Det næste punkt på dagsordenen er:

29) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 58:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af den valgfri protokol af 13. december 2006 til konventionen om rettigheder for personer med handicap.

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 26.02.2014).

Forhandlingen er åbnet, og det er først hr. Eyvind Vesselbo som ordfører fra Venstre.

Den her sag er jo en sag, som i hvert fald i store kredse i Danmark har været drøftet igennem mange år, nemlig om Danmark skulle ratificere konventionen om individuel adgang til handicapkomiteen, altså at man kan klage til FN's handicapkomité over beslutninger truffet i Danmark. Danmark ratificerede FN's konvention den 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap, og til den konvention var der jo en lille tilføjelse, og det er den protokol, som vi drøfter i dag, om vi skal sige ja til.

Den drejer sig om, at handicappede, hvis de har været igennem et retssystem i Danmark, hvis de har følt, at der var nogle ting i deres rettigheder, der ikke blev tilgodeset, hvis de har været igennem alle de instanser, som man kan i den sammenhæng, så skal de kunne klage til en komité i FN, som tager sig af den her klage. Nogle vil sige, at i Danmark har vi da virkelig et gedigent klagesystem, så hvis man får nej i kommunen, kan man klage til Ankestyrelsen, så kan man klage til den ene og til den anden og den tredje, og man kan endda også prøve tingene ved en retslig instans. Og så skulle det vel i og for sig være nok. Men det er ikke sådan nødvendigvis, for det er ikke altid sådan, at fordi man har ret, får man ret, heller ikke i et klagesystem i Danmark.

Derfor er det altså vigtigt, at man, når man har været igennem alle de her klageinstanser, så har en yderligere mulighed ved at få nogle uden for Danmark til at se på sin sag. Sagen er jo, og det synes jeg man oplever tit, at der er folk, der faktisk har nogle helt reelle indvendinger imod den måde, man har grebet deres sag an på, og hvor man så gang på gang i systemet får nej til det, man egentlig føler man har ret til. Det, som jeg ofte har følt i en lang række sager, er, at systemets forskellige instanser holder sammen, fordi de ligesom bygger på hinandens fortolkning af den konkrete sag. Som jeg har sagt ofte i de her sager: Systemet lukker sig om sig selv, og så kommer man ikke videre, fordi man ikke kan vinde sagen, fordi alle egentlig holder sammen for at sige, at det, den første gjorde i den her sag, var rigtigt.

Derfor er det vigtigt, at man har et andet sted at gå hen, nemlig ligesom lidt en second opinion på landsplan, og at man kan komme og klage til komiteen. Komiteen kan ikke ændre noget. Den kan ikke pålægge Danmark nogen ting, men den kan komme med nogle anbefalinger til, hvad man burde gøre, og hvad det enkelte menneskes rettigheder er. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at man har den mulighed. Derfor er det positivt, at det ligger i det her forslag om, at vi i Danmark tilslutter os annekset her til konventionen.

Der er nogle ting, som jeg synes kunne være vigtigt at få på plads i behandlingen af den her sag. Det er at få et overblik over, hvor stort omfanget vil blive af det her. Det kan kun blive gisninger, men det er klart, at der må være materiale, som kan beskrive det. Det andet er: Hvad er økonomien i det her system? Altså både omfang og økonomi hænger lidt sammen.

Jeg kan bare sige, at Venstre støtter det her forslag om at ratificere denne del af protokollen.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har meldt sig med korte bemærkninger. Den første er fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokraterne.

Det synes jeg da er glædeligt. Det var dog fantastisk – det er da en nyhed. Hvad er det, der har forandret sig? For det er jo altså efterhånden nogle år siden, vi har tiltrådt selve konventionen, så hvorfor skulle det tage så mange år for Venstre at komme frem til den glædelige konklusion, at man selvfølgelig også skal tilslutte sig tillægsprotokollen?

Ordføreren.

Jeg synes, fru Rosenkrantz-Theil skulle glæde sig – og nøjes med at glæde sig – for det, der er vigtigt, er, at vi nu tilslutter os den her protokol, og at de handicappede, som har brug for at klage, får den her mulighed. Vi kan godt bruge lang tid på at diskutere, hvorfor det skulle tage så lang tid, men sådan er det jo med mange ting – det kan være, at der er nogle forhold, der gør sig gældende på et bestemt tidspunkt, og som så ændrer sig. Sagen er, at det står helt klart, at Venstre støtter, at man ratificerer det her.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Nu kunne jeg ikke lade være med at gå ind og finde et citat fra Dansk Folkeparti frem, for det var jo en noget opildnet debat, der i sin tid var om det her punkt. Der sagde fru Tina Petersen, der var ordfører på det tidspunkt, at »... når jeg så ser denne komité med en sammensætning af afrikanere og asiater, så sidder jeg og tænker: Jamen hold da op, de når os jo ikke engang til sokkeholderne i ligeberettigelse.«

Så kan man jo ikke lade være med at tænke på, om årsagen til, at Venstre nu går ned ad den her vej, måske er, at man ikke på samme måde er afhængig af et parlamentarisk flertal med Dansk Folkeparti. Eller er det sådan, at det her er sådan en kurs, vi vil se Venstre have fremover, altså at det vil sige, at man godt vil – eller tør, kunne jeg måske sige – ratificere den her slags uden Dansk Folkepartis godkendelse?

Ordføreren.

Nu synes jeg, det er lidt specielt at bede mig om at svare på, hvad Dansk Folkeparti mener. Det er sådan en lidt underlig situation. Jeg er jo medlem af Venstre, og jeg tror godt, at fru Rosenkrantz-Theil ved, at jeg er medlem af Venstre, og at jeg derfor svarer på Venstres vegne. Der kommer jo en ordfører for Dansk Folkeparti om lidt, og så kan fru Rosenkrantz-Theil jo stille det spørgsmål til hende. Det er sådan set ikke mig, der skal svare på det.

