Det næste punkt på dagsordenen er:

15) Forespørgsel nr. F 13:

Forespørgsel til social-, børne- og integrationsministeren:

Vil ministeren redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform?

Af Karina Adsbøl (DF) og Karin Nødgaard (DF).

(Anmeldelse 21.01.2014. Fremme 23.01.2014).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 22. april 2014.

Jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl.

Tak for det, formand. Dansk Folkeparti har rejst denne forespørgselsdebat med ordlyden:

»Vil ministeren redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform?«

Det har vi gjort, fordi vi er bekymrede. Vi er bekymrede for, at udsatte familier og børn ikke får den hjælp, de har brug for. Ministeren har også selv udtalt, at der er udfordringer på området, og til Altinget.dk har ministeren sagt, at han vil have mere evidens på området, at der mangler kvalitet, og at det vigtigste er at finde løsninger. Og jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at det er vigtigt at finde løsninger.

Vi ved fra vores nabolande, at obligatorisk familierådslagning og netværksmøder virker; her afdækker man familiens og netværkets ressourcer.

Det, vi ser og hører, og som flere undersøgelser har vist, er, at nogle kommuner har svært ved at implementere Barnets Reform. Færre børn bliver anbragt uden samtykke. I 2012 traf kommunerne 347 afgørelser uden samtykke. I 2011 var det 377 afgørelser om anbringelse af børn og unge uden samtykke.

Ankestyrelsens undersøgelse fra 2011 viser mangel på handleplaner og mangel på børnefaglige undersøgelser. Praksisundersøgelsen viser desuden, at kommunerne i 62 pct. af sagerne ikke har overholdt regler og praksis.

De hyppigste årsager til, at sagsbehandlingen ikke følger alle lovkrav, er, at kommunen ikke udarbejder en børnefaglig undersøgelse, at handleplanen ikke er udarbejdet, før kommunen træffer en afgørelse, og at kommunen ikke indhenter samtykke fra alle relevante parter i sagen. Det første år efter oprettelsen af Ombudsmandens Børnekontor modtog de 520 klager, og de 56 henvendelser kom direkte fra børnene eller de unge selv.

Vi er bekymrede over alle de henvendelser, vi får omkring dette, også over det, medierne skriver. Forleden bragte BT en artikel, hvori formanden for Trillingeforældreklubben siger, at det er meget almindeligt, at kommunerne ikke hjælper, før det er gået galt. I en artikel i Avisen.dk forleden dag omtales en ny undersøgelse, der viser, at offentligt ansatte i vid udstrækning holder mund om kritisable forhold på jobbet, og at dette også gælder socialrådgivere, der bl.a. sidder med tunge børnesager med stor mediebevågenhed; de kan have tendens til at klappe i om forhold, de ikke synes er i orden. Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, siger til Avisen.dk., og jeg citerer:

»Det er i hvert fald ikke sådan, at man uden betænkeligheder ytrer sig. Vi har jo det hensyn at tage, at der er meget, vi ikke kan sige. Men hvis det handler om generelle forhold, hvor man for eksempel ikke kan forsvare det faglige niveau eller nedskæringer. Der møder jeg socialrådgivere, som ikke tør sige det højt«.

Jeg ved, at vi fra Folketingets side lovgivningsmæssigt har forbedret indsatsen gennem disse mange år, men jeg oplever desværre også, at lovgivningen ikke altid fungerer i praksis. Socialministeren sagde forleden i nyhederne – jeg tror, det var omkring integration han udtalte sig – at det ikke er tid til mere snak, der skal handling til. Og det vil jeg også gerne høre ham sige på socialområdet.

Jeg ser frem til debatten. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Og nu vil socialministeren så besvare forespørgslen.

Tak for ordet. Og tusind tak for at give mig mulighed for netop at besvare forespørgslen. Jeg er blevet bedt om at redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform.

Jeg vil gerne starte med at understrege, at kommunerne skal overholde lovgivningen – det er simpelt hen hævet over enhver diskussion – og det gælder selvfølgelig også de ændringer, som blev indført med Barnets Reform. Men desværre ved vi, at der er kommuner, der har problemer med at overholde reglerne på børneområdet. Det viser bl.a. Ankestyrelsens praksisundersøgelser, og det fremgik også af den undersøgelse, som Socialstyrelsen og Ankestyrelsen gennemførte i 2012 om implementering af Barnets Reform. Det handler f.eks. om, at børn ikke bliver hørt og inddraget i tilstrækkelig grad i deres egne sager. Det er, som jeg startede med at sige, naturligvis helt uacceptabelt og noget, som jeg som minister vil følge rigtig, rigtig tæt.

Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at vi har et klagesystem, hvor både børn og forældre kan klage og få afgørelser efterprøvet af Ankestyrelsen og domstolene. Det er med til at sikre retssikkerhed for børn og forældre, også når kommunerne begår fejl. Men et velfungerende klagesystem er selvfølgelig ikke nok. Det er helt afgørende for mig, at vi får en bedre praksis i kommunerne, og det skylder vi simpelt hen de børn, som hele den her debat også drejer sig om, og som ordføreren for Dansk Folkeparti også var inde på.

Vi ved jo, at det her ikke er et nyt problem, og det er heller ikke noget, som vi lige kan løse med et snuptag. Det er et stort problem, og der er mange udfordringer, som kommunerne har stået over for i mange år, og som vi i Folketinget i rigtig mange år har haft fokus på at gøre noget ved, f.eks. med det, som hele den her debat tager udspring i, nemlig Barnets Reform, men også overgrebspakken.

Hvorfor står vi så med det samme problem efter mange års indsats? Det kan man selvfølgelig spørge sig selv. Og her tror jeg det er vigtigt at vi gør os helt klart, at det her område også er ekstremt komplekst. Afgørelserne skal være socialt fagligt velbegrundede, de skal være juridisk korrekte, de skal tage højde for samarbejde mellem mange forskellige faggrupper osv. Derfor skal vi også sætte ind på flere fronter, hvis vi for alvor skal have forbedret sagsbehandlingen.

