Det næste punkt på dagsordenen er:

61) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 98:

Forslag til folketingsbeslutning om behandlingsgaranti til børn og unge fra familier med stof- og alkoholafhængighed.

Af Mai Mercado (KF) og Karin Nødgaard (DF).

(Fremsættelse 04.04.2014. 1. behandling 08.05.2014. Betænkning 27.05.2014).

Der er ikke stillet ændringsforslag,

Jeg tror, der er flere, der gerne vil udtale sig, og vi starter med Pernille Rosenkrantz-Theil for Socialdemokraterne.

Vi er i regeringspartierne meget optaget af, at børnene i familier med alkohol- og stofmisbrug får den nødvendige støtte og hjælp. Derfor har vi været meget tilfredse med, at der i serviceloven er et klart krav om, at børn, der har behov for hjælp på grund af alkohol- eller stofmisbrug, kan få den nødvendige støtte. Derfor har vi også lige udmøntet et sundhedspolitisk udspil med en familieorienteret alkoholbehandling, fordi det, når mor og far drikker, naturligvis ikke kun er mor og far, der har et problem, men hele familien.

Socialdemokratiet var i forbindelse med førstebehandlingen skeptiske over for det her forslag, fordi der simpelt hen ikke er anvist en finansiering, men vi har så truffet en beslutning om, at vi, fordi indholdet er, som det er, og det er en intention, vi deler, vil indgå konstruktivt i en forhandling med Folketingets partier om at finde den nødvendige model for det her og dermed også at finde de nødvendige penge. Og vi har selvfølgelig, når vi nu gør det, en forventning om, at de partier, der så trykker på de grønne knapper, også er villige til ikke bare at sætte sig ned for at finde den nødvendige model, men man også føler sig forpligtet til at finde de nødvendige penge.

Jeg skal derfor sige, at vi fra regeringspartiernes side – det skal jeg sige på vegne af både Socialdemokraterne og Radikale Venstre og også fra SF's side, som jo ikke længere er regeringsparti, det skal jeg lige huske på – stemmer for det her beslutningsforslag, som pålægger regeringen inden udgangen af 2014 at fremsætte et lovforslag.

Vi er så meget optaget af, at vi finder den bedst mulige model for, hvordan vi hjælper børn i familier med alkohol- og stofmisbrug, så vi er sikre på, at den konkrete løsning, der skal lovgives om, og de midler, vi bruger på det, faktisk kommer til at hjælpe de børn, der har behov for det. Og derfor mener vi, at der er brug for, at vi får en grundig politisk drøftelse af den konkrete model og med tilbud til de børn, det handler om.

Det tager selvfølgelig noget tid, og taget i betragtning at Folketinget først igen åbner i oktober, og at der skal være mulighed for en ordentlig høringsproces, så vil jeg, med frygt for at blive skældt ud af de selv samme partier, der har fremsat forslaget, for at lave lovsjusk, bare sige, at det, når man laver den her slags beslutningsforslag, ikke altid er, at man også har en forventning om, at de bliver vedtaget, og at man derfor er så skarp på, inden for hvilken dato man gerne vil have at tingene skal gøres. Så jeg vil bare anmode om, at der er en eller anden form for forståelse af, at der, når vi laver lovgivning, skal være ordentlige høringsprocesser, og at vi skal kunne lande en model, vi alle sammen kan se os selv i, og derfor vil jeg ikke nødvendigvis være helt så knivskarp på, at vi også når det inden udgangen af 2014, men ellers hurtigst muligt derefter.

Så jeg ser altså frem til, at vi kan få nogle drøftelser med hinanden på den anden side af sommerferien, og jeg vil opfordre til, at alle partier også påtager sig det ansvar at sørge for, at pengene bliver fundet.

Tak. Der er et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning, og det er fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Nu kunne man jo bruge hele sin taletid på sådan at gøre sig betragtninger om det lettere hykleriske i at høre Socialdemokraternes ordfører tale om, at man skal have lange høringsfrister, set i lyset af at den nuværende regering har haft lovforslag, som man har sendt i høring mindre end et par døgn. Så jeg vil gerne lige bede ordføreren om at fri os fra den der moraliserende snak om lange høringsfrister.

