Beslutningsforslaget pålægger regeringen inden udgangen af 2014 at fremsætte et lovforslag med henblik på at skærpe reglerne for personer, som overtræder et meddelt indrejseforbud, så overtrædelse af indrejseforbud anden gang som minimum straffes med fængsel i 1 år.
Lad mig starte med at slå fast, at regeringen selvfølgelig finder det fuldkommen uacceptabelt, at personer, der er udvist af landet med indrejseforbud, vender tilbage med det formål at begå ny kriminalitet.
Det kan der ikke være to meninger om.
For regeringen er det derfor også afgørende, at der fra politiets side er stort fokus på problemstillingen, og at sanktionen for overtrædelse af indrejseforbud er mærkbar.
Det er ganske rigtigt, som det anføres i beslutningsforslaget, at vi i de senere år har set en stigning i antallet af overtrædelser af indrejseforbud.
Antallet af anmeldelser steg således fra 171 i 2007 til 410 i 2012.
Det hører dog med til billedet, at stigningen var mest markant fra 2009 til 2011, hvor antallet af anmeldelser steg med henholdsvis 32 pct.
og 26 pct.
Fra 2011 til 2012 skete der alene en mere begrænset stigning på 11 pct.
En sådan udvikling giver naturligvis anledning til en vis bekymring, også selv om stigningen nu tilsyneladende er noget mindre markant, end den var, da VKO sad på magten.
Som jeg har redegjort for flere gange her i Folketingssalen, er det dog også vigtigt at nuancere billedet.
Årsagerne til stigningen er givetvis flere, men det er helt oplagt, at det spiller en væsentlig rolle, at langt flere i dag udvises med indrejseforbud end for bare få år siden.
Når det forholder sig sådan, skyldes det jo først og fremmest, at udlændingelovens regler om udvisning med indrejseforbud over en årrække løbende er blevet skærpet.
Tal fra Kriminalregisteret viser, at der er truffet 642 afgørelser om udvisning med indrejseforbud i 2005, mens tallet i 2012 var 1.512.
Det svarer til en stigning på godt 250 pct.
For så vidt angår administrative udvisninger, er billedet endnu mere markant.
Tal fra Udlændingestyrelsen viser således, at antallet af afgørelser om administrativ udvisning med indrejseforbud alene fra 2008 til 2012 er steget fra ca.
450 til knap 1.400.
Det svarer til mere end en tredobling.
Alene fra 2011 til 2012 steg antallet af administrative udvisninger med godt 33 pct.
Samlet set har der således de seneste 5 år været en stigning i antallet af udvisninger ved dom og administrativt meddelte udvisninger og dermed også en markant stigning i antallet af personer, som har indrejseforbud.
Det hører desuden med til historien, at de nævnte skærpelser af udvisningsreglerne ikke alene angår betingelserne for at udvise, men også varigheden af det indrejseforbud, der er forbundet med en udvisning.
Og når der er markant flere udlændinge, som får indrejseforbud, og forbuddene bliver mere længerevarende, så kan det jo ikke overraske, at det alt andet lige vil betyde, at vi så også ser flere overtrædelser af et indrejseforbud.
Stigningen i antallet af rejste sigtelser for overtrædelse af indrejseforbud må nødvendigvis ses i sammenhæng med, at den politimæssige indsats på hele udlændingekontrolområdet i de seneste år er blevet forstærket.
Det er en styrkelse, som er meget vigtig for denne regering, og som bl.a.
har betydet, at der siden regeringens tiltrædelse i en række politikredse er etableret særlige udlændingekontrolgrupper.
Disse grupper målretter deres arbejde mod de miljøer, hvor der kan være mistanke om, at der opholder sig udlændinge uden lovligt ophold, herunder personer med indrejseforbud.
Hertil kommer det forstærkede samarbejde på tværs af myndigheder, herunder indsatsen mod social dumping og samarbejdet mellem politi og SKAT, der også fører til pågribelse af bl.a.
personer, som opholder sig i landet i strid med et indrejseforbud.
Som sagt er det efter regeringens opfattelse helt uacceptabelt, at udviste og dermed uønskede personer i Danmark indrejser i strid med et indrejseforbud, og derfor skal sanktionen i sådanne sager være mærkbar.
Det mener jeg også den er.