For det første skal vi sikre, at sagsbehandlerne har kompetencen til at håndtere svære og komplekse børnesager, for de er svære og komplekse. Det handler bl.a. om, at de allerede på grunduddannelsen får de nødvendige redskaber til at arbejde. Derfor er der også et arbejde i gang med at se på, hvordan socialrådgiveruddannelsen fremover bedre kan ruste sagsbehandlerne til mere systematisk sagsbehandling ude i de forskellige kommuner. Men man er ikke færdig med at uddanne sig, bare fordi man bliver socialrådgiver. Og det betyder også, at vi skal styrke efteruddannelsen for dem, der vælger at arbejde lige præcis med udsatte børn. For det er ofte tunge og komplekse sager, som de sidder med. Derfor har vi også i satskredsen ad flere omgange sat midler af til netop efteruddannelse af sagsbehandlere og ledere på børneområdet. Og netop i dag har vi holdt møde om, hvordan vi fremadrettet kan skrue efteruddannelserne sammen, så de er målrettet sagsbehandlernes behov.

For det andet kræver det tydelig ledelse, for selv den bedste sagsbehandler har behov for, at ledelsen sætter rammer og støtter fagligt op og følger med i, hvordan området udvikler sig. Styrkelsen af den faglige ledelse er også et af fokusområderne for den taskforce, som vi har nedsat. Når taskforcen bliver kaldt ind af en kommune, laver den en analyse af kommunens praksis. På den baggrund bliver der opstillet en række anbefalinger og udarbejdet en udviklingsplan for, hvordan man f.eks. får et bedre ledelsestilsyn med sagsbehandlingen. Taskforcen er på den måde et vigtigt læringsredskab for kommunerne, og jeg har noteret mig med rigtig, rigtig stor glæde, at det er noget, som kommunerne gerne vil gøre brug af.

Men kommunerne kan selvfølgelig også lære af hinanden. Med overgrebspakken har vi afsat midler til et permanent netværk for alle familiechefer i hele verden, var jeg lige vil sige, men det er nok en overdrivelse, så jeg nøjes bare med at sige i hele landet. Jeg synes, at det siger meget om kommunernes ønske om at sætte målrettet ind på børneområdet, at samtlige 98 kommuner har tilmeldt sig netværket, fuldstændig ligesom ønsket om og interessen for at få besøg af taskforcen.

Men i sidste ende nytter alt det her, som jeg har stået og talt om, ikke, hvis vi ikke også husker at rette blikket mod dem, som det hele handler om, nemlig børnene. De skal inddrages under hele forløbet, så den hjælp, der sættes i gang, tager udgangspunkt i, hvordan lige præcis de oplever problemerne, og hvilke ønsker de har. Derfor indførte vi også med overgrebspakken tydeligere krav i loven om, hvornår der skal snakkes med barnet. Samtidig har vi sikret, at ordningen med bisiddere til børn kan fortsætte, og vi har givet Børns Vilkår midler til at tilbyde professionel besiddere til de børn, der ikke selv kender en voksen, som de gerne vil have med.

Men her er det også vigtigt for mig lige at slå fast, at god sagsbehandling selvfølgelig tager hensyn til både barns tarv og forældrenes og barnets retssikkerhed. Med Barnets Reform satte vi hensynet til barnets tarv i centrum, og det var og er helt klart stadig væk afgørende. Men reformen understreger samtidig også, hvor vigtigt det er at støtte forældrene og hjælpe dem med at løfte deres ansvar netop som forældre. På den måde sikrer vi også, at anbringelser så vidt muligt undgås, og vi understøtter, at børn og forældre, så længe det er forsvarligt, kan bevare en tæt kontakt.

Jeg mener altså, at vi her i Folketinget i fællesskab gennem en række reformer og aftaler har sat initiativer i gang og udstukket en kurs, som adresserer de forskellige udfordringer, men vi må jo selvfølgelig også erkende, at der stadig er en række udfordringer tilbage, for det er et langt, sejt træk, og det betyder selvfølgelig også, at vi er nødsaget til at arbejde på rigtig, rigtig mange fronter. Men mit indtryk er også, at der ude i kommunerne er en vilje til og et ønske om at få styr på det område her. Det vidner, som jeg har nævnt tidligere, taskforcens hjælp bl.a. om. KL har desuden nedsat en aktionsgruppe, hvor kommunerne arbejder med at rette op på fejl, som er påpeget af taskforcen og Ankestyrelsens praksisundersøgelse. Det er selvfølgelig et arbejde, som jeg vil følge rigtig, rigtig tæt.

Samtidig mener jeg, at der er behov for at gøre det politiske niveau i kommunerne opmærksom på, at det bør være allerhøjeste prioritet at få styr på sagerne om de udsatte børn. Det bør indskærpes over for kommunerne, at de er forpligtet til at gennemføre lovpligtige børnesamtaler og til at sikre lige præcis rettidig håndtering af underretninger, og at de bør sikre sig, at de har et grundigt ledelsestilsyn i sager om udsatte børn.

Endelig vil et særligt fokusområde for mig være at få set grundigt på plejefamilieområdet. Det var, som man også er bekendt med, et centralt tema i Barnets Reform. Flere og flere børn anbringes i plejefamilier, og vi skal være med til at sikre, at plejefamilierne netop er klædt på til den opgave, som er vanskelig at håndtere. Det er der selvfølgelig ingen tvivl om. Kommunerne ved, hvordan de sikrer et godt match mellem barn og familie. Jeg er derfor i dialog med parterne på det her område og har bl.a. også mødtes med et panel af børn anbragt i plejefamilier for netop også at høre om deres bud på udfordringer og løsninger.

Hvis jeg skal summere op, arbejder vi altså målrettet på at hjælpe kommunerne med at få styr på indsatsen over for de udsatte børn. Med både de initiativer, der er i gang, og dem, der er på vej, understøtter vi, at intentionerne i Barnets Reform netop bliver omsat i praksis. Vi tager de løbende udfordringer, som området står over for, op, og det skal vi blive ved med både her i Folketinget og ude i kommunerne. Tusind tak for ordet.