Jeg ville egentlig spørge den socialdemokratiske ordfører, hvordan det kan komme som sådan en stor forbløffelse for den socialdemokratiske ordfører, at der kunne være det her ønske, for det er jo noget, Socialdemokraterne tidligere har ønsket, da man sad i opposition. Er det, fordi man helt har glemt, at det mente man, da man sad i opposition, at man nu er bekymret for tidsplanen og udformningen af, hvordan sådan et tilbud skal se ud til børn og unge, som vokser op i alkoholramte familier?

Ordføreren.

Jeg vil sige to ting i al stilfærdighed. Først og fremmest tror jeg ikke, vi har noget at lade hinanden høre, hvad angår det der med høringsfristerne. Jeg kan også godt huske mine år i oppositionen herinde, hvor det var nogle andre partier, der havde regeringsmagten. Det synes jeg vi skal lade være med at brug for meget tid på.

Hernæst vil jeg sige, at det, der egentlig overrasker os, jo ikke er, at det bliver fremsat – vi støtter intentionen, og det har vi for så vidt hele tiden gjort. Det, der overrasker os, er, at man kan finde på at fremsætte et forslag uden skyggen af finansiering. Det er ikke den måde, vi normalt griber det an på. Vi har det bedst med, at finansieringen følger de forslag, vi fremsætter, og derfor lægger jeg også vægt på heroppefra i min tale, at vi i fællesskab påtager os et ansvar for faktisk at finde de penge, der skal til. For enten bliver lovforslaget jo tomt – hvis der ikke følger nogen penge med, bliver det aldrig til noget ude i virkeligheden – eller også laver vi bare et hul i statskassen, og det synes vi ikke er rimeligt. Derfor kan man sige, at overraskelsen for os mest af alt lidt ligger i, at man fremsætter et beslutningsforslag, uden man har skaffet finansiering til det.

Fru Ellen Trane Nørby.

Så er der i hvert fald også tale om en ny socialdemokratisk politik, men det har vi jo set på en lang række punkter efter valget, fordi »Fair Løsning 2020«, »Fair Forandring« og alle de andre fine planer, som man lavede før valget, jo i hvert fald heller ikke var finansieret. Vi ved jo alle sammen, hvilke store løftebrud det har ført med sig, men det er fint, at Socialdemokraterne nu begynder at kigge på den del.

Jeg tror sådan set, at alle dem, der har arbejdet med socialpolitik, er enige i, at det skal kunne fungere ude i virkeligheden, og derfor skal man selvfølgelig også finde en model, hvor man både inddrager de organisationer, der er på området, men hvor man også bruger den viden og de kompetencer, der allerede er til stede. Der er jo i dag krav til kommunerne, som de ikke lever op til. Der er jo penge i systemet, som i dag ikke bliver brugt på en hensigtsmæssig måde, fordi man egentlig ikke tager udgangspunkt i det enkelte barn, i den enkelte alkoholramte familie. Derfor håber jeg egentlig også, at I – nu kan man sige, at I var tøvende ved førstebehandlingen – reelt set også mener noget med de fine ord, som I siger i dag, og at det ikke bare er som med alle jeres ord om høringsfrister og valgløfter før valget noget, I siger i dagens anledning, men ikke står ved efterfølgende.

Ordføreren.

Jeg håber på, at der kommer en ordfører herop på talerstolen og holder en tale om det her forslag. Venstre kunne ikke komme med noget bud på, hvorvidt man ville støtte det her forslag eller ej under førstebehandlingen. Venstre kom ikke med noget bud på, om man gik den ene eller anden vej. Herefter meddeler man skriftligt i udvalget, at man har tænkt sig at støtte et forslag, uden at der er skyggen af finansiering.

Det er ufattelig nemt. Det er jo det, Dansk Folkeparti gør på det ene, det andet og det tredje område. Man bare lover til højre og venstre uden at anvise nogen former for finansiering. Der havde jeg trods alt forventet, at der i Venstre var en lidt større ansvarlighed, end at man bare sender en skriftlig meddelelse til et udvalg om, at man støtter et forslag fra to andre partier, uden at man har skyggen af finansiering til det, men det går jeg selvfølgelig ud fra at ordføreren kommer herop og redegør for.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, fru Karin Nødgaard.

