på, altså at vi får bekæmpet kriminaliteten i Europa. Det er klart, at der står retsforbeholdet i vejen og kommer i stigende grad til det. Det gælder den europæiske indsats i nogle af verdens konfliktfyldte lande, hvor – igen – Danmark ikke kan bidrage, som vi måske ønsker. Vi vil gerne af med de forbehold, og de afstemninger skal nok komme, og vi håber, at danskerne på tilsvarende vis, som de gjorde med patentdomstolen, bakker op om at få os præcis lidt tættere på kernen, for det er der, vi får indflydelse, og det er der, vi for alvor får gavn af det europæiske samarbejde.

Fru Mette Bock for en kort bemærkning.

Man skulle jo simpelt hen tro, at regeringen havde sørget for at få paradis om ikke på Jorden så i Danmark, når man lytter til ordførerens tale, indtil det tidspunkt hvor ordføreren – tror jeg minsandten – sagde, at regeringen havde fået lavet et jysk energiforlig, og at man nu med jysk stædighed ville gennemføre, at der bliver sat en masse vindmøller op i Danmark. Så vil jeg bare spørge: Har ordføreren nogen sinde talt med en jyde om den sag?

Ordføreren.

Det glæder mig, at jeg næsten overbeviste fru Mette Bock om, at regeringen har gjort det godt – og vi har jo gjort det sammen, som jeg jo så også påpegede, i det her Folketing med striber af forlig. Min pointe med jysk stædighed var bare, at man altså skal bide tænderne lidt sammen. Hvis vi skal have gennemført den her grønne omstilling, hjælper det ikke noget, at man flakker og har én mening den ene dag og en anden mening dagen efter. Der må man simpelt hen med lidt jysk stædighed sige: Det her vil vi. For det er en knaldgod idé at få sikret den grønne omstilling. Og det er jyske vindmøller, for de bliver produceret stort set alle sammen ovre i Jylland med stor succes og mange arbejdspladser, og de jyske borgmestre bakker op.

Fru Mette Bock.

Nu er det interessant at høre, at man ikke skal have det ene standpunkt på det ene tidspunkt og det andet standpunkt det næste. Kan ordføreren bekræfte, at regeringen faktisk har fundet ud af, at det her energiforlig kommer til at koste så mange penge, at man bliver nødt til at ændre i det?

Ordføreren.

Men målene står fast, vil jeg sige til fru Mette Bock. Målene står fast. Vi vil den grønne omstilling. Vi vil have et Danmark, der bliver fri for fossile brændstoffer i 2050. Det bliver et renere og grønnere Danmark fuld af virksomheder med ideer og inspiration og virkelyst, og det er det, vi vil, og det bliver til gavn for Danmark. Og om året vil det som sagt koste danskerne, hvad der svarer til prisen på de par sko, jeg har på i dag. Så målet står fast, men vi justerer jo selvfølgelig på virkemidlerne i lyset af udviklingen i verden og energiprisernes udvikling og ser på, hvordan vi bedst kan nå det mål. Men målet står fast, og vi håber, at Liberal Alliance står bag.

Hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

Jeg bemærkede mig jo, at hr. Christian Friis Bach citerede Winston Churchill for at sige, at man aldrig skal forsømme en krise, fordi den giver muligheder. Og det er jeg er jo enig i. Så er det jo sådan, at regeringen samtidig nu kan se, at vækstraterne i Danmark nok stort set er de laveste i den vestlige verden. Vi har ikke haft nogen vækst i et par år. Og derfor skulle hr. Christian Friis Bach måske også notere sig, at Winston Churchill har sagt, at uanset hvor smuk strategien er, skal man dog af og til lige tage og se på resultaterne – og de er jo ikke så gode.

Så bemærkede jeg mig, at hr. Christian Friis Bach sagde, at regeringen har gennemført flere og mere barske reformer end nogen anden regering. Så vil jeg bare spørge, om det ikke også i hr. Christian Friis Bachs erindring er sådan, at den reform, der først og fremmest har gjort en positiv forskel på dansk økonomi og øget arbejdsudbuddet, sådan set er tilbagetrækningsreformen, som Det Radikale Venstre gennemførte sammen med Dansk Folkeparti og VK-regeringen, men som Det Radikale Venstres regeringsfælle Socialdemokratiet var voldsomt imod. Er det ikke korrekt, at det sådan set er resultatet af VK-regeringens samarbejde bl.a. med Det Radikale Venstre, men bestemt ikke med Socialdemokratiet, at vi har fået en reform?

