Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 77:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpet strafniveau ved gruppevold.

Af Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom Behnke (KF) m.fl.

(Fremsættelse 28.03.2014).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Det, vi skal i gang med nu, er et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, som handler om at skærpe straffen for gruppevold.

Beslutningsforslaget pålægger regeringen, at der skal fremsættes et lovforslag, som skærper straffen for vold, der er begået af flere mennesker i forening – det, vi også kender som gruppevold. Med lovforslaget skal strafferammen for vold og voldelig sædelighedskriminalitet, som er begået af flere i forening, stige med indtil det halve. Forslagsstillerne peger i den forbindelse på, at der ikke skal være tvivl hos ofre og gerningsmænd om, at gruppevold straffes hårdere end tilsvarende vold begået af en enkelt gerningsmand.

Det kan jo alt sammen lyde meget godt, men for lige at slå det fast skal jeg starte med at sige, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Det kan vi ikke, fordi det allerede er sådan, at det er en skærpende omstændighed, når der er flere personer i fællesskab om at begå voldskriminalitet.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at det er ganske voldsomt at blive udsat for vold, og det er endnu mere voldsomt at blive udsat for det, når der er flere, der har rottet sig sammen mod en. Og derfor indgår det sådan set allerede i dag som en skærpende omstændighed ved udmålingen af straffen. Regeringen er ikke enig med forslagsstillerne i, at der er behov for yderligere muligheder i forbindelse med den her type sager. Og det er vi ikke, fordi straffeloven allerede i dag indeholder forskellige regler om, hvordan man fastsætter en straf. Det gælder både de generelle regler og de mere specifikke regler.

Jeg vil ikke her fra talerstolen komme med en fuldstændig redegørelse for reglerne om straffastsættelse, men helt grundlæggende kan jeg sige, at der ved fastsættelse af straf generelt lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Herudover nævner straffeloven en række omstændigheder, der i almindelighed skal indgå som eksempelvis skærpende eller formildende omstændigheder ved en strafs fastsættelse. Særlig relevant i den forbindelse er selvfølgelig, at det udtrykkeligt fremgår, at hvis en gerning er udført af flere i forening, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed i forbindelse med straffastsættelsen.

Ud over de generelle regler om fastsættelse af straf indeholder straffeloven som nævnt også nogle mere konkrete regler om straffastsættelse. Jeg vil gerne nævne to af dem. For det første kan straffen for vold og grov vold forhøjes med indtil det halve, hvis gerningsmanden tidligere er dømt for visse forbrydelser, hvori forsætlig vold har indgået. For det andet indebærer den såkaldte bandeparagraf, at straffen for bl.a. grov vold under visse omstændigheder kan forhøjes med indtil det dobbelte. Der er altså allerede regler, der gør det muligt at skærpe straffen i sager om gruppevold.

Men én ting er de lovgivningsmæssige rammer; de gør det jo ikke alene, vi skal også se på, hvordan de bliver anvendt i praksis. Og her er jeg glad for at kunne konstatere, at de her regler bliver anvendt. Rigsadvokaten har f.eks. udtalt, at det er hans vurdering, at vold begået af flere i forening ved straffens fastsættelse som det klare udgangspunkt indgår som en skærpende omstændighed. Det fremgår af besvarelsen fra november 2013 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 24.

Herudover er formanden for Dommerforeningen bl.a. citeret for at have sagt, at en dom på 60 dage typisk bliver øget til 90 dage, hvis der er tale om, at der har været flere overfaldsmænd. Citatet er gengivet i en artikel i Jyllands-Posten den 3. juni 2013. I samme artikel er formanden for Advokatrådets Strafferetsudvalg citeret for at have sagt, at dommerne helt systematisk bruger lovens bestemmelser og straffer hårdere, når der er tale om, at flere i forening har begået volden. Så det tillægges altså allerede vægt, hvis der er flere gerningsmænd om voldskriminaliteten.

Jeg vil også benytte lejligheden til at knytte nogle bemærkninger til de statistiske oplysninger om vold begået i forening, som forslagsstillerne baserer beslutningsforslaget på. I bemærkningerne til beslutningsforslaget er det anført, at andelen af voldstilfælde, hvor volden er begået af flere i forening, er steget fra 32 pct. i 2005 til 44 pct. i 2012. Isoleret set er de her tal rigtige. De stammer fra en rapport, som er udarbejdet af bl.a. Justitsministeriets forskningskontor, og rapporten er baseret på en interviewundersøgelse med et repræsentativt udsnit af 12.000 danskere.

Rapporten viser, at der ikke er tale om en jævn udvikling i antallet af voldstilfælde, der er begået af flere i forening, i perioden fra 2005 til 2012. Tallene svinger derimod en del fra år til år. Tallene kan altså ikke ses som udtryk for en stigende tendens. Til illustration af det fremgår det f.eks. også af rapporten, at andelen af voldstilfælde med mere end én gerningsmand ligeledes udgjorde 44 pct. af det samlede antal voldstilfælde i 2008, mens den i 2009 blot udgjorde 36 pct. Så der er en betydelig statistisk usikkerhed forbundet med de her tal.

Rapporten med tal fra 2013 er endnu ikke færdig, men jeg kan allerede nu løfte sløret for, at de foreløbige beregninger viser, at andelen af voldstilfælde med mere end én gerningsmand er lavere i 2013 end i 2012. De endelige tal må vi vente lidt med at få, men det siger altså samlet set, at den statistiske virkeligheden er mere nuanceret end som så.

Lad mig på den baggrund kort sammenfatte: Voldskriminalitet og ikke mindst voldskriminalitet begået af flere i forening er fuldstændig uacceptabelt. Det er regeringens opfattelse, at det allerede understøttes af den gældende lovgivning, ligesom det også som nævnt tillægges vægt i praksis. Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup.

Tak. Det er selvfølgelig ærgerligt, at regeringen ikke vil støtte en skærpelse, når det gælder gruppevold, for vi ser nogle grelle eksempler på, hvad det betyder for et menneske, der bliver omringet af en lidt større gruppe mennesker og slået og sparket; det har meget voldsomme konsekvenser for den enkelte, ikke bare fysisk, men selvfølgelig også psykisk bagefter. Derfor havde vi gerne fra forslagsstillernes side set, at regeringen ville tage nogle initiativer på det her område, og hvis ikke det lige kunne være det, der er her i forslaget, så i hvert fald et andet forslag, der skærper tonen over for dem, der udøver vold sammen mod nogle svage ofre – som det ser ud til, desværre, at de i mange tilfælde gør.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge, når ministeren siger – og det siger Rigsadvokaten jo også – at det allerede i dag i nogle tilfælde betragtes som en skærpende omstændighed, at volden er foregået i forening, om justitsministeren så vil drage omsorg for, at vi i Folketinget får at vide, hvordan det helt præcis betragtes som en skærpende omstændighed. Altså, kan ministeren fremvise nogle tal, der viser, at man får en vis procentdel oveni, når der er tale om vold i forening? Vi har jo forgæves forsøgt at spørge til det i Retsudvalget, og der findes ikke nogen tal. Vil ministeren fremskaffe de tal?

