Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 37:

Forslag til folketingsbeslutning om en rocker- og bandepakke.

Af Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom Behnke (KF).

(Fremsættelse 15.01.2014).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak for det. Nu kommer så øjeblikket, hvor vi overgår til at skulle behandle Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservatives bud på en rocker- og bandepakke i form af beslutningsforslag B 37. Beslutningsforslaget pålægger regeringen at gennemføre en række initiativer som supplement til regeringens rocker- og bandepakke. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at forslagsstillerne betragter regeringens rocker- og bandepakke som et skridt i den rigtige retning, men forslagsstillerne mener samtidig, at der skal langt mere til, hvis politi og myndigheder effektivt og reelt skal komme den rocker- og banderelaterede kriminalitet til livs.

Jeg kan allerede nu sige, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Og lad mig også med det samme slå fast, at regeringens rocker- og bandepakke er langt mere end ét skridt i den rigtige retning. For mig som justitsminister er det selvfølgelig vigtigt, at der er ro i gaderne, og at folk kan føle sig trygge, og som jeg tidligere i dag har været inde på, ser jeg derfor med meget stor alvor på rocker- og banderelateret kriminalitet – ikke mindst i lyset af den konflikt, der blussede op i begyndelsen af 2013, mellem flere forskellige rocker- og bandegrupperinger. Det var en konflikt, der udløste en række skudepisoder, bl.a. i tæt befolkede områder.

Der skal ikke herske tvivl om, at der var tale om en helt og aldeles uacceptabel adfærd. Regeringen har derfor fremsat et lovforslag, der indeholder en bred vifte af initiativer, der tilsammen vil udgøre en markant styrkelse af indsatsen mod rocker- og banderelateret kriminalitet. Som jeg tidligere sagde, er det et stort lovforslag. Det er et gennemtænkt lovforslag, og vigtigst af alt er det et lovforslag, der når hele vejen rundt og er anbefalet af fagfolk. Der kan overhovedet ingen tvivl være om, at der skal sættes hårdt ind over for rockere og bandemedlemmer, der ikke kan finde ud af at følge samfundets og fællesskabets spilleregler. Der er ingen blød mellemvej – de skal enten holde sig fra kriminalitet, eller også skal de i fængsel. Så simpelt er det. Derfor indeholder regeringens rocker- og bandepakke både højere straffe og skærpede vilkår under afsoning og prøveløsladelse, og regeringen sætter her hårdt mod hårdt.

Men straf kan ikke stå alene. Under overfladen finder vi desværre en stor rekrutteringsbase for rocker- og bandemiljøet – en rekrutteringsbase, der består af unge mennesker med en svag social baggrund. Det er ikke nok bare at få folk buret inde. En effektiv indsats indebærer også, at vi får brudt fødekæden til rocker- og bandemiljøet, og at vi hjælper oprigtig motiverede til at komme ud af miljøet. Derfor indeholder regeringens rocker- og bandepakke også en styrkelse af den forebyggende indsats og en styrkelse af exitindsatsen. Endelig har vi gennemgået de offentlige myndigheders værktøjskasse for at sikre, at myndighederne ikke blot har de nødvendige, men også de bedst mulige redskaber til bekæmpelse af rocker- og bandekriminalitet.

Den samlede pakke er blevet til i tæt dialog med de myndigheder, der i det daglige arbejder med rockere og bandemedlemmerne. Det er altså ikke bare tale om gode ideer. Det er min opfattelse, at regeringen med rocker- og bandepakken har ramt den rigtige og den nødvendige balance mellem den kortsigtede og den langsigtede indsats, mellem det bløde og det hårde. Hvis initiativerne i beslutningsforslaget blev vedtaget, ville denne balance blive sat over styr. Regeringen kan allerede af den grund ikke støtte beslutningsforslaget.

Men der er også en lang række andre grunde til, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget, og dem vil jeg komme nærmere ind på nu i sammenhæng med de enkelte dele af beslutningsforslaget.

Det første hovedelement i beslutningsforslaget handler om den såkaldte bandeparagraf i straffelovens § 81 a. Sådan som jeg har forstået beslutningsforslaget, ønsker forslagsstillerne for det første at udvide anvendelsesområdet for bestemmelsen og for det andet, at bestemmelsen altid skal medføre dobbelt straf, og for det tredje, at der indføres absolut kumulation. Lad mig starte med at sige, at § 81 a er en særlig bestemmelse beregnet på en særlig situation. § 81 a kom ind i straffeloven med den tidligere regerings bandepakke i 2009. Baggrunden for § 81 a var en udvikling, der viste, at rocker- og banderelaterede opgør kan udvikle sig på en måde, der truer det normale samfundsliv og den almindelige befolkning; udvikle sig på en måde, så befolkningen risikerer at blive tilfældige ofre for farlige personangreb på frit tilgængelige steder.

Regeringen vil med sit lovforslag ændre § 81 a, så den bliver lettere at anvende og får et bredere anvendelsesområde. Med den øgede straftrussel ønsker regeringen at imødegå, at konflikter optrappes eller genoptrappes. Det er uacceptabelt, når forskellige gruppers konflikter manifesterer sig i voldelige overfald, skyderier eller lignende. Det vil vi fra regeringens side sætte hårdt ind over for, men vi kan ikke støtte forslaget om, at rocker- og banderelateret kriminalitet skal give dobbelt straf i enhver situation.

Fra regeringens side har vi også svært ved at se behovet for at udvide de kriminalitetsformer, der er omfattet af § 81 a. Lad mig i den forbindelse minde om, at § 81 a allerede i dag omfatter en række meget grove forbrydelser, der typisk vil kunne indgå i banderelaterede konflikter, hvor der anvendes skydevåben. Regeringen kan derfor ikke støtte forslaget om, at § 81 a skal omfatte al rocker- og banderelateret kriminalitet samt al personrettet kriminalitet.

Lad mig i øvrigt bemærke, at man, uanset hvad man måtte tænke om rocker- og bandemedlemmer, ikke kan straffe nogle personer hårdere end andre, alene fordi de er medlemmer af en rockergruppe. Hvis forslaget skal forstås således, at man i sådanne tilfælde altid helt automatisk skal give dobbelt straf, vil det rejse væsentlige spørgsmål i forhold til den europæiske menneskerettighedskonvention. Det drejer sig om konventionens bestemmelser om foreningsfrihed og forbud mod diskrimination i forhold til de rettigheder, der er i konventionen.

Forslagsstillerne mener også, at § 81 a altid skal medføre dobbelt straf. Det er regeringen ikke enig i. Det fremgår allerede af forarbejderne til § 81 a, at straffen som udgangspunkt skal fordobles, når bestemmelsen finder anvendelse. Regeringen finder ikke, at der er grundlag for at fravige det almindelige princip i dansk ret om, at domstolene fastsætter straffen i den enkelte sag efter en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder, også de formildende.

Så er der forslaget om at indføre absolut kumulation i sager om rocker- og banderelateret kriminalitet. Den tidligere regering bad i december 2010 Straffelovrådet om at udtale sig om reglerne for strafudmåling ved samtidig pådømmelse af flere kriminelle forhold, altså reglerne for kumulation. Straffelovrådets udtalelse blev offentliggjort i november 2012. Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er grundlag for at ændre de gældende regler for strafudmåling ved samtidig pådømmelse af flere kriminelle forhold. Regeringen er enig i Straffelovrådets konklusion. Regeringen mener altså ikke, at der er grundlag for at indføre absolut kumulation, heller ikke i sager om rocker- og banderelateret kriminalitet. Regeringen kan på den baggrund heller ikke støtte denne del af beslutningsforslaget.

Det andet element i beslutningsforslaget handler om hastebehandling af rocker- og banderelaterede sager ved domstolene. Forslagsstillerne mener, at det bør sikres, at domstolene prioriterer sager om rocker- og banderelateret kriminalitet højere. Forslagsstillerne peger i den anledning på en model, som retten i Aarhus bruger. Vi kan alle blive enige om, at rocker- og banderelaterede sager skal behandles med den fornødne hurtighed ved domstolene, men regeringen er uenig med forslagsstillerne i, at der er en one size fits all-model, som kan sikre dette.

For det første er det ikke alle landets byretter, der har lige mange sager om rocker- og bandekriminalitet. Nogle steder vil en dag om ugen være for lidt, andre steder vil det være for meget.

For det andet er rocker- og banderelateret kriminalitet jo langtfra et ensidigt begreb. Nogle sager kan klares på en halv eller en hel dag, mens andre strækker sig over mange dage. Og hvis vi taler om de højt profilerede rocker- og bandesager, ja, så kræver de altså som udgangspunkt betydelig mere end en dag. I disse sager kan der i øvrigt være sikkerhedsmæssige forhold, der gør, at sagerne skal afvikles på en særlig måde eller ved en særlig ret.

I den forbindelse kan jeg nævne, at der kort før jul blev vedtaget et lovforslag, også med stemmer fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative, der indebærer, at der bliver oprettet en særlig sikret retssal i tilknytning til Vestre Fængsel i København til brug for retterne i Københavnsområdet, en retssal, som netop kan være relevant ved behandling af sager om rocker- og banderelateret kriminalitet.

