Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 66:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpet straf for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd i fritiden m.v.

Af Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom Behnke (KF).

(Fremsættelse 25.03.2014).

Forhandlingen er åbnet. Det er justitsministeren. Værsgo.

Vi skal nu til at behandle et beslutningsforslag om skærpet straf for chikane mod offentligt ansatte i fritiden. Beslutningsforslaget pålægger regeringen at gennemføre tre initiativer, der ifølge forslagsstillerne skal gøre det helt klart, at chikane mod politibetjente, fængselsfunktionærer og andre offentligt ansatte tjenestemænd straffes i skærpende retning.

Lad mig allerede her starte med at slå fast, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Men det er sådan set ikke udtryk for, at vi er ligeglade med vores politifolk og deres familier, tværtimod. Jeg vil derfor også gerne her indledningsvis understrege, at det for mig er fuldstændig uacceptabelt, når offentligt ansatte, herunder polititjenestemænd og fængselsfunktionærer, udsættes for chikane, trusler og vold. Og det gælder selvfølgelig, uanset om det foregår i arbejdstiden eller i fritiden. Derfor synes jeg sådan set også, det er fint, at der er flere partier i Folketinget, der har fokus på området.

Offentligt ansatte har krav på beskyttelse, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er klar til at ændre de eksisterende regler, hvis det viser sig, at de ikke er gode nok. Jeg tror godt, vi kan blive bedre til at håndtere og modvirke chikane, trusler og vold mod ansatte i det offentlige, men jeg mener ikke, at de initiativer, der er nævnt i beslutningsforslaget, er vejen frem, og det er der flere grunde til. Dem vil jeg komme nærmere ind på nu i sammenhæng med de enkelte dele af beslutningsforslaget.

Beslutningsforslaget indeholder som nævnt tre initiativer. Det første initiativ går ud på, at straffen for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd skal være den samme, uanset om chikanen finder sted i tjenesten eller i fritiden, når chikanen sker i forlængelse af vedkommendes tjenestemandsfunktion. Straffeloven indeholder som bekendt særlige regler om overfald på personer, der handler i medfør af offentlig tjeneste eller hverv. Straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 giver disse personer en særlig strafferetlig beskyttelse mod vold, trusler og fornærmelig tiltale. Det er vigtigt at slå helt fast, at de to bestemmelser altså både omfatter situationer, hvor offentligt ansatte overfaldes med vold, trusler eller fornærmende tiltale i arbejdstiden, og situationer, hvor offentligt ansatte overfaldes uden for arbejdstiden i anledning af tjenesten eller hvervet.

Forslagsstillerne ønsker, at straffen skal være den samme i de to situationer, og derfor synes jeg gerne, jeg vil oplyse om, at Østre Landsret i 2011 afsagde en dom, hvor det blev tillagt skærpende betydning, at en trussel mod en offentligt ansat var fremsat over for den forurettede uden for arbejdstiden. Så hvis jeg tog forslagsstillerne på ordet og fulgte beslutningsforslaget på det punkt, ville jeg i virkeligheden kunne komme til at gennemføre en nedsættelse af strafniveauet i de sager, hvor offentligt ansatte chikaneres uden for arbejdstiden. Det tror jeg egentlig ikke der er nogen der synes er en god idé, og regeringen kan derfor selvfølgelig heller ikke støtte den del af beslutningsforslaget.

Det andet initiativ er et forslag om, at det skal udgøre en særlig strafskærpende omstændighed, hvis chikane er rettet mod en offentligt ansat tjenestemands nærmeste familie, når chikanen sker i forlængelse af vedkommendes tjenestemandsfunktion. Der skal ikke være nogen som helst tvivl om, at chikane og trusler mod en offentligt ansats familie er udtryk for en særdeles modbydelig form for adfærd, der selvsagt ikke må finde sted. Heldigvis tyder meget på, at det hører til sjældenhederne, at pårørende udsættes for vold og trusler på grund af deres forhold til en offentligt ansat. Rigsadvokaten oplyste således i efteråret 2013 til brug for besvarelse af et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg, at man ikke umiddelbart havde kendskab til og heller ikke ved søgning i trykt retspraksis havde fundet domstolsafgørelser vedrørende overtrædelse af f.eks. straffelovens § 244 om vold eller § 266 om trusler, hvor den forurettede har været en nær pårørende til en person omfattet af straffelovens § 119, og hvor det var godtgjort, at overtrædelsen var begået i anledning af den pågældendes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.

Ser vi specifikt på politiområdet, kan jeg oplyse, at Rigspolitiet i efteråret 2013 iværksatte en landsdækkende kortlægning af omfanget af sager om chikane, trusler og vold mod politikredsenes ansatte. Der blev for perioden 2012 og indtil den 1. juli 2013 identificeret i alt 2.181 sager af betydning for kortlægningen. Her var der kun to sager, der handlede om trusler fremsat direkte mod den ansattes pårørende. Det siger jeg ikke for at negligere problemet, men det er vigtigt at vide, hvad vi taler om.

Det skal i øvrigt nævnes, at vold og trusler mod pårørende efter omstændighederne vil kunne straffes efter straffelovens §§ 244-246 om vold eller efter § 266 om trusler. Ved gentagen chikane vil der efter omstændighederne også være mulighed for at anvende reglerne om tilhold eller opholdsforbud med henblik på at forhindre yderligere kontakt. Ved strafudmålingen i sådanne sager vil domstolene også kunne tage hensyn til, at forholdet er begået i anledning af offentlig tjeneste eller hverv.

Så når vi frem til det tredje initiativ. Her foreslås det, at normalstraffen for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om overfald på en person i offentlig tjeneste eller hverv med vold eller trusler om vold, og § 121 om overfald på en person i offentlig tjeneste eller hverv med fornærmelig tiltale skal fordobles, hvis gerningsmanden tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet. Jeg vil i den forbindelse oplyse, at det allerede i dag er sådan, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, »at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen«. Det fremgår af straffelovens § 81, nr. 1. Jeg mener derfor heller ikke, at der er grundlag for at gennemføre denne del af beslutningsforslaget.

Jeg vil samtidig gerne understrege, at regeringen tager skarpt afstand fra alle former for chikane og trusler mod offentligt ansatte. Rigspolitiet nedsatte i august 2013 en arbejdsgruppe, bl.a. med deltagelse fra Politiforbundet, for at belyse, om der var behov for nye tiltag for at forebygge og håndtere chikane mod ansatte i politi og anklagemyndighed. Arbejdsgruppens rapport bygger på konklusionerne fra landets 12 politikredse, politiet i Grønland, politiet på Færøerne, Politiforbundet, statsadvokaterne og politiets netværkspsykologer.

Som det fremgår af rapporten, der er sendt til Folketingets Retsudvalg den 12. februar 2014, vurderede arbejdsgruppen, at de eksisterende regler i bl.a. straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 sammen med reglerne om tilhold m.v. giver mulighed for såvel effektiv forebyggelse som strafforfølgning i tilfælde af vold, trusler, chikane m.v. mod ansatte i politi og anklagemyndighed, uanset om forholdet begås mod den pågældende under dennes udførelse af tjenesten eller i fritiden i anledning af tjenesten. Arbejdsgruppen anførte på den baggrund, at der ikke umiddelbart var identificeret et behov for nye lovgivningsinitiativer.

