Tak for det.
Først tak for debatten, også selv om der ikke er flertal for beslutningsforslaget.
Det havde jeg heller ikke helt regnet med, men det glæder mig trods alt, at der er en enighed om behovet for en mærkningsordning, også selv om der kan være forskellige synspunkter på, om det skal være en national ordning eller en EU-mærkningsordning.
Som jeg nævnte i nogle af mine korte bemærkninger, kan vi i Dansk Folkeparti godt være med på en EU-mærkningsordning, men vi frygter jo som sagt, at der kan gå lang tid, inden man kan blive enige om det, også fordi EU mange gange ikke har hurtigste proces i hele verden, så derfor synes vi jo, at vi i Danmark godt kunne gå forrest og vise, at man faktisk også nationalt kunne lave en mærkningsordning, for der er ingen tvivl om, at der i hvert fald er behov for den.
Det lyder da også til, at et samlet flertal i Folketinget er enige i det, måske lige på nær Liberal Alliance, som ikke kunne se behovet for det.
Jeg tror ikke, at der er tvivl om, at it-infrastruktur er utrolig vigtigt i Danmark, og der er mobildækning jo også utrolig afgørende både for vores erhvervsliv, men i lige så høj grad for vores private måde at leve på, både selvfølgelig for at have social kontakt med venner og familie, men også hvis man står et sted og uheldet skulle være ude og man har brug for at ringe, så er det jo uholdbart, at man er et sted, hvor der måske ikke er dækning, og måske står i den situation, at telefonen bare har så dårlig antennekvalitet, at man ikke kan få kontakt med beredskabet.
Der har været en stor debat igennem mange år om mobilhuller, og jeg tror, at rigtig mange har haft fornemmelsen af, at det kun var teleselskabernes skyld, at de ikke havde sat antenner nok op, og at det var dem, der var skyld i, at der ikke var en ordentlig dækning, hvor det jo så i hvert fald over de senere år har vist sig, at der er kommet en bredere fokus på, at der faktisk også er noget i den anden ende, der kan være et stort problem, og det er mobiltelefonernes antennekvalitet, som har en kæmpe betydning for, hvordan man oplever signalet rundtomkring i landet.
Der synes vi jo i Dansk Folkeparti, det er utrolig vigtigt, at forbrugerne får mulighed for at få den viden med, altså om, hvilken kvalitet telefonen har, inden man nu går ud og vælger den telefon, man gerne vil have.
I november sidste år kom Erhvervsstyrelsen så med den omtalte test, som også flere ordførere har nævnt, hvor målinger jo viser, at der er en forskel på mere end ti gange i styrken af det radiosignal, der kræves for forbindelse, mellem den dårligste telefon og den bedste telefon.
Det er da i hvert fald en forskel, der er værd at bemærke.
Der er også stor forskel, alt efter om telefonen anvendes håndholdt eller i en håndfri installation.
For en af telefonerne i undersøgelsen var det helt oppe på 50 gange mere i signal, hvis man brugte den som håndfri.
Så det er virkelig også en parameter, der er værd at kigge på, og det viser bare, at antennekvaliteten altså er utrolig vigtig for at opleve noget mobildækning.
Og det ville nok være en stor del af løsningen, hvis vi fik mere fokus på det.
Så hvorfor ikke give forbrugeren den viden om antennekvaliteten?
Det lyder det så heldigvis også til at der er enighed i Folketinget om at man skal have, og det glæder mig.
Jeg synes jo også, at man burde bygge videre på de data, vi har samlet ind via Erhvervsstyrelsen, men som Enhedslisten også har været inde på og gerne vil have mere at vide om, synes jeg sådan set, at det mest optimale ville være, hvis man kunne pålægge selskaberne selv at levere de her data.
Jeg tror også, at erhvervsministeren sagde, at det var den model, man arbejdede med.
Det ville gøre det billigere for staten, men det er også kun rimeligt, at selskaberne skal levere de data.
Det var også det, Enhedslisten efterlyste svar på.
Så det kan vi jo helt sikkert arbejde videre på.
Den radikale ordfører sagde noget om, at han mente, at det måske ville være en teknisk handelshindring, hvis vi gjorde det.
Det synes jeg ikke, og jeg har faktisk også stillet spørgsmål om den del til den tidligere erhvervsminister, som svarede, at man faktisk godt kunne lave sådan nogle regler, hvis en række specifikke krav og regler var opfyldt.
En af dem var blandt andet, at det skulle være af hensyn til beskyttelsen af forbrugerne, og at man kun måtte gøre det, hvis det ikke kunne løses ved at foretage mindre restriktive handlinger.
Jeg vil sige, at jeg ikke synes, det er specielt restriktivt at lave en mærkningsordning for et produkt, og jeg synes da heller ikke, at det kan være en teknisk handelshindring, da det trods alt er rimelig ens for alle.
Så vidt jeg ved, er der ikke nogen store verdensomspændende producenter på det danske marked, som producerer i Danmark, så på den måde er det i hvert fald heller ikke en teknisk handelshindring for at tilgodese vores egne fabrikanter.
Så ud fra de svar, jeg har fået, synes jeg godt, man kunne lave en mærkningsordning, uden at det også skulle være en teknisk handelshindring.
Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg selvfølgelig synes, det er ærgerligt, at der ikke er opbakning til en dansk ordning, men jeg vil trods alt glæde mig til, at der potentielt kommer en EU-ordning, og jeg håber så også, at det ikke er noget, der bliver udskudt i al for lang tid.
Så vil jeg også gerne kvittere for den opfordring, som SF's ordfører, hr.
Steen Gade, kom med, om, at det måske kunne være anledning til, at udvalget under udvalgsarbejdet sammen kunne lave en beretning, hvor man fik bekræftet og presset på for, at det her altså er noget, hele Folketinget arbejder hen imod, og som gerne skulle blive til noget, og at man dermed måske også løbende kan følge op på det i forhold til EU, så man får presset på, for at vi får den her mærkningsordning.
Tak for debatten.