Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 40:

Forslag til folketingsbeslutning om at anerkende Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik (Vestsahara) som en selvstændig stat.

Af Christian Juhl (EL) og Nikolaj Villumsen (EL).

(Fremsættelse 23.01.2014).

Forhandlingen er åbnet, og først er det udenrigsministeren.

Jeg vil gerne indlede med at understrege, at regeringen deler den overordnede målsætning i Enhedslistens forslag til folketingsbeslutning, nemlig at befolkningen i Vestsahara skal have lov til selv at bestemme deres fremtidige tilhørsforhold. Det er et grundlæggende princip. Skiftende danske regeringer har derfor støttet det internationale samfunds bestræbelser på at nå frem til en løsning på konflikten. Konkret bakker regeringen op om de betydelige bestræbelser, som FN gennem tiden har udfoldet og stadig udfolder. Kun en løsning, hvor befolkningen bestemmer, vil være holdbar i det lange løb.

Derfor kan vi ikke støtte Enhedslistens forslag til folketingsbeslutning om, at regeringen skal anerkende den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik, SADR, som selvstændig stat. Vi kan følgelig heller ikke arbejde for anerkendelse i EU-regi. Det vil gå imod vores hidtidige politik, og jeg vil derfor opfordre Folketinget til at afvise forslaget. Jeg skal i det følgende begrunde denne opfordring.

Vestsahara er et omstridt territorium. Det har i FN status af såkaldt ikkeselvstyrende område. Marokko har de facto administrationsmyndigheden. Der har siden 1991 ikke været væbnet konflikt i området takket være den våbenhvile, som FN fik forhandlet på plads. Området grænser op til Sahel, hvor udviklingen længe har givet anledning til alvorlige sikkerhedsmæssige bekymringer i relation til terror, organiseret kriminalitet og migration. Det har været med til at sætte fornyet fokus på behovet for fred og stabilitet i Vestsahara.

På den ene side af konflikten står Marokko, der med meget bred støtte i sin befolkning gennem mere end 50 år har hævdet, at Vestsahara er og altid har været en del af Marokko. På den anden side står den saharawiske frihedsbevægelse, der går under navnet Polisario. Med helhjertet støtte fra Marokkos nabo Algeriet insisterer Polisario på den oprindeligt foreslåede løsning, altså en folkeafstemning med selvstændighed som option. Det fastholder Polisario, selv om det i praksis ikke har vist sig muligt at gennemføre i løbet af de mange år, der siden er forløbet. I midten står så det internationale samfund. Allerede i 1965 vedtog FN's generalforsamling en resolution med forslag om, at Spanien foretog sig – og jeg citerer – det nødvendige med henblik på afkolonisering. Spanien administrerede dengang området, og forslaget gik ud på at organisere en folkeafstemning om områdets fremtidige status.

Nogle af de vanskelige spørgsmål er at få parterne til at enes om, hvem der er stemmeberettigede i en sådan folkeafstemning, og hvilke optioner der skal stemmes om. Der er tale om et område, der gennem mange århundreder har været beboet af forskellige nomadefolk. De bevægede sig frit uden hensyn til formelle grænser i et område, der er væsentlig større end det, der i dag er Vestsahara. Nogle af dem har gennem historien bekendt sig til de marokkanske sultaner, mens andre har kæmpet for selvstændighed.

FN's mission i Vestsahara, MINURSO, blev oprettet i 1991 med henblik på at overvåge våbenhvilen og organisere en folkeafstemning. Til trods for FN's ihærdige arbejde er det aldrig lykkedes Polisario og Marokko at blive enige om, hvem der har ret til at stemme, og hvad der skal stemmes om. I 2004 forsøgte FN's Sikkerhedsråd at tilføre konfliktløsningen ny dynamik ved at opfordre til direkte forhandlinger mellem parterne med FN's generalsekretærs særlige udsending som mægler. Disse forhandlinger pågår under den nuværende særlige udsending, Christopher Ross. Han har indledt en ny aktiv tilgang med hyppige rundrejser og kontakt til konfliktens parter og andre relevante aktører. Det er altså denne model, en forhandlet løsning mellem de to parter i regi af FN, som støttes af det internationale samfund med FN's Sikkerhedsråd i spidsen. Selv om disse forhandlinger går trægt, vurderer FN's generalsekretær, at de to parter har viljen til at mødes, og han konstaterer, at der fortsat forhandles.

Jeg tilslutter mig som sagt det princip, at befolkningen i Vestsahara skal have indflydelse på deres egen skæbne, og jeg beklager dybt den splittelse og lidelse, som den langvarige konflikt har påført utallige familier i Vestsahara og i flygtningelejrene i Algeriet. Men det grundlæggende spørgsmål må være, om det ville være rigtigt af Danmark i denne langvarige og komplicerede konflikt at tage ensidig stilling til fordel for den ene af parterne, således som Enhedslistens forslag lægger op til.

Det mener jeg ikke, og jeg er ikke enig i forslagsstillernes konklusion, nemlig at et sådant skridt vil føre til pres på begge parter for at opnå en løsning på konflikten. Tværtimod frygter jeg, at det vil føre til yderligere splittelse. Derfor har heller intet andet europæisk eller vestligt land valgt at tage dette skridt. Jeg tror, at et stærkt og samlet internationalt samfund er helt afgørende for at undgå at forlænge konflikten længere end højst nødvendigt.

Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik, altså den lille del, nemlig ca. 20 pct. af Vestsahara under Polisarios kontrol, anerkendes for tiden af omkring 45 lande. Der er hovedsagelig tale om udviklingslande i Afrika og Mellem- og Sydamerika. Ingen EU-lande anerkender eller har planer om at anerkende Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik. Jeg noterer, at den svenske rigsdags beslutning i 2012 om at opfordre den svenske regering til at anerkende Vestsahara som selvstændig stat ikke har fået den svenske regering til at ændre linje i spørgsmålet. Derimod har en række lande, bl.a. Indien, Vietnam, Kenya, Peru og senest Maritius, frosset eller trukket deres anerkendelse tilbage. Med et ensidigt indspil som det, der foreslås, risikerer vi at skabe fornyet splittelse og dermed ultimativt at medvirke til yderligere at forhale en løsning. Vores bedste bud på at bidrage til en løsning er at arbejde gennem FN.

Det er korrekt, at ngo'er og internationale organisationer med jævne mellemrum påpeger kritisable forhold på menneskerettighedsområdet i Marokko og i det Vestsahara, som Marokko har ansvaret for. Men det er også vigtigt at notere, at Marokko faktisk reagerer på internationalt pres og dialog. Landet har eksempelvis i dag tilsluttet sig alle væsentlige internationale konventioner på området. Senest har Marokko tilsluttet sig den frivillige tillægsprotokol til FN's torturkonvention, OPCAT. Marokko har desuden i starten af marts 2014 via FN's Menneskerettighedsråd sammen med bl.a. Danmark taget initiativ til både nationalt og internationalt at styrke konkret samarbejde for at afskaffe anvendelse af tortur. Under Marokkos nye forfatning, som blev vedtaget i 2011, er respekten for menneskerettigheder et knæsat princip, og der er oprettet et nationalt råd for menneskerettigheder med bl.a. to afdelinger i Vestsahara. Med den nye forfatning er der lagt op til yderligere skridt til reformer vedrørende demokrati og menneskerettigheder.

At Danmark har en klar holdning til overholdelse af menneskerettighederne, er ikke ukendt for Marokko. Denne holdning præger det partnerskabssamarbejde om bl.a. menneskerettigheder, som vi har haft med landet siden 2003. Den kom ligeledes til udtryk for nylig, da vi i EU's Ministerråd stemte nej til EU's nye fiskeriprotokol med Marokko. Vi ønskede en aftale med endnu stærkere garantier for overholdelse af menneskerettighederne og folkeretten. Danmark er aktiv i EU-kredsen og også lokalt i Marokko for at fastholde den kritiske dialog om udvikling og reformer vedrørende menneskerettigheder.

Vores holdning til menneskerettigheder kommer også til udtryk i den løbende dialog med repræsentanter for den marokkanske regering og det marokkanske parlament, hvor emnet altid er på dagsordenen. Sidste år i februar havde den daværende udenrigsminister lejlighed til at drøfte emnet med formanden for det marokkanske parlament. Der har længe været en diskussion om at få menneskerettigheder inkorporeret som en del af FN-missionen MINURSO's mandat. Regeringen støtter gerne forslaget, såfremt der viser sig en mulighed for at få det vedtaget i FN's Sikkerhedsråd. Dette har desværre ikke hidtil været muligt.

Vedrørende forslaget om at blokere for varer, der hidrører fra Vestsahara, vil jeg igen erindre om områdets FN-status som ikkeselvstyrende område. For områder med denne status antages der at gælde visse krav til dokumentation vedrørende udnyttelse af naturressourcer, som virksomhederne selvfølgelig bør respektere. Omvendt har det internationale samfund ikke fundet grundlag for at vedtage sanktioner mod handel med området.

