Tak for det.
Når private løser sociale opgaver, er det for mig vigtigt, at disse aktiviteter foregår under ordnede forhold.
Samfundet må så at sige sikre sig, at omsorgen for ældre og personer med handicap lever op til de gældende standarder.
Det er også vigtigt, at de offentlige midler, som går til sådan nogle aktiviteter, bliver anvendt på en både effektiv og forsvarlig måde.
Det har lige fra begyndelsen været hensigten, at friplejeboligerne skulle konkurrere med den kommunale plejeboligforsyning på helt lige vilkår.
Derfor er taksterne for pleje og omsorg også fastsat som maksimalpriser på baggrund af omkostningsberegninger.
Disse omkostningsberegninger er jo foretaget i forhold til en række kommunale tilbud, og det er inden for rammerne af de her maksimalpriser, at de enkelte friplejeboligleverandører har opnået en kvote på grundlag af en konkurrence, hvor kvoten gives til de leverandører, der tilbyder at levere pleje og omsorg til laveste pris.
Det har altså aldrig været meningen, at friplejeboligleverandørerne skulle have bedre betingelser end de vilkår, som kommunerne har, for at drive plejeboliger.
Men når der i evalueringen af loven fra andre sider rejses tvivl om afregningssystemet for friplejeboligleverandørerne, må vi naturligvis se på det.
Enhedslisten har primært begrundet sit beslutningsforslag med, at der sker overbetaling af friplejeboligleverandørerne, og det skulle ifølge Enhedslisten ske i et betydeligt omfang; der nævnes et beløb på 100 mio.
kr.
årligt på landsplan.
Det her beløb skulle angiveligt være baseret på en vurdering fra KL, og jeg er nødt til at sige det, som det er:
Det forholder sig bare sådan, at KL
ikke
har foretaget en sådan vurdering.
På en direkte forespørgsel fra mit ministeriums side har KL oplyst, at de 100 mio.
kr., der nævnes i bemærkningerne til Enhedslistens beslutningsforslag, muligvis kan skyldes, at enkelte kommuner på baggrund af
egne
beregninger har skønnet en merudgift på 100 mio.
kr.
KL har således
ikke
– og jeg understreger
ikke
– foretaget en landsdækkende beregning af økonomien forbundet med friplejeboliger.
Og hverken jeg eller socialministeren har set dokumentation for, at der forekommer den overbetaling, som Enhedslisten påstår.
Evalueringen af loven peger på, at der er problemer forbundet med afregningssystemet.
Det samme har flere friplejeboligleverandører og kommuner gjort opmærksom på.
Netop derfor er det ved indgåelsen af kommuneøkonomiaftalen for 2014 aftalt, at der skal ses nærmere på, hvilke muligheder der er for at ændre afregningssystemet.
Spørgsmålet om afregningen af friplejeboligleverandørernes ydelser efter serviceloven hører hjemme under socialministeren.
Socialministeriet har derfor igennem længere tid i samarbejde med KL arbejdet på at finde en ny model på området; det har dog vist sig at være vanskeligere, end man oprindelig havde antaget.
Arbejdet er nu formaliseret i en arbejdsgruppe.
Det forventes, at det her arbejde kan afsluttes i slutningen af maj måned, sådan at der kan fremsættes lovforslag til efteråret.
Det er klart, at der er problemer, og i den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at de friplejeboligleverandører, der allerede har fået en kvote efter de gældende regler, jo har bundet sig til at levere pleje og omsorg i 10 år til den takst, som de har fået en kvote på grundlag af, og det er på det grundlag, de også har investeret i ejendomme, de har etableret sig.
Her vil det derfor også kunne give anledning til juridiske spørgsmål, hvis man skulle nedsætte den betaling, som de eksisterende friplejeboligleverandører har indstillet sig på at modtage i de første 10 år.
Det er også her vi skal tage et hensyn til de beboere, der bor i friplejeboligerne.
Vi ved, at beboerne i friplejeboligerne er en svag gruppe, og de skal ikke opleve unødvendig usikkerhed og utryghed omkring den pleje og omsorg, som de er så afhængig af.
Det betyder dog ikke, at der ikke skal være lige vilkår for kommuner og private leverandører.
Men det skal naturligvis ske på en måde, så vi tænker os godt om og får lavet nogle ændringer af ordningen, som er holdbare både for kommuner og leverandører og ikke mindst for de her gruppe beboere, vi taler om.
Enhedslisten nævner også, at evalueringen af friplejeboligloven i 2012 peger på en lang række problemer, som endnu ikke er blevet adresseret af regeringen.
Jeg vil godt her fra talerstolen medgive Enhedslisten, at der er gået lang tid, fra evalueringen blev afsluttet, uden at der er blevet fremsat lovforslag.
Jeg skal også herfra sige, at det ikke skyldes manglende vilje fra regeringens side, men derimod, at det har vist sig at være ganske svært at udarbejde et lovforslag, der på ordentlig vis tager højde for alle de mange udfordringer, som skal løses.
Men det ligger mig altså meget på sinde, at en revision af friplejeboligloven er gennemarbejdet, og derfor har jeg heller ikke fundet, at et lovforslag kunne fremsættes, så længe der ikke lå en god og ordentlig løsning på bl.a.
afregningsspørgsmålet.
Som nævnt arbejder vi med at se på nye afregningsmodeller, og arbejdet forventes afsluttet inden sommerferien.
Jeg forventer også at kunne fremsætte et samlet lovforslag i efteråret, et lovforslag, som også adresserer de øvrige problemer, som der peges på i evalueringen.
Så på den baggrund kan regeringen ikke støtte Enhedslistens forslag.