Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 98:

Forslag til folketingsbeslutning om behandlingsgaranti til børn og unge fra familier med stof- og alkoholafhængighed.

Af Mai Mercado (KF) og Karin Nødgaard (DF).

(Fremsættelse 04.04.2014).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til socialministeren.

Tak for det. Det er et mål for mig, at alle børn i Danmark skal have gode og trygge opvækstvilkår. Jeg kan ikke acceptere, at vi har børn, der frygter for, hvordan dagen bliver, og om deres far eller mor kommer fulde eller påvirkede hjem. Børn og unge, der vokser op i familier med alkohol- eller stofmisbrugsproblemer, er en særlig udsat gruppe, som er i risiko for omsorgssvigt og mistrivsel, og mange af dem kommer senere i livet til at kæmpe med svære problemstillinger som følge af de opvækstbetingelser, de har haft.

Børn og unge skal selvfølgelig have den nødvendige hjælp, hvis deres forældre ikke kan tage vare på dem, eller hvis de senere i livet oplever senfølger af en svær opvækst. Der gælder det samme for børn, der vokser op i misbrugsfamilier, som for børn, der har en far, der slår, eller som har andre store problemer. Det er kun med den nødvendige og rettidig hjælp, at vi får bugt med den negative sociale arv. Vi ved, at børn og unge, der vokser op i familier med misbrugsproblemer, er i fare for at udvikle et misbrug som voksne. Derfor er regeringen også helt enig i intentionerne, der ligger bag beslutningsforslaget.

Som serviceloven er skruet sammen, så har børn og unge i dag ret til at få den nødvendige hjælp fra kommunen, hvis de har behov for det. Det gælder uagtet årsagen. Kommunerne har en klar pligt til at levere hjælpen, og dermed har barnet også en klar ret til at modtage hjælpen.

For unge over 18 år, som enten har været anbragt, eller som har haft en kontaktperson umiddelbart op til det fyldte 18. år, er der mulighed for gennem efterværnsordningen at fortsætte støtten indtil det fyldte 23. år. For de unge over 18 år, som ikke er berettiget til efterværn, er der mulighed for at få støtte gennem servicelovens voksenbestemmelser. Her er der allerede i dag krav om, at kommunerne skal tilbyde en særlig indsats til voksne med særlige sociale og/eller psykiske problemer. Årsagen til problemerne kan være mange, f.eks. at man oplever senfølger eller er påvirket af bestemte opvækstvilkår.

I familier, hvor mor eller far har et misbrug, skal kommunen ud over at tilbyde misbrugsbehandling til forældrene sikre, at der tages hånd om familiens samlede situation. Det er helt afgørende, at kommunerne ikke kun sætter ind over for misbruget, men også sætter ind i forhold til familiernes andre problemer. Det betyder også, at kommunen skal reagere hurtigt, når der er mistanke om, at børn i en familie med misbrugsproblemer mistrives.

På den baggrund mener jeg sådan set, at lovgrundlaget allerede er på plads. De børn og unge, der har behov for det, skal have den nødvendige hjælp, og det skal ske, uanset hvad årsagen er. Det har de krav på, og det gælder både i forhold til forældrenes misbrug og i forhold til andre problemer i familien. Jeg ser derfor ingen grund til at indføre en særlig behandlingsgaranti, som sikrer børn og unge i familier med misbrugsproblemer rettigheder, når kommunerne allerede i dag helt klart har forpligtigelsen til at hjælpe dem, når de har brug for det.

Problemer i familier med stof- eller alkoholmisbrug kan være meget forskellige. Nogle er meget komplekse, andre mindre komplekse. Det betyder også, at det kan kræve meget forskellige indsatser at komme problemerne til livs. Der vil f.eks. være børn og unge, som har behov for en massiv indsats, f.eks. i form af decideret behandling, og hvor f.eks. et gruppeforløb eller psykologhjælp slet ikke vil være nok. Vi ved også, at der er familier, hvor mor og far ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv får for meget rødvin i weekenderne, men det er ikke det samme som, at børnene nødvendigvis har behov for en social indsats.

Med en behandlingsgaranti for alle børn og unge i stof- eller alkoholramte familier risikerer vi altså at iværksætte en indsats, som slet ikke matcher det enkelte barns behov. I regeringens optik giver det bedst mening at bruge pengene der, hvor de giver størst gavn. Som jeg ser det, er det derfor bedre, at vi lader servicelovens bestemmelser forblive behovsbestemte, sådan som de er i dag. På den måde sikrer vi det bedste grundlag for, at ethvert barn eller ungt menneske får den hjælp, de har behov for.

Det er dog vigtigt for mig at få sagt helt tydeligt, at regeringen er helt enig i, at familier med misbrugsproblemer skal have den nødvendige hjælp. Derfor har regeringen netop sammen med V og K afsat midler på finansloven for 2014 til to større initiativer, som skal være med til at styrke indsatsen på området.

For det første er der afsat 112 mio. kr. i perioden 2014-2017 til at styrke den familieorienterede alkoholbehandling for at reducere eller helt undgå de skader, som børn i familier med alkoholproblemer er i fare for at udvikle.

For det andet har vi afsat 280 mio. kr. i perioden 2014-2017 til en større forebyggelsespakke. Som en del af pakken indgår et initiativ, der skal fremme samarbejdet mellem kommuner og frivillige organisationer om den forebyggende indsats til børn og unge, der vokser op i familier med f.eks. alkohol- eller stofmisbrugsproblemer, for jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at de frivillige organisationer kan noget helt særligt i forhold til børn og unge med misbrugsproblemer. Mange af dem har opbygget en høj faglighed og ekspertise, en ekspertise, som vi ikke har råd til at sidde overhørig, og som vi skal benytte os af. Vi regner med at melde en pulje ud i juni måned, som de frivillige organisationer kan søge.

Afslutningsvis vil jeg gerne gentage, at jeg er helt enig med forslagsstillerne i intentionerne bag beslutningsforslaget. Børn og unge, der vokser op i familier med alkohol- eller stofmisbrugsproblemer, er en særlig udsat målgruppe, som skal have den nødvendige hjælp, men jeg mener også, at vi allerede har lovgrundlaget på plads. Som serviceloven er skruet sammen i dag, har kommunerne pligt til at hjælpe børn og unge, der har behov for det.

Det er samtidig regeringens opfattelse, at vi skal have understøttet bestemmelserne i loven med initiativer, der sætter fokus på børn og unge, der vokser op i familier med stof- eller alkoholproblemer, og med finansloven for 2014 har vi allerede taget væsentlige skridt i den retning og igangsat to store og vigtige initiativer.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard.

Tak for, at ministeren bakker op om intentionerne i forslaget. Det synes jeg selvfølgelig er rigtig positivt. Det kan undre mig lidt, for De Radikale har for år tilbage fremsat et forslag, som minder utrolig meget om det her, så jeg kan faktisk ikke helt forstå, at ministeren måske ikke bakker op i dag, når De Radikale med fru Margrethe Vestager i spidsen gjorde det for nogle år tilbage.

Men derudover vil jeg høre: Når man nu hele tiden henviser til serviceloven, går jeg ud fra, at det er § 52, og den står jeg med her, og det er jo alt muligt omkring ophold, familiebehandling, døgnophold, plejefamilie, aflastning, anbringelse osv. Det er jo sådan set ikke det, det her forslag drejer sig om. Det drejer sig faktisk om, at børnene anonymt kan komme hen og få noget rådgivning, få noget støtte, og ofte er de her børn så påvirket af det, og de føler, at det, de er udsat for, er så tabubelagt, at de faktisk har behov for at gøre noget uden om deres forældre. Der står også i § 52, at hvis der skal ske noget, skal det ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Det synes jeg da er problematisk, fordi de her børn er ufattelig solidariske med deres forældre. De har simpelt hen behov for at kunne komme et sted hen, hvor de kan være anonymt og få noget støtte. Så tror jeg faktisk, at samfundet ville spare rigtig mange penge på sigt. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre ministerens kommentarer til.

Ministeren.

Men fru Karin Nødgaard glemmer, at den der solidaritet gælder stort set for alle børn, som er udsat for voldsomme problemer. Det gælder vold i hjemmet, det gælder alkohol, og det gælder stofmisbrug og så fremdeles. Der har vi heller ikke en behandlingsgaranti, som man foreslår. Præmissen kan jeg sagtens forstå, og det var også det, som jeg sagde, men sådan som serviceloven er skruet sammen, har de børn selvfølgelig også muligheden for at få hjælp, uagtet hvilken slags problemstilling der er. De har også mulighed for at komme ned og få anonym rådgivning, uagtet om der er den her behandlingsgaranti eller ej.

Karin Nødgaard.

Så forstår jeg det bare ikke, hvis det er, at vi får det at vide fra interesseorganisationer, som virkelig varetager børns vilkår hele vejen igennem, og det er også derfor, at vi to partier fremsætter sådan et beslutningsforslag, fordi vi kan se, at der er noget, der halter, der er noget, der ikke fungerer i forhold til den her gruppe af børn. Der er det så bare, at jeg siger til ministeren: Hvis vi laver den her form for behandlingsgaranti, så kan samfundet også på sigt spare en masse ressourcer, men mest væsentligt er det, at de her børn får et liv med livskvalitet, og at de ikke er traumatiseret i en alder af måske 30, 35, 40 år, hvor de måske egentlig først kommer til at skulle bearbejde det at have været udsat for en hel masse traumer.