Lad mig afslutte mit indlæg med at understrege, at regeringen fortsat arbejder for at støtte FN og FN's Sikkerhedsråds bestræbelser på at opnå en fredeligt forhandlet løsning mellem Marokko og Polisario om Vestsahara. Dette fremmes ikke ved ensidig stillingtagen til fordel for én af parterne i konflikten. Jeg skal derfor på regeringens vegne opfordre til, at nærværende beslutningsforslag afvises.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har meldt sig med korte bemærkninger. Den første er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Det er ikke let at høre ministeren, for han taler meget lavt. Men ud over det vil jeg sige, at opridsningen af problemet synes jeg er meget ensidig. FN står jo ikke efter min mening midtimellem. De står selvfølgelig på de besattes side og på de udsattes side i sådan en kamp som den her, ligesom de står på palæstinensernes side i konflikten mellem Palæstina og Israel. For det er man nødt til for at finde en løsning.

Ministeren har selv lavet et regeringsgrundlag og en skrivelse fra november 2013, hvori der står, at Danmark vil styrke indsatsen for international fred og sikkerhed i konfliktramte områder gennem forebyggende indsats. Hvordan tænker ministeren at det gøres, f.eks. i Vestsaharakonflikten, om overhovedet, og ville en anerkendelse af SADR eller at arbejde for, at MINURSO kan overvåge menneskerettighederne i det besatte Vestsahara, ikke kunne være en del af en sådan indsats?

Ministeren.

Det er faktisk min dybeste overbevisning, at hvis man skal finde en fredelig og holdbar løsning på Vestsaharas problem, så kræver det, at man kan forhandle det i FN-regi og sikre opbakning, ikke bare fra Marokko, men også fra alle de tilstødende nationer i Sahelområdet, og få det internationale samfunds opbakning, herunder de organisationers opbakning, der skal opretholde f.eks. menneskerettigheder og holde øje med dem, altså de lande, der bidrager med humanitær bistand og med almindelig bistand på sigt.

Når vi normalt siger, at vi gerne vil have den form for konfliktmægling og løsning fra FN's side, er det jo netop for at få en samlet løsning, hvor alle de forskellige aktører, der er, kan se sig selv.

Derfor er jeg sådan som udgangspunkt, når der kører en FN-proces, ikke specielt stor tilhænger af forskellige unilaterale tiltag, herunder tiltag fra Danmarks side.

Hr. Christian Juhl.

Jamen det er jo ikke entydigt dansk politik. Vi har ofte interveneret og påvirket. Jeg kan bare nævne Sydafrika, Palæstina og det tidligere Jugoslavien for den sags skyld. Her har vi interveneret unilateralt undervejs for netop at fremme processen. Det synes jeg da er en god og aktiv udenrigspolitik, som vi bør fortsætte med.

Jeg forstår ikke tvivlen om, hvem der skal have lov til at stemme. Det er selvfølgelig de oprindelige folk. Og hvilke optioner? Det er naturligvis selvstændighed, en eller anden form for selvstyre eller at være en del af Marokko. Det er de tre spørgsmål, som der fra FN's side aldrig har været tvivl om, når man har diskuteret det. Der findes i FN stemmelister, altså en oversigt over dem, der har ret til at stemme. Dem kan man bare trække frem af boksen og så sige, at her ligger de. Man har jo gennemgået hver enkelt af de folk, der bor der, også i flygtningelejrene, så det er ikke svært at gå til. Hvorfor ikke lægge det nødvendige pres på Marokko, som er akilleshælen i det her spørgsmål?

Ministeren.

Som sagt har vi faktisk gjort en hel del for at styrke dialogen med Marokko. Jeg håber i øvrigt, at jeg taler højt nok nu. Jeg beklager meget, hvis ikke man kunne høre den indledende tale. Den var så tilpas lang, at jeg nødig gentager den. Jeg håber, at det går alligevel.

Det er da rigtigt, at der er andre områder – nu er det svært sådan at sammenligne Sydafrika i 1980'erne med Vestsahara i dag – hvor vi er gået ind. Men det, der er kendetegnet ved Vestsahara lige nu, er jo, at der faktisk pågår en konkret forhandling, mens vi har den her debat i Folketinget, mellem parterne. Og der bliver lagt pres på Marokko for at finde en løsning. Det er vel at mærke en løsning, der i fald det lykkes at skaffe den – og det har man altså ikke opgivet endnu fra FN's generalsekretærs side; de siger, at det går langsomt, men det går dog, og det går fremad – vil have den fordel, at vi så har alle med fra starten.

Tak. Så er det hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Tak for det. Nu er situationen jo den, at Marokko har holdt Vestsahara besat i 30 år. FN har besluttet, at der skal afholdes en folkeafstemning. Det har Marokko ikke ønsket at efterleve. Internationale organisationer som Amnesty og Human Rights Watch har sagt, at menneskerettighedskrænkelserne finder sted i Vestsahara.

Jeg havde selv fornøjelsen af at være i Marokko og besøge det nyoprettede menneskerettighedscenter, og jeg kan sige, at min snak med chefen for det center viste, at han overhovedet ikke var bekymret for, at eksempelvis saharawierne bliver stillet for militærdomstole frem for civile domstole. Det så han ikke noget problem i i modsætning til Amnesty og Human Rights Watch. Det er jeg sikker på at kongen er glad for, og jeg er sikker på, at det er helt i tråd med den situation, der er i Marokko, nemlig at man ikke må undsige kongen og besættelsen af Vestsahara, så på den måde har han jo levet fint op til det.

Men menneskerettighedssituationen er jo skidt, og derfor var det også, at den svenske rigsdag vedtog, at man ønskede en anerkendelse af Vestsahara. Var det en forkert beslutning ifølge ministeren?

Ministeren.

Nu tror jeg, at jeg vil lade det svenske parlament bestemme, hvad svensk politik skal være. Det skal jeg jo ikke blande mig i. Jeg synes, det er befolkningen selv, der skal have lov at træffe den her afgørelse. Jeg er også enig i, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at sikre menneskerettighederne i området, både før og efter en sådan folkeafstemning kan finde sted.

Men det, som er spørgsmålet, vi diskuterer i dag, er, hvorvidt Danmark gavner den samme befolknings sag ved at skride ind på et tidspunkt, hvor der forhandles. Og det er jeg ikke overbevist om at vi gør.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Rationalet i den svenske rigsdag var, at hvis man anerkender Vestsahara, lægger man pres på Marokko for at implementere FN's beslutninger. Det var det, man ønskede fra den svenske rigsdags side; det er det, vi foreslår i Folketinget her i dag; det er det, regeringen ifølge ministeren afviser.

Når ministeren afviser det, hvad er det så ministeren mener Danmark bør gøre for at lægge pres på Marokko? Nu har vi haft 30 års besættelse. Skal der gå 30 år til, og så håber vi, at kongen kommer til fornuft, eller skal Danmark overhovedet ikke foretage sig noget? Det ville jeg da foreslå var en god idé at gøre.

Ministeren.

Altså, jeg forstår sådan set godt forslagsstillernes utålmodighed. Jeg synes også, der er gået meget lang tid, og at det har kostet befolkningen i Vestsahara meget dyrt, så jeg deler frustrationerne. Men omvendt er jeg personligt og også på regeringens vegne dyb tilhænger af det multilaterale samfund og en international verdensorden og retsstat, som fungerer på den måde, at når man har FN til at forhandle, kan vi ikke have alle mulige nationer til at løbe ved siden af og komme med hundrede forskellige meldinger og forslag og deals, om jeg så må sige, ind i forhandlingsprocessen. Det mener jeg gælder Danmark, og det mener jeg sådan set også gælder USA og alle mulige andre. Det er ikke betimeligt, når man har en forhandling i FN, og jeg havde egentlig den opfattelse, at også Enhedslisten er stærk tilhænger af FN og de processer, de kører.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Venstre. Hr. Søren Pind.

Tak. Man skulle jo nødig tage fejl.

Der er jo flere ting at sige om den her sag, men jeg bliver simpelt hen nødt til at sige, at ministeren har sagt det meget grundigt, og nu siger man altid, at jeg aldrig roser udenrigsministeren. Det synes jeg egentlig er uretfærdigt; jeg synes f.eks. ofte, at han går pænt klædt. Så jeg synes, det er helt urimeligt.

Men oveni vil jeg sige, at den meget grundige tale – og jeg hørte hvert et ord, udenrigsministeren sagde – sådan set ikke giver mig anledning til andet end at sige følgende, og jeg vil godt bede om opmærksomhed om det: Venstre er enig i alt, hvad udenrigsministeren har sagt, og har derfor ikke yderligere at tilføje.

Tak for det. Der er to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Det er sandelig nogle visionære tanker, man får fra et parti, der kalder sig et kommende regeringsparti: Vi er bare enige med regeringen. Så er der slet ingen grund til at skifte regering, vil jeg sige til hr. Søren Pind.

Jeg vil gerne høre: Hvis et besat folk i mange, mange år, mere end 35 år, har bedt det internationale samfund om hjælp og det går meget trægt, er det så ikke også en oplagt mulighed, at en nuværende eller en kommende regering hjælper FN på vej, styrker FN til at kunne løse den opgave i stedet for bare at nikke, hver gang FN siger: Vi prøver, og vi prøver, og vi prøver? Det er der da ikke ret meget aktivistisk udenrigspolitik i.