Til gengæld fremkom arbejdsgruppen i rapporten med en række konkrete forslag til initiativer og anbefalinger i forhold til registreringspraksis og strafforfølgning samt indsats vedrørende chikane og trusler på internettet, uddannelse, arbejdsmiljø og italesættelse. Jeg kan oplyse, at Rigspolitiet og Rigsadvokaten er i fuld gang med at følge op på netop de tiltag. Rigspolitiet arbejder i flere forskellige spor med opfølgning på rapporten. Det spor, som vedrører registreringspraksis, forventes afsluttet med et produkt i første halvår af 2014, og det spor, som vedrører de arbejdsmiljømæssige forhold, forventes afsluttet inden årets udgang. Rigsadvokaten står for opfølgning på det spor, der vedrører strafforfølgning og forventer at være klar med nye retningslinjer om reglerne om bl.a. tilhold og opholdsforbud omkring sommeren 2014.

Lad mig her til slut understrege, at jeg er stærkt optaget af, at offentligt ansatte, herunder de personalegrupper, der særlig er udsat for chikane, kan få den nødvendige beskyttelse. Som jeg også sagde indledningsvis, er jeg klar til at ændre de gældende regler, hvis der er behov for det, og derfor har jeg med stor interesse fulgt det arbejde, som både Rigspolitiet og Politiforbundet har udført. Det er bl.a. på den baggrund min opfattelse, at reglerne i straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 og reglerne om tilhold og opholdsforbud giver den nødvendige beskyttelse. Jeg siger ikke, at der ikke er plads til forbedringer, men det er altså på områder, hvor det ikke er nødvendigt med ny lovgivning. De forbedringer kan de relevante myndigheder gå i gang med med det samme. Som jeg lige har nævnt, er Rigspolitiet og Rigsadvokaten allerede godt i gang med de initiativer, som arbejdsgruppen har peget på, og kommer der mere frem, handler vi også gerne på det.

Så samlet set må jeg på den her baggrund konkludere, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Så er det hr. Karsten Lauritzen, Venstre, for et spørgsmål. Værsgo.

Tak til ministeren for gennemgangen af forslaget. Det overrasker mig ikke, at regeringen siger nej, og så gør det alligevel, for der er jo ikke megen sammenhæng mellem det, at både den nuværende og den tidligere justitsminister har sagt, at man har taget det meget alvorligt, at der er sket en eksplosion i antallet af sager om vold og trusler om vold mod særlig politifolk, og så det, at man ikke gør noget. Og jeg må sige, at Rigspolitiets arbejdsgruppes anbefalinger er en tynd kop te. Så det skuffer mig noget, at regeringen ikke er villig til at sætte handling bag de smukke ord, som justitsministeren også udtrykker her.

Jeg vil godt tage fat i noget helt konkret. Justitsministeren siger, at der ikke er ret mange tilfælde af, at familier bliver chikaneret og truet. Altså, i Politiforbundets blad fra efteråret er der en opremsning af en række sms'er. Der er f.eks. en politimand, der har fået en sms, hvor bladet skriver at der står: Vi kommer efter dig og din familie. Der er en anden kollega, der har fået en sms, hvor der igen er trusler, der går på familien.

Det, der er konklusionen her – og det er også konklusionen, når man snakker med både Politiforbundet og menige politibetjente – er, at truslerne rykker fra kun at være rettet mod politibetjentene til også at være rettet mod familien. Og regeringens svar, skal jeg forstå, er: Det mener vi ikke er et stort problem, det er i hvert fald ikke nok til, at vi vil gøre noget ved det. Er det korrekt forstået? vil jeg spørge justitsministeren.

Tak. Ministeren.

Jamen jeg vil sige, at hvis der er bare ét familiemedlem, der bliver truet på baggrund af, at man er i familie med en, som på vegne af samfundet, os alle sammen, stiller sig ud i forreste linje for at bekæmpe kriminalitet og sørge for, at vi alle sammen kan opleve at være trygge i Danmark, så er det en for mange.

Vi har jo gjort det i forbindelse med forberedelsen af det her, hvilket jeg også redegjorde for i mit indlæg, at vi har talt igennem, hvor mange sager der har været. Og som jeg nævnte, har vi gennemgået lidt over 2.000 sager, og der har de to af dem omfattet familiemedlemmer. Men det er selvfølgelig to for mange.

Jeg redegjorde for den arbejdsgruppe, der har været i gang, og hvilke initiativer den har afstedkommet. Den arbejdsgruppe indeholdt og indeholder sådan set også repræsentation af Politiforbundet og en hel masse andre, altså dem, der ved, hvad det her handler om. Derfor synes jeg, at det må være vigtigt at følge de anbefalinger, som dem, der ved, hvad det her handler om, peger på.

Jeg har ikke sagt, at jeg ikke synes, at vi kan finde på nye ting eller på bedre ting. Men det, jeg siger, når jeg afviser beslutningsforslaget i dag, er, at de ting, der peges på her, ikke er de rigtige, fordi det vil føre til bl.a. en risiko for, at vi kan give endnu lavere straffe, fordi man skal sidestille, om det er sket i fritiden eller i arbejdstiden. Og det tager ikke højde for, at der allerede er en dom, som har sagt, at det skal tillægges skærpende omstændigheder, at det er foregået i fritiden.

Så beslutningsforslaget – hvis jeg må være så ærlig – er ikke gennemarbejdet godt nok, og derfor kan man ikke lægge det til grund for at komme videre.

Tak. Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg synes, at justitsministeren skulle pakke den form for argumentation væk. Altså, ministeren ved udmærket godt, at et beslutningsforslag jo ikke er et lovforslag. Det er et flertal af partier, der fremsætter et forslag til debat, og så kan regeringen sige: Vi er enige i den her del, og vi fremsætter et lovforslag på den baggrund. Altså, det er jo ikke sådan, at det her bliver vedtaget som lovgivning i morgen. Så det der er nogle søforklaringer, som jeg ærlig talt synes, at den her sag er for alvorlig til.

Jeg må sige til justitsministeren: Når man snakker med Politiforbundet og menige politifolk, siger de, at der er langt flere af de her chikanesager end dem, som Rigspolitiets gennemgang viser. Nu registrerer man, har man besluttet, fremadrettet alle sager. Hvis det nu viser sig, at der er flere sager – 10 eller 20 sager – næste år, er ministeren så villig til at se på at stramme lovgivningen?

Tak. Ministeren.

Jamen det er jo egentlig skægt nok. Det, som hr. Karsten Lauritzen lige før kaldte en tynd kop te, nemlig at der skal bedre styr på registreringen af de her sager, kan man nu bruge til noget, nemlig til at se på, om der er behov for yderligere stramninger.

Som jeg sagde i mit indlæg, er jeg villig til også at se på, om der skal laves ændringer. Men jeg vil gerne lave nogle ændringer, der giver mening, og en af de ting, jeg virkelig synes giver rigtig meget god mening, er, at de anbefalinger, som arbejdsgruppen – som også havde deltagelse af Politiforbundet – kom med, bliver ført ud i livet. Det er bl.a. ved, at vi får bedre registrering, får bedre viden. Og er der behov for at lave ændringer, der også vedrører lovændringer, så er jeg, som jeg sagde i mit indlæg, villig til at gøre det. Men jeg kan ikke gøre det på baggrund af det papir, der ligger her.

Tak. Så er det hr. Tom Behnke.