Alt det der fnidder kan vi godt diskutere, men det, jeg mener er vigtigt i den her sammenhæng, er, at vi nu får en vedtagelse af det her, som hjælper nogle mennesker i Danmark, der er handicappede, til at få en mulighed for at klage. Se, det er det centrale for mig, og så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvad Dansk Folkeparti har sagt for nogle år siden, for det er sådan set ikke det, der er det væsentlige her; det væsentlige er, at vi får hjulpet nogle mennesker.

Tak. Så er det fru Stine Brix, Enhedslisten.

Jamen jeg synes sådan set også, det er interessant at høre, hvad der er årsagen til, at Venstre har skiftet holdning på det her punkt. Vi fremsatte jo et beslutningsforslag tilbage i samlingen 2008-09, hvor det desværre blev stemt ned, så det vil sige, at der er gået 5 år, så vidt jeg lige kan regne ud, hvor den her mulighed ikke har eksisteret, og hvor mennesker med handicap i Danmark, som har følt, at handicapkonventionen er blevet krænket af det danske samfund, ikke har haft muligheden for at klage. Hvordan kan det være, at man ikke ville det dengang, og hvordan kan det være, at man så synes, det er en god idé nu?

Ordføreren.

Som jeg sagde til fru Rosenkrantz-Theil, er vi jo nu enige om, at det her skal gennemføres, og det er ligesom det centrale, synes jeg. Vi kan godt diskutere, og det synes jeg at man skal gøre med dem, der har lyst til det, hvorfor det ikke er sket før, men det vigtigste er vel – og det må Enhedslisten vel også mene – at det her bliver gennemført, og at det bliver gennemført nu, og i øvrigt at det bliver gennemført med et bredt flertal. Og så må man glæde sig over, at det er det, der er situationen.

Fru Stine Brix.

Jeg er faktisk i stand til både at glæde mig og stille spørgsmål på samme tid. Jeg synes bare, det er interessant, hvad det er for et skifte, der er sket. Altså, hvad er det for en ny situation, der er? Det kunne jo godt være, at der var sket et eller andet, som gjorde, at Venstres holdning var en anden. Jeg har også bemærket, at der tidligere, faktisk for ikke så længe siden – jeg mener, at det er omkring et halvt år siden – var en situation, hvor Venstres gruppeformand tog initiativ til en debat om menneskerettighedskonventioner og om, hvorvidt de skulle indarbejdes i dansk lov. Altså, har man haft den debat i den her sammenhæng i Venstre, eller mener man ikke, det er relevant i den her sammenhæng?

Ordføreren.

Altså, nu er det jo sådan, at jeg ikke nødvendigvis refererer, hvilke debatter vi har i Venstre. Det tror jeg at vi klarer internt på vores gruppemøder og ved andre møder i Venstre. Der finder vi frem til den politik, vi skal føre. Det, jeg kan sige, er, at når jeg står her på talerstolen, er det netop, fordi vi i Venstre er enige om at sige ja til den her ratificering. Så jeg mener, at det er det, der er det centrale. Jeg står ikke her og stiller spørgsmål om, hvad Enhedslisten diskuterer på sine gruppemøder eller på andre møder internt.

Så lad os nu holde os til det, som er sagen her, nemlig at vi fra Venstres side siger ja til at ratificere den her protokol. Det er det centrale for mig, og det burde også være det, der var det centrale for Enhedslisten, nemlig at få hjulpet nogle mennesker på den her måde.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg synes måske, at jeg vil anholde, at det der med, at alt det der fnidder kunne vi godt lægge væk, for det her handlede om at hjælpe nogle mennesker, blev en lille smule skinhelligt. Ja, det handlede det sådan set også om, da vi tidligere foreslog, mens vi ikke havde regeringsmagten, at vi skulle hjælpe nogle mennesker. Her brugte Venstre sit flertal på at stemme det ned. Der er sådan set gået en årrække, hvor det så ikke har været muligt at hjælpe de mennesker, fordi Venstre stemte det, vi gerne ville, ned. Det synes jeg måske blev lige lovlig helligt.

Så vil jeg sige, at det sådan set ikke kun var Dansk Folkeparti, men også Venstres egen minister på området, der sagde det, om end ikke helt så farverigt som Dansk Folkeparti, og derfor var det Dansk Folkepartis citat, jeg tog op. Men også fru Karen Jespersen, der var minister på det tidspunkt, anholdt jo, at det her var et nationalt anliggende, og at Venstre og den daværende regering derfor ikke ville støtte forslaget, og at der var tale om, at der i perioder ville være folk fra helt andre samfund end vores, der så skulle til at sidde og tage stilling til det med, om handicappedes rettigheder blev overholdt.

Til det vil jeg bare sige, at for Socialdemokraterne er det afgørende vigtigt, at Danmark bringer sig i front, hvad angår handicappedes rettigheder. For os er det selvfølgelig vigtigt, at vi også tilslutter os de internationale tiltag, der er på det her område. Vi er stolte af, at vi har ratificeret handicapkonventionen, og vi glæder os over, at det nu lykkes at ratificere den her tillægsprotokol. Det handler om at få lige adgang, og det handler om, at vi i Danmark på det her punkt har haltet bagefter. Der er rigtig meget at være stolt af i dansk handicappolitik. For nylig talte jeg med en, som har været på området de sidste 40 år af sit arbejdsliv, som sagde, at det unægtelig var et af de områder, hvor tingene, når man så tilbage på et 40-årigt arbejdsliv, jo havde flyttet sig meget, meget markant.

Men det betyder jo ikke, at tingene skal gå i stå. For i løbet af den her uge talte jeg også med en bekendt, som fortalte, hvordan situationen f.eks. er med hensyn til adgang til museer, men også adgang, når vi taler om f.eks. at skulle med toget, hvis man er kørestolsbruger i Danmark. Ja, rigtig mange ting er blevet rigtig meget lettere, men der er altså også lang vej endnu. Så til det her med at have sådan en selvgod opfattelse af, at i Danmark er vi meget længere med ligebehandling, end man er alle mulige andre steder, vil jeg sige: Altså, nu ved jeg ikke, om vi ønsker samme situation, som de har i New York, men i New York er det sådan, at hvis der ikke er adgang for en kørestol, kan man tildeles en bøde, indtil man får det i orden, og man får igen en bøde, hvis man så ikke har givet adgang for kørestolsbrugere. Det er bare for at komme med et, synes jeg, relativt illustrativt eksempel på, at man i andre samfund er gået meget, meget længere i forhold til ligebehandling og tilgængelighed for handicappede.