Ordføreren.

Nu er det ikke sådan, at vi går rundt og kalder os et kommende regeringsparti. Vi håber og har respekt for vælgernes afgørelse, når den dag måtte komme, men indtil da fører vi politik så godt, som vi kan. Og vores tilgang i den her sag er sådan set, som jeg sagde før, at vi i denne sag – i denne sag, vil jeg sige til hr. Christian Juhl – mener nøjagtig det samme som regeringen. Der er en proces, den kører og den går langsomt. Det er der desværre mange processer der gør, men der er jo en grund til det, og den grund har udenrigsministeren udmærket dækket.

Hr. Christian Juhl.

Vil det sige, at hr. Søren Pind også holder hånden over det Marokko, der bryder menneskerettighederne, gennemfører alvorlig tortur i fængslerne og fængsler sine politiske modstandere, i stedet for måske at presse lidt på for at få dem til at forstå, at de skal være med på en løsning? Mener hr. Søren Pind, at det er o.k., at de unge saharawier i flygtningelejrene bare skal finde sig i at være tålmodige?

De gamle saharawier har sagt: O.k., vi tager fredens vej. Men hvis fredens vej ikke giver dem en løsning, synes hr. Søren Pind så, det er mærkeligt, hvis de igen tager kalasjnikoven og siger: Nu vil vi have en løsning? Det er jo den risiko, der ligger, hvis verdenssamfundet ikke magter den her løsning.

Ordføreren.

Jamen det er jo altid den risiko, der ligger, hvis verdenssamfundet ikke magter en løsning. Men det forandrer jo ikke, at problemets karakter er på den måde, som udenrigsministeren udtrykte, og derfor kan man ikke efter min opfattelse følge en anden proces end den her. Det er en vanskelig sag, som nu ligger i FN, og det plejer man jo ellers nok fra Enhedslistens side, som det også blev sagt af udenrigsministeren, at være glad for.

Tak. Så er det hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er meget enig med hr. Søren Pind i, at vi skal kritisere Ruslands besættelse af Krim. Det er et brud på folkeretten, som vi samlet i Folketinget er dybt imod.

Her har vi så at gøre med en besættelse fra marokkansk side af Vestsahara, en besættelse, som FN har udtalt sig meget klart om. Man har sagt, at der skal være en folkeafstemning, så saharawierne kan bestemme, om de vil have selvstændighed. Man har vedtaget et FN-mandat tilbage i 1990'erne. Marokko har nægtet at følge det. Skal det ikke have en konsekvens, at der er en klar FN-beslutning, som Marokko nægter at følge?

Ordføreren.

Jamen problemet er jo bare, at vi ikke har noget ønske om at se dansk enegang her, og det har vi ikke, fordi vi ikke tror, det flytter noget. Vi mener, at man bliver nødt til at stå sammen i det internationale samfund for at få den her sag løst, og den måde, man har valgt, er præcis nedsættelse af den mission i 1991, som hr. Nikolaj Villumsen beskriver, og som har fået til opgave at overvåge våbenhvilen og sørge for at organisere folkeafstemningen. Vi har så samtidig i de her år støttet de bestræbelser, og vi støtter også, at FN-missionens mandat bliver udvidet til at omfatte overvågning af menneskerettigheder. Problemet er jo bare, at tager vi yderligere skridt, bliver det til dansk enegang, og det tror vi ikke er med til at løse problemet.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Nu er der jo ikke tale om enegang. Det, vi foreslår i dag, er det samme, som den svenske rigsdag har vedtaget. Det vil sige, at hvis Folketinget i dag bakker op om det her, står Danmark i hvert fald skulder ved skulder med svenskerne. Og svenskernes begrundelse for at gøre det var, at Marokko bliver nødt til at rykke sig, at Marokko bliver nødt til at følge FN's mandat, og at Marokko bliver nødt til at tillade, at der kommer en folkeafstemning. Hvis ikke vi følger svenskerne, er der jo derfor den situation, at Marokko slipper af sted med at bryde FN-mandatet. Kan Venstre virkelig støtte det? Ønsker Venstre, at vi skal lade være at følge svenskerne i et krav om, at FN's beslutninger skal implementeres af Marokko?

Ordføreren.

Men også det punkt er jo dækket af udenrigsministeren. Det er jo ikke Sverige, der har truffet den beslutning, det er en svensk rigsdag, og regeringen er ikke forpligtet på det. Det er blevet lidt moderne, at regeringer ikke altid følger parlamentet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det, det må Enhedslisten selv tage med sin regering.

Men altså, jeg vil bare sige det på den måde, at det jo ikke er Sverige. Og hvis det skulle virke, som hr. Nikolaj Villumsen skitserer, hvorfor har det så ikke virket, at svenskerne har gjort det? Det har det jo åbenlyst ikke.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, hr. John Dyrby Paulsen.

Jeg kan jo fuldt og helt tilslutte mig det, som udenrigsministeren sagde, og så kan jeg jo for en gangs skyld også fuldt og helt tilslutte mig det, som hr. Søren Pind sagde. Det er altid bekymrende, når man ikke kan opnå enighed i Folketingssalen, men jeg kan jo fortælle, at det også nogle gange er bekymrende, når man er fuldstændig enig med hr. Søren Pind, men det må man tage som en kærkommen oplevelse.

Så vil jeg om det her beslutningsforslag fra Enhedslistens sige, at det jo ikke er sådan, at der ikke er en udbredt sympati med folk, der bor i det område, som vi kalder Vestsahara. Det er heller ikke sådan, at der ikke er et ønske om, at den her meget langvarige konflikt finder en eller anden form for løsning. Det er måske lige nu meget svært se, hvad den løsning nøjagtig bliver, men jeg tror, man skal lægge mærke til det, som udenrigsministeren sagde, og jeg tror også, man skal overveje, om det var klogt, hvis Danmark fulgte den her indstilling, det her beslutningsforslag fra Enhedslisten. Det tror jeg ikke det er, og derfor kan Socialdemokraterne selvfølgelig ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak for det. Der er to medlemmer, der foreløbig har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Tak for det. Nu har vi en situation, hvor Socialdemokraterne så afviser at gøre det samme, som man har gjort i Sverige i Rigsdagen, hvor man har sagt, at man skal anerkende Vestsahara for at lægge pres på Marokko. Jeg synes, det er trist, at man gør det. Jeg har selv oplevet, at det faktisk har haft en konsekvens, at svenskerne har truffet den beslutning, for det var f.eks. en samlet svensk delegation, der i Europarådet sørgede for, at vi i vores samarbejde med Marokko krævede, at Marokko overholdt FN's vedtagelse. Så jeg synes, det har en konsekvens at vedtage Enhedslistens forslag i dag.

Når Socialdemokraterne nu ikke vil støtte det, hvad vil Socialdemokraterne så gøre for at sikre, at Marokko overholder FN's beslutninger, at der kommer en situation, hvor befolkningen i Vestsahara kan få lov til at stemme om deres egen fremtid?

Ordføreren.

Jeg synes i virkeligheden, at udenrigsministeren gjorde meget klart rede for, hvad mulighederne her egentlig er, nemlig at man forfølger det FN-spor, der er lagt ud. Ja, det har taget lang tid, og det er ikke sikkert, at det er noget, der bliver løst lige med det samme, men jeg tror helt oprigtigt ikke, at der er andre muligheder. Jeg tror ikke, det vil løse noget i den her konflikt, at vi i Danmark går enegang, måske nærmest tværtimod. Så der er kun én mulighed for mig at se, og det er at følge det arbejde, som FN har gang i.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Det er jo et arbejde, som har været i gang længe. Der har været et FN-mandat siden 1991. Det har Socialdemokraterne hele vejen igennem støttet. Jeg kan bare konkludere, at Marokko ikke følger FN-mandatet; Marokko respekterer ikke menneskerettighederne, Marokko støtter ikke op om, at der skal holdes en folkeafstemning, så befolkningen i Vestsahara kan afgøre sin fremtid. Skal det overhovedet ikke have nogen konsekvens? Altså, skal Danmark ikke gøre noget?

Ordføreren.

Jo, det, Danmark skal gøre, er at blive ved med at presse på, så der kan findes en forhandlet løsning i FN-regi. Det er jo ikke rigtigt, at der ikke er sket en eller anden form for udvikling siden 1991. Det er der trods alt. Det går langsomt, det medgiver jeg, men der er sket en udvikling. Og pointen er igen: Hvad er alternativet til den her forhandlede løsning i FN-regi? Jeg har svært ved at se den. Jeg tror ikke, det gavner noget, at vi støtter det her beslutningsforslag fra Enhedslisten, og derfor gør vi det ikke.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak. Socialdemokraterne havde også en kommentar i 1998-99, da det sidst blev diskuteret her i Folketinget. Da sagde hr. Bjarne Laustsen den 23. april 1998 – så må ordføreren jo selv prøve at tælle tilbage og finde ud af, hvor lang tid det er siden – at nu skal vi blot have fulgt indsatsen helt til dørs, så FN i løbet af relativt kort tid kan forlade Vestsahara som et område, hvor årtiers blodig krig er afløst af fredelig sameksistens og arbejdet hen imod opbygningen af demokratiske traditioner og institutioner, altså en forhåbning på daværende tidspunkt fra den socialdemokratiske ordførers side om, at det her var en relativt kort ting, som vi hurtigt skulle have på plads.