Det er jo også fair nok, at ministeren ikke synes, at de forslag, vi kommer med, sådan lige er vejen at gå. Men jeg savner så at høre, hvad det så er regeringen vil. For jeg kan forstå, at regeringen sådan set er enige i, at det kan være et problem. Men hvad er det så helt præcis, man vil gøre? Hvad er det for nogle lovændringer, der skal til? For i dag er sagen jo, at i det øjeblik, hvor det er chikane mod familiemedlemmer til tjenestemænd, kniber det med, at lovgivningen kan nå helt derud. Og så er spørgsmålet, hvordan man så vil samle op på det, for det kræver jo en lovændring.

Tak. Ministeren.

Som jeg har forstået, er noget af det, man har følt sig chikaneret over, eksempelvis, at man føler, at man bliver nedstirret, eller at ens pårørende bliver nedstirret, eller at ens bopæl bliver nedstirret. Det kan jeg godt forstå, det ville jeg også selv føle var ualmindelig intimiderende, og jeg ville synes, at der skulle sættes en stopper for det. Derfor har vi jo også nogle forskellige regler i vores straffelov, som handler om chikane, som handler om, at man ikke må komme efter folk og alt muligt andet, og som også vil kunne føre til tilhold. Og der bliver man nødt til på en eller anden måde at gå ind og finde ud af, om de her regler kan bruges, og hvis de ikke kan bruges, om der så er behov for yderligere.

Men det, som arbejdsgruppen gjorde, var jo lige præcis at gå ind og kigge på nogle af de sager, der har været. De konkluderede, at det sådan set ikke var lovgivning, der var behov for, men en ændret praksis og en bedre opfølgning og en bedre forebyggelse. Det synes jeg er vigtigt og gode ting, men jeg afviser ikke, at der kan komme lovgivningsmæssige skærpelser eller initiativer; hvis der er nogen, der kan pege på, præcis hvordan det skal formuleres, og hvordan det skal gøres, så er jeg med, for det her er en dagsorden, som jeg tror at vi alle sammen er enige om at vi kun kan gøre for lidt i forhold til.

Tak. Hr. Tom Behnke.

Men det er jo interessant, hvis det er sådan, at ministeren har den opfattelse, og at arbejdsgruppen og rapporter og alt sådan noget peger på, at det måske mere er et spørgsmål om, at man kigger på den måde, man håndterer de her eksempler på, altså hvordan man håndterer dem i politiet og hos anklagemyndigheden. Så er spørgsmålet jo – for der sidder ministeren som den øverste ansvarlige: Hvad har ministeren så gjort helt konkret i forhold til politi og anklagemyndighed? Er der sendt meddelelse til politiet og til anklagemyndigheden om, at man skal tage de her sager meget alvorligt og sørge for, at der bliver rejst nogle sager? Det er det ene.

Det andet er, at som lovgivningen er skruet sammen i øjeblikket, er det jo ikke strafbart, at der holder en flok med rygmærker på motorcykel uden for en politimands børns børnehave og kigger ind over hegnet, hver gang man afleverer børnene. Hvad vil ministeren gøre for at forhindre det? For det er jo det, der er en trussel.

Tak. Ministeren.

Som jeg redegjorde for, har der været en arbejdsgruppe, som politiet og Politiforbundet har deltaget i. De har redegjort for, hvilke tiltag de syntes var nødvendige at få fulgt op på, og det er Rigspolitiet og Rigsadvokaten lige nu i fuld gang med at følge op på. Som jeg også nævnte i mit indlæg, foregår det her arbejde i flere forskellige spor. Det spor, som vedrører forbedret registreringspraksis, bliver afsluttet nu, og det, som vedrører de arbejdsmiljømæssige forhold, bliver afsluttet inden årets udgang. Endelig står Rigsadvokaten for opfølgning på det spor, som vedrører strafforfølgning, og der forventer man at være klar med nye retningslinjer om reglerne om bl.a. tilhold og opholdsforbud omkring sommeren 2014. Så arbejdet er sat i gang og forventes afsluttet allerede denne sommer.

Tak til ministeren. Og så er det hr. Karsten Lauritzen, der bruger 5 minutter af sin taletid nu.

Tak. Det beslutningsforslag, som vi behandler her i dag, er udtryk for, at vi ser en, ja, forråelse i vores samfund. Der er færre og færre, der respekterer, at politimænd og -kvinder, fængselsfunktionærer, buschauffører og andre har et arbejde, som samfundet har bedt dem om at passe, og at der er noget lovgivning, som skal overholdes; der er flere og flere, der ser stort på det og udsætter de her mennesker og deres familier for vold og trusler om vold.

Som justitsministeren har sagt, viser Rigspolitiets rapport, at der fra den 1. januar 2012 til juli 2013 har været 2.381 sager om vold og trusler om vold, chikane mod politifolk, og det er ikke bare politifolk, der er tale om, det er et generelt problem. I fjerde kvartal 2012 var der ifølge Danmarks Statistik anmeldt 686 sager om vold mod en offentlig myndighed; i fjerde kvartal 2013, altså 1 år efter, var det tal steget til 863 sager om vold og trusler om vold mod politifolk, socialarbejdere, fængselsbetjente og buschauffører. Det er en stigning på 25 pct. på bare 1 år, en meget skræmmende stigning.

Jeg vil sige, at jeg synes, vi skylder at tage den her sag også lidt mere alvorligt, end jeg synes justitsministeren og regeringen gør, og at det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag. Berlingske bragte en artikel den 15. august 2003 om en politibetjent, der ikke tør stå frem med navns nævnelse af frygt for repressalier fra kriminelle, men som står anonymt frem og siger:

Jeg kigger over mine skuldre, hver eneste dag jeg kører hjem fra arbejde. Jeg kører også en bestemt rute, hvor jeg kan holde øje med, om der er nogle, der følger efter mig.

Det er altså en politiassistent fra Københavns Politi, der til daglig arbejder med rocker-bande-grupperinger. Og han siger:

Jeg bliver truet hver eneste uge på mit arbejde, ikke trusler om, at de vil skyde mig, men hele tiden små kommentarer om, at jeg skal passe på, at der ikke sker noget, og at det gør ondt at få en brosten i nakken. Problemet er, at man vænner sig til det, man kan jo vænne sig til meget, siger han.

Han kalder sig som sagt Michael, men tør som sagt ikke stå frem. Det er da dybt, dybt skræmmende, at de politifolk, som vi har sat til at håndhæve de love og regler, vi vedtager i Folketinget, bliver truet. En undersøgelse fra Forskningscenter for Arbejdsmiljø i 2012 viser, at hver anden politibetjent har oplevet at blive truet og udsat for vold på arbejde. Det er da noget, vi skal tage alvorligt. Og når man lægger den linje, som justitsministeren lægger, må jeg sige, at man bidrager til den her accept af situationen. Så kommer man til at vænne sig til den, når der ikke er vilje til at gøre andet end at sætte gang i et udvalgsarbejde, som ikke engang tager stilling til, om strafniveauet er det korrekte – det bliver der ikke taget stilling til i den rapport, den beskriver bare, hvad strafniveauet er, og det må jeg sige er ganske lavt. Derfor lægger beslutningsforslaget også op til en fordobling.

Altså, i dag er det sådan, at en overtrædelse af § 119 om alene trusler om vold giver, jeg tror 10-20 dages fængsel, hvis man ikke tidligere er straffet; sager, hvori der udøves ordinær vold, medfører i dag for en førstegangsovertrædelse 20-60 dages fængsel – 20-60 dages fængsel for at udøve vold mod en politibetjent må jeg altså sige jeg synes er meget, meget lidt. Og jeg tror, at en af grundene til, at vi ser den her stigning, er, at det er meget, meget lidt.