Jeg kan også nævne, at domstolene allerede i dag har stort fokus på at udbrede bedste praksis. Retterne har altså god mulighed for at søge inspiration hos hinanden. Det gælder selvfølgelig også i forhold til afviklingen af sager om rocker- og banderelateret kriminalitet. Domstolene har også stort fokus på generelt at tilrettelægge sagerne under hensyntagen til sagernes karakter, lokale forhold og en effektiv behandling, og det gælder selvfølgelig også i sager om rocker- og banderelateret kriminalitet.

Jeg vil også lige knytte nogle ord til den model fra Aarhus, som forslagsstillerne peger på. For det første er der ikke tale om nogen særlig ordning for rocker- og bandesager. Ordningen omfatter derimod sager generelt, som anklagemyndigheden har skønnet er særlig påtrængende at få afgjort for at få sat et punktum for kriminaliteten. Retten i Aarhus har oplyst, at ordningen typisk har været brugt til sager uden omfattende bevisførelse. Det kan f.eks. være sager om gentagen kørsel uden kørekort, kørsel i frakendelsestiden, spritkørsel, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og mindre berigelseskriminalitet.

For det andet har retten oplyst, at det er rettens opfattelse, at der generelt har været tilfredshed med ordningen, men at ordningen også giver anledning til nogle udfordringer, f.eks. hvis der skal indkaldes vidner med varsel.

Jeg ved ikke, om forslagsstillerne også efter de nye oplysninger om modellen fra Aarhus fastholder denne del af beslutningsforslaget, men det er nu heller ikke afgørende. Regeringens holdning er nemlig klar: Det er vigtigere, at retterne bruger den rigtige model, end at de bruger den samme model. Regeringen kan derfor heller ikke støtte denne del af beslutningsforslaget.

Det tredje element i beslutningsforslaget handler om nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skal se på en eventuel ændring af rockerloven og planloven. Gennem tiden har repræsentanter for både regeringspartier og oppositionspartier, herunder også mig selv, i forskellige sammenhænge foreslået en udvidelse af rockerloven, og så sent som på et samråd i Retsudvalget for 2 uger siden var vi inde på emnet.

Men rockerloven er ikke blevet ændret, siden den blev vedtaget, og det skyldes, at skiftende regeringer efter grundige overvejelser har måttet konstatere, at det er svært at udvide loven inden for de rammer, som grundloven sætter, for her har vi nogle helt grundlæggende frihedsrettigheder: den private ejendomsret og retten til at forsamle sig. Grundlovens frihedsrettigheder gælder for alle, uanset om man i den konkrete situation kan lide det eller ej, og det bliver vi som lovgivere selvfølgelig nødt til at acceptere. Derfor er der heller ikke nogen udsigt til, at en arbejdsgruppe om rockerloven vil føre til noget reelt nyt.

Når det gælder planloven, som jo hører under Miljøministeriets ressort, så indgik de muligheder, som loven giver for at reagere mod rockerborge, i regeringens overvejelser om den bandepakke, vi lige har førstebehandlet. På det samråd om rockerborge, som vi havde i Retsudvalget for 2 uger siden, redegjorde miljøministeren for en række nye initiativer. Regeringen kan derfor heller ikke støtte forslaget om en arbejdsgruppe, som skal se på en eventuel ændring af rockerloven og planloven.

Det fjerde element i beslutningsforslaget handler om, at flere myndigheder ved systematisk samarbejde og udveksling af oplysninger skal sikre en særlig grundig kontrol af, om rockere og bandemedlemmer, der modtager offentlige ydelser, er berettiget til dem. Regeringen er enig i, at det er vigtigt, at myndighederne er opmærksomme på, at rockere og bandemedlemmer ikke modtager offentlige ydelser, hvis de ikke er berettiget til det.

Flere af landets politikredse har også allerede et tæt samarbejde med kommunerne om den her slags sager. Det er nærmere beskrevet i et svar til Folketingets Retsudvalg, som min forgænger sendte til udvalget den 9. april sidste år. Som et aktuelt eksempel kan jeg pege på Midt- og Vestsjællands Politi, som for nylig har nedsat et tværfagligt efterforskningsteam i Køge Kommune. Formålet er at øge dialogen og koordinationen mellem politi, kommune og SKAT i forhold til indsatsen mod kriminelle rockere og bandemedlemmer.

Derudover kan jeg henvise til, at politiets indsats mod socialt bedrageri blandt rockere og bandemedlemmer og samarbejdet med kommunerne i den slags sager er omtalt i politiets nationale operationsplan for indsatsen mod rocker- og bandekriminalitet. I forhold til myndighedssamarbejdet kan jeg i øvrigt pege på, at regeringen som led i sin rocker- og bandepakke vil revidere en vejledning fra november 2003 om offentlige myndigheders udveksling af personoplysninger som led i den koordinerende myndighedsindsats over for rockernes kriminalitet.

Det femte element i beslutningsforslaget handler om redskaber mod rockere og bandemedlemmers intimiderende og chikanerende adfærd over for politiet og øvrige myndigheder under udførelsen af disses arbejde. Det er forslagsstillernes opfattelse, at straffelovens bestemmelser, herunder bl.a. § 119 og 121, er utilstrækkelige, og at der derfor bør være en kriminalisering af denne adfærd.

Jeg har selv umiddelbart svært ved at se behovet for yderligere kriminalisering. Det er nemlig allerede i dag strafbart at overfalde de offentlige myndighedspersoner, som nævnes i beslutningsforslaget, med vold eller trusler om vold under udførelse af deres arbejde. Man må heller ikke overfalde dem med hån, skældsord eller anden fornærmende tiltale, og det er også strafbart med vold eller trusler om vold at søge at hindre en sådan person i at udføre en lovlig tjenestehandling.

Når det er sagt, vil jeg gerne slå fast, at offentlige myndighedspersoner, uanset om det er politi, brandvæsen, ambulancepersonale eller andre, naturligvis skal have lov til at udføre deres arbejde i fred for ballademagere. Jeg er selvfølgelig fuldt opmærksom på, at der er steder i landet, hvor politi og andre myndigheder nogle gange er blevet generet og forstyrret, når de har udført deres arbejde. Typisk drejer det sig om de såkaldte udsatte boligområder.

Rigspolitiet har løbende fulgt op på problemstillingen, senest i efteråret 2013. Rigspolitiet har i den forbindelse oplyst, at problemerne med angreb på politi og brandvæsen i de særligt udsatte boligområder bedst løses ved en lokalt forankret indsats. På den måde kan indsatsen tage højde for de konkrete problemstillinger i det pågældende område, og indsatsen kan løbende tilpasses ændringer i den lokale situation.

Regeringen kan på den baggrund heller ikke støtte den del af beslutningsforslaget.

Det sjette element handler om prøveløsladelse. Der kan jeg forstå, at forslagsstillerne mener, at regeringens forslag er for blødsødent, og forslagsstillerne foreslår derfor, at det som udgangspunkt slet ikke skal være muligt for en rocker eller et bandemedlem at blive prøveløsladt. Det støtter regeringen ikke.

De sidste fem sider støtter vi heller ikke. Samlet set kan jeg konkludere, at regeringen ikke kan støtte oppositionens forslag til bandepakke.

Tak. Der er tre korte bemærkninger noteret – nu er der fire. Først hr. Karsten Lauritzen.

Tak til ministeren. Jeg må sige, at jeg jo undrer mig noget, når ministeren siger, at holdningen til rocker- og bandekriminelle skal være sådan, at de skal holde sig fra kriminalitet, for ellers skal de i fængsel. Og det er vi helt enige med ministeren i. Når der så kommer en lang række forslag til, hvordan man rent faktisk gør det, vil man ikke være med til noget som helst. Så kommer man med jura og tekniske forklaringer og henviser til et eller andet, der lige præcis er beskrevet for firkantet.

Jeg må sige til justitsministeren, at det jo helt tydeligt afslører, at justitsministeren ligesom den foregående justitsminister er hård i retorikken, men når det kommer til konkrete, reelle forslag, som vil betyde, at rocker- og bandemedlemmer bures inde eller sendes ud af landet, vil man ikke være med til noget som helst. Jeg vil bare sige – og det er måske ikke så meget et spørgsmål – at jeg synes, det er ganske ærgerligt.

Så vil jeg godt spørge om noget, nemlig det, der handler om den her arbejdsgruppe i forhold til planloven og rockerloven: Hvorfor ønsker regeringen ikke at være med til at belyse det i større omfang?

Ministeren.

Til det sidste meget konkrete spørgsmål svarede jeg jo: fordi vi ikke regner med at kunne fremkomme med noget som helst nyt. For det her er vendt og drejet i rigtig, rigtig mange omgange. Jeg har selv præcis den samme følelse, som jeg tror alle andre har, når de ser nogle mennesker, som uforvarende har købt et hus, og det så lige pludselig viser sig, at deres nabo installerer mærkelige nedrulningsgardiner, og der lige pludselig holder mange motorcykler. Man bliver meget, meget utryg ved situationen.

Den situation tror jeg vi alle sammen godt kan sætte os ind i, og derfor har der jo gennem tiden – også hos skiftende regeringer – været ekstremt fokus på, hvad vi kan gøre for at forhindre rockere eller bander i at slå sig ned et sted og bedrive kriminalitet.