Ministeren.

Jeg har lyst til at vende det om, fordi en behandlingsgaranti jo ikke vil garantere mod traumer. En behandlingsgaranti vil jo ikke garantere mod, at de får et hårdt liv. Det, der giver en garanti mod, at man får et hårdt liv, er netop, at der er tilbud, som kan hjælpe en. Det, som kan hjælpe en i sådan en situation, er, at der er en fremstrakt hånd. Det kan være i skolen, og det kan være i fritidsklubben, det kan være rigtig, rigtig mange steder. Det er det, der giver en god indsats og ikke nødvendigvis en behandlingsgaranti. Det, der er uenigheden her, og det er en politisk uenighed, er, om der skal være den her behandlingsgaranti eller ej, eller om man mener, at de tilbud, der allerede er inden for serviceloven, er nok, og det sidste mener regeringen.

Fru Mai Mercado for en kort bemærkning.

Jeg vil også gerne starte med at kvittere for, at ministeren finder emnet vigtigt. Men jeg synes, det er lige billigt nok sluppet, når ministeren siger, at børn er forskellige, og at man derfor ikke kan lave en behandlingsgaranti, for hvem vil profitere af det? Så må jeg bare sige, at statistikkerne jo også taler deres tydelige sprog, og det er bestemt ikke positivt. Eksempelvis er der i Københavns Kommune nogle undersøgelser, som peger på, at når det handler om alkoholområdet, er det 95 pct., som bliver brugt på den misbrugende. Jeg står sådan set ikke og taler for, at man skal sætte midlerne til den misbrugende ned, men det er bare tankevækkende, at det kun er 5 pct., der går til familierne.

Det er også tankevækkende, at i de frivillige tilbud, der er, eksempelvis TUBA, er der 2 års ventetid. Så tror jeg måske nok, at ministeren og jeg kan blive enige om, at når man i forvejen har gået rigtig længe med ensomhed og med ondt i maven over, at mor eller far drikker eller tager stoffer, og man så gør noget aktivt ved det og opsøger rådgivning, er det længe at vente i 2 år. Så ved vi jo, at en behandlingsgaranti, hvor man kan komme til i løbet af 1 måned, vil kunne gøre en positiv forskel. Vi ved samtidig, og statistikkerne taler igen deres tydelige sprog, at hvis man er fra en familie med alkoholproblemer, så er der en sandsynlighed på 30 pct. for, at man selv som barn eller ung ender med at have alkoholproblemer. Så mener jeg bare, at det må være indlysende, at der er brug for at sætte ind med en behandlingsgaranti.

Ministeren.

Jeg er fuldstændig uenig i noget af det, som fru Mai Mercado siger, for hvis man skal ind med en behandling, handler det selvfølgelig også om at have et utrolig stærkt relationsarbejde, men der er én ting, som fru Mike, undskyld, fru Mai Mercado glemmer – jeg har været her siden kl. 10 – og det er, at der er en faktor, som hedder motivation, og sådan er det i alt socialt arbejde. Hvis ikke motivationen er der – og det gælder, uagtet om der er en behandlingsgaranti eller ej – så er det fuldstændig ligegyldigt. Det, som regeringen og jeg siger, er, at vi har en servicelov, som gør, at man netop kan række hånden ud til de allersvageste børn og unge, uagtet hvilke slags problemstillinger de kommer med. Men det er jo altid sådan, hvad enten det er voksne, eller hvad det nu måtte være, at det er motivation, der skal til, og det kan en behandlingsgaranti altså ikke give.

Mai Mercado.

Jeg har også været her siden kl. 10, men jeg kan jo blive helt bekymret for ministerens velbefindende, hvis han har svært ved at skelne mellem hr. Mike Legarth, som sidder til venstre for mig, og så mig selv. Jeg kan blive utrolig bekymret på ministerens vegne.

Jeg er jo helt enig i, at der selvfølgelig skal være en motivation, og det er der også, for en behandlingsgaranti skal jo ikke stoppes ned i halsen på de her børn og unge. For det barn eller den unge, som lever i en familie med misbrugsproblemer, og som en dag når til at sige, at nu har vedkommende gået med det længe nok, at nu er ensomheden og de problemer, som jo omringer et barn eller en ung i den her situation, nået til sin grænse, er det jo dog mærkværdigt at skulle vente 2 år på at kunne komme til i et frivilligt tilbud hos TUBA. Det er jo derfor, fru Karin Nødgaard og jeg selv fremsætter det her forslag om at skabe den her garanti, så man kan komme til med det samme.

Ministeren.

Det er faktisk værre end det der med ikke at skelne imellem hr. Mike Legarth og fru Mai Mercado. Jeg kan se, at jeg har glemt mine læsebriller, så nu kan jeg ikke engang læse mere. Så mange timer er der gået, og det er styrke 17,9 eller sådan noget, så det går ikke.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at det er fuldstændig korrekt, at et barn eller en ung kan sige: Nu har jeg gået længe nok. Det er bare dér, vi er uenige. Regeringen siger i al stilfærdighed, at det er en problemstilling, som er rigtig, rigtig vigtig at forholde sig til, og derfor er det jo sådan i serviceloven, at har man gået længe nok, så kan man gå op og få netop den hjælp, som man skal have. Det er jo det, som er rigtig, rigtig vigtigt.

Tak til ministeren. (Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen): Og så vil jeg sige tak til formanden for at tilbyde sine briller, det har jeg ikke prøvet tidligere). Og styrken er kun på 1,5. (Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen): Nå, okay, men så kunne jeg sagtens have brugt dem).

Så går vi til ordførerrækken, og det er først hr. Eyvind Vesselbo for Venstre.

Jeg vil starte med at sige, at jeg sådan set syntes, det var meget, meget trist at høre ministerens kommentarer til det her beslutningsforslag. Det var meget, meget trist at høre, at ministeren ikke ønsker at gøre en indsats ud over den, der er i øjeblikket, for børn i familier, hvor der er misbrug af alkohol eller stoffer. Det syntes jeg var meget trist, for ministeren talte fuldstændig som en embedsmand og refererede ligesom til den ene paragraf efter den anden.

Men jeg må sige til ministeren, at der altså er en virkelighed udenfor. Det kan godt være, at ministeren tror, at fordi der står noget i paragraf et eller andet i serviceloven, så sker det også ude i kommunerne. Og det er der, ministeren tager fejl, for det er nemlig det, der er problemet, og det er derfor, at det her er et meget, meget flot beslutningsforslag. Det sætter nemlig fingeren lige akkurat på det problem, som er i ude virkeligheden, og som ministeren åbenbart ikke rigtig vil tage stilling til.

Men det er jo egentlig på samme måde som i alle de andre debatter, vi har haft her og i samråd: Når ministeren bliver stillet nogle spørgsmål om, om vi kan lave nogle forbedringer for udsatte grupper, så er svaret bare: Det er ikke mit ansvar, og der kan ikke ske nogen forbedringer.

Det, der er centralt i det her beslutningsforslag, er jo, at man her strammer op og giver børnene og de unge en hjælp, hvis de er i familier, som er belastet af det her misbrug. Og derfor forstår jeg ikke, at ministeren kunne sige: Jamen det kan være, at man så sætter en behandling i gang for nogle, der slet ikke har behov for det. Altså, det er jo fuldstændig mistolket, for dem, der skal have hjælp, er netop dem, der har brug for det, og de får det ikke i dag.

De tal, som man kender på det her område, viser netop, at selv om kommunerne faktisk har pligt til at gøre det her og børnene og de unge har ret til at få hjælp, så sker det ikke. Derfor er det her forslag jo et glimrende forslag, for det præciserer netop, at det skal ske inden for 14 dage og senest inden for 30 dage. For man kan jo godt have ret til hjælp, men vi har jo set en masse sager, hvor det har vist sig, at selv om man havde ret til noget, så fik man ikke ret, og man fik ikke den hjælp og behandling, der var brug for. Derfor er det altså vigtigt, at vi får sat fokus på det her.

Ministeren siger selv i sin tale: Ja, vi har lavet en finanslov med V og K, hvor vi netop har sat penge af til det her formål – netop sat penge af til det her formål! – nemlig 112 mio. kr. og 280 mio. kr. Og derfor undrer det mig, at ministeren ikke kan se, at der her er en mulighed for at inkorporere de her ting i de beslutninger, vi har truffet i finansloven, og sige: Vi vil gerne hjælpe de børn og unge med at komme ud over de belastende ting, der er sket i deres familie på grund af misbrug.

Jeg går ud fra, at vi selvfølgelig kan drøfte de her ting under den videre forhandling om det her beslutningsforslag. For det, som har været problemet i forbindelse med misbrugsbehandlingen, har jo været, at man ofte kun har behandlet den person, som var misbruger – enten den, der stak sig med kanyler og tog narkotika, eller alkoholmisbrugeren. Det, man nemlig har glemt, er at tage sig af børnene og familierne, som der tales om i det her beslutningsforslag. Og de har så måttet leve et liv, hvor de har været voldsomt påvirket af den person, som har det her misbrug, uden at nogen egentlig har gjort noget reelt ved det. Sådan er det i mange, mange tilfælde, men der er selvfølgelig også nogle tilfælde, hvor der er sket noget.