Med de seneste skærpelser, som blev indført i 2011, følger det af udlændingelovens § 59 b, at den, som overtræder et indrejseforbud, straffes med bøde eller fængsel i indtil 3 år.
Det er i loven forudsat, at straffeforanstaltningen i førstegangstilfælde som udgangspunkt er ubetinget fængsel i op til 2 måneder; i andengangstilfælde er den som udgangspunkt ubetinget fængsel i 2-4 måneder; og i tredjegangstilfælde er den ubetinget fængsel i mere end 4 måneder.
Det skal desuden tillægges betydning i skærpende retning, hvis udlændingen er udvist af landet på grund af kriminalitet og må formodes at være indrejst i strid med forbuddet for på ny at begå kriminalitet.
Det er regeringens opfattelse, at strafniveauet med den seneste strafskærpelse er passende.
Sammenligner vi os med andre europæiske lande, ligger vi i den hårde ende.
Jeg kan i den forbindelse henvise til min besvarelse af spørgsmål nr.
631 fra Folketingets Retsudvalg.
Det er rigtigt, at man i Norge for nylig har gennemført en ganske voldsom strafskærpelse, således at normalstraffen for overtrædelse af indrejseforbud nu er sat op fra fra 1-2 måneders fængsel til 1 års fængsel.
Det er noget ganske nyt, og vi vil selvfølgelig følge udviklingen og erfaringerne fra Norge, men på nuværende tidspunkt er det ikke en model, vi kan støtte, og derfor kan vi heller ikke støtte beslutningsforslaget.
Vi er i regeringen ikke overbevist om, at yderligere skærpelser er vejen frem.
Man skal huske, at det her drejer sig om personer, som vi netop ikke ønsker at have i Danmark, og derfor synes jeg også, at man må sætte spørgsmålstegn ved, om det så virkelig er løsningen, at der indføres en ordning, som vil betyde, at de her personer kommer til at opholde sig i endnu længere tid i Danmark og optage dyre fængselspladser her.
Ønsker vi virkelig at fylde vores fængsler med udlændinge, som har fået at vide, at de er uønskede i Danmark, og ønsker vi virkelig de betydelige meromkostninger, som det her forslag vil føre til?
Så henviser forslagsstillerne til, at disse udlændinge jo bare kan sendes til afsoning i deres hjemland.
Regeringen er sådan set helt enig i, at udlændinge, som er udvist med indrejseforbud, som udgangspunkt bør afsone i hjemlandet.
Derfor har regeringen også løftet indsatsen med at sende udvisningsdømte hjem til afsoning til et helt nyt niveau, og den indsats har båret frugt.
I 2013 blev der således overført 34 udlændinge til afsoning i hjemlandet mod blot 2 i 2011 og 16 i 2012.
Jeg behøver næppe at erindre forslagsstillerne om, hvem der havde ansvaret i 2011.
Jeg vil da heller ikke undlade at nævne, at indsatsen er blevet løftet inden for den kriminalforsorgsaftale, som Dansk Folkeparti ikke var med i.
Så kan man jo godt stille sig op og sige, at alle udvisningsdømte bare skal afsone i hjemlandet, og det lyder også meget godt, men som indsatsen under VKO viste, er den praktiske virkelighed en anden, for der er en række både praktiske og juridiske udfordringer.
Herunder forudsætter afsoning i hjemlandet, at hjemlandet accepterer at tage imod egne statsborgere med henblik på afsoning der.
Vi vil blive ved med at arbejde hårdt for at forbedre muligheden for afsoning i hjemlandet, men som forslagsstillerne udmærket ved, er det simpelt hen ikke realistisk at antage, at vi vil kunne sende alle hjem til afsoning.
Derfor hører finansieringsforslaget heller ikke til i den virkelige verden.
Lad mig til sidst opsummere:
Vi mener, at straffen for overtrædelse af indrejseforbud med de seneste stramninger, som vi lavede i 2011, har fundet et passende niveau.
Derfor mener vi heller ikke, at yderligere bevidstløse strafskærpelser er vejen frem.
Vi mener ikke, at det giver mening, at udlændinge, som er uønskede her i Danmark, skal tilbringe væsentlig længere tid i vores fængsler, end de gør i dag, og det skyldes også, at det koster samfundet ganske mange penge.
Vejen frem er at videreføre den forstærkede politimæssige indsats på udlændingeområdet, og det er det, regeringen agter at gøre.
Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.