Så jeg synes, at vi skal pakke selvgodheden væk. Ja, vi kan meget i Danmark. Ja, vi har et fantastisk velfærdssamfund. Ja, vi har flyttet os helt vildt meget i løbet af de sidste 40 år, hvis det er det, man ser tilbage på handicapområdet. Men hvor har vi dog også ufattelig meget at lære af andre samfund, og derfor er det vigtigt, at vi på det her område rækker hånden ud og bliver en del af det internationale samfund, der er, hvad angår ligebehandling af handicappede. Så mener jeg i øvrigt også, hvis vi skal være lidt selvgode, at vi også har rigtig meget at byde på i forhold til samfund, som jo på ingen måde har nået de standarder, som vi har nået i Danmark. Men vi skal huske på, at lige så meget som de har at lære af os, mindst lige så meget har vi altså også at lære af andre samfund.

Jeg tror, jeg fik sagt, at vi allerede har ratificeret selve handicapkonventionen. Det, vi behandler i dag, er jo sådan set klageretten, og et eller andet sted virker det mærkværdigt på mig, at man i den tidligere regering valgte at ratificere konventionen, men de værktøjer, der er til, at man på en eller anden måde også sørgede for, at den konvention blev overholdt, valgte man så at lade være med at indføre. Altså, det svarer jo til at lave en eller anden lovgivning om, at man ikke må køre mere end 130 km/t. på motorvejen, men hvis man gør det alligevel, er der ingen konsekvenser. Altså, jeg er med på, at der ikke er nogen sanktionsmuligheder i det her, men jeg tror, at det at få en rapport fra en FN-komité, som siger, at der er nogle forhold, der ikke er i orden, tager de fleste politikere faktisk temmelig seriøst, særlig når det gælder f.eks. handicappede.

Javel, der er ikke nogen sanktion, men det at have mulighed for at klage, det at have mulighed for at rejse sager har selvfølgelig rigtig store politisk konsekvenser, og derfor er det vigtigt, at vi gør det her. Så det her med at lave konventioner bliver jo snak, hvis ikke man tør gå linen ud og sige, at selvfølgelig skal tillægsprotokollen også med, hvor klageadgangen er til stede, så vi igen efter min mening kan se os selv i øjnene i international sammenhæng, når vi drøfter spørgsmål om handicappede.

Jeg tror, at det skulle være klart, at Socialdemokratiet støtter forslaget.

Tak. Der er et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning, og det er fru Mai Mercado, De Konservative.

Jeg bed mærke i, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil sagde, at ligebehandling er vigtigt. Det er vi jo for så vidt enige i i Det Konservative Folkeparti, men jeg vil bare godt spørge sådan lidt ind til det danske klagesystem, som jo er Ligebehandlingsnævnet. Mener ordføreren, det er vigtigt, når Ligebehandlingsnævnet bruger tid på priser på hårklip og forskel på mænd og kvinder, hvor altså en klipning af en korthåret kvinde jo altså ikke må sættes dyrere end en klipning af en korthåret mand osv. osv., eller differentierede priser i swingerklubber eksempelvis? Er det ligebehandling, når vi taler om, at ligebehandling er bedst? Altså, det er bare for spørge, om ikke ordføreren er enig i, at det måske er udtryk for et dansk system, hvor kæden måske hopper lidt af engang imellem?

Ordføreren.

Altså, nu synes jeg, der er stor relevans i lige præcis det der med korthårede kvinder og deres priser ved frisøren, vil jeg gerne have lov til at meddele fra den her talerstol. Men jeg tror, hvis vi sådan skal tage det på et mere principielt plan, end at jeg gerne vil have lavere frisørpriser for mit eget vedkommende, at det er en god idé at tage den med vores ligestillingsordfører i stedet for. Det beskæftiger jeg mig i de her år relativt lidt med og skal derfor ikke gå ind i en længere diskussion, hverken om priser i swingerklubber eller på klipninger.

Fru Mai Mercado.

Der er altså utrolig mange upassende ting, man kunne sige lige nu som opfølgning, men det vil jeg lade være med. Så jeg vil egentlig bare sige, at det jo får relevans i den henseende, at Ligebehandlingsnævnet jo er den danske måde at kunne påklage forskelsbehandling på, altså når man ikke føler, at man er blevet behandlet godt nok.

Det virker jo mærkeligt på mig, når de sager, man som politiker bliver mødt mest med, handler om mænd, som ikke må overnatte på en bestemt etage på hotellet Bella Sky; handler om forskelle i priser på swingerklubber; og handler om forskelle mellem korthårsfrisurer og langhårsfrisurer. Jeg kan kun sige, at ordførerens frisure ser rigtig glimrende ud, så det er en god frisør, ordføreren har fat i.

Men det virker bare, som om der er noget, der er løbet helt løbsk i det danske klagesystem, og derfor kan man jo godt være bekymret for, hvordan det internationale klagesystem vil komme til at tage sig ud.

Ordføreren.

Altså, det er lige før, jeg vil stille en flaske vin på højkant på, at FN's handicapkomité hverken kommer til at tage sig af frisørpriser eller swingerklubber. Hvis den gør det, giver jeg den dyreste flaske rødvin, du kan pille ned fra hylden nede i Snapstinget. Det tror jeg simpelt hen ikke på. Altså, jeg er med på, at der kan være ting omkring det Ligebehandlingsnævn, hvor mine øjenbryn også er røget op i panden. Der var engang også noget med priser i forbindelse med et af de der diskoteker, hvor der var forskel på prisen for mænd og kvinder.

Det er sikkert fint, at det også bliver taget op, men jeg vil sige, at det, vi behandler i dag, har en helt anden karakter. Vi taler om handicappedes ligebehandling i vores samfund og de internationale regler, der følger med. Så jeg synes måske, at den anden debat hører til i en ligestillingsdebat.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det her forslag handler om en ratifikation af FN's valgfri protokol. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti finder det vigtigt, at det er det danske Folketing, der laver de regler og de love, vi mener der skal laves, og behandler de klager, der skal behandles i vores klagesystem.

