Jeg vil sådan set ikke lægge skjul på, at der er elementer i det her beslutningsforslag, som jeg godt kunne føle mig tiltrukket af, for jeg synes da alligevel, det er lidt imponerende, at man i 2014 har viljen og modet til at skrive følgende besked til Europa-Kommissionen:
Vi ved godt, at vi i år 2000 forpligtede os til at nå et resultat i 2015; vi forpligtede os også til at have en plan for, hvordan vi nåede målet i 2009, men nu her i 2014 kan vi så fortælle jer, at vi i løbet af 2015 har tænkt os at få en plan for, hvordan vi skal nå målet.
Altså, den, hvad skal man sige, arrogante holdning, som det er udtryk for over for EU-systemet og Kommissionen, kan jeg da godt føle mig tiltrukket af; det er sådan en klar markering af, at de da ikke skal tro, at vi nødvendigvis står ved det, vi har lovet; når det er EU, det handler om, så gør vi, som det passer os selv.
Når jeg måske alligevel synes, at det er en dårlig idé, er det jo, fordi jeg kan huske, at vi tilbage i vores diskussioner om det, man kaldte Grøn Vækst, havde mange stridigheder om, hvor stor en reduktion af kvælstofudledningen vi skulle have i ton, også da det her skulle sættes i værk under den tidligere regering.
Dengang var regeringens synspunkt, at det, man skulle nå i første omgang, var en reduktion på 9.000 t, og at man så skulle følge op med noget mere senere, og der var dengang sådan set i den daværende regerings måde at udtrykke sig på ikke nogen tvivl om, at man gik efter, at de 9.000 t skulle nås i løbet af den første fase.
Nu viser det sig så efter den forkludring, der har været, når man ser på det – og jeg kan kun anbefale læsning af Rigsrevisionens udmærkede beretning; den giver et glimrende indblik i, hvordan man systematisk kan forkludre en beslutningsproces, og også, hvordan man, fordi man er ivrig efter at nå et resultat, kan komme til at handle så hurtigt, at det ender med at forsinke processen, men det er en helt anden sag – at man jo bare kan konstatere, at man altså ikke nåede noget.
Det allermest spændende er jo sådan set, at oppositionen, højrefløjen, allerede har nået noget.
For i forhold til de 9.000 t, som man var enige om skulle nås, og hvor den nuværende regering, da den overtog regeringsmagten, så valgte at gøre den gamle regerings mål til sine – selv om vi jo oprindelig havde været enige om, at vi faktisk skulle nå noget mere for at få den her gode tilstand i vandet – har man jo, allerede inden det her beslutningsforslag bliver behandlet, lavet en aftale med højrefløjen, hvor man fjerner en tredjedel af de 9.000 t ved at fjerne noget i forhold til to elementer, to redskaber, som man udmærket godt ved virker.
Man har, når det gælder randzoner, som er et redskab man udmærket godt ved virker, og som ingen er i tvivl om virker – der er lidt diskussion om, hvor meget det er, men der er faktisk ikke nogen, der er i tvivl om, at randzoner virker – reduceret det, halveret det, og så har man droppet kravet om 140.000 ha efterafgrøder, som vi også med fuldstændig sikkerhed ved er et redskab der virker; det har man opgivet.
Så i virkeligheden er det jo allerede lykkedes for højrefløjen her i Folketinget at få udhulet de planer, der ligger i den første plan – det er fuldstændig rigtigt, at det er lykkedes for dem.
Men på trods af at det er lykkedes for dem, synes man altså også, at man skal have udsat det med hensyn til de næste 6.000 t.
Nu kan vi jo diskutere, hvad ord betyder, men der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, at der i den henvendelse, som regeringen skulle skrive, hvis den fulgte det her forslag fra oppositionens side, ville komme til at stå, at kendsgerningen er, at den plan, man skulle have haft i 2009, håber man på man er færdig med inden udgangen af 2015, så man kan komme i gang i 2016.
Og det er vel også derfor, at en fuldstændig naturlig konsekvens af, at man vedtager det her beslutningsforslag, vil være, at man ikke kommer i gang med noget før i 2016.
Så er det selvfølgelig spændende i den proces at få undersøgt, om højrefløjen nu er blevet tilhængere af randzoner efter 2016, når man siger, at det handler om, at de redskaber, der indgår nu, skal træde i kraft efter 2016.
Det synes jeg det bliver spændende at få undersøgt.
Jeg tror dog alligevel, jeg i det her tilfælde vil vælge ikke at falde for fristelsen for at udvise arrogance over for EU, vil vælge ikke at falde for fristelsen til at tro på, at hr.
Henrik Høegh nu er meget opsat på at få det her gennemført så hurtigt som muligt, men vil vælge at nære tiltro til, at regeringens bestræbelser faktisk vil gøre, at der allerede i 2015 vil ske nogle ting, som betyder, at vi kommer i gang med at nå det mål, som vi skulle have nået i 2015, og som vi altså skulle være startet på i 2009.
Alt i alt er det eneste, man kan sige om den her sag, hvis man skal finde et eksempel på overimplementering i Danmark, et eksempel på, at Danmark går i spidsen i forhold til EU, at det så er det dårligst tænkelige eksempel.
Det viser et Danmark, der er fodslæbende.
Det kunne så i nogle andre spørgsmål på EU-området være rigtig godt og rigtig klogt, men på det her område er det rigtig dumt.