Derfor er det sådan, at Venstre kan støtte indholdet i det her beslutningsforslag, og vi vil meget gerne drøfte med regeringen, hvordan vi kan komme videre med det på baggrund af de ting, som også er vedtaget i fællesskab.

Så med de bemærkninger vil jeg bare sige, at vi arbejder videre med det her beslutningsforslag på en positiv måde.

Tak. Så er det socialdemokraternes ordfører, fru Julie Skovsby.

Lad mig starte med at slå fast, at vi Socialdemokrater til fulde deler intentionerne bag beslutningsforslaget. Alle børn og unge med behov skal have den rette hjælp og støtte. Vi ved alle, hvor ødelæggende en stof- og alkoholafhængighed kan være for en familie, og vi ved også, at en tidlig og kvalificeret indsats kan være altafgørende for de børn og unge, som vokser op i en udsat familie.

Forslaget indebærer en behandlingsgaranti til børn og unge under 25 år, der er belastet af en opvækst med voksne, der er stof- eller alkoholafhængige. Som ministeren har redegjort for, er det allerede fastsat ved lov, at kommunerne skal yde hjælp til alle børn og unge, som måtte have brug for særlig støtte uanset årsagen. At lovgrundlaget er på plads i serviceloven, er et afgørende argument. Men også risikoen for, at den rette indsats ikke ydes ved en behandlingsgaranti, er væsentligt for, at vi i dag ikke kan støtte forslaget.

Men lad mig igen understrege, at intentionen med forslaget og ønsket om at hjælpe børn og unge i udsatte familier deler vi Socialdemokrater. Indsatsen over for børn i misbrugsfamilier er da også styrket markant over de senere år.

Med midler fra satspuljen er der indført familieambulatorier med åben visitation i alle fem regioner. Kommunerne har som led i satspuljeprojektet »Børn i familier med alkoholproblemer« fra 2005 til 2010 fået mulighed for at ansætte børne- og familiesagkyndige, hvis opgave det er at hjælpe kommunerne med at organisere indsatsen, uddanne de professionelle og indarbejde handlingsvejledninger i institutioner m.v. Endelig er der afsat midler til, at kommunerne kan udvikle og afprøve metoder til at opspore, motivere og fastholde gravide alkoholmisbrugere i behandling.

Som tidligere ordførere har været inde på i dag, er der med finansloven for 2014 endvidere afsat 112 mio. kr. i perioden 2014-2017 til familieorienteret alkoholbehandling. Formålet er at reducere eller helt undgå de skader, som børn i familier med alkoholproblemer er i fare for at udvikle. Midlerne skal bl.a. gå til efteruddannelse af alkoholbehandlere og frontpersonale, tværkommunalt samarbejde om den familieorienterede alkoholbehandling samt en øget kvalitet i alkoholbehandlingen i kommunerne. Dertil kommer også den store forebyggelsespakke fra samme finanslov.

Det er vigtigt at have fokus på at hjælpe børn og unge i stof- eller alkoholmisbrugsramte familier. Det skal opretholdes, og om socialdemokrat er jeg glad for, at det netop er det, vores regering gør.

Der er en kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard.

Jeg altså nødt til lige at hive fat i det sidste: »Hjælpen skal opretholdes«. Jamen for søren da! Vi kan jo netop se, at der ikke er den hjælp, som der er behov for i dag. Jeg håber, at ordføreren har givet sig tid til at læse nogle af de notater og bilag, som der refereres til i vores forslag. Der kan man jo netop se, at problemet er rigtig, rigtig stort, og at børn og unge skal gå i rigtig lang tid, før de kan komme i behandling – også den her anonyme behandling, som vi taler så meget om. Så jeg forstår slet ikke, hvordan ordføreren kan stå og sige, at vi bare skal opretholde hjælpen.

Så siger ordføreren også, at lovgivningen er sådan, at kommunerne skal yde hjælp. Ja, det er rigtigt nok, men hvis nu der går 2 år, før man får hjælpen, er den så noget værd, hvis man har det rigtig, rigtig skidt lige nu lige nu og går og dækker over en hel masse skeletter, der vælter ud af skabene derhjemme? Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan ordføreren som socialdemokrat faktisk kan være imod de her ting, som vi foreslår i det her forslag.

Ordføreren.

Det, jeg sagde, var, at det vigtige fokus på at hjælpe børn og unge i stof- og alkoholmisbrugsramte familier skal opretholdes. Det fokus mener jeg helt bestemt at regeringen og vi Socialdemokrater har, og jeg mener også, at der i det her beslutningsforslag egentlig lægges op til at have det fokus.

Som sagt er serviceloven en behovsbestemt rammelov med fokus på det enkelte menneske. Det synes jeg vi skal holde fast i. Men vi skal blive ved med at arbejde med at holde fokus på, hvordan vi hjælper de her børn og unge. Det skal vi opretholde, og det ser jeg også frem til at vi kan gøre efterfølgende i udvalgsarbejdet.

Karin Nødgaard.

Jamen det er jo netop det, vi gør med det her forslag: Vi arbejder, vi er aktive, og vi siger: Vi kan se, at der bare er noget, der ikke hænger sammen rundtomkring i det ganske land på det her område.

Derfor vil vi gerne gøre noget, og derfor vil jeg da egentlig gerne høre ordføreren: Hvad ville det gøre, at vi gik ind og indskærpede det og sagde, at inden for maks. 30 dage skal der være sat noget i værk for et barn eller et ungt menneske, der henvender sig og siger: Jeg oplever nogle ting i mit liv derhjemme, som jeg simpelt hen bare ikke kan magte længere? Hvad kan jeg få af hjælp? Og kan jeg få noget hjælp nu? Skal man så som kommune sige: Vi har desværre ikke hjælpen. Du må vente. Der kan godt gå et års tid? Tænk på de skader, der kan være sket inden da.

Ordføreren.

Som sagt i min ordførertale ser jeg frem til det udvalgsarbejde, vi skal have, hvor der netop bliver mulighed for, at vi kan holde fokus, og hvor vi også kan dykke ned i de erfaringer, der ligger ude i kommunerne. Kommunerne skal i dag yde hjælp, som det er beskrevet i lovgrundlaget, og jeg vil også tillade mig at forvente, at de yder den hjælp, de skal.

Men samtidig vil jeg også som socialdemokrat sige, at jeg er åben over for det udvalgsarbejde, som vi nu skal i gang med. Lad os da få set på, hvad det er for nogle erfaringer, der er, hvad det er for nogle initiativer, der virker. Om redskabet så skal laves om, vil jeg gerne være med til at se på. Det vigtige for mig er, at vi holder fokus, som jeg sagde i min ordførertale, og at vi har en målsætning om at hjælpe de her børn og unge.

Der er en kort bemærkning fra fru Mai Mercado.

Det bliver sådan lidt teknokrattale, og jeg havde måske i virkeligheden håbet på, at fru Julie Skovsby kiggede ud i virkeligheden og måske erkendte, at der er nogle udfordringer med den lov, der er i dag. Det virker sådan meget smalt og et eller andet sted lidt navlebeskuende at sige, jamen loven er fin, når vi jo kan se, at loven ikke er fin. Det tager 2 år, fra man anmoder om at få hjælp, og frem til at man rent faktisk kommer med i en støttegruppe hos TUBA. Det synes jeg siger rigtig, rigtig meget.

Hvis det nu bare var på grund af den økonomiske del, altså at fru Julie Skovsby sagde hvad med finansieringen og afviste det på baggrund af det og ellers bakkede op om intentionerne, så ville jeg alt andet lige kunne forstå det, for økonomisk ansvarlighed skal vi da være de første til at kunne forstå.

Men gør det her slet ikke indtryk på fru Julie Skovsby? Nu nævnte jeg jo nogle tal lige før om alkohol, og Sundhedsstyrelsens tal viser også, at virkeligheden er, at når det handler om psykiske problemer, eksempelvis depressioner, så er det almindelige tal for børn i helt almindelige familier på omkring 6 pct., men i forhold til børn i misbrugsfamilier er det på 36 pct. Det er et rigtig, rigtig stort volumen, og vi kan jo se, hvor mange børn der så går og tumler med depression, med tanker, som er rigtig, rigtig uhyggelige, og som jo egentlig har brug for, at der er nogen, der tager hånd om dem og giver dem den støtte og den rådgivning, de har brug for.

Ordføreren.

Tak. Serviceloven er en behovsbestemt rammelov, og det synes jeg den skal blive ved med at være. Men så synes jeg ikke, at det er særlig teknokratisk, at jeg siger, at vi da godt i udvalgsarbejdet kan kigge på, om det er de rigtige redskaber, vi har i dag, så længe formålet er det samme. Det synes jeg ikke er en teknokratisk måde at sige tingene på. Og vi arbejder jo i Socialudvalget med andre lovgivninger – eksempelvis Barnets Reforem – hvor vi siger: Jamen vi har lovgrundlaget på plads, loven ser rigtig god ud, men vi ser nogle store udfordringer i forhold til at implementere den og få den til at virke, som den skal, og lige præcis hjælper børn og unge i de her udsatte familier. Så jeg kan faktisk ikke følge det med, at jeg taler teknokratisk, som jeg bliver skudt i skoene.

