I Det Konservative Folkeparti synes vi, det er et godt forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat.
Vi kan sådan set godt støtte det.
Gammel Estrup – Herregårdsmuseet er et innovativt og godt museum, og det er helt klart, at museet godt kunne trænge til midler til for alvor at have en skoletjeneste.
Det ville så måske også betyde, at man kunne få styrket sin samlede økonomi, så man også kunne udbygge andre områder.
Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg er enig med andre ordførere, som siger, at der også er andre museer, som på tilsvarende måde kunne have behov for en ekstra håndsrækning.
Hvis nogle kom med forslag om at styrke deres økonomi, så ville jeg formentlig sige, at jeg også synes, det er en rigtig god idé, og det vil vi også gerne støtte.
Det er lidt der, vi bliver fanget, for der er givetvis flere forskellige steder i landet, hvor vi har museer, som er vigtige, for at vi kan fastholde vores kultur, og hvor vi ikke mindst, som det her forslag direkte adresserer, kan formidle vores kulturarv og viden om vores historie til de opvoksende generationer.
Det er rigtig, rigtig vigtigt.
Derfor synes jeg egentlig, at det, som kunne være interessant – og det er jo også det, som ministeren måske lægger op til med det møde, som ministeren siger vi kunne tage – at vi får en samlet diskussion om, hvordan det egentlig er med de samlede ressourcer til at bevare vores kulturarv og formidle den.
Er allokeringen rigtig, og jeg vil også sige, er niveauet rigtigt?
I Det Konservative Folkeparti mener vi faktisk, at niveauet samlet set er for lavt.
Vi har i forbindelse med finanslove fremlagt samlede budgetter, hvor vi hæver bevillingerne til at bevare vores kulturarv med 150 mio.
kr., og vi mener, at der er behov for på den måde at gøre mere for at bevare vores kulturarv.
Det kan være museer, det kan være andet.
Jeg har før fremhævet Fregatten Jylland, som jeg har haft lejlighed til at besøge for nylig.
Der er et helt akut behov for hjælp, fordi det gamle skib er ved at forfalde, og der skal ske omfattende reparationer af det, og vi kan ikke være bekendt, at vi ikke sætter ind der.
Sådan et forslag kunne jeg godt være fristet til at fremsætte, nemlig at vi skal bevilge nogle flere penge til Fregatten Jylland.
Jeg er sikker på, at hr.
Alex Ahrendtsen og Dansk Folkeparti ville støtte det.
Jeg ved det ikke, men det kunne jeg forestille mig – andre ville måske også støtte det – men jeg synes, der er behov for, at vi mere samlet tager en drøftelse af niveauet og allokeringen af midler.
Nu kan det godt være, at der er en eller anden pulje, som jeg har overset, for der findes mange puljer, men man kunne måske også overveje, om vi har behov for et eller andet sted at have en pulje, som vi måske endda i en forligskreds i fællesskab kunne kigge på en gang imellem.
Vi kunne så sige, at når der er nogle museer eller andre steder, hvor der er behov for netop noget omfattende reparation, istandsættelse for at redde noget kulturarv, så kunne vi fra den pulje ekstraordinært afsætte nogle penge, så tingene kunne komme på plads, så det ikke indgår i de normale driftsbevillinger, men så man altså har mulighed for at hjælpe der, hvor der akut er behov for at gøre en indsats.
Sådan en diskussion synes jeg også kunne være en del af den samlede overvejelse.
Man kan jo ikke finde f.eks.
150 mio.
kr.
midt i et finansår, men det kunne jo være, at man i sådanne drøftelser kunne lægge op til i forbindelse med en finanslov, at der var en bred kreds af partier, der fandt penge til at give det et løft, for jeg vil godt sætte spørgsmålstegn ved, om vi kunne lande på, som der står i forslaget, at omdisponere midler.
Jeg tror, at uanset hvor vi tager pengene fra, vil vi sige, at nej, det kan vi alligevel ikke være bekendt at gøre, for der har de også brug for pengene.
Så jeg tror, at hvis vi for alvor skal gøre noget her, er vi nødt til at give hele området et løft.
Det vil vi i Det Konservative Folkeparti gerne være med til, men lad os tage drøftelsen.
Vi er positive over for forslaget, og det mener jeg virkelig, men jeg synes, der er behov for en mere samlet vurdering af tingene.
Det kan jeg høre at andre også har lagt op til at vi får.