Det næste punkt på dagsordenen er:

16) Forespørgsel nr. F 2:

Forespørgsel til ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser:

Vil ministeren redegøre for, hvordan ministeren vil øge kvaliteten i uddannelsessystemet, set i lyset af det stigende optag, således at danske uddannelser opnår international konkurrencedygtighed og uddanner unge, der matcher erhvervslivets arbejdskraftefterspørgsel, og herunder redegøre for, hvilke initiativer ministeren vil tage for at sikre, at der ikke slækkes på kvaliteten i takt med den øgede kvantitet i uddannelsessystemet?

Af Esben Lunde Larsen (V), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Merete Riisager (LA) og Vivi Kier (KF).

(Anmeldelse 02.10.2013. Fremme 08.10.2013).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 17. december 2013.

Først giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Esben Lunde Larsen.

Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre har i dag indkaldt uddannelsesministeren til en forespørgselsdebat om kvalitet i det danske uddannelsessystem.

Vi har ønsket at drøfte kvalitet, set i lyset af det øgede optag i uddannelsessystemet og det øgede uddannelsesudbud. Men det er også, fordi de danske uddannelsesinstitutioner ikke befinder sig på isolerede øer, men indgår i nationale og internationale sammenhænge. Efter at de borgerlige partier har indkaldt uddannelsesministeren til denne forespørgselsdebat, har uddannelsesministeren nedsat et ekspertudvalg, der skal belyse kvalitet. Disse anbefalinger ser vi naturligvis frem til at få i foråret, men vi håber da, at regeringen selv har et kvalitetsbegreb, når det gælder uddannelse.

Derfor ser vi også frem til i dag at høre, hvad såvel ministeren som regeringspartiordførerne har på hjerte i den henseende. Så på vegne af de borgerlige partier vil jeg sige, at vi ser frem til ministerens besvarelse og dagens debat.

Så har ministeren mulighed for at besvare forespørgslen.

Den tror jeg da så jeg vil gribe, og jeg vil starte med at takke forespørgerne for lejligheden til at drøfte noget, som ligger mig utrolig meget på sinde, nemlig kvaliteten af vores videregående uddannelser. Det er regeringens vision at skabe den bedst uddannede generation i danmarkshistorien. Uddannelse forbedrer ikke alene vores børns og unges mulighed for at vælge retningen for deres eget liv og blive uafhængige og selvforsørgende, uddannelser af ypperste kvalitet og relevans er også helt afgørende for Danmarks udvikling som samfund.

Fremsynede politikere og engagerede samfundsborgere har gennem tiderne bevirket, at uddannelserne er gået fra at være et privilegium for de få til at være en ret for alle danskere. Formålet har været at myndiggøre hver enkelt borger, men årsagen har også været, at vi som samfund aldrig har haft mulighed for at læne os tilbage i visheden om, at store naturressourcer kunne sikre vores vækst og velstand.

Regeringens udgangspunkt er det samme. Gennem uddannelse vil vi gøre hver enkelt i stand til at udleve sit fulde potentiale, og gennem uddannelse vil vi sikre, at Danmark ikke mister en eneste arbejdsplads, fordi vi ikke havde folk med de rette kvalifikationer til at løse opgaverne. Regeringens målsætning om, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse, og 25 pct. en lang videregående uddannelse, er et vigtigt element i vores plan om at sikre vækst og beskæftigelse i Danmark. Det er afgørende målsætninger, som vi står fast på.

Men vi vil ikke alene uddanne flere, vi vil også uddanne bedre, og de offentlige investeringer i de videregående uddannelser skal anvendes målrettet til at sikre en høj faglig kvalitet af de videregående uddannelser. Flere har fremført det argument, at det høje optag fører til dårligere kvalitet på de videregående uddannelser. Jeg godtager ikke præmissen, og især ikke når regeringen finansierer det øgede optag krone for krone. Så kan vi også tillade os at forvente, at kvaliteten hæves, og at det gøres inden for de eksisterende økonomiske rammer.

Jeg er bekymret over de meldinger, jeg har fået om vigende kvalitet, for få timer, manglende forskningsbasering og behov for nye undervisnings- og eksamensformer, og jeg er selvfølgelig også bekymret over en for høj dimittendledighed, samtidig med at relativt få videregående uddannelser er målrettet ansættelse på det private arbejdsmarked, som skal skabe vores velstand. Derfor har jeg nedsat et hurtigtarbejdende uafhængigt ekspertudvalg, der skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan kvaliteten på de videregående uddannelser kan styrkes. Allerede til marts forventer jeg at få anbefalinger til, hvordan uddannelsernes kvalitet, relevans og sammenhæng kan styrkes.

Udviklingen viser, at i de sidste 10 år er andelen af studerende, der fuldfører en videregående uddannelse, steget. I samme periode er frafaldet reduceret, mens studietiden tilsvarende er faldet. Nu skal vi sætte fokus på at løfte kvaliteten af uddannelserne til et højere niveau, og derfor forventer jeg mig meget af udvalgets arbejde med både at kortlægge udfordringens karakter og omfang og stille konkrete forslag til forbedringer. Først havde vi folkeskolereformen, så kom regeringen med udspillet til en erhvervsuddannelsesreform, og nu sætter vi i virkeligheden for første gang skub i forbedringer af kvaliteten på tværs af alle de videregående uddannelser.

Regeringen har tre centrale målsætninger for de videregående uddannelser. For det første skal vi have et uddannelsessystem, hvor kvaliteten er så høj, at alle studerende får det størst mulige udbytte af deres uddannelse. For det andet skal uddannelsesinstitutionerne i højere grad orientere sig i retning af behovet i samfundet og på arbejdsmarkedet. For det tredje skal vi have skabt et videregående uddannelsessystem, der hænger bedre sammen med flere muligheder for den enkelte studerende.

Vi har et stort ansvar for, at den enkelte uddannelsesinvestering står mål med anstrengelserne, at tiden er brugt fornuftigt, og at alle undervejs udfordres til at indfri deres højeste potentiale. Uddannelsesvalget er samtidig et af de livsvalg, som får størst konsekvenser for ens fremtidige arbejdsliv, og det er i det lys jo en kæmpe investering.

Det skal være både spændende og udfordrende at tage en uddannelse. Når vi sammenligner os med andre lande, har vi relativt gode fysiske rammer, men vi skal også have gode faglige studiemiljøer. Det indebærer bl.a. flere og bedre undervisnings- og vejledningstimer, men det handler også om indholdet i uddannelserne, om organiseringen af studietiden og om tilrettelæggelsen og kvaliteten af undervisningen. De studerende skal have udfordringer, der matcher et fuldtidsstudium. Danske studerende bruger sammenlagt mindre tid på undervisning, selvstudie og studiejob end studerende i en række europæiske lande.

Vi skal samtidig passe på med, at uddannelserne ikke lukker sig om sig selv og fokuserer på deres egne interne kvalitetsbegreber. Uddannelsesinstitutioner skal ikke blot have fokus på sidste eksamen, men også tænke på de færdiguddannedes første job. Jeg tror, at der inden for uddannelsessektoren er en tendens til, at man adskiller kvalitet og relevans, men det gør de altså ikke ude på arbejdsmarkedet hos virksomhederne, hvor folk skal ansættes. Der er kvalitet det, som er relevant. Det er en udvikling, som er i gang på uddannelsesinstitutionerne fra de nye erhvervsakademier, der udvikler uddannelserne i tæt samspil med lokale aftagere, til de traditionsrige humanistiske fakulteter, der sender flere og flere dimittender ud i eksporterhvervene.

Vi skal også se på sammenhængen på tværs af sektoren. Universiteter, kunstneriske uddannelser, professionshøjskoler, maritime uddannelser og erhvervsakademier bygger alle på stærke traditioner. Vi skal respektere det særegne, men vi skal også kunne imødekomme et arbejdsmarked med et varierende behov. Det skal være så gnidningsfrit som muligt at bevæge sig rundt i det videregående uddannelsessystem, både horisontalt og vertikalt.

Regeringen har de sidste 2 år haft fokus på at styrke kvaliteten i bred forstand. Kvalitet og relevans er prioriterede temaer i udviklingskontrakterne, og på finansloven for 2014 er der igen afsat øgede bevillinger til de videregående uddannelser. I modsætning til, hvad vores forgængere havde for vane i deres sidste år, finansierer vi det øgede optag krone for krone. Vi viderefører taxameterforhøjelsen til humaniora og samfundsvidenskab på universiteterne, og det betyder, at finansieringen ligger fast på det høje niveau helt frem til 2017.

Det samme gælder universiteternes basismidler til forskning. De har aldrig været højere, og regeringen har sikret, at der er ro om budgetterne frem til 2017. Vi sikrer også bevillingsløftet til udvikling og evidensbasering af uddannelser på erhvervsakademier og professionshøjskoler frem til 2017. Regeringen prioriterer mange midler til forskning og uddannelse, og derfor skal vi også turde forvente, at vi får topkvalitet for pengene.

For at styrke kvalitetssikringen af de videregående uddannelser har regeringen og Folketinget indført et nyt akkrediteringssystem, som stiller højere krav til uddannelsesinstitutionernes daglige arbejde med kvaliteten. Fokus er på, om hele uddannelsesinstitutionens måde at arbejde med kvalitet på er velfungerende i den daglige praksis. Det betyder, at ledelserne skal tage et klart ansvar for kvaliteten. Regeringen har også indgået brede aftaler om lærer- og pædagoguddannelser. Det er reformer, som skal sikre højere faglighed og kvalitet. Det centrale er, at de studerende fremover bliver bedømt i forhold til, hvad de kan, og ikke bare hvad de har været igennem.

Rigsrevisionen konkluderede i efteråret 2012, at det lave undervisningstimetal på nogle universitetsuddannelser giver risiko for, at de studerende ikke reelt går på en heltidsuddannelse, samt at den lave forskerdækning på nogle uddannelser kan betyde, at de studerende ikke modtager tilstrækkelig forskningsbaseret undervisning. Vi ønsker øget fokus på studieintensiteten. Derfor har vi igangsat et projekt om opgørelse af undervisnings- og vejledningsaktiviteter på de videregående uddannelser, som også skal skabe en større gennemsigtighed for de studerende, der får grundlag for at vælge uddannelserne ud fra de oplysninger.

Vi ønsker også at skabe en kultur, hvor de talentfulde og motiverede studerende får de bedste muligheder for at udfolde deres potentiale. Vi skal både understøtte forskeren i verdensklasse og den innovative sygeplejerske. I sommeren 2012 præsenterede jeg debatoplægget »Plads til talenterne«, og netop nu arbejder vi på at skabe friere rammer for institutionernes arbejde med talent. Uddannelsesinstitutionerne skal have mulighed for at lave talentspor med ekstra ECTS-point målrettet talenter og bedre rammer for udmærkelse og anerkendelse. Jeg forventer, at vi kan behandle forslagene her i Folketinget i foråret på baggrund af de drøftelser, der er indledt med Folketingets partier.

En anden måde at øge kvaliteten og skærpe relevansen i uddannelserne på, er øget internationalisering. Internationalisering handler om globalt udsyn, kompetencer i sprog og en bredere kulturforståelse. Regeringen lancerede i juni måned en handlingsplan med en række initiativer, der primært skal få danske studerende i praktik eller studieophold rundt om i verden. Vi vil følge op med udspil til, hvordan man også i fremtiden kan tiltrække og fastholde de dygtigste internationale studerende.

Men som nævnt får jeg altså løbende meldinger fra studerende, fra erhvervslivet, fra undervisere og censorer, der forstemt fortæller historier om kvalitetsudfordringer på vores videregående uddannelser. Evaluering af censorordningen på universiteterne giver et fingerpeg om, at der også her er problemer. Vi nødt til at sikre, at dialogen mellem censorer, censorformænd og universiteterne bidrager til kvalitet i prøve- og eksamenssystemet, herunder kvaliteten af det faglige niveau i eksamensopgaverne.

Der er, afhængig af uddannelse, store forskelle på, hvor stor en andel af dimittenderne, der kommer i arbejde. Nogle uddannelser har en stabil høj beskæftigelsesfrekvens, mens der er uddannelser, som i en længere årrække har haft en beskæftigelsesfrekvens på kun 50 pct. Og der er i øvrigt også stor forskel i de fremtidige dimittenders løn. Vi skal overveje, om der er noget, som kan gøres anderledes de steder, hvor der år efter år er meget lav beskæftigelse. Kun 52 pct. af de universitetskandidater, der har været på arbejdsmarkedet i 10 år, har ansættelse i den private sektor. Det er ikke en stor nok andel – og slet ikke i en tid, hvor væksten primært vil ske på det private arbejdsmarked.

Som en del af »Vækstplan DK« har regeringen sat en ambitiøs 2020-målsætning på 20 mia. kr. i BNP-vækst, og regeringens ambition er, at de videregående uddannelser i højere grad skal bidrage til vækst og velstand. Også i OECD-sammenligninger ligger vi under gennemsnittet, og det skal der laves om på.

Vi har altså under denne regering ikke alene prioriteret uddannelse med milliardstore investeringer, vi har også iværksat en række ting for at styrke kvaliteten. Men med Kvalitetsudvalget foretager vi nu et fuldt eftersyn og får et godt udgangspunkt for i højere grad at sikre, at hver enkelt studerende udfordres til sit yderste, og at chancen for beskæftigelse øges til gavn for den enkelte og til gavn for samfundet. Det skal ske i dialog med sektoren, med arbejdsmarkedets parter, med de studerende og andre aktører.