Vi har muligheder både inden for rockerloven og hashklubloven, som giver mulighed for, at man kan lukke nogle steder. Og politiet er sådan set rigtig opmærksom på at patruljere dér, hvor der findes sådan nogle steder, og lukke dem ned, når det kan lade sig gøre. Men vi ved bare, at en arbejdsgruppe ikke vil komme nærmere; man kan ikke forbyde folk at have et sted, hvor de forsamles, for de er beskyttet af grundlovens § 78 om retten til at forsamle sig. Og derfor afviser vi en arbejdsgruppe, men gør i stedet det, at vi hjælper kommunerne til at undgå, at der kommer rockerborge.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Ministeren sagde igen, at rockerne er beskyttet af grundlovens paragraf om forsamlingsfrihed. Altså, jeg vil vælge at stille mig yderst tvivlende over for, at det ikke skulle være muligt at lave en ændring af loven, sådan at man uden at komme i konflikt med grundlovens paragraf om forsamlingsfrihed fik strammet rockerloven og gjort det sværere at være rocker i de her boligområder. Jeg har svært ved at forestille mig – men det kan jeg så forstå at justitsministeren måske kan – at grundlovens fædre har tænkt på rockere, da man formulerede grundlovens paragraf om forsamlingsfrihed.

Jeg må sige, at det undrer mig meget, og jeg håber, at justitsministeren i sine skriftlige svar på de spørgsmål, vi kommer til at stille i forbindelse med det her beslutningsforslag, vil uddybe, hvad det er, der gør, at man slet ikke vil være med til at se på det her, og at man kan drage en konklusion på forhånd i stedet for være med til at undersøge det.

Justitsministeren.

Jeg vil også gerne henvise til det timelange samråd, vi havde for ikke så lang tid siden om det, hvor vi jo virkelig gik i detaljer, og hvor både miljøministeren og jeg var til stede. Som jeg husker det, opfordrede jeg der Retsudvalget til at indkalde til en høring, for jeg synes, at det vil være relevant, hvis Retsudvalget sætter sig i spidsen for eksempelvis at lave en høring og indkalde eksperter. Hvis man betvivler, at de oplysninger, som man får fra Justitsministeriet, kan stå til troende, så er det da helt naturligt, at man spørger sig for andre steder.

Men når jeg snakker med folk, hører jeg ikke nogen, der kan pege på, at en arbejdsgruppe vil gøre nogen som helst forskel, fordi der i grundloven altså ikke kigges på, om man er rocker, men om man er individ. Og man har ret til at være i et hus. Der er regler for, hvad man kan gøre, hvis man begår kriminalitet, men hvis man bare sidder og taler sammen, er man altså beskyttet af grundloven.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg siger tak for ministerens vurdering af de her forslag, der er kommet fra en række partier i Folketinget, men jeg synes jo nok, at den er lidt for negativ, for at sige det mildt. Der var jo stort set ikke nogen af forslagene, som man overhovedet kunne se en mening med fra regeringspartiernes side.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren om den del, der handler om rockerborgene. For det, som vi foreslår her, er jo, at man sætter markant ind fra myndighedernes side over for de her rockerborge. Regeringen har på sin side sagt, at den gerne vil lave en vejledning, som kommunerne så skal have, men har jo også sagt til Folketingets Retsudvalg, at den vejledning først og fremmest, hvis den skal kunne hjælpe, kan hjælpe med hensyn til de rockerborge, der eventuelt opstår i fremtiden.

Hvad er så ministerens svar til de naboer, der er til rockerborge, der eksisterer i dag? F.eks. har vi på Tudskjærvej i Vanløse en gruppe borgere, der er dybt frustrerede over, at de må leve med chikanerier og lignende fra en rockerborg tæt på og har måttet gøre det i lang tid.

Justitsministeren.

Jamen jeg tror, alle mennesker godt kan forstå lige præcis de menneskers frustration, for der var ikke nogen af os, der ville ønske at stå i deres sted. Det, vi kan gøre som lovgivere, er at afsøge mulighederne for, hvad man kan gøre for at hjælpe. Det, der blev lavet, i øvrigt under den tidligere SR-regering for mange år siden, var en rockerlov, som gav mulighed for, at man kunne gå ind og lukke stederne ned. Jeg tror endda også, at det var den tidligere SR-regering – sikke nogle gode ting, de fik lavet dengang – der lavede hashklubloven, som giver mulighed for, at man kan gå ind og lukke stederne ned, hvis der altså foregår salg af hash. De to love kan politiet bruge til at vurdere, hvornår man kan lukke stederne ned.

Men man kan ikke sige til folk, at de ikke har ret til at være i et hus, hvis de sidder og strikker, eller hvis de sidder og snakker. Politiet bliver nødt til, hvis de skal påbyde nogen at opløse en forening, at kunne vise, at den virker ved vold og i forening, og at de mennesker, som er der, understøtter hinanden i det.

Derfor er det her tæsket igennem rigtig, rigtig mange gange i forhold til grundloven. Jeg tror, at vi alle sammen er lykkelige for vores grundlov og for den beskyttelse, den giver os som individer, og lige så ærgerlige er vi nok os alle sammen over, at det lige præcis betyder, at de mennesker, som vi egentlig gerne ville sørge for ikke kunne være ude i et eller andet boligområde, kan være der. Men det er sådan i et retssamfund, at loven altså gælder for alle, også for dem, vi måske ikke bryder os så meget om.

Hr. Peter Skaarup.

Undskyld min skepsis over for ministerens udsagn her, men kunne man dog ikke være lidt opfindsom? Kunne man dog ikke opfinde noget, hvis ikke noget nyt, så i hvert fald noget, der har været brugt i andre sammenhænge, til at bekæmpe de her fænomener? For justitsministeren er jo lige nu justitsminister, og der sidder jo lige nu en regering bestående af Socialdemokraterne og De Radikale, som har mulighed for at påvirke tingene, påvirke tingene ude i virkeligheden, hvor borgerne lever.

Vi ser altså i øjeblikket den ene rockerborg blive etableret efter den anden, også nye rockerborge. I Bagsværd, tæt på en børnehave, er der nu en rockerborg, med den nye hollandske rockerklub; i Nykøbing Falster ser det også ud til at der er ved at blive oprettet en rockerborg, og i Vanløse har man nu levet med konsekvenserne i månedsvis, ja, næsten i årevis, af den manglende indgriben fra myndighedernes side. Så hvad gør regeringen? Sidder man med armene over kors?

Ministeren.

Politiet gør rigtig meget, når de observerer sådan en situation, og det skal de selvfølgelig gøre, for de mennesker, som er havnet i det her, er jo uforvarende havnet i et mareridt. Fra de sager, som vi gennemgik på det timelange samråd, vi havde for ikke så længe siden, husker jeg nogle tal, jeg læste op, og jeg tror, det var omkring 900 gange på nogle få måneder, at politiet havde patruljeret forbi nogle af de her bestemte steder. Det siger jeg bare for at understrege, at politiet jo altså gør rigtig meget for at være synlige, for at holde øje med, hvad der sker, for at se, om der på nogen som helst måde foregår noget, der gør, at man kan gå ind og lukke stedet, enten med hashklubloven eller rockerloven i hånden. Man har også haft noget lukket ned, bl.a. i Nakskov, så sent som kort før jul. Så det instrument, som ligger i rockerloven, virker jo på den måde.

Det, vi kan gøre i stedet for at gå ud og lave en lov, der bare forbyder rockerborge – selv om det ville være den nemme løsning, men den er ikke mulig i forhold til vores grundlov – er at hjælpe kommunerne til, at de kan få lavet servitutter, sørge for, at der ikke kan komme nye rockerborge, sørge for, at de får et sted at henvende sig, hvis de er i tvivl, et sted, hvor der sidder nogle eksperter, de kan spørge til råds.

Hr. Tom Behnke, en kort bemærkning.

Ja, det er jo heldigt, at vi har et rigtig godt politi, vi har bare for få af dem til at løse alle de andre opgaver, der også ligger, fordi bandeproblemerne giver så meget arbejde. Jeg husker også det samråd, der var, hvor man var inde på, at man ville opfordre kommunerne til at benytte den eksisterende planlov, men jeg husker også, at miljøministeren advarede om, at man, når man gør det, så skal passe på, hvad det er, man gør, for der laver man jo generelle regler. Så hvis man generelt forbyder klubhuse, så gælder det også forsamlingshuse for helt almindelige fredelige borgere. Så det med at bruge planloven er altså ikke den vej, man skal gå, hvis man vil ramme rockerne; den skal man bruge for at undgå, at der overhovedet sker noget som helst i et villakvarter, men det er jo heller ikke hensigtsmæssigt.

Det, som jeg ville spørge om nu her i den her runde, var det med, at ministeren afviste det her med den intimiderende adfærd, som nogle har over for politiet, når politiet står og er ved at lave det, der hedder en politiforretning, altså når de står og arbejder med et eller andet. Ministeren siger, at det allerede i dag er ulovligt at udøve vold mod eller komme med trusler om vold mod politiet. Ja, men det er jo lige præcis det, de lader være med at gøre. For der kommer jo en bil – eller tre biler – fyldt med bandemedlemmer iført skudsikre veste, som danner ring omkring politiet, og som dermed skaber en intimiderende atmosfære, der gør, at politiet må kalde på rygdækning. Hvad vil ministeren gøre for at hjælpe politiet i den situation?

