Det næste punkt på dagsordenen er:

14) Forespørgsel nr. F 16:

Forespørgsel til statsministeren om nationalstaternes selvbestemmelse i forhold til EU:

Vil statsministeren tage initiativ til, at vi i Danmark får en lignende proces, som den britiske premierminister, David Cameron, har igangsat i England om nationalstaternes selvbestemmelse i forhold til EU?

Af Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Adelsteen (DF), René Christensen (DF), Mikkel Dencker (DF), Christian Langballe (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 05.02.2014. Fremme 07.02.2014).

Den første, der får ordet, er hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti for at begrunde forespørgslen.

Dem, der ikke vil deltage i debatten, bedes dæmpe sig ned eller forlade lokalet. Nu kan alle høre, hvad forespørgeren har af begrundelse. Værsgo

Tak, formand. Vi diskuterer jo her i Folketinget meget ofte forhold, der har relation til EU-samarbejdet. Ofte diskuterer vi meget konkrete spørgsmål, og det er jo helt på sin plads. Om det er børnecheck til rumænere, eller det er direktiver, der overimplementeres, eller hvad det nu er, vi diskuterer, så er det selvfølgelig helt på sin plads at have sådan nogle meget konkrete diskussioner. Men en gang imellem bør vi her i Folketinget jo også tage en diskussion om sådan den helt overordnede retning for EU-samarbejdet, og hvordan Danmark er stillet i forhold til det. Vi bør turde bevæge os lige en tand op over sådan den konkrete dagligdags diskussion og se på, hvad der egentlig tjener danskernes interesser bedst.

Det er klart, at man i det europæiske samarbejde jo på mange måder står ved en skillevej og skal beslutte sig for, om man skal ind til det, som statsministeren jo ofte har formuleret som kernen af EU-samarbejdet, altså helt derind, hvor man er med i så meget som overhovedet muligt, eller om det i virkeligheden er i danskernes interesse, at Danmark ikke er med i så meget som muligt, men i højere grad er med i det, som danskerne i virkeligheden ønsker at Danmark skal være med i, og dermed altså kan arbejde for et mere fleksibelt opbygget europæisk fællesskab. I hvert fald har det ene regeringsparti i Storbritannien, nemlig De Konservative, med premierminister Cameron i spidsen lanceret et ønske om det sidste, altså at man kan lave sådan et mere fleksibelt opbygget europæisk samarbejde, hvor landene i højere grad kan være med i det, de gerne vil være med i, så det på den måde også hviler på en større grad af demokratisk legitimitet.

Vi har i Dansk Folkeparti et stærkt ønske om, at vi i Danmark ser på det, der foregår i Storbritannien, at vi følger i fodsporet på det, der foregår i Storbritannien, og får igangsat en lignende proces i Danmark. Og det er jo selvfølgelig det, vi meget gerne i dag vil have en diskussion af her i Folketinget – og i særdeleshed selvfølgelig med statsministeren – for at se, om vi kan formå et flertal i Folketinget til at følge det spor, fordi vi tror, at det er det, danskerne i bund og grund er bedst tjent med, og at det er det, danskerne allerhelst vil.

Så det er baggrunden for den forespørgsel, vi har rejst, og som vi er glade for vi får her i dag. Vi glæder os til at høre statsministerens besvarelse.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det statsministeren, der besvarer forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. Tak til Dansk Folkeparti for initiativet til debatten, og tak for ordet.

Om 10 dage skal danskerne til stemmeurnerne for at beslutte, hvem der skal repræsentere dem i Europa-Parlamentet de næste 5 år, og for at beslutte, om Danmark skal tilslutte sig Patentdomstolen. Så det er et aktuelt spørgsmål, hvordan vi mener Danmarks placering i EU-samarbejdet egentlig er og bør være, og det er en vigtig debat.

Udgangspunktet for forespørgselsdebatten er den britiske kompetenceundersøgelse, der blev sat i gang i 2012. Det skete som led i den britiske premierministers plan om at genforhandle Storbritanniens forhold til EU og om at gennemføre en folkeafstemning, hvis de britiske konservative vinder valget i 2015.

Hr. Kristian Thulesen Dahl mener så, at Danmark skal følge det britiske eksempel, at Danmark skal genforhandle sit forhold til EU, at Danmark skal trække sig væk fra EU-samarbejdet, og at vi skal have endnu flere forbehold. Hr. Kristian Thulesen Dahls udgangspunkt er, at Danmark får mere selvbestemmelse, hvis vi stiller os ud på sidelinjen, hvis vi vender ryggen til vores naboer, hvis vi melder os ud af EU.

Det er jo her, vi er helt uenige, for hvad er selvbestemmelse egentlig? Selvbestemmelse handler om, at vi som land og som borgere har indflydelse på de forhold, der påvirker os selv – vores hverdag, vores liv her i Danmark. Og vi bliver påvirket, for Danmark er ikke isoleret fra resten af verden. Økonomisk krise i verden og Europa har konsekvenser for dansk vækst og danske arbejdspladser. Organiseret kriminalitet kender ingen grænser, og globale klimaforandringer påvirker også vores land. Vi påvirkes af ting, der sker uden for Danmarks grænser, om vi vil det eller ej.

Så kernen i dagens forespørgsel er egentlig ganske simpel: Ønsker vi, at Danmark skal være med til at træffe de beslutninger, som også har konsekvenser for os, eller tror vi, at Danmark kan lukke sig om sig selv og dermed få mulighed for at beslutte alting selv? Vil vi aktivt bidrage til økonomisk krisehåndtering i Europa og arbejde for de bedste rammer for dansk økonomi, eller skal vi bare overlade det til andre og håbe på det bedste? Skal vi arbejde for, at EU bliver den drivende kraft i arbejdet for at undgå klimaforandringer, eller skal vi bare satse på, at andre nok klarer den?

Som man nok kan høre, er mit svar på dagens forespørgsel klart: Hvis vi melder os ud af samarbejdet, får vi i virkelighedens verden mindre selvbestemmelse. Vi øger derimod vores selvbestemmelse, når vi deltager aktivt i det europæiske samarbejde, for gennem EU er vi med til at bestemme, hvordan vi løser problemer, der går på tværs af landegrænser. Det er jo ikke sådan, at vi pludselig kan ordne alting nationalt, hvis Danmark trækker sig tilbage fra samarbejde. Nej, hvis vi trækker os tilbage, vil der være andre, der træffer beslutningerne for os. Miljø- og forbrugerbeskyttelse, organiseret kriminalitet og illegal indvandring er udfordringer, der kræver fælles svar, og et effektivt forsvar for fred og frihed i Europa forudsætter, at vi arbejder tæt sammen med de andre medlemslande. Det er krisen i Ukraine et tydeligt eksempel på.

Også på det økonomiske område giver EU os muligheder for at fremme danske prioriteter. Ved at gøre vores indflydelse gældende er vi med til at skabe den bedste grobund i Europa for danske virksomheder og danske arbejdspladser. Et velfungerende indre marked er vigtigt for Danmarks velstand, for vores muligheder for at opretholde et godt velfærdssamfund i fremtiden. Det er ikke kun regeringens holdning. Det synspunkt deler arbejdsmarkedets parter også. Så sent som i sidste uge blev det bekræftet i en fælleserklæring fra bl.a. LO og DA.

Danmark skal være med til at træffe de beslutninger, der vedrører Danmark – også når de beslutninger træffes uden for Danmark. Derfor arbejder regeringen målrettet på at være så tæt på kernen i det europæiske samarbejde som muligt for på den måde at få mest indflydelse i EU-samarbejdet, for at fremme danske interesser og danske værdier i det Europa, som Danmark er en del af, uanset om Dansk Folkeparti vil det eller ej.

Her i Folketinget bakker et bredt flertal heldigvis op om det europæiske samarbejde. Selv om vi har vores meningsforskelle, er vi jo enige om, at Danmark bedst varetager sine interesser inden for fællesskabet og ikke uden for. Det står helt klart. Dansk Folkepartis holdning er derimod mindre klar, for hvad er det egentlig, Dansk Folkeparti vil i forhold til EU? Vil Dansk Folkeparti helt ud af EU? Ønsker Dansk Folkeparti en model som Norge, hvor man gennemfører og retter sig efter den lovgivning, som bliver besluttet af Danmark og de andre EU-lande, uden selv at være med til at træffe beslutningerne, uden at have indflydelse? Eller vil Dansk Folkeparti have en endnu løsere tilknytning, og i givet fald hvordan? Vi ved det ikke. Svaret blæser i vinden.

Hvad mener Dansk Folkeparti med at trække kompetencer tilbage fra EU? Skal vi f.eks. ikke længere have fælles miljøstandarder i EU? Skal vi droppe, at alle virksomheder skal leve op til nogle minimumsstandarder, når det handler om arbejdsmiljø? Eller er det fælles beskyttelse af forbrugerne, vi skal droppe? Det er jo netop nogle af de områder, som de konservative i Storbritannien godt kunne tænke sig at gøre op med. Men det er vel ikke, fordi Dansk Folkeparti ønsker at sænke standarderne for danske forbrugere og lønmodtagere, eller er det? Hvis vi skal have andre standarder end de øvrige medlemslande, tror Dansk Folkeparti så, at Danmark kan blive ved med at være en del af det indre marked?

Vi skal huske på, at det indre marked ikke kun er fri bevægelighed, men også sikrer, at alle de varer, der sælges i EU, skal leve op til nogle standarder, sådan at vi undgå at konkurrere på dårlig miljøbeskyttelse eller dårlig forbrugerbeskyttelse. Og det indre marked kan jo heller ikke fungere, hvis det bare er et tag selv-bord, hvor medlemslandene vælger at være med i det, som lige passer dem, og så vælger resten fra. Så tror jeg i øvrigt nok, at der var en del medlemslande, som havde fravalgt nogle af de miljø- og forbrugerstandarder, som Danmark har kæmpet så hårdt for.

Dansk Folkeparti har også i tidens løb krævet nye forbehold. På et tidspunkt ville de have et forbehold for EU-Domstolens afgørelser. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Vil det betyde, at vi så kan vælge at følge de afgørelser, vi godt kan lide, og blæse på dem, som ikke lige passer os? Og er det stadig holdningen? Måske kan vi få det afklaret i dag.

Vi kan jo alle sammen godt blive irriterede over Domstolens afgørelser og særlig, når de går imod det, vi selv argumenterer for – sådan er det jo – men lad mig i al stilfærdighed minde om, at selv om der til tider er domme, der går os imod, må det være i et lille lands interesse, at vi har en domstol, som sikrer, at de beslutninger, som vi vedtager i fællesskab i EU, rent faktisk også bliver overholdt i alle EU-landene. Hvis vi så ikke er tilfredse med de regler, som Domstolen er blevet bedt om at håndhæve, ja, så må vi jo arbejde på at få ændret reglerne.

Nu taler Dansk Folkeparti så om et velfærdsforbehold. Hvad vil det sige? Betyder det, at vi i realiteten skal melde os ud af det indre marked? Det er jo ret alvorligt, for virkeligheden er, at arbejdskraftens fri bevægelighed er en del af det indre marked, og med den slags forslag spiller Dansk Folkeparti dybest set hasard med danske arbejdspladser. Hvordan forestiller Dansk Folkeparti sig i øvrigt, at de andre medlemsstater skulle gå med til det? Vil de bare acceptere, at vi ligesom tager alle godbidderne i forhold til den frie bevægelighed og lader resten ligge? Helt grundlæggende savner jeg svar på, hvordan Dansk Folkeparti vil sikre dansk velstand og danske arbejdspladser i deres version af et løsere tilhørsforhold til EU. Alt det håber jeg naturligvis at jeg bliver klogere på i dag.

Nu til spørgsmålet om, hvorvidt regeringen vil igangsætte en kompetenceundersøgelse som den britiske. Udenrigsministeren har allerede svaret på det spørgsmål den 11. april i forbindelse med beslutningsforslag nr. B 41, og svaret er jo, at det vil regeringen ikke. Kompetencefordelingen er blevet diskuteret indgående over årene og senest i forbindelse med forhandlingerne om forfatningstraktaten og Lissabontraktaten. Alle de drøftelser har resulteret i den model, som Lissabontraktaten bygger på, og det er efter regeringens opfattelse den rigtige model.

Nærhedsprincippet spiller en helt central rolle. Nærhedsprincippet betyder, at EU kun må regulere, hvis det kan ske mere effektivt på europæisk niveau end på nationalt niveau, og der skal altså være en europæisk merværdi. Vi skal sikre, at det grundlæggende princip bliver respekteret, og så skal vi ellers bruge kræfterne på at diskutere de konkrete politiske beslutninger, vi skal træffe i EU. Det er der ingen grund til at lave omfattende udredninger om. Det kræver heller ikke traktatændringer. Derimod kræver det klare politiske holdninger.

Jeg vil så i øvrigt opfordre hr. Kristian Thulesen Dahl til at læse de rapporter, som indtil videre er blevet offentliggjort som led i de britiske undersøgelser. De konkluderer overordnet, at den nuværende kompetencefordeling mellem EU og Storbritannien er nogenlunde, som den skal være. Så set ud fra den betragtning er der altså heller ikke noget, som taler for, at vi skulle iværksætte en tilsvarende undersøgelse her i Danmark.

EU er ikke noget tag selv-bord. EU er et forpligtende samarbejde, hvor vi indgår kompromiser for at finde fælles løsninger. Nogle af resultaterne er vi glade for, andre kunne vi godt have ønsket anderledes. Sådan er det at være medlem af et fællesskab. Men når man gør alle fordele og ulemper op, er der ingen tvivl om, at Danmark har enorm gavn af dette samarbejde, og fordelene opvejer meget klart ulemperne. Det er et stort flertal af danskerne enige i. Så sent som i slutningen af april offentliggjorde Jyllands-Posten en meningsmåling, der viste, at op mod 70 pct. af befolkningen støtter et fortsat dansk medlemskab.

Lad os derfor bruge kræfterne på at diskutere, hvordan EU fremover skal bruge sine kompetencer på en måde, så samarbejdet giver mest mulig merværdi, hvordan vi sikrer respekt for nærhedsprincippet, og hvordan vi prioriterer de emner, som er særlig vigtige for borgerne – først og fremmest vækst og arbejdspladser. Det betyder selvfølgelig også, at der er nogle ting, der ikke er grund til at regulere på EU-niveau. Man bør ikke afsøge enhver afkrog af traktaten for nye initiativer, og den omstændighed, at EU har mulighed for at regulere, betyder ikke, at der nødvendigvis skal fremsættes forslag om alting.

Danmark skal søge indflydelse og være med til at påvirke beslutningerne, så samarbejdet går i den retning, vi ønsker. Vi skal fremme vores interesser og værdier i det Europa, som Danmark er en del af. Vi skal præge samarbejdet, så vi får et bedre EU. Vi skal ikke stille os ud på sidelinjen, for så gambler vi med danske arbejdspladser og Danmarks velstand.

Tak til statsministeren for besvarelsen. Så går vi til forhandlingerne. De starter med ordføreren for forespørgerne, hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Og tak til statsministeren, skal jeg selvfølgelig også sige, for besvarelsen, selv om jeg jo ikke synes, der var særlig mange lyspunkter i den. Statsministeren startede med at konkludere, hvad Dansk Folkeparti ville, og sluttede sin tale med at spørge, hvad vi ville. Man kunne så blive lidt overrasket over, hvordan taleskriverne har fundet på det. Statsministeren startede med at sige, at Dansk Folkeparti ville have, at Danmark skulle vende ryggen til sine naboer, og at vi skulle melde os ud af EU, hvorefter hun sluttede sin tale med at spørge: Men nu kan vi måske i dagens debat få svar på, hvad Dansk Folkeparti vil? Der var måske nogle, der lige burde have fået sammenhæng mellem start og slut på statsministerens tale, for begge dele kan man jo ikke rigtig have i den samme tale.

Sagen er jo, at det, der står tilbage, er, at regeringen selvfølgelig stadfæster det, vi har hørt tidligere, nemlig at regeringen vil have mere EU, vil have, at EU skal bestemme stadig mere. Man kan nærmest sige det sådan: mere EU, mindre Danmark. Det er jo rigtigt set, at Dansk Folkeparti står et andet sted. Vi ønsker mere Danmark og mindre EU. Vi ønsker ikke, at Danmark skal meldes ud af EU, men vi ønsker, at den skepsis, der i stigende grad er i befolkningen, og også i andre landes befolkninger, tages alvorligt. Vi har jo måttet se på, at flertallet i Folketinget, som det har været indtil nu, i hvert fald ikke har taget den skepsis alvorligt, og at de ting, der gør, at vi får stadig mere EU-regulering, stadig mere EU-indblanding i, hvordan tingene foregår her i Danmark, grundlæggende ikke anfægtes af flertallet her i Folketinget. Grundlæggende ønsker man, at den maskine, der gør det fra EU's side, skal fortsætte.

Det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt, for jeg tror, at hvis man skal tage den danske befolknings stigende skepsis alvorligt, bliver man nødt til på et eller andet tidspunkt at slå ørerne ud og lukke øjnene op og konfrontere sig med det og spørge, hvad vi så gør ved det. Hvis man skal handle på det, skal man selvfølgelig se, hvordan man kan lave alliancer med andre lande, sådan at man kan få ændret nogle af de ting i EU-systemet, der laver de her skader.

Jeg vil bare pege på to ting, som i hvert fald den britiske premierminister også har peget på i det arbejde, der pågår i Storbritannien. Han har sagt, at så længe man helt grundlæggende har den her formulering i EU-traktaten, at man skal gå imod en stadig tættere union, så er det jo klart, at så har man formuleret en målsætning med EU-samarbejdet, der gør, at det bliver stadig mere centralistisk, at stadig flere beslutninger skal træffes i Bruxelles og stadig færre skal træffes i medlemslandene.

Jeg tror ikke, befolkningerne er med på sådan en stadig snævrere union, en stadig mere centralistisk enhed i Europa. Så hvis man vil have, at der skal være større respekt, og at nærhedsprincip, og hvad der bliver nævnt, skal tages alvorligt, så bliver man jo nødt til på et eller andet tidspunkt at forholde sig til det. Det var det ene.

Det andet, der har været nævnt, er de problemer, det giver med vandrende arbejdstagere. En ting er, at det helt grundlæggende bliver sagt, at man kan vandre for at tage arbejde, men det er klart, at der jo er sket en løbende udvidelse af de rettigheder, man får som vandrende arbejdstager. Og den udvidelse af muligheder for vandrende arbejdstagere fra eksempelvis Rumænien eller Bulgarien eller Polen til Danmark er jo ikke en, der sker, fordi vi sidder og vedtager direktiver i EU. Nej, det er en, der typisk sker, fordi EU-Domstolen bestemmer, at nu fortolker man tingene på en ny måde.

Lad mig bare give et konkret eksempel på det: Da vi sad og forhandlede SU-reform for et års tid siden, fik vi midt under forhandlingerne at vide, at en ny EU-dom ville medføre, at andre EU-landes borgere, der kom til Danmark for at studere, ved hjælp af det, vi i Danmark forstår som et fritidsjob på måske 8-10 timer om ugen, kunne få ret til dansk SU. Da vi spurgte regeringen, hvad det ville betyde i omkostninger, altså ekstra udbetalinger fra den danske stat til de her EU-borgere, fik vi at vide, at det ville betyde en regning på netto 200 mio. kr., altså brutto mellem 400 og 500 mio. kr. ekstra i udgifter for den danske stat.

Jeg ved godt, at med hensyn til børnechecken har man forsøgt at negligere det og sagt: Jamen er det ikke 15-20 mio. kr. om året, og betyder det nu så meget? Men tager man eksemplet med SU med i betragtning, kan man jo se, hvor meget det egentlig betyder, også i kroner og øre. Og det er klart, at der er mange danskere, der reagerer på det og siger, at det da ikke kan være rigtigt, at vi er tvunget til det.

Her i Folketinget troede jeg faktisk vi var enige om, hvordan retsstillingen var indtil for et år siden, men pludselig får vi altså at vide af EU-Domstolen, at det skal tolkes på en ny måde, og det koster så en del penge, ikke som følge af en folketingsbeslutning, men som følge af en domstolsafgørelse ved EU-Domstolen. Og det er jo den anden ting ud af flere, som den britiske premierminister påpeger som et problem, som man skal gøre noget ved.

Det kan man jo så have en holdning til som dansk statsminister, og man kan sige, at det må vi så gøre noget ved og arbejde med andre lande om, eller man kan sige, at nej, det vil vi ikke, for Danmark skal være så tæt på kernen af EU-samarbejdet som muligt: Vi skal ikke gøre knuder og skabe bøvl for de andre lande i samarbejdet, så vi skal ikke udfordre nogle af de her ting. Men hvis man tager den danske befolknings stigende skepsis alvorligt, bliver man nødt til at udfordre nogle af de her ting sammen med andre.

Derfor vil jeg for også at fremme den her diskussion i debatten på vegne af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at EU i stigende grad har fjernet sig fra befolkningerne. Der er en mere og mere pågående diskussion af, i hvilken retning EU skal bevæge sig – om EU skal være en stadig mere centraliseret enhed, eller om nationernes selvbestemmelsesret skal respekteres. Mens regeringen indtil nu har ønsket Danmark så tæt på kernen af EU som muligt, tyder meget på, at den danske befolkning ønsker mindre EU-indblanding i danske forhold.

Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at følge eksemplet fra Storbritannien og igangsætte en kulegravning af, hvilke konsekvenser den stadig større EU-regulering har for vores demokrati, velfærd, arbejdsmarked, økonomiske politik og udenrigspolitik. Undersøgelsen skal danne grundlag for en bred folkelig debat om fordele og ulemper ved Danmarks nuværende forhold til EU.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 46).

Tak til ordføreren for forespørgerne. Det netop oplæste forslag vil indgå i debatten.

Jeg har noteret en række spørgsmål, og det første er fra fru Ida Auken fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Egentlig vil jeg bare gerne have sådan en lille stemningstilkendegivelse fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Altså, kan man lide vores fællesskab? Kan man lide vores venner i Europa og de andre EU-lande? Er det nogle, man gerne vil være sammen med, eller er det nogle, man helst ikke vil være sammen med?

Ordføreren.

Vi synes, at der er rigtig mange gode europæere, og at der er rigtig mange gode lande i Europa, som vi gerne vil have et meget tæt samarbejde med. Vi synes, det er helt logisk, at vi har et meget tæt samarbejde med specielt vores nabolande, f.eks. med deres politimyndigheder i forbindelse med grænseoverskridende kriminalitet. På den måde er vi selvfølgelig et land, der ved, at vi ved hjælp af samarbejde når vidt. Vi har ikke foreslået Danmark udmeldt af EU, som jeg tror statsministeren sagde i indledningen til sin tale. Det var forkert. Men vi har foreslået, at vi får fundet en metode til at sikre, at EU kan blande sig i færre ting i Danmark, for det er en nødvendighed for, at danskerne kan bestemme mere.

Tak. Spørgeren for anden gang.

Det synes jeg var rigtig rart at høre. Jeg tror, det er første gang i meget lang tid, jeg har hørt hr. Kristian Thulesen Dahl sige det, som det er, nemlig at man i Dansk Folkeparti godt kan lide EU, godt kan lide de lande. For valget står jo ikke mellem EU og Danmark. Det er det, man hele tiden prøver at få det til at se ud som. Valget står mellem EU, og så at der er ting, vi ikke kan få indflydelse på. Vi kan ikke få indflydelse på kemikalier i vores hverdag, hvis ikke vi gør det sammen med vores europæiske venner. Vi kan ikke bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, hvis vi ikke gør det med vores europæiske venner. Vi kan ikke bekæmpe social dumping, hvis vi ikke gør det med vores europæiske venner. Vi kan ikke sælge alle vores produkter til vores nabolande og skabe op mod 500.000 arbejdspladser, hvis vi ikke gør det med vores europæiske venner.

Så jeg vil bare kvittere for, at Dansk Folkeparti faktisk også, hvis man presser dem hårdt, kan sige noget positivt om det fællesskab, vi er i. Jeg synes egentlig, at man skylder danskerne at huske at fortælle, at det er et godt fællesskab, vi er i.

Det svarer ordføreren på.

Jamen man behøver slet ikke presse os så hårdt. Når vi har rejst den her forespørgselsdebat – og jeg nævnte det faktisk i min motivering af forespørgslen – er det jo for at få en debat om det, der foregår i Storbritannien, som en model for det, der kunne foregå i Danmark. Det handler ikke om at komme ind i eller ud af EU. Det, der foregår i Storbritannien, er et spørgsmål om, hvorvidt den britiske befolkning bliver stillet over for et valg om, at de kan være med i EU, men på et løsere grundlag, og at Storbritannien dermed kan beholde flere rettigheder til at bestemme selv. Det er den debat, der foregår i Storbritannien, og det er den debat, vi også gerne vil have i Danmark: Hvordan kan Danmark være et EU-medlem, men med større respekt for, at det her parlament, det her Folketing, kan bestemme mere selv, så vi undgår den her glidebane med hele tiden at afgive suverænitet, også via EU-Domstolen? Det er jo den diskussion, vi gerne vil have.

Næste spørger er hr. Morten Bødskov fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg synes jo, at det interessante spørgsmål er, hvad det er for dele af samarbejdet, som Dansk Folkeparti mener vi skal forlade. Det er jo det, det her handler om. For ser man på, hvad der sker i Storbritannien, kan man konstatere, at det jo handler om, at de vil genforhandle traktaten, og at de vil se, hvor de kan få flere forbehold over for samarbejdet.

Et spørgsmål kunne være: Er det eksempelvis det meget omfattende arbejde, der nu gøres i Europa, bl.a. i Parlamentet, for at forhindre social dumping, som Dansk Folkeparti mener vi ikke længere skal være en del af?

Ordføreren.

Jeg nævnte i mit ordførerindlæg lige præcis to ting, som er blevet nævnt af den britiske premierminister, og som jeg også mener bør være omdrejningspunktet for vores arbejde i forhold til undtagelser.

Det ene drejer sig om traktatens bestemmelse om, at linjen i EU skal være mod en stadig snævrere union, altså at man skal gå imod en stadig mere centraliseret union, et stadig mere centraliseret samarbejde. Det synes vi selvfølgelig er hele grundlaget for de problemer, vi i høj grad ser.

Den anden ting er de udvidede rettigheder, man får som vandrende arbejdstager, som Domstolen giver adgang til, og som giver en lang række problemer for Danmark. Det jo bl.a. ting, der gør det sværere for Danmark at forhindre, at mennesker kommer hertil for i virkeligheden at lave løntrykkeri.

Det er nogle af de områder, som vi mener det er nødvendigt for Danmark at have flere rettigheder til selv at træffe beslutning om. Så det er nogle af vores input til det arbejde, vi meget gerne vil have et flertal her i Folketinget til at igangsætte.

Spørgeren for anden gang.

Skal jeg så forstå hr. Kristian Thulesen Dahl sådan, at hr. Kristian Thulesen Dahl mener, at EU ikke skal blande sig i indsatsen mod social dumping? Sådan må jeg forstå hr. Kristian Thulesen Dahl. Så giver det jo mening, at Dansk Folkepartis spidskandidat til europaparlamentsvalget gentagne gange har stemt imod forslag i Europa-Parlamentet, som kan være med til at beskytte danske lønmodtagere, eksempelvis danske chauffører, mod ublu løndumping og mod social dumping.