Udvalget kommer til foråret med sin første rapport, hvor fokus er på den overordnede struktur og de lovgivningsmæssige rammer, mens udvalgets anden rapport, der kommer til efteråret, vil have fokus på institutionerne og uddannelsernes indhold. Udvalget skal bl.a. se på, hvordan der kan sikres højere faglighed, så den enkelte udfordres til at indfri sit højeste potentiale, hvordan der kan frigøres mere tid til undervisning, hvordan uddannelsesforløbene gør de studerende klar til arbejdsmarkedet, og hvordan der kan skabes mere åbenhed om uddannelsernes resultater.

Jeg har givet udvalget frie tøjler til at foreslå løsninger, og det eneste, jeg sådan set har sagt til udvalgets formand, er, at det formentlig er spild af tid og kræfter, hvis man fokuserer rigtig meget på betalingsuddannelser. Hvordan brugerbetaling skal føre til, at vi når målet om både at uddanne flere og bedre har jeg svært ved at se. Men jeg ser frem til udvalgets anbefalinger, som skal give os et solidt afsæt for endnu en uddannelsesreform, som kan give et godt bidrag til det, som er Danmarks altafgørende udfordring, nemlig hvad vi skal leve af i fremtiden. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Så har ordføreren for forespørgerne, hr. Esben Lunde Larsen, mulighed for at kommentere besvarelsen.

Tak for det. Albert Einstein sagde engang følgende: Alt, hvad der kan tælles, tæller ikke nødvendigvis, og alt, hvad der tæller, kan ikke nødvendigvis tælles. Man får lyst til at minde uddannelsesministeren om dette citat, fordi så megen uddannelsesdebat ender i kvantitative kategorier, men også, fordi ministeren har åbnet et nyt kvalitetsbal inden for den danske uddannelsessektor, hvor man kan bekymre sig om balancen mellem kvantitet og kvalitet.

Ministeren har som just redegjort for nedsat en ekspertgruppe, der skal vurdere kvalitet og relevans i det danske uddannelsessystem. Gruppen skal barsle med flere rapporter, som vi politikere skal se igennem og eventuelt handle på. Derudover skal ekspertudvalget bibringe os en definition på kvalitet, der skal ligge til grund for anbefalingerne.

Det er nødvendigt at debattere kvalitet til alle tider, fordi kvalitet ikke er en stationær størrelse, og fordi noget, der er så politisk som kvalitet i uddannelsessystemet, ikke bør overlades til ekspertgrupper. Det bør håndteres af politikere, der brænder for at forandre det danske samfund med uddannelse, dannelse og oplysning som redskaber. I Venstre er vi ikke i tvivl om, hvad vi forstår ved kvalitet i uddannelsessystemet.

For det første handler kvalitet om ånd og almen dannelse. Den enkelte studerende skal gennem uddannelse dannes til at kunne forstå sammenhænge i et historisk og kulturelt perspektiv. Mennesket er ikke støv alene, det gennemtrænges af ånd, som Grundtvig skrev det. Derfor handler det grundlæggende set om at blive uddannet til det liv, man skal leve som myndiggjort borger, hvor man tager ansvar for sig selv og sine, men også for det samfund, man er borger i. Åndrighed kan ikke tælles, men er altafgørende for resultatet i sidste ende. Derfor er det også bekymrende, hvis ministerens kvalitetsprojekt bliver indsnævret til djøficerede kategorier, som kun kan tælles, måles og vejes.

Dannelse som en del af uddannelsen bidrager til, at man bliver et livsdueligt menneske, der har muligheden for at forandre egen livssituation. Det er Venstres udgangspunkt: Livsdueligheden for danske elever og studerende, at dannelse i uddannelsen bidrager til livsduelighed, og at livsdueligheden bidrager til frihed.

Spørgsmålet bliver da, hvilken dannelse der skal til for at blive et livsdueligt menneske. Svaret er enkelt: Det handler om måden, man forholder sig til stoffet, sig selv og andre mennesker på. Dannelse er ikke blot en videnskategori, nej, det er en forholdelsesmåde; der er almendannelse i form af livsduelighed, demokrati og medborgerskab, som det også fremgår af folkeskolens formålsparagraf, og der er professionsdannelse i form af arbejdsduelighed og virksomhedsforståelse. Begge er væsentlige, men almendannelsen er forudsætningen for professionsdannelsen.

For det andet handler kvalitet om faglig kunnen – studerende må betragtes som individer, der tager en håndværksuddannelse; man skal være i stand til at håndtere de grundlæggende metodiske redskabsfag for at blive kvalitativt uddannet. Det handler om akademisk og professionsorienteret håndværk med faglighed som omdrejningspunkt. Her må overliggeren altid sættes højt af undervisere og uddannelsesinstitutioner.

Derudover er den forskningsbaserede undervisning altafgørende for kvaliteten. Det er nødvendigt, at de studerende møder de dygtigste forskere i form af undervisere så tidligt som muligt på studiet, så de udfordres maksimalt og får dygtige forbilleder. Kvaliteten kan derudover måles i den studerendes evne til at tænke selvstændigt, kritisk reflekterende og tværdisciplinært, med indsigt i forskellige fagligheder.

Til at understøtte dette er den enkeltes selvansvarlighed helt afgørende. I Danmark får man ikke en uddannelse; man tager den. Her er den studerendes selvdisciplin væsentlig for resultatet. Derfor må uddannelsesinstitutionerne og underviserne anspore til selvstændighed blandt de studerende, udfordre potentialet og kreativiteten, for viden er ikke anvendelig uden kreativitet og forståelse af sammenhænge – sammenhænge, der netop retter sig mod erhvervslivet og det arbejdsmarked, som de studerende efterfølgende skal ud på. Derfor handler kvalitet i uddannelserne også om, at selve uddannelsen skal gøre den studerende i stand til at indgå på en arbejdsplads, så man ikke uddanner sig med totalt unyttige kompetencer for det samfund og det arbejdsmarked, man skal indgå i.

For det tredje og sidste handler kvalitet om, at den studerende tilegner sig evnen til at kunne forvalte sin viden og kunnen nationalt og internationalt, uanset om det er som ansat i en virksomhed eller som forsker, der publicerer artikler eller bidrager til konferencer.

Nu afventer vi eksperternes dom. Vi ser frem til debatten og håber, at eksperterne husker på Einsteins ord om, at alt, hvad der kan tælles, ikke nødvendigvis tæller, og at alt, hvad der tæller, ikke nødvendigvis kan tælles.

Så har jeg et forslag til vedtagelse på vegne af alle Folketingets partier:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker at højne kvaliteten af de videregående uddannelser i Danmark. Skiftende regeringer har skabt grundlag for, at stadig flere unge får en videregående uddannelse. Nu er der behov for fornyet fokus på uddannelsernes kvalitet og relevans både i nationalt og internationalt perspektiv.

Kvalitet er, når alle studerende bliver udfordret til at udfolde deres potentiale til det yderste og ansvarsfuldt leverer deres ypperste præstationer gennem hele studiet. Kvalitet handler om almen dannelse og høj faglighed, om tid til fordybelse og god undervisning og om den studerendes evne til at tænke selvstændigt, kritisk reflekterende og tværdisciplinært.

Folketinget konstaterer, at regeringen har nedsat et kvalitetsudvalg og opfordrer regeringen til, i indeværende folketingsår, at indlede politiske forhandlinger med henblik på at skabe grundlag for en øget kvalitet på alle niveauer i uddannelsessystemet«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 11).

Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Brosbøl.

Tak til Venstres ordfører. Jeg kan jo erklære mig enig i rigtig mange af de ting, som ordføreren siger i sin ordførertale, om, hvad kvalitet handler om. Derfor har vi også fået bred opbakning til det forslag til vedtagelse, som ordføreren læste op. Der ser ud til at være en vis enighed om, hvad det er, vi diskuterer her i dag.

Spørgsmålet i forespørgselsteksten indikerer jo, at der skulle være det problem, at når man optager flere på uddannelserne, så falder kvaliteten nærmest sådan pr. automatik. Jeg skal bare høre Venstres ordfører: Er det Venstres opfattelse, at det forholder sig sådan, og kan ordføreren pege på nogle konkrete kvalitetsproblemer, som Venstre gerne ser at vi diskuterer fremadrettet? Nu hørte vi meget om, hvad kvalitet er, men er der nogle konkrete problemer, sådan som ordføreren ser det, som Venstre gerne vil være med til at diskutere, når vi nu skal forhandle på baggrund af Kvalitetsudvalgets anbefalinger?

Ordføreren.

Tak for to gode spørgsmål. Det er klart, at når et uddannelsessystem optager så markant mange flere studerende, som man har gjort i de senere år, så kan vi se, at der vil være vigende kvalitet visse steder. Vi har ikke fået offentliggjort opgørelser endnu, f.eks. fra Akkrediteringsrådet eller andre, der indikerer, at der er sket et skred. Men det er klart, at vi er opmærksomme på, at der kan være en udfordring i, hvordan man håndterer kvaliteten, når man har et meroptag.

Vi har også set med en vis skepsis på det ekspertudvalg, der er nedsat, og på, hvad dets kommissorium er. Der er rigtig gode elementer i det, men der er også nogle udfordringer, i forhold til hvordan de forstår kvalitet set ud fra en ekspertsynsvinkel, og i forhold til om der er nogle områder, vi gerne vil løfte rent kvalitativt. Det er der, bl.a. ønsker vi et øget fokus på almen dannelse, højere krav til den enkelte studerende, hele delen af den måde, vi optager på, der handler om at sikre de rette optagne osv.

Kirsten Brosbøl.

Nu var det jo, fordi jeg også havde læst ordførerens kronik fra forleden, som vi så fik repeteret lidt af indholdet af her i dag. I kronikken skriver ordføreren nemlig, at vi intet har hørt om kvalitetsproblemer, f.eks. fra rektorer eller bestyrelsesformænd, ej heller fra deres videnskabelige medarbejdere. Så jeg skal bare være med på, om Venstre ligesom anerkender, at der er nogle kvalitetsudfordringer, og at vi på den baggrund har noget politisk arbejde at løfte. For det er jo sådan set regeringens og regeringspartiernes udgangspunkt for at sætte den her dagsorden at sige, at vi mener, at det er vigtigt, at vi bliver ved med at diskutere kvalitet, og at vi også har nogle opgaver fremadrettet, vi skal løfte.

Ordføreren.

Jamen jeg er umådelig glad for, at fru Kirsten Brosbøl har læst kronikken i Berlingske Tidende. Det, der naturligvis er udfordringen, og som jeg som ordfører også forholder mig til i kronikken, er, at baggrunden for ministerens nedsættelse af ekspertudvalget ikke er en konsultering, så vidt vi kan se, af diverse eksperter inden for selve sektoren. Vi synes, det er underligt, at hverken rektorer, akkrediteringsinstitutionen eller lignende har været involveret i den del, men at man nedsætter en ekspertgruppe. Dermed siger vi jo så samtidig i kronikken, at vi ikke har noget problem med, at man diskuterer kvalitet, og det er jo også hele fundamentet for vores debat i dag.

Men det, der er klart, er, at da vi rejser forespørgselsdebatten, hvilket vi gjorde lige efter sommerferien, var der ikke nedsat nogen ekspertgruppe, og derfor havde vi et ønske om at drøfte kvalitet generelt set. Og det er jo også det, der fremgår af forespørgselstekstens ordlyd. Men vi glæder os over, at ministeren har lyttet til de borgerlige partier. Vi kan godt undre os over, at ministeren ikke er i en tættere dialog med dem, der sikrer kvalitet i uddannelsessystemet, inden man nedsætter en ekspertgruppe, men det skal vi så gerne gøre på ministerens vegne og møde op til forhandlinger, når vi har ekspertgruppens anbefalinger.

Fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Tak. Og tak til Venstres ordfører for talen og for at rejse den her forespørgselsdebat. Det er et meget fantastisk tidspunkt at diskutere kvalitet på.

Jeg har et spørgsmål, som går på, hvilke eksperter Venstre godt kunne tænke sig at inddrage i det her. Altså, jeg er meget enig i den betragtning, at det er underligt, at man har nedsat et ekspertudvalg uden nogen fra selve uddannelsessektoren. Så derfor er mit spørgsmål bare: Hvem er det, Venstre ønsker at inddrage?

Ordføreren.

Venstre ønsker at inddrage de ansvarlige for kvalitetssikring i uddannelsessystemet. Det kan være rektorer, det kan være de ansvarlige på afdelingerne, der står for kvalitetssikring osv. osv. – altså undervisere, som bl.a. har kompetence til det.

Vi har hele tiden været optaget af, at man konsulterer dem i miljøet, der er ansvarlige for selve den her del. Og det er også derfor, at vi selvfølgelig har set med en vis skepsis på det ekspertudvalg, der er nedsat. Så jeg tror egentlig, at Venstre og Enhedslisten er meget enige om tilgangen på det her område. Der har vi nok en minister, der er ramt lidt mere af ekspertinteresse fra eksterne aktører frem for interne aktører.

Rosa Lund.

Jeg tror sådan set, at Venstres ordfører har meget ret, for vi har også i Enhedslisten undret os lidt over, at man har valgt at nedsætte et udvalg med fire fra statskundskab og en økonom og ikke nogen uddannelsesforskere f.eks. Så derfor skal mit opfølgende spørgsmål være: Ud over akkrediteringsinstitutioner og andre interne kunne Venstre så forestille sig at man i det forløb, som vi forhåbentlig skal have i foråret, kunne inddrage forskere, som faktisk ved noget om uddannelse?

Ordføreren.

Ja, det kunne Venstre godt forestille sig. Altså, når vi har anbefalingerne fra den såkaldte ekspertgruppe, vil vi jo se på de anbefalinger, der måtte være. Og det ville da være højst oplagt både at fortsætte en forespørgselsdebat derefter, men også at indkalde til en uddannelseshøring i regi af Forskningsudvalget her i Folketinget for netop at få belyst de anbefalinger i et bredere perspektiv end blot – lad det være sagt i al respekt – af folk fra statskundskab og økonomi. Derfor har jeg jo lagt vægt på, både i min kronik og i min ordførertale, at forudsætningen for kvalitet bl.a. er almendannelse, og det er et vigtigt historisk perspektiv at have med, når vi drøfter dansk uddannelsespolitik.