Tak til socialministeren. Nu går vi så i gang med forhandlingen, og jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl.

Tak for det, formand. Barnets Reform trådte i kraft den 1. januar 2011. Den overordnede målsætning med lovændringen var at støtte udsatte børn og unges mulighed for at trives og udvikle deres personlige og faglige kompetencer. Derudover skulle Barnets Reform sætte fokus på, at børn og unge skulle styrkes i den nødvendige forberedelse til et liv som voksen.

Med hensyn til tryghed i opvæksten beskriver »Svigtet ingen vil se« en case fra det virkelige liv om en akutplejefamilie, der har et hold tvillinger til aflastning. De er i familien i 5 måneder, og børnene bliver fulgt af mange fagfolk, og de anbefaler, at børnene ikke skal flyttes. Kommunen ønsker ikke at yde yderligere hjælp til plejefamilien og vælger at flytte børnene til et nyt sted, hvor de så er i 3 dage, hvorefter de igen bliver flyttet. Dette hold tvillinger blev flyttet rundt til syv forskellige steder, inden de var fyldt 2 år. Det er ikke tryghed; det er utryghed.

I forhold til børn og unges rettigheder har jeg snakket med en del anbragte børn, familier, netværk og fagfolk. De fortæller, at børnene ikke kender deres rettigheder. De bliver simpelt hen ikke oplyst om dem. Man skal prøve at sætte tidligt ind med forebyggelse, men den bliver ofte ikke iværksat rettidigt, og det ender så ofte med en anbringelse. I et tidligere samråd, som Dansk Folkeparti og Venstre havde indkaldt til, indrømmede vores daværende socialminister, at der er børn, der bliver anbragt, som ikke skulle have været anbragt. Og kvaliteten i indsatsen er ofte mangelfuld. Det viser Ankestyrelsens praksisundersøgelse også.

Hvordan går det så med kommunernes implementering? Det går desværre ofte sådan, at udsatte familier og børn ikke får en tidlig forebyggende indsats. Der har været en række mediesager. Den sidste, jeg læste om, drejede sig om en mor til trillinger, der ifølge artiklen i BT ikke kunne få hjælp, og det endte med en tvangsanbringelse. Selv om det står i loven, at søskende helst skal anbringes sammen, sker det ikke altid. Jeg har desværre også kendskab til en række sager, hvor man har splittet søskende ad.

Barnet har under en anbringelse uden for hjemmet ret til samvær og kontakt med forældrene og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v., men det sker ofte, at man nedsætter barnets samvær med dets netværk. Begrundelsen for dette kan være, at børnene er kede af det efter samværet. Hvis jeg var barn, ville jeg også være ked af det, hvis jeg kun så mine forældre en gang om måneden. Så jeg tror egentlig, det er en normal reaktion, at man som barn kan være følelsesmæssigt berørt på grund af savn af sine kære. Løsningen er nok ikke at sætte samværet ned – men jeg er jo ikke ekspert.

Så er der manglende støtte og indsats i hjemmet. Det ender ofte med den største indgriben i form af anbringelse frem for den mindst indgribende foranstaltning, og barnets tilknytning til stedet tilsidesættes, selv om barnet f.eks. har været anbragt der mere end 3 år og er mest tilknyttet sit anbringelsessted. Der er manglende inddragelse af plejefamilie i forbindelse med samvær og ændring af anbringelsessted; det er der også i forhold til hjemgivelse. Der er manglende inddragelse af familien og netværket og manglende anbringelser i familier og netværk. I en kommune har de f.eks. 143 anbragte børn, og det er kun otte af dem, der er anbragt i deres netværk.

Der er også mangel på bisiddere til børnene, og så er der manglende sikring af kontinuitet i anbringelserne. I serien »Mit liv som plejebarn«, som i øjeblikket kører på DR, ser vi en 15-årig pige, der har været anbragt syv forskellige steder på 1½ år.

Barnet skal også høres og inddrages i afgørelser om samvær, og afgørelsen skal træffes ud fra, hvad der er til barnets bedste. Det er afgørende, at forvaltningen i sin afgørelse om samvær tager hensyn til, at barnet ikke skal opleve samvær og kontakt i de situationer, hvor det er skadeligt for barnet. Her kunne ministeren måske svare på, hvornår det er skadeligt at have samvær med sin familie og sit netværk. Er det, hvis børnene bliver kede af det efter samværet?

Hvordan vil ministeren sikre, at en familie får hjælp som en helhedsorienteret indsats, herunder både før, det ender galt, og efterfølgende? Der står ofte nogle forældre tilbage i dyb krise, og hvem hjælper familien? Hvad er konsekvensen, når lovgivningen ikke bliver overholdt?

Jeg kunne også godt tænke mig, at ministeren undersøger om aldersgrænsen på 12 år for advokatbistand er passende, eller om den eventuelt skal sættes ned, og eventuelt også regner på omkostningerne ved det. Jeg kunne også godt tænke mig at høre, om ministeren vil lave en uvildig undersøgelse af Ankestyrelsens praksis. Når vi ser, hvor mange fejl der bliver begået på børneområdet, er ministeren så ikke også bekymret for, at der er nogle børn, der bliver anbragt, som ikke skulle være anbragt? Så handler det også om, at vi skal have kigget på sagsbehandlingstiderne i Ankestyrelsen.

Jeg har så mange ting, jeg gerne ville sige, men jeg har ikke mere tid, og jeg tror ikke, at formanden vil doble op, så jeg ser frem til debatten.

Ordføreren er velkommen til at fremsætte sit forslag til vedtagelse. Den tid lægges nemlig til taletiden.

Tak for det, formand.

Jeg vil gerne læse det her op på vegne af alle Folketingets partier:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er udfordringer med kommunernes implementering af lovgivningen i Barnets Reform.