Jeg synes, det er godt at få afklaret, at det, som Dansk Folkeparti nu står og siger, er, at hvis man skal pege på konkrete områder, er det eksempelvis det, der bliver lavet i Europa-Parlamentet nu, hvor man forstærker indsatsen mod løndumping og social dumping, som man ikke mener at Europa-Parlamentet skal tage sig af, og dermed skal indsatsen altså svækkes.

Det er vist forstået. Ordføreren.

Jamen jeg tror, at Socialdemokratiet bliver nødt til at indse, at det kan være fint nok at forsøge sig med et reparationsarbejde på nogle skader, men selv har forårsaget, men det ville da være rarere, hvis skaderne ikke skete.

Når vi taler om løndumping og social dumping, er skaderne jo sket på grund af en østudvidelse, der er gået alt, alt for stærkt, der har gjort det muligt for østeuropæere, som derhjemme lever for en meget, meget lav løn set med danske øjne, at komme til Danmark og tilbyde sig til en løn, der er meget lavere end det, vi er vant til i Danmark, og som derfor kan presse danske lønninger og danske lønvilkår.

På et eller andet tidspunkt må man acceptere, at man bliver nødt til at have en holdning til, hvordan man kan rette op på de skader, der er sket der. Og at man så igennem Europa-Parlamentet – og hr. Morten Messerschmidt har jo i øvrigt svaret på de angreb, der er kommet fra Socialdemokratiet om lige præcis de spørgsmål, hr. Morten Bødskov rejser – kan reparere på det her, uden at Danmark som land får flere frihedsrettigheder til at regulere det, tror jeg ikke at man kan overbevise den danske befolkning om.

Tak. Den næste spørger er fru Lisbeth Bech Poulsen fra SF. Værsgo.

Hr. Kristian Thulesen Dahl taler jo udenom, for hvorfor vil DF's ordfører ikke fortælle os det. Man synes, at det er et stort problem med social dumping, som de jo har mange steder i verden uanset hvad. Det er forholdet mellem rigere lande og fattigere lande og arbejdskraftens fri bevægelighed. Sådan er det jo mange andre steder i verden også. Men når der er et stort problem i forhold til social dumping, hvorfor stemmer DF's medlem af Europa-Parlamentet så mod tiltag, der kan afhjælpe det her?

Så er det ordføreren.

Hr. Morten Messerschmidt har svaret konkret på de spørgsmål, der er om stemmeafgivningen i Europa-Parlamentet. Og så må jeg spørge fru Lisbeth Bech Poulsen, om hun er klar over, at da man lavede østudvidelsen, forventede man langt færre østeuropæere i Danmark end dem, der er kommet. Man forventede vel noget, der efter hukommelsen lå på 40.000-50.000 på måske 20 år eller 30 år. Men det, man har fået, er jo omkring 90.000 registrerede østeuropæere på noget, der ligner 10 år. Altså, hvis SF ikke mener, at det grundlæggende er et problem, at der kommer så mange på så kort tid, der byder sig til for en lavere løn, på andre arbejdsvilkår end det, vi normalt kender til i Danmark, med de problemer, det giver, så vil jeg meget gerne bruge min tid her på at redegøre for det for også SF.

Det giver nogle kæmpe udfordringer. Og man bliver nødt til at få nogle større frihedsrettigheder her i Danmark til at håndtere det. Jeg tror, at noget af det, danskerne reagerer på, er, at Danmark ikke har det, og de siger, at det bliver vi nødt til at få. Derfor tror jeg, at mange i Danmark vil tænke, at sådan et initiativ, som vi tager her, om, at vi skal følge i sporene på det, den britiske premierminister, David Cameron, laver, alligevel er det rigtige for Danmark.

Så er det spørgeren for anden gang, værsgo.

Hr. Kristian Thulesen Dahl taler udenom, og jeg får så ikke noget svar, kan jeg forstå. Men man må jo formode, at hr. Kristian Thulesen Dahl taler udenom, fordi DF altid taler om problemer, men aldrig er med til at finde løsninger, hverken i Europa-Parlamentet eller herhjemme.

Da vi blev indbudt til forhandlinger i Skatteministeriet for at finde en række værnsregler mod social dumping, hvor var DF da? Ingen steder at se. I er aldrig til stede, når vi vil lave konkrete forbedringer i forhold til det her. Og i modsætning til hr. Kristian Thulesen Dahl vil vi ikke være med i en dæmonisering af østeuropæere, men meget gerne gå imod de arbejdsgivere, som udnytter billig arbejdskraft og sørger for, at der sker løndumping i Danmark. Men da er DF aldrig med.

Tak, og så er det ordføreren.

Det er lidt forrykt at høre på. Da man lavede østudvidelsen for godt 10 år siden, skrev vi også i de ting, vi skrev herinde i Folketinget, om de farer, vi så ved det, i forhold til de problemer, vi så også har kunnet se efterfølgende. Da man, jeg tror, det var i 2006, ophævede den såkaldte østaftale, lavede vi et fyldigt betænkningsbidrag, som det jo hedder i folketingssprog, og advarede imod de følger, det ville få. Men vi kunne ikke rokke ved det kæmpe flertal her i Folketinget, som ønskede, at de østeuropæere, der ønskede det, skulle have hurtig adgang til det danske arbejdsmarked. Så det at sige, at Dansk Folkeparti ikke har set problemerne og sagt, at man skulle lade være med at åbne op så hurtigt, som man gjorde, og at vi nu skal høre på, at vi ikke har været der og sagt, at der var nogle muligheder for at gøre det anderledes, er langt ude.

Tak. Næste spørger er hr. Jeppe Bruus fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak. Det er jo interessant at høre den fortælling om, hvordan Dansk Folkeparti har set problemerne og advaret. Nu havde man jo magten i 10 år i Danmark, hvor man ikke gjorde noget som helst mod social dumping. Og for et par år siden, da der var en konflikt på Restaurant Vejlegården, hvor 3F kæmpede for løn- og arbejdsvilkår for kokke og tjenere, fremsatte Dansk Folkeparti et lovforslag om at indskrænke konfliktretten og forhindre fagforeningernes mulighed for at bekæmpe social dumping. Det er åbenbart en linje, der ligger fuldstændig fast for Dansk Folkeparti, for Dansk Folkeparti har i Europa-Parlamentet via Morten Messerschmidt jo stemt imod forbedringer, når det handler om området social dumping.

Derfor skal jeg bare høre Dansk Folkeparti, om de frihedsrettigheder, man nu ønsker, er årsagen til, at man i Europa-Parlamentet har stemt imod social dumping, altså at man ønsker, at vi skal træde ud af det samarbejde, så man kan bruge de frihedsrettigheder til også at bekæmpe fagforeningers mulighed for at konflikte mod andre virksomheder herhjemme i Danmark.

Ordføreren.

Når vi har rejst den her debat i dag, er det for at få en diskussion om, hvordan Danmark som land får flere frihedsrettigheder til bl.a. at sikre os imod social dumping, løntrykkeri, bl.a. fra folk, der kommer fra Østeuropa. Det er jo derfor, Dansk Folkeparti ønsker, at vi skal gå i det britiske fodspor og se, hvordan vi kan tilkæmpe os sådan en større suverænitet her i landet. Det er Socialdemokratiet så imod. Socialdemokratiet mener øjensynligt, at man skal løse problemerne på europæisk plan, altså at når først man har fået problemerne, må de løses via Europa-Parlamentet.

Det følger jo også i sporet af det, som et socialdemokratisk medlem sagde tidligere i år i en debat, nemlig at de arbejdede med tanken om, at der skulle laves sådanne europæiske overenskomster; man måtte løse problemerne ved at forhandle fælles overenskomster i Europa. Altså, jeg ved ikke, hvordan man forestiller sig det i praksis. Hun brugte eksemplet, at tidligere skulle man jo finde fælles fodslag mellem Jylland og Sjælland – det var sådan noget af den diskussion, vi havde – og det var åbenbart noget, der så skulle handle om, at så skulle man også finde fælles fodslag mellem danske og græske lønninger, eller hvad man nu forestillede sig. Altså, sagen er, at vi bliver nødt til som nation at have nogle flere redskaber til selv at tage os af det.

Spørgeren for anden gang.

Det er jo et langt svar. Socialdemokratiet stemte for forbedringerne og kampen mod social dumping, Dansk Folkeparti stemte imod i Europa-Parlamentet. Så er det jo interessant, hvilket jeg også spørger om, at Dansk Folkeparti sammen med Venstre i 2012 lavede et lovforslag, der ville indskrænke 3F's mulighed for at konflikte mod virksomheder, der sådan set sænker løn- og arbejdsvilkår for tjenere og kokke. Er det stadig væk Dansk Folkepartis holdning, at man skal indskrænke fagforeningers muligheder for at konflikte mod virksomheder, der benytter sig af social dumping, både herhjemme og i Europa?

Ordføreren.

Vi har at gøre med to diskussioner her: Vi ønsker ikke at indskrænke fagforeningernes mulighed. Vi ønsker som land at have flere redskaber i værktøjskassen. Hvis først man sikrer østeuropæiske arbejderes mulighed for at komme til Danmark på de vilkår, der er efter østudvidelsen, kan man ikke bagefter sikre fagforeningerne så stærke vilkår, at de kan klare det, altså tro på, at man kan bede fagforeningernes medlemmer, hvoraf de fleste gudskelov typisk har arbejde, om at bruge deres tid på at sikre ordnede vilkår. Vi bliver nødt til som land at have redskaberne til at sikre ordnede vilkår, og det bliver vi nødt til bl.a. ved at se på, hvem der har adgang til det danske arbejdsmarked.

Tak. Den næste spørger er hr. Jakob Ellemann-Jensen. Værsgo.

Tak for det, og mange tak til ordføreren for forespørgerne. Vedrørende den her østudvidelse, som jeg kan forstå at hr. Kristian Thulesen Dahl er sådan lidt kritisk over for, så vil jeg anbefale at læse dagens Berlingske; der fremgår det relativt tydeligt, hvor stor en fordel det har været for Danmark, både økonomisk og med hensyn til arbejdspladser, at den her østudvidelse har fundet sted. Og der taler vi ikke engang om det politiske.

For at vende tilbage til det med Storbritannien og deres modeller: Man har jo i Storbritannien en tilvalgsordning på retsområdet, sådan som vi i Venstre har foreslået at vi skal have det i Danmark efter en folkeafstemning. Vi mener, det er en god måde at bevare vores medlemskab af Europol på, og at vi vil kunne bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet mere effektivt end med en 5 m lang rød og hvid-stribet bom, som står ved Kruså. Kan Dansk Folkeparti ikke tilslutte sig Storbritannien på det her område og vælge den britiske model?

Ordføreren.

Nej, vi ønsker ikke at fjerne retsforbeholdet. Vi har grundlæggende ikke tillid til, hvad Folketingets flertal vil bruge den mulighed, at man har sådan en tilvalgsordning, til. Det er velkendt, at Folketingets flertal i langt højere grad end befolkningen ønsker EU-regulering. Så det er simpelt hen at slippe tøjlerne fra befolkningens side, hvis man laver sådan en tilvalgsordning. Det har også noget at gøre med vores udlændingepolitik, og i hvilken grad vi har ret til selv at træffe beslutninger om vores udlændingepolitik.

I spørgsmålet om grænsekontrol ønsker vi jo, at vi får etableret en forståelse for, at den aftale om grænsekontrol, vi lavede før sidste valg, bliver retableret; altså, at vi får den grænsekontrol gennemført, som vi faktisk aftalte med Venstre før sidste valg. Vi ærgrer os selvfølgelig lidt over, at Venstre har forladt tingene i den aftale, men vi håber selvfølgelig, at vi på et tidspunkt kan formå Venstre til at komme tilbage på den linje, vi havde i fællesskab før sidste valg.

Spørgeren for anden gang.

Mange tak for svaret. Vi har jo en fælles interesse i at bekæmpe kriminalitet, og jeg formoder næsten, at hr. Kristian Thulesen Dahl er enig med mig i, at et fortsat medlemskab af Europol er et nærmest uundværligt værktøj i den forbindelse. Hvorfor skal vi lade det være op til de 27 andre medlemslande, hvor vi får lov til at være med, i stedet for at lade det være op til Folketinget? Altså, jeg hører jo hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at beslutningerne ikke skal træffes i EU, men skal træffes i Folketinget, undtagen når det kommer til retsområdet; der skal det være de andre, der bestemmer, hvor vi er med, og ikke os selv. Det forstår jeg ikke.

Ordføreren.

Man kan sige, at skaderne jo er sket med den traktat, der kom igennem uden en folkeafstemning, Lissabontraktaten, som jo laver om på vilkårene. Men vi synes jo grundlæggende, det handler om, hvordan vi kan holde kompetence hjemme i Danmark. Altså, når vi f.eks. skal bekæmpe kriminelle, handler det helt grundlæggende om, at vi skal have et meget tæt politisamarbejde, specielt med vores nabolande. Men vi er meget varsomme med at ville afgive suverænitet, fordi vi kan se, at det tit ender et sted, som er anderledes end det, vi havde forventet. Det kommer ud af vores hænder, det kommer ud af vores kontrol, og det udvikler sig i en gal retning.

Tak. Den næste spørger er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Enhedslisten synes jo, det er fint, at Dansk Folkeparti har rejst den her forespørgselsdebat. Jeg skal nok begrunde nærmere, hvad vores vinkel på debatten er. Men jeg synes jo i hvert fald ikke helt, at statsministeren fik svar på sit spørgsmål om, hvad det egentlig er for et forhold, Dansk Folkeparti mener at Danmark skal have til EU. Jeg forstår på ordføreren, at man fastholder de forbehold, der er. Det er vi jo så fra Enhedslistens side tilfredse med at man gør. Man har også ønsket et velfærdsforbehold, altså, at EU ikke skal bestemme reglerne på velfærdsområdet. Hvilke andre ting af EU's indflydelse på dansk politik vil man afvikle?

Ordføreren.

Der er to ting at sige til det. Det ene er jo, at når vi i dag foreslår, at man igangsætter en proces som den, man har i Storbritannien, er det selvfølgelig også for at være åbne over for den proces, man så sætter i gang. Man undersøger – det gør man selvfølgelig for at blive klogere. Det er den ene ting

Den anden ting er: Jeg pegede i mit ordførerindlæg på to konkrete steder, hvor jeg mener og vi mener der er behov for, at Danmark får frihedsrettigheder, altså får rettigheder til selv at bestemme. Det ene er i forhold til den der grundlæggende præmis i EU-samarbejdet om, at det går imod en stadig snævrere union, et stadig mere centraliseret samarbejde. Det kan simpelt hen ikke nytte noget, at det er således.

Det andet er i forhold til vandrende arbejdstageres rettigheder, hvor jeg nævner, at Domstolen giver de vandrende arbejdstagere en lang række rettigheder ud over det, som var forventet tidligere, og som Folketingets flertal også forventede, da man afgav suverænitet. Der bliver vi simpelt hen nødt til at have mulighed for at sige nej. Børnecheckdiskussionen har jo illustreret det. Det danske Folketing får at vide via en medarbejder i Bruxelles, der ringer til en medarbejder i København, at de regler, vi har om optjeningsprincip på børnecheck, er i strid med EU-retten, fordi man tolker nogle EU-domme.

Så er det spørgeren for anden gang.

Tak. Men så blev jeg jo ikke så meget klogere. For det, jeg har forstået på det hele, er, at Dansk Folkeparti grundlæggende er tilfreds med det indre marked. Samtidig stiller man nogle forslag, som jo begrænser det indre markeds mulighed for at fungere, så der må man da ligesom beslutte sig. Eller er det sådan, at Dansk Folkepartis vision om EU faktisk er, at alt andet end det indre marked er skrællet væk, sådan at det indre markeds regler kan få lov at udfolde sig frit? Er det det, der er Dansk Folkepartis vision om EU?

Ordføreren.

Den britiske premierminister taler jo om, at man skal tilbage til det mere grundlæggende, nemlig at det, at man i givet fald har ret til at tage arbejde i et andet land, ikke automatisk skal give ret til sociale ydelser, sådan som det gør i dag. Så selvfølgelig er der noget her, der er vigtigt også for Dansk Folkeparti. Men det andet, der kan siges om vandrende arbejdstagere, er jo det, vi tidligere har været talsmænd for og også meget gerne vil gøre os til talsmænd for igen i dag, nemlig det her med, at når lønforskellene mellem to EU-lande er over et vist niveau, skal man simpelt hen kunne gå tilbage til, jeg havde nær sagt de gamle regler om, at man giver arbejdstilladelse til dem, der skal komme hertil, og at folk ikke bare har adgang automatisk.

Tak. Den næste spørger er fru Lotte Rod fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg er nysgerrig efter at høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl ved, hvor mange danske arbejdspladser der er i det indre marked. Altså, hvor mange danskeres job afhænger af, at vi har fælles regler i EU?

Ordføreren.

Det tror jeg faktisk er umuligt at gøre op. Jeg har set diskussionerne om, at en halv million arbejdspladser skyldes det indre marked og sådan nogle ting. Det bygger vel lidt på en antagelse om, at hvis ikke vi nu havde den situation, vi har i dag, så ville vi miste de arbejdspladser. Sådan tror jeg bestemt ikke det er. Jeg tror i virkeligheden, at uanset om Danmark havde større frihedsrettigheder til at bestemme, om en rumæner skulle have ret til at få børnechecks sendt til Rumænien, så ville vi stadig væk have handel med England, Tyskland osv., som de her arbejdspladser jo er bundet op på. Det er jeg ret overbevist om.

Så jeg synes, at man i de partier, der ikke ønsker en reel debat om kursen i EU, her prøver at komme med et skræmmebillede, som ikke holder i virkeligheden.

Spørgeren for anden gang.

Når hr. Kristian Thulesen Dahl nu faktisk kender tallet, nemlig at det er 500.000 danskeres job, der afhænger af, at vi har fælles regler i EU, så kan jeg ikke lade være med at spørge om, hvor mange af de job Dansk Folkeparti er villig til at ofre: Altså, hvor mange danskeres job vil Dansk Folkeparti bringe i fare, ved at man ikke længere har fælles regler i EU?

Ordføreren.

Lad os nu tage konkret eksempel: For et år siden sidder vi og forhandler SU-reform. Vi får at vide, at en EU-dom betyder, at vi skal betale SU til borgere fra andre lande, måske svarende til 400-500 mio. kr. brutto for den danske statskasse. Betød den afgørelse fra EU-domstolen, at vi fik flere arbejdspladser i Danmark, der var baseret på EU? Altså, det er bare for at sige, at det da må være muligt at få en diskussion af, hvor langt EU-samarbejdet skal strække sig, uden at det skal være en diskussion om, at hvis vi anfægter noget af det, EU render rundt og gør, sætter vi 500.000 arbejdspladser i Danmark på spil. Sådan er det jo ikke i den virkelige verden.

Næste spørger er hr. John Dyrby Paulsen fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg sad nede på mit kontor og fulgte debatten, og når jeg sådan har bedt om ordet, er det jo, fordi jeg ikke synes, hr. Kristian Thulesen Dahl svarer helt klart på nogle af de spørgsmål, der er blevet stillet. En ting er, at man kan være uenig om, hvad Morten Messerschmidt siger i valgkampen, og hvad Morten Messerschmidt har stemt nede i Europa-Parlamentet, men jeg synes ikke, det sådan står helt klart for mig, hvad hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti mener om konfliktretten på det danske arbejdsmarked. Altså, mener Dansk Folkeparti stadig, at konfliktretten for danske lønmodtagere på det danske arbejdsmarked skal indskrænkes?

Ordføreren.

Nej, vi ønsker ikke, at konfliktretten skal indskrænkes. Den diskussion, vi helt konkret havde i forhold til Vejlegården, og som jeg også blev spurgt om før, handlede om, hvorvidt det skal være muligt i Danmark for en virksomhed at indgå en overenskomst med en anden fagforening. Men det afgørende er, om der er ordnede vilkår på arbejdspladsen.

Vi synes grundlæggende, at hvis man som virksomhed laver overenskomst med den kristelige fagforening eller den kristelige arbejdsgiverforening, så må man godt det. Dér, hvor det skiller, er, at man fra andre sider selvfølgelig kan have den holdning, at det skal være en LO-fagforening – men det er ikke den holdning, vi har. Det afgørende er, om der er ordnede vilkår. Så skal vi som samfund, som nation have de frihedsrettigheder i forhold til EU-reglerne, der gør, at vi kan sikre ordnede vilkår på arbejdsmarkedet.

Spørgeren for anden gang.

Jo, men så er det, jeg bliver rigtig bekymret, fordi vurderingen af det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti var medforslagsstiller på for nogle år siden, og som omhandlede den her begrænsning af konfliktretten – det var reelt det, det var – var, at det netop ville betyde, at vi fik et massivt inflow af østarbejdere, der kunne tilbyde, hvis det beslutningsforslag var gået igennem, deres arbejdskraft til en meget lav løn.

Så det, hr. Kristian Thulesen Dahl nu gør, er at stå på talerstolen i Folketinget og sige ét, mens det, Dansk Folkeparti har gjort i andre sammenhænge, reelt vil betyde noget helt andet, nemlig massiv løndumping på det danske arbejdsmarked, massiv indskrænkning af konfliktretten. Og det synes jeg ærlig talt er bekymrende, meget bekymrende endda, når vi tager den danske model i betragtning.

Ordføreren.

Det beslutningsforslag, der henvises til, blev ikke i det pågældende efterår fremsat i Folketinget. Og det blev det ikke, fordi man fra regeringens side sagde, at hvis det blev gennemført, ville EU-regler betyde, at vi ville blive nødt til at acceptere eksempelvis polske overenskomster i Danmark. Og det ville Dansk Folkeparti selvfølgelig ikke. Derfor blev det beslutningsforslag ikke fremsat. De EU-regler, der ville pålægge os at skulle gøre det på en bestemt måde, gjorde, at det så selvfølgelig ikke ville være en god idé at gennemføre det. Altså, det kan vi godt tage en lang diskussion om. Jeg var selv indblandet i diskussionen dengang, jeg kan sagtens huske det. Men det er bare lige for at få alle nuancerne med i forhold til det, hr. John Dyrby Paulsen her kommer ind på.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ikke flere spørgsmål. Det vil sige, at vi er nået til ordførerne for partierne, og den første i rækken er Venstres ordfører, hr. Jakob Ellemann-Jensen. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til dagens debat. Jeg må indrømme, at jeg havde glædet mig sådan lidt til at finde ud af, hvad der lå bag den lidt kryptiske ordlyd i indkaldelsen, hvor Dansk Folkeparti efterspørger en lignende proces som den, den britiske premierminister David Cameron har igangsat i Storbritannien.

Jeg er blevet lidt klogere, så jeg går ud fra, at det er Camerons krav om en genforhandling af det britiske medlemskab af EU, eventuelt en folkeafstemning, hvor briterne skal vælge, om de vil meldes ud eller være med, der hentydes til. Og hvis min antagelse er korrekt, er den proces, som Dansk Folkeparti altså ønsker sig, blevet meget malerisk, også lidt morsomt beskrevet som en scene i Mel Brooks-filmen »Blazing Saddles« – det er den, der lidt uretfærdigt er blevet oversat til »Sheriffen skyder på det hele« – og mere specifikt er det den scene, hvor den nyudnævnte sherif retter en pistol mod sit eget ansigt, tager sig selv som gidsel og truer med at skyde hovedet af sig selv, hvis ikke han får det, som han vil have det.

Jeg synes ikke, det er en helt dårlig parallel, hvis man sådan tænker lidt over det. Men jeg er spændt på, om det er den proces, man efterlyser. Og i det hele taget håbede jeg, at Dansk Folkeparti ville bruge anledningen til at gøre os lidt klogere på, hvad vi egentlig kan forvente os af Dansk Folkeparti efter europaparlamentsvalget.

Vi er nogle, der er lidt nysgerrig efter at vide, hvilken gruppe Dansk Folkeparti kommer til at høre til efter den 25. maj. Foretrækker man den meget EU-skeptiske EFD-gruppe, hvor man sidder i dag, sammen med bl.a. britiske UKIP, altså UK Independence Party, eller vil man forsøge at bevæge sig over til UKIP's hovedmodstandere, som er de britiske konservative, for nu at blive i det britiske? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti ikke kunne få medlemskab af den gruppe i 2009, men der er jo løbet meget vand gennem åen siden da.

Spørgsmålet er interessant, fordi Cameron jo har sagt, at han vil arbejde for, at briterne stemmer ja til at blive i EU, og det er en holdning, som ikke ligefrem deles af UKIP, men som jeg forstod før deles af Dansk Folkeparti. Og i forhold til David Camerons forslag er det jo bemærkelsesværdigt, at Cameron endnu ikke præcist har kunnet sætte fingeren på de kapitler i EU's traktatgrundlag, som skal genforhandles. I stedet forholder han sig sådan til generelle vendinger, ligesom Dansk Folkeparti gør.

Jeg synes ikke, jeg er blevet klogere på, hvad det er for kapitler, man gerne vil genforhandle. Hvad er det for nogle dele af traktaten, man er imod, og er det nogle dele, som skal skrottes for alle lande, eller vil Dansk Folkeparti have endnu flere danske undtagelser?

I Venstre mener vi ikke, at en genforhandling af EU's traktatgrundlag er sådan lige det, vi står og mangler lige her og nu. Der er velkendt, at sådan en proces tager årevis, og den vil fjerne fokus fra EU's absolut vigtigste udfordringer. Og det er vækst, og det er jobskabelse, som er det altoverskyggende her.

De problemer, som vi ser i det europæiske samarbejde, vedrører egentlig ikke traktaten. De vedrører EU's fælles lovgivning. Og i forhold til debatten om den såkaldte velfærdsturisme er det jo særlig den efterhånden nærmest herostratisk berømte forordning nr. 883/2004, som vi i Venstre gerne ser en genforhandling af. Der er dog ganske langt fra at ville revidere dele af lovgivningen til at ville justere selve grundlaget for det europæiske samarbejde.

Hvor Dansk Folkeparti ønsker nye undtagelser for samarbejdet, har vi i Venstre i stedet opfordret til en langt større nidkærhed i forhold til EU's nærhedsprincip. Her burde der egentlig være en fælles mærkesag for alle partier i Folketinget. I Venstre har vi foreslået, at man laver et årligt nærhedstjek, en proces, hvor Ministerrådet og Europa-Parlamentet i forbindelse med udarbejdelsen af Kommissionens arbejdsprogram får mulighed for at sortere de forslag fra, som man vurderer strider mod nærhedsprincippet.

Det ville være fint, hvis Dansk Folkeparti og Folketingets øvrige partier kunne tilslutte sig det her forslag, fordi det kan gøre en konkret forskel med hensyn til at rykke ved magtbalancen mellem EU's institutioner, så Ministerrådet, altså EU's regeringer, får mere at skulle have sagt, når Kommissionen fastlægger sine prioriteter. Det ville være en mere fornuftig fremgangsmåde frem for en årelang traktatproces, hvor vi ikke kender endemålet.

Jeg skal på vegne af det europapolitiske flertal bestående af Venstre, Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti oplæse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Danmarks interesser og værdier varetages bedst gennem et stærkt europæisk samarbejde med Danmark så tæt på kernen af EU som muligt.