Derfor lægger forslagsstillerne op til, at der sker en fordobling, ikke af strafferammen, som er høj nok, men af det, der er normalstraffen, hvis den person, der begår overtrædelsen, tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet. På den måde får man isoleret de tilfælde, hvor der er tale om en værtshusskærmydsel, om man vil, med en person, der måske bare er blevet lidt fuld, fra de sager, hvor der er tale om, at det her er noget, rocker-bande-medlemmer bruger til at chikanere politifolk og deres familier med.

Jeg må sige, jeg synes, at strafniveauet i dag er meget, meget lavt, og jeg synes, at det er skuffende, meget skuffende, at regeringen ikke vil være med til at se på strafferammen, men blot nedsætter udvalg og iværksætter undersøgelser og al mulig andet. Der har været masser af undersøgelser, og der er lige blevet en færdig, som justitsministeren har redegjort for; der var en i 2008, som nåede frem til den samme konklusion. Og igen og igen bliver spørgsmålet om, hvad straffen skal være, skudt til hjørne, og igen og igen ser vi, at det har den konsekvens, at kriminelle elementer bliver ved med at udnytte den lempelige lovgivning, vi har, til at true flere og flere politifolk, fængselsbetjente og andre, der bare passer deres arbejde.

Derfor har vi i den borgerlige lejr fremsat det her beslutningsforslag, hvormed vi ønsker at skærpe lovgivningen på en række områder. Derfor håber vi selvfølgelig, selv om regeringen ikke støtter forslaget, at der vil være et flertal af partier i Folketinget, der vil støtte det. For det er meget, meget vigtigt, at vi tager den her udfordring, den her trussel, alvorligt. Tak for ordet.

Tak til hr. Karsten Lauritzen. Så er det fru Trine Bramsen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Der skal ikke et eneste sekund herske tvivl om, at det tema, vi behandler i dag, har Socialdemokraternes store opmærksomhed. De medarbejdere, der hver dag er garanter for vores værdifulde offentlige sektor, fortjener vores fulde opmærksomhed, ikke mindst når de chikaneres. Det gælder ikke mindst vores politi, vores fængselsfunktionærer og deres familier. Uden deres indsats ville vi ikke kunne opretholde den tryghed for danskerne, som vi Socialdemokrater vil gøre alt for at sikre.

Lad mig indledningsvis understrege, at vi Socialdemokrater ikke er bange for at straffe de mennesker, der ikke kan finde ud af at overholde de spilleregler, der gælder i vores samfund. Men øget straf skal have en effekt, og der er intet, der peger på, at dette forslag vil give en effekt. End ikke politiet selv eller deres faglige organisation mener, at det er vejen til mindre chikane, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at offentligt ansatte ikke chikaneres. Det er også derfor, vi har spurgt bl.a. politiet, hvilke løsninger de selv finder er de bedste. Der bør ikke være to meninger om, at det bedste, der kan ske, er, at vi helt undgår, at tjenestemænd udsættes for chikane. Det er, hvad enten de er på job eller holder fri. Forebyggelse er dermed det absolut bedste redskab.

Jeg må desuden bemærke, at forslagsstillernes første initiativ går ud på, at straffen for chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd skal være den samme, uanset om chikanen finder sted i tjenesten eller i fritiden, når chikanen sker i forlængelse af vedkommendes tjenestemandsfunktion. Sådan er det jo allerede i dag jævnfør straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, der giver en særlig strafferetlig beskyttelse mod vold, trusler og fornærmelig tiltale. Bestemmelserne omfatter både situationer, hvor offentligt ansatte overfaldes med vold, trusler eller fornærmelig tiltale i arbejdstiden, og situationer, hvor offentligt ansatte overfaldes uden for arbejdstiden i anledning af tjenesten eller hvervet.

Hvad angår forslagsstillernes fokus på chikane af familier til en offentligt ansat tjenestemand, så er vi Socialdemokrater også på det område fuldstændig enige i målet, men vi er ikke enige i midlet. Det er dybt forkasteligt at rette sin utilfredshed mod familier til eksempelvis en politimand eller fængselsbetjent, og heldigvis sker det meget sjældent. Og der er også allerede i dag mulighed for at straffe på baggrund af dette.

Lad mig også her henvise til, at det er politiets eget ønske, at netop denne type sager forebygges, hellere end at strafferammen skærpes. Ønsket om en ny særskilt strafskærpende omstændighed, hvis chikanen er rettet mod en offentlig tjenestemands nærmeste familie, når chikanen sker i forlængelse af vedkommendes tjenestemandsfunktion, støtter vi derfor heller ikke.

Det samme gælder den tredje del af forslaget, der omhandler dobbelt straf for chikane. Allerede i dag er det muligt for vores dommere at give en hårdere straf ved gentagen chikane.

Som nævnt har vi Socialdemokrater ingen fine fornemmelser i forhold til at undgå straf, men vi skærper til gengæld kun straffen der, hvor det giver mening. I dette tilfælde peger både politiet og Politiforbundet på, at det ikke løser problemerne med chikane at straffe hårdere. Derimod er det afgørende at klæde politifolkene langt bedre på til at håndtere potentielle chikanører og løse konflikterne, inden de eskalerer.

Vi Socialdemokrater har den største respekt for vores dygtige offentligt ansatte. Det er derfor, at vi eksempelvis ikke støtter nulvækst. Det er også derfor, at vi skylder vores offentligt ansatte løsninger, der virker. Det er derfor, vi skylder dem at lytte til det forslag, som de selv kommer med.

Med de ord skal jeg meddele, at vi Socialdemokrater ikke kan støtte det fremsatte forslag.

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg hørte fru Trine Bramsen sige, at Socialdemokratiet er klar til at gøre alt – hvorefter fru Trine Bramsen så lige nævnte en hel masse ting, man ikke vil gøre. Så det var altså ikke alt, man ville gøre. Men så fred være med, at man ikke vil støtte beslutningsforslaget her. Det har vel også noget at gøre med, at man er regeringsparti, og vi er i opposition, og sådan er spillets regler jo her i huset. Fred være med det. Men kunne man f.eks. så overveje at gøre noget helt andet? De regler, vi har omkring stalking, står jo for at skulle revideres nu og her, for de virker ikke helt så godt, som vi havde håbet. Vi kommer til at diskutere at lave en ændring af dem, således at stalkingreglerne kan bruges, også hvis det er sådan, at det er chikane, altså intimiderende adfærd over for tjenestemænd eller deres familier, uanset om det foregår i fritiden, eller mens de er på arbejde.

Fru Trine Bramsen. Værsgo.

Jamen lad mig gentage: Vi Socialdemokrater hylder vores offentlige ansatte. Derfor ønsker vi at gøre alt, hvad der vel at mærke virker. Kan vi i Retsudvalget have en god diskussion om skærpelser nogle andre steder, hvor det kan dokumenteres, at der er en effekt, så vil vi bestemt ikke på forhånd afvise det.

Tak til fru Trine Bramsen. Så er det den næste ordfører, og det er hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Vi støtter jo klart det her forslag. Vi synes i forvejen, at strafferammen er latterlig lav. Det er sådan, at det jo er en kendt sandhed, at med lov skal land bygges, som der står i fortalen til Jyske Lov fra 1241. Der står så også, at hvis enhver passede sit og gjorde, som man skulle, så var der ikke behov for love, der var ikke behov for politi, der var ikke behov for fængsler. Men nu, fordi det er sådan, at mennesket er en synder, så er der behov for politiet og for love.