Ordføreren.

Tilbagetrækningsreformen har været vigtig; dagpengereformen har bidraget; stort set alle områder har holdt for. Regeringen har lavet en vækstplan – den største vækstplan i jeg ved ikke hvor mange år – på 90 mia. kr. lagt frem i dette Folketing, stemt igennem til sidst i dette Folketing. Jeg kvitterede for samarbejdet. Jeg påstod på ingen måde, at vi har gjort det alene, som andre partier måske har haft travlt med i dag. Jeg kvitterede for, at vi har samarbejdet om de ting, der skulle til, men regeringen er gået foran og har lagt reformerne frem, den ene efter den anden. Det har været barske og bøvlede reformer, men de har haft et resultat.

Jeg er ikke enig med hr. Lars Barfoed. Danmark har gjort det umådelig godt igennem krisen i lyset af en meget større udfordring på boligmarkedet end sammenlignelige lande. Vi har holdt renterne lave, vi har holdt kursen mod balance i de offentlige budgetter, og vi har samtidig stimuleret økonomien præcis så meget, som vi kunne, og sikret, at det blev uden tocifrede arbejdsløshedsprocenter, og det er endda blevet på en måde, så væksten nu for alvor ser ud til at være i gang igen.

Hr. Lars Barfoed.

Hr. Christian Friis Bach er så ivrig efter at få sagt det, som man mener skal siges, at hr. Christian Friis Bach helt undgår at svare på spørgsmålet: Er det ikke korrekt, at tilbagetrækningsreformen, som mere end noget andet har skabt plads i dansk økonomi og øget arbejdsudbuddet, er gennemført i strid med det, Socialdemokratiet ville? Socialdemokratiet var modstandere af det. Socialdemokratiet gik til valg på ikke at gennemføre den reform. De var bare nødt til det, fordi vi andre havde aftalt det på forhånd. Er det ikke korrekt, at det forholder sig sådan?

Ordføreren.

Socialdemokraterne har taget ansvar i de sidste år på en måde, som Socialdemokratiet har gjort hver eneste gang, der har været krise og problemer i Danmark. Da er det jo Socialdemokraterne, der har stået i spidsen for at gennemføre de store reformer, og det er også sket i de sidste 3 år. Men det er jo helt rigtigt, at tilbagetrækningsreformen blev planlagt før, og det har vi lavet i fællesskab, og al respekt for det. Men det ændrer ikke på billedet af, at Socialdemokraterne har stillet sig i spidsen for en regering, der har gennemført nogle af de barskeste reformer, vi har set i mange år, fordi det var nødvendigt, fordi vi overtog en økonomi, der slet ikke var holdbar, fra den tidligere regering, og vi overtog et markant reformbehov efter 10 år med reformangst, nærmest reformstop, under VK-regeringen. Og det er det, Socialdemokraterne og vi sammen har været med til at rette op på.

Hr. Søren Espersen for en kort bemærkning.

Nu har ordføreren jo også brugt ordet grænsebom, som er blevet brugt her adskillige gange i dag, ikke af os i Dansk Folkeparti, men af andre, og jeg forstår godt hvorfor. Man ser for sig de her 6-7 grænsegendarmer, der kommer og løfter en kæmpestor egekævle ned, og så spærres der for al trafik. Det er jo det, der ligger i det. Det er jo muntert og festligt. Men må jeg ikke godt lige stille et spørgsmål.

Nu er ordføreren jo ikke så gammel, som jeg er, men han kan sikkert huske Kruså tilbage før 2001, og jeg vil gerne bede ordføreren om at beskrive, hvordan det egentlig var – ovenikøbet i en situation, hvor der også var politi ved grænsen. Husker ordføreren det sådan, at der stod en kæmpestor bom foran ham, og at der kom folk ilende til for at løfte den op? Eller var det i virkeligheden ikke sådan, at det gik ret hurtigt med at komme igennem? Man fik som regel et venligt blik fra politibetjenten og fra tolderen, hvis man havde rent mel i posen, og så fik man lov at køre igennem. Er det ikke den rigtige historie?