EU-medlemskabet strider ikke imod medlemsstaternes selvbestemmelse, men øger derimod medlemsstaternes muligheder for at påvirke den globale udvikling.

Særligt et lille land med en åben økonomi som Danmark bliver dybt påvirket af udviklingen i resten af Europa og verden. Medlemskabet af EU sikrer Danmark indflydelse på en lang række områder, hvilket bringer store fordele for både danske virksomheder og borgere.

Det bedste udgangspunkt for at sikre Danmarks interesser i EU er bred enighed i Folketinget om Danmarks position i samarbejdet samt Danmarks prioriteter for EU-samarbejdet.

Folketinget opfordrer regeringen til at drøfte Danmarks prioriteter under en ny Kommission og et nyt Europa-Parlament med Folketingets partier.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 47).

Tak til Venstres ordfører. Det netop fremsatte forslag til vedtagelse fra en række partier vil indgå i debatten.

Dermed er vi kommet til spørgsmål til Venstres ordfører, og den første, der spørger, er hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Nu er forbrødringen intakt igen blandt de såkaldte europapolitiske partier, som jeg kan forstå terminologien er.

Nu er det jo fristende at spørge hr. Jakob Ellemann-Jensen, hvordan det nu er gået med Venstres arbejde de sidste 5 år med at sætte hegnspæle i EU. Når vi nu har en debat om, i hvilken retning EU går, noterede jeg jo før debatten, i hvert fald da jeg forberedte mig, at man i 2009 gik til valg på at sætte hegnspæle. Så vidt jeg husker det, var det socialområdet, sundhedsområdet, skatteområdet og uddannelsesområdet, som specifikt blev nævnt som områder, hvor Venstre ville sikre der blev sat hegnspæle for EU's udvikling, EU's kompetencer.

Så nu vil jeg gerne spørge hr. Jakob Ellemann-Jensen: Er der på de fire områder kommet mere EU-kompetence, har EU blandet sig i flere forhold efter Venstres opfattelse, eller er det lykkedes at få sat hegnspæle, så EU nu blander sig i mindre på de fire områder?

Ordføreren.

Det er jo sådan set lige præcis det, jeg lægger op til i min ordførertale. Når jeg siger, at man skal lave et nærhedstjek, altså at vi skal gå ind med landenes regeringer og Rådet og se på, hvad det er for et arbejdsprogram, Kommissionen lægger frem, og se på, hvad det er for nogle områder, vi bedre kan håndtere selv, og så få dem sorteret fra, så er det jo lige præcis en udløber af det her. Vi mener jo det her, vi synes, det er vigtigt, at vi koncentrerer os om de ting, der giver mening i fællesskabet, i fællesskabet, og at vi koncentrerer os om resten her. Det er netop derfor, vi laver det her nærhedstjek.

Spørgeren for anden gang.

Jeg er jo meget glad for, at man laver et nærhedstjek, men jeg er også interesseret i, om det afstedkommer noget, altså at det ikke bare er et tjek, og så sker der ingenting. Derfor er det jo lidt interessant, når Venstre for 5 år siden gik til valg på, at man skulle sætte hegnspæle på nogle bestemte områder, om man så har kunnet pege på noget, hvor det faktisk er lykkedes i løbet af de 5 år. Jeg kan ikke få øje på noget. Tværtimod kan jeg få øje på, at vi i fællesskab har haft diskussioner med statsministeren og andre om børnecheck til rumænere, bulgarere og andre, der kommer til Danmark og får nogle rettigheder, som vi i fællesskab ikke troede de skulle have. Det gælder også nogle SU-ydelser, vi skal aflevere til nogle borgere fra andre lande, og som vi i fællesskab ikke troede de skulle have.

Så jeg kan nævne en lang række eksempler, hvor det er gået i den gale retning i forhold til i hvert fald det at sætte hegnspæle. Det var derfor, det kunne være, at hr. Jakob Ellemann-Jensen kunne komme med eksempler på det modsatte.

Ordføreren.

Jeg er jo egentlig glad for, at hr. Kristian Thulesen Dahl selv besvarer sit spørgsmål, for det her har jo netop betydet, at vi har fået de her diskussioner, altså at vi har fået diskussionerne om, hvor grænsen går, hvad det er for nogle sociale ydelser, man skal have adgang til, og hvornår det er, man skal have adgang til de her ydelser. Det er netop den diskussion, vi har fået, og det er en vigtig diskussion, men den rokker jo ikke ved hele traktatgrundlaget osv. Det her handler om politiske områder, hvor vi mener man skal diskutere det nationalt i stedet for at gøre det overnationalt. Så ja, hr. Kristian Thulesen Dahl svarer egentlig selv på spørgsmålet.

Tak. Den næste spørger er hr. Jeppe Bruus fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak. Den her debat handler jo også om kampen mod social dumping og om lønmodtagernes løn- og arbejdsvilkår, både herhjemme og i Europa. Her er det jo ganske klart, at Morten Messerschmidt har stemt imod de tiltag, der sådan set kunne styrke kampen mod social dumping i Europa. Og vi har egentlig også lige i forhold til det her spørgsmål om konfliktretten herhjemme hørt Dansk Folkepartis formand sige ret tydeligt, at ja, det er stadig væk relevant at indskrænke fagforeningernes mulighed for at konflikte mod virksomheder, der benytter en dårlig overenskomst som undskyldning for at trykke løn og arbejdsvilkår. Og det forslag, der refereres til, er B 92 fra 2012, som Venstre var medforslagsstiller til.

Derfor er mit spørgsmål til ordføreren helt enkelt: Vil Venstre sammen med Dansk Folkeparti fortsætte kampen for at indskrænke konfliktretten herhjemme? Og er det også Venstres holdning, som det åbenbart er Dansk Folkepartis, at man, når man er i Europa, også skal kæmpe imod tiltag, der kan begrænse social dumping?

Ordføreren.

Vi kommer søreme vidt omkring. Det afhænger jo altså lidt af, hvordan man definerer social dumping. Der er jo ikke nogen tvivl om, at vi i Venstre mener, at den danske model fungerer ganske glimrende, og at det er arbejdsmarkedets parter, som skal fastsætte de her ting. Det går vi ind for her, og det går vi ind for i Europa. Vi mener jo det samme her i salen, som vi mener i Bruxelles. Men det har knebet lidt med at få en definition på social dumping, og det kan være, at hr. Jeppe Bruus kan hjælpe mig med det.

Spørgeren for anden gang.

Ja, det skal jeg gerne gøre, og det kan være, at vi skal tage det efterfølgende, for jeg har kun 30 sekunder her. Men så kan vi måske tage det ene spørgsmål vedrørende konfliktretten og fagforeningernes, helt konkret 3F's, mulighed for at konflikte mod virksomheder, som bruger en dårlig overenskomst til at trykke løn og arbejdsvilkår, og hvor eksperter jo har vurderet, at man, hvis det forslag, som Dansk Folkeparti og Venstre fremsatte i 2012, var gået igennem, sådan set så havde åbnet for posen, i forhold til at man kunne have tjenere og kokke ansat til 60 kr., 70 kr., 80 kr. i timen. Er det stadig væk Venstres holdning, at man skal indskrænke konfliktretten? Vi har hørt, at det er Dansk Folkepartis holdning, men er det stadig væk også Venstres holdning?

Ordføreren.

Venstres holdning er, at der ikke findes A-fagforeninger og B-fagforeninger. Så hvis man er organiseret, og hvis man som part på arbejdsmarkedet har forhandlet en aftale på plads, så skal den aftale respekteres. Det synes vi er en god idé, det er det, der hedder den danske model. Og vi mener altså ikke, at nogen er mere lige end andre, når det kommer til fagforeninger.

Tak. Den næste spørger er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. Jeg kan forstå, at det er lykkedes, i hvert fald midlertidigt, at genforene de tidligere så forenede, men på det seneste ret uforenelige, japartier i form af en fælles udtalelse, så tillykke med den, vi må jo se, hvor meget substans der er i det.

Mit spørgsmål går egentlig på dagens forespørgsel, for den handler jo om, om ikke vi burde følge det eksempel, som man er gået i gang med i England, hvor man laver en kulegravning af, hvad der egentlig er konsekvenserne af, at man på en lang, lang række områder har overladt suverænitet til EU, og hvor man så vil tage en diskussion med den engelske befolkning om det. Det synes Enhedslisten er en fornuftig idé, og jeg vil da gerne spørge ordføreren: Hvorfor er det så slemt at sætte sådan en proces i gang, at man bare afviser den tanke fuldstændig?

Jeg opfatter ikke, at der i forespørgslen ligger, at vi absolut skal kalkere den engelske løsning. Vi har jo på flere punkter andre, hvad kan man sige, relationer til EU end England, men det er jo hele tanken om at lave den kulegravning og så tage en debat i befolkningen. Hvorfor er det så farligt?

Ordføreren.

Vi havde for et par uger siden en forespørgsel stillet af Liberal Alliance, som gik på det her med at lave et kompetencekatalog, hvor det jo lidt virker, som om det udspringer af netop den britiske debat, hvor man tænker, at so ein ding müssen wir auch haben. Og det, jeg på det tidspunkt i al fredsommelighed opfordrede til, var: Lad os nu lige vente og se, hvad den britiske udredning viser, inden vi begynder at kaste kræfterne ind i at lave vores egen. Der er jo ikke nogen grund til at tro, at den vil være monumentalt anderledes end den britiske. Det, som jo er interessant i forhold til de dele af den britiske udredning, som er kommet frem, som man har offentliggjort indtil videre, er jo, at balancen ser ud til at være ganske fin, den ser ud til at være ganske udmærket, og det synes jeg da at vi skal tage ad notam og læne os op ad.

Det, som jeg reagerer imod, er den der tanke om at ville genforhandle hele traktatgrundlaget, for hverken Rom eller traktaten herom blev bygget på én dag; det tager altså sin tid, og det mener vi ikke er det, Europa har mest brug for her og nu.

Spørgeren for anden gang.

Tak. Jamen der vil debatten jo vise, om der vil være flertal og en holdning i befolkningen om, at vi skal genforhandle Danmarks relation til EU. Jeg opfatter ikke, at der i forespørgslen ligger en konklusion på forhånd; det er jo en opfordring til, at alle partier i Folketinget lytter til den store bekymring, der er i befolkningen, og den voksende kritik, der er af, at EU blander sig mere og mere i spørgsmål, som befolkningen egentlig havde fået indtryk af at EU aldrig kommer til at blande sig i. Og jeg tror bare, det er uklogt, at hr. Jakob Ellemann-Jensen og de andre i de forenede japartier ser bort fra det, og at man ikke går i gang med en sådan debat på baggrund af en grundig undersøgelse.

Ordføreren.

Vi ser sådan set heller ikke bort fra det. Som jeg også nævnte i min ordførertale, er det, vi fokuserer på her, egentlig den farbare vej, det er de realistiske løsninger. For det er jo ikke en farbar vej at sætte sig ned og sige, at nu bestemmer vi selv i alle 28 lande, hvilke dele vi vil være med i, og hvilke dele vi ikke vil være med i, som sådan et eller andet stort tag selv-bord, for så falder hele fællesskabet jo fra hinanden. Det, vi siger, er, at vi har et fællesskab, som vi er enige om, og at vi har en traktat, som vi er enige om, men lad os da diskutere, hvad det er for politiske områder, man skal blande sig i; lad os give bedre plads til, at vi kan være uenige politisk om de her emner.

Det er jo det, som den seneste tids debat om den såkaldte velfærdsturisme også har vist. Den har vist, at vi i det europakonstruktive flertal går ind for tanken om EU, men vi er bare uenige om politikken inden for samarbejdet.

Tak. Og så er det den foreløbig sidste spørger, hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg undrer mig lidt over, at ordføreren – som jo så i øvrigt beskæftiger sig pænt meget med sagen, og det kan jeg da rose ordføreren for, modsat statsministeren, som ikke rigtig gik så meget ind i selve sagen – ikke kan se, at det da godt kunne være til fordel for Danmark, at vi tog bolden op og diskuterede de ting, der ligger om EU nu: Hvordan udvikler EU sig? På hvilke områder har vi en interesse i at have selvbestemmelsesret i hele den her diskussion, også om velfærdsturisme? Det er jo den diskussion, man har i England, hvor den britiske regering er i gang med at analysere 33 områder, hvor de siger at der er et behov for at vurdere, om der er grund til at trække noget magt tilbage for en gangs skyld i stedet for hele tiden at bringe magt til Bruxelles.

En af de ting, som diskuteres meget, er formålsparagraffen for EU, altså det, at man stadig væk arbejder mod en stadig snævrere union. Der vil jeg godt spørge hr. Jakob Ellemann-Jensen: Var det egentlig ikke også i Venstres interesse at få ændret den formålsparagraf for EU, for den betyder jo, at alt, hvad man laver, hele tiden skal virke i retning af en stadig snævrere union. Det er jo ikke nødvendigvis i Danmarks interesse, vel?

Så tror jeg, vi er nået til, at ordføreren får mulighed for at svare. Værsgo.

Tak for det. Jeg håber, jeg kan huske det hele. Jeg er helt enig i, at vi skal diskutere EU, og vi skal diskutere, hvad vi bruger det europæiske samarbejde til. Det er sådan set også det, jeg lægger op til: at vi diskuterer politikken.

Det, som jeg synes er fejlen, man begår her, er, at man siger: Jamen lad os diskutere hele grundlaget, vi gør det på; lad os kaste det hele op i luften. Altså, sidst man havde sådan en traktatproces, tog det 10 år. Jeg synes, vi står over for nogle fælles udfordringer i Europa her og nu, som er mere påtrængende. Det betyder ikke, at vi ikke skal diskutere, hvor vi gerne vil hen med vores fællesskab. Jeg ønsker i den grad et tættere samarbejde i EU på nogle områder, mens jeg måske ikke ønsker et tættere samarbejde på andre områder. Men generelt synes jeg, det er positivt, hvis vi har en tættere tilknytning til hinanden i Europa.

Spørgeren for anden gang.

Må jeg så ikke bare spørge kort: Hvis nu Venstre kunne bestemme, stod der så fortsat i EU's formålsparagraf, at man fortsat skulle virke i retning af en stadig snævrere union?

Ordføreren.

Nu er det jo desværre ikke Venstre, der bestemmer – hverken her i landet eller i Europa. Det kunne være en fin, fin tanke, hvis vi gjorde.

Jeg ved ikke, om der ville stå den eksakte tekst. Det, jeg siger, er bare, at den tekst er meget, meget svær at få ændret lige her og nu, så skal vi ikke fokusere på de ting, som vi faktisk kan gøre noget ved, i stedet for at kæmpe imod nogle vindmøller, som vi faktisk ikke kan gøre noget ved? Jeg synes, det er et fint og nobelt træk, at vi arbejder mod en stadig tættere integration i Europa. Det er vi varme tilhængere af. Det betyder ikke, at vi mener, at fællesskabet skal blande sig i alle enkeltheder i nationalstaterne.

Tak til Venstres ordfører. Så er vi nået til Socialdemokraternes ordfører, hr. Morten Bødskov. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi løbende diskuterer Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet; det er vigtigt, at vi hele tiden har debatter om, hvad vi skal beslutte os for at gennemføre i vores europæiske fællesskab, og hvad vi eksempelvis selv skal bestemme her i Folketinget. Jeg er helt sikker på, at jeg kan sige, at lige nu, hvor vi er på vej mod valg til Europa-Parlamentet og jo altså også en folkeafstemning om vores forhåbentlige tilslutning til patentdomstolen og reformen, er det selvfølgelig diskussioner, vi alle har hver eneste dag.

Jeg tror, det er vigtigt at slå fast, også når man lytter til debatten her, at virkeligheden er den, at EU kun har de beføjelser, som vi som medlemslande rent faktisk beslutter os for at EU skal have. Det står også direkte i Lissabontraktaten, som Danmark jo har tilsluttet sig. Det er også helt grundlæggende for vores deltagelse i EU-samarbejdet, at de beføjelser, som EU ikke har fået tildelt af medlemsstaterne, er hos medlemsstaterne. Vi bestemmer sådan set selv, hvad det er for beslutninger, vi vil træffe i vores EU-fællesskab, og hvad det er for beslutninger, vi vil træffe her i Folketinget. Så grænserne for vores samarbejde er dermed fastlagt.

Ud over det bruger vi jo eksempelvis her i Folketinget meget tid, stort set hver eneste dag, på at diskutere, hvilke beslutninger der skal træffes. Vi diskuterer konkrete EU-beslutninger, og vi diskuterer, om vi går for langt, om vi kunne gå længere, og om vi er tilfredse med de beslutninger, der bliver truffet.

Socialdemokraterne er tilhængere af et stærkt EU-samarbejde. Der er nogle, der med rette har sagt, at hvis EU ikke fandtes endnu, skulle vi skynde os at opfinde det. Det er Socialdemokraterne fuldstændig enige i. Helt grundlæggende er det, at i et lille land med en hæsblæsende åben økonomi, hvor dansk erhvervsliv hver eneste dag kæmper en hård kamp for arbejdspladser, er dansk deltagelse så tæt på kernen som overhovedet muligt i EU-samarbejdet en klar fordel for Danmark.

Den her forespørgsel rejser jo spørgsmålet om, hvad Dansk Folkeparti i grunden vil. Man vil have en proces som den, der er sat i gang i Storbritannien, og man må forstå, at det, de ønsker der, er en genforhandling af traktaten, og det vil betyde endnu flere, så at sige, nationale forbehold. Det er altså områder, som vi nu samarbejder om, og som Dansk Folkeparti mener at vi i fremtiden ikke skal samarbejde om.

Det rejser jo et spørgsmål. Jeg forstår, at Dansk Folkeparti ikke vil være med i politisamarbejdet. Er Dansk Folkeparti klar over, hvilke konsekvenser det har, hvis Danmark trækker sig ud af Europolsamarbejdet? Er Dansk Folkeparti klar over, at dansk politi i 2012 søgte 90.000 gange i Schengensystemet, som handler om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet? Er det de sejre, der er nået for bedre forbrugerbeskyttelse, for bedre miljøbeskyttelse, for større datasikkerhed, for indsatsen mod illegal indvandring og menneskehandel – er det de ting? Eller er det måske kampen mod social dumping, som Dansk Folkeparti ønsker vi skal trække os ud af?

Det har jo, som vi kan se, den konsekvens, at transportsektoren vil blive endnu mere udfordret, at danske løn- og arbejdstagerrettigheder vil blive endnu mere udfordret på et arbejdsmarked, som, hvad angår løndumping og social dumping, er kraftigt udfordret. Derfor tager Europa-Parlamentet nu initiativer. Er det der, Dansk Folkeparti ikke mener vi skal være med længere?

Hvad er det for nogle værktøjer, hr. Kristian Thulesen Dahl står og taler om der skal tilbage i værktøjskassen? Er det et ønske om, at man vil have muligheden for at stække, som man foreslog under konflikten på Vejlegaarden, fagforeningernes og lønmodtagernes rettigheder til at organisere sig og bekæmpe løndumping, bekæmpe, at der kommer underbetalt arbejdskraft ind på områder, hvor der er en overenskomst? Det er de spørgsmål, som er helt relevante at stille Dansk Folkeparti i dag, fordi det svæver meget i det uvisse, hvad det er, man rent faktisk vil.

Man må fortælle, om det er miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse, datasikkerhed, kampen mod illegal indvandring, kampen mod grænseoverskridende kriminalitet. Er det lønmodtagernes rettigheder, som skal lide under konsekvenserne af Dansk Folkepartis ønske om, som man siger, nu at skulle have flere værktøjer i værktøjskassen til selv at bestemme? For det er det, der vil blive konsekvenserne af det.

Hos Socialdemokraterne er ønsket som sagt, at vi gerne vil være så tæt på kernen af EU-samarbejdet som overhovedet muligt. Det vil vi, fordi vi helt grundlæggende mener, at vi som lille land er bedst tjent med at være der, hvor både indflydelsen og mulighederne for at påvirke den verden, vi er en del af, er. Og indflydelsen og mulighederne for at påvirke er jo også mange gange større, end hvis vi valgte at stå udenfor. Det er til gavn for danske virksomheder, det er til gavn for danske arbejdspladser, det er til gavn for vores miljø, for vores indsats for bedre miljø, bedre forbrugerrettigheder og også for bekæmpelsen af eksempelvis illegal indvandring og grænseoverskridende kriminalitet.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Der er et par spørgsmål. Det første er fra Kristian Thulesen Dahl.

Det er godt, at hr. Morten Bødskov spørger, når han ikke har hørt efter undervejs, så kan vi jo lige repetere det.

Jeg har bl.a. nævnt, at jeg mener, at Danmark skal have lov til selv at bestemme, om vi skal sende vores børnecheck til børn i udlandet. Det må vi ikke for EU, siger hr. Morten Bødskov. Jeg mener, at vi skal have lov til at bestemme, om EU-borgere, der kommer her og har det, der svarer til et fritidsjob, skal have lov til at have dansk SU og endda så få lov til at tage den SU med til deres hjemland. Det mener jeg at vi selv skal have lov til at bestemme. Det mener hr. Morten Bødskov åbenbart ikke at vi skal have lov til at bestemme.

Selvfølgelig er der da eksempler, hvor vi ser hvordan EU-lovgivningen bestemmer nogle ting. Så kan hr. Morten Bødskov sige, jamen det har vi jo selv besluttet at give EU lov til. Ja, meget af det er jo på baggrund af domme fra EU-Domstolen. Jeg tror ikke, at der er ret mange danskere, der var klar over, at de her eksempler, jeg lige har givet, ville blive omfattet af rettighederne om arbejdstagernes frie bevægelighed, men det vidste hr. Morten Bødskov åbenbart, kan vi så forstå.

Så jeg må bare afslutningsvis lige spørge hr. Morten Bødskov om en enkelt ting. Kan hr. Morten Bødskov pege på et eneste område i forhold til EU-samarbejdet, hvor Socialdemokratiet mener at det er i Danmarks interesse ikke at være med?

Ordføreren.

Grundlæggende er det jo sådan, som jeg sagde i min tale her, at de ting, som vi beskæftiger os med i fællesskabet nu, har vi selv besluttet at vi skal beskæftige os med, fordi virkeligheden er den, at EU kun har de beføjelser, som medlemslandene giver EU. Det er da klart, at der er ting, der kan diskuteres og justeres. Det gør vi hver eneste dag.

I al beskedenhed har vi lige nu pause i mødet i Europaudvalget – fordi vi skal have den her forhandling – hvor vi har kæmpe diskussioner om, hvad der skal ske med udenrigspolitikken, hvad der skal ske med bistandspolitikken, hvad der skal ske med kultur-, forbruger-, erhvervs- og vækstområdet. Det sidder vi lige nu i de her minutter og diskuterer oppe i Europaudvalget.

Selvfølgelig er der da politiske holdninger til det. Det er jo det, EU handler om. Det er en politisk kampplads, og det er jo sagens kerne. Dansk Folkeparti misser jo muligheden for at få adgangsbilletten til den politiske kampplads, hvis man vælger flere og flere områder, hvor man vil trække sig ud. Så får man ikke lov til at være med i samarbejdet og være med til at forme det. Man får ikke lov til at tage del i den politiske kamp, hvor nogle medlemslande måske har, og det ser vi ofte, andre synspunkter end Danmark, og hvor man har mulighed for at påvirke det, således at vi bevæger os i den rigtige retning.

Nej, det, Dansk Folkeparti vil, er jo, at man vil trække sig ud af store dele af samarbejdet og måske på nogle områder, det ved vi jo, havne som Norge og ikke have indflydelse på det. Det er jo det, der er hele pointen, nemlig at man fjerner sig fra indflydelse, at man fjerner sig fra mulighederne for at påvirke samarbejdet.

Spørgeren for anden gang.

Det følger jo meget godt op på det, statsministeren tidligere har sagt, nemlig, citat: Vi vil blive ved med at være så tæt på kernen af EU som muligt. Og der kan man sige, at ordføreren jo følger fuldstændig i sporet, men alligevel, bare lige for en sikkerheds skyld, prøver jeg en gang til: Kan ordføreren pege på et eneste sted, hvor Socialdemokratiet mener at det er i danskernes interesse ikke at være med i EU-samarbejdet, som det er nu?

Ordføreren.

Jamen hr. Kristian Thulesen Dahl er velkommen til at møde op i Folketingets Europaudvalg og høre de politiske diskussioner, der er om de forskellige forslag. Der er da nogle af dem, man er mere enig i end andre, og sådan er den politiske diskussion. Men Socialdemokratiet mener ikke, som jeg forstår hr. Kristian Thulesen Dahl gør, at vi ikke skal være med i politisamarbejdet, og at det er okay, at Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentet, hr. Morten Messerschmidt, stemmer imod klare forbedringer af indsatsen mod social dumping. Det mener Socialdemokratiet ikke, og det er jo det, der er forskellen.

Socialdemokratiet mener, at vi skal være med i et stærkt europæisk politisamarbejde, fordi det er vejen til at forstærke indsatsen mod den grænseoverskridende kriminalitet. Det vil Dansk Folkeparti ikke. Socialdemokratiet mener, at vi i fællesskabet skal beskæftige os med at bekæmpe social dumping. Det mener Dansk Folkeparti ikke, og det er bare det, der er forskellen.

Tak. Den næste spørger er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Man får jo nærmest indtryk af, at EU simpelt hen er det bedste, når det drejer sig om kampen mod social dumping. Vil ordføreren være venlig at nævne et eller flere eksempler – hvis der er flere – på, at EU har givet os nogle gode redskaber i kampen mod social dumping?

Ordføreren.

Hr. Finn Sørensen kan jo åbne avisen, og så kan han se de annoncer, som Socialdemokratiet har indrykket med et billede af Dansk Folkepartis spidskandidat, der pryder det hele. Så vil han kunne se i hvert fald tre-fire eksempler på, at der har været vedtagelser i Europa-Parlamentet, som eksempelvis har betydet, at man har fastholdt en strejkeret inden for den offentlige transportsektor. Det er bare et eksempel. Det stemte Dansk Folkepartis spidskandidat i øvrigt imod. Det er bare sådan et forslag. Så der er rigeligt med eksempler, og hr. Finn Sørensen kan åbne avisen, så kan han se endnu flere.

Så er det spørgeren for anden gang.

Nu står vi jo her i salen, så det er godt, hvis man prøver selv at komme med de eksempler. Og det eksempel, ordføreren nævner, er et eksempel på, at det heldigvis er lykkedes at forhindre et yderligere indgreb i konfliktretten. Det er selvfølgelig meget godt, men det er jo ikke noget yderligere redskab til at bekæmpe social dumping. Og vil ordføreren så bekræfte, at der har EU på en lang række områder – jeg vil gerne nævne et, når vi taler konfliktret – jo tværtimod begrænset fagforeningernes og medlemslandenes muligheder for at bekæmpe social dumping? Det er jo lige nøjagtig Domstolens indgreb i konfliktretten i den såkaldte Lavalsag.

Ordføreren.