Fru Lotte Rod for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne følge op på fru Kirsten Brosbøls spørgsmål og bede ordføreren skære ud i pap: Mener Venstre, at der er et problem med kvaliteten i de videregående uddannelser, eller mener Venstre ikke, at der er et problem?

Ordføreren.

Venstre mener, at der er kvalitetsudfordringer konstant i et uddannelsessystem, hvorfor vi drøfter det. Derfor har vi været med til at rejse debatten i dag. Det, der undrer os, når man sidder som regering, er, at man ikke konsulterer dem, der er ansvarlige for kvalitetssikringen i uddannelsessystemet, inden man nedsætter en ekspertgruppe. Derfor kan man jo også sige, at modtagelsen af ministerens ekspertgruppenedsættelse har været en anelse lunken i uddannelsesmiljøet. Det kan man se af forskellige udtalelser forskellige steder. Vi vil ikke polemisere mod den part, som ministeren har nedsat. Vi vil blot anføre, at vi er skeptiske over for det fokus, der er i noget af kommissoriet for ekspertgruppens arbejde. Det her handler om at løfte kvaliteten set i et bredt spektrum, og derfor har jeg også, som jeg sagde til fru Rosa Lund, klart en idé om, hvordan vi håndterer ekspertgruppens udsagn, når først anbefalingerne ligger.

Lotte Rod.

Jeg synes, at det her med, om man synes der er et problem eller ej, er lidt interessant, fordi det jo siger noget om, hvad afsættet er for den debat, vi skal have efterfølgende. Derfor undrer det mig måske en lille smule, at ordføreren her står og siger, at der er et problem med kvaliteten i uddannelsen, men at man i kronikken skrev, at man havde hørt fra bl.a. rektorerne, at der ikke var et problem med kvaliteten. Så hvis man mener, at der er et problem, hvorfor brugte man så det andet eksempel i kronikken? Det er bare, så jeg forstår det.

Ordføreren.

Jeg kan godt høre, at forståelsesgraden ikke er så høj hos spørgeren i dag, men jeg kan bare meddele, at det, der optager os, er at højne kvaliteten, ikke ordkævleri om, hvorvidt der er skrevet, at man kender til kvalitetsudfordringer eller ej. Så jeg synes, at spørgeren skal gøre rede for de udfordringer, spørgeren ser. Så kan hun læse min kronik og høre min ordførertale, hvor jeg jo netop gør rede for, at vi er optaget af at diskutere kvalitet hele tiden, men at det undrer os betydeligt, at ministeren ikke inddrager aktørerne fra uddannelsesmiljøet, når man diskuterer kvalitet.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så går vi til de øvrige ordførere. Først fru Kirsten Brosbøl fra Socialdemokraterne.

Socialdemokraterne har i generationer kæmpet for, at det danske velfærdssamfund skal være et fællesskab, hvor det ikke er størrelsen på forældrenes pengepung, der afgør, hvor meget eller hvor god uddannelse man får. Socialdemokraterne mener fortsat, at vores uddannelser skal have en sådan kvalitet, at de kan berige og flytte det enkelte menneske og sætte det i stand til at udfolde sit fulde potentiale, og at al uddannelse – også universitetsuddannelserne – skal gøres tilgængelig for alle, der har evnerne og viljen til at dygtiggøre sig til gavn for sig selv og for fællesskabet.

Vi har jo nu ad flere omgange mødtes her i salen til forespørgsler, der kredser om kvalitet i vores uddannelser. Det vidner om, at det er et spørgsmål, der optager os alle. Det er godt, og jeg hilser endnu en gang debatten velkommen. For der er fortsat udfordringer med kvaliteten nogle steder i uddannelsessystemet: For få undervisningstimer, utilstrækkelig forskerdækning af undervisningen, for lav studieintensitet, for højt frafald, og uddannelser, hvor for stor en andel af dimittenderne har svært ved at finde arbejde efter endt uddannelse.

Men det spørgsmål, forespørgerne i dag beder os om at forholde os til, dækker for mig at se over en forestilling om, at kagen smager af mindre, når flere inviteres til at dele. Den præmis køber jeg ikke. For os er der ingen modsætning mellem uddannelse for de mange og uddannelse af høj kvalitet. Vi insisterer på, at det er muligt at byde flere studerende velkommen på vores uddannelser, samtidig med at vi højner kvaliteten.

Ved en tidligere forespørgsel så sent som i foråret 2012 tilkendegav alle Folketingets partier da også her i salen, at der var bred opbakning til regeringens målsætning om, at 25 pct. af en ungdomsårgang skal have en lang videregående uddannelse – så langt, så godt.

Der er som nævnt god grund til at se kvaliteten efter i sømmene. For socialdemokraterne handler et kvalitetsløft i uddannelserne om konkrete, mærkbare forbedringer for dem, som har deres gang på vores uddannelsessteder. Kvalitet handler om at blive uddannet til både livet og arbejdslivet. Det handler om almen dannelse og om høj faglighed – så der er nogle ting, der går igen fra Venstres ordførers definition – og om at tilegne sig de nødvendige kompetencer til at få et job bagefter. Det handler om at skabe sammenhæng og fjerne barrierer i uddannelserne, så det er overskueligt og muligt for de studerende at sammensætte den uddannelse, de ønsker. Det handler om at motivere og dygtiggøre både de talentfulde unge fra boglige såvel som ikkeboglige hjem.

Det handler først som sidst om at få alle med potentiale med, uanset baggrund, så danskerne bliver bedre uddannede og kan skabe en bedre fremtid for sig selv og for fællesskabet.

Vi har gennemført og vil fortsat gennemføre en lang række tiltag, der vil forbedre kvaliteten af vores uddannelser. Lad mig bare nævne 4-årige basisbevillinger til universiteterne, fuld finansiering af det øgede studenteroptag, fastholdelse af taxameterløftet på humaniora og samfundsvidenskab, nye udviklingskontrakter med klare mål om bedre kvalitet, ny og forbedret læreruddannelse og pædagoguddannelse, et nyt akkrediteringssystem, nyt universitetsbyggeri med bl.a. en modernisering af universitetslaboratorierne, hvilket giver bedre studiemiljø, og arbejdet med bedre sammenhæng i uddannelsessystemet, som skal sikre fleksibilitet og større gennemsigtighed.

Der er mange flere ting, man kunne nævne. Det seneste skud på stammen er det Kvalitetsudvalg, som ministeren har nedsat. Udvalget skal give os et afsæt for at diskutere, hvordan vi kan sikre, at alle studerende bliver udfordret til at udfolde deres fulde potentiale. Udvalget skal bl.a. se på, hvordan der kan sikres højere faglighed, frigøres mere tid til undervisning, og hvordan uddannelsesforløbene kan gøre de studerende endnu mere klar til arbejdsmarkedet.

Jeg ser meget frem til at tage fat på forhandlingerne i de relevante forligskredse, når vi ser, hvad Kvalitetsudvalget kommer med af anbefalinger.

Og må jeg så til sidst sige, at alle Folketingets partier jo stod bag den akkrediteringslov, som vi vedtog tidligere på året, og jeg vil gerne citere en lille passage fra bemærkninger til den.

»Kvalitet og relevans af de videregående uddannelser i Danmark skal være højere og leve op til internationale standarder. Danmark er et videnssamfund, og det er afgørende, at uddannelsernes kvalitet løftes for at matche kompetencebehovet i den private og offentlige sektor. Det er regeringens målsætning, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse i 2020, heraf 25 pct. en lang videregående uddannelse. Målsætningerne skal nås uden at gå på kompromis med uddannelsernes kvalitet og relevans.«

Der er en stribe korte bemærkninger, først fra hr. Esben Lunde Larsen.

Tak for det. Og tak for ordførerens tale. Kan ordføreren give eksempler på, hvor den forskningsbaserede undervisning ikke er tilstrækkelig, og hvor timetallet er for lavt? For hvis nu det er tilfældet, er det jo et brud på universitetsloven, og hvis ordføreren sidder inde med en viden om de områder, er det jo en opgave for ministeren. Så jeg vil meget gerne høre nogle konkrete eksempler på, hvor det er tilfældet i dag.

Ordføreren.

Jeg undrer mig virkelig over, at Venstre på den måde, og det var også det, jeg prøvede at spørge Venstres ordfører om før, nærmest afviser, at der skulle findes eksempler på den slags. Det er jo sådan, at vi har hørt både fra Rigsrevisionen og andre, at der visse steder er uddannelser, hvor der er for få undervisningstimer, og hvor der er for lidt forskningsdækning af undervisningen. Så det er jo derfor, at vi tager fat på hele det her arbejde med – ud over den nye akkrediteringslov, ud over alle de andre ting, vi har gjort, med hensyn til kvaliteten – nu at få sat fokus på: Hvor er der problemer? Hvor er det, vi kan sætte ind og løfte kvaliteten af vores uddannelser?

Esben Lunde Larsen.

Men det er jo en alvorlig anklage at rette mod et uddannelsessystem, altså at slynge ud, at der er for få timer, og at der ikke er forskningsbaseret undervisning nok. Det er jo en alvorlig kvalitetsmæssig anklage mod de ansvarlige rektorer, uanset om det er professionshøjskoler eller universiteter.

Jeg har ikke set nogen steder, at Rigsrevisionen påpeger konkrete steder, hvor der er mangel på timer. Jeg har set en almen betragtning fra Rigsrevisionen, men jeg har ikke set det for nogen enkeltsteder. Derfor vil jeg da meget gerne spørge ordføreren, om ordføreren har kendskab til enkeltsteder, hvor der i dag ikke er den undervisning, der skal være. For så vil det jo være et brud på universitetsloven, og det er da alvorligt, når det handler om kvalitet.

Ordføreren.

Jamen det er da ganske alvorligt, og jeg må sige, at jeg undrer mig særdeles meget over, at Venstres ordfører på den måde sådan affejer det, når Rigsrevisionen siger, at der også efter vores taxameterløft er for få undervisningstimer. Især på de humanistiske uddannelser siger man jo, at der er nogle problemer. Der er utilstrækkelig forskerdækning, siger man især på de samfundsvidenskabelige uddannelser.

Så jeg går da ud fra, at når Rigsrevisionen meddeler os det, er det noget, som vi alle sammen her i Folketinget er enige om at vi skal tage et ansvar for så at kigge efter i sømmene og reagere på. Og der er det sådan set, at vi fra regeringspartiernes side nu siger: Det skal vi selvfølgelig ikke sidde overhørig. Vi er nødt til at se på, hvordan vi så kan forbedre kvaliteten der, hvor der er problemer.

Fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Tak. Og tak til fru Kirsten Brosbøl for en god tale med fokus på rigtig mange vigtige ting – ting, som vi også er meget, meget optaget af i Enhedslisten.

Jeg vil bare gerne spørge fru Kirsten Brosbøl: Hvad er Socialdemokraternes definition af almen dannelse i de videregående uddannelser?

Ordføreren.

Det er jo et meget bredt spørgsmål. Altså, jeg sagde i min tale, at uddannelserne jo skal uddanne vores studerende både til livet og til arbejdslivet. Så jeg vil sige, at almen dannelse jo handler om, at man i løbet af sin uddannelse bliver udviklet til ikke bare det arbejde, man skal ud og have bagefter, men også til at være en engageret samfundsborger i et demokratisk samfund. Så jeg vil ikke udelukke nogen ting i den definition, men sige, at det sådan er der, hvor jeg ser den almene dannelse, altså at man er uddannet både til at kunne få et job bagefter, men også til at kunne være en engageret samfundsborger.

Rosa Lund.

Det er jeg meget enig i, især det her med, at vi også skal uddanne til demokratiet. Derfor synes vi i Enhedslisten, det er enormt vigtigt, at der er plads til at lave studenterrådsarbejde, når man er studerende. Mener fru Kirsten Brosbøl, at der er plads til at blive uddannet til demokratiet med den studiefremdriftsreform, som Socialdemokraterne har lagt stemmer til?

Ordføreren.

Det kan ikke komme bag på Enhedslisten, at det mener jeg selvfølgelig der er. Der er jo også allerede i dag uddannelsessteder, hvor man er rigtig god til at få de studerende igennem på noget nær normeret tid, og jeg mener sådan set ikke, man kan sige, at de uddannelsesinstitutioner danner deres studerende mindre, end man gør andre steder. Der er også studerende derfra, der deltager i studenterfagligt arbejde og alt muligt andet. Så jeg mener ikke, der er nogen modsætning mellem de to ting. Vi siger, at med de initiativer, der ligger i studiefremdriftsreformen, forventer vi, at de studerende studerer på fuld tid, når de går på en fuldtidsuddannelse, og det mener jeg ikke er et urimeligt krav.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Og tak til fru Kirsten Brosbøl for ordførertalen. Vi er jo heldigvis enige om, at det her handler om at øge kvaliteten på de videregående uddannelser. Men der er alligevel en ting, jeg studser over i ordførerens tale, og det er det udsagn om, at der ikke er nogen modsætning imellem flere studerende og højere kvalitet. Altså, for mig at se er der en rigtig stor udfordring i at tage flere ind og fastholde kvaliteten.

Så derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, om der ikke er nogen forskel på kvaliteten af de første studerende, der kommer ind, og dem, der ligger måske lige omkring 60-procentsmålsætningen. Har de alle sammen de samme forudsætninger for at gennemføre en uddannelse?

Ordføreren.