Ministeren.

For det første er det allerede strafbart eksempelvis at overfalde de her folk, uanset om det er med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale, og man må ikke udøve vold, komme med trusler om vold eller søge at forhindre dem i at foretage en lovlig tjenestehandling, så det vil sige, at de i forvejen er beskyttet. Det, man så kan spørge sig selv om, er: Hvad gør man så, når helvede bryder løs i et boligområde og der pludselig opstår noget? Jamen så handler det jo om, at der skal laves en lokalt forankret indsats, hvor kommunen, hvor myndighederne sætter sig sammen, taler om, hvad det er for nogle unge mennesker, der laver de her ting, hvordan man får dem tilbage på skolebænken, hvordan man får inddraget deres forældre, og hvordan man får fortalt de her unge mennesker, at den galej, de har begivet sig ud på, er fuldstændig uacceptabel i vores samfund.

Det er jo det, som vi har set ske, uanset om det har været ved Tilst, på Motalavej eller andre steder, nemlig at der, når der har været noget, der er blusset op – og jeg medgiver, at det har set voldsomt provokerende ud – så bliver sat en aktiv lokal indsats i gang. Og den har jo også de steder, hvor man virkelig presser på med det, båret frugt, sådan at der kommer styr på situationen igen.

Men jeg vil også gerne sige, at vi ikke skal tro, at vi har et lovløst samfund, fordi der er en gang imellem er nogle fjolser, der laver nogle åndssvage ting; det skal vi have dem til at holde op med, men det er altså ikke kendetegnende for vores samfund, at det er lovløst.

Hr. Tom Behnke.

Nej, men ministeren forholder sig ikke til det, jeg siger. Jeg taler ikke om de situationer, hvor det hele buldrer løs; jeg taler om helt almindelige dagligdags politiforretninger, hvor politiet standser et køretøj i et af de her belastede boligområder, så kører sms-kæden, og få sekunder efter kommer der to, tre, fire biler, fyldt med bandemedlemmer iført skudsikre veste, som hopper ud og slår ring omkring politiet; de gør ikke noget, de siger ikke noget, de foretager sig ikke noget; de står bare og trykker politiet, som så må tilkalde rygdækning og forstærkning.

Kan vi acceptere, at tilstanden er sådan i Danmark, at politiet ikke kan få lov til at udføre deres arbejde, uden at de skal frygte for, hvad der sker lige om lidt, hvis ikke de får nogle kollegaer til at hjælpe sig? Det er situationen. Hvad vil ministeren gøre ved præcis den situation? For det er der, det hele starter; de går lige nøjagtig så langt, som de kan uden at komme i konflikt med loven, som den er i dag.

Ministeren.

Derfor er vi også hele tiden i dialog med Rigspolitiet om, hvad vi kan gøre for at hjælpe de betjente, som er ude for det, så de ikke oplever at stå i en situation, de ikke har kontrol over. Og der er svaret fra Rigspolitiet, som har fulgt op på det så sent som i efteråret 2013, at man synes, at den slags problemstillinger med angreb på politi og brandvæsen bedst løses ved en lokalt forankret indsats, hvor man jo altså får fat om nældens rod og får talt med nogle af de her unge om, hvad det er for en adfærd, de har, som de måske ikke selv vurderer er så grænseoverskridende, men som vi andre, når vi står og kigger på den udefra, kan se er voldsomt ødelæggende, både for samfundet, men også for deres egne muligheder for på et eller andet tidspunkt at få en ordentlig tilværelse.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Med fare for at blive til grin i løbet af et par år vil jeg nu forudsige, at selv om vi vedtager regeringens forslag og regeringen så nedstemmer oppositionens forslag, kommer vi til i løbet af 2, 3, 4 år, lige meget hvem der måtte vinde næste folketingsvalg, at stå med en justitsminister, der foreslår yderligere stramninger på det her område, fordi vi vil konkludere, at man ikke havde gjort nok. Det, der er det triste, er jo, at vi taler og taler, men når man ser på tallene, ser man, at der ikke rigtig sker noget. Jeg forstår ikke, hvorfor justitsministeren i stedet for bare at problematisere og sige arh, hvis man gør det på den og den måde, vil det blive helt forfærdeligt, ikke går ind i en dialog med os om, hvordan man så kan gøre det. Hvordan kan man sørge for, at rocker- og bandemedlemmer kommer til at få flere og længere fængselsophold?

Ministeren.

Jamen det vil jo næsten være en skam, hvis jeg stod her og fratog hr. Simon Emil Ammitzbøll den glæde, at han om føje år kunne stå og sige, at han havde ret, for den glæde under jeg sådan set Liberal Alliances ordfører.

Jeg vil gerne en gang til påpege, at det forslag, som vi behandlede lige før, og som jo var regeringens bandepakke, er et forslag, som er afstedkommet af, at der har siddet en masse mennesker, som har arbejdet med de her ting, og som har kigget på, hvilke redskaber vi har brug for, hvilke nye tiltag der er nødvendige, hvordan vi kan styrke bekæmpelsen af rocker- og bandekriminalitet, og hvordan vi i øvrigt kan gøre mere af det forebyggende, uden at vi får skabt flere forhærdede kriminelle, som er fuldstændig ligeglade med samfundets spilleregler. Det er jo en balance, og den balance er afstedkommet i et meget, meget gennemarbejdet udspil, som er regeringens bandepakke, og derfor lægger vi det som regering samlet frem, fordi vi mener, at balancen er der.

Endelig vil jeg gerne en gang til sige, at vi har en faldende ungdomskriminalitet, vi har et faldende antal af voldelige overfald, vi har en stigning i forhold til borgernes tillid til politiet, så alting er jo ikke så skidt. Men vi har nogle steder, vi sætter ind, og det gør vi massivt også med den her bandepakke.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Alting er ikke så skidt. Det er jeg sådan set enig i, men der er meget skidt, især når det handler om rocker- og bandekriminalitet. Det er derfor, det irriterer mig, at det lyder, som om regeringen har fået virus på balancenerven, for man bliver ved med at tale om balance, men det virker, som om det er nogle, som er ligeglade med, om man sætter rocker- og bandemedlemmer i fængsel, der har vundet kampen. Jeg forstår ikke, hvorfor man har den indædte modstand. Justitsministeren har jo i årevis, jeg har siddet i Folketinget i 9 år med justitsministeren, været kendt for altid i aviserne at gå ind for en hård linje. Så er det da bare rart, nu ministeren er blevet minister, at vi tilbyder at gennemføre alle de gode ting, ministeren har tænkt de seneste 9 år, og måske endnu længere.

Justitsministeren.

Jeg vil egentlig vove den påstand, at jeg stadig væk går ind for en hård linje, og jeg synes, at regeringens udspil på bandeområdet er udtryk for en hård linje. Men det er udtryk for en linje, hvor der også er balance, hvor der også er fokus på forebyggelse og på, at mennesker, som reelt er indstillet på at gå ind i et exitprogram, får en mulighed for det.

Men der er strafskærpelser. Der er mulighed for at give dobbelt straf, der er mulighed for at nægte kriminelle bander og rockere løsladelse, hvis der er en konflikt i gang. Der er strafskærpelser, hvis man går med et skydevåben på gaden. Der er en hel masse initiativer, som handler om, at vi skal have fat i flere og eksempelvis også have bedre mulighed for at kunne give en dusør til folk, som hjælper med at få nogen sat bag lås og slå. Så det er ikke rigtigt, at regeringens udspil er noget vissevasse, det er rigtig hårdt, men med en fin balance.

Tak til justitsministeren. Så er det fru Trine Bramsen som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det. Regeringen har for alvor taget kampen op mod de rockere og bander, der skaber utryghed i vores samfund, og derfor lancerede vi allerede i efteråret en ny rocker- og bandepakke, der har det helt klare formål at få bugt med de skadelige grupperinger. Strafskærpelser er et centralt redskab til at få de utryghedsskabende rockere og bandemedlemmer væk fra gaderne, men straf kan aldrig stå alene. Det er afgørende, at vi sætter massivt ind med en forebyggende indsats, så færre ender i de kriminelle grupperinger, og det er helt centralt, at exitstrategien styrkes, så flere forlader miljøerne. Regeringens rocker- og bandepakke bygger på alle tre elementer.

Med B 37 fremfører forslagsstillerne syv tiltag, som de mener vil sikre en mere effektiv indsats over for rockerne og banderne. Tiltagene har udelukkende karakter af overbudspolitik, hvor man kan få den opfattelse, at det alene er tilvejebragt for retorisk at kunne trumfe de initiativer, som er indeholdt i regeringens rocker- og bandepakke.

Vi Socialdemokrater mener ikke, at rockere og bander skal have lov til at husere i vores samfund, men vi mener heller ikke, at vi skal ødelægge grundpillen i vores retssamfund, opdelingen mellem den lovgivende og den dømmende magt, og det vil være tilfældet med vedtagelsen af en del af dette forslag, hvor der skal indføres »skal«-bestemmelser i forhold til strafudmøntning. Det skal ikke længere være op til dommerne at afgøre, hvornår en konflikt er defineret som en rocker- og bandekonflikt af en sådan karakter, at der skal gælde dobbelt straf. Det samme gælder med prøveløsladelse, hvor forslagsstillerne fratager myndighederne muligheden for at vurdere den enkelte indsattes sag og situation.