Jamen sagt til hr. Finn Sørensen: Det er jo derfor, vi skal være med. Det er jo derfor, vi skal slutte os sammen, nemlig de kræfter, som vil have, at man også på europæisk plan skal bekæmpe social dumping. Så foregår det altså både her, men også i Europa-Parlamentet. Det er jo derfor, at det ikke giver mening, at Enhedslisten åbenbart bakker op om Folkebevægelsen mod EU, som vil have os ud af det her samarbejde. Tror man virkelig, at det, at man trækker sig ud af EU-samarbejdet eller allierer sig med, i den her diskussion, de nyfundne venner i Dansk Folkeparti, er noget, der er med til at forstærke indsatsen mod social dumping, eksempelvis i transportsektoren, hvor langt, langt hovedparten af den trafik, der foregår, foregår frem og tilbage over EU-medlemsstaternes grænser? Det tror jeg virkelig ikke på.

Tak. Den næste spørger er fra Dansk Folkeparti. Det er hr. Peter Skaarup.

Tak for det. Jeg synes, det bærer lidt præg af – når hr. Morten Bødskov taler – at stort set alt, hvad der kommer fra EU, er alle tiders, og vi skal bare være tæt på kernen, så skal det nok gå. Virkeligheden er jo, at mange af de store diskussioner, vi har haft igennem de seneste år, skyldes, at man i EU har mulighed for at få stadig mere integration. Vi skal gå i retning af en stadig snævrere union, og det gør, at man har givet et redskab, der hedder EU-Domstolen, og som betyder, at man på en række områder udfordrer det, vi sidder og laver her i Folketinget.

Der er eksemplet Metockdommen, hvor vi prøver på at lave en fornuftig udlændingepolitik i Folketinget, som er afstemt, efter hvordan vælgerne har sammensat Folketinget, og så kommer domstolen lige pludselig og siger: Det kan I godt skrotte; vi har vores eget spor, nemlig EU-reglerne, når det gælder familiesammenføring.

Vi har eksempelvis børnechecken, fordi vi jo synes, vi gerne vil lave nogle gode velfærdsordninger i Danmark, og så kommer EU lige pludselig og siger: I skal give børnecheck, uanset at man kun har opholdt sig i Danmark i en kort periode.

Kan hr. Morten Bødskov ikke selv se, at der er ting i den sætning i formålsparagraffen, der hedder, at EU skal udvikle sig i retning af en stadig snævrere union, der skal ændres, før vi kan komme videre herfra?

Tak. Så er det ordføreren.

Jamen prøv at høre: Når man hører hr. Peter Skaarup, lyder det, som om det er EU, der kommer og siger, i hvilken retning man skal gå. Men altså, det er, fordi der er et politisk flertal i EU-samarbejdet, som har præget udviklingen i den retning. Socialdemokratiet har Socialdemokratiets synspunkter. Vi arbejder sammen med socialdemokrater i Europa for eksempelvis at skærpe indsatsen mod social dumping, for at styrke indsatsen mod illegal indvandring og for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet – bare for at nævne tre emner. EU er en politisk kampplads, og der, hvor Dansk Folkeparti går galt i byen, er ved at tro, at når man trækker sig ud af EU-samarbejdet på centrale områder, så er det en gratis omgang.

Altså, når nu Dansk Folkeparti ikke vil være med til at sikre, at vi får et endnu stærkere politisamarbejde over grænserne om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, så tror jeg faktisk, Dansk Folkeparti er det eneste parti i det her Ting, som tror, at det i sig selv – når vi ikke tilslutter os eksempelvis det forstærkede europæiske politisamarbejde – vil være med til at løse den udfordring, der er med grænseoverskridende kriminalitet. Jeg tror ikke, der er nogen andre partier, der tror det.

Det er bare et eksempel på, at hvis vi vil forstærke indsatsen mod de grænseoverskridende problemer, så skal vi være der, hvor beslutningerne træffes, og så skal vi tage den politiske kamp om, hvordan tingene skal udvikle sig, dér. Ved at stå udenfor er der ingen indflydelse, og så taber Danmark.

Spørgeren for anden gang.

Hr. Morten Bødskov skal lige prøve at høre her. Vi har fire forbehold – og måske endda flere, hvis man tæller det hele med – fra dansk side. Vi har den holdning i Folketinget, at vi jo gerne selv vil bestemme vores velfærdspolitik. Alt det bliver udfordret af EU, fordi Domstolen på alle de punkter, hvor hr. Morten Bødskov og andre bilder os ind at vi har selvbestemmelse, ikke reelt har det. For Domstolen kan jo afgøre alle de her ting. Domstolen kan afgøre alle mulige ting på forsvarsområdet, på udlændingeområdet, på børnecheckområdet. Det er jo det, vi kan se. Alle de her afgørelser kommer på samlebånd.

Jeg vil godt spørge hr. Morten Bødskov: Vil Socialdemokratiet være med til at ændre det faktum, at Domstolen har så meget magt, at vi ingenting kan gøre her i Folketinget på de områder?

Ja tak. Og ordføreren får lidt længere tid til at svare, fordi spørgeren fik lidt længere tid. Værsgo.

Man skal prøve at høre her: Altså, Domstolen dømmer på baggrund af den lovgivning, om man vil, der bliver vedtaget i vores EU-samarbejde. Den lovgivning er resultatet af en politisk kamp. Og der er da temmelig sikkert nogle områder – det er jeg da helt sikker på – hvor der har været flertal for noget andet, end hvad Socialdemokraterne typisk ville kunne tilslutte sig. Men det er jo en politisk kamp.

Men altså, I er jo mod EU-Domstolen, må man forstå. I er mod EU-Domstolen; I vil også dér tage forbehold over for enkelte beslutninger. Så giver det jo ikke nogen mening at stå her og have en diskussion med hr. Peter Skaarup om, om man skal ændre grundlaget for EU-Domstolen. For I er imod EU-Domstolens muligheder for så at sige at sikre, at der er ret og rimelighed i de beslutninger, der bliver truffet.

Det er jo sagens kerne i forhold til Dansk Folkeparti, at den tilgang, I har til det, vil have konsekvenser for Danmark. Det vil koste vækst og arbejdspladser; det vil koste Danmark indflydelse.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er vi nået til ordføreren for Det Radikale Venstre, og det er fru Ida Auken. Værsgo.

Mange tak. Jeg synes, det er en god debat, vi har i dag. Jeg synes, den er spændende. Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti har rejst den. Jeg synes, det var spændende, at Dansk Folkepartis ordfører snakkede om, at vi stod ved en skillevej i EU. Som man kan forstå, er vi oppe på den store klinge, når vi diskuterer, om vi skal være mere med i fællesskabet, eller om vi skal begynde at trække os ud. Det er det, vi snakker om i dag. Når der er mange partier i det danske Folketing, der synes, det er godt at være med, og synes, det er vigtigt, at vi er med der, hvor tingene bliver besluttet, så er det jo, fordi der er rigtig mange fordele ved at være med i EU.

Man kunne tale om patientrettigheder. Når danskerne tager på skiferie i Østrig og kommer galt af sted, har de ret til at blive behandlet. Vi kunne tale om passagerrettigheder. Hvis ikke man kan komme med sit fly, er det EU, der hjælper en via passagerrettigheder. Vi kunne tale om klima. Det hjælper ikke så meget, hvis det kun er et land, der gør noget for klimaet, hvis ikke man kan få de andre med. Hvis vi kan skubbe hele Europa, kan Danmark få rigtig meget indflydelse. Vi kan tale om kemikalier. Hvis jeg gerne vil være sikker på, at der ikke er kemikalier i mit tøj, så hjælper det ikke så meget, at et marked på 5 millioner mennesker siger, at de ikke vil købe tøj, der er fuld af kemikalier. Så er det jo rigtig godt at have det store europæiske marked, der siger til producenter af tøj: I skal leve op til nogle standarder. Vi har et EU, der sikrer forbrugerbeskyttelse på rigtig mange områder.

Nu ved jeg ikke, om nogen for nylig så filmen »Hvidstengruppen« om anden verdenskrig og modstandsbevægelsen. Der blev man lige mindet om, hvordan det er, når der er krig i Europa, og hvis nogen skulle have glemt det, så synes jeg, at de skulle se den film og blive mindet om, hvordan det er at slås med sine naboer. For vi har jo også EU for ikke at slås med hinanden, men for at snakke med hinanden, for at handle med hinanden. Og på grund af EU har der ikke været krig i Europa i 60 år. Det betyder også, at når Rusland sætter en fod ind i Ukraine, har vi et stort fællesskab til at svare igen med.

Vi har EU, fordi vi har et marked, vi kan sælge vores varer til. Vi skal ikke sidde og finde ud af reglerne i 27 forskellige lande, når vi gerne vil sælge vores varer. Derfor er der 500.000 arbejdspladser i Danmark, der afhænger af, at vi kan sælge vores ting til andre lande. Vi har studerende, der kan tage ud for at læse i europæiske lande. De kan endda få et stipendie med, hvis de er heldige. Så der er rigtig, rigtig mange fordele. Det er jo det, der giver Danmark indflydelse. Hvis Danmark gerne vil sige noget til andre store lande, hvis vi vil sige noget til Kina, hvis vi vil sige noget til USA, hvis vi vil sige noget til Brasilien eller til Sydafrika, så hjælper det rigtig meget at stå sammen med de andre europæiske lande. Så også i udenrigspolitikken er det vigtigt at vi står sammen.

Så det var rart at kunne spørge hr. Kristian Thulesen Dahl: Kan I lide EU? Kan I lide vores venner? Kan I lide det fællesskab, vi er i? Jeg forstod faktisk på hr. Kristian Thulesen Dahl, at selv Dansk Folkeparti synes, EU er godt. Dansk Folkeparti kan godt lide det samarbejde. De kan godt lide alle de ting, jeg har stået og listet op. Alligevel synes man, at man vil gamble med alt det her. Man begynder at opføre sig som en dårlig kammerat.

Skal vi være en dårlig kammerat med de andre i klassen i EU? Skal vi sige: Det er godt nok en god fest, I holder, et fedt sammenskudsgilde, men vi vil ikke have noget mad med; Danmark tager ikke nogen retter med til det her europæiske fællesskab; puha, kommer I og kræver noget af os, siger vi, at det vil vi ikke; vi vil kun kræve ind? Ved I hvad, vil jeg sige til Dansk Folkeparti og hr. Kristian Thulesen Dahl: Sådan er danskerne ikke. Danskerne er ikke sådan et lille fedtet folk, som ikke vil dele med andre lande. Danskerne vil gerne være med, og det så vi lige for nylig. Danskerne vil være med i det europæiske fællesskab. De ved, vi får mere ud af det. De vil da være en god kammerat, de vil da spille med.

Så er det klart, at vi hele tiden skal diskutere, hvornår det er rimeligt, at EU blander sig i lovgivningen, og hvornår det ikke er rimeligt. Det er jo derfor, vi har nogle principper for, hvad EU skal lovgive om. EU skal lovgive om de ting, der er grænseoverskridende, på de områder, hvor vi får mere indflydelse ud af at arbejde sammen. Det er alle de områder, jeg nævnte. Vi har lige for nylig sørget for, at roamingpriserne kommer ned. Skulle Danmark sætte sig over for ti teleselskaber og sige: Nu må I bringe priserne ned, når vi lige kommer over Kongeåen dernede, for det er lidt træls, at priserne så stiger? Nej, det kan Danmark ikke gøre. Det gjorde vi sammen med EU. Det var endnu en fordel, vi fik, fordi vi var med.

Så hvad er det egentlig, Dansk Folkeparti vil? Vil man virkelig gamble med alt det, vi får, og alt det, vi kan i det europæiske samarbejde? Nej, jeg kunne faktisk forstå på hr. Kristian Thulesen Dahl, at det vil man ikke. Man vil gerne være med. Skulle vi så ikke også prøve at være en god kammerat?

Nu har hr. Kristian Thulesen Dahl ikke prøvet at være i regering. Det hjælper jo lidt. Når man f.eks. kommer ned og skal tale med en kommissær og prøve at forsvare dansk minkavl – det har jeg f.eks. prøvet – eller man skal ned at forsvare realkreditten, så hjælper det da at komme som en god kammerat, som et land, der tager ansvar, som et land, der vil være med. Det hjælper ikke at komme som den der lille fedtede person, der ikke vil dele med de andre, og sige: I øvrigt skal jeg også have det og det. Sådan er et fællesskab jo ikke. Et fællesskab er jo der, hvor man giver til hinanden og ikke bare sidder og holder på sit eget helt krampagtigt.

Så det her sammenskudsgilde, vi har i Europa, synes jeg at Dansk Folkeparti skal lade være at sætte over styr, fordi man ikke selv vil tage noget mad med til det fællesskab. Så nærige er danskerne ikke, de vil gerne være med til at dele, og derfor synes jeg, det er godt, at vi har den her debat i dag.

Tak til ordføreren. Der er et par spørgsmål. Det første er fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren – jeg havde nær sagt for den moralske pegefinger, men lad det nu ligge.

Jeg synes nemlig, det er en god idé, at man prøver at svare på det, man bliver spurgt om. Det er ikke altid, at man er i stand til det. Det gælder os alle sammen. Men jeg synes, forespørgslen er meget klar. Den går jo ikke på, hvad vi hver især mener om EU. Det er sådan set ikke det, der bliver lagt op til at diskutere. Der bliver spurgt, om vi vil være med til at igangsætte en proces, hvor vi får kulegravet konsekvenserne af, at vi på en lang række områder har overladt suverænitet til EU, for derefter, når den kulegravning er færdig, at tage en bred debat med den danske befolkning. Det er sådan set det, forespørgslen går på.

Sådan en diskussion vil statsministeren ikke have. Det vil de forenede japartier – de genforenede japartier, skal jeg huske at sige – heller ikke have. Jeg mangler bare et svar på, hvorfor man ikke vil det. Hvorfor er man så bange for at tage en debat med befolkningen om konsekvenserne af EU's udvikling?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, hvem det er, der løfter moralske pegefingre. Det synes jeg egentlig er Enhedslisten. Det gør man jo meget tit, gerne over for os andre.

Jeg prøvede faktisk at tage den helt principielle debat – den helt principielle debat, om vi vil være med i det her fællesskab eller ej. Enhedslisten melder altid klart ud: De vil ikke være med. De tror, man altid kan finde på noget bedre end det, man har, i stedet for at prøve at forbedre det, man har. Det vil de ikke. Men Dansk Folkeparti står lidt mere lorent. De vil gerne have alle fordelene, men de vil ikke være en god kammerat, der også deler med de andre. Sådan tror jeg ikke danskerne er. Det er ikke nogen måde at være på over for andre. Det synes jeg faktisk er værd at svare på i dag.

Så kan jeg sige til hr. Finn Sørensens konkrete spørgsmål, om vi skal have lavet en engelsk proces, hvor vi kigger på nærheds- og subsidiaritetsprincippet og laver en analyse af det, at hvis hr. Finn Sørensen havde fulgt lidt med, ville han vide, at vi diskuterede det her i Folketinget for en måned siden, hvor det var Liberal Alliance, der stillede spørgsmålet. Så den debat har vi jo haft og ført meget grundigt. Derfor er vi faktisk kommet det skridt videre, at vi nu snakker om, hvad det er med det her Europæiske Fællesskab.

Jeg synes da, det er på høje tid, ikke mindst op til et europaparlamentsvalg, hvor rigtig mange, især de to nejpartier, Dansk Folkeparti hånd i hånd med Enhedslisten, har travlt med at få danskerne til at tro, at EU er en ond bureaukrat, der kommer og vil tage alting fra os. Det er jo ikke rigtigt.

Tak. Spørgeren for anden gang.

Tak. Nu skal jeg nok i min ordførertale komme med et par eksempler på, at Enhedslisten har gjort en hel del mere for at forbedre EU's regler, end De Radikale har, når det drejer sig om kampen mod social dumping. Det vender jeg tilbage til.

Jeg vil gerne have et svar på det, der bliver spurgt om: Hvorfor vil ordføreren ikke være med til at lave en grundig kulegravning af konsekvenserne af overdragelsen af suverænitet på en lang række politikområder – gode og dårlige konsekvenser, alt efter hvordan man analyserer det – sådan at vi kan imødekomme store dele af befolkningens bekymringer over, at det er gået for vidt med EU's indblanding i vores muligheder for selv at bestemme?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at England har lavet en analyse, og det interessante ved den analyse er, at man måske nok lå meget godt i fordelingen af, hvad der var national kompetence, og hvad der var EU-kompetence.

Hvis hr. Finn Sørensen ville gå ind i arbejdet og følge med i, hvad der sker i Europaudvalget, ville han vide, at vi, hver eneste gang der kommer lovgivning fra EU, får notater, der lige præcis svarer på spørgsmålet: Er det her noget, det er godt at lægge som EU-kompetence, eller er det noget, vi skal beholde på dansk jord? Det diskuterer vi, hver eneste gang der kommer et forslag fra Kommissionen.

Så hvis nu Enhedslisten ikke bare ville sidde på sidelinjen og sige nej – sige nej til alt det gode, vi faktisk kan få ud af at være på den her politiske kampplads og arbejde med – ville de jo også vide, at hver eneste gang der kommer et forslag fra EU, tager vi den her debat. Derfor er det den store principielle debat, vi har i dag, og Dansk Folkeparti har jo også sagt, at det var det, de gerne ville have.

Tak. Den næste spørger er hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak. Jeg må jo komplimentere fru Ida Auken med så hurtigt at være blevet radikal, for det har jo altid sådan været det radikale islæt i EU-debatten at ville være de allermest begejstrede. SF har haft en mere sådan turbulent historie i forhold til holdningen til EU. Men der må jeg sige, at vi godt nok kan høre på talen i dag, at fru Ida Auken er fuldstændig radikal på det punkt.

Men det er jo bare ikke rigtigt, når fru Ida Auken siger, at danskerne ikke er bekymrede over den udvikling, der er. Altså, alle de målinger, der er af den skepsis, der er i den danske befolkning, viser, at den skepsis er stigende. Vi har et velfærdssamfund i Danmark, der er ret markant anderledes end de velfærdssamfund, de har bygget op i en række andre europæiske lande, og man negligerer fuldstændig, at der selvfølgelig vil være borgere i andre europæiske lande, der vil kunne have en interesse i at komme til Danmark og få andel i det sociale velfærdssamfund, vi nu har valgt at have i Danmark, og som i høj grad er skattefinansieret, hvor det i mange andre lande er finansieret på andre måder og på et langt lavere niveau end i Danmark.

Altså, kan fru Ida Auken ikke se, at den skepsis er fuldstændig berettiget, og at det at prøve at lave det til sådan en pegefingerleg og sige, at man ikke er en god kammerat, hvis man kan se, at der er nogle udfordringer i forhold til børnecheck og SU osv., som de får ret til, er fuldstændig at negligere den del af den danske befolkning, som faktisk grundlæggende er ret skeptiske over for det her?

Ordføreren.

Jamen vi tager jo bekymringen dybt alvorligt, og vi er lige så optaget af at passe på den danske velfærdsstat, som Dansk Folkeparti er. Men vi mener også, at man ikke skal gå ud og stikke danskerne blår i øjnene og lade dem tro, at vi kan lukke os inde og få mere magt, få mere indflydelse, sørge for danske interesser ved at lukke os om os selv, og at man ikke skal bilde danskerne ind, at vi kan være med i et fællesskab uden at være en god kammerat. Det er det, vi siger i dag.

Det gode ved det er, at det ikke er lykkedes Dansk Folkeparti at bilde danskerne det her ind. De ved godt, at vi får meget ud af Det Europæiske Fællesskab, men så skal vi selvfølgelig hele tiden være opmærksomme på, om vi kan bevare vores velfærdsstat, om vi kan passe på den, og det er jo det, regeringen gør. Det er ikke mindst det, vi har gjort i dagpengespørgsmålet, hvor vi i god tid gik ud og sagde: Her er der et område, hvor vi gerne vil passe på den danske velfærdsstat. For vi tager den her bekymring meget alvorligt, men vi vil bare ikke være med til at skræmme danskerne unødigt, som hr. Kristian Thulesen Dahl gerne vil, fordi han håber, det kan sende lidt flere stemmer over til Dansk Folkeparti.

Spørgeren for anden gang.

Altså, at tage bekymringen alvorligt gør man da i den grad ikke. Når vi kommer med eksempler, siger man: Vi skal ikke vende ryggen til de andre og være indesluttet, og jeg ved ikke, hvad man bruger af betegnelser. Det er, som om vi, før vi fik dommen om, at vi bliver nødt til at betale SU til udenlandske borgere, der kommer hertil og tager fritidsjob, var et lukket samfund, eller hvad? Nej, selvfølgelig var vi ikke det. Men det er da dybt bekymrende, at der er den udvikling, og at det er så let at få andel i det danske velfærdssamfund betalt af de danske skatteydere.

Man lad mig bare spørge fru Ida Auken om én ting: Kan Det Radikale Venstre pege på et eneste område i EU-samarbejdet, hvor det vil være godt for Danmark, at vi ikke er med?

Ordføreren.

Som sagt: Hvis hr. Kristian Thulesen Dahl fulgte den generelle europadebat og egentlig var interesseret i, hvad vi diskuterer, kunne han jo have været i Europaudvalget i dag, hvor vi snakkede om kreditkort, snakkede om banker og samarbejde på kreditkortområdet, hvor vi har en interesse i, at priserne kommer ned på europæisk plan. Men vi har også en interesse i at passe på det danske dankort. Det er, fordi vi er med i arbejdet. Vi står tidligt op hver eneste morgen, vi sidder i Europaudvalget, hvor de svære debatter er. Så følger vi med, passer på danskernes dankort. Så det er da i hvert fald et eksempel.

På samme måde passer vi på danskernes dagpenge, fordi vi vil gøre noget ved problemerne. Vi vil ikke bare snakke og skabe frygt derude. Vi vil vise, at det her tager vi alvorligt, at vi gør noget ved det, og at vi handler. Og så minder vi lige danskerne om, at EU sådan set er godt for os. Vi får rigtig mange fordele. Det synes jeg egentlig var på tide at få ind i den her debat, og derfor takker jeg Dansk Folkeparti for at tage det op på det her principielle plan.

Jeg takker også, og så er det fru Mette Bock fra Liberal Alliance for at stille spørgsmål.

Tak for det. Jeg synes faktisk, det er rigtig ærgerligt, at Det Radikale Venstres ordfører gør den her debat til en debat om: Skal vi være med i EU, eller skal vi ikke være med i EU? Jeg har rigtig mange gange gennem årene hørt repræsentanter for Det Radikale Venstre sige, at det er utrolig vigtigt, at man netop gør det til en substantiel debat om indhold og ikke altid reducerer debatterne til spørgsmålet, om vi er for EU eller imod EU. Så det synes jeg er rigtig ærgerligt, og jeg vil derfor høre, om det er den ny linje i Det Radikale Venstre, når vi skal have de her debatter, at det handler om, om vi er for eller imod – ja eller nej, og at det er det, det hele skal handle om.

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om fru Mette Bock har læst Dansk Folkepartis forespørgselstekst, for det er faktisk en gentagelse af den debat, vi havde om et forslag, Liberal Alliance havde for 3 uger siden. Så den debat har vi jo haft meget, meget grundigt, altså om vi skal lave noget ligesom England. Så pegede hr. Kristian Thulesen Dahl på, at vi står ved en skillevej. Det var det udtryk, han brugte heroppefra. Så det er jo den debat, Dansk Folkeparti har ønsket i dag, og derfor synes Det Radikale Venstre, at tiden er inde til lige at minde os selv om, hvor meget vi får ud af at være med i det her fælles arbejde. Så ja, jeg synes, det må være rigtigt, at vi minder os selv om det i de her tider, hvor der virkelig er nogle, der rokker båden og får det til at se ud, som om EU er en stor ond bureaukrat, der bare kommer med lakridspiber og nedrivning af asfalt efter Grand Prix.

Skal vi ikke lige komme op på den store klinge og huske, hvad det er, EU giver os af fordele? Det synes jeg faktisk er på tide, ikke mindst så tæt på et europaparlamentsvalg, hvor danskerne skal ud at bestemme, om vi vil være med, om vi vil være med til at bestemme, om vi vil have alle fordelene, og om vi skal være en god kammerat, der ikke kommer til sammenskudsgildet uden nogen retter, fordi vi kun vil passe på vores eget, men gerne have fordelene.

Spørgeren for anden gang.

Jeg synes faktisk, det her er mere alvorligt end at tale om gode og dårlige kammerater, og derfor vil jeg bede ordføreren om at forholde sig til det, som vi faktisk diskuterer her i dag, nemlig en kompetencekortlægning. Er det, fordi ordføreren eller Det Radikale Venstre opfatter, at en sådan kompetencekortlægning vil skræmme borgerne i Danmark, eller hvad er det, der er så forfærdeligt ved det? Hvorfor er det, vi ikke kan gennemføre sådan en? Er det, fordi vi så vil komme til at skræmme nogen væk fra noget, eller hvad er det, det handler om?

Ordføreren.

Jamen fru Mette Bock stillede selv forslaget om kompetencekortlægning for en måned siden. Så kan vi selvfølgelig gentage den samme debat ord til andet her, eller vi kan gør det, som hr. Kristian Thulesen Dahl ønskede i sin ordførertale: snakke om, at Danmark står ved en skillevej. Det var jo faktisk den skillevej, jeg skitserede og tydeligt fik sagt hvad er. Og jeg kan se, at det kan man ikke lide fra nejpartiernes side, nemlig at vi lige bliver mindet om, hvorfor det nu er, at EU er en meget god idé.

Jeg vil sige om kompetencekortlægning, at for det første har England gjort det og er kommet frem til, at det egentlig ser meget rigtigt ud. For det andet gør vi det, hver eneste gang der kommer noget fra EU. Så laver vi et grund- og nærhedsnotat, hvor vi går ind i de konkrete sager. Så hvis ikke det er nok at gå ind i de konkrete sager, må det være den store principielle debat, om vi skal være med eller ej, om vi skal gå ind og tage ansvar, blive respekteret, få indflydelse, eller om vi skal stille os på sidelinjen og sige: Vi holder på vores. Jeg synes, det er en afgørende debat, og jeg kan ikke forstå, at Liberal Alliance ikke respekterer, at det også er en vigtig debat at inddrage danskerne i.

Tak. Der er en spørger mere, nemlig hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg forstår Det Radikale Venstres ordfører som en politiker, der gerne vil diskutere EU og også gerne vil diskutere fordelene, men sådan set også er åben for at diskutere de ulemper, der kan være.

Nu er meget af det her jo et spørgsmål om timing, og vi har den timing lige nu, at David Cameron i England har åbnet for en helt tilbundsgående debat i forhold til det engelske medlemskab af EU, og der lægges en hel del spændende synspunkter på bordet. Vi i Dansk Folkeparti synes i hvert fald, at det ser rigtig interessant ud, for han vil gerne føre noget magt tilbage til englænderne. Og i og med at Danmark trådte ind i EF i sin tid sammen med englænderne, er det jo oplagt for os at diskutere nogle af de samme ting.

Det vindue, der åbner sig der, skal vi bruge til noget, synes vi i Dansk Folkeparti. Og der kunne jeg godt tænke mig at høre fru Ida Auken: Er der ikke ting, vi kunne smide ind ad det vindue fra dansk side? Jeg tænker f.eks. på læresætningen i formålsparagraffen, nemlig at EU skal udvikle sig til en stadig snævrere union – er det virkelig også De Radikales opfattelse, altså at det skal EU, eller kunne man på det område foreslå en justering?

Ordføreren.