Jeg vil starte med at sige, som jeg også nævnte i min ordførertale, at alle Folketingets partier jo har bakket op om 25-procentsmålsætningen med det forslag til vedtagelse, som vi vedtog ved en tidligere forespørgselsdebat for halvandet år siden. Når det så er sagt, vil jeg da sige til Dansk Folkepartis ordfører, at, ja, selvfølgelig er der da et opmærksomhedspunkt, når man optager flere og samtidig gerne vil ikke bare bevare kvaliteten, men højne kvaliteten. Det er jo den ambition, der ligger her – dels jo i det, jeg læste op fra akkrediteringsloven, som alle også har stemt for, dels bag det arbejde, regeringen har sat i gang med Kvalitetsudvalget, og de politiske forhandlinger, vi skal have efterfølgende.

Men lad mig lige knytte en kommentar til det, for jeg mener ikke, at man sådan skal ned at skrabe bunden, hvis man skal optage flere i vores uddannelsessystem. Vi har i dag et helt klart uudnyttet potentiale i de studenter, der kommer ud med relativt høje karaktergennemsnit fra deres gymnasiale uddannelse, men som aldrig kommer videre i en videregående uddannelse. Det gælder i høj grad studerende fra ikkeboglige hjem, og der mener jeg vi har en fælles opgave i at sørge for, at vi får alle dem med, der har potentialet, evnerne, til at få en videregående uddannelse, og få dem i gang med en uddannelse.

Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Det er rigtigt, at vi bakkede op om 25-procentsmålsætningen, men vi gjorde det også, samtidig med at vi problematiserede, at der ligger en udfordring i at gennemføre det. For når man har så mange studerende, er det altså svært at skabe motivationen hele vejen rundt.

Så jeg vil gerne høre, om ordføreren er enig med mig i det med, som ordføreren selv sagde, at det er alle med potentiale. Det betyder for mig at se også, at der er nogle, der ikke har potentiale. Mener ordføreren, at bare fordi man har høje karakterer på sin studentereksamen, har man også potentialet til at gennemføre en universitetsuddannelse?

Ordføreren.

Det er ikke nødvendigvis karakterer alene, der gør, om man er motiveret til at tage en uddannelse. Jeg mener, at potentialet bestemt er der. Hvis man har en god studentereksamen, mener jeg også, at man i høj grad skal følge sine evner og dermed også bruge de evner, man har. Så jeg ser et potentiale i det, men ikke nødvendigvis, at folk så er motiveret til det. Derfor mener jeg også, at universiteterne og uddannelsesinstitutionerne generelt bør gøre brug af andre optagelseskriterier end karakterer. Vi har jo givet dem frihed til i højere grad at kunne anvende kvote 2 og f.eks. optagelsessamtaler, som gør, at man på den måde ikke kun kigger på karaktererne, men også på motivationen hos den enkelte og måske særlige evner inden for det område, vedkommende søger optagelse på.

Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Tak. Nogle gange bliver de her debatter nede i Folketingssalen sådan lidt til, at vi står og taler politikersprog til hinanden. Hvis nu ordføreren bare lige for et øjeblik vil tage masken af og svare mig helt ærligt: Mener ordføreren, at det overhovedet ikke har nogen betydning for kvaliteten eller det faglige niveau på universiteterne, at man bevæger sig fra i efterkrigsårene at have eb andel på ca. 10 pct. af befolkningen, der tog en længerevarende uddannelse, til, at det nu skal til at være 60 pct., der tager en videregående uddannelse, og 25 pct., der tager en længerevarende videregående uddannelse? Har det ingen som helst betydning for den faglige kvalitet, at man sætter så mange mennesker ind på de samme uddannelsessteder med helt forskellige forudsætninger, og at underviserne skal undervise alle de her forskellige mennesker?

Ordføreren.

Jamen som ministeren også sagde i sin tale, sender vi jo i modsætning til den tidligere regering penge med hver eneste af de nye studerende, der starter på en videregående uddannelse, og dermed er det jo heller ikke sådan, at de samme undervisere bare skal undervise flere. Der er jo så på den måde grundlag for, at man kan ansætte flere – heldigvis da – til at undervise de nye studerende, der kommer ind. Så jeg vil sige, at i modsætning netop til den praksis, der var under den tidligere regering, har vi valgt at sige, at selvfølgelig følger der midler med, sådan at man både kan sikre et ordentligt studiemiljø, og at der er undervisere og dermed jo også ressourcer til at kunne give de nye studerende en god uddannelse af høj kvalitet.

Merete Riisager.

Aha, så det er et spørgsmål om antallet af undervisere og penge ud til universiteterne, forstår jeg. Det har ikke nogen som helst betydning, at der kommer et antal ind, hvor man må regne med, at deres forudsætninger er forskellige, altså, hvor man tidligere tog de allerdygtigste ind fra befolkningen, så tager man nu en langt større andel. Jeg går ud fra, at ordføreren også har lidt kendskab til didaktik og det at undervise. Har det ikke nogen som helst tydning, at man underviser folk med helt forskellige forudsætninger i det samme klasselokale? Har det ingen betydning for kvaliteten?

Ordføreren.

Det er klart, at der vil være en opgave der med at sikre, at man kan uddanne. Jeg synes, at man bestemt skal benytte sig af andre metoder og pædagogiske og didaktiske redskaber, end man hidtil har gjort. Det er da helt oplagt. Men det mener jeg er en nødvendig samfundsopgave og ikke noget, som vi bare sådan skal afskrive og sige, at det kan vi ikke. Vi har en klar ambition om at uddanne den dygtigste generation nogen sinde, og derfor er der selvfølgelig en fælles opgave i at sikre, at det kan ske med den samme og gerne højere kvalitet i vores uddannelser. Det er ambitionen, og jeg skammer mig på ingen måde over, at vi har den ambition.

Nu kommer der også en kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jeg siger også tak for talen. Og vi kan i bund og grund sige, at der måske slet ikke burde være den her lange, brede debat, for vi er helt enige i forslaget til vedtagelse. Men jeg sidder alligevel og bliver sådan lidt forvirret over ordførerens tale. For ordføreren siger, at den her regering simpelt hen har ladet pengene følge med, og at alt er i den skønneste orden, samtidig med at ordføreren jo egentlig anerkender, at der er en udfordring, og at der er et problem.

Så er ordføreren enig i, at vi har et problem med kvaliteten på vores uddannelser?

Ordføreren.

Jeg synes, at det er fremgået ret tydeligt af både mine spørgsmål til Venstres ordfører og af mine kommentarer i øvrigt, at ja, der er udfordringer. Det er jo også derfor, at regeringen har nedsat et kvalitetsvalg, som nu skal ind og kigge på, hvor der er de her kvalitetsproblemer, hvori de består, og hvilke løsninger man kunne forestille sig for at rette op på de problemer, der måtte være. Men jeg siger bare, jeg mener, at vi har givet universiteterne og uddannelsesinstitutionerne generelt redskaberne og det økonomiske råderum til at kunne sikre, at der er en høj kvalitet i vores uddannelser.

Vivi Kier.

Tak for det. Det er en interessant diskussion, vi skal have i dag, altså om kvaliteten af uddannelserne. Vi er jo heldigvis alle sammen enige om, at der skal være noget. Vi hører både ministeren og Socialdemokratiets ordfører sige, at vi skal have den bedst uddannede generation. Det ville da også være dejligt. Uddannelse er en ret, bliver der sagt, og at vi skal turde forvente, at det kan lade sig gøre. Det, der bare er spørgsmålet, er, hvad kvalitet er. Vi havde i Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser den anden dag to foretræder, som jeg synes illustrerer det her ganske meget. Der var nogle studerende, der kom ind for at beklage sig over den her nye reform, der siger, at man skal blive hurtigere færdig, og de udtrykte, at det ikke var rimeligt, da der også var mange andre ting, man skulle, end at studere, og at man skulle have tid til rigtig mange ting, så derfor måtte vi selvfølgelig lave det om, så man ikke nødvendigvis skulle være fuldtidsstuderende. Vi havde også et andet foretræde med nogle studerende, der var meget engagerede i innovation, og de var interesserede i, hvordan de kunne supplere deres uddannelse. Selvfølgelig tog de deres uddannelse, men de var interesserede i, hvordan de kunne supplere det på en positiv måde.

For mig at se er det rigtig godt, at vi får gjort noget ved alle mulige rammer og får håndteret de udfordringer, som man kan have på universiteterne med plads, med struktur og med ordentlig undervisning – selvfølgelig skal det være på plads. Men det nytter bare ikke ret meget, hvis vi samtidig har en stor gruppe studerende, som ikke er motiverede. Det er muligt, at de har potentialet, det skulle man jo tro, hvis man har et gennemsnit fra gymnasiet på over 10. Men samtidig virker det jo, som om for stor en del ikke er motiverede.

Der var en udsendelse på DR2 i sidste uge, som jeg synes illustrerede det ganske tydeligt, med nogle udfordringer, der pegede på spørgsmålet, om vi tager for mange ind; er der simpelt hen for mange, der ikke er motiverede på de uddannelser, de kommer ind på? Når vi stiller krav om, at der skal være rigtig mange, der skal bestå, fører det så til, at man har en tilbøjelighed til at lade dem bestå? Og endelig, hvordan sikrer vi, at dem, der så kommer ind, er motiverede? Hvad er det, vi gør som samfund, når der er studerende, der mener, at det er urimeligt at antage, at et studie er en fuldtidsbeskæftigelse, og hvad har vi gjort, når holdningen bliver sådan, og når de studerende mener, at de har ret til at få en uddannelse, men ikke mener, at det skal være et krav, at de skal tage en uddannelse?

Der er selvfølgelig en pointe i det, når man siger, at den taxameterordning, vi har, belønner at få de studerende smidt ud, når de tager den sidste eksamen, så det kan give en vis tilbøjelighed til at lade dem bestå. Der var en rundspørge, som blev omtalt i udsendelsen, og her sagde underviserne, at 31 pct. oplevede, at der var lavere faglige krav, end da de startede på deres uddannelser i sin tid. Og hvad værre er, er, at næsten halvdelen, 45 pct., har oplevet, at studerende har bestået et fag uden at have det faglige niveau.

Der var en lektor fra Niels Bohr Instituttet, som fortalte, at han havde haft noget undervisning, hvor han et par gange havde dumpet 50 pct. af de studerende, fordi de simpelt hen ikke var dygtige nok. Han stod lige pludselig med et brev fra ledelsen om, at det da vist var en udfordring, han skulle gøre noget ved. Så bliver det selvfølgelig vendt til, at han skal have en bedre undervisning, men han følte i hvert fald, at det var en klar opfordring til at sikre, at der ikke var så mange, der dumpede. Hans påstand er, at der simpelt hen var en tredjedel af de studerende, der gik der, der ikke burde gå der.

Der var en rektor fra Aalborg Universitet, som jo ellers er et af de universiteter, vi roser, fordi de er rigtig gode til at få folk igennem, som sagde – lidt bekymrende – at på baggrund af at man har en aftale med undervisningsministeren om, at 80 pct. skal bestå, er det jo også det, man sørger for sker. Det sagde han faktisk i udsendelsen. Han sagde så også samtidig, at hvis censor gjorde det, og hvis underviseren gjorde det, var det jo selvfølgelig ikke i orden. Men han sagde faktisk, at man var nødt til at sørge for, at det sker.

Så derfor vil jeg sige, at én ting er, at vi kan se frem til Kvalitetsudvalgets arbejde og resultater, men det, jeg først og fremmest gerne vil høre lidt mere om i dag fra ministerens side, er, hvordan vi sikrer, at vi får studerende ind, der faktisk er motiverede til at tage de uddannelser, som de skal have, så vi kun får dem ind, som er berettigede til det, for hvis vi får nogen ind, der ikke vil gå der og ikke ønsker at bruge de kræfter, der skal til på deres uddannelse, ødelægger vi uddannelsessystemet for dem alle sammen. Så kan det godt være, vi får presset mange igennem, men så får vi i hvert fald et kvalitetsniveau, der falder. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er hr. Esben Lunde Larsen, Venstre.

Tak for det og tak til ordføreren for at pointere forskellige forhold, med hensyn til hvad der er kvalitet. Når vi nu taler om kvalitet, og når regeringen også så gerne vil fremme kvaliteten, undrer det så ordføreren, at vi, når vi f.eks. sidder og arbejder med pædagoguddannelsen, stort set ikke kan komme igennem med noget, når det gælder optag og lignende?

Altså, klinger det hult i ordførerens ører, når vi som oppositionspartier ikke kan komme igennem med noget, når det gælder kvalitetssikring i eksempelvis pædagoguddannelsen?

Ordføreren.

Jeg synes jo, det er et rigtig godt spørgsmål, for når det drejer sig om at sikre motivationen, er der mange ting, der tyder på, at det ikke nytter bare at have optag på baggrund af en studentereksamen. Man er nødt til at gå ind og sikre, at de studerende, man optager, har motivationen, og dermed også give mulighed for og understøtte, at der f.eks. kan gennemføres optagelsessamtaler, optagelsesprøver eller noget andet, der dokumenterer den interesse og motivation, og selvfølgelig også i vid udstrækning på de første dele af studierne have test og prøver, der sikrer, at man får stoppet de studerende, der rent faktisk ikke er der med den motivation, der er nødvendig.

Hr. Esben Lunde Larsen.

Da forskningsreserven skulle fordeles, hvilket Dansk Folkeparti også var med til, undrede det da ordføreren, at regeringen ikke lagde sig i selen for at afsætte midler til f.eks. at løfte kvaliteten frem for til kønsdimensionerede forskningsprogrammer?

Ordføreren.