Mai Mercado.

Så vil jeg da gerne bede om en uddybning, for nu sagde fru Julie Skovsby lige, at hun gerne i udvalgsbehandlingen ville diskutere de redskaber, som man kan bruge. Hvilke redskaber er det så, ordføreren tænker på?

Ordføreren.

Jamen det er de redskaber, som kommunerne i dag bruger eller ikke bruger rundtomkring. Der ligger mange forskellige erfaringer, og jeg synes også, det er vigtigt med de initiativer, som vi nu i fællesskab med finansloven for 2014 har sat i værk. Og i selve den udmøntning, som vi skal være sammen om, skal vi have fokus på de ting, som vi allerede har sat i værk, så vi kan se, hvordan de virker.

Jeg synes bestemt, at det er et arbejde, som vi kan dykke nærmere ned i i udvalgsarbejdet, og jeg vil gerne være med til at gøre det arbejde.

Tak. Så går vi til Dansk Folkepartis ordfører, fru Karin Nødgaard.

De fleste af os nyder i ny og næ at få et glas vin sammen med familie og venner og drikker det også i overværelse af vores børn. Det kan være, fordi man som familie samles over et måltid, og for at børnene skal få et naturligt forhold til alkohol. Heldigvis er der også på det seneste blevet flere unge, der, når de er på egen hånd, har fået et mere afslappet forhold til alkoholindtagelse forstået således, at de ikke indtager så store mængder og i samme tempo som tidligere set, og det er jo rigtig positivt. Der er på det her område som på de fleste andre områder i børns opvækst ikke tvivl om, at børn ofte kopierer de mønstre, som de har set i hjemmet og hos deres forældre, på godt og ondt.

Endvidere er det også således, at børn, såfremt forældrene agerer med et ændret adfærdsmønster f.eks. som følge af alkoholindtagelse, ofte er utrolig solidariske med deres forældre, beskytter dem og dækker over deres adfærd. Det kan et barn klare i kortere perioder, men på længere sigt kan det få utrolig stor indflydelse på barnets eller den unges eget liv. Det kan faktisk gå hen og blive helt invaliderende.

Som lovgiver mener jeg, det er Folketingets opgave at tage vare på disse børn og unge, som vokser op i misbrugshjem, hvad enten det drejer sig om alkohol- eller stofmisbrug hos forældrene. Det er selvfølgelig årsagen til, at vi er to partier, De Konservative og Dansk Folkeparti, der har valgt at fremsætte det her beslutningsforslag. Det synes uforståeligt, at vi har et system, der sikrer behandlingsgaranti for misbrugere selv, men ikke har et net, der kan sikre behandling inden for en overskuelig tidshorisont for de børn og unge, der lever eller har levet sammen med misbrugsforældre.

Før min tid som folketingsmedlem arbejdede jeg i mange år som folkeskolelærer, og i det job har jeg oplevet børn, der har levet i sådanne familier og har lidt i det stille, og hvor det ofte først var meget sent i forløbet, at der blev observeret mistrivsel på grund af forældrenes misbrug eller åbnet for børnenes oplevelser, desværre. Og her kommer det igen til udtryk, at der har været en særlig evne hos barnet eller den unge til at skjule og dække over virkeligheden for at beskytte de mennesker, man holder allermest af – trods omsorgssvigt – nemlig ens forældre, og ydermere dække over det i forhold til omgivelserne, da det ofte er tabubelagt, ofte fordi man føler sig så umådelig flov og tror, man er den eneste i verden, der har sådan et problem.

Når et barn igennem en årrække ser en af sine forældre ændre sin væremåde og ofte også sit udseende, når man helt umotiveret bliver skældt ud, måske udsættes for vold, finder fyldte eller tomme flasker bagest i klædeskabet, som er forsøgt skjul, og når der i urtehaven ikke er gravet løg ned, men tomme flasker, skal der ikke meget fantasi hos barnet til at indse, at der altså er noget galt. Hvem skal man gå til? Hvem kan tro på ens beretninger, når det virker så forkert og uvirkeligt? Sikkert ingen, tænker barnet, og derfor lader man være med at tale om det.

Man taler ikke om det, fordi man måske også ved, at ens mor over for omgivelserne dækker over det, hvis ens far drikker, og hun er jo også flov. Hun har måske igennem en årrække gjort alt for at skjule over for børnene, at far drikker, netop for at beskytte børnene og holde sammen på familien. Hun har som ægtefælle også lidt i det stille, og derfor finder jeg det vigtigt, at det netop, som vi foreslår i forslaget, ikke skal være en af de nærmeste, der skal agere rådgiver for barnet, men en fremmed, der ikke kender familien i detaljer, en person, der kender til misbrug og ved, hvordan man griber situationen an, så man kan sørge for, at børnene kommer på ret køl, får bearbejdet de tunge oplevelser og erfaringer og kommer i en tilstand, hvor de kan håndtere det og agere på en for dem selv hensigtsmæssig måde i forhold til misbrugsmønsteret og få et godt liv også med et afslappet forhold til alkohol og stoffer, hvor de ikke fastholdes i en negativ social arv og selv ender som misbrugere.

Som vi har noteret i bemærkningerne, er det en ret stor gruppe, der vokser op i misbrugsfamilier, og derfor tror jeg faktisk, at hvis vi kan blive enige om at vedtage det her forslag om en større åbenhed i form af gratis og anonym terapi og rådgivning, kan vi reducere det meget høje antal og sørge for, at de personer, i hvert fald op til det 25. år, der føler, at de har behov for at få behandling, også kan få det.

Så skal der selvfølgelig i samme forbindelse også udtrykkes et ønske om, at der er mange flere mennesker, os selv inklusive, omkring børn og unge, som er opmærksomme på, om et barn mistrives, på deres følelser og på deres livs- og opvækstbetingelser, så vi er sikre på, at de kender deres rettigheder og deres muligheder, fordi de også skal have et godt og trygt liv i dagens Danmark.

Nu har vi ikke hørt ordførerrækken helt igennem, men jeg er selvfølgelig spændt på de resterende. Jeg vil sige, at jeg er meget glad for, at der allerede er kommet tilkendegivelse fra Venstre om, at de gerne vil bakke vores forslag op.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Der er ingen spørgsmål, så vi går videre til ordføreren for Det Radikale Venstre, fru Zenia Stampe.

Der er jo ingen tvivl om, at når man hører om de her børn og hører det, der har fremdraget fra statistikkerne, føler man unægtelig en trang til at handle. Men det gør man jo også over for de børn, hvis forældre er psykisk syge, eller som oplever at miste en forælder, eller som oplever, at forældrene bliver skilt og ligger i en åben krig, som er fuldstændig ødelæggende for barnet. Det er bare for at sige, at der er så mange børn i Danmark, der har brug for hjælp, og det er ikke kun de børn, der bor i misbrugsfamilier, men det er også børn, der lever i alle mulige andre slags familier og kæmper med alle mulige andre problemstillinger.

For mig er problemet med det her forslag sådan set lidt det samme, som det var med det forrige forslag. Det er, at man tager én gruppe frem og siger: Nu skal vi lave noget særligt for denne gruppe, når sagen er, at der er andre børn i andre grupper, som er mindst lige så udsatte. Derfor mener jeg, at kampen må handle om at sørge for, at alle børn, der har brug for hjælp, får hjælp.

Det leder mig også frem til den næste problemstilling, som er, at forslagsstillerne jo ikke har forholdt sig til en finansiering, altså hvor pengene skal komme fra. Hvis man så havde en idé om, hvor man ville finde de 70 mio. kr., tror jeg, det er, forslagsstillerne når frem til at det vil koste, og kom med de penge og sagde: Vi vil tage dem fra det her eller det her, så synes jeg, det var lettere at diskutere.

Men når der ikke er nogen penge, må man jo alt andet lige konkludere, at kommunerne måske skulle prioritere nogle af de penge, som ikke bliver brugt ude i kommunerne i dag, til at lave en behandlingsgaranti som den her, som vil koste 70 mio. kr. Men sandheden er måske også den, at hvis man brugte alle de 70 mio. kr. ude i kommunerne på det her, ville de blive taget fra andre. Men hvem ville de så blive taget fra? Ville de så blive taget fra de børn, der netop vokser op med psykisk syge forældre, eller som selv har nogle psykiske problemer? Hvor kommer pengene fra?

Det synes jeg er problemet med det her forslag. Det er jo et sympatisk forslag, fordi det handler om børn, der har brug for hjælp, men man fortæller ikke, hvor pengene til den her ekstra hjælp skal komme fra. Hvorfor er det børn i den her gruppe? Hvorfor skal de have en behandlingsgaranti, når andre børn ikke får en tilsvarende behandlingsgaranti? Det synes jeg er problemet med forslaget, som jeg ellers synes er sympatisk i sit fokus, for som jeg også indledte med at sige, kan man ikke gøre andet end at blive påvirket og føle, at man har svigtet, når man ser, at børn og unge i den her situation ikke bliver hjulpet.