Jeg vil gerne takke Dansk Folkeparti for lige at gøre det klart over for både Enhedslisten og Liberal Alliance, at det, man gerne vil have, er en stor principiel debat om medlemskabet – for eller imod. Så det, at jeg skulle korrigeres af to ordførere fra to nejpartier, eller et bobbobparti og et nejparti, var jo lidt upassende, når dem, der har stillet forslaget, faktisk vil have en tilbundsgående debat om medlemskabet. Og så forbeholder Radikale Venstre sig bare ret til i al stilfærdighed at minde om de fordele, der er ved Det Europæiske Fællesskab, og lige minde os om, hvorfor vi gør det her. For det hører jo med til den debat.

Så vi synes måske ikke, at vinduet skal bruges til at gå ud og få alle europæiske lande til at løbe i hver sin retning, væk fra hinanden. Det synes vi måske ikke er det bedste for et fællesskab eller et samarbejde, altså at hvert land sidder og ikke vil dele med hinanden og tænker på: Hvad kan vi trække ud til vores egen fordel? I stedet for bør vi spørge: Hvad kan vi lægge i puljen? Og hvordan kan vi sikre, at vi får et stærkere Europa, et Europa, der kan forsvare sig; der kan være med; der kan sige til Rusland, at de går for vidt i Ukraine; der kan handle med resten af verden?

Det vil vi gerne bruge det vindue til, og derfor er svaret i den her store tilbundsgående debat om medlemskabet, som man ønskede sig fra DF's side, at vi simpelt hen peger på de fordele, som i øvrigt ikke altid bliver nævnt – og slet ikke af Dansk Folkeparti.

Så er det spørgeren for anden gang.

Jeg stillede jo et spørgsmål, som jeg ikke rigtig synes ordføreren svarede på. For jeg spurgte Det Radikale Venstre, om Det Radikale Venstre ikke også godt kunne se det problem eller den udfordring, der er for mange danskere. For danskerne er jo delt i to sådan nogenlunde lige store grupper, henholdsvis for og imod mere union. Kan fru Ida Auken ikke se det problem, at mange danskere i hvert fald kan se, at man i EU opererer med den formålsparagraf, at man skal arbejde i retning af en stadig snævrere union? Kunne det trods alt ikke være en mulighed at ændre det? For det er jo det, der er dirigerende for bl.a. Domstolens virke, som er meget aggressivt. Det er et meget aggressivt virke, Domstolen har.

Spørgsmålet er stillet og sikkert også forstået, og nu er vi nået til, at der skal svares. Værsgo.

Sagen er jo, at vi tager danskerne alvorligt. Det er derfor, vi lytter til, at 70 pct. af danskerne synes, at EU er en fordel, og at vi får meget ud af det. Så det er jo lige præcis det, vi gør. Derfor synes jeg, at den her debat er vigtig. Derfor synes jeg, det er vigtigt lige at minde os selv om, ikke mindst op til et europaparlamentsvalg, hvorfor vi har det her fællesskab. Så ja, jeg tager lige præcis danskerne alvorligt.

Når der kommer et vindue fra England, er det jo et vindue, som kræfter i England vil bruge til at splitte EU til atomer. Det vindue synes vi ikke skal bruges. Vi synes, det skal bruges til at rykke tættere sammen mod det, der er derude: et Rusland, der sætter foden ned i Ukraine, og økonomier, der buldrer af sted. Og hvis vi vil handle med dem, og hvis vi vil konkurrere med dem, bliver vi nødt til at stå sammen, for vi er 5 millioner mennesker, og der er 5-7 milliarder derude.

Tak til Det Radikale Venstres ordfører.

Debatten er nu udsat til kl. 13.00, og mødet genoptages kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:01).

Mødet er åbnet.

Vi er i gang med F 16, og det er ikke et jagerfly, det er forespørgsel nr. F 16. Den næste, jeg giver ordet til, er fru Lisbeth Bech Poulsen fra Socialistisk Folkeparti.

Allerførst vil jeg sige tak til DF for den her spændende debat. Jeg synes ikke, vi kan diskutere EU nok. Jeg synes faktisk også, vi diskuterer det rigtig meget i de her måneder, og det er jo også noget af det gode ved at afholde valg. Men jeg er ikke enig i DF's forslag om at følge briternes eksempel. Jeg synes hverken, der ligger solidariske eller sympatiske argumenter bag det britiske initiativ. Storbritannien er jo et specielt land i Europa, fordi de ofte ikke selv ser sig som en del af Europa. Ofte hører man briter omtale Europa som fastlandet og dem selv som noget andet – Europa er »de andre«, og det er »derovre«. Sådan har jeg det ikke, og sådan har SF det ikke; vi er en del af Europa, og det tager intet fra os eller vores danske identitet, at vi også er en del af et europæisk fællesskab.

Danmark skal være så tæt på kernen som muligt, men det betyder fra SF's synspunkt ikke, at vi skal indgå i euroen, og det betyder ikke, at vi ukritisk siger ja til alt. Europaudvalget sagde f.eks. nej til Monti II-forordningen og gav det gule kort til forslaget om strejkeretten. EU er en politisk kampplads ligesom herhjemme, og SF vil kæmpe i Parlamentet såvel som herhjemme for mere solidarisk politik. Når Danmark skal være så tæt på kernen, betyder det, at vi aktivt skal være i front, når det gælder internationale løsninger på internationale problemer, og når det handler om klimaforandringer, grænseoverskridende kriminalitet, samhandel, fred og regulering af finanssektoren.

Finanskrisen og årsagerne hertil kan vi kun løse i fællesskab. Kapitalkravsdirektiv, regnskabsdirektiv, herunder land til land-rapportering og meget andet er fælles europæiske løsninger, der skal bidrage til at sikre, at vi ikke igen skal se de europæiske lande blive væltet omkuld af finansmarkedernes hærgen. Der skal simpelt hen være mere demokratisk kontrol; markedet er en udmærket tjener, men som vi ved en forfærdelig herre. Disse problemer kan vi ikke løse alene, kun i fællesskab, og derfor skal vi være i front for et bedre EU og et mere solidarisk EU.

I øjeblikket diskuterer vi retsprincipper og retssikkerhed i EU. Vi er bekymrede for, hvad vi har set bl.a. i Ungarn. Danmark har en helt konkret interesse i, at landene i Europa opretholder fred, sikkerhed, retsprincipper og holder den demokratiske fane højt. Her ønsker SF, at der bliver flere konkrete værktøjer til at sikre, at demokratiet ikke knægtes. Vi ser uro i Ukraine, et land på kanten af borgerkrig. Når man ser på Europas historie, må man aldrig glemme, hvad der kan ske, når demokratiet skrider. Her er EU centralt, ikke kun for at opretholde fred og sikkerhed direkte, men også indirekte i form af samhandel, kulturudveksling, og for at vi kan bo og arbejde forskellige steder i løbet af vores liv.

Vi har længe diskuteret den såkaldte velfærdsturisme – et ord, der ikke har hold i virkeligheden, som SF tager afstand fra, og som vi finder er dybt manipulerende. Men det betyder jo ikke, at der ikke er problemer. Den fri bevægelighed er et gode, men må aldrig misbruges til løndumping, ræs mod bunden og dårlige forhold for arbejdstagerne. Der er ikke noget socialt ved social dumping. Derfor har vi også kæmpet for værn mod social dumping herhjemme og bedt statsministeren og hendes ministre tage diskussionen på EU-niveau, for diskussionen foregår ikke kun i Danmark, men i en række lande.

EU er en politisk kampplads, og der er områder, som vi ikke er tilfredse med i dag, og som vi ønsker ændret. Det er jo det, vi alle sammen er i politik for, altså for at ændre samfundet, om det så er i Aalborg, i Danmark eller i Europa, til det bedre.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak til SF's ordfører. Jeg vil bare understrege, at Storbritannien jo har den diskussion, de ønsker at have, og vi har den diskussion, vi ønsker at have. Men det, vi stiller forslag om, er jo, at vi i forhold til den proces, som man har igangsat i Storbritannien, laver en lignende proces i Danmark, hvor vi får undersøgt fordele og ulemper og muligheden for at fastholde dansk suverænitet de steder, hvor Danmark har en interesse i det.

I forhold til SF's EU-historie kunne jeg godt tænke mig at vide: Hvad er det egentlig, der ville være problematisk ved, at man har sådan en proces i Danmark og på den måde får kulegravet fordele og ulemper og muligheder for at holde fast i dansk suverænitet, så nogle af de eksempler, vi har set – altså, hvor danskerne er blevet bekymrede over samarbejdet, og om vi skal sende børnecheck til børn, der ikke bor i Danmark, eller om vi skal betale SU til folk, der kommer hertil, har et studiejob osv., og som kan tage SU'en med til udlandet bagefter – kan gøres til skamme, fordi vi rent faktisk kan gøre noget ved det?

Så hvad er det egentlig grundlæggende, SF kunne have imod sådan en proces, som vi har lagt op til i dag?

Ordføreren.

Jamen jeg synes egentlig, vi har den proces på en dansk måde, nemlig her i Folketingssalen. For mange af de spørgsmål, vi diskuterer, er jo politiske spørgsmål, som vi kan være enige om eller uenige om, afhængigt af hvor vi er henne på den politiske scene. Og på den måde synes jeg egentlig at det, briterne gør, gør vi på vores egen måde. Vi tager diskussionen, vi diskuterer velfærdsydelser, vi diskuterer fri bevægelighed. Vi har faktisk, og det synes jeg er rigtig godt, en god og grundig EU-debat herhjemme. Og vi vil gerne have mere af det.

Så ser vi forskelligt på – det kan man jo høre i vores debatter – om der skal udbetales børnecheck til børn, der ikke bor i Danmark, om der skal udbetales SU til EU-borgere osv. Og derfor er det jo en politisk diskussion, som hører hjemme i Folketingssalen. For man kan ikke sætte en tyk streg under svaret på, hvad EU skal blande sig i – for at bruge en frase, som DF har brugt. Altså, det er jo politiske spørgsmål, og dem synes jeg vi skal tage i Europaudvalget og også rigtig gerne her i salen.

Kristian Thulesen Dahl.

Problemet er jo, at det altid bliver på bagkant. Altså, f.eks. når EU-Domstolen har besluttet, at nu er det fremadrettet et krav, at man næsten fra dag et skal have mulighed for at sende børnecheck til børn, der ikke bor i Danmark, eller det med SU'en, som jeg sagde før, bliver det jo tit på bagkant. Når først reglerne er blevet besluttet og tolket af EU-Domstolen, får vi at vide, at sådan er reglerne, og så må vi bare rette ind. Så har vi en stor debat på det tidspunkt, men får at vide, at vi ikke kan gøre noget ved det, fordi sådan er EU-reglerne.

Det, der er ideen med den britiske proces, og det, vi i Dansk Folkeparti gerne vil kopiere her i Danmark, er jo at tage tingene, før det bliver et problem, og diskutere grundlæggende: Jamen er der steder, hvor vi kan se at tingene udvikler sig, så vi mister suverænitet, og som ikke er hensigtsmæssigt for Danmark med den danske model, den samfundsmodel, vi nu har valgt, som i høj grad er skattefinansieret over et fællesskab, og hvor vi har nogle særlige udfordringer? Hvordan kan vi ruste os i forhold til det?

Det er da at gøre det med rettidig omhu, og det er der, jeg synes det kikser, når man fuldstændig afviser, at vi i Danmark skal have en proces som den, den britiske premierminister ønsker for England.

Ordføreren.

Jamen jeg afviser ikke noget, jeg siger bare, at jeg faktisk synes, vi har en slags proces, i og med at vi diskuterer de her ting. Og det er rigtigt, at nogle ting bliver diskuteret på bagkant, fordi der opstår en ny situation, en dom eller et eller andet. Men der er også rigtig mange gange, hvor vi diskuterer ting på forkant, bl.a. da vi havde formandskabet, hvor statsministeren lagde rigtig meget vægt på, at det er et kæmpe problem for Europa, at der er en så massiv ungdomsarbejdsløshed. Den dagsorden forfulgte man, og nu bliver der diskuteret ungegaranti, og hvordan den kan udfoldes i Europa.

Så der er jo også rigtig mange – hvad skal man sige – løsninger eller dagsordener, negative såvel som positive, som også bliver diskuteret på forkant, fordi det jo er politik, og fordi vi ønsker at fremme nogle ting. Og det er forskelligt, alt afhængigt af hvilket politisk parti vi tilhører. Fra SF's side kan vi ikke sige, om vi ønsker mere eller mindre – på nogle områder ønsker vi mere regulering, bedre regulering, f.eks. inden for finanssektoren, i forbindelse med klimaforandringer osv., og på andre områder siger vi, f.eks. i forbindelse med den danske model, at der ikke skal være en Monti II-forordning, som går ind og piller ved strejkeretten.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak. Tak til ordføreren. Altså, nu har Enhedslisten en opfattelse af, at den her diskussion om konsekvenserne af al den suverænitetsafgivelse først og fremmest hører hjemme ude i befolkningen; den skal vi da ikke isolere til Europaudvalget eller til den her sal. Det er derfor, jeg gerne vil høre ordførerens argument for, at man afviser at iværksætte en sådan kulegravning, hvor formålet jo angives klart at være, at den skal danne grundlag for en bred folkelig debat om konsekvenserne af suverænitetsafgivelsen. Hvorfor afviser ordføreren det?

Ordføreren.

Jamen jeg ønsker, som jeg tror de fleste andre herinde, at EU bliver debatteret meget mere i den brede offentlighed. Det tror jeg kun kan være godt, uanset hvad man har af holdninger til det. Men jeg kan ikke se, at en sådan løsning skulle løfte den offentlige debat.

Altså, det er jo vores ansvar som politikere at prøve at løfte debatten. Vi har forskellige holdninger til nogle ting; man har jo ikke en facitliste til politiske holdninger. På den måde kan man sige, at vi har behandlet et forslag, hvor DF og Enhedslisten var enige på nogle punkter og fuldstændig uenige på andre punkter, nemlig om børn skulle bo i Danmark eller ej, eller hvad optjeningsprincippet skulle være.

Hvordan vil man sætte sådan en uenighed i system? Altså, hvordan vil man få en proces, hvor man kan sige, hvad konsekvenserne er af det, fordi man jo er uenig? Altså, DF og Enhedslisten har på nogle områder den samme tilgang til EU, men f.eks. på børnechecksområdet har de fuldstændig modsatrettede holdninger til, hvor børn skal bo, og hvordan optjeningsprincippet skal være. Det er da en politisk diskussion. Det kan man da ikke få nogle embedsmænd til at sætte i system og sætte en streg under og sige, at på den måde har vi afgivet suverænitet. Det er jo et politisk spørgsmål.

Finn Sørensen.

Det er fuldstændig rigtigt, at det er et politisk spørgsmål, og derfor kan man da sige, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten foregår visse andre partier med et godt eksempel, fordi vi godt kan finde ud af at sige, at selv om vi er uenige på en lang række punkter i forhold til EU, er vi altså enige om, at det ville være en god idé at få en kulegravning af, i hvilket omfang Danmark har afgivet suverænitet på de forskellige områder, og hvad konsekvenserne har været – selvfølgelig konsekvensen for det danske demokrati og det danske folks indflydelse på den politik, som skal føres.

Det undrer mig bare rigtig meget, at SF, som ellers går for at være et demokratisk parti, afviser en sådan undersøgelse og en bred folkelig debat. Jeg synes, at når forskellige målinger af debatterne ude omkring på valgmøderne viser, at der er en meget stærkt voksende skepsis i befolkningen over for EU's indblanding, så ville det da være rigtig godt – også som ja-parti – hvis man selv var med til at iværksætte nogle gode rammer for en bred folkelig debat om det.

Ordføreren.

Men igen: Jeg vil gerne støtte op om ethvert initiativ, som kan sikre, at der kommer mere oplyst EU-debat i Danmark, at flere mennesker bliver interesseret i det, og at der i mindre grad er den følelse af, at EU er et tungt, støvet bureaukratisk apparat, som man er fremmedgjort over for. Det ville jeg synes var rigtig godt.

Jeg er bare ikke enig i, at briternes eksempel er den rigtige måde at gøre det på. Vi har jo diskussioner, f.eks. om den efterhånden berømte forordning og hvad der lå inden for den. Så er der kommet en række EU-domme; nogle af dem har man en bestemt holdning til. På et andet område som f.eks. dagpenge har vi sagt, at der vil vi gå ind og tale finnernes sag, fordi vi har en politisk holdning til det.

På den måde mener jeg ikke, at man kan sætte politiske enigheder og uenigheder ind i sådan et kassesystem. Altså, der er steder, hvor vi har afgivet suverænitet, og det har vi gjort med åbne øjne, altså os, der har sagt ja til det. Så er der nogle, der er uenige, og det er jo helt fair, men jeg tror ikke, det er det, der er DF's og Enhedslistens pointe her.

Tak til SF's ordfører. Og så kan hr. Finn Sørensen holde sin ordførertale for Enhedslisten.

Tak til SF's ordfører for noget vand. Sådan hjælper vi hinanden her i Folketinget.

Jeg synes, det er godt, at Dansk Folkeparti rejser den her debat. Enhedslisten og Dansk Folkeparti har et helt forskelligt syn på, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have. Vi har også et helt forskelligt syn på, hvad der skal ske med vores forhold til EU på længere sigt. Dansk Folkeparti synes, at det er i orden, at udlændinge her i landet har dårligere vilkår og rettigheder end herboende. Dansk Folkeparti er grundlæggende tilfreds med reglerne for EU's indre marked. Enhedslisten går ind for, at udlændinge, der er her i landet, skal have de samme pligter og derfor også de samme rettigheder som herboende. Vi mener, at verden og Europa ville være et bedre sted uden EU. Vi mener, at EU's regler om det indre marked er hovedproblemet, når vi taler social dumping.

Men vi er i det mindste enige om, at det er gået for vidt med EU's indblanding i dansk politik, og det er store dele af befolkningen også. Man skal da være ualmindelig tonedøv for ikke at kunne høre, at der er en voksende bekymring og kritik af EU's indblanding, ikke mindst i vores velfærds- og arbejdsmarkedspolitik. Målingerne op til det kommende valg bekræfter jo sådan set det billede. Ja, der er måske 70 pct., der vil stemme på de såkaldte genforenede japartier, men det betyder så, at der trods alt er cirka 30 pct., der vil støtte partier, som er kritiske, skeptiske eller direkte modstandere af EU.

Jeg tror, at langt flere end disse 30 pct. vil synes, at det er en rigtig god idé at igangsætte en proces, hvor man undersøger konsekvenserne af, at vi på stort set alle politikområder har overladt suverænitet til EU. Selv blandt de 70 pct., der måles til at stemme på japartierne, er der uden tvivl mange, der også er bekymrede og kritiske over for EU's stigende indblanding, og det bekræftes jo af de udmeldinger, der er kommet på det seneste fra disse japartier, hvor man i hvert fald indledningsvis forsøger at imødekomme befolkningens bekymringer på de forskellige punkter.

Enhedslisten tror, det ville være rigtig godt for danskernes debat om EU, hvis japartierne forholder sig til disse bekymringer. Det ville også være godt, hvis de ville forholde sig til, hvordan det lige var, det gik med alle de løfter, de selv har udstedt gennem tiderne, om, at øget integration i EU ikke ville få konsekvenser for vores velfærds- og arbejdsmarkedsmodel, for vores konfliktret osv. For EU har jo blandet sig i arbejdstidsbestemmelser, i konfliktretten, i muligheden for at fastholde et grundlæggende princip i udlændingeloven om arbejdstilladelse. Det er EU's regler på cabotageområdet, der smadrer det danske transporterhverv osv. osv.

På alle disse punkter og flere til har Enhedslisten stillet konkrete forslag, der kunne bidrage til løsning af problemerne, både på nationalt og på EU-plan, men de er blevet blankt afvist af regeringen og de øvrige japartier. Vi har stillet forslag om, at den danske regering støtter EFS, den europæiske fagbevægelses, krav om en social protokol til traktaten. Det er blevet afvist. Vi har stillet forslag om, at regeringen støtter Finlands fortolkning af cabotagereglerne. Det kunne da mindske skaderne en hel del, men det er blevet afvist. Vi har foreslået, at vi tager et opgør med EU's indgriben i reglerne for velfærdsydelser. Det er blevet afvist. Nu vil man så også afvise en proces, hvor vi grundigt undersøger konsekvenserne af al den suverænitetsafgivelse og tager en bred debat med befolkningen på det grundlag, og så har vi så Enhedslistens tilføjelse: at det selvfølgelig bør føre frem til en efterfølgende folkeafstemning om, hvad befolkningen så mener.

Som en større afledningsmanøvre gør man det i dag til en debat om for og imod EU. Det er jo ikke det, det handler om i dagens forespørgsel. Det, det handler om i dag, er, om alle partier i Folketinget vil tage befolkningens bekymring over EU's indblanding alvorligt og igangsætte en proces, hvor de reelle konsekvenser bliver belyst, som kan danne grundlag for en bred, folkelig debat. Jeg kan jo så kun konkludere, at japartierne er bange for den debat. Den skal ikke ud i befolkningen, den skal blive her i Europaudvalget og i Folketinget. Det er jo den melding, vi har fået.

Enhedslisten har et forslag til vedtagelse. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til at følge eksemplet fra Storbritannien og igangsætte en kulegravning af, hvilke konsekvenser den stadigt større EU-regulering har for vores demokrati, velfærd, arbejdsmarked, økonomiske politik og udenrigspolitik. Undersøgelsen skal danne grundlag for en bred folkelig debat om fordele og ulemper ved Danmarks nuværende forhold til EU med henblik på en eventuel efterfølgende folkeafstemning om Danmarks forhold til EU«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 48).

Tak. Det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i debatten og komme til afstemning på tirsdag den 20. maj.

Så giver jeg ordet til fru Mette Bock fra Liberal Alliance.

Tak for det. Også tak til Dansk Folkeparti, fordi vi har fået den her forespørgselsdebat. Den ligger jo i meget fin forlængelse af det beslutningsforslag, Liberal Alliance fremsatte for kort tid siden, om at iværksætte en kompetenceudredning af forholdet mellem Danmark og EU.

Vi har jo været rigtig, rigtig vidt omkring i den her forespørgselsdebat, og nogle synes, at det handler om, hvorvidt man skal være medlem af EU eller ikke medlem af EU. Derfor skal jeg indledningsvis sige, at vi i Liberal Alliance synes, at vi skal være medlem af EU. Det, jeg simpelt hen ikke kan begribe, når jeg lytter til den her debat, er, hvorfor de såkaldt EU-konstruktive partier er så angste for transparens. Hvad er det, der gør, at man ikke ønsker, at man skal gennemføre en kompetenceafdækning? Vi ved, at man er i gang med en af slagsen i Storbritannien; man er ikke færdig. Første del har vist, at det faktisk ser rigtig fornuftigt ud med kompetencefordelingen mellem Storbritannien og EU. Det kunne jo være, at en kompetenceudredning af forholdet mellem Danmark og EU ville vise det samme. Jamen det må da understøtte den dagsorden, som de såkaldt EU-konstruktive partier har. Hvorfor er det, man så ikke ønsker det?

Holland er også i gang. Holland kigger så mere på forholdene omkring subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet – det kunne også være en vej at gå. Men hvorfor er det, de EU-konstruktive partier ikke ønsker denne transparens? Er der noget, man er bange for? Hvis vi fik denne transparens, kunne det jo være, vi kunne få en debat på et åbent og oplyst grundlag, som kunne gøre os alle sammen klogere. Så det her handler for mig at se og for Liberal Alliance at se overhovedet ikke om en udmeldelse af EU. Det handler om, at EU jo har udviklet sig rigtig, rigtig meget fra 1973, da Danmark tilsluttede sig EF.

I Liberal Alliance mener vi, at det, EU beskæftiger sig med, er blevet alt for bredt. Intet er for stort, intet er for småt. Vi skal tilbage til rødderne og se på, hvad det var, der var det oprindelige formål. Det var de tre f'er: fred, frihed og frihandel. Der er stadig væk masser at gøre, når vi når ind til kernen her. Om frihandelen og det frie indre marked ved vi jo, at der stadig væk er masser af barrierer; der er stadig væk masser af konkurrenceforhold, som er ulige, selv i forhold til vores nærmeste nabolande. Taler vi fred og frihed, synes jeg også situationen i Ukraine med al ønskelig tydelighed viser, at der her er masser at gøre for EU. Barroso har jo egentlig udtrykt det på en meget fin måde. Han har sagt, at EU skal være stor på de store spørgsmål og lille på de små spørgsmål. Situationen i Ukraine viser desværre, at når det drejer sig om fred og frihed, som bestemt fortsat er væsentlige dagsordenspunkter, er EU meget, meget lidt handlingskompetent.

Når vi siger, at vi ønsker et EU, som er slankere, og som koncentrerer sig om fred, frihed og frihandel, betyder det jo også, at vi er positive, når der er dagsordenspunkter, som berører disse tre spørgsmål. I dag har vi i Europaudvalget f.eks. diskuteret, om vi skulle have en ensartet og bedre beskyttelse af forretningshemmeligheder i EU. Det mandat har Liberal Alliance været med til at give. Til gengæld har vi også i Europaudvalget hørt om, at man nu i EU også skal til at beskæftige sig med læreruddannelsen på tværs af de 28 forskellige lande. Man skal til at beskæftige sig med, hvordan man kan få entrepeneurship højere op på de unges dagsordener. Det synes vi falder uden for de tre f'er, og derfor synes vi, det er en dårlig idé.

Hvis ikke vi tør gennemføre at få den her transparens, hvis ikke vi tør gennemføre en kompetenceafdækning af forholdet mellem Danmark og EU, er vi overbevist om, at vi fremadrettet vil se et EU, som udvikler sig i to spor: Det ene spor vil bestå af en kerne af eurolandene og måske et par stykker mere, som vil ønske en endnu dybere integration, som vil ønske en social union – det skal de have lov til, lad dem køre ad det spor. Det andet spor vil være de øvrige lande, som ønsker en højere grad af mellemstatsligt samarbejde, hvor vi er med, hvor det giver mening for det enkelte land, og hvor vi ikke er med, hvor det ikke giver mening.

I virkeligheden tror jeg, at de såkaldt EU-konstruktive partier er ved at skyde sig selv i fødderne. Jo mindre transparens, der er, og jo mere, EU breder sig ud over alle bredder og stræder, jo mindre legitimitet vil der være i befolkningerne. I sidste ende risikerer vi derved, at EU som konstruktion falder sammen. Og det er vel ikke det, der er hensigten med det hele.

Tak. Så er det den konservative ordfører, fru Lene Espersen.

Da vores ordfører, hr. Per Stig Møller, ikke kan være til stede i dag, skal jeg læse hr. Per Stig Møllers tale op.

Dansk Folkepartis forespørgsel drejer sig om, at Dansk Folkeparti ønsker, at vi i Danmark igangsætter en undersøgelse svarende til den, som den britiske premierminister David Cameron har igangsat i England. Den britiske undersøgelse går ud på at undersøge, hvordan det står til med nationalstaternes selvbestemmelse inden for EU.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi Konservative står for fædrelandenes Europa. EU skal tage sig af alt det grænseoverskridende, som tilføjer en merværdi for alle landene i samarbejdet. EU skal med Poul Schlüters ord tage sig af det, som de enkelte stater er for små til. Til gengæld skal EU holde sig fra det, som Unionen er for stor til, og hvor det netop giver en merværdi, at vi ikke alle sammen er ens. Vi har set det i tilfældet med børnechecken, hvor vi ikke mener at EU's indre marked skal udvikle sig til et socialt marked. Fordelingspolitik og skattepolitik er nationale anliggender, hvor vi hver især indretter os, som vi vil, og som vi har tradition for.