Altså, det var jo et interessant forløb, hvor man kan sige, at regeringen helt bevidst brugte utrolig mange midler på en forskning, om hvilken vi jo med god ret sagde, at man kunne undre sig over, hvor det skulle føre hen, hvad det skulle føre til, og hvad pengene skulle bruges til. Der var rigtig mange millioner, der kunne have været brugt til at styrke kvaliteten på de områder, vi taler om i dag, i stedet for at bruge dem på en forskning, som vi om få år vil se ikke har ført til noget som helst.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Det Radikale Venstre, fru Lotte Rod.

De borgerlige partier har spurgt ministeren – og dermed jo også os – hvad vi vil gøre for at øge kvaliteten i uddannelsessystemet og uddanne unge, der matcher erhvervslivets behov. Jeg vil gerne sige tak for, at man har rejst debatten, for det giver os jo muligheden for at vende nogle af de ting, som vi brænder for i regeringen, og for at tage et fælles afsæt til at diskutere kvalitet. For det er jo noget af det allervigtigste, vi skal lave på det her område.

Jeg vil gerne tage fat i tre ting, nemlig økonomi, undervisning og relevans. De borgerlige partier spørger for det første ind til, hvordan vi vil sikre kvaliteten, samtidig med at der bliver optaget flere studerende. Og et eller andet sted kan jeg jo godt forstå, at man spørger om det, når man nu selv valgte en model, hvor man tog pengene fra de eksisterende studerende for at betale for nye studerende. Det gør vi ikke i den her regering. Vi er meget optaget af, at der skal være lige så høj kvalitet for de nye studerende, og derfor finansierer vi meroptaget krone for krone. Det er rigtig mange penge, men vi prioriterer det også meget højt. Men kvalitet handler selvfølgelig om meget andet end penge.

For det andet er kvalitet for mig, at vi er i stand til at udfordre alle studerende på uddannelserne. Ja, det lyder også som noget, vi sagde i folkeskolereformen, og det er jo, fordi der er en rød tråd i det, som regeringen gør, fra folkeskolereformen til den erhvervsskolereform, som vi er ved at forhandle nu, og så til at diskutere kvalitet i vores videregående uddannelser.

Det er ikke særlig godt, når Rigsrevisionen påpeger, at der selv efter taxameterløftet er for få timer på især universiteternes humanistiske uddannelser. En bachelorstuderende på en humanistisk bacheloruddannelse har i gennemsnit 8 timers undervisning om ugen og en kandidatstuderende i gennemsnit 5 timer. Det er lige i underkanten. Men flere timer gør det jo aldrig i sig selv. Det er helt afgørende, hvad den studerende får ud af timerne. Der skal være forskerdækning af undervisningen, så de studerende får gavn af den nyeste viden, og derfor er det jo også lidt opsigtsvækkende, at forskere kun står for helt ned til 20 pct. af undervisningen på de samfundsvidenskabelige uddannelser.

Så er det vigtigt, at underviserne er knalddygtige til at undervise. Vores hjerne kan jo rent fysisk kun koncentrere sig i et vist rum tid ad gangen, så uanset hvor hårdt man prøver og uanset hvor ambitiøs man er, går man altså bare død, hvis man sidder i et varmt, iltfattigt lokale og bliver tæsket igennem 83 powerpointslides af en underviser med et monotont tonefald. Hvis man derimod møder op til undervisning hos en, der brænder for sit fag, kan sætte rammen for, hvor vigtigt det er, og som bruger varierede undervisningsformer, så lærer man meget mere, og så bliver selv det mest nørdede stof gribende.

Det fører til den tredje pointe: Relevans. For en af de største skuffelser i min egen studietid var faktisk, at uddannelsen var meget mindre koblet til virkeligheden og til de jobs, som vi kunne risikere at komme ud og få, end jeg selv havde regnet med. Vi er mange, der dårligt kan huske, hvad der stod, når vi bare får besked på at læse fra side 74-186, men som bliver supermotiverede af at løse en rigtig opgave, som faktisk kunne bruges af nogen, uanset hvor mange sider man så skulle læse for at kunne løse den. Derfor synes jeg, vi skal bruge diskussionen om relevans til at skabe mere motivation hos de studerende.

Det er ret slående, at noget af det, som OECD's undersøgelse faktisk viser om danske folkeskoleelever, er, at de i meget høj grad lærer ting i skolen, fordi det skal man i skolen, og ikke, fordi de sådan set kan se, at de skal bruge det til noget. Selvfølgelig er der mange ting, man skal lære, fordi man på et eller andet tidspunkt senere skal bruge det til noget, men man lærer bare så meget mere, når underviserne gør sig umage for at vise meningen i det og man derfor som studerende bliver motiveret for at lære det. Og så husker man det også væsentlig bedre bagefter.

Så som radikal håber jeg, at vi kommer til at bruge den her diskussion om kvalitet og om relevans til at flytte fokus fra bare den sidste eksamen til i stedet for at koncentrere os lidt mere om det første job. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Esben Lunde Larsen, Venstre.

Tak for det. Og tak for ordførerens tale. Noget, der undrede mig lidt, var, at fru Lotte Rod slet ikke gjorde noget gældende om de studerendes selvansvar. Fru Lotte Rod talte om, at vi skulle motivere de studerende. Jeg vil egentlig bare spørge: Hvad er den radikale grundforståelse af, hvem der har ansvaret for at gennemføre en uddannelse og have fokus på motivation?

Ordføreren.

Først og fremmest har man jo et ansvar som studerende. Jeg mener bare ikke, det står i modsætning til, at vi også godt kan kigge på, om der bliver lavet den bedst mulige undervisning for de studerende. For uanset hvor motiveret, hvor ambitiøs, hvor engageret man møder op som studerende, er det sådan, at hvis man bliver ramt af den her mur af 43 powerpointslides gang på gang, er det meget, meget svært at holde koncentrationen. Så derfor synes jeg jo ikke, det ene udelukker det andet.

Hr. Esben Lunde Larsen.

Nej, det gør det ikke. Men spørgsmålet er jo, om det er en fest hver eneste dag at være studerende, eller om vi som politikere skal gøre opmærksom på, at det også er et fuldtidsarbejde, hvor det ikke er en fest hver eneste time, og at der også er dage, hvor det hedder 43 powerpointslides, fordi det faktisk er et arbejde, man skal igennem. Og spørgsmålet er, om den radikale ordfører er villig til at gå ind i en debat om de studerendes selvansvar, når vi skal diskutere kvalitet efter ekspertudvalgets anbefaling.

Ordføreren.

Jeg synes, det vigtige, når vi diskuterer ansvar, og når vi diskuterer kvalitet, jo er at have fokus på, hvordan det er, vi får de dygtigste studerende ud af det her. Og så er det jo også relevant at kigge på, hvad det er for nogle undervisningsformer, vi har – altså hvad det rent faktisk er, vi ved fra den pædagogiske og didaktiske forskning og fra hjerneforskningen om, hvad der virker. For jeg går ud fra, at Venstre er fuldstændig enig med os i regeringen om, at det jo handler om at have en høj kvalitet og at få så dygtige studerende ud i den anden ende, at der er nogle virksomheder, der gerne vil ansætte dem. Og derfor skal vi selvfølgelig gøre det, der virker.

Tak. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Og tak for en god tale. Jeg er meget, meget glad for, at den radikale ordfører sætter fokus på økonomien, for kvalitet koster som bekendt. Jeg har derfor blot et spørgsmål til den radikale ordfører. Mener den radikale ordfører, at det er fornuftig økonomistyring at tage 2 pct. af universiteternes taxameter for at finansiere det øgede optag?

Ordføreren.

Hermed henviser Enhedslistens ordfører jo til den meget berygtede omstillingsreserve, som vi jo har overalt, og det, der er det fantastiske på uddannelsesområdet, er jo, at det sådan set er det eneste statslige område, hvor pengene kommer tilbage til uddannelserne, og den prioritering synes jeg faktisk vi som regering kan være rigtig godt tilfredse med.

Fru Rosa Lund.

Jeg skal bare forstå det helt rigtigt. De Radikale mener altså, at det er fornuftig økonomistyring, at man gør optaget af de første studerende, altså dem, der går på universitet i dag, billigere for at sikre, at der kan blive plads til nogle flere studerende. Altså, vi er i Enhedslisten sådan set meget optaget af, at der kan optages flere studerende på universiteterne, men jeg synes, det er en lidt underlig måde, at man ligesom sænker prisen på den enkelte studerende, for at der kan blive plads til flere. Hvad mener De Radikale om det?

Ordføreren.

Jeg er meget enig med Enhedslisten i, at det er vigtigt, at der er lige så høj kvalitet for de nye studerende, som der var for de gamle studerende. Det er derfor vi i regeringen har gjort os så meget umage med, at meroptaget også bliver finansieret krone til krone.

Tak. Så er det fru Merete Riisager, Liberal Alliance.

Tak. Ordføreren siger, at der løber en rød tråd fra folkeskoleforliget og videre til universiteterne. Det lyder ganske rædselsfuldt. Som ordføreren jo er klar over, er det en folkeskolereform, som hviler på et meget, meget spinkelt evidensgrundlag, nemlig det evidensgrundlag, der siger, at det er godt at bevæge sig noget mere. Det ved vi godt. Man kan gå ud i frikvarteret og bevæge sig, og så er den klaret. Men man laver en folkeskolereform, hvor man indsætter pædagoger i undervisningen og indfører mere statslig hop og leg. Overhovedet at videreføre det til universitetsområdet anser jeg faktisk for at være noget beskæmmende, hvis jeg skal være helt ærlig.

Jeg vil derfor spørge om noget helt andet, nemlig om ordføreren anerkender, at der er en sammenhæng mellem gymnasiereformen og den faldende faglighed på universiteterne. Altinget har i 2012 gennemført en undersøgelse, der viste, at 48 pct. af de adspurgte undervisere i undersøgelsen sagde, at det faglige niveau var faldet efter gymnasiereformen.

Anerkender ordføreren, at der er en sammenhæng imellem gymnasiereformen og den faldende faglighed på universiteterne?

Ordføreren.

Nej, det anerkender jeg ikke. Og jeg undrer mig egentlig også lidt over spørgsmålet fra Liberal Alliance, for vi er jo sådan set ret mange partier herinde, der er enige om, at det er en god idé at have en målsætning om, at 25 pct. skal gennemføre en lang videregående uddannelse. Det vil sige, at hovedudfordringen, når vi nu er gået ind og har løftet ambitionsniveauet fra at sige, at det er 50 pct., der skal gennemføre en videregående uddannelse, til at sige 60 pct., sådan set er, at de fleste af dem jo netop skal på alle mulige andre uddannelser. Derfor handler debatten om kvalitet jo også i høj grad om, hvordan vi sikrer, at vi har nogle attraktive erhvervsakademier og professionsuddannelser.

Fru Merete Riisager.

Bare fordi mange partier er blevet enige om noget, behøver det ikke nødvendigvis at være en god idé. Og i Liberal Alliance mener vi ikke, at de kvantitative mål kan bruges til ret meget. Vi er meget mere optaget af, at man laver nogle uddannelser, som kvalificerer de unge til livet og til erhvervslivet, og at de faktisk kan begå sig.

Derfor vil jeg spørge, om ordføreren ikke er seriøst bekymret, når der bliver lavet en sådan undersøgelse som den her, som viser, at 48 pct. af de adspurgte undervisere mener, at fagligheden er faldet som følge af gymnasiereformen.

Ordføreren.

Et bredt flertal herinde i Folketinget er enige om, at det er rigtig fornuftigt at have et mål om, at 25 pct. skal gennemføre en lang videregående uddannelse. Derfor er det for mig ikke en diskussion om, om der er for mange, der går på vores universiteter. Tværtimod synes jeg, at diskussionen bør handle om noget andet. Når vi nu er så privilegerede, at vi er i gang med at lave en af de største uddannelsessatsninger nogen sinde, hvordan sikrer vi så, at kvaliteten er høj på vores uddannelser? Det handler om, at meroptaget er finansieret krone for krone, at vi har dygtige undervisere, og at vores uddannelser bliver endnu mere relevante i forhold til det erhvervsliv, de studerende skal ud til bagefter.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for SF, fru Annika Smith.

Da SF's tidligere uddannelsesordfører, hr. Jonas Dahl, som bekendt i går blev udnævnt til skatteminister, skal jeg gøre opmærksom på, at vi ikke har haft mulighed for at ruste en ny ordfører til forespørgselsdebatten, og at jeg holder talen på vegne af den tidligere ordfører.

I SF er det en vigtig målsætning, at så mange som muligt får en god uddannelse af en høj kvalitet. Det er ikke bare til gavn for samfundet, det giver også den enkelte mulighed for at skabe en god og indholdsrig tilværelse. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi generation for generation sikrer, at en stadig større andel af hver ungdomsårgang får en uddannelse, som giver en sikker adgang til arbejdsmarkedet.

Vi ved, at globalisering og øget specialisering stiller stadig større krav til fremtidens medarbejdere, og at det især er de ufaglærte, som presses ud af arbejdsmarkedet på grund af den udvikling. Derfor ligger det mig og SF meget på sinde, at vi kan fastholde et uddannelsessystem, hvor der er fri og lige adgang til at tage en uddannelse. Samtidig skal der være gode muligheder for at videreuddanne sig, så den enkelte medarbejder har mulighed for at tilpasse sig de nye kvalifikationer og kompetencer, som efterspørges på arbejdspladserne.

Derfor er jeg også glad for, at der i dag er taget initiativ til en debat om, hvordan vi kan fastholde og udvikle uddannelse af høj kvalitet. Det er for det første glædeligt, at stadig flere tager en uddannelse, uden at kvaliteten dermed falder. Det skyldes, at regeringen har valgt at prioritere uddannelsesområdet og dermed tilføre flere penge til området, når optaget stiger. For det andet har vi folkeskolereformen og udspillet til en reform af erhvervsskolerne samt ekstra midler til efter- og videreuddannelse. Derfor fastholder vi ikke alene niveauet, men også grundstenen til et endnu bedre uddannelsessystem. Samtidig har regeringen nedsat et kvalitetsudvalg, som allerede til foråret vil komme med en række bud på, hvordan vi kan styrke kvaliteten i de videregående uddannelser.