Ordføreren.

Tak. Nu er jeg lidt ældre, end hr. Søren Espersen tror, men tak for komplimenten. Jeg vil også sige tak for måske at beskrive det billede, som Dansk Folkeparti går rundt og har af den grænsebom. Jeg kunne sagtens forestille mig, at ønsket var en stor dansk egekævle, der skulle ligge hen over motorvejen, så vi holdt verdens problemer ude. Jeg erkender, at det, vi så tidligere, ikke var det; jeg har også på vej til Tyskland holdt i kø på en motorvej, hvilket rigtig mange danskere har.

Men jeg vil bare sige: Det kan være symbolpolitik. Det kan være vigtigt for Dansk Folkeparti, men det løser ikke problemerne, og det løser slet ikke problemerne med kriminalitet og kriminelle, som jo, hvis der er en kø, vil køre udenom og finde en anden vej, finde et andet sted til at komme ind i Danmark. Så det er symbolpolitik, og det vil sende det værst tænkelige signal til hele resten af verden om, at her ønsker vi at holde problemerne ude i stedet for at samarbejde om at løse dem.

Hr. Søren Espersen.

Det er så muligt, at ordføreren har set mere suspekt ud, end jeg har gjort, når jeg er kommet kørende igennem, for der har faktisk aldrig været problemer. De kunne godt se, at det var en ordentlig mand, der kom kørende der. Men der er andre lande i Europa, der har en grænsebevogtning, f.eks. er der Storbritannien. Det er jo ikke noget lukket land, der er man nødt til at komme ind, og mig bekendt er der millioner af turister i London.

Vi ønsker jo ikke et lukket land. Vi vil bare gerne have, at man ser, hvad det er for nogle store varevogne, der kommer kørende tværs over grænsen, og som har været nordpå, oppe i Nordjylland for at lave indbrud hos folk. Vi vil gerne have mulighed for at se, hvad der kommer ind i landet, og hvad der kommer ud af landet. Det synes jeg egentlig er en ganske rimelig måde. Sådan ser briterne på det, og sådan ser mange andre lande jo også på det.

Hvis det i øvrigt var sådan, at en grænsekontrol slet ikke havde nogen effekt, hvorfor er man så så optaget af at styrke Schengens grænser? Det var da en god idé at nedlægge dem. Sikke en masse af alt det grænseoverskridende kriminalitet, man så kunne komme til livs, hvis man lavede fuldstændig vidt åbne grænser rundt om Schengen, ikke?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at hr. Søren Espersen modsiger sig selv. For jeg mener, at når selv en person som hr. Søren Espersen ikke blev stoppet ved den tidligere grænsebom, hvor er verden så henne? Så er det jo et bevis på, at man netop bare kunne køre igennem, og at man netop ikke havde en kontrol, men havde opsat et fysisk instrument – en bom og nogle betonklodser – som var et fuldstændigt udtryk for en forfejlet politik imod grænseoverskridende kriminalitet. Så virkede det jo ikke, må jeg sige til hr. Søren Espersen.

Derfor: Vi skal bekæmpe kriminaliteten ved at samarbejde i Europa, på tværs af landegrænser, vi skal fange dem, hvis de er i Ganløse eller i Aabenraa eller i Haderslev eller i Horsens, og det er jo den måde, man bekæmper kriminalitet på.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det. Der er nogle, der tror, at det er Det Radikale Venstre, der bestemmer det hele i regeringen, og at Socialdemokraterne ikke har noget at skulle have sagt. Når man kigger på eksempelvis udlændingepolitikken, er det jo ikke så svært at forstå, hvordan folk får den tanke. Der er sket en række lempelser på området. Vi har det højeste antal asylansøgere i 10 år. Der er kommet markant flere familiesammenføringer, flere får permanent opholdstilladelse, og foreløbig har hele festen kostet de danske skatteydere 1 mia. kr. Så tillykke med det. Men der er faktisk lommer, hvor Socialdemokraterne også har noget at skulle have sagt, selv i udlændingepolitikken.