Det her handler om et politisk signal, Danmark gerne vil sende. Det vil sige, at der ikke er tale om en retslig proces, og der er heller ikke tale om, at komiteen med bindende virkning kan afgive fortolkninger af konventionen eller afgøre konkrete sager. Komiteen har heller ikke beføjelser til at gennemføre undersøgelser på en deltagende stats territorium uden statens samtykke. Komiteens udtalelser vil være vejledende, og den til enhver tid siddende regering vil derfor tage stilling fra sag til sag. Så hvis nogen tror, at det vil sikre mennesker med handicap bedre vilkår i Danmark, så er det ikke vores opfattelse, at det vil ske med en ratifikation. Derimod kan man som borger blive ved med at blive fanget i et klagesystem.

I Dansk Folkeparti mener vi, at vi skal sikre mennesker med handicap de bedste vilkår og rammer her i Danmark. Vi står med store udfordringer på det sociale område, herunder er der en sagspukkel i Ankestyrelsen, efter at regeringen og Enhedslisten nedlagde de sociale nævn. Det vil sige, at mennesker med handicap kan være fanget i det danske system, mens sagsbehandlingsprocessen kører i årevis. Og jeg har fået mange henvendelser fra borgere, der har fået et brev fra Ankestyrelsen om, at deres sag vil tage længere tid om at blive færdigbehandlet. Og når så Ankestyrelsen har færdigbehandlet klagen, sender kommunen den måske tilbage igen, og så beder kommunen om nye oplysninger i borgerens sag. Sådan kan ens sag pendle frem og tilbage i systemet, og her er det, Dansk Folkeparti mener, at vi i Folketinget kan gøre en fælles indsats.

Det er her i Danmark, vi skal sikre, at mennesker med handicap hurtigt får afgjort deres sag i Ankestyrelsen. Det kunne gøres ved f.eks. et sagsbehandlingsloft, hvilket er blevet samlet afvist af regeringen. Dansk Folkeparti har tidligere haft et beslutningsforslag på i salen og foreslået, at hvis en borger fik medhold i Ankestyrelsen, så fik man kompensation, netop for at forebygge, at de som kommuner prøvekører sager. Mens sagen kører, sparer kommunen ydelsen til borgeren. Desværre var der ikke flertal for dette.

Det her forslag er ren signalpolitik. Regeringen skulle hellere sørge for, at kommunerne overholder den lovgivning, vi har i dag, da det er gratis for kommunen at bryde loven. I Dansk Folkeparti har vi i årenes løb arbejdet for at forbedre vilkår og rammer for mennesker med handicap. Vi fik gennemført et retskrav til unge, STU-uddannelsen, og i satspuljeregi har vi kæmpet for et forsøg på en overbygning i forhold til STU, som nu er forankret i TV-Glad. Dansk Folkeparti har haft flere forespørgsler i Folketingssalen for netop at forbedre indsatsen over for mennesker med handicap, herunder om kommunernes efterlevelse af love og regler og ankepraksis og også om tilbud til mennesker med handicap.

Mennesker med handicap skal have nogle gode rammer, men vi mener ikke, at det sker ved en ratifikation af FN's protokol. Det giver nærmere en falsk tryghed. Vi skal satse på indsatsen her i Folketinget, og vi skal forbedre indsatsen for mennesker med handicap også i forhold til det kommunale selvstyre. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg tror, at ordføreren hørte citatet tidligere. Jeg tror bare, at ordførertalen måske gav mig anledning til at spørge om noget lidt andet end citatet om afrikanere, arabere, og hvem det var, der sad i den der komité. Jeg begriber simpelt hen ikke, hvordan det kan stå i modsætning til hinanden at ville forbedre de handicappedes vilkår og så at ratificere tillægsprotokollen. Det forstår jeg simpelt hen ikke. Og jeg vil gerne høre fra ordføreren, om der er en eneste handicaporganisation, bare en lillebitte, lillebitte handicaporganisation eller bare en enkelt handicappet, som Dansk Folkeparti kan hive op af en hat og sige: De mener også, at det er falsk tryghed, hvis det er sådan, at tillægsprotokollen ratificeres?

Ordføreren.

At alle andre mener, at det er en god idé, er jo ikke ensbetydende med, at vi i Dansk Folkeparti mener, det er en god idé. Og jeg er ligesom kommet med andre løsningsforslag, i forhold til hvordan vi kan gøre indsatsen bedre. Nu ved jeg godt, at socialordføreren er ny på posten, men hvis hun havde været her til de tidligere debatter, ville hun vide, at Dansk Folkeparti har rejst alle de her debatter. Vi har indkaldt til samråd, når der har været problemer omkring BPA-ordningen. Vi har stået fast i forhold til kommunernes efterlevelse af love og regler og ankepraksis. Vi har kæmpet for mennesker med handicap. Det kan godt være, at mennesker med handicap synes, at det her er en god idé, men i bund og grund har det jo ingen indvirkning i forhold til tingene. Det handler jo om, hvordan vi har indsatsen i Danmark, og om, hvordan vi forbedrer indsatsen i Danmark.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det lyder altid meget modigt at sige, at det jo er ligegyldigt, hvad alle andre mener, hvis vi mener noget. Ja, ja, det kan jo være godt nok. Men det, ordføreren argumenterede for, var jo, at det var falsk tryghed for den handicappede. Så bliver det vel relevant at høre, hvem det er, der mener det. Er det Dansk Folkeparti, der mener det, eller er der faktisk nogle handicappede, der føler, at det vil være en falsk tryghed? Jeg mener sådan set, at Dansk Folkeparti gør sig skyldig i at fortælle, hvad en anden gruppe mennesker mener og føler omkring en bestemt ratifikation, som pågældende gruppe jo har råbt højt om at de gerne ville have, siden man undlod at gennemføre den i den tidligere regerings tid med Dansk Folkepartis støtte.

Ordføreren.

