Tak, hr.
formand.
Færøske, grønlandske og danske borgere har formelt set det samme statsborgerskab.
Det fremgår bl.a.
af grundlovens § 1 og af mit grønlandsk-danske pas, som jeg står med her i hånden.
I udgangspunktet betyder det, at når en borger rejser eller flytter mellem de tre lande, har de samme rettigheder som en fastboende i det enkelte land, men virkeligheden er som bekendt nogle gange anderledes, når vi ser på den konkrete politiske og retlige udvikling og den konkrete situation for den enkelte borger og grupper af borgere i de tre lande.
Der er nemlig her tale om tre adskilte lovgivnings- og opholdsområder, hvor der gælder og til stadighed udvikles forskellig lovgivning og forpligtelser inden for eksempelvis pensionsrettigheder, arbejdsmarkedsforhold, familieret, skatteforhold osv.
osv.
På linje med grænsehindringer i Norden, som et enigt Folketing har besluttet at regeringen skal arbejde for at fjerne, er grænsehindringer også en reel udfordring i rigsfællesskabet.
Inuit Ataqatigiit har i længere tid arbejdet med problematikkerne om grænsehindringer inden for rigsfællesskabet.
Under den tidligere nordatlantiske gruppe her i Folketinget påbegyndte man et arbejde, og målet var at afdække rettigheder, men også grænsehindringer inden for dette fællesskab.
Arbejdet blev dog aldrig fuldført, da gruppen blev opløst ved valget i 2011.
Dette gælder bl.a.
vores arbejde med barrierer på tværs af rigsfællesskabet, når det gælder udvikling og realisering af kulturelle projekter i Grønland og Danmark, ligesom vi har haft fokus på de mange udfordringer, der eksisterer på det sociale område imellem Danmark og Grønland.
Vi er derfor naturligvis glade for, at der nu er bevidsthed om og fokus på netop disse problematikker, og at der er ved at blive udarbejdet en decideret kortlægning af de konkrete grænsehindringer, som borgere på tværs af vores tre lande oplever i dag.
I kulturen oplever kreative sjæle desværre en række hindringer, der spænder ben for ellers engagerede og initiativrige mennesker og for spændende projekter.
Fru Sara Olsvig har, siden hun blev valgt ind i Folketinget, mødtes med bl.a.
tidligere kulturminister Uffe Elbæk, nuværende kulturminister Marianne Jelved og områdedirektøren for Det Danske Filminstitut om at fremme kulturelle projekter og muligheder på tværs af rigsfællesskabet, hvor der i dag desværre eksisterer for mange barrierer.
Inuit Ataqatigiit har også igennem længere tid arbejdet på at forbedre de grønlandske filmproducenters adgang til faglig sparring omkring filmproduktion.
Vi er selvfølgelig glade for de resultater, vi her har opnået, men problemerne på tværs af vores grænser strækker sig videre end bare til filmområdet.
Mange grønlandske kulturprojekter i Danmark oplever, at de står i et vakuum, hvor de befinder sig mellem to stole, for de grønlandske projekter i Danmark under ledelse af personer med dansk statsborgerskab i et system, hvor konkurrencen er så stor, overses, når de søger danske kulturmidler og har heller ikke adgang til grønlandske kulturmidler.
Fra Inuit Ataqatigiit har vi bl.a.
drøftet dette med kulturministeren og fremhævet, at systemet simpelt hen er for stift, hvilket ikke fremmer de kulturelle samarbejder, men derimod hindrer dem.
Det samme har Folketingets Kulturudvalg fremhævet i et brev til kulturministeren.
Systemet skal derfor smidiggøres.
Fra Inuit Ataqatigiit vil vi derfor foreslå, at der nedsættes en arbejdsgruppe mellem henholdsvis Grønlands, Færøernes og Danmarks kulturministerier.
Arbejdsgruppen skal have til opgave at afdække, hvilke hindringer der er på kulturområdet, som er hjemtaget for både Grønlands og Færøernes vedkommende.
Kultur fremmer forståelsen, og der bør ikke være alle disse hindringer på tværs af vores tre lande.
Hos Inuit Ataqatigiit modtager vi jo også en del henvendelser, som vedrører det sociale område.
En problematik, som tidligere har fyldt en del, og som fortsat er aktuel, er sagen om optjeningsprincippet vedrørende børne- og ungeydelser her i Danmark.
I 2012 blev en række grønlændere i Danmark ved en fejl underlagt optjeningsprincippet og fik derfor uberettiget begrænset adgang til en ydelse.
Vi er selvfølgelig glade for, at der fra regeringens side blev rettet op på fejlen, således at de, som i længere eller kortere perioder har opholdt sig i Grønland og Færøerne, kan modtage børne- og ungeydelser på lige fod med andre personer med dansk statsborgerskab bosiddende i Danmark.
Men regeringen har efterfølgende afvist anmodningen om, at de personer fra Grønland og Færøerne, der uhensigtsmæssigt blev ramt af optjeningsprincippet tilbage i 2012, kan få genoptaget deres sag og få udbetalt en korrekt ydelse.
Det mener vi fra Inuit Ataqatigiit ikke er godt nok.
Dette er blot et eksempel inden for det sociale område.
De grønlandske huse i Danmark har listet en lang række yderligere problematikker.
Disse drejer sig bl.a.
om problemer med aktivering af danske cpr-numre, problemer vedrørende registrering af borgere, som er hjemløse, problematikker vedrørende manglende sprogkundskaber for ledige, der bliver meldt jobparate, grønlændere, der arbejder eller er bosiddende i Danmark, men med børn i Grønland, har ikke som EU-borgere ret til børne- og familieydelser osv.
osv.
Samlet set rammer alle disse grænsehindringer enkeltpersoner og virksomheder, hvilket gør det besværligt for os alle.
Disse ærgerlige og måske mange gange unødvendige hindringer hindrer mobiliteten i vores fællesskab og i sidste ende også væksten, som alle tre lande har så hårdt brug for.
Som medforslagsstiller på dette beslutningsforslag ønsker vi, at det skal være nemt og smertefrit at drive forretning, flytte, pendle, arbejde, studere på tværs af grænserne i rigsfællesskabet.
Tak for ordet.