Jeg vælger at tage ordet her ved anden og sidste behandlingen af B 98, fordi jeg synes, at det er utrolig positivt – og jeg synes, at det er den kasket, vi skal tage på lige nu – at der nu viser sig at være et stort, stort flertal, faktisk alle partier går jeg ud fra, i Folketinget, som vil arbejde sammen om at få indført en behandlingsgaranti til børn og unge fra familier, hvor man oplever stof- og alkoholmisbrug. Jeg mener helt klart, at det er en af Folketingets væsentligste opgaver at tage vare på de her børn og unge, som vokser op i misbrugshjem.

Jeg synes faktisk, at det har været lidt uforståeligt, at vi har haft et system, som sikrer en behandlingsgaranti for misbrugerne selv, men hidtil ikke har haft et net, der kunne sikre behandlingen af misbrugernes børn inden for en overskuelig tidshorisont. Når vi så i dag får et flertal for B 98, vil børn og unge få et lovkrav på at få bearbejdet de tunge oplevelser og erfaringer, de har, så de også bliver i stand til at håndtere dem.

Før min tid som folketingsmedlem arbejdede jeg rigtig mange år i den danske folkeskole. I det job oplevede jeg ofte børn, der levede i sådanne familier, og som har lidt i det stille, og hvor det ofte først var meget sent i forløbet, at der blev observeret mistrivsel på grund af forældrenes misbrug eller åbnet op for børnenes oplevelser, desværre. Her kommer det igen til udtryk, at det har været en særlig evne hos det enkelte barn eller den unge at skjule og dække over virkeligheden for at beskytte de mennesker, man holder allermest af trods et omsorgssvigt, nemlig ens forældre, og ydermere dække over det forhold i omgivelserne, som jo ofte er meget tabubelagt, og ofte fordi man føler sig meget flov. Man tror jo faktisk egentlig, at man er den eneste i verden, der har sådan et problem.

Når et barn gennem en årrække ser en af sine forældre ændre sig i væremåde, ofte også i udseende, når man helt umotiveret får skældud, måske bliver udsat for vold, finder fyldte eller tomme flasker bagest i klædeskabet, som har været forsøgt skjult, når der i urtehaven ikke er gravet løg ned, men tomme flasker, skal der nok ikke meget fantasi til hos barnet for at indse, at der er noget galt. Hvem skal man gå til? Hvem kan man tro på, som vil tro ens beretninger? Det hele virker bare så uvirkeligt og forkert, og sikkert ingen vil tro det, tænker barnet så, og så lader det jo egentlig bare være med at tale om problemerne. Måske ved man også, at ens mor over for omgivelserne har skjult en masse gennem en årrække for at beskytte hele familien, for at holde sammen på familien, at man som ægtefælle måske også i det stille har valgt ikke at gå ud med sine problemer.

Vi mener, at det er meget vigtigt, at det ikke skal være en af de nærmeste, der skal ind og agere rådgiver over for barnet. Det skal være en fremmed, kan man sige, som ikke kender familien i detaljer, en person, der kender til misbrug og ved, hvordan man griber situationen an, så man kan sørge for, at børnene kommer på ret køl, får bearbejdet de tunge oplevelser og erfaringer og kommer i en situation, hvor man kan håndtere og agere på en for en selv hensigtsmæssig måde i forhold til misbrugsmønsteret og også for, at man kan få et godt liv med et afslappet forhold til alkohol og stoffer, og hvor man ikke fastholdes i en negativ social arv og selv kan ende som misbruger.

Sådan skulle det meget gerne blive fremover, og jeg vil selvfølgelig gerne takke partierne, dem, som ved førstebehandlingen sagde, at de ville stemme for hele processen, der har været, og så er det selvfølgelig også glædeligt, at regeringspartierne og SF også i dag vælger at stemme for, for jeg er sikker på, at ud over vi i hvert fald i Dansk Folkeparti er rigtig glade, når vi går hjem på den sidste afstemningsdag, over, at sådan et forslag her er blevet vedtaget, så mener jeg, at der er nogle andre, der sidder og er endnu mere glade, for det vil faktisk komme til at gøre en forskel i deres liv. Hele deres tilværelse vil faktisk kunne ændres ved, at de nu kan gå et sted hen og også få en behandlingsgaranti.

Når Socialdemokraternes ordfører nævner høringsprocessen, har jeg fuld forståelse for det, for selvfølgelig skal det igennem en proces, som er sober og ordentlig, så vi er sikre på, at det bliver godt i sidste ende.