Udsatte børn skal hjælpes. De skal inddrages i deres egen sag, de skal lyttes til, og børnenes ord skal vægtes.

Folketinget følger udviklingen i børnesager, forebyggende indsatser og hjælp til udsatte familier. Børn skal oplyses om deres rettigheder, bl.a. via materiale herom.

Regeringen opfordres til at udsende en skrivelse til kommunerne, der indskærper forpligtelsen til at gennemføre lovpligtige børnesamtaler samt rettidig omhu ved forebyggelse og hjælp til udsatte familier.

Regeringen opfordres også til i skrivelsen at understrege vigtigheden af alle børns ret til en bisidder, når de har en børnesag, samt at kommunerne sikrer oplysning om Børns Vilkårs professionelle bisiddere.

Folketinget har taget initiativer for at opkvalificere kommunernes indsats, heriblandt it-systemet DUBU, Task Forcen m.v. Regeringen opfordres til at tilskynde kommunerne til at få et Task Force-forløb, hvis de har vanskeligt ved at implementere Barnets Reform.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 34).

Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Det oplæste forslag til vedtagelse vil komme til afstemning på tirsdag.

Jeg giver så ordet til Venstres ordfører, fru Karen Ellemann.

Først og fremmest vil jeg sige tak til fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat. Der er indlysende nok tale om et vigtigt emne, og jeg synes derfor, at det er rigtig godt, at vi tager debatten her i Folketingssalen. Jeg kan med det samme sige, at vi fra Venstres side jo, som også nævnt, tilslutter os hele forslaget til vedtagelse, men også allerede nu vil jeg gerne takke ministeren for en god besvarelse, hvor det jo blev tydeligt, at det her er et vanskeligt område.

Det var, mens Venstre sad i regering – jeg var faktisk selv socialminister – at vi forhandlede hele Barnets Reform på plads. Vi forhandlede længe og indgående og meget sagligt om en kæmpestor reform med en masse vigtige elementer i. Vi var dengang meget, meget glade for, at der var et flertal i Folketinget, som bakkede os op. Helt grundlæggende handlede det om, at vilkårene for børn og unge skulle forbedres. Hele det grundlæggende formål med Barnets Reform har ministeren allerede været inde på, og det har Dansk Folkepartis ordfører selvfølgelig også, men det kan altså ikke siges for tit, at det handler om at sikre, at udsatte børn og unge får en tryggere opvækst, og at vi også i langt højere grad får styrket kvaliteten af indsatsen på hele det her område, og selvfølgelig hele den forebyggende indsats, den tidlige forebyggende indsats, hele diskussionen om bedre supervision og efteruddannelse af plejefamilierne og sikringen af, at børnene blev og bliver hørt og får givet bedre muligheder for efterværn, og også hele skærpelsen af underretningspligten, som måske er det element, man med rette kan sige fungerer bedst i Barnets Reform, i forhold til at man underretter og man reagerer, når man oplever, at der er børn, der mistrives.

Men alle de her gode intentioner og al den klare lovtekst – for det er jo mere end intentioner, det er jo altså en meget, meget klar lovgivning – har det svært i virkelighedens verden. Den har det svært ude i kommunernes hverdag. Et af målene, som vi har været inde på, var jo netop, at støtten og efteruddannelsen af plejeforældrene, af plejefamilierne, blev forbedret. Det var et initiativ, vi tog, fordi vi jo netop er klar over, at det er en kæmpestor opgave at være plejefamilie til et tvangsfjernet barn. Derfor blev der indført ret og pligt til supervision og efteruddannelse under anbringelsen.

Men der må vi konstatere, at det billede, vi har nu og her, simpelt hen ikke er godt nok, for det er altså ikke alle kommuner, der lever op til de krav. Der er for mange eksempler på, at kommunerne ganske enkelt ikke giver supervision, selv om plejefamilierne beder om det og gør opmærksom på det. Så sent som i mandags stod der i Jyllands-Posten, at over 49 pct. af plejefamilierne ikke har modtaget den lovpligtige efteruddannelse.

Det at sætte et barn i en plejefamilie har vi jo haft mange diskussioner om. I udgangspunktet lyder det som en bedre idé. Hvis familien simpelt hen ikke er i stand til at tage vare på barnets tarv derhjemme, kan der i det at være i en plejefamilie frem for måske at være i en institution være mange gode takter i forhold til at få en mere normal tryg hverdag, hvor man ikke har en reservemor, der har skiftende vagter og er på eller ikke er på. Så alt andet lige vil jeg stadig væk sige, at vi skal rette fokus mod plejefamilierne. Men det er klart, at hvis kommunerne så ikke lever op til at give plejefamilierne den tilstrækkelige støtte og hjælp til børnene, jamen så er der for stor risiko for, at anbringelserne ender i brud. Det handler ikke om, at plejefamilierne selv skal være den socialfaglige støtte, for det er plejefamilierne i udgangspunktet ikke uddannet til, men altså at der i hvert fald også til plejefamilierne er den tilstrækkelige støtte, som er skrevet i lovgivningen.

Så det er vigtigt for børnene, at de ikke oplever brud på brud i deres opvækst. At blive en del af en ny familie og også det at tage imod et barn i sin familie er en stor opgave. Derfor er vi selvfølgelig meget interesseret i, hvad ministeren gør for at sikre intentionerne i Barnets Reform i forhold til både supervision og efteruddannelse af plejefamilier.

Så er det også vigtigt, at kommunerne bliver endnu bedre til at håndtere sagerne på korrekt vis. Vi hører stadig væk for tit om børn, som enten ikke er blevet fjernet, eller børn, som er blevet fjernet på unødvendig vis. Det her, at der er for mange sager, der formentlig ikke er behandlet korrekt – fordi det viser jo sådan set Ankestyrelsens tal – er bekymrende. Jeg er klar over, at der jo ikke er nogen, der gør det med fuldt overlæg, men det ændrer ikke ved, at tallene er for bekymrende, fordi det er børns vilkår, der alt andet lige er tale om her.