I Lissabontraktaten, som rummer vore dages spilleregler, er subsidaritetsprincippet slået fast, samtidig med at muligheden for et forstærket samarbejde mellem mindst ni lande, som er åbent for alle at kunne tilslutte sig senere, blev indført. Samtidig blev der indført flere flertalsafgørelser. Det skete, fordi vi i kraft af udvidelsen med 12 lande risikerede at sætte hele den europæiske udvikling i stå, hvis blot ét land sagde fra.

Vi Konservative er for EU. Vi er for et tæt og forpligtende samarbejde mellem medlemslandene. Det vil altid være til særlig fordel for de små og mellemstore lande, fordi det også forpligter de store til at følge spillereglerne. Europas historie er fuld af fortællinger om store lande, som har mast de små. Det kan ikke ske længere. Store som små er vi ligestillede partnere i det moderne Europa, og med den seneste tids russiske revanchisme og rysten med musklerne, kan vi vel alle også se værdien af et europæisk fællesskab i EU. Det er dette fællesskab, som beskytter medlemslande mod revanchismen og gør os alle uafhængige af politisk pres udefra gennem f.eks. en styrkelse af den fælles energipolitik.

Vi har også under den økonomiske krise efter 2008 set værdien af EU. Hvordan havde Europa dog set ud uden EU i disse kriseår? Det var faldet fra hinanden, og vi var røget ind i en stribe konflikter landene imellem. Vi ønsker således et stærkt EU, men vi ønsker også et EU, der ikke gør mere end fornødent. Vi ønsker et stærkt, men et smalt EU, så vi ikke igennem EU udvisker de forskelle mellem de europæiske nationer, der i al deres forskellighed skaber Europas egenart og mangfoldighed.

Det arbejder vi for i den danske europapolitik, og det vil vi gøre den dag, vi måtte komme i regering igen. I mellemtiden forfægter vi den linje her i Folketinget, som vi for nylig gjorde det i tilfældet med børnechecken. Vi ønsker en aktiv dansk europapolitik, som består i at indgå de fornødne alliancer med lande, der har samme opfattelse i de konkrete sager som os. Derfor har vi igen og igen også opfordret regeringen til at føre netop den aktive europapolitik, men den har desværre ikke været indstillet på det eller dygtig til det altid.

Det behøver vi bare ikke en national undersøgelse til at finde ud af. Det fremgår af den danske debat og de danske beslutninger fra sag til sag. Europa og EU er et politisk fællesskab, og det er igennem en aktiv europapolitik, vi påvirker beslutningerne i EU. Vi er dog rede til at se på, hvad den britiske undersøgelse måtte finde frem til og på den baggrund tage en debat om fædrelandene og EU.

Men vi støtter altså ikke Dansk Folkepartis tilgang til tingene, som også har en anden og meget mere negativ tilgang til det europæiske samarbejde, og som i Europa-Parlamentet er allieret med de værste og mest populistiske EU-modstandere. Ganske anderledes står vi Konservative for en konstruktiv, men også kritisk europapolitik, fordi vi ønsker at styrke Europa på en måde, som ikke svækker og udhuler fædrelandenes Europa, men tværtimod sikrer og styrker fædrelandene igennem det europæiske samarbejde. Sådan som verdensøkonomien og verdenskonflikterne udvikler sig, er dette standpunkt bedst for både Danmark og Europa.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren. Jeg hørte ordføreren sige, at EU ikke skal blande sig i reglerne for børnechecken. Sådan forstod jeg det, og ellers må jeg jo blive afkræftet i min opfattelse. Men hvorfor har De Konservative så støttet forordning nr. 883/04, hvor der jo klart og tydeligt står, at der i forbindelse med regler om børnecheck og en lang række andre sociale ydelser altså er to principper, der gælder? Det ene er, at hvis man har et optjeningskrav, skal man medregne perioder, som EU-borgeren har opholdt sig i andre EU-lande i. Det andet er, at hvis man først har opnået retten til børnecheck, f.eks. i Danmark, skal man have lov til at tage den med sig, og det vil sige, at den danske stat skal betale til børnene, uanset hvor de opholder sig inden for EU. Så hvis De Konservative mener, at EU ikke skal blande sig i sådan noget, hvorfor i alverden har De Konservative så støttet forordningen 883/04?

Ordføreren.

Som jeg sagde – og jeg vil med det samme understrege, at det ikke er mig selv, der har skrevet talen, det er mit partis ordfører – så går Det Konservative Folkeparti ikke ind for en social union. Det er ganske, som bl.a. kansler Merkel også har sagt det, og man kan sige, at den tyske regering jo også støttede forordningen. Jeg tror, at da forordningen i sin tid blev diskuteret, havde man en forventning om, at den ville blive fortolket på en bestemt måde. Det har så efterfølgende vist sig, bl.a. ved et par domme, der er blevet afsagt, lang tid efter at forordningen blev vedtaget, at den fortolkes mere vidtgående, end man måske havde forventet det. Det er langtfra den første sag, vi har set det i, det har vi også set i sagen om tobaksdirektivet, hvor det efterfølgende har vist sig, at man har fortolket teksten anderledes, end man måske havde regnet med. Til det er der jo bare at sige, at det er det samme, der gælder i en retsstat som Danmark, hvor domstolene også fortolker på den lovgivning, vi laver herinde. Hvis man synes, det er forkert, må man lave det om. Vores anbefaling er da klart, ud over at vi selv kan lave værnsregler i Danmark, at regeringen tager initiativ til at få ændret reglerne, også i EU.

Finn Sørensen.

Tak. Så vil jeg gerne respektere, at ordføreren læste den rigtige – undskyld mig ordet – ordførers tale op. Men så vil jeg da bede ordføreren om at hilse den rigtige ordfører og bede vedkommende om at læse den der forordning en gang til, for det har vedkommende åbenbart ikke gjort, dengang Danmark skulle stemme om den, for der står højt og tydeligt, hvad reglerne er. Det er bare den hilsen, hvis man vil viderebringe den. Tak.

Ordføreren.

Jamen det var hr. Finn Sørensens subjektive vurdering af, hvordan Domstolen har dømt i den her sag, og det skal jeg fuldstændig lade være for Enhedslistens egen regning.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Altså, det er måske lidt svært helt at få øje på, hvordan vi kan være med i et stærkt, men smalt samarbejde i EU, men alligevel fremgår det jo af forslaget til vedtagelse, som De Konservative er med i her, at Danmark skal være så tæt på kernen af EU som muligt. Det kan godt på et eller andet tidspunkt være modstridende.

Jeg har et spørgsmål til fru Lene Espersen. Nu har vi jo skrevet i teksten til den her forespørgsel, om statsministeren vil tage initiativ til, at vi i Danmark får en proces lig den, som den britiske premierminister, David Cameron, har igangsat i England. Nu er premierministeren i England jo konservativ.

Er der ikke noget, der får klokkerne til at ringe, i forhold til at det måske ikke er helt tosset, hvad de britiske konservative finder på for at holde England og Storbritannien inde i EU, men på et løsere grundlag, og for at give den mulighed til deres befolkning? I betragtning af at det er en konservativ premierminister, der i England arbejder med det, kan det ikke få De Konservative i Danmark til at tænke, at så er det måske ikke helt tosset, og så kunne det godt være, vi skulle gøre det i Danmark også?

Ordføreren.

Til det første om forslaget til vedtagelse vil jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, at for Det Konservative Folkeparti giver det slet ingen mening at sige, at man vil være med i et samarbejde, og så vil man ikke være med til at sidde der, hvor beslutningerne bliver truffet. Derfor giver det god mening, at der, hvor vi synes, at EU faktisk skal træffe beslutninger, skal Danmark sidde med ved bordet og stemme med og ikke sidde udenfor og bare lave copy paste, kopiere de regler, som andre bliver enige om. Derfor giver det god mening at sige, at man selvfølgelig skal være med i kernen, der, hvor vi mener der skal være et samarbejde.

Til den anden diskussion om Cameron vil jeg sige, at vi alle sammen, der følger debatten i England, ved, at det her er Camerons forsøg på at kæmpe for, at Storbritannien bliver i EU, for der er stærke kræfter i hans eget parti og i Storbritannien, der ønsker at melde Storbritannien ud. Så den her proces er jo en, han sætter i gang for, om man så må sige, at trække tingene lidt ud og forhåbentlig give plads til at kunne forhandle med Kommissionen om nogle punkter, hvor Storbritannien kan have en løsere tilknytning. Det er simpelt hen, fordi jeg ikke tror på, at Cameron selv ønsker at komme helt ud af EU-systemet.

Men jeg må sige, at hvis man ser på, hvad Cameron har sagt udadtil, så ved man, at det har været småt med steder, hvor de egentlig mener at Storbritannien ikke længere skal engagere sig, og derfor er jeg da meget spændt på at se på, hvad der kommer ud af den her proces. Det, jeg synes er positivt, er, at Cameron siger, at der er nogle steder, hvor EU skal blive endnu stærkere, og hvor man skal integreres endnu dybere – og det er på det indre marked, og det bakker vi faktisk også op om.

Thulesen Dahl.

Jeg ved ikke, om det copy paste relaterer sig til euroen. Jeg har jo noteret, at De Konservative for få år siden mente, at det var meget vigtigt, at vi meget hurtigt kom med i euroen, men efterfølgende har lagt lidt afstand til det og har sagt, at det bestemt ikke er noget, der haster. Jeg håber, det er den sidste linje, der også gør sig gældende, selv om det nu ikke er den rigtige ordfører, der er på talerstolen i dag.

Med hensyn til Storbritannien og David Cameron og den proces vil jeg bare sige, at jeg har et opfølgende spørgsmål: Mener De Konservative i Danmark, at Danmark aktivt skal støtte den britiske premierministers bestræbelser? Jeg er jo sådan set enig i, at en del af det her handler om, at den britiske premierminister prøver at holde Storbritannien inde i EU ved at give befolkningen en valgmulighed. I stedet for at melde sig helt ud vil han give befolkningen et alternativ. Så er det lidt interessant, om man fra dansk side i EU agter at arbejde for, at det så kan lade sig gøre, så man altså aktivt vil bistå Storbritannien med at give den britiske befolkning den valgmulighed, som David Cameron, den britiske konservative premierminister, ønsker.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at Storbritannien i forvejen har en særordning på en række områder. Det kommer jo fuldstændig an på, hvad det er, man i England når frem til at man vil bede om.

Jeg synes ikke, det giver mening, hvis man begynder at arbejde med en model, hvor de enkelte lande, om jeg så må sige, bare kan vælge det, de har lyst til at være med i, til og fra. Hvis det f.eks. gælder beskyttelsesniveauet på miljøområdet og andre områder, eller det er noget, som i den grad på længere sigt er med til at spænde ben for den frie konkurrence, synes jeg ikke, der skal være særregler, som man kan man melde sig til eller fra, for så giver det ikke nogen mening at have et fællesskab. Så det kommer fuldstændig an på, hvad det er.

Jeg siger det jo, fordi vi Konservative mener, at vi skal have en tilvalgsordning på det retslige område, fordi vi ønsker at være en del af den kriminalitetsbekæmpelse, der er i EU. Jeg har da et håb om, at det vil lykkes for Danmark at komme igennem med et sådant synspunkt efter en folkeafstemning.

Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge den konservative ordfører, om De Konservative er enige i, at det er i dansk interesse, at vi til en vis grad kører et parløb med England. Vi kom jo ind i EF i sin tid sammen med England, og England er en stor og stærk allieret for Danmark. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Har fru Lene Espersen fordybet sig lidt i den engelske debat og set, at en af de ting, man i høj grad diskuterer fra engelsk side, jo er hele formålsparagraffen for EU, der i dag fortæller, at man skal arbejde i retning af en stadig snævrere union? Er De Konservative enige i, at det måske ikke lige er dagens bud på en rigtig god formålsparagraf, og kunne De Konservative støtte de britiske konservative i, at den formålsparagraf bør ændres, fordi den simpelt hen ikke er i overensstemmelse med nutidens udfordringer, hvor vi jo f.eks. har en interesse i, at vi selv kan tage vare på den danske børnecheck, hvilket vi ikke kan få lov til, fordi Domstolen er så stærk, som den er, og virker i retning af mere union?

Ordføreren.

Det kan godt være, at det kommer som en overraskelse for hr. Peter Skaarup, men jeg mener, at man skal engagere sig politisk med dem, man er enig med. I spørgsmålet om hele denne diskussion om, hvorvidt EU skal have lov til at udvikle sig til en social union, er der jo en lang række lande med bl.a. Tyskland og Storbritannien i spidsen, der har sagt, at de ikke ønsker det, og sagt, at de ønsker aktivt at påvirke Kommissionen til, at den vej skal man ikke gå, herunder også lave de ændringer af lovgivningen, der måtte være nødvendige.

Der mener jeg at Danmark skal engagere sig. Det er jo lidt underligt, at vi har den her debat i dag, for Cameron har været rimelig konkret med nogle ting. Hvorfor skal vi ikke diskutere, om Danmark skal støtte op om det? Jo, vi skal støtte op om, at det indre marked bliver endnu mere effektivt, at der kommer et indre marked for digitale varer; vi skal støtte op om, at der bliver afbureaukratiseret i EU – det er en anden mærkesag for Cameron. Det flugter fuldt ud med, hvad et bredt flertal i Danmark ønsker.

Både den nuværende regering og tidligere regeringer har arbejdet for det, så der skal vi naturligvis arbejde sammen. Men ligesom at sige, at vi ikke pantsætter vores handlefrihed ved EU, vi pantsætter den i et andet land, vil jeg da ikke gøre. Det må da være fra sag til sag, vi må afgøre, om englænderne vil det samme som os, og på de her områder vil Cameron det samme som os, så der er vi tæt allierede.

Peter Skaarup.

Jeg synes, det er fint, hvis det er udtryk for, at De Konservative ser fordomsfrit på, hvad vi skal med EU fremadrettet. Jeg synes også, det selvfølgelig er glimrende, når Angela Merkel taler om, at EU ikke skal være en social union. Men man kan så sige, at det fordrer, hvis man skal honorere det positivt, at der gøres noget ved det.

Virkeligheden er jo lige nu, og regeringen har ikke fundet nogen løsning, at vi sidder og diskuterer børnecheck, og at det er forbudt for Danmark at lave et ganske sundt optjeningsprincip.

I den forbindelse spørger jeg igen De Konservative: Vil De Konservative modarbejde EU's formål om, at EU skal være en stadig snævrere union?

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Peter Skaarup, at jeg mener, at man skal engagere sig. Vi har fra starten af, allerede da de lande, der ønskede at gøre Kommissionen opmærksom på, at der var et problem på det her område, faktisk ønsket, at Danmark skulle være medunderskriver på det brev, der var til Kommissionen. Man kan sige, at man kan vælge modellen med bare at stå og kritisere tingene. Det forandrer bare ikke forholdene, og det forandrer ikke lovgivningen. Man skal ind og være med til at ændre lovgivningen, og det mener jeg bestemt at vi skal.

Så vil jeg sige, at man skal lære af udviklingen. Det har Dansk Folkeparti jo også gjort. Dansk Folkeparti var modstander af den europæiske arrestordre, der gør, at man kan udlevere folk til strafforfølgning i andre lande, hvis de begår kriminalitet. Det stemte Dansk Folkeparti imod, da det første gang blev diskuteret her i salen. Men Dansk Folkeparti blev klogere og ændrede mening og syntes lige pludselig, det var en god idé, og stemte så for det de efterfølgende gange.

Det synes jeg er helt fint, men at stå her og sige, at man ikke vil udvikle EU til at være endnu stærkere på et område, vil jeg da ikke. Det er jo det, hr. Peter Skaarup spørger til med formålsparagraffen. Jeg vil meget gerne have, at man bliver bedre til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, og vi vil meget gerne have ændret EU-reglerne, så det bliver nemmere at hjemsende udenlandske kriminelle, der bryder et indrejseforbud, og det kræver altså, at EU bliver stærkere og ikke svagere.

Tak til den konservative ordfører. Så har statsministeren mulighed for at svare.

Først og fremmest vil jeg gerne takke for en god diskussion i dag. Jeg synes, den tydeligt har vist, hvad formålet med Dansk Folkepartis ønske om en kompetenceundersøgelse egentlig er. Dansk Folkeparti ønsker at genforhandle Danmarks forhold til EU og at trække Danmark længere væk fra EU, hvis ikke helt ud af EU. Det betyder altså at stille Danmark ud på sidelinjen med flere forbehold.

Men det, der så også er kommet meget tydeligt frem, er, at Dansk Folkeparti jo ikke har nogen svar på, hvordan Danmarks stilling i samarbejdet så skal være: Hvordan Danmark fortsat skal være med i dele af det indre marked, men ikke i andre dele; hvordan vi skal sikre fri bevægelighed for danske lønmodtagere i EU, men samtidig selv diskriminere andre EU-borgere i Danmark; hvordan vi skal bekæmpe international kriminalitet uden at deltage i det europæiske politisamarbejde.

Debatten har jo dybest set afspejlet, at vi stadig savner svar på, hvordan Dansk Folkeparti vil sikre dansk velstand og danske arbejdspladser i deres version af en løsere tilknytning til EU. Vi savner stadig svar på, hvordan Dansk Folkeparti vil bekæmpe social dumping. Svarene blæser i vinden.

Det er jo også helt uklart – det kunne man godt have forventet kom frem i dag – hvilke kompetencer Dansk Folkeparti ønsker at trække tilbage. Det eneste, der står klart, er, at Dansk Folkeparti – det er blevet sagt rigtig mange gange i dag – vil have taget den sætning ud af traktaten, der taler om en stadig snævrere sammenslutning eller union, om man vil, afhængigt af hvilken oversættelse man kigger på. Og så glemmer hr. Peter Skaarup at nævne den sidste sætning, nemlig mellem de europæiske folk. Den næste sætning kunne man også nævne, nemlig hvor beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt. Det er den sætning, der står i traktaten. Det er den, som Dansk Folkeparti er mest optaget af at få ud af traktaten.

Men er det værste ved EU virkelig, at vi skal have en stadig tættere sammenslutning eller union mellem de europæiske folk? Er det virkelig det værste? Jeg synes jo, at vi i stedet for skal bruge kræfterne på de reelle spørgsmål, som optager borgerne. Vi skal skabe konkrete resultater, vi skal skabe vækst og arbejdspladser.

For regeringen er der ingen tvivl. Danmarks interesser og værdier varetages bedst gennem et stærkt europæisk samarbejde med Danmark som en aktiv medspiller. Vi tror på, at EU er løsningen på en række væsentlige udfordringer, som påvirker danskernes hverdag, og vi mener, at den model for kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne, som ligger i Lissabontraktaten, giver god mening. For os at se gælder det altså ikke om at ændre på kompetencefordelingen, men tværtimod om at sikre, at traktatens bestemmelser bliver respekteret. Nærhedsprincippet skal selvfølgelig overholdes, og der skal være en europæisk merværdi i de regler, som vi vedtager i EU.

Det skal vi i det daglige arbejde sikre at der løbende er fokus på. Det betyder også, at man ikke behøver for vores skyld at afsøge enhver afkrog af traktaten for nye initiativer. Tværtimod. Den omstændighed, at EU har mulighed for at regulere, betyder jo ikke, at der nødvendigvis skal fremsættes forslag om alting.

Lad mig så også komme tilbage til et spørgsmål, som Dansk Folkeparti har rejst i løbet af dagen. Man måtte næsten forstå på Dansk Folkeparti, at en institution som Domstolen nærmest er til gene for borgerne, og der har også tidligere været foreslået et EU-Domstolsforbehold fra Dansk Folkepartis side. Jeg vil godt understrege, at det ikke altid er sådan, at jeg og regeringen er enige i Domstolens afgørelser. Sådan er det jo med domstole. Det er naturligt. Men glemmer hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti ikke, at det også er Domstolen, som sikrer, at de aftaler, vi indgår med hinanden, den lovgivning, vi bliver enige med hinanden om i EU, rent faktisk bliver overholdt, når landene tager hjem og skal leve op til lovgivningen? Hvad ville der egentlig ske, hvis landene bare kunne sidde nede i EU og blive enige om noget lovgivning og i øvrigt være ligeglade med den, når de kom hjem til deres egne medlemslande?

Diskussionen i dag er også vigtig for det europaparlamentsvalg, som vi alle sammen skal til den 25. maj, altså om bare 10 dage. Det er tydeligt, også på debatten i dag, at danskerne står over for et klart valg. Der er de partier, som egentlig helst vil ud af EU eller rulle EU langt tilbage, som mener, at det tjener Danmark og danskernes interesser bedst at stå ude på sidelinjen. Og så er der de partier, som vil Europa, som ved, at Danmark som en lille, åben økonomi er afhængig af udviklingen i landene omkring os, og at vi får større indflydelse på de rammebetingelser, som påvirker os, hvis vi engagerer os i EU-samarbejdet, og at et stærkt og effektivt EU giver os de bedste muligheder for at fremme danske interesser og danske værdier.

Jeg vil gerne slutte med en opfordring til alle danskere om at deltage i det valg, særlig de unge. Hver enkelt stemme er vigtig, og uanset om man er tilhænger af det ene eller det andet synspunkt, er det en fantastisk mulighed for direkte at påvirke den retning, som EU-samarbejdet skal tage i de næste 5 år. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Der var mange ting i den tale, man har lyst til at gå i clinch med statsministeren om, men jeg vil egentlig bare bede statsministeren om at forholde sig til en enkelt ting. Nu vedtager de genforenede Europa-partier, kan vi forstå det er, jo et forslag til vedtagelse, hvor det fremgår, at Danmark skal være så tæt på kernen af EU som muligt – så tæt på kernen af EU som muligt, det er formuleringen. Og hvis det er statsministerens opfattelse – og det har hun jo også sagt ved tidligere lejligheder – at vi skal være så tæt på kernen som muligt, hvorfor kan statsministeren så ikke fortælle Folketinget, om hun mener, at Danmark skal være med i bankunionen?

Statsministeren.

Bankunionen er en vældig god ting for Europa, for det er rigtigt at indrette vores banksystemer på en måde, så vi ikke en gang til kommer i en situation, hvor det er skatteborgerne, som bliver bedt om at betale, når det går dårligt for en bank. Derfor er det rigtig godt, at der nu på europæisk plan er taget adskillige skridt til at sikre, at bankerne opfører sig mere ansvarligt. Det gør vi f.eks. med kapitalkravsdirektivet, ved at der er grænser for bonusser til bankdirektørerne; nu kommer der altså også de her stresstest af alle banker og også noget om ansvar, i forhold til hvordan man skal agere, hvis det går dårligt for et finansielt institut. Så det er altså rigtig godt, at man har taget beslutning om, at man gerne vil have en bankunion.

På et tidspunkt skal Danmark jo finde ud af, om vi ønsker at være en del af det, og det vil vi selvfølgelig tage stilling til, når alt er på plads, bl.a. når hele den her stresstest har været gennemgået af de banker, det er relevant for.

Thulesen Dahl.

Det forstod jeg altså ikke. Beklager, vil jeg sige til statsministeren. Statsministerens parti fremsætter et forslag til vedtagelse, der handler om, at det er i Danmarks interesse at være så tæt på kernen af EU som muligt. Det fremgår jo direkte af det forslag til vedtagelse, som jeg står med her: Så tæt på kernen af EU som muligt.

Hvis man mener, at Danmarks interesser varetages ved at være så tæt på kernen af EU som muligt, må det jo betyde at være med i så meget som overhovedet muligt. Bankunionen er jo lavet på den måde, at det ikke kun er for eurolande – de skal være med – mens ikkeeurolande kan være med. Så spørger jeg bare igen: Hvordan kan det være, at statsministeren på en og samme tid vil vedtage en tekst her i Folketinget, hvor det fremgår, at hun mener, at vi på den ene side skal være så tæt på kernen af EU som muligt, men på den anden side ved statsministeren ikke lige helt, om vi skal være med i bankunionen?

Statsministeren.

Jeg synes, at det rigtigste i dette som i så mange andre tilfælde er at vente med at sige ja eller nej, til vi kender den samlede pakke. Og det er jo sådan, at vi ikke endnu kender den samlede pakke, for der er stadig en del banker, som skal igennem den her stresstest, hvor man simpelt hen tester, hvor sunde de er – altså, man tager temperaturen på bankerne. Jeg synes, at det er rigtigt, at vi venter, til vi er helt færdige med den samlede bankpakke, og derefter så tager stilling til, om Danmark skal være en del af det.

Ud over det skal det jo også vurderes, om Danmark i givet fald afgiver suverænitet, og det skal vi selvfølgelig også vurdere i forhold til bankpakken.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak. Tak til statsministeren. Jeg deler sådan set statsministerens opfattelse af, at det ikke ændrer noget som helst at fjerne den der præambel, hvis alle de andre regler i traktaten, der giver os problemerne, står uændret. Men den debat kan vi jo tage videre frem med Dansk Folkeparti.

Jeg savner altså en reaktion fra statsministeren på borgernes bekymringer om, at EU blander sig alt for meget. Man skal vel være tonedøv for ikke at kunne se, at der er en stigende bekymring i den danske befolkning for, at EU i højere og højere grad blander sig i vores regler om velfærd og arbejdsmarked. Hvad er statsministerens svar til disse borgere?

Det andet, jeg også gerne vil have statsministerens reaktion på, er: Det har jo vist sig, at alle japartiernes, herunder ministerens eget partis, løfter om, at medlemskabet af EU aldrig ville få konsekvenser for vores indflydelse på reglerne om velfærd og arbejdsmarked, ikke holder vand. Hvad er statsministerens svar på det?

Statsministeren.

Hvis det var sådan, at det i Danmark væltede ind med borgere, som bare kom for at udnytte vores velfærdssystemer i stedet for at komme her for at arbejde, syntes jeg bestemt også, der var grund til alvorlig bekymring. For som jeg ser det, har vi et EU, hvor vi har fri bevægelighed for arbejdskraft, men det skal jo være sådan, at borgerne rejser for at arbejde, og at de ikke rejser derhen, hvor de kan få de bedste velfærdsydelser. Jeg synes, det må være oplagt, at det er sådan, det forholder sig, ligesom jeg også mener, at man ikke i EU skal være én stor velfærdsstat eller én stor social union. Det har vi sagt meget tydeligt i rigtig lang tid – at selvfølgelig skal vi ikke det – og regeringens politik er jo egentlig ganske klar på det her område: Vi synes stadig, at det skal være sådan, at medlemslandene er ansvarlige for, hvordan vi indretter vores velfærdssystemer. Sådan skal det også være fremadrettet. Det er jo også derfor, vi har sagt til Kommissionen, at når man skal i gang med at ændre den forordning, som regulerer hele det her spørgsmål, så ønsker vi egentlig at diskutere, hvorvidt man kan have et nationalt værn, der kan træde i kraft, hvis EU-reglerne fører til betydeligt økonomisk pres på nogle af vores velfærdsydelser. Så det er jo et godt eksempel på, at vi selvfølgelig skal diskutere de her ting, og selvfølgelig skal vi også påvirke reglerne der, hvor vi kan, og at det er meget klogere at være en del af de diskussioner og påvirke tingene end det, som visse partier ønsker, der bare vil melde os længere og længere ud af EU.