Baggrunden for den nuværende anmodning fra FN – hedder det i samme tale fra 1998 – er en fredsaftale fra 1988, hvor det via FN's mellemkomst lykkedes at etablere en fredsaftale, der indebar, at en folkeafstemning skulle afgøre, hvorvidt Vestsahara skulle være selvstændig stat eller forblive under marokkansk flag.

Se, da var der ikke tvivl hos Socialdemokraterne om, hvad formålet var med afstemningen, hvad temaet var for afstemningen, og at det skulle ske relativt hurtigt. Hvad er det, der er skiftet hos Socialdemokraterne i forhold til 1998, når der alligevel ikke er sket ret meget og man så er endnu mere passiv i dag?

Ordføreren.

Altså, jeg tror ikke, man kan være uenig i, at vi alle sammen delte det håb, som hr. Bjarne Laustsen gav udtryk for i 1998 – det gør vi sådan set stadig væk. Men det er jo et meget godt billede på, hvor svært det er at løse den her konflikt. Det er også et meget godt billede på, at det ikke er et snuptag, der kan løse den. Og derfor tror jeg ikke på den der løsning med, at Danmark bare går og rasler med sablen, eller hvad man nu skal bruge som billede i den her sammenhæng. Det løser ikke noget som helst.

Vi kan alle sammen godt sætte os hen og vaske hænder og have rene hænder, men det, vi må have fokus på, er, hvad der er med til at løse den her konflikt, og hvad der kan være med til at løse den her konflikt. Det er ikke en løsning ikke at forfølge FN-sporet. Det er ikke en løsning, at vi går ud modsat de øvrige europæiske lande og stiller os op og siger, at nu vil vi det her. Det er en løsning, at vi bidrager til en løsning i FN-regi.

Tak. Hr. Christian Juhl for en anden bemærkning.

Tak, og i særdeleshed tak. Jeg vil gerne sige til hr. Dyrby Paulsen, at vi ikke foreslår, at man ikke skal følge FN-sporet. Vi foreslår, at man skal styrke FN-sporet ved at gøre noget mere aktivt for det end at have jævnlige konsultationer i Marokko mellem de to parter. Vi foreslår en aktiv linje – i stedet for en passiv, afventende linje – som kan bakke op omkring FN-sporet.

Når man har siddet 35 år i en flygtningelejr, og når man har oplevet mennesker, som jeg gjorde nede i Vestsahara sidste år, der har været udsat for tortur, for grove menneskerettighedskrænkelser, for ikke at måtte demonstrere og mødes, tror hr. John Dyrby Paulsen så, at saharawierne synes, at det er o.k., at den danske regering og det danske Socialdemokrati bare er afventende? Kan hr. John Dyrby Paulsen ikke bare komme med et bud på, hvad vi så kan gøre – hjælpe i flygtningelejrene, hjælpe med at få noget humanitær hjælp derned, hjælpe med at gøre klar til afstemningen, hjælpe med et eller andet? Er der slet ingen ting, vi kan gøre?

Ordføreren.

Jo, men det er jo ikke et rigtigt, at vi ikke gør noget. Vi bidrager til FN-systemet, også med hjælp til flygtningelejre. Jeg tror ikke, at vi sådan unilateralt skal gå ind og sige, at nu ved vi lige nøjagtig, hvor pengene er bedst brugt. Det tror jeg faktisk der er nogle der ved mere om, end vi gør.

Det er jo heller ikke rigtigt, at der ikke bliver presset på i FN-systemet. Det er jo heller ikke rigtigt, at FN's repræsentant ikke møder andre folk end marokkanerne. Jeg synes i virkeligheden, at der bliver udfoldet store bestræbelser fra FN's side på at løse den her konflikt, som er svær at løse. Vi har også set nogle bevægelser, sidst i USA's holdning til, om menneskerettighedsspørgsmålet skulle indgå som en del af FN-operationen. Så derfor er der lidt bevægelser, men jeg medgiver, at det tager lang tid og længere tid, end man kunne håbe på det ellers ville have taget.

Tak for det. Så er der ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Søren Espersen.

Tak. Dansk Folkeparti er også enig med udenrigsministeren i det, han har sagt, med hensyn til hvorfor vi afviser beslutningsforslaget.

Det her er jo et af de mange tragiske resultater af koloniarven. Altså, hvis man ser efter, vil man lægge mærke til, at grænsedragningerne på kortet over Afrika er bemærkelsesværdigt lige. Der er brugt rigtig mange linealer i sin tid, da kolonimagterne skulle dele Afrika op imellem sig, og det her område har der jo sådan været revet i af spaniere og franskmænd osv., og på et eller andet tidspunkt kommer der en anden situation. Derfor er det sikkert rigtigt, at det ikke er de ideelle grænser, der ligger her, og jeg tror, det er sjældent at finde de ideelle grænser nogen steder, specielt i Afrika.

Jeg kan godt forstå, at Enhedslisten fremsætter det her forslag, og jeg ved også, at støtten til Polisario har været en del af Enhedslistens politik igennem mange år. Jeg kan godt forstå, man fremsætter det i en situation, hvor regeringen jo allerede er begyndt at anerkende stater, som ikke er eksisterende. Jeg synes, det er en dårlig vane, hvis man begynder på det, og det er også grunden til, at vi i andre situationer har sagt nej til det her.

Hvis man begynder på den slags, altså at anerkende ikkeeksisterende stater, ikkeetablerede stater, som ikke har en bæredygtighed i sig, så er spørgsmålet, hvor man ellers skulle foretage det skridt – Catalonien, Korsika, Baskerlandet. Der er masser af uafklarede situationer, hvor det ville være meget underligt, hvis Danmark på den måde skulle intervenere og egentlig på en mærkelig måde blive part i den konflikt, som ville opstå, i hvert fald i forhold til Marokko, der ville blive utrolig overrasket, hvis Danmark skulle foretage det her skridt.

Jeg tror, der er, om ikke hundredvis, så rigtig, rigtig mange områder i verden, der kunne ønske selvstændighed, og hvor der også er frihedsbevægelser og selvstændighedsbevægelser i stor stil, og jeg synes altså, man skal afholde sig fra det her. Vi har siden den tidlige middelalder, hvor vi egentlig startede med diplomatiet, jo altid holdt os til, at vi vil foretage den fulde anerkendelse af eksisterende lande. Så alene det er grunden til, at vi afviser forslaget fra Enhedslisten.

Tak for det. Der er to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil gerne høre Dansk Folkepartis ordfører, om det ikke er Dansk Folkepartis politik, at verdens folk skal have lov til selvbestemmelse, og om den ret ikke også bør gælde for saharawierne.

Ordføreren siger jo, at der er masser, der vil have selvstændighed alle mulige steder – det er ganske korrekt – men nu står vi så bare i dag og diskuterer Vestsahara. Det er ikke bare en tilfældig situation, for her har vi faktisk en situation, hvor FN har sagt, at her er et folk, der har ret til at blive hørt i en folkeafstemning, hvor de selv skal tage stilling til, om de vil være en selvstændig stat. Skal de ikke have den ret?

Ordføreren.

Joh, men det er jo ikke det, Enhedslisten foreslår. Enhedslisten foreslår, som jeg forstår det, at man skal anerkende Vestsahara som en selvstændig stat. Altså, jeg synes da, det er en glimrende idé, hvis parterne kunne enes om en folkeafstemning i området og finde reglerne for, hvem der eventuelt kan stemme til sådan en folkeafstemning. Det er jo ikke det, det her drejer sig om. Her foreslår man, at Danmark ensidigt skal anerkende en ikkeeksisterende stat, som ikke er bæredygtig, og som ikke har nogen som helst justits i det område, og de har f.eks. en regering, som jeg forstår lever i eksil. Jeg synes, det er uholdbart, og det har jo ikke noget som helst at gøre med, at jeg ikke synes, at der skal være en folkeafstemning.

Vi kender alle sammen – det er vi blevet mindet om her på det sidste – netop dilemmaet mellem folkeretten og folkenes selvbestemmelsesret. Det er altid et vældigt dilemma.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Nu er det jo ikke bare en hvilken som helst regering, vi taler om at anerkende. Man har en situation, hvor Polisario er internationalt anerkendt som repræsentant for saharawierne. Så det er jo saharawiernes repræsentanter, som vi vil anerkende. Det har den svenske rigsdag valgt at gøre. Den har den svenske rigsdag gjort for at lægge pres på Marokko, der fuldstændig har ignoreret FN's krav om en folkeafstemning.

Mener Dansk Folkeparti ikke, at det skal have en konsekvens, når en despotisk konge som ham, der sidder i Marokko, ignorerer en klokkeklar beslutning fra FN og fortsætter en besættelse af Vestsahara?

Ordføreren.

Nu er det så den svenske rigsdag, der har besluttet det. Derfor behøver det ikke være rigtigt. Mig bekendt foregår der mange ting i Sverige, som vi ikke behøver at efterabe.