Ministeren.

Som jeg nævnte i min tale, refererede jeg til et svar, som er afgivet i november 2013, og jeg har bestemt indtryk af, at nogle af de her tal står i det. Men hvis Folketinget og Retsudvalget har et ønske om yderligere tal, synes jeg, man skal stille et spørgsmål. Så skal jeg selvfølgelig bestræbe mig på at få indhentet de korrekte besvarelser. Vi har jo også til brug for udarbejdelsen af talen her naturligvis været i kontakt med Rigsadvokaten, som også har givet os de tal, som jeg har anvendt i talen, og de tal indgår jo så nu i sagsbehandlingen.

Hr. Peter Skaarup.

Det er rigtigt, at vi har fået det her svar på spørgsmål 24, men der fremgår det jo, at Rigsadvokaten ikke er i besiddelse af statistisk materiale over voldsdomme, hvor det forhold, at forbrydelsen er begået i forening, bliver beskrevet som noget, der har betydning for skærpelsen i retssystemet. Det er derfor, vi sådan set bare efterlyser facts. Så er det jo meget, meget nemmere at diskutere og meget nemmere også at holde regeringen op på, hvis regeringen mener, at det er en meget skærpende omstændighed. Så kan ministeren ikke sikre os de facts, så vi eventuelt i næste folketingssamling er blevet klogere på, hvad der egentlig er situationen?

Ministeren.

Som jeg nævnte, bliver det allerede tillagt vægt, og jeg nævnte også, at formanden for Dommerforeningen er citeret for at have sagt, at en dom på 60 dage typisk bliver øget til 90, hvis der er flere om overfaldet. Jeg nævnte også, at formanden for Advokatrådets Strafferetsudvalg er citeret for at have sagt, at dommerne helt systematisk bruger lovens bestemmelser og straffer hårdere, når der er tale om, at der er flere i forening, som har begået volden.

Jeg bliver spurgt til nogle konkrete tal, og jeg skal selvfølgelig gå tilbage og undersøge, om ikke de kan fremskaffes, for jeg forstår godt ønsket om dem, og jeg vil meget gerne se, om ikke det kan lade sig gøre.

Hr. Tom Behnke, kort bemærkning.

Når nu virkeligheden forandrer sig, bliver vi jo nødt til at forholde os til det. Det, der er sagen, er, at de gældende regler for så vidt er gode nok. Vi har den bestemmelse, at hvis det er flere i forening, er der mulighed for, at det er en skærpende omstændighed, og at domstolene kan give lidt mere i straf, og det gør domstolene også – meget lidt, men der er en ekstra straf, når det er gruppevold og det er flere i forening, der begår en kriminel handling. Så reglerne er jo sådan set er gode nok.

Men virkeligheden løber jo fra lovgivningen, for det, vi ser, er, at til trods for at ministeren synes, at reglerne er gode nok, eskalerer andelen af gruppevold i forhold til vold i det hele taget voldsomt. Der er en enorm stigning i gruppevolden. Hvad vil ministeren gøre for at bremse det? Man kan jo ikke bare læne sig tilbage og sige: Alting er fint, det har virket de sidste 200 år, så det går nok. Når der pludselig er sådan en eksplosiv stigning, må man jo forholde sig til det og komme med et bud på, hvad vi skal gøre ved det.

Ministeren.

Det er ikke korrekt, at der er en eksplosiv stigning. Som jeg redegjorde for i min tale, kan de tal, der er brugt, ikke tages til indtægt for, at der er tale om en stigende tendens. Der er tale om nogle tal, som varierer ganske meget fra år til år. Det fremgår eksempelvis af rapporten, at der i 44 pct. af det samlede antal voldstilfælde i 2008 var tale om, at der havde været mere end én gerningsmand, og i 2009 var det så 36 pct. Rapporten for 2013 har vi ikke endnu, men den viser, at tallet var lavere i 2013, end det var i 2012. De her tal synes jeg ikke at man kan tage som belæg for, at der er tale om en stigende tendens, tværtimod.

Hr. Tom Behnke.

Jeg tror, ministeren simpelt hen bliver nødt til at åbne øjnene og måske bevæge sig en lille smule uden for Christiansborgs tykke mure. Altså, det er oplevelsen i hele samfundet, at der er en stigende tendens til, at de her tøsedrenge, der ikke tør gøre noget på egen hånd, slår sig sammen, og at de voldsoverfald, der kommer til at finde sted, er meget, meget voldsomme – og ofrene lider i den grad overlast.

Man kan jo ikke bare sidde og sige: Der er noget statistisk usikkerhed, så det gør vi ikke rigtig noget ved. Det har der måske været inden for de sidste par år, men hvis man kigger tilbage gennem tiden, er det et relativt nyt fænomen, og der har jo været en stigning inden for de senere år. Det er der ingen tvivl om. Men hvad er det, der skal til, for at ministeren overhovedet vil prøve at tage det her bare en lille smule alvorligt?

Ministeren.

Jeg synes, at vi skal tage det alvorligt, og det synes jeg egentlig også at vi gør. Jeg mener, at vi i Folketinget sådan set i bred enighed har vedtaget flere forskellige strafskærpelser, som gør, at man straffer hårdere, når der er tale om forbrydelser, der bliver begået i forening, og hvor der altså er mere end én gerningsmand. Vi har også mulighed for at lade det indgå som et ekstra strafskærpende element, hvis en gerningsmand har været dømt tidligere for en voldelig forbrydelse, og vi har også mulighed for at give dobbelt straf, hvis man kan bruge nogle af de bandeparagraffer, som vi i øvrigt også har indført. Så vi har muligheder for at lægge lidt ekstra på straffen, og de bliver anvendt derude.

Igen: Tallene om, at der skulle være flere, der begår gruppevold, kan jeg altså ikke, selv hvis jeg går ud på den anden side af Christiansborgs tykke mure, bekræfte. Det, jeg i stedet for kan, er at lytte til, hvad Forskningskontoret i Justitsministeriet, som er dem, der har den her viden, siger, og de siger til mig, at tallene ikke kan tages som udtryk for en stigende tendens.

Tak til justitsministeren. Hr. Preben Bang Henriksen som Venstres ordfører.

Tak. Folketinget behandler forslaget om skærpet strafniveau for gruppevold, og jeg kan indledningsvis sige, at Venstre er positive over for forslaget.

Forslaget går ud på, at straffen skal skærpes eller kan stige med indtil det halve, hvis overtrædelsen sker af flere i forening. Man kan så spørge, hvad forskellen så egentlig er til bestemmelsen, som vi har i straffelovens § 81, stk. 2, i dag. Den siger, at det i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen er udført af flere i forening. Det skal i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, og nu præciserer man altså ifølge det her beslutningsforslag, at straffen skal stige med indtil det halve.

Jeg skal ikke dechifrere, hvad forskellen bliver. Det kan man jo først se, hvis beslutningsforslaget vedtages og regeringen retter ind derefter og kommer med et nyt lovforslag. Men der er jo ingen tvivl om, hvad forslagsstillerne mener, nemlig at gruppevold skal straffes mere, end det i praksis straffes i dag.

Hvordan straffes det så i dag? Der har jeg lyttet til den tidligere ordveksling mellem ministeren og hr. Tom Behnke, og jeg kan kun sige, at man jo kan lave statistikker om alt mellem himmel og jord, men der er nok ikke noget så vanskeligt at lave statistikker om som retssager, fordi selv en lille ændring har betydning. Ved et tidligere forslag talte vi om, hvor mange sager der ændredes i anken. Hvis man har fået medhold i 100.000 og nu kun får medhold i 95.000 i landsretten, ja, så har landsretten jo ændret sagen. Det er bare et eksempel, som ikke har noget med det her forslag at gøre, men måske illustrerer, at vi i det hele taget skal passe på med statistikker – generelt, men i hvert fald inden for kriminalretten her.

I dag skal dommerne vurdere sagens samlede omstændigheder, og i dag skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen er udført af flere i forening. Det er forslagsstillernes opfattelse, at det gør det ikke. Som jeg nævnte før, kan man ikke føre noget statistisk bevis for det. Ministeren har refereret nogle udtalelser, og på en eller anden måde er vi nok tilbage til at vurdere, hvad man selv føler, og hvad befolkningen i det hele taget føler.

Jeg kan se, at forslagsstillerne refererer et eksempel her i bemærkningerne til forslaget. Jeg kan ikke lade være med at tænke på et andet eksempel på en forbrydelse, der er blevet pådømt af retten i Odense her i efteråret, hvor flere i forening skar øret af en person, forsøgte at kratte øjet ud på vedkommende og i det hele taget torturerede og vansirede vedkommende i alvorlig grad. Det indbragte den, der var bandeleder, 3 års fængsel, og det vil sige, at han skal sidde i spjældet i 1½-2 år, indtil han prøveløslades, må man forvente. Det indbragte dem, der havde deltaget i en mindre del af torturen, 2 års fængsel. Så de skal nok ind i 1-1 2/3 år. Det var i hvert fald en forbrydelse, der blev udført af flere i forening.

Man kan jo altid diskutere, om man skal basere lovgivningen på enkeltsager osv., men jeg siger bare, at det i hvert fald sammen med mine øvrige erfaringer gør, at jeg har en fornemmelse af, at de her regler ikke praktiseres i det omfang, som de burde blive, altså at straffen ikke er så alvorlig, som den burde være i henhold til straffelovens § 81, stk. 2.

På den baggrund kan jeg støtte forslagsstillernes ønske om at få præciseret, at gruppevold skal, om jeg så må sige, takseres højere. Så med de bemærkninger kan Venstre støtte forslaget.

Tak til Venstres ordfører. Fru Trine Bramsen som socialdemokratisk ordfører.

Der kan ikke være to meninger om, at vold og gruppevold er et onde, som vi politikere skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at bekæmpe. Vi Socialdemokrater deler forslagsstillernes foragt over for voldsmænd og finder det dybt unfair, når grupper går løs på ét offer. Netop derfor har vi Socialdemokrater sat hårdt mod hårdt i kampen for at undgå den type af sager ved forebyggelse og ved en stærk politiindsats og ikke mindst ved at straffe hårdt.

Beslutningsforslaget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, som skærper straffen for vold begået af flere i forening, altså gruppevold. Med lovforslaget skal strafferammen for vold og voldelig sædelighedskriminalitet, som er begået af flere i forening, kunne stige med indtil det halve. Forslagsstillerne peger i den forbindelse på, at der ikke skal være tvivl hos ofre og gerningsmænd om, at gruppevold straffes hårdere end tilsvarende vold begået af en enkelt gerningsmand.

Straffeloven indeholder allerede i dag en række muligheder for hårdere straf i forbindelse med gruppevold. Ved fastsættelsen af straffen skal der allerede i dag lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Det fremgår tydeligt af straffeloven, at hvis en gerning er udført af flere i forening, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed i forbindelse med straffastsættelsen. Hertil kommer, at straffen for vold og grov vold kan forhøjes med indtil det halve, hvis gerningsmanden tidligere er dømt for visse forbrydelser, hvori forsætlig vold har indgået. Også bandeparagraffen kan anvendes i denne sammenhæng.

Vi Socialdemokrater har ingen fine fornemmelser, når det kommer til strafskærpelser. Vi har ingen problemer med at slå hårdt ned på voldsforbrydere, hverken når de handler alene eller i grupper, men strafskærpelser skal have en effekt og gøre en forskel, og det er der intet der peger på at dette forslag vil have.

På den baggrund skal jeg meddele, at vi Socialdemokrater ikke kan støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup.

Det er jo ærgerligt, men jeg kunne godt tænke mig at spørge Socialdemokraterne, om Socialdemokraterne også har et ønske om at finde ud af, i hvor høj grad det, som Socialdemokraterne siger er domstolenes politik, nemlig at man giver lidt højere straffe, når der er tale om en gruppevold, bliver brugt af domstolene. For i de svar, vi har fået fra den socialdemokratiske justitsminister i sin tid, kan vi jo se, at det findes der ikke nogen tal for, og den fornemmelse, man kan få, når man følger nogle af sagerne, hvad vi er nogle stykker der har gjort, er, at det desværre ikke er noget, det giver noget særlig ekstra, hvis det overhovedet giver noget ekstra, i den faktiske udmåling af straffen hos domstolene. Så vil Socialdemokraterne give et tilsagn om, at nu får vi nogle klare tal for, hvor meget ekstra det giver i dag? Og så kan vi jo diskutere, hvor meget ekstra det så skal give i virkeligheden ud fra det politiske ønske, der er på Christiansborg.

Ordføreren.

Jeg synes, justitsministeren svarede rigtig godt på det spørgsmål, og vi Socialdemokrater bakker selvfølgelig justitsministeren op.

Hr. Peter Skaarup.

Undskyld, kan vi ikke komme det lidt nærmere? For det er jo altid en god idé, når man fremfører påstande i Folketinget, at dokumentere dem. For det kan jo næsten kun blive en påstand, når man ikke kan dokumentere, hvad effekten er af, at der er en mulighed for at give højere straffe. Er det ikke en meget god idé, at man, når man fremfører påstande, så kan dokumentere dem med facts? Jeg tror i hvert fald, det er en god idé. Så jeg må efterlyse, at Socialdemokraterne tager det her alvorligt, for det er nogle alvorlige sager, ikke mindst for dem, det går ud over, når de bliver slået til plukfisk.

Ordføreren.

Der skal på ingen måde herske tvivl om, at Socialdemokraterne tager det her meget alvorligt, og det er jo også derfor, vi har støttet strafskærpelser gennem de seneste 10 år på det område og gør alt, hvad vi kan, for at forebygge, at der sker vold. For det ypperste, vi politikere kan tilbyde, må trods alt være at forebygge, så det slet ikke sker. Det bedste, vi kan tilbyde danskerne, må være, at de undgår at blive ofre enten for enkeltpersoners vold eller gruppers vold.

Når det så er sagt, er vi, som jeg også sagde i min tale, ikke bange for at straffe, så hvis det kan dokumenteres, at der er en effekt ved at straffe, er vi bestemt åbne over for strafskærpelser. Men nu er det jo i det her tilfælde forslagsstillerne, der påstår, at der er en effekt ved at straffe hårdere, så jeg mener også, at forslagsstillerne i den her forbindelse må komme med dokumentation for, at det her forslag vil forårsage færre voldstilfælde.

Tak til ordføreren. Hr. Jeppe Mikkelsen som radikal ordfører.

Tak for ordet. Jeg vil gøre det relativt kort. Jeg er meget enig med fru Trine Bramsen. Vi kan i Det Radikale Venstre ikke støtte forslaget. Som alle andre tager vi naturligvis også skarpt afstand fra vold generelt set og selvfølgelig også fra gruppevold. Vores hovedårsag til at afvise forslaget er, at det allerede i dag er en skærpende omstændighed, når der er tale om gruppevold, og det mener vi sådan set er tilfredsstillende.

Må jeg så ikke bare lige kort knytte en kommentar til finansieringen. For nu har vi faktisk punket de borgerlige i forhold til at komme med finansiering, når de foreslår strafskærpelser. Sådan har det lydt både fra regeringen, SF og Enhedslisten, og indtil nu har det været sådan, at man bare har foreslået strafskærpelser uden at tænke over, at det selvfølgelig koster i form af flere fængselspladser. Retsområdet har været sådan en eller anden lille oase, hvor økonomisk ansvarlighed simpelt hen ikke har været gældende. Det er den altså på alle mulige andre områder, men den har ikke været gældende lige på retsområdet, når det gjaldt strafskærpelser. De borgerlige nægtede at finde finansiering til deres forslag og sagde, at det ikke skulle komme an på det, hvis man foreslog strafskærpelser.

Men lur mig, om det ikke har sneget sig ind i det her beslutningsforslag. Der er faktisk en lille bemærkning til sidst om finansieringen, og så har man faktisk levet op til det ønske, som både regeringen, SF og Enhedslisten har haft, og jeg vil da sådan set gerne takke for, at man nu begynder at overveje finansiering. Så kan vi diskutere, om den konkrete finansiering holder. Det har vi haft diskussioner om i forbindelse med beslutningsforslaget, som der henvises til. Men jeg vil gerne takke for, at den i det mindste er med, og så vil jeg da håbe, at det bliver praksis fremadrettet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt som SF's ordfører.

Man må sige, at gruppevold har et potentiale til at kunne blive en særlig barsk oplevelse for offeret, som jo kan blive sat i en situation, hvor han eller hun føler sig afmægtig over for en hel gruppe. Og det har en helt anden karakter end noget, som – kan man sige – måske bliver udløst af et tilfældigt værtshusslagsmål, hvor der er alkohol indblandet, og hvor det opstår meget pludseligt og tilfældigt. Derfor skal der også være en straf, som kan mærkes, en konsekvens, som kan mærkes. Og vi er sådan set tilfredse med, at det allerede i dag indgår som en skærpende omstændighed. Gør man noget i forening, gør man noget som gruppe, så falder hammeren sådan set også hårdere. Og justitsministeren har egentlig fint redegjort for her fra talerstolen i dag, hvordan advokater og dommere sådan set også oplever at det bliver brugt ude i virkeligheden.

Jeg synes, man skal være meget varsom med at lave ekstremt detaljeret lovgivning, sådan som jeg synes at beslutningsforslaget lægger op til. Jeg synes, vi kom rigtig, rigtig galt af sted med knivlovforslaget, som SF godt nok ikke var en del af. Jeg synes, det er meget fornuftigt, at vi efterlader et skøn til domstolene, så de har mulighed for at tage stilling til det, når der er skærpende eller formildende omstændigheder.

Så må jeg afslutningsvis bare sige, ud over at vi ikke kan støtte det her forslag, at jeg har virkelig svært ved at forstå, at der ikke, når de her gruppevoldssituationer opstår, er bare én i sådan en gruppe, som siger fra, at der ikke bare er én, som har betænkeligheder og bremser de andre. Jeg ville ønske, at vi kunne forebygge det her lidt bedre, og jeg tror simpelt hen, at vi mangler mere konkret viden om, hvad det er for nogle dynamikker, der opstår, og hvordan man kan bremse det på forhånd. Det synes jeg vi burde være meget mere optaget af. Jeg har ikke en gylden løsning, jeg kan lægge frem her i dag, men det optager mig sådan set rigtig meget.

Så vil jeg sige, at når de her situationer opstår, når skaden er sket, så er det virkelig vigtigt, at vi tager hånd om ofrene. Og jeg blev meget inspireret af Jesper Ryberg, som fortalte lidt om det på en retssikkerhedskonference for snart et par uger siden, hvor der var en del af os fra Retsudvalget til stede. Han sagde, at offerets oplevelse af straffen i den sidste ende handler meget om, hvordan man når hen til slutresultatet – altså, oplever man, at man bliver taget ordentligt imod hos myndighederne, at politiet er høflige og venlige, og at sagen er grundigt vurderet og gennemarbejdet, så er man sådan set også tilbøjelig til at acceptere slutresultatet, at acceptere straffen. Det synes jeg er meget interessant, og det tror jeg er noget, vi skal arbejde videre med, altså at ofrene oplever, at de faktisk bliver hørt, at de faktisk får den hjælp, som de kan ønske sig, når de her overgreb er sket. Så det tror jeg er et sted, hvor vi godt kunne lægge noget mere fokus i fremtiden.

Tak til SF's ordfører. Fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører.

I straffeloven er der en paragraf, der hedder § 81, hvor man opregner en hel række af omstændigheder, som generelt betyder, at hvis det nævnte er sket, så skal straffen være lidt højere; man kalder det sådan generelle skærpende omstændigheder. Det betyder, at når dommere sidder og kigger på en sag, så kigger de ned på den her liste, og så står der, at det skal være en skærpende omstændighed, hvis en strafbar handling er begået af flere i forening. Altså, hvis man kigger på, hvad straffen skal være for vold, så skal den være lidt højere, hvis man har været flere om det.

Baggrunden for det er jo, at vi i Danmark straffer for det, man kalder forsættet, altså de onde tanker eller det onde formål, der ligger bag en handling. Des mere kynisk planlagt en handling er, des hårdere straffer vi, fordi vi moralsk mener, at det er mere groft, hvis man har handlet meget bevidst eller været meget kynisk i sin udførelse af en handling. Og når flere mennesker går sammen om en forbrydelse, er det jo ofte meget udtalt og dermed i en eller anden udstrækning planlagt på forhånd.

Som forslagsstillerne også gennemgår i bemærkningerne til det her beslutningsforslag, er der groft sagt to slags vold, når der er flere i forening, der begår vold. Enten er der tale om sådan en sirligt planlagt afstraffelse, eller også er der tale om sådan et helt kynisk tilfældigt overfald, som begås sådan for morskabens skyld efter en eller anden mærkelig tankegang. De to situationer er bestemt mere strafværdige, end når en person f.eks. bliver fuld på et værtshus og bliver sur og så kommer op at slås i et værtshusslagsmål. Det er der ikke nogen tvivl om. Så langt er Enhedslisten også enig med forslagsstillerne: Vold begået af flere i forening skal føre til højere straf. Og sådan er det også i dag.

Så er det jo lidt, som om forslagsstillerne pludselig er blevet opmærksomme på, at det, de foreslog i pressen – da der var en journalist, der kom med en mikrofon og sagde: Hvad vil man gøre ved den her skrækkelige sag? – allerede eksisterer; det var vist ikke så godt. Og så finder man på, at så kan man ligesom lave et eller andet på en lidt anderledes måde. I det her forslag indebærer det, at der skal indsættes en konkret bestemmelse, som i højere grad styrer strafudmålingen, når dommerne sidder og kigger på en konkret voldssag. Det skal ske, ved at man skriver i straffeloven, at straffen kan stige indtil det halve, hvis handlinger er begået af flere i forening.

Ud af det kan man efter min mening udlede, at enten så vil forslagsstillerne hellere have, at det er Folketinget og ikke domstolene, der skal agere dømmende magt – det vil jeg ikke sådan være helt overrasket over, når man kigger på, hvad det er for nogle partier, der har fremsat det her forslag, det sker i ny og næ – eller også ønsker forslagsstillerne sådan helt principielt, at den skærpende omstændighed vedrørende en handling begået af flere i forening er et vigtigere kriterium for strafudmåling end de øvrige skærpende og formildende omstændigheder, der er fastsat i straffeloven. Så kommer det naturlige spørgsmål jo så: Hvilken af de øvrige omstændigheder, der er opregnet i § 81, er så næstvigtigst? Og hvilke af de formildende omstændigheder er vigtigst og næstvigtigst?

Det holder ikke, at man sådan graduerer skærpende og formildende omstændigheder; det er op til domstolene. Det er en uskik, at folketingsmedlemmer ikke kan respektere, at udmålingen af straffe er noget, domstolene skal foretage. Jeg må sige, at jeg har forslagsstillerne mistænkt for at være kommet til at sige noget i pressen, som man så senere skulle sno sig ud af ved det her beslutningsforslag.

Enhedslisten kan ikke støtte forslaget. Vi mener, at det er op til domstolene at udmåle domme i Danmark.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg vil sige til fru Pernille Skipper, at det jo egentlig startede meget godt med den ordførertale, der blev holdt, og det var lige før, man tænkte, at nu kommer der et ja, og så har vi et flertal uden om regeringen, for at vi får en højere straf på det her område. Det lykkedes så ikke helt til sidst, fordi der kom et eller andet ind om, at vi ikke skulle være dommere, vi skulle bare være lovgivere. Men det er jo faktisk det, vi er. Det er jo faktisk det, vi er, i det her forslag. Vi siger jo faktisk, at vi så fra Folketingets side ønsker, at det skal medføre en klart højere straf, hvis man begår vold i grupper.

Hvorfor gør vi det? Det er jo, fordi domstolene i nogle tilfælde – og det tror jeg heller ikke kan være gået fru Pernille Skippers næse helt forbi – ikke udnytter de muligheder, der er i vores lovgivning. Nu har vi i dag en diskussion om datakriminalitet, hvor flere siger: Jamen, det er da rigtig nok, at vi har en strafferamme på flere års fængsel i sådan nogle sager, men der bliver kun givet bøder. Det er et problem, og det diskuterer vi så.

Kunne vi ikke også godt diskutere det her? For det er da faktisk vigtigt, at vi kommer de lovlydige borgere til undsætning?

Ordføreren.

Jamen jeg fuldstændig enig i, at det skal give højere straf, når en forbrydelse er begået af flere i forening, og sådan er det også i dag, og det sker også. Altså, sådan bliver det også udmålt af domstolene i dag, så det er der ikke rigtig nogen grund til.

Altså det, det her forslag sådan set betyder i praksis, er jo, at hr. Peter Skaarup mener, at det, at noget er begået af flere i forening, skal føre til endnu højere straffe, end hvis der f.eks. er tale om en anden skærpende omstændighed – at der er tale om en særlig grovhed eller kynisme – fordi det er vigtigere. Det giver ikke nogen mening. Hvis hr. Peter Skaarup vil gennemføre det her beslutningsforslag, skylder han at opregne, hvilke af de skærpende og formildende omstændigheder der så er nummer to, tre, fire osv. – ellers kan domstolene ikke finde rundt i det, og så er det i praksis os, der beslutter, hvad der skal dømmes i konkrete sager.

Må jeg så ikke også bruge mine sidste 12 sekunder på at sige, at hr. Peter Skaarup altid vil have højere straffe. Det er hr. Peter Skaarups automatreaktion på alting. Hr. Peter Skaarup sætter sig ikke ind i retstilstanden, før han kræver det.

Hr. Peter Skaarup.

Jamen det er såmænd bare ganske kort, fordi et eller andet sted er vi jo ret enige om, at det skal give højere straffe. Når vi så spørger vores justitsminister, om det giver højere straf, og hvor meget højere straffe, det giver, når man laver gruppevold, så kan vi jo ikke få svar. Der findes ikke noget materiale, der kan fortælle os det, og derfor er det, jeg vil spørge Enhedslisten, om vi så ikke i det mindste måske kunne ende med den konklusion, at vi siger til justitsministeren: Lad os få noget dokumentation af påstanden, hvis det er en påstand, om at der rent faktisk gives højere straffe. Kan vi være enige om det?

Ordføreren.

Men virkeligheden er jo sådan, at når man dømmer i konkrete straffesager, indgår der rigtig, rigtig mange elementer. Der indgår elementet, om man har været flere i forening, med hvilken grovhed, handlingen er udført, om den er planlagt på forhånd, om man har en lang straffeattest eller en kort straffeattest, om man er i arbejde, om man er meget gammel, om man er meget ung. Alle de her ting indgår i vurderingen, og derfor kan man da ikke skemalægge sådan nogle ting, så meget som jeg gerne ville. Det kommer ikke til at blive virkelighed. Sådan fungerer et domstolssystem altså. De handlinger, der er begået i virkeligheden, skal pådømmes af domstolene, og man kan ikke skemalægge dem, selv om vi gerne ville.

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

Der tror jeg nok at fru Pernille Skipper skulle prøve at læse lidt i straffeloven. Lad os nu bare tage ét eksempel: Vi har straffelovens § 244 om vold, og så har vi straffelovens § 245 om grov vold, hvis det er sådan, at der er blevet brugt våben eller instrumenter eller lignende. Der har Folketinget altså meddelt domstolene, dels at der er en anden strafferamme, dels at vi forventer, det er strafskærpende, altså ikke bare strafskærpende efter § 81, men decideret efter § 245, som helt særskilt forholder sig til, at hvis vold er blevet begået med våben, så er det en særlig skærpende omstændighed.

Er det så i strid med § 81 i Enhedslistens verden? Skulle vi holde op med have alle de der paragraffer, for der er jo omkring 313 paragraffer i straffeloven? Skulle vi bare nøjes med at have to, altså man må ikke slå, man må ikke stjæle, punktum? Skal vi nøjes med det?

Ordføreren.

Jeg kunne da have lyst til at sige ja, men det er klart, at der er forskel på grov og simpel vold. Men hvorvidt en bestemt handling skal placeres i den ene eller den anden kasse, har Folketinget opstillet nogle kriterier for. Vi har sagt, hvornår vi synes det skal være tilfældet, og så er det domstolene, der udmønter det i praksis, ligesom vi har opstillet det kriterie i straffeloven, at det skal føre til en skærpet straf, hvis en handling er begået af flere i forening.

Men de øvrige elementer skal selvfølgelig også medtages. Og det, jeg siger med det her, er, at forslagsstillerne skylder at rangere de øvrige skærpende og formildende omstændigheder, hvis man mener, den her er så meget vigtigere.

Hr. Tom Behnke.

Jamen det er jo netop kriterierne, vi diskuterer, for der står bare her, at strafferammen kan stige med indtil det halve. Det er stadig væk domstolene, der bestemmer, om det skal være 3 måneder eller 3 år. Det blander vi os jo ikke i. Vi har en strafferamme, men vi skubber til domstolene præcis på det her område og siger: Vi synes, der bliver straffet for mildt, når vi taler om gruppevold.

Ville Enhedslisten være mere indstillet på at støtte forslaget, hvis det var sådan, som vi har foreslået, nemlig at man i straffeloven indfører en § 245 a, hvori man specifikt beskriver gruppevold som en særlig skærpende omstændighed, ligesom vi har en § 245 i forhold til våben? Ville det så være helt fremkommeligt og helt uproblematisk?

Jeg vil bare høre om noget, inden man svarer ja til det, for så er der jo sådan set ingen forskel til det her forslag. For hvis det her beslutningsforslag blev vedtaget, kunne regeringen jo lave en § 245 a, som siger, at gruppevold straffes særlig hårdt. Det kunne man gøre. Og så er vi jo på Enhedslistens banehalvdel, eller hvad?

Ordføreren.

Undskyld, jeg tror simpelt hen, at hr. Tom Behnke forsimpler forskellen på § 244 og § 245. Det jo ikke kun våben, der er det afgørende kriterie for, om vi ryger fra § 244 over i § 245, altså fra simpel til grov vold. Det er der også mange andre ting, der kan gøre.

Der kan sagtens være voldstilfælde, som er grov vold, og som ikke indebærer brug af våben, der ryger i den paragraf, der hedder § 245. Og det, at man er flere i forening, kan i øvrigt også betyde, at man kommer deropad. Det er der jo mange kriterier for. Vi siger bare, at vi gerne vil have, at man rangerer den milde vold lavere end den grove vold. Groft sagt er det sådan set det, der står, når vi har § 244 og § 245.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører.

Det er jo egentlig en meget interessant debat. Jeg kan forstå det sådan, at der er principiel enighed blandt Folketingets partier om, at gruppevold bør straffes hårdere end vold begået af en enkelt person. Så er der åbenbart uenighed om teknikaliteterne, og det kan vi jo have en lang diskussion om, men det her er stadig væk bare et beslutningsforslag, og så kan man jo tage teknikaliteterne senere.

I Liberal Alliance synes vi generelt, at vold bør straffes hårdere, end det bliver i dag, og derfor er vi sådan set friske på de fleste af de forslag, der måtte komme om netop det emne. Og der er jo heller ingen tvivl om, at vold begået af flere personer på en gang er en værre forbrydelse og også en mere traumatiserende oplevelse for det offer, der måtte være.

I virkeligheden er det lidt mærkeligt, at vi ikke kan få regeringen og måske også SF med på det her. Enhedslisten havde vi nok opgivet på forhånd. Når man ser på accepten af vold i samfundet generelt, er vi jo heldigvis gået væk fra, at vi accepterer, at man slår sine børn, skoleelever, lærlinge og sin hustru, men af en eller anden grund kan vi ikke få lovgivningen med, når det handler om overfald af andre end sine nærmeste. Altså, det med de nærmeste og de nære relationer har vi ligesom får taget et opgør med, men det med at overfalde alle os andre har vi ikke fået taget et opgør med.

Der er det her forslag jo sådan set bare et i en række for at sikre, at vi får mere tryghed for folk for ikke at blive overfaldet, og at vi sørger for, at kriminelle i større grad kommer til at være opbevaret bag tremmer i stedet for ude i samfundet, hvor de kan begå vold mod os andre. Jeg undrer mig egentlig lidt over den modstand, der har været, fordi der netop var principiel enighed over hele linjen om, at vi skal straffe mere for gruppevold.

Så prøver ministeren lidt at sige, at tallet er blevet lidt højere eller lidt lavere, men det ved vi ikke rigtigt. Men som hr. Peter Skaarup så rigtigt har sagt, er der jo blevet spurgt, og der kommer ikke noget svar. Så ministeren ved det faktisk ikke, når det kommer til stykket. Det, vi ved, er, at der straffes hårdere for gruppevold, men ikke så meget, at det gør noget, og det, vi gerne vil have, er, at straffen, når der er tale om vold i forening, bliver skærpet så meget, at det gør noget.

Liberal Alliance støtter jo åbenlyst forslaget. Vi er medforslagsstillere. Og vi håber, at vælgerne, hvis vi ikke kan overtale regeringen nu, vil give de fire partier, som har været positive, et flertal, og så må vi se, om vi ikke kan ændre det efter et folketingsvalg.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, hr. Tom Behnke.

Indtil nu har det jo været en spændende debat – også om nogle retlige principper og sådan noget, og det synes jeg er fint og godt, for det viser jo, at beslutningsforslaget her, som Konservative også er medforslagsstillere på, rent faktisk tager fat i noget, som har betydning. Det har betydning, at vi tager den her debat, for der er jo forskel på, om der er en enkelt person med en kæp, der slår løs på mig, eller der er 10-12, der slår ring om mig og slår og sparker løs. Den, der slår med en kæp, vil jeg kunne løbe væk fra. Det kan jeg ikke, når der står 10-12 rundt om mig. Man skal bare vide, at ham, der slår med kæppen, får en hårdere straf end de 10-12, der har slået ring om mig. Man skal vide, at i det øjeblik, der er blevet brugt våben eller andre slaginstrumenter, så er det vold ifølge § 245. Man skal vide, at det er den forskel, der er ude i virkeligheden. Vi forholder os ikke til, at der rent faktisk er nogle – jeg vil kalde dem for tøsedrenge – der ikke selv tør gøre noget, men lige skal have nogle kammerater med, og så går løs på nogen.

Det, man bliver nødt til at forholde sig til, er, at det altså er et fænomen, der findes. Så kan vi diskutere statistikker, og om det er stigende, eller hvad det er. Jeg skal heller ikke inddrage mine erfaringer, fra jeg blev ansat i politiet for mere end 25 år siden, og den udvikling, der har været frem til i dag. Men det, der er et faktum, er, at der er visse kulturer i det her samfund, der har en mani med, at man kun kan gøre noget, hvis man er flere om at gøre det, og det er altså et problem, vi bliver nødt til at forholde os til.

For det, der sker, er, at når der er flere, der i forening udøver vold, så hidser gruppen af voldsmænd jo hinanden op til, at man så også skal være med og lige slå og også lige sparke og lige gøre noget. Det vil sige, at den vold, der bliver udøvet, når der er tale om gruppevold, er langt mere rå og langt mere afstumpet, end den ville have været, hvis de enkeltvis havde gjort noget. Det, man også skal huske på, er, at offeret ikke har skyggen af chance for at komme væk fra situationen, hvis der er flere i forening. Det har man trods alt, hvis der kun er en enkelt. Så har man muligheden for at søge flugt, søge beskyttelse og komme et andet sted hen. Så der er enormt stor forskel på, hvilken betydning det her har for ofrene – enormt stor betydning.

Til hele den diskussion, som SF prøvede at rejse, om, hvad der får de unge mennesker til at gøre det, vil jeg sige, at det, der er sagen, er, at i visse af de her kulturer, er det jo sådan, at hvis man ikke er med, når gruppen laver et gruppeoverfald, så kommer der sanktioner bagefter. Og det vil sige, at man er tvunget til at være med til at gøre det. Og der burde vi altså gå ind og sige, at i forhold til de her personer, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og som endda oven i købet synes, at de er nogle farlige karle, hvis bare de er flere i forening, må straffen være knaldhård. Vi vil simpelt hen ikke finde os i den udvikling, der er i det her samfund. Vi vil ikke finde os i, at der er nogen, der skal have lov til at tyrannisere på den måde, som det sker. Og det er jo ikke kun et spørgsmål om, at det kan være sådan nogle opgør eller et mellemværende, der skal udlignes eller lignende. Der er jo også eksempel på eksempel på helt fuldstændig sagesløse mennesker, der tilfældigvis er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og så er der nogen – nu skal jeg passe på, hvad for et udtryk jeg bruger her – som er fuldstændig afsporet, og som føler, at de skal have lov til at udøve vold mod andre, bare fordi de har lyst til det.

Det skal de ikke have lov til, og hvis de alligevel gør det, skal der være en markant hård straf. Og under debatten her er jeg faktisk blevet helt begejstret for min egen idé om, at vi jo kunne lave en ny paragraf i straffeloven, nemlig en § 245 a, og så simpelt hen specifikt nævne det i en paragraf. For så er vi ude over Enhedslistens bekymringer om, hvorvidt noget skal være mere skærpende end noget andet – det er det i øvrigt i forvejen. Vi kunne simpelt hen lave en § 245 a, der siger, at hvis der er flere i forening, skal vi have en straframme, der er markant højere, og dermed skrive i bemærkningerne, hvad vi mener det rimelige strafniveau vil være i den type sager.