Samlet set gennemfører regeringen således en række tiltag, som medvirker til at fastholde og udvikle vores uddannelser. I SF hilser vi det velkommen, at også andre partier i Folketinget vil samarbejde med regeringen om at fortsætte ad det spor.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Enhedslisten, fru Rosa Lund.

Jeg vil gerne starte med at sige tak for, at forespørgerne bag den her forespørgsel har indkaldt til den. Vi synes i Enhedslisten, at det er meget vigtigt at have en debat om kvalitet både i de videregående uddannelser, men sådan set også i hele vores uddannelsessystem. Så jeg vil gerne starte med at sige tak for, at vi kan få den her debat i dag.

I Enhedslisten er vi meget optaget af at sikre kvalitet i uddannelsessystemet, også set i lyset af det øgede optag, det ret store optag, der har været på de videregående uddannelser. Vi ønsker et uddannelsessystem, der også har god sammenhæng med arbejdsmarkedet, og derfor deler vi sådan set bekymringen for, at det stigende optag sker på bekostning af kvaliteten, hvilket lidt er det, jeg kan læse ind i spørgsmålet. Dermed ikke sagt, ikke fra Enhedslistens side i hvert fald, at universiteterne og professionsuddannelserne, erhvervsakademierne osv. skal lade være med at optage flere. Tværtimod mener vi i Enhedslisten, at der skal være lige adgang til uddannelse, og at dem, der vil, og dem, der kan gå på en videregående uddannelse, sådan set skal have muligheden for det. Det skal bare ikke ske på bekostning af kvaliteten.

Derfor skal det øgede optag selvfølgelig finansieres, især når det stiger så meget, som det har gjort, og netop når der er kommet så mange nye studerende, skal det også sikres, at der er fysisk plads til de studerende. Det skal jo gerne være sådan, at man har en stol at sidde på og et bord foran sig, og at man sidder i et lokale, hvor der ikke er alt for mange studerende. Det, jeg prøver at sige, er, at når vi øger optaget, er vi nødt til at sikre, at rammerne på de enkelte uddannelsesinstitutioner er i orden, sådan at der kan blive leveret en undervisning af god kvalitet.

Der skal være tilstrækkelig finansiering til, at uddannelserne kan udbydes med et højt timetal, med dygtige undervisere og med ressourcer til vejledning og tilbagemelding til de studerende, ressourcer til forskning og vidensudvikling og ressourcer til udvikling, studiemiljø, læringsrum, undervisningslokaler, grupperum, laboratorier, specialepladser osv. Det er jo netop derfor, uddannelserne hvert år får penge, som de kan lave kvalitetsuddannelser for. Der er bare alt for mange uddannelser, der får alt for få penge, hvis de reelt skal skabe kvalitet i uddannelserne. F.eks. er universiteternes tilskud blevet mindre år for år.

Jeg siger ikke, at kvalitet kun handler om flere penge, men jeg siger, at vi er nødt til at anerkende, at kvalitet koster penge. Det tror jeg at vi alle sammen ved. Når man skal købe ind til middagen juleaften, vil man jo også gerne gå efter den and og den flæskesteg, der har den bedste kvalitet, og det koster lidt mere. Det gælder også i uddannelsessystemet. Derfor vil jeg gerne bede ordførerne bag den her forespørgsel overveje, hvordan de mener vi sikrer tilstrækkeligt med ressourcer til at finansiere netop den kvalitet, som vi alle sammen efterspørger.

Til sidst vil jeg bare lige knytte et par ord til noget, der skete for et par dage siden. For 3 dage siden stod der nemlig en gruppe studerende til et åbent samråd i Forskningsudvalget iført T-shirts, hvor der stod »Nej til hurtigere-ud-reformen!«. Forud for det her samråd havde de universitetsstuderende blokeret deres uddannelser, de havde lavet manifestationer, de havde holdt stormøder, og de havde overdraget 30.000 underskrifter til uddannelsesministeren. Alle de her tusindvis af studerende har engageret sig på grund af én ting, nemlig den fremdriftsreform, som et flertal her i Folketinget har vedtaget.

Jeg er ikke overrasket over, at ordførerne bag den her forespørgsel er bekymret for, at kvaliteten bliver dårligere som følge af det stigende optag, men jeg er overrasket over, at ordførerne bag den her forespørgsel, som kommer fra partierne Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, ikke kan se, at det, der lige nu allermest får kvaliteten til at falde i vores uddannelser, er den fremdriftsreform, som de selv har lagt stemmer til.

I er optaget af, at erhvervslivet får den rette veluddannede arbejdskraft, og jeg vil bare gerne bede jer om at overveje, hvordan hurtigere ud-reformen – vi kan også kalde den for droppe ud-reformen, for jeg frygter nemlig, at det, der bliver konsekvensen, er, at de studerende bliver nødt til at droppe ud af deres uddannelser – skaber en bedre uddannet arbejdskraft til erhvervslivet, når det med den her reform bliver sværere at tage en praktikperiode i en virksomhed, bliver sværere at tage et semester i udlandet og bliver sværere at have et relevant studiejob.

I Enhedslisten er vi optaget af kvalitet i uddannelse, men for os er kvalitet ikke, at de studerende kommer hurtigere igennem, men at de kommer bedre igennem, og at der kommer flere igennem.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Liberal Alliance, fru Merete Riisager.

Vi har en uddannelseskrise i Danmark. Vi har ikke en bred erkendelse af det endnu, men det har vi. I stedet for at pleje kvaliteten i vores uddannelse, har vi udvandet den og langsomt slebet den ned. I stedet for at sørge for, at der findes uddannelse på alle niveauer, så der er en uddannelse, der passer til enhver, har uddannelsernes niveau nærmet sig hinanden. I stedet for at kreditere uddannelsessteder for det faglige niveau, de skaber, har vi belønnet dem for at få elever og studerende igennem i den anden ende. I stedet for at stile efter det højst mulige faglige niveau, har vi sænket barren for at få alle med. I stedet for at lave uddannelser, der passer til livet og arbejdsmarkedet, så har vi lavet uddannelser, der passer til de unge der, hvor de var, da de kom ind. Vi sænker og sænker og sænker barren, alt i den bedste mening, men det er de unge, der kommer til at betale prisen. I stedet for at sige rent ud, at ikke alle har evnerne til at tage en lang videregående uddannelse, har vi hældt på med motiverende initiativer, omsorg og støtte, og det fortsætter.

Den netop vedtagne folkeskolereform er en hån mod den almene dannelse og fagligheden. Det er statsliggørelse af barndommen: hop og leg og pædagogstyret undervisning. Fagligheden har endnu engang lidt et grusomt nederlag. Den røde regering siger, at den er en uddannelsesregering. Men det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, i hvert fald har de ikke taget fat på de faglige svigt, vi i dag byder børn og unge i vores uddannelsessystem – eller jo: en lille flig. Uddannelsesministeren har nedsat et udvalg til at se på det der med kvalitet i de videregående uddannelser – så er det jo gjort. Men der er ikke bare brug for et udvalg. Der er brug for at stoppe op og vende om. I stedet for at tænke i tvang og omsorg må vi tænke i frihed og faglighed, i stedet for at tænke detailstyring af uddannelser og uddannelsessteder må vi se på, hvad der kommer ud, og give frihed til de professionelle. I stedet for at pakke ind i vat må vi have ansvarliggørelse af uddannelsessteder, af undervisere, af unge og forældre.

Det politiske fokus har været på at øge andelen af unge med videregående uddannelser, og det har kostet i forhold til fagligheden – både af den simple årsag, at man som underviser tvinges til at sætte niveauet lavere, når der sidder en lang række unge på uddannelsesbænken med ringere forudsætninger for at lære, og fordi taxameterprincippet om at kreditere uddannelserne for antallet af studerende, der gennemfører, og ikke for det faglige niveau, filer fagligheden ned – langsomt, men støt.

Danmark er det land i OECD, der bruger flest ressourcer på uddannelse, og Danmark er det land, hvor studerende modtager den suverænt største statslige støtte for at uddanne sig. Men kvaliteten følger ikke med. Resultatet bliver, at vi skubber de unge ud til at frådende globalt arbejdsmarked, hvor de kan få svært ved at klare sig med middelmådige uddannelser. Vi skylder de unge at klæde dem på til deres liv og arbejdsliv. Vi må genoprette et fagligt fokus i det danske uddannelsessystem.

Det kan vi ikke gøre ved bare at nedsætte et udvalg. Vi må se hele systematikken for den måde, vi har opbygget vores uddannelsessystem på, igennem, og vi må se ud over Danmarks grænser. Vi bør lade os inspirere af Harvard og Oxford og deres akademiske resultater, få gode erfaringer fra Stanford, London Business School, se mod Singapore og forstå, hvad det er, de gør i Bangalore – både for at give uddannelserne et højere niveau generelt, men også for at give plads og skabe udfordringer til de dygtigste studerende. Danmark er havnet i en uddannelseskrise. Jagten på kvantitet, ligemageri og navlepilleri har bragt os derhen. Ambitioner, frihed og faglige krav er kuren. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har meldt sig med en kort bemærkning. Det er hr. Esben Lunde Larsen, Venstre.

Tak for det. Tak for nogle interessante betragtninger. Jeg vil blot høre Liberal Alliance, om Liberal Alliance sammen med de øvrige partier vil være med til at indkalde til en decideret høring via Forskningsudvalget om kvalitetssikring i det danske uddannelsessystem.

Ordføreren.

Altså, viden er magt, og en sådan høring vil jo kunne løfte vidensniveauet, også hos ordførerne i denne forsamling, så det vil vi meget gerne bidrage til.

Hr. Esben Lunde Larsen? Nej, ikke yderligere. Der er ikke flere, der ønsker korte bemærkninger. Jo, nu bliver der markeret. Fru Kirsten Brosbøl, Socialdemokraterne.

Man kan i hvert fald bare konstatere ud fra debatten og altså på baggrund af det, vi har hørt nu, at der ikke er enighed i den borgerlige lejr, hverken om problemernes omfang, eller hvad man skal gøre ved dem.

Men jeg vil bare gerne spørge som opfølgning på hr. Esben Lunde Larsens spørgsmål: Er det ikke rigtigt, at vi med alle partiers opbakning har vedtaget en akkrediteringslov, som netop handler om kvalitetssikring af vores uddannelser? Så hvorfor have en høring om kvalitetssikring, sådan som Venstres ordfører lige bad om?

Ordføreren.

Altså, hvis ordføreren mener, at kvaliteten sikres gennem vores eksisterende akkrediteringssystem, så kan jeg ikke andet end undre mig. Jeg har selv siddet en kort periode på universitetet og set lidt til, hvordan den slags bliver skruet sammen, og jeg kan bare sige rent ud, at vi ikke alene med vores akkrediteringssystem kan sørge for, at vi får den faglighed, vi ønsker. Sådan er det.

Fru Kirsten Brosbøl.

Det er bare, fordi der bliver spurgt specifikt til sådan noget kvalitets sikring , og det er jo netop det, akkrediteringssystemet handler om. Men hvis det er en bredere debat om kvalitet i uddannelserne, som man ønsker at videreføre i en høring, så skal vi da gerne deltage i det. Jeg konstaterer i hvert fald bare, at der er meget forskellige opfattelser af problemets omfang og måske også af løsningerne blandt de borgerlige partier.

Ordføreren.

Det vil jeg gerne forsikre ordføreren om, altså at der er helt forskellige opfattelser af, hvor stort problemet er; det håber jeg fremgik meget klart af min ordførertale. Derfor kan det også godt være, at det er forskellige ting, vi får ud af sådan en høring, men jeg håber, at ordføreren er enig i, at vi alle sammen kan blive klogere af at lytte på dem, der faktisk ved noget, og som sidder ude i uddannelsessystemet.

Tak for det. Så er der ikke yderligere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Det Konservative Folkeparti, fru Vivi Kier.

Tak for det. Når jeg skal kokkerere en ekstra god middag derhjemme, prioriterer jeg kvalitet i mine indkøb meget højt. Når det gælder fødevarers kvalitet, ja, så hænger pris og kvalitet ofte sammen, og derfor er jeg også indstillet på at betale lidt ekstra for mine fødevarer. Dansk producerede fødevarer har et højt kvalitetsniveau, men koster så også lidt mere grundet vores høje omkostningsniveau her i Danmark.

Når jeg så sender mine børn i folkeskole og senere videre i uddannelsessystemet, tror jeg jo egentlig på, at de får verdens bedste uddannelse, da vi jo har verdens dyreste uddannelse. Men sådan ser verden jo desværre ikke ud. Fakta er, at vores børn ikke er specielt dygtige, når de forlader folkeskolen, hvilket så igen smitter af på det øvrige uddannelsessystem, som først skal bruge tid og økonomi på at højne niveauet til den uddannelse, man nu er kommet ind på.

Men man kan ikke bare begynde at ændre på kvaliteten i de videregående uddannelser, uden at vi også tager forhistorien med, nemlig at vores uddannelsessystem fra folkeskole over ungdomsuddannelser til de videregående uddannelser godt kan synes som en pølsefabrik, hvor det ser ud, som om regeringen fokuserer mere på kvantitet frem for kvalitet. Når jeg siger det, kan jeg jo så konstatere, at regeringen nu har nedsat et kvalitetsudvalg. Så man er klar over, at der er noget galt med kvaliteten. I dag sender vi nogle af de dårligst præsterende fra gymnasierne videre på lærerseminarierne, og i forvejen mener jeg, at vi ukritisk lukker ind på gymnasierne, hvilket kun er med til at gøre vores problem endnu større.