Jeg vil sige, at vores principielle holdning er, at man ikke bør anerkende stater, som ikke har vist sig levedygtige og er de facto til stede. Det synes jeg er en uskik, som det allerede blev lagt op til i forbindelse med anerkendelsen af Palæstina. Så det er årsagen til, at vi afviser forslaget.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Hvis nu 82 stater i verden – ikke 45, som det blev nævnt – anerkender Vestsahara, og hvis nu AU optager dem som medlem – i øvrigt med den konsekvens, at Marokko så vil melde sig ud i protest – og hvis den svenske rigsdag udtaler sig positivt om det, gør det så slet ikke indtryk? Jeg mener: SADR repræsenterer Vestsahara i AU, SADR er administrerende myndighed i de befriede områder i Vestsahara, det er ubestridelige fakta, og SADR har en regering, et parlament og en række forskellige statsinstitutioner. Hvor meget eller hvor lidt skal der til? Skal der endnu mere land til, end det, der er befriet, og kan man ikke godt regne besat land med til en del af et kommende land? Altså, når Marokko har besat en del af Vestsahara, er der vel grund til at reagere – også fra Dansk Folkepartis side.

Ordføreren.

Jeg vil bare gentage, at vores holdning er, at man ikke skal skride til anerkendelse af ikkeeksisterende lande, som ikke har vist kraft og bæredygtighed. Man skal ikke give sig til at anerkende lande, der har en eksilregering, som befinder sig i et andet land. Vi må erkende, at det her er en konflikt, som glædeligvis har vist sig fredelig de sidste tyve års tid, og hvor der muligvis kan komme en eller anden forståelse.

I øvrigt er det en konflikt, som Afrika har mange af, og jeg nævnte, at de her grænsedragninger har været sådan meget tilfældige, og hvor så Algeriet spiller en meget afgørende rolle på den anden side. Så jeg synes, at man vil gøre hele udviklingen en bjørnetjeneste. Jeg synes, det er forkert, hvad den svenske rigsdag har gjort, og derfor afviser vi det.

Hr. Christian Juhl.

I 1991 var både Marokko, Polisario og FN enige om, at der skulle være en afstemning. I 2004 syntes Marokko så ikke længere, det var en god idé, at de fik den mulighed for at stemme. Hvad synes hr. Søren Espersen, at man skal gøre for at fremme den afstemning? Eller synes hr. Søren Espersen, at man bare skal lade tingene flyde, og FN så må se, hvornår man kan finde ud af at få samlet de to parter? Har man ikke en pligt til at gøre bare en lille smule for aktivt at fremme den afstemning eller gøre det lidt mere tåleligt for de folk, der bor i besat område eller i en flygtningelejr?

Ordføreren.

Altså, afstemningen har jo ikke noget som helst at gøre med det beslutningsforslag her. Og det, jeg skal forholde mig til, er, om Danmark skal anerkende en ikkeeksisterende stat, der ikke er bæredygtig og levedygtig og ikke har en regering, der bor i landet. Det er jo det, jeg skal forholde mig til.

Jeg synes, det ville være glimrende, hvis man kunne ende med en folkeafstemning og finde ud af, hvem der skal stemme ved den folkeafstemning, for som det jo er blevet nævnt i dag, er der jo gået 50-60 år, siden alt det her i virkeligheden startede. Så en folkeafstemning ville da være udmærket, og det håber jeg de når frem til, men det er ikke det, vi skal tage stilling til i dag.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Radikale Venstre, fru Lone Loklindt.

Jeg synes på mange måder, at det er et sympatisk forslag fra Enhedslisten, og jeg forstår til fulde hr. Christian Juhls indignation over saharawiernes situation i flygtningelejre m.m., for også i Radikale Venstre mener vi, at konflikten om Vestsahara er en skamplet, og at der er mange, der bør have dårlig samvittighed over det i verdenssamfundet. Men i Radikale Venstre er vi også, som udenrigsministeren har redegjort for, enig i den overordnede pointe i forslaget, nemlig at befolkningen i Vestsahara selv skal have lov til at bestemme, hvor de vil høre til.

Jeg skal ikke gentage alt, hvad ministeren allerede har sagt, for det er jeg selvfølgelig også totalt enig i, men når Danmark stemte nej i 2013 til at forlænge protokollen til fiskeripartnerskabsaftalen mellem EU og Marokko, er det jo netop også udtryk for, at vi heller ikke fandt garantien for bæredygtig udnyttelse af fiskeriressourcerne, altså både den miljømæssige, den sociale og den økonomiske udnyttelse, tilstrækkelig for, at udbyttet kom befolkningen i Vestsahara til gode, ligesom vi heller ikke mener at have tilstrækkelig tillid til, at overholdelse af menneskerettighederne sker. Sverige sagde også nej ved den lejlighed, men aftalen er nu godkendt i Rådet og Europa-Parlamentet og også i det marokkanske parlament.

Men i Radikale Venstre er vi altså optaget af at få tilendebragt de mange menneskerettighedskrænkelser, der finder sted, og vi mener, at det gøres bedst gennem FN-sporet. Vi støtter, som vi også hørte udenrigsministeren sige, en udvidelse af MINURSO's mandat til at omfatte overvågning af menneskerettighederne, men det med at gøre, som Enhedslisten foreslår, altså anerkende Vestsahara som en selvstændig stat, er symbolpolitik mere end noget, der kommer til at rykke i den situation, hvor der er en proces i gang.

Vi skal fastholde den kritiske dialog, der er, i forhold til Marokko. Vi skal forfølge FN-sporet for at få en forhandlet løsning mellem Marokko og Polisario om Vestafrika. Marokko har i den senere tid gjort mange bestræbelser på at bevæge sig ind i, lad os kalde det det gode selskab, forfatningen er ændret, og de har tilsluttet sig torturkonventionens tillægsprotokol. Netop derfor er der jo god grund til at holde fast i den kritiske dialog med Marokko.

Vi kan derfor ikke støtte Enhedslistens beslutningsforslag, men vi går selvfølgelig ind for, at Vestsahara skal have en forhandlet løsning. Om det er en løsning om en selvstændig stat eller et udstrakt selvstyre, må forhandlingerne vise, men det er ikke en hjælpende hånd i den her situation, at vi skulle gå enegang og følge en anerkendelse herfra.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har bedt om ordet. Den første er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Jeg kvitterer for, at Radikale Venstre vil være med til at gøre en øget indsats og få menneskerettighedsenheden ind på FN-sporet i Vestsahara. Det er da i hvert fald et skridt på vejen. Men når der er vedtaget 120 resolutioner i FN og alle resolutioner er blevet siddet overhørig af Marokko, hvad mener fru Lone Loklindt så der skal til? Tror fru Lone Loklindt, det er nok, at vi har en udsendt repræsentant, som så er i dialog med parterne, eller kunne der være noget, som vi kunne gøre? Hvis vi nu ikke anerkender Vestsahara som nation, hvad kunne vi så gøre for at fremme processen? Eller har fru Lone Loklindt så stor tålmodighed, at hun synes, at vi godt kan sige, at 120 resolutioner da bare er et stykke ad vejen, og at vi venter på 120 mere og i 35 år mere? Hvordan kunne vi agere som et ansvarligt samfund i den proces?

Ordføreren.

Jeg synes i hvert fald ikke, at der er brug for lige så mange nye resolutioner, og jeg har vist også allerede givet udtryk for, at den her konflikt er en skamplet og har varet alt for længe. Men spørgsmålet er jo netop, hvordan man bruger sine kræfter bedst, og jeg synes egentlig, det er meget, meget rigtigt at fastholde en tæt dialog med Marokko. Marokko har i hvert fald tydeligt ændret signaler i forhold til at ville gøre noget mere for at bekæmpe tortur. Det er det, de siger, og det skal de så holdes op på. Vi skal have en tæt kontakt med Marokko for netop at fortsætte ad det spor, og så skal vi selvfølgelig fortsat med al magt støtte gennem FN, at processen fortsat fremmes, at den ikke går i stå. Nogle af de ting er jo ikke noget, man kan gøre åbent. Nogle ting handler jo netop om at presse den proces i gang i FN-regi.

Hr. Christian Juhl.

Jeg spurgte egentlig, hvad Danmark kunne gøre, hvad den danske regering og hvad det danske Folketing kunne gøre for at fremme processen. Der må jo da være ting, vi kan gøre. Nu er der gået rigtig, rigtig lang tid, hvor der ikke er sket noget videre. Jeg er ikke enig i vurderingen af Marokko. Der foregår stadig værre tortur i Marokko, end der gør i Guantánamo. Det er altså alvorlige ting, vi snakker om.

Kunne vi så f.eks. give humanitær hjælp til flygtningelejrene? Det gør Danmark f.eks. ikke; det gør Norge og Sverige endda i et pænt omfang via Røde Kors og Røde Halvmåne. Kunne vi tage nogle initiativer til at forberede afstemningen? Kunne vi tage nogle initiativer til at forberede repatrieringen efter en afstemning og den slags ting og på den måde fra Danmarks side give støtte, sådan at vi i hvert fald giver nogle signaler om, at vi vil fremme processen på anden måde end bare at vente?