Hvis man kigger på Det Radikale Venstres hjemmeside, kan man under overskriften Ja til familieliv og kærlighed – og lad mig skynde mig at sige, at det er vi i Venstre bestemt også tilhængere af – læse: at derfor er vi fortsat imod både 24-årsreglen og tilknytningskravet, også selv om der i dag ikke er politisk flertal for at ændre reglerne.

Nu har vi jo i Venstre her på det seneste gjort en ihærdig indsats for at genskabe spændingen i dansk politik, og derfor vil jeg gerne spørge Det Radikale Venstre: Hvis vi nu forestiller os, at SR-regeringen fortsætter efter valget, hvad vil der så ske med 24-årsreglen? Hvad vil der ske med tilknytningskravet?

Ordføreren.

For det første vil jeg blot påpege, at grunden til, at der er langt flere mennesker, der søger asyl i Danmark, i allerhøjeste grad er, fordi vi i Europas yderkant, i Syrien, har en af de værste konflikter, vi har set i mange år, med millioner af flygtninge, der nu på andet, tredje år føler, at de rådner op i flygtningelejrene og desperat forsøger at komme til Europa for at få en ny chance. Og det kan man ikke fortænke dem i, selv om vi gør alt, hvad vi kan, og der er Danmark gået forrest for at hjælpe dem, præcis der hvor de er.

Vi har jo accepteret et kompromis om 24-årsreglen, og det står vi ved. Det ændrer jo ikke på, at vi har en holdning, og vi er imod en 24-årsregel, men vi har som led i at danne regering accepteret 24-årsreglen. Vi har jo lempet lidt på tilknytningskravet. Vi har sørget for, at asylansøgere kan få det bedre, når de opholder sig i Danmark. Der er skabt forbedringer, ja, men 24-årsreglen er vi imod, men vi accepterer fuldt ud det kompromis, vi har indgået med regeringen, og det står vi ved også efter næste valg.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg skal lige være helt sikker på, at jeg forstod det rigtigt. Blev der sagt også efter næste valg, altså at 24-årsreglen står fast også efter næste valg? fordi det synes jeg da er en interessant melding at få fra Det Radikale Venstres side.

Så vil jeg også gerne spørge ordføreren, om man virkelig fastholder, at den stigning, vi har set i antallet af asylansøgere, folk, der har fået permanent opholdstilladelse, antallet af familiesammenføringer, alt sammen er noget, der kan henføres til borgerkrigen i Syrien.

Ordføreren.

En del af det kan henføres til borgerkrigen i Syrien, en del af det kan henføres til, at man har fået en hurtigere asylbehandling, for det tog for lang tid under den tidligere regering. Der har vi fået en hurtigere og mere effektiv behandling, og det har selvfølgelig gjort, at der pludselig er kommet flere, der har fået asyl, flere, der har fået lov til at blive i Danmark.

Men vi står ved kompromiset om 24-årsreglen. Det gør vi, og fortsætter vi i den samme regering, og det håber og tror jeg at vi gør, og kan vi ikke komme igennem med et krav om at ændre 24-årsreglen, så står vi også på det tidspunkt ved den 24-årsregel, som der er. Det har vi gjort i den nuværende regeringsperiode, og ja, hvis det bliver udkommet af det næste valg, står vi også ved den der.

Fru Anni Matthiesen for en kort bemærkning.

Regeringen vil gerne bruge 500 mio. kr. på selvvalgt uddannelse til ledige. Der vil jeg egentlig gerne høre De Radikales ordførers holdning til, at der faktisk er tal, der viser, at jo længere tid man sidder på skolebænken, altså, jo længere tid man er væk fra arbejdsmarkedet, jo vanskeligere er det faktisk at få et job efterfølgende. Hvad er ordførerens holdning til, at man ved at placere de ledige i selvvalgt uddannelse i nogle uger måske risikerer at rykke dem længere væk fra arbejdsmarkedet?

Ordføreren.