Vi skal have mod til at sige, at nogle uddannelser er bedre og vigtigere end andre, både på ungdomsniveau og i det videregående system. Samfundsvidenskabeligt og teknisk uddannede har langt bedre erhvervsmuligheder end humanister, og de genererer langt mere værdi til sig selv og samfundet. Der er måske nogle, som slet ikke skal gå hele den forkromede uddannelsesvej, men komme ud og bruge hænderne og hovedet lidt tidligere, end vi har tradition for.

Taxametersystemet kunne vi måske indrette bedre og med fokus på samfundsnytten. Og vi kunne også blive mere kritiske i forhold til oprettelsen af nye, perifere uddannelser, der ikke efterspørges af erhvervslivet.

Jeg mener, at vi hele vejen igennem ungdomssystemet skal styrke evaluerings- og præstationskulturen, så vi motiverer de unge bedre, belønner de hårdtarbejdende og får øjnene op for, hvor vi kan hjælpe dem, der har det sværest. Det kræver et opgør med lighedsmageriet og angsten for at gøre nogle kede af det ved at fortælle dem, at de kan blive nødt til at vælge en anden vej eller slet og ret tage sig sammen.

Det starter med dygtige lærere i folkeskolen, krav til karakterer for at kunne komme i erhvervsuddannelse og på gymnasium samt en omprioritering af de videregående uddannelser i retning af erhvervslivets behov, også for de studerendes skyld. Ansvar er det nye sorte. Med det udsagn mener jeg, at ansvar skal langt højere op på dagsordenen både for den enkelte studerende, men også for den enkelte uddannelsesinstitution og for den enkelte underviser. Kvalitet handler nemlig også om ansvar.

De unge skal uddanne sig til noget, der rent faktisk kan bruges til noget. Det er de studerendes eget ansvar at følge med, at prioritere den uddannelse, samfundet betaler, og at vælge en uddannelse, man rent faktisk har tænkt sig at bruge til noget. Så måske er det på tide, at vi også giver de studerende et økonomisk medansvar for at tage en uddannelse. Måske er det for nemt bare at uddanne sig uden tanke for fremtiden, fordi det hele er gratis og der følger verdens mest generøse SU med i hatten. Måske skal vi til at styrke det personlige ansvar også på uddannelsesområdet. Lad mig sige, at mine mange måske'er i denne tale er et udtryk for nogle af de elementer, vi fra konservativ side gerne vil inddrage i den kommende politiske debat og forhandlinger om, hvordan vi får mere kvalitet ind i vores uddannelsessystem.

Jeg har siddet og lyttet, og jeg vil sige, at jeg kvitterer for ministerens nedsatte kvalitetsudvalg, men kan jo også have mine bekymringer for, om det er det rigtige afsæt for de kommende politiske forhandlinger, og derfor må jeg sige, at jeg ikke selv kommer til at deltage i det, men jeg vil da gerne støtte op om, at man måske bredt lavede en høring med nogle andre parter.

Jeg kan se, at min taletid er ved at være gået, så jeg vil sige, at jeg er glad for, at vi alle sammen er enige om teksten i forslaget til vedtagelse, som gør, at vi i foråret får en bred politisk debat om, hvordan vi får skabt mere kvalitet i vores uddannelser.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning, og det er hr. Esben Lunde Larsen, Venstre.

Tak til den konservative ordfører. Nu lød det jo, som om det var en overraskelse for fru Kirsten Brosbøl, at vi er forskellige partier, der kan have forskellige tilgange. Nu har jeg jo godt lagt mærke til, at regeringspartierne har kadaverdisciplin, når de møder op til forhandlinger, og at der ingen uenighed er på nogen måde. Men jeg vil dog gerne kvittere for den konservative ordførers tilkendegivelse om, at også Det Konservative Folkeparti vil være med til, at vi holder en høring, og så blot sige tak for godt samarbejde.

Ordføreren.

Jamen jeg siger også tak for det gode samarbejde og håber, at der kommer en rigtig god høring, og så kan jeg måske følge den på fjernsynet derhjemme og sidde og heppe lidt.

Tak. Der er yderligere et medlem, som ønsker en kort bemærkning, og det er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Jeg har et spørgsmål til den konservative ordfører. Jeg vil gerne bede fru Vivi Kier om at melde helt klart ud, om De Konservative ønsker mere brugerbetaling på vores videregående uddannelser.

Ordføreren.

Det har jeg ikke nogen intention om her og nu. Jeg synes bare, at hvis vi vil gå ind og kigge på kvalitet i uddannelse, bliver vi også nødt til at tage fat i nogle af de ømme punkter. Lad os gå ind og kigge på taxametersystemet, lad os gå ind og kigge på, hvordan andre uddannelsessystemer i verden er indrettet.

For mig er det vigtigste, at eleverne, uanset hvilken uddannelse de er på, og at de studerende, uanset hvor de møder op, møder en dybt engageret lærer, som brænder for det fag, vedkommende nu engang skal undervise i. Og møder man en lærer, der, som vi hørte den radikale ordfører sige før, bare står og kører 43 slides igennem på sådan en skærm, så skal den lærer efter min mening fyres og skal slet ikke være lærer, for det er ikke den type underviser, vi har brug for i vores uddannelsessystem.

Fru Rosa Lund.

Jeg kan sådan set være enig med fru Vivi Kier i det meste: at vi er nødt til at kigge på taxametersystemet, at undervisning altid skal være af god kvalitet og skal leveres af en underviser, der er engageret. Men jeg er også enig i, at vi er nødt til at tale om de ting, der gør ondt, og det er derfor, at jeg så gerne vil finde ud af, om Det Konservative Folkeparti vil gøre op med den lige adgang til uddannelse og indføre mere brugerbetaling. Det synes jeg sådan set at ordføreren skylder Folketingets partier og især de studerende et meget klart svar på.

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at der for alle dem, der har de forudsætninger, der skal til for at komme ind i vores uddannelsessystem, selvfølgelig skal være lige adgang til at komme ind. Men vi ser jo også en stor, stor forskel i, hvor hurtigt man kommer igennem. Vi ved jo, at der er mange, der er bekymrede, fordi vi nu forventer, at man skal være fuldtidsstuderende og blive færdig til normeret tid. Det er jo sådan lidt underligt, for kigger vi på Aalborg Universitet, kan vi se, at der bliver man stort set færdig på normeret tid.

Så jeg synes, at fru Rosa Lund må sige, at det godt kunne være en del af vores høringsrunde at gå ind at kigge på, hvad det ville betyde, hvis man indførte mere brugerbetaling. Det er ikke noget ønske, jeg har. Jeg har bedt om, at det også bliver belyst i sådan en høringsfase.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser.

Tak for det. Der er jo noget kritik, der er nemmere at leve med end anden, og jeg tror, vi i regeringspartierne er glade for hr. Esben Lunde Larsens karakteristik af, at vi, når vi møder op til forhandlinger, så gør det i fælles flok og enighed, og det vil jeg i hvert fald tage som en slags kompliment.

Så vil jeg rose hr. Esben Lunde Larsen som ordfører for forespørgerne for en, synes jeg, god tale, hvor det i virkeligheden var meget vanskeligt at finde noget at være uenig i. Jeg synes også, det er afgørende, at vi med det udvalgsarbejde, der bliver gjort, får et afsæt til at diskutere, hvad kvalitet er, og jeg kvitterer for det bidrag, der kom der, som jeg i hvert fald på lange stræk kan erklære mig enig i.

Jeg vil så bare gøre opmærksom på i forhold til det med at inddrage i arbejdet, at det fremgår meget tydeligt af kommissoriet for udvalgsarbejdet, at alle relevante parter skal inddrages, og det sagde jeg også i min besvarelse af forespørgslen. Men vi ønskede et udvalg bestående af folk, der var udpeget i deres personlige egenskab, og som inddrager repræsentanter for alle de forskellige aktører, der er på området, frem for at lave en partskommission, hvor man kom med hver sine interesser, som man sad og prøvede at forhandle om.

Så fulgte jeg meget interesseret diskussionen mellem fru Kirsten Brosbøl og hr. Esben Lunde Larsen om, om der er et problem, og jeg troede egentlig også, at udgangspunktet var, at der var et problem, i hvert fald når man læste forespørgernes tekst. Men jeg vil bare i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at Rigsrevisionen i hvert fald har den opfattelse, at der er nogle problemer, som man bør kigge på, i øvrigt med en kritik af både det ministerie, jeg har ansvaret for, og af universiteternes administration, både i forhold til forskningsbaseringen og undervisningens omfang, og det synes jeg bestemt ikke man kan sidde overhørig.

Hr. Esben Lunde Larsen havde også travlt med at sige, at vi ikke forholdt os til akkrediteringen. Der vil jeg bare gøre opmærksom på, at det i den turnus, der er lavet i forbindelse med uddannelsesakkrediteringen, er mere end 15 pct. af uddannelserne, som har fået en betinget godkendelse, hvilket jo dermed også er en indikation på, at man i hvert fald ikke alle steder lever op til de regler, vi har sat for, hvordan man skal bedrive uddannelse. Men nu ændrer vi jo grundlæggende på akkrediteringen, som flere også var inde på, i fællesskab.

Jeg vil også sige, at jeg sådan set som sagt er enig med fru Kirsten Brosbøl i, at det er lidt mærkeligt, at man ikke helt kan få at vide, hvad det er, Venstre synes problemerne må være. Men jeg kunne da konstatere, da vi forhandlede om læreruddannelsen, at vi var enige om, at der var en række problemer, og et af dem var, at undervisningens omfang ikke var tilstrækkeligt. Så man har da i hvert fald tidligere været mere klar i mælet, også hvad angår konkrete uddannelser. Som ansvarlig minister kan jeg jo selvfølgelig vælge at glæde mig over, at Venstres ordfører ikke kan pege på konkrete kvalitetsproblemer i den sektor, jeg har ansvaret for, men jeg vil nu alligevel sige, at jeg tror, det er meget godt at have et ekspertudvalg, som kommer med et samlet billede, og som giver os et godt sted at føre diskussionen ud fra.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl havde, synes jeg også, fat i mange af de rigtige ting. Jeg har også selv fulgt diskussionen i kølvandet på den her dokumentarudsendelse, hvor man også kunne konstatere, at det i hvert fald er undervisernes opfattelse, at der nogle steder er folk, der består, som ikke havde niveauet til det, og som burde være dumpet. Det synes jeg også er en indikation på, at der er kvalitetsudfordringer, som vi er nødt til at gøre noget ved. Vores egen evaluering af censorordningen, som jeg var inde på i min besvarelse, viser også, at den feedbackmekanisme, der ligger i en velfungerende censorordning, heller ikke bliver anvendt, også selv om det endda er lovfæstet, at man skal gøre det. Så også dér er der udfordringer.

Jeg tror så, som hr. Jens Henrik Thulesen Dahl var inde på, at det selvfølgelig også handler om, hvilke krav og forventninger man møder de studerende med, og det har vi jo da også i fællesskab i en meget bred kreds af partier gjort noget ved. Men jeg vil bare anholde én ting, og det er, at det ikke er min opfattelse, at det som sådan er motivationen, der er problemet. Altså, de studerende, jeg møder rundtomkring, synes jeg er både engagerede og motiverede. Det, som jeg i min tid som minister er blevet mødt mest med, er jo ønsket om eksempelvis at have studier med højere intensitet. Det er jo også noget af det, jeg diskuterer udeomkring på institutter og andre steder, pladser, osv., hvor diskussionen om de reformer, vi har vedtaget, har kørt i fuld flor, altså at det alligevel er lidt underligt, at man på den ene side ønsker en højere intensitet, men man på den anden side så er kritisk, når vi sådan set tager skridt til at sikre studier af høj intensitet. Men min pointe er bare, at det ikke er min oplevelse, at det er motivationen, der er problemet.

Men jeg er selvfølgelig enig i, at man skal forholde sig til, hvem man optager, og man også skal forholde sig til, hvordan man optager. Der har vi jo i Danmark af historiske grunde valgt at gøre det på en meget ensidig måde, også fordi den borgerlige regering holdt optagesystemet i et jerngreb, hvor man højst måtte optage 10 pct. med andet end karaktergennemsnittet i kvote I. Den begrænsning har vi jo fjernet, og derfor bliver der nu også eksperimenteret mere med andre typer af optag. Vi har jo i fællesskab også indført med læreruddannelsen, at en meget stor del af ansøgerne skal til optagelsessamtale, for at finde ud af, om de overhovedet har forudsætningerne og motivationen for at gennemføre uddannelsen. Men noget af det, vi kommer til at diskutere efter udvalgets arbejde, er jo også taxametersystemets indretning, som givetvis også har en betydning for nogle af de her ting.

Men i sidste ende er det jo institutionernes ansvar, hvem de optager. Der er frit optag her i landet; man skal ikke optage en eneste studerende, man ikke mener har forudsætningerne for det; det er institutionerne selv, der beslutter, hvordan de vil optage.

Jeg er så også meget enig med fru Lotte Rod i, at det er vigtigt, at diskussionen ikke reduceres til at handle om antallet af timer, og at vi også kommer et spadestik dybere. Jeg ved, at alle regeringspartierne, også før de blev regeringspartier, var meget optaget af et tema, som jeg tror kommer til at fylde noget, nemlig spørgsmålet om undervisernes kvalifikationer, ikke de faglige kvalifikationer, men de pædagogiske kvalifikationer. Altså, det, at man er dygtig til sit fag, er jo ikke nødvendigvis det samme, som at man også er dygtig til at undervise i det. Der tror jeg at vi kan få meget ud af at se på nogle af dem, der har valgt at arbejde med det struktureret, og se, om ikke det på den ene eller den anden vis kan udstrækkes til at gælde hele sektoren.