Lov og orden er altså noget, vi i Dansk Folkeparti værner om som noget af det mest afgørende. Det, at forbrydere og kriminelle, som overtræder landets love, selvfølgelig skal pågribes og stilles for en dommer og dømmes, hvis de er skyldige, er jo simpelt hen fundamentalt for vores retssamfund. Vi har sat politiet til at sørge for, at forbrydere pågribes, og så er det op til domstolene at afgøre skyldsspørgsmålet. Det er klart, at politiet udøver et fuldstændig nødvendigt og afgørende arbejde, for det betyder, at danskerne kan føle sig trygge, og at lov og orden ikke erstattes med ren vilkårlighed, hvor det altid er forbryderen og den stærkeste, der får ret.

Politiet har det embede at sørge for, at landets love bliver overholdt. Derfor er det også en uhyrlighed, når politiet på grund af deres arbejde, det arbejde, vi har sat dem til, bliver chikaneret eller værre endnu, synes jeg næsten, når deres familier bliver chikaneret. Og når der nu er, som Venstres ordfører også påviste, en eksplosion af sager, så er det søreme noget, vi bliver nødt til at tage alvorligt. Vi kan ikke være andet bekendt.

Man kan selvfølgelig godt levere en lang sang fra de varme lande, hvorefter man så ikke gør noget alligevel, men jeg mener bare, at der skal skrides ind, at der skal skrides meget hårdt ind. Forleden hørte jeg, at den almindelige respekt for politiet simpelt hen er dalet. Hvis politiet beder om det, så vil borgerne ofte eksempelvis ikke oplyse om, hvad de hedder. Det viser jo altså, at der er et skred. Og jeg er ikke i tvivl om, at straf hjælper. Man kan så sige, at mens de sidder i spjældet, gør de da i hvert fald ikke nogen fortræd.

Vi skal skride hårdt ind mod det her, og det skal vi jo ikke kun gøre for politiets skyld, det skal vi gøre for lovenes skyld, og det skal vi gøre for danskernes skyld, sådan at almindelige, ordentlige danskere i tillid kan gå på gaden, og at de kan være forvisset om, at de kan føle sig trygge de steder, de går. Vi synes, det er et fremragende forslag, og vi ville selvfølgelig gerne have haft, at regeringen og justitsministeren havde lyttet lidt mere til det her kloge forslag.

Tak til hr. Christian Langballe. Den næste ordfører er hr. Jeppe Mikkelsen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, fru formand. Jeg vil godt starte med at kvittere for et meget sympatisk forslag fra oppositionen. Jeg tror sådan set, at alle folketingsmedlemmer på tværs af partierne tager fuldkommen afstand fra chikane af betjente og andre offentligt ansatte tjenestemænd. Alligevel mener vi ikke i Radikale Venstre, at det her beslutningsforslag er løsningen på problematikken, og det skyldes flere ting.

Forslagsstillerne ønsker, at straffen for chikane skal være den samme, uanset om chikane finder sted i tjenesten eller i fritiden, altså når chikanen, uanset hvad, er relateret til beskæftigelsen. Det er vi sådan set ikke uenige i. Det er bare allerede sådan i dag. Det fremgår ret tydeligt af den rapport fra den arbejdsgruppe, som har kigget på spørgsmålet om chikane, og vi fik den alle sammen den 12. februar i år, tror jeg det var, og det står på side 5:

»Bestemmelserne omfatter både situationer, hvor personer udsættes for vold, trusler eller fornærmelig tiltale mv. i arbejdstiden under udførelsen af tjenesten, herunder situationer, hvor de pågældende personer uden for arbejdstiden må anses for at være trådt i tjeneste, og situationer, hvor de pågældende personer udsættes for vold mv. uden for arbejdstiden i anledning af tjenesten.«

Det står faktisk ret sort på hvidt i noget, vi har modtaget så sent som i februar, og derfor er den første del, som oppositionen kommer med, sådan lidt et tomt forslag, bortset fra at der faktisk i visse tilfælde kan være endnu højere straffe, når det foregår i fritiden. Så følger man forslagsstillernes forslag, kan det måske faktisk betyde straflempelser. Det tvivler jeg på var intentionen, men det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Den anden årsag til, at vi ikke kan støtte forslaget, er, at man ønsker at forhøje strafferammen, og det mener vi i Det Radikale Venstre ikke er nødvendigt. Man kan altid som politikere foreslå at hæve strafferammen. Det er så nemt, men det er sjældent det, der løser det grundlæggende problem. Det er ikke at gå til roden, og det tager ikke hånd om årsagerne til problematikken, og derfor er vi også kritiske over for det her punkt.

I stedet for tror jeg, at man skal gøre mere for at klæde betjentene på. Der er et stort arbejde i gang i politiet, og jeg ved også, at der foregår en masse forebyggende arbejde i mange miljøer. Jeg var til den kriminalpræventive dag for nylig, og der havde jeg lejlighed til at høre om flere gode tiltag i en række politikredse, f.eks. forsøger man på Fyn gennem ressourcepersoner at komme tættere i dialog med de lokale i Vollsmose for bl.a. at undgå chikane af betjente og selvfølgelig også stoppe uro generelt set. Det er jo sådan nogle initiativer, som jeg synes politiet absolut skal roses for at tage. Det er vejen at gå. Det er det her beslutningsforslag desværre ikke. Om end det er sympatisk, bliver vi nødt til at afvise det. Tak for ordet.

Der er et par spørgsmål. Den første spørger er hr. Karsten Lauritzen, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg skal bare forstå det, som hr. Jeppe Mikkelsen, som jo ellers plejer at være rimelig godt inde i sagerne, sagde, nemlig at man er imod forslaget, fordi man synes, strafferammen er fin. Det synes vi sådan set også blandt forslagsstillerne. Jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke tror, hr. Jeppe Mikkelsen har læst forslaget grundigt nok. Det, man lægger op til, er en fordobling af normalstraffen; strafferammen er god nok, det er den idømte straf, der er problemet. Det er så fair nok, hvis Det Radikale Venstre heller ikke vil være med til at se på, om normalstraffen skal forøges.

Derfor vil jeg godt spørge, om Det Radikale Venstre virkelig mener, at det er fuldstændig fair, at et bandemedlem, der har begået en masse personfarlig kriminalitet, men ikke tidligere er straffet efter § 119, får 20-60 dages fængsel for at udøve ordinær vold på en politimand. Synes Det Radikale Venstre og hr. Jeppe Mikkelsen, at det er en fair straf?

Hr. Jeppe Mikkelsen, værsgo.

Det er fuldstændig korrekt, hvad hr. Karsten Lauritzen siger, nemlig at det ikke er strafferammen, som man foreslår hævet, men normalstraffen – det var selvfølgelig en fortalelse fra min side. Men der må jeg også stå fast på, at jeg synes ikke, der er behov for at gå ind og kigge på normalstraffen, og det har den arbejdsgruppe, der har siddet med bl.a. deltagere fra politiet og Politiforbundet, jo heller ikke peget på. Så jeg synes, at det leje, vi ligger på, er fornuftigt nok. Jeg synes i stedet for, man skal kigge mere på de grundlæggende omstændigheder, i forhold til hvad chikane skyldes.

I forhold til om det i en konkret sag er en fair straf, der er udmålt osv., vil jeg sige, at det kan man jo altid stå og diskutere. Jeg kender ikke den konkrete sag, men jeg kan da sige, at det jo er en skærpende omstændighed, hvis personen tidligere har begået noget kriminelt. Så hvis der er tale om et bandemedlem, vil det jo i hvert fald af og til være tilfældet.