Så vil jeg også gerne i forhold til det her om finansieringen sige, at i forslaget skrev vi jo, at vi måske gerne ville have det som en del af finansloven, så jeg mener nok, at vi har sagt, at der vil Dansk Folkeparti altid gerne indgå i drøftelser omkring den. Så det tror jeg såmænd nok at vi skal finde ud af, for jeg tror faktisk, at det her er en glædens dag, hvor det vil gøre en forskel for mange mennesker. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Tak for talen, som jeg syntes var rigtig god. Jeg deltog sidste år på Folkemødet i et møde med nogle af de unge mennesker fra TUBA, og når man sidder med dem, er man ikke i tvivl om, hvad det betyder, at vi får en helhedsorienteret og familieorienteret indsats på alkoholområdet.

Vi har jo indimellem oplevet, at Dansk Folkeparti stiller rigtig mange forslag, uden at der er penge bag, og derfor skal jeg lige have det en gang til for Prins Knud og sikre mig, at Dansk Folkeparti vil være med til at sidde ved et bord og finde de penge, der skal til, sådan at det her ikke bare bliver en papirtiger, hvor man pålægger at få lavet et lovforslag, men hvor der ikke følger penge med. For i vores optik vil det næsten gøre ondt værre, at man stiller folk i noget udsigt, men reelt ikke kan levere det.

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, jeg sagde det meget klart, men jeg vil gerne – ikke for Prins Knud og heller ikke for Prins Henrik, der har fødselsdag i dag, men for fru Pernille Rosenkrantz-Theil – sige, at vi selvfølgelig indgår i forhandlinger. Det gør vi altid i Dansk Folkeparti.

Vi skal ikke tage gårsdagens debat om finansieringer op som sådan, for det kunne vi have en lang debat om; jeg synes, vi skal fokusere på det her forslag, jeg synes, det er det, vi skal tænke på. Og vi kan i dag have forskellige tanker om, hvor vi skal finde pengene – det er jeg næsten ikke i tvivl om at vi har – men jeg synes, vi skal sætte os ned ved bordet sammen med ministeren og prøve at kigge på det. Og vi ved jo også, at der findes puljer, der ikke er brugt op, og vi ved, at der er en finanslov, der ligger lige om hjørnet, så jeg mener faktisk, at vi har nogle gode muligheder.

Så er der ikke mere. Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det fru Mai Mercado som ordfører for forslagsstillerne og for De Konservative.

Det er en god dag for børn i misbrugsfamilier. Det er en god dag, fordi det er et skridt på vejen til at tage hånd om børnene og de unge. I dag er det jo sådan, at hvis man er misbruger og kommer med et krav om hjælp, er man sikret denne hjælp inden for 14 dage. Men børn, der vokser op i familier med misbrug, er ikke sikret nogen hjælp, til trods for at rigtig mange børn har rigtig stor brug for hjælp til at få håndteret de oplevelser, de problemer og de følelser, som de har som børn i misbrugsfamilier.

Derfor har Konservative og Dansk Folkeparti sammen fremsat et forslag om at skabe en behandlingsgaranti for børn og unge, som netop lever i misbrugsfamilier, sådan at de i et anonymt og altså i et frit forum uden om de kommunale myndigheder kan få rådgivning, terapi og støtte inden for 30 dage til at lære at håndtere et liv i misbrugsfamilier.

Børnene og de unge har brug for en behandlingsgaranti, og de har brug for hjælp, for tallene taler deres eget tydelige sprog. At vokse op i en misbrugsfamilie giver en øget risiko for angst. Det giver en øget risiko for depression og for et lavt selvværd, men ikke mindst en risiko for, at børnene selv udvikler et misbrug senere hen. Således får 30 pct. af børn i alkoholmisbrugende familier selv alkoholproblemer. 30 pct. Og når det gælder drengene, er den helt gal. Her er det knap 70 pct. af drengene i alkoholmisbrugende familier, som selv får alkoholproblemer. Så skal der jo næsten et mirakel til for ikke at ende som en del af statistikken.