Lad mig slå fast, at vi er fuldstændig enige i, at straffen skal skærpes over for rocker- og bandemedlemmer, og derfor lægger vi netop op til massive stramninger i regeringens rocker- og bandepakke. Men vi vil ikke være med til at detailstyre vores dommere og fratage dem retten til at vurdere en sag og på den baggrund dømme. Samtidig mener vi heller ikke, at det er Folketinget, der skal detailstyre, hvilke dage på ugen der behandles sager i de enkelte retssale. Vores retter skal prioritere de mest presserende sager først, men Folketinget skal ikke beslutte, om det er tirsdag eller torsdag, det må være retterne, der er bedst til at prioritere deres arbejde.

Vi er helt på linje med forslagsstillerne, når det gælder om at undgå rockere og rockerborge i villakvarterer, og netop derfor har vi, ligesom den tidligere regering gjorde, gransket alle muligheder for at fjerne de utryghedsskabende klubber. Det er ikke muligt at forbyde de her klubber, og derfor er vi fremkommet med en vejledning, så kommunerne bliver langt mere effektive og dygtigere til at bekæmpe rockerborgene, så de ikke ligger og generer ganske almindelige boligejere i villakvartererne.

I stedet for at overbyde hinanden her i Folketingssalen med hård retorik mener vi Socialdemokrater, at det afgørende er at finde løsninger, der virker, løsninger, der stopper rekruttering til rocker- og bandemiljøet, får dem væk fra gaderne, ind bag tremmer og ikke mindst får flere ud af miljøet. Samtidig er det helt afgørende, at det ikke ødelægger vores retssamfund, hvor der er en klar opdeling mellem den lovgivende og den dømmende magt. Lad os samarbejde om at få rockerne og banderne væk i stedet for at overgå hinanden med det hårdeste sprog og de mest symbolske forslag.

Må jeg også sige, at jeg desuden mangler en finansiering af det her forslag. Regeringen har i sit rocker- og bandeudspil finansieret forslagene med 50 mio. kr. årligt, her er der slet ikke angivet nogen som helst form for finansiering. Det koster at sende folk bag tremmer, det koster at skærpe straffene, så jeg vil egentlig godt vide, hvor de penge skal komme fra.

På baggrund af de fremsatte overvejelser om forslaget skal jeg meddele, at hverken Socialdemokraterne, SF, Radikale eller Enhedslisten kan støtte dette forslag.

Jeg forstår, det var på vegne af alle fire partier? Ja.

Så er der tre korte bemærkninger, foreløbig fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Først og fremmest vil jeg gerne takke ordføreren for at være til stede, det er da rart, at rød blok er repræsenteret i debatten.

Så er jeg sådan set enig med fru Trine Bramsen i, at det jo ikke skal være en konkurrence i retorik. Altså, det er jo sådan set ikke særlig interessant. Men er ordføreren ikke bekymret for, at der stadig er mange af de her rocker- og bandekriminelle, som enten får en meget kort straf eller bliver lukket ud igen, eller som der ikke bliver taget ordentligt fat på – selv med den rocker- og bandepakke, som regeringen har? For jeg synes, at der er mange gode initiativer, men jeg synes bare, at man skulle lade de her mennesker blive gamle i fængslet, og så tror jeg, at alderen i sig selv også vil hjælpe til, at de ikke bliver så bandekriminelle.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at rockere og bandemedlemmer hører hjemme bag lås og slå, bag tremmer, og netop derfor lægger vi også op til at skærpe straffene. Vi lægger op til, at domstolene kan fordoble strafferammen og gøre det i større omfang, end det foregår i dag.

Men for Socialdemokraterne er det helt afgørende, at det er en »kan«-paragraf, som udnyttes i langt større omfang, end den bliver i dag, men at vi ikke begynder at indføre »skal«-paragraffer. Det må være op til domstolene at beslutte, om det giver mening at sende den dømte bag lås og slå med dobbelt straf, eller om der er tale om en rocker- og bandekonflikt, hvor der gør sig helt særlige forhold gældende, så det her med dobbeltstraffen ikke bør anvendes.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det her, som jeg også har spurgt justitsministeren om tidligere i dag, med, at der er 1.040 personer i det her niveau 1 af bande- og rockermiljøet, som i 2.429 tilfælde har fået dom for ikke mindre end 21.641 forskellige forhold.

Hvordan forholder Socialdemokratiet sig til, at hvis man sørgede for netop at lave strafkumulation, kunne man sørge for, at de mennesker bare blev siddende i fængslerne – i stedet for at vi hele tiden skal høre om dem. Jeg gider ikke høre om dem. Hvorfor vil fru Trine Bramsen blive ved? Hvorfor skal borgerne finde sig i det?

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at det giver mening, at rockere og bandemedlemmer sidder bag lås og slå. Men formålet er jo ikke i sig selv, at vi burer mennesker inde i så lang tid som overhovedet muligt. Formålet skulle gerne være, at vi får de her mennesker ud som gode samfundsborgere, altså at de lærer af at sidde i fængsel. Derfor er jeg ikke enig i, at så lang straf som overhovedet muligt til alle tider er løsningen. Formålet må være, at vi får rettet de her mennesker ind, at der er en gulerod forude, så de kan se, at de kan komme ud og blive en nyttig del af vores samfund.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Igen må jeg påpege, at der ikke rigtig er sammenhæng mellem det, Socialdemokratiet siger, og det, man gør. Man siger, at de her mennesker hører hjemme bag tremmer, men alligevel vil man ikke være med til at stramme lovgivningen. Og jeg vil godt prøve at illustrere det ved at spørge ordføreren, om hun kan forklare mig, hvordan det kan være, at man har tredoblet straffen for dopingkriminalitet fra 2 til 6 års fængsel, men at man ikke vil være med til for alvor at fordoble f.eks. straffen for banderelateret kriminalitet. Kan ordføreren forklare det?

Straffen for dopingkriminalitet skal vi tredoble, det er meget alvorligt, men når det angår banderelateret kriminalitet, kan vi skrue lidt her og der, så det kan blive nogle dage eller nogle måneder eller et eller andet, men det går jo nok, for de siger jo nok undskyld og sådan noget. Altså, jeg forstår simpelt hen ikke sammenhængen i Socialdemokratiets syn på alvorligheden af den her kriminalitet, når man f. eks. kan tredoble straffen for dopingkriminalitet, men kun lægger op til nogle simple strafskærpelser for banderelateret kriminalitet. Og når vi borgerlige så foreslår noget, der for alvor vil gøre en forskel, siger man nej.

Ordføreren.

Det er da ærgerligt, at der er ting, som Venstres ordfører ikke forstår. Som socialdemokrat forstår jeg det godt. Der skal være hårde straffe for dopingkriminalitet, men det, som den her sag handler om, er, om vi herinde i Folketinget vil detailregulere vores retter. Vil vi sige, at det i alle tilfælde skal gøre sig gældende, at man får fordoblet sin straf, når der er tale om rocker- og banderelateret kriminalitet, eller vil vi give muligheden for, at dommerne, der er uddannet til det her, kan vurdere, hvilken type kriminalitet der er tale om, og på den baggrund udmønte en straf til den enkelte person? Det synes jeg er rimeligt, og det synes jeg må gøre sig gældende i et retssamfund.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg har ikke et andet spørgsmål, så jeg vil bare sige: Det er vi uenige i. Altså, hvis Folketinget beslutter sig for at ville fastlægge en normal straf, der er dobbelt så stor som det, der er straffen for øjeblikket, så kan man selvfølgelig fravige det i op- eller nedadgående retning ved domstolene. Det ændrer det her forslag, vi lægger op til, ikke på, og der må jeg bare undre mig over, at Socialdemokratiet vil tredoble straffen for dopingkriminalitet, men ikke rigtig for alvor vil være med til andet end nogle få strafskærpelser i forhold til rockerkriminalitet. Det beviser jo helt tydeligt den borgerlige sides pointe, nemlig at det kun er hård retorik, det er ingen handling.

Ordføreren.

Jamen jeg tager ad notam, at Venstres ordfører mener, at dommerne er overflødige, og at det ikke giver nogen mening, at vi har et domstolssystem, som udmåler straffen og vurderer, hvilken type kriminalitet der er tale om. I vores lovforslag lægger vi jo netop op til en øget anvendelse af fordobling af straf, når der er tale om rocker- og bandekriminalitet, men vi mener, at det er vores domstole, der er bedst til at vurdere, hvad den konkrete straf skal bestå i, på baggrund af den lovgivning, vi vedtager herinde.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes, det virker, som om ordføreren synes, at alt er godt, for ordføreren gider ikke rigtig høre på de her gode forslag, som en række partier nu kommer med, for at bekæmpe banderne bedre. Der synes jeg egentlig, det ville klæde den socialdemokratiske ordfører – i og med at den socialdemokratiske ordfører vist er den eneste fra det, man kan kalde rød blok, der overhovedet er til stede i salen nu – at komme med nogle initiativer, der ligger lidt ud over det, som regeringen har i sit forslag. For det er formentlig ikke noget, der kommer til at få den helt store effekt.