Det, regeringen foreslår med beskæftigelsesreformen, er jo bestemt at styrke uddannelsen af arbejdsløse og især de ufaglærte arbejdsløse. Det skal sikre, at de får et fag, det skal sikre, at de får et godt arbejde. Uddannelse virker, det ved vi. Vi ved, at uddannelse virker i folkeskolen, i erhvervsuddannelserne og på universiteterne. Og ja, det er jo rigtigt, at det måske kan forsinke den tid, det tager, før man kommer tilbage i arbejde, når man sidder på en skolebænk, men man kommer stærkere tilbage, og på længere sigt bidrager det til netop vækst og arbejdspladser, at vi får en bedre uddannet arbejdsstyrke.

Vi skal huske, at regeringen har målrettet de uddannelsestiltag, der kommer, langt mere mod noget, der netop kan skaffe vækst og beskæftigelse for Danmark og gode arbejdspladser til den enkelte arbejdsløse. Så det er jo en helt anden og mere målrettet uddannelsesindsats, vi kommer til at se.

Fru Anni Matthiesen.

Når det så er sagt, vil jeg gerne høre, om ordføreren ikke kan se, at det er noget modstridende. Som ordføreren også selv var inde på i sin tale, kommer der forhåbentlig lidt mere gang i hjulene nu, og der kommer forhåbentlig lidt mere gang i væksten. Derfor skulle der jo også helst komme en større efterspørgsel efter at få folk i arbejde, men hvis man så samtidig placerer de ledige, de arbejdsløse på skolebænken på en selvvalgt uddannelse i et eller andet antal uger, risikerer man at tvinge nogle erhvervsdrivende til at finde arbejdskraften uden for landets grænser.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at ledigheden falder, og det er en rigtig god nyhed, for vi skal have folk i arbejde. Det har været regeringens fokus fra allerførste færd.

Det er også rigtigt, at der allerede nu begynder at være flaskehalse rundtomkring i det ganske land. Jeg har selv været på virksomheder, der havde problemer med at finde en smed, en stukkatør og folk med andre uddannelser, som er nødvendige for, at vi for alvor kan få gang i industriarbejdspladserne i Danmark. Men det er jo netop uddannet arbejdskraft, der bliver efterspurgt, og også derfor giver det mening at tilbyde arbejdsløse og især ufaglærte arbejdsløse en opgradering og et fag, for det er det, virksomhederne skal bruge både nu og i de kommende år.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg ved jo godt, at De Radikale tilsluttede sig dagpengeforringelsen tilbage i 2010 og også fik det mejslet ind i sten i regeringsgrundlaget. Efterfølgende er det sådan set lykkedes, selv for De Radikale, at gå med på nogle midlertidige afværgemanøvrer, så folk ikke bare drattede ud af dagpengesystemet midt i en af de største økonomiske kriser i mands minde. 34.000 er faldet ud af dagpengesystemet i 2013, og det gjorde de, hverken fordi de er dumme eller dovne, det gjorde de, fordi der ikke var noget arbejde at få, og 12.000-14.000 står til at falde ud her i 2014.

Derfor ville jeg egentlig gerne høre Det Radikale Venstre, om man vil være med til at finde en holdbar, permanent løsning på dagpengeproblemet, hvor man sænker genoptjeningsperioden til 6 måneder igen og derved belønner folk, der gør en ekstra indsats, f.eks. tager et barselsvikariat eller sæsonarbejde af den ene eller anden art, og rent faktisk giver dem en chance for igen at blive en del af dagpengesystemet.

Ordføreren.

Vi står fuldt ved den reform, der er lavet, af dagpengene, den 2-årige periode og det halve års genoptjeningskrav. Det har været en barsk overgang for rigtig mange mennesker og familier, og derfor er der sat ind med arbejdsmarkedsydelsen og forlængelsen af uddannelsesydelsen for at sikre, at den overgang bliver så blid som muligt. Men vi gør jo ikke nogen en tjeneste ved at lade dem gå i 4 år i stedet for 2 år, og vi gør heller ikke nogen en tjeneste ved at fremme et arbejdsmarked, hvor kortvarig beskæftigelse på få måneder om året kan sikre, at virksomhederne så kan fyre de ansatte uden at tænke videre over det og lade dem gå resten af året på dagpenge. Vi vil have varig beskæftigelse, og vi vil have gode jobs, hvor man, når man først er kommet ind på arbejdsmarkedet, bliver der. Og med dagpengereformen lægger det et pres på den enkelte arbejdsløse, men det lægger jo et pres på os alle sammen for at sikre netop det. Det er klart, at når vi har de krav, vi i dag stiller til de arbejdsløse, så bliver de krav, vi stiller til os selv, langt større, for at sikre, at de får det tilbud, der gør, at de kommer i varig beskæftigelse og i gode jobs.