Hr. Karsten Lauritzen, anden omgang.

Men det står ret klart i Rigsadvokatens redegørelse, at selv om man er tidligere straffet, hvis man ikke er straffet for overtrædelse af § 119, så er normalstraffen for ordinær vold mod tjenestemand i funktion 20-60 dages fængsel. Og det kan man så mene er meget eller lidt – i Venstre synes vi, det er meget lidt.

Jeg vil godt sige til hr. Jeppe Mikkelsen, at jeg synes, at hr. Jeppe Mikkelsen skulle læse den arbejdsgrupperapport. For grunden til, at man ikke anbefaler noget i forhold til strafferammen, er, at man ikke er blevet bedt om at undersøge det; man er ikke blevet bedt om tage stilling til det. Det siger jo sig selv, at hvis man ikke er blevet bedt om at tage stilling til, om strafferammen er den rigtige, og om normalstraffen er den rigtige, så forholder man sig ikke til det. Så man kan altså ikke læne sig op ad den arbejdsgrupperapport, som både regeringen og nu også Det Radikale Venstre læner sig op ad i forhold til at afvise det her beslutningsforslag.

Ordføreren.

Jeg tager til efterretning, at hr. Karsten Lauritzen ikke bryder sig om min holdning. Jeg ved ikke, om der var et decideret spørgsmål, men jeg tager selvfølgelig til efterretning, at der er forskel på Venstre og Radikale Venstre.

Hr. Christian Langballe for en kort bemærkning.

Nu nævnte ordføreren Vollsmose som eksempel. Det synes jeg måske ikke er det bedste eksempel, man kunne give i den sammenhæng, men jeg vil godt lige anføre en pointe, og det er, at de her såkaldte forebyggelsesstrategier er noget, man har benyttet sig af i mange, mange år, hvor man har sagt, at forebyggelse er det, der hjælper, og at straf aldrig hjælper; det er jo blevet sådan et mantra i debatten, hvilket jeg overhovedet ikke er enig i. Men det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, når man nu har alle de her forebyggelsesstrategier, er, om ordføreren kan forklare, hvorfor der så er en dalende respekt for politiets arbejde, og hvorfor der er sket en eksplosion i antallet af de her sager. Altså, jeg synes faktisk ikke, at det så virker, som om de forebyggelsesstrategier virker efter hensigten.

Jeg synes, det er fint, at man vil forebygge – ikke et ondt ord om det – men det kan bare ikke stå alene; der skal være nogle konsekvenser, og der skal være en straf, som er til at forholde sig til. Og jeg synes, at straffen – normalstraffen – i de her forhold er latterligt lav.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om mantraet i debatten er, at forebyggelse er det eneste, der virker, og at straf absolut ikke virker – jeg synes nu i hvert fald, det nogle gange har været omvendt, men det har måske lidt at gøre med, hvilke øjne der ser på det, og også med, hvilket mantra man sådan kæmper ud fra, og jeg er godt klar over, at undertegnede og hr. Christian Langballe nok ser lidt forskelligt på tingene.

Der skal selvfølgelig være konsekvenser – det mener vi sådan set også bare der er. Og så længe der finder chikane af betjente sted, kan vi også gøre mere, men jeg tror bare ikke på, at de forslag, som man er kommet frem med her, er mere end en tynd kop te; jeg tror ikke på, at det er det, der går ind og løser problemet.

Så nævnte jeg f.eks., at man kan lave nogle forebyggende tiltag, hvor jeg tog Vollsmose op som ét eksempel, fordi jeg for nylig blev inspireret af, at politiet derude gjorde et – i mine øjne – godt stykke arbejde; det er i øvrigt et nyt stykke arbejde, som de har sat i gang for nylig. Men der foregår jo i massevis af tiltag overalt i landet, og det kan selvfølgelig også handle om meget andet end at gå i dialog og lignende – det handler også om at klæde betjentene bedre på i mødet med personer, der potentielt vil chikanere dem.

Hr. Christian Langballe.

Jamen jeg kan da sige, at jeg for mit eget vedkommende uden videre kan bekende, at jeg også er stolt af, at jeg ikke er enig med Radikale Venstre – det skal da ikke være nogen hemmelighed – men nu stillede jeg et konkret spørgsmål, som jeg jo egentlig godt synes man kunne besvare rimelig nemt, nemlig i forhold til den tale om forebyggelsesstrategi, hvor man så i hvert fald kunne tage stilling til den dalende respekt, der er for politiets arbejde. Og jeg understreger, at det her jo ikke kun er for politiets skyld; det er også for landets loves skyld, og det er for den almindelige trygheds skyld; det skal være sådan, at landets love skal overholdes. Og det har vi jo altså sat politiet til at sikre, og det er det afgørende.

Ordføreren.

Men jeg tror måske ikke, jeg er helt enig i, at vi bare har forebygget og forebygget, og at det har været det eneste fokus, og at vi har gjort alt, hvad vi kunne – jeg tror godt, vi kunne have gjort mere, så jeg tror sådan set ikke, jeg er helt enig i præmissen for ordførerens spørgsmål. Og derfor roser jeg det, når politiet f.eks. kommer på nye initiativer, som de tager for at forebygge, at deres betjente bliver udsat for noget så frygteligt som chikane. Og så vil jeg erklære mig fuldstændig enig; jeg er selvfølgelig også glad for, at hr. Christian Langballe ikke altid er enig med Radikale Venstre.

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

Nu er det jo f.eks. sådan, at straffelovens § 119 kun omhandler vold og trusler om vold, men der kan være andre former for intimiderende adfærd, og der har vi en anden lovgivning om stalking. Altså, når det gælder stalking, kan man jo sagtens komme efter folk, også selv om de ikke udøver vold og kommer med trusler om vold. Spørgsmålet er, om Radikale Venstre, når vi nu alligevel skal i gang med at kigge på reglerne om stalking og gøre dem bedre, vil være med til at sikre, at de så også kan bruges i de her tilfælde, hvor det er offentligt ansatte tjenestemænd eller deres familier, der bliver udsat for intimiderende adfærd – uden at det er en direkte overtrædelse af § 119, men dog alligevel en chikane, der skaber utryghed. Og så må jeg beklage og sige, at jeg, når jeg så har hørt svaret, desværre er nødt til at løbe fra den her debat, og det irriterer mig. Men som medforslagsstiller støtter jeg selvfølgelig beslutningsforslaget.

Ordføreren.

Det er helt i orden – vi har alle sammen meget, vi skal nå!

I forhold til chikane er det jo fuldstændig korrekt, at den kan antage mange former, og det er en vigtig pointe. Som hr. Tom Behnke er inde på, har vi jo, et bredt flertal i Folketinget, for nylig – eller jeg tror, det er ved at være et par år siden – stemt for, at man f.eks. i højere grad skal kunne gå ind og give et polititilhold i tilfælde af stalking, altså ikke bare sådan chikane, som det kendes fra tidligere. Om det skal udvides til også at gælde tjenestemænd i funktion eller i privatlivet, har vi ikke taget stilling til, men det vil jeg sådan set gerne være med til at indgå i en dialog om; det vil jeg ikke være afvisende over for her i dag. Det er ikke en del af forslaget, men det vil jeg sådan set gerne indgå i en dialog om – og så vil jeg ønske hr. Tom Behnke en god weekend.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Tak. Jeg tænker bare på noget, for jeg bliver lidt i tvivl: Er det sådan Radikale Venstres generelle holdning, at forskellige former for chikane, trusler m.v. straffes hårdt nok i dag?