Barnets Reform var og er også et forsøg på at forebygge, at børn bliver fjernet fra familierne. Det skal selvfølgelig ske gennem forskellige typer af indsatser. Bare for at tage et hurtigt eksempel: Der blev startet projekter i en række kommuner, hvor man gik ind og tilbød de unge mødre kursusforløb for at gøre dem forældreegnede. Alle de her intentioner er gode.

Nu har formanden rejst sig, hvor er det forfærdeligt, at vi har så kort taletid til sådan et stort emne. Men alt andet lige og afslutningsvis: Vi håber, at ministeren – og det har han også givet tilsagn om – får hanket op i kommunerne, sådan at børnenes tarv bliver varetaget på bedste vis, og vi støtter naturligvis forslaget til vedtagelse. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Jeg rejste mig diskret. Nu giver jeg ordet til Socialdemokraternes ordfører, fru Julie Skovsby.

Lad mig starte med at sige, at det er hjerteblod for os Socialdemokrater, at alle får lige muligheder til at vælge og planlægge eget liv. Det starter med, at alle børn får chancen for en god barndom. Langt de fleste børn i Danmark vokser heldigvis op i gode og trygge omgivelser med masser af kærlighed og muligheder, men der er desværre også børn, hvis forældre ikke kan give dem tilstrækkelig omsorg, eller som i værste tilfælde udsætter dem for overgreb. Det er børn, som måske er nogle af dem, der har vanskeligt ved selv at råbe op.

Vi kan alle huske de helt forfærdelige sager, hvor børn har været udsat for et massivt svigt fra deres mor og far, men når vi som samfund svigter derefter, er der tale om dobbelt svigt, og det kan vi simpelt hen ikke byde børn. Derfor skal vi som samfund være meget bedre til at forebygge mistrivsel og omsorgssvigt. Vi skal tage hånd om de udsatte børn og unges problemer så tidligt som overhovedet muligt, men vi skal også have et beredskab, der virker, når det går galt, så vi ikke svigter børnene dobbelt. Der er derfor gennem de seneste år taget væsentlige og store skridt for at forbedre indsatsen for udsatte børn og unge.

Med Barnets Reform kom der for alvor fokus på det enkelte barns retssikkerhed og tarv frem for forældrenes og kommunens. Barnets Reform er en reaktion på, at kommunerne ikke reagerede, når de blev underrettet, at børn, der burde anbringes uden for hjemmet, ikke blev det, og at børnene ikke fik den nødvendige opbakning bagefter.

Barnets Reform indeholder rigtig mange gode elementer, som mange har været inde på før mig, men vi kan konstatere, at der er udfordringer med kommunens implementering. Et kritikpunkt er, at nogle kommuner ikke holder de lovpligtige børnesamtaler og dermed ikke inddrager barnet i sager om eksempelvis anbringelse. Det er naturligvis helt uacceptabelt, for børn skal inddrages i deres egen sag. Der skal lyttes til dem, og børnenes ord skal vægtes. Andre kritikpunkter handler om, at det halter med den tidlige forebyggende indsats, så barnets, den unges og familiens problemer når at vokse sig så store, at de både bliver vanskeligere og dyrere at løse.

Dertil kommer, at kommunerne er blevet kritiseret for ikke at handle hurtigt nok i sager om udsatte børn og unge. Det siger sig selv, at kommunerne naturligvis skal overholde gældende lovgivning. Reglerne hjælper jo ikke børnene, hvis ikke de følges op af konkret handling i kommunerne. Og har kommunerne problemer med at følge reglerne, må vi hjælpe dem. Derfor har Socialdemokraterne heller ikke været blege for at bygge oven på Barnets Reform. Efter regeringsskiftet er der bl.a. blevet ændret på reglerne om statsrefusion, så særlig små, fattige kommuner ikke står alene med udgiften til at anbringe meget store børneflokke, for vi må erkende, at der er kommuner, hvis økonomi har været så udfordret, at det har overskygget hensynet til barnets tarv.

Men vi er også gået et skridt videre i erkendelsen af, at den hjælp, som børn og familier har fået, ikke har været god nok. Sidste år gennemførte vi overgrebspakken, der skal forebygge overgreb og sikre en styrket indsats for de børn og unge, der har været udsat for overgreb. Her er der bl.a. afsat midler til et permanent netværk for familiechefer i hele landet, så kommunerne i større udstrækning kan lære af hinanden.

Med tilsynsreformen har vi taget et vigtigt skridt for at sikre et mere professionelt tilsyn og bedre kvalitet på anbringelsessteder, botilbud og andre sociale døgntilbud for de allermest udsatte børn og voksne.

Med finansloven for 2014 er der indgået en aftale om at styrke og målrette den tidlige og forebyggende indsats over for børn og unge, der vokser op i udsatte familier, så vi undgår, at barnets og den unges og familiens problemer vokser sig så store, at det bliver vanskeligt at løse dem. Endelig har regeringen frem mod 2020 sat konkrete mål for den indsats, der skal støtte udsatte børn og unge, og de kommende initiativer, som tilsammen styrker indsatsen for udsatte børn og unge, er markant. Det er helt centrale initiativer, hvis vi skal sikre, at alle har lige muligheder i livet, og at alle børn skal have chancen for en god barndom. Det vil vi Socialdemokrater. Tak for ordet.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det den radikale ordfører, fru Zenia Stampe.

Jeg vil også gerne starte med at takke Dansk Folkeparti for at sætte den her debat på dagsordenen. Jeg vil så også allerede sige nu, at jeg synes, det er fantastisk, at vi har kunnet blive enige om et fælles forslag til vedtagelse, hvilket jeg også synes er et bevis på, hvor vigtigt vi alle sammen synes det her område er, og hvor stor vægt vi lægger på, at det ikke skal gå op i politisk palaver, men være noget, der faktisk kommer børnene til gode. Det oplever jeg hele vejen rundt, og det er noget, man næsten kan blive rørt over, når man går herinde, og vi ellers kan bruge rigtig meget tid på at småskændes om det ene og det andet.