Vi må sige, at så er den negative sociale arv massiv. Men til trods for, at vi kender statistikkerne, til trods for, at vi godt ved, hvilken indsats der kan være vejen frem, så er der i dag ikke en egentlig systematisk indsats til at hjælpe de her børn og til at sikre unge vejen mod et bedre liv. Et bedre liv, som på alle måder gavner den unge, men som også gavner samfundet, og hvor den unge med den rette rådgivning i større grad bliver herre over eget liv og også kan reflektere over de valg, som han/hun gør og dermed også bliver markant bedre til at håndtere eget liv.

Det betyder jo, at den unges eget misbrug forhåbentlig bliver mindre, og at den unge selv får færre problemer, depressioner og tager færre stoffer. Og det vil betyde et generelt lavere frafald på ungdomsuddannelserne og færre anbringelser. Det vil naturligvis komme samfundet til gavn, men allervigtigst for mig kommer det den unge direkte til gavn.

Derfor er det også rigtig glædeligt, at det ser ud til, at der er et flertal i Folketinget i dag, som stemmer for en indsats til børn i alkoholfamilier. Jeg vil gerne sige tak til alle dem, som bakkede op under førstebehandlingen. Tak til dem, som skulle have lidt tid. Og også tak til dem, som her på falderebet kan se det gode i det her forslag. Det er rigtig godt, og vi ser frem til de konkrete forhandlinger til efteråret.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Hr. Eyvind Vesselbo som Venstres ordfører.

Egentlig burde man bare sige, at det er et rigtig godt forslag, som her og nu får et samlet flertal i Folketinget, for det, der er vigtigt, er, at de børn, som lever i familier, hvor der er nogle alkoholproblemer, som påvirker børnene, nu får en sikkerhed for, når vi får lavet det her lovforslag, at de får hjælp. Allerede i dag er det sådan, at kommunerne faktisk skal hjælpe de her børn. De gør det bare ikke. Derfor vil jeg godt takke Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti for at have fremsat det her forslag, så vi kan få styr på de her ting. Det er egentlig det, der er det vigtige for mig og for Venstre. Det vigtige er, at nu kommer det her videre og vi kan behandle det.

Jeg kan forstå, at regeringen og SF nu også gerne vil stemme for det her forslag. Det betyder jo, at både regeringen og SF er enige med mig i, at der selvfølgelig er en mulig finansiering for det her forslag, for ellers ville man vel ikke stemme for.

Så jeg skal ikke gå ind i det der politiske fnidder om, hvad der er foreslået, og hvem der har skrevet til hvem. Det, som er det vigtige her, er spørgsmålet om, at der er nogle børn, der får noget hjælp, som de ikke tidligere har fået. Så kan vi godt diskutere alle de her ting, som er rimelig uinteressante for alle de mennesker derude, for det, der er vigtigt for de her mennesker derude, er, at de familier og børn, som har de her problemer, får noget hjælp. Så jeg er meget glad for, at der bliver et samlet flertal for det her, og at vi selvfølgelig mødes og finder ud af, hvordan sådan et lovforslag skal skrues sammen, og den økonomi, der skal til.

Jeg har også under førstebehandlingen påpeget de steder, som socialministeren i øvrigt også nævnte i sin tale, hvor der er muligheder – det er klart, at der skal være en vilje – for at finansiere det her. Jeg kan bare give et eksempel. Der er jo en lang række konti og puljer på Socialministeriets budget, hvor man kunne gå ind og finde nogle penge. Når socialministeren sådan bare lige vupti ned i lommen kan skaffe 26 mio. kr. til gavekort til narkomaner, der er med i projekter, fra en pulje fra 1996, burde det nok også være muligt at finde nogle penge, så man kunne finansiere de her ting, som ligger i det her beslutningsforslag.

Derfor skal jeg ikke diskutere det her mere, for det, det drejer sig om, er at få hjulpet nogle børn. Kunne vi ikke være enige om, at det er det, der er udgangspunktet? Så skal vi nok i fællesskab, kan jeg forstå, finde ud af, hvor vi skal tage pengene fra. Pengene er der, vi skal bare blive enige om, hvor vi tager dem fra.

Tak til Venstres ordfører. Er der flere, der ønsker ordet?

Det er ikke tilfældet. Så går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse.

Nu er der igen et antal medlemmer, der har gemt sig i baglokalet. Vi starter afstemningen.

Jeg slutter afstemningen.

Forslaget til folketingsbeslutning er enstemmigt vedtaget med 108 stemmer og vil nu blive sendt til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

[For stemte 108 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].