Hr. Jonas Dahl.

Jeg vil anerkende, at det er en barsk reform, men det må jo også være god radikal latin, at man også tror på de økonomiske incitamenter og det fornuftige, der rent faktisk ligger i, at man belønner de mennesker, som rent faktisk går ud og tager et arbejde, går ud og tager det barselsvikariat, som ellers står ubesat, men rent faktisk går ud og gør en aktiv indsats for igen at blive en del af det danske arbejdsmarked. Det kunne jo være, at de rent faktisk fik forlænget det barselsvikariat. Det økonomiske incitament tager man jo fra dem, hvis ikke man giver dem den mulighed for også at komme ind på dagpenge.

Så derfor vil jeg bare igen høre, om De Radikale fuldstændigt vil afvise, at man sænker genoptjeningsperioden på dagpenge til 6 måneder, så man giver de mennesker, der i dag er faldet udenfor, en reel mulighed for at genoptjene retten til dagpenge.

Ordføreren.

Jamen vi står ved den dagpengereform, der er lavet, og vi mener, det var en nødvendig reform. For vi ønsker ikke det, man kan kalde et elevatorarbejdsmarked, hvor man ved at have 2 måneder om året bare kan blive hældt ud af den fiskeindustri eller det gartneri, man har fået kortvarig beskæftigelse i, fordi de uden at tænke på en kan smide en ud igen efter 2 måneder med den vished, at man så kan få dagpenge resten af året. Vi ønsker, at virksomhederne prioriterer langvarige beskæftigelsesforløb, at den arbejdsløse gør alt, hvad vedkommende kan, og ikke mindst, at vi i den beskæftigelsesindsats, vi yder, sikrer, at der bliver varige arbejdspladser og ikke kun kortvarige forløb. Og det skal vi gennem den massive uddannelsesindsats, der nu kommer med beskæftigelsesreformen, og sammen med den faldende ledighed vil det komme til at hjælpe rigtig mange af de mennesker, der er kommet eller måske vil komme i klemme i dagpengereformen. Det er beskæftigelse og uddannelse, der skal satses på, og for at få råd til det har vi brug for at lave reformer af de offentlige ydelser, også dagpengene.

Der er en kort bemærkning tilbage. Den er fra hr. Jakob Engel-Schmidt.

Tak for det. Det er jo en sand fornøjelse at få lov at stille den radikale ordfører et spørgsmål. Den 23. april i år siger ordførerens forkvinde, fru Margrethe Vestager, at man satser på at give danskerne en ambitiøs vækstpakke. Og nuvel, jeg kan også notere mig, at der er flere fornuftige forslag i den vækstpakke, regeringen har fremlagt, men ikke desto mindre vil vækstudspillet og beskæftigelsesreformen kun medføre 2.000 ekstra beskæftigede i 2020. Mener ordføreren virkelig, at det er ambitiøst?

Ordføreren.

Det her skal jo ses sammen med striben af andre initiativer, regeringen har lavet. Der er 89 forslag, som hver for sig vil sikre bedre forhold for danske virksomheder, billigere varer, også til danske forbrugere, mere konkurrence, og det skal ses oven i en vækstplan fra sidste år på 90 mia. kr. Jeg mindes ikke, at VK-regeringen i de 10 år, hvor de var ved magten, fremlagde noget, der overhovedet kunne måles med en sådan vækstplan eller for den sags skyld fremlagde en række vækstinitiativer som dem, regeringen har lagt frem.

Så vi havde 10 år, hvor virksomhedernes konkurrenceevne blev ringere og ringere og dårligere og dårligere. Nu har regeringen gjort noget, nu bliver det bedre. Konkurrenceevnen bliver støt og roligt bedre. Det er på grund af regeringens initiativer, og tak til Venstre for at bakke op. Så lad være med at brokke jer over, at der sker for lidt, for der er faktisk sket rigtig meget.