Men det er måske også det mest alvorlige område, man overhovedet kan komme ind på. Jeg ved i hvert fald, at der ikke er noget, der kan gøre mig mere ked af det end at høre unge mennesker fortælle om svigt i familien, som så bliver fulgt op af svigt i systemet; at have alt for mange sagsbehandlere, alt for mange afbrudte forløb på en institution eller i en plejefamilie osv. osv. Det er jo bl.a. det, vi prøver at gøre noget ved i Barnets Reform, altså at dem, der skal anbringes, skal anbringes, og at det skal ske på en professionel og omsorgsfuld måde og også på en måde, som selvfølgelig tager hensyn til barnets egne ønsker.

Men vi gør også noget for familierne. For som det også er blevet sagt heroppefra, er der jo familier, hvor man måske kan forebygge, at en anbringelse bliver nødvendig. Derfor er jeg også rigtig glad for de initiativer, der lå i Barnets Reform i forhold til at styrke familierne og forældrene.

Jeg havde for et par måneder siden et møde med KL, som jo også prøver at hjælpe kommunerne med at implementere Barnets Reform. Det gjorde indtryk på mig, for det viste jo, at de er mindst lige så optaget som os af at realisere Barnets Reform. De synes, det er en god reform. De bakker op om den. Så min oplevelse er, at alle de gode viljer er til stede, men selvfølgelig ved vi, at gode viljer ikke er nok. Men der bliver snart arbejdet fra alle ender og kanter på, at viljerne også skal blive til virkelighed. Socialstyrelsen har initiativer. KL har initiativer. Jeg tror også på, at kommunerne ønsker at gøre det bedre. Og så synes jeg også, at vi skal styrke debatten og arbejdet med løbende at følge op på det her ved bl.a. at have en debat som i dag.

Til slut vil jeg bare sige, at vi, som tidligere sagt, bakker op om forslaget til vedtagelse, som vi synes har en rigtig god balance. Den understreger selvfølgelig det gode i intentionerne i Barnets Reform, men anerkender jo også, at der er implementeringsproblemer. Men den kommer så også med nogle konkrete løsninger på det. Det synes vi er en rigtig fin balance, for det er klart, at der er nogle problemer, og dem skal vi også have øje for herinde og gøre hvad vi kan for at rette op på. Tak.

Tak til den radikale ordfører. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Sanne Rubinke.

Jeg vil også gerne starte med at takke Dansk Folkeparti for at have taget initiativ til at tage temperaturen på Barnets Reform. Der vil altid være gode grunde til, at vi drøfter, hvilke forhold vi byder udsatte børn og unge her i Danmark, og vi har jo alle sammen hele tiden den her blinkende røde lampe omkring de forfærdelige kommunale svigt, vi har oplevet i en række børnesager inden for de sidste 10 år, bl.a. de såkaldte Tønder- og Brønderslevsager. Jeg skal også med et smil på læben kvittere for Dansk Folkepartis udvikling på det her område, for vi husker også en tidligere ordfører i sin tid kæmpe indædt for revselsesretten over for børn. Så der er i hvert fald sket noget, og det her er et rigtig godt initiativ.

Arbejdet med Barnets Reform har været et langt sejt træk, der oprindelig begyndte med anbringelsesreformen i 2006, og som jo har haft til mål at sikre en større kontinuitet i anbringelser med en stabil og nær voksenkontakt for udsatte børn; at styrke hensynet til barnets tarv frem for hensynet til forældrene; at sikre udsatte børns rettigheder; at sikre en tidligere indsats, også af forebyggende karakter; at sikre mere kvalitet både i sagsbehandlingen og i selve indsatsen; og at sikre bedre rammer for kommunernes indsats, herunder en afbureaukratisering.

Vi er da kommet et stort skridt videre. Reglerne om udveksling af oplysninger om rent private forhold er blevet styrket. Der er nu gode muligheder for, at der kan udveksles relevante og nødvendige oplysninger om private forhold vedrørende et barn eller en ung mellem socialforvaltning, skole, sundhedspleje, dagtilbud osv., således at man muliggør en tidlig tværfaglig indsats til gavn for udsatte børn.

Anbragte børn har fået ret til en støtteperson, der kan fungere som stabil voksenkontakt med positiv betydning for barnets eller den unges udvikling. Tilsynet med opholdsstederne er blevet styrket med tilsynsreformen. Overgrebspakken har bl.a. banet vejen for oprettelse af børnehuse i alle landets regioner. Den skærpede underretningspligt er blevet præciseret, så det nu er tydeligere, hvornår man som fagperson skal underrette socialforvaltningen, hvis man ser mistrivsel hos et barn. Og sammenlægningen af de fem statsforvaltninger har nu også banet vejen for en forbedret og mere professionaliseret sagsbehandling i samværs- og bidragssager i statsforvaltningen.

Så håber vi faktisk også, at den nye folkeskolelov vil hjælpe udsatte børn, da vi jo faktisk tror på, at en længere og sammenhængende skoledag styrker netop de svagest stillede børn.

Men selv om der er sket forbedringer, både lovgivningsmæssigt og i den kommunale sagsbehandling på børnefamilieområdet, er der så sandelig stadig plads til forbedringer, som også forespørgeren påpeger.

Der er desværre stadig mange eksempler på en alt for stærk silotænkning i kommunerne, hvor udsatte børn og familier falder igennem og skal rende fra den ene sagsbehandler til den anden, uden at tingene bliver ordentligt koordineret. Vi ser for sene anbringelser, hvilket jo gør, som det tidligere er blevet nævnt, at det er sværere at finde kvalificerede plejefamilier og dermed gøre den brug af plejefamilier, som vi gerne ønsker.