Ordføreren.

Jeg er enig i, at der er alt for mange tegn på, at der stadig væk foregår tortur og overgreb i Marokko, og det skal vi under alle omstændigheder selvfølgelig påpege i dialogen med Marokko. Jeg tror, at nogle af de ting, som hr. Christian Juhl anviser at man kan gøre, må vi prøve at diskutere nærmere. Det første skridt er jo f.eks. at sige, at vi skal have den der menneskerettighedsovervågning med ind i MINURSO, og det er da også noget, der måske vil koste et ekstra beløb. Men noget er allerede er i gang, og jeg anerkender udenrigsministerens initiativ til særlig at gøre noget for at stoppe tortur i samarbejde med Marokko, og det er jo faktisk en måde at få en meget tæt dialog på og dermed en mulighed for at påvirke Marokkos politik.

Tak. Så er det hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Tak for det. Den radikale ordfører siger, at Enhedslistens forslag om anerkendelse af Vestsahara er symbolpolitik. Hvis det er symbolpolitik, er det i hvert fald en symbolpolitik, som er blevet meget, meget bemærket i Marokko. Der har været adskillige delegationer fra Marokko på besøg i Udenrigsudvalget for at overbevise Udenrigsudvalget om, at man for alt i verden ikke skulle vedtage Enhedslistens beslutningsforslag og følge den svenske rigsdag.

Er det ikke sådan, at en vedtagelse af det her forslag faktisk lige præcis ville være en kritik, som ville blive bemærket, og som allerede er blevet bemærket i Marokko, og at eksempelvis kongen af Marokko vil synes, at det da ville være dejligt, at Enhedslistens forslag ikke bliver vedtaget, og der derved i dag ikke bliver udtrykt en kritik fra Folketingets side?

Ordføreren.

Når jeg siger symbolpolitik, er det, fordi jeg ikke mener, det er den måde, vi får størst effekt på. Den største effekt får vi jo, hvis vi i EU fastholder vores kritik af situationen og faktisk fastholder, at vi vil have en fælles EU-tilgang til det her spørgsmål og lægge et fælles pres på Marokko på en anden måde end det, som jeg i den her situation vil kalde symbolpolitik. Det er ikke det bedste, at Danmark nu går enegang i den her sag. Det er meget vigtigere, at vi fra EU's side har en fælles tilgang i forhold til at presse på for at få en forhandlet løsning.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Den samlede tilgang fra EU har man jo forsøgt at opnå. Så sent som med fiskeriaftalen med Marokko har man fra den danske regerings side forsøgt at opnå det, men det kunne man ikke. Og i EU er det sjovt nok sådan, at hver eneste gang der bliver diskuteret, holder Frankrig og Spanien jo hånden over Marokko, fordi de har et tæt samarbejde med kongen i Marokko. Derfor kommer vi ikke til at få en samlet holdning i EU, der insisterer på, at FN's krav skal efterleves. Det har den svenske rigsdag så taget en konsekvens af, som er blevet bemærket i Marokko. Hvorfor skal Danmark ikke drage den konsekvens, når vi nu lige præcis ikke kan få en samlet stemme i EU?

Ordføreren.

Altså, jeg anerkender helt, at den svenske rigsdag har taget den beslutning. Jeg kan se, at den svenske regering ikke har fulgt den til dørs. Jeg mener på ingen måde, at vi skal sænke tonelejet i forhold til at kritisere både menneskerettighedskrænkelserne og den manglende forhandling mellem Marokko og Vestsahara om en løsning. Men derfra og til at mene, at en ensidig anerkendelse ville være det rigtige, er der rigtig langt, og derfor kan Radikale Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for SF, hr. Holger K. Nielsen.

Jeg vil ligesom andre godt takke Enhedslisten for at have fremsat det her beslutningsforslag. Der er jo mange konflikter rundtomkring i verden, som ligesom bliver glemt i den flodbølge af medieinformationer, vi får fra konflikter, som der er interesse for. I øjeblikket er det Ukraine, Syrien har været på her for ikke så længe siden, Den Centralafrikanske Republik, Mali – alle sammen voldsomme konflikter med store menneskelige lidelser, men ved siden af dem er der jo også andre konflikter rundtomkring, som indeholder menneskelige lidelser, og der er den her konflikt omkring Vestsahara en del af det.

Jeg synes, at den radikale ordfører holdt en meget tænksom tale, og jeg er enig i hovedlinjerne i den. Jeg er lidt ærgerlig over, at Enhedslisten udelukkende fokuserer på en dansk anerkendelse af Vestsahara, for der har jeg det ligesom andre her, nemlig at det ikke er noget, man skal gå solo med. Det er bare ikke klogt at gøre det. Der skal være flere lande med, helst gennem FN eller måske EU, og hvis ikke det kan lade sig gøre, og det er vanskeligt, det indrømmer jeg, bør der i hvert fald være flere lande med. Men der er jo ingen lande i den del af verden, vi normalt arbejder sammen med, som har besluttet at anerkende Vestsahara. Derfor ville det jo blive en ren dansk enegang, og det skal man ikke.

Derfor var jeg også imod, at Danmark ensidigt skulle anerkende Palæstina. Det har kun virkning og vægt, hvis der er flere lande med, og helst, som sagt, hvis det er gennem EU eller FN, men i hvert fald i det mindste gennem en koalition af vilje, som man kan bruge som udtryk. Og det er jo ikke tilfældet her.

Men det betyder jo ikke, at det ikke er nødvendigt at diskutere det her. Og jeg må så sige, at jeg måske synes, at udenrigsministerens vægtning var lidt for neutral. Det vil jeg sige. For jeg synes faktisk, at det jo er Marokko, der er hovedproblemet i det her. Det håber jeg også at vi er enige om at det er. Marokko er den stærke magt i det her – ligesom i Palæstinakonflikten, hvor det jo er Israel, som er den stærke, som ligesom har hovedansvaret for, at der ikke sker noget. Det mener jeg også er tilfældet med Marokko. Lige så vel som det også er anerkendt, at der er tale om en ulovlig besættelse af det område, lige så vel er det også almindeligt anerkendt, at der sker en overtrædelse af menneskerettigheder ikke kun i Marokko, men også i Vestsahara, som man er nødt til at forholde sig til.

Derfor synes jeg måske, at det kunne være mere nyttigt, også som en udløber af det her, at man måske fik en form for beretning, hvor man ligesom kunne skitsere nogle linjer for, hvordan menneskerettighedssituationen i Vestsahara kunne forbedres, og hvordan man måske kunne skitsere en løsning på det her, og derfor håber jeg på, at det kan ende med det. Men som sagt stemmer vi ikke for det her beslutningsforslag, hvis det kommer til afstemning, hvad jeg sådan set vil håbe at Enhedslisten vil afstå fra at lade det komme til.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har meldt sig. Den første er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

I 2011 sagde Villy Søvndal til Afrika Kontakt, at han grundlæggende er enig i, at situationen i Vestsahara ikke er god, samtidig med at han beklagede Marokkos unødige magtanvendelse og overgreb mod saharawierne, og det kan jeg forstå stadig væk er SF's holdning. Men hvis nu en anerkendelse ikke er et godt redskab, skal vi have fundet ud af, hvad der så kan være gode redskaber. For jeg kan forstå på SF, at de er enige i, at noget må vi gøre, fordi det er uholdbart, at vi bare venter og er neutrale. Det er så ikke FN eller hele EU, men en række af lande, der er villige. Nogen må jo starte det her, vil jeg sige til hr. Holger K. Nielsen.

Hvordan kan vi starte sådan en proces? Eller hvilke initiativer kunne der være i det, som ordføreren kalder en beretning?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke svare på lige her, men det er da klart, at det her fordrer en intens diplomatisk indsats og en diskussion internationalt. Det er også tilfældet i øjeblikket. Men der er jo ikke andet at gøre lige nu end at fortsætte ad de spor, der er lagt, gennem FN. Jeg går da ud fra, at den danske regering også er aktiv der, og at man så måske får mere fokus på den humanitære situation i Vestsahara med flere krav til den marokkanske regering, i forhold til hvordan den håndterer menneskerettighedssituationen, og med henblik på at der er opmærksomhed på flygtningenes situation, både i Vestsahara, men selvfølgelig også i Algeriet.

Hr. Christian Juhl for anden runde.

Tusind tak. Hvis vi anerkender, at der er tale om en ulovlig besættelse, hvordan stiller hr. Holger K. Nielsen sig så til, at Marokko via handelsaftaler og via fiskeriaftaler forærer saharawiernes fisk i havet og råstoffer væk, f.eks. olie, gas, kunstgødning osv., og giver andre lande mulighed for at købe det af Marokko?

Ordføreren.

Jeg mener, der er nogle folkeretlige regler for, hvordan man skal håndtere de naturlige ressourcer i den situation, som Vestsahara er i, at man ligesom skal tage hensyn til den lokale befolknings behov osv. Og i det omfang, der sker en overtrædelse af det, skal vi selvfølgelig reagere på det.

Næste spørger er hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten, værsgo.

Tak for det. Jeg er meget enig med hr. Holger K. Nielsen i, at Marokko er den stærke part i den her konflikt, og at det derfor også er på Marokko at presset bør lægges. Man kan sige, at i forhold til sammenligningen med konflikten mellem Israel og Palæstina var det jo, da hr. Holger K. Nielsen var udenrigsminister, at Danmark var med til at foretage en ikkediplomatisk anerkendelse af Palæstina og deres repræsentation her i Danmark. Kunne SF støtte noget lignende i den beretning, som hr. Holger K. Nielsen taler om? Kunne det være et led i, at Danmark lagde pres på Marokko?

Ordføreren.

Nej, det tror jeg ikke, for der er den forskel i forhold til Palæstinaproblematikken, at der i det spørgsmål faktisk er flere lande, der er gået med på den samme linje. Og som jeg har sagt, mener jeg, at det helt grundlæggende er uklogt, at vi fra dansk side går fuldstændig enegang i et spørgsmål som det her og overhovedet ikke har nogen allierede andre steder.

Spørgeren for anden runde.

Nu har det været fremme tidligere, at det ikke er en enegang, som rækker specielt meget længere end lige ovre på den anden side af Øresund, hvor den svenske Rigsdag har vedtaget et lignende forslag. Så på den måde ville enegangen jo ikke være specielt ekstrem eller ensom, hvis man gik den vej for at lægge pres på Marokko.

Jeg synes, det er ærgerligt, at SF ikke vil bakke op om det i dag, men hvad vil SF så gøre? Har SF nogle konkrete forslag til, hvordan vi kan lægge pres på Marokko, som vi kunne arbejde videre med fremover?

Ordføreren.

Hvad angår den svenske Rigsdag, så ved Enhedslisten jo også godt, at det ikke har haft nogen forpligtende virkning i forhold til den svenske regering. Jeg kender ikke helt præcist den svenske grundlov, men jeg vil gætte på, at det jo skyldes, at det som i Danmark er regeringen, der fører landets udenrigspolitik. Så derfor kan man sige, at det var en gratis omgang. Jeg tror, de fleste iagttagere er enige om, at Socialdemokraterne i Sverige ikke ville have stemt for det, hvis de selv havde været i regering, men den diskussion kan man tage andre steder.

Jamen jeg synes da, at vi skal diskutere efterfølgende, om der kan udmøntes nogle konkrete ting i forhold til Marokko, for jeg er helt enig i, at presset skal lægges på Marokko.

Der er ikke flere spørgere. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Værsgo.

I Liberal Alliance følger vi med interesse FN's bestræbelser på at finde en fredelig løsning på den ulykkelige og langvarige konflikt mellem Marokko og Vestsahara. Vi noterer os, at forhandlingerne går langsomt, og at der er problemer med overholdelse af menneskerettigheder. Vi vil derfor gerne opfordre både EU og FN til at lægge pres på parterne for at finde en politisk løsning, men Liberal Alliance kan på det nuværende grundlag ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag om dansk anerkendelse af Vestsahara som en selvstændig stat.

For en god ordens skyld burde jeg nok lige have nævnt, at jeg oplæser denne tale på vegne af vores udenrigsordfører, fru Mette Bock, som desværre ikke kunne være til stede i salen i dag, hvad jeg naturligvis skal beklage.

Tak. Der er et spørgsmål fra hr. Christian Juhl fra Enhedslisten.

Nu er det almindelig høflighed så ikke at stille spørgsmål. Men jeg vil høre, om jeg må stille nogle spørgsmål. (Joachim B. Olsen (LA): Du må stille alle de spørgsmål, du vil).

Ja, værsgo – bortset fra at det ikke er korrekt tiltale. Så er det hr. Christian Juhl.

Tusind tak. Så vil jeg gerne sige, at hvis det nu er Liberal Alliances opfattelse, at vi skal opfordre EU og FN til at finde en løsning, skal vi så gøre det her fra Folketingets side, eller skal vi opfordre ministeren til at gøre det, eller hvordan skal vi gøre det? Og i givet fald, har Liberal Alliance andre ideer til, hvordan vi kan fremme processen, end bare herfra at sige: Vi opfordrer EU og FN til at gøre noget?

Ordføreren.

Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke har meget forstand på den her konflikt. Hvis ordføreren ønsker en diskussion med Liberal Alliance om det her spørgsmål, må ordføreren tage den med vores udenrigsordfører, som ved en hel masse om det. Jeg skal på vegne af mit parti beklage, at det ikke var muligt for vores ordfører at være her i dag. Det er altid beklageligt, synes jeg selv, når det er tilfældet. Men sådan er det jo altså nogle gange, når man er et lille parti, som har meget travlt.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lene Espersen fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg er i helt samme situation som Venstres ordfører. Jeg synes faktisk, at udenrigsministeren holdt en lang, men også meget, meget fin tale om, hvilke bestræbelser vi gør for at få hjulpet konflikten mellem Vestsahara og Marokko til en løsning. Og jeg har simpelt hen ikke mere at bidrage med, så jeg kan sige, at vi støtter fuldt ud op om den linje, som regeringen lægger i den her sag.

Tak til ordføreren. Der er to spørgere. Den første er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten.

Nu har vi efterhånden hørt alle de forenede regeringspartiers holdninger. Alle dem, der gerne vil sidde i regering eller har siddet i regering, har tilsyneladende en fuldstændig ens holdning til det her spørgsmål.

Jeg vil dog lige citere fru Lene Espersen, som i et svar til Afrika Kontakt i 2010 skrev, at hun var stærkt bekymret for udviklingen i Vestsahara, og at hun gerne så, at FN's fredsbevarende mission, MINURSO, også får mandat til at monitere menneskerettigheder i Vestsahara, som de fleste andre sådanne missioner har. Det sagde fru Lene Espersen i 2010.

Jeg vil høre, hvad hun siden har gjort for at fremme det synspunkt, eller om hun har lyst til at være med til at gøre noget nu?

Ordføreren.

Jeg tror, ganske som udenrigsministeren sagde det, at vi selvfølgelig alle sammen er stærkt optaget af at få fundet en løsning på den konflikt, der er. Men det skal nu engang gå igennem de institutioner og de organer, der i dag arbejder for at finde en fredelig løsning.

Hr. Christian Juhl for anden runde.

Men når fru Lene Espersen selv har siddet i en vis varm stol og har haft en vis indflydelse på Danmarks udenrigspolitik, kunne hun så ikke indvie os i, hvad hun selv har gjort for at fremme den proces i Vestsahara, hvad hun har gjort for at få menneskerettighedssituationen ind i MINURSO, hvad hun har gjort for at få fremmet afstemningen, hvad hun har gjort for at få bekæmpet menneskerettighedsovertrædelser, hvad hun har gjort for de humanitære ting i flygtningelejrene?

Det er mere, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke bare har nogle fine ord, men ingen handling. Jeg vil gerne høre om, hvilke handlinger den tidligere udenrigsminister har gjort for at fremme den her proces.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg tror, at den bedste måde, man kan fremme en positiv udvikling på, jo er ved at bruge, man kan sige, Danmarks tilstedeværelse de steder, hvor man kan gøre sin indflydelse gældende. Jeg vil i hvert fald sige, at som jeg erindrer det har vi haft rigtig mange gode drøftelser i kredsen af EU-medlemslande om, hvordan EU kan lægge et pres på parterne, ligesom jeg også mener, at vi via FN fortsat skal bestræbe os på at få fundet en fredelig løsning.

Så jeg vil sige til hr. Christian Juhl: Jeg tror ikke, at der er det, man kalder et quick fix – det må man vist ikke sige fra talerstolen, fordi man skal tale dansk – altså en hurtig, nem løsning på den her konflikt. Det er det lange, seje træk, som forhåbentlig kan medvirke til, at man får fundet en løsning.

Tak. Den næste spørger er hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten.

Tak for det. Man må jo sige, at det er et meget langt, sejt træk, man er begyndt på. Der er ikke sket noget som helst siden 1991, hvor FN vedtog et mandat, der sagde, at der skulle være en folkeafstemning i Vestsahara, så saharawierne kunne bestemme deres egen fremtid. Det har Marokko fuldstændig ignoreret. Som den konservative ordfører også ved, har EU belønnet det ved at indgå en fiskeriaftale med Marokko, hvor kuttere fra EU fisker den fisk, som saharawierne ikke kan fiske, fordi de sidder i flygtningelejre uden for deres eget land.

Det går ikke lige den rigtige vej med den politik, som bliver ført indtil nu. Mener den konservative ordfører ikke, at der bør gøres et eller andet? Selv hvis den konservative ordfører, som det lyder til, synes, at Enhedslisten har et dårligt forslag her, bør Danmark så ikke tage et eller andet initiativ for at fremme en situation, hvor FN's beslutninger bliver fulgt af Marokko?

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Nikolaj Villumsen, at jeg ikke tror på, at unilaterale skridt fra Danmarks side gør nogen forskel. Derfor er der kun den lange, seje vej at gå, nemlig at bruge vores indflydelse de steder, hvor der bliver lyttet til, hvad der bliver sagt, bl.a. via vores medlemskab af EU og via de bestræbelser, der bliver gjort fra FN's side. Så jeg vil sige til hr. Nikolaj Villumsen, at jeg ikke tror på, at Enhedslistens paradeforslag her gør nogen som helst gavnlig forskel. Det er den lange, seje vej frem, der er svaret.