Jeg tror, at ordføreren skal slå ørerne ud og lytte efter, hvad jeg siger, og høre, hvilke forslag vi kommer med. Jeg mener personligt, at det kan give en falsk tryghed, for den her klage, man sender ind, har jo ikke nogen retsvirkning, og det er ikke ensbetydende med, at Danmark skal følge op på den her klage. Derfor mener jeg, at klagesystemet i Danmark skal forbedres. Hvis vi havde et klagesystem, der fungerede i Danmark, var der jo ingen grund til at klage til FN. Så det er der, vi synes indsatsen skal være. Og det tror jeg er meget forståeligt, i forhold til det jeg har sagt i min ordførertale.

Tak. Så er det fru Stine Brix, Enhedslisten.

Jeg må sige, at jeg på samme måde som Socialdemokraternes ordfører stiller mig meget undrende over for, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte det beslutningsforslag, der ligger her. Det er jo et udtalt ønske, måske et af de største, fra handicaporganisationerne i Danmark, at Danmark også tiltræder tillægsprotokollen til handicapkonventionen, og der er jo på ingen måde en modsætning imellem at forbedre det danske klagesystem og så at tiltræde tillægsprotokollen. Så hvad er egentlig årsagen til, at Dansk Folkeparti ikke kan gøre begge dele på samme tid og imødekomme det meget store ønske, der er, om også at give den her mulighed for at kunne forfølge brud på handicapkonventionen helt til FN?

Ordføreren.

Nu er det sådan, at hvis vi ikke følger handicapkonventionen, har vi Institut for Menneskerettigheder til at overvåge det. Det har vi vedtaget i fællesskab her i Folketinget. Noget andet er, at jeg måske godt kan forstå, at ordføreren undrer sig. Jeg undrede mig også her i Folketingssalen, da der ikke var nogen, der stemte for Dansk Folkepartis forslag om, at borgere fik kompensation, når de fik medhold i Ankestyrelsen. Det undrede også mig, for det var da vitterlig et godt forslag, som kunne forebygge i forhold til at prøvekøre sager, men der var heller ikke opbakning til det.

Nu er Dansk Folkeparti jo skeptiske i forhold til konventioner og i forhold til EU. Vi kan også se, hvordan det er med børnechecken og sådan noget. Derfor mener vi jo, at dansk lovgivning er noget, vi laver her i Folketingssalen, og det er også i Danmark, det foregår.

Fru Stine Brix.

Men vil det så sige, at Dansk Folkeparti egentlig også gerne vil af med hele handicapkonventionen, som den ligger i dag, så man var helt fri for, at der var nogle gældende menneskerettigheder for borgere, der har et handicap, som man også havde ratificeret i Danmark? Altså, jeg synes godt nok, det ville være noget af et tilbageslag for borgere med handicaprettigheder her i Danmark, hvis man skulle helt af med alle de rettigheder, som ligger i FN's handicapkonvention. Vil man også gerne af med det?

Ordføreren.

Jamen det er da utroligt, som Enhedslistens ordfører prøver at lave et skræmmebillede af det her. Det er helt utroligt. Det er jo ikke det, der er essensen i det. Det handler om indsatsen, vi gør i Danmark, og det er der ikke nogen af partierne her i Folketinget der åbenbart vil være med til at forbedre, når vi kommer med et beslutningsforslag om et sagsbehandlingsloft.

Nu havde vi godt nok et fælles forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti fik medhold i i forbindelse med F 10 – og det er jo rigtig godt – om at mennesker med handicap skal have den hjælp, de har behov for. Det er jo det, det handler om: at vi gør en god indsats i Danmark og forbedrer klagesystemet og forenkler det, så borgerne ikke skal pendle frem og tilbage i det klagesystem.

Så synes jeg ikke, at Enhedslistens ordfører skal lægge ord i munden på mig og male et skræmmebillede, for det er jo ikke det, det handler om.

Tak for det. Så er der ikke yderligere ønsker om korte bemærkninger. Nu er det ordføreren for Radikale Venstre, fru Zenia Stampe.

Danmark ratificerede jo for en del år siden FN's handicapkonvention, og med det her beslutningsforslag lægger vi op til at gå skridtet videre og ratificere FN's tillægsprotokol. Det betyder, at danskere kan klage til FN's komité for rettigheder for personer med handicap, hvis de mener, at deres rettigheder er blevet krænket, og de har udtømt de nationale klagemuligheder.

Det er en rigtig god nyhed for danskere med et handicap, for vi møder jo ofte borgere med et handicap, der føler, at de løber panden mod en mur, og at det er dem mod systemet. Det er ikke sikkert, det er sådan, men nu får de i hvert fald en mulighed for at få andre øjne på sagen. Det er godt for dem, men det er sådan set også godt for systemet.

Men det er også godt for nogle helt andre. Det er godt for alle de handicappede i verden, som har brug for, at vi kæmper for deres rettigheder, for jeg er ikke i tvivl om, at den bedste måde at gå foran og vise et godt eksempel på jo er at vise, at man ikke selv tror, man er ufejlbarlig, at man godt tør lade sig kigge i kortene. Det mener jeg er at gå foran, og derfor handler det her ikke kun om danskere med et handicap, selv om det er et selvstændigt formål og en selvstændig grund til, at vi skal tilslutte os tillægsprotokollen. Men det handler også om kampen for mennesker med handicap i hele verden.

Det handler om at lægge et pres på lande og regeringer om at tilslutte sig og overholde handicapkonventionen. Og den bedste måde at gøre det på er jo ved at lade hinanden kigge sig i kortene for nu også at være sikker på, at man har implementeret det på en ordentlig måde og det ikke bare er tom symbolpolitik. Derfor støtter vi forslaget for de danske handicappede, men søreme også for verdens handicappede.

Der er ingen, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for SF.

Tak for det. Jeg vil da ikke lægge skjul på, at vi i SF synes, at det er en stor dag at skulle behandle den her ratificering af den valgfri protokol. Det har vi længe ønsket at gøre, for det giver borgere med handicap en yderligere mulighed for at rejse en sag i komiteen og få behandlet en sag om forskelsbehandling.