Så vil jeg gerne sige noget om finansieringen, for der er jo nogle, der har nævnt, at vi allerede har brugt penge på det her område. Det har vi også, men hvis nu vi så bare ikke havde besluttet, hvordan vi skulle bruge de penge, ville det jo sådan set være åbent til forhandling, om vi kunne bruge dem til at lave en behandlingsgaranti for. Men sagen er bare, at de to poser penge, som også har været nævnt heroppefra, er målrettet noget andet. Dels er der 112 mio. kr., som ligger ovre på sundhedsområdet, og de er målrettet familieorienteret alkoholbehandling, der er disponeret over dem, og det er ikke af vores kreds, men det er sundhedsordførerkredsen, der har disponeret over dem, dels er der forebyggelsespakken, som er på 280 mio. kr. over 4 år, og af dem er der 4 gange 15 mio. kr. til det her område, som bl.a. skal gå til samarbejdet med en forening som TUBA.

Jeg siger det bare, for at folk derude eller folk herinde ikke skal sidde med den forestilling, at der er en kæmpe pose penge til det her område, som vi endnu ikke har besluttet hvordan skal bruges, men som vi så kan bruge til at realisere den her behandlingsgaranti for. Det kan vi ikke gøre, fordi vi har besluttet, hvordan vi vil bruge de penge, og dem vil vi bruge rigtig fornuftigt på nogle indsatser, som jeg også tror ordførerne bakker op om. I hvert fald er De Konservative, så vidt jeg husker, med i finanslovsaftalen om forebyggelsespakken og sundhedsindsatsen.

Så derfor er der ikke nogen penge. Så hvis det her skulle blive til virkelighed, ville jeg ønske, at forslagsstillerne også var kommet med et konkret forslag til, hvor pengene skulle komme fra. For ellers er virkeligheden bare den, at der ikke er nogen penge, og hvis man gennemfører det uden at sende penge til kommunerne, for det vil jo alt andet lige betyde øgede omkostninger, kommer det til at gå sådan, at det bliver taget fra nogle andre, og jeg er bare bange for, at det kommer til at gå fra nogle af de børn, der har lige så ondt i livet, som de her børn har. Men det er så bare vilkårligt, at det lige blev den her organisation, fordi den har henvendt sig til jer, og det er rigtig godt, at den har gjort det, og det er godt, at vi får sat fokus på området, men det kunne lige så godt have været organisationen for børn, der vokser op i familier med psykisk syge forældre.

Derfor kan vi desværre ikke støtte forslaget.

Tak til den radikale ordfører. Der er et par spørgsmål, og det første er fra fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil altså gerne lige slå fast, at det er billigt argument at stå og sige nu, at det er, fordi en organisation lige har henvendt sig. Jeg håber, at ordføreren hørte min tale – jeg har en fortid med 15 år som folkeskolelærer, jeg nævner, hvordan børn er kommet og har fortalt mig, at de har fundet tomme og fyldte flasker bagest i klædeskabet, vi har været med urtehaven og fundet tømte flasker, der har ligget der. Det har altså ikke noget at gøre med, at en organisation lige tilfældigvis har henvendt sig til mig eller til fru Zenia Stampe. Det vil jeg gerne lige slå fast.

Jeg bare gerne spørge fru Zenia Stampe: Skal man, ud fra alt det, som ordføreren nu har sagt, forstå det sådan, at De Radikale faktisk synes, det er i orden, at det bliver accepteret, at der kan gå 2 år, inden man kan komme i behandling og få noget hjælp, i stedet for at man, som vi sammen med De Konservative foreslår, inden for 30 dage faktisk skal have nogle bedre muligheder? Det var den ene del af det.

Den anden del er, at fru Zenia Stampe er meget optaget af det der med, at man ikke må tage noget fra én gruppe osv., men vi skal da for søren stadig væk have ambitioner som politikere og ville sørge for, at det bliver bedre på alle områder. Og det er da det, som vi to partier nu gør ved at fremsætte det her forslag. Men fru Zenia Stampe har måske opgivet og siger: Hvis ikke vi kan hjælpe alle, skal vi ikke hjælpe nogen?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg bestemt ikke. Men jeg mener bare, at realiteten er, at hvis man piller én gruppe ud og siger, at den gruppe skal garanteres en hjælp, som alt andet lige vil pålægge kommunerne flere udgifter, og man så i øvrigt ikke kommer med flere penge, er realiteten, at de penge skal hentes ude i kommunerne. Og mon ikke de vil blive hentet på det sociale område? Ellers skal man i hvert fald begynde at nappe fra ældreområdet og andre områder. Så jeg tror da, det vil være nærliggende, at den her gruppe så bare vil blive prioriteret før andre grupper af udsatte børn, og det er det, jeg er bange for.

Det var ikke meningen at latterliggøre TUBA på nogen måde – det er en rigtig god organisation, og det er også derfor, at vi har valgt at støtte den i forebyggelsespakken, og vi har valgt at samarbejde med netop en organisation som TUBA, fordi vi mener, at de spiller en vigtig rolle.

Men det kan vel heller ikke være helt tilfældigt, at det her forslag om en behandlingsgaranti bliver stillet, og det er jo også et forslag, som TUBA har stillet. Jeg kan godt forstå, at en organisation som TUBA stiller det forslag, og jeg har stor sympati for det. Hvis jeg arbejdede i en organisation for børn, der er vokset op i familier, der er præget af psykiske lidelser, ville jeg stille et lignende forslag.

Derfor mener jeg bare, det ville være urimeligt at give en behandlingsgaranti til én gruppe på bekostning på bekostning af anden gruppe. Jeg synes derimod, at vi skal kæmpe for, at de børn, der har det hårdest, får hjælp, og så må det jo være kommunerne, der sidder og prioriterer på tværs derude.

Så er det spørgeren.

Jeg synes, det er en gang sniksnak. Det synes jeg altså, fordi jeg synes, at vi skal arbejde målrettet, kigge frem, have visioner i forhold til det her område. Vi føler simpelt hen ikke, at ordføreren har det med de udmeldinger, der kommer.

Jeg vil gerne høre ordføreren, om ordføreren er bekendt med, at den radikale partileder fru Margrethe Vestager sammen med fru Marianne Jelved tidligere har fremsat et forslag, hvor man ville støtte børn af forældre, der er under behandling for alvorlige lidelser, misbrug, alkohol osv. Er man egentlig bekendt med, at man faktisk har lavet noget, der mindede om det for nogle år siden? Det var den ene del af det.

Så vil jeg gerne sige til det der med, at fru Zenia Stampe taler en masse om finansiering, at jeg hørte ministeren, som jo også er radikal, sige, at der faktisk på finansloven er en hel del penge, og det ville da være oplagt – og jeg hørte også, at Venstres ordfører var inde på det – at man så kunne finde ud af at få finansieret det på den måde.

Vi har i vores forslag sagt, at vi meget gerne indgår i drøftelser også i forhold til finanslovsforhandlingerne for 2015, og det er jo et puslespil, der skal gå op, men det indgår vi rigtig gerne i for at finde en finansiering til det her.

Tak. Så er det ordføreren.

Men det er jo så netop en diskussion, man skal tage i forbindelse med en finansieringsmulighed og ikke nu. Jeg vil bare sige, at jeg synes, det er decideret flabet, at jeg bliver beskyldt for sniksnak, når Dansk Folkeparti kommer med det ene dyre forslag efter det andet og bilder danskerne ind, at der er råd til opsættende virkning for handicappede, hjælp til de her unge og det ene og det andet og det tredje. Jeg kan ikke huske, hvad det var, man regnede sig frem til at alle de forslag, Dansk Folkeparti har stillet, ville koste, men det var virkelig mange, mange milliarder, samtidig med at man støtter en statsministerkandidat, der går ind for nulvækst. Det synes jeg er sniksnak, og det er varm luft, og det er tomt, og det er en hån mod danskerne.

Tak. Der er et spørgsmål mere. Det er fra Mai Mercado. Værsgo.

Jeg vender lige tilbage til emnet. Jeg kan ikke sådan helt blive klog på ordføreren, og jeg vil egentlig bare bede ordføreren om en uddybning. For på den ene side siger fru Zenia Stampe, at De Radikale afviser det på baggrund af den manglende finansiering, og at i og med den ikke foreligger, kan man ikke se sig nødsaget til at stemme for. Det er jo egentlig helt reelt, og det er o.k. – det mener vi i hvert fald hos De Konservative – for man skal være økonomisk ansvarlig. Men på den anden side siger fru Zenia Stampe også, at hun jo ikke er meget for sådan at gå ind at hjælpe lige nøjagtig sådan en gruppe her på bekostning af andre. Hun fremhæver det her med at gå ind og støtte én organisation.

Der vil jeg i hvert fald meget klart sige for De Konservatives vedkommende – og det er lige før, jeg også tør tale på vegne af Dansk Folkeparti – at det her ikke handler om at støtte en bestemt organisation; det handler om at lave en indsats for børn og unge, der vokser op i misbrugsfamilier, som kan komme og få en samtale og noget terapi og noget rådgivning og noget støtte. Så jeg vil egentlig bare spørge ...

Ja tak! Så er det ordføreren.