Hr. Nikolaj Villumsen for anden runde.

Tak for det. Ja, det er jo så et paradeforslag, som tydeligvis er blevet bemærket i Marokko. Der har været delegationer og besøg fra Marokko for at advare Folketinget imod at vedtage det her forslag. Så skulle det være et paradeforslag, er det et paradeforslag, som Marokkos konge tydeligvis er meget bange for. Så helt ved siden af er det nok ikke.

Den konservative ordfører siger, at Danmark skal fremføre vores synspunkter de steder, hvor der bliver lyttet til dem, bl.a. i EU. Altså, nu er situationen jo den, at EU har afvist at følge det danske forslag om at lade være med at underskrive en handelsaftale, en fiskeriaftale med Marokko. Mener fru Lene Espersen, at det er et tegn på, at EU lytter til Danmark?

Ordføreren.

Det er jo sådan qua vores EU-medlemskab, at vi alle hver især kan gøre vores indflydelse gældende og prøve at trække ting i vores retning. Det er så ikke altid, man kommer hundrede procent igennem med danske synspunkter, men derfor skal man alligevel gøre et forsøg på i videst muligt omfang at trække tingene i en retning, der måske er mere positiv end udgangspunktet. Det er den vej, der er at gå, hvis Danmark vil søge indflydelse, og det mener jeg naturligvis også at vi skal i den her sag.

Der er ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren. Og så er det hr. Christian Juhl som ordfører for forslagsstillerne. Værsgo.

Tak for det. Den her sag handler jo om den glemte konflikt i Afrika, den sidste koloni, kunne man sige, eller det besatte stykke afrikanske ørken, som mange tilsyneladende synes man ikke skal gøre meget ved. Jeg er meget, meget glad ved, at Folketinget ikke altid er ligeså langmodigt og fodslæbende som i den her sag. Jeg er glad for, at vi, hvad angår ukrainerne, kan sige, at vi har en væsentlig større interesse for dem, og jeg ville sådan set håbe, at vores interesse også slog igennem, når det drejede sig om ting, som andre går og glemmer.

Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, har siden 1975 levet under en brutal og undertrykkende besættelsesmagt, nemlig det marokkanske kongedømme, og Vestsahara er betegnet som Afrikas sidste koloni. Ingen lande eller politiske institutioner anerkender den marokkanske besættelse. Derimod har 82 lande og Den Afrikanske Union anerkendt saharawiernes eksilregering, SADR, og den svenske Rigsdag har opfordret den svenske regering til at gøre det samme. Og det var det, jeg havde håbet på at få jer med på i dag.

120 FN-resolutioner kræver selvbestemmelse for saharawierne, og siden 1991 har FN forsøgt at organisere en folkeafstemning blandt Vestsaharas oprindelige befolkning for at afgøre Vestsaharas tilhørsforhold, men desværre har Marokko på systematisk vis undermineret dette tiltag. Med åbenlyse brud på FN-resolutioner har EU igennem en årrække haft forskellige politiske og økonomiske aftaler med Marokko, der sælger ud af Vestsaharas værdier. Ifølge en marokkansk minister er det vigtigste ved disse aftaler, at EU giver legitimitet til Marokkos besættelse. Det siger lidt om, hvad det er, vi er oppe imod. Med de her aftaler, handelsaftaler m.v., giver EU legitimitet til Marokkos besættelse.

Senest har EU på trods af dansk nej indgået en fiskeriaftale med Marokko, der belønner det marokkanske kongedømme og plyndrer Vestsaharas farvande, uden at saharawierne får en rød reje. Danmark kan ikke blive ved med stiltiende at se til, mens saharawiernes menneskerettigheder krænkes og de frarøves deres egne ressourcer med aktiv hjælp fra EU. En dansk anerkendelse af en eksilregering ville være et vigtigt første skridt til at lægge pres på det marokkanske kongedømme, samtidig med at det vil sende en klar opfordring til EU's andre medlemslande om at tage lignende tiltag. Nogle skal jo starte processen, hvis den overhovedet skal i gang. Vi er nødt til at få taget nogle konkrete politiske beslutninger, der siger fra over for Marokko og giver støtte til FN-processen, hvis Marokkos mangeårige besættelse skal stoppes. Flyvske ord og udenomssnak kan saharawierne ikke bruge til ret meget.

Vi har diskuteret i dag, hvorfor der ikke kommer nogen løsninger, og jeg vil i den sammenhæng sige, at jeg jo har lyttet meget til, om ikke der skulle være et flertal for vores forslag. Jeg har ikke helt fået talt det op endnu, men det kan jo være, det sker undervejs i udvalgsarbejdet.

Jeg vil sige noget til de enkelte kommentarer – ud over den der med: Jeg er enig med regeringen eller ministeren. Det virker jo efter min bedste overbevisning og med min erfaring i Folketinget lidt ensformigt, hvis det er det eneste, man kan svare. Det er ikke meget substans, der er i partiernes holdning. Jeg vil dog sige, at der var nogle enkelte undtagelser.

Socialdemokraterne tilføjer, at vi skal følge FN-sporet. Skal vi mere? Ja, vi skal følge FN-sporet. Kunne man ikke forvente lidt mere drev af et parti, som er det næststørste i Folketinget på det internationale plan?

Dansk Folkeparti sagde til gengæld ok til folkeafstemninger, men ikke til anerkendelse. Jamen så kunne vi jo prøve det spor og se, om vi kunne fremme folkeafstemningen.

Radikale Venstre kom med i hvert fald et af de to mest sympatiske tilsagn, nemlig at de netop synes, at forslaget er sympatisk, at det er en skamplet, at der ikke er sket mere, at vi skal gøre noget ved menneskerettighederne i MINURSU, og de åbnede velsagtens også for, at vi kunne tage et par skridt mere, hvis vi kunne finde fælles fodslag om det.

SF anerkendte, at der er tale om en besættelse, og at der er behov for aktivitet – også mere aktivitet end nu, også om nødvendigt uden for FN og EU, men ikke alene. SF foreslog også, at vi kunne kigge på at afgive en beretning i udvalget. Det kunne jo være en mulighed.

Konservative er bare enige med regeringen og kunne ikke engang komme med eksempler på, hvad man selv har gjort, da man havde udenrigsministerposten. Det synes jeg er betænkeligt. Der må da være et eller andet, som den borgerlige regering har gjort i 10 år med det her problem, som er så uacceptabelt, at både hr. Per Stig Møller og fru Lene Espersen siger, at det ikke er godt, at det er, som det er. Så de har vel gjort et eller andet – det håber jeg da.

Liberal Alliance vil gerne henvende sig til EU og FN.

Der er lidt at bygge på, men jeg synes, der er langt mellem snapsene i den her debat, og jeg synes ikke, vi kan være det bekendt over for saharawierne, at vi ikke har mere konkrete bud. Og jeg vil gerne opfordre til, at vi prøver i det skridt, der bliver taget nu, og i vores arbejde i udvalget at se, om ikke vi kan være lidt mere fantasifulde i forhold til et initiativ, som Danmark skulle tage.

Men jeg vil gerne sige tak for bidragene – også til ministeren, som jo også pegede på nogle af de samme ting som Radikale Venstre, nemlig menneskerettighedsdelen i MINURSO og at fremme afstemningen om selvbestemmelse.

Jeg vil egentlig også godt sige tak til et andet parti – nej, det er jo ikke et parti, men så en anden part – nemlig de dele af civilsamfundet, som tager del i debatten om det her, og jeg vil især gerne sige tak til nogle, der uhæmmet og hele tiden gør noget, nemlig Afrika Kontakt. Jeg vil gerne sige tak for det seriøse og konsekvente arbejde, de laver, og for den utrættelige indsats med at dokumentere forholdene i Vestsahara, de hele tiden leverer. Uden deres indsats tør jeg næsten ikke tænke på hvordan debatten om Vestsahara ville være i Danmark. Jeg ved godt, at det så er lidt mere ros til dem end til mine kollegaer i de andre partier, men ret skal jo være ret.

Som sagt kan jeg ikke se et fælles flertal endnu for vores forslag, men jeg kan se, at der er en mulighed for, at vi drøfter tingene videre i udvalget. Jeg tror både, der er en mulighed for at diskutere MINURSO's optagelse af menneskerettighederne og et øget pres for en fælles folkeafstemning, og jeg håber også, der kan findes en vej til, at Danmark kunne bidrage humanitært i flygtningelejrene. Det er i hvert fald ikke afvist af nogen, når jeg har spurgt. Jeg håber også, vi kan være med til at forberede en repatriering efter en afstemning og måske afvise nogle af de værste aftaler, hvor man stjæler af Vestsaharas råstoffer.

Jeg håber da i hvert fald på og ser frem til en frugtbar drøftelse i Udenrigsudvalget i de kommende dage og uger for at se, om vi ikke kunne samle flertal for så mange initiativer som overhovedet muligt.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.