Jeg kan godt høre, at bl.a. DF's ordfører mener, at det er overflødigt eller måske ligegyldigt, men vi mener, at det er alt andet end overflødigt og ligegyldigt, for selv om vi i Danmark er kommet langt, har vi altså stadig en hel del udfordringer. Som både brugerorganisationerne og Institut for Menneskerettigheder også påpeger jævnligt, har vi stadig væk en hel del udfordringer tilbage også på handicapområdet, som vi skal have gjort noget ved.

Man kan f.eks. nævne spørgsmålet om fysisk tilgængelighed. Der er stadig mange kørestolsbrugere, som er afskåret fra at bruge den offentlige transport. Og helt personligt må jeg sige, at jeg da ikke kan forstå, hvorfor vi, når vi her i Folketinget lovgiver om så meget, ikke kan lovgive på en måde, så der er krav om fuld fysisk tilgængelighed for alle i den offentlige transport. Det er også et spørgsmål, om vi i virkeligheden har frit valg af praktiserende læge og tandlæge, hvis der rent faktisk er borgere, som ikke har fysisk adgang til deres klinikker. Det samme gælder desværre for dele af skolevæsenet.

En hel del danskere angiver, at de faktisk tror, at de vil have betænkeligheder ved at arbejde sammen med en kollega med fysisk funktionsnedsættelse. Og psykiatrien er stadig meget præget af brugen af tvang. Der er nok at se på, også i Danmark, og der er hårdt brug for, at vi kaster lys over handicapområdet. Og det er faktisk sådan noget, som den her ratificering er med til at gøre.

Jeg synes også, at det er temmelig beskæmmende, at både Kommunernes Landsforening og den store Aarhus Kommune udtrykker stor bekymring for forholdet mellem den enkelte kommunes serviceniveau – læs økonomi – og fortolkninger af rettighederne efter handicapkonventionen. Konventionen har jo altså været gældende her i landet i årevis og har også været gældende i kommunerne i årevis, og det ændrer den her ratificering af tillægsprotokollen jo ikke på.

Vi glæder os i SF over, at Danmark nu også er omfattet af den valgfri protokol og anerkender handicapkomiteens kompetence til at modtage og behandle klager og komme med forslag, og at der kan foretages undersøgelser i Danmark efter bestemmelserne i artikel 6.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Jeg undrer mig lidt, når ordføreren står og snakker om tilgængeligheden på offentlige lægeklinikker i forbindelse med offentlig transport. Hvad angår transport, har SF haft en transportminister, så hvorfor søren gjorde man ikke noget ved det, da man sad på ministerposten? Med hensyn til lægeklinikker har SF jo også haft en socialminister, der kunne have handlet på det område. Så jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre, hvorfor der ikke er blevet handlet, når det er SF's politik.

Ordføreren.

Jeg skal jo ikke lige præcis kunne udtale mig om, hvorfor vores konkrete ministre ikke har stillet konkrete forslag, mens de sad i konkrete ministerier. Men jeg kan i hvert fald sige, at en af årsagerne til, at der, som der blev spurgt om, ikke er blevet gjort noget ved det på det tidspunkt, måske kan være, at der ikke har været et flertal for det.

Fru Karina Adsbøl.

Nu ved man jo ikke, om der har været noget flertal, når der ikke har været fremsat nogen beslutningsforslag. Hvad angår offentlig transport, skal mennesker med handicap bestille, 48 timer inden de skal med DSB, så der kan det jo godt undre, at ordførerens minister ikke selv har været på banen, når ordføreren så flot står og forklarer, hvad SF gerne vil. Det undrer mig bare. Det er ligesom bare, som om SF har meget travlt ved håndvasken, efter de er trådt ud af regeringen.

Ordføreren.

Jeg er meget tilpas med, at vi i SF, ligesom vi plejer, har meget travlt med at fortælle og dele med alle andre her i salen, hvad vi rent faktisk gerne vil. Det har jo ikke så meget at gøre med, om noget lige præcis kan lykkes, mens man sidder i et bestemt ministerium eller ej – det er et løbende arbejde.

Tak for det. Så er det ordføreren for Enhedslisten, fru Stine Brix.

Tak for det. Jeg synes, det her er et bragende godt forslag. Jeg kan kun glæde mig over, at det er fremsat, og jeg kan kun glæde mig over, at der er flere partier, som bakker op om det – også flere, end der var, dengang vi fremsatte et beslutningsforslag for 5-6 år siden. Det er rigtig godt, at der nu bliver mulighed for, at borgere her i Danmark, som mener, at Danmark ikke lever op til handicapkonventionen, får en mulighed for i sidste ende at føre en klage helt til FN-systemet.

Det er ikke bare en vigtig rettighed, det er også et vigtigt signal, som vi kan bruge, når vi i alle mulige andre sammenhænge som land er med til at fremme rettighederne for borgere med handicap. Jeg bemærkede i hvert fald, at Danske Handicaporganisationer i deres høringssvar skrev, at de oplevede det som en konkret udfordring i deres arbejde med at fremme rettigheder for mennesker med handicap i andre lande i verden, at Danmark ikke selv havde ratificeret tillægsprotokollen. Så det giver os også en styrke i forhold til det civilsamfundsarbejde, som mange ngo'er i Danmark varetager på det her område.

Handicapkonventionen handler jo om, at borgere med handicap fuldt ud kan nyde samme frihedsrettigheder, samme menneskerettigheder som alle andre borgere, at de ikke bliver udsat for diskrimination – et rigtig vigtigt og ædelt formål. Der er mange ting, vi stadig kan gøre i Danmark for at nå det mål. Det gælder bl.a. tilgængelighed, som har været nævnt her i debatten i dag. Der mangler vi rigtig meget for at forbedre tilgængeligheden. Det gælder i forhold til den retssikkerhed, man som borger møder, når man kommer ind i klagesystemet. Det gælder i forhold til lange sagsbehandlingstider. Der er mange, mange områder, hvor vi kan gøre noget.

Men det er et vigtigt signal, vi sender, nemlig at vi godt vil udfordres af borgerne, når de ikke mener, at vi som samfund gør det godt nok. Hvis man bare søger på internettet, finder man hurtigt rigtig mange eksempler på borgere, som mener, at der i deres sag har været brud på handicapkonventionen, og jeg tror, mange af de mennesker vil glæde sig over, at de nu får en ekstra mulighed for at prøve det af.

