Først en tak til både Venstre og Konservative Folkeparti for deres støtte, forud for at beslutningsforslaget kom i salen, men også under debatten, og at de fortsat stemmer for det.
Det er vi glade for i Dansk Folkeparti.
For dansk sprog har det jo ikke helt så godt, som man kunne ønske, især ikke her i Folketinget og slet ikke i regeringen.
Af uransagelige årsager har kulturministeren valgt ikke at forlænge tilskuddet til ordnet.dk fra tipsmidlerne.
Det er altså vigtigt at understrege, at det er tipsmidlerne.
Hvis ikke Carlsbergfondet, altså en privat fond havde skudt 1 mio.
kr.
ind i 2014, ville ordnet.dk allerede i år ikke have kunnet fortsætte.
Debatten i dag har jo vist, at hverken ministeren eller andre helt har forstået, at ordnet.dk's udvikling aldrig ophører – det er jo selve kernen i dets virke, udvikling er lig med drift.
Det er ikke bare sådan, at man sender en bil på gaden, og så er der lidt vedligeholdelse bagefter.
Nej, man udvikler hele tiden på bilen, det er selve driften.
Det er derfor, de har brug for de der 1,2 mio.
kr., altså for hele tiden at kunne udvikle, både det indholdsmæssige, men også det teknologiske.
Og vi burde jo egentlig være glade for, at der er nogle, der har udviklet nogle applikationer og programmer til folk, så de kan bruge dem på deres smartphone.
Vi er jo udsat for et enormt pres fra udlandet og især fra det engelsksprogede område, der har uanede ressourcer til rådighed.
Derfor er der også andre sprogområder, der opruster, bl.a.
det franske område, men i Danmark kan vi åbenbart ikke helt finde ud af det.
Og ministeren burde jo egentlig vide bedre, for jeg har haft hende i samråd, jeg har haft hende i spørgetiden, der er blevet stillet skriftlige spørgsmål, ikke bare fra mig, men også fra andre, og folkene fra ordnet.dk har haft adskillige møder med ministeren.
Nu vil ministeren så ekstraordinært afsætte 0,5 mio.
kr.
i år og 0,9 mio.
kr.
i 2015, og det er jo fint, det er glimrende, så er 2015 i hvert fald sikret.
Men samtidig kan man ikke lade være med at undre sig.
Jeg får jo løbende Kulturministeriets pressemeddelelser, hvor der bliver offentliggjort støtte, og i flæng kan vi jo nævne de 40 mio.
kr.
til børn og kultur, de 4 mio.
kr.
til højskoler her for nylig, 12 mio.
kr.
til forskningsbibliotekerne til digital udvikling.
Sidstnævnte, og nu bliver det sjovt, skal sikre, at studerende, undervisere og forskere får de bedst mulige vilkår, når de søger viden digitalt – viden digitalt.
Er det ikke lige det, som ordnet.dk går og laver?
Ordnet.dk passer som fod i hose til den strategi, hvorfor i alverden kan regeringen ikke se det?
Vi har også opdaget, at Politiken i dag på baggrund af artikler fra søndag aften kan afsløre, at der er tipsmiddelpuljer for 317 mio.
kr., som ministeren mere eller mindre har til sin rådighed.
Så når jeg opsummerer, er der et eller andet, der tyder på, at modstanden mod at støtte driften af ordnet.dk kan føres tilbage til kulturministeren.
Kulturministeren er jo radikal, og Det Radikale Venstre har tidligere talt varmt for at gøre engelsk til et officielt sprog i Danmark.
De arbejder ihærdigt på at indføre engelsk som undervisningssprog i folkeskolen, gymnasier og på videregående læreanstalter.
Det er der penge til, det er der energi til, og det har man vilje til at gøre noget ved.
Men sølle 1,2 mio.
kr.
fra tipsmidlerne – ikke engang fra skatteyderne, men fra tipsmidlerne – har man ikke vilje til at bruge på ordnet.dk.
Så for mig at se er der en klar sammenhæng mellem Det Radikale Venstres og hermed også Socialdemokratiets ideologiske forhold til det danske sprog og så modstanden mod at støtte ordnet.dk, og det er godt nok trist.
Jeg er også lidt ked af, at Enhedslisten på en måde jo er blevet lidt blød i knæene.
Jeg synes, det er meget tydeligt i dag, at Enhedslisten er gået fra at være en vagthund til at blive en magthund.
Man har ladet sig besnakke af ministeren, selv om man egentlig var ret kontant, da der blev diskuteret om ordnet.dk.
Der bakkede man egentlig bevillingen op, men det gør man ikke længere.
Jeg ved ikke, hvad der er sket ovre hos ministeren.
Det kan ikke bare være en kop kaffe, så meget er man da ikke til fals, det ved jeg da, så godt kender jeg Enhedslisten.
Jeg synes ikke, jeg har fået svar på, hvorfor Enhedslisten ikke kan støtte dette beslutningsforslag, som er meget konkret – det er bare 1,2 mio.
kr.
fra tipsmidlerne, fra 2015 og fremefter.
Vi tager dem fra tipsmidlerne, sådan som det var før.
Jeg synes egentlig, at vi meget godt har forklaret, hvorfor man fortsat skal bruge de penge – netop fordi udvikling er drift, og fordi det danske sprog er under pres.
Det er ikke bare noget, vi siger, Dansk Sprognævn siger det også.
Derfor har vi brug for redskaber, der aktivt kan bruges til at kæmpe for det danske sprog, og der er ordnet.dk's applikationer jo ganske enkelt fremragende.
Så drift er udvikling, og jeg håber da, at Enhedslisten vil være med – man kan jo stadig væk nå det, man kan bare tage ordet og sige:
Ved du hvad, Ahrendtsen, det, der bliver sagt, er fornuftigt, vi vil gerne stemme for.
Så er der et flertal, og så gavner man ordnet.dk og det danske sprog.
Det ville da være dejligt.
Det er ikke for sent.
Men alt i alt, bortset fra at det ikke helt gik, som vi ønskede, er der dog blevet gjort opmærksom på ordnet.dk's problemer i så høj en grad, at 2014 og 2015 er sikret – 2014 på grund af private fondsmidler og 2015 på grund af ministerens 0,9 mio.
kr.
Så mangler vi jo bare, vil jeg gerne sige til Enhedslisten, at vi finder midlerne for 2016, ikke sandt?