Jeg vil gerne sige tak for indlæggene i debatten.
Baggrunden for det her beslutningsforslag er jo, at de fleste danskere i de kommende år kan se frem til en ganske stor regning fra kommunen.
Den stigende grundskyld er nemlig en skat, som rammer alle, hvad enten man bor i lejlighed eller i hus, hvad enten man er lejer eller boligejer.
Lejerne betaler grundskyld indirekte via en stigende husleje, og boligejerne betaler den mere direkte de to gange om året, hvor grundskylden skal indbetales.
Grundskylden stiger og stiger, og det gør den ikke, fordi vi politikere har besluttet at sætte skatten op, men på grund af stigningen i grundværdierne.
Så selv om kommunalpolitikerne holder grundskyldspromillen i ro, vil mange boligejere opleve, at deres boligskat vokser markant over de næste år.
Når SKAT i deres vurderinger har forøget grundværdierne så kraftigt mange steder i landet, som det er sket de seneste år, indebærer det jo i første omgang ikke en lige så stor stigning i grundskylden.
I stedet vil skatten stige løbende med op til 7 pct.
pr.
år i mange år fremover, medmindre grundværdierne på et senere tidspunkt igen reduceres.
Og der kan blive tale om en meget lang årrække, da der i de fleste kommuner allerede er et efterslæb for tidligere stigninger i grundværdierne, som ikke er slået fuldt igennem i grundskylden endnu.
På den måde skubber man problemet foran sig i mange år, medmindre grundværdierne igen reduceres.
Det betyder, når grundskyldsstigningerne er slået fuldt igennem, at helt almindelige boligejere risikerer at skulle betale mellem 50.000 og 100.000 kr.
om året i grundskyld i de kommuner, der bliver allerhårdest ramt.
Som reglerne i dag er, er der et krav om, at grundskyldspromillen skal ligge et sted mellem 16 og 34, og Venstre foreslår så ganske rigtigt, at vi fjerner kravet om, at man skal opkræve mindst 16 promille i grundskyld.
Venstre vil give kommunerne frihed til at sænke grundskyldspromillen, så borgerne kan blive kompenseret for stigende skatter som følge af stigninger i grundværdierne.
Det må være op til den enkelte kommune at bestemme, hvor meget de vil opkræve i grundskyld.
Så hørte vi så nogle toner fra Enhedslisten om konsekvenserne af det her.
Jeg kan forstå, at Enhedslistens frihedsbegreb er sådan lidt spøjst, for man vil altså kun give frihed til nogle kommuner.
Jeg går ud fra, at Enhedslisten godt vil foreslå, at kommunerne gik op over loftet, men vil bare ikke give dem frihed til at sænke grundskylden.
Det er så, hvad det er.
Men det, jeg hørte fra regeringspartiernes side, var anderledes positivt.
Jeg vil vælge at høre det, der rent faktisk blev sagt, selv om jeg jo må erkende, at hr.
Ole Birk Olesen godt kan have en pointe i det, han siger.
Nu er hr.
Ole Birk Olesen måske lidt mere kynisk indstillet ofte, end jeg er, og desværre får hr.
Ole Birk Olesen jo ofte ret, men jeg vil vælge at tage ja-hatten på og forholde mig positivt til det, der rent faktisk blev sagt fra regeringspartiernes ordføreres side, selv om jeg selvfølgelig godt kan have en bekymring for, at det ikke var ment helt så klart, som det blev sagt.
Men hvis vi forholder os til problemstillingen om, hvem det er, der betaler grundskyld, og om det nu bare er de rige, som skal slippe noget billigere, vil jeg godt lige gøre opmærksom på, at hvis vi ser på personskatten og sammenligner med grundskylden, vil vi se, at der jo ikke er nogen direkte sammenhæng mellem, hvad man har i indtægt, og hvad man så betaler i grundskyld, ikke engang hvor meget man i givet fald tjener på at sælge sit hus, for det kan være fuldstændig tilfældigt, hvornår tidspunktet for det hussalg indtræffer, altså om man er på toppen eller i bunden af markedet.
Grundskylden er alene afhængig af grundens værdi og den politik, der så bliver ført på rådhuset i den pågældende kommune.
Og med hensyn til grundens værdi har vi jo set, at det også kan være mere eller mindre tilfældigt, hvad den nu bliver ansat til.
Derfor ønsker vi i Venstre at give kommunerne langt bedre mulighed for at imødekomme konsekvenserne af de højere vurderinger af grundværdierne, vi vil give kommunerne frihed til at sænke grundskyldspromillen, vi vil give dem frihed til selv at bestemme den nedre grænse for, hvor meget de vil opkræve i grundskyld, og dermed give dem frihed til at kompensere boligejerne for de stigninger, der er i grundværdien.
For de enkelte boligejere er det nemlig beløbet i kroner og øre, der er afgørende, og da grundskylden jo varierer betragtelig fra kommune til kommune, mener vi i Venstre, at den bedste løsning er, at vi fra Christiansborgs side skaber de bedste rammer for, at kommunerne kan nedsætte grundskyldspromillen, således at borgerne ikke oplever en stigning i grundskylden i kroner og øre som følge af stigninger i grundværdien.
Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen og håber, at det kan ende med, at vi vedtager beslutningsforslaget.