Ordføreren.

Altså, det har vi ikke gjort op med os selv, og det tror jeg ikke man kan svare entydigt på. Vi har i Radikale Venstre ikke sådan et straffestop, når det gælder chikane, hvis det er det, hr. Simon Emil Ammitzbøll spørger om. Det må altid være en konkret afvejning i hver enkelt sag. Vi har vurderet det her forslag, og det kan vi ikke støtte.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Grunden til, at jeg spørger, er jo, at det lyder meget fint med det her med, at vi skal gå til problemets rod – var det ikke det, der blev sagt? – og det er sådan lidt højstemt. Men problemets rod er altså, at der findes nogle personer, som måske er sådan lidt trestjernet psykopatagtige typer, som begår utrolig meget vold i vores samfund, og som har en intimiderende adfærd med mange trusler osv., og det er så de personer, vi prøver at beskytte nogle offentligt ansatte og deres familier imod. Og der er Radikale Venstres svar så rundkredsdialog? Undskyld, men jeg synes, det virker sådan lidt mærkeligt. For det er jo fair nok, at man, når det gælder førstegangsforbrydere og småforbrydere osv., gerne vil prøve at tage nogle alternative forslag i brug, men når det gælder de her folk, vil jeg altså sige, at jo flere af dem, vi kan få bag tremmer, jo bedre vil det være for den danske befolkning. Og det håbede jeg da egentlig at vi kunne få Radikale Venstre med på, så bandemedlemmer, rockermedlemmer og andre tosser ikke skal intimidere danskerne dagligt.

Ordføreren.

Jeg er vant til at blive kaldt rigtig, rigtig mange ting som pladderhumanist, rundkredspædagog og alt muligt. Hr. Simon Emil Ammitzbøll har jo engang været i mine sko og er sikkert også blevet kaldt de samme ting – det er sådan en klassisk ting, tror jeg, man bliver beskyldt for af de borgerlige, når man ikke umiddelbart og uden videre støtter strafskærpelser over en bred kam. Og det gør jeg ikke. Jeg tror på, at der er mange andre muligheder for at løse kriminalitetsproblemer end ved bare at sætte straffen op. Jeg tror faktisk ikke, det er den grundlæggende måde at løse det på. Løsningerne skal findes ude lokalt; det gælder både om at tage fat om de lokale miljøer, der er, men det gælder selvfølgelig også om generelt set at klæde politibetjentene bedre på for at kunne håndtere de her situationer. Det tror jeg er vejen frem.

Tak til den radikale ordfører. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt som SF's ordfører.

Der er ingen tvivl om, at vi i de her år står med et problem, når det handler om offentligt ansatte. Der er en tiltagende chikane, hvor folk tilsyneladende helt uden filter kan finde på at chikanere alle lige fra socialrådgivere over fængselsbetjente til politibetjente, og hvad det nu kan være. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, ligesom det er uacceptabelt, at det somme tider også går ud over pårørende til de her ansatte. Det synes vi i SF at vi skal anerkende er et problem, og vi synes måske også, at regeringen har gjort det, bl.a. ved at få nedsat det udvalg under Rigspolitiet, hvor man også har inddraget fagforeningen, i forhold til at forsøge at tage hånd om det her. Vi må bare sige, det er nødvendigt.

I går kunne man læse om en betjent fra Syd- og Sønderjyllands Politi, i en af mine kredse. Der var faktisk en betjent, som lige var blevet generet af nogle mennesker, mens han var ude som privatperson. De er så heldigvis blevet sigtet, og man kan jo så også håbe, at der falder en dom inden længe.

Retsudvalget besøgte på et tidspunkt Østjyllands Politi, jeg tror, det var sidste år, og her havde man faktisk oplevet voldsomme problemer med chikane af politibetjente. Men så havde man fra ledelsens side lavet en strategi, hvor man tog hånd om det her og hægede om opfølgningen med det samme, så der var en hurtig konsekvens, og det berettede man selv om havde fået chikanen til at aftage. Så jeg tror, at noget af det her i hvert fald er noget, der kan løses med et ledelsesmæssigt ansvar, hvor man tager problemerne alvorligt og har en klar politik for, hvad det er, en ansat, som oplever chikane, kan forvente af hjælp, og hvordan man følger op på det.

Jeg er jo ikke begejstret for det her forslag, som decideret ifølge justitsministeren kan risikere at betyde, at straffen vil blive nedsat, når det handler om chikane. Derfor støtter vi sådan set heller ikke det her, og vi synes egentlig, det er fornuftigt, at der er nedsat en arbejdsgruppe, som forventeligt kommer med flere initiativer. Derfor vil vi godt forbeholde os retten til at se, hvad det er for nogle initiativer, som arbejdsgruppen nu kommer med, for vi synes, det her er en vigtig problemstilling, som der skal gøres noget ved. Vi kan ikke acceptere, at folk, fordi de har et job, som de udfører på vegne af samfundet, bliver forfulgt, hverken på deres arbejde eller i fritiden.

Så vi afventer rapporten og eventuelle nye initiativer.

Tak til SF's ordfører. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen som Enhedslistens ordfører.

Det her forslag sigter jo på et problem, som bekymrer os alle sammen, tror jeg. Det er naturligvis uacceptabelt, hvis mennesker, der er ansat til at udføre en funktion til gavn for samfundet og til gavn for os alle sammen, udsættes for trusler, vold eller chikane på grund af deres arbejde. Det er jo i den grad ubehagelig læsning, når vi læser eller hører historier om, at politifolk eller deres familier udsættes for chikane, også når det sker i fritiden.

Netop fordi politibetjente og andre tjenestemænd udfører et stykke arbejde på vegne af os alle sammen, er det ekstra vigtigt, at der er respekt om såvel deres person som deres funktion, og derfor er det også et meget vigtigt signal at sende, når vi i straffeloven har en særlig bestemmelse, som beskytter ikke kun den person, der er bag uniformen, men også den funktion, der udføres på vegne af samfundet. Derfor har vi jo særlige straffelovsbestemmelser, som pålægger særlig straf, hvis man udøver vold eller chikane mod tjenestemænd. Der er tilmed en straffelovsbestemmelse, som kriminaliserer det at tale grimt til tjenestemænd i funktion.

De ting er særlig kriminaliseret, fordi vi gerne vil beskytte den enkelte, men også, fordi vi som samfund har behov for, at der eksisterer en særlig respekt omkring myndighedsfunktioner, f.eks. politibetjente, og det klare signal bakker Enhedslisten hundrede procent op om.

Enhedslisten kan alligevel ikke støtte de tre forslag, der er indeholdt i det her beslutningsforslag. For det første er det allerede sådan i dag, at man ikke får en mindre straf, hvis man chikanerer en politibetjent, bare fordi han heller hun har fri. Sker chikanen eller måske endda volden i anledning af politibetjentens arbejde, er det omfattet af den særlige bestemmelse i straffelovens § 119. Og som det vist også er fremført af andre ordførere, findes der jo i dag domstolspraksis, hvorefter det endda fører til højere straf, at det sker i fritiden.

For det andet er der ikke noget, der tyder på, at det ville have en præventiv effekt, hvis man, som det også foreslås, indførte dobbeltstraf til personer, der tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet. Samtidig er det jo allerede sådan i dag, at det er en skærpende omstændighed, hvis man tidligere er dømt for lignende kriminalitet. I dag er det sådan, at domstolene som oftest vil lade det føre til en højere straf, hvis man dømmes for chikane mod en politibetjent og tidligere har begået personfarlig kriminalitet.