Fru Rosa Lund havde, synes jeg også, mange gode pointer, men jeg må alligevel anholde i hvert fald én ting, og det er, når der bliver sagt, at universiteternes tilskud er blevet mindre år for år; det er jo en sandhed, man bare kan slå op i bøgerne og se simpelt hen ingen berettigelse har. Tværtimod er det jo tilfældet, at universiteternes budgetter er vokset år for år – og selvfølgelig som følge af, at der er kommet flere studerende. Der er aldrig blevet investeret så meget i de videregående uddannelser i Danmark, som der bliver nu; vi er det land i den vestlige verden, der investerer mest i vores unge uddannelsessøgende, og vi har valgt at prioritere. På trods af at det har været tider med meget knappe ressourcer, har vi valgt at prioritere det at finansiere hver eneste nye studerende med et nyt taxameter.

Fru Rosa Lund er inde på fremdriftspakken som en del af den samlede SU-reform. Jeg må bare vende tilbage til det udgangspunkt, det er at sige, at når vi nu i Danmark i fællesskab vælger – hvad jeg er meget enig i og optaget af at vi gør – at finansiere uddannelser som en hjørnesten i vores velfærdssamfund, og vi nu giver, hvad der formentlig er verdens bedste studieunderstøttelse undervejs, så synes jeg ikke, det er urimeligt at stille krav til de studerende om, at de så også er fuldtidsstuderende. Jeg synes heller ikke, det er urimeligt at stille krav til universiteterne om, at det er muligt at få merit for både sin praktik og sit udlandsophold, og at de stiller uddannelse til rådighed på en måde, så det er muligt at være fuldtidsstuderende. Jeg synes ikke, at vi i et uddannelsessystem, som er finansieret af os alle sammen, skal være bange for at stille krav, hverken til de studerende eller til institutionerne, fordi vi ved, at det er rigtig godt for den enkelte, men vi også ved, at det tjener samfundet rigtig godt at gøre det på den måde.

Fru Merete Riisager havde, synes jeg da man må sige, en noget mere klar tale i forhold til kvalitetsproblemerne, end ordføreren for forespørgerne havde, idet der, kunne jeg forstå, var en stor uddannelsesmæssig krise. Jeg er sådan set enig i, at der er meget, der tyder på, at det ikke er gået den rigtige vej med kvaliteten. Jeg tror så også, at det har handlet meget om, at det ikke har været i fokus, og det var vel også det, fru Merete Riisager sagde, altså at der har været andre ting, som er løbet med den politiske opmærksomhed, og der prøver jeg ikke at sende aben videre; jeg siger bare, at vi nu trods alt har valgt at sætte en ny dagsorden. For det går rigtig godt med at få optaget, og jeg tror, det er vigtigt, at vi løfter uddannelsesniveauet generelt i Danmark, og at flere tager en uddannelse, men det er også afgørende, at kvaliteten højnes, og at vi får en positiv spiral, så vi i hvert fald ikke får en negativ spiral, som nogle hævder, og som mange indikationer tyder på.

Derfor er jeg også, kan man sige, på det principielle plan enig i, at der er brug for at finde en vej til at give mere frihed i opgaveløsningen, men til gengæld være meget mere stålsat på, at vi når de mål, vi har, både for den enkelte i forhold til at nå sit yderste potentiale, og for samfundet i forhold til at vi får løst de opgaver, der står foran, hvor uddannelse spiller en meget væsentlig rolle. Derfor vil jeg også bare til fru Merete Riisager sige igen, at jeg ikke tror, man skal tage fejl af, at det ikke er de studerendes motivation, der mangler; det ønske, de har mest, er uddannelser af høj kvalitet og med høj intensitet. Og det er det, vi skal finde veje til, og så skal vi selvfølgelig være klar til også at stille krav om, at de så udnytter det.

Fru Vivi Kier sagde, at ansvar er det nye sort. Det ved jeg ikke; jeg synes, ansvar har været sort længe, eller hvad man skal sige. Men jeg er i hvert fald helt enig i, at det er afgørende, at alle aktører tager ansvar; at vi tager ansvar for de politisk skabte rammer, at institutionerne tager deres ansvar på sig, men at de studerende også tager deres del af ansvaret, og jeg vil gerne takke for et formidabelt samarbejde, hvor vi har nået rigtig mange ting. Jeg håber, at fru Vivi Kier vil lægge vejen forbi. Jeg vil tro, at det, når det gælder høringer og andet, bliver åbent, og da gammel kærlighed ikke ruster, kan man jo vende tilbage og deltage.

Jeg er rigtig glad for, at den her debat, når forslaget til vedtagelse ellers bliver sat til afstemning, vil slutte af med, at Folketinget i fuld enighed og – kan man sige – endnu en gang på det her område demonstrerer, at uddannelsespolitik står højt på dagsordenen, og at vi har en række fælles bekymringspunkter, som vi vil adressere.

Så vil jeg bare helt til slut sige til hr. Esben Lunde Larsen, som jo citerede Einstein for at sige, at ikke alt, der kan tælles, tæller, og at ikke alt, der tæller, kan tælles, at jeg i virkeligheden synes, det er et fremragende citat. Jeg vil simpelt hen laminere det; så vil jeg tage det i lommen, og når vi så har forhandlinger, og der igen og igen bliver rejst krav om ting, vi lige skal indsamle informationer om, vil jeg tage det frem og lægge det på bordet, så vi alle sammen husker på det. Tak for debatten.

Tak for det. Der er foreløbig et enkelt medlem, som har bedt om en kort bemærkning. Det er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Jeg synes, det lyder meget fornuftigt, hvis uddannelsesministeren vil laminere det citat og tage det frem en gang imellem og huske på, at ikke alt kan og skal måles og vejes.

Jeg skal bare spørge uddannelsesministeren om én ting: Er det ikke korrekt forstået, at den her regering bruger omstillingsreserven på universiteterne til at finansiere det øgede optag, og at omstillingsreserven tidligere blev brugt til at finansiere færdiggørelsesbonussen, som bliver givet til universiteterne? Det betyder jo, når den her regering så bruger omstillingsreserven til at finansiere det nye optag, at der kommer færre penge i færdiggørelsesbonussen, og at prisen pr. enhed, altså pr. studerende, falder. Jeg forstår det sådan, at ministeren mener, at man har finansieret det øgede optag, fordi man har givet penge med de nye studerende, men det er jo en lavere pris, og derfor synes vi i Enhedslisten, at vi godt kan diskutere, om det er fuldt finansieret. Så hvis ministeren lige kunne redegøre for den finansiering, ville det være super.

Ministeren.

Jeg tror, at det, som går galt i den her tilbagevendende diskussion med Enhedslisten, er, at Enhedslisten ikke anerkender, at den forrige regering agerede på den måde og finansierede et øget optag med omstillingsreserven, og at det er de konsekvenser, der nu afspejler sig bl.a. i gennemsnitsprisen pr. studerende. Det er jo det, der er udfordringen her. Når man gør den slags med omstillingsreserven, slår det jo igennem over årene, for den skulle ellers være faldet, kan man sige, 3 år senere.

De beslutninger, vi har truffet, er jo at finansiere det øgede optag krone for krone, og derfor er den omstillingsreserve, som vi har ansvaret for, placeret netop i færdiggørelsesbonussen og indgår dermed også som en del af SU-reformen i forhold til at få nedbragt studietiden. Men det korte af det lange er, at svaret er nej, vi bruger ikke omstillingsreserven til at finansiere de nye studerende. Det var beslutninger truffet af den forrige regering.

Fru Rosa Lund.

Det er korrekt, i hvert fald sådan som vi også analyserer det i Enhedslisten, at beslutningen er truffet af den tidligere regering. Så skulle man jo tro, at fordelen ved at få en ny regering var, at den nye regering kunne lave den tidligere regerings beslutninger om, sådan at finansieringen på universiteterne ville blive anderledes, sådan at man ikke havde en omstillingsreserve. Men jeg vil ikke bruge mere tid på økonomi.

En sidste kommentar er: Selvfølgelig skal vi stille krav til de studerende, men kravene skal jo passe sammen. Det er godt at være fuldtidsstuderende, det skal der være plads til, ligesom der skal være plads til, i hvert fald hvis man skal tro uddannelsesministeren, at lave frivilligt arbejde, plads til at lave studenterrådsarbejde, plads til at have et erhvervsarbejde. Så synes jeg, at det harmonerer rigtig dårligt med, at man så laver en fremdriftsreform, hvor der ikke er plads til de ting. Ministerens krav harmonerer simpelt hen ikke, og det kunne jeg da godt tænke mig at ministeren redegjorde for.

Ministeren.

Jeg vil bare sige ganske kort til det med omstillingsreserven, at vi jo har gjort det anderledes. Det er jo det, der er den grundlæggende præmis. Vi har jo forladt den tankegang, man var inde på, med at bruge den årlige omstillingsreserve på at finansiere det nye optag.

I forhold til kravene ville jeg bare ønske, at fru Rosa Lund havde været med, da jeg i går debatterede kvalitet på Københavns Erhvervsakademi, for der opstod en meget fin diskussion, som var meget lang sammenholdt med dem, jeg også har deltaget i i de seneste uger, om fremdriftsreform og andre ting, men som præcis handlede om, hvordan vi sikrer, at folk deltager i timerne, at kravene er høje nok til eksamen. Og der vil jeg bare sige, at det jo er besynderligt, at man i alle andre dele af uddannelsessystemet ingen problemer har med også at have erhvervsarbejde og andre ting. Det er noget, der særlig relaterer sig til universiteterne, som ellers er dem, der klager over at have færrest timer.

Tak. Så er det hr. Esben Lunde Larsen, Venstre.

Tak for det. Jeg vil gerne give et point til ministeren for at gribe det med lamineringen.

Men når ministeren nu har det klarsyn, kan det godt undre mig, at man nedsætter en ekspertgruppe, hvor der kun er folk, der kan tælle og tælle. Det undrer mig, især når man har en radikal minister. For man har dog, hvis man læser i historiebøgerne, set, at Det Radikale Venstre har haft en åndskultur. Det er det, der undrer os, og det er naturligvis også derfor, vi gør opmærksom på problemstillingen.

Så kan det godt undre mig, at ministeren refererer til læreruddannelsesforhandlingerne, for vi har jo netop i pædagoguddannelsesforhandlingerne gjort gældende, at der skulle være de samme præmisser for kvalitet, når det gjaldt pædagoger og lærere, men det ville ministeren ikke være med til. Nej, ministeren ville afvente erfaringerne fra læreruddannelsen, og det undrer mig en anelse. Men jeg ved ikke rigtig, om problemet var, at Enhedslisten havde siddet lidt for tungt på skødet af ministeren, da pædagoguddannelsen blev forberedt.

Ministeren.

Jeg tror, det, hr. Esben Lunde Larsen henviser til, er spørgsmålet om optagelsessystemet, og det er en ganske stor øvelse, vi er i gang med på læreruddannelsen. Der synes jeg at det giver rigtig god mening at få erfaringer fra det, men det forhindrer jo ikke den enkelte professionshøjskole i at gøre noget tilsvarende på den enkelte pædagoguddannelse.

Jeg vil bare om udvalgets sammensætning sige, at det er folk, som alle sammen er udpeget efter deres personlige egenskaber, fordi de enten har beskæftiget sig professionelt med uddannelse og uddannelsesledelse, eller også har de forsket i uddannelse og uddannelseskvalitet. Ja, det er muligt, at det for Venstre er blevet noget negativt at kunne tælle – jeg troede egentlig, det var det, vores folkeskolereform handlede om at nogle flere skulle kunne – men ikke desto mindre er pointen sådan set bare den, at vi nedsætter et ekspertudvalg og beder dem om at inddrage alle de aktører, hr. Esben Lunde Larsen med rette synes skal inddrages. Så der er reelt ikke nogen uenighed der, og jeg er sikker på, at vi i fællesskab vil være i stand til at styrke den almene dannelse, hvis vi sætter os det for, men jeg synes ikke, der er nogen grund til at skyde udvalget i skoene, at de ikke skulle have blik for det.

Hr. Esben Lunde Larsen.

Nu er ministeren jo kendt for at være polemisk, og det demonstrerer han også til fulde her, og det må han så selv om om han vil være. Men det kan godt undre mig, at en radikal minister ikke evner at give en kvalitetsdefinition, men skal have et udvalg til at gøre det for sig, og at ministeren ikke meget, meget klart over for udvalget tilkendegiver, hvad en politisk forståelse af kvalitet er, og derunder så får sikret, hvordan det nås.

Men nu har vi jo tilkendegivet både fra de borgerliges og fra Enhedslistens side, at vi vil tage initiativ til en alternativ høring, hvor de reelle uddannelsespersoner kommer i spil. Og de anbefalinger vil så blive rigtig nyttige at tage med til drøftelsen, så vi kan nå det mål, vi alle er enige om, nemlig at styrke kvaliteten.

Ministeren.

Jamen jeg synes kun, det er godt, hvis man også vil deltage i debatten fra partiernes side. Det her er ikke en sparken til hjørne eller en syltekrukke, det er et ønske om at få gang i en debat. Jeg tager selv rundt, som man nu også har refereret, og debatterer med studerende og undervisere på landets institutioner. Og det er jo helt fair, hvis hr. Esben Lunde Larsens tilgang er, at man skal lave sådan et udvalgsarbejde til et bestillingsarbejde, hvor de politiske konklusioner er gjort på forhånd, men det, jeg har ønsket, var at give eksperterne frit spil, men selvfølgelig med inddragelse af alle de relevante aktører. Det står klart og tydeligt i kommissoriet, og derfor er vi altså heller ikke uenige om det.

Tak for det.

Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Dermed er forhandlingen slut.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 17. december 2013.