Finn Sørensen.

Tak for svaret. Jeg synes ikke, ministeren forholdt sig til det her med de løfter om, at medlemskabet ikke ville få konsekvenser for vores velfærds- og arbejdsmarkedsmodel. Jeg kan godt dokumentere, at de løfter er udstedt rigtig mange gange. Det har vist sig, at de ikke holder vand. Der er en lang række ting, vi ikke selv bestemmer. Det mangler jeg statsministerens svar på.

Så skal jeg lige høre: Forstod jeg det rigtigt, at de danske borgere gør sig helt unødige bekymringer om alt det her med EU's indblanding i vores velfærds- og arbejdsmarkedsregler? Var det sådan, det, statsministeren sagde, skulle forstås?

Statsministeren.

Jeg synes, det er vigtigt, at EU ikke udvikler sig til én stor social union, hvor vi skal udligne på tværs. Jeg synes også, det er rigtig vigtigt, at borgerne ikke rejser derhen, hvor der er de bedste velfærdsydelser, men tværtimod bruger den fri bevægelighed til at rejse derhen, hvor man kan få et arbejde. Det synes jeg er helt rimeligt, og jeg synes også, der skal være ligebehandling af borgerne. Den polak, der står ved siden af en dansker ude på en arbejdsplads, skal jo ikke bare have samme løn- og arbejdsvilkår – det siger sig selv at man skal det – men skal også have den samme beskyttelse, hvis man f.eks. bliver syg, eller hvis man bliver arbejdsløs. Det siger også sig selv i min verden. Og det undrer faktisk mig, at Enhedslisten ikke er med på det; at de ikke synes, at det skal være sådan, og at det er fint, at EU bidrager til, at der er ligebehandling af EU-borgerne. Det er jo dybest set det, meget af den her regulering handler om.

Så i forhold til den konkrete forordning, som der spørges til: Nu er det jo formentlig sådan, at den forordning skal ændres fremadrettet, når vi har en ny Kommission. Så bliver der formentlig forslag til, hvordan den forordning skal ændres. Og der har den danske regering jo allerede gjort klart, i hvilken retning vi gerne vil trække den forordning, og også givet nogle konkrete eksempler på, hvad vi ønsker. F.eks. er det sådan, at man i dag kan tage sine dagpenge med i 3 måneder, mens man søger arbejde i et andet EU-land. Den periode ønsker Kommissionen at sætte op til 6 måneder. Det synes vi ikke er nogen god idé. Det har vi også gjort klart i EU-sammenhæng. Så altså: et rigtig godt eksempel på, at det ikke er alt, der kommer fra EU, som er fantastisk. Men vores opgave er jo så at påvirke tingene og ikke sætte os ud på sidelinjen, sådan som Dansk Folkeparti ønsker.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte lidt i sporet af det, som hr. Kristian Thulesen Dahl spurgte til, nemlig hvordan det er, EU skal udvikle sig, og hvad det egentlig er, de såkaldte japartier under anførsel af statsministeren arbejder på. Når nu statsministeren ikke vil svare på det spørgsmål, som hr. Kristian Thulesen Dahl stillede, nemlig hvad der ligger i at være så tæt på kernen i EU som muligt, altså omkring bankunionen, så kunne jeg jo godt få den tanke – og statsministeren kan jo så prøve at få mig væk fra den tanke, men jeg kunne godt få den tanke – at det, man ønsker og i virkeligheden helt sikkert har bestemt sig for selv, er, at vi skal være med i bankunionen. Men man ønsker altså bare ikke lige herinde den 25. maj, hvor danskerne skal hen og stemme og give deres mening til kende om, hvem der skal sidde i Europa-Parlamentet, at komme med sin mening. Nationalbanken har jo opfordret til, at vi skal være med. Der er alle mulige organisationer og politikere, der siger, at vi skal være med. Men selv om statsministeren vil være midt inde i kernen eller tæt på kernen, vil statsministeren ikke melde ud, formentlig før efter den 25. maj, at Danmark skal være med i bankunionen. Er det rigtigt forstået? Er det det, der er planen, eller hvordan skal jeg forstå det, statsministeren siger og ikke svarer på?

Statsministeren.

Det at være en del af eller så tæt på kernen som overhovedet muligt betyder f.eks., at vi skal afskaffe vores forbehold. For det, at vi har et forbehold for de retslige og indre anliggender, betyder i øjeblikket, at vi f.eks. vil have rigtig svært ved at tilslutte os det fremtidige Europol-samarbejde – rigtig svært, til gene for alle de lovlydige borgere og for politiet, som gerne vil samarbejde over grænsen, men selvfølgelig til glæde for alle de kriminelle, som vil få fordele af det. Så det er et godt eksempel på, at vi mener, vi skal så tæt på kernen som overhovedet muligt.

I forhold til bankunionen mener jeg, at det korrekte og det rigtige er at tage stilling, når vi har den endelige pakke. Og jeg ved godt, at der er partier, som bare tager stilling og siger, at alt, hvad der kommer fra EU, pr. definition må være dårligt. Sådan har vi det ikke, skal jeg afsløre. Men vi vil gerne se den endelige pakke, og den endelige pakke indebærer altså også, at det bliver gennemført, at de mange finansielle institutter nu skal under en stresstest – det hører til den endelige pakke. Så jeg vil gerne forbeholde mig ret til at se den endelige pakke, inden jeg anbefaler noget i forhold til denne bankunion.

Peter Skaarup.

Okay, nu får vi så at vide, at det gælder om at afskaffe de fire danske forbehold og måske nogle flere. Det betyder så, går jeg ud fra, at Danmark også skal være med i euroen så hurtigt som muligt. Det må være en del af det at være tæt på kernen af EU. Jeg tror, der er mange danskere, der ville være trætte af, at vi skulle binde os til euroen med de omkostninger, som det har vist sig der ville være, hvis det var sådan, at Danmark havde været med i euroen. Det var vi så heldigvis ikke.

Men jeg kunne godt lige tænke mig at spørge til bankunionen. Kan vi så regne med, at regeringen har gjort sin stilling op den 26. maj, altså dagen efter danskerne har stemt, i forhold til det her? For det er jo lidt mærkeligt, at Sverige og mange andre lande er ret klar på, hvad de skal mene, og hvilken vej pilen peger der. Men i Danmark kan vi lige akkurat formentlig ikke melde ud, før efter danskerne har været henne ved stemmeurnerne.

Statsministeren.

Jeg vil være helt klar og sige, at vi ikke har nogen melding, hverken den 26. eller den 27. maj. Der kommer til at gå et stykke tid, fordi vi netop vil lade det afhænge af den samlede pakke. Der er en del banker, som nu skal igennem en stresstest. Hvad er en stresstest? Det er at sikre, om de er robuste nok til, at de kan indgå i det her samarbejde om en fælles bankunion. Det giver rigtig god mening, at man har en sådan stresstest. Det bakker vi meget op om. Og når alt det her er overstået, når vi har den samlede bankpakke, når vi kender den samlede bankpakke, så vil regeringen tage stilling til den sag.

Det, der undrer mig i den sammenhæng, er, at partier, som har sagt, at nu skal vi have bedre styr på banksektoren i Europa, at nu skal vi ikke en gang til have en finansiel krise skabt af bankerne, at nu skal vi have styr på bonus til bankdirektører, at nu skal vi have krav til kapital i bankerne, altså at partier, som har sagt alt det og har sagt, at de vil undgå, at der kommer en situation med bankerne igen, på forhånd kan sige, at det ikke er en god idé, at Danmark er med. Det undrer mig, at man bare kan sidde og sige, at det under ingen omstændigheder er en god idé, uden lige at se den samlede pakke, uden at lytte til interessenterne, kunderne i bankerne, bankerne, og hvem det ellers kunne være. Hvordan kan man som Dansk Folkeparti bare beslutte, at det under alle omstændigheder er dårligt for Danmark og danskerne at være med i det? Det har vi ikke gjort. Vi har ikke taget stilling endnu.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen for en kort bemærkning.

Tak for det, og mange tak til statsministeren for opsummeringen af den debat, vi har haft i dag. I det forslag til vedtagelse, som vi begge to bakker op om, opfordrer Folketinget regeringen til at drøfte Danmarks prioriteter under en ny Kommission og et nyt Europa-Parlament med Folketingets partier. Jeg vil blot høre sådan rent formelt, om statsministeren vil tage et sådant initiativ og invitere til drøftelser netop om, hvilke prioriteter vi står sammen om med den nye Kommission og det nye parlament.

Statsministeren.

Det er jo helt rigtigt, at vi står over for en skiftedag i europæisk politik. Der kommer en ny Kommission, der kommer et nyt parlament, og derfor er det relevant at drøfte EU's fremtidige prioriteter. Det er en vigtig diskussion, som jeg håber vi kan engagere os i fra dansk side, ikke bare regeringen, men også de partier, som bakker op om forslaget til vedtagelse her i dag, og det kan også være andre partier. Derfor vil jeg bede udenrigsministeren om snarest muligt efter valget at drøfte de her spørgsmål nærmere med de partier, som står bag forslaget til vedtagelse i dag.

Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det. Det glæder mig. Kan man i den forbindelse måske også, når nu vi er i gang og vi alligevel mødes og der er kaffe på kanden, lokke udenrigsministeren til at fortsætte drøftelserne om den europapolitiske aftale, som sådan er gået lidt i stå, efter at valgkampen til Europa-Parlamentet for alvor satte i gang?

Statsministeren.

Meget gerne. Regeringen vil meget gerne have en europapolitisk aftale med Venstre. Det har været lidt svært med Venstre, fordi der hele tiden kommer nye krav. Så skal man have en forbeholdsafstemning, så skal det være snart, så ønsker man ikke rigtig at holde sig inden for lovgivningens rammer, og så stemmer man for forslag, som er ulovlige. Så det har været lidt svært med Venstre her på det seneste, men vi indgår meget gerne i en drøftelse med Venstre og de øvrige EU-positive partier om denne sag. For det er vigtigt, at vi diskuterer europapolitikken, og at vi også lægger nogle rammer for det. Så det gør regeringen meget gerne.

Fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Tak. Men én ting er jo, hvad man meget gerne gør fra regeringens side i forhold til en europapolitisk aftale. Nu har vi jo haft forhandlinger kørende i over et år. Sidste forår troede vi, at vi skulle være færdige før sommerferien, altså sidste års sommerferie, og nu kan man jo så håbe på, at det skal være det her års sommerferie. Det er der så noget der tyder på at det ikke bliver. Det er jo ikke nok, at regeringen bare gerne vil lave en europapolitisk aftale, hvis man ikke har viljen til også at forhandle sådan en aftale.

Derfor vil jeg egentlig bare spørge statsministeren, om vedtagelsesteksten i dag ligesom bliver modtaget fra regeringens side også med et ønske om reelt set at genoptage realitetsforhandlinger, for det har der jo ikke været, siden europaministerposten blev afskaffet med hr. Nick Hækkerup og der kom en ny udenrigsminister og europaminister med hr. Martin Lidegaard. Der har jo ikke været nogen forhandlinger om den europapolitiske aftale. Så kan vi ikke få et tilsagn i dag fra statsministeren om, at der kommer reelle forhandlinger om den kommende europapolitiske aftale?

Statsministeren.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt at huske på, at det jo er Venstre, der hele tiden har lagt nye krav ind til den europapolitiske aftale, og prikken over i'et var jo så, da Venstre besluttede at være med til en afgørelse her i Folketinget, som egentlig var ulovlig. Det er jo lidt ærgerligt, at Venstre traf den beslutning, men det skal ikke forhindre, at vi kommer tilbage til forhandlingsbordet.

Jeg synes også, at de forhandlinger, vi allerede har haft om de spørgsmål, som betyder noget, bl.a. børnefamilieydelsen, viser, at regeringen er meget parat til at lytte til Venstre og Konservative i den her sammenhæng. Det har vi bestemt gjort, og vi har også, synes jeg, imødekommet Venstre på en række forskellige områder. Det er ikke rigtig blevet taget ind af Venstre endnu, men det kan jo ske, og vi er meget, meget klar til at forhandle en europapolitisk aftale med Venstre fremadrettet.

Ellen Trane Nørby.

Jo, men i modsætning til statsministeren har jeg sådan set deltaget i de europapolitiske forhandlinger, og det er jo sådan et punkt, hvor man godt kan ærgre sig over, at statsministeren ikke selv har sat sig i spidsen for at få lavet en bred europapolitisk aftale her i Folketinget. Jeg har deltaget i møderne, og det seneste møde, vi havde, havde vi tilbage i januar måned, dengang europaministeren hed Nick Hækkerup.

Statsministeren kan jo ikke henvise til de forhandlinger, vi har haft på skatteministerens ressort om den specifikke problemstilling, der er omkring børnechecken. Det er et selvstændigt emne, som jo intet har at gøre med det store kompleks, som den europapolitiske aftale var. Og der lå der jo sådan set en tekst, som der var mere eller mindre enighed om. Men det ene regeringsparti, som måske ikke er det parti, statsministeren repræsenterer, havde meget svært ved at indgå en europapolitisk aftale, måske fordi man hellere ville føre europaparlamentsvalgkamp.

Det her er jo noget, der går bredere ud end at handle om børnechecken, det handler sådan set om et fælles grundlag for vores europapolitik, så derfor vil jeg egentlig bare høre fra statsministerens side: Vil statsministeren i dag give et tilsagn om, at de forhandlinger, der ikke har foregået siden januar måned, bliver genoptaget, så vi kan få lavet en bred europapolitisk aftale?

Statsministeren.

Men der har jo været forhandlinger. Og en væsentlig del af det, vi forhandler om, er jo netop børnefamilieydelsen, fordi det er forbundet med en bred europapolitisk aftale. Det må være sådan, at de partier, som er med i en europapolitisk aftale, også siger ja til, at man selvfølgelig skal respektere de afgørelser, der kommer fra Domstolen, og at man ikke som Danmark bare kan beslutte sig for, at man ikke længere ønsker at være et land, som lever op til de regler, vi selv har været med til at vedtage. Så det er jo en del af den europapolitiske aftale.

Så igen vil jeg opfordre Venstre til at komme til forhandlingsbordet ovre i Skatteministeriet. Det er et rigtig godt sted at starte, og jeg er egentlig helt overbevist om, at det vil kunne lykkes at lave en europapolitisk aftale. Men det har været meget vanskeligt, fordi Venstre har haft en meget svingende holdning til det europapolitiske: Så skulle vi have alle forbeholdsafstemninger, så ville man pludselig ikke opføre sig lovlydigt. Der har været meget svingende holdninger fra Venstres side til den her sag, men jeg håber da, vi kommer i gang igen med Venstre.

Fru Mette Bock for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes faktisk, den sidste del her har været rigtig, rigtig interessant, fordi de såkaldt EU-konstruktive og -positive partier åbenbart ikke engang kan være så konstruktive og positive, at de kan blive enige om at lave en aftale. Det kan jo godt vække en vis undren.

Statsministeren taler meget, meget hurtigt, og jeg har muligvis hørt forkert, men hørte jeg statsministeren sige i et svar til hr. Finn Sørensen, at statsministeren syntes, det var en god idé, at EU skulle være en social union?

Statsministeren.

Næh, det tror jeg ikke, jeg tror faktisk tværtimod. Jeg synes ikke, at EU skal udvikle sig til en social union.

Mette Bock.

Det er jo interessant at se, hvor grænsen så går for, hvor langt EU skal bevæge sig.

Men jeg vil gerne bruge den sidste del af spørgsmålet her til at tale bankunion, for statsministeren siger på den ene side, at en bankunion er en god ting for EU. På den anden side siger statsministeren, at man vil vente med at tage stilling, til man ser, hvad det er. Så spørger jeg: Hvad er den røde linje? Altså, dermed åbner statsministeren jo for muligheden for, at man faktisk ikke skal sige, at Danmark skal være med. Punkt 1: Hvad ville kunne gøre, at Danmark ikke skulle være med? Og punkt 2 om den her stresstest: Hvis alle bankerne nu består stresstesten, hvorfor skal vi så have en bankunion?

Statsministeren.

Grunden til, at bankunionen er godt for Europa, er, at det vil sætte et endeligt punktum for, at vi kan komme ud i en situation, hvor bankernes ustabilitet skaber en finansiel krise, som også bliver en økonomisk krise, som også bliver en krise i forhold til arbejdspladser. Det er det, vi gerne vil undgå fremadrettet. Og det er derfor, at alt det, vi har gjort i forhold til banker, egentlig passer godt sammen. Vi er gået ind i at diskutere bonusser til bankdirektører, vi har et stort kapitalkravsdirektiv, som er vigtigt, og nu har vi så også den endelige del af bankunionen, som sikrer, at det er bankerne, der skal betale, hvis noget går galt, og ikke skatteborgerne. Det er derfor, bankunionen som sådan er en god idé.

Det, der så står tilbage, er: Skal Danmark være en del af det? Og der vil vi gøre det på den måde, vi altid har gjort det på, nemlig at det er først, når det er helt færdigt, at vi skal tage stilling til det. Jeg ved godt, at der er partier i Folketinget, som pr. definition er imod alt nyt, der kommer fra EU. Det må stå for deres regning. Vi vil gerne vurdere tingene, i forhold til om det er en fordel eller en ulempe for danske borgere, at vi har en sådan bankunion, og det kan vi først tage stilling til, når vi har det endelige billede af bankunionen.

Tak til statsministeren. Og så giver jeg ordet til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Allerførst vil jeg selvfølgelig gerne benytte lejligheden til at sige tak for debatten. Det er jo ikke sådan, at resultatet er helt, som vi i Dansk Folkeparti kunne ønske os, men det har bestemt været nyttigt at have den her debat.

Der har været mange forskellige ting oppe i debatten. Jeg tror gerne, jeg lige vil benytte lejligheden til at resumere, at vores baggrund for at rejse den her debat jo har været, at den britiske regering – i hvert fald det konservative regeringsparti i England med premierminister David Cameron i spidsen – har igangsat et arbejde med henblik på at afsøge mulighederne for et mere fleksibelt samarbejde for Storbritanniens vedkommende i forhold til EU, altså en løsere tilknytning, sådan at man bevarer mere britisk suverænitet i forhold til Bruxelles.

Det er jo en proces, som vi i Dansk Folkeparti – med den EU-politik, vi har – synes er uhyre interessant for Danmarks vedkommende. Det har været betegnet, også fra andres side i dag, som et vindue, der åbner sig, altså en mulighed, der åbner sig, for at vi kan diskutere EU med en anden indgangsvinkel end det, vi plejer at gøre. I forhold til at det altid handler om, at EU skal bestemme mere, betyder det, at vi måske kan få en chance her for at diskutere, hvordan man kan få et mere fleksibelt opbygget europæisk samarbejde, der i højere grad tager hensyn til befolkningerne i EU.

Det er klart, at når vi synes, det er så vigtigt, at den her debat er der, så er det ikke bare, fordi der er europaparlamentsvalg den 25. maj – det er jo en debat, vi også forhåbentlig får efter den 25. maj, og forhåbentlig med stigende intensitet og større kraft. Det er, fordi det er åbenbart for enhver, der vil beskæftige sig med EU-politikken, at der blandt en lang række befolkninger er en stigende skepsis over for det EU-samarbejde, der er der.

Det kan man jo selvfølgelig vælge – jeg havde nær sagt fra de forenede, ja, genforenede, blev det nævnt under debatten, japartier eller EU-partier, eller hvad man vil betegne sig som, at lukke ørerne for og prøve at lukke øjnene og tænke, at så går det måske over på et eller andet tidspunkt. Eller man kan vælge at sige: Nej, det er nok kommet for blive, hvis ikke man aktivt, indholdsmæssigt reagerer på det.

Det er en sund EU-skepsis, der er stigende rundtomkring i den danske befolkning og blandt andre befolkninger, for man reagerer jo på en udvikling, man ikke bryder sig om. Man reagerer på en udvikling, hvor det nationale demokrati bliver tømt mere og mere for indhold, og hvor man så derfor reagerer med skepsis på den udvikling, der er.

Vi har haft nævnt nogle eksempler i debatten. Det har været konkrete eksempler som den børnecheckdiskussion, de fleste jo kan erindre har kørt intensivt det sidste halve års tid, hvor en EU-domstolsafgørelse bliver tolket derhen, at vi bliver nødt til at sende børnecheck til børn, der slet ikke bor i Danmark, fordi man har et job, måske ikke i synderlig mange timer og mange uger, her i Danmark som vandrende arbejdstager fra et andet EU-land.

Vi har haft eksemplet med SU, hvor vi for et år siden, da vi sidder midt i SU-forhandlinger pludselig får at vide, at en afgørelse ved EU-Domstolen bliver tolket sådan, at vi nu skal betale SU til EU-borgere, der er kommet hertil og tager det, der svarer til et fritidsjob i Danmark. Og den SU kan man så efterfølgende i mange situationer tage med sig til udlandet. Vi spurgte til de økonomiske konsekvenser af det og fik dengang at vide af regeringen, at det ville koste den danske statskasse netto 200 mio. kr. om året, altså brutto ca. 400-500 mio. kr. årligt. Det er ganske mange penge.

Så eksemplerne er der jo, og det er klart, at når man så hører fra statsministeren, fra Angela Merkel, eller hvem der ellers udtrykker det, at EU ikke skal være en social union, så er der mange danskere, der kan se, at det er EU jo ved at udvikle sig til, når EU blander sig i, hvem vi skal udbetale sociale ydelser til. Og så reagerer danskerne, ligesom en række andre befolkninger reagerer, med en sund skepsis.

Min anbefaling er, at det tager man alvorligt. Min anbefaling er, at det reagerer man på – ikke bare ved at sige, at det er befolkningen, der tager fejl, og at man har forklaret det dårligt; man har ikke i tilstrækkeligt omfang fået forklaret alle de gode sider, der er ved EU-samarbejdet, og derfor kan man se stort på de dårlige sider. Nej, det reagerer man selvfølgelig kun på, ved at man tager hånd om de dårlige sider, de negative konsekvenser af samarbejdet, og så handler på det. Og det savner vi altså nogle svar på. Debatten i dag har desværre ikke bragt os i mål, hvad det angår, og derfor kan jeg jo godt se, at vi kommer til at tage flere debatter om det her emne. Og sådan skal det selvfølgelig også være.

Jeg har til sidst i debatten søgt statsministerens svar på det her med bankunionen. Og det er jo, fordi hvis man har en vedtagelse i dag, som man jo har, der siger, at Danmark skal være så tæt på kernen af EU som overhovedet muligt, så er det svært at finde ud af, hvorfor det lige præcis skulle stoppe ved spørgsmålet om en bankunion. Det sandsynlige er jo nok, at man når frem til, at det inkluderer også en bankunion for Danmarks vedkommende, men at det ikke er særlig opportunt at snakke om det på den her side af valget til Europa-Parlamentet i 25. maj, så vi får først tilfældigvis lige resultatet fra statsministerens side efter den 25. maj.

Jeg var lige inde at tjekke, og Nationalbanken har jo markeret, hvad de mener, på baggrund af at de har gennemført en stresstest af bankerne. Og nationalbankdirektøren har jo forholdt sig til, hvordan han mener de danske bankers situation også klarer EU-stresstest eller ECB-stresstest, som det jo er. Så jeg mener, at det, som statsministeren stod heroppe på talerstolen for et øjeblik siden og sagde var afgørende i forhold til den danske regerings stilling, er der altså andre – i hvert fald nationalbankdirektøren – der mener at have givet svaret på. Det er jo lidt interessant i forhold til den debat. Det kommer vi også tilbage til ligesom så mange andre spørgsmål. Det eneste, der i hvert fald står helt klart efter debatten i dag, er, at debatten ikke er tilendebragt. Den er ikke slut. Den er kommet for at blive.

Hr. Morten Bødskov for en kort bemærkning.

Tak for det, formand. Jeg synes jo, at en af konklusionerne på debatten i dag må være, at det faktisk svæver temmelig meget i tågerne, hvad Dansk Folkeparti forestiller sig. Man kan ikke rigtig få svar på, hvad for nogle konkrete ting man mener Danmark ikke skal være med i. Et af de soleklare svar, vi dog alligevel har fået, er jo, at Dansk Folkeparti ikke mener, at man skal bekæmpe social dumping via et tættere samarbejde i Europa, og det tror jeg virkelig overrasker mange, ikke mindst alle dem, der er aktive på chauffør- og transportområdet, som jo hver eneste dag er udfordret af løndumping. Man lad det nu lige stå et øjeblik.

Et andet emne, som jeg synes er interessant, er, at jeg simpelt hen ikke forstår, at Dansk Folkeparti mener, at Danmark ikke skal være med i et tættere politisamarbejde i EU om bekæmpelse af menneskehandel, omrejsende bander, organiseret kriminalitet og ikke mindst i forhold til beskyttelse af ofre for kriminalitet på tværs af landegrænser. Hvorfor mener Dansk Folkeparti ikke, at Danmark skal være med i det samarbejde?

Ordføreren.

Hr. Morten Bødskov kommer ind på to ting. Den første er, om vi kan nævne eksempler, hvor vi mener at EU går for vidt, og hvor vi skal have kompetence tilbage til Danmark. Ja, det kan jeg sagtens. Jeg har nævnt det tidligere i debatten, og jeg vil gerne gøre det igen. Når EU-Domstolen hele tiden udvider, hvad vandrende arbejdstagere har ret til, altså at man efter statsministeren og EU's overbevisning har ret til at få eksempelvis børnechecken sendt til børn, som ikke er i Danmark, hvis en rumæner arbejder i Danmark, så mener vi, at EU går for vidt, og sådan nogle steder vil vi gerne have kompetence ført tilbage. Jeg kan nævne flere eksempler, men jeg skal også nå den anden ting om det retlige og politisamarbejdet.

Det, vi er nervøse for, er, når det bliver overstatsligt, og når vi afgiver suverænitet og må affinde os med, at vi kan blive stemt ned. Det har været omdrejningspunktet i hele debatten omkring EU, både generelt, men jo også specifikt i forhold til vores tidligere nej til Lissabontraktaten, hvor man jo nemlig skabte muligheden for, at man skulle lade det har samarbejde overgå til at være et såkaldt overstatsligt samarbejde, hvor man altså kan stemme hinanden ned.

Det er vi generelt meget skeptiske over for, for vi aner ikke, hvor sådan noget lander. Vi går ind for et stærkt politisamarbejde hen over landegrænser og selvfølgelig specielt i forhold til vores nabolande. Men vi er meget nervøse for det med, at der skal afgives suverænitet, altså afgive vores selvbestemmelsesret – også på det retlige område. Og så er der selvfølgelig hele spørgsmålet om udlændingepolitikken, som jo også er en del af den diskussion, vi har om det retlige forbehold, og hvor spørgsmålet er, om det – også efter dagens debat – er særlig betryggende at overlade det til et flertal her i Folketinget at finde ud af, hvor på f.eks. udlændingepolitikken man skal lave fælles regulering, i forhold til at vi selv skal kunne bestemme her i Danmark.

Morten Bødskov.