Jeg søger noget i forhold til de beboere, der er plaget af rockerborge. Vi har nogle beboere, som vi skal prøve på at hjælpe – det er i villakvarterer – og som i den grad oplever deres hverdag som en meget svær størrelse, fordi de føler sig utrygge ved, at der er rockerborge i deres nabolag. Kan den socialdemokratiske ordfører ikke, når nu der sidder en socialdemokratisk-radikal regering, komme med nogle løfter til de naboer, der virkelig er i knibe? Deres familier er i knibe ... ( Formanden : Ja tak!).

Ordføreren.

Jamen jeg kan da kun beklage, at Dansk Folkeparti ikke er lydhør over for de fagpersoner, der til daglig arbejder med rocker- og bandekonflikten. Det er jo deres forslag, som er udtrykt i regeringens rocker- og bandepakke. Det er ikke de forslag, som oppositionen, de blå partier her bringer på banen.

I forhold til det, der handler om rockerborge, skal der ikke herske tvivl om, at jeg gerne så samtlige rockerborge nedlagt i morgen. Og det er jo en drøftelse, der ikke er ny for Folketinget. Den tidligere regering med Dansk Folkeparti som støtteparti undersøgte mulighederne for at forbyde rockerborge utallige gange. Det samme har den her regering gjort, og vi når frem til samme konklusion: at det vil være grundlovsstridigt. Så derfor vælger vi den vej, som ikke er grundlovsstridig, og som ikke er tom symbolpolitik. Vi vælger at give kommunerne bedre redskaber, så de kan få fjernet de her rockerborge. Det er da den bedste hjælp, vi kan give danske borgere, der er generet i villakvarterer af rockerborge.

Hr. Peter Skaarup.

Nu vil jeg lige læse op, hvad det er, formanden for den lokale grundejerforening i Vanløse, der jo netop er plaget af de her problemer, siger. Han siger:

Vi står jo i den situation, at alle siger, at vi har ret, og at vi formentlig også vil få det gennem diverse klagesystemer, men at det vil tage årevis, og det må vi åbenbart leve med.

Er det virkelig svaret, vi kan give til fredelige familier i villakvarterer her anno 2014? Der sidder en regering, som siger, at det er vigtigt, at vi gør noget, og så sidder man altså åbenbart samtidig på hænderne og gør ingenting, for man vil ikke høre på de gode forslag, der er her fra de blå partiers side.

Ordføreren.

Jeg har den klare opfattelse, at det er langt bedre at give kommunerne nogle redskaber, som får en faktisk anvendelse, end det er at stå og fyre tomme floskler af fra en talerstol. Jeg kunne sagtens stå her og love alverdens borgere, at vi nedlagde rockerborge i morgen, og at vi ville forbyde dem, men hvis det ikke er muligt at realisere i dansk politik – og Dansk Folkeparti er jo heller ikke i stand til at komme med et reelt forslag, som peger på, hvordan det her i praksis skal gøres, uden at det er grundlovsstridigt – så vil jeg da hellere give nogle redskaber, som kommunerne reelt kan anvende.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Peter Skaarup som Dansk Folkepartis ordfører.

Vi er nogle partier, der er kommet med et eget bud på, hvad der kan gøres for at bekæmpe banderne, i de her punkter, som fremgår af beslutningsforslag nr. B 37, som vi har til behandling i dag. Det er jo, som vi har nævnt tidligere, for at komme med et bud på, hvad man så kan gøre, når nu regeringens politik over for banderne desværre ikke har virket. Det må vi jo erkende. Hvis vi ser på de nøgne facts, kan vi se, at antallet af bandetilknyttede, som Rigspolitiet moniterer, stadig væk er på det samme niveau, ja, faktisk på et lidt højere niveau nu her ved udgangen af 2013, end det har været tidligere. Det kan under ingen omstændigheder være tilfredsstillende, at det er sådan.

Som sagt er antallet af ikkedanske statsborgere, der indgår blandt de bandetilknyttede, jo også steget. Det er 261 personer, vi kan se er med på holdet. Og de socialdemokratiske politikere, der prøver på at svare på spørgsmål her i dag, vil jo ikke gøre noget reelt, for at de 261 personer bliver udvist, selv om det var helt rimeligt, at man udviste udenlandske statsborgere, der åbenbart er så utryghedsskabende, at politiet må overvåge dem i alle ender og kanter.

Sagen er, at rockere og bander reelt indtager flere og flere kvarterer, boligområder, bydele i Danmark, og det betyder, at almindelig lov og ret, som vi kender det, sættes ud af kraft, når grupper af utilpassede og ofte afstumpede mennesker med rygmærker – og nogle også med decideret sygelig tendenser til konfrontation – får lov til at dominere de her kvarterer. På Motalavej i Korsør har det jo været sådan, at medierne ikke engang har kunnet få lov til at beskæftige sig med, hvad der foregik. Beboerne lever i konstant angst og utryghed. Et værested for de mest udsatte mennesker, vi kender i vores samfund, de sindslidende, har måttet lukke på grund af chikanerier fra indvandrerbanderne i kvarteret.

Årsagen er jo ikke blot regeringens og uansvarlige regeringers indvandringspolitik, men også et fravær af autoriteter, som man kan forholde sig til som lovlydig borger. Man lader ganske enkelt flere af de her kvarterer overgå til at være i bandernes vold, at være i dem, der laver lovbruds vold, sådan at der ikke er mulighed for at gøre ret meget fra de lovlydige beboere side.

Så er der ofte tale om, at når man så gør noget, gives der forholdsvis symbolske og lave straffe fra samfundets side, og mange af de mennesker, vi taler om her, har jo gentagne gange oplevet straf, men har altså også gentagne gange fået mulighed for at komme på fri fod og har kunnet fortsætte den kriminalitet, de har været en del af, fordi der er så mange penge involveret i det.

Det er efter Dansk Folkepartis opfattelse nødvendigt med langt mere håndfast, konsekvent og vedvarende pres på banderne ud fra den enkle filosofi, at kriminalitet begås, hvis der er gevinst ved det. Det er jo i virkeligheden sagens kerne: Er der større gevinst end straf ved at være med, er situationen desværre sådan, at rigtig mange gerne vil være med. Og der er rigtig stor gevinster. Der er status, der er flotte biler, der er mange penge forbundet med det her. Hvis man så samtidig oplever en situation, hvor myndighederne generelt nogle steder har givet op, er det en rigtig, rigtig farlig cocktail.

Derfor er det vigtigt, at vi sørger for, at incitamentet til at forlade de her bander bliver højere. Det skal faktisk stige enormt. Og det er den bandepakke, vi skal have skruet sammen, der giver dobbelt op på alle straffe og også lader de her kumulationsprincipper vige, sådan at det bliver endog meget lange straffe for voldsom og personfarlig kriminalitet. Det er sagen i en nøddeskal: Vi skal simpelt hen gøre omkostningerne ved at være medlem af og aktiv i de her bander langt større. I dag er omkostningerne for lave, og gevinsterne for høje.

Tak til ordføreren. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører.

Det er jo næsten ærgerligt, at vi ikke har behandlet det her forslag sammen med regeringens forslag, L 112, for vi har fået en bandepakke fra regeringen, der er i ubalance, og hvor der er rigtig mange gode forslag med hensyn til forebyggelse, exitprogrammer, men hvor man har glemt den del, der handler om straf. Og det prøver vi så med det her beslutningsforslag at rette op på.

Man kan jo se på bande- og rockerkriminaliteten og spørge: Hvad er det, der skal til, for at man kan gøre noget ved det? Hvad er det, der får folk lokket ind i det, og hvordan kan man ændre på det mønster? Jeg tror desværre, at mange bliver lokket ind i miljøet, som hr. Peter Skaarup også var inde på, af tilbuddet om en livsstil med lette penge og store statussymboler. Jeg tror også, at nogle tager chancen, fordi risikoen for at blive opdaget måske ikke er stor nok. Og endelig er der sikkert også nogle, der tager chancen, fordi selv hvis de så bliver opdaget, går det jo nok endda, fordi vi ikke straffer nok.

Liberal Alliances udgangspunkt er, at folk, der begår bande- og rockerkriminalitet, hører til i fængslerne og ikke på gaden. Der er nogle, der siger: Jamen hvad sker der så, når de kommer ud igen; hvad er de så for nogle mennesker? Og der har vi i Liberal Alliance den tro, at hvis de er inde i et tilstrækkeligt antal årtier, skal de såmænd nok blive nogle stille og rolige mennesker, inden de bliver lukket ud igen.

Hvis man ser på de tal, som vi har fået oplyst af Rigspolitiet, så er det sådan, som jeg har været inde på et par gange, at der i det, der hedder niveau 1, altså de værste, er 1.040 tilfælde, som er blevet dømt 2.429 gange for i alt 21.641 forhold. Går vi videre til niveau 2, er der 595 mennesker, som er blevet dømt 969 gange for i alt 8.031 tilfælde af kriminalitet.

Man må jo undre sig over, hvordan de her mennesker i løbet af deres ungdom kan nå at komme for en dommer flere gange med alle de her sager, som de skal dømmes for, og at man ikke sørger for at holde dem væk fra gaderne og fra ofrene i længere tid. Det er jo i virkeligheden det, som vi har prøvet at gøre noget ved med forslag et i det beslutningsforslag, som er fremsat her. Det er i virkeligheden set fra vores synspunkt noget af det, der kunne gøre rigtig, rigtig meget i forhold til strafdelen, og jeg håber, at regeringen alligevel vil overveje – for at få et flertal også for dele af deres egen politik – om man ikke kunne lave en aftale om strafdelen.

