Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 27. maj 2014
Sagsnr.: 26235
Dok.nr.: 681648
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 FLF B 95 stillet den 20. maj 2014
efter ønske fra Lene Espersen (KF) og Thomas Danielsen (V)
Spørgsmål nr. 1:
Ministeren bedes redegøre for, hvordan regler er for at få oplyst, hvor mange strafpoint et fartøj
har for overtrædelser, herunder hvem der kan give disse oplysninger, og hvor lang tid
sagsbehandlingen er for anmodninger om disse oplysninger.
Svar:
Reglerne om at give oplysning om, hvor mange point et fartøj har fået tildelt for alvorlige
overtrædelser af den fælles fiskeripolitik, følger af artikel 128 i Kommissionens forordning
nr. 404/2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 1224/2009 om
oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den
fælles fiskeripolitik.
Artikel 128 har følgende ordlyd: ”Udbydes fiskerfartøjet til salg, eller tilbydes
ejendomsretten til det overdraget på anden måde, skal indehaveren af fiskerilicensen
informere en eventuel fremtidig licensindehaver om det antal point, han har fået tildelt,
ved hjælp af en bekræftet kopi fra myndighederne”.
Det er NaturErhvervstyrelsen, som den ansvarlige myndighed for administrationen af
pointsystemet, der behandler forespørgsler om oplysninger om tildelte point til
fiskefartøjer.
Disse forespørgsler besvares i langt de fleste tilfælde samme dag som modtagelsen af
forespørgslen. Besvarelsen sker skriftligt og sendes normalt pr. e-post, idet kravet om
modtagelse af en bekræftet kopi fra myndighederne herved anses for opfyldt.
Dan Jørgensen
/ Henrik Pedersen Noe
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk