Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 76:

Forslag til folketingsbeslutning om understøttelse af bevaring af kulturhistoriske vandanlæg, herunder historiske vandmøller med tilhørende vandtekniske anlæg, voldgrave, kaskadeanlæg, karpedamme m.m.

Af Alex Ahrendtsen (DF), Flemming Damgaard Larsen (V) og Lars Barfoed (KF).

(Fremsættelse 28.03.2014).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til miljøministeren.

Dette beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative går ud på at pålægge regeringen at sikre, at bevaringen af kulturhistoriske vandanlæg – som f.eks. historiske vandmøller – understøttes i forbindelse med vandplanlægningen. Det skal ske ved at sørge for, at vandanlæggene sikres tilstrækkelig vandføring, uanset planlagte vandløbsindsatser.

Danmark har en rig og spændende kulturarv, som vi skal bevare for eftertiden. Det gælder også de kulturhistoriske vandanlæg. Så langt er jeg enig med forslagsstillerne, og derfor ser jeg også det her beslutningsforslag som et positivt indslag i debatten. Men jeg mener så i modsætning til forslagsstillerne, at den gældende lovgivning og praksis fuldt ud tilgodeser kulturhistoriske hensyn, herunder de kulturhistoriske vandanlæg. Bortset fra et enkelt spørgsmål i 2013 fra Miljøudvalget har det her tema – så vidt jeg er orienteret – heller ikke været drøftet i Folketinget, siden vandløbslovens bestemmelse om sikring af væsentlige kulturhistoriske værdier blev vedtaget i 1995.

I Miljøministeriet arbejder vi intensivt med vandplanerne, og vi har ikke konstateret, at der skulle være problemer i forhold til kulturhistoriske vandanlæg. Da vi i første omgang arbejdede med vandplanerne for første planperiode, var der i forbindelse med den offentlige høring over planerne en konstruktiv dialog mellem Naturstyrelsen og Kulturstyrelsen for at afklare, hvilke uoverensstemmelser der måske kunne være i vandplanerne mellem kulturhistoriske hensyn og natur- og miljømæssige hensyn. Drøftelserne førte bl.a. til, at indsatser for ca. 20-30 vandløbsstrækninger blev justeret med henblik på at tage hensyn til kulturhistoriske vandanlæg. Foreninger og privatpersoner havde i øvrigt under den offentlige høring adgang til at udtale sig om eventuelle kulturhistoriske anlæg, som kunne blive berørt af vandløbsindsatserne. Det gjaldt både under den første 6-månedershøring i 2011 og ved den senere høring i 2013, og så vidt jeg er orienteret, har bevaring af kulturhistoriske vandanlæg ikke været noget fremherskende tema under de to høringsrunder.

Kulturhistoriske interesser indgår i øvrigt i mange dele af vandplanlægningen. I forbindelse med udarbejdelsen af vandplanerne kan det bl.a. have betydning for den konkrete vurdering af, om et vandløb skal udpeges som stærkt modificeret – f.eks. kan hensynet til en kulturhistorisk vandmølle ved et vandløb betyde, at vandløbet udpeges som stærkt modificeret og ikke skal underlægges indsatser.

Derudover skal Miljøministeriet vurdere den eventuelle virkning af vandplanernes indsatser på kulturhistoriske interesser i en miljørapport om strategisk miljøvurdering, den såkaldte SMV-rapport. Rapporten skal sendes i offentlig høring sammen med forslaget til vandplaner. Det er også sket i forbindelse med arbejdet med vandplaner for første planperiode, og heller ikke i den forbindelse har bevaring af kulturhistoriske vandanlæg været et særligt, fremherskende tema.

Der tages ikke kun hensyn til kulturhistoriske interesser i forbindelse med selve udarbejdelsen af vandplanerne, for når kommunerne efterfølgende skal gennemføre vandplanindsatserne, skal de også tage hensyn til kulturhistoriske værdier. Det fremgår således af vandplanerne, at kommunerne i forbindelse med den konkrete gennemførelse af vandløbsindsatserne kan tage hensyn til kulturinteresser. Kommunerne kan undlade at fjerne menneskeskabte opstemninger i vandløb af kulturhistoriske hensyn og i stedet sikre passage for fisk og smådyr på en anden måde. Det kunne f.eks. være ved at anlægge et omløbsstryg for faunaen. Det står klart og tydeligt i en af retningslinjerne i det aktuelle udkast til vandplaner, og den retningslinje hænger nøje sammen med vandløbsloven, for efter vandløbsloven må kommunerne ikke gennemføre et restaureringsprojekt i et vandløb, hvis det tilsidesætter væsentlige kulturhistoriske interesser. Kommunerne skal derfor for hver enkelt planlagte restaureringsindsats konkret vurdere, om indsatsen skal gennemføres i den påtænkte form, på en anden måde eller helt undlades. Hvis en kommune f.eks. vurderer, at hensynet til en særligt værdifuld, gammel vandmølle ved et vandløb betyder, at en med vandplanerne fastlagt restaureringsindsats ikke bør gennemføres, indstiller kommunen dette til Miljøministeriet.

Den pågældende bestemmelse i vandløbsloven gælder i øvrigt også i forbindelse med påtænkte restaureringsindsatser, der ikke er fastsat i vandplanerne.

Bestemmelsen i vandløbsloven har været gældende siden 1995, og det er ikke min opfattelse, at det har givet anledning til problemer. Der har dog i pressen været forlydender om, at nogle kommuner ikke i tilstrækkelig grad efterlever bestemmelsen. Hvis det er tilfældet, er det nyt for mig, men jeg vil da gerne for en god ordens skyld kontakte kommunerne og henlede deres opmærksomhed på bestemmelsen.

Det er min og regeringens opfattelse, at de gældende regler og den hidtidige administration og praksis fungerer godt, og at det fuldt ud tilgodeser både kulturhistoriske hensyn og natur- og miljømæssige hensyn. Vi mener således ikke, at der er behov for at ændre lovgivningen eller skærpe praksis. På den baggrund kan regeringen altså ikke støtte forslaget.

Der er en stribe korte bemærkninger, først fra hr. Jakob Engel-Schmidt, som imidlertid ikke er her. Så vil jeg i stedet give ordet til hr. Alex Ahrendtsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Ministerens forgænger på posten var indkaldt til et samråd i maj 2013 på baggrund af kulturmiljørådets foretræde, hvor de påpegede alle de her problemer ude i kommunerne. Loven er jo egentlig god nok, og vandrammedirektivet siger også, hvad vi skal. Problemet er, at kommunerne har svært ved at gøre, som der bliver sagt, og det kan skyldes, at man ikke altid er opmærksom på det. Så beslutningsforslaget her lægger jo egentlig ikke op til en lovændring; det er bare et alternativ. Næh, det, vi ønsker, er, at ministeren hanker op i sig selv og kontakter kommunerne.

Så mit første spørgsmål skal være: Vil ministeren sende et klart hyrdebrev til alle kommuner om, at de skal passe på vandløbene og vandanlæggene, så vores kulturhistoriske vandanlæg har nok vand til, at de kan fungere, og så der er nok vand i voldgravene?

Ministeren.

Som jeg også sagde i min tale, har jeg jo så nu på baggrund af det her beslutningsforslag og de sager, der er blevet rejst, også konstateret, at det da godt kan være, at der er behov for, at jeg lige kontakter kommunerne og siger, at det er vigtigt at være opmærksom på de regler, der allerede gælder.

Så jeg kan sådan set svare bekræftende på spørgsmålet om, om jeg vil tage kontakt til kommunerne og informere om, at de her regler altså gælder, og at det står meget klart i lovgivningen, hvordan man skal forholde sig til det her – altså at man i de konkrete situationer skal afveje forholdet mellem på den ene side de kulturhistoriske hensyn og på den anden side de natur- og miljømæssige hensyn.

Alex Ahrendtsen.

Jamen det er vi jo glade for. Så er vi i hvert fald nået et skridt på vejen, og det skal ministeren have tak for.

Vi har jo fået mange henvendelser ude fra den praktiske verden, og her fungerer det ikke. Vi får henvendelser vedrørende møller, hvor kommunerne har planer, der betyder, at de ikke vil have nok vand. Vi får henvendelser fra herregårde, hvis voldgrave vil blive tømt for vand, hvis kommunernes planer ikke fungerer.

Så kunne ministeren ikke tage fat i Kulturstyrelsen, som har styr på det her, og så målrette sit hyrdebrev mod de kommuner, der i højere grad end andre har svært ved at leve op til loven, som den er tiltænkt?

Ministeren.

Jamen nu må spørgeren jo beslutte sig til, hvad han synes jeg skal gøre. Skal det være alle kommuner eller kun nogle kommuner, der skal have en henvendelse? Altså, jeg tænker, at det da ville være fint at sende en henvendelse til alle kommuner og sige, at der er nogle klare regler her, som man skal være opmærksom på. Og hvis der så er nogle konkrete sager og konkrete spørgsmål, så synes jeg da, at vi skal drøfte dem.

Men som jeg også sagde i min tale, går forundringen sådan lidt på beslutningsforslaget, for er det nu også den bedste måde at løfte den her dagsorden på? Vi er jo sådan set ikke uenige om, at der skal tages de her hensyn. Loven er klar, og jeg vil gerne rette henvendelse til kommunerne og informere klart om, hvordan reglerne er, og hvordan man skal håndtere de her sager.

Hr. Flemming Damgaard Larsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg er i og for sig glad for ministerens imødekommenhed, men jeg synes alligevel, at der ligger en række forbehold i det, ministeren siger.

Det var således, at ministerens forgænger, tidligere miljøminister Svend Auken, gjorde en kæmpe indsats på det her område. Det var, før jeg kom i Folketinget, men jeg havde et fint samarbejde med Svend Auken om hele kulturmiljøspørgsmålet, hvor Svend Auken virkelig lagde sig i selen. Det er, som om ministeren nu har en række forbehold, og det er jeg noget betænkelig ved, og derfor vil jeg godt høre, om der er sket et skift i Socialdemokratiet fra Svend Aukens holdning til kulturmiljøet og til den nuværende ministers holdning.

Ministeren.

Det synes jeg er et besynderligt spørgsmål. Altså, jeg har netop henvist til, at jeg synes, at loven fra 1995, som jo stammer fra den tid, er meget klar, og hvis der er et behov for at informere kommunerne om den lov, så gør jeg gerne det. Men jeg kan slet ikke følge spørgerens logik, i forhold til at der skulle være sket et holdningsskifte her. Jeg henviser netop til, at jeg synes, at loven fra 1995 er prisværdigt klar på det her område, og jeg oplever egentlig ikke, at der er store problemer med det her. Hvis der er behov for en informationsindsats, med hensyn til hvordan man skal forholde sig til det her i kommunerne, vil jeg gerne stå for det.

Flemming Damgaard Larsen.

Men det var således, at hr. Svend Auken virkelig lagde sig i selen og forsvarede kulturmiljøet og satte hele sin autoritet ind på, at der ikke måtte ske en nedprioritering af det område, og det er det, jeg godt vil slå et slag for, altså at det stadig væk er den holdning, der er herskende.

Hvad angår det med kommunerne, så har ministeren nu flere gange talt om at sende brev til kommunerne, men jeg føler også, at der dér ligesom er et lille forbehold. Der bliver brugt udtryk som: Det kunne godt være hensigtsmæssigt, jeg kan sådan set bekræfte, det ville være fint osv.

Kan vi ikke få et helt klart svar: Vil ministeren sende et brev til samtlige 98 kommuner og gøre opmærksom på § 37 stk. 3, der jo klart siger, at man skal tage det her hensyn, og at man ikke må tilsidesætte væsentlige kulturhistoriske interesser, når man laver de her vandplaner? Og skal man så måske efterfølgende se på, om der er nogle kommuner, der i særlig grad skal tages under behandling, altså dem, der har nogle særlige anlæg, som virkelig er bevaringsværdige og indeholder et meget, meget stort kulturmiljø?

Ministeren.

Jeg synes, det er en lidt pudsig debat, for jeg synes egentlig, jeg har imødekommet det ønske, der bliver rejst fra forslagsstillerne, om at rette henvendelse til kommunerne og informere om de her regler. Og hvis der er kommuner, der i særlig grad har behov for at gå i dialog med Miljøministeriet om det her, og om, hvordan man håndterer de her enkelte sager og sikrer den balance, der skal være mellem de kulturhistoriske hensyn og de natur- og miljømæssige hensyn, så går vi meget gerne i dialog med de kommuner, hvor der måtte være et sådant behov.

Hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

Det er da godt, at ministeren synes, at det er en pudsig debat. I hvert fald vi, der står bag beslutningsforslaget, synes også, at det er en vigtig debat, for det er en vigtig del af vores kulturarv, vi taler om her. Jeg er da glad for, at ministeren vil rette den henvendelse til dem. Jeg kan forstå, at hvor ministeren startede med at sige, at det da kunne være hensigtsmæssigt at gøre det, er ministeren nu nået dertil, at ministeren vil rette den henvendelse til kommunerne. Det synes jeg er godt.

Jeg vil bare spørge: Hvis det er sådan, at kommunerne bare bliver gjort opmærksom på, at de skal tage de hensyn, og hvis det viser sig, at kommunernes overvejelser ikke falder ud til fordel for de vandhistoriske anlæg, men at man vælger efter at have foretaget den overvejelse i kommunerne at sige, at man sådan set ikke ønsker at beskytte det, i denne kommune mener man ikke, at det er vigtigt nok, agter ministeren så at skride ind for at sikre, at vi bevarer de historiske vandanlæg, der er tilbage, for der er jo blevet færre, ikke mindst af vandmøllerne, end der var før i tiden?

Ministeren.

Jeg anerkender sådan set og synes, at det er en vigtig debat. Jeg anerkendte sådan set også den store indsats på området fra min forgænger på posten, Svend Auken, og understregede, at der ikke er sket et holdningsskifte på det punkt i Socialdemokratiet. Så jeg mener bestemt, at det her er vigtigt, og det er vigtigt, at vi finder den her balance.

Men det, jeg synes er pudsigt, er jo, at jeg ikke har fået nogen henvendelser om de her meget store problemer, som forslagsstillerne tilsyneladende ser at der er. Jeg har godt nok bemærket, at der har været omtalt nogle sager i pressen på det seneste, og derfor siger jeg nu: Jeg vil meget gerne gå i dialog med de kommuner, hvor der er et behov for det, og sende et brev til kommunerne om, hvordan man forholder sig til det her spørgsmål, hvad det er, der står i loven, for det er som sagt meget klart, og det er op til kommunerne at foretage den afvejning i de konkrete tilfælde mellem de natur- og miljømæssige hensyn og de kulturhistoriske hensyn.

Lars Barfoed.

Det kan vi jo få afklaret. Jeg fornemmer allerede nu på de lidt undvigende formuleringer, at det kan blive svært at komme helt til bunds i det her, men så kan vi jo under udvalgsbehandlingen komme længere.

Men jeg er selvfølgelig interesseret i at vide, om det er sådan, at ministeren agter at skride lidt mere håndfast til værks, hvis det viser sig, at kommunerne ganske vist siger, at de har noteret sig, at de skal overveje det her, tage de hensyn, men deres hensyntagen falder ud sådan, at man f.eks. ikke sørger for, at der af hensyn til vandmøllerne – det er især dem, vi taler om – sker den opstemning af vandet, så de kan fungere de par timer om dagen, som der er brug for. Vil ministeren så skride ind for at sikre, at de vandmøller, der er tilbage, kan blive bevaret i funktionsdygtig stand?

Ministeren.

Som jeg også sagde før, har der ikke været nogen konkrete sager på mit bord, altså sager om, at det er blevet opblæst til et sådant problem. Hvis der er kommuner, hvor der er behov for, at vi går ind i en dialog for at få afklaret det her, gør jeg meget gerne det, men jeg synes, det er et lidt hypotetisk spørgsmål, for jeg har ikke haft den slags sager på mit bord.

Tak til ministeren. Så går vi til ordførerrækken. Først er det hr. Flemming Damgaard Larsen for Venstre.

Dette beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Venstre har til formål at sikre de kulturhistoriske vandanlæg i forbindelse med implementeringen af vandrammedirektivet.

I Danmark har der engang været omkring 3.000 vandmøller. Dem er der desværre ikke mange tilbage af. I dag er det sådan, at der er 56 fredede vandmøller, og der er ca. 40 bevaringsværdige vandmøller. Den kulturhistoriske værdi består ikke blot af bygningerne, men af møllernes hele vandtekniske anlæg. Derfor er det meget vigtigt, at møllerne også er funktionsdygtige, så de ikke kun udgør en kulisse, der nemt kan gå hen at forfalde. Skal vi sikre, at møllerne ikke kun bliver bevaret som kulisser, kræver det, at vandet ikke bliver ledt udenom, og der skal ifølge mølleeksperter være så meget vand til rådighed, at møllerne kan køre mindst 2 timer hver dag.

I vandplanerne er der planlagt fjernelse af ca. 1.520 fysiske spærringer. Men det er kun en forsvindende lille del, omkring 7 pct., der berører de op imod 100 vandmøller. Derfor bør hensynet til kulturarven vægtes i denne lille del, så der bliver tilført en tilstrækkelig mængde vand, så vi sikrer, at møllerne ikke blot bliver en måske faldefærdig kulisse. De få tilbageværende fungerende vandmøller skal beholde så stor en vandføring, at vi sikrer dem for fremtiden som væsentlige kulturhistoriske elementer i landskabet og i kulturarven.

Men det er ikke alene vandmøllerne, vi skal sikre. Rundtom på især herregårde findes også vandanlæg, f.eks. voldgrave, kaskadeanlæg, karpedamme m.m., der også har en meget stor kulturhistorisk betydning. Det drejer sig om ca. 100 vandanlæg, vi skal sikre tilstrækkeligt – det gælder både vandtilførsel og/eller vandgennemstrømning, så de ikke bliver ødelagt af vandsænkning, udtørring, forsumpning eller tilgroning. Derfor er det meget væsentligt, at vi sikrer, at de kulturmiljøer, der knytter sig til disse, heller ikke spoleres. Ligesom med vandmøllerne er det et meget lille antal, som vi taler om, men kvalitativt har de meget stor betydning.

Venstre håber meget på, at Folketingets flertal kan se perspektiverne og dermed finde den balance, der skal være mellem hensynet til vandrammedirektivets mål og hensynet til sikring af kulturmiljøerne og de kulturhistoriske perler og oaser. Balancen kan findes ved at stemme for beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Torben Hansen.

Tak, hr. formand. Det ligger jo i den indsats, der skal være i forhold til vand, at der både er nogle spærringer, der er blevet fjernet de seneste 10 år, og nogle, der skal fjernes fremadrettet. Men kan Venstres ordfører ikke bekræfte, at selv om man fjerner en spærring, vil man stadig væk kunne bevare opstemningen og dermed stadig væk også i de her tilfælde leve op til, at der kan bruges vand x antal timer om dagen eller ugen eller året, eller hvad det nu er? Der er altså ikke nogen modsætning – altså, man kan stadig væk godt både bevare selve afstemningen og lave et stryg, så man både får faunapassagen og får vandet til det tekniske anlæg.

Ordføreren.

Det er muligt rent teknisk med den teknologi, vi har til rådighed i dag, at lave anlæg, der sikrer både det ene og det andet. Men det er vigtigt, at vi er bevidste om det, og at de, der skal udføre arbejdet, er bevidste om det, så ikke man bare laver et omløb, der gør, at der ikke er en tilstrækkelig mængde vand til rådighed for f.eks. en vandmølle eller en voldgrav, eller hvad det ellers måtte være. Det er muligt rent teknisk, men det er ikke altid, man er bevidst om disse muligheder, og det er det, vi gerne vil slå et slag for med beslutningsforslaget her.

Tak til Venstres ordfører. Så går vi til socialdemokraternes ordfører, og det er netop selv samme hr. Torben Hansen.

Socialdemokratiet håber og tror, at rigtig mange har interesse i at bevare de kulturhistoriske vandanlæg, som det her forslag omhandler. Vi ser dog i Socialdemokratiet ikke nogen modsætning mellem bevaring af de her kulturhistoriske vandanlæg og de vandløbsrestaureringer, der også skal til jævnfør vandplanerne – vandløbsrestaureringer, der både sikrer passage for fisk og smådyr og rent faktisk også giver nogle forøgede naturværdier.

Jeg konstaterer også, at der både har været og er – hvilket ministeren jo også har svaret bekræftende på på spørgsmål fra Folketingets Miljøudvalg i 2013 – et glimrende samarbejde mellem Naturstyrelsen og Kulturstyrelsen. Det fremgår jo også af det, at såfremt en indsats har væsentlige konsekvenser, kan en konkret vurdering føre til, at den ikke bliver gennemført i den påtænkte form. Jeg vil også understrege, som jeg også gjorde i spørgsmålet til hr. Flemming Damgaard Larsen, at selv om en spærring i et vandløb bliver fjernet, kan opstemningen jo sådan set godt blive der, og dermed kan man jo også sikre kulturmiljøet. Det vil sige, at vandmøller og søer osv. bliver stående, og at der sikres passage for dyrelivet. Og det er jo netop også den passage, som sådan set er det væsentligste.

Socialdemokratiet kan ikke støtte forslaget, og vi ser ikke, at der har været store, uløselige problemer i den administration, der har været indtil nu, hvor der både er taget de nødvendige naturhensyn og de nødvendige hensyn til kulturhistoriske interesser.

Der er en kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen.

Tak for det. Den her regering er jo kendt for at have et meget teoretisk forhold til virkeligheden. En ting er, hvad loven og direktiverne siger, en anden ting er, hvordan tingene foregår ude i kommunerne, og det, vi hører fra dem, der har forstand på det – dvs. både Dansk Møllerforening og bygnings- og fredningsforeninger og de ejere, der er af vandanlæggene – er, at kommunerne ikke tager hensyn til dem. Og det, der sker, er jo, at man fjerner opstemninger, så der ikke kommer nok vand igennem.

Så mit spørgsmål til Socialdemokratiets ordfører er, om vi ikke bare kan lade være med at røre ved de her fredede anlæg, så vi ikke piller ved opstemningerne, og så vandløbene bare får lov til at løbe, som de altid har gjort. Og så har vi 1.450 andre vandløb, hvor vi kan ændre på tingene. Skal vi ikke bare nøjes med at se bort fra opstemningerne på de der fredede vandanlæg, så de får nok vand? Ville det ikke være en god idé?

Ordføreren.

Jeg vil både henvise til, hvad jeg sagde i mit indlæg og til det, som ministeren tidligere har sagt, altså at vi ikke ser, at der er noget problem her. Der ligger ikke nogen konkrete problemstillinger, der har været oppe at vende. Og det ser vi jo også som et tegn på, at kommunerne og de lokale kulturmiljøer rent faktisk får fundet en yderst fornuftig løsning på det her.

Vi skal selvfølgelig leve op til vandrammedirektivets forpligtelser; vi skal sikre, at der er mulighed for faunapassage. Og nogle steder har man gjort det på den måde, at man bevarer opstemningen, og så fjerner man spærringen, og det vil sige, at der både er vand til kulturmiljøet og sådan set også til naturen. Det synes jeg sådan set er en meget salomonisk løsning, og jeg har stor tiltro til, at man lokalt med Naturstyrelsen, Kulturstyrelsen og kommunerne rent faktisk får lavet de løsninger, der skal laves ude rundtomkring, som både sikrer naturværdierne og kulturværdierne. Det synes jeg vi har alle indikationer på sker, og så ser jeg ikke nogen grund til, at vi skal komme herindefra og sige, at nu skal man gøre sådan og sådan lige bestemt dér og dér.

Alex Ahrendtsen.

Miljøudvalget har jo haft kulturmiljørådet i foretræde – det er ikke mere end et års tid siden, det var den 2. maj 2013 – og der sagde de meget klart, at der er et problem derude. De har vandanlæg, der mangler vand, og de går til, hvis vi ikke gør noget. Ministerens forgænger sagde, at hvis der er problemer, ville hun gøre noget ved det. Der er ikke sket noget i det her år, og derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag. Hvad vil den socialdemokratiske ordfører gøre på baggrund af kulturmiljørådets foretræde og på baggrund af ministerens indstilling om, at vi skal gøre noget for at bevare vores kulturhistoriske vandanlæg? Indtil videre har jeg bare hørt sniksnak fra ordføreren. Det er simpelt hen ikke godt nok.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er at tage munden for fuld for Dansk Folkepartis ordfører at kalde det sniksnak. Vi har rent faktisk her noget, som vi jo forsøger at gøre noget ved. Ministeren har også sagt, at hun nu vil skrive ud til kommunerne. Det er så åbenbart i Dansk Folkepartis optik ikke at gøre noget ved tingene. Jeg synes i allerhøjeste grad, det er at gøre noget ved tingene. Samtidig har vi også ansvaret for at sikre balancen mellem naturværdierne og kulturværdierne. Og det er det, der er sket siden 1995, og det er også det, der vil ske fremadrettet. Og i vandløbslovens § 37, stk. 3, står der klart og tydeligt, hvilket hr. Alex Ahrendtsen sikkert også ved, at hvis det er sådan, at det vil indebære væsentlige ændringer i forhold til de her kulturhistoriske værdier, så skal indsatsen ikke gennemføres.

Jeg synes, det er lige skrapt nok, når vi rent faktisk har en lov, der er fra 1995, en minister, der siger, at hun skriver ud til kommunerne for at gøre opmærksom på det igen, og vi får tingene til at hænge sammen ude lokalt mellem Naturstyrelsen, Kulturstyrelsen og kommunerne, at man så skal have at vide, at det er sniksnak. Jeg synes simpelt hen, det er under lavmålet.

Hr. Flemming Damgaard Larsen, kort bemærkning.

Jeg ved ikke, om det er løsningsvejen på det her, men det, som hr. Alex Ahrendtsen er inde på, er nemlig at undtage de ganske få anlæg, det handler om, som vedrører vandmøller og herregårdsanlæg. Det er så ganske få anlæg i forhold til den store mængde, hvor der skal ske restaureringer og ændringer. Så der kunne man bare sige fra regeringen og Socialdemokratiet: Dem undtager vi, og så kører det bare. Men jeg kan forstå, at det vil man ikke.

Derfor vil jeg så spørge ordføreren, om Socialdemokratiet vil være med til, når der skal ske ændringer, at sikre, at den kvote, man kender i dag, ikke bliver sænket, således at man har tilstrækkeligt vand til mølledammen, og man også har tilstrækkeligt vand til der, hvor der er herregårdsanlæg, der har brug for vand, for det er jo den der sænkning af vandstanden, der er bekymring for, hvis ikke man har tilstrækkeligt med vand til gennemstrømning eller tilførsel.

Ordføreren.

Jamen jeg står lidt og undrer mig. Altså nu må forslagsstilleren jo egentlig også finde ud af, hvad det er, forslaget går ud på. Lige pludselig vil man have, at vi skal undtage alle de her steder. Det er sådan set ikke det, jeg læser i forslagsstillernes beslutningsforslag, og det er nu engang det, vi forholder os til. Vi vil ikke ud og lave en generel undtagelse. Jeg og Socialdemokratiet har stor tillid til, at Naturstyrelsen, Kulturstyrelsen og kommunerne på baggrund af de indsatsplaner, der skal være, finder den balance, der skal være og er, sådan at vi både får sikret naturen, og vi også får sikret de kulturhistoriske værdier. Det fremgår også klart af vandløbslovens § 37 stk. 3, at hvis der er væsentlige ændringer, jamen så tager man selvfølgelig hensyn til de kulturhistoriske miljøer.

Jeg forstår faktisk ikke forslagsstilleren og slet ikke i den sidste runde her, for nu er vi også et stykke længere end det, der er i forslagsstillerens beslutningsforslag. Men vi tager gerne det hele med.

Flemming Damgaard Larsen.

Nu er det jo meget naturligt i en politisk debat, når forslaget bliver afvist fra ordførernes side, at finde ud af, hvor der så er en mulighed for at opnå en imødekommenhed. Det er jo meget naturligt, men jeg kan forstå, at det må vi heller ikke tale om. Det er jo meget beklageligt. Men hvad vil den socialdemokratiske ordfører gøre, hvis vi finder ud af og oplever, at der er problemer omkring den vandsænkning, der vil ske rundtomkring? Hvad vil Socialdemokratiets ordfører så anbefale at der bliver gjort på området?

Ordføreren.

Det er altså et meget hypotetisk spørgsmål, for indtil videre er vi ikke blevet gjort bekendt med, at der er problemer udeomkring. Ministeren har sagt, at ministeren vil skrive til kommunerne. Vi har vandløbsloven, der er meget klar, vi har et glimrende samarbejde mellem Naturstyrelsen, Kulturstyrelsen og kommunerne, og det fungerer. Så jeg har svært ved at se, hvorfor man så skal begynde at forholde sig til spørgsmål, der er langt ude i det hypotetiske, når vi rent faktisk har en lovgivning og et system, der fungerer i dag. Jeg har meget svært ved at se det, vil jeg sige til hr. Flemming Damgaard Larsen.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det den radikale ordfører, fru Lone Loklindt.

Det her beslutningsforslag om at understøtte bevaring af kulturhistoriske vandanlæg er jo på mange måder sympatisk. Men når der i bemærkningerne argumenteres for, at der med mindre vandløbsrestaurering også kan spares mange penge, så kan man godt blive lidt usikker på, hvad meningen egentlig er med forslaget.

Det, forslagsstillerne imidlertid ikke synes så optaget af, er jo, at EU heldigvis har pålagt alle medlemslande at sikre god tilstand i vandmiljøet, og det gælder også Danmark. Vi bliver altså nødt til at afveje de kulturhistoriske interesser mod de biologiske og miljømæssige hensyn, og ministeren har jo redegjort for, hvad det kan betyde i forhold til udpegning af vandløb.

Det er kommunerne, der skal overholde lovgivningen og foretage denne afvejning under hensyntagen til vandløbslovens § 37, stk. 3, om at et vandløbsrestaureringsprojekt nemlig ikke må gennemføres, hvis væsentlige kulturhistoriske interesser bliver tilsidesat. Det er således op til kommunerne som vandløbsmyndighed at sikre den afvejning konkret fra sag til sag. Nogle gange vil de kulturmæssige interesser veje tungest, og andre gange vil det være de miljømæssige.

I 2010 udgav Kulturstyrelsen en række anbefalinger til, hvordan man kan samtænke kulturarv og vandløbsrestaurering, og det handler bl.a. om, at man skal kortlægge kommunens vandkraftshistorie og samarbejde på tværs mellem kulturhistoriske museer, lokale arkiver og vandmyndigheder – endda på tværs af kommunegrænser – og prioritere vandkraftmiljøerne og styrke den helhedsorienterede landskabsforvaltning.

Lokalt kan man inddrage interessenter og finde en løsning, som er optimal, og det kan være en dyr eller en billig løsning alt efter de lokale prioriteringer. Men at bruge kulturarven til at begrunde store besparelser på vandløbsindsatsen virker helt paradoksalt.

Jeg havde den fornøjelse selv at deltage i et møde i Kulturudvalget, hvor der var foretræde om samme emne, og det, der fremgik der – som jeg husker det – var jo ikke, at der var noget galt med reglerne, men at der var en manglende opmærksomhed ude i de enkelte kommuner. Derfor synes jeg, at når miljøministeren i dag har tilkendegivet, at hun gerne vil skrive til kommunerne og gøre opmærksom på, at man skal huske det her, så er det da en rigtig god håndsrækning i forhold til at gøre noget ved de ting, som nogle steder måske opleves som et problem.

I Radikale Venstre støtter vi, at kulturarven respekteres, og at vandrammedirektivet udmøntes på optimal facon, og der er god mulighed for at inddrage alle interessenter. Der er lovpligtige offentlige høringsfrister og ikke umiddelbart grund til at ændre lovgrundlaget.

Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget, men er selvfølgelig meget åbne over for, at ministeren nu har sagt, at hun vil skrive til kommunerne.

Der er en kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen.

Det går da lidt fremad: I modsætning til den socialdemokratiske ordfører indrømmer den radikale ordfører dog, at der har været et foretræde, hvor man har gjort opmærksom på det, og det er jo et års tid siden. Udvalget stillede så også efterfølgende et spørgsmål til ministeren, der lovede at gøre noget ved det, hvis der var nogen problemer derude. Altså samme sang, som vi har hørt i dag. Der er bare ikke sket noget som helst i løbet af det år.

Derfor har vi fremsat dette beslutningsforslag, og hensigten er såmænd ikke at ændre loven, men at sørge for, at man lever op til loven derude og tager hensyn til kulturhistoriske vandanlæg. Så mit spørgsmål til den radikale ordfører er: Synes ordføreren, at regeringen egentlig har gjort det, der skulle gøres? Har miljøministeren handlet på det her, eller har ministeren bare syltet sagen til skade for de mange kulturhistoriske vandanlæg ude i det danske land?

Ordføreren.

Jeg mener sådan set, at der var en minister, der på et tidspunkt sagde, at man ville tage sagen op, hvis der var problemer. Når der så ikke har været indberettet nogen problemer, må det jo tyde på, at der ikke har været noget at gøre. Jeg synes, det i dag er en stor imødekommelse, at der nu bliver skrevet til kommunerne.

Det er jo ting, som fungerer ganske udmærket i langt de fleste kommuner, og derfor er der da ikke noget at udsætte på regeringen i den her sag.

Alex Ahrendtsen.

Da ordføreren er lidt i tvivl om, om der overhovedet er problemer ude i kommunerne, så skal mit næste spørgsmål være: Kunne ordføreren være interesseret i så at tage nogle møder med Bygningsfredningsforeningen eller Dansk Møllerforening, som har forstand på det her, og som har fået masser af henvendelser fra ejere af vandtekniske anlæg, der har problemer? Jeg har selv fået en del henvendelser. Ville ordføreren være interesseret i sådan nogle møder, så ordføreren kunne blive oplyst om det, hun tilsyneladende ikke er bekendt med?

Ordføreren.

Jeg tager da altid gerne møder med borgere og organisationer, der gerne vil mødes med os folketingspolitikere.

Lad os nu lade være med at gøre det til et meget stort problem. Det her handler om, at der er steder, hvor man åbenbart ikke lokalt inddrager alle godt nok i de processer. Det var i hvert fald det, jeg fik ud af det foretræde, der i sin tid var, og det kan formentlig løses ved, at kommunerne bliver orienteret om, at de skal tage den slags hensyn, men også ved at interessenterne jo holder sig til og faktisk tager kontakt til lokale myndigheder. Det er derude, samtalen om det skal foregå, og det handler jo om en afvejning af de forskellige hensyn, så jeg kan ærlig talt ikke helt se formålet med at skulle mødes med en hel masse organisationer. For det er faktisk meget mere vigtigt, at den debat foregår ude, hvor de her indsatser skal laves.

Tak til den radikale ordfører. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak, formand. SF er enige i, at der, som det er blevet sagt tidligere, kan ligge en sympatisk tanke bag det her beslutningsforslag, nemlig at sikre bevaringsværdige vandanlæg. SF går også meget op i at sikre bevaringsværdige bygninger generelt, og de her vandanlæg, f.eks. vandmøller, er jo en stor del af vores kulturhistorie.

Men vi mener, at beslutningsforslaget er overflødigt, fordi der, som det også er blevet nævnt, jo i loven netop er mulighed for at tage det her hensyn. Det kan kommunerne gøre. Hvis en borger i en kommune, som er part i sagen på en eller anden måde, er utilfreds med, at kommunen ikke tager hensyn til det her, så er der jo en periode med en høringsfase, og man kan også klage over det bagefter.

Fra SF's side synes vi, at det kulturhistoriske i driften af gamle møller ikke skal overtrumfe den kontinuitet og den økologiske tilstand i vores vandløb, som der skal være. Det er jo en holdning, man kan have, men at ophæve det kulturhistoriske til at have en generel forrang er vi ikke enige i. For som jeg sagde, kan der være konkrete tilfælde, hvor der ifølge loven netop kan gives en konkret forrang til historiske vandanlæg.

Nu skal man passe på med at motivforske, men jeg synes også, at der i bemærkningerne til beslutningsforslaget er nogle ting om, hvad man kan spare af penge ude i kommunerne, som måske lægger op til, at det her også handler om vandplanerne generelt.

Jeg kan jo ikke være sikker på, hvad intentionen er med det her beslutningsforslag, men jeg vil bare sige, at i loven er der – præcis som der skal være – mulighed for at tage det her hensyn, fordi der mange steder er rigtig god grund til at sikre de kulturhistoriske vandanlæg.

Så SF kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Alex Ahrendtsen har en kort bemærkning.

Det var igen en teoretisk stillingtagen til et praktisk problem ude i virkeligheden. Der er ganske enkelt ejere af vandtekniske anlæg, som ikke får nok vand igennem på grund af overimplementering af vandrammedirektiv og vandmiljømål.

Det er jo sådan, at SF havde miljøministerposten før fru Kirsten Brosbøl, og for et år siden svarede ministeren på en række spørgsmål fra Miljøudvalget, og miljøministeren sagde nøjagtig det samme, som ordførerne fra SF, De Radikale og Socialdemokratiet og for så vidt også ministeren har sagt i dag. Det er over et år siden, og der er ikke sket noget som helst. Ministeren har ikke taget kontakt, man har ikke gidet at snakke med berørte foreninger.

Derfor har vi lavet det her beslutningsforslag. Så mit spørgsmål er: Hvorfor i alverden har SF ikke gjort noget ved det, når de endda er blevet gjort opmærksomme på det og ministeren var inde over det? Sidder I og sover, eller hvad er der sket?

Ordføreren.

Nu har DF jo et noget teoretisk forhold til kommunalt selvstyre og lokale bestemmelser om de her ting. Men jeg må bare sige, at loven netop giver mulighed for, at man kan tage det her hensyn – præcis som det skal være.

Nu nævner ordføreren jo selv, og det står også i bemærkningerne, at der kan spares penge ved at tage det her hensyn. Ude i kommunerne gror der ikke en masse pengetræer, så hvis der var det gode hensyn at tage og der kunne spares penge på det, ville jeg ikke kunne forstå, hvorfor man ikke skulle gøre det.

Jeg vil gerne medgive, at der kan være konkrete tilfælde, hvor der er ejere eller interessenter, der synes, at der i forhold til deres kulturhistoriske vandanlæg ikke bliver gjort det, der skal gøres, eller taget det hensyn, der skal tages. Men det er jo en kommunal beslutning, og igen må jeg bare sige, at 1) der er i loven mulighed for at give forrang, 2) der er mulighed for at gøre indsigelser i høringsfasen, og 3) der er mulighed for at klage over vandplanerne.

Ministeren har sagt, at hun vil tage kontakt til kommunerne og sige, at de skal huske på, at der er den her mulighed i loven for at give forrang til kulturhistoriske anlæg. Så jeg kan ikke se, hvad beslutningsforslaget skal gøre godt for, andet end at DF og de andre medforslagsstillere bare ikke er særlig vilde med vandplanerne. Men det er jo en anden diskussion, og så kan vi tage den diskussion.

Alex Ahrendtsen.

Jamen sagen er egentlig meget enkel. Vandrammedirektivet forpligter Danmark til at klassificere sine vandløb, og det har man jo så gjort. Kommunerne er efterfølgende gået i gang med at fjerne spærringerne, så genopretningen kan ske som forudsat i både loven og direktivet, og det er så der, at der sker en overimplementering, og man er ikke opmærksom på vandmiljølovens § 37, stk. 3. Det er det, der er sket.

Det var SF-ministeren klar over et års tid, men gjorde ikke noget som helst. Det er da for slapt. Så hvad vil ordføreren helt konkret gøre, for at vi får bevaret vores kulturhistoriske vandanlæg ude i kommunerne – de der 50-60 bevaringsværdige anlæg, som har brug for vand for at kunne fungere? Hvad vil ordføreren helt konkret gøre?

Ordføreren.

Igen: Jeg er meget enig i intentionen om, at vi skal passe på vores kulturhistoriske vandanlæg. Men det undrer mig meget, at en ordfører for Dansk Folkeparti, der selv har siddet i byrådet i Odense, ikke anerkender det kommunale selvstyre – at der er nogle ting, kommunerne beslutter. Der er nogle vandplaner, de skal udmøntes, og kommunen har med loven i hånden mulighed for at give forrang til kulturhistoriske vandanlæg for netop at sikre dem. Det kan være, der er enkelte kommuner, som ikke i tilstrækkelig grad er klar over det, og der har ministeren jo konkret sagt, at hun vil tage kontakt til dem og sige: Husk nu at bruge den her bestemmelse i loven, hvis der er god grund til det, og tag en diskussion med de lokale interessenter om det her.

Tak til SF's ordfører. Så giver jeg ordet til Enhedslistens ordfører, fru Rosa Lund.

Da hr. Per Clausen, som er Enhedslistens ordfører på det her område, ikke kunne være til stede, er jeg blevet bedt om at læse denne tale op.

Enhedslisten er enig i, at det er vigtigt at bevare de fredede vandmøller i Danmark. Det er en vigtig del af den danske historie, hvor de har spillet en vigtig rolle. Vi er også enige i, at disse bør bevares i en funktionsdygtig tilstand, og at de skal holdes i drift, ikke bare for at kunne bevare selve værket, men også for at kunne bevare den nødvendige viden om møllerhåndværket. De historiske vandmøller kan alene bevares for eftertiden, hvis der fortsat er mulighed for opretholdelse af daglig drift ved en tilstrækkelig vandføring til møllen. En mølle er ikke bare en bygning, men en funktionel enhed.

Vi mener imidlertid godt, at dette formål kan opnås uden at vedtage det her beslutningsforslag og uden at reducere kravene til vandløbenes miljømæssige kvalitet. Vi mener ikke, at en gennemførelse af vandløbsrestaureringer i medfør af vandplanerne nødvendigvis vil være til hinder for, at de kulturhistoriske vandanlæg får tilført tilstrækkelige vandmængder, så de kan opretholdes på en måde, der ikke trues af udtørring, forsumpning m.v.

Så vidt hr. Per Clausen er orienteret, har der ikke i forbindelse med gennemførelsen af vandplanerne i første planperiode, 2010-2011, været problemer af denne art. Naturstyrelsen og Kulturarvsstyrelsen, nu Kulturstyrelsen, har løst eventuelle udfordringer i en konstruktiv dialog.

Kulturhistoriske interesser indgår i øvrigt i mange dele af vandplanlægningen. De har betydning for den konkrete vurdering af, om et vandløb skal udpeges som stærkt modificeret. Desuden skal der i miljørapporten om strategisk miljøvurdering af planerne foretages en vurdering af planlagte indsatsers eventuelle indvirkning på bl.a. kulturhistoriske interesser.

Ved gennemførelse af de vandløbsforanstaltninger, som vil blive fastlagt i vandplanlægningen, skal det efter retningslinje nr. 23 i forslag til vandplanerne sikres, at der de steder, hvor menneskeskabte opstemninger bibeholdes af kulturhistoriske hensyn, på anden vis sikres passage passage for faunaen. Kommunerne skal desuden foretage en konkret konsekvensvurdering, der omfatter mange parametre.

Et vandløbsrestaureringsprojekt kan således efter vandløbslovens § 37, stk. 3, ikke gennemføres, hvis der derved tilsidesættes væsentlige kulturhistoriske interesser, f.eks. hvis der efter gennemførelse af et projekt ikke vil være tilstrækkelige vandmængder til brug for væsentlige kulturhistoriske vandanlægs drift og opretholdelse.

Det indebærer ikke nødvendigvis, at foranstaltningen droppes med den konsekvens, at målene på miljøområdet ikke kan nås. Kommunen kan i stedet for at fjerne et opstemningsanlæg til en vandmølle vælge at lave et omløbsstryg, hvorved fisk og smådyr får passage til at vandre frit i vandløbet.

Da der således allerede skal tages hensyn til, at kulturhistoriske interesser ikke tilsidesættes, findes der ikke behov for at ændre vandløbslovens § 37, stk. 3, som nævnt i beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen.

Det var en meget skuffende og også en meget teoretisk måde at forholde sig til verden på. Intentionen med beslutningsforslaget er, at man sørger for, at de her anlæg i henhold til loven er funktionsdygtige. Det sker bare ikke. I praksis er der masser af ejere af de her vandtekniske anlæg, som mister deres vandgennemstrømning.

Enhedslisten er enig i, at vandgennemstrømningen skal kunne opretholdes, og alligevel synes Enhedslisten, at man skal sige nej til beslutningsforslaget, fordi man tror, at vi vil ændre loven. Men det er jo kun et alternativ. Vores opgave er jo at sikre, at der bliver taget hensyn til de her fredede møller og vandtekniske anlæg, så der er vandgennemstrømning.

Hvad vil Enhedslisten konkret gøre? Jeg har henvendelser fra ejerne af Lille Mølle i Refsvindinge på Fyn. De har et helt konkret og praktisk problem med at opretholde vandgennemstrømningen, fordi kommunen ikke tager hensyn på grund af vandmiljøloven og på grund af vandrammedirektivet. Så hvad vil Enhedslisten helt konkret gøre ved et helt konkret problem?

Ordføreren.

Jeg vil bede hr. Alex Ahrendtsen om at rette det spørgsmål til Enhedslistens meget vidende ordfører på det her område, hr. Per Clausen. Jeg har simpelt hen ikke den nødvendige baggrundsviden til at kunne svare på, hvad vi konkret vil gøre. Men hvis hr. Per Clausen indstiller, at Enhedslisten skal stemme imod det her beslutningsforslag, så stoler jeg på, at det er den helt rigtige indstilling.

Hr. Alex Ahrendtsen, værsgo.

Det er fair nok. Vil fru Rosa Lund og Enhedslisten så tage nogle møder med f.eks. Dansk Møllerforening og Bygningsfredningsforeningen og eventuelt også besøge nogle af ejerne for at få et lidt mere praktisk forhold til virkeligheden? Vil fru Rosa Lund tage dette med til sin ordfører? Jeg tror, at det ville være sundt for Enhedslisten at komme lidt ud i virkeligheden. Enhedslisten holder jo hånden under regeringen, og den kunne også godt trænge til lidt virkelighedsnær praksis.

Tak, ordføreren.

Vi vil meget gerne være med til at diskutere, hvordan vi kan få noget virkelighedsnær praksis ind i regeringen. Jeg er sådan set enig med ordføreren i, at det kunne den godt trænge til. Jeg er ikke helt enig i, at Enhedslisten er ude af trit med virkeligheden, men jeg vil bestemt tage med videre til hr. Per Clausen, om han ikke har lyst til at holde møde med nogle af de her foreninger og komme ud og se nogle af de her ting. Det tror jeg bestemt han er interesseret i. Jeg kan ikke forestille mig andet.

Tak for det. Så er det den næste ordfører, og det er fru Mette Bock, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes faktisk, det har været en interessant diskussion, og jeg er blevet klogere. Så vidt jeg kan forstå på ministeren, var ministeren, lidt i modsætning til nogle af de andre ordførere fra de øvrige partier på venstrefløjen, ret enig i, at det er vigtigt, at de vandhistoriske anlæg bevares, og det er sådan set det, der er intentionen med det her forslag. Jeg vil da også sige, at det synes jeg man skal se positivt på. Vandmøllerne har haft en utrolig stor betydning for den danmarkshistoriske udvikling og som en frontløber i forhold til industrialiseringen. Og det, som det her forslag drejer sig om, er omkring 30-40 af disse anlæg, som man gerne vil pålægge regeringen at sikre en bevarelse af.

Jeg kan så forstå, at ministeren mener, at det er der sådan set allerede taget højde for, og derfor er jeg også meget interesseret i, at vi i den videre udvalgsbehandling faktisk får konkretiseret, hvad det er, ministeren vil gøre. Det er der flere af ordførerne, som har stillet spørgsmål til, og det synes jeg er rigtig vigtigt. Så har jeg også undret mig lidt over, at det for nogle af ordførerne ovenikøbet er et problem, hvis det her forslag fører til, at man faktisk sparer nogle penge – det virker, som om det opfattes som et problem i sig selv. Det vil jeg sige at jeg har meget, meget svært ved at se. Hvis man både kan sikre bevarelse af kulturhistoriske vandanlæg og kan spare nogle penge, burde det her jo faktisk være en win-win-situation.

Vi er i Liberal Alliance også stærkt kritiske over for den overimplementering, der generelt finder sted, af vandrammedirektivet, og derfor ser vi også det her som en positiv ting. Men jeg vil gerne have lov til at afvente udvalgsbehandlingen, for hvis ministeren kan forsikre os om, at vi kan finde en landing på det her, sådan at vi både bevarer de vandhistoriske anlæg og sparer penge, så synes jeg faktisk, at det kunne være en rigtig god, pragmatisk løsning. Derfor vil vi i Liberal Alliance afvente udvalgsbehandlingen, indtil vi ser, hvad der kommer ud af de spørgsmål, vi måtte stille til ministeren.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Lars Barfoed.

Det kommer nok ikke som en overraskelse, når jeg siger, at Det Konservative Folkeparti kan støtte forslaget, eftersom vi er medforslagsstillere. Det hænger jo sammen med, at vi som konservative lægger vægt på vores kulturarv, og det, vi taler om her, er altså en del af vores kulturarv. Vandmøller og andre historiske vandanlæg er værd at bevare, og det er også en sag, som det er vigtigt at vi som Folketing er opmærksomme på, hvis vi har grund til at tro, at det kan gå galt – at nogle af de fredede anlæg og andre historiske anlæg, der er værd at bevare, er i fare og ikke kan fungere, som tilfældet er for vandmøllerne, hvis der ikke er tilstrækkelig vandforsyning, så de, jeg havde nær sagt, løber rundt i hvert fald et par timer om dagen.

Jeg synes så, det har været godt at høre, at ministeren, selv om ministeren siger, at det er en pudsig debat, alligevel også synes, det er en, forstår jeg, vigtig debat. Det er jeg glad for at vide.

Jeg forstår også, at ministeren efter først at have syntes, det var hensigtsmæssigt at rette henvendelse til kommunerne, nu vil rette henvendelse til kommunerne om sagen og i den forbindelse gøre opmærksom på, at der skal tages hensyn til de kulturværdier, der ligger i de historiske vandanlæg, derunder vores vandmøller.

Det, jeg mangler at høre mere præcist, er, at ministeren også vil sætte sig igennem over for kommunerne og tage et vist ansvar for, at vi nu også sikrer, at de anlæg, der er værd at bevare, bliver bevaret, for det kunne jo være, at afvejninger rundtomkring fører til, at man ikke ønsker at bevare møllerne, men trumfer andre hensyn igennem på bekostning af vandmøllerne og de historiske vandanlæg. Jeg tror, det er vigtigt, at vi i udvalgsbehandlingen får en nærmere drøftelse med ministeren om – og det kan vi jo stille spørgsmål til ministeren om – hvad ministeren konkret vil gøre for at følge op på den sag, som jeg forstår regeringen også nu finder er væsentlig.

Vi vil som sagt i sidste ende støtte forslaget, men der er jo ikke lagt op til, at der nødvendigvis skal være lovændringer. Tværtimod er vi jo enige med ministeren i, at der sådan set er hjemmel i lovgivningen, som den er i dag, til at tage de hensyn, der skal tages. Problemet er bare, hvis de hensyn ikke bliver taget. Så har vi problemet, og så er det, vi gerne vil se en handlekraftig minister. Det kan ministeren jo stadig væk nå at forsikre os om under udvalgsbehandlingen at ministeren er på det her område.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for debatten, både til ministeren og til ordførerne. Også tak for ministerens håndsrækning; sådan forstod jeg det trods alt.

Indledningsvis: Danmark er jo et vandmølleland, og siden 1300-tallet har vi opstemt og ændret vandløb. Så det er ikke noget forholdsvis nyt, og det er blevet til i løbet af ganske mange år. Der er gjort en fin indsats for at frede og bevare mange af dem. Kulturstyrelsen gør det ganske glimrende. Der er også taget hensyn til vandanlæggene i både EU's vandrammedirektiv og i vandmiljøloven, men alligevel er der vandanlæg, der er truet af manglende vand, fordi vi ganske enkelt har overimplementeret direktivet.

Som opfølgning på vandrammedirektivet har Danmark som sagt klassificeret over 1.500 vandløb, og kommunerne er gået i gang med at fjerne spærringerne, så genopretningen kan ske som forudsat. Selv om Kulturstyrelsen har udgivet en masse fine publikationer, der fortæller, hvordan man kan tage hensyn til disse kulturhistoriske vandanlæg, så oplever mange ejere af disse, at der ikke bliver lyttet til dem ude i kommunerne. Selv på 17 af de 57 fredede vandanlæg – og det er vigtigt – der har fået fredet vandgennemstrømningen, er vandet blevet fjernet. Miljøhensyn står altså over kulturhensyn på trods af loven og direktivet, og det er derfor, vi gerne vil have ministeren på banen.

Miljøministerens forgænger fru Pia Olsen Dyhr fra SF var advaret om det her. Kulturmiljørådene var i foretræde den 2. maj 2013, hvor man fortalte om problemerne med genopretning ude i kommunerne. Der blev stillet spørgsmål til ministeren, og hun svarede, at hvis vandplanerne ville få de konsekvenser, som man påstod, ville der blive handlet fra statens side. Der er bare ikke blevet handlet, og det er derfor, at Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative har fremsat dette beslutningsforslag. Vi forventer ikke, at der bliver flertal for det, men vi forventer, at ministeren handler. Det er vores fælles historie og kultur, vi taler om, og miljøet tager altså ikke skade af, at man bevarer opstemninger ved fredede vandanlæg.

Jeg har modtaget en række henvendelser fra ejere af kulturhistoriske vandanlæg. Jeg har nævnt Lille Mølle ved Refsvindinge, men jeg har også fået en henvendelse fra f.eks. Willestrup herregård, hvis voldanlæg vil blive tømt for vand, hvis kommunen gør, som de har i sinde. Disse ejere er alle optaget af at bevare møllerne for eftertiden, men vel at mærke møller, der som minimum har vand nok til at kunne fungere, i hvert fald mindst 2 timer dagligt.

Det burde jo egentlig være noget naturligt. Man bevarer heller ikke et sejlskib uden et sejl eller en veteranbil uden motor. Disse ejere er bekymrede med god grund. De oplever, at kommunerne ikke tager hensyn, fordi disse henviser til loven og vandplanerne. Det er derfor, ministeren må på banen. Heroppefra har jeg et helt konkret spørgsmål til ministeren, og det er, om ministeren vil kontakte Dansk Møllerforening og Bygningsfredningsforeningen, så hun kan blive sat lidt mere ind i sagerne, så hun kan få et helt konkret forhold til det, der foregår derude.

Der har også været nogle lidt beske kommentarer vedrørende økonomien og om, at man kan spare penge. Jamen i beslutningsforslaget har vi henvist til, at man kan spare penge. Det koster jo noget, når man vil fjerne spærringer, når man vil lave faunapassager. Lad mig bare henvise til, at f.eks. faunapassagen ved Børkop Mølle kostede 1,8 mio. kr. Hvis man ikke havde lavet den, havde man sparet 1,8 mio. kr. Jeg kan også nævne nogle af de større ved Dalum Papirfabrik, hvor man brugte 6,1 mio. kr., eller ved Brobyværk Mølle, hvor man brugte 3,3 mio. kr. Så hvis man lader være med at fjerne de her opstemninger og lave stryg og faunapassager ved fredede vandanlæg, så vandgennemstrømningen kan fortsætte, vil man jo spare penge, og det er vi vel alle interesserede i. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at man har været så kritisk over for den del af forslaget.

Så sagde ministeren, at hun vil kontakte eller vil skrive til kommunerne, og det er vi jo selvfølgelig glade for. Det støtter vi, for på den måde kan kommunerne blive mere opmærksomme på det. Men det er jo bare ikke nok. Ministeren bliver nødt til at sætte sig for bordenden og få en snak med KL om det her. For et er at skrive til kommunerne, noget andet er jo på et højere plan at inddrage Kommunernes Landsforening, så kommunerne er klar over, at de har en forpligtelse til at tage hånd om vandmøllerne. Og så bliver der jo talt om det kommunale selvstyre.

Jamen altså, kære venner, vi sidder her i Folketinget, fordi vi har ansvaret for vores kulturhistoriske værdier, herunder også vandmøllerne. Dermed har ministeren jo også ansvar for, at § 37, stk. 3, i vandmiljøloven bliver overholdt, og ministeren har ansvar for, at man ikke overimplementerer, så man af hensyn til vandrammedirektivet og vandplanerne fjerner opstemninger, selv ved fredede anlæg. Det er ministerens ansvar, og det er derfor, vi har den her sag i salen. Vi har den i salen, fordi regeringen har siddet på hænderne; man har ikke handlet, selv om man havde lovet det.

Så kunne jeg også forstå, at Det Radikale Venstre ikke kunne se noget formål med at mødes med organisationerne. Men jeg vil da opfordre fru Lone Loklindt til at mødes med organisationerne – med Bygningsfredningsforeningen, med Dansk Møllerforening – for de har helt konkrete eksempler på, at der ikke bliver lyttet til dem ude i kommunerne. Jeg vil måske endda også opfordre til eventuelt at tage ud og besøge en mølle, hvis man ikke tror på foreningerne eller tror på mig. Det er ofte det bedste.

Så alt i alt vil jeg da på Dansk Folkepartis vegne, og selvfølgelig også på Venstres og Konservatives vegne, endnu en gang kraftigt opfordre regeringen til endelig at gøre det, som den lovede for et års tid siden, nemlig at handle; at sørge for, at kommunerne bevarer vandgennemstrømningen, så anlæggene kan fungere, så der er vand i vores voldgrave, så der er vandgennemstrømning til møllerne, så kaskadeanlæggene stadig væk risler. Det er en umistelig del af vores kultur, og det er sådan en lille del; det er trods alt kun ca. 50-60 ud af 1.500 opstemninger, der skal fjernes. Det kan ikke være det store problem, og jeg håber altså, at regeringen for en gangs skyld vil være lydhør, og ja, gøre det, der skal gøres. Jeg tror, der er en del mennesker, der vil være glade for det, også de mennesker, som af turistmæssige hensyn besøger vandanlæggene. Det skal være min opfordring til ministeren.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Kulturudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.