Jamen jeg er udmærket klar over, at det ikke handler om at støtte en bestemt organisation, og i øvrigt synes jeg, det er en god organisation, så jeg havde slet ikke noget imod at støtte den. Det er jo bl.a. også det, vi gør med forebyggelsespakken, når vi støtter samarbejde mellem kommuner og organisationer – og lige præcis en organisation som den her.

Jeg bryder mig ikke om, at jeg nu bliver gjort til skurken, der ikke har sympati for den her organisation. Jeg har stor sympati for den organisation; jeg synes, den gør sit arbejde fremragende. Bare det, at vi har den her diskussion i dag, er jo et godt eksempel på, hvor fremragende de gør det. Jeg er bare bange for, at sådan en behandlingsgaranti på ét område vil ske på bekostning af indsatsen for børn på andre områder, som er mindst lige så udsatte, men hvor der er andre problemstillinger, der gør sig gældende.

Men så vil jeg også godt sige, at jeg gerne vil se på, om vi kan gøre endnu mere for børn i misbrugsfamilier, men jeg synes, vi skal tage det op, når vi også har nogle penge. Det kan være i forbindelse med satspuljeforhandlinger, eller det kan være i forbindelse med finanslovsforhandlinger. Så jeg er absolut ikke afvisende over for det, men jeg synes, det er underligt at fremsætte et beslutningsforslag, som koster 70 mio. kr., og så i øvrigt ikke kunne anvise pengene, fordi så er realiteten bare, at pengene må tages et sted fra. Men det er forslagsstillerne så ikke modige nok til at fortælle, altså hvor de skal tages fra, og hvem det så er, det skal gøre ondt på.

Tak. Så er det spørgeren.

Altså, alle satspuljeforhandlingerne går jo ud på, at man netop peger på bestemte grupper og tildeler midler. Så det her med ikke at ville prioritere forekommer i hvert fald lidt underligt, og især når det netop er den her gruppe af børn, som vi har med at gøre. Sundhedsstyrelsen har jo lavet sådan en meget fin opsummering af, hvad det er, de rent faktisk kæmper med, og ud over at en stor andel af dem jo i udstrakt grad selv bliver misbrugere, udviser destruktiv adfærd, får depressioner, har været udsat for seksuelle overgreb tre gange oftere end andre og udsat for vold i familierne klart oftere, så siger det jo bare meget klart og tydeligt, at den her gruppe børn og unge har behov for hjælp.

Så derfor vil jeg bare spørge konkret og sådan konstruktivt: Vil Det Radikale Venstre være med til i en satspuljeforhandling at pege på og finde midler til lige nøjagtig den her gruppe af børn og unge?

Tak, og så er det ordføreren.

Jeg vil gerne være med til at se på, om vi kan bruge flere penge på det her område, men vi har allerede afsat midler både i forbindelse med finanslovsforhandlinger og satspuljeforhandlinger – men jeg vil gerne være med til at se på, om vi skal give flere midler. Jeg tror, at en behandlingsgaranti bliver for stor en kamel at sluge ved en satspuljeforhandling, for hvis det er 70 mio. kr., er det trods alt ret mange penge, og det er jo ikke bare et forsøg eller en pulje; det vil jo være noget, som så rækker ud i tiden. Derfor tror jeg, at det måske er et dårligt sted at finde den finansiering.

Men jeg har stor sympati for det her område. Jeg vil gerne se på det. Jeg vil også gerne set på det i satspuljeforhandlingerne, måske ikke som en garanti, men som nogle indsatser, vi kunne støtte ad den vej, hvor det ville give mening. Og det synes jeg altså er noget andet end kommunerne. Der sidder de med en pose penge, og vi kan jo se, hvem der får, og hvem der ikke får, hvorimod det at sende en forpligtelse ud til kommunerne uden at sende penge gør, at de så må finde pengene. Og så kan vi andre lukke øjnene for, hvem det så skal gøre ondt på ...

Så slutter Det Radikale Venstres ordfører. Tak. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste ordfører er fra SF, og det er fru Pernille Vigsø Bagge. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne indledningsvis understrege, at beslutningsforslaget på mange måder er både sympatisk og indholdsmæssigt et godt et af slagsen. I SF har det jo altid traditionelt været sådan, at vi rigtig gerne ville hjælpe med at forbedre forholdene for de mennesker, der har det sværest i Danmark, og jeg tror ikke, der er nogen her i dag, der vil bestride, at børn i misbrugsfamilier hører ind under den her kategori.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at når en eller flere personer i en familie har et alkohol- eller stofmisbrug, så rammer det ikke blot misbrugeren, men hele familien, som ofte er mindst lige så belastet som misbrugeren selv. Det gælder både på kort og på lang sigt, fordi vi f.eks. ved, at børn, der er vokset op med en mor eller en far, der drikker for meget eller tager stoffer, i højere grad selv risikerer at udvikle et misbrug. Samtidig viser al evidensbaseret forskning på området, at børn fra misbrugsfamilier også er i større fare for at udvikle psykiske problemer og blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, og at de oftere må anbringes uden for hjemmet, og at de typisk er overrepræsenteret i statistikkerne for både selvmordsforsøg og andet blandt børn og unge.

Det er også derfor, at SF tilbage i 2009 foreslog, at der blev etableret en mulighed for familieorienteret alkoholbehandling. Forslaget tog ikke bare udgangspunkt i at hjælpe den misbrugende, men hensigten med det var også at hjælpe familien og især de børn, der var i familier med misbrugsproblemer. Siden dengang er der løbet meget vand i åen. Bl.a. har dagens forslagsstillere jo f.eks. skiftet holdning.

I SF har vi stadig den holdning, at en familieorienteret indsats er den bedste måde at hjælpe de implicerede parter på. Nogle kommuner tilbyder i dag diverse former for hjælp til børn i form af gruppetilbud og botilbud med pædagogisk støtte uden for hjemmet, og det er sådan, at forskning fra bl.a. CASA viser, at misbrugsproblemer og børnenes negative oplevelser først og fremmest afhjælpes ved, at problemerne italesættes og behandles gennem familieorienterede tilbud. Af samme grund mener SF fortsat, at den bedste måde at hjælpe disse børn og unge på foregår via gode familieorienterede behandlingstilbud, hvor der ydes professionel rådgivning og støtte, og hvor misbrugeren samtidig hjælpes til at erkende sit misbrug og misbrugets konsekvenser.

Det betyder imidlertid ikke, at SF ikke deler forslagsstillernes betragtninger om det her forslag, ikke mindst hvad angår ønsket om at hjælpe de børn og unge, der har brug for det. Men vi har problemer med at støtte det her beslutningsforslag alligevel. Det er, fordi forslagsstillerne ikke har noget bud på, hvordan de skal finansiere det her. Af bemærkningerne kan jeg godt læse, at Dansk Folkeparti og Konservative vil invitere sig selv med til efterårets finanslovsforhandlinger for at finde pengene, men her havde vi nok set et lidt mere konkret udspil. Det eneste, forslagsstillerne oplyser, er, at det formentlig vil koste i omegnen af 70 mio. kr. at finansiere forslaget. Nu ved jeg jo ikke, om Dansk Folkeparti har fået adgang til en gratis gavebod, eller om det er lykkedes dem at finde krukken med guld for enden af regnbuen. Hvis det er tilfældet, skal der i hvert fald lyde et stort tillykke herfra, for det ville da i den grad kunne forklare, hvor alle de fantastiske milliarder til at finansiere de mange løfter til vælgerne skal komme fra. Faktum er, at der ikke foreligger noget konkret finansieringsbud på, hvorfra de her penge skal tages.

Det er sådan, at det godt kan være, at man på sigt kan spare nogle penge ved at gennemføre det her forslag, men det ændrer ikke ved, som der også gøres opmærksom på i forslaget, at det her er noget, der i første omgang koster og koster betragteligt. Det virker altså en lille smule utroværdigt, at både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti med den ene hånd peger på en statsministerkandidat, der drømmer om nulvækst og velfærdsforringelser, og med den anden peger på initiativer, der skal løfte den offentlige velfærd for millioner af kroner. Jeg vil gerne ved den her lejlighed minde om, at man altså ikke både kan blæse og have mel i munden, og derfor er jeg mildest talt lunken ved, at Dansk Folkeparti endnu en gang er ude med et ufinansieret forslag.

Vores konklusion er, at selv om forslaget rent indholdsmæssigt er godt og sympatisk, kan vi desværre ikke bakke op om det, fordi forslaget ikke indebærer noget som helst konkret bud på en finansiering. SF kan ikke støtte det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er et spørgsmål fra fru Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg er da glad for, at ordføreren mener, det er et sympatisk forslag. Det er sådan et meget moderne udtryk at bruge herinde, og det tror jeg også der er mange der har brugt i dag; jeg har siddet her nu i flere timer og hørt det. Og det er fint nok. Ordføreren henviser til et SF-forslag, der har været, og det har jeg selvfølgelig også fundet og kigget på. Derfor undrer det mig måske egentlig, at ordføreren ikke er mere positivt stillet over for vores forslag; for jeg mener egentlig ikke, at det ene udelukker det andet i forhold til det familierettede. Og det vil jeg egentlig bare gerne høre ordføreren om man ikke er enig i.