Vi ser for lidt forebyggelse i familien, synes vi. Jeg talte med en mor, som stillede mig det enkle spørgsmål: Nu er mit barn blevet anbragt i en plejefamilie, og jeg kan se, at de nu er blevet tilkendt alverdens støtte fra fagpersoner til at håndtere at have mit barn i deres familie, så kan du forklare mig, hvorfor jeg ikke kunne få en pædagog til at støtte mig i 2 timer hver eftermiddag, som jeg faktisk bad om, og så en aflastningsfamilie en weekend om måneden? Nej, det kunne jeg ikke forklare hende. Men jeg kunne jo godt se, at det måske havde været lykkeligere for dem.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at rammerne og organiseringen af arbejdet også er alfa og omega for os her. Der skal være tilstrækkelige ressourcer i form af veluddannede socialrådgivere, og de skal have en passende sagsmængde. Og der skal være en kultur, som fremmer faglighed, helhedstænkning og reel inddragelse af børn og forældre med hensyn til at finde netop den løsning, som tilgodeser det enkelte barns trivsel, sundhed og udvikling.

Dokumentation, evidens og forskning kan bringe os et stykke, og det kan måske også bringe os langt, men at opfylde intentionerne i lovgivningen og i Barnets Reform handler først og fremmest om, at vi alle sammen tør se og tør lytte til, hvor der er børn og forældre, som skal have en indgriben og en hjælp fra fællesskabet – en indgriben fra kommunale medarbejdere, som evner at arbejde i rammer, der befordrer gedigen kommunikation, fokus på etik og retssikkerhed og en stædig insisteren på at fremme det enkelte barns tarv. Det handler først og sidst om medmenneskelige relationer og sagsbehandlere med tid til at bruge både hjerte og hjerne.

Det ser vi at vi med den fælles vedtagelse er med til at fremme, og SF bakker gerne og glad op om forslaget.

Tak til SF's ordfører. Og så er det Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Baggrunden for den her debat er jo en opfølgning på Barnets Reform, hvor formålet var en bedre indsats for udsatte børn, altså børn, der udsættes for omsorgssvigt, måske endda overgreb, og som i nogle tilfælde ender med at blive anbragt uden for hjemmet. Det er i hvert fald et prisværdigt formål, men desværre må vi jo så konstatere, at det langtfra er lykkedes i tilstrækkelig grad.

Enhedslisten var ikke med i aftalen om Barnets Reform, og det skyldes ikke så meget indholdet af Barnets Reform, for der er i hvert fald et godt udgangspunkt, men at vi ikke er med i satspuljen, fordi satspuljen jo handler om, at man finansierer en række tiltag ved at tage penge fra de økonomisk dårligst stillede danskere, de arbejdsløse, mennesker, der er ramt af sygdom osv., men også fordi det jo faktisk er sådan, at satspuljen er et helt utilstrækkeligt redskab til at sikre en ordentlig social indsats. Når der i nedgangstider stort set ikke er penge at fordele, rammer det rigtig gode og nødvendige indsatser, som i realiteten burde have faste bevillinger på finansloven.

Når det er sagt, så er der jo en række gode elementer i Barnets Reform, f.eks. en styrkelse af børns rettigheder. Der er så også nogle ting, som vi er mindre begejstret for, men selve formålet er vi i hvert fald helt enige i.

I dag diskuterer vi så, om kommunerne lever op til intentionerne, og på rigtig mange måder er svaret ganske enkelt nej, og det har såvel kommuner som Folketing ansvaret for. Jeg tror, at hvis vi for alvor skal flytte noget på det her område, skal vi ændre på de økonomiske incitamenter og på sagsbelastningen for sagsbehandlerne. Det er et problem, når man har en udgiftsfordeling, hvor det kan komme til at koste en kommune flere hundrede tusind kroner om året at gøre det, der er bedst for barnet. Uden at man skal tro, at kommuner altid hengiver sig til kassetænkning, så er det i hvert fald meget, meget problematisk, at man i den måde, man bevilger penge på, opfordrer kommunerne til måske ikke altid at sætte barnet først.

Det andet handler om et maks. over det antal børnesager pr. sagsbehandler, som man kan tage sig af. Det er også indgået i debatten flere gange. Vi kender eksempler på socialrådgivere og sagsbehandlere, som sidder med mere end 40 sager på det her område, og det er nok indlysende for de fleste, at det kan være uoverskueligt og gå ud over kvaliteten.

Vi synes også, den forebyggende indsats halter. Det arbejde, der handler om helt at undgå, at børn ender i de meget udsatte situationer, skal styrkes. Det kan man f.eks. gøre gennem socialrådgivere i daginstitutionerne, et af de krav, som Enhedslisten flere gange har rejst. Det kan nemlig betyde, at pædagoger og socialrådgivere i fællesskab bliver bedre til at spotte børns problemer, før de vokser sig store, og at forældrene kan få råd og vejledning så tidligt, at det hele ikke ender galt for familien. Det er godt for de mennesker, der vedrører, og det er sådan set også godt for samfundet og samfundsøkonomien. Det kunne også være gennem særlige forældrekurser med særligt fokus på vordende mødre i en udsat position. Barnets Reform havde i høj grad sigte på forældre, hvor en anbringelse allerede var sket eller stod umiddelbart i udsigt, men det er altså muligt at gøre mere, for at en familie ikke kommer dertil.

En central del af Barnets Reform var desuden en revision af lovgivningen om efterværn, og her må vi jo så konstatere, at det virkelig halter. Alt for mange anbragte unge overlades enten helt eller delvis til sig selv, så snart de fylder 18 år. Og jeg vil så gentage det forslag, som Enhedslisten flere gange har bragt frem: Lad os gøre det til en egentlig rettighed for de anbragte unge at få et tilbud, så kommunerne ikke bare er forpligtet til at overveje det for derefter at forkaste tanken, men bliver forpligtet til at give den unge et tilbud, som man selv kan vælge til eller fra.