Så er der også diskussionen om det her med intimiderende og chikanerende adfærd over for politiet og øvrige myndigheder. Det er jo desværre noget, man ofte ser, også i medierne. Jeg så selv på TV 2/Øst den omtalte situation fra Korsør, som vi tidligere snakkede om i dag, hvor man endda ser nogle billeder af sådan en nervøst grinende politibetjent, der forlader området efter dialog med unge kriminelle. Det er et helt forkert signal at sende til de der unge mennesker, altså at man nærmest griner lidt af situationen, når vi samtidig kan se unge mennesker, der snakker om, at politiet skal jages ud af området, indtil man viser respekt for de kriminelle. Det er jo den helt omvendte verden.

Det, som jeg tror man ikke har forstået i regeringen, er i virkeligheden, at vi i samfundet generelt tager mere og mere afstand fra vold. Man har fjernet volden fra skolerne mellem lærere og børn; man har kriminaliseret vold mellem forældre og børn. Og godt for det. Tolerancen i samfundet generelt over for overfald af forskellig art bliver mindre og mindre. Det eneste, vi ikke rigtig har forholdt os til, er den værste form for vold, den allermest rå og organiserede voldskriminalitet, som vi ser i de her rocker- og bandemiljøer. Det skal vi have gjort noget ved, og det er det, vi håber at gøre med de forslag, som er fremsat her.

Jeg håber, at ministeren kommer lidt mere i kompromishumør, for det virker, som om man tænker, at vi har lagt et forslag frem – og det kan man så tage stilling til. Ja, det bliver ikke vedtaget – det tror jeg nærmest godt vi kan garantere. Derfor er det interessant at finde ud af, hvor det er, regeringen er interesseret i at gå på kompromis og lave aftaler.

Det er jo fair nok, at regeringen ikke vil forhandle det her, men ovre ved gulerodsstængerne, men så tager vi den der. Men jeg håber, at der er lidt mere venlighed, når vi kommer over og spiser agurker og gulerødder, end der har været i dag, hvor jeg synes det har kørt lidt for meget på retorikken og lidt for lidt på venligheden over for dem, der gerne vil være med til at løse problemerne, når nu regeringens hidtidige eneste støtteparti ikke vil.

Tak til ordføreren. Hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Tak for det. Det er jo en lidt underlig debat, der er om vores beslutningsforslag, for indtil nu har jeg sådan set kun hørt, at der er et parti, der har talt imod beslutningsforslaget. Så kunne man tro, at forslaget nærmest allerede er vedtaget, men det kommer jo ikke til at ske. Det er åbenbart prioriteringen af, hvad der er vigtigt her i samfundet.

Tilbage til vores ganske glimrende beslutningsforslag, som netop skal ses som et supplement til regeringens lovforslag, som altså går noget videre, og det summerede ministeren ganske fint op.

Lad mig starte et lidt andet sted. Da jeg startede i politiet for 25 år siden, var det sådan, at når politiet kom frem til et sted, kunne det godt være, at der var nogle fulderikker, der lige skulle dæmpes en anelse, men ellers var der generelt respekt om politiets arbejde. Man kunne få lov til at arbejde i fred og ro. Man skulle ikke stå og frygte, at man fik noget kastet i hovedet eller pludselig blev overfaldet.

Så sker der en ændring i befolkningssammensætningen i vores samfund. Det er der jo ingen tvivl om. Det er der sket i de sidste 25 år. Og det, vi ser i dag, er en helt urimelig adfærd af især indvandrerbander – en helt urimelig adfærd – hvor man i den grad optræder intimiderende over for politiet. Hvis politiet kommer i en situation ude i et boligområde, hvor man har stoppet en bil, fordi folk ligger og kører fuldstændig vanvittigt, og man er nødt til at bremse det, inden der er nogen, der bliver slået ihjel i det her boligområde, så går der ikke mange sekunder, før der kommer adskillige nye køretøjer til fyldt med bandemedlemmer, gerne i skudsikre veste. De hopper ud af bilerne og står og puster sig op, slår ring omkring politiet.

De gør ikke noget fysisk. Det er ikke sådan, at de udøver vold mod politiet. Det er heller ikke sådan, at de truer med at ville udøve vold. Nej, det er det der passive pres, der er over for betjentene på stedet, der gør, at betjentene er nødt til at tilkalde yderligere forstærkning, for ellers aner man ikke, hvad der kommer til at ske. Det kan ikke være rigtigt, at vi har en situation i dagens Danmark, hvor der er områder, boligområder, hvor politiet ikke kan få lov til at arbejde fuldstændig frit og uhindret, uden at nogle unge skal stå og prøve på at gøre livet svært for betjentene.

Vi skal huske på, at politiet er en myndighed, men det opfatter de her indvandrerbander ikke politiet som, og hvorfor gør de ikke det? Det er, fordi vi har forhindret politiet i at få lov til at optræde som en myndighed, for en myndighed er jo en enhed, som slår ned over for dem, der ikke respekterer det, som ikke lever op til de spilleregler, der er. Hvis det er sådan, at man prøver at køre lige på kanten af de spilleregler, vi trods alt har i samfundet, så bliver vi nødt til at justere reglerne, sådan at vi bakker politiet op i deres arbejde som den myndighed, det er.

Vi skal huske på, at det er Folketinget og regeringen, der har bedt politiet om at påse, at love og regler i det her land bliver overholdt, og så må vi også bakke politiet op i det arbejde. Det er vi nødt til at gøre. Det må være sådan, at politiet derude i hvert fald ved, at de har politikerne med sig, at de ved, at de har en lovgivning, der gør, at de kan få lov til arbejde uhindret, og uden at de behøver at tilkalde yderligere forstærkning.

Det næste, der er sket nu her, er en ny trend, og det bliver ministeren igen nødt til at forholde sig til. Jeg kan ikke forstå, at ministeren bare siger: Jo, men der er regler om, at man ikke må banke politiet. Ja, det er der sådan set i forvejen, men det er jo ikke det, vi taler om. Vi taler om, at man kører lige på grænsen mellem, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt, og det er det, vi bliver nødt til at gøre noget ved.

Det nye er jo, at vi har set , at de her unge lømler render rundt f.eks. i supermarkeder. Når politifolk har fri fra arbejde, render de rundt med en mobiltelefon helt oppe i hovedet på de her politifolk og bliver ved med at provokere dem kun med ord. De provokerer kun, der er ingen trusler, men de provokerer hele tiden, og de er hele tiden stærkt intimiderende. De gør det også over for politifolks familier, over for politifolks børn. Og det er ikke kun over for politifolk. Det er også over for fængselsbetjente, og det kan også være over for kommunalt ansatte. Men det er der, de slår til, fordi de ved, at det rammer rigtig hårdt, for man kan ikke have, at ens familie, ens ægtefælle, ens børn ikke kan få lov til at være i fred og ro. Det kan man ikke have, og derfor påvirker det arbejdet.

Hvis vi ønsker at have et politi, som kan koncentrere sig om deres arbejde, når de er på arbejde, så må vi også sørge for, at deres familie føler sig sikre derhjemme imens. Ellers går det bare ikke. Ministeren og regeringen forholder sig passivt, og det kan ikke være rigtigt. Her må vi simpelt hen stramme op og sige til de møgunger: Det vil vi ikke finde os i her i samfundet. De mangler helt klart nogle forældre, men så må vi andre sørge for at påtage os den rolle, og der må regeringen hjælpe samfundet og politiet til at påtage sig den rolle over for de her lømler.

Det, der sker nu, er nemlig, at banderne, og for så vidt også rockerklubberne, begår deres kriminalitet i flok. De agerer som flok, og det er det, der er deres styrke, for det gør, at de skaber en masse utryghed. Bare det, at de optræder i flok, skaber utryghed. Den utryghed kan vi ikke acceptere, og derfor er det nødvendigt med en markant, kontant håndtering af de her kriminelle unge. Der skal ikke bare nogle småjusteringer til, som regeringen har foreslået. Der skal tages helt anderledes fat med grovfilen, så de forstår, at den adfærd vil vi ikke finde os i.

Det er ikke mange år siden, det var helt utænkeligt, at man optrådte sådan over for politiet. I dag er det i nogle grupperinger nærmest blevet helt almindeligt. Det skal vi gøre noget ved. Derfor har vi fremsat vores beslutningsforslag, og vi er lidt skuffede over, at regeringen intet foretager sig i den anledning.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.

Tak, formand. Danmark lider nu under bandernes hærgen, også selv om der måske ikke er så meget pressemæssigt fokus på det. Men almindelige menneskers liv og helbred bliver bragt i fare, når der skydes i gaderne. Og der skydes desværre alt for ofte, som den debat, vi har haft, jo også illustrerer. Forretninger afpresses eller tvinges til at lukke; der er sågar eksempler på, at skolebørn må beskyttes mod bandemedlemmer og man må hyre professionelle vagter.