Så synes jeg ikke, at jeg vil bruge al min tid på alt det omkring økonomien og på at skyde med kanoner og alt muligt andet, for jeg synes, at det her er så alvorligt. Nu kan vi jo se, at det ikke engang er sikkert, at det bliver så utopisk, at Dansk Folkeparti sidder med til finanslovsforhandlingerne til efteråret. Altså, det kan jo være, at der har været valg inden. Men jeg synes bare, at det da er ufatteligt, at man ikke vil se, at det her er så væsentlig en problemstilling, at det er noget, vi skal gøre noget ved. Jeg ved også, hvad ordførerens egen faglige baggrund er, nemlig som præst. Altså, der må man da også have oplevet nogle af de ting og hørt nogle af de beretninger, så man kan se, at der her er noget, der kan rykke noget.

Ordføreren.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi er inde på et utrolig alvorligt emne, som vi også i SF tager rigtig, rigtig alvorligt. Det er også derfor, vi ser med stor alvor på, at vi også skal kunne forsvare at støtte det her forslag, ved at der er fundet en finansiering. Det er anden gang i dag, vi står her med et forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, og hvor vi ligesom skal udskrive en blankocheck. Det er okay, at man har den holdning, at finansieringen altid kan komme på et eller andet tidspunkt, men det er jo ikke okay, at man på bagkanten af en situation med økonomisk krise, hvor vi ved at kommunerne har været ekstremt økonomisk trængte, lover velfærd for milliarder uden at have nogen som helst angivelse på, hvordan den velfærd skal finansieres. For så er det skruen uden ende, og så står vi her igen om et halvt år og diskuterer, hvorfor kommunerne ikke lever op til de beslutningsforslag, vi vedtager her i Folketinget. Det kan kommunerne ikke, hvis vi ikke også anviser, hvordan tingene skal finansieres.

Det er derfor, jeg synes, det er vigtigt, at man gør sig den umage at fortælle Folketinget, hvordan man tænker tingene finansieret, før man forventer, at andre partier skal bakke op. Jeg deler helt intentionerne i forslaget, sådan som jeg også har gjort rede for i min tale.

Tak. Spørgeren.

Jo, men så kan jeg jo bare kort spørge: Vil det så sige, at hvis vi sidder til satspuljeforhandlingerne og finder nogle midler, så er SF med på, at vi får gennemført det her forslag, eller at hvis Dansk Folkeparti i en finanslovsforhandlingssituation siger, at det her er noget, vi prioriterer højt, og at vi har fundet midlerne til det, så stemmer SF også for det?

Ordføreren.

Vi kigger på det samlede finanslovsforslag, og så vurderer vi, hvad vi gør med det. Men det er interessant, at Dansk Folkeparti og Konservative ikke har anført i forslaget, at man vil finansiere det her via satspuljen. Vi kan ikke stå her og forhandle om satspuljen i dag, og det skal vi heller ikke. Vi er med til at kigge på, hvilke finansieringsmodeller der kunne komme, for vi støtter intentionerne i det her forslag. Men I har jo med vilje ikke skrevet, at det her skal satspuljefinansieres, og det er måske, fordi I ikke på nuværende tidspunkt har den store baggrund for at sige, at sådan skal det finansieres.

Jeg konstaterer, at man ikke har ulejliget sig med at finde finansiering, og det er et alvorligt problem, når kommunerne skal tage seriøse opgaver på sig, som vi har bestemt; så skal vi også finde en finansiering.

Tak. Der er kommet et spørgsmål mere fra De Konservatives ordfører, fru Mai Mercado.

Man har ikke ulejliget sig med at finde en finansiering. Ja, undskyld mig, men man har da ikke ulejliget sig med at gå ind i substansen i det her forslag. Altså, det, jeg jo havde håbet på, var, at fru Pernille Vigsø Bagge og SF havde sagt: Det her er et rigtig, rigtig godt forslag, lad os tage en udvalgsbehandling om det, og lad os da være åbne over for at se, hvor der kan findes en finansiering.

Fru Pernille Vigsø Bagge har læst det her forslag og ved jo lige så godt som jeg, at det ikke har været muligt at få tallene fra ministeriet, og at det derfor bygger på tal fra en frivillig organisation. Det ville have været rart, hvis nogen i SF havde syntes, at det her var så vigtigt, at man rent faktisk vil stille spørgsmål til ministeriet om, hvad det så rent faktisk vil koste at få lavet, sådan at der havde været flere partier i Folketinget end de to partier, der er forslagsstillere, som var gået ind i det her og havde sagt, at nu vil vi ikke længere kigge på, at børn bliver behandlet på den måde, men sikre, at der kommer en garanti, så de kan få den hjælp og rådgivning, de har brug for.

Ordføreren.

For hver eneste gang, Det Konservative Folkeparti kommer med en socialpolitisk udmelding, kommer der ti politiske udmeldinger om skattelettelser. Og det er det, der er så utrolig interessant ved, at Det Konservative Folkeparti er medforslagsstiller på det her beslutningsforslag, der koster 70 mio. kr. Gang på gang ser man den konservative formand melde ud, at der er en ting, der står øverst på den konservative ønskeliste, og det er skattelettelser og skattelettelser. Så det kunne jo være interessant, hvis De Konservative vil ulejlige sig med at fortælle, hvordan man både vil finansiere de her fine velfærdsforslag, samtidig med at man som højeste prioritet i verden har skattelettelser.

Spørgeren.

Det er jo, fordi det hænger så fantastisk godt sammen, at i og med man giver skattelettelser, giver man jo også et langt større incitament til at arbejde, til at gå ud og tage nogle flere timer og tjene nogle flere penge, hvilket betyder, at man betaler noget mere i skat, og det betyder, at kommunerne så rent faktisk har mulighed for at give noget bedre service.

Det er jo også derfor, at vi i en reform aftalt ovre i Beskæftigelsesministeriet kæder beskæftigelsessystemet sammen med vækst. Det er, fordi det handler om at skabe arbejdspladser. Når man skaber arbejdspladser, sikrer man netop, at der kommer flere skatteindtægter, og det burde i virkeligheden ikke være så svært at forstå, når man kan forklare det på under 2 minutter.

Det er da ærgerligt, at en debat, der handler om socialpolitik, fra Socialistisk Folkepartis side skal ende med at handle om skattelettelser. I stedet for at handle om substans handler det om at skyde på De Konservatives formand og alt mulig andet. Jeg havde håbet på en mere indholdsrig debat – det må jeg sige.

Ordføreren.

Ja, og den kunne vi jo have taget, hvis De Konservative havde anvist en finansiering, for så kunne man have taget forslaget seriøst. Jeg kan nu forstå, at De Konservative vil finansiere dette forslag med skattelettelser. Og derfor kan jeg godt forstå, at man ikke har skrevet det ind i beslutningsforslaget, for uden at vide det med sikkerhed er jeg ret overbevist om, at Dansk Folkeparti er knap så interesseret i det. Men nu ved vi jo, hvad der er De Konservatives finansiering af de 70 mio. kr., og det er åbenbart nogle skattelettelser, der skal finansiere, at vi nu kan bruge yderligere 70 mio. kr. til velfærd. Det er interessant.

Tak til SF's ordfører. Så er vi nået til Enhedslisten, og Enhedslistens ordfører er fru Pernille Skipper, værsgo.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi skulle have sendt vores finansordfører til den her debat, men nu må I nøjes med mig, i hvert fald i dag, så kan vi altid tage diskussionen om, hvorvidt skattelettelser er en udgift eller en indtægt. Lige før var jeg lige ved at tro, at Liberal Alliance var flyttet over til fru Mai Mercados plads.

Enhedslisten kan støtte beslutningsforslaget, som det ligger. Jeg tror ikke, at jeg vil bruge lang tid på at snakke om, hvor vigtigt det er for børn og unge mennesker, endda også for mange voksne mennesker, der er børn af forældre med et misbrug, at de får behandling og også kan få en selvstændig behandling for de sociale problemer, som det ofte medfører for børnene som individer, at deres forældre har et misbrug. At det altså ikke udelukkende skal være en behandling, som sker i relation til misbrugeren, men som også skal være en hjælp, der tager udgangspunkt i barnet og den unge og de problemer, der kommer af at have forældre, der har et misbrug.

Der er mange, der har forklaret, hvor vigtigt det her er, og det er også en debat, der har været rigtig længe i medierne, og jeg tror, at jeg kan konkludere, at alle partier er enige i, at det her er et hensigtsmæssigt forslag. Så er der nogle diskussioner om finansieringen. Der vil jeg sige at jeg har noteret mig, at forslagsstillerne har lagt op til, at det er noget, man kan forhandle. Det synes jeg er positivt.

Så vil jeg derudover sige, at vi har et problem på socialområdet. Vi ved, at det at investere i forebyggelse, det at investere i at lave en tidlig indsats, så f.eks. det at vokse op i en alkoholramt familie ikke betyder, at man selv får en social deroute resten af livet, men faktisk kommer igennem en uddannelse og får sig et arbejde og ikke selv får et misbrug og ikke giver det videre til ens børn, kan betale sig på den lange bane; at vi sparer penge på den lange bane ved at investere i forebyggelse. Det har forskerne vidst længe, men af en eller anden grund kan Finansministeriet ikke helt regne sådan. Af en være en grund kan vi ikke blive enige om, at det er en god idé at finde pengene til den her tidlige forebyggelse, selv om vi ved, at det gavner både vores samfund som helhed, vores fællesskab, de individer, som bliver trukket ud af en ellers negativ social spiral, og vores samfundsøkonomi. Det er bare super ærgerligt.