Så vil jeg sige, at vi er rigtig glade for, at det forslag, som vi også er kommet med, og som handler om oprettelse af børnehuse, nu er blevet til virkelighed. Det betyder forhåbentlig, at langt færre overgreb mod børn bliver overset af systemet. Og vi vil opfordre ministeren til at følge op på, om alle de forskellige myndigheder, der har at gøre med børn, hvor der er mistanke om, at de har været udsat for overgreb, nu også begynder at arbejde sammen og sikre, at børnene kun behøver at komme i børnehuset og ikke både på politistation og kommunekontor og sygehus og andre steder.

Vi støtter fra Enhedslistens side teksten i det forslag til vedtagelse, som er fremsat. Hvis vi skulle fremhæve noget særligt i det forslag, som vi er meget glade for, så er det det centrale element, hvor regeringen pålægges at følge ekstra godt op på gennemførelsen af børnesamtaler. Men alt i alt synes vi, at der er tale om et godt, fornuftigt og fremadrettet forslag til vedtagelse, som vi altså støtter.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, fru Thyra Frank.

Tak. Også fra Liberal Alliance tak til Dansk Folkeparti for initiativet til denne drøftelse. Intet kan være mere vigtigt end at sikre den højeste kvalitet såvel fagligt som medmenneskeligt på dette område. For børnene er så udsatte i de sager, vi her møder, og det kan få livslange omkostninger for disse børn, hvis kommunerne ikke på bedste vis lever op til intentionerne i Barnets Reform. Og derfor kan Liberal Alliance også bakke op om det fælles forslag til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, fru Mai Mercado.

I Det Konservative Folkeparti bakker vi også op om den debat, der har været. Det er en meget vigtig debat, som Dansk Folkeparti har startet. Jeg tror, det er noget, som påvirker alle politikere, når man har lavet et stykke politisk arbejde, hvor man har kæmpet, og hvor man har arbejdet for at sikre bedre rettigheder for en række børn og unge, som har det rigtig, rigtig svært, og man så ser en række praksisundersøgelser og en række undersøgelser fra Ankestyrelsen, som rent faktisk viser, at kommunerne ikke lever op til deres ansvar.

Derfor bakker vi rigtig inderligt og varmt op om, at der nu bliver sendt en skrivelse til kommunerne, som præciserer reglerne, sådan at der kan blive bragt orden i de her sager, og så vi igen kan sikre, at der bliver taget hånd om de unge og de børn, som har hjælp behov.

Tak til alle ordførerne. Så er det til sidst socialministeren.

Tak for det. Jeg vil bare her til sidst kvittere for alle de indlæg, der har været på tværs af partierne, og så selvfølgelig også for, hvad alle har været rigtig glade for, at vi har en vedtagelse på tværs af partierne, som vi alle sammen kan blive enige om.

Jeg synes også, at det et eller andet sted vidner om, at det her fuldstændig som med Barnets Reform er et område, som vi alle sammen gerne vil følge tæt, og som betyder rigtig meget for os. Det vil jeg selvfølgelig gerne kvittere for. Så tusind tak for det.

Jeg giver nu ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl. Det må så være en anden runde.

Jeg vil godt sige tak for debatten og for, at vi har en bred fælles vedtagelse. Jeg vil give fru Zenia Stampe fuldstændig ret. Man bliver jo helt rørt.

Fru Karen Ellemann sagde noget, der var fuldstændig rigtigt i forhold til plejefamilierne og efteruddannelse af dem. Det er utrolig vigtigt.

Der er faktisk to plejemødre, der har lavet en bog, »Svigtet ingen vil se«. Den er udgivet af Socialpædagogerne. Den har også en historie. Den ene plejemor havde sit barnebarn i netværkspleje, og den anden plejemor havde haft to børn i pleje. Det, der undrer mig, er, at efter udgivelsen af den her bog har de faktisk ikke nogen af deres børn i pleje længere. Det giver jo stof til eftertanke, og det skal vi selvfølgelig undre os over.

Til fru Zenia Stampe, som står nede i hjørnet, vil jeg sige: Zenia, du har jo ret i, at der også er mange kommuner, der har en stor velvilje over for det her – bl.a. Hjørring Kommune. De bestilte simpelt hen en rapport fra Deloitte for at undersøge, om de gjorde deres arbejde godt nok. Det er faktisk interessant at se, hvad der kom ud af den rapport.

Rapportens konklusioner viste, at der i 13 pct. af sagerne foreligger en børnesaglig undersøgelse. I 21 pct. er den ikke udarbejdet, og i 66 pct. lever undersøgelsesgrundlaget ikke op til lovkravene.

I 15 pct. af sagerne er der handleplan. I 32 pct. af dem er der ikke handleplan, og 53 pct. af dem lever ikke op til lovkravene.

I 27 pct. af sagerne er der afholdt børnesamtale. I 57 pct. er der ikke afholdt børnesamtale, og i 16 pct. er børnesamtalen ikke afholdt rettidigt.

Det gav så også en masse efterfølgende i forhold til det, ministeren sagde, nemlig at synlig ledelse er utrolig vigtigt. Men man må da anerkende en kommune, som iværksætter sådan en rapport og undersøger sig selv. Det synes jeg er flot – også at de tager konsekvensen heraf og handler.

Til fru Julie Skovsby vil jeg sige: Velkommen tilbage, det er dejligt at se dig i Folketinget igen.

Jeg vil godt takke for debatten. Der kommer sikkert efterfølgende en masse opfølgende spørgsmål, fordi ministeren ikke rigtig svarede på de spørgsmål, jeg stillede, i forhold til om han ville iværksætte en undersøgelse af, om børn under 12 år også skulle have mulighed for at få en advokat. Jeg spurgte også, om man skulle lave en undersøgelse af, hvordan Ankestyrelsens praksis fungerer. Men jeg sender dem på skrift.

Jeg vil godt takke alle sammen for debatten i dag. I må have en rigtig god påskeferie. Jeg håber, at I kommer til at nyde den.

Tak til ordføreren.

Jeg bliver nødt til at påtale brugen af direkte tale.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Afstemningen finder sted på tirsdag.