Men efter debatten i dag står det jo så bare tilbage, at det forsvar, som Dansk Folkeparti – i hvert fald uden for de her mure – mener man har over for chauffører, som er udsat for ublu lønkonkurrence i transportsektoren, og i forhold til andre områder af dansk erhvervsliv, hvor man ser mere eller mindre organiseret social dumping og løndumping, vil Dansk Folkeparti ikke være med til at bruge. Dansk Folkeparti vil altså ikke bruge den stemme og den indflydelse, vi har via Europa-Parlamentet, til at forhindre det.

Det undrer mig, at hr. Kristian Thulesen Dahl i dag ikke har brugt lejligheden til at tage afstand fra afstemningsmønsteret hos sin spidskandidat til Europa-Parlamentet, hvor han med sin stemmeafgivning jo helt bevidst har stemt imod forslag, som kunne have været med til at forstærke den her indsats, og nu står vi så her med et andet vigtigt område. Virkeligheden er jo, at i forhold til politisamarbejdet kører de andre altså i et tættere overnationalt samarbejde nu. Det er jo det, der er Danmarks udfordring. Og det, vi skal tage stilling til, er, om vi vil være med i et endnu stærkere samarbejde om bekæmpelse af menneskehandel, organiseret kriminalitet, omrejsende bander og i et endnu stærkere samarbejde over grænserne mellem vores politimyndigheder. Det er det, vi skal tage stilling til, og det efterlader bare spørgsmålet: Hvorfor er Dansk Folkeparti imod, at vi skal afskaffe forbeholdet på politisamarbejdet?

Ordføreren.

Jamen vi ønsker ikke noget EU-politi. Vi ønsker et nationalt forankret politi, der selvfølgelig samarbejder med politimyndigheder i andre lande. Jeg tror, det er der, forskellen er, for det er klart, at hvis man ønsker, at det skal være EU-baseret, og at tingene skal afgøres med flertal i EU, forstår jeg jo fint Socialdemokratiets position. Men hvis man ønsker et nationalt forankret politi, og at det er Folketinget her, der kan træffe de afgørende beslutninger om politi, retlige forhold og udlændingespørgsmål, som jo også er en del af hele diskussionen om retligt forbehold, så bliver jeg bare nødt til at sige, at der er grænser for, i hvor høj grad vi skal give selvbestemmelsesretten fra os.

Der ser Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti og jo åbenlyst forskelligt på tingene, for når det gælder Socialdemokratiet, er det svært at finde nogen som helst grænse for, hvad EU skal tage sig af. Men i Dansk Folkeparti har vi altså en holdning om, at tingene grundlæggende skal forankres i nationalstaten, hvor borgerne har indsigt i, hvad der foregår, og der er gennemsigtighed, og hvor man har et nationalt parlament, der beslutter tingene. Det er den måde, vi tror demokratiet rent faktisk kan fungere på, og som giver danskerne indflydelse på tingene. Der ser Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti desværre forskelligt på tingene. Vi håber jo, at vi kan overbevise også Socialdemokraterne om det rigtige i vores holdning.

Nu er der seks medlemmer, der ønsker korte bemærkninger. Det er først hr. Jeppe Bruus.

Og så beder jeg om, at man passer på børnene på tilhørerrækkerne.

Ja, det er vigtigt, ellers må vi være klar hernede til at gribe. Jeg skal nok være klar.

Jeg håber stadig væk, jeg har 30 sekunder.

Vi er kommet vidt omkring i den her debat, og det er faktisk lidt interessant, at Dansk Folkepartis formand bekræfter det, som Dansk Folkepartis spidskandidat i Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt, har bedrevet, nemlig at stemme imod tiltag, der styrker kampen mod social dumping i Europa-Parlamentet. Ikke alene det, jeg synes faktisk også, det har været interessant, at Dansk Folkepartis formand i dag fra Folketingets talerstol har bekræftet, at det stadig væk er Dansk Folkepartis holdning, at det skal være ulovligt for en dansk fagforening som 3F at konflikte mod en virksomhed, der benytter en konkurrerende overenskomst til at trykke løn- og arbejdsvilkår, sådan som Dansk Folkeparti selv stillede forslag om i 2012. Derfor er mit spørgsmål: Bekymrer det ikke Dansk Folkeparti, at hvis Dansk Folkeparti får magt, som de har agt, fører det altså til, at virksomheder kan have held til at trykke løn- og arbejdsvilkår for kokke og tjenere ned til 80 kr., 60 kr., 40 kr. i timen?

Ordføreren.

De forudsætninger, der bliver lagt ind i spørgsmålet, er jeg ikke enig i. Jeg har tidligere, også i dag, gjort det klart, at når det beslutningsforslag, som jo også blev diskuteret den pågældende sommer, hvor man havde diskussionen om Vejlegården, ikke blev fremsat i Folketinget det pågældende efterår, var det, fordi det blev sagt, at hvis det blev gennemført, ville vi i Danmark skulle anerkende eksempelvis polske overenskomster, der ville betyde, at man så lovligt i Danmark skulle kunne betale folk f.eks. 40 kr. i timen. Derfor ville vi selvfølgelig ikke fremsætte forslaget, for det ville vi ikke have skulle være gældende i Danmark. Det sagde vi på det tidspunkt, det har jeg sagt tidligere under debatten i dag, og det gentager jeg gerne også nu.

Jeppe Bruus.

Der var ikke tale om polske overenskomster. Der var tale om, at Restaurant Vejlegården, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl og andre havde travlt med at sidde og spise stegt flæsk, lavede en overenskomst med Kristelig Fagforening, som var dårligere end den overenskomst, som 3F havde indgået, og at en række partier var så fortørnede over, at 3F selvfølgelig kæmper for, at den løn og de arbejdsvilkår, som de har kæmpet for i årevis, ikke skal kunne blive dumpet. Så der var ikke tale om polske overenskomster her. Der var sådan set tale om, at en dansk virksomhed brugte en dansk samarbejdspartner til at trykke løn- og arbejdsvilkår, og i princippet kunne en anden dansk virksomhed med en anden dansk samarbejdspartner have trykket det endnu længere ned.

Det var jo det, som Dansk Folkeparti ønskede at bekæmpe. Det var den konfliktret, som Dansk Folkeparti ønskede at gøre ulovlig. Jeg har ikke hørt andet, end at man sådan set har bekræftet det i dag. Jeg synes, det er bekymrende, men det giver selvfølgelig god mening, når man nu også på EU-niveau bekæmper kampen mod social dumping.

Ordføreren.

Jeg har også tidligere i dag svaret på noget enslydende. Jeg vil sige, at forskellen er, at vi synes grundlæggende, at man skal respektere, hvis nogen ønsker at lave en overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening, og det, at folk ikke vælger at lave en overenskomst med et fagforbund fra LO-familien, mener vi sådan set er okay i Danmark. Hvis man kigger på steder, hvor 3F måske i højere grad burde have lagt sine kræfter end Vejlegården, vil man se, at man sagtens i det lokalområde kunne have fundet steder, hvor der slet ikke er overenskomst. Nu var det nok, fordi det var naboen til 3F's egne lokaler i Vejle. Det spillede nok også ind her, at det lå lidt tæt på.

Men hvis man kigger på de steder i Danmark, hvor problemerne med underbetaling og lave betalinger måske er størst, vil man se, at det jo i meget høj grad er steder, hvor der slet ikke er overenskomst. Min opfordring til 3F er, ligesom det var dengang, at det er der, man for alvor bør tage fat, fordi det er der, problemerne for danske lønmodtagere virkelig er store. Det er der, de virkelig bliver presset ned i løn. Det er der, de oplever social dumping. Man skal da tage fat der, hvor problemerne er størst.

Derudover mener jeg, at vi som nation skal have nogle flere redskaber til at bekæmpe social dumping. Der mener jeg at EU giver os problemer, fordi EU underminerer vores ret til at tage fat på de her ting på grund af arbejdskraftens frie bevægelighed, men det har jeg ved anden lejlighed også talt om.

Fru Ida Auken har en kort bemærkning.

Jeg synes, det har været en god debat i dag, for vi er faktisk blevet enige om, at både Dansk Folkeparti og japartierne synes, at EU-samarbejdet er godt og vi får rigtig meget ud af det. Både Dansk Folkeparti og japartierne synes, at der hele tiden kommer ting op, som man gerne vil have indflydelse på og måske ændre på.

Så prøver jeg bare at forstå, hvordan tingene fungerer, når man ser på det fra hr. Kristian Thulesen Dahls perspektiv. Hvordan er det i Dansk Folkepartis gruppe? Får man mest indflydelse ved at være så tæt på kernen som muligt – jeg antager, at det er hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Peter Skaarup – eller ved at have et ben halvt ude ad døren til Dansk Folkepartis gruppeværelse? Får man mest indflydelse ved at være så tæt på kernen som muligt eller ved at have et ben halvt ude ad døren?

Ordføreren.

Man får mest indflydelse ved at været tro mod sine holdninger. Undskyld, nu må det ikke opfattes som værende perfidt på en eller anden måde, men fru Ida Auken har måske haft den holdning, da hun ikke længere var minister, at man skulle søge til en anden gruppe for at være tættere på kernen. Men jeg mener, at i politik skal man også en gang imellem være der, hvor man er, fordi man mener det, man grundlæggende kæmper for, og så kæmpe kampen, uanset om man så er i et lokale, hvor der er mange eller få, uanset om det lokale er tæt på et andet lokale eller det er længere væk fra et andet lokale.

Så Danmark skal da kæmpe for de ting, som den danske befolkning tror på, og hvis vi kan se, at det danske velfærdssamfund bliver grundlæggende udfordret af den måde, EU udvikler sig på, så skal vi da sige fra, og så skal vi da ikke bare for enhver pris sige, at vi skal være så tæt på kernen af eurolandene som overhovedet muligt. Hvis vi kan se, at der er nogen steder, hvor det undergraver den danske velfærdsmodel, så skal vi da turde sige fra og sige, at det er godt for danskerne, godt for dansk demokrati, godt for dansk selvstyre, godt for den danske model, at vi siger fra på de områder.

Ida Auken.

Jamen det er jo dejligt – Dansk Folkeparti må altid tale ned til os andre, men vi må aldrig nogen sinde stille svære spørgsmål til Dansk Folkeparti. Så tak for det, vil jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl. Jeg synes, vi skal prøve at holde en ordentlig standard over for hinanden.

Jeg spørger bare igen: Får man mest indflydelse ved at gå ind i Dansk Folkepartis gruppeværelse med de holdninger, man har, med det, man brænder for, det, man gerne vil ændre, og det, man gerne vil diskutere, eller gør man det ved at sætte sig uden for døren til Dansk Folkepartis gruppeværelse, fordi man har en anden holdning end f.eks. hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Peter Skaarup? Altså, gør man det ved at være med der, hvor kampene er, og der, hvor slagene er, eller gør man det ved at sætte sig uden for døren?

Ordføreren.

Jamen altså, jeg beder om forladelse, hvis jeg virkelig gik fru Ida Auken for nær. Men det var sådan set fru Ida Auken, der begyndte at tale om gruppelokaler og sådan noget herinde i Folketinget, så det var bare derfor, jeg syntes, det var så nærliggende.

Altså, man skal jo kun gå ind i Dansk Folkepartis gruppelokale, hvis man grundlæggende synes, det tjener ens interesse. Man skal jo kun være med i den bankunion, som statsministeren ikke engang i dag kan svare på om man skal være med i fra dansk side, hvis man mener, at det grundlæggende er i dansk interesse. Så selv dér har jeg forstået at der er en eller anden form for tvivl om, hvorvidt det er i Danmarks interesse at være med, eller om det er bedre at stå udenfor. Og hvis vi skal tage det for gode varer og ikke tro, at det bare er, fordi der er europaparlamentsvalg den 25. maj, og at man så lige vil vente med at svare på det spørgsmål til den efterfølgende tid, så må det jo være, fordi det ikke altid bare gælder om at være med for at være tæt på kernen. Der er altså nogle steder – det er der åbenbart for regeringen, hvis man skal tage det for gode varer – hvor det måske er bedre for danskerne at stå udenfor.

Tak. Så er det hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg vil gerne bede ordføreren bekræfte, at det forslag om konfliktretten, som Venstre og Dansk Folkeparti fremsatte, handlede om at begrænse konfliktretten, sådan at LO-fagforeninger ikke havde mulighed for at lave en konflikt mod f.eks. Vejlegården, en virksomhed af den art, der havde indgået en dumpingoverenskomst med Kristelig Fagforening. Det var det, som det forslag handlede om, og det vil jeg gerne bede ordføreren bekræfte. Og så kan jeg forstå på de uldne svar på det, at det nok er trukket tilbage, ikke fordi ordføreren mener, det var forkert, men fordi der blev for meget blæst om det. Og vi skal regne med, at efter et folketingsvalg, hvor Dansk Folkeparti får indflydelse, hvis de gør det, så kommer sådan et forslag op af skuffen igen.

Ordføreren.

Nej, det skal hr. Finn Sørensen så ikke regne med – heller ikke de forudsætninger, han lægger ind i sit spørgsmål. Der, hvor jeg jo fuldstændig klart siger at der selvfølgelig kan være en forskel på, hvordan Socialdemokratiet og for den sags skyld også Enhedslisten ser på tingene i forhold til Dansk Folkeparti, er i forhold til det der helt grundlæggende: Er det okay, vi har noget, der hedder Kristelig Fagforening? Er det okay, at der kan være sådan en fagforening, som varetager deres medlemmers interesser, og som indgår overenskomster? Skal man kunne acceptere det i det danske samfund? Og der synes vi jo grundlæggende, at det skal man. Altså, det har de lov til. Men når det handler om at bekæmpe social dumping, mener vi, der er brug for nogle nationale regler, som kan gøre, at vi kan bekæmpe social dumping.

Jeg mener sådan set heller ikke, at man med det pres, der er fra f.eks. østeuropæere, hvis vi kigger ud i fremtiden, kan forlange, at nok så stærke fagforeninger – uanset om man havde nok så stærke fagforeninger – faktisk skal kunne håndtere det. Altså, det kan man ikke alene overlade til folk, som jo typisk har arbejde hele dagen, og som så skal ud og lave forskellige konflikter med andre virksomheder. Der bliver vi simpelt hen også nødt til at have nogle nationalt funderede regler, som sikrer det danske samfund og den danske lønmodtager langt stærkere, end vi kan, hvis vi bare overlader det til fagforeningerne.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg tror, ordføreren godt er klar over, at hans fremstilling af, hvad Enhedslisten og for den sags skyld også Socialdemokraterne – de må svare for sig selv, men jeg tror, jeg kender deres synspunkt – mener i forhold til konfliktret og organisationsret, er fuldstændig forkert. Enhedslisten går ind for fri forhandlings- og organisationsret på det danske arbejdsmarked. Deri ligger selvfølgelig også muligheden for, at der opstår nogle organisationer, og at der bliver tegnet nogle overenskomster, som Enhedslisten ikke synes om, men det skal vi bare ikke blande os i, og det gør vi heller ikke, som medlemmer af Folketinget. Vi er nok det mest konsekvente parti, hvad det angår, idet vi f.eks. ikke var med til at køre skolelærerne over og sløjfe alle deres lokalaftaler, sådan som hr. Kristian Thulesen Dahl var i indgrebet i skolekonflikten.

Ordføreren.

Nu kommer vi jo vidt omkring, men jeg vil bare sige, at grundlæggende er jeg enig i, at man kørte urent trav i forhold til folkeskolelærerne. Altså, der er jo ingen tvivl om, at man i virkeligheden ikke havde nogen reel forhandling på det tidspunkt. Nu nævnte hr. Finn Sørensen det jo selv.

I forhold til det andet vil jeg sige, at så må det være på vegne af Socialdemokraterne, jeg talte, og deres definition, og så må de jo i givet fald tage til genmæle, hvis ikke de føler sig dækket ind af det. Og jeg skal selvfølgelig bare notere mig, at hr. Finn Sørensen ikke føler sig dækket ind på tilsvarende måde.

Tak. Så er det hr. Ane Halsboe-Jørgensen.

Eller fru i dagens anledning, måske (Munterhed).

Tak for det, og tak for debatten. Jeg synes, at det er rigtig positivt, når vi får mulighed for at folde den her debat lidt ud, fordi for mig er EU-medlemskabet lig med arbejdspladser, og det er lig med grænseoverskridende kamp for bedre miljø, det er lig med, at vi går til kamp mod de kemikalier, der er i vores børns legetøj, alle mulige ting.

Men EU er jo ikke bare EU. EU er jo det, som det politiske flertal i Europa beslutter det skal være, og derfor er det også så afgørende for mig, at vi har stærke socialdemokratiske kræfter både i Bruxelles og her i København, der kæmper for arbejdstagerrettigheder og bekæmper social dumping. Derfor undrer det mig også, når jeg nu hører så meget snak fra Dansk Folkeparti om netop at sikre arbejdstagerrettigheder, at man herhjemme vil begrænse konfliktretten og i Bruxelles ikke stemmer med Socialdemokraterne, når vi faktisk forsøger at sikre arbejdstagerrettigheder. Er hr. Kristian Thulesen Dahl enig i de stemmeafgivninger, der er foretaget i Bruxelles, som ikke bekæmper social dumping?

Ordføreren.

Hr. Morten Messerschmidt har gjort det fuldstændig klart, hvordan der er stemt i Europa-Parlamentet i de pågældende situationer, og hvad baggrunden er, og det har ikke noget at gøre med, at det ikke har været ud fra at skulle bekæmpe social dumping. Der har været gode forklaringer i de forskellige situationer, og det ved Socialdemokratiet også godt. Det kan man jo bare slå op, hvis man har lyst til det.

Så vil jeg fastholde, at vi i Dansk Folkeparti mener, at der er behov for muligheden for nationale regler, der gør, at vi kan bekæmpe bl.a. social dumping. Når vi f.eks. i Danmark her i Folketinget vedtager regler i forhold til cabotagekørsel, for at vi på transporterhvervets side har nogle ordentlige regler, så bliver vi underkendt af EU.

Regeringen har måttet døje med, at man får at vide af EU, at de regler, vi har, så ikke er, som de skal være, og så må vi slå bak i Danmark. Det synes vi er noget skidt, fordi det er i bund og grund igennem sådan nogle nationalt funderede regler, man for alvor kan gøre noget ved de her problemer. Der må jeg jo bare erkende, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har forskellige tilgange til det her, fordi det, jeg hører fra socialdemokratisk side, er, at det løser man igennem arbejdet i Europa-Parlamentet, mens mit budskab er, at det gør man ikke. Man løser det ved, at nationalstaterne, herunder Danmark, får ret til at lave nogle værnsregler, som sikrer os.

Fru Ane Halsboe-Jørgensen.

Jeg tror grundlæggende, at udfordringerne skal løses på begge niveauer, inklusive i virkeligheden også et lokalt niveau. Men der er altså brug for også europæiske løsninger, og det er også derfor, jeg går ind for, at Danmark er med i EU. Vi ser det på miljøområdet, vi ser det inden for trafficking, grænseoverskridende kriminalitet, og vi ser det på eksempelvis cabotageområdet, den internationale transportsektor. Der er brug for europæiske løsninger, men Dansk Folkeparti vil ikke være med. Hvorfor?

Ordføreren.

Nu har jeg selv siddet i Europaudvalget her i Folketinget i 10 år, og fra tid til anden fik jeg at vide, at jeg havde sagt ja til en del mandater, som det jo hedder, når man giver regeringen ret til at arbejde i en bestemt retning i Bruxelles, og når jeg skulle forklare, hvorfor jeg havde det, var det, fordi vi lige præcis – selvfølgelig – arbejder for, at reglerne, når først EU har fået magten på et område, selvfølgelig så skal være så fornuftige som overhovedet muligt. Det siger sig selv, og det vil vi da arbejde for til hver en tid.

Men når der snakkes om den her overordnede diskussion, der er, om Danmark i forhold til EU, med udgangspunkt i det, der sker i Storbritannien, forbeholder vi os bare lige retten til at tage en debat om, hvordan man som nationalstat også kan sikre sig, og hvordan man kan sikre, at der er nogle værnsregler, der gør, at der også her i Folketinget med rette kan træffes nogle beslutninger, som ikke kan anfægtes af EU. Men man bliver nødt til at anerkende, at de regler så gælder i Danmark.

Tak. Så er det fru Lotte Rod.

Dansk Folkeparti har jo haft stor succes med at lave en meget detaljeret ældrepjece med nogle meget konkrete forslag. Jeg vil høre, om ikke Dansk Folkeparti kunne tænke sig at lave en tilsvarende EU-pjece med lige så konkrete forslag til, hvad det er for nogle områder, hvor Dansk Folkeparti vil trække Danmark ud.

Ordføreren.

Det vil jeg slet ikke afvise at vi kunne finde på at gøre. Sagen er bare, at hvis jeg nu havde gjort det til den her debat, ville omdrejningspunktet til den her debat jo ikke blive det principielle i, hvorvidt man skulle lave sådan en kompetenceafklaring, og om man skulle lave sådan en proces som den, der har været i Storbritannien. Så ville det jo alene være blevet en debat om Dansk Folkepartis forslag til sådan en fordeling af magt. Så det her har egentlig bare været et oprigtigt forsøg på at se, om vi kunne få en større forståelse her i Folketinget for at gøre det samme, som den britiske premierminister, David Cameron, har igangsat i England.

Men jeg vil da bestemt ikke afvise, at vi på et tidspunkt vil lægge et klarere bud frem på, hvordan vi ønsker det. Jeg er selvfølgelig kommet med nogle bud her i dag for at illustrere, i hvilken retning vi mener det bør gå, og vil også gerne tale mere om det, hvis der er interesse for det, og det kan jo også blive noget, man kan komme tilbage til. Men jeg har ønsket en proces a la den, de laver i Storbritannien, og at få opbakning i Folketinget til at lave sådan en proces. Derfor har vi ikke villet give vores facitliste på forhånd – det ville jo måske sådan set være at ødelægge muligheden for overhovedet at få igangsat den proces.

Fru Lotte Rod.

Jeg synes, det lyder godt, hvis Dansk Folkeparti vil komme med en konkret liste, for så længe Dansk Folkeparti ikke har sagt, om man vil ud af politisamarbejdet, om vil man ud af reguleringen af kemikalier, så er al den her snak fra hr. Kristian Thulesen Dahls side lige så tom snak som alle de der ældreløfter, man kom med, men ikke havde nogen penge til.

Ordføreren.

Man kan tage eksemplet med statsministeren, der render rundt og siger, at hun ikke vil have, at EU skal være en social union. Det er noget, Angela Merkel sagde, da hun skulle på besøg i London, og så kopierede den danske statsminister det udtryk. Altså, jeg kunne med lige så stor ret sige, at hvis der skal være indhold i det, så skal man komme med en liste, der viser, hvor EU i dag bevæger sig ind på socialområdet, og hvor EU så ikke skal gøre det fremover. Jeg har jo spurgt til det med børnechecken, jeg ved ikke hvor mange gange, altså hvorfor vi skal sende børnecheck til børn i andre lande, og jeg har spurgt til det med SU, men jeg får ingen svar på de ting. Derfor kan jeg jo med lige så god ret sende den retur og sige, at det bliver tom snak, hvis man siger, at EU ikke skal bevæge sig hen til at være en social union, men i realiteten vil man ikke komme med eksempler på, hvor det så er, at EU er gået for vidt.

Tak. Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det og tak til ordføreren. Jeg ved godt, at jeg også spurgte til det før, men jeg hænger altså lidt fast i den gevaldige inkonsistens, der er i synspunkterne fra Dansk Folkeparti angående det såkaldte retsforbehold. Hr. Kristian Thulesen Dahl siger, at tingene grundlæggende skal forankres i nationalstaterne. Med andre ord: Vi skal bestemme ting selv, fordi vi måske ikke har så stor tillid til beslutningstagerne i EU. Sådan har jeg hidtil opfattet Dansk Folkepartis syn på det her.

Men når det så kommer til retsforbeholdet, er situationen jo den, at vi har muligheden for en tilvalgsmodel, hvor vi herinde bestemmer, hvad vi er med i. Men den vil man ikke have. Man vil have den eksisterende model, hvor vi herinde kan søge om, hvad vi skal være med i, og man i EU beslutter, hvad vi får lov til at være med i. Så her stoler man så pludselig ikke på Folketinget. Hvem stoler Dansk Folkeparti egentlig på? Er det kun Dansk Folkeparti eller hvad?

Ordføreren.

Det er jo fristende. Det har jo vist sig ved talrige lejligheder, at der i hvert fald i befolkningen er en langt mere udbredt skepsis over for EU-samarbejdets omfang end det, der gør sig gældende her i Folketinget. Man kan sige, at efter at vi nu et halvt års tid har diskuteret børnecheck, har vi jo så opdaget i dag, at vi åbenbart har fået den store forbrødring blandt de her såkaldte EU-positive eller Europa-positive, eller hvordan man nu vil karakterisere sig selv, partier. Det er jo i virkeligheden et tegn på, at man igen prøver at finde hinanden og ligesom får sagt til befolkningen, at det godt kan være, at der er en skepsis derude, men nu kører man altså bare videre. Det er også det, jeg synes er konklusionen efter debatten i dag.

Derfor kan man sige, at hvis befolkningen ved en folkeafstemning skal ændre det retlige forbehold til en tilvalgsordning, så skal befolkningen jo have en tryghed, med hensyn til at Folketingets flertal bruger det til det, landets befolkning egentlig ønsker. Jeg kan da godt se, at der kan være et flertal her i Folketinget, der vil melde Danmark ind i noget, der også i højere grad har noget med udlændingepolitik at gøre. Så den afgrænsning, som hr. Jakob Ellemann-Jensen forsøger at give, og den der tryghed, med hensyn til at Folketingets flertal agerer, som danskerne ønsker i europapolitiske spørgsmål, synes jeg godt at man kan sætte spørgsmålstegn ved.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Så det vil sige, at Dansk Folkeparti også ønsker et forbehold i Danmarks Riges Grundlov, nemlig at når det kommer til europæiske forhold, så er det ikke flertallet, der bestemmer, uden en form for veto fra Dansk Folkeparti – eller hvad? Altså, det giver jo ikke nogen mening at sige, at vi ønsker ting forankret her i lokalet, undtagen når det er noget, vi ikke er enige i. Kan hr. Kristian Thulesen Dahl ikke se, at der er lille inkonsistens her?

Ordføreren.

Nej, for som det er i dag med det retlige forbehold, er det befolkningen – det har man jo lovet – der får lov til at afgøre, om man skal lave tingene om. Nu skal jeg ikke begynde på en lang historiefortælling, men i 1992-93 stemte man først nej til Maastrichttraktaten og blev så spurgt: Vil I ikke godt være søde at sige ja til Maastrichttraktaten, hvis vi nu trækker nogle ting ud, som vi kalder forbehold? Det var jo befolkningens garanti i en situation, hvor et stort flertal her i Folketinget ønskede, at vi skulle være med i Maastrichttraktaten uden forbehold med euro og med det hele, men hvor befolkningen sagde: Nej, det ønsker vi ikke. Så lavede man den aftale med befolkningen, at der altså var nogle steder, hvor befolkningen kunne være tryg ved, at Folketingets flertal ikke bare kørte af sted.

Det er jo derfor, at der er en særlig situation omkring det retlige forbehold.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger.

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 20. maj 2014.

(Talen er under udarbejdelse)