Det burde vi simpelt hen gøre i forhold til den tendens, der er, til det, og vi burde gøre det af hensyn til de ofre, som lider under, at der er nogle, der går sammen, og i forening laver regulære overfald, hvor offeret jo får markante skader. Det er meget mere rå og afstumpet vold, end man ellers ville se, fordi gruppens medlemmer hidser hinanden op og alle lige synes, de skal bidrage til festen. Det skal de ikke, og hvis de gør det, skal det have en konsekvens.

Som medforslagsstillere støtter vi derfor selvfølgelig forslaget her.

Tak. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Skaarup.

Tak for det. Jeg synes egentlig, der har været en positiv modtagelse af forslaget. Jeg kan næsten ikke høre nogen, der ikke siger, at det er fornuftigt, at vi straffer mere markant, når det handler om gruppevold, end hvis det ikke er gruppevold, men bare en enkelt person, der slår løs på en anden person.

Beslutningsforslaget indebærer jo så, hvis det vil kunne gennemføres, at regeringen pålægges at fremsætte et lovforslag inden udgangen af 2014, som i givet fald vil skærpe straffen for vold og kriminalitet udført i forening – det, vi kalder gruppevold – sådan at strafferammen kan stige med op til 50 pct., når overtrædelsen er udført af flere i forening. Vi har jo lagt det niveau, fordi vi anser det for rimeligt, at det koster noget ekstra, hvis man omringer en person og slår vedkommende fuldstændig til plukfisk, og det er jo faktisk ikke usædvanligt, at det sker i dagens samfund. Venstres ordfører var inde på en af de sager, der har været, hvor nogle blev dømt for et ualmindelig groft overfald på en 59-årig mand i Vollsmose, og hvor en 16-årig dreng, som så er den eneste, der har indrømmet, at han var til stede, blev frifundet. Men retten dømte så to andre, en til 2 års fængsel og en anden til 1 år og 3 måneders fængsel.

Det var i forbindelse med den sag sådan, at efter overfaldet stak drengene af fra stedet og efterlod deres offer liggende bevidstløs tilbage. Vedkommende er i dag hjerneskadet, vedkommende er i dag fuldstændig lam i kroppen. Da vedkommende så senere blev fundet, blev han kørt til Odense Universitetshospital, hvor han i flere dage svævede mellem liv og død. Det er jo altså et eksempel på, at en domstol har afgjort en sag sådan, at det betyder, at man får 2 års fængsel som den hårdeste dom, og at der så er en anden, der får en mildere dom, og at der er en, der bliver frifundet i forbindelse med gruppevold over for en person – en 59-årig mand var det, der luftede sin hund i Vollsmose. Det er umotiveret vold, grov vold, som bliver takseret på den her måde.

Så er det selvfølgelig fint, at justitsministeren og den socialdemokratiske ordfører bl.a. her i debatten kan sige, at der bliver dømt skærpende, når der er tale om gruppevold. Ja tak, men hvor skærpende, hvis der bliver dømt skærpende? Hvis den påstand er rigtig – og jeg tror sådan set, det er rigtigt, at det sker i i hvert fald nogle tilfælde – hvor skærpende er det så? Der er det så, vi her under debatten har prøvet – og vi har også stillet skriftlige spørgsmål om det i Retsudvalget – at få et grundlag for at vurdere, i hvor høj grad man så dømmer skærpende i de her sager. Det kan vi ikke rigtig få svar på, og derfor kunne jeg godt tænke mig – og det er også noget af det, vi vil forfølge under udvalgsarbejdet – at vi fik klar besked fra regeringen om, hvor skærpende det er, så godt, som man nu kan finde ud af det, så vi har et grundlag at tage beslutning på.

Vi er meget tilfredse med, at hr. Preben Bang Henriksen på Venstres vegne bakkede op om forslaget. Vi var egentlig også tilfredse med, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt sådan set syntes, at det var godt, at man dømte skærpende. Det blev sagt på SF's vegne. Jeg synes måske, der var lidt naive betragtninger i noget af det, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt sagde. Det er jo vigtigt, at vi fra Folketingets side følger med i, hvordan der dømmes, og jeg skulle hilse og sige – nu har jeg nævnt en sag, og flere sager kunne tages frem – at der altså er en del af de domme, der bliver afsagt, som slet ikke udfylder strafferammen. Altså, strafferammen for grov vold er jo langt, langt højere end det, der i mange af de tilfælde gives af straf. Man dømmer næsten aldrig oppe i den høje ende af registeret, men næsten altid nede i den lavere ende af registeret, når man har mulighed for det.

Så nævnte fru Pernille Skipper på Enhedslistens vegne, at det var forkert, at vi blandede os i det her. Så kan man jo efterhånden sige, at det er forkert, at vi blander os i nogen ting. Så skal vi lade domstolene afgøre det hele. Vi skal også lade domstolene afgøre, at man giver små bødestraffe for brud på regler i forbindelse med datakriminalitet, hvor der er mulighed for at give en relativt høj fængselsstraf. Det kan man da godt mene, men man kan sige, at lovgivers magt i virkeligheden er sat ud af spillet, hvis ikke vi har mulighed for at sige, at her er der altså et problem, vi er nødt til at tage fat på, og at vi, hvis domstolene ikke dømmer efter strafferammerne, så må vejlede domstolene lidt bedre i, hvordan det kan gøres. Det kan ske ved eksempelvis at indføre minimumsstraffe, som man har gjort det i forhold til våbenbesiddelse, hvilket i øvrigt er noget, der hjælper markant over for de bandegrupperinger, der besidder skydevåben. Det er det, vi hører fra politiets side.

Så skulle vi ikke prøve og se, om vi kan gøre det lidt bedre og måske lade være at gå så meget i detaljer med, at et sådant beslutningsforslag nødvendigvis skal være meget, meget præcist? For det er jo et beslutningsforslag. Det er et lovforslag, der skal til. Det er regeringen, vi skal have på banen, og jeg håber egentlig, at regeringen vil tage den debat, vi har haft i dag, som udtryk for, at der er en interesse for det her område. Måske kunne regeringen, selv om den ikke lige er klar til at handle i dag, tage under overvejelse at komme med noget ordentlig statistik, så vi har et grundlag at træffe beslutningen på, om ikke andet så i næste folketingssamling.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.