Så vil jeg da slutte af med at pointere, at der jo altså har været en arbejdsgruppe, hvori såvel politiets fagforening, Rigspolitiet og Rigsadvokaten har deltaget, som har konkluderet, at der ikke er behov for ændret lovgivning. Så Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliances ordfører.

Tak. Jeg vil starte med det mest oplagte, nemlig at som medforslagsstillere er vi selvfølgelig for det foreliggende beslutningsforslag. Alt andet ville vel have været en overraskelse. Vi synes, det er vigtigt, at vi fra Folketingets side tager det alvorligt, at der er chikane mod offentligt ansatte tjenestemænd, både når det sker på jobbet, men også når det sker i fritiden, og det gælder også, når det handler om forhold for deres familier.

Jeg synes, man skal passe på med at blande tingene sammen. Der er ligesom tre elementer i det her, men jeg synes, der er to, man skal holde lidt væk. Det ene er: Findes der ikke også tilfælde, hvor det måske er en del af politiets arbejde, at der sker noget lidt alvorligt, osv.? Jo, det gør der, men det er ikke det, det her handler om. Det andet er: Skal vi ikke også gøre noget i forhold til nogle grupper og se, om vi kan få dem til at chikanere noget mindre, og forebygge i forhold til det? Jo, det skal vi da, men det er så bare heller ikke det, det her handler om.

Det her handler om dem, der så at sige er uden for pædagogisk rækkevidde: dem, som generer politiet; dem, som generer politiet, når politiet er i deres privatsfære; og dem, der generer politiets nærmeste, altså deres familiemedlemmer. Og den problemstilling synes jeg egentlig er noget, som vi burde kunne stå skulder ved skulder herinde om at tage os af. Det ser ikke ud, som om det lige bliver i dag, det kommer til at ske. Man kan jo så sige, at den dag de fire partier, der har fremsat forslaget, måtte få flertal, om vælgerne ønsker det, så kan vi jo gøre det til virkelighed. Det kan vælgerne få lejlighed til at tage stilling til om under 1½ år, og så håber vi, de følger forslagsstillerpartierne og ikke dem, der ikke har nogen svar.

Så skal jeg til sidst bare sige, at dengang jeg var i hr. Jeppe Mikkelsens sko, gik Det Radikale Venstre ind for højere straffe for trusler.

Det var ordførertalen? Tak. Jeg troede, der kom en fortsættelse, men tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.

Det kan jo hænde, at der er ordførere, der taler i kortere tid end det, der er muligt, men jeg må give formanden ret i, at det sker meget sjældent. Så vi kan jo sætte et lille kryds i bogen. Jeg vil også se, om jeg kan holde mig inden for min taletid her afsluttende og så sige tak for en god debat i Folketingssalen. Jeg ved ikke, om jeg skal takke de partier, som har sagt, at de vil støtte forslaget, for de er identiske med de partier, der er medforslagsstillere, så det ville måske være lidt mærkeligt, hvis de ikke gjorde det. Men jeg vil da takke for, at vi har haft en debat om emnet.

Så vil jeg sige, at jeg synes, det er noget skuffende, at regeringen og regeringspartierne ikke er villige til at gå videre, og særlig må jeg sige, at jeg er noget skuffet over Socialdemokratiet. At De Radikale, SF og Enhedslisten ikke vil være med til at se på straffen, er ikke så overraskende, men jeg synes egentlig, det er noget ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke vil være med. Lad os tage et af justitsministerens hovedargumenter for at afvise forslaget: Det ene handler om, at den første del kan man udlægge, som om der så vil komme mindre straf. Det er fint nok, vil jeg sige til justitsministeren, vi fjerner den del af beslutningsforslaget, det er ikke noget problem, det er jo ikke et lovforslag. Altså, det kunne vi komme ud over, og det skal vi da så få fjernet, til når forslaget skal genfremsættes i næste samling. Det skal vi ikke snakke om i lang tid.

Det andet argument, justitsministeren har, er, at der har været nedsat den her gruppe, og til ministerens forsvar var det jo den tidligere minister, der nedsatte gruppen. Jeg må sige, at jeg tror, der er lidt behov for, at der er nogen, der sender et klart politisk signal om, at det her jo er en politisk diskussion. Når man læser rapporten fra det udvalgsarbejde, ser man, at resultatet er meget identisk med de anbefalinger, der kom i 2008, da man havde sat den samme gruppe sammen. Man tog ikke i 2008, og man tager heller ikke i den rapport, der så er kommet fra Rigspolitiet, selvstændig stilling til, hvorvidt strafniveauet er det rigtige. Jeg kan da godt forstå, hvorfor man ikke gør det, for det er man jo ikke blevet bedt om, og det er helt ærligt heller ikke det rette forum at tage sådan en diskussion i. Det er jo en diskussion, der hører hjemme her i Folketingssalen. Og her er vi altså nogle partier, der mener, at det er meget, meget billigt sluppet, at en rocker eller et bandemedlem, der ikke tidligere er dømt efter § 119, får 20 til 60 dages ubetinget fængsel – så bliver man endda prøveløsladt efter to tredjedele af tiden, så det reelt er meget mindre – for at slå på en politibetjent i uniform eller i fritiden. Det er meget, meget lidt. Vi tror, det vil have en præventiv effekt at hæve straffen på de områder.

Derfor synes jeg, det er meget ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke vil være med, og at det hele bliver til sådan en snak om, at vi må undersøge tingene nærmere, og sådan noget. Altså, vi har undersøgt det her i mange år, og mens vi har snakket og man har haft arbejdsgrupper i Rigspolitiet og Justitsministeriet, er der sket én ting, og det er, at flere betjente, flere fængselsfunktionærer, flere buschauffører og flere socialrådgivere er blevet overfaldet. I min ordførertale indledningsvis var jeg inde på, at vi har set en stigning på 25 pct. alene fra første kvartal i 2012 til første kvartal i 2013. Det er altså en voldsom stigning, og vi bliver nødt til at gøre noget. Derfor kan jeg også sige, i hvert fald på Venstres vegne, at vi har tænkt os at genfremsætte det her beslutningsforslag i den kommende samling, og jeg håber, de øvrige borgerlige partier vil være med. Vi håber, at Socialdemokratiet og justitsministeren til den tid er kommet på lidt bedre tanker eller i hvert fald gør et eller andet andet end at sige, at man synes, det er alvorligt, og så ikke reelt gør noget.

Med de ord skal jeg takke for debatten og sige, at vi selvfølgelig har en række ting, som vi vil prøve at få frem i lyset i udvalgsbehandlingen, bl.a. at der efter min bedste overbevisning findes langt flere end de to sager om chikane over for familiemedlemmer, som justitsministeren redegjorde for. Jeg vil også sige, at jeg forstod justitsministerens udsagn under ministertalen sådan, at hvis det er et stort problem, er man villig til at lovgive på det punkt. Så hvis vi kan påvise det i udvalgsbehandlingen, har jeg en forventning om, at Socialdemokratiet måske skifter holdning til beslutningsforslaget. Det kunne man jo håbe.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi tager den her problemstilling meget, meget alvorligt. Det skylder vi de betjente, som hver evig eneste dag bliver udsat for chikane, de buschauffører, der bliver udsat for trusler, og de fængselsfunktionærer, der bliver udsat for vold, alene fordi de passer deres arbejde. Vi kan ikke være andet bekendt end at tage det meget, meget alvorligt. Tak.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.