I Venstre ønsker vi ikke sådan et land; sådan er Danmark ikke; sådan skal Danmark ikke være. Vi frygter, at den bandekonflikt, som vi har set udspille sig i det seneste års tid, ikke blot er en midlertidig opblusning, men er udtryk for et nyt kriminalitetsmønster, hvor bandemedlemmerne bliver mere rå og hensynsløse. Det illustreres jo også af, at vi har set en ny rockergruppering komme ind fra Holland. Vi ser det, ved at der er et stigende antal medlemmer af rockerbanderne, og det er naturligvis en udvikling, som er fuldstændig uacceptabel.

Vi ønsker ikke at se til, mens bander, bandevagter og andre får lov til at kontrollere hele byområder. Man kan bare tage ud i egne i udkanten af Københavns Kommune; man kan tage ud til udsatte boligområder, og så kan man stadig væk se, at det er bandemedlemmer, der patruljerer, og ikke politiet.

Fra politisk hold mener vi i Venstre – og det er vi glade for at de øvrige borgerlige partier selvfølgelig er enige med os i – at vi skal tage næste skridt og forlænge den bandepakke, som VK-regeringen fremlagde og fik vedtaget i 2009. Vi må simpelt hen erkende, at vi bliver nødt til at sætte hårdt mod hårdt. Regeringen har jo, som vi diskuterede tidligere her i dag, præsenteret deres rocker- og bandepakke, som efter deres opfattelse er det, der skal til, og vi må jo forstå på justitsministeren, at man ikke sådan umiddelbart er indstillet på at ændre ret meget. Så jeg må sige, at jeg tror, det bliver svært at få bandepakken vedtaget her i Folketinget.

I Venstre betragter vi ikke det her som drilleri. Vi ønsker reelt at skabe sikkerhed og tryghed for ganske almindelige danskere. Og den utryghed, der er skabt i de seneste år, bliver vi simpelt hen nødt til at reagere på. Vi vil ikke være med til at vedtage nogle initiativer, som på papiret ser ud til at tilfredsstille i hvert fald regeringens ønsker på det område, men ikke reelt løser problemerne. Det er vores opfattelse – og det er det fortsat – at den bandepakke, regeringen har lagt frem, ikke er en løsning, men blot et skridt i den rigtige retning.

Vi bliver nødt til at tage mere drastiske midler i brug, og derfor har vi så foreslået de her ting, som vi nu har haft en længere debat om. Og jeg skal da – selv om der har været få medlemmer fra regeringspartierne og regeringens parlamentariske grundlag til stede – sige tak til dem, der trods alt har været her, og for deres bidrag til debatten. Ikke overraskende har der været bred opbakning fra de partier, der står bag forslaget, nemlig de borgerlige – det er måske ikke så overraskende – og der har været modstand i regeringen. Og det er jo sådan, det er.

Jeg synes i virkeligheden, det er ærgerligt, og når jeg synes, det er ærgerligt, skyldes det især, at hvis man tager fat på noget af den kritik, som justitsministeren og også den socialdemokratiske ordfører kommer med, altså begrundelsen for, at de ikke kan stemme for vores beslutningsforslag her, vil man bemærke, at der bliver sagt – og det er dér, jeg mener det bliver lidt af en tilståelsessag: Vi vil gerne være med til at sende rockere og bandemedlemmer i fængsel. Jeg tror, jeg kan citere justitsministeren for at sige: De skal enten holde sig fra kriminalitet, eller også skal de i fængsel. Jo, men når vi så foreslår længere fængselsstraffe, bedre muligheder for udvisning eller øget begrænsning af prøveløsladelse, viser det sig, at man finder forskellige undskyldninger for, at man ikke vil være med til det.

Justitsministeren bliver ved med at henvise til den her balance, og jeg må sige, at jeg synes, det er meget, meget mærkeligt, hvad det er for en balance. Altså, jeg har da forståelse for, at der har været en arbejdsgruppe med Rigspolitiet og Justitsministeriet og folk fra kommunerne, men det er ikke deres ansvar at sikre en balance. Det er da et politisk spørgsmål. Og der må jeg bare som retspolitiker for Venstre sige, at den balance, der skal sikres her, er hensynet til den enkelte danskers tryghed og sikkerhed – ikke hensynet til nogle bandemedlemmer og heller ikke hensynet til, at der kan være nogle jurister, som mener, det er bekymrende, at man øger straffen for banderelateret kriminalitet, eller nogle folk, der er bekymrede for, om der nu er sammenhæng i vores strafferetlige system. Det er jo nogle fair bekymringer, men i sidste ende er det jo en politisk afvejning, om der er balance.

Jeg må sige, at jeg ikke forstår, at justitsministeren bliver ved med at sige, at man gerne vil sende bandemedlemmer i fængsel, men når der så kommer konkrete forslag, afviser man dem. Det er jeg uforstående over for. Jeg forstår heller ikke, at justitsministeren ikke ønsker at tage et større hensyn til borgernes tryghed og sikkerhed end til rockere og bandemedlemmer. Og jeg er sikker på, og det er så svaret til den socialdemokratiske ordfører, der spørger ind til finansieringen, at vi kan finde de midler, der skal til for at sikre, at vi kan sætte rockerne og bandemedlemmerne i fængsel, og at der også er plads i fængslerne. Jeg har masser af forslag. Man kan jo starte med at tage fat på de 1.042 udlændinge, der sidder i de danske fængsler og afsoner, og sende dem hjem til afsoning i hjemlandet. Så kan der blive plads til nogle rockere og bandemedlemmer.

Jeg må sige, at det er min klare opfattelse og Venstres opfattelse, at det ikke for alvor er gået op for regeringen, hvad det her i virkeligheden handler om, og det er, at der er en kamp i gang uden for disse tykke mure, som handler om, at der er nogle rockere og bandemedlemmer, som der bliver flere og flere af, som bliver mere og mere hensynsløse, som ikke retter ind efter vores love og regler, og som griner ad det danske retssystem, når de bliver dømt. De smiler, når de sidder i retssalene. At sige, at de glæder sig over at komme i fængsel, er måske for meget, men de ved, at de hurtigt bliver lukket ud, fordi vi har lempelige regler for prøveløsladelse.

Banderne er ved at vinde den kamp, som i øjeblikket udspiller sig ude på gaderne. Det er ikke politiet, der vinder, det er ikke retssamfundet, der vinder, det er banderne, der er ved at vinde, og det skaber utryghed. Og det kan vi ikke leve med. Det kan vi ikke i Venstre, og det er vi glade for at den borgerlige blok er helt enige i at de heller ikke kan. Derfor har vi foreslået nogle helt konkrete ting, som vil hjælpe med at løse problemet. Helt konkret vil det sikre, at nogle af de her rockere og bandemedlemmer bliver buret inde i meget, meget lang tid. Så kan de jo tænke over, hvorfor de ikke skal være rocker eller bandemedlem, og så kan de tænke over, at der er love og regler, som skal overholdes og respekteres.

Jeg kan måske slutte af med som sagt at sige tak for debatten, og så kan jeg citere Kristeligt Dagblad fra den 7. maj 2013, da bandekonflikten var på sit højeste. Da var der en overskrift på forsiden af Kristeligt Dagblad, som lød: »Vi er blevet passive over for vold og drab«. Og der var bl.a. en professor fra Aalborg Universitet, en sociolog, der forsker i bandekriminalitet, som udtalte, og det må jeg sige at jeg tror er meget rigtigt:

»Det værste, der kan ske, er, at vi mister følingen med og følsomheden over for disse banderelaterede problemstillinger, enten fordi de bliver hverdagskost, eller fordi vi føler os magtesløse over for dem.«

Det tror jeg desværre er det, der er sket i regeringen. Man føler sig magtesløs, og man har vænnet sig til det. Men vi skal ikke vænne os til, at man må risikere, at man kan blive skudt på, hvis man bevæger sig ud på den københavnske vestegn. Vi skal ikke acceptere, at politiet ikke kan komme ind over det hele i Danmark. Vi skal ikke acceptere, at man som villaejer skal føle sig utryg, og at der skal sendes brosten eller mursten gennem ens vinduer, fordi man har sagt, at man ikke vil have nogle rockere boende som nabo. Vi skylder som lovgivere og som Folketing at sikre, at man kan føle sig tryg som borger i Danmark. Og jeg må undre mig over, at regeringen ikke ønsker at tage en reel forhandling om, hvordan vi kan sikre det i fællesskab, men at det skal være noget, man lægger frem, og så er det det, man vil være med til, og intet andet. Det undrer jeg mig såre over.

Så jeg håber – og det vil være min opfordring, det er ikke politisk drilleri, men en stille opfordring til justitsministeren – at justitsministeren kommer til fornuft og indkalder Folketingets partier til en reel forhandling om en bandepakke, så vi i fællesskab kan lave noget, der er langtidsholdbart og løser de her problemer. Jeg er meget enig med hr. Simon Emil Ammitzbøll, der siger, at det godt kan være, at der ikke er flertal for de forslag, vi har fremsat her, nu, men så vil de blive gennemført på et senere tidspunkt inden for de kommende år. Det kan være under den her regering eller måske under en borgerlig-liberal regering, men det er initiativer, som vil blive gennemført, fordi det er nødvendige initiativer for at modstå den utryghed, som de her rockere og bandemedlemmer skaber, og som vi i Venstre i hvert fald ikke ønsker at acceptere.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.