Jeg må samtidig sige, at jeg synes, det er mærkværdigt, at Dansk Folkeparti er så afvisende over for at ratificere den her del af tillægsprotokollen, især når man understreger – og det vil jeg gerne anerkende at man gør – at man faktisk ønsker at forbedre mulighederne for at klage i Danmark for borgere med handicap. Her er der en oplagt mulighed, her har vi en helt konkret anledning til at trykke på den grønne knap, og så har vi med ét slag forbedret den mulighed. Så lad os da gøre det. Jeg synes, det ville være rigtig smukt, hvis det var et enigt Folketing, der kunne ratificere tillægsprotokollen sammen.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har bedt om ordet for en kort bemærkning, og det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Nu tager vi så som eksempel, at en borger har klaget, og så har komiteen modtaget den klage. Så er det jo ikke sådan, at komiteen indstiller, at man så får medhold. Det har den jo ikke nogen kompetence til. Man får en klagemulighed, men man kan faktisk ikke ende med at få medhold, og det bliver heller ikke sådan, at afgørelsen skal følges i Danmark. Så når vi snakker om retstilstanden, mener ordføreren så, at den er optimalt?

Ordføreren.

Jeg mener, at det uden tvivl vil være en klar forbedring, at man også kan få den her mulighed. Jeg synes, det er vigtigt, at vi giver muligheden for, at man også kan få FN til at udtale sig i de her sager. Som flere allerede har bemærket i den her debat, er det jo et udtalt ønske, et ønske, som har været formuleret meget, meget længe af stort set alle handicaporganisationer i Danmark, at man også får den her mulighed.

Det er jo samtidig vigtigt at understrege, og det hører jeg heller ikke nogen modsige overhovedet, at det ikke er den eneste mulighed, der findes. Der er jo heldigvis et klagesystem i Danmark, som stadig skal være der, og som i langt de fleste tilfælde vil være fuldt ud tilstrækkeligt, hvis man ønsker at klage over en afgørelse, som er truffet af de danske myndigheder. Men hvorfor dog ikke lægge den her mulighed på?

Fru Karina Adsbøl.

Jo, men er ordføreren så ikke enig i, at komiteens vurdering, kan man sige, når de sidder med sagen, vil være vejledende? Det vil så sige, at det ikke engang er sikkert, at man i sidste ende får medhold i den sag, man har sendt ind. Det kan være, den ryger tilbage igen i systemet. Jeg mener bare, hvor er retssikkerheden, hvor er sikkerheden for, at man i sidste ende får medhold? Det kan komiteen jo ikke give en. Den kan ikke give en medhold i klagen. Det afgøres jo ikke der.

Ordføreren.

På den ene side er det meget vigtigt for Dansk Folkeparti, at der ikke er lovgivning eller, hvad skal man sige, ikke træffes afgørelser uden for Danmarks grænser. På den anden side fremhæver Dansk Folkeparti, at der her ikke træffes afgørelser uden for Danmark. Jeg forstår simpelt hen ikke argumentationen.

Det er jo rigtigt, at det ikke er sådan, at de afgørelser, der bliver truffet, eller de udtalelser, som man kommer med, har umiddelbar retsvirkning i Danmark, men de kan selvfølgelig bruges i en dansk debat om, hvordan vi forbedrer vilkårene for mennesker med et handicap. Så jeg kan egentlig ikke se problemet. Jeg tror faktisk, det vil give nogle muligheder for, at vi får mere debat om vilkårene for handicappede, og at vi også dermed rykker længere, forbedrer vilkårene, og det er jo det, der i sidste ende er målet.

Tak for det. Der er ikke flere, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Liberal Alliance, fru Thyra Frank.

Tak. Liberal Alliance kan tilslutte sig beslutningsforslaget om, at Danmark ratificerer den valgfri protokol om rettigheder for personer med handicap.

Tak for det. Det gav ikke anledning til ønsker om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for De Konservative, fru Mai Mercado.

Tak. Vi behandler et beslutningsforslag, som er fremsat af regeringen, og som giver enkeltpersoner eller grupper mulighed for at klage til FN's komité om rettigheder for personer med handicap, hvis de nu finder, at Danmark har krænket disse rettigheder i henhold til FN's handicapkonvention. Danmark tiltrådte jo FN's handicapkonvention i 2009, men altså ikke den valgfri protokol, som jo handler om den her individuelle klageadgang.

Vi er faktisk glade for, at Danmark nu vælger at ratificere FN's handicapkonventions valgfri protokol. Vi tror på, at det er rigtigt, og vi tror på, at det er positivt at gå foran i kampen for rettigheder for mennesker med handicap, og derfor bakker vi op om forslaget. Som konservative er vi stærkt optagede af, at rettighederne overholdes, og det gælder også for mennesker med handicap. Det vil også være en stor opgave, og det bør gøres på en fornuftig måde.

Rent principielt er det jo altså sådan, at vi fra konservativ side ikke altid mener, at internationale organer skal bestemme, hvordan vi tilrettelægger vores klageadgange her i Danmark, når vi nu rent faktisk har lovet at leve op til principperne i konventionen. Og principielt mener vi også, at det er bedst, at det er danske politikere, som former handicappolitikken, og ikke internationale myndigheder.

Det er vigtigt, og det er faktisk helt afgørende, at klageadgangen bruges i de sager, der reelt har udfordringer med ligebehandlingen. Hvis vi ser på vores eget klagesystem herhjemme, er Ligebehandlingsnævnet jo ikke noget at råbe et stort hurra for. De mest spektakulære sager om ligebehandling herhjemme handler om priser i swingerklubber, hvor det underkendes, at kvinder må komme gratis ind, eller om priser på hårklipning i landets frisørsaloner, hvor man altså ikke må forskelsbehandle kunder med samme længde hår. Det bliver altså noget langhåret at være politiker og skulle forholde sig til både swingerklubber og hårklip. Det er altså helt absurd, når de to ting lige pludselig kommer til at have noget med ligebehandling at gøre. Derfor er det også ekstremt vigtigt, at ratificeringen af den her valgfri protokol kommer til at have med reelle klagesager at gøre, som har et reelt indhold. Tak.