Om ikke andet: Enhedslisten støtter forslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ingen spørgsmål. Så er vi nået til Liberal Alliances ordfører, fru Merete Riisager. Værsgo.

Tak. Ifølge forslaget skal regeringen inden udgangen af 2014 fremsætte et lovforslag, som indebærer en behandlingsgaranti til børn og unge under 25 år, der er belastet af en opvækst med voksne, der er stof- eller alkoholafhængige. Behandlingsgarantien skal sikre, at børn og unge anonymt og så vidt muligt inden 14 dage, og senest inden 30 dage efter de har henvendt sig, får den nødvendige rådgivning, støtte og behandling.

Liberal Alliance kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Der er ingen spørgsmål. Så går vi til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har sammen fremsat det her forslag om en behandlingsgaranti til børn og unge, der lever i familier med alkohol- og stofmisbrug. Debatten har været lang, og den har været vidt omkring. Jeg vil gerne prøve at redegøre for, hvorfor vi Konservative og hvorfor vi sammen med Dansk Folkeparti har fremsat det her forslag.

Når man er misbruger, er man sikret krav på hjælp inden for 14 dage, men børn, der vokser op i familier med misbrug, er ikke sikret nogen hjælp, til trods for at rigtig mange børn har akut brug for hjælp til aktivt at få håndteret de oplevelser, de problemer og ikke mindst også de følelser, de har som børn i misbrugsfamilier.

Derfor fremsætter vi det her forslag sammen med Dansk Folkeparti om at skabe en behandlingsgaranti for børn og unge, der lever i misbrugsfamilier, sådan at de anonymt og i et forum uden om de kommunale myndigheder kan få rådgivning, terapi og støtte inden for 30 dage, så de lærer at håndtere et liv i misbrugsfamilier. Børnene og de unge har brug for en behandlingsgaranti og en hjælp, for tallene taler deres eget tydelige sprog.

At vokse op i en misbrugsfamilie giver en øget risiko for angst, depression, lavt selvværd og ikke mindst også risiko for, at børnene selv udvikler et misbrug senere hen. Således vurderer Sundhedsstyrelsen, at 30 pct. af børn i alkoholmisbrugende familier selv bliver alkoholafhængige – 30 pct. Så er den negative sociale arv massiv, men til trods for at vi kender statistikkerne, til trods for at alle her i aften i salen har erklæret, at der er et problem, og at der er brug for en indsats, så er der i dag ikke en egentlig systematisk indsats til at hjælpe de her børn og unge til vejen mod et bedre liv, et bedre liv, som på alle måder kan gavne den unge, og som også kan gavne samfundet, hvor den unge med den rette rådgivning i større grad bliver herre over eget liv og kan reflektere over de valg, som han eller hun gør, og dermed bliver markant bedre til også at håndtere sit eget liv.

Det betyder jo, at den unges eget misbrug bliver mindre, at den unge kan få færre depressioner, fordi man selv kan mestre sit eget liv, tager færre stoffer. Man kunne håbe på, at der kom et lavere frafald på ungdomsuddannelserne og færre anbringelser, og dertil vil jeg sige, at der er jeg helt enig med Enhedslistens ordfører i, at på lang sigt vil sådan en forebyggelse jo kunne spare rigtig, rigtig mange penge. Det er jo dejligt, når det er, at vi som politikere kan spare nogle penge, men det absolut vigtigste må være hensynet til den enkelte unge, som får en redningsplanke ud og væk.

Der er brug for en systematisk og koordineret indsats, for det da er tankevækkende, når opgørelser i Københavns Kommune viser, at op mod 95 pct. af alle midler på alkoholområdet går til den misbrugende, og at det kun er 5 pct., der går til familierne. Det siger mig, at så er der brug for at prioritere familier, der lever med en misbruger. Det handler jo vel at mærke ikke om at flytte rundt på pengene og dermed reducere den andel af penge, der går til misbrugsbehandling og den misbrugende. Nej, det handler også om at anerkende, at også børn og unge har brug for hjælp til at knække den negative sociale arv, frem for bare at lukke øjnene for det.

Der er også rigtig god grund til at gribe ind nu. I 2014 er ventetiden til rådgivning i eksempelvis TUBA, som netop hjælper børn og unge med at håndtere livet i en misbrugsfamilie, steget til op mod 2 år. Det er altså 2 år, hvor børn og unge, som aktivt søger hjælp til at få bearbejdet deres problemer, passivt må se til fra ventelisterne. Det er også børn og unge, som først henvender sig efter mange års isolation og efter at have gået med de her problemer i rigtig lang tid. Det viser statistikkerne nemlig også.

Med det her forslag kommer børn og unge ikke længere til at vente i 2 år. De skal kunne komme til inden for 1 måned, for det er muligt at knække kurver, og det er sådan set også muligt at gøre det nu.

Derfor håbede vi jo meget, at vi havde fået Folketingets opbakning i dag. Som det er beskrevet meget indgående i beslutningsforslaget, har vi jo netop rakt hånden frem, da vi sagde, at vi gerne ville indgå, både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, i en drøftelse om, hvordan midlerne tilvejebringes. Men det bliver sådan skudt ned både med henvisning til skattelettelser og til, at den økonomiske ramme ikke er på plads. Jo, jo, indrømmet, at den økonomiske ramme ikke er på plads, men vi vil jo netop gerne drøfte det. Det er jo også derfor, at vi lagde det meget åbent frem.

Jeg vil egentlig godt kvittere for, at i hvert fald de fleste af ordførerne er positive over for det at lave en behandlingsgaranti. Vi havde også håbet, at vi kunne tage det et skridt videre. Dertil kommer også, at et knæk af den negative sociale arv vil betyde en forbedret livssituation for den enkelte, og det er jo vigtigt i det her også at fokusere på, at især de menneskelige gevinster vil være store.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er et enkelt spørgsmål fra fru Zenia Stampe fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Som sagt synes jeg, det er et sympatisk forslag, og jeg vil derfor gerne høre, om ordføreren har nogle ideer til, hvordan man kunne finansiere det.

Ordføreren.

Altså, ministeren har jo allerede været inde på, at der ligger diverse puljer, bl.a. ovre i Sundhedsministeriet, som ikke er udmøntet endnu. Og der er det, når man er forligsparter – som Det Konservative Folkeparti jo er, og som Venstre er – jo så helt naturligt, at man sammen finder ud af, hvordan det er, at de penge skal bruges. Så ministeren har jo sådan set selv været inde på, at der er projekter, som netop handler om børn i misbrugsfamilier. Dertil kommer, at der jo så også er mulighed for at gå ind i en satspuljeforhandling.

For mig er det jo egentlig også i lige så høj grad vigtigt at få et signal fra partiernes ordførere i dag om noget, som kunne bygge bro til eksempelvis en finanslovsforhandling eller til en satspuljeforhandling. Og der må jeg jo bare sige, at der er partier, som i dag har sagt, at det vil de ikke prioritere, fordi de ikke tror på, at det er den rigtige vej at gå, og det synes jeg jo er rigtig, rigtig ærgerligt. Jeg havde jo håbet på, at det her var noget, et emne, som flest mulige ville prioritere.

Spørgeren.

Jeg vil gerne høre, om Det Konservative Folkepartis socialordfører har fået mandat af sin folketingsgruppe til at disponere over 70 mio. kr. i en fremtidig finanslovsforhandling. Kan ordføreren her på stående fod love, at der, hvis vi ellers tager imod tilbuddet, så ligger 70 mio. kr. fra Det Konservative Folkeparti i en finanslovsforhandling?

Ordføreren.

Jeg kan da love, at det er at finde i vores 2020-plan, og vores 2020-planer er jo netop bundet op på, at man så kan indgå i forhandlinger. Men det er jo klart, at vi ikke står her i aften og laver forhandlingerne til næste års finanslov. Men jeg synes da ærlig talt, at man som ordfører er noget flabet, hvis ikke man tager det som et tilbud og siger: Hej, det var da en god idé; lad os gå hjem og kigge på det. I stedet har der jo ikke været andet end modstand og sådan en væren lidt kryptisk, med hensyn til om man nu synes, det var en god idé.

Jeg havde jo håbet på, at der havde været politiske partier, herunder Det Radikale Venstre, som havde bidt til bolle og sagt, at det er en rigtig, rigtig god idé. Og i stedet for at man bare siger, at det her er en rigtig god idé – lad os eventuelt tage det i udvalgsbehandlingen, og lad os så se på, om vi kan finde frem til fælles løsninger – bliver det jo til sådan et spørgsmål om økonomi. Altså, jeg synes jo, at politik er allersmukkest og allerallerbedst, når man sammen kan finde frem til løsninger, som alle kan være tilfredse med.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne, og sådan sluttede den her debat.

Jeg kan se, at der ikke er flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.