Tak for det. Det giver ikke anledning til korte bemærkninger. Så er det ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Tak for det. I beslutningsforslaget foreslås det, at Danmark ratificerer den valgfrie protokol til konventionen om rettigheder for personer med handicap, også kaldet handicapkonventionen, som alle har været inde på.

Der er blevet brugt store ord, og der er ingen tvivl om, at dem kan jeg tilslutte mig. Det har været alt fra, at det er en stor dag, og at det er en bragende god idé, som Enhedslistens ordfører, fru Stine Brix, sagde, til, som hr. Eyvind Vesselbo sagde – og havde den vinkel – at det her også handler om at få en second opinion og få set på tingene fra en anden vinkel. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil var inde på, at det handler om at løfte sig op, og fru Zenia Stampe og andre sagde, at det her handler om at turde – turde åbne sig op, turde lade sig se efter i sømmene. Det er rigtig, rigtig vigtigt. Det handler også om at turde vise andre lande, at vi gerne vil gå den her vej. Det er helt klart en rigtig, rigtig stor dag.

Det, som måske kun lige har været berørt i debatten af nogle, men som måske bliver underkendt, er, at det her også bliver bakket op af et kæmpestort ønske blandt handicappede og blandt handicaporganisationerne. Det er ikke bare os, der står herinde og vil have det her. Det er et kæmpestort ønske, og det er en kæmpestor dag.

Derfor er jeg rigtig stolt – det er der ingen tvivl om – og jeg vil også kvittere for den positive modtagelse, som forslaget har fået. Det er jeg rigtig glad for. Behandlingen fortsætter nu i Socialudvalget, jeg ser helt klart frem til den videre dialog, og jeg vil selvfølgelig for mit vedkommende gøre alt, hvad jeg kan, for at belyse og besvare de eventuelle spørgsmål, der nu måtte være. Tak for det.

Tak for det. Det er et enkelt medlem, der har ønsket en kort bemærkning, og det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Som ministeren nok ved, er jeg som ordfører for Dansk Folkeparti meget interesseret i at forbedre mulighederne for mennesker med handicap. Derfor havde jeg i onsdagsspørgetimen et spørgsmål om ledsageordningen i forhold til Sølundsfestivalen, og når ministeren er interesseret i at forbedre vilkårene for mennesker med handicap, hvad vil ministeren så gøre for at sikre, at mennesker med handicap kan få ledsagere med til Sølundsfestivalen? Hvordan vil ministeren sikre, at der ikke er en kæmpe sagspukkel i Ankestyrelsen? Hvordan vil ministeren sikre, at den bliver bragt ned, så mennesker med handicap ikke skal være fanget i systemet med klager frem og tilbage? Og hvordan vil ministeren sikre, at kommuner overholder sociallovgivningen? Jeg tror, at hvis kommunerne overholdt sociallovgivningen, ville der sikkert ikke være så mange klagesager. Så det er nogle af mine spørgsmål til ministeren.

Ministeren.

Min verden er ikke sort eller hvid. Min verden er ikke enten-eller. Jeg tænker ikke i begrænsninger, men i muligheder. Men det rokker ikke ved, at man på den ene side gør situationen og hele området omkring handicappede bedre – det ved jeg Dansk Folkepartis ordfører også kæmper for, det har jeg da helt klart lagt mærke til – at man på den anden side åbner op og ratificerer handicapkonventionen. Og det er der et stort, stort flertal herinde i Folketinget der gerne vil. Det er der faktisk også et stort flertal blandt handicaporganisationerne, der gerne vil, og det er jeg sikker på vi også kan se blandt de handikappede. De ting kan sagtens gå hånd i hånd.

Virkeligheden er, at til trods for at man fra Dansk Folkepartis side siger, at man kæmper de handicappedes sag, så er virkeligheden bare, at man står mutters alene lige præcis i den her sag. Og jeg ville ønske, at Dansk Folkeparti bakkede op omkring det her – hvad andre også har været inde på – for det ville være så stærkt, hvis et enigt Folketing ratificerede handicapkonventionen.

Fru Karina Adsbøl.

Det ville også have været så stærkt, hvis ministerens regering havde bakket op om Dansk Folkepartis forslag og de forespørgsler, vi har haft om kommunernes love og presset fra de mange ankesager og i forhold til et sagsbehandlingsloft for at forebygge de her sager. Det ville også have været rigtig stærkt. Men ministeren snakker udenom.

Hvordan vil ministeren sikre, at den danske sociallovgivning bliver overholdt, og hvordan vil ministeren sikre, at mennesker med handicap kan komme til Sølundfestivalen? Det kan godt være, at ministeren siger, at vi ser sort-hvidt på det her, men sådan er det jo ikke. Vi respekterer demokratiet: Flertallet bestemmer her i Folketingssalen – sådan er det. Men det er jo ikke ensbetydende med, at vi synes, det er den vej, vi skal gå.

Ministeren.

Jeg synes, det er ærgerligt, at jeg har brugt tid her på at svare på § 20-spørgsmål fra ordføreren og ordføreren så ikke lyttede, da vi snakkede om Sølundsfestivalen. Det synes jeg virkelig jeg har brugt rigtig meget tid på at svare på, og jeg stiller mig selvfølgelig gerne til rådighed igen.

Men det er jo ikke det, det her handler om. Det handler om at ratificere handicapkonventionen, og det handler om, at Dansk Folkeparti står mutters alene og er fuldstændig ude af sync, når det handler om handicaporganisationerne og de handicappede, som man påstår man repræsenterer. Det gør man ikke. Det ville være så stærkt, hvis Dansk Folkeparti bakkede op om det her, men jeg kan notere mig, at det gør man ikke.

Det er der ikke noget at gøre ved, og derfor vil jeg bare i al stilfærdighed sige, at jeg synes, det er rigtig ærgerligt, men kvittere for, at samtlige andre partier gør det. Tak for ordet.

Tak for det.

Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger, og dermed er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.